61995J0122

Domstolens Dom af 10. marts 1998. - Forbundsrepublikken Tyskland mod Rådet for Den Europæiske Union. - Rammeaftale om bananer - GATT 1994 - Retsakt om indgåelse. - Sag C-122/95.

Samling af Afgørelser 1998 side I-00973


Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


1 Annullationssoegsmaal - frister - udgangspunkt - den dato, paa hvilken sagsoegeren har faaet kendskab til retsakten - subsidiaer karakter - Raadets afgoerelse om godkendelse paa Faellesskabets vegne af en international aftale - datoen for offentliggoerelse

(EF-traktaten, art. 173, stk. 5)

2 Annullationssoegsmaal - akter, der kan vaere genstand for soegsmaal - Raadets afgoerelse om godkendelse paa Faellesskabets vegne af en international aftale

(EF-traktaten, art. 173)

3 Annullationssoegsmaal - akter, der kan vaere genstand for soegsmaal - afgoerelse 94/800 om indgaaelse af aftalerne i Uruguay-rundens regi - soegsmaal om annullation af afgoerelsen i begraenset omfang - formaliteten

(EF-traktaten, art. 173; Raadets forordning nr. 3290/94; Raadets afgoerelse 94/800)

4 Internationale aftaler - Verdenshandelsorganisationen - GATT 1994 - rammeaftale mellem Faellesskabet og visse tredjelande om bananer - afgoerelse 94/800 - fordeling af toldkontingentet paa nationale kontingenter - forskelsbehandling - ingen - ejendomsret - velerhvervede rettigheder - fri erhvervsudoevelse - proportionalitetsprincippet - tilsidesaettelse - ingen - indfoerelse af en ordning med eksportlicenser, der alene rammer erhvervsdrivende i kategori A og C - tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling

(EF-traktaten, art. 40, stk. 3; den almindelige overenskomst om told- og udenrigshandel 1994; Raadets forordning nr. 404/93; Raadets afgoerelse 94/800)

Sammendrag


5 Det foelger af ordlyden af traktatens artikel 173, stk. 5, om fristen for annullationssoegsmaal, at kriteriet om den dato, paa hvilken sagsoegeren har faaet kendskab til retsakten, som udgangspunkt for soegsmaalsfristen er subsidiaert i forhold til kriterierne om retsaktens offentliggoerelse eller meddelelse.

Da det er fast praksis, at Raadets retsakter om indgaaelse af internationale aftaler, der er bindende for Faellesskabet, offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, kan en medlemsstat, som anlaegger sag med paastand om annullation af en afgoerelse om godkendelse paa Faellesskabets vegne af en saadan aftale, og som ganske vist har haft kendskab til dennes afgoerelse, fra den blev truffet, med rette gaa ud fra, at afgoerelsen vil blive offentliggjort i EF-Tidende. Naar denne offentliggoerelse i oevrigt faktisk har fundet sted mindre end to maaneder efter vedtagelsen af afgoerelsen, er det datoen for offentliggoerelsen, som faar soegsmaalsfristen til at loebe, selv hvis den offentliggjorte retsakt figurerer under afsnittet »Retsakter hvis offentliggoerelse ikke er obligatorisk«.

6 En medlemsstats mulighed for at anlaegge sag med paastand om annullation af en afgoerelse fra Raadet om indgaaelse af en international aftale, samt den mulighed, som den har for i forbindelse hermed at begaere foreloebige forholdsregler truffet, anfaegtes ikke af, at den naevnte aftale er indgaaet uden forbehold af Faellesskabet, og af, at den saavel faellesskabsretligt som folkeretligt er bindende for institutionerne og medlemsstaterne.

7 Det er ikke til hinder for antagelse til realitetsbehandling af et soegsmaal med paastand om annullation af afgoerelse 94/800 om indgaaelse paa Faellesskabets vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi, for saa vidt som Raadet herved har godkendt indgaaelsen af rammeaftalen om bananer med visse tredjelande, at denne rammeaftale kun er et led i denne helhed af aftaler.

Dels fremgaar det nemlig ikke, at saafremt den anfaegtede afgoerelse alene annulleres, for saa vidt den vedroerer indgaaelse af rammeaftalen, vil dette bevirke, at de oevrige gensidige indroemmelser og forpligtelser, der er opnaaet enighed om som led i forhandlingerne i Uruguay-rundens regi, vil blive uvirksomme. Dels er den interne gennemfoerelse af disse aftaler i landbrugssektoren foretaget ved forordning nr. 3290/94 ved hjaelp af saerskilte tilpasninger af de forskellige faellesskabsforordninger om faelles markedsordninger, saaledes at en eventuel annullation af den anfaegtede afgoerelse i det ovennaevnte omfang ikke kan paavirke de tilpasninger, der er foretaget i andre sektorer end sektoren for bananer.

8 Den ordning, der blev indfoert ved rammeaftalen om bananer, der blev indgaaet mellem Faellesskabet og visse tredjelande, og som indgaar i et bilag til GATT 1994, der igen er et bilag til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, som er godkendt paa Faellesskabets vegne ved afgoerelse 94/800, bestemmer i rammeaftalens punkt 2, at toldkontingentet for indfoersler af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer opdeles i saerkvoter, der tildeles forskellige tredjelande eller grupper af tredjelande, saaledes at en bestemt procentdel forbeholdes rammeaftalens kontraherende stater, og i punkt 6, at kun erhvervsdrivende i kategori A og C med udelukkelse af kategori B (som omfatter erhvervsdrivende, der har forhandlet faellesskabsbananer og/eller traditionelle AVS-bananer) er forpligtet til at skaffe sig eksportlicenser hos de kontraherende staters kompetente myndigheder med henblik paa indfoersel af bananer fra disse lande.

Fordelingen af toldkontingentet paa nationale kontingenter, som begunstiger visse tredjelande og saaledes begraenser mulighederne for de erhvervsdrivende i kategori A og C for at indfoere bananer fra andre tredjelande, er ikke i strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling.

Der findes nemlig ikke i faellesskabsretten noget almindeligt princip, som paalaegger Faellesskabet i dets forbindelser udadtil i enhver henseende at behandle forskellige tredjelande ens. Naar en forskellig behandling af tredjelande ikke strider mod faellesskabsretten, kan det derfor heller ikke anses for stridende mod denne retsorden, at Faellesskabets erhvervsdrivende behandles indbyrdes forskelligt, for saa vidt der ikke er tale om andet end en automatisk foelge af forskelsbehandlingen af de tredjelande, som disse erhvervsdrivende har forretningsforbindelser med. De begraensninger i importmulighederne, som indfoerelsen af nationale kontingenter kan medfoere for erhvervsdrivende i kategori A og C, er en automatisk foelge af den forskellige behandling af tredjelandene, alt efter om de er kontraherende parter i rammeaftalen, og alt efter stoerrelsen af det kontingent, som er blevet tildelt dem i denne aftale.

Fordelingen paa nationale kontingenter er heller ikke en tilsidesaettelse af grundrettigheder eller almindelige retsgrundsaetninger.

Med hensyn til ejendomsretten kan ingen erhvervsdrivende nemlig goere krav paa en saadan ret til en markedsandel, som han havde paa et tidspunkt foer indfoerelsen af den naevnte ordning, og heller ikke goere gaeldende, at han har en velerhvervet rettighed eller en berettiget forventning om opretholdelse af situationen, som den bestod foer denne. Med hensyn til de begraensninger af muligheden for at indfoere tredjelandsbananer, som fordelingen af toldkontingentet indebaerer, opfylder de formaal af almen faellesskabsinteresse, som forfoelges med den faelles markedsordning for bananer, og goer foelgelig ikke uretmaessigt indgreb i den frie erhvervsudoevelse for de beroerte erhvervsdrivende. Hvad endelig angaar proportionalitetsprincippet fremgaar det ikke, at fordelingen af det samlede tredjelandskontingent paa nationale kontingenter, der tildeles nogle af tredjelandene, er aabenbart uegnet til at naa de tilstraebte maal, nemlig afsaetning af faellesskabsproduktionen og den traditionelle AVS-produktion af bananer og integration af hidtil opdelte markeder.

Den forskellige behandling, der bestaar i fritagelse af de erhvervsdrivende i kategori B for ordningen med eksportlicenser, hvilket alene for de erhvervsdrivende i kategori A og C indebaerer en forhoejelse af indkoebsprisen paa bananer med oprindelse i de paagaeldende tredjelande paa 33%, er derimod uforenelig med forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, som blot er et specielt udtryk for det almindelige lighedsprincip, der hoerer til faellesskabsrettens grundlaeggende principper, og medfoerer annullation af afgoerelse 94/800, for saa vidt rammeaftalen fritager de erhvervsdrivende i kategori B for den ordning med eksportlicenser, som den fastsaetter.

Ganske vist omfatter den faelles markedsordning for bananer, som den er indfoert ved forordning nr. 404/93, navnlig dens fordelingsordning for toldkontingentet, visse restriktioner eller former for forskelsbehandling til skade for de erhvervsdrivende i kategori A og C, som ikke er i strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling, da de staar i sammenhaeng med formaalet, nemlig en integration af hidtil opdelte markeder, naar det tages i betragtning, at disse forskellige kategorier af erhvervsdrivende befandt sig i en forskellig situation, foer den faelles markedsordning blev indfoert, og at forfoelgelsen af dennes formaal, som er at sikre afsaetningen af faellesskabsproduktionen og den traditionelle AVS-produktion, indebaerer, at der indfoeres en vis ligevaegt mellem de beroerte kategorier af erhvervsdrivende.

Det er imidlertid ikke godtgjort, at denne ligevaegt, for saa vidt den er blevet forrykket ved forhoejelsen af toldkontingentet og den samtidige nedsaettelse af tolden i henhold til rammeaftalen, som de erhvervsdrivende i kategori B ligeledes har fordel af, kun har kunnet genskabes ved at give denne samme kategori erhvervsdrivende en vaesentlig fordel, altsaa kun ved at indfoere en ny differentieret behandling til skade for andre kategorier af erhvervsdrivende, som allerede, da toldkontingentet og fordelingsordningen for dette blev indfoert, blev udsat for lignende begraensninger og differentieret behandling.

Desuden har indfoerelsen af ordningen med importlicenser, ud over at genskabe den naevnte ligevaegt, til formaal at give de tredjelande oekonomisk stoette, som er deltagere i rammeaftalen, og saaledes kompensere for de begraensninger, som forordning nr. 404/93 har paalagt handelen med bananer fra disse lande til fordel for EF-bananer og AVS-bananer. Det fremgaar dog ikke, at forhoejelsen af toldkontingentet og dets fordeling paa nationale kontingenter saavel som den ledsagende nedsaettelse af tolden ikke var tilstraekkeligt til at kompensere for de naevnte begraensninger, og at dette formaal foelgelig maatte opnaas ved kun at paalaegge en del af de erhvervsdrivende, der foretog indfoersler fra disse lande, en oekonomisk byrde.

Parter


I sag C-122/95,

Forbundsrepublikken Tyskland ved afdelingschef E. Roeder og ekspeditionssekretaer B. Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, D-53107 Bonn, som befuldmaegtigede,

sagsoeger,

stoettet af

Kongeriget Belgien ved kontorchef J. Devadder, Juridisk Tjeneste, Ministeriet for Udenrigsanliggender, Udenrigshandel og Udviklingssamarbejde, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg paa Belgiens Ambassade, 4, rue des Girondins,

intervenient,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved direktoer R. Bandilla, juridisk konsulent A. Brautigam og J.-P. Hix, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer A. Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

stoettet af

Kongeriget Spanien ved direktoer A. Navarro González, Direktoratet for EF-spoergsmaal, og statens advokat, R. Silva de Lapuerta, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Spaniens Ambassade, 4-6, boulevard E. Servais,

Den Franske Republik ved kontorchef C. de Salins og ekspeditionssekretaer G. Mignot, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Frankrigs Ambassade, 8 B, boulevard Joseph II,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved T. Christoforou og U. Woelker, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

intervenienter,

">angaaende en paastand om annullation af artikel 1, stk. 1, foerste led, i Raadets afgoerelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgaaelse paa Det Europaeiske Faellesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for saa vidt angaar de omraader, der hoerer under Faellesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1), idet Raadet herved har godkendt indgaaelsen af Faellesskabets rammeaftale med Republikken Costa Rica, Republikken Columbia, Republikken Nicaragua og Republikken Venezuela om bananer,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, M. Wathelet og R. Schintgen (refererende dommer) samt dommerne G.F. Mancini, P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet G. Hirsch og P. Jann,

generaladvokat: M.B. Elmer

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 4. februar 1997 af den tyske regering ved E. Roeder, af den belgiske regering ved J. Devadder, af Raadet ved A. Brautigam og J.-P. Hix, af den spanske regering ved R. Silva de Lapuerta, af den franske regering ved fuldmaegtig F. Pascal, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved U. Woelker, juridisk konsulent P.J. Kuyper og K.-D. Borchardt, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 24. juni 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser


1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. april 1995 har Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til EF-traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om annullation af artikel 1, stk. 1, foerste led, i Raadets afgoerelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgaaelse paa Det Europaeiske Faellesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for saa vidt angaar de omraader, der hoerer under Faellesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1, herefter »den anfaegtede afgoerelse«), idet Raadet herved har godkendt indgaaelsen af Faellesskabets rammeaftale med Republikken Costa Rica, Republikken Columbia, Republikken Nicaragua og Republikken Venezuela om bananer (herefter »rammeaftalen«).

2 Ved Raadets forordning (EOEF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den faelles markedsordning for bananer (EFT L 47, s. 1) er der - i forordningens afsnit IV - indfoert en faelles ordning for samhandelen med tredjelande, som erstatter de tidligere forskellige nationale ordninger.

3 Artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 404/93 bestemte i sin oprindelige version, at der aabnedes et toldkontingent paa 2 mio. tons (nettovaegt) hvert aar for indfoersel af bananer fra tredjelande og for ikke-traditionelle AVS-bananer. Inden for rammerne af dette kontingent blev der opkraevet en told paa 100 ECU pr. ton for indfoersel af bananer fra tredjelande, hvorimod indfoersel af ikke-traditionelle AVS-bananer blev paalagt nultold.

4 Ved denne forordnings artikel 19, stk. 1, fordeles det aabnede toldkontingent med 66,5% til erhvervsdrivende, der har markedsfoert tredjelandsbananer og/eller ikke-traditionelle AVS-bananer, 30% til erhvervsdrivende, der har markedsfoert EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer, og 3,5% til erhvervsdrivende, der er etableret i Faellesskabet, og som siden 1992 er begyndt at markedsfoere andre bananer end EF- og/eller traditionelle AVS-bananer.

5 Artikel 20 i forordning nr. 404/93 paalaegger Kommissionen at vedtage gennemfoerelsesbestemmelser for afsnit IV.

6 Kommissionen har saaledes udstedt forordning (EOEF) nr. 1442/93 af 10. juni 1993 om gennemfoerelsesbestemmelser for EF's importordning for bananer (EFT L 142, s. 6). I denne forordning gengives fordelingen af toldkontingentet mellem de tre kategorier af erhvervsdrivende, der benaevnes »kategori A, B og C«.

7 Den 19. februar 1993 anmodede Republikken Columbia, Republikken Costa Rica, Republikken Guatemala, Republikken Nicaragua og Republikken Venezuela Kommissionen om at indlede raadslagninger i henhold til artikel XXII, stk. 1, i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (herefter »GATT«) vedroerende forordning nr. 404/93. Da raadslagningerne ikke foerte til en tilfredsstillende loesning, indledte de paagaeldende latinamerikanske stater i april 1993 den procedure for bilaeggelse af tvister, der er fastsat i GATT, artikel XXIII, stk. 2.

8 Den 18. januar 1994 fremlagde det panel, som blev nedsat som led i denne procedure, en rapport, hvori det konkluderede, at den ved forordning nr. 404/93 indfoerte importordning var uforenelig med bestemmelserne i GATT.

9 Denne rapport blev ikke vedtaget af GATT's kontraherende parter.

10 Den 28. og 29. marts 1994 naaede Faellesskabet til en ordning med Republikken Columbia, Republikken Costa Rica, Republikken Nicaragua og Republikken Venezuela i form af rammeaftalen.

11 Rammeaftalen bestaar af to dokumenter: det foerste, benaevnt »Resultat af forhandlingerne mellem Columbia, Costa Rica, Nicaragua, Venezuela og Det Europaeiske Faellesskab om indfoerselsordningen for bananer«, er en slags praeambel til selve aftalen; det andet dokument, benaevnt »Rammeaftale om bananer«, indeholder de tekniske bestemmelser i ordningen med de latinamerikanske lande.

12 I det foerste dokument bestemmes:

»Vedlagte forslag til afgoerelse om bananer er et tilfredsstillende resultat af forhandlingerne om bananer inden for rammerne af Uruguay-runden.

Aftalen er ogsaa resultatet af raadslagningerne og forhandlingerne om bananer i henhold til artikel XXVIII mellem EF og ovennaevnte lande.

Desuden er aftalen udtryk for en bilaeggelse af de meningsforskelle om bananer, som er omhandlet i en GATT-panelrapport. Det er derfor blevet aftalt, at Columbia, Costa Rica, Nicaragua, Venezuela og EF undlader at soege panelrapporten vedtaget.

Columbia, Costa Rica, Nicaragua og Venezuela er enige om ikke at indlede GATT-tvistbilaeggelsesproceduren til proevelse af indfoerselsordningen for bananer til EF, saa laenge vedlagte aftale er i kraft.«

13 I det andet dokument, som udgoer selve rammeaftalen, fastsaettes i punkt 1 det samlede basistoldkontingent til 2 100 000 tons for 1994 og til 2 200 000 tons for 1995 og foelgende aar, idet denne maengde dog vil kunne forhoejes som foelge af udvidelsen af Faellesskabet.

14 I punkt 2 fastsaetter rammeaftalen de procentdele af dette kontingent, der tildeles henholdsvis Columbia, Costa Rica, Nicaragua og Venezuela. Disse stater faar 49,4% af det samlede kontingent, mens Den Dominikanske Republik og de oevrige AVS-stater tildeles 90 000 tons for ikke-traditionelle indfoersler, mens resten tilkommer de oevrige tredjelande.

15 Punkt 3, 4 og 5 vedroerer fordeling af eller aendring i landenes kontingenter, naar et land ikke kan udnytte sit kontingent, eller saafremt det samlede kontingent forhoejes.

16 I punkt 6 bestemmes, at forvaltningen af kontingenterne, herunder enhver foroegelse, sker paa grundlag af principperne i forordning nr. 404/93. Det hedder desuden, at:

»leverandoerlande, for hvilke der er fastsat et kontingent, kan udstede saerlige eksportlicenser paa indtil 70% af deres kontingent. Saadanne licenser er en betingelse for, at Faellesskabet kan udstede licenser til 'kategori A'- og 'kategori C'-erhvervsdrivende med henblik paa indfoersel af bananer fra de paagaeldende lande.

Tilladelsen til at udstede saerlige eksportlicenser gives af Kommissionen paa en saadan maade, at det bliver muligt at forbedre regelmaessigheden og stabiliteten i handelsforbindelserne mellem producenter og importoerer, og paa betingelse af, at eksportlicenserne udstedes uden nogen forskelsbehandling af de erhvervsdrivende.«

17 I punkt 7 fastsaettes toldsatsen inden for kontingentet til 75 ECU pr. ton.

18 Ifoelge punkt 8 og 9 skal den aftalte ordning anvendes senest fra den 1. oktober 1994, og aftalen udloeber den 31. december 2002.

19 Punkt 10 og 11 lyder saaledes:

»Aftalen indfoejes i Faellesskabets 'schedule' for forhandlingerne inden for Uruguay-runden.

Aftalen er udtryk for en bilaeggelse af meningsforskellene vedroerende EF's bananordning mellem Columbia, Costa Rica, Venezuela, Nicaragua og Faellesskabet. Parterne i aftalen undlader at soege GATT-panelrapporten herom vedtaget.«

20 Rammeaftalens punkt 1 og 7 er indsat i bilag LXXX til GATT 1994, som indeholder en liste over Faellesskabets toldindroemmelser. GATT 1994 udgoer igen bilag 1 A til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (herefter »WTO«). Et bilag til dette bilag LXXX indeholder rammeaftalen.

21 Den 25. juli 1994 indgav Forbundsrepublikken Tyskland en begaering til Domstolen om en udtalelse om, hvorvidt bestemmelserne i rammeaftalen er forenelige med traktaten.

22 Ved dom af 5. oktober 1994 (sag C-280/93, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 4973) frifandt Domstolen Raadet i det annullationssoegsmaal, som Forbundsrepublikken Tyskland havde anlagt til proevelse af forordning nr. 404/93.

23 I en erklaering, som blev indfoert i Raadets moedereferat af 20. december 1994, angaaende vedtagelsen af aftalerne inden for Uruguay-runden, som var fastsat til den 22. december 1994, fremhaevede den tyske regering, at »skoent den har godkendt Raadets beslutning om Faellesskabets indgaaelse af overenskomsten om WTO, anser den rammeaftalen for ulovlig«, og at denne godkendelse »ikke kan fortolkes som en godkendelse« af rammeaftalen.

24 Den 21. december 1994 udstedte Kommissionen forordning (EF) nr. 3224/94 om overgangsforanstaltninger for anvendelsen af den rammeaftale om bananer, der er indgaaet som led i de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (EFT L 337, s. 72).

25 Den 22. december 1994 vedtog Raadet enstemmigt den anfaegtede afgoerelse, hvis artikel 1, stk. 1, foerste led, lyder saaledes:

»1. Foelgende multilaterale aftaler og retsakter godkendes herved paa Det Europaeiske Faellesskabs vegne, for saa vidt angaar den del, der hoerer under Faellesskabets kompetence:

- overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen samt de aftaler, som er indeholdt i bilag 1, 2 og 3 til denne overenskomst

...«

26 Denne afgoerelse er offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende L 336, (s. 1), som er dateret den 23. december 1994, under afsnittet »Retsakter, hvis offentliggoerelse ikke er obligatorisk«. Ifoelge en oplysning fra Kontoret for De Europaeiske Faellesskabers Officielle Publikationer forelaa De Europaeiske Faellesskabers Tidende L 336 foerst den 13. februar 1995.

27 Raadets forordning (EF) nr. 3290/94 af 22. december 1994 om de tilpasninger og overgangsforanstaltninger, der er noedvendige i landbrugssektoren for gennemfoerelsen af de aftaler, som er indgaaet under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (EFT L 349, s. 105), indeholder et bilag XV om bananer. I dette bilag bestemmes, at artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 404/93 aendres saaledes, at toldkontingentets stoerrelse for 1994 fastsaettes til 2,1 mio. tons og for de foelgende aar til 2,2 mio. tons. Inden for rammerne af dette toldkontingent opkraeves der en told paa 75 ECU pr. ton for indfoersel af tredjelandsbananer.

28 Kommissionens forordning (EF) nr. 478/95 af 1. marts 1995 om supplerende bestemmelser for anvendelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 404/93, for saa vidt angaar ordningen vedroerende toldkontingentet for indfoersel af bananer til Faellesskabet og om aendring af forordning (EOEF) nr. 1442/93 (EFT L 49, s. 13), har til formaal at traeffe de fornoedne foranstaltninger til gennemfoerelsen af rammeaftalen paa et grundlag, der ikke laengere er midlertidigt.

29 I udtalelse 3/94 af 13. december 1995 (Sml. I, s. 4577) har Domstolen fastslaaet, at det var ufornoedent at efterkomme Forbundsrepublikken Tysklands begaering om udtalelse, da denne var blevet uden genstand, fordi rammeaftalen, som var indfoejet i de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi, er blevet indgaaet sammen hermed, efter at Domstolen var blevet anmodet om en udtalelse.

Formaliteten

30 Raadet har rejst en raekke formalitetsindsigelser, som dels stoettes paa, at sagen er anlagt for sent, og dels paa, at rammeaftalen, efter at den er godkendt, er bindende for Faellesskabet og medlemsstaterne, og at den er en del af aftalerne om oprettelse af WTO i dens helhed.

31 For det foerste har Raadet, stoettet af Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Kommissionen, gjort gaeldende, at sagen maa afvises, fordi den i strid med EF-traktatens artikel 173, stk. 5, ikke er anlagt inden to maaneder efter, at sagsoegeren har faaet kendskab til den anfaegtede retsakt, hvilket i dette tilfaelde skete den 22. december 1994, den dag, da Raadet vedtog den anfaegtede afgoerelse.

32 Til stoette for denne formalitetsindsigelse har Raadet anfoert, at datoen for offentliggoerelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende eller - naar denne som her ikke svarer til den dato, da De Europaeiske Faellesskabers Tidende faktisk forelaa - den dato, da dette faktisk udkom, kun kan laegges til grund som udgangspunkt for soegsmaalsfristen for retsakter, hvis offentliggoerelse er obligatorisk, hvilket ikke er tilfaeldet for den anfaegtede afgoerelse.

33 Forbundsrepublikken Tyskland har heroverfor anfoert, at det fremgaar af ordlyden af traktatens artikel 173, stk. 5, at den dato, hvor sagsoegeren har faaet kendskab til retsakten, kun kan laegges til grund, naar retsakten ikke er blevet offentliggjort eller meddelt, og at det i denne forbindelse er uden betydning, at den anfaegtede afgoerelse ikke er en retsakt, hvis offentliggoerelse er obligatorisk.

34 I henhold til traktatens artikel 173, stk. 5, skal de i denne artikel omhandlede soegsmaal indgives inden to maaneder, efter at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt sagsoegeren eller, i mangel heraf, senest to maaneder efter, at sagsoegeren har faaet kendskab til den.

35 Det foelger af selve ordlyden af denne bestemmelse, at kriteriet om den dato, paa hvilken sagsoegeren har faaet kendskab til retsakten, som udgangspunkt for soegsmaalsfristen er subsidiaert i forhold til kriterierne om retsaktens offentliggoerelse eller meddelelse.

36 Det maa dernaest fastslaas, at det er fast praksis, at Raadets retsakter om indgaaelse af internationale aftaler, der er bindende for Det Europaeiske Faellesskab, offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

37 Sagsoegeren kunne derfor med rette gaa ud fra, at den anfaegtede afgoerelse, hvorved bl.a. overenskomsten om oprettelse af WTO samt de aftaler, der findes i bilagene til denne, herunder GATT 1994, blev godkendt paa Det Europaeiske Faellesskabs vegne, ville blive offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

38 Denne offentliggoerelse fandt faktisk sted mindre end to maaneder efter Raadets vedtagelse af retsakten, i et nummer af De Europaeiske Faellesskabers Tidende, som forelaa den 13. februar 1995.

39 Under disse omstaendigheder maa det konkluderes, at soegsmaalsfristen begyndte at loebe fra datoen for offentliggoerelsen.

40 Da Forbundsrepublikken Tyskland har anlagt denne sag mindre end to maaneder efter, at det nummer af De Europaeiske Faellesskabers Tidende, hvori den anfaegtede afgoerelse blev offentliggjort, faktisk udkom, maa den foerste formalitetsindsigelse om, at sagen er anlagt for sent, forkastes.

41 For det andet har Raadet gjort gaeldende, at en medlemsstat ikke under et annullationssoegsmaal til proevelse af en retsakt om indgaaelse paa Faellesskabets vegne kan anfaegte en international aftale, som dette har indgaaet uden forbehold, og som saavel faellesskabsretligt som folkeretligt er bindende for institutionerne og medlemsstaterne.

42 I denne forbindelse bemaerkes blot, at Domstolen i udtalelse 3/94 i praemis 22 som begrundelse for, at det var ufornoedent at efterkomme en begaering om udtalelse, der var indgivet i henhold til traktatens artikel 228, stk. 6, da den internationale aftale, som begaeringen vedroerte, allerede var indgaaet, udtrykkeligt fastslog, at den stat eller faellesskabsinstitution, der har begaeret en udtalelse, under alle omstaendigheder har mulighed for at anlaegge annullationssoegsmaal mod Raadets afgoerelse om at indgaa aftalen samt mulighed for i forbindelse hermed at begaere foreloebige forholdsregler truffet.

43 Raadet har for det tredje anfoert, at rammeaftalen kun er et led i den helhed af aftaler, der er indgaaet inden for rammerne af de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi, og at den derfor ikke kan kraeves annulleret isoleret, da man ellers vil bringe den skroebelige ligevaegt mellem gensidige indroemmelser og forpligtelser, der er forhandlet inden for disse rammer, i fare. Raadet har til stoette for dette anbringende henvist til dommen af 28. april 1988 (forenede sager 31/86 og 35/86, LAISA og CPC España mod Raadet, Sml. s. 2285), hvori Domstolen fastslog, at en raekke bestemmelser i akten vedroerende Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse og tilpasningerne af traktaterne (EFT 1985 L 302, s. 23), som en integrerende del af en stoerre helhed, der omfattede resultaterne af tiltraedelsesforhandlingerne, ikke kunne anfaegtes.

44 Hertil bemaerkes foerst, at Domstolen i den naevnte dom i sagen LAISA og CPC España mod Raadet, praemis 18, afviste annullationssoegsmaalene med den begrundelse, at de anfaegtede bestemmelser var en integrerende del af tiltraedelsesakten og foelgelig ikke var en af Raadet udstedt retsakt i traktatens artikel 173's forstand.

45 I oevrigt bemaerkes, at Raadet i dette tilfaelde ikke har fremfoert nogen saerlig omstaendighed, der kan godtgoere, at saafremt den anfaegtede afgoerelse alene annulleres, for saa vidt den vedroerer indgaaelse af rammeaftalen, vil dette bevirke, at de oevrige gensidige indroemmelser og forpligtelser, der er opnaaet enighed om som led i forhandlingerne i Uruguay-rundens regi, vil blive uvirksomme.

46 Det skal ligeledes bemaerkes, at i landbrugssektoren er den interne gennemfoerelse af de aftaler, som er indgaaet under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi, foretaget ved forordning nr. 3290/94 ved hjaelp af saerskilte tilpasninger af de forskellige faellesskabsforordninger om faelles markedsordninger. Under disse omstaendigheder kan en eventuel annullation af den anfaegtede afgoerelse, i det omfang den vedroerer indgaaelse af rammeaftalen, ikke paavirke de tilpasninger, der er foretaget i andre sektorer end sektoren for bananer.

47 Da ingen af Raadets formalitetsindsigelser saaledes kan tages til foelge, kan sagen herefter antages til realitetsbehandling.

Realiteten

48 Forbundsrepublikken Tyskland, stoettet af Kongeriget Belgien, har gjort gaeldende, at den ved rammeaftalen indfoerte ordning over for de erhvervsdrivende i kategorierne A og C betyder et indgreb i deres grundrettigheder, nemlig retten til fri erhvervsudoevelse og ejendomsretten, og forskelsbehandler dem i forhold til erhvervsdrivende i kategori B. Desuden er aftalen i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og proportionalitetsprincippet.

49 Til stoette for disse anbringender har sagsoegeren anfoert, at tildeling af nationale kontingenter til tredjelande, som er kontraherende parter i rammeaftalen, begraenser de muligheder, som de erhvervsdrivende i kategori A og C har for at indfoere bananer med oprindelse i andre tredjelande. Den kan desuden beroeve disse erhvervsdrivende den vaerdi, der ligger i varemaerker baseret paa oprindelseslandet, og noedsage dem til at foretage en bekostelig spredning af deres forsyningskilder.

50 Forbundsrepublikken Tyskland har ligeledes fremhaevet, at ordningen med eksportlicenser indebaerer betaling af afgifter til de lande, der udsteder dem, og derfor foerer til en fordyrelse af indfoerslerne fra disse. Under disse omstaendigheder medfoerer anvendelsen af ordningen med eksportlicenser alene paa erhvervsdrivende i kategori A og C en forskelsbehandling af disse i forhold til erhvervsdrivende i kategori B, som allerede er blevet begunstiget derved, at den fordelingsnoegle, der er indfoert ved forordning nr. 404/93, gaelder for den i rammeaftalen fastsatte forhoejelse af toldkontingentet. Ifoelge sagsoegeren kan denne forskelsbehandling ikke begrundes med henvisning til Faellesskabets interesse i at faa afsluttet sagen vedroerende de paagaeldende tredjelandes anfaegtelse af EF's importordning for bananer for GATT's instanser.

51 Raadet, stoettet af Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Kommissionen, har bestridt, at rammeaftalen skulle vaere i strid med de af sagsoegeren paaberaabte grundlaeggende principper i faellesskabsretten. Det har gjort gaeldende, at indfoerelsen af nationale kontingenter og af ordningen med eksportlicenser ikke medfoerer en forringelse af den konkurrencemaessige stilling for erhvervsdrivende i kategori A og C. Det har i denne forbindelse anfoert, at den forhoejelse af toldkontingentet og den nedsaettelse af tolden, der blev aftalt ved rammeaftalen, bevirker, at der er flere tredjelandsbananer til raadighed, og foroeger mulighederne for konkurrence mellem de erhvervsdrivende i alle kategorier.

52 Raadet og de parter, der har interveneret til stoette for dets paastande, har tilfoejet, at den forskellige behandling, der foelger af, at erhvervsdrivende i kategori B er fritaget for forpligtelsen til at skaffe sig bekostelige eksportlicenser, er objektivt berettiget af, at det er noedvendigt at genskabe den konkurrencemaessige ligevaegt mellem disse erhvervsdrivende og erhvervsdrivende i kategori A og C, som forordning nr. 404/93 havde til formaal at skabe. De har i denne forbindelse henvist til, at Domstolen i den naevnte dom i sagen Tyskland mod Raadet har anerkendt lovligheden af visse fordele, som blev givet de erhvervsdrivende i kategori B, fordi det var noedvendigt at skabe en saadan ligevaegt. Den forhoejelse af toldkontingentet og den nedsaettelse af tolden, der blev aftalt i rammeaftalen, har imidlertid bevirket, at denne ligevaegt er blevet forrykket til skade for erhvervsdrivende i kategori B.

53 Ved sin stillingtagen til sagens realitet skal Domstolen foerst behandle anbringendet om tilsidesaettelse af det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling og dernaest anbringenderne om henholdsvis tilsidesaettelse af ejendomsretten, retten til fri erhvervsudoevelse, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt proportionalitetsprincippet.

Anbringendet om tilsidesaettelse af det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling

54 Ved vurderingen af anbringendet om tilsidesaettelse af det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling maa der sondres mellem paa den ene side indfoerelsen af nationale kontingenter og paa den anden side fritagelsen af erhvervsdrivende i kategori B for ordningen med eksportlicenser.

55 Hvad angaar det foerstnaevnte aspekt, skal det fremhaeves, at Domstolen i dommen i sagen Tyskland mod Raadet har anerkendt, at det var lovligt at indfoere det samlede toldkontingent for indfoerslerne af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer i modsaetning til de traditionelle indfoersler fra AVS-stater, der i henhold til Lomé-konventionen var omfattet af en praeferenceordning.

56 Det bemaerkes ligeledes, at der ikke i faellesskabsretten findes noget almindeligt princip, som paalaegger Faellesskabet i dets forbindelser udadtil i enhver henseende at behandle forskellige tredjelande ens. Som Domstolen har udtalt i dommen af 28. oktober 1982 (sag 52/81, Faust mod Kommissionen, Sml. s. 3745, praemis 25), kan det derfor, naar en forskellig behandling af tredjelande ikke strider mod faellesskabsretten, heller ikke anses for stridende mod denne retsorden, at Faellesskabets erhvervsdrivende behandles indbyrdes forskelligt, for saa vidt der ikke er tale om andet end en automatisk foelge af forskelsbehandlingen af de tredjelande, som disse erhvervsdrivende har forretningsforbindelser med.

57 Det maa imidlertid fastslaas, at de begraensninger i importmulighederne, som indfoerelsen af nationale kontingenter kan medfoere for erhvervsdrivende i kategori A og C, er en automatisk foelge af den forskellige behandling af tredjelandene, alt efter om de er kontraherende parter i rammeaftalen, og alt efter stoerrelsen af det kontingent, som er blevet tildelt dem i denne aftale.

58 Under disse omstaendigheder maa anbringendet om tilsidesaettelse af det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling forkastes, for saa vidt det angaar indfoerelsen af nationale kontingenter.

59 Hvad angaar den forskellige behandling, der bestaar i fritagelse af de erhvervsdrivende i kategori B for ordningen med eksportlicenser, kan det uden videre fastslaas, at den ikke er den automatiske foelge af en forskellig behandling af nogle tredjelande i forhold til behandlingen af andre.

60 Denne forskellige behandling skyldes nemlig ikke, at ordningen med eksportlicenser, saaledes som den er fastsat i rammeaftalen, gaelder for indfoersler fra nogle tredjelande, uanset om de er kontraherende parter i rammeaftalen, men foelger af, at der blandt de faellesskabserhvervsdrivende, der har knyttet handelsforbindelse med tredjelandene, som er omfattet af ordningen med eksportlicenser for indfoersler fra disse lande, er nogle, der har pligt til at skaffe sig eksportlicenser, mens andre er fritaget herfor.

61 Det skal dernaest fremhaeves, at denne forskellige behandling af de erhvervsdrivende i kategori A og C i forhold til de erhvervsdrivende i kategori B er aabenbar, da den omstaendighed, at de er omfattet af ordningen med eksportlicenser, som sagsoegeren har anfoert, og Raadet udtrykkeligt har erkendt, for de foerstes vedkommende indebaerer en forhoejelse af indkoebsprisen paa bananer med oprindelse i de paagaeldende tredjelande paa 33% i forhold til den pris, som betales af de sidstnaevnte.

62 Det skal dernaest undersoeges, om denne forskellige behandling er uforenelig med forbuddet i traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, som blot er et konkret udtryk for det generelle lighedsprincip, som er et af de grundlaeggende principper inden for faellesskabsretten (jf. bl.a. domme af 19.10.1977, forenede sager 117/76 og 16/77, Ruckdeschel og Stroeh, Sml. s. 1753, praemis 7, og forenede sager 124/76 og 20/77, Moulins et Huileries de Pont-à-Mousson og Providence agricole de la Champagne, Sml. s. 1795, praemis 16, og af 25.10.1978, sag 125/77, Koninklijke Scholten-Honig og De Bijenkorf, Sml. s. 1991, praemis 26, og forenede sager 103/77 og 145/77, Royal Scholten-Honig og Tunnel Refineries, Sml. s. 2037, praemis 26), eller om den tvaertimod, som bl.a. Raadet og Kommissionen haevder, kan vaere sagligt begrundet i hensynet til at genskabe den konkurrencemaessige ligevaegt mellem disse kategorier erhvervsdrivende.

63 I denne forbindelse skal det fremhaeves, at Domstolen i den foernaevnte dom i sagen Tyskland mod Raadet har anerkendt, at den faelles markedsordning for bananer, som den er indfoert ved forordning nr. 404/93, navnlig dens fordelingsordning for toldkontingentet, omfatter visse restriktioner eller former for forskelsbehandling til skade for de erhvervsdrivende i kategori A og C, hvis muligheder for at indfoere bananer fra tredjelande begraenses, mens de erhvervsdrivende i kategori B, som indtil da var henvist til hovedsagelig at forhandle faellesskabsbananer og AVS-bananer, faar mulighed for at indfoere bestemte maengder tredjelandsbananer.

64 Domstolen har fastslaaet, at en saadan differentieret behandling ikke er strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling, da den staar i sammenhaeng med formaalet, nemlig en integration af hidtil opdelte markeder, naar det tages i betragtning, at disse forskellige kategorier af erhvervsdrivende befandt sig i en forskellig situation, foer den faelles markedsordning blev indfoert, og at forfoelgelsen af dennes formaal, som er at sikre afsaetningen af faellesskabsproduktionen og den traditionelle AVS-produktion, indebaerer, at der indfoeres en vis balance mellem de beroerte kategorier af erhvervsdrivende (praemis 74).

65 Naar den ligevaegt, der saaledes er tilvejebragt ved forordning nr. 404/93, forrykkes, fordi en eller flere af de parametre, som bidrager til at skabe den, som f.eks. toldkontingentets stoerrelse eller stoerrelsen af den told, der paalaegges indfoersler, aendres, selv hvis det er af grunde, der er den faelles markedsordning for bananer uvedkommende, kan det vise sig noedvendigt at genskabe den. Tilbage staar imidlertid spoergsmaalet, om denne ligevaegt i det foreliggende tilfaelde gyldigt har kunnet genskabes til skade for de erhvervsdrivende i kategori A og C ved hjaelp af en foranstaltning som fritagelse af de erhvervsdrivende i kategori B for ordningen med eksportlicenser.

66 Hertil bemaerkes, at ordningen for fordeling af toldkontingentet, saaledes som den er indfoert ved forordning nr. 404/93, der forbeholder 30% af dette kontingent for erhvervsdrivende i kategori B, ogsaa gaelder for den forhoejelse af det naevnte kontingent, der er aftalt i rammeaftalen.

67 Heraf foelger for det foerste, at de erhvervsdrivende i kategori B, paa samme maade som de erhvervsdrivende i kategori A og C, har fordel af forhoejelsen af kontingentet og den samtidige nedsaettelse af tolden, som ifoelge Raadet og Kommissionen er aarsagen til forrykkelsen af ligevaegten mellem de forskellige beroerte kategorier erhvervsdrivende. For det andet bestaar begraensningerne og forskelsbehandlingen, der rammer erhvervsdrivende i kategori A og C, og som er en foelge af den ved forordning nr. 404/93 indfoerte importordning for bananer, ogsaa med hensyn til den del af kontingentet, der svarer til denne forhoejelse.

68 Under disse omstaendigheder maa det erkendes, at Raadet for at kunne begrunde anvendelsen af en foranstaltning som den her omhandlede skulle have godtgjort, at den ligevaegt, der blev forrykket ved forhoejelsen af toldkontingentet og den samtidige nedsaettelse af tolden, som de erhvervsdrivende i kategori B ligeledes har fordel af, kun har kunnet genskabes ved at give denne samme kategori erhvervsdrivende en vaesentlig fordel, altsaa kun ved at indfoere en ny differentieret behandling til skade for andre kategorier erhvervsdrivende, som allerede, da toldkontingentet og fordelingsordningen for dette blev indfoert, blev udsat for lignende begraensninger og differentieret behandling.

69 Det maa her fastslaas, at Raadet, for saa vidt som det har henvist til, at den naevnte ligevaegt er blevet forrykket, og blot har paastaaet, at det var berettiget at fritage de erhvervsdrivende i kategori B for ordningen med eksportlicenser, fordi det var noedvendigt at genskabe denne ligevaegt, ikke dermed har foert dette bevis.

70 Det skal ligeledes bemaerkes, at Raadet udtrykkeligt har erkendt, at indfoerelsen af ordningen med eksportlicenser, ud over at genskabe ligevaegten mellem de forskellige kategorier af erhvervsdrivende i Faellesskabet, har til formaal at give de tredjelande oekonomisk stoette, som er deltagere i rammeaftalen, og saaledes kompensere for de begraensninger, som forordning nr. 404/93 har paalagt handelen med bananer fra disse lande til fordel for EF-bananer og AVS-bananer.

71 Det skal dog fremhaeves, at Raadet ikke har givet Domstolen oplysninger, der tilstraekkeligt kan forklare, at forhoejelsen af toldkontingentet og dets fordeling paa nationale kontingenter saavel som den ledsagende nedsaettelse af tolden ikke var tilstraekkeligt til at kompensere for de begraensninger, som ved forordning nr. 404/93 var blevet indfoert for handelen med bananer fra de tredjelande, der er deltagere i rammeaftalen, og at dette formaal foelgelig maatte opnaas ved kun at paalaegge en del af de erhvervsdrivende, der foretog indfoersler fra disse lande, en oekonomisk byrde.

72 Det maa foelgelig konkluderes, at anbringendet om tilsidesaettelse af det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling er begrundet, for saa vidt angaar fritagelsen af de erhvervsdrivende i kategori B for den i rammeaftalen fastsatte ordning med eksportlicenser.

73 Det er herefter kun fornoedent at behandle de oevrige anbringender i det omfang, de er gjort gaeldende for at anfaegte indfoerelsen af nationale kontingenter.

Anbringenderne om tilsidesaettelse af ejendomsretten, retten til fri erhvervsudoevelse, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og proportionalitetsprincippet

74 Det skal bemaerkes, at anbringenderne om tilsidesaettelse af ejendomsretten, retten til fri erhvervsudoevelse, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og proportionalitetsprincippet allerede blev paaberaabt af sagsoegeren i den sag, som gav anledning til dommen i den tidligere naevnte sag Tyskland mod Raadet, til anfaegtelse af den ordning for samhandelen med tredjelande, der blev indfoert ved afsnit IV i forordning nr. 404/93, og navnlig rettet mod aabningen af et toldkontingent for indfoersler af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer samt mod de naermere bestemmelser for fordelingen af dette kontingent mellem Faellesskabets erhvervsdrivende i kategori A, B og C.

75 Sagsoegeren gjorde saaledes gaeldende, at det tab af markedsandele, som de erhvervsdrivende i kategori A led paa grund heraf, var et indgreb i deres ejendomsret og i den frie udoevelse af deres erhvervsvirksomhed samt i deres velerhvervede rettigheder. Sagsoegeren haevdede ligeledes, at ordningen for samhandelen med tredjelande var i strid med proportionalitetsprincippet, fordi de forfulgte formaal kunne have vaeret naaet ved foranstaltninger, der var mindre indgribende over for konkurrencen og visse kategorier erhvervsdrivendes interesser.

76 I den naevnte dom i sagen Tyskland mod Raadet fastslog Domstolen imidlertid, at ingen af disse anbringender var begrundede.

77 Domstolen fandt navnlig, at ingen erhvervsdrivende kan goere krav paa ejendomsret til en markedsandel, som han havde paa et tidspunkt foer indfoerelsen af den naevnte ordning (praemis 79), og heller ikke goere gaeldende, at han har en velerhvervet rettighed eller en berettiget forventning om opretholdelse af situationen, som den bestod foer denne (praemis 80). Den fastslog ligeledes, at de begraensninger af muligheden for at indfoere tredjelandsbananer, som aabningen af toldkontingentet og fordelingsordningen for dette indebaerer, opfylder de formaal af almen faellesskabsinteresse, som forfoelges med den faelles markedsordning for bananer, og foelgelig ikke goer uretmaessigt indgreb i den frie erhvervsudoevelse for de erhvervsdrivende, der traditionelt indfoerer tredjelandsbananer (praemis 82 og 87). Den fastslog endelig, at de anfaegtede foranstaltninger ikke var i strid med proportionalitetsprincippet, da der ikke var blevet foert bevis for, at de var aabenbart uegnede til at naa de tilstraebte maal (praemis 94 og 95).

78 Hvad angaar ejendomsretten, den frie erhvervsudoevelse og beskyttelsen af den berettigede forventning, gaelder de samme betragtninger i naervaerende sag for fordelingen af toldkontingentet paa nationale kontingenter.

79 Med hensyn til proportionalitetsprincippet bemaerkes, at sagsoegeren ikke har bevist, hvorledes fordelingen af det samlede tredjelandskontingent paa nationale kontingenter, der tildeles nogle af tredjelandene, i modsaetning til hvad Domstolen har fastslaaet med hensyn til indfoerelsen af selve det samlede tredjelandskontingent, skulle vaere aabenbart uegnet til at naa de tilstraebte maal, nemlig afsaetning af faellesskabsproduktionen og af den traditionelle AVS-produktion af bananer og integration af hidtil opdelte, forskellige nationale markeder.

80 Det maa i oevrigt antages, at for saa vidt det med disse forskellige anbringender goeres gaeldende, at indfoerelsen af nationale kontingenter beroerer de erhvervsdrivende i kategori A og C paa en anden maade, end den beroerer de erhvervsdrivende i kategori B, er de sammenfaldende med anbringendet om tilsidesaettelse af det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling.

81 Foelgelig maa anbringenderne om tilsidesaettelse af ejendomsretten, om indgreb i den frie erhvervsudoevelse og om tilsidesaettelse af den berettigede forventning og af proportionalitetsprincippet ligeledes forkastes i naervaerende sag.

82 Det foelger af samtlige de foregaaende betragtninger, at den anfaegtede afgoerelses artikel 1, stk. 1, foerste led, vil vaere at annullere, idet Raadet herved har godkendt rammeaftalen, i det omfang denne fritager de erhvervsdrivende i kategori B for den ordning med eksportlicenser, som den fastsaetter, og at sagsoegte i oevrigt vil vaere at frifinde.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

83 I medfoer af procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Imidlertid kan Domstolen i medfoer af reglementets artikel 69, stk. 3, fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa ét eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske saerlige grunde. Da hver af parterne har tabt paa et punkt, bestemmes, at hver part skal baere sine egne omkostninger. Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 4, baerer medlemsstater og institutioner, der er indtraadt i en sag, i oevrigt deres egne omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Artikel 1, stk. 1, foerste led, i Raadets afgoerelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgaaelse paa Det Europaeiske Faellesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for saa vidt angaar de omraader, der hoerer under Faellesskabets kompetence, annulleres, idet Raadet herved har godkendt indgaaelsen af rammeaftalen om bananer mellem Faellesskabet paa den ene side og Republikken Costa Rica, Republikken Columbia, Republikken Nicaragua og Republikken Venezuela paa den anden side, for saa vidt denne rammeaftale fritager de erhvervsdrivende i kategori B for den ordning med eksportlicenser, som den fastsaetter.

2) I oevrigt frifindes Raadet for Den Europaeiske Union.

3) Hver part, herunder intervenienterne, baerer sine egne omkostninger.