61997C0342

1 I denne sag har Landgericht Muenchen I (Tyskland) anmodet Domstolen om en afgoerelse vedroerende begrebet »risiko for forveksling« i artikel 5, stk. 1, litra b), i Raadets foerste direktiv om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker (herefter »direktivet«) (1).

2 Lloyd Schuhfabrik Meyer & Co. GmbH (herefter »Lloyd«) fremstiller fodtoej og har siden 1927 solgt sko under navnet »Lloyd«. Selskabet har en raekke varemaerker, hvori ordet »Lloyd« indgaar.

3 Klijsen Handel BV (herefter »Klijsen«) er fabrikant af fodtoej og har siden 1991 forhandlet sko i Tyskland under varemaerket »Loint's« (og siden 1970 i Nederlandene). Skoene saelges i forretninger, som isaer forhandler fritidssko, og 90% af salget udgoeres af sko til kvinder. Klijsen lod varemaerket »Loint's« registrere internationalt den 24. august 1994 og ansoegte om, at beskyttelsen blev udvidet til at gaelde i Tyskland. Den 26. februar 1996 blev ord- og figurmaerket »Loint's« registreret, og beskyttelsen omfatter ogsaa Tyskland.

4 I sagen for den forelaeggende ret har Lloyd bl.a. nedlagt paastand om, at brugen af maerket »Loint's« for sko og tilbehoer hertil i Tyskland forbydes. Lloyd har gjort gaeldende, at »Loint's« risikerer at blive forvekslet med »Lloyd«, da de to maerker lydligt ligner hinanden, og paa grund af »Lloyd«-maerkets specielle saerpraeg, der skyldes, at maerket ikke indeholder deskriptive elementer og i hoej grad er velkendt. I forelaeggelseskendelsen er det anfoert, at ifoelge en forbrugerundersoegelse, der blev foretaget i november 1995, kendes »Lloyd«-maerket af 36% af befolkningen mellem 14 og 64 aar, og ifoelge en forbrugerundersoegelse fra april 1996 af 10% af den mandlige befolkning over 14 aar.

5 Den forelaeggende ret er af den opfattelse, at de produkter, som de to maerker daekker, er identiske, og den har dermed afvist Klijsen's paastand om, at de er forskellige, idet varemaerket »Loint's« udelukkende benyttes for fritidssko, hvilket er et marked, hvor Lloyd's tilstedevaerelse ikke er af nogen betydning. Den forelaeggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt der er en forvekslingsrisiko mellem de to maerker i dette udtryks forstand i direktivets artikel 5, stk. 1, litra b).

6 Det bestemmes i direktivets artikel 5, stk. 1:

»Det registrerede varemaerke giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at goere erhvervsmaessig brug af

...

b) et tegn, der er identisk med eller ligner varemaerket, naar de varer eller tjenesteydelser, der er daekket af varemaerket, er af samme eller lignende art som dem, der er daekket af det paagaeldende tegn, og der som foelge heraf i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med varemaerket.«

7 Den forelaeggende ret mener, at der efter gaeldende tysk lovgivning og retspraksis sandsynligvis maa antages at foreligge en risiko for forveksling. Retten er imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne bedoemmelse er i overensstemmelse med direktivet. Selv om retten er enig i, at den lydlige lighed goer en forveksling mulig, tvivler den paa, at der, som Lloyd har haevdet, kan ses bort fra det meget ioejnefaldende »s« i »Loint's«-maerket. Den forelaeggende ret er ogsaa i tvivl med hensyn til Lloyd's paastand om, at dets maerke har et specielt saerpraeg, da det kendes af 36% af befolkningen, naar den ovennaevnte forbrugerundersoegelse fra november 1995 viste, at 33 skomaerker kendtes af mere end 20%, 13 maerker af 40% eller derover og 6 maerker af 70% eller derover. Den har derfor besluttet at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Er det tilstraekkeligt til, at der maa antages at vaere risiko for forveksling, fordi et tegn ligner et varemaerke, og de varer eller tjenesteydelser, der er daekket af varemaerket, er af samme art som dem, der er daekket af tegnet, at varemaerket og tegnet kun bestaar af én stavelse og lydligt ligner hinanden i begyndelsen, ogsaa i den eneste vokalkombination, og at den - eneste - slutkonsonant i varemaerket paa lignende maade (t i stedet for d) gaar igen i tegnet i en konsonantgruppe bestaaende af 3 bogstaver, herunder s? Konkret oenskes det oplyst, om betegnelserne Lloyd og Loints (2) for fodtoej er forvekslelige?

2) Hvilken betydning maa der i den forbindelse tillaegges direktivets ordlyd, hvorefter det forhold, at der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, ogsaa omfatter risikoen for, at der er en forbindelse med varemaerket?

3) Kan det laegges til grund, at et kendetegn, naar blot det kendes af 10% i de relevante omsaetningskredse, i saerlig grad har saerpraeg og derfor nyder en mere omfattende materiel beskyttelse?

Ville dette vaere tilfaeldet, hvis kendetegnet var kendt af 36%?

Ville en saadan mere omfattende beskyttelse foere til en anden besvarelse af spoergsmaal 1, hvis Domstolen skulle besvare dette spoergsmaal benaegtende?

4) Maa det antages, at et varemaerke har en stoerre grad af saerpraeg, allerede fordi det ikke indeholder deskriptive elementer?«

8 Inden jeg besvarer disse spoergsmaal, er det, som Kommissionen har bemaerket i sit skriftlige indlaeg, noedvendigt at genopfriske kompetencefordelingen mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til traktatens artikel 177. Efter fast praksis er Domstolens rolle begraenset til at forsyne den nationale ret med de fortolkningsbidrag vedroerende de relevante faellesskabsbestemmelser, der er noedvendige for, at retten kan traeffe afgoerelse i den sag, der verserer for den. Det tilkommer den nationale retsinstans at anvende disse bestemmelser - saaledes som de er fortolket af Domstolen - paa de faktiske omstaendigheder i den konkrete sag (3).

9 Det er korrekt, at Domstolen i visse tilfaelde efter tilskyndelse fra nationale retsinstanser har truffet afgoerelser, der er naert forbundet med de faktiske omstaendigheder i konkrete sager. Sondringen mellem fortolkning og anvendelse er ikke klar - fortolkning kan faktisk anses for en integrerende del af anvendelsen af en retsregel. Naesten ethvert spoergsmaal, der vedroerer konkrete, faktiske omstaendigheder, kan formuleres som et abstrakt fortolkningsspoergsmaal. Dette illustreres af den forelaeggende rets foerste spoergsmaal, der baade er formuleret som et abstrakt fortolkningsspoergsmaal og som en udtrykkelig forespoergsel vedroerende muligheden for, at maerkerne »Lloyd« og »Loint's« er forvekslelige.

10 Det er efter min opfattelse ikke desto mindre muligt at sondre mellem en angivelse af almindelige fortolkningselementer, der kan vaere relevante i andre sager vedroerende anvendelsen af den samme bestemmelse, og en indgaaende bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder i en bestemt sag. I denne sag er det aabenlyst, at Domstolen er blevet anmodet om at paatage sig den sidstnaevnte opgave, hvilket reelt vil sige at traeffe afgoerelsen i tvisten, der verserer ved den nationale ret efter en bedoemmelse af, om der paa grundlag af de faktiske omstaendigheder bestaar en risiko for forveksling mellem de to maerker.

11 Paa et omraade som dette er der efter min opfattelse en raekke grunde til, at Domstolen noeje boer respektere den rette kompetencefordeling mellem den og de nationale retsinstanser. Afgoerelsen af, om der foreligger en risiko for forveksling mellem et maerke og et tegn, indebaerer en saerlig omhyggelig bedoemmelse af samtlige beviser, der er blevet fremlagt for den nationale ret. Det vil derfor vaere mere naturligt, at den nationale ret traeffer denne afgoerelse.

12 Selv om direktivet maa fortolkes saaledes, at det fastsaetter ensartede kriterier for bedoemmelsen af risikoen for forveksling, kan det haende, at de anvendes forskelligt i medlemsstaterne paa grund af bl.a. sproglige forskelle. Hvor f.eks. »Lloyd« og »Loint's« for en engelsktalende person muligvis kun har ringe lydlig eller visuel lighed, er dette ikke noedvendigvis tilfaeldet for en tysktalende person, da bogstavet »t« og slutbogstavet »d« udtales ens paa tysk. Det vil foelgelig vaere hensigtsmaessigt at lade en medlemsstats nationale retsinstanser bedoemme, om der bestaar en risiko for forveksling af de to maerker i offentlighedens bevidsthed i den paagaeldende medlemsstat.

13 Det bemaerkes yderligere, at de retlige kriterier, der kan udledes af direktivet paa dette punkt, er forholdsvis faa, og at de samtidig finder anvendelse paa et utal af situationer. Under disse omstaendigheder vil Domstolen bedre kunne bidrage til en ensartet anvendelse af direktivet og til retssikkerheden ved klart at fastsaette generelle kriterier og navnlig en standard, der skal anvendes ved bedoemmelsen af risikoen for forveksling, end ved at traeffe en afgoerelse, der er for naert knyttet til de faktiske omstaendigheder i konkrete sager.

14 Paa den baggrund kan den nationale rets spoergsmaal omformuleres som en anmodning vedroerende:

- de kriterier, der skal anvendes ved bedoemmelsen af risikoen for forveksling, og navnlig hvorvidt maerkets og tegnets lydlige lighed er relevant

- den betydning, det skal tillaegges, at risikoen for forveksling omfatter »risikoen for, at der er en forbindelse«

- de omstaendigheder, under hvilke et maerke skal anses for at have et saerpraeg, og navnlig hvor vigtigt det er, at maerket er velkendt og ikke indeholder deskriptive elementer, samt

- den betydning, der skal tillaegges et maerkes saerpraeg, naar der skal tages stilling til risikoen for forveksling.

15 Domstolen har truffet afgoerelse i SABEL-sagen (4) vedroerende direktivets artikel 4, stk. 1, litra b), der i det vaesentlige er identisk med artikel 5, stk. 1, litra b), men vedroerer et varemaerkes registrering eller ugyldighed, siden den nationale ret forelagde naervaerende sag. Det forekommer mig, at denne dom giver meget af den vejledning, som den forelaeggende ret oensker.

16 Med hensyn til betydningen af udtrykket »risiko for, at der er en forbindelse«, der rejses i den forelaeggende rets andet spoergsmaal, fandt Domstolen i SABEL-sagen:

»I denne forbindelse bemaerkes, at direktivets artikel 4, stk. 1, litra b), kun finder anvendelse, hvis der 'i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med det aeldre varemaerke', fordi de to varemaerker er identiske med eller ligner hinanden, og varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art. Det fremgaar af denne affattelse af bestemmelsen, at begrebet 'risiko for, at der er en forbindelse', ikke er et alternativ til begrebet 'risiko for forveksling', men tjener til naermere at fastlaegge dette begrebs raekkevidde. Selve ordlyden af bestemmelsen udelukker derfor, at den kan anvendes, hvis der ikke i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling.

Denne fortolkning foelger ogsaa af tiende betragtning til direktivet, hvorefter 'det er en udtrykkelig betingelse for beskyttelsen, at der er risiko for forveksling'« (5).

17 For saa vidt angaar de oevrige spoergsmaal i denne sag har Domstolen i SABEL-sagen angivet foelgende fortolkningselementer vedroerende maaden, hvorpaa risikoen for forveksling skal bedoemmes:

»Som det er fastslaaet i praemis 18 i naervaerende dom, finder direktivets artikel 4, stk. 1, litra b), ikke anvendelse, medmindre der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling. Det fremgaar i denne forbindelse af tiende betragtning til direktivet, at risikoen for forveksling skal vurderes 'paa grundlag af adskillige faktorer, herunder bl.a. i hvor hoej grad maerket er kendt paa markedet, den association, som det anvendte eller registrerede tegn fremkalder, lighedsgraden mellem maerket og tegnet samt mellem de paagaeldende varer eller tjenesteydelser'. Der skal altsaa foretages en helhedsvurdering af risikoen for forveksling under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfaelde.

Denne helhedsvurdering skal, for saa vidt angaar de paagaeldende varemaerkers visuelle, lydlige eller begrebsmaessige lighed, vaere baseret paa helhedsindtrykket af varemaerkerne, idet der bl.a. skal tages hensyn til de bestanddele, der har saerpraeg eller dominans. Det fremgaar saaledes af ordlyden af direktivets artikel 4, stk. 1, litra b), hvorefter '... der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling', at det spiller en afgoerende rolle i helhedsvurderingen af risikoen for forveksling, hvordan gennemsnitsforbrugeren af den paagaeldende type produkt eller tjenesteydelse opfatter varemaerkerne. Gennemsnitsforbrugeren opfatter imidlertid normalt et varemaerke som en helhed og undersoeger ikke de forskellige detaljer.

Det bemaerkes herved, at der er stoerre risiko for forveksling, jo stoerre det aeldre varemaerkes distinktivitet er. Det kan derfor ikke udelukkes, at den begrebsmaessige lighed, der skyldes, at to varemaerker anvender billeder, hvis meningsindhold er det samme, kan skabe risiko for forveksling i et tilfaelde, hvor det aeldre varemaerke har en saerlig distinktivitet, enten i sig selv, eller fordi det er kendt i offentligheden.

Under omstaendigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, hvor det aeldre varemaerke ikke er saerlig kendt og bestaar af et billede, der ikke udviser nogen saerlig fantasi, er den blotte begrebsmaessige lighed mellem maerkerne ikke tilstraekkelig til at skabe risiko for forveksling.

Det praejudicielle spoergsmaal skal derfor besvares med, at kriteriet 'risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med det aeldre varemaerke', i direktivets artikel 4, stk. 1, litra b), skal fortolkes saaledes, at den association, der i offentlighedens bevidsthed kan vaere mellem to varemaerker i kraft af, at de har samme meningsindhold, ikke i sig selv er tilstraekkelig til, at der er risiko for forveksling i bestemmelsens forstand« (6).

18 I forbindelse med den foreliggende sag kan det vaere nyttigt at tilfoeje foelgende bemaerkninger. For saa vidt angaar foerste spoergsmaal fremgaar det for det foerste klart af SABEL-dommen, at der skal foretages en helhedsvurdering af risikoen for forveksling under hensyntagen til alle relevante faktorer. I modsaetning til det synspunkt, som Lloyd har givet udtryk for, kan det afhaengigt af omstaendighederne vaere relevant ikke alene at tage graden af lydlig lighed mellem maerket og tegnet i betragtning, men tillige graden af visuel og begrebsmaessig lighed (eller mangel paa samme). Saafremt der ikke foreligger visuel eller begrebsmaessig lighed, vil det vaere noedvendigt at tage stilling til, om graden af en eventuel lydlig lighed i sig selv kan give anledning til forveksling, naar der tages hensyn til varernes art og de vilkaar, hvorunder de markedsfoeres.

19 Det goeres i tiende betragtning til direktivet klart, at »spoergsmaalet om, hvordan risikoen for forveksling vil kunne konstateres, navnlig bevisbyrden, henhoerer under de nationale retsplejeregler, som direktivet ikke beroerer«. Ved bedoemmelsen af risikoen for forveksling skal den nationale ret derfor anvende nationale bevisbyrderegler.

20 Den standard og de kriterier, der skal anvendes ved denne bedoemmelse, henhoerer imidlertid under faellesskabsretten. Som Klijsen har bemaerket, skal risikoen for forveksling vaere behoerigt begrundet og reel - den maa ikke udelukkende vaere hypotetisk eller fjern. I SABEL-dommen har Domstolen ved at fastslaa, at et maerke skal opfattes som en helhed og ikke paa grundlag af en bedoemmelse af dets forskellige bestanddele, anvendt gennemsnitsforbrugeren som maalestok for den konkrete type varer eller tjenesteydelser. I modsaetning til, hvad Lloyd anfoerte under den mundtlige forhandling, er denne maalestok i overensstemmelse med Domstolens afgoerelser i andre sager, hvor den har skullet tage stilling til, om en betegnelse, et varemaerke eller en oplysning i en reklame kan vildlede forbrugerne. I saadanne sager har Domstolen henholdt sig til den formodede forventning hos en almindeligt oplyst, rimeligt opmaerksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger af de paagaeldende varer eller tjenesteydelser (7). Jeg mener, at det samme kriterium finder anvendelse her. Som jeg forklarede i punkt 50 og 51 i mit forslag til afgoerelse i SABEL-sagen, vil et urimeligt hoejt beskyttelsesniveau hindre integrationen af nationale markeder, idet den frie udveksling af varer og tjenesteydelser mellem medlemsstaterne ville blive paalagt uberettigede restriktioner, og dermed ville gennemfoerelsen af selve direktivets formaal blive forspildt.

21 For saa vidt angaar tredje spoergsmaal fremgaar det klart af SABEL-dommen, at et maerke kan have et specielt saerpraeg enten i sig selv eller paa grund af det omdoemme, maerket har i offentligheden, og at »jo stoerre grad af saerpraeg, et varemaerke har, desto stoerre er risikoen for forveksling«. Den nationale ret har spurgt, om et maerke opnaar et specielt saerpraeg, naar det kendes af en vis procentdel af befolkningen, og dermed nyder »en mere omfattende materiel beskyttelse«. Direktivet forsoeger imidlertid ikke at fastsaette en saadan graensevaerdi. Hvor velkendt et maerke er, er en faktor, der som de andre skal tages i betragtning, naar der foretages en samlet vurdering af risikoen for forveksling hos gennemsnitsforbrugeren af de paagaeldende varer eller tjenesteydelser. Der er ingen bestemt graense, som er bestemmende for, hvornaar den skal tillaegges afgoerende vaegt.

22 For saa vidt angaar fjerde spoergsmaal fremgaar det klart af SABEL-dommen (8), at risikoen for forveksling er stoerre, hvor maerket i sig selv har en saerlig distinktivitet. Dette er tilfaeldet, naar maerket har visse lydlige, visuelle eller begrebsmaessige traek, der isaer adskiller det fra andre tegn. Umiddelbart kunne dette virke besynderligt, da det maatte forventes, at risikoen for forveksling er desto mindre, jo mere et maerke i sig selv har et reelt saerpraeg. Det er imidlertid klart, at der vil vaere en stoerre risiko for forveksling mellem et maerke og et tegn, hvis lighed skyldes, at de begge er kendetegnet ved usaedvanlige eller originale traek, end mellem et maerke og et tegn, der har de samme, men mindre karakteristiske traek. Den omstaendighed, at et maerke og et tegn begge let kan skelnes fra andre maerker, da de har de samme originale eller usaedvanlige traek, oeger risikoen for forveksling.

23 Jeg er af den opfattelse, at et fuldstaendigt fravaer af deskriptive elementer kan vaere en faktor ved vurderingen af et maerkes saerpraeg, men giver ikke i sig selv maerket et specielt saerpraeg. Selv om et maerke ikke har deskriptive elementer, kan det stadig mangle originale traek eller vaere almindeligt i den paagaeldende medlemsstat.

Forslag til afgoerelse

24 Jeg foreslaar derfor, at de af Landgericht Muenchen I forelagte spoergsmaal besvares paa foelgende maade:

»1) Ved bedoemmelsen af risikoen for forveksling mellem et maerke og et tegn, der benyttes for de samme varer, efter artikel 5, stk. 1, litra b), i Raadets direktiv 89/104/EOEF skal den nationale ret tage stilling til, om der er en reel og behoerigt begrundet risiko for forveksling hos en gennemsnitsforbruger af den konkrete slags varer i den paagaeldende medlemsstat. Retten skal i denne forbindelse foretage en helhedsvurdering af alle relevante faktorer, navnlig graden af lydlig, visuel eller begrebsmaessig lighed mellem maerket og tegnet samt det saerpraeg, som maerket har enten i sig selv eller som foelge af, at det er velkendt.

2) Begrebet risiko for, at der er en forbindelse i artikel 5, stk. 1, litra b), er ikke et alternativ til begrebet risikoen for forveksling, men tjener til at definere dets raekkevidde.

3) Direktivet fastsaetter ikke en graensevaerdi, som er bestemmende for, hvornaar et maerke som foelge af dets bekendthedsgrad automatisk opnaar et specielt saerpraeg og nyder en mere omfattende beskyttelse. Hvor velkendt et maerke er, er en faktor, der tages i betragtning ved den samlede vurdering af risikoen for forveksling. Jo mere velkendt et maerke er, desto stoerre er risikoen for forveksling med et lignende tegn.

4) Den omstaendighed, at et maerke ikke har deskriptive elementer, kan vaere en faktor ved vurderingen af maerkets saerpraeg, men foroeger ikke i sig selv risikoen for forveksling.«

(1) - Direktiv 89/104/EOEF af 21.12.1988 (EFT 1989 L 40, s. 1).

(2) - I modsaetning til Lloyd's og Klijsen's skriftlige indlaeg henviser forelaeggelseskendelsen til »Loints« uden apostrof.

(3) - Jf. f.eks. dom af 8.2.1990, sag C-320/88, Shipping and Forwarding Enterprise SAFE, Sml. I, s. 285.

(4) - Dom af 11.11.1997, sag C-251/95, Sml. I, s. 6191.

(5) - SABEL-dommen, praemis 18 og 19.

(6) - SABEL-dommen, praemis 22-26.

(7) - Jf. senest dom af 16.7.1998, sag C-210/96, Gut Springenheide, Sml. I, s. 4657, praemis 30 og 31. Se tillige dom af 7.3.1990, sag C-362/88, GB-INNO-BM, Sml. I, s. 667, af 13.12.1990, sag C-238/89, Pall, Sml. I, s. 4827, af 18.5.1993, sag C-126/91, Yves Rocher, Sml. I, s. 2361, af 2.2.1994, sag C-315/92, Verband Sozialer Wettbewerb, Sml. I, s. 317, af 29.6.1995, sag C-456/93, Langguth, Sml. I, s. 1737, og af 6.7.1995, sag C-470/93, Mars, Sml. I, s. 1923. Se tillige generaladvokat Fennelly's forslag til afgoerelse af 29.9.1998 i sag C-303/97, Sektkellerei Kessler, navnlig punkt 29 ff., dom af 28.1.1999, Sml. I, s. 513.

(8) - Jf. tillige dom af 29.10.1998, sag C-39/97, Canon, Sml. I, s. 5507, praemis 17 og 18.