61995J0300

Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 29. maj 1997. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. - Traktatbrud - Artikel 7, litra e), i direktiv 85/374/EØF - Ukorrekt gennemførelse - Fritagelse for ansvar for defekte produkter - Den videnskabelige og tekniske viden. - Sag C-300/95.

Samling af Afgørelser 1997 side I-02649


Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


Tilnaermelse af lovgivningerne - ansvar for defekte produkter - direktiv 85/374 - ansvarsfrihed - betingelse - ikke muligt at opdage defekten paa grundlag af den eksisterende videnskabelige og tekniske viden - begreb - national gennemfoerelsesbestemmelse - traktatbrud ikke godtgjort

[Raadets direktiv 85/374, art. 7, litra e)]

Sammendrag


Det er ikke efter direktiv 85/374 nogen betingelse for, at en producent ifalder ansvar for sine defekte produkter, at skadelidte foerer bevis for, at producenten har handlet culpoest, men producenten skal som foelge af princippet i direktivets artikel 7 om en rimelig fordeling af risikoen mellem skadelidte og producenten kunne blive ansvarsfri, saafremt han godtgoer, at der foreligger visse omstaendigheder, som fritager ham for ansvar, herunder bl.a., »at det paa grundlag af den videnskabelige og tekniske viden paa det tidspunkt, da han bragte produktet i omsaetning, ikke var muligt at opdage defekten«. I saa henseende skal producenten ganske vist bevise, at det paa grundlag af den objektive videnskabelige og tekniske viden paa det mest avancerede niveau - som ikke er begraenset til den paagaeldende industrisektor - ikke var muligt at opdage defekten, men det er endvidere en betingelse for at paaberaabe sig den paagaeldende viden mod producenten, at der var adgang til denne viden paa det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsaetning.

En national gennemfoerelsesbestemmelse, hvorefter producenten kan blive ansvarsfri, hvis han beviser, at det paa grundlag af den paagaeldende viden »ikke kunne forventes, at en producent af tilsvarende produkter som det i sagen omhandlede havde opdaget defekten, saafremt hans produkter havde haft denne effekt, mens de var i han besiddelse«, er ikke i aabenbar modstrid med den naevnte faellesskabsbestemmelse. Argumentationen om, at denne nationale lovbestemmelse giver mulighed for at tage hensyn til den subjektive viden hos en producent, der har udvist normal paapasselighed under hensyn til de sikkerhedsforskrifter, som saedvanligvis anvendes inden for den paagaeldende industrisektor, laegger nemlig selektivt vaegt paa visse af de udtryk, som benyttes i den nationale lovbestemmelse, uden at godtgoere, at det ikke er muligt effektivt at sikre direktivets fulde gennemfoerelse ved de generelle retsforskrifter, som den omtvistede bestemmelse indgaar i.

Parter


I sag C-300/95,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Peter Oliver, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af solicitor Mark Mildred, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoeger,

mod

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved John E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af K. Paul E. Lasok, QC, og med valgt adresse i Luxembourg paa Det Forenede Kongeriges Ambassade, 14, boulevard Roosevelt,

sagsoegt,

angaaende en paastand om, at det fastslaas, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat sine forpligtelser dels efter Raadets direktiv 85/374/EOEF af 25. juli 1985 om tilnaermelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT L 210, s. 29), dels efter EF-traktaten, da det ikke har truffet alle noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af direktivet, navnlig dettes artikel 7, litra e),

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida, og dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet og M. Wathelet (refererende dommer),

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 7. november 1996,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 23. januar 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser


1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 20. september 1995 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat sine forpligtelser dels efter Raadets direktiv 85/374/EOEF af 25. juli 1985 om tilnaermelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT L 210, s. 29, herefter »direktivet«), dels efter EF-traktaten, da det ikke har truffet alle noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af direktivet, navnlig dettes artikel 7, litra e).

2 Direktivets formaal er at sikre en tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om produktansvar, fordi uensartede regler »kan forvride konkurrencen og beroere de frie varebevaegelser inden for det faelles marked samt medfoere forskelle i graden af beskyttelse af forbrugerne mod skader paa deres helbred eller ejendom, som foraarsages af et defekt produkt« (direktivets foerste betragtning).

3 Ifoelge direktivets artikel 1 er en producent ansvarlig for skade, der foraarsages af en defekt ved hans produkt.

4 Ifoelge artikel 4 paahviler det skadelidte at foere bevis for skaden, defekten og aarsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.

5 Artikel 7 naevner dog flere forhold, som kan goere producenten ansvarsfri. I saa henseende udtales det i direktivets syvende betragtning, at »en retfaerdig risikofordeling mellem en skadelidt og en producent maa indebaere, at en producent skal kunne friholde sig fra ansvar, saafremt han beviser, at der foreligger forhold, der fritager ham for ansvar«.

6 Saaledes er ifoelge artikel 7

»producenten ... ikke ansvarlig [efter dette direktiv], hvis han beviser,

...

e) at det paa grundlag af den videnskabelige og tekniske viden paa det tidspunkt, da han bragte produktet i omsaetning, ikke var muligt at opdage defekten ...«.

7 Ifoelge direktivets artikel 19 skulle medlemsstaterne have truffet de noedvendige foranstaltninger til at efterkomme direktivet senest den 30. juli 1988. Det Forenede Kongerige gennemfoerte direktivet ved foerste del af Consumer Protection Act 1987 (herefter »loven«), som traadte i kraft den 1. marts 1988.

8 Lovens section 1(1) bestemmer saaledes:

»Denne del af loven har til formaal at fastsaette de noedvendige bestemmelser for at efterkomme direktivet om produktansvar og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.«

9 Section 4(1)(e), der tilsigter at gennemfoere direktivets artikel 7, litra e), bestemmer saaledes:

»Under ethvert civilt soegsmaal, som anlaegges i henhold til denne del af loven mod en producent paa grund af et defekt produkt, er producenten ansvarsfri, hvis han beviser

...

(e) at det paa grundlag af den videnskabelige og tekniske viden paa det paagaeldende tidspunkt ikke kunne forventes, at en producent af tilsvarende produkter som det i sagen omhandlede havde opdaget defekten, saafremt hans produkter havde haft denne defekt, mens de var i hans besiddelse.«

10 Da Kommissionen fandt, at direktivet ikke var korrekt gennemfoert ved loven, tilsendte den i overensstemmelse med traktatens artikel 169 Det Forenede Kongeriges regering en aabningsskrivelse af 26. april 1989, hvori den opfordrede regeringen til inden for en frist paa to maaneder at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende seks klagepunkter, som den naevnte i skrivelsen.

11 Ved skrivelse af 19. juli 1989 afviste Det Forenede Kongerige Kommissionens klagepunkter. Regeringen erkendte, at lovens ordlyd var anderledes end direktivets, men anfoerte, at medlemsstaterne efter EOEF-traktatens artikel 189 er berettiget til at vaelge den ordlyd, som de finder egnet til gennemfoerelse af direktivet, forudsat at det maal, der tilsigtes hermed, naas.

12 Den 2. juli 1990 tilsendte Kommissionen Det Forenede Kongerige en begrundet udtalelse i overensstemmelse med traktatens artikel 169. Den erkendte, at en medlemsstat er berettiget til selv at bestemme, hvilken ordlyd der skal anvendes ved gennemfoerelsen af et direktiv, forudsat det med direktivet tilsigtede maal naas ved de nationale retsforskrifter. Kommissionen fastholdt dog sin opfattelse vedroerende de seks klagepunkter, som den havde gjort gaeldende i aabningsskrivelsen, bortset fra ét.

13 Ved skrivelse af 4. oktober 1990 fastholdt Det Forenede Kongerige sin opfattelse om, at direktivet var blevet korrekt gennemfoert ved loven.

14 De argumenter, som Det Forenede Kongerige fremfoerte, overbeviste Kommissionen om, at den burde frafalde yderligere fire af sine klagepunkter, navnlig henset til reglen i lovens section 1(1), hvorefter de relevante bestemmelser skal fortolkes i overensstemmelse med direktivet.

15 Da Kommissionen imidlertid fandt, at formuleringen af section 4(1)(e) var helt utvetydig, og at de nationale domstole maatte fortolke bestemmelsen lovstridigt for at bringe den i overensstemmelse med direktivet, besluttede den at anlaegge sag ved Domstolen for at opnaa en afgoerelse af, om denne bestemmelse var forenelig med direktivets artikel 7, litra e).

16 I staevningen har Kommissionen i det vaesentlige gjort gaeldende, at lovgiver i Det Forenede Kongerige i betydelig grad har udvidet ansvarsfrihedsbestemmelsen i direktivets artikel 7, litra e), og aendret det objektive ansvar i henhold til direktivets artikel 1 til et almindeligt culpaansvar.

17 Efter Kommissionens opfattelse er kriteriet i direktivets artikel 7, litra e), nemlig objektivt, da det er baseret paa den viden, som foreligger, og ikke tillaegger det nogen betydning, om producenten af det paagaeldende produkt - eller producenten af et tilsvarende produkt - var i stand til at opdage defekten. Saadan som section 4(1)(e) i den engelske lov er formuleret - og hvorefter det afgoerende er, om det »kunne forventes, at en producent af tilsvarende produkter som det i sagen omhandlede havde opdaget defekten« - forudsaetter denne bestemmelse en vurdering af et subjektivt aspekt, hvorved der laegges vaegt paa, hvad en fornuftig producent ville have gjort. Efter reglen i section 4(1)(e) er det derfor lettere for en producent af et defekt produkt at bevise, at hverken han eller en producent af tilsvarende produkter paa det paagaeldende tidspunkt kunne have opdaget defekten, saafremt de saedvanlige sikkerhedsforskrifter for den paagaeldende industrisektor var overholdt, og der ikke var udvist uagtsomhed, end det er at bevise efter direktivets artikel 7, litra e), at det ikke var muligt for producenten at opdage defekten paa grundlag af den foreliggende videnskabelige og tekniske viden.

18 Kommissionen har endvidere tilfoejet, at selv om bestemmelsen i lovens section 1(1) udgoer en meget vaerdifuld vejledning for de nationale domstole, er det udelukket, at den i sig selv kan goere en formulering lovlig, som umiddelbart er klart i strid med direktivets ordlyd, og som kun kan fortolkes i overensstemmelse med direktivet, hvis den fortolkes lovstridigt.

19 Det Forenede Kongeriges regering bestrider ikke Kommissionens fortolkning af direktivets artikel 7, litra e), hvorefter kriteriet i denne bestemmelse er »objektivt« og ikke »subjektivt«. Den mener imidlertid, at lovens section 4(1)(e) indeholder samme kriterium som direktivets artikel 7, litra e), og ikke indfoerer et culpaansvar.

20 Det Forenede Kongeriges regering har herom naermere gjort gaeldende, at i det omfang, det er muligt at fortolke artikel 7, litra e), abstrakt, uden at der tages hensyn til faktiske omstaendigheder, indeholder bestemmelsen et »objektivt« kriterium i den forstand, at det i bestemmelsen indeholdte udtryk »paa grundlag af den videnskabelige og tekniske viden« ikke sigter til den viden, som den paagaeldende producent faktisk har eller ikke har, men til den viden, som man objektivt kan forvente af den gruppe producenter - generelt betragtet - som den paagaeldende producent tilhoerer. Dette er netop indholdet af lovens section 4(1)(e).

21 Det Forenede Kongeriges regering anfoerer i den forbindelse, at domstolene i Det Forenede Kongerige under alle omstaendigheder er forpligtet til at fortolke section 4(1)(e) paa en saadan maade, at den er forenelig med direktivets artikel 7, litra e), det vaere sig i medfoer af lovens section 1(1) eller ifoelge det generelle princip om, at enhver lovgivning, der er udstedt til gennemfoerelse af faellesskabsretten, skal fortolkes i overensstemmelse med denne.

22 Efter regeringens opfattelse kan Kommissionen ikke fastslaa, at lovens section 4(1)(e) er uforenelig med direktivets artikel 7, litra e), naar henses til lovens section 1(1), og da der ikke foreligger nogen dom fra en national domstol vedroerende indholdet af section 4(1)(e). Der kan kun gives Kommissionen medhold i dens synspunkt, saafremt den paa overbevisende maade godtgoer, at section 4(1)(e) umuligt kan have samme retlige indhold som artikel 7, litra e).

23 Med henblik paa proevelsen af, om den omtvistede nationale gennemfoerelsesbestemmelse aabenbart er i strid med direktivets artikel 7, litra e), saaledes som det haevdes af Kommissionen, er det noedvendigt foerst at undersoege raekkevidden af den faellesskabsregel, som den nationale bestemmelse gennemfoerer.

24 I saa henseende bemaerkes indledningsvis, at det efter direktivets artikel 4 er en betingelse for, at en producent ifalder ansvar for sine defekte produkter, at skadelidte foerer bevis for skaden, for defekten ved produktet og aarsagsforbindelsen mellem defekten og skaden, hvorimod skadelidte ikke behoever bevise, at producenten har handlet culpoest. Som foelge af princippet om en rimelig fordeling af risikoen mellem skadelidte og producenten - saaledes som dette princip kommer til udtryk i syvende betragtning til direktivet - skal producenten imidlertid efter direktivets artikel 7 kunne blive ansvarsfri, saafremt han godtgoer, at der foreligger visse omstaendigheder, som fritager ham for ansvar, herunder bl.a. »at det paa grundlag af den videnskabelige og tekniske viden paa det tidspunkt, da han bragte produktet i omsaetning, ikke var muligt at opdage defekten« [litra e)].

25 Der kan anfoeres flere betragtninger i forbindelse med direktivets artikel 7, litra e).

26 For det foerste henviser denne bestemmelse med ordene »den videnskabelige og tekniske viden paa det tidspunkt, da [producenten] bragte produktet i omsaetning«, saaledes som generaladvokaten med rette har anfoert i punkt 20 i sit forslag til afgoerelse, ikke saerskilt til den fremgangsmaade og de sikkerhedsforskrifter, som saedvanligvis anvendes i den industrisektor, hvor producenten driver virksomhed, men sigter derimod uden nogen begraensninger til den foreliggende videnskabelige og tekniske viden, forstaaet som den viden paa det mest avancerede niveau, som fandtes paa det tidspunkt, da det paagaeldende produkt blev bragt i omsaetning.

27 Endvidere tages der efter den omtvistede ansvarsfritagelsesbestemmelse ikke hensyn til, hvilken viden den paagaeldende producent konkret eller subjektivt var eller kunne vaere i besiddelse af, men hvilken objektiv videnskabelig og teknisk viden, producenten formodes at vaere bekendt med.

28 Efter ordlyden af artikel 7, litra e), er det imidlertid en forudsaetning, at der var adgang til den relevante videnskabelige og tekniske viden paa det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsaetning.

29 Det fremgaar af det anfoerte, at for at blive ansvarsfri i henhold til direktivets artikel 7, litra e), skal producenten af et defekt produkt bevise, at det paa grundlag af den objektive videnskabelige og tekniske viden paa det mest avancerede niveau paa det tidspunkt, da han bragte produktet i omsaetning, ikke var muligt at opdage defekten. Det er endvidere en betingelse for at paaberaabe sig den paagaeldende videnskabelige og tekniske viden mod producenten, at der var adgang til denne viden paa det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsaetning. Hvad angaar dette sidste spoergsmaal, foreligger der i forbindelse med direktivets artikel 7, litra e), i modsaetning til den opfattelse, som Kommissionen tilsyneladende har gjort gaeldende, en raekke fortolkningsproblemer, som de nationale domstole maa loese i tilfaelde af en tvist, i givet fald under anvendelse af EF-traktatens artikel 177.

30 Herefter skal de klagepunkter gennemgaas, som Kommissionen har gjort gaeldende til stoette for sine paastande under sagen.

31 I den forbindelse skal det fremhaeves, at det under en traktatbrudssag i medfoer traktatens artikel 169 paahviler Kommissionen at godtgoere, at det paastaaede traktatbrud foreligger. Det er Kommissionen, som skal fremfoere de omstaendigheder, som er noedvendige for, at Domstolen kan efterproeve, om der foreligger et traktatbrud, og Kommissionen kan ikke paaberaabe sig nogen formodning herfor (se herom bl.a. dom af 20.3.1990, sag C-62/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 925, praemis 37).

32 Kommissionen har gjort gaeldende, at lovens section 4(1)(e) efter sin ordlyd strider aabenbart mod direktivets artikel 7, litra e), idet den giver mulighed for at tage hensyn til den subjektive viden hos en producent, der har udvist normal paapasselighed under hensyn til de sikkerhedsforskrifter, som saedvanligvis anvendes inden for den paagaeldende industrisektor.

33 Denne argumentation maa forkastes i det omfang, den selektivt laegger vaegt paa visse af de udtryk, som benyttes i section 4(1)(e), uden at godtgoere, at det ikke er muligt effektivt at sikre direktivets fulde gennemfoerelse ved de generelle retsforskrifter, som den omtvistede bestemmelse indgaar i. Naar henses til disse retsforskrifter, har Kommissionen ikke, som den haevder, godtgjort, at det maal, der tilsigtes med direktivets artikel 7, litra e), aabenbart ikke vil blive naaet i den nationale retsorden.

34 For det foerste maa det nemlig konstateres, at lovens section 4(1)(e) i overensstemmelse med direktivets artikel 7 laegger bevisbyrden paa den producent, der paaberaaber sig ansvarsfritagelsesbestemmelsen.

35 For det andet indeholder section 4(1)(e) ingen begraensninger hvad angaar karakteren af og niveauet for den videnskabelige og tekniske viden, der skal tages hensyn til paa det relevante tidspunkt.

36 For det tredje fremgaar det ikke af bestemmelsens ordlyd som saadan, at anvendelsen af ansvarsfritagelsesbestemmelsen, som haevdet af Kommissionen, afhaenger af den subjektive viden hos en producent, der har udvist normal paapasselighed under hensyn til de sikkerhedsforskrifter, som saedvanligvis anvendes inden for den paagaeldende industrisektor.

37 For det fjerde bemaerkes, at raekkevidden af nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser ifoelge Domstolens faste praksis skal bedoemmes under hensyntagen til de nationale domstoles fortolkning af dem (se herom bl.a. dom af 8.6.1994, sag C-382/92, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 2435, praemis 36). I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid ikke til stoette for sine paastande under sagen paaberaabt sig nogen national retsafgoerelse, hvorved den i sagen omtvistede nationale bestemmelse er blevet fortolket paa en maade, som strider mod direktivet.

38 Endelig er der efter oplysningerne i sagen intet holdepunkt for at antage, at domstolene i Det Forenede Kongerige, som det paahviler at fortolke section 4(1)(e), ikke skulle goere dette i lyset af direktivets ordlyd og formaal og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat og saaledes handle i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3 (se bl.a. dom af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325, praemis 26). I oevrigt paalaegger lovens section 1(1) udtrykkeligt de nationale domstole en saadan forpligtelse.

39 Af det anfoerte foelger, at Kommissionen ikke har godtgjort sin paastand om, at section 4(1)(e), naar henses til de generelle retsforskrifter, som denne bestemmelse indgaar i, og navnlig lovens section 1(1), aabenbart strider mod direktivets artikel 7, litra e). Foelgelig maa Det Forenede Kongerige frifindes.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

40 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Kommissionen har tabt sagen og boer derfor tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland frifindes.

2) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber betaler sagens omkostninger.