61995J0254

++++

Tjenestemaend ° udvaelgelsesproeve ° udvaelgelseskomité ° afslag paa ansoegning ° begrundelsespligt ° omfang ° overholdelse af princippet om den fortrolige karakter af udvaelgelseskomitéens arbejde

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 25; bilag III, art. 6)

Pligten til at begrunde en individuel afgoerelse truffet i henhold til vedtaegten har til formaal dels at give afgoerelsens adressat oplysninger, der er tilstraekkelige til at fastslaa, om afgoerelsen er korrekt, dels at muliggoere en retlig kontrol. Hvad angaar afgoerelser truffet af en udvaelgelseskomité maa hensynet til opfyldelsen af begrundelsespligten dog afvejes med hensyn til en overholdelse af princippet om den fortrolige karakter af udvaelgelseskomitéens arbejde, der er til hinder for, dels at der videregives oplysninger om komitémedlemmers stillingtagen, dels at der afsloeres forhold, der angaar en vurdering af de enkelte ansoegere eller disse indbyrdes.

Der maa foelgelig ved kravet om, at en udvaelgelseskomités afgoerelser skal begrundes, tages hensyn til karakteren af komitéens arbejde, som i almindelighed bestaar af mindst to adskilte stadier, nemlig for det foerste vurderingen af ansoegningerne for at udskille de ansoegere, der skal gives adgang til udvaelgelsesproeven, og for det andet vurderingen af ansoegernes egnethed til at beklaede stillingerne med henblik paa at opstille en liste over egnede ansoegere. Det foerste stadium bestaar, navnlig naar der er tale om en udvaelgelse paa grundlag af kvalifikationsbeviser, i en sammenligning af de af ansoegerne fremlagte kvalifikationsbeviser med de i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fordrede kvalifikationer.

Da denne sammenligning sker paa grundlag af objektive oplysninger, som hver enkelt ansoeger for sit vedkommende i oevrigt har kendskab til, er princippet om den fortrolige karakter af udvaelgelseskomitéens arbejde ikke til hinder for, at de beroerte ansoegere bliver underrettet om objektive oplysninger af denne art, herunder navnlig om de vurderingskriterier, der ligger til grund for udvaelgelsen i de indledende stadier af den paagaeldende udvaelgelsesproeve. Princippet om den fortrolige karakter af udvaelgelseskomitéens arbejde er derimod til hinder for, at der gives meddelelse om bedoemmelseskriterierne for proeverne i forbindelse med udvaelgelsesproeven, idet disse er en uadskillelig del af de sammenlignende bedoemmelser, som udvaelgelseskomitéen foretager af de forskellige ansoegeres kvalifikationer.

Foelgelig udgoer en meddelelse til de paagaeldende om de karakterer, som de har opnaaet for de forskellige proever, og som er udtryk for de vurderinger, udvaelgelseskomitéen har anlagt af dem, en tilstraekkelig begrundelse af komitéens afgoerelser.

I sag C-254/95 P,

Europa-Parlamentet ved Manfred Peter og José Luis Rufas Quintana, Parlamentets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Europa-Parlamentets Generalsekretariat, Kirchberg,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 30. maj 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i sag T-289/94, Innamorati mod Parlamentet (Sml. Pers. II, s. 393), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen,

den anden part i appelsagen er:

Angelo Innamorati, forhenvaerende hjaelpeansat ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber og ansoeger i forbindelse med den almindelige udvaelgelsesproeve EP/59/A, Rom, ved advokaterne Jean-Noël Louis, Thierry Demaseure, Véronique Leclercq og Ariane Tornel, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Fiduciaire Myson SARL, 1, rue Glesener,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet (refererende dommer), og dommerne J.C. Moitinho de Almeida og C. Gulmann,

generaladvokat: N. Fennelly

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 23. maj 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. juli 1995 har Europa-Parlamentet i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne for Domstolen ivaerksat appel til proevelse af dommen af 30. maj 1995 i sag T-289/94, Innamorati mod Parlamentet (Sml. Pers. II, s. 393, herefter "den appellerede dom"), hvorved Retten i Foerste Instans traf bestemmelse om annullation af den af udvaelgelseskomitéen for den almindelige udvaelgelsesproeve EP/59/A trufne afgoerelse om at give indstaevnte en lavere karakter end mindstekravet for besvarelsen af udvaelgelsesproevens tredje skriftlige proeve og om ikke at give ham adgang til de oevrige proever (herefter "den omtvistede afgoerelse").

2 I den appellerede dom lagde Retten foelgende til grund:

"1 [Indstaevnte], hjaelpeansat i kategori A, gruppe II, klasse 2, ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, deltog i den almindelige udvaelgelsesproeve EP/59/A, der blev afholdt med henblik paa oprettelse af en reserveliste af italiensksprogede fuldmaegtige i Europa-Parlamentets Generalsekretariat.

2 I henhold til afsnit III.B.1. i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, der blev offentliggjort den 23. oktober 1992 (EFT C 275 A, s. 8), skulle ansoegerne deltage i seks skriftlige proever, som alle skulle bestaas. Hvad naermere angaar proeve 1.c) hed det:

' c) Udfaerdigelse af et resumé af indholdet af et dokument paa 2-3 sider, hvis laengde skal svare til en tiendedel af dokumentets laengde ° tolerancemargen hoejst 10% ° med det formaal at kunne vurdere ansoegerens evner til at analysere og resumere samt evne til objektivitet og praecision.

Varighed: hoejst 45 minutter.

Point: fra 0 til 20

En karakter paa under 10 medfoerer udelukkelse.'

3 Den 20. april 1994 meddelte formanden for udvaelgelseskomitéen [indstaevnte], at denne for resuméproeven 1.c) var blevet givet en lavere karakter end mindstekravet, hvorfor udvaelgelseskomitéen ikke kunne bedoemme hans besvarelser af de oevrige skriftlige proever.

4 Ved skrivelse af 25. maj 1994 anmodede [indstaevnte] om, at der atter skete en gennemgang af hans besvarelse, og om at blive informeret om begrundelsen for den karakter, som udvaelgelseskomitéen havde givet ham for besvarelsen af proeven 1.c).

5 I skrivelse af 13. juni 1994 til formanden for udvaelgelseskomitéen gjorde [indstaevntes] advokat gaeldende, at bedoemmerne af besvarelserne af proeven 1.c) havde undladt at udelukke de ansoegere, der ikke havde overholdt den fastsatte oeverste graense for antallet af ord. [Indstaevntes] advokat anmodede endvidere formanden for udvaelgelseskomitéen om at give ham oplysning, dels om de kriterier, paa grundlag af hvilke udvaelgelseskomitéen skulle vurdere, om ansoegerne opfyldte de i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastsatte betingelser, og kriterierne for bedoemmelsen af ansoegernes opgavebesvarelser, herunder oplysning om, hvilke instrukser der var givet opgaveretterne for saa vidt angaar overholdelse af de konkrete betingelser for proeven 1.c), dels om de forholdsregler, der var blevet truffet med henblik paa at sikre ansoegernes anonymitet.

6 Ved skrivelse af 14. juni 1994 bekraeftede formanden for udvaelgelseskomitéen over for [indstaevnte] komitéens afgoerelse saaledes:

' Paa grundlag af de anvendte parametre og i henhold til de strenge kriterier, som komitéen havde fastlagt inden opgaverettelsen ° under hensyntagen til en raekke forhold, som er opregnet andetsteds i meddelelsen om udvaelgelsesproeven ° beklager jeg at maatte meddele Dem, at karakteren for Deres opgave i proeven 1.c) er lavere end mindstekravet for adgang til de efterfoelgende proever. De opnaaede saaledes 8,33 point (mindstekrav 10 point).'

7 Ved skrivelse af 4. juli 1994 til formanden for udvaelgelseskomitéen gentog [indstaevntes] advokat sin anmodning af 13. juni 1994 og anfoerte, at skrivelsen af 14. juni 1994 fra formanden for udvaelgelseskomitéen ikke angav nogen begrundelse for komitéens afgoerelse. [Indstaevntes] advokat oplyste endvidere, at han agtede at indbringe sagen for Retten, saafremt de oplysninger, han havde forlangt, ikke blev meddelt ham.

8 Ved skrivelse af 4. juli 1994 meddelte chefen for Parlamentets 'Afdeling for Udvaelgelsesproever' som svar paa [indstaevntes] advokats skrivelse af 13. juni 1994, at Parlamentet, saa snart udvaelgelseskomitéens rapport var underskrevet, ville 'kunne meddele [ham] de oenskede oplysninger, inden for de graenser, som Domstolen ... har afstukket for saa vidt angaar forpligtelsen til under iagttagelse af den fortrolige karakter af udvaelgelseskomitéens arbejde at begrunde saadanne komitéers afgoerelser' .

9 Ved skrivelse af 19. juli 1994 meddelte chefen for Parlamentets 'Afdeling for Udvaelgelsesproever' [indstaevntes] advokat foelgende:

' ° Alle bedoemmelserne af besvarelserne af udvaelgelsesproevens skriftlige proever er foretaget paa et anonymt grundlag. Ansoegerne skulle ganske vist angive deres navn paa besvarelsesarkene, men anonymiteten i forbindelse med bedoemmelserne blev sikret ved, at der senere blev fastlagt et hemmeligt kodenummer, og ved, at oplysningerne om ansoegerens person blev holdt skjult.

° Bedoemmelsen af besvarelserne af proeverne 1.c) 1) (objektiv proeve) og 1.c) 2) (proeve inden for kultur) blev foretaget ved hjaelp af en optisk laeser under udvaelgelseskomitéens tilsyn. Alle de oevrige opgavebesvarelser blev forelagt syv medlemmer af udvaelgelseskomitéen og bedoemt af mindst tre af disse.

° Hr. Innamorati har anmodet om en genbehandling af sine opgavebesvarelser. Udvaelgelseskomitéen har foretaget denne genbehandling for at sikre, at den givne karakter ikke er behaeftet med nogen fejl. Komitéen har derefter fastholdt sin oprindelige afgoerelse. De af komitémedlemmerne fastlagte kriterier for opgaverettelsen var blevet fastsat forud herfor og er overholdt i henhold til bestemmelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven.' "

3 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. september 1994 anlagde indstaevnte sag med paastand om annullation af den omtvistede afgoerelse.

4 Til stoette for annullationspaastanden fremsatte indstaevnte to anbringender. Ved det foerste anbringende gjorde han gaeldende, at der var sket en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, at der var blevet handlet i strid med meddelelsen om udvaelgelsesproeven, og at den omtvistede afgoerelse ikke var blevet begrundet. Ved det andet anbringende gjorde indstaevnte gaeldende, at der var sket en fejlvurdering, at udvaelgelseskomitéen ikke havde vaeret upartisk, og at der var sket en tilsidesaettelse af de principper, der er gaeldende for udvaelgelseskomitéens arbejde (praemis 17 i den appellerede dom).

5 Under den mundtlige forhandling for Retten frafaldt indstaevnte dog det andet anbringende. Retten fastslog herefter, at det var ufornoedent at tage stilling til dette anbringende (praemis 18).

6 Hvad angaar det foerste anbringende bemaerkede Retten, at dette omfattede to led. Ved det foerste led havde indstaevnte gjort gaeldende, at der var sket en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, og at der var blevet handlet i strid med meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Ved det andet led havde indstaevnte gjort gaeldende, at den omtvistede afgoerelse ikke var blevet begrundet (praemis 19).

7 Med hensyn til det foerste led lagde Retten til grund, at indstaevnte intet havde fremfoert til stoette for, at udvaelgelseskomitéen skulle have undladt at udelukke andre ansoegere, der ikke havde overholdt de fastsatte graenser for omfanget af besvarelsen af den tredje skriftlige proeve. Intet i sagen dokumenterede, at noget saadant var sket, hvorfor Retten forkastede dette led af anbringendet (praemis 22 og 23).

8 Om det andet led af det foerste anbringende bemaerkede Retten for det foerste, at pligten til at angive en begrundelse har til formaal dels at give afgoerelsens adressat oplysninger, der er tilstraekkelige til at fastslaa, om afgoerelsen er korrekt, dels at muliggoere en retlig kontrol. Retten bemaerkede for det andet, at udvaelgelseskomitéen ved udvaelgelsesproever med mange ansoegere i foerste omgang blot kan tilsende ansoegerne en meddelelse om kriterierne for og resultatet af udvaelgelsen og foerst senere give individuelle oplysninger til de ansoegere, der udtrykkeligt anmoder herom (praemis 26 og 27).

9 Retten bemaerkede herefter, at selv om indstaevnte flere gange udtrykkeligt havde anmodet om en begrundelse for den omtvistede afgoerelse og om at faa oplyst de af udvaelgelseskomitéen fastlagte kriterier for bedoemmelsen af den tredje proeve, indeholdt Parlamentets svar i denne sag hverken nogen begrundelse for den givne karakter eller nogen redegoerelse for de af udvaelgelseskomitéen fastlagte kriterier. Det maatte herefter antages, at Parlamentet ikke havde angivet nogen begrundelse, paa grundlag af hvilken indstaevnte kunne vurdere, om den omtvistede afgoerelse var korrekt, og Retten kunne udoeve sin retlige kontrol (praemis 28, 29 og 30).

10 Endelig bemaerkede Retten, at denne fuldstaendige mangel paa begrundelse ikke kunne afhjaelpes ved oplysninger afgivet af Parlamentet under retsforhandlingerne, da saadanne oplysninger paa dette tidspunkt ikke laengere kunne opfylde den funktion, en begrundelse har. I oevrigt kunne de af Parlamentet for Retten fremlagte oplysninger ° hvilket gjaldt saavel den skriftlige som den mundtlige forhandling ° paa grund af deres for upraecise karakter ikke anses for at udgoere en tilstraekkelig begrundelse af den omtvistede afgoerelse (praemis 31 og 32).

11 Retten fandt herefter at maatte give indstaevnte medhold i det andet led af det foerste anbringende, hvorfor den omtvistede afgoerelse burde annulleres (praemis 33).

12 Under appelsagen har Parlamentet nedlagt paastand om ophaevelse af den appellerede dom og om frifindelse for de af indstaevnte for Retten nedlagte paastande.

13 Indstaevnte har nedlagt paastand om, at Parlamentet ikke gives medhold, principalt fordi appelsagen aabenbart maa afvises, og subsidiaert fordi appellen savner grundlag i realiteten.

14 Ved saerskilt dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. juli 1995 har Parlamentet i medfoer af artikel 53 i EF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne for Domstolen samt artikel 83 og 118 i procesreglementet fremsat begaering om en udsaettelse af opfyldelsen af den appellerede dom. Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 15. september 1995 i sag C-254/95 P-R, Parlamentet mod Innamorati (Sml. I, s. 2707), blev denne begaering ikke taget til foelge.

15 Til stoette for appellen har Parlamentet fremsat foelgende tre anbringender:

° Ved den appellerede dom er der anlagt en forkert vurdering med hensyn til begrundelsespligtens omfang og graenser for saa vidt angaar afgoerelser truffet af udvaelgelseskomitéer for udvaelgelsesproever.

° Den utilstraekkelige karakter af begrundelsen af den omtvistede afgoerelse kunne i hvert fald afhjaelpes under retsforhandlingerne for Retten.

° Den manglende begrundelse af den omtvistede afgoerelse eller denne begrundelses utilstraekkelige karakter kunne ikke i sig selv skabe grundlag for en annullation af afgoerelsen.

16 Indstaevnte har principalt gjort gaeldende, at appellen ikke stoettes paa retlige anbringender. Parlamentet anfaegter Rettens faktuelle bedoemmelse vedroerende begrundelsen af den omtvistede afgoerelse og vedroerende de retsvirkninger, der i sagen maa foelge af begrundelsens utilstraekkelige karakter. Subsidiaert goer indstaevnte gaeldende, at det fremgaar af Domstolens og Rettens praksis, at en udvaelgelseskomité er forpligtet til at give meddelelse om de objektive kriterier, som den har baseret sig paa, og om, hvorledes disse er blevet anvendt, navnlig saaledes at ansoegerne, og i givet fald den paagaeldende faellesskabsretsinstans, kan undersoege, om udvaelgelsesproevens proever er forloebet forskriftsmaessigt.

Formaliteten

17 Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at en appel i medfoer af traktatens artikel 168 A og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket (jf. herved dom af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, praemis 67).

18 Ved sine tre anbringender til stoette for appellen anfaegter Parlamentet den fortolkning, som Retten har anlagt af Domstolens praksis og af sin egen praksis, hvad angaar for det foerste spoergsmaalet om begrundelse af afgoerelser truffet af en udvaelgelseskomité, for det andet spoergsmaalet om muligheden for under retsforhandlingerne at afhjaelpe en manglende eller utilstraekkelig begrundelse og for det tredje spoergsmaalet om en manglende eller utilstraekkelig begrundelses foelger for den paagaeldende afgoerelses lovlighed. I modsaetning til, hvad indstaevnte har gjort gaeldende, soeger Parlamentet ikke at anfaegte den bedoemmelse, som Retten i sagen har anlagt paa grundlag af sin fortolkning af retspraksis.

19 Parlamentets anbringender gaar dermed ud paa, at der er sket en overtraedelse af de retsregler, som er gaeldende for Faellesskabets institutioner, hvorimod der ikke er spoergsmaal om nogen bedoemmelse af faktisk karakter. Anbringenderne kan foelgelig tages i betragtning.

20 Indstaevntes afvisningspaastand maa herefter forkastes.

Anbringendet vedroerende begrundelsespligtens omfang og graenser

21 Parlamentet har gjort gaeldende, at det fremgaar af Domstolens praksis, at der bestaar en forpligtelse til at give meddelelse om de bedoemmelseskriterier, som udvaelgelseskomitéen har fastlagt forud for udvaelgelsen af de ansoegere, der gives adgang til udvaelgelsesproeven, og om de paa dette grundlag foretagne individuelle bedoemmelser, hvorimod der efter Domstolens praksis ikke bestaar eller kan bestaa nogen forpligtelse til at give meddelelse om de kriterier, som udvaelgelseskomitéen har fastlagt med henblik paa bedoemmelsen af opgavebesvarelserne. Disse kriterier er omfattet af udvaelgelseskomitéens eksklusive skoensmaessige befoejelser og af princippet om den fortrolige karakter af udvaelgelseskomitéens arbejde. Parlamentet anfoerer, at naar der gives meddelelse om den opnaaede karakter i forbindelse med den paagaeldende proeve, i tilfaelde, hvor ansoegeren anmoder herom, er dette udtryk for en tilstraekkelig begrundelse af udvaelgelseskomitéens afgoerelser paa dette omraade.

22 Indstaevnte har heroverfor gjort gaeldende, at det for at virkeliggoere maalsaetningen med begrundelsen, som er at skabe grundlag for, at ansoegeren kan vurdere, om udvaelgelseskomitéens afgoerelse er korrekt, og for, at den paagaeldende faellesskabsretsinstans kan undersoege, om udvaelgelseskomitéens arbejde er forloebet forskriftsmaessigt, er en forudsaetning, at administrationen er forpligtet til at give ansoegeren meddelelse om de generelle kriterier, som udvaelgelseskomitéen har lagt til grund ved sine bedoemmelser, og om, hvorledes disse er blevet anvendt.

23 Som anfoert af Retten i praemis i 26 i den appellerede dom har pligten til at begrunde en bebyrdende afgoerelse til formaal dels at give afgoerelsens adressat oplysninger, der er tilstraekkelige til at fastslaa, om afgoerelsen er korrekt, dels at muliggoere en retlig kontrol (jf. herved dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, praemis 22).

24 Hvad angaar afgoerelser truffet af en udvaelgelseskomité maa hensynet til opfyldelsen af begrundelsespligten dog afvejes med hensynet til en overholdelse af princippet om den fortrolige karakter af udvaelgelseskomitéens arbejde, jf. artikel 6 i bilag III til tjenestemandsvedtaegten. Som Domstolen allerede har fastslaaet, har dette princip om fortrolighed til formaal at sikre udvaelgelseskomitéen uafhaengighed og objektivitet i arbejdet ved at beskytte den mod enhver udefra kommende indblanding eller pression, det vaere sig fra faellesskabsmyndigheden selv, fra de paagaeldende ansoegere eller fra tredjepart. Princippet er saaledes til hinder for, dels at der videregives oplysninger om de enkelte komitémedlemmers stillingtagen, dels at der afsloeres forhold, der angaar en vurdering af de enkelte ansoegere eller disse indbyrdes (dom af 28.2.1980, sag 89/79, Bonu mod Raadet, Sml. s. 553, praemis 5).

25 Der maa herefter ved kravet om, at en udvaelgelseskomités afgoerelser skal begrundes, tages hensyn til karakteren af det paagaeldende arbejde.

26 Som Domstolen allerede har fastslaaet, bestaar en udvaelgelseskomités arbejde i almindelighed af mindst to adskilte stadier, nemlig for det foerste vurderingen af ansoegningerne for at udskille de ansoegere, der skal gives adgang til udvaelgelsesproeven, og for det andet vurderingen af ansoegernes egnethed til at beklaede stillingerne med henblik paa at opstille en liste over egnede ansoegere (jf. herved dom af 14.6.1972, sag 44/71, Marcato mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 105, org. ref.: Rec. s. 427, praemis 19, af 15.3.1973, sag 37/72, Marcato mod Kommissionen, Sml. s. 361, praemis 18, og af 4.12.1975, sag 31/75, Costacurta mod Kommissionen, Sml. s. 1563, praemis 10).

27 Det foerste stadium bestaar, navnlig naar der tale om en udvaelgelse paa grundlag af kvalifikationsbeviser, i en sammenligning af de af ansoegerne fremlagte kvalifikationsbeviser med de i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fordrede kvalifikationer (dom af 14.6.1972 i sagen Marcato mod Kommissionen, a.st., praemis 20, af 15.3.1973 i sagen Marcato mod Kommissionen, a.st., praemis 19, og i sagen Costacurta mod Kommissionen, a.st., praemis 11). Da denne sammenligning sker paa grundlag af objektive oplysninger, som hver enkelt ansoeger for sit vedkommende i oevrigt har kendskab til, er princippet om den fortrolige karakter af udvaelgelseskomitéens arbejde ikke til hinder for at give underretning om objektive oplysninger af denne art, herunder navnlig om de vurderingskriterier, der ligger til grund for udvaelgelsen i de indledende stadier af en udvaelgelsesproeve, saaledes at personer, hvis ansoegninger er blevet afvist, inden de har aflagt personlig proeve, vil kunne goere sig bekendt med den eventuelle begrundelse for deres udelukkelse (dommen i sagen Bonu mod Raadet, a.st., praemis 5).

28 Hvad derimod angaar det andet stadium af udvaelgelseskomitéens arbejde er dette foerst og fremmest af sammenlignende karakter og er af denne grund omgaerdet med den fortrolighed, der er forbundet med en udvaelgelseskomités arbejde (jf. herved dom af 14.6.1972 i sagen Marcato mod Kommissionen, a.st., praemis 20, af 15.3.1973 i sagen Marcato mod Kommissionen, a.st., praemis 19, og i sagen Costacurta mod Kommissionen, a.st., praemis 11).

29 De bedoemmelseskriterier, som udvaelgelseskomitéen fastlaegger forud for proeverne, er en uadskillelig del af de sammenlignende bedoemmelser, som komitéen foretager af de forskellige ansoegeres kvalifikationer. Saadanne kriterier har til formaal i ansoegernes interesse at sikre en vis ensartethed i forbindelse med komitéens bedoemmelser, navnlig i tilfaelde, hvor der er et stort antal ansoegere. Disse kriterier er derfor paa samme maade som komitéens bedoemmelser omfattet af princippet om den fortrolige karakter af udvaelgelseskomitéens arbejde.

30 Udvaelgelseskomitéens sammenlignende bedoemmelser afspejles i de karakterer, som komitéen giver ansoegerne. Disse karakterer er udtryk for de vurderinger, der anlaegges af de enkelte ansoegere.

31 Naar henses til den fortrolighed, der boer vaere forbundet med udvaelgelseskomitéens arbejde, udgoer en meddelelse om de for de forskellige proever opnaaede karakterer en tilstraekkelig begrundelse af komitéens afgoerelser.

32 En begrundelse af denne art strider ikke mod ansoegernes rettigheder. En saadan begrundelse goer det muligt at faa kendskab til den vurdering, der er blevet anlagt af ansoegernes praestationer, og skaber grundlag for, at ansoegerne i givet fald kan faa klarlagt, at de ikke har opnaaet det antal point, der efter meddelelsen om udvaelgelsesproeven kraeves for at faa adgang til visse proever eller til samtlige disse.

33 Det bemaerkes dog, at det i betragtning af de praktiske vanskeligheder, som en udvaelgelseskomité staar over for i forbindelse med en udvaelgelsesproeve med stor deltagelse, kan vaere lovligt, at komitéen i foerste omgang alene giver ansoegerne meddelelse om det generelle resultat af proeverne og foerst senere underretter ansoegerne om de af dem opnaaede karakterer, saafremt de anmoder herom.

34 Det maa herefter fastslaas, at det er udtryk for en forkert retsanvendelse, naar Retten i praemis 28 i den appellerede dom har antaget, at Parlamentet var forpligtet til at give indstaevnte meddelelse om begrundelsen for den omtvistede afgoerelse og om udvaelgelseskomitéens kriterier for bedoemmelsen af besvarelserne af den tredje skriftlige proeve.

35 Foelgelig boer den appellerede dom ophaeves.

Indstaevntes paastand for Retten

36 Artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen lyder saaledes: "Giver Domstolen appellanten medhold, ophaever den den af Retten trufne afgoerelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse."

37 Indstaevnte har fremsat to anbringender til stoette for den naevnte paastand. Ved det foerste anbringende har indstaevnte gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling af ansoegere, at der er handlet i strid med meddelelsen om udvaelgelsesproeven, og at den anfaegtede afgoerelse ikke er blevet begrundet. Ved et andet anbringende har indstaevnte gjort gaeldende, at der er sket en fejlvurdering, at der ikke har foreligget upartiskhed, og at der er sket en tilsidesaettelse af de principper, der er gaeldende for udvaelgelseskomitéens arbejde.

38 Til stoette for det foerste anbringende har indstaevnte i foerste raekke anfoert, at han noeje overholdt de i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastsatte begraensninger med hensyn til besvarelsens laengde i forbindelse med den tredje skriftlige proeve, mens udvaelgelseskomitéen som foelge af, at den ikke systematisk undersoegte resuméernes laengde, undlod at udelukke andre ansoegere, der ikke havde overholdt disse begraensninger. Udvaelgelseskomitéen tilsidesatte derved princippet om ligebehandling af ansoegere og handlede i strid med indholdet af meddelelsen om udvaelgelsesproeven.

39 Parlamentet har oplyst, at det er rigtigt, at indstaevntes resumé havde en laengde, der var i overensstemmelse med kravene i henhold til meddelelsen om udvaelgelsesproeven, men har benaegtet, at resuméernes laengde ikke for samtlige ansoegeres vedkommende blev undersoegt. Det maa herved paahvile indstaevnte at fremlaegge dokumentation til stoette for rigtigheden af det af ham anfoerte.

40 Der maa gives Parlamentet medhold i, at indstaevnte ikke, saaledes som det principielt paahviler ham, har fremlagt nogen dokumentation til stoette for det af ham anfoerte, hvorefter udvaelgelseskomitéen undlod at udelukke andre ansoegere i forbindelse med den omtvistede udvaelgelsesproeve, som ikke havde overholdt de fastsatte begraensninger med hensyn til resuméets laengde i forbindelse med den tredje proeve. Der foreligger heller ikke andet i sagen til stoette for den antagelse, at udvaelgelseskomitéen tilsidesatte princippet om ligebehandling eller bestemmelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Det af indstaevnte for saa vidt anfoerte maa foelgelig forkastes.

41 Indstaevnte har endvidere gjort gaeldende, at den omtvistede afgoerelse ikke blev tilstraekkeligt begrundet. Indstaevnte har navnlig anfoert, at udvaelgelseskomitéens kriterier for bedoemmelsen af besvarelserne af den tredje skriftlige proeve ikke blev meddelt ham.

42 Det er ubestridt, at indstaevnte i foerste omgang ikke fik meddelelse om de generelle resultater af udvaelgelsesproeven, men at han efter anmodning fik meddelelse om sin karakter for den tredje skriftlige proeve.

43 Det foelger af praemis 31 i denne dom, at denne meddelelse udgjorde en tilstraekkelig begrundelse af den omtvistede afgoerelse, og at Parlamentet lovligt kunne afvise at give indstaevnte meddelelse om udvaelgelseskomitéens kriterier for bedoemmelsen og, mere generelt, om grundlaget for sin bedoemmelse vedroerende indstaevnte. Det af indstaevnte for saa vidt anfoerte maa foelgelig ligeledes forkastes.

44 Der kan herefter ikke gives indstaevnte medhold i det foerste anbringende.

45 Da indstaevnte har frafaldet sit andet anbringende, er det ufornoedent at undersoege dette.

46 Parlamentet maa herefter frifindes for indstaevntes paastand.

Sagens omkostninger

47 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 122, sammenholdt med artikel 70, baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i appelsager indbragt af dem. Hver part boer derfor baere sine omkostninger i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

1) Den af Retten i Foerste Instans den 30. maj 1995 afsagte dom i sagen Innamorati mod Parlamentet (sag T-289/94) ophaeves.

2) Parlamentet frifindes for indstaevntes paastand om annullation af den af udvaelgelseskomitéen for den almindelige udvaelgelsesproeve EP/59/A trufne afgoerelse om at give indstaevnte en lavere karakter end mindstekravet for besvarelsen af udvaelgelsesproevens tredje skriftlige proeve og om ikke at give ham adgang til de oevrige proever.

3) Hver part baerer sine omkostninger i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.