61994J0206

++++

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° sygeforsikring ° arbejdstager med ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat ° ret til ydelser paa grund af hans tilstand ° omfang ° kontantydelser bestemt til at kompensere en syg arbejdstager for loentab ° omfattet ° udbetaling af loen efter uarbejdsdygtighedens indtraeden ° ingen betydning

[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 22, stk. 1, litra a), nr. ii)]

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° sygeforsikring ° arbejdstager med ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat ° uarbejdsdygtighed ° anerkendelsens bindende karakter ° graenser ° arbejdsgiverens fremlaeggelse af beviser for misbrug eller svigagtig adfaerd fra arbejdstagerens side ° lovligt ° krav om arbejdstagerens fremlaeggelse af supplerende beviser ° ulovligt

(Raadets forordning nr. 574/72, art. 18, stk. 1-5)

1. Artikel 22, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at den omfatter en national lovgivning, hvorefter en arbejdstager, der er uarbejdsdygtig, har ret til udbetaling af loen under sygdom i en vis periode, ogsaa selv om loennen foerst forfalder en vis tid efter uarbejdsdygtighedens indtraeden.

Bestemmelsen indebaerer nemlig, idet den forudsaetter, at den syges tilstand "kraever oejeblikkelig ydelse af hjaelp", for det foerste, at der er konstateret et laegeligt behov for en oejeblikkelig ydelse, og for det andet, at den ikke alene angaar de oejeblikkeligt noedvendige "naturalydelser", men ogsaa at den paagaeldende i et noedstilfaelde ligeledes kan have ret til de tilsvarende "kontantydelser", som, selv om de vaesentligste er beregnet paa at skaffe en syg arbejdstager kompensation for loentab, skal sikre den paagaeldendes underhold, der ellers kunne vaere umuliggjort.

2. Den fortolkning af artikel 18, stk. 1-5, i forordning nr. 574/72, som Domstolen har foretaget i dom af 3. juni 1992 (sag C-45/90, Paletta), hvorefter den kompetente institution, ogsaa selv om der herved er tale om arbejdsgiveren og ikke om en social sikringsinstitution, saavel i henseende til faktum som i henseende til den retlige kvalificering er bundet af en laegeerklaering fra bopaels- eller opholdsstedets institution, hvorefter den sikrede har vaeret uarbejdsdygtig i en vis periode, naar foerstnaevnte institution ikke udnytter sin ret i henhold til artikel 18, stk. 5, til at lade den sikrede undersoege af en af den selv udpeget laege, indebaerer ikke, at det er forbudt arbejdsgiveren at fremlaegge beviser, som i givet fald giver den nationale ret grundlag for at fastslaa, at der har vaeret tale om misbrug eller svigagtig adfaerd derved, at arbejdstageren ikke har vaeret syg, selv om han har anmeldt en i overensstemmelse med artikel 18 fastslaaet uarbejdsdygtighed. Faellesskabsretten kan nemlig ikke goeres gaeldende med henblik paa misbrug eller svig.

Saafremt arbejdsgiveren derimod har paaberaabt sig og godtgoer omstaendigheder, som rejser alvorlig tvivl om den paastaaede uarbejdsdygtighed, er det uforeneligt med de formaal, der forfoelges med artikel 18 i forordning nr. 574/72, at kraeve af arbejdstageren, at han fremlaegger supplerende beviser til godtgoerelse af, at der foreligger en af en laegeerklaering attesteret uarbejdsdygtighed. Et saadant krav skaber nemlig for en arbejdstager, hvis uarbejdsdygtighed er indtruffet i en anden medlemsstat end den kompetente, saadanne bevisvanskeligheder, som faellesskabsordningen netop tilsigter at fjerne.

I sag C-206/94,

angaaende en anmodning, som Bundesarbeitsgericht i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Brennet AG

mod

Vittorio Paletta,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 22, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), samt fortolkningen og gyldigheden af artikel 18, stk. 1-5, i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71 (EFT 1972 I, s. 149),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C.N. Kakouris, J.-P. Puissochet og G. Hirsch samt dommerne G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, J.C. Moitinho de Almeida (refererende dommer), P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, P. Jann, H. Ragnemalm, L. Sevón og M. Wathelet,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Brennet AG ved advokat Jobst-Hubertus Bauer, Stuttgart

° Vittorio Paletta ved advokat Horst Thon, Offenbach

° den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtiget

° Raadet for Den Europaeiske Union ved Sophia Kyriakopoulou og Guus Houttuin, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Maria Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 14. november 1995 er afgivet mundtlige indlaeg af Brennet AG ved advokaterne Jobst-Hubertus Bauer og Martin Diller, Stuttgart, af den tyske regering ved Ernst Roeder, af Raadet ved Sophia Kyriakopoulou og Guus Houttuin og af Kommissionen ved Maria Patakia og Horstpeter Kreppel,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 30. januar 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 27. april 1994, indgaaet til Domstolen den 14. juli 1994, har Bundesarbeitsgericht i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 22, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter "forordning nr. 1408/71"), samt fortolkningen og gyldigheden af artikel 18, stk. 1-5, i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71 (EFT 1972 I, s. 149).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Vittorio Paletta, der er italiensk statsborger, har anlagt mod sin arbejdsgiver, det i Forbundsrepublikken Tyskland etablerede selskab Brennet AG (herefter "Brennet"), i anledning af, at selskabet har naegtet fortsat at udbetale sagsoegeren loen i henhold til Lohnfortzahlungsgesetz af 27. juli 1969 ("lov om loen under sygdom", BGBl. I, s. 946, herefter "LFZG").

3 LFZG bestemmer, at er en arbejdstager efter paabegyndelsen af et beskaeftigelsesforhold som foelge af uarbejdsdygtighed, der ikke kan tilregnes ham, ude af stand til at udfoere sit arbejde, er arbejdsgiveren forpligtet til fortsat at udbetale ham loen i uarbejdsdygtighedsperioden naermere bestemt i indtil seks uger.

4 Det fremgaar af sagens akter, at Paletta, dennes hustru og aegteparrets to boern, meldte sig syge under en ferie, som Brennet havde givet dem tilladelse til at afholde i perioden 17. juli ° 12. august 1989, og at Brennet naegtede at udbetale sagsoegerne loen for de foerste seks sygdomsuger med den begrundelse, at selskabet ikke fandt sig bundet af laegeerklaeringer udstedt i udlandet, som det havde vaegtige grunde til at bestride rigtigheden af.

5 Sagen blev indbragt for Arbeitsgericht Loerrach, som paa dette grundlag forelagde Domstolen flere praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 18 i forordning nr. 574/72.

6 I dom af 3. juni 1992 (sag C-45/90, Paletta, Sml. I, s. 3423) har Domstolen fastslaaet, at artikel 18, stk. 1-4, i forordningen skal fortolkes saaledes, at den kompetente institution, ogsaa selv om der herved er tale om arbejdsgiveren og ikke om en social sikringsinstitution, saavel i henseende til faktum som i henseende til den retlige kvalificering er bundet af en laegeerklaering fra bopaels- eller opholdsstedets institution, hvorefter den sikrede har vaeret uarbejdsdygtig i en vis periode, naar foerstnaevnte institution ikke udnytter sin ret i henhold til artikel 18, stk. 5, til at lade den sikrede undersoege af en af den selv udpeget laege.

7 Under hensyn til dette gav Arbeitsgericht Paletta og dennes familiemedlemmer medhold. Denne afgoerelse blev stadfaestet efter appel til Landesarbeitsgericht.

8 Brennet har derefter indgivet "revisionsanke" til Bundesarbeitsgericht, der anfoerer flere tvivlsspoergsmaal for saa vidt angaar raekkevidden af den ovennaevnte Paletta-dom.

9 For det foerste spoerger den forelaeggende ret, om sagsoegeren med rette kan paaberaabe sig artikel 22, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 for at faa udbetalt loen i hele eller en del af den anfaegtede uarbejdsdygtighedsperiode. Bestemmelsen giver nemlig kun ret til kontantydelser, herunder opretholdelse af retten til loen i LFZG' s forstand, naar arbejdstagerens tilstand "kraever oejeblikkelig ydelse" af hjaelp. Tysk ret, hvorefter loennen foerst udbetales ved udgangen af hver maaned, synes imidlertid at udelukke en oejeblikkelig ydelse af de anfaegtede ydelser.

10 For det andet anfoerer den nationale ret, at erklaeringer til attestering af uarbejdsdygtighed i praksis ikke altid svarer til virkeligheden, navnlig ikke saafremt de er udstedt eller erhvervet ved misbrug. Paa denne baggrund har Bundesarbeitsgericht udviklet en praksis, hvorefter arbejdsgiveren i tilfaelde af misbrug kan rejse tvivl om en laegeerklaerings rigtighed. Med henblik herpaa skal han henvise til og godtgoere omstaendigheder, som kan begrunde en egentlig tvivl om, at der foreligger uarbejdsdygtighed. Det paahviler derefter arbejdstageren at fremlaegge supplerende beviser for, at der foreligger uarbejdsdygtighed.

11 Ifoelge den forelaeggende ret giver det af Domstolen i Paletta-dommen afgivne svar ikke mulighed for tilstraekkeligt klart at besvare spoergsmaalet, om og i hvilket omfang en national ret ved anvendelsen af artikel 18 i forordning nr. 574/72 kan tage hensyn til misbrug fra den paagaeldende.

12 Den nationale ret anfoerer, at det ikke er uforeneligt med de paagaeldende forordningers formaal, at arbejdsgiveren har mulighed for at fremlaegge faktiske beviser, hvoraf det med sikkerhed eller tilstraekkelig sandsynlighed kan udledes, at der ikke foreligger uarbejdsdygtighed. En udelukkelse af en saadan mulighed foerer nemlig til en bedre stilling for den arbejdstager, som bliver syg i udlandet, i forhold til den, der bliver syg i Tyskland, hvilket synes retligt betaenkeligt, fordi formaalet med forordning nr. 1408/71 ifoelge betragtningerne er at sikre dels, at alle statsborgere i medlemsstaterne behandles lige efter de enkelte medlemsstaters lovgivninger, dels at arbejdstagere og deres ydelsesberettigede paaroerende skal vaere berettiget til sociale sikringsydelser uanset deres arbejds- eller bopaelssted.

13 For det tredje spoerger Bundesarbeitsgericht, om artikel 18 i forordning nr. 574/72 ikke er i strid med proportionalitetsprincippet, saafremt bestemmelsen skal fortolkes saaledes, at den udelukker, at der foeres bevis for misbrug ved de nationale domstole. Det med artikel 18 tilstraebte formaal kraever nemlig ikke, at en arbejdsgiver afskaeres fra enhver mulighed for at foere bevis for, at der foreligger misbrug, og bevis for misbrug beroerer paa ingen maade arbejdstagernes frie bevaegelighed, men goer det muligt at forhindre uretmaessige ydelser ved hjaelp af svigagtige handlinger.

14 Under hensyn til denne tvivl har Bundesarbeitsgericht besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er forordning (EOEF) nr. 1408/71 uanvendelig paa arbejdsgiverens udbetaling af loen under sygdom i henhold til artikel 22, stk. 1, henset til kravet om oejeblikkelig ydelse af hjaelp, naar ydelsen ifoelge den anvendelige tyske lovgivning foerst forfalder en vis tid (tre uger) efter uarbejdsdygtighedens indtraeden?

2) Medfoerer den af De Europaeiske Faellesskabers Domstol i sag C-45/90 i dommen af 3. juni 1992 foretagne fortolkning af artikel 18, stk. 1-4, og stk. 5, i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972, at en arbejdsgiver afskaeres fra at foere bevis for, at der foreligger misbrug, hvoraf det med sikkerhed eller tilstraekkelig sandsynlighed kan sluttes, at der ikke har vaeret tale om uarbejdsdygtighed?

3) Saafremt spoergsmaal 2) besvares bekraeftende, er artikel 18 i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 da i strid med proportionalitetsprincippet (EF-traktatens artikel 3 B, stk. 3)?"

Foerste praejudicielle spoergsmaal

15 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, om artikel 22, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at den ogsaa gaelder for en national ordning, hvorefter en arbejdstager, der er uarbejdsdygtig, har ret til fortsat udbetaling af loen under sygdom i en vis periode, selv om loennen foerst forfalder en vis tid efter uarbejdsdygtighedens indtraeden.

16 I henhold til artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 har en arbejdstager, som opfylder de i den kompetente stats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser ved sygdom og moderskab, og:

"a) hvis tilstand under et ophold paa en anden medlemsstats omraade kraever oejeblikkelig ydelse af hjaelp

...

ret til:

i) naturalydelser, der for den kompetente institutions regning ydes af opholds- eller bopaelsstedets institution efter den lovgivning, der gaelder for denne institution, som om han var forsikret dér, dog saaledes at det tidsrum, for hvilket disse ydelser kan udredes, afhaenger af den kompetente stats lovgivning

ii) kontantydelser, der udbetales af den kompetente institution efter den for denne institution gaeldende lovgivning. Efter aftale mellem den kompetente institution og opholds- eller bopaelsstedets institution kan disse ydelser dog udbetales af den sidstnaevnte institution for den foerstnaevnte institutions regning efter bestemmelserne i den kompetente stats lovgivning."

17 Ifoelge sagsoegte, Brennet, kan artikel 18 i forordning nr. 574/72, der ifoelge forordningens artikel 24 finder anvendelse ved uarbejdsdygtighed under ophold i en anden medlemsstat end den kompetente, kun goeres gaeldende, saafremt betingelserne i artikel 22, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 er opfyldt. I modsat fald reguleres tildelingen af ydelser udelukkende af den kompetente medlemsstats lovgivning, i dette tilfaelde tysk lovgivning.

18 I denne sammenhaeng anfoerer Brennet, at faellesskabslovgiver ved at indfoeje udtrykket "oejeblikkelig" i artikel 22 har villet begraense anvendelsen af den deri indeholdte mekanisme til noedsituationer. Ifoelge tysk lovgivning indtraeder retten til loen under sygdom ikke ved uarbejdsdygtighedens indtraeden, men paa den dato, hvor loennen i relation til arbejdsforholdet forfalder, nemlig ved slutningen af hver maaned. Paletta havde derfor ikke umiddelbart behov for at modtage kontantydelser, da han foerst kunne kraeve loennen udbetalt den 31. august 1989, eller 24 dage efter uarbejdsdygtighedens indtraeden.

19 Denne fortolkning af artikel 22, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 kan ikke tiltraedes.

20 Som Kommissionen med rette har anfoert, indebaerer bestemmelsen, idet den forudsaetter, at den syges tilstand "kraever oejeblikkelig ydelse af hjaelp", at der er konstateret et laegeligt behov for en oejeblikkelig ydelse. Uanset at denne forudsaetning ubestrideligt angaar de oejeblikkeligt noedvendige "naturalydelser", indebaerer den ogsaa, at den paagaeldende i et saadant noedstilfaelde ligeledes kan have ret til de tilsvarende "kontantydelser", som ifoelge Domstolens retspraksis (dom af 30.6.1966, sag 61/65, Vaassen-Goebbels, Sml. 1965-1968, s. 227, org. ref.: Rec. s. 377) vaesentligst er beregnet paa at skaffe en syg arbejdstager kompensation for loentab, og som derfor skal sikre den paagaeldendes underhold, der ellers kunne vaere umuliggjort.

21 Den af Brennet anfoerte opfattelse ville i oevrigt have som konsekvens, at alene de arbejdstagere, der bliver syge paa en dato, der ligger naer datoen for loennens forfald af loen, kan nyde godt af mekanismen i artikel 22. En saadan fortolkning, hvor der ikke tages hensyn til den syges behov, er uforenelig med de formaal, der forfoelges med den paagaeldende bestemmelse.

22 Det foerste spoergsmaal maa derfor besvares med, at artikel 22, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at den omfatter en national lovgivning, hvorefter en arbejdstager, der er uarbejdsdygtig, har ret til udbetaling af loen under sygdom i en vis periode, ogsaa selv om loennen foerst forfalder en vis tid efter uarbejdsdygtighedens indtraeden.

Andet praejudicielle spoergsmaal

23 I ovennaevnte Paletta-dom har Domstolen begraenset sig til at fortolke artikel 18, stk. 1-4, i forordning nr. 574/72 uden specielt at behandle spoergsmaalet om misbrug eller svigagtig anvendelse af bestemmelsen.

24 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt en national ret, saafremt den paagaeldende har gjort sig skyldig i misbrug, er bundet af erklaeringer om uarbejdsdygtighed, der er udstedt i overensstemmelse med artikel 18 i forordning nr. 574/72, bemaerkes, at ifoelge Domstolens praksis kan faellesskabsretten ikke goeres gaeldende med henblik paa misbrug eller svig (jf. navnlig vedroerende fri udveksling af tjenesteydelser dom af 3.12.1974, sag 33/74, Van Binsbergen, Sml. s. 1299, praemis 13, og af 5.10.1994, sag C-23/93, TV10, Sml. I, s. 4795, praemis 21; vedroerende frie varebevaegelser dom af 10.1.1985, sag 229/83, Leclerc m.fl., Sml. s. 1, praemis 27; vedroerende arbejdstageres frie bevaegelighed dom af 21.6.1988, sag 39/86, Lair, Sml. s. 3161, praemis 43; paa omraadet for den faelles landbrugspolitik dom af 3.3.1993, sag C-8/92, General Milk Products, Sml. I, s. 779, praemis 21).

25 Saaledes kan de nationale domstole paa grundlag af objektive elementer tage misbrug eller svigagtige adfaerd i betragtning som grundlag for i et konkret tilfaelde at afvise, at vedkommende kan drage fordel af de paaberaabte faellesskabsretlige forskrifter, men de skal ved vurderingen af en saadan adfaerd tage hensyn til de formaal, der forfoelges med de paagaeldende forskrifter.

26 Det er ikke foreneligt med de formaal, der forfoelges med artikel 18 i forordning nr. 574/72 at anvende de principper, der foelger af den af den nationale ret anfoerte retspraksis, hvorefter det paahviler arbejdstageren at fremlaegge supplerende beviser til godtgoerelse af, at der foreligger en af en laegeerklaering attesteret uarbejdsdygtighed, saafremt arbejdsgiveren har paaberaabt sig og godtgoer omstaendigheder, som rejser alvorlig tvivl om den paastaaede uarbejdsdygtighed. Dette skaber nemlig for en arbejdstager, hvis uarbejdsdygtighed er indtruffet i en anden medlemsstat end den kompetente, saadanne bevisvanskeligheder, som faellesskabsordningen netop tilsigter at fjerne.

27 Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at arbejdsgiveren fremlaegger beviser, som i givet fald giver den nationale ret grundlag for at fastslaa, at der har vaeret tale om misbrug eller svigagtig adfaerd derved, at arbejdstageren ikke har vaeret syg, selv om han har anmeldt en i overensstemmelse med artikel 18 i forordning nr. 574/72 fastslaaet uarbejdsdygtighed.

28 Det andet spoergsmaal maa derfor besvares med, at den af Domstolen i ovennaevnte Paletta-dom foretagne fortolkning af artikel 18, stk. 1-5, i forordning nr. 574/72 ikke indebaerer, at det er forbudt arbejdsgiveren at fremlaegge beviser, som i givet fald giver den nationale ret grundlag for at fastslaa, at der har vaeret tale om misbrug eller svigagtig adfaerd derved, at arbejdstageren ikke har vaeret syg, selv om han har anmeldt en i overensstemmelse med artikel 18 fastslaaet uarbejdsdygtighed.

29 Under hensyn til besvarelsen af det andet praejudicielle spoergsmaal er det ufornoedent at besvare det tredje spoergsmaal.

Sagens omkostninger

30 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesarbeitsgericht ved kendelse af 27. april 1994, for ret:

1) Artikel 22, stk. 1, litra a), nr. ii), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal fortolkes saaledes, at den omfatter en national lovgivning, hvorefter en arbejdstager, der er uarbejdsdygtig, har ret til udbetaling af loen under sygdom i en vis periode, ogsaa selv om loennen foerst forfalder en vis tid efter uarbejdsdygtighedens indtraeden.

2) Den fortolkning af artikel 18, stk. 1-5, i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71, som Domstolen har foretaget i dommen af 3. juni 1992 (sag C-45/90, Paletta, Sml. I, s. 3423), indebaerer ikke, at det er forbudt arbejdsgiveren at fremlaegge beviser, som i givet fald giver den nationale ret grundlag for at fastslaa, at der har vaeret tale om misbrug eller svigagtig adfaerd derved, at arbejdstageren ikke har vaeret syg, selv om han har anmeldt en i overensstemmelse med artikel 18 fastslaaet uarbejdsdygtighed.