61994A0067

Dom afsagt af Retten i Første Instans (Anden Udvidede Afdeling) den 27. januar 1998. - Ladbroke Racing Ltd mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Annullationssøgsmål - Statstøtte - Markedet for modtagelse af væddemål - EF-traktatens artikel 92, stk. 1 og stk. 3 - Begrebet støtte - Beskatning - Pligt til tilbagebetaling. - Sag T-67/94.

Samling af Afgørelser 1998 side II-00001


Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Parter


I sag T-67/94,

Ladbroke Racing Ltd (Det Forenede Kongerige), London, ved Jeremy Lever, QC, barrister Christopher Vajda, Bar of England and Wales, og solicitor Stephen Kon og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Winandy og Err, 60, avenue Gaston Diderich,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Michel Nolin og Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Goméz de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Den Franske Republik ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Jean-Marc Belorgey, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Frankrigs ambassade, 8 B, boulevard Joseph II,

intervenient,

angaaende en paastand om i foerste raekke annullation af Kommissionens beslutning 93/625/EOEF af 22. september 1993 om flere former for stoette, som den franske regering har ydet til Société du Pari Mutuel Urbain (PMU) og andre vaeddeloebsselskaber (EFT L 300, s. 15),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Anden Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden C.W. Bellamy, og dommerne B. Vesterdorf, C.P. Briët, A. Kalogeropoulos og A. Potocki,

justitssekretaer: fuldmaegtig B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 11. marts 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser


Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren, Ladbroke Racing Ltd (herefter »Ladbroke«), er et engelsk selskab, der er en del af Ladbroke Group plc, hvis virksomhed bl.a. bestaar i at udbyde og organisere vaeddemaal i hestevaeddeloeb i Det Forenede Kongerige og i andre lande i Det Europaeiske Faellesskab.

2 Pari Mutuel Urbain (herefter »PMU«) er en oekonomisk interessegruppe (herefter »OEIG«) med de foerende vaeddeloebsselskaber i Frankrig som deltagere (artikel 21 i dekret 83-878 af 4.10.1983 om hestevaeddeloebsselskaber og totalisatorspil, herefter »dekret 83-878«), der er stiftet med henblik paa at udnytte disse selskabers rettigheder vedroerende afslutningen af vaeddemaal uden for vaeddeloebsbanerne efter totalisatorsystemet. PMU's udnyttelse af selskabernes rettigheder foregik oprindelig som »faellesydelse« (dekret af 11.7.1930 om totalisatorvaeddemaal uden for vaeddeloebsbanerne). Efter bestemmelserne i artikel 13 i dekret 74-954 af 14. november 1974 om hestevaeddeloebsselskaber (herefter »dekret 74-954«) har PMU fra naevnte dato med eneret varetaget vaeddeloebsselskabernes rettigheder vedroerende totalisatorvaeddemaal uden for vaeddeloebsbanerne. Denne eneret for PMU er endvidere beskyttet ved et forbud mod, at andre end PMU formidler eller afslutter vaeddemaal i hestevaeddeloeb (artikel 8 i faellesministeriel anordning af 13.9.1985 om PMU). Den omfatter baade vaeddemaal, der organiseres i Frankrig, og vaeddemaal, der indgaas i Frankrig i vaeddeloeb, der organiseres i udlandet, idet ogsaa disse kun maa formidles af selskaber, der har faaet tilladelse hertil og/eller af PMU (artikel 15, stk. 3, i lov 64-1279 af 23.12.1964, 1965-finansloven, og artikel 21 i naevnte dekret 83-878).

3 Den 7. april 1989 indgav syv selskaber i Ladbroke koncernen, herunder sagsoegeren, en klage til Kommissionen over forskellige former for stoette, som den franske regering ydede til PMU, og som var i strid med faellesmarkedet.

4 I Ladbroke's klage blev foelgende former for stoette kritiseret:

1) likviditetsfordele for PMU i kraft af henstand med betaling af visse afgifter paa vaeddemaal i hestevaeddeloeb til den franske stat

2) afkald paa totalisatorafgifter paa 180 mio. FRF i 1986, som skulle hjaelpe PMU til at nedbringe sit underskud, og som var betinget af, at sammenslutningen vedtog en saneringsplan

3) dispensation fra en-maanedsreglen for indbetaling af indgaaende mervaerdiafgift (herefter »moms«)

4) PMU's anvendelse af uafhentede spillergevinster til finansiering af godtgoerelser i anledning af afskedigelser

5) fritagelse af PMU for arbejdsgiverbidrag til forskellige boligformaal

6) afkald paa provenuet paa beloeb fremkommet ved afrunding af spillernes gevinster med én decimal i aarene 1982-1985

7) fritagelse af vaeddeloebsselskaberne for selskabsskat, hvilket i 1989 udgjorde en stoette paa ca. 546 mio. FRF

8) fritagelse af vaeddeloebsselskaberne for den indkomstskat, der skal betales af sammenslutninger, der ikke skal betale selskabsskat.

5 Ved skrivelse af 11. januar 1991 meddelte Kommissionen de franske myndigheder, at den havde besluttet at indlede proceduren i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, , vedroerende foelgende syv former for stoette til PMU (EFT C 38, s. 3):

»1. Likviditetsfordele i form af henstand med betalingen af afgifter til staten fra 1980 og 1981.

2. Afkald paa totalisatorafgifter paa 180 mio. FRF i afgifter i 1986.

3. Dispensation fra en-maanedsreglen for momsindbetalinger.

4. Anvendelse af ikke-afhentede gevinster til udbetaling af supplerende afskedigelsesgodtgoerelser i 1985.

5. Fritagelse for arbejdsgiverbidrag i forbindelse med beloeb indbetalt til en byggefond.

6. Afkald paa provenuet af beloeb fremkommet ved afrunding af spillernes gevinster med en decimal i aarene 1982 til 1985.

7. Fritagelse for selskabsskat«.

6 Ved skrivelse af 19. marts 1991 anmodede Ladbroke Kommissionen om at traeffe foreloebige foranstaltninger i form af suspension af fire af de syv stoetteforanstaltninger til fordel for PMU, nemlig af a) likviditetsfaciliteterne, b) dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms, c) fritagelsen for arbejdsgiverbidrag til sociale boligformaal og d) fritagelsen for selskabsskat.

7 Ved beslutning 92/35/EOEF af 11. juni 1991 anmodede Kommissionen den franske regering om at suspendere tre af disse fire stoetteforanstaltninger i PMU's favoer, der var blevet indfoert i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, og udgjorde permanente stoetteforanstaltninger (EFT 1992 L 14, s. 35, herefter »den foreloebige beslutning«). Det drejede sig om foelgende foranstaltninger: a) likviditetsfordelene, b) dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms og c) fritagelsen for arbejdsgiverbidrag til boligformaal.

8 Ved skrivelse af 24. juni 1992 anmodede Ladbroke Kommissionen om endeligt at tage stilling til, om den franske regering havde suspenderet de stoetteforanstaltninger, der var omhandlet i den midlertidige beslutning.

9 Da Kommissionen ikke besvarede denne skrivelse, opfordrede Ladbroke den ved skrivelse af 11. august 1992 til i medfoer af traktatens artikel 175 at tage stilling til a) de former for stoette, Ladbroke havde kritiseret i sin klage, men som ikke var omfattet af den foreloebige beslutning, b) de foranstaltninger, Kommissionen havde truffet for at gennemfoere den foreloebige beslutning, og c) den egentlige procedure vedroerende de former for stoette, der var omfattet af den foreloebige beslutning.

10 Kommissionen besvarede opfordringen, der var indeholdt i denne skrivelse af 11. august 1992, ved skrivelse af 12. oktober 1992. Den henviste heri til de foranstaltninger, de franske myndigheder havde truffet for at efterkomme den foreloebige beslutning, og oplyste desuden, at der i dens endelige beslutning i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 2, ville blive taget stilling til, om de oevrige stoetteforanstaltninger, der var naevnt i dens beslutning om at indlede proceduren, var forenelige med faellesmarkedet.

11 Ladbroke besvarede Kommissionens skrivelse af 12. oktober 1992 ved skrivelse af 5. november 1992, hvori det fremhaevedes, at Kommissionen - som det fremgik af dens egen skrivelse - 15 maaneder efter vedtagelsen af den foreloebige beslutning stadig ikke var klar over, om den franske regering virkelig havde suspenderet likviditetsfordelene og dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms, og yderligere, at fritagelsen af vaeddeloebsselskaberne for at betale arbejdsgiverbidrag til sociale boligformaal fortsat var gaeldende, hvilket klart var i strid med den foreloebige beslutning. Ladbroke rettede derfor endnu engang en opfordring til Kommissionen i medfoer af EF-traktatens artikel 175, idet selskabet opfordrede den til a) at bekraefte, at de to foerste former for stoette, dvs. likviditetsfordelene og dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms, var blevet suspenderet, b) at udvirke, at den tredje stoetteforanstaltning, nemlig fritagelsen for arbejdsgiverbidrag til sociale boligformaal, blev suspenderet, c) at afslutte den indledte procedure inden to maaneder fra modtagelsen af Ladbroke's skrivelse at regne, d) at fastslaa, at de syv stoetteforanstaltninger til fordel for PMU er uforenelige med faellesmarkedet, og e) at paabyde tilbagebetaling af den hermed ydede stoette, med tillaeg af renter beregnet efter markedsrentesatsen.

12 Da denne opfordring ikke blev besvaret, anlagde Ladbroke den 5. marts 1993 i medfoer af EF-traktatens artikel 175 et passivitetssoegsmaal mod Kommissionen, der blev registreret som sag T-467/93.

13 Den 22. september 1993 vedtog Kommissionen beslutning 93/625/EOEF »om flere former for stoette, som den franske regering har ydet til Société du Pari Mutuel Urbain (PMU) og andre vaeddeloebsselskaber« (EFT L 300, s. 15, herefter »den anfaegtede beslutning«), og afsluttede hermed den over for Frankrig indledte procedure.

14 Ved skrivelser af 13. og 20. december 1993 meddelte Ladbroke Retten, at selskabets soegsmaal efter vedtagelsen af beslutning 93/625 havde mistet sin genstand, og at det derfor frafaldt sine paastande.

15 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Afdeling den 2. maj 1994 blev sag T-467/93 slettet af Rettens register.

Den anfaegtede beslutning

16 Kommissionen sondrer i den anfaegtede beslutning mellem to typer fradrag i indsatserne i hestevaeddeloeb, nemlig dels »afgifterne« (eller »offentlige afgifter«), der er de beloeb, der indbetales til statens almindelige budget, og dels »de ikke-offentlige afgifter«, der er de beloeb, der udbetales til spillerne. Ifoelge beslutningen tager af 100 FRF, der registreres som indsats, PMU ca. 30 FRF og tilbagebetaler ca. 70 FRF til spillerne. Af de 30 FRF daekker PMU sine udgifter, dvs. ca. 5,5 FRF, de nationale myndigheder og Paris' bystyre tager ca. 18 FRF, mens det resterende beloeb tildeles vaeddeloebsselskaberne.

17 I beslutningen naevnes dernaest, at selv om markederne for hasardspil traditionelt har vaeret opdelt nationalt, bliver vaeddemaal i hestevaeddeloeb, der afholdes paa nationale baner, organiseret internationalt, og at PMU foerst fra januar 1989 efter oprettelsen af Pari Mutuel International (herefter »PMI«) klart gav udtryk for sit oenske om at udvide sin virksomhed uden for Frankrig og indgik aftaler med Tyskland og Belgien og saaledes kom i konkurrence med andre virksomheder, der organiserer vaeddemaal, herunder navnlig Ladbroke (afsnit III i den anfaegtede beslutning).

18 Efter Kommissionens opfattelse udgjorde tre af de syv af den franske regering til fordel for PMU trufne foranstaltninger, der var omfattet af den i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, indledte procedure, statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1's, forstand.

19 Saaledes udgjorde efter Kommissionens opfattelse den franske stats afkald i perioden 1982-1985 paa en del af det provenu (315 mio. FRF), der fremkom ved afrunding af spillegevinsterne med én decimal, der siden 1967 i henhold til finanslov af 17. december 1966 blev overfoert til statens almindelige budget, en statsstoette, da der var tale om »en tidsbegraenset foranstaltning, der tog sigte paa at loese et bestemt problem«, nemlig indfoerelse af edb-styring af PMU's transaktioner, der skulle styrke sammenslutningens markedsposition (afsnit IV og afsnit V, punkt 2).

20 Endvidere fastslaas det i beslutningen, at dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms udgjorde en likviditetsfordel, der kunne ligestilles med statsstoette, idet dog denne fordel siden 1989, og indtil den blev ophaevet den 1. juli 1993, blev opvejet af, at der blev indbetalt et fast depositum til momsmyndighederne (afsnit IV og afsnit V, punkt 6).

21 Hvad endelig angaar fritagelsen af PMU for pligten til at bidrage til sociale boligformaal var det Kommissionens opfattelse, at selv om det i en dom afsagt af Conseil d'État i 1962 var blevet bekraeftet, at vaeddeloebsselskabernes virksomhed har karakter af landbrugsvirksomhed, og at de foelgelig er fritaget for at yde bidrag som naevnt, udgoer PMU's egen virksomhed, dvs. tilrettelaeggelse og afvikling af vaeddemaal, ganske klart ikke landbrugsvirksomhed, saaledes at den omhandlede fritagelse, da den ikke er berettiget under hensyn til PMU's status, udgoer en statsstoette (afsnit IV og afsnit V, punkt 7).

22 Det var imidlertid Kommissionens opfattelse, at de tre omhandlede foranstaltninger kunne fritages i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).

23 Med hensyn til den stoette, der blev ydet som foelge af afkaldet paa provenuet ved afrundingen af spillegevinsterne med én decimal, mente Kommissionen ikke, selv om den fandt, at stoettens intensitet var hoej (den udgjorde henved 29% af udgifterne til indfoerelse af edb-styring), »at den stoette, der mellem 1982 og 1985 blev ydet til fordel for indfoerelse af edb-styring af PMU, paa baggrund af konkurrence- og samhandelsvilkaarene foer stiftelsen af PMI i januar 1989, har kunnet virke forstyrrende paa markedet paa en maade, der strider mod den faelles interesse, i betragtning af stoettens direkte og indirekte virkninger paa udviklingen i sektoren i alle dennes oekonomiske bestanddele, herunder foraedling af hesteracer« (afsnit VII, punkt 1).

24 Hvad angaar foranstaltningen i form af dispensation fra en-maanedsreglen for fradrag af moms mente Kommissionen under henvisning til de samme forhold som dem, der var naevnt i forbindelse med den ovenfor naevnte stoette, at ogsaa denne indtil januar 1989 maatte anses for forenelig med faellesmarkedet. Efter 1989 havde denne stoettes skadelige foelger for konkurrencen vaeret fuldstaendig opvejet af et fast depositum, som skulle indbetales til det offentlige (afsnit VII, punkt 2).

25 Hvad angaar stoetten i form af fritagelsen for bidraget til boligformaal fandt Kommissionen, at den lige som stoetten i form af dispensation fra en-maanedsreglen for fradrag af moms kunne omfattes af undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), indtil 1989, hvorimod den efter 1989 maatte betragtes som vaerende uforenelig med faellesmarkedet (afsnit VII, punkt 3).

26 Med hensyn til spoergsmaalet om tilbagebetaling af sidstnaevnte stoette for tiden efter 1989 fandt Kommissionen dog, at »der ikke [burde] kraeves tilbagebetaling fra denne dato i betragtning af den holdning, de franske myndigheder har indtaget, hvorefter indeholdelse af den paagaeldende afgift ikke kunne ske under hensyn til den i afsnit IV, nr. 7) omtalte dom fra Conseil d'État« (jf. ovenfor, praemis 21), hvilket argument derimod ikke kunne »benyttes efter meddelelsen til de franske myndigheder om ivaerksaettelsen af proceduren, dvs. efter den 11. januar 1991«. Kommissionen fastslog endvidere, at den ikke selv havde vaeret i stand til at angive, hvor stort et stoettebeloeb i forbindelse med den sidstnaevnte foranstaltning der skulle tilbagebetales, og anmodede derfor de franske myndigheder om selv at fastsaette, hvor stort et stoettebeloeb der skulle tilbagebetales, og give Kommissionen meddelelse herom (afsnit VIII).

27 Med hensyn til de fire andre foranstaltninger mente Kommissionen, at betingelserne for at anvende traktatens artikel 92, stk. 1, ikke var opfyldt.

28 Med hensyn til de beloeb, som udgoeres af uafhentede gevinster, fandt Kommissionen, at for saa vidt som disse beloeb altid havde vaeret betragtet som normale ressourcer, indgik de i de ikke-offentlige afgifter. Anvendelsen af dem til finansiering af bl.a. sociale udgifter og desuden til daekning af udgifter til overvaagning, kontrol, tilskud til opdraet samt investeringer i direkte tilknytning til organisation af hestevaeddeloeb og totalisatorspil kunne saaledes ikke betragtes som statsstoette, idet der ikke var tale om statsmidler (afsnit IV og afsnit V, punkt 1).

29 Med hensyn til aendringen af fordelingen af de offentlige afgifter (jf. ovenfor, praemis 16) udtalte Kommissionen, at de afgiftsordninger, som finder anvendelse paa hestevaeddeloeb, henhoerer under medlemsstaternes befoejelser, og at forhoejelse og nedsaettelse af afgiftssatserne derfor ikke svarer til bevilling af statsstoette, for saa vidt som aendringerne som foelge af justeringerne finder ensartet anvendelse paa alle de beroerte virksomheder. Der ville kun vaere tale om statsstoette, saafremt en kraftig nedsaettelse af afgiftssatsen foerte til, at den oekonomiske situation for en virksomhed med monopol styrkes. Saaledes forholdt det sig ikke i det foreliggende tilfaelde, da nedsaettelsen i 1984 af den offentlige afgift paa vaeddemaal var begraenset (paa ca. 1,6%) og var blevet opretholdt senere, saaledes at den ikke skulle finansiere en punktforanstaltning. De franske myndigheder havde oensket vedvarende at oege de midler, som modtagerne af de ikke-offentlige afgifter raader over. I betragtning af modtagernes saerlige situation udgjorde den paagaeldende foranstaltning derfor ikke en statsstoette, men »en reform i form af en 'afgiftsjustering', der er berettiget som foelge af den paagaeldende ordnings art og oekonomi« (afsnit IV og afsnit V, punkt 3).

30 Kommissionen fandt vedroerende fritagelsen for selskabsskat, at da selskabsskat »ikke [kunne] paalaegges ... PMU [som OEIG] som foelge af dettes juridiske status«, maatte denne fritagelse »betragtes som en foelge af den normale anvendelse af den almindelige beskatningsordning« (afsnit V, punkt 4).

31 Hvad angaar de likviditetsfordele, som fremkommer ved den betalingshenstand, som staten har bevilget med hensyn til de offentlige afgifter, hvorved PMU ved budgetministerens afgoerelser af 24. april 1980 og 19. februar 1982 opnaaede en likviditetsforlaengelse paa naesten to maaneder, fandt Kommissionen, at i det omfang disse fordele har bevirket, at den ikke-offentlige del af afgiften til stadighed er blevet oeget siden 1981, er der ikke tale om, »at de offentlige myndigheder midlertidigt giver afkald paa midler, eller om en punktforanstaltning«, hvorfor de maatte vurderes paa samme maade som den ovenfor omtalte foranstaltning om fordelingen af afgifterne (jf. ovenfor, praemis 29) (afsnit IV og afsnit V, punkt 5).

32 Paa baggrund heraf har Ladbroke ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 4. februar 1994 anlagt naervaerende sag.

33 Ved processkrift indgivet til Rettens Justitskontor den 22. juni 1994 har Den Franske Republiks regering anmodet om at maatte intervenere i sagen til stoette for Kommissionens paastande.

34 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Afdeling den 30. august 1994 er denne anmodning blevet imoedekommet, og intervenienten har den 21. december 1994 indgivet interventionsindlaeg, som sagsoegeren den 31. marts 1995 har fremsat sine bemaerkninger til.

35 Retten (Anden Udvidede Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som et led i sagens tilrettelaeggelse opfordret sagsoegte til at fremlaegge forskellige dokumenter og aktstykker fra den brevveksling, sagsoegte har haft med de franske myndigheder vedroerende den stoette, der er blevet ydet PMU.

36 Parterne har i retsmoedet den 11. marts 1997 afgivet mundtlige indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal fra Retten.

Parternes paastande

37 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Beslutning 93/625 annulleres, for saa vidt som Kommissionen heri fastslaar

1) at foelgende foranstaltninger falder uden for traktatens artikel 92, stk. 1:

a) de likviditetsfaciliteter, hvorved PMU har opnaaet henstand med betalingen af visse afgifter paa vaeddemaal til staten

b) fritagelsen for selskabsskat

c) fritagelsen for indkomstskat

d) afkaldet paa 180 mio. FRF i vaeddemaalsafgifter i 1986

e) PMU's ret til at beholde uafhentede gevinster

f) dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms fra den 1. januar 1989

2) at foelgende foranstaltninger var forenelige med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92:

a) de 315 mio. FRF, der blev modtaget som foelge af afrundingen af spillegevinsterne med én decimal mellem 1982 og 1985

b) dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms foer den 1. januar 1989

c) fritagelsen for arbejdsgiverbidrag til boligformaal foer den 1. januar 1989

3) a) at der ikke for tiden foer den 11. januar 1991 skulle ske tilbagebetaling af stoette ydet til PMU gennem fritagelse for arbejdsgiverbidraget til boligformaal, og

b) at Kommissionen ikke er forpligtet til selv at fastsaette det beloeb, der er ydet i stoette ved fritagelsen for arbejdsgiverbidraget til boligformaal, og som Kommissionen har kraevet tilbagebetalt fra den 11. januar 1991.

- Kommissionen tilpligtes:

1) senest en maaned efter Rettens dom at beregne

a) stoerrelsen af den stoette, der blev ydet til PMU ved fritagelsen for arbejdsgiverbidraget til boligformaal i perioden efter den 11. januar 1991, idet stoetten udgoer det indtaegtsbeloeb, som den franske stat gav afkald paa ved at fritage PMU for naevnte bidrag i denne periode, samt

b) renter heraf, der beregnes i overensstemmelse med artikel 3 i beslutning 93/625;

2) inden for den herefter paafoelgende maaned at rejse krav om tilbagebetaling af alle de beloeb, der skyldes som anfoert i punkt 1), litra a) og b), der ikke allerede er blevet tilbagebetalt til den franske stat af PMU (samt renter heraf);

3) omgaaende at rejse krav om tilbagebetaling af alle indtaegter, som den franske stat gav afkald paa som foelge af fritagelsen af PMU for arbejdsgiverbidraget til boligformaal i perioden 1. januar 1989 - 11. januar 1991 med tillaeg af renter heraf, der beregnes i overensstemmelse med artikel 3 i beslutning 93/625;

4) straks at genoptage behandlingen af sagsoegerens klage, der blev indgivet den 7. april 1989, i lyset af Rettens dom og at afslutte denne genoptagne behandling inden seks maaneder efter datoen for dommens afsigelse, jf. dog det under punkt 3) anfoerte.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

38 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse. - Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

39 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

- Sagsoegte frifindes.

Realiteten

40 Sagsoegeren har paaberaabt sig fire anbringender til stoette for sine paastande. De to foerste vedroerer henholdsvis en fejlagtig anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1, og artikel 92, stk. 3, litra c), det tredje Kommissionens tilsidesaettelse af sine forpligtelser, naar den giver et paabud om, at en statsstoette skal betales tilbage, og det fjerde tilsidesaettelse af traktatens artikel 190.

Fejlagtig anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1

41 Sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen har anvendt traktatens artikel 92, stk. 1, forkert, idet den er naaet til det resultat, at fire af de i sagen omhandlede syv statslige foranstaltninger ikke udgjorde statsstoette, og med hensyn til foranstaltningen om dispensation fra en-maanedsreglen for fradrag af moms, at denne ikke fra 1989 laengere udgjorde en statsstoette, idet dens virkninger fra da af opvejedes af, at der var indbetalt et fast depositum til det offentlige.

- AEndringen af fordelingen af afgifterne og det hermed forbundne afkald paa 180 mio. FRF i afgifter fra 1985

- Sammenfatning af parternes argumenter

42 Sagsoegeren har under henvisning til det bevismateriale, som selskabets klage blev stoettet paa, gjort gaeldende, at afkaldet i henhold til dekreter af 23. januar 1985 og 12. marts 1986 paa en del af afgiften til staten med et anslaaet beloeb paa 180 mio. FRF haenger direkte sammen med planen for en sanering af PMU, og at en stor del af dette beloeb blev benyttet til at finansiere afskedigelsen af en stor del af PMU's personale. Selskabet har henvist til en meddelelse fra pressebureauet AFP, hvorefter den davaerende franske statssekretaer i budgetministeriet havde godkendt programmet for PMU's sanering, idet han udtalte, at »staten bidrager paa sin side med en stoette paa 180 mio. FRF, der har kunnet skaffes til veje gennem afkald paa en del af den afgift af indsatserne i vaeddemaal, der tilkommer den, til fordel for vaeddeloebsselskaberne«.

43 Den omstaendighed, at lovaendringen om afgifternes fordeling senere blev bibeholdt, aendrer intet ved den omstaendighed, at den var uadskilleligt forbundet med saneringsplanen for PMU. Ifoelge sagsoegeren kan en medlemsstat ikke unddrage sig anvendelsen af reglerne om statsstoette ved at goere en ordning, der oprindelig kun gik ud paa en midlertidig stoette, permanent. I alt fald udgoer det samlede afgiftssystem en statsstoetteordning, og enhver aendring af dette system til fordel for PMU udgoer saaledes ogsaa en statsstoette.

44 For saa vidt angaar Kommissionens argument om, at en medlemsstat retmaessigt kan bidrage til strukturomlaegning af virksomheder inden for rammerne af en byrdefuld afgiftsordning, der udgoer en saerlig ordning, har sagsoegeren henvist til dom af 2. juli 1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 709, hvori Domstolen forkastede det synspunkt, at en nedsaettelse af afgiftsbyrden i forbindelse med en saadan strukturomlaegning faldt uden for forbuddet i henhold til traktatens artikel 92. Sagsoegeren har desuden bestridt, at PMU maa baere en afgiftsbyrde, der er tungere end den, der maa baeres af andre former for oekonomisk virksomhed, og har herved fremhaevet, at dette argument, som Kommissionen har paaberaabt sig i svarskriftet, ikke forekom i den anfaegtede beslutning.

45 Kommissionen har gjort gaeldende, at nedsaettelsen fra 1985 af statens andel af indtaegterne fra vaeddemaal udgjorde en vedvarende aendring af afgiftsordningen og foelgelig ikke kan anses for en statsstoette.

46 Kommissionen bestrider, at der er direkte forbindelse mellem aendringen af afgiftsordningen og saneringsplanen for PMU, og har anfoert, at der heller ikke, selv om der var en forbindelse, med den omhandlede foranstaltning ville foreligge en statsstoette, idet staten retmaessigt inden for rammerne af en byrdefuld afgiftsordning, der udgoer en saerordning, som den PMU er undergivet, kan bidrage til strukturomlaegningen af de paagaeldende virksomheder med henblik paa at sikre sine egne indtaegter i fremtiden, idet den franske statskasse opnaar betydelige indtaegter ved enhver forbedring af den effektivitet, hvormed PMU drives.

47 Endelig blev den omhandlede foranstaltning, som det fremgaar af budgetstatssekretaerens af sagsoegeren citerede erklaering (jf. ovenfor, praemis 42), vedtaget »til fordel for vaeddeloebsselskaberne«, men ikke til fordel for PMU. Da proceduren i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, alene vedroerte PMU, men ikke vaeddeloebsselskaberne, kunne Kommissionen saaledes ikke tage stilling til en stoette, som maatte vaere blevet ydet vaeddeloebsselskaberne.

48 Under alle omstaendigheder er de kriterier, der er afgoerende for at anse en foranstaltning for en statsstoette, der er uforenelig med og ulovlig efter traktaten, ikke opfyldt for vaeddeloebsselskabernes vedkommende, idet der ikke er konkurrence mellem dem og sagsoegeren.

49 Kommissionen har endelig under retsmoedet under henvisning til Rettens dom af 27. februar 1997, sag T-106/95, FFSA m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 229, anfoert, at det maa anerkendes, at den har et vist skoen ved afgoerelsen af, hvilken metode der er bedst egnet til at sikre, at virksomhed, der er omfattet af fri konkurrence, ikke modtager stoette, og at dens afgoerelse i saa henseende kun kan underkendes, saafremt den har gjort sig skyldig i en aabenbar vildfarelse.

50 Intervenienten har tilsluttet sig Kommissionens synspunkter og har i oevrigt henvist til sin argumentation vedroerende likviditetsfaciliteterne (jf. nedenfor, praemis 72 og 73).

- Rettens bemaerkninger

51 Det bemaerkes, at det af den anfaegtede beslutning fremgaar, at den aendring af fordelingen af afgifterne, der skete i 1985 og 1986, ikke udgjorde en statsstoette, men »en reform i form af en 'afgiftsjustering', der er berettiget som foelge af den paagaeldende ordnings art og oekonomi«, for saa vidt som de tre kriterier, som Kommissionen benyttede ved afgoerelsen om dens forenelighed med traktatens artikel 92, stk. 1, ikke var opfyldt. Den omhandlede foranstaltning udgjorde saaledes ifoelge den anfaegtede beslutning a) kun en begraenset nedsaettelse af den offentlige afgiftssats (paa ca. 1,6%), der ikke styrkede den oekonomiske situation for en virksomhed for en virksomhed med monopol, b) den havde karakter af en permanent foranstaltning, og c) den skulle ikke finansiere en punktforanstaltning, men derimod »oege de midler, som modtagerne af de ikke-offentlige afgifter raader over«.

52 Med hensyn til det her foreliggende spoergsmaal om udstraekningen af Faellesskabets retsinstansers efterproevelse af de kriterier, Kommissionen har lagt til grund ved afgoerelsen af, om den omhandlede afgiftsforanstaltning henhoerte under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1, skal det for det foerste bemaerkes, at sidstnaevnte bestemmelse, hvorefter enhver form for statslig indgriben, som ved at begunstige visse virksomheder fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene, ikke sondrer under hensyn til grundene til eller hensigten med de statslige interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkninger (jf. Domstolens dom af 26.9.1996, sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4551, praemis 19 og 20). Heraf foelger, at begrebet stoette er et objektivt begreb, ved hvis afgraensning det alene har betydning, om en statslig foranstaltning giver en eller nogle virksomheder en fordel. I forbindelse med spoergsmaalet, om en statslig foranstaltning udgoer statsstoette, hvorved afgoerelsen efter traktaten baade paahviler Kommissionen og de nationale domstole, kan det derfor efter Rettens opfattelse, naar der ikke foreligger saerlige omstaendigheder navnlig som foelge af den paagaeldende statslige indgribens oekonomisk komplicerede karakter (jf. Domstolens dom af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, praemis 10 og 11, og Rettens dom af 12.12.1996, sag T-358/94, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 2109, praemis 71), principielt ikke anerkendes, at Kommissionen har et vidt skoen. Faktisk afhaenger afgoerelsen vedroerende relevansen af grundene til eller formaalene med de statslige foranstaltninger kun af undersoegelsen af, hvorvidt disse foranstaltninger er forenelige med faellesmarkedet efter traktatens artikel 92, stk. 3. Det er kun i forbindelse med anvendelsen af denne bestemmelse, der indebaerer komplicerede oekonomiske, sociale, regionale og sektormaessige vurderinger fra Kommissionens side, at der virkelig er blevet tilkendt den vide skoensmaessige befoejelser (Domstolens dom af 14.1.1997, sag C-169/95, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 135, praemis 18, og af 15.5.1997, sag 355/95 P, TWD mod Kommissionen, Sml. I, s.2549, praemis 26).

53 Dette resultat svaekkes ikke ved foernaevnte af Kommissionen paaberaabte dom i sagen FFSA m.fl. mod Kommissionen, hvori Retten vedroerende spoergsmaalet, om en statslig foranstaltning, der opfylder kriterierne for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1 (dommens praemis 167 og 168), alligevel kan vaere omfattet af undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 90, stk. 2, anerkendte, at Kommissionen har et vidt skoen (dommens praemis 170-187), for naervaerende sag vedroerer til forskel fra naevnte dom ikke vurderingen af den omhandlede statslige foranstaltning paa grundlag af traktatens artikel 90, stk. 2.

54 For det andet maa det fastslaas, at selv om beskatning og indfoerelse af afgiftsordninger - som Kommissionen ogsaa har praeciseret i den anfaegtede beslutning - henhoerer under de nationale myndigheders kompetence, kan udoevelsen af denne dog eventuelt vise sig at vaere i strid med traktatens artikel 92, stk. 1 (Domstolens dom af 25.6.1970, sag 47/69, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 73; org. ref.: Rec. s. 487).

55 Det skal herefter paa baggrund af disse bemaerkninger undersoeges, om Kommissionen i det foreliggende tilfaelde har kunnet laegge de tre naevnte kriterier (jf. ovenfor, praemis 51) til grund for sin afgoerelse om, at den omhandlede afgiftsforanstaltning ikke udgjorde en statsstoette efter traktatens artikel 92, stk. 1, men derimod en reform i form af en 'afgiftsjustering', der er berettiget som foelge af den paagaeldende ordnings art og oekonomi«.

56 Det bemaerkes foerst vedroerende kriteriet om den omhandlede foranstaltnings permanente karakter, at traktatens artikel 92, stk. 1, som naevnt ikke sondrer mellem permanente og midlertidige statslige foranstaltninger. Endvidere vil det vaere vanskeligt at anvende et saadant kriterium paa omraadet, idet det - som intervenienten med foeje fremhaevede under retsmoedet - ikke med lethed i betragtning af den hyppighed, hvormed de nationale myndigheder aendrer afgiftssatserne, kan afgoeres, om en foranstaltning, der i foerste omgang blev anset for permanent, ikke siden maa anses for midlertidig som foelge af en ny aendring af disse satser og saaledes - for at foelge Kommissionens argumentation - for en statsstoette paa grund af dens begraensede varighed. Omvendt kan en foranstaltning, som foerst anses for midlertidig, saaledes at traktatens artikel 92, stk. 1, efter Kommissionens argumentation finder anvendelse, senere aendres til en permanent foranstaltning, saaledes at der - fremdeles ifoelge Kommissionen - ikke laengere er tale om en statsstoette. Paa baggrund heraf giver kriteriet om en statslig foranstaltnings permanente karakter, som foreslaaet af Kommissionen, anledning til saa stor usikkerhed ved anvendelsen af traktatens artikel 92, at dette kriterium ikke er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet.

57 Retten skal vedroerende det andet kriterium om, at den paagaeldende foranstaltning ikke skulle finansiere en punktforanstaltning, bemaerke, at traktatens artikel 92, stk. 1, som naevnt ikke sondrer mellem de statslige interventioners grunde eller formaal, men definerer dem efter deres virkninger (jf. naevnte dom af 26.9.1996, Frankrig mod Kommissionen, praemis 20). Det fremgaar i den forbindelse af selve den anfaegtede beslutning, at den omhandlede foranstaltnings formaal faktisk var »vedvarende at oege de midler, som modtagerne af de ikke-offentlige afgifter raader over«.

58 Det bemaerkes, at selv om det laegges til grund, at et saadant kriterium gyldigt kan paaberaabes ved afgraensningen af de afgiftsforanstaltninger, som henhoerer under traktatens artikel 92, stk. 1, og de foranstaltninger, som falder uden for artiklens anvendelsesomraade, er Kommissionens konstatering af, at aendringen af afgiftssatserne ikke havde til formaal at finansiere en punktforanstaltning, i strid med en anden konstatering, som man finder i den anfaegtede beslutning, og hvorefter »... vaeddeloebsselskaberne [siden 1984 har] haft underskud [med den foelge] og som supplement til en plan om opretning af situationen [at] de franske myndigheder [aendrede] ... fordelingen af afgifterne« (jf. afsnit IV, punkt 3, i den anfaegtede beslutning). Kommissionens konstatering heraf i den anfaegtede beslutning skal desuden laeses paa baggrund af skrivelsen om indledning af proceduren, hvorefter alle de finansielle fordele, der var blevet ydet PMU, havde gjort det muligt for gruppen at finansiere edb-styring og strukturomlaegning af dens virksomhed, der var paakraevet af hensyn til styringen af driftsomkostningerne.

59 Retten skal endelig vedroerende det tredje kriterium, som Kommissionen har benyttet, og som drejer sig om den begraensede karakter af den nedsaettelse af den offentlige afgiftssats, som de franske myndigheder vedtog, bemaerke allerfoerst, at det fremgaar af retspraksis paa omraadet, at den omstaendighed, at en stoette er forholdsvis ubetydelig, ikke paa forhaand udelukker anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1 (Domstolens dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 43, og af 14.9.1994, forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, praemis 42). Det maa dog fastslaas, at ogsaa selv om det laegges til grund, at den begraensede karakter af nedsaettelsen af en offentlig afgiftssats i visse tilfaelde kan begrunde, at traktatens artikel 92, stk. 1, ikke bringes i anvendelse, er det i det foreliggende tilfaelde ubestridt, at ifoelge den anfaegtede beslutning foerte aendringen af afgiftssatsen til »at oege de midler, som modtagerne af de ikke-offentlige afgifter raader over«. Endvidere medfoerer den omstaendighed, at nedsaettelsen af den offentlige afgift for saa vidt angaar satsen kunne anses for »begraenset« (ca. 1,6%), ikke, at der ogsaa var tale om en begraenset nedsaettelse i absolutte tal. Som det fremgaar af skrivelsen om indledning af proceduren og sagens akter (jf. ovenfor, praemis 5), modtog PMU alene i 1986 180 mio. FRF. Da den omhandlede foranstaltning havde permanent karakter, har den omstaendighed, at PMU paa aarsbasis kunne modtage et saadant beloeb, ikke kunne begrunde den slutning, at en »begraenset« nedsaettelse af afgiftssatsen kun gav PMU ubetydelige fordele. Det maa i den forbindelse tilfoejes, at det beloeb paa 180 mio. FRF, som PMU modtog alene i 1986, heller ikke efter Kommissionens retningslinjer for politikken paa stoetteomraadet, der er angivet i Kommissionens meddelelse af 20. maj 1992 om Faellesskabets rammebestemmelser for statsstoette til smaa og mellemstore virksomheder, (EFT C 213, s. 2), anses for en ubetydelig stoette. Ifoelge denne meddelelse, som fandt anvendelse, dengang den anfaegtede beslutning blev vedtaget, udgjorde det beloeb, der kunne udbetales i stoette over en tre-aarig periode, uden at traktatens artikel 92, stk. 1, kunne anses for anvendelig, hoejst 50 000 ECU. Et beloeb paa 180 mio. FRF, der svarer til ca. 27 137 000 ECU, og som blev udbetalt for et enkelt aar, overskred klart dette maksimum.

60 Hvad angaar Kommissionens argument om, at det fremgaar af den af sagsoegeren citerede erklaering fra budgetstatssekretaeren (jf. ovenfor, praemis 42), at den omhandlede foranstaltning under alle omstaendigheder kun vedroerte vaeddeloebsselskaberne, men ikke PMU, bemaerkes det, at dette strider mod selve den anfaegtede beslutning, der kun vedroerte de foranstaltninger, som de franske myndigheder havde truffet alene til fordel for PMU (jf. herom skrivelsen om indledning af proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, samt afsnit V i den anfaegtede beslutning). Den anfaegtede beslutning indeholder faktisk ingen angivelser om, at grunden til, at traktatens artikel 92, stk. 1, ikke kunne finde anvendelse i det foreliggende tilfaelde, var, at den omhandlede foranstaltning ikke vedroerte PMU, der var den virksomhed, der direkte var taenkt paa ved procedurens indledning, men vaeddeloebsselskaberne.

61 Desuden modsiges dette argument fra Kommissionen af dens samlede argumentation, saaledes som denne bl.a. fremstilles i svarskriftet, hvor den goer gaeldende, at vurderingen af den omhandlede foranstaltning i den anfaegtede beslutning var begrundet med, at »PMU's virksomhed blev vanskeliggjort bl.a. i kraft af beskatningen, og at der maatte raades bod herpaa«, og at det er denne foranstaltning, der, idet den foerer til »en forbedring af PMU's effektivitet«, goer det muligt for »den franske statskasse at opnaa betydelige indtaegter«. Endelig fremgaar det ogsaa, at selv om den franske stat, som det fremgaar af ovennaevnte erklaering (jf. ovenfor, praemis 42), tilfoerte en stoette paa 180 mio. FRF »til fordel for selskaberne«, var denne stoette omfattet af en aftale mellem den franske stat, vaeddeloebsselskaberne og PMU og havde bl.a. til formaal at hjaelpe vaeddeloebsselskaberne, der var deltagere i PMU, til gennemfoerelsen af »ca. tusind afskedigelser fortrinsvis inden for PMU«. Kommissionens argument paa dette punkt kan derfor ikke laegges til grund.

62 Af det anfoerte foelger, at de tre naevnte kriterier ikke, som de blev anvendt i det foreliggende tilfaelde, kunne begrunde den konklusion, at nedsaettelsen af afgiftssatsen ikke havde karakter af stoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand, men kunne sidestilles med en reform i form af en afgiftsjustering, der var berettiget som foelge af den paagaeldende ordnings art og oekonomi. Denne del af den anfaegtede beslutning skal foelgelig annulleres.

De likviditetsfaciliteter, hvorved PMU opnaaede henstand med betalingen af visse afgifter paa vaeddemaal.

- Sammenfatning af parternes argumenter

63 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at de afgifter, hvis indbetaling blev udsat, udgoer offentlige afgifter, hvilket Kommissionen i oevrigt har anerkendt i afsnit IV, punkt 5, i den anfaegtede beslutning. Statens indfoerelse af saadanne offentlige afgifter og udbetaling af hele eller en del af disses provenu udgoer ifoelge retspraksis paa omraadet en statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand. Den franske stats afgoerelse om, at PMU kunne udsaette indbetalingen af den del af afgifterne, som tilkom den, er derfor omfattet af forbuddet ifoelge denne artikel i traktaten (Domstolens dom af 22.3.1977, sag 78/76, Steinike & Weinlig, Sml. s. 595, af 13.12.1983, sag 222/82, Apple and Pear Development Council, Sml. s. 4083, og af 30.1.1985, sag 290/83, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 439).

64 Sagsoegeren har anfoert, at aendringen af bestemmelserne om betaling af afgifterne til staten ikke som haevdet af Kommissionen kan anses for en aendring af generel art af satserne for afgifter for hestevaeddeloeb, idet denne aendring begunstiger PMU, men ikke hestevaeddeloebssektoren i almindelighed. Efter sagsoegerens opfattelse aendrer den omstaendighed, at ogsaa de vaeddeloebsselskaber, der deltager i PMU, har fordel af »likviditetsfaciliteterne«, ikke paa nogen maade den kendsgerning, at der foreligger en stoette til fordel for PMU, eller den omstaendighed, at den omhandlede stoette ikke er af generel art, idet de vaeddeloebsselskaber, der deltager i PMU, kun udgoer ti ud af 275 andre vaeddeloebsselskaber i Frankrig, og PMU kun afslutter vaeddemaal i mindre end 1% af de loeb, der arrangeres paa baner, der ikke tilhoerer gruppens deltagere. Dette bekraeftes dels af en rapport fra 1987 fra Frankrigs Cour des comptes, hvorefter aendring af bestemmelserne om betaling af afgifterne til staten havde til formaal at hjaelpe PMU med at skaffe daekning til omkostningerne ved forhoejelsen af den kommission, der skal betales til vaeddeloebsforhandlerne, og dels af den besvarelse, som den franske oekonomi- og finansminister og minister for privatisering gav paa naevnte rapport, hvorefter den for PMU gaeldende afgiftsordning »udgoer en undtagelse fra de almindelige bestemmelser«.

65 Sagsoegeren naar paa baggrund heraf til det resultat, at der foreligger en midlertidig ad hoc-aendring af afgiftsordningen til fordel for en bestemt virksomhed, saaledes at der henset til retspraksis, hvorefter en afgiftsordning, der endog permanent begunstiger en bestemt sektor, udgoer en statsstoette (jf. Domstolens dom af 12.7.1973, sag 70/72, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 813, og af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901), saa meget mere foreligger statsstoette, naar der er tale om foranstaltninger til fordel for en enkelt virksomhed.

66 Ifoelge sagsoegeren maa Kommissionens argument om, at aendringen af ordningen for betaling af afgifterne til staten er begrundet med de franske myndigheders oenske om, at ordningen for betaling af PMU-afgifterne skal ligge paa linje med lotto-afgifterne (afsnit IV, punkt 5, i den anfaegtede beslutning), forkastes, idet dette argument dels ikke indgaar i Kommissionens retlige vurdering i den anfaegtede beslutning, og Kommissionen dels ikke har redegjort for grundene til, at de hermed modstridende resultater, som Cour des comptes naaede til paa dette punkt, er forkerte.

67 Sagsoegeren har subsidiaert paastaaet denne del af den anfaegtede beslutning annulleret som foelge af manglende begrundelse.

68 Kommissionen goer gaeldende, at den af sagsoegeren paaberaabte retspraksis, hvorefter specielle afgiftsforanstaltninger til fordel for en saerlig oekonomisk sektor udgoer statsstoette, er uden relevans, idet den foreliggende sag ikke drejer sig om en normal afgiftsordning, der gaelder for samtlige virksomheder, men vedroerer et ekstraordinaert afgiftssystem, der omfatter en enkelt erhvervsdrivende. AEndringer af et saadant system kan derfor ikke vurderes paa det samme grundlag som aendringerne af et generelt afgiftssystem. Ifoelge Kommissionen medfoerer sagsoegerens opfattelse, at de franske myndigheder aldrig vil kunne aendre afgiftsordningen for vaeddemaal i hestevaeddeloeb, hvilket ikke paa nogen maade er formaalet med traktatens artikel 92.

69 Kommissionen har i den forbindelse tilfoejet, at selv om generaladvokat Darmon i sit forslag til afgoerelse i forbindelse med Domstolens dom af 17. marts 1993, forenede sager C-72/91 og C-73/91, Sloman Neptun, Sml. I, s. 887, paa s. 903) benyttede begrebet »undtagelse« saaledes, at en foranstaltning, som ikke kan anvendes paa alle de virksomheder og industrisektorer, som kunne taenkes at blive begunstiget, udgoer en stoette, kan dette kriterium ikke uden videre anvendes, naar det gaelder sektoren for vaeddemaal i hestevaeddeloeb. Der er her tale om en sektor, der afgiftsbelastes haardere end tilfaeldet ville vaere efter almindelige regler, og det eneste anvendelige kriterium for afgoerelsen af, om denne saerlige afgiftsordning udgoer statsstoette, er derfor ifoelge Kommissionen det kriterium, paa grundlag af hvilket det kan afgoeres, om der er tale om en vedvarende aendring eller en midlertidig aendring, idet kun den sidstnaevnte vil kunne udgoere en statsstoette.

70 Kommissionen har i oevrigt bestridt, at den omhandlede foranstaltning kun var til fordel for PMU, idet de indtaegter, PMU oppebaerer, senere fordeles mellem deltagerne, dvs. vaeddeloebsselskaberne, og den omhandlede foranstaltning saaledes har vaeret til fordel for dem alle. Den omstaendighed, at det ikke er alle vaeddeloebsselskaber i Frankrig, der er deltagere i PMU, er uden betydning, idet det kun er PMU's deltagere, der er omfattet af den omhandlede afgiftsordning.

71 Kommissionen har endelig gjort gaeldende, at sagsoegerens gentagne henvisninger til Frankrigs Cour des comptes' rapport fra 1987 er aldeles irrelevante, idet denne institution ikke har kompetence til at afgoere, om afgiftsordninger eller dermed beslaegtede ordninger udgoer statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand.

72 Intervenienten har tiltraadt Kommissionens argumenter og har tilfoejet, at sagsoegerens opfattelse, hvorefter den til PMU ydede stoette kun kommer et begraenset antal hestestutterier i Frankrig til gode, er grundloes, idet samtlige hestevaeddeloebsselskaber faktisk kan modtage ydelser fra dette organ.

73 Intervenienten har vedroerende de indtaegter, der hidroerer fra PMU, fremhaevet, at de gaar til hele opdraettet i Frankrig, idet der gives praemier og beloenninger til opdraettere, ejere og andre, der arbejder professionelt med heste og hestesport, og saaledes i vidt omfang tilfalder vaeddeloebsselskaber, der ikke deltager i PMU.

- Rettens bemaerkninger

74 Kommissionens afvisning af, at den omhandlede foranstaltning er en statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand, begrundes med, at den afgiftsordning, der finder anvendelse paa PMU og mere i almindelighed paa hestevaeddeloebssektoren, ikke er en ordning, der fraviger den generelle afgiftsordning, men en »ekstraordinaer« ordning, der beror paa den paagaeldende sektors saeregenheder, og at denne foranstaltning efter en analyse paa grundlag de kriterier, som Kommissionen har anvendt paa den stoette, der fremkommer ved aendringen af satserne paa de afgifter, PMU betaler (jf. ovenfor, praemis 68 og 69), ikke udgoer en statsstoette, da den ikke er en punktforanstaltning, men »bevirker, at den ikke-offentlige del af afgiften til stadighed er blevet oeget siden 1981«, saaledes at der ikke er tale om, »at de offentlige myndigheder midlertidigt giver afkald paa midler« (afsnit V, punkt 5, i den anfaegtede beslutning).

75 Det maa derfor foerst undersoeges, om Kommissionen retmaessigt kunne goere gaeldende, at den afgiftsordning, der finder anvendelse paa hestevaeddeloebssektoren, ikke i og for sig har udgjort en ordning, der fraviger den generelle afgiftsordning, men en saerlig ordning, der kun skal vaere gaeldende for den paagaeldende sektor.

76 Det bemaerkes, at Kommissionen med foeje i det omfang, PMU's virksomhed er underkastet saerlige regler, hvorved der er tillagt gruppen eneret til at organisere totalisatorspil i Frankrig (jf. ovenfor, praemis 2), og i det omfang, der med den for gruppen gaeldende afgiftsordning tages hensyn ikke blot til dette saerlige forhold, men til alle saeregenhederne ved organiseringen af hestevaeddeloeb i Frankrig, har kunnet naa til det resultat, at den saerlige afgiftsordning, der er bestemmende for, hvilken andel af indtaegterne ved vaeddemaal der tilfalder henholdsvis staten, spillerne, PMU og vaeddeloebsselskaberne, ikke udgjorde en undtagelsesordning i forhold til det afgiftssystem, der i almindelighed anvendes paa andre former for virksomhed, og at den omhandlede foranstaltning derfor alene skulle undersoeges inden for rammerne af det saerlige for hestevaeddeloebssektoren gaeldende afgiftssystem.

77 Det kan imidlertid ikke vaere udelukket at anvende traktatens artikel 92, stk. 1, paa denne foranstaltning, blot fordi den tilhoerer en saerlig ordning og ikke en ordning, der fraviger den generelle afgiftsordning. Det maa derfor herefter undersoeges, hvilke virkninger denne foranstaltning har, for herigennem at afgoere, om det er rigtigt, at traktatens artikel 92, stk. 1, med rette er blevet erklaeret uanvendelig i det foreliggende tilfaelde.

78 Det bemaerkes, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning anerkender, at den omhandlede foranstaltning udgjorde et afkald fra de statslige myndigheders side paa midler, der tilkom dem, der bevirkede, »at den ikke-offentlige del af afgiften til stadighed er blevet oeget siden 1981«. Som netop omtalt henhoerer en statslig foranstaltning, hvad enten den har vedvarende eller midlertidig karakter, naar den medfoerer, at oekonomiske fordele ydes til en virksomhed og forbedrer dens finansielle situation, under begrebet statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand (jf. ovenfor, praemis 52), og sondringen mellem en vedvarende aendring og en midlertidig aendring af reglerne om afgifternes betaling udgoer saaledes ikke et tilstraekkeligt kriterium for i det foreliggende tilfaelde at udelukke, at traktatens artikel 92, stk. 1, kan finde anvendelse (jf. ovenfor, praemis 56).

79 Det bemaerkes endvidere for saa vidt angaar den omstaendighed, at aendringen af ordningen om indbetaling til statskassen af offentlige afgifter ikke udgjorde en punktforanstaltning, der havde karakter af en undtagelse, men en aendring af generel art af afgiftsordningen, der kom hele hestevaeddeloebssektoren til gode, at den anfaegtede beslutning ikke som haevdet af Kommissionen indeholder oplysninger, der peger i denne retning, og at henstanden med indbetaling af afgifterne ifoelge beslutningens afsnit IV, punkt 5, blev bevilget af budgetministeren alene til fordel for PMU. Den omstaendighed, at organisering af totalisatorspil i Frankrig generelt kan give ikke blot PMU's deltagere, men ogsaa indirekte ikke-deltagende selskaber fordele, kan ikke vaere et forhold af afgoerende betydning for bedoemmelsen. For selv om en stoette, der ydes en bestemt erhvervsdrivende, utvivlsomt indirekte ogsaa kan vaere til fordel for flere andre erhvervsdrivende, hvis virksomhed er afhaengig af den hovedvirksomhed, som udoeves af den direkte modtager af den paagaeldende stoette, kan dette forhold ikke i tilstraekkeligt omfang danne grundlag for at fastslaa, at den omhandlede foranstaltning er en foranstaltning af generel art, der ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1, men i det hoejeste begrunde, at den eventuelt kan vaere omfattet af den undtagelsesordning for visse sektorer, der er fastlagt ved traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).

80 Endvidere maa der som fremhaevet af Kommissionen i den anfaegtede beslutning (jf. afsnit VI, punkt 7)) ved anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 1, sondres mellem PMU's hovedvirksomhed, dvs. organisation og behandling af vaeddemaal, og deltagernes virksomhed, nemlig organisering af hestevaeddeloeb. Selv om det antages, at de likviditetsfaciliteter, der blev givet PMU, paa den ene eller anden maade kom hele hestevaeddeloebssektoren til gode, er det dog klart, at disse oekonomiske fordele goer det muligt for PMU at forbedre sin stilling paa markedet for afslutning af vaeddemaal, saavel paa det nationale marked som paa udenlandske markeder gennem PMI, der direkte konkurrerer med sagsoegeren (afsnit III i den anfaegtede beslutning). Det maa under alle omstaendigheder fastslaas, at de argumenter, som Kommissionen og intervenienten har fremfoert paa dette punkt, ikke findes i den retlige vurdering i den anfaegtede beslutning, og at beslutningen derfor ogsaa paa dette punkt maa anses for utilstraekkeligt begrundet eller ligefrem uden begrundelse.

81 Endelig bemaerkes vedroerende Kommissionens argument om, at den omhandlede statslige foranstaltning var led i en saerlig byrdefuld afgiftsordning for vaeddeloebssektoren, der paalaegges afgifter, der er klart hoejere end afgifterne i andre sektorer, at dette argument, der foerst er fremfoert for Retten og ikke er tilstraekkeligt bevismaessigt underbygget, ikke i og for sig kan godtgoere rigtigheden af Kommissionens opfattelse.

82 Paa baggrund heraf er sagsoegerens anbringende om en fejlagtig anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1, for saa vidt angaar de likviditetsfaciliteter, PMU fik, begrundet, og denne del af den anfaegtede beslutning skal annulleres.

Fritagelsen for selskabsskat

- Sammenfatning af parternes argumenter

83 Sagsoegeren goer gaeldende, at beslutningen er udtryk for en retlig vildfarelse, idet Kommissionen har fundet, at den fritagelse for selskabsskat, som PMU havde opnaaet, var en foelge af en saedvanlig anvendelse af den generelle afgiftsordning, hvorefter OEIG er fritaget for denne skat.

84 Sagsoegeren har anfoert, at der ikke i det foreliggende tilfaelde er tale om en fritagelse for selskabsskat til fordel for PMU, men derimod for til fordel for PMU's deltagerselskaber, hvilket sagsoegeren kritiserede i klagen af 7. april 1989 og i sin opfordringsskrivelse af 5. november 1992. Sagsoegeren har tilfoejet, at ifoelge Frankrigs Cour des comptes var en saadan fritagelse til fordel for vaeddeloebsselskaberne ulovlig ogsaa efter fransk ret. Desuden har ingen andre vaeddeloebsselskaber eller deltagerselskaber i en OEIG opnaaet en skattefritagelse af denne art.

85 Sagsoegeren har endelig bestridt den stiltiende afvisning af kritikken i selskabets klage over, at fritagelsen for indkomstskat for PMU ogsaa udgoer en statsstoetteforanstaltning, og har herved anfoert, at den anfaegtede beslutning paa dette punkt helt mangler begrundelse.

86 Kommissionen har forklaret, at fritagelsen af PMU for selskabsskat skyldes, at gruppen ikke som en OEIG har en egenkapital, idet dens resultater direkte kan indarbejdes i deltagerselskabernes resultater, saaledes at gruppen bliver skattemaessigt gennemsigtig, dvs. at ikke den, men dens deltagere skal betale skatten. Hvad angaar sagsoegerens argument om, at denne skat skulle betales af vaeddeloebsselskaberne, har Kommissionen indvendt, at den alene indledte proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, vedroerende de former for stoette, som var blevet ydet PMU, men ikke vaeddeloebsselskaberne.

87 Kommissionen har vedroerende den paastaaede stiltiende afvisning af sagsoegerens kritik af fritagelsen for indkomstskat for PMU anfoert, at denne foranstaltning ikke blev taget op i beslutningen om at indlede proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, og derfor ikke kunne behandles i den anfaegtede beslutning.

88 Intervenienten har fremhaevet, at saafremt det anerkendes, at vaeddemaalsvirksomheden er adskilt fra vaeddeloebsselskabernes oevrige virksomhed, og at den andel, der tilgaar spillerne, forbliver uaendret, ville vaeddeloebsselskabernes skatteindbetalinger, hvis de skulle betale selskabsskat og i oevrigt beskattes efter almindelige regler, udgoere et lavere beloeb. Ifoelge intervenienten ville vaeddeloebsselskabernes bruttoindtaegter, saafremt moms blev opkraevet med den almindelige sats (18,6%) af den andel, der ikke tilkommer spillerne (28% af indsatserne), andrage 22,8% af indsatserne (28% - (28% x 18,6%) = 28% - 5,2%). PMU's »udbytte« foer skat ville i saa fald svare til dette resultat, med fradrag af PMU's administrationsomkostninger, dvs. 17,3% (22,8% - 5,5%). Selskabsskatten ville efter en beregning med den nugaeldende sats paa 33% af udbyttet udgoere 5,7% af indsatserne (17,3% x 33%). Vaeddeloebsselskabernes endelige andel ville saaledes efter fradrag af PMU's administrationsomkostninger udgoere 11,6% af indsatserne (17,3% - 5,7%), mens den i dag ligger paa mellem 4,5 og 5%. Heraf foelger, at den nugaeldende beskatningsordning for PMU, hvorved der gives fritagelse for selskabsskat, ikke kan udgoere en statsstoette til fordel for vaeddeloebsselskaberne.

- Rettens bemaerkninger

89 Det bemaerkes, at efter den anfaegtede beslutning maa den fritagelse for selskabsskat, som PMU nyder godt af, betragtes som en foelge af den normale anvendelse af den almindelige beskatningsordning, idet selskabsskat ikke paalaegges OEIG. Sagsoegeren har imidlertid uden at bestride rigtigheden heraf gjort gaeldende, at der ikke i denne sag, som det fremgaar af selskabets klage, er spoergsmaal om PMU's fritagelse for selskabsskat, men derimod om den fritagelse, som vaeddeloebsselskaberne nyder godt af.

90 Det maa derfor undersoeges, om den omstaendighed, at Kommissionen ikke i overensstemmelse med sagsoegerens kritik i klagen fandt det noedvendigt at indlede proceduren over for vaeddeloebsselskaberne, men kun over for PMU, kan skabe tvivl om den anfaegtede beslutnings lovlighed.

91 Det bemaerkes i den forbindelse, at retten for tredjemand til at indgive klage til Kommissionen under anbringende af, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, med henblik paa at Kommissionen indleder den i traktatens artikel 93, stk. 2, fastlagte procedure over for den paagaeldende medlemsstat og eventuelt ved denne procedures afslutning vedtager endelig beslutning, ikke er reguleret ved nogen retsakt eller bestemmelse i den afledede ret, der svarer til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

92 Herved bemaerkes dog, at saafremt Kommissionen beslutter at afvise en klage og vedtager en beslutning herom, skal denne beslutning i henhold til traktatens artikel 190 begrundes, saaledes at klageren kan faa kendskab til de forhold, som afvisningen er baseret paa, og eventuelt goere sine rettigheder gaeldende ved Faellesskabets retsinstanser. I det foreliggende tilfaelde blev sagsoegerens klage ikke udtrykkeligt afvist, hvorimod der blev vedtaget en beslutning om indledning af proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, ved skrivelse, der blev stilet til den franske regering og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (jf. ovenfor, praemis 5). Paa baggrund heraf skulle sagsoegeren, saafremt selskabet mente, at Kommissionen hermed ikke havde taget stilling til alle de statslige foranstaltninger, som blev kritiseret i klagen, have rettet en opfordring til Kommissionen i traktatens artikel 175's forstand.

93 Det bemaerkes i den forbindelse, at det af sagen fremgaar, at Ladbroke i skrivelsen af 11. august 1992 faktisk opfordrede Kommissionen til i henhold til traktatens artikel 175 at tage stilling til de former for stoette, der var kritiseret i selskabets klage, men som ikke havde vaeret genstand for den foreloebige beslutning (jf. ovenfor, praemis 9), og at Kommissionen ved skrivelse af 12. oktober 1992 besvarede denne opfordring (jf. ovenfor, praemis 10). Imidlertid rettede Ladbroke efter denne besvarelse paa ny en opfordring til Kommissionen, men nu med anmodning om, at den tog stilling alene til de foranstaltninger, der havde givet anledning til indledning af proceduren (jf. ovenfor, praemis 11). Da Kommissionen ikke imoedekom denne anden opfordring, anlagde Ladbroke sag ved Retten vedroerende retsstridig passivitet, men haevede senere efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning denne sag (jf. ovenfor, praemis 12, 13 og 14). Saafremt det var Ladbroke's opfattelse, at Kommissionens besvarelse af den foerste opfordring ikke udgjorde en stillingtagen til alle de foranstaltninger, der blev kritiseret i selskabets klage, skulle selskabet endnu engang rette opfordring til Kommissionen om at tage stilling til alle de kritiserede foranstaltninger og ikke blot opfordre den til at tage stilling alene til de foranstaltninger, der blev naevnt i forbindelse med indledningen af proceduren. Saafremt Ladbroke derimod mente, at Kommissionens besvarelse af selskabets foerste opfordring udgjorde en stillingtagen i form af en stiltiende afvisning af den del af klagen, som vedroerte den i denne del omhandlende foranstaltning, skulle selskabet have anlagt et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173, stk. 5.

94 Da sagsoegeren ikke indledte og fortsatte proceduren i henhold til traktatens artikel 175 eller fristmaessigt anlagde sag med paastand om annullation, kan sagsoegeren herefter ikke under nogen omstaendighed i naervaerende sag paaberaabe sig den omstaendighed, at Kommissionen, der ikke indledte proceduren for saa vidt angaar den paagaeldende foranstaltning, ikke i den anfaegtede beslutning tog stilling hertil.

95 Af de anfoerte grunde bliver resultatet det samme for saa vidt angaar sagsoegerens argument om stiltiende afvisning af kritikpunktet i sagsoegerens klage vedroerende fritagelse for indkomstskat for PMU.

PMU's ret til at beholde uafhentede gevinster

- Sammenfatning af parternes argumenter

96 Sagsoegeren har indledningsvis anfoert, at den anfaegtede beslutning er udtryk for en retlig vildfarelse, for saa vidt som Kommissionen er naaet til det resultat, at PMU's ret til at beholde uafhentede gevinster, jf. dekret 83-878, med henblik paa at anvende de herved opnaaede indtaegter til sociale udgifter, ikke udgjorde en statsstoette, idet disse indtaegter ansaas for »normale ressourcer«, der indgik i de ikke-offentlige afgifter, og ikke for »statsmidler« i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand.

97 Ifoelge sagsoegeren er det en fejl at gaa ud fra, at de omhandlede indtaegter er ikke-offentlige afgifter, for det er den franske stat, der traeffer afgoerelser om indfoerelse af afgifterne og disses fordeling, og enhver overfoersel af midler til PMU i henhold til offentligretlige bestemmelser udgoer statsstoette. Selv om uafhentede gevinster skal betragtes som normale ressourcer for vaeddeloebsselskaberne, udgjorde dog under alle omstaendigheder aendringen ved artikel 27 i dekret 83-878 en statsstoette, for saa vidt som afgoerelsen om, at PMU kunne raade over de omhandlede beloeb, blev godkendt af staten og truffet paa dens initiativ (jf. Domstolens naevnte dom i sagen Kommissionen mod Frankrig, praemis 14 og 15, og dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, praemis 32-38).

98 Sagsoegeren har dernaest gjort gaeldende, at de indtaegter, der stammede fra uafhentede gevinster, og som blev tildelt PMU, i realiteten skulle finansiere PMU's driftsomkostninger i anledning af overgangen til edb-styringen af behandlingen af vaeddemaal. Sagsoegeren har i den forbindelse anfoert, at det foer vedtagelsen af dekret 83-878 i et dekret af 18. juli 1941 var bestemt, at vaeddeloebsselskaber kunne beholde uafhentede gevinster paa betingelse af, at de omhandlede beloeb udelukkende blev anvendt til fordel for en bestemt gruppe af ansatte i hestevaeddeloebssektoren, og at restbeloeb skulle indbetales til staten. Men den ved dekret 83-878 gennemfoerte aendring gaar netop ud paa at give PMU mulighed for at anvende disse gevinster til egen fordel. Sagsoegeren har til stoette for denne argumentation henvist til Frankrigs Cour des comptes' rapport, hvorefter de indtaegter, der er tildelt PMU, »der ikke er momspligtige og giver et betydeligt afkast (24,6 mio. FRF i 1985)«, anvendes »med indtil 105 mio. til finansiering af det sociale program for vaeddeloebssektoren«, hvoraf 3/4 er forbeholdt »PMU, der hermed kan udbetale en ekstra afskedigelsesgodtgoerelse til fastansat personale, som maa fratraede efter overgangen til edb-styring af behandlingen af vaeddemaal (ca. 75 mio. FRF til 750 ansatte)«.

99 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at den omstaendighed, at PMU ikke er pligtig at betale moms af uafhentede gevinster, naar henses til, at vederlaget til arrangoererne af totalisatorspil i henhold til artikel 281a i den almindelige franske skattelov er momspligtigt, ogsaa udgoer en statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand, saaledes at beslutningen ogsaa af denne grund er udtryk for en retsvildfarelse.

100 Kommissionen har henvist til, at de omhandlede beloeb i Frankrig kun kan bruges til visse typer sociale udgifter. Den har fremhaevet, at ethvert beloeb, der ikke anvendes til dette formaal, efter dekret 74-954 tilfalder staten, og at der ved dekret 73-878 kun er sket en aendring af de typer udgifter, som uafhentede gevinstbeloeb kunne anvendes til. Den omstaendighed, at denne aendring har bevirket, at den andel af uafhentede gevinstbeloeb, der tilfalder staten, er faldet, betyder saaledes ikke, at der er tale om statsstoette.

101 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens afvisning af, at de omhandlede beloeb anses for »ikke-offentlige afgifter« (»non-public levies«), beror paa en misforstaaelse, der skyldes anvendelsen af det engelske ord »levy«, der bruges om beskatning. Sagsoegeren er saaledes med urette naaet til det resultat, at de 30 FRF af en indsats paa 100 FRF, der tilfalder PMU (jf. ovenfor, praemis 16), udgoer en statslig afgift, og at enhver udbetaling af en del af dette beloeb udgoer en statsstoette. Faktisk er det kun en del af disse 30 FRF, nemlig 18 FRF, der tilfalder de franske myndigheder, der skal anses for en afgift i egentlig forstand. Da der saaledes er tale om en ikke-offentlig afgift, der ikke tilfalder staten, og som derfor ikke kan anses for en fiskal afgift, er kriteriet om, at der skal vaere tale om statsmidler, konkret ikke opfyldt.

102 Kommissionen har tilfoejet, at den ganske vist ikke har forsoegt i sine indlaeg at gendrive sagsoegerens paastand om, at den omhandlede foranstaltning havde til formaal at lette indfoerelsen af edb i PMU, men den omstaendighed, at beloeb i uafhentede gevinster kunne anvendes til udbetaling af en ekstra afskedigelsesgodtgoerelse til overskydende personale, var en social foranstaltning, der mere kom det afskedigede personale end PMU til gode.

103 Hvad angaar sagsoegerens anbringende om, at den omstaendighed, at der ikke betales moms af uafhentede gevinster, ogsaa udgoer en statsstoette, har Kommissionen gjort gaeldende, at der er tale om et nyt argument, der ikke blev fremfoert i sagsoegerens klage, og som der derfor ikke kunne tages stilling til i den anfaegtede beslutning.

104 Intervenienten har forklaret, at uafhentede gevinster, indtil dekret 74-954 blev vedtaget, ubeskaaret tilfaldt vaeddeloebsselskaberne, og at det ved dette dekret blot blev bestemt, at disse gevinster kun kunne anvendes til visse sociale udgifter for vaeddeloebsselskaberne, saaledes at ikke-anvendte gevinster ellers altid tilfalder staten (dekretets artikel 20, stk. 4). Ved dekret 83-878 er det blot blevet bestemt, at disse gevinster ogsaa vil kunne anvendes til andre formaal, der direkte haenger sammen med vaeddeloebsselskabernes virksomhed, som f.eks. udgifter til overvaagning, drift, tilskud til opdraet samt investeringer i direkte tilknytning til organisation af hestevaeddeloeb og totalisatorspil (dekretets artikel 27). Baade foer 1974, fra 1974-1983 og efter 1983 har vaeddeloebsselskaberne altid kunnet anvende det samlede beloeb i ikke-afhentede gevinster, idet det kun er de mulige anvendelser, der er undergaaet aendringer, og man kunne derfor med foeje anse disse midler som vaeddeloebsselskabernes normale ressourcer.

- Rettens bemaerkninger

105 Indledningsvis bemaerkes, at det af parternes argumenter fremgaar, at den omhandlede foranstaltning bevirkede, at det blev muligt for vaeddeloebsselskaberne bl.a. at daekke de sociale omkostninger inden for PMU, som afskedigelsen af en del af PMU's overskydende personale gav anledning til. Efter Rettens opfattelse skal det foerst undersoeges, om de midler, der hidroerer fra ikke-afhentede gevinster, udgoer »normale ressourcer« i den betydning, der foelger af Kommissionens anbringender om, at en af betingelserne for at anvende traktatens artikel 92, stk. 1, nemlig at der er tale om overfoersel af statsmidler til en modtager, i det foreliggende tilfaelde ikke er opfyldt.

106 Det maa i den forbindelse fastslaas, at selv om de ikke-afhentede gevinster, som det fremgaar af sagen, foer 1974 ubeskaaret tilfaldt vaeddeloebsselskaberne, blev det ved dekret 74-954 for foerste gang bestemt, at disse gevinster kun kunne anvendes til visse sociale udgifter, og at de gevinster, der ikke anvendtes i dette oejemed, skulle indbetales til staten. I naevnte dekrets artikel 20, stk. 4, hed det saaledes, at »vaeddeloebsselskaberne kan hvert aar hos de myndigheder, der skal godkende deres budget, opnaa tilladelse til at anvende uafhentede gevinstbeloeb til bistandsydelser, socialsikringsydelser eller tillaegspensionsydelser til deres personale, men ikke til andre formaal. Disse beloeb skal udbetales til en af de i artikel 25 naevnte institutioner eller til et institut for faglig uddannelse. De beloeb i uafhentede afgifter, der ikke anvendes til finansiering af foranstaltninger som naevnt, indbetales til statskassen«.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0067.1

107 Denne bestemmelse i den franske lovgivning viser, at vaeddeloebsselskabernes adgang til at anvende uafhentede gevinster ikke blot var begraenset efter formaalet (sociale udgifter), men ogsaa kraevede tilladelse fra »de myndigheder, der skal godkende ... deres budget«. Disse myndigheder er ifoelge naevnte dekret landbrugsministeriet og oekonomi- og finansministeriet (jf. dekretets artikel 22 og 23) og ifoelge dekret 83-878, der har afloest dekret 74-954, landbrugsministeriet og budgetministeriet (artikel 29 og 30 i dekret 83-878). Saafremt det skulle antages, at anvendelsen af uafhentede gevinster, saaledes som det fremhaeves i den anfaegtede beslutning, udgjorde »normale ressourcer«, var der ingen grund til, at den franske lovgivningsmagt udstedte regler om, at de kun maa anvendes til ganske bestemte udgifter, idet de ellers uden videre tilfalder statskassen.

108 Paa baggrund heraf kan de omhandlede ressourcer ikke anses for »normale ressourcer«, der tilkommer vaeddeloebsselskaberne og PMU, men maa tvaertimod anses for »statsmidler«, hvis optagelse paa statens budget afhaenger af, at visse af lovgivningsmagten fastlagte betingelser er opfyldt.

109 Denne konklusion kan endvidere stoettes paa dekret 83-878, hvormed den franske lovgivningsmagt som fremhaevet af den franske regering og Kommissionen har udvidet antallet af mulige anvendelser af uafhentede gevinster til ogsaa at omfatte andre af vaeddeloebsselskabernes aktiviteter, som f.eks. ydelse »af tilskud til faglig uddannelse, sociale sikringsydelser eller tillaegspension til selskabernes og stutteriernes personale samt til jockeyerne« (dekretets artikel 27, stk. 5). Hermed har den franske lovgivningsmagt reelt givet afkald paa midler, som ellers skulle have vaeret indbetalt til statskassen, og ogsaa af denne grund er betingelsen ifoelge traktatens artikel 92, stk. 1, om overfoersel af statsmidler til modtageren opfyldt i det foreliggende tilfaelde.

110 Disse midler udgoer herved, i det omfang de - som det siges i den anfaegtede beslutning - anvendes »foerst og fremmest til finansiering af sociale udgifter«, efter fast retspraksis en nedsaettelse af de sociale udgifter, som en virksomhed normalt maa afholde, og dermed en stoette til den paagaeldende virksomhed (Domstolens domme i sagen Italien mod Kommissionen, a.st., og i sagen Steinike & Weinlig, a.st.).

111 Kommissionens konstatering af, at den omhandlede foranstaltning, selv om dens formaal er at finansiere saadanne sociale udgifter for vaeddeloebsselskaberne, som haenger sammen med organiseringen af totalisatorspil, ikke udgoer en statsstoette, da der ikke sker overfoersel af statsmidler, bygger paa fejlagtige grunde, og skal derfor annulleres.

112 Endelig bemaerkes det vedroerende sagsoegerens anbringende om, at den omstaendighed, at PMU ikke skal betale moms af uafhentede gevinster, ogsaa udgoer en statsstoette, at spoergsmaalet herom ikke blev naevnt i selskabets klage og heller ikke blev naevnt som et punkt i forbindelse med indledningen af proceduren i henhold til artikel 92, og at sagsoegeren derfor ikke kan kritisere Kommissionen for ikke at have taget stilling til det i den anfaegtede beslutning.

Dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms fra den 1. januar 1989

- Sammenfatning af parternes argumenter

113 Sagsoegeren har anfoert, at selv om Kommissionen i den anfaegtede beslutning har anfoert, at fordelen for PMU ved dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms siden 1989 har vaeret opvejet af, at der har vaeret indbetalt et fast depositum til momsmyndighederne, naevner den til gengaeld hverken dette depositums stoerrelse eller det grundlag, der benyttes ved aendringen af det fra tid til anden. Mangelen paa oplysninger herom maa kritiseres saa meget mere, som det er dette depositum, der begrunder, at Kommissionen naaede til et andet resultat end det, den oprindelig redegjorde for i den foreloebige beslutning.

114 Sagsoegeren har anmodet Retten om med henblik paa sagens oplysning dels at paalaegge Kommissionen at oplyse stoerrelsen af det faste depositum, der i 1989 blev indbetalt til statskassen, de ved dettes aendring anvendte kriterier og datoen for saadanne aendringer, og dels paalaegge den franske regering at oplyse, hvad dispensationen fra momsreglerne aarligt har kostet den franske stat, og hvad depositummet har indbragt i aarlig rente fra den 1. juli 1989 - 1. juli 1993, paa hvilken sidste dato den omhandlede foranstaltning blev endeligt ophaevet.

115 Kommissionen har anfoert, at den omstaendighed, at den i den foreloebige beslutning foerst naaede til et andet resultat end det, der blev resultatet i den anfaegtede beslutning med hensyn til fritagelsen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms, ikke kan rokke ved gyldigheden af den endelige beslutning.

116 Hvad angaar depositummets stoerrelse har Kommissionen oplyst, at der frem til 1988 var tale om et fast beloeb paa 14 mio. FRF, der i 1989 blev forhoejet til godt 16 mio. FRF og i 1993 til knap 20 mio. FRF.

117 Intervenienten har fremfoert, at der har vaeret indbetalt depositum til statskassen fra 1969, som det fremgaar af sagen, og ikke fra 1989, som det siges i den anfaegtede beslutning, og at den omhandlede statslige foranstaltning saaledes aldrig har udgjort statsstoette. Den har tilfoejet, at de franske myndigheder ikke gjorde Kommissionen opmaerksom paa dette forhold under proceduren, fordi denne fejltagelse fra Kommissionens side ikke havde praktisk betydning for afgoerelsen vedroerende den omhandlede foranstaltning.

- Rettens bemaerkninger

118 Det bemaerkes, at det fremgaar af den brevveksling, der har vaeret mellem Kommissionen og intervenienten vedroerende dette spoergsmaal helt fra procedurens indledning, og som er blevet fremlagt efter anmodning fra Retten, at de franske myndigheder under proceduren klart over for Kommissionen havde oplyst, at vaeddeloebsselskaberne til gengaeld for den dispensation fra en-maanedsreglen for fradrag af moms, som de fik fra den 1. august 1969, var forpligtet til fra dette tidspunkt permanent at deponere et beloeb i statskassen (skrivelse af 7.2.1992 fra Frankrigs faste repraesentation ved De Europaeiske Faellesskaber til Kommissionen).

119 Endvidere har Kommissionen i retsmoedet erkendt, at det omhandlede faste depositum faktisk var blevet stillet ikke fra 1989, men fra 1969, og at den anfaegtede beslutning paa dette punkt klart var fejlagtig.

120 Heraf foelger, at Kommissionens undersoegelse af, om det faste depositum i statskassen foerte til en opvejning af de likviditetsfordele, som dispensationen fra momsfradragsreglen gav, skulle have vedroert tiden helt tilbage til 1969 eller i hvert fald til 1985, da PMU blev stiftet som selvstaendig juridisk person, og ikke kun fra 1989. Retten kan foelgelig, da Kommissionen ikke har gennemfoert en indgaaende undersoegelse, der gaar tilbage til 1969 eller 1985, tage stilling til, om det naevnte faste depositum fra 1969 faktisk kunne opveje de kritiserede likviditetsfordele, saaledes at der ikke paa noget tidspunkt med den omhandlede foranstaltning har foreligget en statsstoette, eller, saafremt dette omvendt var tilfaeldet, fra hvilken dato den paastaaede stoette faktisk havde foreligget, da der ikke forelaa en fuld opvejning af de kritiserede fordele.

121 De talmaessige oplysninger, som Kommissionen har givet som et led i sine besvarelser af spoergsmaal fra Retten, og som findes i en skrivelse, der blev tilstillet Kommissionen af Frankrigs faste repraesentation ved De Europaeiske Faellesskaber (jf. ovenfor, praemis 118), rokker ikke ved dette resultat. Disse oplysninger viser, at selv om depositummets stoerrelse tilsyneladende ikke i 1985, 1986 og 1990 opvejede »den maanedlige gennemsnitsvirkning« af den fortjeneste, som PMU opnaaede ved dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag for moms, opnaaede PMU dog for aarene 1987, 1988 og 1989 et beloeb paa i alt 7 968 000 FRF. Imidlertid kan Retten, da Kommissionen af de ovenfor anfoerte grunde (jf. praemis 119) ikke gjorde disse tal til genstand for nogen vurdering ved vedtagelsen af beslutningen, paa grundlag af de naevnte skriftlige besvarelser af Rettens spoergsmaal ikke tage stilling til, om der foreligger en statsstoette, idet den, hvis den gjorde det, ville tiltage sig en kompetence, der ved traktatens artikel 92 alene er tillagt Kommissionen og de nationale domstole.

122 Da Kommissionens vurdering af den omhandlede foranstaltning under alle omstaendigheder har vaeret mangelfuld, skal sagsoegerens paastand tages til foelge og denne del af den anfaegtede beslutning annulleres.

Den fejlagtige anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c)

Sagsoegerens argumenter og anbringender

123 Sagsoegeren goer gaeldende, at ingen af de statslige foranstaltninger, der ifoelge den anfaegtede beslutning maa anses for at vaere statsstoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan betragtes som forenelige med faellesmarkedet. Det drejer sig om foelgende foranstaltninger: 1) den franske stats afkald til fordel for PMU i perioden 1982-1985 paa de beloeb, der fremkom ved afrundingen af spillegevinsterne med én decimal, 2) dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms foer januar 1989, og 3) fritagelsen for PMU foer 1989 fra som arbejdsgiver at yde bidrag til sociale boligformaal.

1. Afkaldet fra 1982 til 1985 paa beloeb hidroerende fra afrundingen af spillegevinsterne med én decimal.

124 Sagsoegeren har indledningsvis fremhaevet, at traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), som en undtagelse fra den grundlaeggende regel om forbud mod statsstoette maa fortolkes noeje efter ordlyden, og at dens anvendelse forudsaetter, at to betingelser er opfyldt; for det foerste den positive, at den omhandlede stoette fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene eller oekonomiske regioner, for det andet den negative, at denne stoette ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse. Ingen af disse betingelser har ifoelge sagsoegeren vaeret opfyldt i det foreliggende tilfaelde.

125 For det foerste kan ifoelge sagsoegeren henvisningen i den anfaegtede beslutning til »stoettens direkte og indirekte virkninger paa udviklingen i sektoren i alle dennes oekonomiske bestanddele, herunder foraedling af hesteracer«, hvormed det skal godtgoeres, at den omhandlede stoette fremmede udviklingen af visse erhvervsgrene (den positive betingelse), ikke vaere tilstraekkelig til opfyldelse af dette krav, idet den omhandlede stoette hverken skulle gaa til foraedling af hesteracer eller til fremme af hestevaeddeloeb, men tvaertimod vedroerte en speciel form for virksomhed, nemlig afslutningen af vaeddemaal uden for vaeddeloebsbanerne. Sagsoegeren har tilfoejet, at PMU's virksomhed ikke direkte har noget at goere med hesteopdraettet, og at den del af PMU's omsaetning, der vedroerer opdraet, udgoer et mindre beloeb end det beloeb i afgifter, der tilfalder staten.

126 Kommissionens opfattelse paa dette punkt strider endvidere ikke blot mod Domstolens praksis paa omraadet (jf. dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris Holland mod Kommissionen, Sml. s. 2671), men ogsaa mod de adfaerdsregler, som Kommissionen har fastlagt for sin egen virksomhed i den Tiende og den Tolvte Beretning om konkurrencepolitikken. I Tiende Beretning udtales det, at en stoette kun er forenelig med faellesmarkedet, saafremt den bidrager »til virkeliggoerelsen af de faelles maal og interesser, der er angivet i traktatens artikel 92, stk. 3«. Endvidere udtalte Kommissionen i den Tolvte Beretning, at en stoette ikke kan antages at fordreje konkurrencen paa en maade, der strider mod den faelles interesse, naar den 1) bidrager til at fremme udviklingen i den paagaeldende sektor i hele Faellesskabets interesse, 2) er noedvendig for virkeliggoerelsen af det paagaeldende projekt, og 3) er saaledes udformet (med hensyn til intensiteten, varigheden og graden af konkurrencefordrejning osv.), at den staar i et passende forhold til det tilstraebte formaal.

127 Med den anfaegtede beslutning bortses der fuldstaendig fra det foerste af disse kriterier. Udtalelsen i Kommissionens svarskrift om, at den paagaeldende stoette bidrager til, at totalisatorspillet udvikles mere effektivt, og »navnlig til foraedlingen af hesteracer, der er et lovligt formaal, der stemmer overens med Faellesskabets interesse«, udgoer et nyt anbringende og kan derfor ikke tages i betragtning af Retten.

128 Sagsoegeren har vedroerende det andet kriterium om stoettens noedvendighed for virkeliggoerelsen af det paagaeldende projekt anfoert, at spoergsmaalet herom foerst blev taget op af Kommissionen i svarskriftet, hvori det hedder, at edb-styringen af PMU's virksomhed ikke havde kunnet gennemfoeres uden den paagaeldende stoette. Det kan ikke, naar denne virkning overhovedet ikke analyseres, udelukkes, at vaeddeloebsselskaberne kunne have finansieret edb-styringen ved deres virksomhed enten ved prisnedsaettelser eller ved optagelse af banklaan.

129 Sagsoegeren har vedroerende det tredje kriterium om, at stoetteintensiteten skal vaere afpasset efter formaalet, gjort gaeldende, at saafremt de oevrige statslige foranstaltninger til fordel for PMU, som sagsoegeren har kritiseret i klagen, udgoer statsstoette, er beslutningen mangelfuld, da Kommissionen ikke har vurderet intensiteten af alle de former for stoette, der er blevet ydet PMU kumulativt i stedet for fra tilfaelde til tilfaelde. Selv om disse foranstaltninger ikke maatte blive anset for statsstoette, skulle i alt fald virkningerne af den omhandlede stoette, der var paa 315 mio. FRF, vaere bedoemt paa baggrund af alle de finansielle fordele, som PMU havde nydt godt af, og som ifoelge naevnte rapport fra Frankrigs Cour des comptes repraesenterede et beloeb paa 1,3 mia. FRF alene for perioden 1982-1985.

130 Sagsoegeren har dernaest vedroerende spoergsmaalet, om den paagaeldende stoette fordrejede konkurrencen i et omfang, der var i strid med den faelles interesse (den negative betingelse), anfoert, at Kommissionens svar i den anfaegtede beslutning, hvorefter edb-styringen af PMU's virksomhed blev ivaerksat paa et tidspunkt, hvor PMU endnu ikke var begyndt at drive virksomhed i udlandet og endnu ikke overvejede at goere det, bygger paa fejlagtige forudsaetninger. Det fremgaar af referatet af en redegoerelse, som PMU's generaldirektoer fremlagde paa de europaeiske PMU-sammenslutningers sjette konference i London i maj 1987, dvs. foer PMI blev stiftet, at PMU allerede da overvejede ogsaa at drive virksomhed i udlandet. Konstateringen heraf stoettes i oevrigt af det svar, som PMU's praesident samtidig med den naevnte erklaering fremsatte over for Frankrigs Cour des comptes' foerstepraesident vedroerende et »projekt om medtagelse i (Cour des comptes's) offentlige rapport af et afsnit om vaeddeloebsinstitutionen og PMU's virksomhed«, hvori PMU's praesident beklagede virkningerne af offentliggoerelsen af naevnte rapport paa »et tidspunkt, hvor (PMU var i gang med) forhandlinger med andre lande, der oenskede at udnytte gruppens erfaring i behandling af vaeddemaal, og paa et tidspunkt, hvor (PMU ville) blive udsat for konkurrence fra lande i de tolvs Europa i 1992«.

131 Sagsoegeren har endelig anfoert, at naar en virksomhed a) modtager en stoette med stor stoetteintensitet, b) ikke er udsat for konkurrence, fordi den besidder et monopol, og c) anvender denne stoette for at konkurrere med andre virksomheder paa markeder i udlandet, kan den negative betingelse ifoelge traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), principielt ikke anses for opfyldt, idet en saadan situation er i strid med enhedsmarkedets grundprincip, hvis saerkende er fri konkurrence.

2. Dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms foer 1989

132 Sagsoegeren goer gaeldende, at i det omfang stoetten som foelge af dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms ifoelge den anfaegtede beslutning anses for forenelig med faellesmarkedet frem til 1989 af de samme grunde, som dem, der blev givet vedroerende afkaldet fra 1982-1985 paa de beloeb, der fremkom som foelge af afrundingen af spillegevinsterne med én decimal, kan heller ikke denne dispensation af de ovenfor anfoerte grunde (jf. praemis 124-131) anses for at opfylde betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).

133 Sagsoegeren har tilfoejet, at Kommissionens argument i svarskriftet om, at den positive betingelse for en stoettes forenelighed med faellesmarkedet i henhold til artikel 92, stk. 3, litra c), i det foreliggende tilfaelde er opfyldt, idet den omhandlede stoettes formaal »i sidste instans var foraedling af hesteracer og ikke blot PMU's eller vaeddeloebsselskabernes fortsatte virksomhed som saadan«, udgoer en ny begrundelse i forhold til begrundelsen i den anfaegtede beslutning, hvori det udtales, at den omhandlede stoettes forstyrrende virkninger ikke kunne ophaeve de eventuelle virkninger »paa udviklingen i sektoren«, der omfattede saavel foraedling af hesteracer som virksomhed med afslutning af vaeddemaal uden for vaeddeloebsbanerne.

134 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at naar der som i det foreliggende tilfaelde er tale om en driftsstoette, kan stoetten kun under ekstraordinaere forhold anses for forenelig med faellesmarkedet (Tolvte Beretning om konkurrencepolitikken, pkt. 160, dommen i sagen Deufil mod Kommissionen, a.st.), og saadanne forhold foreligger ikke her.

3. Fritagelsen indtil 1989 for at bidrage til sociale boligformaal

135 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning i det omfang, Kommissionen er naaet til det resultat, at den stoette, der blev ydet PMU i form af fritagelse for at betale bidrag til sociale boligformaal »paa samme maade som den stoette, der er ydet gennem dispensation fra en-maanedsreglen for fradrag af moms« indtil 1989 kunne omfattes af undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), er behaeftet med en retsvildfarelse, og har her henvist til de samme grunde som de ovenfor anfoerte vedroerende stoetten i form af afrunding af spillegevinsterne og dispensationen fra momsbestemmelserne (praemis 124-133).

136 Sagsoegeren har i den forbindelse tilfoejet, at en fast driftsstoette som den her omhandlede paa ca. 5 mio. FRF aarligt ikke under nogen omstaendighed kan opfylde den positive betingelse ifoelge traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).

Kommissionens anbringender og argumenter

137 Kommissionen har imoedegaaet alle sagsoegerens argumenter, som den har soegt at gendrive under ét med udgangspunkt i de grunde, som gives i den anfaegtede beslutning vedroerende foreneligheden af den stoette, der blev ydet ved afrundingen af spillegevinsterne med én decimal, og som ogsaa anerkendelsen af de to andre former for statsstoettes forenelighed med faellesmarkedet bygger paa. Den har i oevrigt kun droeftet de vigtigste spoergsmaal i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), nemlig dels lovligheden af de med den omhandlede stoette tilstraebte formaal (den positive betingelse), og dels kravet om, at der opstaar forstyrrelser paa markedet paa en maade, der strider mod den faelles interesse (den negative betingelse). Den har endelig anvist sagsoegerens anbringende om, at den med vedtagelsen af den anfaegtede beslutning ikke har fulgt de adfaerdsregler, den selv har givet i de naevnte beretninger om konkurrencepolitikken.

1. Lovligheden af de formaal, der forfoelges med den statsstoette, der er blevet ydet PMU, dvs. indfoerelse af edb-styring inden for PMU og foraedling af hesteracer.

138 Kommissionen har oplyst, at PMU fra 1930 og til begyndelsen af 1980erne gennemfoerte behandlingen af vaeddemaal manuelt, hvad der gav anledning til flere driftsproblemer og medfoerte udgifter svarende til ca. 60% af alle PMU's driftsomkostninger. Det var med henblik paa at loese disse spoergsmaal, at PMU besluttede allerede i 1972 at indfoere edb-styring af hele virksomheden, og beslutningen herom blev ifoelge Kommissionen slet ikke truffet med henblik paa, at PMU ogsaa skulle drive virksomhed i udlandet, men skulle tilpasse gruppen til den oekonomiske og tekniske udvikling paa det nationale marked. Disse foranstaltninger foerte dels til indfoerelsen af et mere paalideligt system, hvorved der kunne leveres spillerne ydelser, der bedre imoedekom deres behov, og det er dette, der ligger bag ordene i den anfaegtede beslutning om »stoettens direkte og indirekte virkninger paa udviklingen i sektoren i alle dennes oekonomiske bestanddele«, og dels til oegede indtaegter for den franske stat, hvilket er i Faellesskabets interesse, da det altid maa foretraekkes, at en given oekonomisk virksomhed raader over en effektiv organisation.

139 Ifoelge Kommissionen er PMU's administrationsomkostninger fra 1986 faldet konstant netop som foelge af indfoerelsen af edb-styring af modtagelsen og behandlingen af vaeddemaal; efter 5,95% i 1986 udgjorde de 5,45% i 1990, dvs. en omkostningsnedgang paa ca. 170 mio. FRF, der satte vaeddeloebsselskaberne i stand til at bruge flere midler paa deres indsats for at fremme foraedlingen af hesteracer.

2. Spoergsmaalet, om stoetten har virket forstyrrende paa markedet

140 Kommissionen har oplyst, at den, for saa vidt som PMU's virksomhed foer 1989 kun vedroerte Frankrig, og der ikke var konkurrence mellem PMU og andre erhvervsdrivende i Frankrig eller andetsteds, kunne vaere naaet til det resultat, at de omhandlede stoetteforanstaltninger kun uvaesentligt paavirkede samhandelen mellem medlemsstater, og det var kun, fordi der ikke findes de minimis-bestemmelser paa statsstoetteomraadet, at den saa sig foranlediget til at behandle de omhandlede foranstaltninger som statsstoette og herved til sidst fastslog, at de var forenelige med faellesmarkedet.

141 For saa vidt angaar sagsoegerens udtalelse om, at det fremgaar af de udtalelser, som repraesentanter for PMU fremsatte i maj 1987 (jf. ovenfor, praemis 130), at stoetten til indfoerelse af edb-styring i PMU virkede forstyrrende paa markedet, idet PMU derigennem fik mulighed for ogsaa at drive virksomhed i udlandet, har Kommissionen gjort gaeldende, at edb-styringen af PMU's drift var blevet planlagt og ivaerksat lang tid, foer disse udtalelser fremkom. Det er i hvert fald ikke godtgjort, at der var en direkte sammenhaeng mellem PMU's beslutning om at indfoere edb-styring af sin virksomhed og gruppens senere beslutning om at tilbyde andre virksomheder i udlandet sine ydelser.

142 Kommissionen har endelig anfoert, at PMI's virksomhed i udlandet ikke er af samme art som PMU's, hvilket stoettes af de af sagsoegeren citerede bemaerkninger fra generaldirektoeren for PMU (jf. ovenfor, praemis 130).

3. Kommissionens opfyldelse af kravene i retspraksis og af dens egne adfaerdsregler.

143 Kommissionen goer gaeldende, at den omstaendighed, at en stoette vurderes i faellesskabssammenhaeng, ikke er ensbetydende med, at den skal have positive virkninger for hele Faellesskabet. I det foreliggende tilfaelde udgoer indsatsen for at udvikle og effektivisere totalisatorspilsektoren og navnlig foraedlingen af hesteracer et lovligt formaal, der er i overensstemmelse med Faellesskabets interesse. Den har fremhaevet, at selv om dette hensyn ikke udtrykkeligt naevnes i den anfaegtede beslutning, er det underforstaaet ved enhver beslutning om at tillade en stoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).

144 Hvad angaar kravet om, at stoetten skal vaere noedvendig for at naa det opstillede maal, har Kommissionen fremhaevet, at den anfaegtede beslutning ikke som haevdet af sagsoegeren lader spoergsmaalet herom uomtalt, eftersom det i beslutningen klart udtales, at »vaeddeloebsselskaberne ... ikke [var] i stand til selv at finansiere alle de noedvendige investeringer« (jf. afsnit IV, punkt 2, i beslutningen).

145 Kommissionen har vedroerende intensiteten af den stoette, der er ydet i form af afrunding af spillegevinsterne med én decimal anfoert, at det, selv om den i den anfaegtede beslutning anslaas til 29%, ikke desto mindre er vanskeligt at fastsaette en stoettes intensitet, naar der er tale om en virksomhed som PMU, der ikke har nogen egenkapital. Kommissionen har endelig afvist sagsoegerens anbringende om, at den vurderede den omhandlede stoette isoleret uden at tage hensyn til de andre statslige foranstaltninger, som af sagsoegeren i klagen blev kritiseret som statsstoette.

146 Intervenienten har tilsluttet sig Kommissionens argumenter og har anfoert, at Kommissionen anvendte traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), korrekt paa de omhandlede stoetteforanstaltninger.

Rettens bemaerkninger

147 Det bemaerkes indledningsvis, at efter fast retspraksis tillaegger traktatens artikel 92, stk. 3, Kommissionen et vidt skoen ved afgoerelsen af, om der kan goeres undtagelse fra det generelle forbud i naevnte artikels stk. 1. Afgoerelsen i den forbindelse af, om en statsstoette er forenelig eller uforenelig med faellesmarkedet, rejser spoergsmaal, der indebaerer hensyntagen og stillingtagen til indviklede oekonomiske forhold, der vil kunne aendre sig hurtigt (jf. Domstolens dom af 14.2.1990, sag 301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, praemis 15, af 11.7.1996, sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, praemis 36, og dom af 14.1.1997, Spanien mod Kommissionen, a.st., praemis 18). Det fremgaar desuden af retspraksis, at Faellesskabets retsinstanser under et annullationssoegsmaal kun har kompetence til at efterproeve, om den anfaegtede beslutning er behaeftet med en af de i traktatens artikel 173 omhandlede mangler, og ikke kan saette deres vurdering af de faktiske omstaendigheder og navnlig omstaendigheder af oekonomisk art i stedet for beslutningens udsteders (Domstolens dom af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, praemis 23, naevnte dom af 29.2.1996, Belgien mod Kommissionen, og dommen i sagen FFSA m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 101).

148 Heraf foelger, at Retten i det foreliggende tilfaelde skal begraense sig til at efterproeve, om de gaeldende procedureregler og bestemmelserne om begrundelser er overholdt, og om udstederen har overskredet graenserne for sit skoen som foelge af en urigtig opfattelse af de faktiske forhold eller en aabenbart urigtig bedoemmelse af disse eller som foelge af magtfordrejning eller procedurefordrejning (Matra mod Kommissionen, a.st., praemis 25, dom af 29.2.1996, Belgien mod Kommissionen, a.st., praemis 11, og dommen i sagen FFSA m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 101).

149 Disse retningslinjer i retspraksis skal laegges til grund for en stillingtagen til sagsoegerens anbringender om, at Kommissionen ved at fastslaa, at de tre omhandlede former for statsstoette var forenelige med faellesmarkedet, har tilsidesat betingelserne for at anvende traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), samt de adfaerdsregler, som Kommissionen selv havde beskrevet i sin Tolvte Beretning om konkurrencepolitikken.

- Afkaldet fra 1982-1985 paa beloeb fremkommet ved afrundingen af spillegevinsterne med én decimal

150 Det bemaerkes, at ifoelge den anfaegtede beslutning kunne den stoette, der mellem 1982 og 1985 blev modtaget som foelge af afrundingen af spillegevinsterne med én decimal til fordel for indfoerelse af edb-styring af PMU, paa baggrund af konkurrence- og samhandelsvilkaarene foer stiftelsen af PMI i 1989 »ikke ... virke forstyrrende paa markedet paa en maade, der strider mod den faelles interesse, i betragtning af stoettens direkte og indirekte virkninger paa udviklingen i sektoren i alle dennes oekonomiske bestanddele, herunder foraedling af hesteracer« (afsnit VII, ottende betragtning, punkt 1, i den anfaegtede beslutning).

151 Det citerede sted fra den anfaegtede beslutning viser, at sagsoegeren ikke kan kritisere Kommissionen for ikke at have undersoegt, om den positive betingelse for at anvende traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), var opfyldt i det foreliggende tilfaelde.

152 Det bemaerkes vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt en saadan vurdering fra Kommissionens side alligevel bygger paa urigtige forudsaetninger, fordi den omhandlede stoette kun kom virksomheden med afslutning af vaeddemaal, men ikke foraedlingen af hesteracer til gode, at det fremgaar af sagen, at indfoerelse af edb-styring af PMU's virksomhed ikke blot bevirkede, at afslutningen af vaeddemaal blev mere effektiv, men ogsaa, at PMU's udgifter og driftsomkostninger faldt efter 1986, saaledes at vaeddeloebsselskaberne kunne opnaa og dermed anvende flere ressourcer til fremme af foraedlingen af hesteracer. Da organiseringen af totalisatorspil i Frankrig er en virksomhed uden vinding for oeje og alene har til formaal at goere det muligt for vaeddeloebsselskaberne fortsat at udfoere deres hovedvirksomhed, som er foraedling af hesteracer, kan Kommissionen ikke antages at have gjort sig skyldig i en aabenbar vildfarelse ved vurderingen, da den fastslog, at den omhandlede stoette var forenelig med faellesmarkedet paa grund af dens virkninger paa udviklingen i sektoren for vaeddemaal i alle dennes oekonomiske bestanddele, »herunder foraedling af hesteracer«.

153 Det er Rettens opfattelse, at sagsoegeren heller ikke kan goere gaeldende, at Kommissionen foerst under den skriftlige forhandling betonede, hvilke virkninger den omhandlede stoette havde, navnlig for foraedling af hesteracer. Dette forhold omtales nemlig udtrykkeligt i selve den anfaegtede beslutning. Endvidere bemaerkes det, at den anfaegtede beslutning ikke blot omtaler virkningerne af den omhandlede stoette for foraedlingen af hesteracer, men ogsaa fremhaever dens direkte og indirekte virkninger paa udviklingen i sektoren »i alle dennes oekonomiske bestanddele, herunder foraedling af hesteracer«.

154 Med hensyn til spoergsmaalet, om den omhandlede stoette ogsaa opfyldte den negative betingelse for anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), dvs. at virkningerne af den paa markedet ikke paavirkede samhandelen i Faellesskabet paa en maade, der var i strid med den faelles interesse, fremgaar det af den anfaegtede beslutning, at der foer stiftelsen af PMI i januar 1989 ikke var nogen samhandel mellem Frankrig og de oevrige medlemsstater, hvilket indebaerer, at der inden naevnte tidspunkt ikke engang var konkurrence mellem PMU og de andre erhvervsdrivende paa faellesmarkedets sektor for afslutning af vaeddemaal. Paa baggrund heraf kunne Kommissionen med foeje naa til det resultat, at den stoette, der mellem 1982 og 1985 blev ydet PMU til fordel for indfoerelse af edb-styring af gruppens virksomhed, ikke kunne virke forstyrrende paa markedet paa en maade, der stred mod den faelles interesse.

155 Referatet af den redegoerelse, som PMU's generaldirektoer fremkom med under en konference for de europaeiske PMU-sammenslutninger i London i maj 1987 (jf. ovenfor, praemis 130), der kun i al almindelighed drejede sig om PMU's politik paa lang sigt, og som afholdtes to aar efter, at den omhandlede stoette var blevet ophaevet, rokker ikke ved dette resultat, og kan saaledes ikke skabe tvivl om rigtigheden af Kommissionens konstatering af, at der ikke var tale om forstyrrende virkninger paa markedet foer 1989.

156 Paa samme maade forholder det sig med det svar, som praesidenten for PMU i 1987 gav foerstepraesidenten for Frankrigs Cour des comptes (jf. ovenfor, praemis 130); det svar blev faktisk afgivet henved to aar efter ophaevelsen af den omhandlede stoette og to aar foer stiftelsen af PMI paa et tidspunkt, hvor PMU's udvidelse af virksomheden til udlandet kun var et af gruppens maal paa langt sigt. Endelig blev, som Kommissionen med foeje har fremhaevet, beslutningen om at hjaelpe vaeddeloebsselskaberne med at gennemfoere edb-styring af vaeddemaalene i totalisatorspil truffet foer stiftelsen i 1985 af PMU som selvstaendig juridisk enhed, og foer gruppen traf sin beslutning om ogsaa at drive virksomhed i udlandet med stiftelsen af PMI i 1989.

157 Af det anfoerte foelger, at Kommissionen retmaessigt kunne fastslaa, at den omhandlede stoette var forenelig med faellesmarkedet.

158 Det er i oevrigt Rettens opfattelse, at der ikke kan rejses tvivl om dette resultat ved sagsoegerens anbringende om, at Kommissionen fuldstaendig undlod at tage hensyn til det foerste af de tre kriterier, som den var gaaet ind for i den Tolvte Beretning om konkurrencepolitikken, nemlig kriteriet om vurdering af en sektorstoette paa faellesskabsplan. Det fremgaar saaledes af afsnit VII, tredje betragtning, i den anfaegtede beslutning, at den omhandlede stoettes forenelighed blev vurderet »paa faellesskabsplan og ikke paa en enkelt medlemsstats«. Sagsoegeren kan derfor ikke goere gaeldende, at Kommissionen foerst under den skriftlige forhandling fremsatte det synspunkt, som i oevrigt hoerer med til enhver undersoegelse af en sektorstoettes forenelighed med faellesmarkedet, at den fordel, som den omhandlede stoette betoed for udviklingen af totalisatorspil og foraedlingen af hesteracer, udgjorde et lovligt formaal, der var foreneligt med Faellesskabets interesse. Endelig betyder den omstaendighed, at en stoettes forenelighed skal vurderes paa faellesskabsplan, ikke, hvilket sagsoegeren synes at mene, at en stoette, der har positive virkninger for udviklingen af en sektor i en enkelt medlemsstat - her afslutning af vaeddemaal i Frankrig - ikke kan henfoeres under undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), for saa vidt som det - som fremhaevet af Kommissionen - er i Faellesskabets interesse, at en given oekonomisk sektor i en medlemsstat raader over en effektiv organisation og struktur.

159 Det er Rettens opfattelse, at sagsoegeren heller ikke kan kritisere Kommissionen for ikke at have undersoegt, om den omhandlede stoette var noedvendig for at opnaa det tilsigtede maal. I den anfaegtede beslutning hedder det nemlig klart, at »... disse undtagelsesbetingelser [finder] kun anvendelse, saafremt Kommissionen kan konstatere, at markedskraefternes frie spil ikke ville anspore den paagaeldende stoettemodtager til i tilfaelde af manglende stoette at anlaegge en adfaerd, der kan foere til gennemfoerelse af de ovennaevnte maalsaetninger« (afsnit VII, fjerde betragtning, i den anfaegtede beslutning), og, for saa vidt angaar stoetten til indfoerelse af edb-styring i PMU, at »vaeddeloebsselskaberne var ikke i stand til selv at finansiere alle de noedvendige investeringer«. Det er i oevrigt ubestridt, at vaeddeloebsselskaberne fra begyndelsen af 1980erne havde underskud og var oekonomisk daarligt stillet, og dette forklarer, at alene de statslige myndigheders og ikke private kreditinstitutters medvirken var i stand til at sikre, at denne situation blev genoprettet (jf. afsnit IV, punkt 2 og 3, i den anfaegtede beslutning).

160 Det bemaerkes om spoergsmaalet, om den omhandlede stoettes intensitet har staaet i et passende forhold til det tilstraebte maal, at Kommissionen klart i den anfaegtede beslutning ansaa denne for hoej. Ifoelge den anfaegtede beslutning blev denne stoette dog alligevel ydet lang tid foer PMI blev stiftet i januar 1989, paa hvilket tidspunkt stoetten ikke paa baggrund af konkurrencen og handelen mellem medlemsstaterne kunne have virkninger, i strid med Faellesskabets interesse.

161 Det bemaerkes endelig, at sagsoegerens argument om, at Kommissionen ikke korrekt anvendte det samme kriterium, fordi den havde foretaget en isoleret vurdering af den omhandlede stoettes intensitet, heller ikke kan anerkendes. For selv om Kommissionen, netop fordi den ikke havde anvendt artikel 92, stk. 1, rigtigt paa de fire andre af sagsoegeren kritiserede statslige foranstaltninger (jf. ovenfor, praemis 62, 82, 111 og 122), ikke kunne vurdere, hvilke virkninger de sammenlagt med virkningerne af den omhandlede stoette havde haft, staar det dog fast, at disse fordele under ét vedroerer et tidsrum, i hvilket der hverken fandtes konkurrence eller samhandel inden for Faellesskabet. Som foelge heraf paavirkes vurderingen af foreneligheden med faellesmarkedet af den omhandlede foranstaltning, hvis virkninger i oevrigt kun udfoldede sig inden for et begraenset tidsrum fra 1982 til 1985, ikke af, at der fandtes andre former for stoette, der var blevet ydet PMU foer 1989.

162 Heraf foelger, at Kommissionen med foeje kunne naa til det resultat, at den omhandlede stoette paa baggrund af situationen i samhandelen i Faellesskabet paa det relevante tidspunkt var forenelig med faellesmarkedet, selv om den havde en hoej intensitet.

Dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms foer 1989

163 Af den anfaegtede beslutning fremgaar det, at denne stoette blev anset for forenelig med faellesmarkedet indtil 1989, fra hvilket tidspunkt vaeddeloebsselskaberne skulle indbetale et fast depositum til statskassen for at opveje den fordel, som stoetten gav. Som det imidlertid netop er blevet fastslaaet, bygger Kommissionens vurdering paa en vildfarelse vedoerende de tidspunkter, inden for hvilke deponeringen skulle ske (jf. ovenfor, praemis 118-122), og Retten er derfor afskaaret fra at tage stilling til det egentlige spoergsmaal, om stoetten har foreligget. Det er imidlertid Rettens opfattelse, at for saa vidt som Kommissionen begrunder, at stoetten var forenelig med faellesmarkedet frem til 1989, med de samme grunde som dem, der gives vedroerende stoetten i form af afrundingen af spillegevinsterne med én decimal, kan Kommissionens resultat paa dette punkt ikke drages i tvivl, eftersom disse grunde som netop fastslaaet ikke er udtryk for en aabenbar fejlagtig skoensudoevelse (jf. ovenfor, praemis 150-159). Heraf foelger, at Kommissionen uagtet den fejl, der konkret er begaaet, kunne naa til det resultat, at den omhandlede stoette frem til 1989 var forenelig med faellesmarkedet.

- Fritagelsen foer 1989 for at yde bidrag til sociale boligformaal

164 Sagsoegeren goer gaeldende, at beslutningen ogsaa vedroerende dette spoergsmaal er mangelfuld, og at grundene hertil er de samme som dem, der blev fremfoert vedroerende to andre former for stoette, der blev fundet forenelige med faellesmarkedet. For saa vidt som sagsoegerens argumentation vedroerende disse andre foranstaltninger ikke har kunnet tiltraedes (jf. ovenfor, praemis 150-163), kan heller ikke den kritik, den her omhandlede stoette er blevet gjort til genstand for, anerkendes.

165 Af det anfoerte foelger i det hele, at sagsoegerens anbringende om en fejlagtig anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), ikke er berettiget og derfor skal forkastes.

Forpligtelsen til at gennemfoere tilbagebetaling af en stoette, der er i strid med faellesmarkedet

Sammenfatning af parternes argumenter

166 Sagsoegeren har i forbindelse med dette anbringende gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning skal annulleres, for det foerste fordi den begraenser forpligtelsen til at tilbagebetale den stoette, der blev ydet gennem fritagelsen for at betale bidrag til sociale boligformaal, ikke for tiden efter 1989, da PMU begyndte at drive virksomhed i andre lande i Faellesskabet, men alene til tiden efter procedurens indledning, dvs. fra den 11. januar 1991, som foelge af en af Frankrigs Conseil d'État i 1962 afsagt dom, hvori det anerkendes, at vaeddeloebsselskabernes virksomhed har karakter af landbrugsvirksomhed, og at de foelgelig var fritaget for at betale bidrag til sociale boligformaal, og for det andet fordi den overlader til de franske myndigheder selv at beregne det stoettebeloeb, der skal tilbagebetales.

167 Sagsoegeren anfoerer foerst med hensyn til forpligtelsen til at gennemfoere tilbagebetaling af stoetten, at den med henvisning til Conseil d'État's dom anfoerte begrundelse for at begraense denne forpligtelse til en vis periode strider med den anfaegtede beslutnings afsnit V, punkt 7, hvori Kommissionen netop fastslog, at denne dom, der vedroerte to vaeddeloebsselskaber, der ikke var deltagere i PMU, intet havde at goere med deres vaeddemaalsvirksomhed og foelgelig heller ikke med PMU's virksomhed, dvs. organisation og behandling af indskud samt betaling af gevinster, der helt klart intet som helst har at goere med landbrugsvirksomhed.

168 Sagsoegeren har i den forbindelse fremhaevet, at Kommissionens argument i svarskriftet om, at Conseil d'État's dom hos den part, der fik medhold, har skabt en berettiget forventning med hensyn til den omhandlede foranstaltnings lovlighed, og at de franske myndigheder derfor er afskaaret fra at kraeve stoetten tilbagebetalt for saa vidt angaar tiden foer den 11. januar 1991, da proceduren blev indledt, ikke forekommer i den anfaegtede beslutning. Kommissionen har desuden forvekslet den »berettigede forventning« hos modtageren af en stoette med det forhold, at det er umuligt for en medlemsstat at gennemfoere tilbagebetaling af en ulovlig stoette. En saadan begrundelse er under alle omstaendigheder i strid med retspraksis paa omraadet, hvorefter en medlemsstat, der har ydet stoette i strid med de i traktatens artikel 93 fastlagte procedureregler, ikke kan paaberaabe sig stoettemodtagernes berettigede forventning, og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at soege stoetten tilbage (jf. Domstolens dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437). Endelig kan der ifoelge sagsoegeren ikke tales om en berettiget forventning hos PMU, for saa vidt som Conseil d'État's dom hverken vedroerte virksomheden med afslutning af vaeddemaal i hestevaeddeloeb eller den omhandlede foranstaltnings forenelighed med bestemmelserne i traktatens artikel 92 ff.

169 Sagsoegeren har dernaest vedroerende anbringendet om, at Kommissionen ikke burde have overladt det til den franske regering selv at beregne det stoettebeloeb, der skulle tilbagebetales, gjort gaeldende, at for saa vidt som den afgift, PMU er fritaget for, fastsaettes paa grundlag af den loensum, der udbetales af en arbejdsgiver, er det for at kunne beregne det omhandlede beloeb tilstraekkeligt, at man kender den afgiftssats, der er blevet anvendt, samt de noejagtige loenbeloeb, PMU har udbetalt i den paagaeldende periode. Det kan desuden ikke vaere vanskeligt at faa oplyst tallene for de andre aar, eftersom Kommissionen, som det fremgaar af den anfaegtede beslutning, var i besiddelse af de talmaessige oplysninger vedroerende de afgiftsbeloeb, som den franske stat gav afkald paa i 1986 og 1990. Endelig kan Kommissionen ikke paaberaabe sig, at de oplysninger, den raadede over, var utilstraekkelige, som begrundelse for beslutningen om at overlade det til den franske stat selv at fastsaette det stoettebeloeb, der skulle tilbagebetales, idet Kommissionen havde mere end fire aar til at indhente de talmaessige oplysninger hos den franske stat.

170 Sagsoegeren har tilfoejet, at Kommissionen under alle omstaendigheder efter et grundlaeggende princip i faellesskabsretten ikke har ret til at uddelegere skoensmaessige befoejelser, der er tillagt den ved traktaten (Domstolens dom af 13.6.1958, sag 9/56, Meroni mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 55, org. ref.: Rec. s. 11), og at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde ikke klart angav omfanget af de befoejelser, der blev uddelegeret, og ej heller fastsatte betingelserne for deres udoevelse. Endvidere foerer en saadan uddelegering af befoejelser til, at borgerne beroeves den domstolsbeskyttelse, der er sikret dem ved traktatens artikel 173.

171 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at de franske myndigheder ikke har soerget for, at hele den omhandlede stoette blev tilbagebetalt. Sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar af brevvekslingen mellem Kommissionen og de franske myndigheder og navnlig af skrivelsen fra Frankrigs faste repraesentant af 10. januar 1994, at fritagelsen for at betale arbejdsgiverbidrag til sociale boligformaal blev ophaevet med virkning fra den 1. januar 1994, og at den omhandlede tilbagebetaling saaledes skulle omfatte et tidsrum paa naesten tre aar, nemlig fra 1991 til og med 1993. Af den naevnte skrivelse fremgaar det imidlertid, at de franske myndigheder kun gennemfoerte tilbagebetaling for aarene 1992 og 1993, men ikke for 1991.

172 Kommissionen har anfoert, at modtagerne af en stoette rigtignok kun i princippet kan have en berettiget forventning om denne stoettes lovlighed, saafremt den er blevet ydet lovligt, men at de dog vil kunne henvise til ekstraordinaere omstaendigheder, der hos dem retmaessigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at stoetten var lovlig, og paa grundlag heraf undgaa tilbagebetaling (dom af 20.9.1990, Kommissionen mod Tyskland, a.st.).

173 Hvad angaar en medlemsstats mulighed for at paaberaabe sig den berettigede forventning hos modtagerne af en stoette som grundlag for ikke at rejse krav om tilbagebetaling har Kommissionen henvist til, at en medlemsstat ifoelge naevnte dom af 20. september 1990, Kommissionen mod Tyskland, »ikke [kan] paaberaabe sig stoettemodtagerens berettigede forventning, og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at gennemfoere en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal soege stoetten tilbage«, men om noget saadant er der ikke tale i det foreliggende tilfaelde (dommens praemis 17).

174 Det er Kommissionens opfattelse, at Conseil d'État's dom fra 1962, hvori det blev lagt til grund, at vaeddeloebsselskabernes virksomhed var landbrugsmaessig virksomhed, saaledes at de kunne fritages for at betale et bidrag til sociale boligformaal, hos selskaberne kunne skabe en berettiget forventning om, at den omhandlede foranstaltning var lovlig, og at det forholdt sig saaledes indtil indledningen af proceduren, under hvilken denne foranstaltning udtrykkelig blev anset for statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand.

175 Den har tilfoejet, at Conseil d'État's dom fra 1962 ganske vist ikke vedroerte PMU's deltagere eller beskaeftigede sig med virksomheden i form af afslutning af vaeddemaal i hestevaeddeloeb eller med spoergsmaalet om den omhandlede foranstaltnings forenelighed med traktatens bestemmelser om statsstoette, men at det ikke desto mindre af denne dom fremgaar, at vaeddeloebsselskaberne maatte anses for landbrugsvirksomheder og dermed ikke forpligtet til at betale bidrag til sociale boligformaal.

176 Kommissionen har med hensyn til den omstaendighed, at det blev overladt til de franske myndigheder at beregne den stoette, der skulle tilbagesoeges, gjort gaeldende, at der ikke hermed som haevdet af sagsoegeren er sket en uddelegering af befoejelser, men at der er tale om et gensidigt samarbejde mellem Kommissionen og den paagaeldende medlemsstat, som omhandlet i traktatens artikel 5. Den har fremhaevet, at denne praksis er blevet fulgt i andre tilfaelde (Kommissionens beslutning 88/468/EOEF af 29. marts 1988 om en stoette ydet af den franske regering til en virksomhed, der fremstiller landbrugsmaskiner i Saint-Dizier, Angers og Croix (International Harvester/Tenneco), EFT L 229, s. 37), og at de franske myndigheder ikke i det foreliggende tilfaelde har noget skoen, men er forpligtet til at begrunde, hvorledes de har beregnet den stoette, der skal tilbagebetales.

177 Kommissionen har vedroerende den kritik, sagsoegeren har rettet mod kontrollen med fremgangsmaaden for stoettens tilbagesoegning anfoert, at der er tale om en kritik af gennemfoerelsen af den anfaegtede beslutning, der ikke beroerer dennes lovlighed, der er det eneste spoergsmaal i sagen.

178 Intervenienten har tilsluttet sig Kommissionens argumentation og har fremhaevet, at Kommissionen ikke er forpligtet til at kraeve en stoette tilbagebetalt og besidder et vidt skoen paa omraadet, som Faellesskabets retsinstanser kun kan underkende, saafremt der klart er begaaet en fejl (Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-354/90, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires et Syndicat national des négociants et transformateurs de saumons, Sml. I, s. 5505).

Rettens bemaerkninger

179 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen, naar den fastslaar, at en statsstoette er uforenelig med faellesmarkedet, kan paabyde den paagaeldende medlemsstat at kraeve stoetten tilbagebetalt af modtagervirksomheden (dommen i sagen Deufil mod Kommissionen, a.st., praemis 24), idet ophaevelse af en ulovlig stoette gennem tilbagesoegning er en logisk konsekvens af denne konstatering, idet den goer det muligt at genoprette den tidligere situation (dom af 21.3.1990, Belgien mod Kommissionen, a.st., praemis 66, og dom af 14.1.1997, Spanien mod Kommissionen, a.st., praemis 47). Kommissionen raader herved over skoensbefoejelser, hvis udoevelse er en noedvendig forudsaetning for ivaerksaettelse og vedtagelse af beslutninger i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 (dom af 14.2.1990, Frankrig mod Kommissionen, a.st., praemis 15).

180 Det maa saaledes undersoeges, om Kommissionen, naar den skoensmaessigt traeffer afgoerelse om at paabyde den paagaeldende medlemsstat at tilbagesoege en stoette, der er kendt uforenelig med faellesmarkedet, kan goere virkningerne af beslutningen herom tidsbegraensede med den begrundelse, at der ved en af en national ret truffet afgoerelse ifoelge den paagaeldende medlemsstat hos stoettemodtageren kan vaere skabt en berettiget forventning om, at stoetten er lovlig.

181 Retten skal her henvise til fast retspraksis, hvorefter en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet stoette i strid med de i artikel 93 fastlagte procedureregler, ikke kan paaberaabe sig den stoettemodtagende virksomheds berettigede forventning og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at gennemfoere en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal soege stoetten tilbage. Hvis medlemsstaterne havde denne mulighed, ville bestemmelserne i traktatens artikel 92 og 93 ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfaerd kunne ophaeve den effektive gennemfoerelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfoer af disse traktatbestemmelser (jf. fra Domstolens nyeste praksis dom af 14.1.1997, Spanien mod Kommissionen, a.st., praemis 48).

182 Det bemaerkes imidlertid, at det ikke kan udelukkes, at en virksomhed, der har modtaget en ulovlig stoette, kan henvise til ekstraordinaere omstaendigheder, der hos den retmaessigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at denne stoette var lovlig. I et saadant tilfaelde forudsaetter anerkendelsen af en berettiget forventning hos virksomheden, at stoetten er blevet ydet under iagttagelse af den i traktatens artikel 93 fastlagte procedure (Domstolens dom af 10.6.1993, sag C-183/91, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 3131, praemis 18, og af 14.1.1997, Spanien mod Kommissionen, a.st., praemis 51).

183 Af det anfoerte foelger, at det ikke tilkommer den paagaeldende medlemsstat, men derimod stoettemodtageren at paaberaabe sig, at der foreligger ekstraordinaere omstaendigheder, der hos ham har kunnet skabe en berettiget forventning, der afgiver grundlag for at afvise et krav om tilbagebetaling af ulovlig stoette under sager, der foeres for de statslige myndigheder eller nationale retsinstanser (Rettens dom af 8.6.1995, sag T-459/93, Siemens mod Kommissionen, Sml. II, s. 1675, praemis 104).

184 Kommissionen kunne derfor ikke begrunde sin beslutning om at goere de franske myndigheders forpligtelse til at tilbagesoege den stoette, der ulovligt var blevet ydet PMU, tidsbegraenset blot ved at henvise til disse myndigheders synspunkt vedroerende den paastaaede berettigede forventning hos PMU.

185 Den anfaegtede beslutning er foelgelig i det omfang, den tidsbegraenser de franske myndigheders forpligtelse til at rejse krav om tilbagebetaling af den stoette, der blev ydet PMU ved fritagelsen for betaling af bidrag til sociale boligformaal - saaledes at den ikke omfatter perioden fra 1989, for hvilken stoetten var blevet fundet uforenelig med faellesmarkedet, men foerst tiden efter indledningen af proceduren, dvs. den 11. januar 1991 - udtryk for en tilsidesaettelse af traktatens artikel 93, stk. 2, og skal annulleres.

186 Det bemaerkes vedroerende sagsoegerens andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at overlade det til den franske regering at beregne, hvilket stoettebeloeb der helt noejagtigt skulle tilbagebetales, at ifoelge retspraksis paa omraadet har forpligtelsen for medlemsstaten til i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, at ophaeve en stoette, som er fundet uforenelig med faellesmarkedet, til formaal at genoprette den oprindelige situation, og dette formaal er opnaaet, naar den paagaeldende stoette, eventuelt med tillaeg af morarenter, af stoettemodtageren er blevet tilbagebetalt til staten (jf. Domstolens dom af 4.4.1995, sag C-350/93, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 699, praemis 26 og 27).

187 Imidlertid stilles der hverken efter retspraksis eller bestemmelser i faellesskabsretten krav om, at Kommissionen, naar den paabyder tilbagebetaling af en stoette, der er fundet uforenelig med faellesmarkedet, fastsaetter, hvilket beloeb der skal tilbagebetales. Det er saaledes ifoelge retspraksis blot paakraevet, dels at tilbagesoegningen af den ulovligt ydede stoette foerer til genoprettelse af den oprindelige situation, og dels, at denne tilbagesoegning sker i henhold til bestemmelserne herom i national ret paa en saadan maade, at anvendelsen heraf ikke begraenser faellesskabsrettens raekkevidde og virkning (jf. Domstolens dom af 21.9.1983, forenede sager 205/82-215/82, Deutsche Milchkontor m.fl., Sml. s. 2633, praemis 18-25, af 2.2.1989, sag 94/87, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 175, praemis 12, samt dommen i sagen Siemens mod Kommissionen, a.st., praemis 82).

188 Det skal tilfoejes, at saafremt beregningen af det stoettebeloeb, der skal soeges tilbage, som det er tilfaeldet i naervaerende sag, eventuelt goer det noedvendigt at tage hensyn til afgiftssystemer, ved hvilke afgiftsgrundlaget, -satserne og bestemmelserne om betaling direkte er fastlagt ved den for omraadet gaeldende nationale lovgivning, kan Kommissionen retmaessigt noejes med generelt at fastslaa, at stoettemodtageren er forpligtet til at tilbagebetale den paagaeldende stoette, og overlade det til de nationale myndigheder at beregne, hvor stort et stoettebeloeb der noejagtigt skal tilbagebetales (jf. tilsvarende dommen i sagen Air France mod Kommissionen, a.st., praemis 165).

189 Efter Rettens opfattelse er Kommissionens beslutning om at overlade det til den franske regering at beregne det stoettebeloeb, der skal tilbagebetales, ikke som haevdet af sagsoegeren en retsstridig uddelegering af kompetence, men tvaertimod et led i den videregaaende forpligtelse, som Kommissionen og medlemsstaterne har til loyalt at samarbejde ved gennemfoerelsen af traktatens artikel 93 (med hensyn til gennemfoerelsen af artikel 93, stk. 1, hvorefter Kommissionen loebende skal undersoege de eksisterende stoetteforanstaltninger, henvises til Domstolens dom af 29.6.1995, sag C-135/93, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1651, praemis 24, af 15.10.1996, sag C-311/94, Ijssel-Vliet Combinatie, Sml. I, s. 5023, praemis 36; for saa vidt angaar de vanskeligheder, som medlemsstaterne kan komme ud for ved opfyldelsen af en kommissionsbeslutning, hvorefter en stoette skal tilbagebetales, henvises til Domstolens dom af 2.2.1989, Kommissionen mod Tyskland, a.st., praemis 9, dommen af 20.9.1990, Kommissionen mod Tyskland, a.st., praemis 13-16, samt dommen af 10.6.1993, Kommissionen mod Graekenland, a.st., praemis 19).

190 Vedroerende sagsoegerens argumenter om, at den omhandlede stoette ikke endeligt er blevet fuldstaendigt tilbagebetalt, bemaerkes det, at ifoelge retspraksis skal retmaessigheden af en beslutning om stoette vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen sad inde med paa det tidspunkt, da den vedtog den (jf. Domstolens dom af 15.3.1994, sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. I, s. 877, praemis 12 og 13, og dommen af 26.9.1996, Frankrig mod Kommissionen, a.st., praemis 33). Sagsoegerens argumenter vedroerer imidlertid ikke retmaessigheden af vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, men den maade, den blev gennemfoert paa, og har derfor ingen relevans i det foreliggende tilfaelde.

191 Af det anfoerte foelger, at sagsoegerens anbringende om, at den anfaegtede beslutning med bestemmelsen om, at det overlades til de franske myndigheder at beregne, hvilket stoettebeloeb der skal tilbagebetales, er behaeftet med en retlig fejl, savner grundlag og derfor skal forkastes.

Tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Sammenfatning af parternes argumenter

192 Sagsoegeren goer, som det fremgaar af det anfoerte vedroerende de tidligere omtalte anbringender, gaeldende, at den anfaegtede beslutning mangler begrundelse, og at den derfor skal annulleres.

193 Sagsoegeren har tilfoejet, at en stillingtagen til en beslutnings begrundelse maa bygge paa de punkter, begrundelsen indeholder, og ikke paa de andre grunde, der foerst fremfoeres, naar beslutningen er blevet anfaegtet. Retten maa derfor ved den retlige efterproevelse se bort fra de grunde, som Kommissionen foerst har fremfoert i svarskriftet, og som gaar ud paa a) at PMU »afgiftsbebyrdes haardt og langt haardere end andre former for virksomhed og andre virksomheder«, b) at »staten retmaessigt i forbindelse med en saadan haard og ekstraordinaer beskatning kan bidrage til strukturomlaegning af de virksomheder, det drejer sig om, for at sikre sig selv indtaegter i fremtiden«, c) at stoetten til indfoerelse af edb-styring inden for PMU skulle bidrage »navnlig til foraedling af hesteracer, hvilket er et lovligt formaal, der er i overensstemmelse med Faellesskabets interesser«, d) at »det egentlige formaal med dispensationen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms var foraedlingen af hesteracer«, og e) at den tidsmaessige begraensning af forpligtelsen til at tilbagebetale den stoette, som PMU opnaaede ved fritagelsen for at betale bidrag til sociale boligformaal, var lovlig, idet der som foelge af den dom, som Frankrigs Conseil d'État som tidligere naevnt afsagde i 1962, hos PMU var skabt en berettiget forventning.

194 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning desuden skal annulleres, idet der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 med Kommissionens undladelse af at tage stilling til den stoette i form af fritagelse for PMU fra at betale enhver form for indkomstskat, som sagsoegeren havde rejst kritik af i klagen.

195 Kommissionen har anfoert, at dette anbringende ikke udgoer et selvstaendigt anbringende, og har i den forbindelse henvist til sine bemaerkninger vedroerende sagens realitet. Den har dog oplyst, at naar den foerst under den skriftlige forhandling saerligt omtalte formaalet med strukturomlaegningsstoetten til PMU, som var at sikre statens indtaegter (jf. ovenfor, praemis 46), skyldes det, at overvejelser af denne art indgaar i enhver beslutning vedroerende statsstoette. Desuden havde konstateringen heraf kun til formaal at imoedegaa det argument, som sagsoegeren foerste gang fremfoerte i staevningen, og hvorefter nedsaettelsen af afgifterne til staten paa vaeddemaal i 1985 var en ad hoc-foranstaltning, der saerligt tog sigte paa at finansiere saneringen af PMU.

196 Kommissionen har vedroerende omtalen i svarskriftet af den berettigede forventning hos PMU anfoert, at dette argument blot supplerer begrundelsen i den anfaegtede beslutning for saa vidt angaar den omstaendighed, at det var umuligt for de franske myndigheder at opkraeve den paagaeldende afgift efter Conseil d'État's dom fra 1962.

197 Da alle de indsigelser, sagsoegeren i forbindelse med det her omhandlede anbringende har fremsat vedroerende overtraedelse af traktatens artikel 190, tidligere er blevet behandlet i forbindelse med undersoegelsen af de oevrige anbringender, er det efter Rettens opfattelse ufornoedent at tage stilling til dem her.

198 Af det anfoerte foelger i det hele, at den anfaegtede beslutning skal annulleres, for saa vidt som det deri fastslaas, at de fordele, PMU opnaaede ved a) likviditetsfordelene for PMU, der gjorde det muligt for gruppen at opnaa henstand med betalingen af visse afgifter paa vaeddemaal, b) den aendrede fordeling af afgifterne, der skete i 1985 og 1986, c) raadigheden over uafhentede gevinster og d) fritagelsen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms efter den 1. januar 1989, ikke udgoer statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand. I oevrigt skal den anfaegtede beslutning ogsaa annulleres, for saa vidt som forpligtelsen for den franske stat til at kraeve tilbagebetaling af den stoette, som PMU opnaaede ved fritagelsen for at bidrage til sociale boligformaal, derved tidsbegraenses, saaledes at den ikke omfatter perioden fra 1989, men fra den 11. januar 1991.

Paastanden om, at Retten giver Kommissionen paalaeg

199 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Retten paalaegger Kommissionen straks at genoptage behandlingen af sagsoegerens klage og at traeffe de efter traktatens artikel 176 noedvendige foranstaltninger.

200 Det bemaerkes, at efter fast retspraksis tilkommer det ikke Faellesskabets retsinstanser under udoevelsen af deres kompetence til at proeve retsakters lovlighed at give institutionerne paalaeg eller at traeffe afgoerelser paa deres vegne, idet det paahviler vedkommende forvaltningsorgan at traeffe de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom i et annullationssoegsmaal. Sagsoegerens paastande skal derfor afvises (jf. Rettens dom af 12.6.1997, sag T-504/93, Tiercé Ladbroke mod Kommissionen, Sml. II, s. 923, praemis 45).

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

201 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Retten kan dog i henhold til artikel 87, stk. 3, fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Sagsoegeren har delvis faaet medhold i sine paastande og da begge parter har paastaaet modparten tilpligtet at betale sagens omkostninger, boer det bestemmes, at hver part baerer sine egne omkostninger.

202 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer intervenienten sine egne omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Udvidede Afdeling)

1) Kommissionens beslutning 93/625/EOEF af 22. september 1993 om flere former for stoette, som den franske regering har ydet til Société du Pari Mutuel Urbain (PMU) og andre vaeddeloebsselskaber, annulleres i det omfang, det deri fastslaas, at de fordele, PMU opnaaede ved a) den aendrede fordeling af afgifterne, der skete i 1985 og 1986, b) likviditetsfordelene for PMU, der gjorde det muligt for gruppen at opnaa henstand med betalingen af visse afgifter paa vaeddemaal, c) raadigheden over uafhentede gevinster og d) fritagelsen fra en-maanedsreglen for fradrag af moms efter den 1. januar 1989, ikke udgoer statsstoette i EF-traktatens artikel 92, stk. 1's forstand, samt annulleres i det omfang, det deri bestemmes, at forpligtelsen for den franske stat til at kraeve tilbagebetaling af den stoette, som PMU opnaaede ved fritagelsen for at bidrage til sociale boligformaal, ikke omfatter perioden fra 1989, men fra den 11. januar 1991.

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Hver part baerer sine egne omkostninger.