61997C0224

1 I denne sag har Verwaltungsgerichtshof (OEstrig) stillet Domstolen to praejudicielle spoergsmaal. Med sit foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret en fortolkning af faellesskabsbestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser med henblik paa et forbud, som er nedlagt over for et oestrigsk selskab, mod at udleje baadpladser ud over en bestemt kvote til baadejere bosiddende uden for OEstrig. Det andet spoergsmaal drejer sig om, hvorvidt princippet om faellesskabsrettens forrang ogsaa gaelder med hensyn til en individuel forvaltningsafgoerelse.

Tvisten i hovedsagen

2 Land Vorarlberg's Landschaftsschutzgesetz (naturfredningslov) bestemmer i § 4, stk. 1, foerste punktum, at enhver aendring af landskabet er forbudt i soeomraader samt i et omraade af 500 meters bredde langs soebredden, beregnet ved middel vandstand.

3 Ifoelge samme bestemmelses stk. 2 kan forvaltningsmyndighederne dispensere fra reglen i stk. 1, saafremt det er sikkert, at saadanne aendringer ikke indebaerer en tilsidesaettelse af naturfredningsinteresser, herunder isaer at udsigten til en soe ikke derved vanskeliggoeres, eller saafremt disse aendringer er noedvendige af hensyn til beskyttelsen af den offentlige sikkerhed.

4 Selskabet ABC-Charter Gesellschaft mbH har lejet nogle grunde beliggende ved bredden af Bodensee, hvor det fik tilladelse til at oprette 200 baadpladser.

5 Efter en ansoegning fra det naevnte selskab traf Bezirkshauptmannschaft Bregenz (den laveste forvaltningsmyndighed i Land Vorarlberg) den 9. august 1990 en »Bescheid«, dvs. en individuel forvaltningsafgoerelse over for dette, hvis punkt 2 bestemmer foelgende:

»I havnen maa der med virkning fra den 1. januar 1996 maksimalt ligge 60 baade, der ejes af personer med bopael i udlandet. Indtil dette tidspunkt skal antallet af baade, ejet af personer med bopael i udlandet, nedbringes kontinuerligt. Indtil den fastlagte maksimale kvote for udlaendinge er naaet, er det ikke tilladt at foretage nytildelinger af baadpladser til baadejere med bopael i udlandet og at forlaenge de lejekontrakter, der er indgaaet med saadanne baadejere. Foer hver sejlsaeson begynder, skal selskabet af egen drift tilsende forvaltningsmyndigheden en sandfaerdig liste over baadpladser, som er tildelt personer med bopael i udlandet. Denne afgoerelse ophoerer med at have virkning efter den 31. december 1999. Fra denne dato faar den oprindelige afgoerelse om naturfredning igen fuld virkning.«

6 Ved afgoerelse af 10. juli 1996 fandt Unabhaengiger Verwaltungssenat (uafhaengig forvaltningsmyndighed) i Land Vorarlberg Ciola skyldig i som forretningsfoerer for selskabet ABC-Boots-Charter Gesellschaft mbH og selskabet ABC-Bootswerft Gesellschaft mbH den 25. januar 1995 og den 12. maj 1995 at have »tildelt« baadpladser til to baadejere med bopael i udlandet, nemlig i Fyrstendoemmet Liechtenstein og Forbundsrepublikken Tyskland, skoent den maksimale kvote paa 60 baade, hvis ejere boede i udlandet, var overskredet. For hver af disse to overtraedelser blev der paalagt ham en boede paa 75 000 ATS.

7 Ciola har saaledes ikke overholdt betingelserne i punkt 2 i afgoerelsen af 9. august 1990 og har dermed begaaet en forvaltningsretlig overtraedelse, som omhandlet i Landschaftsschutzgesetz § 34, stk. 1, litra f), hvorefter enhver, som ikke overholder de vilkaar, som findes i afgoerelser, der traeffes i henhold til denne lov, begaar en forvaltningsretlig overtraedelse.

8 Verwaltungsgerichtshof, som Ciola indbragte disse afgoerelser for, finder, at »sagens afgoerelse rejser spoergsmaal om fortolkningen af faellesskabsretten, jf. EF-traktatens artikel 177«, og den har forelagt Domstolen de foelgende to spoergsmaal:

»1) Skal bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat under strafansvar forbyder en indehaver af en lystbaadehavn at udleje baadpladser ud over en bestemt kvote til baadejere bosat i en anden medlemsstat?

2) Giver faellesskabsretten, navnlig bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser, sammenholdt med EF-traktatens artikel 5, og artikel 2 i akten om vilkaarene for Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europaeiske Union (EFT 1994 C 241, s. 21, og EFT 1995 L 1, s. 1), en tjenesteyder, som er bosat i OEstrig, ret til at goere gaeldende, at det forbud, som er omhandlet i foerste spoergsmaal, er nedlagt ved en individuel og konkret forvaltningsafgoerelse (Bescheid), der er truffet i 1990, ikke maa bringes i anvendelse i afgoerelser, der traeffes af oestrigske retter og forvaltningsmyndigheder efter den 1. januar 1995?«

Det foerste spoergsmaal

9 Verwaltungsgerichtshof oensker at vide, om EF-traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser er til hinder for, at det antal baadpladser, som inden for en samlet kvote kan udlejes til baadejere, der er bosat i en anden medlemsstat, kan begraenses.

10 Af de grunde, som den forelaeggende ret allerede for en meget stor del selv har redegjort for, maa dette spoergsmaal besvares bekraeftende.

Spoergsmaalet, om EF-traktatens artikel 59 er anvendelig

11 Verwaltungsgerichtshof har med rette henvist til, at traktatens artikel 59 ifoelge Domstolens praksis »ikke blot finder anvendelse paa de restriktioner, der fastlaegges af tjenesteydelsesmodtagerens hjemstat, men ogsaa paa dem, der fastlaegges af tjenesteyderens hjemstat. En virksomhed kan paaberaabe sig reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser over for den stat, hvori den er etableret, saafremt den leverer ydelserne til tjenesteydelsesmodtagere, etableret i en anden medlemsstat (dom af 10.5.1995, sag C-384/93, Alpine Investments, Sml. I, s. 1141, praemis 30)«.

12 For det andet fremgaar det af Luisi og Carbone-dommen (1) - som den forelaeggende ret ligeledes henviser til - samt af Cowan-dommen (2), »dels at princippet om fri udveksling af tjenesteydelser omfatter retten for modtagere af tjenesteydelser til at rejse ind i en anden medlemsstat for at oppebaere en tjenesteydelser dér, uden at blive hindret af restriktioner, dels at ogsaa turister maa anses for modtagere af tjenesteydelser«.

13 Jeg mener desuden, at vi her i virkeligheden staar over for en tjenesteydelse, der omfatter et dobbelt graenseoverskridende element.

14 Dels yder Ciola's selskab gennem en graenseoverskridende lejekontrakt en tjenesteydelse til en baadejer med bopael i en anden medlemsstat ved i hele kontraktens gyldighedsperiode at stille en baadplads til raadighed for ham. Man kan altsaa sige, at denne tjenesteydelse »overskrider graensen« hele aaret.

15 Dels overskrider ejeren selv den oestrigske graense en eller flere gange om aaret for at udnytte den konkrete fordel, som foelger af denne lejekontrakt, nemlig den omstaendighed, at han ikke hver gang skal transportere sin baad fra sin bopael til Bodensee. Paa disse tidspunkter er det altsaa ogsaa modtageren af tjenesteydelsen, som overskrider graensen for at drage fordel af en tjenesteydelse.

16 Udlejning af baadpladser til baadejere bosat i en anden medlemsstat er foelgelig en tjenesteydelse som omhandlet i traktatens artikel 59. Dette har Land Vorarlberg i oevrigt erkendt under retsmoedet.

Lovligheden af en foranstaltning af denne art

17 Land Vorarlberg har imidlertid bestridt, at den restriktion, der foelger af overgraensen paa 60 pladser, skal anses for forskelsbehandling.

18 Land Vorarlberg har for det foerste anfoert, at det er med urette, at udtrykket »udenlandsk kvote« anvendes i den anfaegtede afgoerelse, fordi restriktionen ikke henviser til baadejernes nationalitet, men til deres bopael.

19 Der er ifoelge Land Vorarlberg imidlertid heller ikke tale om en indirekte forskelsbehandling, for restriktionen rammer ogsaa oestrigske statsborgere med bopael i en anden medlemsstat.

20 Hertil maa det imidlertid bemaerkes, at Domstolen allerede, navnlig i dommene Schumacker (3) og Clean Car Autoservice (4), har fastslaaet, at »der ... [er] en fare for, at en national bestemmelse, hvorefter der sondres paa grundlag af bopael, navnlig rammer borgere fra andre medlemsstater. Ikke-hjemmehoerende er saaledes som oftest statsborgere i andre medlemsstater«.

21 Overgraensen for baadpladser, der kan tildeles ikke-bosiddende, er derfor en indirekte forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til traktatens artikel 59.

22 Under retsmoedet for Domstolen har Land Vorarlberg imidlertid anfoert, at den anfaegtede restriktion var objektivt berettiget af tvingende almene hensyn. Uden denne restriktion ville baadejere med bopael i andre medlemsstater, som var indstillet paa at betale en hoejere leje, nemlig vaere i stand til at leje stoerstedelen af baadpladserne. Der ville ikke laengere vaere tilstraekkelige pladser til regionens beboere, og der ville saa blive udoevet et meget staerkt pres paa delstatens myndigheder, for at de skulle haeve den samlede kvote paa 200 baadpladser. Dette ville imidlertid have negative foelger for landskabet og for vandkvaliteten i Bodensee, der tjener til drikkevandsreservoir for over fire millioner mennesker.

23 Den omstaendighed, at en foranstaltning som den i tvisten i hovedsagen omhandlede ikke gaelder uden forskel for alle tjenesteydelser, uanset hvor de har oprindelse eller hvem de er bestemt for, er til hinder for at rejse spoergsmaalet, om der eventuelt foreligger tvingende almene hensyn, der kan berettige den (5).

24 En saadan foranstaltning kan altsaa kun vaere berettiget i henhold til en udtrykkelig undtagelse i traktaten selv (her artikel 56) eller i en tiltraedelsesakt.

25 I denne forbindelse bemaerkes, at oensket om at begraense tilstroemningen »af udlaendinge« tidligere har vaeret taget i betragtning af faellesskabsretten, nemlig med hensyn til ejendomme, der ikke er helaarsboliger. En saadan begraensning har dog altid vaeret genstand for en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse.

26 Saaledes bestemmer protokol (nr. 1) om ejendomserhvervelse i Danmark, at »uanset bestemmelserne i traktaten kan Danmark opretholde den gaeldende lovgivning om erhvervelse af ejendomme, der ikke er helaarsboliger«.

27 Akten vedroerende vilkaarene for Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europaeiske Union, bestemmer i artikel 70, at »uanset bestemmelserne i de traktater, som danner grundlag for Den Europaeiske Union, kan Republikken OEstrig opretholde sin gaeldende lovgivning om sekundaerboliger i en periode paa fem aar fra tiltraedelsen« (6).

28 I mangel af en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse af samme art som artikel 70 eller af muligheden for at paaberaabe sig en begrundelse af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed (traktatens artikel 56), kan man ikke komme uden om at anvende den almindelige regel, som Domstolen har udledt, og hvorefter traktatens artikel 59 ikke blot indebaerer afskaffelse af enhver forskelsbehandling, der udoeves mod tjenesteyderen eller modtageren af tjenesteydelser paa grund af hans nationalitet, men ogsaa paa grund af den omstaendighed, at han er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor tjenesteydelsen skal udfoeres.

29 Spoergsmaalet, om Land Vorarlberg eventuelt kan udlede et andet kriterium, som er foreneligt med faellesskabsretten, for at modstaa det pres, som den har henvist til, til fordel for en foroegelse af den samlede overgraense paa 200 baadpladser, er ikke genstand for forelaeggelseskendelsen og skal derfor ikke behandles inden for rammerne af dette forslag til afgoerelse.

30 Som svar paa det foerste spoergsmaal maa det derfor konkluderes, at traktatens artikel 59 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at en medlemsstat under strafansvar forbyder en indehaver af en lystbaadehavn at udleje baadpladser ud over en bestemt kvote til baadejere, som er bosat i en anden medlemsstat.

Det andet spoergsmaal

31 Med sit andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige at vide, hvilke konsekvenser et bekraeftende svar paa det foerste spoergsmaal har i det saerlige tilfaelde, hvor »strafbarheden af den paatalte adfaerd [ikke] beror ... paa en tilsidesaettelse af en generel retsforskrift, men derimod paa en overtraedelse af en restriktion paalagt et selskab, hvori appellanten er forretningsfoerer, i form af en konkret forvaltningsafgoerelse (Bescheid). Der bestaar ikke nogen generel retsforskrift med et indhold, hvorefter selskabet kun i begraenset omfang maa tilbyde tjenesteydelser til tjenesteydelsesmodtagere, der har bopael i andre stater«.

32 Verwaltungsgerichtshof har i denne forbindelse henvist til, at »EF-Domstolen har siden dommen i sagen Costa mod ENEL (7) ... givet udtryk for den opfattelse, at den af traktaten affoedte ret maa gaa forud for en hvilken som helst national bestemmelse«, og at »i Simmenthal-dommen (8) ... udtalte EF-Domstolen bl.a., at den nationale dommer, der inden for sin kompetence har til opgave at anvende faellesskabsrettens bestemmelser, har pligt til at sikre disse reglers fulde virkning, idet han i paakommende tilfaelde af egen drift skal undlade at anvende en modstridende ... bestemmelse i den nationale lovgivning«.

33 Den forelaeggende ret udtaler endvidere, at saa vidt det er den bekendt, »er dette princip hidtil udelukkende blevet anvendt i situationer, hvor der har vaeret tale om anvendelsen af generelle bestemmelser i national ret. Udfaldet af denne sag afhaenger imidlertid af, om OEstrigs domstole og forvaltning er forpligtet til at undlade at bringe en i 1990 truffet retskraftig konkret forvaltningsafgoerelse i anvendelse ved bedoemmelsen af, om den handling, appellanten angiveligt udfoerte i 1995, er strafbar«.

34 Verwaltungsgerichtshof har tilfoejet, at »saafremt den i 1990 trufne afgoerelse ikke skal laegges til grund ved afgoerelsen af, om appellanten har handlet retsstridigt ved i 1995 at have udlejet til personer, som (bl.a.) var bosiddende i en anden medlemsstat, er betingelserne for at paalaegge straf ikke opfyldt«.

35 Ifoelge den oestrigske regering er spoergsmaalet, »om det ogsaa maa fastslaas, at faellesskabsretten har forrang, naar der er tale om individuelle og konkrete forvaltningsafgoerelser«, og det maa derfor »afgoeres, om faellesskabsretten kan have indflydelse paa bestemmelser om forvaltningsafgoerelsers retskraft«.

36 Den oestrigske regering vil med sin argumentation overbevise Domstolen om, at der »ikke er nogen grund til, uden undersoegelse og uden graenser, at overfoere retspraksis vedroerende faellesskabsrettens forrang, som er udviklet i sammenhaeng med generelle regler (love, anordninger), til individuelle og konkrete forvaltningsafgoerelser (Bescheide)«. I den forbindelse har Republikken OEstrig bl.a. taget udgangspunkt i retspraksis vedroerende det, som almindeligvis kaldes »medlemsstaternes processuelle autonomi« (9) og mere specielt i Rewe-dommen (10), hvoraf det fremgaar, at i mangel af faellesskabsbestemmelser om harmonisering af processuelle regler skal de rettigheder, som faellesskabsretten affoeder, indtales for de nationale retsinstanser i henhold til de regler, som den nationale lovgivning fastsaetter, og at det kun ville forholde sig anderledes, hvis disse processuelle regler og frister i praksis umuliggjorde indtaling af rettigheder, som de nationale retter har pligt til at beskytte. Domstolen konkluderede heraf, hvilket den oestrigske regering har fremhaevet, at fastsaettelse af rimelige soegsmaalsfrister, hvis overskridelse medfoerer sagens afvisning, ikke kan goere det umuligt at udoeve disse rettigheder.

37 Den retskraft, som er til hinder for, at Verwaltungsgerichtshof annullerer afgoerelsen som retsstridig, tjener endvidere ifoelge den oestrigske regering retssikkerhedshensyn og hensynet til beskyttelsen af de forskellige involverede parters berettigede forventning, og foelgelig »maa retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder afvejes i det konkrete tilfaelde mod den i faellesskabsbestemmelserne liggende interesse i overholdelse af forbuddet mod forskelsbehandling«.

38 Efter den oestrigske regerings opfattelse synes der altsaa at vaere tale om et spoergsmaal om retmaessigheden af en soegsmaalsfrist, som sagsoegeren i hovedsagen har ladet udloebe, saaledes at han ikke laengere kan rejse tvivl om afgoerelsen af 1990, fordi denne nu er retskraftig.

39 Jeg kan ikke vaere enig i Republikken OEstrigs vurdering af arten af de retlige problemer, som denne sag rejser.

40 For den nationale ret er der efter min opfattelse ikke tale om en sag med paastand om annullation af afgoerelsen af 1990 paa grund af ulovlighed, som er stoedt paa en praeklusiv frist, hvis forenelighed med faellesskabsretten er genstand for det praejudicielle spoergsmaal, men om spoergsmaalet, om den nationale ret skal afholde sig fra at anvende denne afgoerelse paa det konkrete tilfaelde.

41 Jeg kan heller ikke i hovedsagen se et eventuelt problem i tilknytning til retssikkerheden, beskyttelsen af den berettigede forventning eller af velerhvervede rettigheder, som den oestrigske regering har anfoert. Saafremt den forelaeggende ret nemlig skulle annullere domfaeldelsen af Ciola, og saafremt selskabet i henhold til traktatens artikel 59 skulle kunne udleje baadpladser lige saa frit til baadejere med bopael i en anden medlemsstat som til baadejere med bopael i OEstrig, medfoerer dette ikke i sig selv en opsigelse af de loebende kontrakter med baadejere, der har bopael i OEstrig. Desuden kan jeg ikke se, hvordan dette skulle kunne tilsidesaette tredjemaends rettigheder eller deres berettigede forventning.

42 Under alle omstaendigheder synes forvaltningsafgoerelsers retskraft ikke at vaere absolut, da den oestrigske regering har anfoert, at »sagsoegeren i hovedsagen havde og stadig har mulighed for efter de nationale processuelle bestemmelser at anmode den kompetente myndighed om en aendring i dens afgoerelse eller dennes konklusion«. En saadan fremgangsmaade er nemlig anvist i § 68 i Allgemeines Verwaltungsverfahrensgesetz (den almindelige lov om forvaltningsproceduren). Sagsoegeren havde ifoelge den oestrigske regering mulighed for at paaberaabe sig faellesskabsretten under denne nye procedure og at anvende retsmidler, saafremt han ikke eller kun delvis fik medhold.

43 Det er imidlertid ikke noedvendigt at gaa ind paa disse betragtninger. Det andet praejudicielle spoergsmaal rejser efter min opfattelse som det eneste retlige problem spoergsmaalet, om Verwaltungsgerichtshof, naar den skal tage stilling til, om sagsoegeren i hovedsagens adfaerd var lovlig, skal undlade at anvende en afgoerelse, der er uforenelig med faellesskabsretten, paa trods af, at der er tale om en individuel og konkret forvaltningsafgoerelse og ikke om en almindelig og abstrakt norm.

44 Domstolens praksis indeholder tilstraekkelige holdepunkter for, at ogsaa det andet spoergsmaal maa besvares bekraeftende.

45 Som den forelaeggende ret selv har henvist til, har Domstolen allerede i den naevnte Costa-dom fastslaaet, »at den af traktaten affoedte ret, der hidroerer fra en autonom retskilde, paa grund af sin selvstaendige natur retligt maa gaa forud for en hvilken som helst national bestemmelse, idet den ellers ville miste sin faellesskabskarakter, og idet selve retsgrundlaget for Faellesskabet ellers ville blive bragt i fare«.

46 Ligeledes fremgaar det dels af Lueck-dommen (11), at den direkte virkning af en bestemmelse i traktaten »udelukker anvendelse af enhver nationalretlig foranstaltning, som er uforenelig med denne artikel«, og dels af dommen i sagen Kommissionen mod Italien (12), at faellesskabsrettens direkte virkning medfoerer, »at de kompetente nationale myndigheder havde absolut forbud mod at anvende en national retsforskrift, der var kendt uforenelig med traktaten«.

47 Endnu mere klart har Domstolen udtalt i sagen om den franske lov om arbejde til soes (13), at »den omstaendighed, at traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68 (14) er umiddelbart gaeldende i enhver medlemsstats retsorden, og at faellesskabsretten har hoejere gyldighed end den nationale ret, foerer til, at disse forskrifter for de involverede parter affoeder rettigheder, som de nationale myndigheder maa respektere og beskytte, saaledes at enhver modstaaende bestemmelse i den interne ret herved goeres uanvendelig«.

48 Endelig har Domstolen i en af Rewe-dommene (15) fastslaaet, at »en national myndighed ikke over for en privat [kan] haandhaeve lov- og administrative bestemmelser, der ikke er i overensstemmelse med en ubetinget og tilstraekkeligt praecis forpligtelse i et direktiv«. Det er imidlertid klart, at hvad der gaelder som en ubetinget og tilstraekkeligt praecis forpligtelse i et direktiv, ogsaa gaelder som en ubetinget og tilstraekkeligt praecis forpligtelse i den primaere faellesskabsret, herunder traktatens artikel 59.

49 Det fremgaar af disse citater fra fast retspraksis, at faellesskabsretten gaar forud for enhver bestemmelse i den nationale retsorden. Det foelger ogsaa heraf, at samspillet mellem den direkte virkning af traktatens artikel 59 og dens forrang forpligter nationale retter til at undlade at anvende forbud i nationale bestemmelser, herunder individuelle forvaltningsafgoerelser, der er uforenelige med denne artikel.

50 Desuden har Domstolen i sagen Factortame m.fl. (16) fastslaaet, at »det i medfoer af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde [er] medlemsstaternes nationale retter, der skal sikre de retsundergivne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning«.

51 Desuden foelger det af Fratelli Costanzo-dommen (17), at en forvaltning, herunder en kommunal forvaltning, ligesom de nationale domstole er forpligtet til at anvende ubetingede og tilstraekkeligt praecise bestemmelser i faellesskabsretten og til at undlade at anvende de bestemmelser i national ret, der ikke er i overensstemmelse med denne.

52 I Republikken OEstrigs tilfaelde gaelder dette med hensyn til faktiske omstaendigheder, der er indtruffet fra den 1. januar 1995, datoen for dens tiltraedelse af Den Europaeiske Union. Artikel 2 i akten vedroerende vilkaarene for Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europaeiske Union (18), bestemmer saaledes foelgende:

»Fra tiltraedelsesdatoen er bestemmelserne i de oprindelige traktater og de retsakter, der er vedtaget af institutionerne foer tiltraedelsen, bindende for de nye medlemsstater og gaelder i disse stater paa de vilkaar, som er fastsat i disse traktater og i denne akt.«

53 Da traktatens artikel 59 er umiddelbart anvendelig, har den fra den 1. januar 1995 vaeret en umiddelbar retskilde for det paagaeldende selskab, og foelgelig kan der fra denne dato ikke goeres noget administrativt forbud gaeldende imod det, som er uforeneligt med artikel 59.

54 Det maa foelgelig konkluderes som svar paa det andet spoergsmaal, at faellesskabsretten giver tjenesteydere ret til at goere gaeldende, at et forbud som det, der er tale om i hovedsagen, og som er udstedt ved en individuel og konkret forvaltningsafgoerelse, ikke maa bringes i anvendelse, naar en administrativ myndighed eller en domstol skal tage stilling til, om en adfaerd, som ligger efter Republikken OEstrigs tiltraedelse, kan straffes.

Forslag til afgoerelse

55 Efter denne gennemgang foreslaar jeg Domstolen at besvare Verwaltungsgerichtshof's to spoergsmaal saaledes:

»1) EF-traktatens artikel 59 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at en medlemsstat under strafansvar forbyder en indehaver af en lystbaadehavn at udleje baadpladser ud over en bestemt kvote til baadejere, som er bosat i en anden medlemsstat.

2) Faellesskabsretten giver tjenesteydere ret til at goere gaeldende, at et forbud som det, der er tale om i hovedsagen, og som er udstedt ved en individuel og konkret forvaltningsafgoerelse, ikke maa bringes i anvendelse, naar en administrativ myndighed eller en domstol skal tage stilling til, om en adfaerd, der ligger efter Republikken OEstrigs tiltraedelse, kan straffes.«

(1) - Dom af 31.1.1984, forenede sager 286/82 og 26/83, Sml. s. 377.

(2) - Dom af 2.2.1989, sag 186/87, Sml. s. 195, praemis 15.

(3) - Dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Sml. I, s. 225.

(4) - Dom af 7.5.1998, sag C-350/96, Sml. I, s. 2521, praemis 29.

(5) - Jf. bl.a. dom af 25.7.1991, sag C-288/89, Collectieve Antennevoorziening Gouda, Sml. I, s. 4007, praemis 10-13.

(6) - EFT 1994 C 241, s. 35.

(7) - Dom af 15.7.1964, sag 6/64, Sml. 1954-1964, s. 531, org. ref.: Rec. s. 1141.

(8) - Dom af 9.3.1978, sag 106/77, Sml. s. 629.

(9) - Republikken OEstrig har citeret foelgende domme: domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, praemis 5, og sag C-45/76, Comet, Sml. s. 2043, af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, praemis 25, af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, praemis 14, af 25.2.1988, forenede sager 331/85, 376/85 og 378/85, Bianco og Girard, Sml. s. 1099, praemis 12, af 24.3.1988, sag 104/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1799, praemis 7, af 14.7.1988, forenede sager 123/87 og 330/87, Jeunehomme og EGI, Sml. s. 4517, praemis 17, af 9.6.1992, sag C-96/91, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 3789, praemis 12, og af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 43.

(10) - Naevnt i foregaaende fodnote.

(11) - Dom af 4.4.1968, sag 34/67, Sml. 1965-1968, s. 515, org. ref.: Rec. s. 359.

(12) - Dom af 13.7.1972, sag 48/71, Sml. 1972, s. 135, org. ref.: Rec. s. 529, praemis 7.

(13) - Dom af 4.4.1974, sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 359, praemis 35.

(14) - Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15.10.1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).

(15) - Dom af 7.7.1981, sag 158/80, Sml. s. 1805, praemis 43.

(16) - Dom af 19.6.1990, sag C-213/89, Sml. I, s. 2433, praemis 19.

(17) - Dom af 22.6.1989, sag 103/88, Sml. s. 1839, praemis 30-33.

(18) - Naevnt ovenfor.