61995C0349

1 De spoergsmaal, Nederlandenes Hoge Raad har forelagt Domstolen i denne sag, kraever, at Domstolen - paa baggrund af en parallelimportoers ometikettering af alkoholholdige drikkevarer - videreudvikler de princippet, der er opstillet i dens afgoerelser om parallelimport af ompakkede laegemidler. Der opstaar specielt spoergsmaal om, hvorvidt en varemaerkeindehaver kan goere sin varemaerkeret gaeldende for at forhindre en ometikettering af alkoholholdige drikkevarer, som foretages med henblik paa at fjerne identifikationsmaerker, som varemaerkeindehaveren haevdes at benytte til at foere kontrol med, om der sker parallelimport, og til at efterspore laekager i salgsnettet.

Sagens faktiske omstaendigheder og den nationale rets spoergsmaal

2 Sagen ved de nederlandske domstole blev oprindeligt anlagt i 1990, og parterne har ved flere lejligheder aendret deres paastande. Parterne er, selv paa det nuvaerende stadium, ikke enige om sagens naermere faktiske omstaendigheder, og en stor del af tiden under den mundtlige forhandling for Domstolen blev brugt til at debattere de faktiske omstaendigheder, som de nationale domstole tilsyneladende ikke har fastlagt i fuldt omfang. De problemstillinger, hovedsagen rejser, synes dog at fremstaa tilstraekkelig klart til, at Domstolen kan give Hoge Raad en brugbar besvarelse.

3 Efter det oplyste er Loendersloot en nederlandsk transportvirksomhed, der paa det paagaeldende tidspunkt tilsyneladende blev drevet i form af et enkeltmandsfirma. En del af virksomheden bestaar angiveligt i »afkodning« af flasker med skotsk whisky med henblik paa parallelhandel. Ved afkodning menes fjernelse af identifikationsnumre, som producenterne har anbragt paa flaskerne. Der er dog ikke enighed om grundene til, at Loendersloot udoever en saadan virksomhed og heller ikke om de naermere formaal, identifikationsnumrene skal opfylde. Der er heller ikke enighed om, hvor mange numre eller hvilken type numre der er anbragt paa flaskerne, og heller ikke om, praecist hvor de findes. Tilsyneladende fjerner Loendersloot, i det mindst i nogle tilfaelde, helt eller delvis etiketter med producenternes varemaerker for derefter at genanbringe dem eller erstatte dem med lignende etiketter. I nogle tilfaelde findes identifikationsnumrene paa selve de etiketter, Loendersloot soeger at fjerne, mens numrene i andre tilfaelde findes paa flaskerne og er daekket af etiketten.

4 De oevrige parter i hovedsagen er 15 skotske og engelske selskaber. Af nemhedsgrunde vil jeg i det foelgende omtale dem under ét som »Ballantine m.fl.«. De fremstiller beroemte skotske whiskymaerker som Ballantine's, Long John, J & B, Johnnie Walker, White Horse, Old Parr, Glenfiddich og William Grant's. I 1990 anlagde Ballantine m.fl. sag mod Loendersloot ved Arrondissementsrechtbank, Breda, med paastand om, at det blev paalagt Loendersloot at undlade at foretage bl.a. foelgende handlinger:

a) at fjerne identifikationsnumre fra whiskyflasker produceret af Ballantine m.fl.

b) at fjerne Ballantine m.fl.'s varemaerker fra flaskerne og paa ny paafoere etiketter, enten ved at genanbringe de originale etiketter eller ved at erstatte dem med efterligninger

c) at fjerne importoerens navn fra flaskerne og erstatte det med navnet paa en importoer, der ikke har et kontraktforhold med Ballantine m.fl.

d) at fjerne ordet »pure« fra flaskerne

e) herefter at eksportere flaskerne til handlende i Frankrig, Spanien, England, USA og Japan.

5 Under hele sagen har Loendersloot gjort gaeldende, at disse handlinger (hvis de er foretaget, hvilket i visse henseender bestrides) ikke er retsstridige, og at de er noedvendige for at kunne parallelimportere. Loendersloot haevder, at Ballantine m.fl. soeger at opdele markederne baade inden for Faellesskabet og i andre lande for at kunne opretholde kunstige prisforskelle. Ballantine m.fl. haevdes saaledes at forsoege at forhindre importoerer af skotsk whisky i lavprislande i at levere til hoejprislande, og identifikationsnumrene paa whiskyflaskerne haevdes at danne grundlaget for kontrollen med importoererne, idet de saetter Ballantine m.fl. i stand til at efterspore, gennem hvilke led flasker, der dukker op paa de »forkerte« markeder, er blevet omsat.

6 Gennem hele sagen har Ballantine m.fl. paa det bestemteste benaegtet, at dette skulle vaere tilfaeldet. Efter Ballantine m.fl.'s opfattelse tjener identifikationsnumrene fuldstaendig legitime formaal, saasom tilbagekaldelse af defekte produkter og bekaempelse af forfalskninger. Selskaberne bestrider, at deres formaal skulle vaere at opdele markederne inden for Faellesskabet.

7 Ved dom af 21. juli 1992 nedlagde Arrondissementsrechtbank forbud mod, at Loendersloot fjernede identifikationsmaerkerne fra flaskerne og emballagerne, og mod, at Loendersloot eksporterede produkterne uden identifikationsmaerkerne [dvs. litra a) og e) i opregningen i forbudspaastanden] (1). Retten paalagde endvidere Ballantine m.fl. at foere bevise for, at de var indehavere af varemaerkerettighederne [litra b)], og den gav dem tilladelse til at fremsaette yderligere anbringender om deres interesse i at opnaa de i litra c) og d) anfoerte forbud (fjernelsen af importoerens navn og angivelse af en anden importoer samt fjernelsen af ordet »pure«).

8 Loendersloot ankede dommen til Gerechtshof, Hertogenbosch, med paastand om ophaevelse af dommen, om fornyet behandling af sagen og om frifindelse for alle de af Ballantine m.fl. fremsatte krav. Ballantine m.fl. indgav kontraanke, hvorunder selskaberne gentog de for foersteinstansen fremsatte krav.

9 I sin dom af 28. marts 1994 ophaevede Gerechtshof til dels Arrondissementsrechtbank's dom, og den frifandt Loendersloot for Ballantine m.fl.'s krav om forbud mod fjernelse af identifikationsnumrene og mod eksport af produkterne uden identifikationsmaerkerne. Med hensyn til den paastaaede varemaerkekraenkelse fandt Gerechtshof dog, at Arrondissementsrechtbank med rette var naaet frem til, at en tredjemands fjernelse og genanbringelse af et varemaerke udgjorde en retsstridig brug af varemaerket, og at Arrondissementsrechtbank derfor med rette havde paalagt Ballantine m.fl. at foere bevis for de paaberaabte varemaerkerettigheder. Gerechtshof forkastede Loendersloot's argumenter om, at traktatens artikel 30 og 36 var til hinder for at nedlaegge det kraevede forbud i forbindelse med varemaerker. Retten fandt, at varemaerkeindehaverens eneret til at anbringe varemaerket paa produkterne var omfattet af varemaerkets saerlige genstand, og at de forbud, Ballantine m.fl. oenskede nedlagt, ikke var i strid med artikel 30 og 36, eftersom Loendersloot ikke haevdede, at varemaerkerne i sig selv (i modsaetning til identifikationsnumrene) blev benyttet til at opnaa en kunstig opdeling af markederne.

10 Loendersloot indbragte afgoerelsen af retsspoergsmaalene i Gerechtshof's dom for Hoge Raad ved kassationsanke, og Ballantine m.fl. indgav kontraanke. Ved dom af 3. november 1995 stadfaestede Hoge Raad Arrondissementsrechtbank's og Gerechtshof's afgoerelser med hensyn til, at en tredjemands fjernelse og genanbringelse af et varemaerke uden varemaerkeindehaverens samtykke er retsstridig efter national ret, dvs. Benelux-varemaerkeloven. Hoge Raad naaede endvidere frem til, at den ikke kunne traeffe afgoerelse vedroerende traktatens artikel 30 og 36 uden foerst at have forelagt praejudicielle spoergsmaal for EF-Domstolen. Hoge Raad har derfor forelagt foelgende spoergsmaal om fortolkningen af traktatens artikel 36:

»a) Skal varemaerkerettens saerlige genstand antages at omfatte en befoejelse, som varemaerkeindehaveren - for saa vidt angaar alkoholholdige drikkevarer, han har fremstillet - stoetter paa national ret, til at modsaette sig, at de etiketter paa flaskerne og flaskernes emballage, som han har anbragt, og som er forsynet med hans varemaerke, efter at de saaledes emballerede drikkevarer af ham er bragt i omsaetning inden for Faellesskabet, fjernes af en tredjemand og derefter genanbringes eller bliver erstattet af lignende etiketter, uden at der derved goeres indgreb i produktets oprindelige tilstand?

b) Goer det - for saa vidt der er tale om udskiftning af etiketterne med lignende etiketter - herved nogen forskel, om tredjemand undlader at anfoere ordet 'pure', som fandtes paa de oprindelige etiketter, og/eller navnet paa importoeren og i givet fald erstatter dette med et andet navn?

c) Saafremt spoergsmaal a) maa besvares bekraeftende, men varemaerkeindehaveren benytter den i spoergsmaalet naevnte befoejelse til at forhindre, at en tredjemand fjerner de af varemaerkeindehaveren anbragte identifikationsmaerker, som befinder sig paa eller under etiketterne, og som har sat varemaerkeindehaveren i stand til at efterspore laekager i sin salgsorganisation og saaledes bekaempe parallelhandel med sine produkter, skal en saadan udoevelse af varemaerkeretten da betragtes som en 'skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne', der tager sigte paa at opnaa en kunstig opdeling af markederne?

d) I hvilket omfang har det betydning for besvarelsen af spoergsmaal c), om varemaerkeindehaveren har anbragt identifikationsmaerkerne i henhold til en lovbestemt forpligtelse hertil eller uden at vaere forpligtet hertil, men med det formaal at goere det muligt at tilbagekalde produkterne ('product recall') og/eller begraense sit produktansvar og/eller at bekaempe forfalskninger, eller om han har anbragt maerkerne udelukkende for at bekaempe parallelhandel?«

11 Under sagen for EF-Domstolen er der afgivet skriftlige indlaeg af Loendersloot, Ballantine m.fl., Det Forenede Kongerige og Kommissionen. Disse parter var ogsaa repraesenteret under retsmoedet.

De relevante traktatbestemmelser og Domstolens praksis

12 Foer jeg gaar over til at behandle Hoge Raad's spoergsmaal, er det maaske paa sin plads at redegoere for de grundlaeggende principper, der gaelder paa dette omraade, saaledes som de er fastlagt i traktaten og foelger af Domstolens praksis.

13 I tilfaelde, hvor en varemaerkeindehaver i henhold til national ret kan benytte sit varemaerke til at forhindre indfoersel og salg af varer, der lovligt er bragt i omsaetning i en anden medlemsstat, udgoer dette en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion i artikel 30's forstand. Paa samme maade vil det udgoere en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ udfoerselsrestriktion i strid med traktatens artikel 34, hvis det tillades, at et varemaerke kan benyttes til at forhindre udfoersel af saadanne varer til andre medlemsstater.

14 I henhold til artikel 36, foerste punktum, er bestemmelserne i artikel 30 og 34 ikke til hinder for forbud eller restriktioner, som er begrundet i hensyn til beskyttelse af industriel eller kommerciel ejendomsret. I artikel 36, andet punktum, bestemmes det desuden, at saadanne forbud eller restriktioner hverken maa udgoere et middel til vilkaarlig forskelsbehandling eller en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

15 Artikel 36 tillader kun, at der af de naevnte grunde goeres undtagelse fra de frie varebevaegelser i det omfang, undtagelserne er noedvendige for at beskytte rettigheder, som udgoer ejendomsrettighedernes saerlige genstand. En varemaerkerets saerlige genstand omfatter for varemaerkeindehaveren en garanti for, at han har ret til at benytte varemaerket i forbindelse med, at varen bringes i omsaetning for foerste gang, og dermed for at beskytte sig mod konkurrenter, som maatte oenske at misbruge varemaerkets stilling og omdoemme til at saelge produkter, der retsstridigt er forsynet med varemaerket. Heraf foelger, at en varemaerkeindehaver principielt ikke kan paaberaabe sig sin varemaerkeret for at forhindre fri bevaegelighed for en vare, som lovligt er bragt i omsaetning af ham selv eller med hans samtykke. Under saadanne omstaendigheder siges der at vaere indtraadt konsumption af hans eneret til at benytte varemaerket. Hvis dette ikke var tilfaeldet, ville han vaere i stand til at afskaerme nationale markeder og derved begraense samhandelen mellem medlemsstaterne i en situation, hvor ingen restriktion af denne art var noedvendig for at beskytte den af varemaerket foelgende eneret (2).

16 Varemaerkeindehaveren har imidlertid ret til at forhindre fortsat markedsfoering under visse omstaendigheder. Omfanget af denne rettighed foelger af varemaerkets hovedfunktion, som er at indestaa for maerkevarens oprindelsesaegthed over for forbrugeren eller den endelige bruger, idet denne saettes i stand til at adskille varen fra varer af anden oprindelse uden risiko for forveksling (3). Desuden saetter varemaerkerettighederne indehaveren i stand til paa grundlag af kvaliteten af sine produkter eller tjenesteydelser at opbygge og fastholde en kundekreds, hvilket kun er muligt ved hjaelp af saerlige kendetegn, hvorved de kan identificeres (4).

17 Heraf foelger, at selv om en maerkevare lovligt er bragt i omsaetning af varemaerkeindehaveren eller med hans samtykke, kan ejeren af et varemaerke modsaette sig enhver anvendelse af maerket, som kan forvanske oprindelsesgarantien forstaaet paa denne maade.

18 Under anvendelse af disse princippet paa ompakning af laegemidler med henblik paa parallelhandel fastslog Domstolen i Hoffmann-La Roche-dommen, at traktatens artikel 36 skal fortolkes saaledes, at indehaveren af en varemaerkeret kan paaberaabe sig sin ret for at forhindre, at en importoer markedsfoerer en vare, der er bragt i omsaetning i en anden medlemsstat af varemaerkeindehaveren eller med dennes samtykke, naar importoeren har ompakket varen i en ny emballage, hvorpaa varemaerket er genanbragt. Varemaerkeindehaveren kan dog ikke paaberaabe sig sin ret paa denne maade i tilfaelde, hvor:

- Det godtgoeres, at indehaverens benyttelse af varemaerket sammenholdt med det salgssystem, som denne anvender, bidrager til en kunstig opdeling af markederne mellem medlemsstaterne.

- Det paavises, at ompakningen ikke kan beroere varens originale tilstand.

- Indehaveren af varemaerket underrettes om salget af den ompakkede vare forud herfor.

- Det paa den nye emballage angives, hvem der har foretaget ompakningen (5).

19 I dommen i sagen Bristol-Myers Squibb m.fl., som blev afsagt efter fremsaettelsen af den praejudicielle anmodning i den foreliggende sag, praeciserede Domstolen disse betingelser yderligere. Jeg skal i det foelgende i dette forslag til afgoerelse tage naermere stilling til den foerste betingelse - vedroerende kunstig opdeling af markederne - som er saerlig relevant i den foreliggende sag.

20 Det er imidlertid ogsaa paa sin plads straks at henvise til Domstolens udtalelser om de oevrige betingelser, en parallelimportoer skal opfylde i forbindelse med en saadan ompakning, jf. naermere udtalelserne i Bristol-Myers Squibb-dommen (6). Jeg skal specielt naevne, at selv om kravet om, at produktets originale tilstand ikke beroeres, vedroerer det i emballagen indeholdte produkts tilstand, udtalte Domstolen ogsaa, at en inadaekvat praesentation af det ompakkede produkt - herunder en defekt emballage, en emballage af ringe kvalitet eller en emballage, der fremtraeder ufaerdigt - kan vaere skadelig for varemaerkets omdoemme (7).

To indledende problemstillinger

21 Det er paa denne baggrund, der skal tages stilling til de spoergsmaal, Hoge Raad har forelagt Domstolen i den foreliggende sag. Foer jeg gaar over til at behandle spoergsmaalene, finder jeg dog anledning til kort at omtale to indledende problemstillinger. For det foerste bemaerkes, at Hoge Raad's spoergsmaal angaar fortolkningen af traktaten, saerlig artikel 36, og at der ikke er stillet spoergsmaal om fortolkningen af Raadets direktiv 89/104/EOEF (8). Dette direktiv, hvorved der foretages en indbyrdes tilnaermelse af visse nationale varemaerkeretlige regler, skulle vaere gennemfoert af medlemsstaterne senest den 31. december 1992. Direktivets artikel 7 - under overskriften »Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket« - er saerlig relevant i denne sammenhaeng. Artiklen har foelgende ordlyd:

»1. De til varemaerket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde brugen af maerker for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert inden for Faellesskabet under dette maerke.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, saafremt skellig grund berettiger indehaveren til at modsaette sig fortsat markedsfoering af varerne, isaer i tilfaelde, hvor disses tilstand er aendret eller forringet, efter at de er markedsfoert.«

22 Under retsmoedet blev det droeftet, om Domstolen boer overveje at bringe direktivet i anvendelse paa omstaendigheder som dem, der foreligger i denne sag. Som jeg anfoerte i mit forslag til afgoerelse i sagen Bristol-Myers Squibb m.fl. (9), er et forbud et retsmiddel, som skal forhindre, at et retsbrud finder sted eller gentager sig i fremtiden. Som foelge heraf vil ethvert forbud, der maatte blive nedlagt af de nationale domstole, efter at der er truffet en praejudiciel afgoerelse i den foreliggende sag, noedvendigvis vedroere tiden efter direktivets ikrafttraeden. I dommen i sagen Bristol Myers Squibb m.fl. gjorde Domstolen det imidlertid klart, at direktivets artikel 7, og specielt artikel 7, stk. 2, skal fortolkes paa samme maade, som Domstolen har fortolket traktatens artikel 30 og 36. I praemis 50 udtalte Domstolen foelgende:

»I overensstemmelse med denne retspraksis skal direktivets artikel 7, stk. 2, herefter fortolkes saaledes, at en varemaerkeindehaver lovligt kan modsaette sig fortsat markedsfoering af et laegemiddel, naar importoeren har ompakket laegemidlet og genanbragt varemaerket herpaa, medmindre de fire betingelser, der er opstillet i Hoffmann-La Roche-dommen, er opfyldt.«

23 Selv om jeg vil mene, at Domstolen boer besvare spoergsmaalene, som de er formuleret af Hoge Raad, ville resultatet herefter efter min opfattelse ikke blive et andet, hvis direktivet blev lagt til grund.

24 For det andet har Ballantine m.fl. anfoert, at artikel 30 ikke finder anvendelse under de foreliggende omstaendigheder, og at Hoge Raad's spoergsmaal om fortolkningen af artikel 36 derfor er irrelevante. Ballantine m.fl. har gjort gaeldende, at de frie varebevaegelser mellem medlemsstaterne ikke beroeres, idet Loendersloot eksporterer de ometiketterede flasker til tredjelande. De bestrider desuden, at deres ret til at modsaette sig genanbringelse af deres varemaerker kan vaere i strid med reglerne om frie varebevaegelser, idet Loendersloot paa ingen maade forhindres i at eksportere originalflasker med skotsk whisky til andre medlemsstater, og de stiller sig uforstaaende over for, hvorfor ometiketterede flasker lettere skulle kunne eksporteres end de originale flasker.

25 Jeg finder ikke disse argumenter overbevisende. Under en sag i medfoer af traktatens artikel 177 er Domstolen principielt forpligtet til at besvare de spoergsmaal, den har faaet forelagt af den nationale domstol. I tilfaelde, hvor det goeres gaeldende, at det er unoedvendigt at besvare de forelagte spoergsmaal, vil Domstolen kun undlade at besvare dem, hvis de aabenbart savner enhver forbindelse med sagen for den nationale domstol (10). I den foreliggende sag har Hoge Raad fastslaaet, eller i det mindst lagt til grund, at hvis de af Ballantine m.fl. oenskede forbud, der stoettes paa en varemaerkekraenkelse, nedlaegges, vil det udgoere en restriktion for de frie varebevaegelser, som vil skulle begrundes i henhold til traktatens artikel 36. Jeg kan ikke se nogen grund til, at Domstolen ikke skulle godtage denne forudsaetning. Selv om det maaske ikke er fuldstaendig klart, om de forbud, Ballantine m.fl. kraever nedlagt, vil forhindre Loendersloot i at indfoere skotsk whisky til Nederlandene, boer det dog ikke glemmes, at formaalet med ét af forbuddene netop er at forhindre Loendersloot i at eksportere ometiketterede flasker til en raekke medlemsstater (Frankrig, Spanien, Italien og Det Forenede Kongerige). Hvis forbuddet nedlaegges, vil det helt aabenbart udgoere en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ udfoerselsrestriktion, som vil vaere omfattet af traktatens artikel 34. Hoge Raad har derfor med rette forelagt Domstolen spoergsmaalet om, hvorvidt foranstaltningen kan vaere begrundet i henhold til artikel 36.

26 Med hensyn til argumentet om, at Loendersloot uden videre har ret til at eksportere flasker, der ikke er ometiketteret, skal Hoge Raad's spoergsmaal ses under den forudsaetning, at parallelhandel med de paagaeldende produkter ikke ville vaere mulig uden en ometikettering. Hvis denne forudsaetning er korrekt (hvilket de nationale domstole skal afgoere), vil Ballantine m.fl.'s paaberaabelse af deres varemaerkerettigheder med det formaal at forhindre ometikettering klart virke som en handelsrestriktion, der skal vaere begrundet i henhold til traktatens artikel 36.

Hoge Raad's spoergsmaal

27 Jeg skal paa denne baggrund gaa over til at behandle Hoge Raad's spoergsmaal. De problemstillinger, der rejses, er i det vaesentlige foelgende:

a) Har varemaerkeindehaveren ret til, efter at han selv eller en anden med hans samtykke har bragt varerne i omsaetning, at modsaette sig, at etiketter, der er forsynet med varemaerket, fjernes og erstattes af lignende etiketter, naar der ikke herved goeres indgreb i produkternes tilstand? Har det betydning for besvarelsen, om ordet »pure« fjernes fra etiketten, og importoerens navn erstattes med et andet navn?

b) Hvis varemaerkeindehaveren har en saadan ret, udgoer udoevelsen af denne da en skjult begraensning af samhandelen, der tager sigte paa at opnaa en kunstig opdeling af markedet, naar udoevelsen af retten skal forhindre, at identifikationsnumre, der benyttes til at foere kontrol med parallelimport, fjernes? Hvilken betydning skal det tillaegges, at identifikationsnumrene er anbragt enten til opfyldelse af en lovbestemt forpligtelse eller uden at der bestaar en saadan forpligtelse, men med det formaal at goere det muligt at tilbagekalde produkterne (»product recall«), at begraense varemaerkeindehaverens produktansvar, at bekaempe forfalskninger eller udelukkende for at bekaempe parallelhandel?

28 Efter min opfattelse foelger besvarelsen af disse spoergsmaal til dels af de allerede omtalte principper, Domstolen har opstillet i tidligere afgoerelser, specielt Hoffmann-La Roche-dommen (11) og dommen i sagen Bristol-Myers Squibb m.fl. (12). Hovedprincippet i henhold til disse domme synes at vaere, at en varemaerkeindehaver ikke kan goere sine varemaerkerettigheder gaeldende for at forhindre en parallelimportoer i at ompakke varer, der er forsynet med varemaerket, og i at genanbringe varemaerket paa de ompakkede varer, naar det er godtgjort, at denne benyttelse af varemaerket fra indehaverens side bidrager til en kunstig opdeling af markederne mellem medlemsstaterne. Det er herved en betingelse, at ompakningen

i) ikke indebaerer et indgreb i oprindelsesgarantien

ii) ikke beroerer produktets oprindelige tilstand, og

iii) ikke kan vaere skadelig for varemaerkets omdoemme.

Det kan naevnes, at selv det sidst krav - med hensyn til varemaerkets omdoemme - i nogen grad kan anses for at staa i forbindelse med oprindelsesgarantien, som varemaerkets hovedfunktion, da en inadaekvat praesentationsmaade for det ompakkede produkt uden tvivl kan give anledning til, at der for forbrugerne opstaar usikkerhed om produktets oprindelse.

29 Med hensyn til den tredje og den fjerde betingelse, der er opstillet i Hoffmann-La Roche-dommen, dvs. at varemaerkeindehaveren paa forhaand skal underrettes om salget af det ompakkede produkt, og at det paa den nye emballage skal angives, hvem der har foretaget ompakningen - vil jeg mene, at der ganske enkelt er tale om specificerede og detaljerede betingelser, som, i hvert fald i forbindelse med laegemidler, skal sikre, at hovedprincippet som gengivet ovenfor overholdes.

30 Domstolens praksis om ompakning er hidtil blevet udviklet i forbindelse med laegemidler, mens den foreliggende sag angaar ometikettering af alkoholholdige drikkevarer, konkret whisky. Jeg kan ikke se noget grundlag for, i hvert fald for saa vidt angaar hovedprincippet, at skelne mellem forskellige produktkategorier. Den grundlaeggende tankegang er den samme, nemlig at varemaerkeindehaverens ret til selv at afgoere, hvorledes varerne skal fremstaa, under visse omstaendigheder maa vige for kravene om frie varebevaegelser, men altid paa bestemte betingelser, der er noedvendige af hensyn til varemaerkets hovedfunktion.

31 Den maade, hvorpaa princippet anvendes, kan dog variere efter omstaendighederne. Forskellige hensyn kan goere sig gaeldende for forskellige produkter. I sagen Bristol-Myers Squibb m.fl. var det f.eks. relevant, at der var risiko for, at en undladelse af at give bestemte, vaesentlige oplysninger om produkternes art, sammensaetning, virkning, anvendelse eller opbevaring kunne vaere et indgreb i de paagaeldende laegemidlers oprindelige tilstand eller funktion. Saadanne hensyn har maaske mindre betydning i den foreliggende sag.

32 Tilsvarende er det maaske ikke rigtigt at antage, at den tredje og den fjerde betingelse, der er opstillet i Hoffmann-La Roche-sagen - som meget vel kan vaere af afgoerende betydning i forbindelse med laegemidler - gaelder paa samme maade for alle produkter, og uanset i hvilket omfang der sker en ometikettering af produkterne, eventuelt i helt ubetydeligt omfang. I den foreliggende sag er det dog ikke noedvendigt at traeffe afgoerelse om denne problemstilling, da Hoge Raad ikke har stillet spoergsmaal om disse betingelser.

33 Under alle omstaendigheder ville Domstolen imidlertid efter min opfattelse gaa ud over rammerne for sine opgaver i henhold til traktatens artikel 177, hvis den skulle traeffe afgoerelse om alle aspekter af en ompakning eller ometikettering, som maatte blive foretaget af parallelimportoerer med hensyn til forskellige produkttyper. Naar foerst Domstolen har opstillet hovedprincippet eller hovedprincipperne, maa det overlades til de nationale domstole at anvende principperne i de sager, de faar forelagt.

34 For saa vidt angaar varemaerkets omdoemme har Domstolen nu opstillet de noedvendige retningslinjer i dommen i sagen Bristol-Myers Squibb m.fl., hvori den har fremhaevet betydningen af laegemidlers praesentationsmaade for brugernes tillid til produkternes kvalitet og integritet, og hvori den ogsaa har udtalt, at en mangelfuld emballage eller en emballage, som er af ringe kvalitet eller fremstaar ufaerdigt, kan vaere skadelig for varemaerkets omdoemme. Jeg vil uden forbehold kunne tilslutte mig, at enhver form for ompakning (herunder ometikettering) af ringe kvalitet vil kunne skade varemaerkets omdoemme, naar der er tale om hoejt renommeret skotsk whisky. Men man maa ikke glemme, at en ometikettering under alle omstaendigheder kun er tilladt i det begraensede omfang, hvori den er noedvendig for at lette parallelimport. Der boer derfor overhovedet ikke opstaa spoergsmaal om, at produktets fremtoning paavirkes i vaesentligt omfang. Jeg vil ogsaa naevne, at den ometikettering, den foreliggende sag drejer sig om, synes at have medfoert et vaesentligt mindre indgreb i produktets praesentationsmaade end den, der var tale om i sagen Bristol-Myers Squibb m.fl. Hvis spoergsmaalet skulle opstaa, vil jeg mene, at den nationale ret, foer den nedlaegger forbud mod ometikettering, skal finde det godtgjort, at der er sket et vaesentligt indgreb i praesentationsmaaden, som kan have betydning for varemaerkets omdoemme.

35 Hoge Raad har specielt stillet spoergsmaal om tre forhold:

a) udeladelsen af ordet »pure« fra de ometiketterede produkter

b) udskiftningen af importoerens navn med navnet paa en anden person, og

c) fjernelsen af identifikationsmaerkerne.

36 Alle tre forhold skal bedoemmes paa baggrund af den foerste betingelse, der er opstillet i Hoffmann-La Roche-dommen, nemlig kunstig opdeling af markederne mellem medlemsstaterne. For saa vidt angaar udeladelsen af ordet »pure« har Loendersloot gjort gaeldende, at det efter lovgivningen i nogle af de lande, der eksporteres til (uden naermere angivelse af landene), ikke er tilladt at benytte dette ord.

37 Jeg vil mene, at Domstolens afgoerelse i sagen Bristol-Myers Squibb m.fl., som er blevet afsagt, mens den foreliggende sag har verseret, giver den fornoedne vejledning om dette spoergsmaal. Domstolen har udtalt:

»... en varemaerkeindehavers brug af varemaerkeretten til at modsaette sig markedsfoering under varemaerket af produkter, der er ompakket af en tredjemand, vil kunne bidrage til en opdeling af markederne mellem medlemsstaterne, navnlig naar varemaerkeindehaveren har markedsfoert samme laegemiddel i forskellige pakninger i forskellige medlemsstater, og produktet ikke i den tilstand, hvori det af varemaerkeindehaveren er markedsfoert i en medlemsstat, kan importeres og markedsfoeres af en parallelimportoer i en anden medlemsstat.

Heraf foelger, at varemaerkeindehaveren ikke kan modsaette sig ompakning af produktet i en ny ydre emballage, naar den pakningsstoerrelse, varemaerkeindehaveren har benyttet i den medlemsstat, hvor importoeren har indkoebt produktet, ikke kan markedsfoeres i importmedlemsstaten, isaer som foelge af bestemmelser, som kun tillader pakninger af en bestemt stoerrelse, en national praksis for brug af bestemte pakningsstoerrelser, sygeforsikringsregler, hvorefter godtgoerelse af udgifter til laegemidler afhaenger af pakningsstoerrelsen, eller en fast ordinationspraksis baseret eksempelvis paa anbefalinger vedroerende pakningsstoerrelser fra faglige sammenslutninger eller sygesikringsinstitutioner.

...

Varemaerkeindehaveren kan ... modsaette sig ompakning af produktet i en ny ydre emballage, naar importoeren er i stand til at opnaa en emballage, som kan markedsfoeres i importmedlemsstaten, ved f.eks. at anbringe nye maerkater affattet paa importmedlemsstatens sprog paa den originale ydre eller indre emballage, at tilfoeje en ny indlaegsseddel paa importmedlemsstatens sprog, eller at udskifte en tillaegsartikel, som ikke kan godkendes i importmedlemsstaten, med en lignende artikel, som har en saadan godkendelse« (13).

38 Derefter forklarede Domstolen det grundlaeggende princip, der skal iagttages ved anvendelsen af betingelsen vedroerende kunstig opdeling af markederne, saaledes:

»Befoejelsen, der tilkommer indehaveren af en i en medlemsstat beskyttet varemaerkeret, til at modsaette sig markedsfoering af ompakkede produkter under brug af varemaerket, maa kun begraenses i det omfang, hvori den ompakning, importoeren har foretaget, er noedvendig for at markedsfoere produktet i importmedlemsstaten« (14).

39 Det vil derfor vaere de nationale domstole, der i den foreliggende sag skal afgoere, om fjernelsen af ordet »pure« er noedvendig paa grund af de restriktioner, der opstilles af nogle af de medlemsstater, som Loendersloot oensker at importere varerne til. Det kan eventuelt haevdes, at udeladelsen af ordet »pure« kan paavirke varemaerkets omdoemme. Dette forekommer dog usandsynligt, hvis nogle medlemsstater kraever det fjernet.

40 De to andre forhold, Hoge Raad har stillet spoergsmaal om, kraever derimod, at Domstolen foretager en yderligere afklaring af de betingelser, der er opstillet i Hoffmann-La Roche-dommen. Loendersloot haevder, at importoerens navn erstattes med en anden persons navn, og at identifikationsnumrene fjernes for at forhindre, at Ballantine m.fl. skal bekaempe parallelhandel ved at laegge pres paa sine forhandlere. Dette bestrides af Ballantine m.fl., som goer gaeldende, at importoerens navn anfoeres, og at identifikationsnumrene anbringes af andre, legitime grunde.

41 I denne henseende adskiller den foreliggende sag sig fra de tidligere, for saa vidt som behovet for at ometikettere produkterne ikke opstaar som foelge af et behov for at overholde de krav til markedsfoeringen, der stilles i importmedlemsstaten, men som foelge af et angiveligt behov for at forhindre varemaerkeindehaveren i at kunne foelge varerne gennem omsaetningsleddene og laegge pres paa forhandlerne for at hindre parallelimport. Hvis man imidlertid ser paa det princip, der ligger til grund for dommen i sagen Bristol-Myers Squibb m.fl., jf. ovenfor i punkt 38, er det klart, at en importoer - forudsat at han overholder de betingelser, der skal tjene som garanti for produktets oprindelse, kvalitet og omdoemme - skal kunne foretage en ometikettering af produkterne, naar dette er noedvendigt for at gennemfoere parallelhandelen. I modsat fald ville en varemaerkeindehaver ved at paaberaabe sig sin varemaerkeret kunne opnaa en kunstig opdeling af markederne mellem medlemsstaterne. Det maa tilkomme de nationale domstole at afgoere, om kravet er opfyldt i den foreliggende sag.

42 Paa dette punkt er det ogsaa paa sin plads at henvise til foelgende udtalelser i Domstolens dom i sagen Bristol-Myers Squibb m.fl.:

»... Domstolens brug af udtrykket 'kunstig opdeling af markederne', [indebaerer] ... ikke ... at importoeren skal paavise, at varemaerkeindehaveren ved at bringe samme produkt i omsaetning i forskellige medlemsstater i forskellige emballager har haft til hensigt at opdele markederne mellem medlemsstaterne. Ved at fremhaeve, at der skal vaere tale om en kunstig opdeling, har Domstolen villet understrege, at indehaveren altid kan paaberaabe sig sin varemaerkeret for at modsaette sig markedsfoering af ompakkede produkter, naar dette er begrundet i noedvendigheden af at sikre varemaerkets hovedfunktion, idet den heraf foelgende opdeling ikke i dette tilfaelde kan betragtes som kunstig« (15).

43 Hoge Raad har endelig spurgt, hvilken betydning det kan tillaegges, at identifikationsnumrene eventuelt paafoeres produkterne til opfyldelse af en lovbestemt forpligtelse eller uden, at der gaelder en saadan forpligtelse, men med henblik paa tilbagekaldelse af produkter, for at begraense produktansvaret og for at bekaempe forfalskninger. Det er aabenbart, at numre, der skal angive, til hvilket parti et produkt hoerer, kan tjene legitime formaal af almen interesse, herunder specielt beskyttelse af forbrugerne. I artikel 2 i Raadets direktiv 89/396/EOEF (16) opstilles der da ogsaa et forbud mod at forhandle et levnedsmiddelparti, medmindre det ledsages af oplysninger til identifikation af et bestemt levnedsmiddelparti. I hvilket omfang en parallelimportoer lovligt kan fjerne et identifikationsnummer, som enten er anbragt frivilligt eller for at overholde en faellesskabsbestemmelse eller en national bestemmelse, med den begrundelse, at nummeret benyttes til at efterspore parallelimport, er imidlertid et saerskilt spoergsmaal, som gaar ud over rammerne for Hoge Raad's spoergsmaal, der udelukkende angaar udoevelsen af varemaerkerettighederne. Det maa vaere klart, at der ikke kan stilles krav om, at numrene ikke fjernes, alene under paaberaabelse af varemaerkerettigheder.

Forslag til afgoerelse

44 Sammenfattende foreslaar jeg, at Hoge Raad's spoergsmaal besvares saaledes:

»1) En varemaerkeindehaver kan ikke goere brug af sine varemaerkerettigheder til - for saa vidt angaar alkoholholdige drikkevarer, han har fremstillet - at modsaette sig, at de etiketter paa flaskerne og flaskernes emballager, som han har anbragt, og som er forsynet med varemaerket, efter at de saaledes emballerede drikkevarer af ham er bragt i omsaetning inden for faellesmarkedet, fjernes af en tredjemand og derefter genanbringes, naar det er godtgjort, at indehaverens brug af varemaerkeretten bidrager til en kunstig opdeling af markederne mellem medlemsstaterne. Det er herved en betingelse, at ometiketteringen

i) ikke indebaerer et indgreb i oprindelsesgarantien

ii) ikke beroerer produktets oprindelige tilstand, og

iii) ikke kan vaere skadelig for varemaerkets omdoemme.

2) Paa samme betingelser kan en varemaerkeindehaver ikke goere brug af sine varemaerkerettigheder til at modsaette sig, at ordet 'pure' paa de originale etiketter fjernes, og/eller at importoerens navn erstattes med en anden persons navn.

3) Paa samme betingelser kan en varemaerkeindehaver ikke goere brug af sine varemaerkerettigheder til at modsaette sig, at identifikationsmaerker, der af varemaerkeindehaveren er anbragt paa eller under etiketterne, fjernes.«

(1) - Jf. ovenfor i punkt 4.

(2) - Dom af 8.6.1971, sag 78/70, Metro, Sml. s. 487, af 31.10.1974, sag 16/74, Winthrop, Sml. s. 1183, af 9.7.1985, sag 19/84, Pharmon, Sml. s. 2281, og af 17.10.1990, sag C-10/89, HAG II, Sml. I, s. 3711.

(3) - Dom af 23.5.1978, sag 102/77, Hoffmann-La Roche, Sml. s. 1139, praemis 7, af 10.10.1978, sag 3/78, American Home Products, Sml. s. 1823, praemis 11 og 12, samt HAG II-dommen, praemis 14.

(4) - Dom af 11.7.1996, forenede sager C-427/93, C-429/93 og C-436/93, Bristol-Myers Squibb m.fl., Sml. I, s. 3457, forenede sager C-71/94, C-72/94 og C-73/94, Eurim-Pharm, Sml. I, s. 3603, og sag C-232/94, MPA Pharma, Sml. I, s. 3671.

(5) - Hoffmann-La Roche-dommen, jf. ovenfor i note 3, praemis 14.

(6) - Praemis 67 ff. Der kan ogsaa henvises til praemis 58 ff. i Eurim-Pharm-dommen, jf. ovenfor i note 4, og praemis 39 ff. i MPA Pharma-dommen, jf. ovenfor i note 4.

(7) - Praemis 75 og 76.

(8) - Direktiv af 21.12.1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker (EFT 1989 L 40, s. 1).

(9) - Jf. ovenfor i note 4, forslagets punkt 58.

(10) - Jf. f.eks. dom af 11.7.1991, sag C-368/89, Crispoltoni, Sml. I, s. 3695, praemis 11.

(11) - Jf. ovenfor i fodnote 3.

(12) - Jf. ovenfor i fodnote 4.

(13) - Praemis 52-55.

(14) - Praemis 56.

(15) - Praemis 57.

(16) - Direktiv af 14.6.1989 om angivelser af eller maerker til identifikation af et bestemt levnedsmiddelparti (EFT L 186, s. 21).