61995J0323

1 Faellesskabsret - principper - ligebehandling - forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet - forbud - anvendelsesomraade - national bestemmelse, der paalaegger udenlandske sagsoegere at stille sikkerhed for sagsomkostningerne (cautio judicatum solvi) - omfattet - betingelse

(EF-traktaten, art. 6, stk. 1)

2 Faellesskabsret - principper - ligebehandling - forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet - forbud - national bestemmelse, der paalaegger udenlandske sagsoegere at stille sikkerhed for sagsomkostningerne (cautio judicatum solvi) - anvendelse i forbindelse med en sag, der har sammenhaeng med udoevelsen af grundlaeggende friheder, som er sikret ved traktaten - ikke tilladt

(EF-traktaten, art. 6, stk. 1)

3 En national civilprocesretlig regel i en medlemsstat, hvorefter en anden medlemsstats statsborgere og juridiske personer, som oensker at anlaegge sag mod en af foerstnaevnte medlemsstats statsborgere eller et selskab med hjemsted dér, skal stille sikkerhed for sagsomkostningerne (cautio judicatum solvi), falder inden for EF-traktatens anvendelsesomraade i artikel 6, stk. 1's forstand, og er underlagt det generelle forbud mod forskelsbehandling i denne bestemmelse, i det omfang den - eventuelt blot indirekte - paavirker udvekslingen af varer og tjenesteydelser inden for Faellesskabet, hvilket bl.a. kan vaere tilfaeldet, hvis den finder anvendelse i forbindelse med en sag om betaling for leverede varer.

4 EF-traktatens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at det er i strid med bestemmelsen, at en medlemsstat kraever, at en statsborger i en anden medlemsstat, som har anlagt sag ved en civil ret i foerstnaevnte medlemsstat mod en af dennes statsborgere, skal stille sikkerhed for sagsomkostningerne, naar dette ikke kan kraeves af statsborgere i den paagaeldende medlemsstat, som ikke har gods eller bopael dér, og sagen har sammenhaeng med udoevelsen af grundlaeggende friheder, som er sikret ved faellesskabsretten.

I sag C-323/95,

angaaende en anmodning, som Saarlaendisches Oberlandesgericht (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

David Charles Hayes,

Jeanette Karen Hayes

mod

Kronenberger GmbH i likvidation,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 6, stk. 1,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray, P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), G. Hirsch og H. Ragnemalm,

generaladvokat: A. La Pergola,

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- David Charles Hayes og Jeanette Karen Hayes ved advokat Peter Doerrenbaecher, St. Ingbert

- Kronenberger GmbH ved advokat Peter Schmitt, Dillingen

- den svenske regering ved afdelingschef Lotty Nordling og konsulenterne Kristina Holmgren og Cecilia Renfors, Handelsafdelingen, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Det Forenede Kongeriges regering ved Stephen Braviner, Treasury Solicitor's Department, og barrister David Lloyd Jones, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent John Forman og Guenter Wilms, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 28. januar 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 6. oktober 1995, indgaaet til Domstolen den 16. oktober 1995, har Saarlaendisches Oberlandesgericht i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 6, stk. 1.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som aegteparret Hayes som interessentskab efter engelsk ret (partnership) har anlagt mod det tyske selskab Kronenberger GmbH i likvidation (herefter »Kronenberger«) med paastand om betaling for leverede varer.

3 Sagsoegte i sagen for Saarlaendisches Oberlandesgericht, Kronenberger, fremsatte begaering om, at aegteparret Hayes skulle stille sikkerhed for sagsomkostningerne i overensstemmelse med § 110, stk. 1, i den tyske Zivilprozessordnung (herefter »ZPO«).

4 I henhold til denne bestemmelse skal udenlandske statsborgere, der anlaegger sag ved de tyske domstole, paa sagsoegtes begaering stille sikkerhed for sagsomkostningerne (cautio judicatum solvi). § 110, stk. 2, nr. 1, i ZPO bestemmer imidlertid, at dette ikke gaelder, saafremt sagsoegeren er statsborger i en stat, som ikke forlanger en saadan sikkerhed af tyske statsborgere.

5 Det fremgaar i denne forbindelse af kendelsen fra Saarlaendisches Oberlandesgericht, at der i den seneste retspraksis i Det Forenede Kongerige ganske vist er en tendens til ikke laengere at paalaegge statsborgere fra Den Europaeiske Unions medlemsstater at stille sikkerhed for sagsomkostninger, men at der ikke kan siges at vaere tale om en fast praksis, som sikrer den gensidighed, der kraeves i henhold til § 110, stk. 2, nr. 1, i ZPO.

6 Desuden bestemmer artikel 14 i den tysk-britiske konvention af 20. marts 1928 om retsforhold, som igen blev sat i kraft den 1. januar 1953 (BGBl. 1953 II, s. 116), at statsborgere i en kontraherende stat kun er fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger, saafremt de har bopael i det land, hvor de anlaegger sag.

7 Endelig foelger det af den europaeiske bosaettelseskonvention af 13. december 1955 (BGBl. 1959 II, s. 997), at alle statsborgere i de kontraherende stater er fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger, saafremt de har bopael eller saedvanligt ophold i en af de kontraherende stater. Denne regel gaelder dog ikke for statsborgere i Det Forenede Kongerige, som har taget forbehold i relation til konventionens artikel 27.

8 De fritagelser, der er hjemlet i disse konventioner, finder ikke anvendelse paa aegteparret Hayes, som er statsborgere i Det Forenede Kongerige og ikke har bopael eller gods i Tyskland.

9 Saarlaendisches Oberlandesgericht har under disse omstaendigheder besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Bliver britiske statsborgere, der har anlagt sag ved en tysk civil ret mod et anpartsselskab (GmbH) med hjemsted i Tyskland med paastand om betaling af koebsprisen for leverede varer, og som ikke har bopael eller gods i Tyskland, udsat for forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i strid med EOEF-traktatens artikel 7, stk. 1, saafremt den kompetente tyske ret paa sagsoegtes begaering i medfoer af § 110 i den tyske Zivilprozessordnung paalaegger dem at stille sikkerhed for sagsomkostningerne?«

10 Med sit spoergsmaal oensker den nationale ret reelt at faa oplyst, om det er i strid med EF-traktatens artikel 6, stk. 1 (tidligere EOEF-traktatens artikel 7), at en medlemsstat A kraever, at en statsborger i en medlemsstat B, som ikke har bopael eller gods i medlemsstat A, og som har anlagt sag ved en civil ret i medlemsstat A mod en af dennes statsborgere, skal stille sikkerhed for sagsomkostningerne (i det omfang, medlemsstat B kraever en tilsvarende sikkerhedsstillelse af statsborgere fra medlemsstat A), naar dette ikke kan kraeves af statsborgere i medlemsstat A, som ikke har gods eller bopael dér.

Anvendelsesomraadet for traktatens artikel 6, stk. 1

11 Traktatens artikel 6, stk. 1, lyder saaledes: »Inden for denne traktats anvendelsesomraade og med forbehold af dennes saerlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, forbudt.«

12 Det skal saaledes foerst undersoeges, om en bestemmelse i en medlemsstat, hvorefter statsborgere i en anden medlemsstat har pligt til at stille sikkerhed for sagsomkostningerne, hvis de vil anlaegge sag mod en statsborger i foerstnaevnte medlemsstat eller et selskab med hjemsted dér, selv om der ikke gaelder et saadant krav for den paagaeldende medlemsstats egne statsborgere, falder inden for traktatens anvendelsesomraade.

13 Det fremgaar af fast retspraksis, at det ganske vist, saa laenge der ikke er udstedt faellesskabsregler paa omraadet, tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsatte procesreglerne for soegsmaal med henblik paa at sikre den fulde beskyttelse af borgernes rettigheder efter faellesskabsretten, men at faellesskabsretten opstiller visse graenser for denne kompetence (dom af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 42). Ved anvendelsen af saadanne lovbestemmelser maa der saaledes ikke udoeves nogen forskelsbehandling over for de personer, som efter faellesskabsretten har krav paa ligebehandling, eller goeres indskraenkninger i de grundlaeggende friheder, som er sikret ved faellesskabsretten (dom af 2.2.1989, sag 186/87, Cowan, Sml. s. 195, praemis 19).

14 En national procesretlig regel som den ovenfor beskrevne kan paavirke den virksomhed, andre medlemsstaters erhvervsdrivende udoever paa markedet i den paagaeldende medlemsstat. Den sigter ganske vist ikke i sig selv mod at regulere en erhvervsmaessig virksomhed, men den medfoerer, at andre medlemsstaters erhvervsdrivende stilles daarligere end landets egne statsborgere med hensyn til adgangen til at anlaegge retssager. Naar faellesskabsretten sikrer dem fri bevaegelighed for varer og tjenesteydelser paa faellesmarkedet, er det en konsekvens heraf, at de paagaeldende erhvervsdrivende har mulighed for at anlaegge sag ved en medlemsstats domstole paa samme vilkaar som landets egne statsborgere med henblik paa at faa afgjort tvister, som deres erhvervsmaessige virksomhed kan give anledning til (dom af 26.9.1996, sag C-43/95, Data Delecta og Forsberg, Sml. I, s. 4661, praemis 13).

15 I sin dom af 1. juli 1993 i Hubbard-sagen (sag C-20/92, Sml. I, s. 3777) fastslog Domstolen, at EF-traktatens artikel 59 og 60 ikke er til hinder for, at en medlemsstat ved en bestemmelse som § 110 i ZPO kan forlange, at en person med bopael i en anden medlemsstat, der under udoevelse af sit erhverv anlaegger sag ved en indenlandsk domstol, skal stille sikkerhed for sagsomkostninger, blot fordi han er statsborger i en anden medlemsstat.

16 Som fastslaaet af Domstolen i dommen af 20. oktober 1993 i sagen Phil Collins m.fl. (forenede sager C-92/92 og C-326/92, Sml. I, s. 5145, praemis 27) og senere i dommen i sagen Data Delecta og Forsberg, praemis 14, er nationale lovbestemmelser, der paa grund af deres virkninger for udvekslingen af varer og tjenesteydelser inden for Faellesskabet henhoerer under traktatens anvendelsesomraade, noedvendigvis underlagt det generelle forbud mod forskelsbehandling i traktatens artikel 6, stk. 1, uafhaengigt af de saerlige bestemmelser i traktatens artikel 30, 36, 59 og 66.

17 Det maa herefter fastslaas, at en national civilprocesretlig regel som den i hovedsagen omhandlede falder inden for traktatens anvendelsesomraade i artikel 6, stk. 1's forstand, og er underlagt det generelle forbud mod forskelsbehandling i denne bestemmelse, i det omfang den - eventuelt blot indirekte - paavirker udvekslingen af varer og tjenesteydelser inden for Faellesskabet. En saadan paavirkning maa bl.a. frygtes, hvis der kraeves sikkerhedsstillelse for sagsomkostningerne i forbindelse med en sag om betaling for leverede varer (dommen i sagen Data Delecta og Forsberg, praemis 15).

Forskelsbehandling i traktatens artikel 6, stk. 1's forstand

18 Med forbuddet mod »al forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet«, indebaerer traktatens artikel 6 et krav om fuld ligebehandling i medlemsstaterne af personer, der befinder sig i en situation, som er reguleret af faellesskabsretten, og statsborgerne i den paagaeldende medlemsstat.

19 Det er aabenbart, at en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede indebaerer en direkte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet. I henhold til en saadan bestemmelse kraever en medlemsstat nemlig ikke en sikkerhedsstillelse af sine egne statsborgere, selv om de ikke har gods eller bopael i den paagaeldende stat.

20 Kronenberger og den svenske regering har imidlertid gjort gaeldende, at princippet om forbud mod forskelsbehandling ikke er til hinder for, at det kraeves, at en udenlandsk sagsoeger skal stille sikkerhed, saafremt en eventuel afgoerelse, hvorved sagsoegeren doemmes til at betale sagens omkostninger, ikke vil kunne fuldbyrdes i det land, hvor han er hjemmehoerende. I et saadant tilfaelde er formaalet med sikkerhedsstillelsen, at det undgaas, at en udenlandsk sagsoeger kan anlaegge en retssag uden at loebe nogen oekonomisk risiko, for det tilfaelde at han taber sagen.

21 Den svenske regering har endvidere anfoert, at konventionerne af 27. september 1968 (EFT L 299, s. 32, herefter »Bruxelles-konventionen«) og af 16. september 1988 (EFT L 319, s. 9, herefter »Lugano-konventionen«) om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, ganske vist inden for deres anvendelsesomraade goer regler om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger mindre noedvendige, men at almene hensyn kraever, at der opretholdes saadanne regler, idet der endnu ikke findes regler om fuldbyrdelse af en medlemsstats retsafgoerelser i en anden medlemsstat, der gaelder i hele Faellesskabet.

22 Disse argumenter kan ikke tiltraedes.

23 Ganske vist har visse medlemsstater endnu ikke tiltraadt Bruxelles-konventionen (Republikken OEstrig, Republikken Finland og Kongeriget Sverige) eller Lugano-konventionen (Kongeriget Belgien og Den Hellenske Republik), og indtil alle medlemsstaterne har tiltraadt en af disse konventioner, er fuldbyrdelsen af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, ikke sikret i hele Faellesskabet. Der bestaar saaledes mellem visse medlemsstater en reel risiko for, at det er umuligt eller i det mindste betydeligt vanskeligere og forbundet med stoerre omkostninger at fuldbyrde en dom, hvorved en ikke-hjemmehoerende person er blevet doemt til at betale sagsomkostninger (jf. vedroerende fuldbyrdelse af straffesager, som ikke er omfattet af de naevnte konventioner, dom af 23.1.1997, sag C-29/95, Pastoors og Trans-Cap, Sml. I, s. 285, praemis 21).

24 Idet det findes ufornoedent at undersoege, om denne situation kan begrunde, at der i de tilfaelde, hvor der bestaar en saadan risiko, kraeves en sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger af ikke-hjemmehoerende personer, skal det blot bemaerkes, at den omtvistede bestemmelse, for saa vidt som den indebaerer en forskellig behandling alt efter sagsoegerens nationalitet, ikke er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Den er for det foerste ikke egnet til at sikre godtgoerelse af sagsomkostningerne i enhver graenseoverskridende sag, for saa vidt som der ikke kan kraeves sikkerhedsstillelse af en tysk sagsoeger, der ikke har bopael i Tyskland og ikke har nogen ejendele dér. For det andet staar den ikke i rimeligt forhold til det forfulgte maal, for saa vidt som en ikke-tysk sagsoeger, der har bopael og ejendele i Tyskland, ogsaa kan paalaegges at stille sikkerhed.

25 Det forelagte spoergsmaal skal herefter besvares med, at EF-traktatens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at det er i strid med bestemmelsen, at en medlemsstat kraever, at en statsborger i en anden medlemsstat, som har anlagt sag ved en civil ret i foerstnaevnte medlemsstat mod en af dennes statsborgere, skal stille sikkerhed for sagsomkostningerne, naar dette ikke kan kraeves af statsborgere i den paagaeldende medlemsstat, som ikke har gods eller bopael dér, og sagen har sammenhaeng med udoevelsen af grundlaeggende friheder, som er sikret ved faellesskabsretten.

Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af den svenske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Saarlaendisches Oberlandesgericht ved kendelse af 6. oktober 1995, for ret:

EF-traktatens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at det er i strid med bestemmelsen, at en medlemsstat kraever, at en statsborger i en anden medlemsstat, som har anlagt sag ved en civil ret i foerstnaevnte medlemsstat mod en af dennes statsborgere, skal stille sikkerhed for sagsomkostningerne, naar dette ikke kan kraeves af statsborgere i den paagaeldende medlemsstat, som ikke har gods eller bopael dér, og sagen har sammenhaeng med udoevelsen af grundlaeggende friheder, som er sikret ved faellesskabsretten.