61994A0352

1 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 190)

2 Konkurrence - administrativ procedure - meddelelse af klagepunkter - noedvendigt indhold - bestemte oplysninger ikke givet til virksomhederne - Kommissionens endelige beslutning delvis baseret paa disse oplysninger - tilsidesaettelse af retten til kontradiktion - gyldigheden af den endelige beslutning i sin helhed - Rettens proevelse af, om beslutningen er berettiget - hensyntagen til de omtvistede oplysninger - udelukket

(Raadets forordning nr. 17, art, 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 4)

3 Konkurrence - administrativ procedure - kommissionsbeslutning, der fastslaar en overtraedelse - overtraedelse begaaet af et datterselskab i en koncern af virksomheder - beslutning rettet til moderselskabet - dettes paaberaabelse af et anbringende om en fejl med hensyn til den rette adressat for beslutningen - formaliteten - oekonomiske betragtninger uden betydning

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

4 Konkurrence - karteller - virksomhed - begreb - oekonomisk enhed - ansvar for overtraedelser

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

5 Konkurrence - karteller - medvirken ved oprettelsen af og deltagelse i moeder i et organ, der har et konkurrencebegraensende formaal, som er kendt og godkendt af de virksomheder, der har taget initiativ til organets oprettelse - grundlag for at fastslaa, at virksomheden deltog i den efterfoelgende aftale

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

6 Konkurrence - administrativ procedure - standsning af overtraedelser - byrder, som paalaegges virksomhederne - proportionalitet - kriterier

(Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1)

7 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning, hvorved der paalaegges flere virksomheder boeder for en overtraedelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 17, art. 15)

8 Retspleje - staevning - formkrav - kort fremstilling af soegsmaalsgrundene - tilsvarende krav for argumenter, der fremfoeres til stoette for et anbringende

(Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)

9 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed og varighed - forhold, der indgaar i bedoemmelsen - mulighed for at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke boedernes afskraekkende virkning

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

10 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - virksomhedens adfaerd under den administrative procedure - boedenedsaettelser til virksomheder, der ikke udtrykkeligt har anerkendt rigtigheden af de faktiske forhold, Kommissionen har lagt til grund, ulovlige - ikke muligt for en virksomhed at paaberaabe sig ligebehandlingsprincippet med henblik paa at opnaa en ulovlig nedsaettelse

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

11 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - ivaerksaettelse af et effektivt konkurrenceprogram med henblik paa at overholde Faellesskabets konkurrenceregler

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

12 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - virksomhedens tidligere adfaerd

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

1 Pligten til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget.

Kommissionen er i henhold til traktatens artikel 190 forpligtet til at anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for dens retlige bedoemmelse af det paagaeldende forhold, samt de grunde, der har foert til dens beslutning, men det kraeves ikke, at den imoedegaar samtlige retlige og faktiske indsigelser, der er rejst under den administrative procedure.

2 Meddelelsen af klagepunkter skal vaere formuleret i vendinger, der, selv om de er kortfattede, er tilstraekkelig klare til, at parterne reelt kan forstaa, hvilken adfaerd Kommissionen laegger dem til last. Kun saafremt dette er tilfaeldet, har meddelelsen af klagepunkter opfyldt sin rolle i henhold til faellesskabsreglerne, nemlig at give virksomhederne alle de oplysninger, der er noedvendige, for at de kan forsvare sig effektivt, foer Kommissionen vedtager en endelig beslutning.

Saafremt bestemte oplysninger hverken er indeholdt i meddelelsen af klagepunkter eller i bilagene hertil, og den beroerte virksomhed saaledes ikke har haft mulighed for at fremkomme med sine bemaerkninger vedroerende disse faktiske oplysninger, er Kommissionen ikke berettiget til at basere sin beslutning paa disse oplysninger. Denne tilsidesaettelse af virksomhedens ret til kontradiktion kan imidlertid ikke i sig selv beroere gyldigheden af beslutningen i sin helhed, naar beslutningen ikke udelukkende er baseret paa de paagaeldende oplysninger. Retten skal se bort fra disse faktiske oplysninger ved vurderingen af, om beslutningen er berettiget.

3 En virksomhed, der naevnes i en kommissionsbeslutnings dispositive del som havende deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, har paa baggrund heraf en legitim interesse i at anfaegte denne konstatering uafhaengigt af oekonomiske betragtninger, idet den paagaeldende konstatering i det mindste vil kunne skade virksomhedens omdoemme. Den kan saaledes goere gaeldende, at beslutningen burde vaere rettet til det koncernforbundne selskab, virksomheden senere har faaet kontrol med, selv om virksomheden anerkender, at den vil vaere ansvarlig for det naevnte selskab, hvis der paalaegges dette en boede.

4 Traktatens artikel 85, stk. 1, hvorefter det bl.a. er forbudt for virksomheder at indgaa aftaler eller deltage i samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet, er rettet til oekonomiske enheder bestaaende af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der forfoelger et oekonomisk maal paa lang sigt, og som kan medvirke ved overtraedelser af bestemmelsen.

Kommissionen er saaledes berettiget til, saafremt mere end et selskab i en koncern har deltaget i en overtraedelse, og koncernen udgoer en og samme virksomhed, at rette den beslutning, hvorved overtraedelsen konstateres, til koncernen selv ved dens moderselskab.

5 Det forhold, at en virksomhed har medvirket ved oprettelsen af og deltaget i moeder i et organ, hvis konkurrencebegraensende formaal - der navnlig bestod i droeftelser af fremtidige prisforhoejelser - var kendt og godkendt af de virksomheder, der tog initiativ til dets oprettelse, er en tilstraekkelig begrundelse for at anse virksomheden for ansvarlig for et ulovligt samarbejde om priser.

6 Anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 vil ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig, men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden. I det omfang anvendelsen af bestemmelsen skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes.

Betingelserne for at anvende artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 er ikke opfyldt, naar der er tale om et forbud, der skal forhindre, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, hvis det ikke fremgaar af beslutningen, at Kommissionen har anset den paagaeldende udveksling som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, da den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke i sig selv medfoerer, at det er i strid med den naevnte bestemmelse, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret.

7 Pligten til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget.

Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel.

Desuden er det uloeseligt forbundet med Kommissionens kompetence til at paalaegge boeder, at disse er af afskraekkende karakter, hvorfor Kommissionen ikke har pligt til at henvise saerligt til dette formaal i beslutningen.

Endelig skal begrundelsen for en beslutning findes i selve beslutningens tekst, og efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen kan ikke tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder.

Naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt, og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.

8 Ifoelge procesreglementets artikel 44, stk. 1, skal staevningen indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Denne angivelse skal vaere saa klar og praecis, at sagsoegte faar mulighed for at tilrettelaegge sit forsvar og Retten for at traeffe afgoerelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til stoette herfor. Staevningen skal derfor indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, som soegsmaalet stoettes paa, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i procesreglementet. Tilsvarende krav gaelder, naar et argument fremfoeres til stoette for et anbringende.

9 Stoerrelsen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler fastsaettes ud fra overtraedelsens grovhed og varighed. Overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

Kommissionen kan ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik.

Desuden kan Kommissionen ved vurderingen af overtraedelsens grovhed tage hensyn til de forholdsregler, de beroerte virksomheder har truffet med henblik paa at skjule det ulovlige samarbejde.

Endelig kan Kommissionen ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau tage hensyn til, at en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, har vaeret langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionens hidtidige beslutningspraksis.

10 Ved udmaalingen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler er en boedenedsaettelse som foelge af samarbejde under den administrative procedure kun berettiget, saafremt den paagaeldende virksomheds adfaerd har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtraedelse og med i givet fald at bringe denne til ophoer mindskes.

En virksomhed, der udtrykkeligt erklaerer, at den ikke bestrider de faktiske forhold, som Kommissionen laegger vaegt paa over for den, kan antages at have bidraget til at lette Kommissionens opgave med hensyn til konstatering og bekaempelse af overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler. I beslutninger, hvori Kommissionen konstaterer en overtraedelse af disse regler, har Kommissionen adgang til at betragte en saadan adfaerd som udtryk for en vedgaaelse af de faktiske forhold og dermed som et bevis for rigtigheden af de anfoerte paastande. En saadan adfaerd kan foelgelig begrunde en nedsaettelse af boeden.

Forholdet er et andet, naar en virksomhed i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter bestrider de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionen har lagt vaegt paa heri, undlader at svare eller blot erklaerer, at man ikke oensker at tage stilling til de paagaeldende faktiske forhold. Med en saadan holdning under den administrative procedure bidrager virksomheden ikke til at lette Kommissionens opgave.

Eftersom boedenedsaettelser kun kan betragtes som lovlige, i det omfang de paagaeldende virksomheder udtrykkeligt har erklaeret, at de ikke bestred de faktiske forhold, kan en virksomhed, der ikke har udvist en saadan adfaerd, ikke goere krav paa en boedenedsaettelse som foelge af samarbejde under den administrative procedure, for selv om det antages, at Kommissionen havde anvendt et ulovligt kriterium i relation til virksomheder, der heller ikke havde fremsat en saadan udtrykkelig erklaering, maa overholdelse af ligebehandlingsprincippet ses i sammenhaeng med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvorefter ingen til egen fordel kan paaberaabe sig en ulovlighed, der er begaaet til fordel for andre.

11 I forbindelse med fastsaettelsen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler gaelder, at selv om ivaerksaettelse af et konkurrenceprogram godtgoer, at den paagaeldende virksomhed er sindet at hindre fremtidige overtraedelser og saaledes bidrager til, at Kommissionen bedre kan varetage sine opgaver, der bl.a. bestaar i at anvende traktatens principper paa det konkurrenceretlige omraade, og at bistaa virksomhederne heri, medfoerer den blotte omstaendighed, at indfoerelsen af et konkurrenceprogram i enkelte tilfaelde i Kommissionens hidtidige beslutningspraksis er blevet tillagt betydning som formildende omstaendighed, ikke en tilsvarende forpligtelse for institutionen i den foreliggende sag.

12 Ved fastsaettelsen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler kan det forhold, at Kommissionen tidligere har fastslaaet, at en virksomhed har overtraadt konkurrencereglerne, og i givet fald har paalagt den en sanktion herfor, anses for en skaerpende omstaendighed i forhold til denne virksomhed, men det maa anses for normalt, at der ikke tidligere har vaeret tale om en overtraedelse, og Kommissionen er ikke forpligtet til at tage hensyn hertil som en formildende omstaendighed.

I sag T-352/94,

Mo och Domsjoe AB, OErnskoeldsvik (Sverige), ved solicitors Antony Woodgate, Martin Smith og Vincent Smith, London, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Arendt & Medernach, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Rosemary Caudwell, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling, der fandt sted fra den 25. juni 1997 til den 8. juli 1997,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den foreliggende sag vedroerer Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1), som berigtiget inden offentliggoerelsen ved Kommissionens beslutning af 26. juli 1994 (K(94) 2135 endelig udg.) (herefter »beslutningen«). Ved beslutningen blev 19 producenter, der leverer karton inden for Faellesskabet, paalagt boeder for overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1.

2 Det produkt, som beslutningen vedroerer, er karton. I beslutningen omtales tre kartonkvaliteter, henholdsvis »GC«, »GD« og »SBS«.

3 Kartonkvaliteten GD (herefter »GD-kvaliteter«) er en bleget aeskekarton (genbrugspapir), der normalt anvendes til emballering af nonfoodprodukter.

4 Kartonkvaliteten GC (herefter »GC-kvaliteter«) er en karton med hvidt daeklag, der normalt anvendes til emballering af foedevarer. GC-kvaliteter er af en bedre kvalitet end GD-kvaliteter. I den periode, som beslutningen vedroerer, var prisforskellen mellem disse to produkter saedvanligvis ca. 30%. De bedste GC-kvaliteter anvendes endvidere i et vist omfang til grafiske formaal.

5 SBS er forkortelsen for et helt igennem hvidt kartonprodukt (herefter »SBS-kvaliteter«). Prisen for dette produkt ligger ca. 20% over prisen for GC-kvaliteter. Det anvendes til emballering af foedevarer, kosmetik, laegemidler og cigaretter, men dets hovedanvendelse er grafiske formaal.

6 Ved skrivelse af 22. november 1990 indgav British Printing Industries Federation, der er brancheorganisation for de fleste kartonemballagetrykkerier i Det Forenede Kongerige (herefter »BPIF«), en uformel klage til Kommissionen. BPIF haevdede, at de kartonproducenter, der leverede til Det Forenede Kongerige, havde foretaget en raekke samtidige og ensartede prisforhoejelser, og anmodede Kommissionen om at undersoege, hvorvidt der forelaa en overtraedelse af EF's konkurrenceregler. BPIF udsendte en pressemeddelelse for at sikre, at dens initiativ blev omtalt i pressen. Pressemeddelelsen blev omtalt af fagpressen i december 1990.

7 Den 12. december 1990 indgav Fédération française du cartonnage ligeledes en uformel klage til Kommissionen, hvori den fremsatte paastande vedroerende det franske kartonmarked svarende til dem, der var indeholdt i BPIF's klage.

8 Den 23. og 24. april 1991 foretog Kommissionens repraesentanter i henhold til artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), samtidige, uanmeldte kontrolundersoegelser hos et antal virksomheder og brancheorganisationer inden for kartonsektoren.

9 Efter disse undersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering til alle de virksomheder, denne beslutning er rettet til, om oplysninger og skriftligt materiale.

10 Paa grundlag af de ved kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger og skriftligt materiale fremkomne oplysninger konkluderede Kommissionen, at de beroerte virksomheder fra midten af 1986 og mindst til april 1991 (i de fleste tilfaelde) havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

11 Den besluttede som foelge heraf at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse. Ved skrivelse af 21. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til hver enkelt virksomhed. Samtlige virksomheder svarede skriftligt. Ni virksomheder begaerede mundtlig hoering. Hoeringen fandt sted fra den 7. til den 9. juni 1993.

12 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen en beslutning, der bl.a. indeholder foelger bestemmelser:

»Artikel 1

Buchmann GmbH, Cascades SA, Enso-Gutzeit Oy, Europa Carton AG, Finnboard - the Finnish Board Mills Association, Fiskeby Board AB, Gruber & Weber GmbH & Co. KG, Kartonfabriek 'De Eendracht' NV (der handler under navnet BPB de Eendracht), NV Koninklijke KNP BT NV (tidligere Koninklijke Nederlandse Papierfabrieken NV), Laakmann Karton GmbH & Co. KG, Mo och Domsjoe AB (MoDo), Mayr-Melnhof Kartongesellschaft mbH, Papeteries de Lancey SA, Rena Kartonfabrik AS, Sarrió SpA, SCA Holding Ltd (tidligere Reed Paper & Board (UK) Ltd), Stora Kopparbergs Bergslags AB, Enso Española (tidligere Tampella Española SA) og Moritz J. Weig GmbH & Co. KG har overtraadt artikel 85, stk. 1, i EF-traktaten ved deltagelse

- i Buchmann's og Rena's tilfaelde fra omkring marts 1988 og i hvert fald til slutningen af 1990

- hvad angaar Enso Española i hvert fald fra marts 1988 til i hvert fald udgangen af april 1991

- i Gruber & Weber's tilfaelde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990

- i de andre tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991

i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF

- samledes regelmaessigt ved en raekke hemmelige og institutionaliserede moeder for at diskutere og naa til enighed om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen

- naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta

- planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF

- naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden

- i stigende grad siden begyndelsen af 1990 traf samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger

- udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler.

...

Artikel 3

Foelgende boeder paalaegges nedennaevnte virksomheder for den overtraedelse, der er omhandlet i artikel 1:

...

xii) Mo och Domsjoe AB, en boede paa 22 750 000 ECU

...«

13 Det fremgaar af beslutningen, at overtraedelsen fandt sted gennem organet »Product Group Paperboard« (herefter »PG Paperboard«), der omfattede en raekke grupper eller udvalg.

14 Under dette organ oprettedes i midten af 1986 et udvalg, »Presidents Working Group« (herefter »PWG«), der bestod af repraesentanter for den oeverste ledelse for de stoerste kartonproducenter i Faellesskabet (ca. otte).

15 PWG's formaal var navnlig droeftelse og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser og kapacitet. Gruppen traf navnlig generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som producenterne skulle gennemfoere.

16 PWG refererede til »Direktoerkonferencen« (herefter »Direktoerkonferencen« eller »PC«), i hvis moeder naesten samtlige administrerende direktoerer for virksomhederne deltog (mere eller mindre regelmaessigt). I den relevante periode holdt Direktoerkonferencen moede to gange om aaret.

17 I slutningen af 1987 oprettedes »Joint Marketing Committee« (herefter »JMC«). Dette udvalgs hovedopgave var at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, samt at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et ensartet prissystem i Europa.

18 Det OEkonomiske Udvalg (herefter »DOEU«) droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC, eller indtil udgangen af 1987 til dens forgaenger, Marketing Committee. DOEU, der bestod af flertallet af de beroerte virksomheders marketingdirektoerer, holdt moeder flere gange om aaret.

19 Det fremgaar endvidere af beslutningen, at Kommissionen antog, at PG Paperboard's aktiviteter befordredes ved hjaelp af udveksling af oplysninger gennem Fides, der er et forvaltningsinstitut med hjemsted i Zuerich (Schweiz). Det fremgaar af beslutningen, at de fleste af PG Paperboard's medlemmer sendte regelmaessige rapporter om ordrer, produktion, omsaetning og kapacitetsudnyttelse til Fides. Rapporterne blev behandlet i Fides-systemet, og de samlede data blev udsendt til medlemmerne.

20 Beslutningen angiver grundene til, at beslutningen er rettet til sagsoegeren Mo och Domsjoe AB (herefter »MoDo«) (beslutningens betragtning 151 ff.). Det fremgaar af beslutningen, at Thames Board Ltd (herefter »TBM«), der fremstiller GC-kvaliteter og har en fabrik i Workington (Det Forenede Kongerige), deltog i moederne i PG Paperboard's organer, herunder moederne i PWG, fra midten af 1986. Med virkning fra den 1. januar 1988 blev TBM erhvervet 100% af AB Iggesunds Bruk (herefter »Iggesunds Bruk«), et koncernforbundet selskab af MoDo, som MoDo havde 49,9% af stemmerettighederne i. TBM skiftede herefter navn til Iggesund Paperboard (Workington) Ltd.

21 Indtil erhvervelsen af TBM fremstillede Iggesunds Bruk hovedsagelig SBS-kvaliteter. Selskabet fremstillede ogsaa GC-kvaliteter i mindre omfang. MoDo fik fuld kontrol med Iggesunds Bruk fra begyndelsen af 1989 og aendrede selskabet til en division af koncernen, kaldet Iggesund Paperboard AB (herefter »Iggesund Paperboard«). Repraesentanter for denne division deltog i moederne i PWG og JMC. Ledende medarbejdere og ansatte hos Workington deltog ligeledes i JMC's moeder.

Retsforhandlinger

22 Sagsoegeren anlagde naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. oktober 1994.

23 16 af de oevrige 18 selskaber, der blev anset for ansvarlige for overtraedelsen, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (sag T-295/94, T-301/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94 og T-354/94).

24 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 1996 haevede sagsoegeren i sag T-301/94, Laakmann Karton GmbH, sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 18. juli 1996 (sag T-301/94, Laakmann Karton mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

25 Fire finske virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen Finnboard, og som i denne egenskab er anset for solidarisk ansvarlige for den boede, der er paalagt Finnboard, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (forenede sager T-339/94, T-340/94, T-341/94 og T-342/94).

26 Endelig er der anlagt sag af sammenslutningen CEPI-Cartonboard, som ikke er adressat for beslutningen. CEPI har imidlertid ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 8. januar 1997 haevet sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 6. marts 1997 (sag T-312/94, CEPI-Cartonboard mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

27 Ved skrivelse af 5. februar 1997 indkaldte Retten parterne til et uformelt moede, bl.a. for at hoere deres bemaerkninger til en eventuel forening af sagerne T-295/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94 med henblik paa den mundtlige forhandling. Under moedet, der fandt sted den 29. april 1997, tiltraadte parterne, at sagerne forenedes.

28 Ved kendelse af 4. juni 1997 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50, og at tage en begaering om fortrolighed, som sagsoegeren i sag T-334/94 har fremsat, til foelge.

29 Ved kendelse af 20. juni 1997 har afdelingsformanden taget en begaering om fortrolighed fra sagsoegeren i sag T-337/94 til foelge for saa vidt angaar et dokument, der er blevet fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.

30 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og truffet foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, idet parterne er blevet opfordret til at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal samt til at fremlaegge visse dokumenter. Parterne har efterkommet opfordringerne.

31 Parterne i de i praemis 27 anfoerte sager afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten i retsmoeder, der blev afholdt i tidsrummet fra den 25. juni til den 8. juli 1997.

Parternes paastande

32 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Beslutningen annulleres, i det omfang den vedroerer sagsoegeren.

- Beslutningens artikel 2 annulleres.

- Boeden annulleres eller nedsaettes.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

33 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paastanden om annullation af beslutningen

34 Énddelingen af de anbringender, der behandles i naervaerende dom, adskiller sig fra den, der er foretaget i retsmoederapporten. Visse af sagsoegerens anbringender til stoette for paastanden om annullation af beslutningen kan nemlig kun foere til en nedsaettelse af boeden og skal derfor undersoeges i forbindelse med spoergsmaalet herom.

A - Anbringenderne om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter

Anbringendet om en begrundelsesmangel

Parternes argumenter

35 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at beslutningen er behaeftet med en begrundelsesmangel, idet det ikke fremgaar af beslutningen, hvorledes visse af de under den administrative procedure fremfoerte beviser og argumenter blev vurderet.

36 For det foerste misforstod Kommissionen sandsynligvis de argumenter, sagsoegeren havde fremfoert med henblik paa at bestride bevisvaerdien af Stora's redegoerelser (jf. beslutningens betragtning 108). Stora kunne vaere blevet paavirket af de mulige konsekvenser af selskabets redegoerelser. Kommissionen burde derfor ikke have stoettet sig til disse redegoerelser.

37 Sagsoegeren har tilfoejet, at selv om Kommissionen undertiden fulgte Stora's redegoerelser blindt, drog den ikke desto mindre nogle konklusioner, der er uforenelige med disse redegoerelser eller indbyrdes afvigende.

38 Sagsoegeren har i denne forbindelse henvist til flere punkter, hvor Kommissionen ikke fulgte Stora's redegoerelser. Dette gaelder bl.a. bemaerkningen om, at den paastaaede overtraedelse i visse henseender kun havde paavirket markedet i ringe grad, de udtalelser, der skulle godtgoere, at kunderne havde en betydelig indflydelse, erklaeringen om, at udvekslingerne af oplysninger ikke omfattede oplysninger om ordrebeholdningernes omfang, og endelig erklaeringen om, at hovedformaalet med indsamlingen af oplysninger om ordrebeholdningerne var at goere det muligt for selskaberne at kontrollere deres indsats paa markedet.

39 Kommissionen tog ifoelge sagsoegeren heller ikke behoerigt hensyn til visse bemaerkninger i Stora's redegoerelser. Sagsoegeren henviser herved til punkt 3, 11, 12 og 28 i Stora's anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter) og til punkt 1.1 i den tredje erklaering (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter).

40 Kommissionens fremgangsmaade var saaledes urimelig for saa vidt angaar Stora's redegoerelser, idet den kun fulgte disse i mangel af yderligere beviser. Naar der fandtes andre beviser end redegoerelserne, valgte Kommissionen derimod at laegge vaegt paa det bevis, der var mest ugunstigt for beslutningens adressater.

41 Sagsoegeren har for det andet anfoert, at Kommissionen ikke anlagde en korrekt vurdering af en rapport fra London Economics (herefter »LE-rapporten«), som blev udarbejdet paa vegne af flere af beslutningens adressater og skulle forklare de markedsfaenomener, Kommissionen havde haeftet sig ved. Sagsoegeren havde endvidere givet Kommissionen visse oplysninger med henblik paa at godtgoere, at selskabets produktionsomkostninger paa fabrikken i Workington var steget naesten lige saa meget som priserne paa trods af den store efterspoergsel i den paagaeldende periode.

42 Sagsoegeren har for det tredje anfoert, at antydningen om, at selskabet bevidst skjulte beviser for at laegge hindringer i vejen for undersoegelsen (beslutningens betragtning 116), savner ethvert grundlag.

43 Endelig viser beslutningen ifoelge sagsoegeren, at det ikke blev undersoegt, om Unilever plc, som ejede TBM, inden dette selskab blev erhvervet af Iggesunds Bruk, var ansvarlig for en del af den paastaaede overtraedelse.

44 Kommissionen har henvist til, at den ikke har pligt til at svare detaljeret paa hvert eneste punkt, der er rejst i svarene paa meddelelsen af klagepunkter (jf. Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78 - 215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 66), og at den i overensstemmelse med sine forpligtelser undersoegte de af sagsoegeren fremfoerte beviser og argumenter og i beslutningen tog stilling til de elementer, der var relevante for Kommissionens konklusioner.

45 For saa vidt angaar sagsoegerens argumenter vedroerende paalideligheden af Stora's redegoerelser har Kommissionen anfoert, at den forstod disse argumenter og tog hensyn til dem. Den var blot ikke enig med sagsoegeren. Som anfoert i beslutningens betragtning 112 og 113, stoettes redegoerelserne af flere dokumenter. Desuden forekommer det absurd at haevde, at Kommissionen fulgte Stora's redegoerelser blindt, og samtidig kritisere den for ikke at have fulgt redegoerelserne ned i mindste detalje.

46 Hvad angaar LE-rapporten har Kommissionen i det vaesentlige henvist til de argumenter, den fremfoerer med henblik paa at godtgoere, at den vurderede kartellets virkninger paa markedet korrekt (jf. nedenfor, praemis 289 ff.).

47 Kommissionen har tilfoejet, at den, i modsaetning til hvad sagsoegeren goer gaeldende, aldrig har haevdet, at sagsoegeren skjulte beviser under den administrative procedure.

48 Endelig har Kommissionen i sit svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten erklaeret, at den ikke raadede over noget bevis, der gav grundlag for at antage, at Unilever plc var involveret i kartellet.

Rettens bemaerkninger

49 Ifoelge fast retspraksis har pligten til at begrunde en individuel beslutning til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (jf. f.eks. Rettens dom af 11.12.1996, sag T-49/95, Van Megen Sports mod Kommissionen, Sml. II, s. 1799, praemis 51). Kommissionen er i henhold til traktatens artikel 190 forpligtet til at anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for dens retlige bedoemmelse af det paagaeldende forhold, samt de grunde, der har foert til dens beslutning, men det kraeves ikke, at den imoedegaar samtlige retlige og faktiske indsigelser, der er rejst under den administrative procedure (jf. bl.a. dommen i sagen Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 66).

50 For saa vidt angaar Stora's redegoerelser forklarede Kommissionen i beslutningens betragtning 112 og 113, at de paa de vaesentlige punkter stoettes af andre beviser.

51 Den omstaendighed, at Kommissionen ikke fulgte samtlige de erklaeringer, der var indeholdt i Stora's redegoerelser, kan ikke medfoere, at beslutningen er utilstraekkeligt eller mangelfuldt begrundet. Sagsoegerens argumenter gaar nemlig reelt ud paa at bestride rigtigheden af Kommissionens vurdering af paalideligheden af Stora's redegoerelser. Saadanne argumenter henhoerer imidlertid under proevelsen af, hvorvidt beslutningen var berettiget, hvorfor de er irrelevante i naervaerende sammenhaeng.

52 Det samme gaelder sagsoegerens paastand om, at Kommissionen ikke anlagde en korrekt vurdering af LE-rapporten og de beviser, sagsoegeren fremfoerte med henblik paa at godtgoere, at udviklingen i selskabets omkostninger fulgte udviklingen i priserne.

53 For saa vidt angaar sagsoegerens argument om, at det i beslutningen med urette antydes, at selskabet bevidst havde skjult beviser for at laegge hindringer i vejen for undersoegelsen, skal det blot bemaerkes, at beslutningen ikke indeholder en saadan antydning. Som det med rette er blevet understreget af Kommissionen, vedroerer den betragtning i beslutningen, som sagsoegeren henviser til, kun de foranstaltninger, deltagerne i kartellet traf for at skjule dets eksistens. Kommissionens vurdering heraf er forklaret i detaljer i beslutningen (jf. bl.a. betragtning 73).

54 Endelig bemaerkes, at sagsoegeren ikke under den administrative procedure fremkom med nogen beviser for, at Unilever plc var involveret i kartellet som tidligere moderselskab til TBM. Under disse omstaendigheder kan det ikke udgoere en begrundelsesmangel, at Kommissionen ikke i beslutningen undersoegte, om beslutningen kunne rettes til Unilever plc, saaledes at dette selskab blev gjort ansvarligt for en del af den af TBM begaaede overtraedelse.

55 Dette anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

Parternes argumenter

56 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at der i begrundelsen for beslutningen henvises til beviser, som ikke var naevnt i meddelelsen af klagepunkter, hvilket udgoer en tilsidesaettelse af selskabets ret til kontradiktion.

57 Der er herved tale om en stor del af udtalelserne vedroerende det paastaaede princip »pris frem for maengde«, det forhold, at Kommissionen ansaa udvekslingen af oplysninger gennem Fides for i sig selv at udgoere en overtraedelse af traktatens artikel 85, og endelig det forhold, at Kommissionen ansaa prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige i 1987 for at skyldes en samordning.

58 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selv om Kommissionen i meddelelsen af klagepunkter havde erkendt, at udbud og efterspoergsel havde vaeret i balance i mindst tre til fire aar foer 1991, indeholder beslutningen nogle mindre gunstige konstateringer, idet det eksempelvis flere gange anfoeres, at der blev foretaget midlertidige produktionsstandsninger i 1990 (jf. f.eks. betragtning 134).

59 Endelig blev nogle oplysninger om prisforhoejelser foretaget i oktober 1988 af Iggesunds Bruk i Nederlandene og af Feldmuehle (fra Stora-koncernen) i Belgien og nogle oplysninger om en prisforhoejelse foretaget i oktober 1989 af Enso-Gutzeit i Italien ifoelge sagsoegeren tilfoejet i de tabeller, der er vedlagt beslutningen, i forhold til de tabeller, der var vedlagt meddelelsen af klagepunkter.

60 Kommissionen har fastholdt, at meddelelsen af klagepunkter indeholdt alle beviserne vedroerende princippet »pris frem for maengde«. Tilsvarende fremgik det af meddelelsen af klagepunkter, at den i 1987 i Det Forenede Kongerige foretagne prisforhoejelse var resultatet af en samordning (s. 68 og 69 og bilaget vedroerende den dér naevnte prisfastsaettelse).

61 Kommissionen har henvist til, at den oprindelige meddelelse af klagepunkter kun vedroerte Fides' system for udveksling af oplysninger, som var forbundet med hele kartellets funktion. Der skulle derfor ikke tages stilling til, om systemet i sig selv eventuelt maatte vaere ulovligt. Det blev imidlertid i tillaegget til meddelelsen af klagepunkter understreget, at det system, der blev indfoert efter juli 1991, fortsat udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85.

62 Endelig er der efter Kommissionens opfattelse ingen modstrid mellem oplysningerne om udbud og efterspoergsel i henholdsvis meddelelsen af klagepunkter og beslutningen.

Rettens bemaerkninger

63 Det fremgaar af fast retspraksis, at meddelelsen af klagepunkter skal vaere formuleret i vendinger, der, selv om de er kortfattede, er tilstraekkeligt klare til, at parterne reelt kan forstaa, hvilken adfaerd Kommissionen laegger dem til last. Kun saafremt dette er tilfaeldet, har meddelelsen af klagepunkter opfyldt sin rolle i henhold til faellesskabsreglerne, nemlig at give virksomhederne alle de oplysninger, der er noedvendige, for at de kan forsvare sig effektivt, foer Kommissionen vedtager en endelig beslutning (jf. f.eks. Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, praemis 42).

64 Sagsoegerens argument om, at en stor del af udtalelserne vedroerende det paastaaede princip »pris frem for maengde« ikke var indeholdt i meddelelsen af klagepunkter, maa forkastes. Sagsoegeren har nemlig ikke praeciseret, hvorved angivelserne i beslutningen adskiller sig fra de i meddelelsen af klagepunkter indeholdte. Desuden indeholder beslutningen ikke klagepunkter vedroerende princippet »pris frem for maengde«, som sagsoegeren ikke var blevet gjort bekendt med i meddelelsen af klagepunkter.

65 Sagsoegerens argument om, at det ikke i meddelelsen af klagepunkter blev gjort gaeldende, at Fides' system for udveksling af oplysninger i sig selv udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, kan heller ikke tiltraedes. Det skal hertil blot bemaerkes, at det paagaeldende system for udveksling af oplysninger ifoelge beslutningen kun var i strid med Faellesskabets konkurrenceregler som foelge af, at det fremmede kartellet (beslutningens artikel 1, sidste led, sammenholdt med betragtning 134, tredje afsnit), selv om Kommissionen fastslog, at »i virkeligheden blev der i mange tilfaelde anfoert oplysninger om enkelte producenter, eller ogsaa kunne de paagaeldende oplysninger udarbejdes uden stoerre besvaer« (betragtning 134).

66 For saa vidt angaar den samordnede prisforhoejelse i Det Forenede Kongerige i januar 1987 synes dette punkt at vaere blevet fremfoert i tilstraekkelig klare vendinger i meddelelsen af klagepunkter over for flere virksomheder, herunder sagsoegeren.

67 Det paagaeldende klagepunkt fremfoeres bl.a. saaledes i meddelelsen af klagepunkter (s. 54):

»Et haandskrevet notat (bilag 44) paa tre sider i en kalender tilhoerende hr. Opladen fra Feldmuehle, nemlig siderne for den 15. til den 17. januar 1987, vedroerer en udveksling af oplysninger om priser, ordrebeholdninger og midlertidige produktionsstandsninger mellem Feldmuehle og flere andre producenter i forbindelse med den prisforhoejelse, der blev gennemfoert paa det britiske marked i december 1986/januar 1987 (jf. bilag 61, som blev fundet hos [Mayr-Melnhof's] salgsagent i Det Forenede Kongerige: 'I seneste moede deltog ogsaa Weig's repraesentant, der udtalte, at de fandt 9% for hoejt for det britiske marked og havde besluttet sig for 7%' ... osv.)«.

68 Kommissionen udtaler endvidere (s. 69 i meddelelsen af klagepunkter):

»Der gives detaljerede oplysninger om de samordnede prisinitiativer i Vesteuropa fra 1987 til 1991 i det bilag vedroerende priser, der er vedlagt naervaerende meddelelse af klagepunkter.

Der gives ogsaa oplysninger om prisinitiativet paa det britiske marked i begyndelsen af 1987.«

69 I det tekniske bilag A, hvortil der henvises udtrykkeligt i meddelelsen af klagepunkter, redegoer Kommissionen detaljeret for sine klagepunkter vedroerende prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige i januar 1987. Det fremgaar bl.a. utvetydigt af bilaget (s. 4), at det »er aabenbart ... at denne foranstaltning havde vaeret droeftet og planlagt paa 'direktoerniveau'«.

70 Det foelger heraf, at sagsoegeren ikke kunne vaere uvidende om, at Kommissionen gjorde gaeldende, at selskabet havde deltaget i et samordnet prisinitiativ i Det Forenede Kongerige i januar 1987.

71 Det bemaerkes endvidere, at sagsoegeren ikke har ret i, at det ikke fremgaar af meddelelsen af klagepunkter, at der havde vaeret tale om midlertidige produktionsstandsninger i 1990.

72 Det hedder saaledes i meddelelsen af klagepunkter (s. 85):

»Da de i 1990 stod over for baade en oeget kapacitet og en faldende efterspoergsel, gav systemet [Fides' system for udveksling af oplysninger] dem mulighed for at samordne den midlertidige produktionsstandsning og derved undgaa overproduktion og faldende priser.«

73 Hvad endelig angaar oplysningerne om de prisforhoejelser, der blev annonceret og gennemfoert af visse producenter, bemaerkes, at Kommissionen ikke har bestridt det af sagsoegeren anfoerte om, at disse oplysninger hverken var indeholdt i meddelelsen af klagepunkter eller i bilagene hertil. Sagsoegeren havde saaledes ikke mulighed for at fremkomme med sine bemaerkninger vedroerende disse faktiske oplysninger. Kommissionen var ikke berettiget til at basere sin beslutning paa oplysninger, som virksomhederne ikke var blevet gjort bekendt med under den administrative procedure. Der maa derfor ses bort fra disse faktiske oplysninger ved vurderingen af, om beslutningen var berettiget.

74 Denne tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til kontradiktion kan imidlertid ikke i sig selv beroere gyldigheden af beslutningen i sin helhed, da beslutningen ikke udelukkende var baseret paa de paagaeldende oplysninger (jf. i samme retning Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80, 101/80, 102/80 og 103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 30).

75 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

B - Anbringenderne om tilsidesaettelser af materielle regler

Anbringendet om, at sagsoegeren ikke var rette adressat for beslutningen

Formaliteten

76 Kommissionen har sat spoergsmaalstegn ved sagsoegerens legitime interesse i at goere gaeldende, at beslutningen burde vaere rettet til Iggesund Paperboard, naar selskabet anerkender, at det vil vaere ansvarligt for sidstnaevnte selskab, hvis der paalaegges dette en boede.

77 Det skal hertil blot bemaerkes, at sagsoegeren er blandt de virksomheder, der naevnes i beslutningens artikel 1 som havende deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Selskabet har paa baggrund heraf en legitim interesse i at anfaegte denne konstatering uafhaengigt af oekonomiske betragtninger, idet den paagaeldende konstatering i det mindste vil kunne skade selskabets omdoemme.

78 Anbringendet boer derfor antages til realitetsbehandling.

Realiteten

- Parternes argumenter

79 Sagsoegeren har anfoert, at beslutningen blev rettet til en koncerns moderselskab, saafremt mere end et selskab i koncernen deltog i overtraedelsen, eller saafremt der forelaa udtrykkelige beviser for, at moderselskabet havde vaeret involveret i overtraedelsen (beslutningens betragtning 143). Ingen af disse to kriterier er imidlertid opfyldt i det foreliggende tilfaelde. Det er i realiteten kun en enkelt virksomhed under MoDo-koncernen, nemlig Iggesund Paperboard, der beskyldes for at have deltaget i overtraedelsen, og sagsoegeren selv har ikke deltaget heri.

80 Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen i det foreliggende tilfaelde end ikke anvendt de i beslutningen opstillede generelle kriterier. I henhold til beslutningens betragtning 152 og 153 antog Kommissionen bl.a., at der kunne forekomme vanskeligheder med at inddrive boeden, saafremt Iggesund Paperboard var adressat for beslutningen, og at Iggesund Paperboard reelt ikke var uafhaengig af sagsoegeren. Ved alene at anvende disse saerlige kriterier i sagsoegerens tilfaelde har Kommissionen tilsidesat billighedsprincippet, ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

81 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at de saerlige kriterier, der naevnes i beslutningens betragtning 153, ikke retfaerdiggoer Kommissionens fremgangsmaade. Det er for det foerste ikke korrekt, at Iggesund Paperboard ikke var i stand til at betale boeden. Desuden var det med urette, at Kommissionen lagde til grund, at Iggesund Paperboard ikke reelt var uafhaengig af sagsoegeren. Den omstaendighed, at Iggesund Paperboard hverken havde aktiver eller ansatte, var ikke i sig selv til hinder for, at selskabet kunne betegnes som en virksomhed i faellesskabsrettens forstand. Kommissionen anerkendte selv, at Iggesund Paperboard opfyldte alle kriterierne for at kunne anses for en virksomhed i form af en selvstaendig oekonomisk enhed. Iggesund Paperboard kan derfor ikke betragtes som et tomt selskab.

82 Saafremt en virksomhed kontrollerer alle de noedvendige aktiver for at kunne udfoere sine aktiviteter, behoever den ifoelge sagsoegeren ikke at vaere ejer af disse aktiver. Denne opfattelse bekraeftes af Kommissionens beslutning 91/50/EOEF af 16. januar 1991 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/32.732 - IJsselcentrale m.fl.) (EFT L 28, s. 32). Det forhold, at moderselskabet leverer bestemte accessoriske tjenester, saasom juridiske og regnskabsmaessige tjenester, og fakturerer dem over for selskaberne i koncernen, forhindrer heller ikke, at Iggesund Paperboard kan betragtes som en virksomhed.

83 Endelig er det ifoelge sagsoegeren ikke bevist, at selskabet havde kendskab til de paastaaede ulovlige handlinger og faktisk havde kontrol over Iggesund Paperboard's aktiviteter. Desuden er hverken det forhold, at sagsoegeren kunne give instrukser til Iggesund Paperboard, eller det forhold, at selskabet havde valgt sidstnaevnte virksomheds direktoerer, tilstraekkeligt til at goere sagsoegeren ansvarlig for virksomhedens adfaerd eller til at anse Iggesund Paperboard og sagsoegeren for at udgoere én oekonomisk enhed.

84 Kommissionen har anfoert, at en virksomhed i henhold til faellesskabsretten kan defineres som en oekonomisk enhed bestaaende af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der forfoelger et oekonomisk maal paa lang sigt (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-11/89, Shell mod Kommissionen, Sml. II, s. 757, praemis 311).

85 Flere selskaber under samme koncern, der handler under samme ledelse og kontrol, kan anses for at indgaa i samme virksomhed. Kommissionen har i denne henseende et vist skoen ved afgoerelsen af, hvilket niveau i en saadan struktur en beslutning skal rettes til. Selv om det havde vaeret muligt for Kommissionen at rette beslutningen til Iggesund Paperboard, betyder dette derfor paa ingen maade, at Kommissionen havde pligt hertil. Der var to af sagsoegerens datterselskaber, nemlig Iggesund Paperboard (Workington) Ltd og Iggesunds Bruk, der var involveret i kartellet.

86 Kommissionen har endelig anfoert, at de i beslutningens betragtning 152 og 153 naevnte grunde blev fremfoert med rette, idet Iggesund Paperboard hverken havde aktiver eller ansatte. Der var derfor blot tale om et tomt selskab med en selskabskapital paa 50 000 SKR.

- Rettens bemaerkninger

87 Det bemaerkes, at traktatens artikel 85, stk. 1, hvorefter det bl.a. er forbudt for virksomheder at indgaa aftaler eller deltage i samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet, er rettet til oekonomiske enheder bestaaende af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der forfoelger et oekonomisk maal paa lang sigt, og som kan medvirke ved overtraedelser af bestemmelsen (dommen i sagen Shell mod Kommissionen, a.st., praemis 311).

88 Sagsoegeren og de forskellige selskaber, der tilhoerer sagsoegerens »Paperboard«-division, som formelt drives af Iggesund Paperboard, maa anses for at udgoere en enhed af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der paa lang sigt bl.a. forfoelger det maal, som bestaar i at producere og saelge karton med henblik paa at maksimere fortjenesten, selv i givet fald til skade for enhedens forskellige bestanddeles individuelle fortjeneste. I denne organisation spiller hvert enkelt selskab en bestemt rolle (jf. i samme retning dommen i sagen Shell mod Kommissionen, a.st., praemis 312).

89 Det fremgaar saaledes af beslutningen (jf. bl.a. betragtning 153, foerste afsnit), at Iggesund Paperboard er et saakaldt »kommissionsselskab«, som ejes 100% af sagsoegeren og har en kapital paa 50 000 SKR.

90 I betragtning 153, andet afsnit, tilfoejes det:

»... Iggesund Paperboard AB ejer ikke produktionsfaciliteterne for karton og har heller ikke sin egen arbejdsstyrke. De aktiver i kartonbranchen, der tidligere var ejet af Iggesunds Bruk AB, er stadig ejet af det selskab, der nu er et selskab uden nogen form for aktiviteter, og som er 100 % ejet af MoDo. Samtlige medarbejdere i Sverige er ansat af MoDo selv ...«.

91 Ingen af disse konstateringer er blevet bestridt af sagsoegeren.

92 Desuden fremgaar det af sagsoegerens svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal, at Iggesund Paperboard (Workington) Ltd, tidligere TBM, paa tidspunktet for den konstaterede overtraedelses ophoer fortsat ejede fabrikken i Workington (Det Forenede Kongerige), at selskabet bogfoerte denne fabriks omsaetning i sine regnskaber, og at det fortsat beskaeftigede fabrikkens personale. Det fremgaar ogsaa, at der ikke blev bogfoert nogen omsaetning i Iggesund Paperboard's aarsregnskaber, og at navnlig Iggesunds Bruk-fabrikkens omsaetning blev bogfoert i sagsoegerens aarsregnskaber.

93 Endelig fremgaar det af sagsoegerens aarsregnskab for 1991, at MoDo-koncernens forretningsaktiviteter blev udfoert gennem seks »kommissionsselskaber«, herunder Iggesund Paperboard, men at sagsoegeren leverede visse tjenester til samtlige koncernens selskaber, saasom juridiske tjenester samt edb- og regnskabstjenester.

94 Retten finder derfor - uden at det er noedvendigt at undersoege, om de oevrige grunde, der naevnes i beslutningens betragtning 152 og 153, kan retfaerdiggoere, at beslutningen blev rettet til sagsoegeren - at Kommissionen med rette i beslutningens betragtning 153, andet afsnit, in fine, fastslog: »Med henblik paa denne procedure boer beslutningen derfor rettes til MoDo-koncernen selv [ved dens moderselskab] frem for et datterselskab, der ikke har nogen reel uafhaengighed, ikke ejer nogen form for aktiver og ikke har nogen ansatte.«

95 I modsaetning til det af sagsoegeren anfoerte om, at det kun var Iggesund Paperboard, der deltog i overtraedelsen, maa det konstateres, at Iggesund Paperboard (Workington) Ltd ogsaa figurerede paa listen over medlemmer af PG Paperboard, og at medarbejdere fra dette selskab deltog i JMC's moeder. Det var saaledes i overensstemmelse med kriteriet i beslutningens betragtning 143, hvorefter beslutningen skulle rettes til koncernens moderselskab, saafremt mere end et selskab i koncernen havde deltaget i overtraedelsen, at beslutningen blev rettet til sagsoegeren.

96 Det foelger heraf, at dette anbringende ikke kan tiltraedes.

Anbringendet om, at Kommissionen ikke har godtgjort samordninger vedroerende maengdetilpasning og produktionsbegraensning

97 Dette anbringende omfatter tre led. De to foerste led vil blive behandlet under ét, mens det tredje led behandles saerskilt.

Anbringendets to foerste led om manglende bevis for en samordning med henblik paa fastfrysning af markedsandele og for en samordning med henblik paa kontrol med udbuddet

- Parternes argumenter

98 Med anbringendets foerste led bestrider sagsoegeren Kommissionens paastande om, at der fandtes foranstaltninger med henblik paa maengdetilpasning. Paastandene er i det vaesentlige baseret paa Stora's redegoerelser. Der er imidlertid ifoelge sagsoegeren ingen beviser, der stoetter disse redegoerelser.

99 Sagsoegeren goer gaeldende, at efterspoergslen fortsatte med at stige indtil maj 1991, og at industriens produktionskapacitet blev udnyttet fuldt ud fra 1987 til 1990. Paa denne baggrund bestrider sagsoegeren det i beslutningen anfoerte om, at producenterne i 1990 i stigende omfang blev tvunget til at indfoere midlertidige produktionsstandsninger.

100 Desuden viser notatet af 3. oktober 1988 (bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter), at der ikke fandtes noget system for maengdetilpasning paa davaerende tidspunkt.

101 Endelig bestrider sagsoegeren, at dokumenterne vedroerende nogle moeder i Paper Agents Association (herefter »PAA«) kan stoette Kommissionens opfattelse. Sagsoegeren finder, at der ikke boer tages hensyn til disse dokumenter.

102 Med anbringendets andet led bestrider sagsoegeren Kommissionens paastande om, at der fandtes en samordning vedroerende fastfrysning af markedsandele. Efter selskabets opfattelse er der adskillige beviser for, at de redegoerelser fra Stora, som Kommissionen baserede sig paa, ikke er paalidelige.

103 For det foerste er beskrivelsen af foranstaltningerne med henblik paa fastfrysning af markedsandelene usammenhaengende. Kommissionen tog ikke hensyn til, at producenterne ikke kunne blive enige om en fastfrysning af markedsandelene uden nogen form for kontakt med kunderne og uden at afslaa ordrer. Det naevnes ikke i beslutningen, hvilke produkter markedsandelene vedroerte. Det praeciseres ikke, om den forventede vaekstrate for det foelgende aar blev fastsat individuelt eller centralt. Saadanne elementer maatte imidlertid noedvendigvis have indgaaet i enhver form for aftale om fastfrysning af markedsandele. Endelig er ogsaa de af Stora afgivne oplysninger usammenhaengende. Stora erklaerede saaledes (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter), at droeftelserne i denne henseende vedroerte sammenslutninger af virksomheder inden for de enkelte lande, hvorimod det i selskabets skrivelse af 23. december 1992 (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter) haevdes, at aftalen vedroerte markedsandele for de enkelte producentkoncerner.

104 For det andet aendrede sagsoegerens nationale markedsandele sig i betydelig grad, og selskabets markedsandel i Vesteuropa steg vaesentligt. Desuden har Kommissionen selv erkendt, at adskillige store producenter var i stand til at foroege deres markedsandele i mindre omfang.

105 For det tredje tog Kommissionen ifoelge sagsoegeren ikke tilstraekkeligt hensyn til kartonprisernes ringe elasticitet.

106 For det fjerde ville en aftale om fastfrysning af markedsandele noedvendigvis skulle have vaeret forbundet med aftaler om midlertidige produktionsstandsninger og om tilvejebringelse af ny produktionskapacitet. Flere producenter foroegede imidlertid deres produktionskapacitet i den omhandlede periode.

107 Kommissionen har heroverfor anfoert, at det i beslutningen praeciseres, at producenterne var klar over, at det paa langt sigt ikke var muligt at kontrollere priserne uden samtidig at kontrollere maengderne med henblik paa at sikre balancen mellem udbud og efterspoergsel. Paa denne baggrund fandt producenterne det noedvendigt at styrke kartellet vedroerende priserne med en aftale om maengdetilpasning. Det er derfor irrelevant, at det ikke var noedvendigt at ivaerksaette dette system i en bestemt periode. Desuden er der ifoelge Kommissionen beviser for, at Iggesund maatte traeffe foranstaltninger med henblik paa at kontrollere udbuddet, naar det var noedvendigt (beslutningens betragtning 94 og 95). Kommissionen har endvidere bemaerket, at det blev konstateret, at producenterne var blevet enige om at fastfryse markedsandelene paa de aktuelle niveauer, men at der ikke var tale om en absolut fastfrysning (betragtning 52-56).

108 Hvad angaar grundende til, at et system for maengdetilpasning blev anset for noedvendigt, har Kommissionen understreget, at en vaesentlig foroegelse af maengderne ville have medfoert en nedgang i priserne. Sagsoegerens argument vedroerende den ringe priselasticitet kan derfor ikke aendre Kommissionens opfattelse.

109 Kommissionen goer gaeldende, at konklusionerne i beslutningen hviler paa haandfaste beviser. Den henviser herved til Stora's redegoerelser og til de dokumenter, der beskrives i beslutningens betragtning 53, 54, 55, 58 og 59.

110 Kommissionen fastslaar, at den aldrig har paastaaet, at markedsandelene forblev uaendrede (beslutningens betragtning 59 og 60).

- Rettens bemaerkninger

111 Det fremgaar af beslutningens artikel 1, at de deri naevnte virksomheder har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, idet de i referenceperioden har deltaget i en aftale og samordnet praksis, som indebar, at leverandoerer af karton i Faellesskabet bl.a. »naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden« og »i stigende grad siden begyndelsen af 1990 [traf] samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger«.

112 Ifoelge Kommissionen blev disse to former for ulovligt samarbejde, der i beslutningen behandles under overskriften »Maengdetilpasning«, indledt i referenceperioden af de virksomheder, der deltog i PWG's moeder. Det fremgaar saaledes af beslutningens betragtning 37, tredje afsnit, at PWG's egentlige formaal ifoelge Stora bl.a. var »droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet«.

113 I beslutningen (betragtning 37, femte afsnit) hedder det om PWG's rolle i relation til det ulovlige samarbejde om markedsandele: »I forbindelse med initiativer til prisforhoejelser foregik de i PWG indgaaende droeftelser vedroerende markedsandele i Vesteuropa for sammenslutninger af virksomheder inden for de enkelte lande og for de enkelte producentkoncerner. Som et resultat af disse droeftelser opnaaedes visse former for 'arrangementer' mellem deltagerne med hensyn til deres respektive markedsandele med det formaal at sikre, at gennemfoerelsen af de samordnede prisinitiativer ikke blev truet af en situation, hvor udbuddet oversteg efterspoergslen. Faktisk enedes de store producentkoncerner om at fastholde deres markedsandele paa de niveauer, der fremgik af de aarlige produktions- og salgsstatistikker, der forelaa i endelig form fra Fides i marts det foelgende aar. Udviklingen med hensyn til markedsandele blev analyseret paa hvert af de moeder, der holdtes i PWG, paa basis af maanedlige opgoerelser fra Fides, og saafremt der konstateredes vaesentlige udsving, blev den formodet ansvarlige virksomhed afkraevet en forklaring.«

114 Det fremgaar af beslutningens betragtning 52, at »i forbindelse med den enighed, der opnaaedes i PWG i loebet af 1987, blev de store producenters andele af det vesteuropaeiske marked 'fastfrosset' paa de aktuelle niveauer, og der blev ikke gjort forsoeg paa at hverve nye kunder eller foroege salget til de faste kunder gennem aggressive priskampagner«.

115 I betragtning 56, foerste afsnit, understreges foelgende: »Den grundlaeggende forstaaelse mellem de stoerste producenter om ikke at udvide deres respektive markedsandele bestod i hele den periode, denne beslutning vedroerer.« I betragtning 57 hedder det: »'Udviklingen inden for markedsandele' blev analyseret paa alle PWG's moeder paa grundlag af foreloebige statistikker.« Endelig understreges det i betragtning 56, sidste afsnit: »De virksomheder, der deltog i disse droeftelser om markedsandele, var de samme som havde saede i PWG, nemlig: Cascades, Finnboard, KNP (indtil 1988), [Mayr-Melnhof], MoDo, Sarrió, de to medlemmer af Stora-koncernen, CBC og Feldmuehle og (fra 1988) Weig.«

116 Retten finder, at Kommissionen har bevist eksistensen af et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem deltagerne i PWG's moeder.

117 Kommissionens analyse hviler navnlig paa Stora's redegoerelser (bilag 39 og 43 til meddelelsen af klagepunkter) og bestyrkes af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter.

118 I bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter oplyser Stora: »Der afholdtes moeder i PWG fra 1986 med det formaal at bidrage til at skabe disciplin paa markedet ... Til gruppens (lovlige) formaal hoerte bl.a. droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser, efterspoergsel og kapacitet. Gruppens opgaver omfattede bl.a., at give Direktoerkonferencen en vurdering og beskrivelse af den noejagtige tilstand med hensyn til udbud og efterspoergsel paa markedet og de forholdsregler, der burde traeffes for at skabe disciplin paa markedet.«

119 Stora har om det ulovlige samarbejde med hensyn til markedsandele oplyst, at »de andele, der blev erhvervet af koncerner i Det Europaeiske Faellesskab, EFTA og i andre lande, som PG Paperboard's medlemmer havde leveret til, blev gennemgaaet i PWG«, samt at PWG »droeftede muligheden for at bevare markedsandelene paa det hidtidige niveau« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 19). Stora anfoerte endvidere (samme dokument, punkt 6), at »droeftelserne vedroerende markedsandelene for fabrikanterne i Europa ligeledes [fandt] sted i denne periode, saaledes at den foerste referenceperiode byggede paa 1987-niveauerne«.

120 I sit svar af 14. februar 1992 paa et spoergsmaal fra Kommissionen af 23. december 1991 (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter) praeciserer Stora endvidere: »Aftalerne om niveauerne for markedsandelene, som PWG's medlemmer indgik, vedroerte hele Europa. Disse aftaler byggede paa samlede aarlige tal for det foregaaende aar, der saedvanligvis forelaa endeligt i marts maaned det foelgende aar« (punkt 1.1).

121 Denne paastand underbygges i samme dokument med foelgende formulering: »... droeftelserne mundede ud i aftaler mellem PWG's medlemmer, der saedvanligvis blev indgaaet marts maaned hvert aar, og som havde til formaal at fastholde deres markedsandele paa samme niveau som i det foregaaende aar« (punkt 1.4). Stora har endvidere anfoert, at »der ikke blev truffet nogen form for foranstaltninger for at sikre, at aftalerne blev overholdt«, og at deltagerne i PWG's moeder »var klar over, at hvis de erhvervede en saerlig stilling paa markeder, som andre leverede til, ville disse goere gengaeld paa andre markeder« (samme punkt).

122 Stora har endelig oplyst, at sagsoegeren (»Iggesund«) deltog i droeftelserne om markedsandele (punkt 1.2, s. 3).

123 Stora's paastande om et ulovligt samarbejde om markedsandele bekraeftes af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter. Dette dokument, der blev fundet hos FS-Karton (fra Mayr-Melnhof-koncernen), er et fortroligt notat af 28. december 1988 fra den marketingchef, der var ansvarlig for Mayr-Melnhof-koncernens salg i Tyskland (hr. Katzner), til koncernens administrerende direktoer i OEstrig (hr. Groeller), om markedssituationen.

124 Ifoelge dette dokument, der er gengivet i beslutningens betragtning 53, 54 og 55, havde det naermere samarbejde paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), som var blevet aftalt i 1987, betydet »vindere« og »tabere«. Ifoelge notatets forfatter hoerte Mayr-Melnhof til taber-gruppen af en raekke grunde, herunder:

»2) Der har kun kunnet indgaas en aftale, idet vi er blevet paalagt en 'sanktion' - man har kraevet, at vi bringer visse 'ofre'.

3) Markedsandele for 1987 skulle 'fastfryses', bestaaende kontakter skulle opretholdes, og der maatte ikke anvendes tilbudspriser for at hverve nye aktiviteter eller kvaliteter (resultatet vil vise sig i januar 1989 - saafremt alle deltagere er loyale).«

125 Disse passager skal laeses paa baggrund af den stoerre sammenhaeng, notatet indgaar i.

126 Herom henviser forfatteren til notatet i dets indledning til det naermere samarbejde paa europaeisk plan paa »direktoerniveau«. Dette udtryk blev af Mayr-Melnhof fortolket som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a), hvilket ikke kraever naermere forklaring paa dette sted.

127 Forfatteren anfoerer endvidere, at samarbejdet har medfoert »prisdisciplin«, hvilket har betydet »vindere« og »tabere«.

128 Bemaerkningen om fastfrysning af markedsandelene paa 1987-niveau skal saaledes forstaas paa baggrund af denne disciplin, som blev besluttet paa »direktoerniveau«.

129 Henvisningen til 1987 som referenceaar stemmer endvidere overens med Stora's anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen om klagepunkter, jf. ovenfor, praemis 119).

130 Med hensyn til PWG's rolle i det ulovlige samarbejde om kontrol med leverancer, som var karakteristisk for analysen af produktionsstandsninger, hedder det i beslutningen, at PWG havde afgoerende betydning for gennemfoerelsen af produktionsstandsninger, da produktionskapaciteten foroegedes og efterspoergslen faldt: »... fra begyndelsen af 1990 [fandt] de foerende producenter i branchen ... det noedvendigt at traeffe aftale i PWG's regi om behovet for at indfoere midlertidige produktionsstandsninger. De store producenter erkendte, at de ikke kunne styrke efterspoergslen ved at saenke priserne, og at priserne simpelt hen ville falde, hvis de opretholdt fuld produktionskapacitet. Teoretisk kunne man paa grundlag af kapacitetsrapporterne beregne, hvor laenge driften skulle indstilles for at genoprette ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel« (beslutningens betragtning 70).

131 I beslutningen hedder det endvidere: »Dog foretog PWG aldrig nogen formel tildeling af 'downtime' til de enkelte producenter. Ifoelge Stora voldte det praktiske problemer at naa frem til en koordineret plan for produktionsstandsninger, der daekkede samtlige producenter. Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun 'fandtes et loest system i form af henstillinger'« (beslutningens betragtning 71).

132 Retten finder, at Kommissionen i fornoedent omfang har bevist eksistensen af et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.

133 De dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, underbygger dens analyse.

134 I sin anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 24) udtalte Stora: »Med PWG's vedtagelse af princippet om 'pris frem for maengde' og den gradvise gennemfoerelse af et ensartet prissystem fra 1988, erkendte PWG's medlemmer, at det var noedvendigt at gennemfoere produktionsstandsninger for at fastholde priserne, idet stigningen i efterspoergslen faldt. Uden produktionsstandsninger havde det ikke vaeret muligt for producenterne at fastholde det aftalte prisniveau med en voksende overkapacitet.«

135 I det foelgende punkt i redegoerelsen tilfoejes det: »I 1988 og 1989 kunne industrien arbejde med en naesten fuldstaendig kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger, bortset fra saedvanlige standsninger, som skyldtes reparation eller ferier, blev noedvendige fra 1990 ... Senere viste det sig noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, naar tilgangen af ordrer svigtede, for at kunne gennemfoere princippet om 'pris frem for maengde'. De produktionsstandsninger, som kraevedes af producenterne (for at sikre ligevaegten mellem produktion og forbrug), kunne beregnes paa grundlag af kapacitetsrapporterne. PWG angav ikke formelt omfanget af produktionsstandsningerne, men der fandtes et loest system i form af henstillinger ...«

136 For saa vidt angaar punkt 73 i meddelelsen af klagepunkter bemaerkes, at forfatterens begrundelse for, at han i skrivende stund ansaa Mayr-Melnhof for »taber«, er et vigtigt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.

137 Forfatteren fastslaar saaledes:

»4) Paa dette punkt begynder parterne at blive uenige om, hvad maalet er.

...

c) Samtlige salgsmedarbejdere og salgsagenter i Europa blev fritaget for at skulle overholde deres maengdebudgetter, og der fulgtes, stort set undtagelsesfrit, en streng prispolitik (ofte har vore medarbejdere ikke forstaaet vores aendrede holdning i relation til markedet - tidligere stilledes der kun krav med hensyn til maengde, mens det herefter alene var prisdisciplinen, der talte, uanset risikoen for produktionsstandsninger).«

138 Mayr-Melnhof har anfoert (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter), at den ovenfor gengivne passage vedroerer et internt forhold i virksomheden. Naar notatet imidlertid ses i en stoerre sammenhaeng, giver dette uddrag udtryk for, at der i forhold til salgsmedarbejderne blev gennemfoert en streng politik, som var blevet vedtaget paa »direktoerniveau«. Dokumentet maa endvidere ses som udtryk for, at deltagerne i 1987-aftalen, dvs. i hvert fald deltagerne i PWG's moeder, utvivlsomt har vurderet foelgerne af den politik, der blev besluttet, for det tilfaelde at den skulle blive haandhaevet med strenghed.

139 Af disse grunde finder Retten, uden at det er noedvendigt at tage hensyn til bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem deltagerne i PWG's moeder, samt at der fandtes et ulovligt samarbejde mellem de samme parter om produktionsstandsninger. I det omfang det ikke bestrides, at TBM/Iggesund Paperboard (Workington) Ltd/Iggesund Paperboard deltog i PWG's moeder (jf. nedenfor, praemis 370 ff.), og i det omfang sagsoegeren udtrykkeligt er naevnt i redegoerelserne fra Stora, har Kommissionen med foeje anset sagsoegeren for ansvarlig for at have deltaget i de to former for ulovligt samarbejde.

140 Sagsoegerens indvendinger mod Stora's redegoerelser, hvormed sagsoegeren bestrider dokumenternes bevisvaerdi, kan ikke antages at svaekke denne konstatering.

141 Det er saaledes ubestridt, at disse redegoerelser hidroerer fra en af de virksomheder, der anses for at have deltaget i den paastaaede overtraedelse, og at de indeholder en detaljeret beskrivelse af de droeftelser, der fandt sted i PG Paperboard's organer, af det maal, som forfulgtes af de virksomheder, der havde saede her, samt af virksomhedernes deltagelse i de forskellige organers moeder. I det omfang dette hovedbevis bekraeftes af andre omstaendigheder i sagen, er det et relevant grundlag for Kommissionens paastande.

142 Sagsoegerens paastand om, at selskabernes faktiske adfaerd viser, at Kommissionens paastande er uberettigede, kan heller ikke tiltraedes.

143 For det foerste maa det ulovlige samarbejde mellem PWG's medlemmer om de to aspekter af princippet om »pris frem for maengde« ikke forveksles med gennemfoerelsen heraf. De beviser, som Kommissionen har fremlagt, har en saadan bevisvaerdi, at oplysningerne om sagsoegerens faktiske adfaerd paa markedet ikke kan paavirke Kommissionens konklusioner om selve eksistensen af det ulovlige samarbejde vedroerende de to aspekter af den omtvistede politik.

144 For det andet modsiges Kommissionens konklusioner heller ikke af de oplysninger, som sagsoegeren har fremlagt. Det understreges, at Kommissionen udtrykkeligt har medgivet, at det ulovlige samarbejde om markedsandele ikke indeholdt »nogen formel boede- eller erstatningsordning til at styrke den forstaaelse, der var opnaaet om markedsandele«, samt at enkelte store producenters markedsandele oegedes svagt aar for aar (jf. bl.a. beslutningens betragtning 59 og 60). Kommissionen har endvidere erkendt, at da branchen havde arbejdet med fuld kapacitetsudnyttelse indtil begyndelsen af 1990, havde der praktisk taget ikke vaeret behov for produktionsstandsninger foer dette tidspunkt (beslutningens betragtning 70).

145 For det tredje bekraefter to dokumenter i sagsakterne, at sagsoegeren gennemfoerte det inden for PWG aftalte princip om »pris frem for maengde«.

146 Det hedder saaledes i referatet af PAA's moede den 23. januar 1990, som blev udarbejdet af en repraesentant for Kopparfors (fra Stora-koncernen): »Iggesund udtalte, at Thames havde haft visse midlertidige produktionsstandsninger, hvilket var selskabets politik frem for at nedsaette priserne« (bilag 130 til meddelelsen af klagepunkter).

147 Tilsvarende anfoeres det i referatet af PAA's moede den 4. april 1990, som blev udarbejdet af en repraesentant for Mayr-Melnhof Pegg:

»Thames Board (Iggesund). Tre ugers leveringstid. Efterspoergslen i U.K. lavere end i samme periode 1989. Hellere downtime end lavere priser. Prisforhoejelsen i april gennemfoert overalt« (bilag 131 til meddelelsen af klagepunkter).

148 Anbringendets foerste og andet led kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendets tredje led om en fejlvurdering af Fides-statistikkernes betydning

- Parternes argumenter

149 Sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen ikke vurderede betydningen af Fides-statistikkerne korrekt. Den overdrev deres vigtighed og ulovlige karakter. Desuden var disse statistikker ikke tilstraekkelig detaljerede til, at man kunne kontrollere en kvoteordning.

150 De af Fides indsamlede statistikker var ganske vist opdelt efter lande, bortset fra ugestatistikkerne over ordretilgangen, men de gjorde det ikke muligt at fastslaa den enkelte producents leverancer.

151 Sagsoegeren understreger endvidere, at Kommissionen anerkender, at producenterne i loebet af aaret normalt anvendte de »foreloebige« statistikker (beslutningens betragtning 63). Disse statistikker gav i realiteten kun generelle oplysninger om tendenser med hensyn til efterspoergslen. Under disse omstaendigheder kunne deltagerne i PWG's moeder daarligt have anvendt disse statistikker som grundlag for rationelle analyser af markedsandele og kapacitetsudnyttelse.

152 Endvidere er den enkelte producents situation med hensyn til ordrebeholdninger ikke hemmelig, i modsaetning til hvad Kommissionen antager. De af Fides tilvejebragte statistikker vedroerende situationen med hensyn til ordrebeholdninger gav saaledes blot producenterne et billede af situationen paa europaeisk plan.

153 For saa vidt angaar statistikkerne over kapaciteterne og udnyttelsen heraf har sagsoegeren anfoert, at disse statistikker var upraecise og blot tjente til at iagttage dynamiske tendenser inden for sektoren og sammenligne aendringer i den enkelte virksomheds udnyttelsesgrad med de samlede udnyttelsesgrader.

154 Endelig var de omhandlede statistikker ifoelge sagsoegeren ikke noedvendige for at konstatere, at der var balance mellem udbud og efterspoergsel, idet dette var aabenbart for hele sektoren.

155 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens argumenter i det vaesentlige sigter mod at godtgoere, at Fides' system for udveksling af oplysninger ikke i sig selv var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Eftersom systemet alene blev brugt til at styrke og lette gennemfoerelsen af et ulovligt kartel, er diskussionen rent akademisk.

- Rettens bemaerkninger

156 Anbringendets tredje led maa forstaas saaledes, at sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen ikke vurderede Fides-statistikkernes betydning korrekt, idet de hverken var noedvendige eller brugbare i relation til det paastaaede kartel.

157 Ifoelge beslutningens artikel 1 har de i bestemmelsen naevnte virksomheder overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at deltage i en aftale og en samordnet praksis, hvorved virksomhederne bl.a. »udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler«, dvs. et ulovligt samarbejde om priser, et ulovligt samarbejde om markedsandele og et ulovligt samarbejde om midlertidige produktionsstandsninger.

158 For saa vidt angaar Fides' system for udveksling af oplysninger maa beslutningen paa baggrund af dens konklusion og betragtning 134, tredje afsnit, fortolkes saaledes, at systemet ifoelge Kommissionen er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, som foelge af, at det fremmede kartellet.

159 I beslutningens betragtning 134, tredje afsnit, praeciseres det, at Fides' system for udveksling af oplysninger var »en vaesentlig hjaelp til

- overvaagning af udvikling i markedsandele

- overvaagning af udbuds- og efterspoergselsforholdene, saaledes at kapaciteten kunne udnyttes fuldt ud

- afgoerelse af, om samordnede prisstigninger kunne gennemfoeres

- fastlaeggelse af den noedvendige 'downtime'«.

160 I oevrigt fremgaar det af beslutningen, at Fides-statistikkerne blev undersoegt og droeftet inden for rammerne af PWG. Det hedder saaledes i betragtning 57, foerste afsnit, hvor der ogsaa henvises til betragtning 63: »'Udviklingen inden for markedsandele' blev analyseret paa alle PWG's moeder paa grundlag af foreloebige statistikker.« Endvidere fastslaas det i betragtning 69, foerste afsnit: »Ved at sammenholde den ugentlige ordrebestand og den disponible kapacitet kunne PWG danne sig et skoen over den samlede efterspoergsel i kartonsektoren.«

161 Retten finder, at disse paastande fra Kommissionens side er godtgjort.

162 For det foerste har sagsoegeren ikke bestridt, at Fides-statistikkerne blev droeftet i PWG.

163 For det andet skoennede Kommissionen med rette, at Fides-statistikkerne i det paagaeldende organ blev benyttet dels til »overvaagning af udvikling i markedsandele« (betragtning 134, tredje afsnit, foerste led), dels til »overvaagning af udbuds- og efterspoergselsforholdene, saaledes at kapaciteten kunne udnyttes fuldt ud« og »fastlaeggelse af den noedvendige 'downtime'« (betragtning 134, tredje afsnit, andet og fjerde led).

164 Hvad angaar udnyttelsen af Fides-statistikkerne til »overvaagning af udvikling i markedsandele« anerkendte Stora nemlig, at »hvis det ud fra en undersoegelse af statistikkerne viste sig, at der var stoerre aendringer i de nationale koncerners salg, ville PWG's medlemmer ... stoette hinanden og paatage sig at begraense udsvingene paa de nationale markeder« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 19).

165 Tilsvarende hedder det i bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter (punkt 1.1):

»Udsving i udbuddet paa de nationale markeder blev undersoegt og droeftet paa alle PWG's moeder (dvs. hver anden eller tredje maaned) paa grundlag af Fides' foreloebige statistikker ... Disse statistikker blev udarbejdet maanedligt, idet det samlede udbud blev beregnet pr. kalenderaar og ikke paa grundlag af det indevaerende produktionsaar. De udsving, statistikkerne viste, afspejlede ikke noedvendigvis noejagtigt den endelige situation ved aarets udgang og var derfor noget usikre. Det gav ingen mening for de stoerste producenter i PWG at droefte markedsandele i detaljer paa nationalt grundlag, da producenterne ikke kunne fastlaegge deres leverancers endelige bestemmelsessted.

...

De af PWG's medlemmer indgaaede aftaler om markedsandelenes stoerrelse vedroerte hele Europa. Disse aftaler var baseret paa de samlede tal for det foregaaende aar, som saedvanligvis forelaa i endelig form i marts i det efterfoelgende aar.«

166 Hvad angaar udnyttelsen af Fides-statistikkerne til »overvaagning af udbuds- og efterspoergselsforholdene, saaledes at kapaciteten kunne udnyttes fuldt ud«, og »fastlaeggelse af den noedvendige 'downtime'« skal der henvises til Stora's redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 5):

»I forbindelse med prisinitiativet i 1987 var det noedvendigt at opretholde en omtrentlig balance mellem produktion og forbrug (princippet om 'pris frem for maengde'). I 1988 og 1989 arbejdede producenterne med fuld kapacitetsudnyttelse eller saa godt som. I 1990 fik problemer med overkapacitet og faldende vaekst i efterspoergslen producenterne til at indfoere midlertidige produktionsstandsninger for at opretholde balancen mellem produktion og forbrug ... Producenterne kunne paa grundlag af de aarlige kapacitetsrapporter beregne, hvor laenge driften skulle indstilles, og de opfordrede hinanden til at indfoere tilstraekkelige produktionsstandsninger til at opretholde balancen mellem produktion og efterspoergsel ... Ikke alle producenter gennemfoerte saadanne produktionsstandsninger, hvorfor visse producenter, normalt de stoerste producenter, led forholdsmaessigt stoerre tab i maengder i forsoeget paa at opretholde prisniveauerne« (jf. i samme retning punkt 25 i samme dokument).

167 Stora's redegoerelser stoettes indirekte af bilag 73 og 75 til meddelelsen af klagepunkter. Det fremgaar saaledes af bilag 73 (jf. ovenfor, praemis 123 ff.), at den marketingchef, der var ansvarlig for Mayr-Melnhof/FS-Karton-koncernens salg i Tyskland (hr. Katzner), foreslog koncernens administrerende direktoer i OEstrig en aendring af Fides' dagaeldende system for udveksling af oplysninger (s. 5, punkt 5, under overskriften »Kontrolle«). Som det fremgaar af bilag 75 (s. 11), som er Mayr-Melnhof's svar paa en begaering om oplysninger, »blev Fides' regler senere aendret, stort set i overensstemmelse med [de i bilag 73 naevnte] forslag« (jf. ogsaa beslutningens betragtning 63, andet afsnit). Paa baggrund af bilag 73's generelle ordlyd maa hr. Katzner's anmodning om en aendring af Fides' system for udveksling af oplysninger forstaas saaledes, at systemet ikke muliggjorde en tilstraekkelig kontrol med udviklingen i markedsandelene og/eller undersoegelse af de midlertidige produktionsstandsninger, og at det derfor skulle forbedres med henblik paa at sikre en bedre kontrol.

168 Paa baggrund af disse beviser og i betragtning af, at Kommissionen med rette ansaa sagsoegeren for at have deltaget i et ulovligt samarbejde om midlertidige produktionsstandsninger og i et ulovligt samarbejde om markedsandele i PWG, kan anbringendets tredje led ikke tiltraedes.

169 Anbringendet boer herefter i det hele forkastes.

Anbringendet om en fejlvurdering af kartellets varighed

Parternes argumenter

170 Sagsoegeren har anfoert, at der selv paa grundlag af paastandene i beslutningen ikke skete nogen overtraedelse foer 1988. Hvis man ser bort fra Stora's redegoerelser, er der intet grundlag for at antage, at oprettelsen af PWG i sig selv udgjorde en overtraedelse. Desuden er der intet grundlag for at antage, at PWG blev oprettet foer den 10. november 1986.

171 Endvidere fremgaar det ifoelge sagsoegeren hverken af meddelelsen af klagepunkter eller af beslutningen, at prisinitiativet i januar 1987 i Det Forenede Kongerige udgjorde en overtraedelse.

172 Kommissionen har fastholdt, at overtraedelsen begyndte i midten af 1986, og at dette tidspunkt skal laegges til grund ved beregningen af boederne. Det var omkring dette tidspunkt, at PG Paperboard blev omstruktureret, og at droeftelserne vedroerende priser og maengder blev indledt. Kommissionen har i denne forbindelse med rette henholdt sig til Stora's redegoerelser.

Rettens bemaerkninger

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0352.1

173 Ifoelge beslutningens betragtning 161, andet afsnit, deltog de fleste af de virksomheder, som beslutningen er rettet til, i overtraedelsen fra juni 1986, som var »tidspunktet for PWG's etablering og det tidspunkt, hvor de hemmelige aftaler mellem producenterne voksede i omfang og begyndte at virke mere effektivt«.

174 Hvad angaar tidspunktet for PWG's etablering anfoerte Stora (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 8): »Der afholdtes moeder i PWG fra 1986 ...«

175 Paa denne baggrund og i mangel af beviser, der gjorde det muligt at fastlaegge det praecise tidspunkt for oprettelsen af organet, var Kommissionen berettiget til at antage, at PWG blev oprettet omkring midten af 1986, og at der regelmaessigt blev afholdt moeder i PWG fra dette tidspunkt. Det skal i denne forbindelse understreges, at sagsoegeren deltog i PWG's moeder fra oprettelsen af organet (jf. nedenfor, praemis 370 ff.). Under disse omstaendigheder kan selskabet ikke anfaegte Kommissionens vurdering af tidspunktet for oprettelsen af PWG uden at fremfoere nogen form for beviser til stoette for sin paastand om, at dette organ foerst blev oprettet senere.

176 Kommissionen konkluderede med rette, at eftersom sagsoegeren deltog i PWG's moeder, fra dette organ blev oprettet omkring midten af 1986, maa selskabet anses for ansvarligt for et ulovligt samarbejde om priser fra dette tidspunkt.

177 PWG blev oprettet af en raekke virksomheder, herunder sagsoegeren, overvejende med et konkurrencebegraensende formaal for oeje. Ifoelge Stora (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 8) »afholdtes [der] moeder i PWG fra 1986 med det formaal at bidrage til at skabe disciplin paa markedet«, og hovedformaalet var »droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet« [bilag 35 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 5, nr. iii)].

178 Virksomhedernes opgave i dette organ er beskrevet under det forrige anbringende for saa vidt angaar det ulovlige samarbejde om markedsandele og produktionsstandsninger (jf. ovenfor, praemis 113-139). De virksomheder, der havde saede i dette organ, droeftede ligeledes prisinitiativer. Ifoelge Stora (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 10) »naaede PWG fra 1987 til enighed og traf generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som kartonproducenterne skulle gennemfoere«.

179 Medvirken ved oprettelsen af og deltagelse i moeder i et organ, hvis konkurrencebegraensende formaal - der navnlig bestod i droeftelser af fremtidige prisforhoejelser - var kendt og godkendt af de virksomheder, der tog initiativ til dets oprettelse, er en tilstraekkelig begrundelse for at anse sagsoegeren for ansvarlig for et ulovligt samarbejde om priser fra midten af 1986.

180 Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.

Anbringendet om en fejlvurdering fra Kommissionens side, for saa vidt som den antog, at SBS-kvaliteter var genstand for overtraedelsen og tilhoerte samme marked som GC- og GD-kvaliteter, og om begrundelsesmangler og procedurefejl i saa henseende

181 Anbringendet omfatter tre led. Hvert led skal behandles saerskilt.

Anbringendets foerste led om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

182 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet ikke kunne udoeve sin ret til kontradiktion under den administrative procedure, da meddelelsen af klagepunkter ikke henviste til, at der forelaa en overtraedelse vedroerende SBS-kvaliteter. Disse kvaliteter blev kun naevnt én gang, i parentes, i forbindelse med en prisforhoejelse.

183 Denne paastand findes at vaere ubegrundet.

184 Det fremgaar nemlig af meddelelsen af klagepunkter (s. 3 og 4), at tre af de mest udbredte kartonkvaliteter, der fremstilles i Vesteuropa, herunder SBS-kvaliteterne, er omfattet af definitionen af »karton« og er genstand for proceduren.

185 Endvidere er alle de beviser, der danner grundlag for, at Kommissionen i beslutningen antager, at SBS-kvaliteterne var genstand for overtraedelsen, naevnt i meddelelsen af klagepunkter eller i de saerskilte oplysninger herom, der blev tilstillet sagsoegeren (jf. bl.a. bilag 111, 113 og 117 til meddelelsen af klagepunkter).

186 Endelig indeholder hvert enkelt af de tekniske bilag vedroerende priser, der var vedlagt meddelelsen af klagepunkter, for hvert paastaaet samordnet prisinitiativ oplysninger om forhoejelserne af priserne paa SBS-kvaliteter.

187 Det fremgik saaledes klart af meddelelsen af klagepunkter, at SBS-kvaliteter var genstand for proceduren.

188 Det foelger heraf, at anbringendets foerste led ikke kan tiltraedes.

Anbringendets andet led om en fejlvurdering fra Kommissionens side, for saa vidt som den antog, at SBS-kvaliteter var genstand for overtraedelsen, og om en utilstraekkelig begrundelse i saa henseende

- Parternes argumenter

189 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at beslutningen og de deri naevnte beviser ikke giver grundlag for at konkludere, at SBS-kvaliteter var genstand for overtraedelsen. Selskabet har endvidere anfoert, at beslutningen ikke indeholder tilstraekkelige forklaringer til stoette for Kommissionens paastande.

190 For det foerste naevnes SBS-kvaliteter ikke i Stora's redegoerelser.

191 Endvidere vedroerer ingen af paastandene om maengdetilpasningsforanstaltningerne SBS-kvaliteter. Paastanden om, at der var indgaaet en aftale inden for PWG om at holde sig til 1987-markedsandelene, vedroerer en periode, hvor der ikke var nogen producenter af SBS-kvaliteter repraesenteret i PWG.

192 Ifoelge sagsoegeren er de hos Rena fundne haandskrevne notater vedroerende JMC's moede den 6. september 1989 (bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter) ikke relevante, da Iggesund Paperboard ikke deltog i dette moede, og da notatet vedroerer en prisstigning, der fandt sted mere end en maaned foer moedet.

193 De tabeller, der er vedlagt beslutningen, vedroerende prisstigningerne giver heller ikke grundlag for at konkludere, at der forelaa en samordning med hensyn til SBS-kvaliteter. En sammenligning mellem de af sagsoegeren annoncerede prisstigninger og de prisstigninger, der blev annonceret af Enso-Gutzeit, som er den anden producent af SBS-kvaliteter, som beslutningen er rettet til, og en sammenligning mellem disse annoncerede prisstigninger og prisstigningerne for GC- og GD-kvaliteter bekraefter, at der ikke skete nogen samordning i relation til SBS-kvaliteter.

194 Beslutningens begrundelse vedroerende SBS-kvaliteter er ifoelge sagsoegeren ogsaa mangelfuld, fordi betegnelsen »GC-kvaliteter«, i modsaetning til hvad der er anfoert i beslutningens betragtning 4, ikke omfatter SBS-kvaliteter.

195 Sagsoegeren har desuden anfoert, at bemaerkningen om, at prisinitiativerne »indebar ... oegede priser paa alle nationale markeder ..., og prisen paa SBS steg som regel (men ikke altid) i takt med prisen paa GC-kvaliteter« (beslutningens betragtning 20, andet afsnit), er det eneste sted i beslutningen, bortset fra sammenfatningen af overtraedelsen og visse uklare bemaerkninger i betragtning 86 og 97, hvor det udtales, at prisinitiativerne vedroerte SBS-kvaliteter.

196 I modsaetning til det i beslutningens betragtning 4 anfoerte falder SBS-kvaliteter ikke ind under betegnelserne »GC« og »FBB«. En del af de af Iggesund Paperboard producerede SBS-kvaliteter falder end ikke ind under definitionen af det produkt, som PG Paperboard's aktiviteter vedroerte, nemlig karton »med en gramvaegt paa mindst 200 g/m2«, jf. beslutningens betragtning 28.

197 Endvidere er oplysningerne i beslutningen vedroerende producenter, koebere og producerede maengder af SBS-kvaliteter ifoelge sagsoegeren ukorrekte. Der er andre europaeiske producenter af SBS-kvaliteter end Enso-Gutzeit og sagsoegeren, og Enso-Gutzeit's produktion af SBS-kvaliteter blev overvurderet.

198 Kommissionen har anfoert, at der er foert tilstraekkeligt bevis for, at samordningerne vedroerte SBS-kvaliteter, saerligt i relation til nogle af prisforhoejelsesinitiativerne. SBS-kvaliteter fremstilles af et lille antal producenter og i meget mindre maengder end de andre kartonkvaliteter. Dette kan forklare, hvorfor SBS-kvaliteter var genstand for faerre droeftelser i PG Paperboard's moeder, og at der findes faerre dokumentbeviser vedroerende dette produkt.

199 SBS-kvaliteter indgik i en stor del af Fides' system for udveksling af oplysninger (bilag 5 til meddelelsen af klagepunkter) og i de markedsundersoegelser, der blev foretaget af Finnboard's administrerende direktoer (»Kosk«-undersoegelserne, bilag 56 og 95 til meddelelsen af klagepunkter). Kommissionen har desuden henvist til bilag 111, 113 og 117 til meddelelsen af klagepunkter, som redegoer for alle prisstigningerne for SBS-kvaliteter (eller GZ-kvaliteter, som er en anden betegnelse for SBS-kvaliteter).

200 Hvad angaar de tabeller vedroerende de forskellige prisinitiativer, der er vedlagt beslutningen, har Kommissionen anfoert, at visse af beslutningens adressater ikke stillede komplet dokumentation vedroerende priserne til raadighed (jf. beslutningens betragtning 118). Isaer virksomhedernes svar paa begaeringerne om oplysninger og navnlig svarene fra sagsoegerens datterselskaber var ufuldstaendige i relation til prisstigningerne.

201 Under alle omstaendigheder fremgaar det ifoelge Kommissionen af dokumentationen vedroerende de annoncerede prisstigninger, at producenterne i forbindelse med hvert enkelt initiativ havde aftalt at forhoeje priserne paa alle de nationale markeder.

- Rettens bemaerkninger

202 Det fremgaar af beslutningen, at Kommissionens paastand om, at der fandtes et ulovligt samarbejde om priser i relation til SBS-kvaliteter, navnlig er baseret paa bilag 111 til meddelelsen af klagepunkter (beslutningens betragtning 80), en prisliste paa svensk fundet hos Rena, som indeholder oplysninger om prisstigninger i ni EF-lande vedroerende GC-kvaliteter (GC 1- og GC 2-kvaliteter) og SBS-kvaliteter (betegnet som »GZ«, jf. beslutningens betragtning 4), der blev gennemfoert i september/oktober 1989. Det er ubestridt, at i det omfang der foreligger oplysninger om denne prisstigning, er angivelserne i prislisten vedroerende stoerrelsen og tidspunktet for prisstigningerne for SBS-kvaliteter i overensstemmelse med de prisstigninger, der faktisk blev gennemfoert af sagsoegeren.

203 Sagsoegeren har under retsmoedet anfoert, at denne prisliste ikke har den bevisvaerdi, som Kommissionen tillaegger den, da der er tale om et udateret dokument.

204 Dette argument maa forstaas saaledes, at det ifoelge sagsoegeren ikke er godtgjort, at angivelserne i listen vedroerer fremtidige annonceringer af prisstigninger.

205 Bevisvaerdien af bilag 111 maa imidlertid bedoemmes i lyset af de andre dokumentbeviser for det ulovlige samarbejde om priser. Som det fremgaar af beslutningen (betragtning 79, 80 og 83), fandt Kommissionen to andre prislister, der var udformet efter samme model og ligeledes var affattet paa svensk, nemlig en prisliste, som blev fundet hos Finnboard (UK) Ltd (herefter »Finnboard-listen«), og bilag 110 til meddelelsen af klagepunkter (fundet hos Rena), som vedroerer de prisstigninger, der blev gennemfoert i henholdsvis april 1989 og april 1990.

206 Paa baggrund af den slaaende lighed mellem de tre prislisters form maa det antages, at de har samme oprindelse. Desuden bemaerkes, at bilag 110 er dateret den 3. december 1989, hvilken dato ligger forud for annonceringen af de i denne liste anfoerte prisstigninger. Kommissionen kunne derfor med rette drage den slutning, at de to andre, udaterede, prislister ogsaa maatte anses for at vaere udarbejdet forud for de tidspunkter, hvor de i listerne naevnte prisstigninger faktisk blev annonceret. Endelig bemaerkes, at Rena og Finnboard kun producerer GC-kvaliteter, mens de tre prislister henviser til flere andre kartontyper.

207 Det var paa denne baggrund med rette, at Kommissionen antog, at disse tre prislister, sammenholdt med de andre foreliggende beviser, udgjorde vaegtige beviser for et ulovligt samarbejde om priser inden for PG Paperboard's organer, et ulovligt samarbejde, som sagsoegeren kun bestrider for saa vidt angaar SBS-kvaliteter. Eftersom sagsoegeren er den eneste producent af SBS-kvaliteter, der deltog i moederne i PWG og JMC, som er kartellets vaesentligste organer, maa det desuden konstateres, at oplysningerne om prisstigninger for SBS-kvaliteter i bilag 111 til meddelelsen af klagepunkter beviser, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om priser i relation til saavel GC-kvaliteter som SBS-kvaliteter.

208 Denne konstatering stoettes af bilag 113 til meddelelsen af klagepunkter, som er et notat dateret den 11. januar 1990, som blev fundet hos FS-Karton og ifoelge Kommissionen vedroerer et moede i JMC (beslutningens betragtning 84). Dette dokument indeholder oplysninger om datoerne for annonceringer af prisstigninger for GC- og GD-kvaliteter fra flere producenter (Kopparfors (fra Stora-koncernen), Mayr-Melnhof, Finnboard og Cascades). For saa vidt angaar sagsoegeren indeholder notatet foelgende bemaerkninger: »Thames: 10 Tg Igges. 15/20 Tg« (»Tg« for »Tage« angiver antallet af dage, til hvilke der var ordrer) og »Th/Ig KW5 GC/GZ +13,-« (»KW5« for »Kalenderwoche 5« angiver, at prisstigningen skulle annonceres i loebet af uge 5).

209 I overensstemmelse med oplysningerne i dette notat annoncerede sagsoegeren den 31. januar 1990 en stigning i sine priser paa GC- og SBS-kvaliteter paa 13 DM pr. 100 kg (dokument F-12-5 og F-12-6).

210 Kommissionen antog derfor med rette, at dette dokument udgjorde et bevis for et ulovligt samarbejde om priserne for GC-, GD- og SBS-kvaliteter.

211 Denne konklusion afsvaekkes paa ingen maade af den af sagsoegeren under retsmoedet fremfoerte paastand om, at det ikke er godtgjort, at bilag 113 til meddelelsen af klagepunkter vedroerte et moede i JMC. Det skal hertil bemaerkes, at alle de i dokumentet naevnte producenter deltog i PWG's og JMC's moeder, og at det er ubestridt, at et ulovligt samarbejde om priser fandt sted under disse to organers moeder. Selv hvis det antages, at Kommissionen ikke har godtgjort, at bilag 113 til meddelelsen af klagepunkter vedroerte et moede i JMC, beviser dokumentet saaledes et ulovligt samarbejde om priser enten i dette organ eller i PWG.

212 Paa denne baggrund finder Retten det godtgjort, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om priser i relation til SBS-kvaliteter, uden at det er noedvendigt at undersoege de oevrige beviser, Kommissionen har paaberaabt sig.

213 Det foelger heraf, at Kommissionen har bevist, at sagsoegeren i kraft af sin deltagelse i PWG's moeder fra dette organs oprettelse fra midten af 1986 har deltaget i et ulovligt samarbejde om kartonpriser og, fra slutningen af 1987, i et ulovligt samarbejde om markedsandele samt i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger.

214 Retten har ganske vist i relation til de to sidstnaevnte former for ulovligt samarbejde ikke undersoegt, hvilke kartonkvaliteter de vedroerte. Da de to former for ulovligt samarbejde imidlertid havde til formaal at sikre, at prisinitiativerne lykkedes, hvilket sagsoegeren ikke har bestridt, maa sagsoegerens deltagelse i disse to former for ulovligt samarbejde anses for ogsaa at have vedroert selskabets produktion af SBS-kvaliteter, som var genstand for det ulovlige samarbejde om priser.

215 Hvad endelig angaar det af sagsoegeren anfoerte om, at begrundelsen for beslutningen er utilstraekkelig og/eller indeholder fejl i relation til SBS-kvaliteter, bemaerkes, at beslutningen klart angiver, at den konstaterede overtraedelse vedroerte denne kartontype, og hvilke beviser denne konklusion var baseret paa (jf. bl.a. beslutningens betragtning 3, 4, 80, 81, 85 og 97 og de tabeller vedroerende prisinitiativerne, der er vedlagt beslutningen). Desuden fremgaar det klart af beslutningens betragtning 28, foerste og andet afsnit, at selv om PG Paperboard's aktiviteter efter den officielle definition vedroerte karton »med en gramvaegt paa mindst 200 g/m2«, var dette ikke nogen absolut graense.

216 Ud fra disse betragtninger kan anbringendets andet led heller ikke tiltraedes.

Anbringendets tredje led om en fejlvurdering fra Kommissionens side, for saa vidt som den antog, at SBS-kvaliteter tilhoerte samme marked som GC- og GD-kvaliteter

- Parternes argumenter

217 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at SBS-kvaliteter ikke tilhoerer samme produktmarked som GC- og GD-kvaliteter.

218 Det er i det foreliggende tilfaelde noedvendigt at definere det relevante produktmarked paa grund af de af Kommissionen dragne konklusioner vedroerende overtraedelsens grovhed og dens succes paa markedet. Uden en definition af markedet kan man ikke naa frem til den i beslutningens betragtning 168 dragne konklusion, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal. En definition af markedet er saa meget mere noedvendig, som SBS-kvaliteter adskiller sig vaesentligt fra GC- og GD-kvaliteter.

219 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at Kommissionen i henhold til beslutningens betragtning 168 og 169 ved beregningen af boederne tog hensyn til, at producenterne tegnede sig for »stort set hele markedet«, og til virksomhedernes betydning inden for »branchen«. Disse forhold kan imidlertid ikke goeres gaeldende, idet Kommissionen ikke anser en definition af markedet for at vaere relevant.

220 SBS-kvaliteters saerlige kendetegn blev i oevrigt ikke vurderet korrekt i beslutningens betragtning 3 og 4. Denne type karton anvendes nemlig hovedsagelig til grafiske formaal og ikke til emballering som anfoert i betragtning 3 og 4. Anvendelsen som fineste emballagekvalitet er desuden meget begraenset.

221 Naar henses til disse meget forskellige anvendelser, konkurrerer SBS-kvaliteter ikke med GC-kvaliteter. Dette bekraeftes af forholdet mellem priserne paa de forskellige kartontyper, idet priserne paa SBS-kvaliteter er vaesentlig hoejere end priserne paa GC- og GD-kvaliteter.

222 Endelig er det ifoelge sagsoegeren forkert at medtage SBS-kvaliteter og samtidig undlade at medtage produkter, som i meget hoejere grad kan sammenlignes med GC- og GD-kvaliteter, saasom graa pap og emballagekarton til flydende produkter.

223 Kommissionen har anfoert, at der ikke er behov for en definition af produktmarkedet i en sag som den foreliggende, og at det alene er producenternes handlinger, der er afgoerende. Det er ikke noedvendigt at definere det relevante produktmarked for at konkludere, at SBS-kvaliteter var genstand for kartellet. Der blev i beslutningen taget hensyn til det relevante markeds saerlige betingelser i andre henseender.

224 Endelig er Kommissionen ikke i besiddelse af beviser for en samordning vedroerende graa pap. Under disse omstaendigheder er sagsoegerens argument om, at graa pap i hoejere grad end SBS-kvaliteter kan sammenlignes med GC- og GD-kvaliteter, irrelevant.

- Rettens bemaerkninger

225 Traktatens artikel 85, stk. 1, opstiller et forbud mod »alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet ...«.

226 I denne sag har Kommissionen godtgjort, at sagsoegeren fra midten af 1986 har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser og, fra slutningen af 1987, i et ulovligt samarbejde om markedsandele samt i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger, hvilket er de tre elementer, der udgoer den overtraedelse, der er fastslaaet i beslutningens artikel 1. Som netop fastslaaet ovenfor (jf. praemis 202-215), har Kommissionen godtgjort, at disse former for ulovligt samarbejde vedroerte de tre kartontyper, der er defineret i beslutningens betragtning 4, nemlig GC-, GD- og SBS-kvaliteter.

227 Desuden konkluderede Kommissionen, uden at det er blevet bestridt af sagsoegeren, at de naevnte former for ulovligt samarbejde havde til formaal at begraense konkurrencen inden for faellesmarkedet, og at de havde paavirket handelen mellem medlemsstater (beslutningens betragtning 133-138).

228 Under disse omstaendigheder kunne Kommissionen med rette konkludere, at der forelaa en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i relation til GC-, GD- og SBS-kvaliteter, uden forinden at foretage en afgraensning af det relevante produktmarked (jf. i samme retning Domstolens dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, org. ref.: Rec. s. 429, paa s. 496, og Rettens dom af 21.2.1995, sag T-29/92, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 289, praemis 74).

229 Endelig bemaerkes, at da Kommissionen ikke raadede over beviser for en overtraedelse med hensyn til graa pap, antog den med rette, at overtraedelsen ikke havde vedroert dette produkt.

230 Anbringendets tredje led kan saaledes ikke tiltraedes.

231 Anbringendet boer herefter i det hele forkastes.

Paastanden om annullation af beslutningens artikel 2

Parternes argumenter

232 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen misbrugte sine befoejelser i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 ved at nedlaegge det forbud, der er indeholdt i beslutningens artikel 2. Sidstnaevnte bestemmelse opstiller et forbud mod en meget bred kategori af former for adfaerd for fremtiden. Et saadant forbud raekker ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre, at de paagaeldende virksomheder overholder reglerne. Artiklen fratager navnlig sagsoegeren muligheden for at anmode om og opnaa en fritagelse eller en negativattest for et fremtidigt system for udveksling af oplysninger.

233 Udvekslinger af oplysninger, i global form, om produktion, salg, ordrebeholdninger, ordretilgang og produktionskapacitet og udnyttelsen af disse oplysninger blev med urette betegnet som overtraedelser af artikel 85. Kommissionen burde have lagt til grund, at adressaterne for beslutningen havde bragt overtraedelsen til ophoer. De skulle derfor kunne udveksle oplysninger, som om de ikke var blevet anset for at have begaaet en overtraedelse.

234 Desuden begik Kommissionen ifoelge sagsoegeren en retlig fejl og tilsidesatte sammenslutningen CEPI-Cartonboard's og sagsoegerens rettigheder, idet den vedtog beslutningen uden at tage stilling til, om det af CEPI-Cartonboard anmeldte system var foreneligt med artikel 85.

235 Endelig har sagsoegeren anfoert, at beslutningens artikel 2 er for upraecis, da enhver udveksling af statistikker, selv i global form, kan bruges til at gennemfoere ulovlige aftaler. Desuden omfatter forbuddet mod enhver form for udveksling af oplysninger »af konkurrencemaessig betydning« i realiteten alle oplysninger.

236 Kommissionen har understreget, at Retten i dommene i de saakaldte »polypropylen«-sager (f.eks. dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. II, s. 867) og i dommen af 6.10.1994 i sagen Tetra Pak mod Kommissionen (sag T-83/91, Sml. II, s. 755) ansaa to paabud, der kan sidestilles med de i beslutningens artikel 2 indeholdte, for lovlige.

237 Raekkevidden af paabud, der udstedes paa grundlag af artikel 3 i forordning nr. 17, skal fastlaegges ud fra den konstaterede ulovlige adfaerd, og Kommissionen skal kunne forbyde en fremtidig adfaerd, der er identisk med den i beslutningen konstaterede. Kommissionen finder ogsaa, at den kan tage hensyn til virksomhedernes tidligere adfaerd ved vurderingen af, hvorledes oplysningerne kan udnyttes. Den har i denne forbindelse redegjort for det i beslutningen anfoerte vedroerende Fides' system for udveksling af oplysninger (beslutningens betragtning 61-71 og 134) og om CEPI-Cartonboard's foerste system for udveksling af oplysninger (beslutningens betragtning 105, 106 og 166).

238 Ifoelge Kommissionen maa et forbud som det i beslutningens artikel 2 indeholdte noedvendigvis udtrykkes i generelle vendinger, da det skal daekke mange forskellige former for fremtidig adfaerd. Dette betyder imidlertid ikke, at enhver form for udveksling af oplysninger er forbudt, eller at der ikke er mulighed for at meddele en fritagelse eller en negativattest for et system, der maatte blive anmeldt til Kommissionen.

Rettens bemaerkninger

239 Det bemaerkes, at beslutningens artikel 2 indeholder foelgende bestemmelse:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner, eller

b) hvorved en faelles brancheholdning til oekonomiske forhold med hensyn til priser eller kontrol med produktionen fremmes, lettes eller tilskyndes, selv om individuelle oplysninger ikke afsloeres, eller

c) hvorved de kunne blive i stand til at overvaage tilslutning til eller overholdelse af en udtrykkelig eller stiltiende aftale om priser eller markedsopdeling i EF.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker ikke alene enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres, men endvidere oplysninger vedroerende den til enhver tid vaerende situation med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger, den forventede udnyttelsesgrad for produktionskapaciteten (i begge tilfaelde selv om det drejer sig om samlede tal) eller produktionskapaciteten for den enkelte maskine.

Ethvert udvekslingssystem af denne art skal begraenses til indsamling og udbredelse af produktions- og salgsstatistikker i global form, som ikke kan bruges til at fremme eller lette en faelles brancheadfaerd.

Virksomhederne skal ogsaa afholde sig fra enhver form for udveksling af oplysninger af konkurrencemaessig betydning i tilslutning til en saadan tilladt udveksling samt afholde sig fra moeder eller anden form for kontakt med henblik paa at diskutere betydningen af de udvekslede oplysninger eller den mulige eller sandsynlige reaktion inden for branchen eller blandt individuelle producenter paa de paagaeldende oplysninger.

De noedvendige aendringer af et eventuelt system for udveksling skal vaere foretaget senest tre maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning.«

240 Som det fremgaar af betragtning 165, blev beslutningens artikel 2 vedtaget med hjemmel i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17. I henhold til denne bestemmelse kan Kommissionen, naar den konstaterer, at der foreligger en overtraedelse af bl.a. traktatens artikel 85, ved en beslutning paalaegge de deltagende virksomheder at bringe den konstaterede overtraedelse til ophoer.

241 Ifoelge fast retspraksis vil anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig (Domstolens dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, praemis 45, og af 6.4. 1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, praemis 90), men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden (dommen i sagen Tetra Pak mod Kommissionen, a.st., praemis 220).

242 I det omfang anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes (RTE og ITP-dommen, a.st., praemis 93; jf. i samme retning Rettens domme af 8.6.1995, sag T-7/93, Langnese-Iglo mod Kommissionen, Sml. II, s. 1533, praemis 209, og sag T-9/93, Schoeller mod Kommissionen, Sml. II, s. 1611, praemis 163).

243 Hvad foerst angaar sagsoegerens argument om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at vedtage beslutningens artikel 2 uden at have taget stilling til, om det af CEPI-Cartonboard anmeldte system for udveksling af oplysninger var foreneligt med artikel 85, bemaerkes, at den anmeldelse, som denne sammenslutning foretog den 6. december 1993, vedroerte et nyt system for udveksling af oplysninger, som er forskelligt fra det, Kommissionen undersoegte i beslutningen. Kommissionen kunne derfor ikke i forbindelse med vedtagelsen af den anfaegtede beslutnings artikel 2 vurdere lovligheden af det nye system inden for rammerne af denne beslutning. Den var saaledes berettiget til i forbindelse med vedtagelsen af beslutningens artikel 2 alene at undersoege det gamle system for udveksling af oplysninger og tage stilling hertil.

244 Efterproevelsen af, om paabuddet i beslutningens artikel 2, som haevdet af sagsoegeren, er for vidtgaaende, skal derefter omfatte en undersoegelse af omfanget af de forbud, der herved er meddelt virksomhederne.

245 Forbuddet i artikel 2, stk. 1, andet punktum, hvorefter virksomhederne for fremtiden skal afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning som de overtraedelser, der er konstateret i beslutningens artikel 1, har alene til formaal at hindre virksomhederne i at gentage den adfaerd, der er konstateret at vaere ulovlig. Kommissionen har derfor ikke med dette forbud overskredet de befoejelser, den er tillagt i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17.

246 Artikel 2, stk. 1, litra a), b), og c), har naermere til formaal at forbyde fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger.

247 Paabuddet i artikel 2, stk. 1, litra a), hvorefter enhver fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger, paa grundlag af hvilke deltagerne direkte eller indirekte kan faa adgang til individuelle oplysninger om konkurrerende virksomheder, fobydes, forudsaetter, at Kommissionen i beslutningen har fastslaaet, at udveksling af saadanne oplysninger er retsstridig i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1.

248 I denne forbindelse bemaerkes, at det ikke fremgaar af beslutningens artikel 1, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger i sig selv er en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

249 Beslutningen fastslaar generelt, at virksomhederne har overtraadt traktatbestemmelsen ved at deltage i en aftale og en samordnet praksis, hvorved de bl.a. »udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler«.

250 Beslutningens konklusion skal imidlertid fortolkes paa baggrund af dens betragtninger (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 122). Beslutningens betragtning 134, andet afsnit, er affattet saaledes:

»Producenternes udveksling af normalt fortrolige og foelsomme individuelle forretningsmaessige oplysninger paa moeder afholdt af PG Paperboard (hovedsagelig JMC) vedroerende ordrebeholdninger, midlertidige produktionsstandsninger og produktionskvoter var aabenbart konkurrencebegraensende, idet de havde til formaal at sikre, at forudsaetningerne for gennemfoerelsen af de aftalte prisinitiativer var saa gunstige som muligt ...«

251 Da Kommissionen saaledes i beslutningen behoerigt har fastslaaet, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger som saadan udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, opfylder forbuddet mod for fremtiden at udveksle oplysninger af denne art betingelserne for at bringe artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 i anvendelse.

252 Forbuddene mod udveksling af forretningsmaessige oplysninger i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal undersoeges i lyset af samme artikels stk. 2, 3 og 4, der underbygger de omhandlede paabud. Det skal saaledes afgoeres ud fra konteksten, om, og i bekraeftende fald i hvilket omfang Kommissionen har anset udveksling af oplysninger for retsstridig, under hensyn til, at de byrder, der paahviler virksomhederne, skal begraenses til, hvad der er noedvendigt for at sikre, at deres adfaerd er lovlig i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

253 Beslutningen maa fortolkes saaledes, at Fides-systemet ifoelge Kommissionen er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, som foelge af, at det fremmede kartellet (beslutningens betragtning 134, tredje afsnit). En saadan fortolkning bekraeftes af ordlyden af beslutningens artikel 1, hvoraf det fremgaar, at virksomhederne havde udvekslet forretningsmaessige oplysninger »til stoette for naevnte forholdsregler«, der fandtes at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

254 Omfanget af de forbud, der gaelder for fremtiden, som indeholdt i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal bedoemmes under hensyn til denne stillingtagen fra Kommissionens side til spoergsmaalet om, hvorvidt Fides-systemet er foreneligt med traktatens artikel 85.

255 De naevnte forbud er dels ikke begraenset til at omfatte udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger, men omfatter tillige visse statistiske oplysninger i samlet form [beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b), og stk. 2]. Desuden forbyder beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), udveksling af visse statistiske oplysninger for at forebygge, at en mulig konkurrencebegraensende adfaerd fremmes.

256 Et saadant forbud gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes, for saa vidt som det er til hinder for, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, med den begrundelse, at oplysningerne kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal. Dels fremgaar det ikke af beslutningen, at Kommissionen skulle have anset udveksling af statistiske oplysninger som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Dels medfoerer den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke, at det er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret.

257 Beslutningens artikel 2, stk. 1-4, vil derfor vaere at annullere, med undtagelse af foelgende passager:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«

Paastanden om, at boeden annulleres eller nedsaettes

A - Anbringendet om en tilsidesaettelse af begrundelsespligten i forbindelse med udmaalingen af boederne

Parternes argumenter

258 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at der i beslutningen burde vaere redegjort for grundlaget for udmaalingen af boederne.

259 De i beslutningens betragtning 167-172 angivne kriterier indeholder ikke en udtoemmende fremstilling af de elementer, Kommissionen tog hensyn til ved fastsaettelsen af boedernes stoerrelse. Selv om beslutningen og den af Kommissionen udsendte pressemeddelelse intet indeholder herom, fremgaar det af udtalelserne under en pressekonference, som blev afholdt af det medlem af Kommissionen, som er ansvarlig for konkurrencepolitikken, paa dagen for vedtagelsen af beslutningen, den 13. juli 1994, at Kommissionen anvendte en bestemt matematisk formel ved fastsaettelsen af boedernes stoerrelse. Kommissionen haevder derfor med urette, at de oplysninger, der blev givet under pressekonferencen, blot gav en »forestilling« om boedens stoerrelse. Naar Kommissionen faktisk anvender en saadan matematisk formel, skal adressaterne orienteres herom i begrundelsen for beslutningen.

260 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at beslutningen intet indeholder om den afskraekkende virkning, som ifoelge Kommissionen skal have begrundet den store boede.

261 Kommissionen har ifoelge sagsoegeren heller ikke i beslutningen i tilstraekkelig grad paavist sammenhaengen mellem sagsoegerens situation og de kriterier, der blev lagt til grund for fastsaettelsen af boeden.

262 Endelig paavirkede Kommissionens undladelse af at redegoere for grundlaget for boedeudmaalingen sagsoegerens mulighed for at forsvare sig.

263 Kommissionen har anfoert, at beslutningens betragtning 167-172 indeholder en udtoemmende og relevant beskrivelse af de kriterier, der blev anvendt ved udmaalingen af boederne. Lignende kriterier blev anvendt af Retten i polypropylen-sagerne (jf. bl.a. dommen i sagen Rhône-Poulenc mod Kommissionen, a.st.).

264 Kommissionen har ikke pligt til at angive den noejagtige procentsats af omsaetningen, som boeden udgoer. Det er ikke oenskeligt at oplyse dette tal, bl.a. fordi det ville indebaere en risiko for at afsloere forretningshemmeligheder. Desuden er det forhold, at Kommissionen valgte den enkelte virksomheds omsaetning som udgangspunkt for beregningen af boederne, ikke ensbetydende med, at den anvendte en bestemt matematisk formel. I oevrigt ville anvendelse af en matematisk formel kunne tilskynde virksomhederne til at beregne de risici, der er forbundet med en ulovlig adfaerd.

265 For saa vidt angaar boeders afskraekkende virkning har Kommissionen anfoert, at denne virkning er uloeseligt forbundet med boeder, og at det derfor ikke er noedvendigt at henvise hertil, hver gang der paalaegges en boede.

Rettens bemaerkninger

266 Ifoelge fast retspraksis har pligten til at begrunde en individuel beslutning til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (jf. f.eks. dommen i sagen Van Megen Sports mod Kommissionen, a.st., praemis 51).

267 Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning som den foreliggende, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, praemis 54).

268 Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel (jf. i samme retning Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, praemis 59).

269 De kriterier, der er lagt til grund ved fastsaettelsen af det generelle og det individuelle boedeniveau, fremgaar henholdsvis af beslutningens betragtning 168 og 169. I relation til de individuelle boeder har Kommissionen endvidere i beslutningens betragtning 170 anfoert, at de virksomheder, der havde deltaget i PWG's moeder, som udgangspunkt er blevet anset for kartellets »hovedmaend«, mens de oevrige virksomheder er blevet anset for »almindelige medlemmer«. I beslutningens betragtning 171 og 172 hedder der endelig, at Rena og Stora boer paalaegges betydeligt mindre boeder som foelge af deres aktive samarbejde med Kommissionen, samt at otte andre virksomheder, herunder sagsoegeren, ligeledes er berettiget til en relativt mindre nedsaettelse, fordi de i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionens klagepunkter stoettedes paa.

270 Det fremgaar af Kommissionens skriftlige indlaeg for Retten samt af dens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at boederne blev beregnet paa grundlag af den enkelte virksomheds omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Der blev saaledes paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af virksomhedens individuelle omsaetning og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende. Kommissionen har endelig taget hensyn til den samarbejdsvilje, som bestemte virksomheder havde udvist under proceduren for Kommissionen. To virksomheder var af denne grund berettiget til en nedsaettelse med to tredjedele af boedernes paalydende, mens de oevrige virksomheder var berettigede til en nedsaettelse med en tredjedel.

271 Det fremgaar endvidere af en tabel, som Kommissionen har fremlagt, og som indeholder oplysninger vedroerende fastsaettelsen af de enkelte boeder, at selv om boederne ikke er blevet fastsat paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de ovenfor anfoerte kriterier, er der konsekvent taget hensyn hertil ved boedeberegningen.

272 Det fremgaar imidlertid ikke af beslutningen, at boederne er blevet beregnet paa grundlag af de enkelte virksomheders omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. De anvendte grundsatser paa henholdsvis 9% for de virksomheder, der anses for kartellets »hovedmaend« og 7,5% for »almindelige medlemmer«, fremgaar heller ikke af beslutningen. Endvidere er de nedsaettelser, som Rena og Stora blev indroemmet tillige med otte andre virksomheder, heller ikke naevnt.

273 Det bemaerkes herefter for det foerste, at beslutningens betragtning 169-172 indeholder relevante og tilstraekkelige oplysninger om de hensyn, der er lagt til grund ved bedoemmelsen af grovheden og varigheden af den overtraedelse, der er begaaet af den enkelte virksomhed, naar henses til beslutningens detaljerede fremstilling af de faktiske omstaendigheder, der goeres gaeldende mod hver enkelt af beslutningens adressater (jf. i samme retning Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, praemis 264).

274 For det andet bemaerkes, at Kommissionen, naar den skal vurdere grovheden af en overtraedelse med henblik paa at fastsaette boedens stoerrelse, bl.a. skal paase, at den trufne forholdsregel er af afskraekkende karakter, idet den efter faellesskabsretten har pligt til at foere en generel politik med det formaal, at virksomhedernes adfaerd paavirkes i retning af de i traktaten fastlagte principper (dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 105 og 106). Det foelger heraf, at det er uloeseligt forbundet med Kommissionens kompetence til at paalaegge boeder, at disse er af afskraekkende karakter, hvorfor Kommissionen ikke havde pligt til at henvise saerligt til dette formaal i beslutningen.

275 For det tredje bemaerkes, at naar boederne som i den foreliggende sag udmaales under konsekvent hensyntagen til visse naermere kriterier, ville en angivelse af de enkelte kriterier i beslutningen give virksomhederne bedre mulighed for at vurdere, dels om Kommissionen har begaaet fejl ved fastsaettelsen af de individuelle boeder, dels om den individuelle boede er begrundet ud fra de generelt anvendte kriterier. I den foreliggende sag ville den omstaendighed, at beslutningen havde indeholdt oplysninger om de relevante kriterier, dvs. den omsaetning, der er lagt til grund, referenceaaret, den anvendte grundsats og boedereduktionssatserne, ikke have medfoert en indirekte offentliggoerelse af den noejagtige omsaetning i de virksomheder, som beslutningen var rettet til, hvorved traktatens artikel 214 kunne vaere overtraadt. Som Kommissionen selv har anfoert, er stoerrelsen af de endelige, individuelle boeder ikke fremkommet paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de anfoerte kriterier.

276 Kommissionen har i oevrigt under retsmoedet vedgaaet, at der ikke var noget til hinder for, at den i beslutningen kunne have anfoert de kriterier, som den konsekvent havde lagt til grund, og som var blevet offentliggjort under en pressekonference, der fandt sted samme dag, som beslutningen blev vedtaget. I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at begrundelsen for en beslutning skal findes i selve beslutningens tekst, samt at efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen ikke kan tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder (jf. Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, praemis 131, og i samme retning Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, praemis 136).

277 Uanset disse betragtninger bemaerkes, at begrundelsen for boedeudmaalingen i beslutningens betragtning 169-172 er mindst lige saa detaljeret som begrundelsen i tidligere kommissionsbeslutninger vedroerende lignende overtraedelser. Selv om anbringendet om manglende begrundelse vedroerer en ufravigelig retsgrundsaetning, havde Faellesskabets retsinstanser ikke, da beslutningen blev vedtaget, kritiseret Kommissionens begrundelsespraksis med hensyn til de boeder, der paalaegges. Foerst ved dom af 6. april 1995 (sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, praemis 142) samt i to andre domme af samme dato (sag T-147/89, Société metallurgique de Normandie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1057 - offentliggjort i sammendrag - og sag T-151/89, Société des treillis et panneaux soudés mod Kommissionen, Sml. II, s. 1191 - offentliggjort i sammendrag) understregede Retten for foerste gang, at det ville vaere oenskeligt, at virksomhederne kunne faa et detaljeret indblik i, hvorledes den boede, der paalaegges dem, er beregnet, saaledes at de kan tage stilling med fuldt kendskab til sagen uden at vaere forpligtet til at anlaegge sag ved Faellesskabets retsinstanser til proevelse af Kommissionens beslutning.

278 Det foelger heraf, at naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt, og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.

279 Under de saerlige omstaendigheder, der er naevnt ovenfor i praemis 277, og i betragtning af, at Kommissionen under sagens behandling har vist vilje til at fremlaegge alle relevante oplysninger vedroerende boedeberegningen, kan den omstaendighed, at boedeberegningen ikke specielt er begrundet i beslutningen i naervaerende tilfaelde, ikke anses for en saadan tilsidesaettelse af begrundelsespligten, at det kan begrunde, at de paalagte boeder annulleres helt eller delvist. Sagsoegeren har endelig ikke godtgjort, at virksomheden blev afskaaret fra at udoeve sin ret til kontradiktion.

280 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

B - Anbringendet om en fejlvurdering af LE-rapporten

Parternes argumenter

281 Sagsoegeren har bestridt, at kartellet »var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal« (beslutningens betragtning 168, syvende led).

282 Det eneste bevis, som Kommissionen raader over med hensyn til de annoncerede prisstigningers virkninger for faktureringspriserne, er LE-rapporten, hvori der tages hensyn til alle de faktorer, der kan paavirke faktureringspriserne paa et marked, der er undergivet konkurrence, saasom efterspoergslens saerlige kendetegn og produktionsomkostningerne. I rapporten konkluderes det imidlertid, at faktureringspriserne ikke adskilte sig fra, hvad der ville have vaeret resultatet af fri konkurrence.

283 Paa trods af oplysningerne i LE-rapporten og de oplysninger, sagsoegeren gav i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter, vedroerende faktureringspriserne for de af Iggesund Paperboard producerede GC-kvaliteter, fokuserede Kommissionen paa de annoncerede prisforhoejelser uden at tage hensyn til faktorer, som forklarede stigningerne i faktureringspriserne.

284 Desuden tog Kommissionen ikke tilstraekkeligt hensyn til de individuelle forhandlinger med kunderne, som medfoerte, at faktureringspriserne var betydeligt lavere end listepriserne.

285 Det er ikke korrekt, at de annoncerede priser udgjorde en referencepris for markedet (jf. beslutningens betragtning 21). Selv om der fandt droeftelser sted vedroerende de annoncerede prisstigninger, skete der ikke nogen samordning af faktureringspriserne. De annoncerede priser indgik blot i den forhandlingsproces, der foerte til fastsaettelsen af de individuelle priser. Desuden er Kommissionens bemaerkning om, at listepriserne samlet var steget med 42%, misvisende.

286 Eftersom det ikke lykkedes producenterne at gennemtvinge hoejere priser end dem, der ville vaere blevet fastsat af markedskraefterne, maa kartellet generelt siges at vaere mislykket, idet Kommissionen antog, at de andre paastaaede former for ulovligt samarbejde alene havde til formaal at sikre, at prisinitiativerne lykkedes.

287 Sagsoegeren har dernaest anfoert, at beslutningen indeholder fejl i forbindelse med beskrivelsen af udviklingen i faktureringspriserne (jf. beslutningens betragtning 21). De faktiske nettofaktureringspriser i indenlandsk valuta for GC- og GD-kvaliteter steg saaledes med 30% og ikke med 33% i den omhandlede periode, og tallet 19%, som anfoeres som den gennemsnitlige stigning i faktureringspriserne i ecu, er ligeledes for hoejt (jf. diagram nr. 10 i LE-rapporten).

288 De faktiske indtaegter pr. enhed steg ganske vist ca. dobbelt saa meget som produktionsomkostningerne i den omhandlede periode, men det undlades i beslutningen at naevne, at der var tale om beskedne stigninger, og at efterspoergslen i samme periode steg med 16%. Desuden er den bruttoavance, der naevnes i beslutningens betragtning 16, ikke tilstraekkelig til at sikre et rimeligt afkast af investeringerne (jf. LE-rapporten, afsnit 5).

289 Kommissionen har erindret om, at den ikke har pligt til at paavise, at et kartel har haft virkninger paa markedet. I det foreliggende tilfaelde havde kartellet imidlertid faktisk saadanne virkninger.

290 LE-rapporten bekraefter, at nettofaktureringspriserne steg med ca. en tredjedel fra 1988 til 1991. Det er for fantasifuldt at paastaa, at alle Vesteuropas kartonproducenters samordnede indsats ikke bidrog til det opnaaede resultat. Desuden anerkendte ophavsmanden til LE-rapporten under hoeringen for Kommissionen udtrykkeligt, at udviklingen i faktureringspriserne noeje fulgte de annoncerede prisstigninger, hvilket beviser, at kartellet var succesfuldt i saa henseende.

291 Det forhold, at aftalen vedroerte de annoncerede priser, og at faktureringspriserne blev fastsat paa grundlag af forhandlinger mellem producenterne og deres kunder, kan ikke aendre noget ved den konklusion, at kartellet havde virkninger paa faktureringspriserne. Den annoncerede pris udgjorde en referencepris for hele markedet, og det er uden betydning, at de store kunder opnaaede rabatter eller andre saerlige vilkaar.

Rettens bemaerkninger

292 Ifoelge beslutningens betragtning 168, syvende led, fastsatte Kommissionen det generelle boedeniveau bl.a. under hensyn til, at »kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal«. Det er ubestridt, at denne betragtning henviser til virkningerne paa markedet af den overtraedelse, der er fastslaaet i beslutningens artikel 1.

293 Ved sin kontrol af Kommissionens skoen med hensyn til virkningerne af overtraedelsen finder Retten, at det er tilstraekkeligt at undersoege dette i relation til virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser. Som det ogsaa er blevet understreget af sagsoegeren, goer undersoegelsen af virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser det nemlig muligt at vurdere kartellets succes generelt, idet det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger og det ulovlige samarbejde om markedsandele havde til formaal at sikre, at de samordnede prisinitiativer lykkedes.

294 Kommissionen vurderede virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser generelt. Selv om det antages, at de individuelle oplysninger, sagsoegeren fremlagde i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter, som haevdet viser, at det ulovlige samarbejde om priser kun havde mindre betydelige virkninger for sagsoegeren, end de havde paa det samlede europaeiske kartonmarked, kan saadanne individuelle oplysninger ikke i sig selv anses for tilstraekkelige til at rejse tvivl om Kommissionens skoen.

295 Tilsvarende kan det under disse omstaendigheder ikke laegges Kommissionen til last, at den ikke saerligt undersoegte virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser i relation til SBS-kvaliteter, idet salget af disse kvaliteter udgjorde mindre end 10% af det samlede salg af de tre kartontyper, der er omhandlet i beslutningen (jf. beslutningens betragtning 5, femte afsnit).

296 Som Kommissionen bekraeftede i retsmoedet, fremgaar det af beslutningen, at der sondres mellem tre forskellige former for virkninger. Kommissionen har yderligere lagt til grund, at producenterne selv, samlet betragtet, ansaa prisinitiativerne for en succes.

297 Den foerste form for virkninger, som Kommissionen har taget hensyn til, og som ikke bestrides af sagsoegeren, er den omstaendighed, at de aftalte prisforhoejelser faktisk blev meddelt kunderne. De nye priser tjente saaledes som reference ved individuelle forhandlinger med kunderne om faktureringspriser (jf. bl.a. beslutningens betragtning 100 og betragtning 101, femte og sjette afsnit). I denne forbindelse modsiger sagsoegeren sig selv ved at bestride, at de annoncerede priser udgjorde en referencepris for markedet, og samtidig indroemme, at der blev taget hensyn til disse priser ved forhandlingerne med kunderne om faktureringspriserne.

298 Den anden form for virkninger er den omstaendighed, at udviklingen i faktureringspriserne fulgte udviklingen i de annoncerede priser. I denne forbindelse har Kommissionen gjort gaeldende, at »producenterne [noejedes] ikke med at annoncere de aftalte prisforhoejelser, men tog ogsaa, med faa undtagelser, strenge forholdsregler for at sikre, at forhoejelserne blev haandhaevet over for kunderne« (beslutningens betragtning 101, foerste afsnit). Kommissionen har erkendt, at kunderne undertiden opnaaede indroemmelser med hensyn til ikrafttraedelsestidspunktet for forhoejelserne, rabatter eller individuelle nedslag, bl.a. ved store ordrer, samt at »den gennemsnitlige nettoforhoejelse, der opnaaedes efter rabatter, prisnedslag og andre indroemmelser, altid var mindre end hele den annoncerede forhoejelse« (beslutningens betragtning 102, sidste afsnit). Under henvisning til diagrammerne i LE-rapporten har den gjort gaeldende, at der i den periode, som beslutningen vedroerer, var »en taet lineaer sammenhaeng« mellem udviklingen i de annoncerede priser og i faktureringspriserne udtrykt i national valuta eller omregnet til ecu. Kommissionen konkluderer foelgende: »De nettoprisstigninger, der blev indfoert, fulgte noeje de annoncerede prisstigninger, endskoent der forekom en vis tidsforskydning. Rapportens forfatter indroemmede under den mundtlige hoering, at dette var tilfaeldet for 1988 samt 1989« (beslutningens betragtning 115, andet afsnit).

299 Retten tiltraeder, at Kommissionen ved sin vurdering af denne anden form for virkninger med rette kunne anse den omstaendighed, at der var en lineaer sammenhaeng mellem udviklingen i de annoncerede priser og faktureringspriserne, som bevis for, at prisinitiativerne fik virkning i denne henseende, hvilket var i overensstemmelse med producenternes maal. Det er ubestridt, at den praksis, der foelges paa det relevante marked, hvorefter der foeres individuelle forhandlinger med kunderne, indebaerer, at faktureringspriserne generelt ikke er identiske med de annoncerede priser. Det kan derfor ikke paaregnes, at stigningerne i faktureringspriserne er identiske med de annoncerede prisstigninger.

300 Med hensyn til den indbyrdes sammenhaeng mellem forhoejelserne af de annoncerede priser og faktureringspriserne har Kommissionen med rette henvist til LE-rapporten, der er en analyse af udviklingen i kartonpriserne i den periode, beslutningen omhandler, og som bygger paa oplysninger fra en raekke producenter, bl.a. sagsoegeren selv.

301 Tidsmaessigt bekraefter rapporten imidlertid kun til dels, at der var tale om en »taet lineaer sammenhaeng«. Gennemgangen af perioden fra 1987 til 1991 omfatter tre saerskilte underperioder. Under hoeringen for Kommissionen refererede LE-rapportens forfatter sine konklusioner saaledes: »Der er ikke naer overensstemmelse, end ikke tidsforskudt, mellem de annoncerede prisforhoejelser og markedspriserne i begyndelsen af undersoegelsesperioden, dvs. fra 1987 til 1988. En saadan overensstemmelse finder man derimod i 1988/1989, hvorefter den ophoerer og senere opfoerer sig noget underligt [oddly] i perioden 1990/1991« (protokollatet af den mundtlige hoering, s. 28). Han oplyste endvidere, at de tidsmaessige forskydninger havde naer sammenhaeng med aendringer i efterspoergslen (jf. bl.a. protokollatet af den mundtlige hoering, s. 20).

302 Forfatterens mundtlige konklusion svarer til analysen i rapporten, bl.a. de sammenlignende diagrammer mellem udviklingen i annoncerede priser og faktureringspriser (LE-rapporten, diagram nr. 10 og 11, s. 29). Paa grundlag heraf maa det fastslaas, at Kommissionen kun delvis har foert bevis for, at der fandtes en saadan »taet lineaer sammenhaeng«, som paastaaet.

303 Kommissionen oplyste under retsmoedet, at den ligeledes havde taget hensyn til en tredje form for virkninger af det ulovlige samarbejde om priser, nemlig at faktureringspriserne var hoejere, end de ville have vaeret uden det ulovlige samarbejde. Under henvisning til, at planlaegningen af tidspunkter og den raekkefoelge, hvori prisforhoejelserne skulle meddeles, blev foretaget af PWG, har Kommissionen i beslutningen anfoert, at »det under saadanne omstaendigheder [er] utaenkeligt, at den samordnede annoncering af prisforhoejelserne ingen virkning havde paa de faktiske prisniveauer« (beslutningens betragtning 136, tredje afsnit). LE-rapporten indeholder (afsnit 3) imidlertid en model for udarbejdelse af prisprognoser paa grundlag af objektive markedsvilkaar. Det anfoeres i rapporten, at prisniveauet, bestemt paa grundlag af objektive oekonomiske forhold i perioden 1975-1991, herunder indbefattet den periode, som beslutningen omfatter, med ubetydelige afvigelser ville have udviklet sig identisk med de faktureringspriser, der anvendtes.

304 Paa trods af de anfoerte konklusioner giver analysen i rapporten ikke grundlag for at fastslaa, at de samordnede prisinitiativer ikke gav producenterne mulighed for at opnaa en hoejere faktureringspris end under en fri konkurrence. Som Kommissionen understregede i retsmoedet, er det muligt, at de faktorer, analysen bygger paa, paavirkedes af det ulovlige samarbejde. Kommissionen har saaledes med rette gjort gaeldende, at det ulovlige samarbejde f.eks. kunne bevirke, at virksomhedernes incitament til at nedbringe deres omkostninger var begraenset. Derimod har den ikke paavist direkte fejl i LE-rapportens analyse og har heller ikke fremlagt egne oekonomiske analyser vedroerende den teoretiske udvikling i faktureringspriserne uden ulovligt samarbejde. Herefter kan dens anbringende om, at faktureringspriserne ville have vaeret lavere, saafremt der ikke havde eksisteret et ulovligt samarbejde mellem producenterne, ikke tiltraedes.

305 Denne tredje form for virkninger af det ulovlige samarbejde om priser er derfor ikke bevist.

306 De ovenfor anfoerte konstateringer aendres ikke af producenternes subjektive vurdering, som Kommissionen anvender som grundlag for at antage, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til en fortegnelse over dokumenter, som den fremlagde i retsmoedet. Selv om det antages, at Kommissionen kunne have underbygget sin opfattelse af, at prisinitiativerne havde succes, med dokumenter, der gav udtryk for visse producenters subjektive opfattelse, maa det konstateres, at flere virksomheder, bl.a. sagsoegeren, i retsmoedet med rette har henvist til talrige andre sagsakter, der viser producenternes problemer med at gennemfoere de aftalte prisforhoejelser. Henset hertil er Kommissionen henvisning til producenternes egne redegoerelser ikke tilstraekkelig til at begrunde den slutning, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal.

307 Paa grundlag af det saaledes anfoerte er de af Kommissionen anfoerte virkninger af overtraedelsen kun delvist bevist. Retten vil tage stilling til betydningen af denne konstatering for boedespoergsmaalet, hvor Retten har fuld proevelsesret, i forbindelse med vurderingen af den konstaterede overtraedelses grovhed (jf. nedenfor, praemis 358).

308 Endelig bemaerkes, at de fejl, der ifoelge sagsoegeren (jf. ovenfor, praemis 287 og 288) er indeholdt i begrundelsen for beslutningen, selv hvis disse fejl anses for godtgjort, ikke kan paavirke ovenstaaende konklusioner. Det er derfor ufornoedent at undersoege, om sagsoegerens argumenter paa dette punkt er berettigede.

C - Anbringendet om en fejlvurdering af overtraedelsens grovhed

309 Anbringendet indeholder to led, som skal behandles saerskilt.

Anbringendets foerste led om en fejlvurdering af det paastaaede kartels form og formaal

Parternes argumenter

310 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen med urette ansaa det paastaaede kartel for at vaere det mest alvorlige, som den havde skullet tage stilling til.

311 Selskabet har bestridt paastanden om, at det hoerte til JMC's opgaver at fastsaette ensartede priser for visse store kunder (beslutningens betragtning 44).

312 Det har ligeledes bestridt, at det ulovlige samarbejde om priser havde til formaal at indfoere et system med ensartede priser i Europa. Som anfoert af Stora, var reduceringen af prisforskellene mellem de nationale markeder et resultat af markedsvilkaarene.

313 Desuden var det ikke PG Paperboard's hovedopgave at organisere markedet, i modsaetning til, hvad der haevdes i beslutningen. PG Paperboard varetog adskillige fuldstaendig legitime opgaver.

314 Kommissionen har henvist til, at den fastslog, at kartellet ikke blot havde indfoert et veludviklet system for samordnede prisstigninger, men ogsaa indeholdt en aftale om fastfrysning af markedsandele og om kontrol med produktionen.

315 Kommissionen har dernaest gjort gaeldende, at de saerlige kendetegn, som ifoelge sagsoegeren ikke blev konstateret i det foreliggende tilfaelde, er vildledende eller underordnede. Under alle omstaendigheder er de paastaaede fejl ubetydelige eller ikke-eksisterende og naeppe af en saadan karakter, at de kan aendre vurderingen af overtraedelsens grovhed.

316 Kommissionen har endelig anfoert, at sagsoegerens argument om, at det ikke blev forsoegt at fastsaette ensartede priser i Europa, er en ren paastand, der modsiges af beviserne.

Rettens bemaerkninger

317 Sagsoegerens argumentation er uklar, men maa forstaas saaledes, at det goeres gaeldende, at den overtraedelse, som selskabet skal have begaaet, ikke er saa grov, som Kommissionen haevder, fordi visse elementer i overtraedelsen ikke er godtgjort. Ifoelge sagsoegeren begrunder denne omstaendighed en nedsaettelse af boeden.

318 Kommissionen antog med rette, at sagsoegeren havde overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991 at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som omfattede en raekke forskellige elementer. Den fastslog i denne forbindelse, at sagsoegeren havde deltaget i et ulovligt samarbejde om priser, et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger og et ulovligt samarbejde om markedsandele.

319 Det fremgaar af beslutningens betragtning 168, at Kommissionen bl.a. fastsatte det generelle boedeniveau under hensyn til, at »hemmelige aftaler om prisfastsaettelse og opdeling af markeder ... efter selve deres beskaffenhed [er] staerkt konkurrencebegraensende«.

320 Sagsoegerens argumenter til stoette for dette led i anbringendet findes ikke at kunne formindske grovheden af de allerede konstaterede overtraedelser og dermed begrunde en nedsaettelse af boeden. Under alle omstaendigheder kan de ikke tiltraedes.

321 For det foerste er argumentet om, at PG Paperboard udfoerte legitime aktiviteter, irrelevant, da det har kunnet konstateres, at denne brancheorganisations organer, navnlig PWG og JMC, hovedsagelig havde et konkurrencebegraensende formaal.

322 For det andet modsiges paastanden om, at det ikke var blandt JMC's opgaver at fastsaette ensartede priser for de store kunder, af Stora's redegoerelser (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 14). Endvidere har sagsoegeren ikke bestridt, at bilag 117 og 118 til meddelelsen af klagepunkter, som anfoert i beslutningen (betragtning 80 og 87), vedroerte JMC-moeder. Disse to dokumenter indeholdt netop angivelser af de priser, der skulle anvendes over for forskellige kategorier af kunder alt efter deres stoerrelse.

323 Endelig kan sagsoegeren ikke haevde, at det ulovlige samarbejde om priser ikke sigtede mod at indfoere et system med ensartede priser i Europa, naar selskabet ikke bestrider, at de prisstigninger, der blev aftalt inden for PG Paperboard, foerte til en reducering af de oprindelige forskelle mellem de priser, der blev anvendt paa de forskellige nationale markeder.

324 Anbringendets foerste led kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendets andet led om en fejlvurdering for saa vidt som det blev antaget, at der var tale om en enkelt overtraedelse

Parternes argumenter

325 Sagsoegeren har bestridt, at alle de i beslutningen kritiserede elementer kan udgoere en enkelt overtraedelse. Visse forbindelser er ikke blevet bevist. Andre er ikke blevet beskrevet tilstraekkelig klart i meddelelsen af klagepunkter. Andre er ulogiske. Endelig boer visse paastande ikke have indflydelse paa boeden.

326 Paastandene vedroerende SBS og de annoncerede prisstigninger i 1987 i Det Forenede Kongerige burde ikke vaere medtaget i beslutningen.

327 I henhold til beslutningen blev der regelmaessigt i Tyskland, Frankrig og Det Forenede Kongerige afholdt nationale moeder med henblik paa gennemfoerelse af de inden for PG Paperboard besluttede prisstigninger. Beslutningen indeholder imidlertid ingen beviser for sagsoegerens deltagelse i moederne i Tyskland eller i Frankrig, der paavises ingen forbindelse mellem de nationale moeder og PG Paperboard, og beviserne vedroerende moederne i PAA (jf. beslutningens betragtning 94 ff.) og Association of Cartonboard Manufacturers (herefter »ACBM«, jf. betragtning 98 og 99) i Det Forenede Kongerige blev ikke fortolket korrekt. Desuden naevner beslutningen intet om de moeder, der fandt sted i Skandinavien. Kommissionens fejlagtige konstateringer vedroerende de nationale moeder har saaledes paavirket boedens stoerrelse, idet det i betragtning 168 som et af kriterierne for fastsaettelsen af det generelle niveau for boederne naevnes, at der blev afholdt »regelmaessige, institutionaliserede moeder«.

328 Sagsoegeren har desuden anfoert, at Kommissionens konklusion, hvorefter PAA's og ACBM's moeder og PG Paperboard's aktiviteter indgik i samme generelle overtraedelse, er et resultat af anvendelsen af teorien om et »faelles maal« (jf. bl.a. dommen i sagen Shell mod Kommissionen, a.st.). Denne teori kan imidlertid kun anvendes i tilfaelde, hvor visse beviser mangler, men hvor Kommissionens paastande i oevrigt hviler paa haandfaste beviser.

329 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren udelukkende synes at bestride, at der fandtes de noedvendige forbindelser mellem de forskellige elementer i den enkelte overtraedelse med hensyn til bestemte nationale moeder i bestemte lande. Over for sagsoegerens argumenter om, at paastandene vedroerende SBS og prisstigningen i 1987 i Det Forenede Kongerige ikke burde vaere medtaget i beslutningen, har Kommissionen henvist til sine argumenter vedroerende medtagelsen af SBS i beslutningen og tilfoejet, at forbindelsen mellem den naevnte prisstigning og PG Paperboard bevises af et notat, der er naevnt i beslutningens betragtning 75 (bilag 62 til meddelelsen af klagepunkter).

330 Hvad angaar de nationale moeder vedroerende gennemfoerelsen af prisinitiativerne foreligger der ifoelge Kommissionen tilstraekkelige beviser for, at saadanne moeder fandt sted i Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige og Skandinavien. Disse moeder var en del af kartellets struktur og maa saaledes betragtes som en udbygning heraf.

331 Selv hvis det antages, at der ikke var noget bevis for sagsoegerens deltagelse i moederne i Tyskland eller Frankrig, ville vurderingen af kartellets grovhed grundlaeggende have vaeret den samme. Kommissionen har herved henvist til de i beslutningens betragtning 168 naevnte kriterier, som i det vaesentlige vedroerer selve kernen i overtraedelsen.

332 For saa vidt angaar argumenterne vedroerende teorien om et »faelles maal« henviser Kommissionen til beslutningens betragtning 116, som forklarer den fulgte fremgangsmaade.

Rettens bemaerkninger

333 Hvad foerst angaar argumentet om, at visse »forbindelser« ikke er beskrevet tilstraekkelig praecist (jf. ovenfor, praemis 325), skal Retten henvise til procesreglementets artikel 44, stk. 1, hvorefter staevningen skal indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Denne angivelse skal vaere saa klar og praecis, at sagsoegte faar mulighed for at tilrettelaegge sit forsvar og Retten for at traeffe afgoerelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til stoette herfor. Staevningen skal derfor indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, soegsmaalet stoettes paa, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i procesreglementet (Rettens dom af 12.1.1995, sag T-102/92, Viho mod Kommissionen, Sml. II, s. 17, praemis 68). Tilsvarende krav gaelder, naar et argument fremfoeres til stoette for et anbringende.

334 I det foreliggende tilfaelde er det omhandlede argument formuleret for upraecist til, at Retten kan fastlaegge dets egentlige indhold. Argumentet maa derfor afvises fra realitetsbehandling.

335 Sagsoegerens argument om, at paastandene vedroerende SBS og de annoncerede prisstigninger i januar 1987 i Det Forenede Kongerige ikke burde vaere medtaget i beslutningen, maa forkastes. Det skal hertil blot bemaerkes, at Kommissionen med rette ansaa SBS-kvaliteter for at indgaa i kartellet (jf. ovenfor, praemis 228), og at varigheden af den overtraedelse, der blev lagt sagsoegeren til last, var tilstraekkelig godtgjort (jf. ovenfor, praemis 173 ff.).

336 Argumenterne om, at der ikke foreligger beviser for, at der blev afholdt nationale moeder vedroerende gennemfoerelsen af de i PG Paperboard trufne beslutninger, og at der ikke foreligger beviser for forbindelser mellem de naevnte moeder og PG Paperboard's aktiviteter, kan ikke foere til en annullation af beslutningens artikel 1. Kommissionen antog nemlig med rette, at sagsoegeren havde overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved som medlem af PWG at have deltaget i et ulovligt samarbejde om priser, et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger og et ulovligt samarbejde om markedsandele.

337 Det foelger heraf, at sagsoegerens argumentation kun kan sigte mod en nedsaettelse af boeden.

338 Det skal derfor undersoeges, om Kommissionen tog hensyn til disse nationale moeder, da den vurderede grovheden af den begaaede overtraedelse.

339 Ifoelge beslutningens betragtning 168, femte led, lagde Kommissionen bl.a. til grund, at »kartellet blev drevet i form af et system med regelmaessige, institutionaliserede moeder, som havde til formaal at regulere markedet for karton i EF i de mindste enkeltheder«.

340 Denne betragtning vedroerer i det vaesentlige moederne i PG Paperboard's organer.

341 Det hedder saaledes i beslutningens betragtning 91, andet og tredje afsnit:

»Det vides ikke, hvorvidt der, foruden nationale udvalgsmoeder som forberedelse til arbejdet i Det OEkonomiske Udvalg ..., fandtes et institutionaliseret system for hele Europa for regelmaessige lokale moeder i hvert af landene med henblik paa at gennemfoere de forhoejelser, der tidligere var blevet aftalt for de enkelte nationale markeder inden for EF.

Men dette var helt klart tilfaeldet paa adskillige af de vigtige nationale markeder, [nemlig markederne i Tyskland, Frankrig og Det Forenede Kongerige].«

342 Under disse omstaendigheder maa det konstateres, at det forhold, at nationale moeder udgjorde en udbygning af det ulovlige samarbejde mellem PG Paperboard's medlemmer i flere medlemsstater, ikke har kunnet paavirke vurderingen af overtraedelsens grovhed maerkbart.

343 Anbringendets andet led kan derfor ikke tiltraedes.

344 Anbringendet maa herefter i det hele forkastes.

D - Anbringendet om, at boeden er uforholdsmaessig hoej

Parternes argumenter

345 Sagsoegeren har understreget, at det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencepolitikken, under pressekonferencen den 13. juli 1994 udtalte, at boederne naermede sig det loft, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Hverken grovheden eller varigheden af den paastaaede overtraedelse kan imidlertid efter sagsoegerens opfattelse begrunde dette hoeje niveau.

346 Kommissionen har allerede opdaget grovere overtraedelser end den her omhandlede. En sammenligning mellem beslutningen og den beslutning, der var genstand for den ovennaevnte dom i sagen Tetra Pak mod Kommissionen, viser, at den i sidstnaevnte sag konstaterede overtraedelse var grovere og af laengere varighed.

347 Endvidere har Kommissionen ifoelge sagsoegeren allerede vaeret stillet over for overtraedelser af en betydelig laengere varighed end den i beslutningen konstaterede, og den kan, i modsaetning til hvad den har anfoert i svarskriftet, ikke tage hensyn til, at overtraedelsen fandt sted paa ubestemt tid. Kommissionens fremgangsmaade er uforenelig med artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, idet der kun kan tages hensyn til de konstaterede overtraedelsers faktiske varighed.

348 Desuden angiver beslutningen ikke grundene til, at boedeniveauet blev sat op i forhold til boedeniveauet i forbindelse med Kommissionens tidligere beslutninger. Det maa derfor efter sagsoegerens opfattelse konkluderes, at de i beslutningen anfoerte kriterier ikke kan begrunde boedens stoerrelse.

349 Kommissionen har anfoert, at den boede, der blev paalagt sagsoegeren, svarer til ca. 9% af selskabets omsaetning paa kartonmarkedet i Faellesskabet i 1990. Sagsoegeren har ikke foert noget bevis for, at boeden skulle vaere taet paa det loft paa 10% af den samlede omsaetning, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Kommissionen gav udtryk for, at overtraedelsen var saerlig grov, men den haevdede paa intet tidspunkt, at der var tale om den groveste overtraedelse, der nogensinde var blevet opdaget. Endelig kan Kommissionen til enhver tid forhoeje det generelle niveau for boeder for at sikre deres afskraekkende virkning.

350 Kommissionen har aldrig haevdet, at den har sat det generelle boedeniveau op. Den boede, der blev paalagt sagsoegeren, ligger ikke vaesentligt over niveauet for de boeder, der blev paalagt hovedmaendene i Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen, EFT L 230, s. 1, herefter »polypropylen-beslutningen«). Det ville under alle omstaendigheder ikke have vaeret noedvendigt at naevne en eventuel forhoejelse af det generelle boedeniveau i beslutningen.

351 Kommissionen har endelig i relation til overtraedelsens varighed anfoert, at den omstaendighed, at en overtraedelse som den her omhandlede opdages hurtigt, ikke medfoerer, at overtraedelsen i sig selv bliver mindre grov. Dette er ikke ensbetydende med, at Kommissionen paalagde sagsoegeren en boede for et tidsrum, der ligger efter beslutningen (jf. beslutningens betragtning 167).

Rettens bemaerkninger

352 I medfoer af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen ved beslutning paalaegge virksomheder, der forsaetligt eller uagtsomt overtraeder bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, boeder paa mindst 1 000 og hoejst 1 000 000 ECU, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10% af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtraedelsen. Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal der tages hensyn til baade overtraedelsens grovhed og dens varighed. Som tidligere naevnt, fremgaar det af Domstolens praksis, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (kendelsen i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 54).

353 I den foreliggende sag har Kommissionen fastsat det generelle boedeniveau under hensyn til overtraedelsens varighed (beslutningens betragtning 167) samt ud fra foelgende overvejelser (betragtning 168):

»- Hemmelige aftaler om prisfastsaettelse og opdeling af markeder er efter selve deres beskaffenhed staerkt konkurrencebegraensende.

- Kartellet daekkede stort set hele Faellesskabets omraade.

- EF-markedet for karton er en betydningsfuld industrisektor, der repraesenterer indtil 2,5 mia. ECU hvert aar.

- De virksomheder, der deltog i overtraedelsen, tegner sig for stort set hele markedet.

- Kartellet blev drevet i form af et system med regelmaessige, institutionaliserede moeder, som havde til formaal at regulere markedet for karton i EF i de mindste enkeltheder.

- Der blev taget omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det sande omfang af de hemmelige aftaler (manglen paa officielle moedereferater eller dokumentation vedroerende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet til ikke at tage referat; tidspunkterne for og raekkefoelgen, i hvilken prisstigningerne blev annonceret, blev iscenesat, saaledes at man var i stand til at haevde, at man blot 'fulgte efter', osv.).

- Kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal.«

354 Endvidere bemaerkes, at det er ubestridt, at der blev paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet var paa 9% af omsaetningen paa kartonmarkedet i Faellesskabet i 1990 i de virksomheder, beslutningen var rettet til, og paa 7,5% for de »almindelige medlemmers« vedkommende.

355 Det understreges for det foerste, at Kommissionen ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje niveauet for boeder for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik (jf. bl.a. dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 105-108, og Rettens dom af 10.3.1992, sag T-13/89, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1021, praemis 385).

356 Kommissionen har for det andet med rette haevdet, at der som foelge af sagens saerlige omstaendigheder ikke kan foretages en umiddelbar sammenligning mellem det generelle boedeniveau i denne beslutning og det boedeniveau, Kommissionen har anvendt i sin hidtidige beslutningspraksis, herunder navnlig i polypropylen-beslutningen, som efter Kommissionens egen opfattelse er den, der bedst kan sammenlignes med den foreliggende sag. Til forskel fra polypropylen-beslutningen er der i den foreliggende sag generelt ikke taget hensyn til formildende omstaendigheder ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau. De forholdsregler, der blev truffet med henblik paa at skjule det ulovlige samarbejde, viser, at virksomhederne fuldt ud var vidende om, at deres adfaerd var ulovlig. Kommissionen kunne derfor tillaegge disse foranstaltninger betydning ved sin vurdering af overtraedelsens grovhed, idet de maa anses for en saerlig skaerpende omstaendighed ved overtraedelsen, der karakteriserer denne i forhold til de overtraedelser, som Kommissionen tidligere har fastslaaet.

357 Retten laegger for det tredje vaegt paa, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, var langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionen hidtidige beslutningspraksis, herunder polypropylen-beslutningen. Det bemaerkes i denne forbindelse, at der ikke er noget grundlag for at antage, at Kommissionen, i modsaetning til hvad der gives udtryk for i betragtning 167, ved fastsaettelsen af boedeniveauet tog hensyn til en laengere varighed af overtraedelsen end den i beslutningens artikel 1 fastlagte.

358 Af disse grunde finder Retten, at de kriterier, der er anfoert i beslutningens betragtning 168, kan begrunde det generelle boedeniveau, som Kommissionen har fastsat. Retten har ganske vist fastslaaet, at virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser, som Kommissionen har taget i betragtning ved den generelle boedeudmaaling, kun delvis er bevist. Naar henses til de ovenfor anfoerte betragtninger, er dette forhold imidlertid ikke af vaesentlig betydning ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed. Den omstaendighed, at virksomhederne faktisk annoncerede de aftalte prisforhoejelser, og at de annoncerede priser dannede grundlag for fastsaettelsen af de individuelle faktureringspriser, er i sig selv tilstraekkelig til at fastslaa, at saavel formaalet med som virkningen af det ulovlige samarbejde om priser var at skabe en alvorlig konkurrencebegraensning. Retten, der har fuld proevelsesret, finder derfor ikke, at der er grundlag for en nedsaettelse af det generelle boedeniveau, som Kommissionen har fastsat, naar henses til de virkninger af overtraedelsen, der er konstateret.

359 Kommissionen kan endelig ikke ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau i denne sag anses for at have fraveget sin hidtidige beslutningspraksis i et saadant omfang, at den skulle have begrundet sin vurdering af overtraedelsens grovhed naermere (jf. bl.a. Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1491, praemis 31).

360 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

E - Anbringendet om en fejlvurdering af Iggesund Paperboard's rolle

Parternes argumenter

361 Sagsoegeren har for det foerste gjort glaedende, at selskabet fejlagtigt blev betegnet som »hovedmand« i kartellet. Der deltog kun repraesentanter for Iggesund Paperboard i enkelte af PG Paperboard's organers moeder, og de fungerede aldrig som formand for disse organer.

362 Iggesund Paperboard deltog ikke i nogen moeder i PWG foer slutningen af november 1989. Det maa derfor vaere Kommissionen, der skal bevise, at Iggesunds Bruk eller TBM deltog inden da. Desuden deltog der ingen repraesentant fra Iggesund Paperboard i PWG's moeder den 6. februar 1990, den 12. april 1991, den 27. maj 1991 og den 5. juni 1991. Selskabet deltog saaledes kun i fem af de ni PWG-moeder, der blev afholdt efter november 1989.

363 Stora's udtalelser om, at TBM deltog i moederne i PWG fra tidspunktet for dette organs oprettelse, er ikke paalidelige. Kommissionen tog saaledes i strid med billighedsprincippet og proportionalitetsprincippet ikke tilstraekkeligt hensyn til, at Iggesund Paperboard kun lejlighedsvis havde deltaget i PWG's moeder fra november 1989.

364 For saa vidt angaar JMC har sagsoegeren anfoert, at Iggesund Paperboard, i modsaetning til hvad der fremgaar af tabel 4 i bilagene til beslutningen, ikke deltog i moederne den 6. og 7. september 1989.

365 Hvad angaar Iggesunds Bruk har sagsoegeren henvist til, at denne fabrik hovedsagelig producerede SBS-kvaliteter, idet den altid har lagt mindre vaegt paa sin produktion af GC-karton af hoej kvalitet. Dette forklarer, hvorfor den paa intet tidspunkt deltog mere end lejlighedsvis i PG Paperboard's organers moeder, og at den ikke var medlem af PG Paperboard efter 1985. Iggesunds Bruk deltog saaledes foer november 1988, med undtagelse af PG Paperboard's generalforsamlinger, kun i ni ud af PC's tyve moeder og i fire ud af DOEU's atten moeder.

366 For det andet er der ifoelge sagsoegeren intet grundlag for at haevde, at selskabets produktionsstandsninger var resultat af en samordning. Iggesunds Bruk's fabrik var saedvanligvis lukket om efteraaret af tekniske grunde. I 1990 blev den saedvanlige lukning imidlertid udsat, fordi Iggesunds Bruk producerede rekordmaengder i loebet af de sidste fire maaneder af 1990 og de foerste fire maaneder af 1991. Paa fabrikken i Workington blev produktionen kun standset i tilfaelde af begraensede ordrer.

367 Kommissionen har understreget, at det er deltagerne i PWG's moeder, der blev betragtet som »hovedmaend« i kartellet. Spoergsmaalet om, hvorvidt Iggesund Paperboard's repraesentant var blandt organernes formaend, er derfor irrelevant. TBM og senere Iggesund Paperboard deltog i moeder i alle PG Paperboard's organer, herunder PWG. Sagsoegerens argumentation vedroerende Iggesunds Bruk's rolle foer 1988 er herefter irrelevant.

368 Sagsoegerens paastande vedroerende produktionsstandsninger med hensyn til SBS-kvaliteter er uden enhver relevans, eftersom Kommissionen aldrig har haevdet, at der fandtes en saerskilt produktionsstandsningsordning i relation til SBS-kvaliteter. Desuden var der stor efterspoergsel paa SBS-kvaliteter i hele den omhandlede periode, og det var derfor ikke noedvendigt at standse produktionen heraf.

369 Kommissionen har endelig anfoert, at argumentet om, at fabrikken i Workington kun standsede produktionen i tilfaelde af begraensede ordrer, ikke er overbevisende, idet produktionsstandsninger kun er noedvendige under saadanne omstaendigheder.

Rettens bemaerkninger

370 Det fremgaar af Rettens bemaerkninger vedroerende sagsoegerens anbringender til stoette for paastanden om annullation af beslutningen, at karakteren af PWG's funktioner, saaledes som de er beskrevet i beslutningen, er blevet godtgjort af Kommissionen.

371 Kommissionen har saaledes med foeje kunnet laegge til grund, at de virksomheder, der deltog i organets moeder, maatte anses for »hovedmaend« i den konstaterede overtraedelse, og at de derfor maatte baere et saerligt ansvar (jf. beslutningens betragtning 170, foerste afsnit).

372 Det er ubestridt, at Iggesund Paperboard deltog i PWG's moeder fra november 1989. Sagsoegerens argument om, at Iggesund Paperboard kun deltog lejlighedsvis i PWG's moeder, kan ikke tiltraedes. Det fremgaar nemlig af tabel 2 i bilagene til beslutningen, at Iggesund Paperboard deltog i fem af de syv moeder, der blev afholdt i perioden fra november 1989 til april 1991, hvor Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17 foretog samtidige uanmeldte undersoegelser hos et antal virksomheder og brancheorganisationer inden for kartonsektoren.

373 For saa vidt angaar perioden fra midten af 1986 til november 1989 har Stora udtalt foelgende: »Endnu en producent var repraesenteret i PWG: Fabrikken 'UK Workington' var repraesenteret i PWG fra dette organs oprettelse. Workington-fabrikken blev koebt af Iggesund/MoDo« (bilag 37 til meddelelsen af klagepunkter, s. 2). I et svar fra Iggesund Paperboard (Workington) Ltd af 20 august 1991 paa en begaering om oplysninger anfoeres det desuden (s. 12) i relation til TBM/Iggesund Paperboard (Workington) Ltd's deltagelse i PWG's moeder: »Vi gaar ud fra, at hr. P.L. Herring deltog i nogle af eller alle disse moeder.«

374 Da Iggesund Paperboard (Workington) Ltd i sit ovennaevnte svar selv gik ud fra, at P.L. Herring havde deltaget i PWG's moeder paa vegne af TBM/Iggesund Paperboard (Workington) Ltd, var det under disse omstaendigheder berettiget, at Kommissionen baserede sig paa Stora's udtalelser om, at Workington-fabrikken havde vaeret repraesenteret i PWG siden dette organs oprettelse.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0352.2

375 Retten har allerede fastslaaet, at Kommissionen med foeje rettede beslutningen til sagsoegeren for saa vidt angaar de overtraedelser, der var begaaet af selskaberne Iggesund Paperboard, Iggesund Paperboard (Workington) Ltd og TBM. Det var derfor med rette, at sagsoegeren, som deltog i PWG's moeder i hele den periode, hvor overtraedelsen fandt sted, blev betragtet som en af »hovedmaendene« i overtraedelsen. Det er i denne sammenhaeng irrelevant, at Iggesunds Bruk ikke deltog i PWG's moeder.

376 Det findes endelig godtgjort, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger, og at selskabet endog faktisk standsede produktionen paa Workington-fabrikken, da produktionskapaciteten fra og med 1990 steg, og efterspoergslen faldt (jf. ovenfor, praemis 145, 146 og 147). Sagsoegerens argument om, at selskabet ikke foretog produktionsstandsninger paa Iggesunds Bruk's fabrik, fordi efterspoergslen af SBS-kvaliteter var stor i hele den af beslutningen daekkede periode, kan ikke tillaegges betydning. Kommissionen har nemlig aldrig gjort gaeldende, at det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger indebar, at de virksomheder, der deltog i dette ulovlige samarbejde, skulle standse produktionen, naar efterspoergslen var stor.

377 Dette anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

F - Anbringendet om en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet

Parternes argumenter

378 Anbringendet omfatter to led.

379 Med det foerste led goer sagsoegeren gaeldende, at den boede, der blev paalagt selskabet, er urimeligt hoej i forhold til de boeder, der blev paalagt de virksomheder, der ikke bestred de vaesentligste faktiske forhold. Denne sondring mellem disse to grupper af virksomheder er uklar, da den ikke er baseret paa nogen regler eller paa en politik, der tidligere var blevet annonceret af Kommissionen.

380 Den blotte undladelse af at bestride de forhold, Kommissionen lagde til grund, kan ikke begrunde den paagaeldende sondring, idet en saadan adfaerd ikke er udtryk for samarbejdsvilje i henhold til retspraksis. Kommissionen har i alle tilfaelde pligt til at bevise de faktiske forhold, der laegges til grund, uanset om disse eventuelt ikke maatte vaere bestridt af bestemte virksomheder. Selv en udtrykkelig anerkendelse fra visse virksomheders side kan ikke bruges som bevis for de faktiske forhold over for virksomheder, som ikke anerkender rigtigheden heraf. De virksomheder, som meddelelsen af klagepunkter rettes til, skal kunne svare paa de paastande, Kommissionen fremfoerer i meddelelsen, uden at risikere at blive straffet herfor med en hoejere boede (eller med en mindre nedsaettelse af boeden).

381 Den af Kommissionen foretagne sondring udgoer derfor ifoelge sagsoegeren en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, af rimelighedsprincippet, af princippet om overholdelse af procedurereglerne og af formodningen om uskyldighed.

382 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selv om Kommissionen maatte have vaeret berettiget til at straffe sagsoegeren haardere end de virksomheder, der ikke bestred de vaesentligste faktiske forhold, er forhoejelsen af sagsoegerens boede med 50% urimelig og uforholdsmaessig. I dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., fandt Retten det saaledes i forbindelse med udoevelsen af sin fulde proevelsesret rimeligt at nedsaette den boede, der var paalagt en virksomhed, som havde samarbejdet fuldt ud med Kommissionen, med ca. 20%.

383 Med anbringendets andet led goer sagsoegeren gaeldende, at selskabets boede er urimeligt hoej i forhold til de boeder, der blev paalagt de virksomheder, som blev anset for at have hjulpet Kommissionen aktivt (Rena og Stora). Maalt i procent af omsaetningen er selskabets boede tre gange stoerre end dem, der blev paalagt Rena og Stora. Denne forskel er urimelig stor og diskriminerende.

384 Beslutningen indeholder ingen tilstraekkelig begrundelse for denne vaesentlige nedsaettelse af boederne (jf. beslutningens betragtning 172). Desuden fremgaar det af dommen i sagen ICI mod Kommissionen, at et aktivt samarbejde kun begrunder en lille forskel i behandlingen.

385 De nedsaettelser, der blev givet Rena og Stora, kan ogsaa udgoere magtfordrejning, da ikke alle virksomhederne noedvendigvis raadede over de noedvendige oplysninger til at kunne hjaelpe Kommissionen aktivt.

386 Det er desuden efter sagsoegerens opfattelse tvivlsomt, om Kommissionen er berettiget til at erhverve oplysninger til gengaeld for en boedenedsaettelse. I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen gennem det medlem, der er ansvarlig for konkurrencepolitikken, anerkendt, at den ikke kunne have godtgjort kartellets eksistens uden oplysningerne fra Stora. Hvis virksomhederne saaledes faar et oekonomisk incitament til at give Kommissionen oplysninger, som Kommissionen ikke kan afkraeve dem (jf. Domstolens domme af 18.10.1989, henholdsvis sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283, og sag 27/88, Solvay mod Kommissionen, Sml. s. 3355, summarisk offentliggoerelse), kan det ikke udelukkes, at visse virksomheder med henblik paa at opnaa den stoerst mulige oekonomiske fordel vil vaere lidt for ivrige med deres tilstaaelser for at faa deres erklaeringer til at fremstaa som mere trovaerdige.

387 Sagsoegeren har endelig anfoert, at Stora's samarbejde ikke var spontant, idet selskabet foerst samarbejdede efter kontrolundersoegelserne i medfoer af artikel 14 i forordning nr. 17 og Kommissionens skriftlige spoergsmaal vedroerende PG Paperboard.

388 Kommissionen har i relation til anbringendets foerste led anfoert, at den omstaendighed, at visse virksomheder i det vaesentlige anerkendte de faktiske forhold, der blev foreholdt dem, gjorde Kommissionens opgave lettere og derfor boer betragtes som en form for samarbejde, der begrunder en boedenedsaettelse (dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 393).

389 I modsaetning til hvad sagsoegeren har gjort gaeldende, er selskabet ikke blevet straffet for ikke at have samarbejdet. Det er de virksomheder, der faktisk anerkendte overtraedelsen, som fik deres boede nedsat med en tredjedel. Der er intet grundlag for at anse disse nedsaettelser for at vaere for store. Under alle omstaendigheder kan Retten, hvis den maatte finde, at den nedsaettelse, der blev givet visse virksomheder, var for stor, som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret forhoeje de paagaeldende boeder.

390 Endelig savner sagsoegerens argument om en paastaaet diskriminering af de virksomheder, der ikke raader over dokumenter, ethvert grundlag.

391 For saa vidt angaar anbringendets andet led er Kommissionen af den opfattelse, at dens holdning i forhold til Rena og Stora var fuldt berettiget.

392 Navnlig Stora fremkom spontant med en detaljeret redegoerelse for kartellets funktion. Sagsoegerens paastand om, at virksomhederne kan blive fristet til at overdrive i deres beskrivelse af konkurrenternes ulovlige adfaerd for at opnaa betydelige boedenedsaettelser, er grundloes. Kommissionen skal ganske vist foretage en grundig undersoegelse af de beviser, der leveres af medlemmerne af et kartel, men dette betyder ikke, at den ikke kan tage hensyn til et oprigtigt og fuldstaendigt samarbejde.

Rettens bemaerkninger

393 For saa vidt angaar anbringendets foerste led bemaerkes, at sagsoegeren under den administrative procedure for Kommissionen anerkendte, at selskabet havde deltaget i et ulovligt samarbejde om de annoncerede prisstigninger for GC-kvaliteter, men i oevrigt bestred sin deltagelse i den paastaaede overtraedelse.

394 Kommissionen har med rette antaget, at dette svar ikke kunne berettige til, at der indroemmedes sagsoegeren en nedsaettelse af boeden som foelge af samarbejde under den administrative procedure. En boedenedsaettelse, der ydes med denne begrundelse, er kun berettiget, saafremt adfaerden har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtraedelse og med i givet fald at bringe denne til ophoer mindskes (jf. dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 393).

395 En virksomhed, der udtrykkeligt erklaerer, at den ikke bestrider de faktiske forhold, som Kommissionen laegger vaegt paa over for den, kan antages at have bidraget til at lette Kommissionens opgave med hensyn til konstatering og bekaempelse af overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler. I beslutninger, hvori Kommissionen konstaterer en overtraedelse af disse regler, har Kommissionen adgang til at betragte en saadan adfaerd som udtryk for en vedgaaelse af de faktiske forhold og dermed som et bevis for rigtigheden af de anfoerte paastande. En saadan adfaerd kan foelgelig begrunde en nedsaettelse af boeden.

396 Forholdet er et andet, naar en virksomhed undlader at svare paa meddelelsen af klagepunkter, blot erklaerer, at man ikke oensker at tage stilling til de faktiske forhold, som Kommissionen har lagt vaegt paa heri, eller, som sagsoegeren, bestrider de vaesentligste af disse forhold. Med en saadan holdning under den administrative procedure bidrager virksomheden ikke til at lette Kommissionens opgaver med hensyn til konstatering og bekaempelse af overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler.

397 Naar Kommissionen som i beslutningens betragtning 172, foerste afsnit, oplyser, at den har nedsat boederne til de virksomheder, der ikke i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter har bestridt de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionen lagde vaegt paa over for dem, maa det konstateres, at disse boedenedsaettelser kun kan anses for lovlige, i det omfang de paagaeldende virksomheder udtrykkeligt har erklaeret, at de ikke bestred de anfoerte forhold. Det skal herved bemaerkes, at Kommissionen ikke overskred graenserne for det skoen, der tilkommer den i forbindelse med boedeudmaalingen, da den nedsatte disse virksomheders boeder med en tredjedel.

398 Selv om det antages, at Kommissionen havde anvendt et ulovligt kriterium i relation til de virksomheder, der ikke udtrykkeligt havde erklaeret, at de ikke bestred de faktiske forhold, bemaerkes, at overholdelse af ligebehandlingsprincippet maa ses i sammenhaeng med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvorefter ingen til egen fordel kan paaberaabe sig en ulovlighed, der er begaaet til fordel for andre (jf. eksempelvis Domstolens dom af 4.7.1985, sag 134/84, Williams mod Revisionsretten, Sml. s. 2225, praemis 14). I det omfang sagsoegeren med sin argumentation netop soeger at opnaa, at der uretmaessigt indroemmes virksomheden en boedenedsaettelse, kan anbringendets foerste led ikke tiltraedes.

399 For saa vidt angaar anbringendets andet led bemaerkes, at Rena og Stora fik nedsat deres boeder med to tredjedele som foelge af deres aktive samarbejde med Kommissionen under den administrative procedure (jf. beslutningens betragtning 171). Med henvisningen til disse virksomheders aktive samarbejde under den administrative procedure angiver beslutningen i tilstraekkeligt omfang grundene til, at der blev foretaget en vaesentlig nedsaettelse af de boeder, der blev paalagt disse to virksomheder.

400 Det skal understreges, at sagsoegeren selv havde kunnet opnaa en boedenedsaettelse ved at samarbejde aktivt med Kommissionen. Eftersom selskabets deltagelse i overtraedelsen er blevet godtgjort, kan dets argument om, at det ikke havde de noedvendige oplysninger til at hjaelpe Kommissionen aktivt, kun forkastes.

401 For saa vidt som sagsoegeren goer gaeldende, at selskabets boede er urimeligt stor i forhold til den, der blev paalagt Stora, bemaerkes, at Stora har afgivet redegoerelser til Kommissionen, der indeholder en meget noeje beskrivelse af overtraedelsens art og genstand, de forskellige organers opgaver i PG Paperboard og de enkelte producenters medvirken i overtraedelsen. Med disse redegoerelser har Stora givet oplysninger, der gaar langt ud over, hvad Kommissionen kunne have kraevet i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. Selv om Kommissionen i beslutningen har erklaeret at have beviser, der bekraefter oplysningerne i Stora's redegoerelser (beslutningens betragtning 112 og 113), fremgaar det klart, at Stora's redegoerelser er det vigtigste bevis for overtraedelsen. Uden disse redegoerelser havde Kommissionen i hvert fald haft langt stoerre vanskeligheder ved at konstatere den overtraedelse, som er genstand for beslutningen, og at bringe den til ophoer.

402 Under hensyn hertil, og selv om Stora foerst samarbejdede, efter at Kommissionen havde foretaget kontrolundersoegelser hos virksomhederne i medfoer af artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17, overskred Kommissionen ikke graenserne for det skoen, der tilkommer den i forbindelse med boedeudmaalingen, da den nedsatte boeden til Stora med to tredjedele.

403 Hvad angaar den boedenedsaettelse, der blev givet Rena, skal det blot bemaerkes, at sagsoegeren ikke har bestridt bemaerkningen i beslutningens betragtning 171, andet afsnit, om, at Rena »frivilligt [har] stillet vigtigt skriftligt bevismateriale til raadighed for Kommissionen«.

404 Endelig bemaerkes, at sagsoegeren ikke har foert nogen form for bevis for sin paastand om, at de boedenedsaettelser, der blev givet Rena og Stora, udgoer magtfordrejning.

405 Den boede, der blev paalagt sagsoegeren, kan saaledes ikke anses for at staa i misforhold til dem, der blev paalagt Rena og Stora.

406 Anbringendets andet led kan herefter heller ikke tiltraedes.

407 Anbringendet maa derfor forkastes.

G - Anbringendet om, at sagsoegeren samarbejdede, og om, at der er andre formildende omstaendigheder

Parternes argumenter

408 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet samarbejdede med Kommissionen i forbindelse med dennes undersoegelse.

409 Dette samarbejde bevises af, at a) Iggesund Paperboard undlod at deltage i moederne i PG Paperboard's organer, efter at Kommissionen havde foretaget sine kontrolundersoegelser, b) sagsoegeren i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de vaesentligste faktiske forhold, c) sagsoegeren anerkendte, at der havde fundet droeftelser sted vedroerende prisannonceringerne, og d) virksomhederne i MoDo-koncernen gennemfoerte et program med henblik paa at sikre overholdelse af konkurrencereglerne.

410 Desuden gav sagsoegeren detaljerede oplysninger om koncernens virksomheders deltagelse i moederne i PG Paperboard's organer, selv om Kommissionen ikke havde henvist til bestemmelserne i forordning nr. 17 i sine begaeringer.

411 Under disse omstaendigheder burde sagsoegeren, eftersom selskabet ikke bestred de i meddelelsen af klagepunkter naevnte dokumenter vedroerende priser, have vaeret placeret i samme kategori som de virksomheder, der ikke bestred de vaesentligste faktiske forhold.

412 Endelig er det ifoelge sagsoegeren uberettiget at fastsaette en boede paa et hidtil uset niveau, dels fordi kartonsektoren aldrig tidligere har vaeret genstand for en undersoegelse fra Kommissionens side, dels fordi sagsoegeren selv ikke tidligere har begaaet nogen overtraedelse.

413 Kommissionen har bestridt, at sagsoegeren kan anses for at have samarbejdet. Sagsoegeren kan navnlig ikke haevde, at selskabet anerkendte de vaesentligste faktiske forhold, idet det fortsat bestrider de fleste af Kommissionens konstateringer. Desuden gav selskabets tilbageholdenhed med at besvare begaeringerne om oplysninger heller ingen tegn paa samarbejdsvilje.

Rettens bemaerkninger

414 Retten har allerede fastslaaet, at sagsoegeren i sin besvarelse af meddelelsen af klagepunkter bestred de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionen lagde vaegt paa over for selskabet, og at denne besvarelse derfor ikke kan anses for at udgoere et samarbejde med Kommissionen, der kan begrunde en nedsaettelse af boeden.

415 Selv hvis det laegges til grund, at sagsoegeren gav oplysninger om koncernens virksomheders deltagelse i moederne i PG Paperboard's organer, uden at Kommissionen havde fremsat begaering om saadanne oplysninger i medfoer af bestemmelserne i forordning nr. 17, kan denne adfaerd heller ikke begrunde en nedsaettelse af boeden. Sagsoegeren bestred nemlig i det vaesentlige de forhold, Kommissionen lagde vaegt paa, vedroerende de konkurrencebegraensende droeftelser, der fandt sted under de omhandlede moeder.

416 Hvad angaar det program med henblik paa overholdelse af konkurrencereglerne, som MoDo-koncernen gennemfoerte, efter at overtraedelsen var bragt til ophoer, skal det paa ny bemaerkes, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (kendelsen i SPO-sagen, a.st., praemis 54).

417 Det foelger heraf, at selv om ivaerksaettelse af et konkurrenceprogram godtgoer, at den paagaeldende virksomhed er sindet at hindre fremtidige overtraedelser og saaledes bidrager til, at Kommissionen bedre kan varetage sine opgaver, der bl.a. bestaar i at anvende traktatens principper paa det konkurrenceretlige omraade og at bistaa virksomhederne heri, medfoerer den blotte omstaendighed, at indfoerelsen af et konkurrenceprogram i enkelte tilfaelde i Kommissionens hidtidige beslutningspraksis er blevet tillagt betydning som formildende omstaendighed, ikke en tilsvarende forpligtelse for institutionen i den foreliggende sag.

418 Kommissionen har derfor med foeje kunnet antage, at det i den foreliggende sag var rimeligt alene at beloenne virksomhedernes bistand til, at dens arbejde med at fastslaa overtraedelsen lettedes. Da sagsoegeren under den administrative procedure i det vaesentlige bestred de faktiske forhold, som Kommissionen lagde vaegt paa over for selskabet, kan det ikke bebrejdes Kommissionen, at den ikke har nedsat sagsoegerens boede.

419 Endvidere bemaerkes, at det ganske vist er vigtigt, at sagsoegeren traf foranstaltninger for at undgaa, at dets medarbejdere i fremtiden begaar nye overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler, men dette aendrer ikke ved, at sagsoegeren i denne sag har begaaet en overtraedelse (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 357).

420 Under disse omstaendigheder var det ligeledes berettiget, at Kommissionen ikke ved fastsaettelsen af sagsoegerens boede tog hensyn til, at sagsoegeren undlod at deltage i moederne i PG Paperboard's organer, efter at Kommissionen havde foretaget kontrolundersoegelserne i medfoer af artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17.

421 Endelig finder Retten, at det forhold, at Kommissionen tidligere har fastslaaet, at en virksomhed har overtraadt konkurrencereglerne, og i givet fald har paalagt den en sanktion herfor, kan anses for en skaerpende omstaendighed i forhold til denne virksomhed, men det maa anses for normalt, at der ikke tidligere har vaeret tale om en overtraedelse, og Kommissionen er ikke forpligtet til at tage hensyn hertil som en formildende omstaendighed, i hvert fald ikke naar der som i denne sag foreligger en saerlig aabenbar overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1 (jf. Rettens dom af 17.12.1991, sag T-8/89, DSM mod Kommissionen, Sml. II, s. 1833, praemis 317).

422 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

H - Anbringendet om en tilsidesaettelse af artikel 6, stk. 1, i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder af 4. november 1950

423 I staevningen anfoerer sagsoegeren under overskriften »Afsluttende argumenter« (»Closing submissions«), at anvendelse af faellesskabsretten i forbindelse med procedurer, der foerer til, at der paalaegges virksomheder boeder, falder ind under artikel 6, stk. 1, i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder (herefter »EMK«) (eller tilsvarende faellesskabsretlige principper), som kraever, at saadanne opgaver varetages af en uafhaengig og upartisk domstol.

424 Sagsoegeren goer gaeldende, at Retten i sin egenskab af en saadan domstol derfor burde foretage en fuld undersoegelse af de faktiske omstaendigheder og alle de retlige aspekter i sagen. Det foelger heraf, at »Retten boer danne sig sin egen, selvstaendige opfattelse af sagens faktiske omstaendigheder« (»the Court should come to its own, independent view on the facts of the case«), eller at den i det mindste »ikke boer afstaa fra« (»should be quick, rather than reluctant«) at danne sig sin egen opfattelse med hensyn til spoergsmaalet om en passende sanktion.

425 Sagsoegeren har under retsmoedet gjort gaeldende, at disse bemaerkninger udgoer et retligt anbringende.

426 Som fastslaaet ovenfor, skal staevningen, for at opfylde kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, soegsmaalet stoettes paa, mens en rent generel angivelse heraf ikke er tilstraekkelig (jf. ovenfor, praemis 333). I det foreliggende tilfaelde er de bemaerkninger, sagsoegeren fremfoerer i staevningen i relation til artikel 6, stk. 1, i EMK, saa upraecise, at Retten ikke er i stand til at tage stilling til dem. Anbringendet maa derfor afvises fra realitetsbehandling.

427 Da ingen af anbringenderne til stoette for paastanden om annullation af boeden eller om nedsaettelse heraf har kunnet tiltraedes, er der ikke anledning til at nedsaette den boede, der er paalagt sagsoegeren.

428 Naar henses til det ovenfor anfoerte, er der grundlag for delvis at tiltraede anbringendet om, at beslutningens artikel 2 er retsstridig, mens Kommissionen i oevrigt boer frifindes.

Sagens omkostninger

429 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Udvidede Afdeling)

1) Artikel 2, stk. 1-4, i Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton) annulleres i forhold til sagsoegeren, med undtagelse af foelgende passager:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.