61992A0019

1 Retspleje - intervention - sagsoegte har ikke nedlagt paastand om afvisning - afvisning

(EF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 3; Rettens procesreglement, art. 116, stk. 3)

2 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - kommissionsbeslutning om fritagelse af et selektivt distributionssystem - et udenforstaaende selskab, som uden held har ansoegt om, at dets medlemmer fik adgang til nettet, og som har deltaget i den administrative procedure for Kommissionen - sagens antagelse til realitetsbehandling

(EF-traktaten art. 85, stk. 1 og 3, og art. 173, stk. 4; Raadets forordning nr. 17, art. 19, stk. 3)

3 Konkurrence - aftaler - selektivt distributionssystem - lovlighed - betingelser - objektiv bedoemmelse og hensyntagen til forbrugernes interesser - oekonomiske sektorer, hvor der kan indfoeres et selektivt distributionssystem - luksuskosmetik og luksusparfumer

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4 Konkurrence - aftaler - selektivt distributionssystem - lovlighed - betingelser - objektive kriterier for udvaelgelse af forhandlere - Kommissionens bedoemmelse - domstolsproevelse - graenser - anvendelse af kriterierne i konkrete tilfaelde - de nationale domstole og myndigheder har kompetence - borgerne kan indgive en klage til Kommissionen

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1, og art. 173; forordning nr. 17, art. 3)

5 Konkurrence - aftaler - selektivt distributionssystem - lovlighed - betingelser - luksuskosmetik og luksusparfumer - objektive kriterier for udvaelgelse af forhandlere - kriterier vedroerende branchekendskabet - bedoemmelse

(EF-traktaten art. 85, stk. 1)

6 Konkurrence - aftaler - selektivt distributionssystem - lovlighed - betingelser - luksuskosmetik og luksusparfumer - objektive kriterier for udvaelgelse af forhandlere - kriterier vedroerende salgsstedets placering og indretning - bedoemmelse

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7 Konkurrence - aftaler - selektivt distributionssystem - lovlighed - betingelser - luksuskosmetik og luksusparfumer - objektive kriterier for udvaelgelse af forhandlere - kriterie vedroerende navnet og butiksskiltet - bedoemmelse

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

8 Konkurrence - aftaler - selektivt distributionssystem - »simple« systemer - anvendelse af saadanne systemer, naar alle fabrikanterne paa markedet saelger det samme produkt - lovlighed - betingelser - nye konkurrenter, der er i stand til at saelge de paagaeldende produkter, hindres ikke i at faa adgang til markedet - opretholdelse af en effektiv priskonkurrence

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

9 En intervenient kan ikke fremsaette en formalitetsindsigelse, naar sagsoegte ikke har nedlagt paastand om afvisning af sagen.

10 I forbindelse med en beslutning om fritagelse af et selektivt distributionssystem maa et andelsselskab, hvis medlemmer er detailhandlere og potentielle konkurrenter til de godkendte detailhandlere, og som uden held har anmodet om, at i hvert fald visse af dets medlemmer fik adgang til nettet, og som har deltaget i den administrative procedure i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, anses for at vaere individuelt og umiddelbart beroert af beslutningen om fritagelse.

11 Selektive distributionssystemer udgoer et led i konkurrencen, der er i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, hvis fire betingelser er opfyldt, nemlig for det foerste, at de omhandlede produkters egenskaber goer det noedvendigt at anvende et selektivt distributionssystem - i den forstand, at det er berettiget at kraeve et saadant system anvendt, naar henses til de paagaeldende produkters art og navnlig til deres hoeje kvalitet eller avancerede teknik - for at bevare produkternes kvalitet og af hensyn til deres rette brug, for det andet, at udvaelgelsen af videreforhandlere sker paa grundlag af objektive kvalitetskriterier, der er fastsat ens for alle potentielle videreforhandlere og anvendes uden diskriminering, for det tredje, at det paagaeldende system tilsigter at forbedre konkurrencen og dermed opveje den begraensning af konkurrencen, der er en naturlig foelge af selektive distributionssystemer, navnlig med hensyn til prisen, og for det fjerde, at de fastsatte kriterier ikke gaar ud over, hvad der er noedvendigt. Spoergsmaalet om, hvorvidt disse betingelser er opfyldt, skal bedoemmes objektivt under hensyntagen til forbrugernes interesser.

Selektive distributionsstystemer, som er begrundet i produkternes saerlige karakter eller kravene med hensyn til deres distribution, kan indfoeres i andre sektorer end sektoren for varige forbrugsgoder, der er af hoej kvalitet eller teknisk avancerede, uden at tilsidesaette traktatens artikel 85, stk. 1.

Luksuskosmetik, navnlig luksusparfumer, er sofistikerede produkter af hoej kvalitet, som har et karakteristisk »image af luksus«, som er vigtigt i forbrugernes oejne. Disse produkters egenskaber kan ikke kun omfatte deres ydre kendetegn, men omfatter ogsaa den saerlige opfattelse, forbrugerne har af dem, naermere bestemt deres »image af luksus«, som skyldes selve deres natur.

Det er i de forbrugeres interesse, der efterspoerger saadanne produkter, at de praesenteres paa salgsstederne under egnede vilkaar, og at deres image af luksus bevares.

Heraf foelger, at kvalitative kriterier for udvaelgelse af detailhandlere i luksuskosmetiksektoren, navnlig luksusparfumesektoren, som ikke gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre, at disse produkter saelges under gode vilkaar med hensyn til den maade, hvorpaa de praesenteres, i princippet ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt som disse kriterier er objektive, er fastsat ens for alle potentielle forhandlere og anvendes paa en maade, der ikke er diskriminerende.

12 Rettens proevelsesret efter traktatens artikel 173 af en beslutning, hvori Kommissionen konstaterer, at udvaelgelseskriterierne i et selektivt distributionssystem opfylder betingelserne for at kunne anses for lovlige efter traktatens artikel 85, stk. 1, er begraenset til en undersoegelse af, om Kommissionens konstateringer er utilstraekkeligt begrundet, om der foreligger en aabenbar faktisk eller retlig vildfarelse, et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning. Det tilkommer ikke Faellesskabets retsinstanser at udtale sig om anvendelsen af disse kriterier i konkrete tilfaelde.

Det tilkommer derimod de kompetente nationale domstole eller myndigheder, for hvilke en ansoeger, som er blevet naegtet adgang til nettet, har indbragt en sag, i givet fald paa baggrund af Domstolens eller Rettens praksis at afgoere, om de omhandlede kriterier i det konkrete tilfaelde er blevet anvendt paa en maade, der er diskriminerende eller urimeligt byrdefuld og saaledes indebaerer en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Det paahviler dem navnlig at soerge for, at de omhandlede kriterier ikke bruges til at forhindre nye erhvervsdrivende, som er i stand til at distribuere de paagaeldende produkter under vilkaar, som ikke forringer produkternes vaerdi, i at faa adgang til nettet.

Endvidere kan en ansoeger, som er blevet naegtet adgang til nettet, indgive en klage til Kommissionen i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, navnlig i tilfaelde af, at adgangsbetingelserne systematisk anvendes paa en maade, der er uforenelig med faellesskabsretten.

13 I forbindelse med et selektivt distributionssystem i luksuskosmetiksektoren er det i princippet et berettiget krav ved salg af produkterne og et integrerende led i en god praesentation af dem, at der paa salgsstedet er en person, der kan give forbrugeren passende raadgivning og oplysninger.

14 I forbindelse med et selektivt distributionssystem i luksuskosmetiksektoren er et kriterium vedroerende de omgivelser, hvori et salgssted for produkterne er beliggende, ikke i sig selv omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt som det har til formaal at sikre, at saadanne produkter ikke saelges paa steder, der er fuldstaendig uegnede til et saadant salg.

Derimod er betingelser vedroerende salgsstedets eksterioer, saasom facaden, udstillingsvinduerne og udsmykningen, egnede til at diskriminere et salgssted - saasom et varehus - som ikke har samme facade som en traditionel forretning, navnlig en facade med udstillingsvinduer, men som har indrettet en afdeling i forretningen, der er egnet til salg af luksuskosmetik. Desuden synes udstillingsvinduer udenfor ikke at vaere noedvendige for en god praesentation af produkterne, naar der er indrettet en afdeling til dem i en forretning, der saelger mange forskellige produkter.

Med hensyn til betingelserne vedroerende salgsstedets interioer, saasom salget af andre varer paa salgsstedet, kan de ikke alene udelukke et varehus fra nettet, idet salget af andre varer, der typisk findes i et varehus, ikke i sig selv kan skade de paagaeldende produkters »image af luksus«, forudsat at den afdeling, der er afsat til salg af luksuskosmetik, indrettes paa en saadan maade, at produkterne praesenteres under vilkaar, der fremhaever deres vaerdi.

Med hensyn til kriterierne vedroerende forretningernes andre aktiviteter er en hensyntagen til disses omfang urimeligt byrdefuld, for saa vidt som de ikke i sig selv har nogen forbindelse med det berettigede krav om bevarelse af de paagaeldende produkters image af luksus. Endvidere er de diskriminerende, for saa vidt som de foerer til, at en ansoegning fra et specialiseret parfumeri fremmes til skade for en ansoegning fra en forretning, der saelger mange forskellige produkter, og som har en specialiseret afdeling, der er indrettet saaledes, at de kvalitative betingelser, der kan stilles ved salg af luksuskosmetik, kan opfyldes.

15 I forbindelse med et selektivt distributionssystem i luksuskosmetiksektoren er et kriterium, som alene har til formaal at soerge for, at detailhandlerens navn og butiksskilt ikke forringer disse produkters image af luksus, i princippet et berettiget krav ved distributionen af saadanne produkter og derfor ikke noedvendigvis omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. Det maa nemlig befrygtes, at luksuskosmetikkens image af luksus og dermed selve dens karakter i mangel af et saadant kriterium ville lide skade, hvis disse produkter blev solgt af detailhandlere, hvis navn og butiksskilt klart er vaerdiforringende i forbrugernes oejne. Kriteriet kan dog ikke anvendes paa en maade, der er diskriminerende eller urimeligt byrdefuld.

16 Selv om de saakaldte »simple« selektive salgssystemer ikke er omfattet af forbuddet efter traktatens artikel 85, stk. 1, kan der ikke desto mindre ske en begraensning eller en ophaevelse af konkurrencen, naar et vist antal systemer af denne art udelukker andre distributionsformer, som bygger paa andre former for salgspolitik, eller de foerer til en stiv prisstruktur, som ikke opvejes af andre konkurrencemomenter mellem produkter af samme maerke eller af en effektiv konkurrence mellem forskellige maerker. Det forhold, at der findes et stort antal selektive salgssystemer for et bestemt produkt kan derfor ikke i sig selv foere til den antagelse, at konkurrencen begraenses eller fordrejes i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand. Det kraeves ogsaa, at det paagaeldende marked er saa stift og struktureret, at der ikke laengere er en effektiv priskonkurrence.

Traktatens artikel 85, stk. 1, finder ikke automatisk anvendelse, blot fordi alle fabrikanterne i luksuskosmetiksektoren har valgt den samme distributionsmetode. Naar visse af fabrikantens udvaelgelseskriterier taget hver for sig ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, kan den samlede virkning af nettene ikke aendre dette forhold, medmindre det for det foerste godtgoeres, at nye konkurrenter, der er i stand til at saelge de paagaeldende produkter, hindres i at faa adgang til markedet, saaledes at de paagaeldende selektive distributionssystemer bevirker, at distributionen fastlaases i visse eksisterende kanaler, og for det andet, at der ikke er effektiv konkurrence, navnlig med hensyn til priserne, naar henses til de paagaeldende produkters karakter.

Sagens faktiske omstaendigheder

Indledning

1 Kategorien af kosmetiske produkter daekker en lang, varieret raekke af artikler og omfatter bl.a. parfumevarer, skoenhedsplejemidler, haarplejemidler og toiletartikler. Inden for denne kategori findes der et segment bestaaende af luksusprodukter. Der er tale om hoejkvalitetsprodukter til en relativt hoej pris, som afsaettes under et prestigemaerke. Generelt saelges kosmetiske luksusprodukter kun gennem selektive distributionsnet, der er undergivet indbyrdes sammenlignelige vilkaar. Disse net bestaar hovedsagelig af specialiserede parfumerier eller specialiserede salgssteder i stormagasiner.

2 Yves Saint Laurent SA (herefter »Yves Saint Laurent«) er producent af kosmetiske luksusprodukter. Selskabet hoerer til Yves Saint Laurent-koncernen, som bl.a. beskaeftiger sig med fremstilling og distribution af luksusprodukter. I 1992 havde Yves Saint Laurent en andel paa ca. 9% af EF-markedet for luksusparfumevarer.

3 Det fremgaar af den oversigt over produktudvalget, som Yves Saint Laurent har fremlagt under sagen, at salget af luksusparfumer i 1990 og i 1991 udgjorde 75-100% af selskabets samlede salg i selektiv distribution, alt efter hvilken medlemsstat der var tale om, idet salget af luksusskoenhedsplejemidler udgjorde resten. Disse produkter saelges via ca. 7 500 godkendte salgssteder og via tax-free butikker, som staar for en stor del af salget i en raekke medlemsstater.

4 Den 7. juli 1989 anmeldte Yves Saint Laurent et netvaerk af selektive distributionsaftaler til Kommissionen om afsaetning i Faellesskabet af selskabets parfumevarer og skoenhedsplejemidler, idet selskabet principalt fremsatte begaering om negativattest i henhold til artikel 2 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikler 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter »forordning nr. 17«), subsidiaert om fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

5 Den 20. december 1990 offentliggjorde Kommissionen i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 en meddelelse (EFT C 320, s. 11), hvori den tilkendegav, at den havde til hensigt at traeffe en positiv beslutning om de anmeldte aftaler - som aendret paa Kommissionens foranledning - idet den opfordrede alle beroerte parter til inden en maaned at fremsaette eventuelle bemaerkninger hertil.

6 Efter offentliggoerelsen af denne meddelelse fremsatte sagsoegeren, Groupement d'achat Édouard Leclerc (herefter »Galec«), sine bemaerkninger dateret den 17. januar 1991. Galec er en indkoebssammenslutning i form af et andelsselskab, der leverer til et net af detailsalgssteder i Frankrig, de saakaldte Leclerc-salgscentre (herefter »Leclerc-centre«), hvoraf stoerstedelen er varehuse eller supermarkeder. I sine bemaerkninger modsatte Galec sig den paataenkte beslutning, bl.a. med den begrundelse, at visse Leclerc-centre, der er indrettet til distribution af luksuskosmetik, ville vaere afskaaret herfra, hvis beslutningen blev vedtaget.

7 Galec deltog paa samme maade i den administrative procedure i sagen Parfums Givenchy, hvori Kommissionen den 24. juli 1992 vedtog beslutning 92/428/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.542 - Parfums Givenchy's selektive distributionssystem) (EFT L 236, s. 11), som er genstand for en parallel sag for Retten (sag T-88/92, Galec mod Kommissionen).

8 Den 16. december 1991 vedtog Kommissionen beslutning 92/33/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.242 - Yves Saint Laurent) (EFT L 12, s. 24, herefter »beslutningen«). Den foreliggende dom vedroerer denne beslutning.

Yves Saint Laurent-aftalen

9 Det fremgaar af »aftalen for godkendte detailhandlere« (herefter »aftalen«) og de dertil knyttede generelle salgsbetingelser i den af beslutningen omhandlede version af 11. juli 1991, at Yves Saint Laurent's distributionsnet er et lukket net, hvilket indebaerer, at dets medlemmer ikke maa saelge eller foretage indkoeb af Yves Saint Laurent-maerkevarer uden for nettet. Yves Saint Laurent forpligter sig til at sikre, at distributionen sker i overensstemmelse med gaeldende love og bestemmelser og til at traekke sit maerke tilbage fra de salgssteder, som ikke opfylder udvaelgelseskriterierne i aftalen.

10 De i aftalen fastsatte kriterier for udvaelgelse af godkendte detailhandlere vedroerer i det vaesentlige personalets branchekendskab, salgsstedets placering og indretning, detailhandlerens butiksskilt og en raekke andre betingelser, som detailhandleren skal opfylde, bl.a. med hensyn til oplagring af produkterne, et aarligt mindsteindkoeb, en forpligtelse til i et aar at afstaa fra aktivt at saelge nye produkter markedsfoert inden for et andet omraade og et samarbejde mellem detailhandleren og Yves Saint Laurent om reklamekampagner og salgsfremstoed.

11 Med hensyn til branchekendskabet bestemmes det i aftalens punkt III.5:

»5) Branchekendskab

Den godkendte detailhandler forpligter sig til at overholde bestemmelserne om branchekendskab i artikel I.3 i de generelle salgsbetingelser og til at lade sit salgspersonale deltage i uddannelseskurser, som afholdes af eneforhandleren.«

12 I punkt I.2 og I.3 i de generelle salgsbetingelser bestemmes:

»2) Salgspersonalet

Den godkendte detailhandler skal have et salgspersonale, der er tilstraekkeligt, naar henses til salgsstedets areal og antallet af produkter, der udbydes til forbrugerne. Personalet skal kunne yde forbrugerne service i form af kvalitativ raadgivning og demonstration.

3) Branchekendskab

Den godkendte detailhandler og hans salgspersonale skal have det fornoedne branchekendskab til parfumevarer (kosmetiske midler og skoenhedsplejemidler) i kraft af:

- et diplom i skoenhedspleje

- en af et anerkendt handels- og industrikammer udstedt attest paa at have gennemfoert en faglig uddannelse inden for parfumebranchen, eller

- mindst tre aars erfaring i salg af prestigeparfumevarer (kosmetiske midler og skoenhedsplejemidler).«

13 Med hensyn til salgsstedet bestemmes det i punkt I.1 i de generelle salgsbetingelser:

»a) Salgsstedets omgivelser

Kvarteret, gaderne og forretningerne omkring salgsstedet skal altid afspejle den prestige og anseelse, der er forbundet med maerket Yves Saint Laurent.

b) Andre forhold, der tages i betragtning

Navnet og butiksskiltet, salgsstedets facade, markeringen af salgsstedet, udstillingsvinduer, udendoersbelysning, areal, indendoersbelysning, gulvbelaegning, vaegge og lofter, inventar, indendoers udsmykning, reklamemateriale, renlighed og orden paa salgsstedet, renholdelse af produkter og reklamer, hylder, identificering og fremhaevelse af maerket, oplagringsbetingelser, rum til skoenhedsbehandling samt salgspersonalets fremtraeden og modtagelse af kunderne.

Disse forhold skal altid afspejle den prestige og anseelse, der er forbundet med maerket Yves Saint Laurent.

c) Salgsarealet

Salgsarealet skal staa i forhold til antallet af produkter, der saelges. Det skal give den godkendte detailhandler mulighed for, under hensyntagen til de oevrige maerker, der er repraesenteret, at tilbyde en placering af produkterne, som svarer til den prestige og anseelse, som er forbundet med maerket Yves Saint Laurent.

d) Andre aktiviteter paa salgsstedet

Hvis der udoeves én eller flere andre aktiviteter paa salgsstedet, skal der tages hensyn til foelgende forhold:

- omfanget af denne (disse) aktivitet(er)

- hvordan denne (disse) aktivitet(er) fremtraeder udadtil og indadtil

- hvordan denne (disse) aktivitet(er) holdes adskilt fra parfumerivirksomheden

- hvordan salgspersonalet er fordelt paa denne (disse) aktivitet(er) og parfumerivirksomheden

- om det salgspersonale, der skal beskaeftige sig med hver af disse aktiviteter, har den fornoedne kompetence

- hvordan det salgspersonale, der skal beskaeftige sig med hver af disse aktiviteter, fremtraeder.

[...]«

14 Ligeledes bestemmes det i aftalens punkt III.3 og III.4:

»3) Arten og kvaliteten af de produkter, der saelges paa salgsstedet

Den godkendte detailhandler har givet oplysning om arten og kvaliteten af alle de produkter, som saelges eller vil blive solgt paa salgsstedet. Den godkendte detailhandler giver afkald paa at saelge saadanne produkter paa salgsstedet, som ved deres placering side om side med Yves Saint Laurent-produkter kan forringe Yves Saint Laurent-maerkets image.

4) Salgsstedets standard og vedligeholdelse

Den godkendte detailhandler skal med hensyn til oplagring og praesentation af produkterne soerge for passende vedligeholdelse og rengoering af salgsstedet. Indretningen, inventaret og udsmykningen af salgsstedet eller specialafdelingen for parfumevarer paa salgsstedet skal svare til den standard og kvalitet, der er forbundet med maerket Yves Saint Laurent.«

15 Med hensyn til forhandlerens butiksskilt bestemmes det i punkt I, andet afsnit, i de generelle salgsbetingelser:

»Navnet paa parfumeriet, den forretning, hvor parfumeriafdelingen er placeret, eller det sted, hvor parfumeriafdelingen eller parfumeriet er placeret, og butiksskiltet skal altid afspejle den prestige, der er forbundet med maerket Yves Saint Laurent. Navnet og butiksskiltet skal derfor vaere i overensstemmelse med de principper, der gaelder for distributionen af produkterne, som er luksusprodukter af hoej kvalitet. Dette er ikke tilfaeldet, naar navnet og butiksskiltet forbindes med manglende eller begraenset kundevejledning, status eller udsmykning.«

16 Med hensyn til proceduren for adgang til distributionsnettet giver enhver ansoegning om godkendelse anledning til, at Yves Saint Laurent eller selskabets eneforhandler i loebet af gennemsnitlig tre og maksimum fem maaneder foretager en evaluering af det paataenkte salgssted ved hjaelp af en evalueringsrapport, som Yves Saint Laurent har fremlagt en kopi af under sagen (bilag 16 til interventionsindlaegget, herefter »evalueringsrapporten«). I evalueringsrapporten rubriceres oplysningerne vedroerende salgsstedets eksterioer, interioer og branchekendskabet efter en bedoemmelsesskala, som indeholder 33 forskellige rubrikker eller 37, saafremt der er tale om et salgssted med en eller flere hovedaktiviteter ud over salget af parfumer. For hver rubrik gives der alt efter omstaendighederne mellem to og ti point eller mellem to og syv point.

17 For at blive anerkendt som godkendt detailhandler skal den paagaeldende opnaa et samlet antal point paa mere end 231 (33 rubrikker x 7) eller 259 (37 rubrikker x 7), alt efter omstaendighederne. Hvis der opnaas tre »2-tallerl« i rubrikkerne placering af salgsstedet, omgivelser, facade, belysning, gulvbelaegning, vaegge, inventar, andre produkter, der saelges paa salgsstedet, og branchekendskab, medfoerer det udelukkelse. For saa vidt angaar stormagasinerne, har Yves Saint Laurent indtil 1992 anvendt en tillempet version af evalueringsrapporten, men denne version skal afloeses af en ny version, som er afpasset efter alle de forretninger, der ikke er specialforretninger. Yves Saint Laurent har oplyst, at man, naar der er tale om ikke-specialiserede salgssteder, indtil da kun anvender de forskellige rubrikker i den nugaeldende evalueringsrapport vedroerende forretningens interioer og salgspersonalet paa »parfumeriafdelingen« (skrivelse af 16.1.1996 som svar paa Rettens spoergsmaal, s. 3 og 4).

18 Alt efter resultatet af evalueringen gives der enten et begrundet afslag paa ansoegningen, eller der gives ansoegeren meddelelse om, hvilke foranstaltninger han skal traeffe for at opfylde kriterierne. I det sidste tilfaelde gives der ham en frist paa hoejst seks maaneder til at opfylde kriterierne, hvorefter der foretages en ny evaluering. Er resultatet positivt, meddeles der godkendelse inden ni maaneder efter evalueringstidspunktet.

Kommissionens beslutning

19 I beslutningens punkt II.A.4 anfoerer Kommissionen, at traktatens artikel 85, stk. 1, ikke finder anvendelse paa et selektivt distributionssystem, saafremt tre betingelser er opfyldt, nemlig for det foerste, at det omhandlede produkt har saadanne egenskaber, at det af hensyn til at bevare dets kvalitet og af hensyn til dets rette brug er noedvendigt at anvende et saadant system, for det andet, at udvaelgelsen af videreforhandlere sker paa grundlag af objektive kvalitetskriterier for videreforhandlerens og hans personales faglige dygtighed og hans salgslokalers beskaffenhed, og for det tredje, at disse betingelser fastsaettes ens for alle mulige videreforhandlere og anvendes uden diskriminering (jf. Domstolens dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, herefter »Metro I«, Sml. s. 1875, praemis 20, af 11.12.1980, sag 31/80, L'Oréal, Sml. s. 3775, praemis 16, og af 25.10.1983, sag 107/82, AEG-Telefunken mod Kommissionen, herefter »AEG«, Sml. s. 3151, praemis 33).

20 I den forbindelse konstaterer Kommissionen i beslutningens punkt II.A.5, andet afsnit: »De paagaeldende produkter er artikler af hoej kvalitet, som er et resultat af en specifik forskning, der kommer til udtryk i produkternes originalitet, i det sofistikerede produktudvalg og i kvaliteten af de anvendte materialer, navnlig hvad angaar den emballering, produkterne praesenteres i. At de fremstaar som luksusprodukter foelger yderligere af den aura af eksklusivitet og prestige, der adskiller dem fra tilsvarende produkter fra andre markedssegmenter, der opfylder andre forbrugerkrav. Dette kendetegn er paa den ene side snaevert forbundet med producentens evne til at udvikle og bevare et velkendt image og afhaenger paa den anden side af, at produkterne praesenteres for offentligheden paa en maade, der understreger det aestetiske eller funktionelle saerkende ved det individuelle produkt eller ved produktserien [...]«

21 Kommissionen er af den opfattelse, at Yves Saint Laurent's udvaelgelseskriterier for saa vidt angaar branchekendskabet, salgsstedets placering og indretning samt detailhandlerens navn og butiksskilt ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. Kommissionen finder navnlig, at det er »legitimt at kraeve, at der paa salgsstedet skal vaere adgang til en professionel raadgiver, da specifikke kundskaber kan vaere noedvendige for at vejlede forbrugeren i hans valg af det produkt, der bedst opfylder hans smag og behov, og for at sikre ham den bedst taenkelige vejledning for brug og opbevaring af saadanne produkter« (punkt II.A.5, tredje afsnit), og at »eftersom bevarelsen af et prestige-image paa markedet for kosmetiske luksusprodukter udgoer en afgoerende konkurrencefaktor, vil ingen producent kunne bevare sin stilling paa dette marked uden en konstant markedsfoeringsindsats. Og det er klart, at en saadan indsats ville vaere forgaeves, hvis Yves Saint Laurent-produkterne i detailleddet afsaettes paa en maade, der maatte aendre forbrugernes opfattelse af produkterne. Derfor er det rimeligt, at producenten stiller bestemte krav til salgsstedets placering og aestetiske og funktionelle indretning, da formaalet med disse krav er at sikre forbrugerne en fysisk ramme, der er i harmoni med den luksurioese og prestigefyldte karakter af de paagaeldende produkter, og en praesentation, der lever op til Yves Saint Laurent-maerkets image. Endvidere tager kriteriet vedroerende butiksskiltet sigte paa at sikre, at parfumeriets eller forretningens butiksskilt eller skiltningen paa det sted, hvor parfumerihylden eller parfumeriet er placeret, er i overensstemmelse med de principper, der danner basis for distributionen af de paagaeldende produkter, og saaledes at undgaa skilte, der maatte give kunderne indtryk af manglende eller begraenset service, ringe status eller indretning. Det skal i denne forbindelse understreges, at den vaerdiforringende karakter af et salgssted eller dets butiksskilt under ingen omstaendigheder afspejler forhandlerens normale prispolitik« (punkt II.A.5, fjerde afsnit).

22 Kommissionen anfoerer videre i punkt II.A.5, femte (o.a.: femte afsnit er i beslutningens danske version delt i to underafsnit, herefter under et benaevnt »femte afsnit«) og sjette afsnit: »Forbuddet mod at saelge saadanne varer, der ved deres placering side om side med Yves Saint Laurent-produkter kan forringe Yves Saint Laurent-maerkets image, har alene til formaal at beskytte den aura af prestige og eksklusivitet, der omgaerder de paagaeldende produkter, og saaledes undgaa enhver ligestilling med varer af ringere kvalitet. Noget tilsvarende er formaalet med de udvaelgelseskriterier, der paa salgssteder, hvor der udoeves flere aktiviteter, skal sikre, at den plads, der afsaettes til salg af parfumevarer, staar i rimeligt forhold til og er tilstraekkeligt adskilt fra den plads, der er afsat til salg af andre produkter. Det skal i denne forbindelse understreges, at eftersom Yves Saint Laurent Parfums' selektive distributionssystem er aabent for forretninger, som raader over en specialiseret afdeling, og i betragtning af de forskellige distributionsformer, som Yves Saint Laurent Parfums har godkendt paa EF-plan, udelukker disse kriterier ikke i sig selv bestemte moderne former for distribution, f.eks. stormagasiner.

Forpligtelsen for den godkendte forhandler til, i forhold til de produkter han foerer, at placere Yves Saint Laurent Parfums' produkter paa en maade, der lever op til Yves Saint Laurent-maerkets status og goer det muligt for forbrugerne at identificere disse produkter, falder i traad med oensket om at sikre de produkter, der er omfattet af aftalen, en fremstaaende placering [...] Dette udvaelgelseskriterium [begraenser] ikke i sig selv forhandlerens frihed til at saelge eller markedsfoere konkurrerende maerker og forhindrer ikke udviklingen af nye distributionsformer.«

23 Med hensyn til de andre forpligtelser og betingelser, den godkendte detailhandler skal opfylde, finder Kommissionen, at betingelserne vedroerende proceduren for adgang til nettet, et aarligt mindsteindkoeb, samarbejde om reklamekampagner og salgsfremstoed, oplagring af produkterne og lancering af nye produkter er omfattet af artikel 85, stk. 1 (jf. beslutningens punkt II.A.6), og at konkurrencebegraensningen vil paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne i betydeligt omfang (punkt II.A.8).

24 Imidlertid fastslaar Kommissionen i beslutningens punkt II.B.1, at de aftaler, som Yves Saint Laurent Parfums' selektive distributionssystem er baseret paa, opfylder de fire betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3.

25 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt de omhandlede bestemmelser bidrager til at forbedre produktionen og fordelingen, jf. traktatens artikel 85, stk. 3, anfoerer Kommissionen foelgende (punkt II.B.2):

»Kosmetiske luksusprodukter adskiller sig fra lignende produkter, der opfylder andre forbrugerkrav, ved bl.a. det eksklusive og prestigefyldte image, der i forbrugernes oejne er forbundet med de relevante maerker. Producentens evne til at skabe og bevare et originalt og prestigefyldt image udgoer derfor en afgoerende konkurrencefaktor. Det foelger heraf, at der ved salget af et luksuskosmetikmaerke skal tages hensyn til denne eksklusivitet. Erfaringerne viser nemlig, at hvis et kosmetisk luksusprodukt afsaettes helt generelt via alle mulige kanaler, aendres forbrugernes opfattelse af produktet, hvilket paa lang sigt formindsker efterspoergslen.«

26 Under disse omstaendigheder er Kommissionen af den opfattelse, at de bestemmelser i aftalen, som falder ind under artikel 85, stk. 1 (jf. ovenfor, praemis 23), »tjener til at sikre, at Yves Saint Laurent-produkterne kun saelges under saadanne forhold, der vil kunne bevare det kvalitets- og eksklusivitetsimage, der er kendetegnende for kosmetiske luksusprodukter« (punkt II.B.2, syvende afsnit, in fine).

27 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt forbrugerne sikres »en rimelig andel af fordelen«, jf. traktatens artikel 85, stk. 3, anfoerer Kommissionen bl.a., at »det anmeldte distributionssystem goer det ... muligt at bevare aftalevarernes eksklusive karakter, som er hovedmotivationen bag forbrugernes valg« (punkt II.B.3, andet afsnit), og at »i det tilfaelde, at kunden laegger mindre vaegt paa image og den salgsservice, som det selektive distributionssystem er bygget op omkring, kan han i oevrigt altid vaelge tilsvarende artikler fra et tilstoedende marked, som ikke afsaettes gennem selektive distributionssystemer, hvorved han stoetter den paagaeldende producents valg af forretningsstrategi« (punkt II.B.3, tredje afsnit).

28 Endelig anfoerer Kommissionen i beslutningens punkt II.B.4, at Yves Saint Laurent's distributionssystem ikke indeholder nogen konkurrencebegraensende forpligtelse, der ikke er noedvendig for at opnaa de fastsatte maal, jf. traktatens artikel 85, stk. 3, litra a), og i punkt II.B.5, at de omhandlede aftaler ikke giver de beroerte virksomheder mulighed for at udelukke konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende varer, jf. traktatens artikel 85, stk. 3, litra b). Kommissionen tilfoejer bl.a., at den heller ikke har »kunnet konstatere, at udbredelsen af selektive distributionssystemer inden for kosmetiske luksusprodukter principielt spaerrer for bestemte former for moderne distribution, f.eks. stormagasiner. Yves Saint Laurent Parfums' udvaelgelseskriterier er ikke af en saadan art, at de ikke kan tilgodese saadanne distributionsformer, selv om dette maatte kraeve en delvis aendring af deres saerlige afsaetningsmetoder« (punkt II.B.5, fjerde afsnit).

29 Beslutningens artikel 1 har foelgende ordlyd:

»Bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, erklaeres i henhold til artikel 85, stk. 3, uanvendelige paa:

- standardaftalen for godkendte forhandlere, som indgaas mellem Yves Saint Laurent Parfums og selskabets specialiserede detailhandlere i Frankrig, samt de dertil knyttede generelle salgsbetingelser

- standardaftalen for godkendte forhandlere, som indgaas mellem Yves Saint Laurent Parfums' eneforhandlere, dvs. datterselskaber eller uafhaengige selskaber etableret i en anden medlemsstat end Frankrig, og deres specialiserede detailhandlere, samt de dertil knyttede generelle salgsbetingelser.

Denne beslutning anvendes fra 1. juni 1991 til 31. maj 1997.«

Retsforhandlinger og parternes paastande

30 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. marts 1992 har sagsoegeren anlagt naervaerende sag. Ved kendelse af 12. oktober 1992 har Yves Saint Laurent, Comité de liaison des syndicats européens de l'industrie de la parfumerie et des cosmétiques (herefter »Colipa«), Fédération des industries de la parfumerie (herefter »FIP«) og Fédération européenne des parfumeurs détaillants (herefter »FEPD«) faaet tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegtes paastande.

31 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Som led i de foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, der kan traeffes i medfoer af procesreglementets artikel 64, er sagsoegte, Yves Saint Laurent og FEPD dog blevet anmodet om inden retsmoedet skriftligt at besvare en raekke spoergsmaal og fremlaegge visse dokumenter. Parterne har indgivet deres besvarelse af spoergsmaalene mellem den 16. og den 24. januar 1996.

32 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet, som fandt sted den 28. og 29. februar 1996.

33 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Beslutningen annulleres i sin helhed.

- Kommissionen tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

34 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

35 Intervenienten Yves Saint Laurent har nedlagt foelgende paastande: - Afvisning.

- Subsidiaert frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, Yves Saint Laurent's intervention har givet anledning til.

36 Intervenienten FIP har nedlagt foelgende paastande:

- Det afgoeres efter gaeldende ret, om sagen kan antages til realitetsbehandling.

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, FIP's intervention har givet anledning til.

37 Intervenienten Colipa har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, Colipa's intervention har givet anledning til.

38 Intervenienten FEPD har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er afholdt af FEPD i forbindelse med interventionen.

39 I sine bemaerkninger til intervenienternes indlaeg har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

- Sagen antages til realitetsbehandling.

- Intervenienterne tilpligtes at baere deres egne omkostninger.

Formaliteten

Sammenfatning af parternes argumenter

40 Yves Saint Laurent har gjort gaeldende, at sagen boer afvises med den begrundelse, dels at beslutningen ikke beroerer Galec individuelt, dels at dette selskab ikke er umiddelbart beroert af beslutningen og ikke har nogen retlig interesse i soegsmaalet.

41 For det foerste henviser beslutningen hverken direkte eller indirekte til Galec eller til Leclerc-centrene, og den omstaendighed, at Galec er aktiv paa markedet for distribution, bevirker heller ikke, at selskabet er individuelt beroert paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for det, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller det fra de andre erhvervsdrivende paa markedet (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197, og af 10.12.1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridania m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 117, org. ref.: Rec. s. 459).

42 Endvidere har Galec's indgriben haft et meget begraenset omfang. Bortset fra de bemaerkninger, selskabet har rettet til Kommissionen under den administrative procedure, har Galec aldrig indgivet nogen ansoegning om godkendelse til Yves Saint Laurent. Galec har heller ikke indgivet klage over Yves Saint Laurent-aftalerne. I dommen i Metro I-sagen, dommen af 22. oktober 1986, sag 75/84, Metro mod Kommissionen (Sml. s. 3021, herefter »Metro II«), og dommen af 28. januar 1986, sag 169/84, Cofaz mod Kommissionen (Sml. s. 391), har Domstolen antaget, at en sag anlagt af tredjemand kun kan antages til realitetsbehandling, hvis strengere individualiseringskriterier er opfyldt.

43 For det andet er Galec ifoelge sine vedtaegter mellemled mellem sine medlemmer, Leclerc-centrene og disses leverandoerer, og handler kun paa foerstnaevntes vegne. Galec kan derfor ikke betegnes som forhandler og endnu mindre som godkendt Yves Saint Laurent-detailhandler. Foelgelig har beslutningen ikke retsvirkninger for Galec, og selskabet lider heller ikke umiddelbart skade som foelge af beslutningen (jf. Domstolens dom af 28.10.1982, sag 135/81, Groupement des Agences de Voyages mod Kommissionen, Sml. s. 3799). Galec er derfor ikke umiddelbart beroert af beslutningen og har ingen naturlig og aktuel interesse i, at den anfaegtede retsakt annulleres.

44 Selv om det endelig forudsaettes, at Galec har anlagt sagen af hensyn til sine medlemmer, indeholder selskabets vedtaegter ingen bestemmelse, hvorefter disse har bemyndiget selskabet til at anlaegge sag paa deres vegne. I medfoer af grundsaetningen »nul ne plaide par procureur« (ingen kan foere sag ved stedfortraeder) maa den af Galec anlagte sag derfor afvises (jf. generaladvokat Rozès' forslag til afgoerelse i ovennaevnte sag Groupement des Agences de Voyages mod Kommissionen, Sml. s. 3811).

45 Det sagsoegende selskab har fremhaevet, at det under den administrative procedure i medfoer af artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 er fremkommet med bemaerkninger, der i kraft af deres formaal maa sidestilles med indgivelse af en klage, og at Kommissionen har gentaget dets argumenter i beslutningen, bl.a. i punkt I.D og punkt II.B.5, in fine.

46 I oevrigt kan Galec's umiddelbare og personlige interesse i soegsmaalet ikke for alvor bestrides. Galec opererer i sin egenskab af indkoebscenter for en gruppe erhvervsdrivende direkte paa markedet for parfumer og kosmetiske produkter, idet det udvaelger producenter og forhandler vilkaar med hensyn til sortiment og priser, oekonomiske vilkaar og retningslinjer for levering og indkoeb. Galec har tilfoejet, at selskabet uden beslutningen normalt paa en eller anden maade ville have kunnet skaffe sig Yves Saint Laurent-produkter, men at vedtagelsen af beslutningen bevirker, at selskabet fratages enhver ret til normal adgang til dette marked.

47 Sagsoegte er af den opfattelse, at den af Galec anlagte sag kan antages til realitetsbehandling, og har navnlig henvist til dommen i Metro II-sagen.

48 Galec har klart udtrykt oenske om at forhandle luksusparfumer, dels i sine bemaerkninger under den administrative procedure, dels gennem de mange forsoeg, som forskellige Leclerc-centre har gjort paa at faa adgang til at forhandle luksusparfumer, og som har givet anledning til en raekke sager for de nationale domstole.

49 Desuden fremgaar det af Galec's vedtaegter, at dette selskab navnlig har til formaal at samle ordrerne fra sine medlemmer og videregive dem til leverandoererne (artikel 2), og at det kan foretage direkte indkoeb i eget navn (artikel 30 A). Heraf foelger, at selv om visse virksomheder, der er medlemmer af Galec, kunne faa adgang til Yves Saint Laurent-nettet, ville Galec kunne komme til at indkoebe de omhandlede produkter for deres regning. Det kan heller ikke bestrides, at de virksomheder, der er medlemmer af Galec, kan have interesse i at deltage i Yves Saint Laurent's distributionsnet. Den situation, der forelaa i dommen i sagen Groupement des Agences de Voyages mod Kommissionen, er derfor en helt anden end i den foreliggende sag.

Rettens bemaerkninger

50 Sagsoegte har ikke nedlagt paastand om afvisning af sagen. Under disse omstaendigheder kan Yves Saint Laurent ikke fremsaette en formalitetsindsigelse, og Retten er saaledes ikke forpligtet til at behandle anbringender, som selskabet har fremfoert (Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, praemis 20, 21 og 22).

51 Retten skal imidlertid i henhold til procesreglementets artikel 113 af egen drift efterproeve, om sagen skal afvises (jf. dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, praemis 23).

52 I henhold til traktatens artikel 173 kan en fysisk eller juridisk person kun indbringe klage over en beslutning rettet til en anden person, hvis denne beslutning beroerer ham umiddelbart og individuelt. Da beslutningen er rettet til Yves Saint Laurent, maa det undersoeges, om disse to betingelser er opfyldt for Galec's vedkommende.

53 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt Galec er »individuelt« beroert af beslutningen, fremgaar det af fast praksis, at andre personer end en beslutnings adressater kun vil kunne paastaa, at de beroeres individuelt, hvis beslutningen rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten (jf. dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen, Sml. s. 414, og Rettens dom af 6.7.1995, forenede sager T-447/93, T-448/93 og T-449/93, AITEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1971, praemis 34).

54 Retten skal i denne forbindelse bemaerke, at Galec er et andelsselskab med varierende kapital, hvis medlemmer er detailhandlere, der driver virksomhed under navnet É. Leclerc, og som er oprettet i henhold til den franske lov nr. 72-652 af 11. juli 1972. Det bestemmes i denne lovs artikel 1, at saadanne andelsselskaber har til formaal gennem medlemmernes faelles indsats at forbedre de vilkaar, hvorunder de driver erhvervsvirksomhed. Med henblik herpaa kan de bl.a. helt eller delvis forsyne deres medlemmer med varer, levnedsmidler eller tjenesteydelser samt det udstyr og materiel, der er noedvendigt for udoevelsen af deres erhverv. I artikel 2, stk. 2, i Galec's vedtaegter praeciseres det bl.a., at hverken arten eller omfanget af de tjenesteydelser, det har til hensigt at udfoere for sine medlemmer, er begraensede, og at de bl.a. kan vedroere alle transaktioner og aktiviteter, der har forbindelse med medlemmernes erhverv. Ifoelge vedtaegternes artikel 30 A arbejder Galec udelukkende for medlemmernes regning for at goere det muligt for dem at saenke deres kostpris ved indkoeb og ved distribution til deres egne medlemmer og/eller til forbrugerne. Galec kan bl.a. i eget navn foretage indkoeb for medlemmernes regning.

55 Ifoelge det af Galec anfoerte, som ikke er blevet bestridt under retsmoedet, havde selskabet, foer beslutningen blev vedtaget, henvendt sig til en raekke parfumefabrikanter, herunder Yves Saint Laurent, for at anmode om, at i hvert fald visse af dets medlemmer fik adgang til nettet som godkendte detailhandlere. Senere ansoegte et af Galec's medlemmer, selskabet Rocadis, som driver Leclerc-centret i Poitiers, ved skrivelse af 22. august 1990 om at faa adgang til Yves Saint Laurent-nettet.

56 Yves Saint Laurent afslog denne ansoegning ved skrivelse af 28. september 1990 med den begrundelse, at der stadig verserende en sag for de franske domstole mellem Yves Saint Laurent og selskabet Rocadis i anledning af sidstnaevntes salg af Yves Saint Laurent-produkter uden om distributionsnettet.

57 Det staar ligeledes fast, at en raekke andre Leclerc-centre har udtrykt oenske om at forhandle Yves Saint Laurent-produkter, hvilket ogsaa fremgaar af en raekke sager efter national ret, som Galec har henvist til i sit indlaeg.

58 Desuden har Galec deltaget i den administrative procedure for Kommissionen, idet det har fremsat udfoerlige bemaerkninger efter offentliggoerelsen af den meddelelse, der er foreskrevet i artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 (jf. ovenfor, praemis 6). I bemaerkningerne har Galec bl.a. gjort gaeldende, at beslutningen bevirker, at dets medlemmer udelukkes fra at forhandle Yves Saint Laurent-produkter, og selskabet har opfordret Kommissionen til paa stedet at undersoege vilkaarene for forhandling af luksusartikler i de Leclerc-centre, der oensker at faa adgang til at forhandle luksusparfumer.

59 Ved skrivelse af 12. februar 1991 bekraeftede Kommissionen, at Galec's bemaerkninger ville blive gennemgaaet omhyggeligt. Under retsmoedet har Kommissionen erklaeret, at den har taget hensyn til bemaerkningerne ved vedtagelsen af beslutningen. Det staar imidlertid fast, at beslutningen i det vaesentlige godkender de saeregenheder ved Yves Saint Laurent's selektive distributionssystem, som Galec har kritiseret under den administrative procedure.

60 Under disse omstaendigheder finder Retten ikke, at situationen i den foreliggende sag materielt er forskellig fra den situation, der laa til grund for dommen i Metro II-sagen (praemis 21, 22 og 23), hvori Domstolen fastslog, at en erhvervsdrivende, som havde faaet afslag paa en ansoegning om adgang til et netvaerk som autoriseret forhandler, og som var fremkommet med bemaerkninger i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, var umiddelbart og individuelt beroert af en kommissionsbeslutning, som opretholdt de kriterier, han havde anfaegtet under den administrative procedure.

61 Hertil kommer, at beslutningen skader Galec's egne interesser, for saa vidt som et af dette selskabs formaal ifoelge vedtaegterne er at forhandle leveringskontrakter for Leclerc-centrene. Galec er derfor ogsaa individuelt beroert af beslutningen som forhandler med hensyn til disse kontrakter (jf. analogt Domstolens dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, praemis 20-25, samt ovennaevnte dom i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, praemis 30).

62 Desuden fremgaar det af Galec's vedtaegter, navnlig af artikel 2, at selskabet implicit var bemyndiget til under den administrative procedure ikke blot at goere sine egne synspunkter gaeldende, men ogsaa de medlemmers synspunkter, som oenskede at faa adgang til Yves Saint Laurent-nettet. Da disse er potentielle konkurrenter til de godkendte Yves Saint Laurent-detailhandlere, er de selv »interesserede tredjemaend« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17. Heraf foelger, at Galec ogsaa er individuelt beroert af beslutningen, for saa vidt som det har deltaget i den administrative procedure i sin egenskab af repraesentant for medlemmerne (jf. analogt ovennaevnte dom i sagen AITEC m.fl. mod Kommissionen, praemis 60, 61 og 62).

63 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt Galec er umiddelbart beroert, er det tilstraekkeligt at konstatere, at beslutningen ikke har aendret nogen af retsvirkningerne af Yves Saint Laurent-nettet, og at Yves Saint Laurent saaledes umiddelbart over for Galec og dets medlemmer kan goere de udvaelgelseskriterier gaeldende, som Galec under den administrative procedure har anset for ulovlige.

64 Endvidere bemaerkes, at selv om Galec ikke selv soeger at blive godkendt Yves Saint Laurent-detailhandler, er dets indkoeb af Yves Saint Laurent-produkter nu undergivet kravet om overholdelse af de udvaelgelseskriterier, hvis lovlighed er fastslaaet i beslutningen. Galec har derfor en naturlig og aktuel interesse i at bestride beslutningens lovlighed.

65 Heraf foelger, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

66 Galec's hovedindvending er, at de udvaelgelseskriterier, som godkendes i beslutningen, tilsammen bevirker, at visse varehuse, der drives under navnet É. Leclerc, paa forhaand udelukkes fra Yves Saint Laurent-nettet, til trods for, at de er i stand til at afsaette luksusparfumer paa vilkaar, der er loyale og fremhaever deres vaerdi. I forbindelse med denne hovedindvending har Galec i staevningen fremfoert tre grupper anbringender, nemlig at der foreligger henholdsvis utilstraekkelig begrundelse, faktiske vildfarelser og retsvildfarelser. Disse anbringender overlapper hinanden og indeholder i det vaesentlige foelgende fire hovedpaastande: a) beslutningen er utilstraekkeligt begrundet og/eller behaeftet med aabenbare faktiske vildfarelser, idet de metoder til at fremhaeve produkternes vaerdi, der anvendes af varehuse og supermarkeder (herefter »store butiksenheder«), i beslutningen anses for uegnede for saa vidt angaar salg af luksusparfumer; b) beslutningen er utilstraekkeligt begrundet og/eller behaeftet med aabenbare faktiske vildfarelser med hensyn til forbrugernes behov og forventninger; c) beslutningen er behaeftet med retsvildfarelser og/eller utilstraekkeligt begrundet, idet Kommissionen har fastslaaet, at de kriterier, der er sammenfattet i punkt II.A.5, ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1; beslutningen er behaeftet med retsvildfarelser og/eller aabenbare faktiske vildfarelser og/eller utilstraekkeligt begrundet for saa vidt angaar anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 3.

67 Det maa for det foerste paa grundlag af alle parternes anbringender og argumenter undersoeges, om beslutningen er lovlig efter traktatens artikel 85, stk. 1, og for det andet, om den er lovlig efter traktatens artikel 85, stk. 3.

I - Spoergsmaalet om, hvorvidt beslutningen er lovlig efter traktatens artikel 85, stk. 1

Sammenfatning af parternes argumenter

Galec's argumenter

68 Galec har indledningsvis anfoert, at selskabet gennem sine medlemmer, som driver virksomhed under navnet É. Leclerc, forhandler en raekke luksusprodukter (hi-fi-udstyr, aedle vine, smykker, ure, fotoapparater, luksustekstiler osv.) under forhold, der er fuldt ud egnede hertil, og at det accepterer noedvendigheden af et system, der er indrettet efter konceptet »selektivitet paa grundlag af luksus«, med henblik paa at opretholde luksusprodukternes prestige og opfylde forbrugernes forventninger. Selskabet erkender ogsaa, at ikke alle forretninger, der drives under navnet É. Leclerc, er velegnede til denne form for afsaetning. Imidlertid praktiserer nogle af de store varehuse eller supermarkeder, der drives under navnet É. Leclerc, allerede selektivitet paa grundlag af luksus ved at anvende saerlige fremgangsmaader saasom placering af saadanne varer paa et bestemt sted i forretningen eller indretning af en specialafdeling inden for salgsarealet, i givet fald med sit eget navn (f.eks. »Éole«). Saadanne forretninger er indrettet eller kan indrettes til salg af luksuskosmetik, som det bl.a. fremgaar af fotografierne i bilaget til staevningen af afdelinger for »skoenhed og velvaere« i visse Leclerc-centre.

69 De store butiksenheder er imidlertid uden videre udelukket fra Yves Saint Laurent-nettet i kraft af kumulationen af de udvaelgelseskriterier, som er godkendt i beslutningen, bl.a. med hensyn til nabolaget, nemlig vurderingen af »kvarteret«, »gaderne« og »forretningerne omkring salgsstedet« [punkt I.1, litra a), i salgsbetingelserne], »facaden«, der skal vaere forsynet med »udstillingsvinduer«, »udsmykningen«, salgsarealets indretning generelt, de andre forhold, der skal tages i betragtning i henhold til punkt I.1, litra b), i salgsbetingelserne, salget af andre produkter, som »ved deres placering side om side med Yves Saint Laurent-produkter kan forringe Yves Saint Laurent-maerkets image«, og andre aktiviteter end parfumeri paa salgsstedet, som i henhold til punkt I.1, litra d), i salgsbetingelserne skal bedoemmes efter deres omfang, hvordan de fremtraeder udadtil, hvordan de holdes adskilt fra parfumerivirksomheden, og hvordan personalet fremtraeder.

70 Efter Galec's opfattelse er det mest vilkaarlige kriterium og det, som i videst omfang beror paa de kontraherende parter, kriteriet vedroerende navnet og butiksskiltet. Navnet É. Leclerc anvendes af en lang raekke forskelligartede salgssteder, og selv om nogle af de salgscentre, der driver virksomhed under dette navn, ikke kan haevde, at de forhandler luksusprodukter, har Kommissionen set bort fra muligheden for, at andre maaske opfylder de objektive kriterier, der kraeves opfyldt for at kunne forhandle saadanne produkter.

71 Heraf foelger, at det omhandlede selektive distributionssystem i modstrid med de principper, Domstolen har anvendt i ovennaevnte domme i sagerne Metro I, Metro II, L'Oréal og i dommen af 10.7.1980 i sag 99/79, Lancôme (Sml. s. 2511), udelukker nye butiksformer, idet der anvendes kriterier, som hverken er objektive eller ensartede, og som hverken anvendes uden diskriminering eller staar i rimeligt forhold til, hvad der er noedvendigt. Desuden indebaerer de i beslutningen opstillede kriterier efter Galec's opfattelse, at en »saerlig butiksform« udelukkes, hvilket er i modstrid med Domstolens afgoerelser i sagerne Metro I (praemis 20 og 50), Metro II (praemis 34) og AEG (praemis 36 og 73).

72 Ifoelge sagsoegeren forholder det sig nemlig saaledes, enten at beslutningen indebaerer, at kun visse former for store butiksenheder, saasom stormagasinerne, f.eks. Printemps og Galeries Lafayette, kan faa adgang til nettet, hvilket bekraeftes af professor Weber's rapport, som er naevnt i beslutningens punkt I.B, og af Yves Saint Laurent's fremstilling i interventionsindlaegget, eller at de af Kommissionen godkendte kriterier kraever meget mere af de store butiksenheder end en delvis tilpasning af deres afsaetningsmetoder. For at opfylde disse kriterier, som f.eks. kravet om, at forretningerne skal vaere beliggende i bestemte gader, hvor forretningerne afspejler den prestige, der er forbundet med maerket, at parfumerivirksomheden fysisk skal vaere adskilt fra de andre aktiviteter, at alle ansatte skal vaere iklaedt uniform, at der ikke maa vaere for mange aktiviteter, som ikke er »luksusbetonede«, eller at forretningerne skal vaere forsynet med udstillingsvinduer, maa de store butiksenheder fuldstaendig opgive deres afsaetningsmetoder.

73 Med hensyn til beslutningens begrundelse finder sagsoegeren, at den burde have vaeret saerlig udfoerlig i en principiel beslutning som den foreliggende. Kommissionen har imidlertid ikke givet en tilstraekkelig begrundelse for sin paastand om, at de anmeldte kriterier - som ifoelge sagsoegeren udelukker enhver anden form for handel end specialiseret detailhandel - ikke begraenser konkurrencen i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand. Ved at henvise til dommene i sagerne Metro, AEG, Lancôme og L'Oréal har Kommissionen nemlig overfoert kriterier, som indtil nu kun har vaeret anvendt paa selektivitet paa grundlag af »teknik«, paa beskyttelsen af luksusmaerkevarers image, men uden at begrunde beslutningen paa den maade, der kraeves i henhold til disse domme.

74 Desuden medfoerer dommene i sagerne L'Oréal, Lancôme og Metro, at Kommissionen har pligt til at bedoemme aftalernes konkurrencebegraensende karakter ud fra den oekonomiske sammenhaeng. Kommissionen, som ved, at alle »parfumefabrikanter, der fremstiller maerkevarer«, anvender samme form for eneforhandling, burde have givet en begrundelse med hensyn til nettenes samlede virkning, saa meget mere som den principielt legitimerede den generelle og ubetingede udelukkelse af en bestemt butiksform fra distributionen af de omhandlede produkter.

75 Kommissionen har heller ikke givet en tilstraekkelig begrundelse for beslutningen, idet den ikke har taget hensyn til de bemaerkninger, Galec har fremsat under den administrative procedure, hvorefter luksusprodukter i dag saelges i de store butiksenheder under forhold, der er fuldt ud egnede hertil. I loebet af de sidste ti aar er der nemlig sket store forandringer i de store butiksenheders salgsmetoder, og de er saaledes ikke blot blevet i stand til at beskytte det image, der er forbundet med teknisk avancerede eller luksurioese maerkevarer, men er ogsaa blevet konkurrencedygtige i henseende til disse produkters image.

76 Kommissionen har heller ikke begrundet sin opfattelse af forbrugerens forventninger med hensyn til store butiksenheders navn og butiksskilt. Moderne forbrugere forventer et differentieret udbud af luksusprodukter og reagerer spontant herpaa, naar et saadant udbud er til deres disposition. Kommissionen imoedegaar kun denne verificerbare konstatering med paastande, der slet ikke er begrundede, nemlig at visse butiksskilte ifoelge deres natur - altid - er vaerdiforringende (beslutningens punkt II.A.5, fjerde afsnit), og at kravet om et »eksklusivt og prestigefyldt image« i forbrugernes oejne udelukkende er forbundet med eneforhandling gennem specialiserede detailhandlere (punkt II.B.2, foerste afsnit). Disse paastande stoettes ikke af opinionsundersoegelser eller statistiske undersoegelser, og Kommissionen har derfor ikke gjort det muligt for Retten at overbevise sig om, at dette billede af gennemsnitsforbrugeren er rammende.

77 Med hensyn til de faktiske vildfarelser, beslutningen er behaeftet med, har sagsoegeren gjort gaeldende, at Kommissionen af de allerede naevnte grunde har underkendt de store butiksenheders evne til at forhandle luksusparfumer under tilfredsstillende forhold. Desuden er det aabenbart, at Kommissionen har fejlvurderet kundernes motivation, naar den i beslutningens punkt II.B.3, andet afsnit, konstaterer, at »det anmeldte distributionssystem goer det ... muligt at bevare aftalevarernes eksklusive karakter, som er hovedmotivationen bag forbrugernes valg«. Ifoelge sagsoegeren hoerer saadanne motiver »fortiden« til, og de tillaegges forbrugerne, uden at der foeres noget som helst bevis herfor.

78 Naar det lykkes store butiksenheder at faa tilladelse til at saelge luksusparfumer, moedes de ifoelge sagsoegeren i virkeligheden med en betydelig spontan efterspoergsel fra forbrugere, der soeger luksus og del i droemmen, men ikke noedvendigvis vil betale den pris, der forlanges i et lukket netvaerk. Der er navnlig en gruppe forbrugere, som ofte er forholdsvis unge, velstaaende byboere, som elsker fornyelse og maerkevarer, og som foretraekker at foretage deres indkoeb i store butiksenheder, ogsaa af alle de »kvalitetsvarer«, som ifoelge Kommissionen ikke findes dér.

79 Desuden har forandringerne i distributionen foert til dybtgaaende aendringer i forbrugernes opfattelse af forhandlernes navne og butiksskilte. Det ville derfor vaere forkert at gaa ud fra, at forbrugeren altid har en ensartet og nedvurderende opfattelse af store butiksenheder, eller at overgangen hertil forvandler enhver luksusvare til en almindelig vare. Kommissionen har haft fuldt kendskab til denne udvikling, men har ikke taget hensyn hertil, hvilket udgoer et aabenbart urigtigt skoen (jf. praemis 74 og 75 i dommen i AEG-sagen).

80 Med hensyn til de retsvildfarelser, Kommissionen har gjort sig skyldig i, har sagsoegeren gjort gaeldende, at den har overtraadt faellesskabsretten ved at fastslaa, at de kriterier, der er sammenfattet i beslutningens punkt II.A.5, navnlig med hensyn til personalets branchekendskab, salgsstedets placering, smagfulde karakter og butiksskilt, forretningens oevrige aktiviteter samt Yves Saint Laurent-maerkets betydning i forhold til konkurrerende maerker, ikke falder ind under forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1.

81 Ved at antage, at saadanne kriterier - som ifoelge sagsoegeren »paa forhaand« medfoerer en udelukkelse af et vist antal potentielle forhandlere - er berettigede, har Kommissionen ifoelge sagsoegeren tilsidesat princippet om, at begraensninger i distributionen af produkterne skal vaere forholdsmaessige, og princippet om, at kvantitative restriktioner a priori er forbudt (jf. bl.a. dommene i sagerne Metro I, Metro II, L'Oréal og AEG). Begraensningerne gaar nemlig ud over, hvad der er noedvendigt under hensyntagen til de omhandlede produkters egenskaber, den noedvendige beskyttelse af deres kvalitet eller den rette brug af dem.

82 Kommissionen har ligeledes overtraadt faellesskabsretten ved ikke at se de aabenbare begraensninger, der foelger af Yves Saint Laurent-nettet, i den sammenhaeng, de indgaar i (jf. praemis 40 i dommen i Metro II-sagen). I den forbindelse har sagsoegeren fremhaevet, at Kommissionen i sit svarskrift har paastaaet, at det relevante marked er markedet for »kosmetiske produkter«, hvorimod den i beslutningen og paa andre punkter i svarskriftet har anfoert, at markedet for luksusparfumer er et specielt og selvstaendigt marked. I modsaetning til, hvad Kommissionen haevder, er der ingen tvivl om, at den samlede virkning af saadanne net er, at store butiksenheder udelukkes fra markedet for luksusparfumer, som er det relevante marked i den foreliggende sag.

Kommissionens argumenter

83 Kommissionen har gjort gaeldende, at den ikke i beslutningen har udtalt sig om, hvorvidt visse Leclerc-centre kunne opfylde de af Yves Saint Laurent anmeldte kriterier, men at den har undersoegt disse kriteriers indhold, virkninger og lovlighed i forhold til faellesskabsretten. I oevrigt er der ikke nogen butiksform, der paa forhaand udelukkes i kraft af beslutningen. Det praeciseres saaledes for det foerste i beslutningen, at disse kriterier »ikke i sig selv [udelukker] bestemte moderne former for distribution, f.eks. stormagasiner« (punkt II.A.5, femte afsnit, in fine), og for det andet, at bestemte former for moderne distribution kan opfylde udvaelgelseskriterierne ved at aendre deres afsaetningsformer (punkt II.B.5, fjerde afsnit). I retsmoedet har Kommissionens repraesentant bekraeftet, at Kommissionen ikke paa forhaand udelukker nogen form for distribution af »supermarkedstypen« inden for luksuskosmetiksektoren, og at udtrykket »stormagasiner« i beslutningens punkt II.A.5, femte afsnit, og punkt II.B.5, fjerde afsnit, skal fortolkes saaledes, at det omfatter varehuse.

84 Sagsoegerens paastand om, at de opstillede kriterier kun kan opfyldes af specialiserede detailhandlere i bymidten, er urigtig; der findes andre forretninger end specialiserede detailhandlere i kvartererne i byerne eller forstaederne. Kravet om, at omgivelserne skal afspejle den prestige og anseelse, der er forbundet med maerket, er ikke noedvendigvis uforeneligt med store butiksenheder, da det af de fotografier, der er fremlagt af sagsoegeren, fremgaar, at nogle af dennes egne forretninger er i stand til at praestere en indendoers udsmykning, der er egnet til afsaetning af prestigefyldte maerker.

85 Med hensyn til kriteriet vedroerende navnet og butiksskiltet forekommer det saerlig indlysende, at dette kriterium er noedvendigt, hvis det tages i betragtning, at det goer det muligt at udelukke visse navne, der helt klart er vaerdiforringende. I oevrigt bestaar en af de fremgangsmaader, Leclerc-centrene anvender ved salget af luksusprodukter med henblik paa at fremhaeve deres vaerdi, i at indrette specielle lokaler til dem med et andet navn, f.eks. »Éole«. Endvidere praeciseres det i beslutningen, at den vaerdiforringende karakter af et butiksskilt ikke afspejler forhandlerens normale prispolitik (punkt II.A.5, fjerde afsnit, in fine).

86 Galec's argument om, at store butiksenheder kun kan opfylde de omhandlede kriterier efter en radikal aendring af deres afsaetningsmetoder, stemmer derfor paa ingen maade overens med Kommissionens standpunkt. De naevnte kriterier kan kun medfoere en delvis aendring af de saerlige afsaetningsformer i visse former for moderne distribution, og det afhaenger af en konkret vurdering, hvilke aendringer der er noedvendige.

87 Med hensyn til beslutningens begrundelse er den klar og fuldstaendig, navnlig hvad angaar punkt II.A.5. Desuden fremgaar det af dommene i sagerne Lancôme og L'Oréal og af Kommissionens beslutning 85/616/EOEF af 16. december 1985 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/30.665 - Villeroy & Boch, EFT L 376, s. 15), at der ikke er noget nyskabende i at antage, at bevarelsen af en vares prestige-image kan begrunde kvalitative kriterier med hensyn til forhandlerens branchekendskab og indretningen af salgsstedet. Som det fremgaar af beslutningens punkt II.A.8, er det i oevrigt forkert at paastaa, at Kommissionen ikke har taget hensyn til de selektive distributionssystemers samlede virkning.

88 Med hensyn til forbrugerne goer sagsoegte gaeldende, at hovedmotivationen for forbrugeren af luksusprodukter - selv om han paa kort sigt tiltraekkes af lavere priser - er forvisningen om, at dette produkt ikke goeres til et almindeligt produkt gennem en udvanding af dets image og en forringelse af den bagved liggende kreativitet, som paa lang sigt er resultatet af lavere priser. Desuden fremgaar det af beslutningens punkt I.D, at forbrugerorganisationerne i deres bemaerkninger, som Kommissionen har taget hensyn til, har lagt vaegt paa forbrugernes oenske om, at luksusparfumevarer kun saelges i kvalitetsforretninger og af et kvalificeret personale.

89 Med hensyn til de store butiksenheders eventuelle egnethed til at forhandle Yves Saint Laurent-produkter benaegter sagsoegte overhovedet at have taget stilling hertil. Det er i foerste raekke Yves Saint Laurent, og ikke Kommissionen, der i det konkrete tilfaelde skal kontrollere, om visse store butiksenheder er i stand til at opfylde de kriterier, som er berettigede ved selektiv distribution af luksusparfumer. Det haevdes ikke i beslutningen, at et luksusprodukt udvandes ved at blive solgt i store butiksenheder.

90 Endelig finder sagsoegte med hensyn til traktatens artikel 85, stk. 1, at de kriterier, der er omhandlet i beslutningens punkt II.A.5, helt klart er objektive kriterier af kvalitativ karakter af den type, der er beskrevet i dommen i Metro I-sagen, at de er fastsat ens og anvendes uden diskriminering, eftersom de ikke indebaerer udelukkelse af nogen forhandler, der kan opfylde dem. Kommissionen har endvidere praeciseret, at disse kriterier skulle anvendes uden diskriminering, hvilket har noget at goere med den maade, hvorpaa de praktiseres, og ikke med bedoemmelsen af kriterierne som saadan. De godkendte kriterier tilsidesaetter heller ikke proportionalitetsprincippet, idet de er noedvendige for at opretholde den aura af prestige og eksklusivitet, der adskiller disse produkter fra andre tilsvarende produkter, og for at bevare et prestigemaerkes image.

91 Praemis 40 i dommen i Metro II-sagen er ikke relevant, da denne dom vedroerte en situation, hvor der ikke laengere fandtes andre former for distribution end selektive net, og hvor prisstivheden ikke opvejedes af en effektiv konkurrence mellem maerkerne. Saadan er situationen ikke paa markedet for kosmetiske produkter, hvor udbuddet er spredt, saavel i produktionsleddet som i distributionsleddet, og hvor de produkter, der afsaettes af net af godkendte forhandlere, kun repraesenterer en del af det samlede salg af kosmetiske produkter, der varierer fra 22,4% i Det Forenede Kongerige til 36,2% i Italien. Dels kan forbrugeren saaledes koebe andre parfumer til lavere priser uden for de selektive distributionsnet, dels er der en effektiv konkurrence mellem konkurrerende luksusparfumemaerker og mellem luksusprodukter af samme maerke.

Intervenienternes argumenter

92 Da intervenienternes argumenter i store traek svarer til Kommissionens, vil der kun blive gengivet dele af dem i det foelgende.

93 Ifoelge Yves Saint Laurent er det grundlaeggende postulat, sagen stoettes paa, forkert. Kommissionen har hverken godkendt, at en distributionsform paa forhaand udelukkes, eller anerkendt en eneret for specialiserede detailhandlere i bymidten. Tvaertimod har den i beslutningen bestraebt sig paa at kontrollere, at distributionssystemet er aabent for alle distributionsformer, og at ingen udelukkes paa forhaand (punkt II.B.5).

94 Yves Saint Laurent-nettet omfatter i virkeligheden - ud over de specialiserede parfumerier - kaeder af stormagasiner (Tyskland, Frankrig, Italien, Det Forenede Kongerige, Graekenland, Spanien, Belgien) og i alle medlemsstaterne multi-specialiserede salgssteder, bl.a. kombinerede parfumerier og materialister (Det Forenede Kongerige, Nederlandene, Tyskland og Danmark), parfumerier og apoteker (Frankrig, Italien, Spanien, Portugal), parfumerier og konfektionsforretninger (Spanien og Portugal), den multi-specialiserede kaede »Boots« i Det Forenede Kongerige og kaeder af store moderne parfumerier, bl.a. i Tyskland, Belgien, Nederlandene, Italien og Frankrig. 99,6% af salget i Det Forenede Kongerige og 75% af salget i Danmark foregaar paa ikke-specialiserede salgssteder. I Frankrig, Spanien og Nederlandene varierer andelen mellem 20 og 40%. De kort, Yves Saint Laurent har fremlagt, viser ogsaa, at der er salgssteder uden for bymidten.

95 For saa vidt angaar analysen af forbrugernes motivation og forventninger, bestyrkes Kommissionens bedoemmelse ogsaa af andre undersoegelser, som Yves Saint Laurent har fremlagt som bilag til interventionsindlaegget, nemlig de undersoegelser, der er foretaget af professor Glais, af det amerikanske blad Mademoiselle og af professor Thoenig, hvoraf det fremgaar, at forbrugeren tillaegger maerket betydning, at hovedmotivationen bag koebet af et luksusprodukt er produktets prestige, og at forbrugerne er positivt indstillet over for et distributionssystem, som beskytter produktets prestigefyldte image. Derimod stoettes Galec's paastand om, at Kommissionens analyse afspejler et saerdeles umoderne og foraeldet syn paa forbrugerens motivation, ikke af undersoegelser eller rundspoerger.

96 Med hensyn til noedvendigheden af et selektivt distributionssystem har Yves Saint Laurent understreget, at selv om Kommissionen har haeftet sig ved maerket Yves Saint Laurent's prestige og anseelse, har den ogsaa taget hensyn til produkternes saeregenheder, navnlig de anvendte raastoffers kvalitet, forskningen og produktudviklingen og emballeringsmaterialerne (punkt II.A.5). F.eks. gaar der ca. tre aar fra udviklingen af et nyt produkt, indtil det saettes i produktion, og Yves Saint Laurent's permanente forsknings- og udviklingscenter undersoeger hvert aar forskellige formler. Der anvendes mere end 5 000 raastoffer, hvoraf mange er sjaeldne, sofistikerede og kostbare, og der kraeves talrige forsoeg. Disse produkters originalitet, sofistikerede karakter og hoeje kvalitet, sammenholdt med de paagaeldende maerkes prestige og anseelse, goer derfor selektiv distribution berettiget, da man ellers ville risikere, at de fik samme skaebne som Coty-parfumerne, som forsvandt fra markedet paa grund af den manglende overensstemmelse mellem produktets kvalitet og en distributionsform, som ikke svarede til forbrugernes forventninger.

97 Med hensyn til traktatens artikel 85, stk. 1, er kriteriet vedroerende branchekendskab noedvendigt for at opfylde forbrugernes forventninger, og fordi produkterne kraever teknisk viden og en betydelig forskning. Salgsstedets ydre omgivelser er ogsaa et objektivt kriterium, der er noedvendigt for at fremhaeve selve salgsstedet og vaerdien af det koebte produkt, og det indebaerer ikke udelukkelse af nogen distributionsform. Salgsstedets kvalitet, indretning og udstillingsvinduer er »rammen« om produktet og skal vaere i overensstemmelse med dets image. Navnet og butiksskiltet er ogsaa et objektivt udvaelgelseskriterium, som giver positive, negative eller neutrale associationer med hensyn til personalets kvalifikationer, betjeningen og modtagelsen, som afspejler sig i de solgte produkter. Endelig er kravet til ikke-specialiserede salgssteder om fysisk adskillelse mellem hylderne med kosmetik og hylderne med dagligvarer ikke konkurrencebegraensende og hindrer ikke virksomheder, der ikke er specialiserede, i at faa adgang til nettet. Dette krav opfylder desuden fabrikantens og forbrugerens forventning om, at koebet af et luksusprodukt ikke blandes sammen med koebet af en dagligvare som f.eks. levnedsmidler.

98 Endelig fremgaar det af evalueringsrapporten for salgsstederne (jf. ovenfor, praemis 16), at proceduren for adgang til nettet er baseret paa objektive og ensartede kriterier. Den detailhandler, der indgiver ansoegning, har kendskab til denne evaluering og kan anmode om en ny evaluering. Eventuelle tvister paadoemmes af de nationale domstole. For at kunne afgoere, om et navn eller butiksskilt kan vaere vaerdiforringende, stoetter Yves Saint Laurent sig paa opinionsundersoegelser hos forbrugerne foretaget af uafhaengige organer. I bilaget til interventionsindlaegget findes en liste over de spoergsmaal, der anvendes i disse undersoegelser, og Yves Saint Laurent praeciserer, at den paagaeldende virksomhed underrettes om resultaterne og frit kan anfaegte dem.

99 Colipa har for det foerste anfoert, at der i beslutningen henvises til professor Weber's rapport, som stemmer overens med det kendskab, Colipa har til markedet. Det fremgaar af rapporten, at faellesmarkedet for kosmetiske produkter er opdelt i segmenter, og at denne opdeling ledsages af forskelligartede distributionsformer, alt efter hvilken sektor der er tale om. Rapporten er i overensstemmelse med Kommissionens konklusioner, navnlig dem, den har draget i punkt II.B.3, hvorefter de forbrugere, som laegger mindre vaegt paa maerkets image og paa den salgsservice, som er forbundet hermed, til trods for de kosmetiske luksusprodukters beskedne substituerbarhed med lignende produkter fra andre segmenter af markedet kan koebe ind paa et tilstoedende marked, hvor saadanne systemer ikke anvendes.

100 I oevrigt bekraeftes det i professor Weber's rapport, at der paa markedet for luksuskosmetik findes et stort antal producenter og forhandlere, der driver virksomhed under dynamiske og yderst konkurrencebetonede vilkaar, og at der ogsaa er et stort antal nye virksomheder. Desuden skal producenterne hele tiden forske og udvikle nye produkter og udvikle og opretholde en salgspolitik, der passer til et prestigemaerkes image. Kommissionen har derfor i beslutningen bedoemt den konkurrencemaessige baggrund for de anmeldte aftaler korrekt. Sagsoegerens paastand om, at de store butiksenheder udelukkes som foelge af aftalerne, stoettes hverken af oekonomiske undersoegelser eller af andre former for bevis.

101 Under henvisning til de juridiske principper, der gaelder for selektiv distribution, og som Colipa bl.a. udleder af en undersoegelse af Domstolens praksis og af »free rider«-princippet i amerikansk ret og den saakaldte »Immanenz-Theorie« i tysk ret, anfoerer Colipa, at denne distributionsform er fuldt ud berettiget for saa vidt angaar luksuskosmetik, hvilket ogsaa er anerkendt af Domstolen, bl.a. i dommene i sagerne L'Oréal og Lancôme og af generaladvokat Reischl i hans forslag til afgoerelse i forbindelse med Domstolens dom af 10. juli 1980, forenede sager 253/78, 1/79, 2/79 og 3/79, Guerlain m.fl. (Sml. s. 2327, paa s. 2377).

102 Ifoelge Colipa anerkendes det ved denne oekonomiske indfaldsvinkel, som bygger paa billighedsprincippet, at konkurrence paa andre elementer end prisen har sine fordele, hvorved der navnlig tages hensyn til de betydelige investeringer, der er noedvendige, og til noedvendigheden af at undgaa, at »snyltende« detailhandlere overlever paa bekostning af dem, der accepterer de oekonomiske baand, som er en foelge af fabrikantens forretningspolitik. Konkurrencen vil heller ikke blive udelukket paa det paagaeldende marked, da der ved siden af den selektive distribution fortsat anvendes andre metoder, som i dette tilfaelde omfatter mere end 50% af den europaeiske parfumeriindustris produkter.

103 At der parallelt hermed findes andre selektive distributionsnet er kun relevant, for saa vidt som det er en hindring for at faa adgang til markedet (jf. Domstolens dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935), eller det udelukker andre distributionsformer, som bygger paa andre former for salgspolitik, eller foerer til en stiv prisstruktur, som ikke opvejes af andre konkurrencemomenter (jf. dommen i Metro II-sagen), hvilket ikke er tilfaeldet i den foreliggende sag. Tvaertimod er der ikke noedvendigvis noget til hinder for, at moderne distributionsformer kan indgaa i nettet, og for at faa adgang til dette skulle Galec blot indgive en ansoegning om godkendelse og opfylde udvaelgelseskriterierne.

104 Under retsmoedet har Colipa ligeledes paaberaabt sig Monopolies and Mergers Commission's rapport, »Fine Fragrances - A report on the supply in the UK for retail sale of fine fragrances« (Cm 2380, november 1993), hvorefter selektiv distribution inden for luksuskosmetiksektoren ikke strider mod offentlige interesser i den forstand, hvori udtrykket anvendes i Det Forenede Kongerige i Fair Trading Act 1973. Colipa har ogsaa understreget, at luksuskosmetik i en raekke medlemsstater saelges i selektiv distribution af »ikke-specialiserede« forretninger eller forretninger, der saelger mange forskellige produkter, saasom Boots i Det Forenede Kongerige, Matas i Danmark, Sephora i Frankrig, Mueller i Tyskland osv.

105 FIP har gjort gaeldende, at den immaterielle del af ethvert luksusprodukt er vaesentlig, og at atmosfaeren i enhver prestigefyldt virksomhed er yderst vigtig, fordi maerkets omdoemme og dermed dets skaebne beror paa forhandlerne, som for forbrugerne er maerkets blikfang. Den godkendte detailhandler giver forbrugeren en raekke garantier: Forbrugeren faar forevist hele sortimentet eller et passende udvalg, herunder de sidste nyheder inden for maerket, bliver raadgivet af et sagkyndigt personale, som er uddannet af fabrikanten, og sikres garanti og eftersalgsservice, og rammen om indkoebet bevirker, at glaeden herved bliver stoerre, og at forbrugeren hensaettes i droemme. De symbolske drivkraefter, som luksus staar og falder med, saettes imidlertid ud af spillet, hvis prestigeprodukter saelges under uhensigtsmaessige forhold eller sammen med produkter (f.eks. levnedsmidler eller rengoeringsmidler mv.), som kan forringe det paagaeldende maerkes prestigefyldte image, som det f.eks. var tilfaeldet med Coty-parfumer, som forsvandt fra markedet, fordi maerket blev udvandet. Det er saa meget des mere noedvendigt at bevare maerkets image i forbrugernes oejne, som fabrikanten i forhold til udgifterne til raastoffer investerer betydelige beloeb i udvikling af nye produkter, regelmaessig kvalitetskontrol og reklamer, hvor udgifterne kan naa op paa 30% af maerkets omsaetning.

106 Paa denne baggrund finder FIP, at de omtvistede kvalitative forpligtelser, herunder med hensyn til navnet og butiksskiltet, er absolut noedvendige for at sikre, at fabrikanten kan bevare sit maerkes image, og at forbrugeren faar en bedre raadgivning, selv om disse krav kan medfoere, at visse detailhandlere naegtes adgang til nettet. I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen noeje overholdt Domstolens praksis, og den har paa ingen maade accepteret, at en bestemt distributionsform udelukkes paa forhaand.

107 FEPD har for det foerste gjort gaeldende, at nyttevaerdien af selektiv distribution, som anerkendes af fabrikanter, detailhandlere og forbrugere og bekraeftes af Domstolens praksis, viser sig i de maal, den saetter sig: sammenhaeng og et image som et distributionsnet, der stilles til raadighed for luksusprodukter af hoej kvalitet med henblik paa at sikre, at forbrugeren faar en bedre service og faar opfyldt nogle af sine behov. Forbrugeren forventer at faa produkter af hoej kvalitet og at faa fyldestgoerende raadgivning i omgivelser, der tilgodeser valget af produkter. I det foreliggende tilfaelde indebaerer de aendringer af aftalerne, Kommissionen har opnaaet, at der fastsaettes en taerskel, hvorunder der ikke laengere ville vaere tale om selektiv distribution af luksusparfumer. Hvis kriterierne var mindre kraevende, ville en hvilken som helst forhandler nemlig efter FEPD's opfattelse kunne opfylde dem.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 692A0019.1

108 I denne forbindelse har FEPD anfoert, at de specialiserede detailforretninger yder en fyldestgoerende indsats og har de egenskaber, der er noedvendige for at opfylde forbrugernes behov, navnlig paa grund af deres struktur, deres specialisering, deres indretning og deres geografiske beliggenhed. Der er saedvanligvis tale om mindre virksomheder, der kan udvise smidighed ved beslutningstagningen, har kendskab til de paagaeldende produkter, og hvis lokaler er indrettet til salg af saadanne produkter, hvilket er noedvendigt for at udvikle en trofast kundekreds. Salgsstederne er ikke begraenset til specialiserede forhandlere i bymidten, men findes baade i bymidten, i udkanten af byen og i omegnen, herunder i indkoebscentrenes og varehusenes gallerier. Disse argumenter stoettes af professor Glais' rapport, hvoraf det bl.a. fremgaar, at kunderne saetter den raadgivning, de faar i de specialiserede butikker, meget hoejt.

109 Formaalet med soegsmaalet er at opnaa, at de kriterier med hensyn til indretningen, som Leclerc-centrene nu skal opfylde, bliver mindre selektive, hvilket ville foere til, at specialiserede forretninger blev udelukket, og at forbrugernes forventninger blev skuffede, og ville tvinge producenterne til at indskraenke deres forskningsvirksomhed, nyskabelser og kommunikation i et saadant omfang, at den luksus, produkterne repraesenterer, ville forsvinde. Sagsoegeren ville vaere eneansvarlig for den udelukkelse, selskabet haevder at vaere genstand for, ved at naegte at opfylde sammenhaengende og relevante adgangskriterier. Sagsoegeren er ikke udelukket paa forhaand, men skal blot afpasse sine metoder efter de paagaeldende produkter, hvilket ikke noedvendiggoer radikale aendringer af Leclerc-centrenes salgsmetoder.

Rettens bemaerkninger

110 Bedoemmelsen af, om beslutningen er lovlig for saa vidt angaar anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, rejser fire vaesentlige spoergsmaal, nemlig: A) Er den selektive distribution i luksuskosmetiksektoren, der er baseret paa kvalitative kriterier, i princippet forenelig med traktatens artikel 85, stk. 1? B) Opfylder Yves Saint Laurent's udvaelgelseskriterier, som er omhandlet i beslutningens punkt II.A.5, betingelserne for at kunne anses for lovlige efter traktatens artikel 85, stk. 1? C) Er sagsoegerens anbringender og argumenter vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt selskabets medlemmer paa forhaand er udelukket fra Yves Saint Laurent-nettet, og vedroerende forbrugernes holdning hertil velbegrundede? D) Finder traktatens artikel 85, stk. 1, anvendelse paa grund af, at der findes parallelle net i den paagaeldende sektor?

A - Spoergsmaalet om, hvorvidt et selektivt distributionssystem i luksuskosmetiksektoren, der er baseret paa kvalitative kriterier, i princippet er foreneligt med traktatens artikel 85, stk. 1

111 Selv om det sagsoegende selskab har gjort gaeldende, at det anerkender, at et system indrettet efter konceptet »selektivitet paa grundlag af luksus« er noedvendigt for at opretholde luksusprodukternes prestige og opfylde forbrugernes forventninger, bestrider det ikke desto mindre, at de af Yves Saint Laurent anvendte udvaelgelseskriterier er lovlige efter traktatens artikel 85, stk. 1. Under disse omstaendigheder boer der foerst foretages en undersoegelse af de grundlaeggende retsprincipper vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, i luksuskosmetiksektoren.

112 Det fremgaar af Domstolens praksis, at de selektive distributionssystemer udgoer et led i konkurrencen, der er i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, hvis fire betingelser er opfyldt, nemlig for det foerste, at de omhandlede produkters egenskaber goer det noedvendigt at anvende et selektivt distributionssystem - i den forstand, at det er berettiget at kraeve et saadant system anvendt, naar henses til de paagaeldende produkters art og navnlig til deres hoeje kvalitet eller avancerede teknik - for at bevare produkternes kvalitet og af hensyn til deres rette brug (jf. dommen i L'Oréal-sagen, praemis 16, fortolket i lyset af dommen i Metro I-sagen, praemis 20 og 21, dommen i AEG-sagen, praemis 33, og Rettens dom af 27.2.1992, sag T-19/91, Vichy mod Kommissionen, Sml. II, s. 415, praemis 69, 70 og 71), for det andet, at udvaelgelsen af videreforhandlere sker paa grundlag af objektive kvalitetskriterier, der er fastsat ens for alle potentielle videreforhandlere og anvendes uden diskriminering (jf. f.eks. dommene i sagerne Metro I, praemis 20, L'Oréal, praemis 15, og AEG, praemis 35), for det tredje, at det paagaeldende system tilsigter at forbedre konkurrencen og dermed opveje den begraensning af konkurrencen, der er en naturlig foelge af selektive distributionssystemer, navnlig med hensyn til prisen (jf. dommen i sagerne Metro I, praemis 20, 21 og 22, AEG, praemis 33, 34 og 73, og Metro II, praemis 45), og for det fjerde, at de fastsatte kriterier ikke gaar ud over, hvad der er noedvendigt (jf. dommene i sagerne L'Oréal, praemis 16, og Vichy mod Kommissionen, praemis 69, 70 og 71). Spoergsmaalet om, hvorvidt disse betingelser er opfyldt, skal bedoemmes objektivt under hensyntagen til forbrugernes interesser (jf. dommene i sagerne Metro I, praemis 21, og Vichy mod Kommissionen, praemis 69, 70 og 71).

113 Selv om det er rigtigt, at Domstolen har antaget, at saadanne selektive distributionssystemer, der er baseret paa kvalitative kriterier, kan accepteres i sektoren for varige forbrugsgoder, der er af hoej kvalitet eller teknisk avancerede, uden at traktatens artikel 85, stk. 1, tilsidesaettes, navnlig for at opretholde en specialhandel, der kan sikre saerlige ydelser for saadanne produkter (jf. dommene i sagerne Metro I, praemis 20, AEG, praemis 33, Metro II, praemis 54, og Domstolens dom af 10.12.1985, sag 31/85, ETA, Sml. s. 3933, praemis 16), fremgaar det ogsaa af Domstolens praksis, at selektive distributionssystemer, som er begrundet i produkternes saerlige karakter eller kravene med hensyn til deres distribution, kan indfoeres i andre sektorer uden at tilsidesaette artikel 85, stk. 1 (jf. Domstolens dom af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, praemis 31 og 32, og af 16.6.1981, sag 126/80, Salonia, Sml. s. 1563). Domstolen har ligeledes i dommen i Metro I-sagen (praemis 20) udtalt, at karakteren af og intensiteten i den effektive konkurrence (»workable competition«), der er noedvendig for at opfylde traktatens maal, kan variere alt efter de paagaeldende produkter eller tjenester og den oekonomiske struktur paa de paagaeldende markedsomraader, uden at princippet i traktatens artikel 3 og 85 om, at konkurrencen ikke maa fordrejes, tilsidesaettes.

114 Med hensyn til luksuskosmetik, navnlig luksusparfumer, som udgoer hovedparten af de paagaeldende produkter, staar det for det foerste fast, at der er tale om sofistikerede produkter af hoej kvalitet, som er et resultat af en specifik forskning, og hvortil der anvendes materialer af hoej kvalitet, bl.a. hvad angaar emballeringen, for det andet, at disse produkter har et »image af luksus«, der adskiller dem fra andre tilsvarende produkter, som ikke har et saadant image, og for det tredje, at dette image af luksus i forbrugernes oejne er vigtigt, idet de saetter pris paa at kunne koebe luksuskosmetik, navnlig luksusparfumer. Der er nemlig efter forbrugernes opfattelse ringe substituerbarhed mellem kosmetiske luksusprodukter og tilsvarende produkter fra andre dele af sektoren (jf.f beslutningens punkt II.A.8).

115 Under disse omstaendigheder finder Retten, at begrebet »egenskaber« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i dommen i L'Oréal-sagen, for saa vidt angaar luksuskosmetik ikke kun kan omfatte produkternes ydre kendetegn, men ogsaa omfatter den saerlige opfattelse, forbrugerne har af dem, naermere bestemt deres »aura af luksus«. Der er altsaa i det foreliggende tilfaelde tale om produkter, som dels i sig selv er af hoej kvalitet, dels har en karakter af luksus, som skyldes selve deres natur.

116 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt det er berettiget at kraeve selektiv distribution, naar der er tale om produkter med saadanne kendetegn, skal Retten bemaerke, at beslutningens begrundelse paa dette punkt (punkt II.A) ikke bygger paa forestillingen om en specialhandel, der kan sikre saerlige ydelser for teknisk avancerede produkter, jf. dommene i sagerne Metro I, Metro II og AEG, men snarere paa to andre vaesentlige betragtninger, nemlig a) den interesse, Yves Saint Laurent som producent af luksuskosmetik har i at bevare sit maerkes prestige-image og hoeste frugterne af sine salgsfremstoed (jf. beslutningens punkt II.A.5, andet og fjerde afsnit; jf. ogsaa i samme retning punkt II.B.2), og b) noedvendigheden af sikre, at produkterne i forbrugernes oejne bevarer deres »aura af eksklusivitet og prestige«, idet det navnlig sikres, at produkterne »praesenteres for offentligheden paa en maade, der understreger [deres] aestetiske eller funktionelle saerkende« (punkt II.A.5, andet afsnit), og idet forbrugerne sikres »en fysisk ramme, der er i harmoni med den luksurioese og prestigefyldte karakter af de paagaeldende produkter, og en praesentation, der lever op til [maerkets] image« (jf. punkt II.A.5, fjerde afsnit, og punkt II.A.5, femte og sjette afsnit).

117 I den forbindelse skal det praeciseres, at selv om en producent frit kan vaelge sin markedsfoeringspolitik, skal der tages hensyn til traktatens artikel 85, stk. 1, naar gennemfoerelsen af denne politik giver anledning til aftaler, som paalaegger andre, uafhaengige erhvervsdrivende forpligtelser, der kan begraense deres konkurrencefrihed i et omfang, som maerkbart beroerer samhandelen i Faellesskabet. Under disse omstaendigheder udgoer den blotte omstaendighed, at en producent har foretaget betydelige salgsfremstoed, ikke i sig selv en objektiv begrundelse for, at traktatens artikel 85, stk. 1, ikke skulle finde anvendelse paa et distributionsnet, som begraenser de deltagende virksomheders og tredjemands konkurrencefrihed. I modsat fald ville en hvilken som helst producent nemlig blot kunne begrunde indfoerelsen af et selektivt distributionssystem med sine salgsfremstoed, og et hvilket som helst restriktivt udvaelgelseskriterium kunne begrundes med, at det var noedvendigt for at beskytte den af fabrikanten oenskede salgspolitik (jf. dommen i sagen Vichy mod Kommissionen, praemis 71).

118 Retten finder derfor, at et selektivt distributionssystem kun ligger uden for traktatens artikel 85, stk. 1's anvendelsesomraade, hvis det er objektivt begrundet, ogsaa under hensyntagen til forbrugernes interesser (jf. ovenfor, praemis 112, in fine).

119 Hvad dette angaar finder Retten, at det er i de forbrugeres interesse, der efterspoerger luksuskosmetik, at saadanne produkter praesenteres paa salgsstederne under egnede vilkaar. Da der er tale om produkter af hoej kvalitet, hvis image af luksus vaerdsaettes af forbrugerne, forfoelger kriterier, der kun tager sigte paa at sikre produkterne en luksurioes praesentation, et maal, der kan forbedre konkurrencen ved at bevare dette image af luksus og dermed opveje den konkurrencebegraensning, der er en naturlig foelge af de selektive distributionssystemer. Det er derfor efter den ovenfor naevnte retspraksis (jf. dommen i Metro I-sagen, praemis 37) berettiget at kraeve saadanne kriterier opfyldt.

120 Retten er faktisk af den opfattelse, at det er i de forbrugeres interesse, der efterspoerger lukuskosmetik, at saadanne produkters image af luksus ikke forringes, idet de i saa fald ikke laengere ville blive betragtet som luksusprodukter. Kosmetiksektoren er for oejeblikket opdelt i segmenter, nemlig luksuskosmetik og kosmetiske produkter, der ikke er luksusprodukter, som opfylder forskellige behov hos forbrugerne, og denne opdeling kan derfor ikke anfaegtes paa det oekonomiske plan. Selv om luksuskosmetikkens karakter af »luksus« bl.a. ogsaa er en foelge af produkternes hoeje kvalitet, deres hoejere pris og fabrikanternes reklamekampagner, finder Retten, at den omstaendighed, at disse produkter saelges inden for rammerne af selektive distributionssystemer, der tager sigte paa at sikre dem en luksurioes praesentation paa salgsstedet, ogsaa kan bidrage til dette image af luksus og dermed til at bevare en af de vaesentligste egenskaber ved de produkter, forbrugerne efterspoerger. En generel distribution af de paagaeldende produkter, hvor Yves Saint Laurent ikke ville have nogen mulighed for at sikre sig, at dets produkter saelges under passende vilkaar, ville nemlig indebaere risiko for en ringere praesentation af produkterne paa salgsstedet, som ville kunne skade produkternes »image af luksus« og dermed selve deres karakter. Derfor er kriterier, der tager sigte paa at sikre en praesentation af produkterne paa salgsstedet, som er i overensstemmelse med deres karakter af luksus, et berettiget krav, der kan forbedre konkurrencen i forbrugernes interesse, jf. den ovennaevnte retspraksis.

121 Denne konklusion svaekkes ikke af, at det under sagens behandling er fastslaaet, at en stoerre eller mindre del af salget i visse medlemsstater, navnlig i Nederlandene, men ogsaa i Det Forenede Kongerige og Frankrig, sker gennem ikke-godkendte detailhandlere, som foretager deres indkoeb paa det parallelle marked. Det er ikke udelukket, at forbrugernes interesse i et saadant salg til dels er opstaaet paa grund af det image af luksus, som den selektive distribution i det mindste delvis har bidraget til at bevare. Heraf foelger saaledes ikke, at dette image af luksus ville forblive intakt uden selektiv distribution.

122 Hvis det imidlertid er i forbrugernes interesse at kunne koebe luksuskosmetik, der saelges under egnede vilkaar med hensyn til den maade, produkterne praesenteres paa, saaledes at disse bevarer deres image af luksus, er det ogsaa i deres interesse, at et distributionssystem, der bygger paa saadanne overvejelser, ikke anvendes paa en maade, der er for restriktiv, og navnlig, at adgangen til produkterne ikke begraenses umaadeholdent, saaledes som de fire forbrugerorganisationer har gjort gaeldende under den administrative procedure (jf. nedenfor, praemis 175). Det fremgaar ligeledes af Domstolens praksis, at Yves Saint Laurent-systemet kun kan anses for at forfoelge et legitimt maal, der kan opveje den begraensning af konkurrencen, der er en naturlig foelge af systemet, hvis dette er aabent for alle potentielle forhandlere, der kan sikre brugeren, at produkterne praesenteres paa en god maade i passende rammer, og at de bevarer deres image af luksus (jf. ovenfor, praemis 112). Et selektivt distributionssystem, som foerer til udelukkelse af visse former for afsaetning, hvor produkterne kan saelges under vilkaar, der fremhaever deres vaerdi, f.eks. ved, at der gives dem en passende placering, eller ved at de anbringes paa et passende sted, har kun den virkning, at de eksisterende butiksformer beskyttes mod konkurrence fra nye erhvervsdrivende, og er derfor ikke i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1 (jf. dommen i AEG-sagen, praemis 74 og 75).

123 Heraf foelger, at kvalitative kriterier for udvaelgelse af detailhandlere i luksuskosmetiksektoren, som ikke gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre, at disse produkter saelges under gode vilkaar med hensyn til den maade, hvorpaa de praesenteres, i princippet ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt som disse kriterier er objektive, er fastsat ens for alle potentielle forhandlere og anvendes paa en maade, der ikke er diskriminerende.

B - Spoergsmaalet om, hvorvidt Yves Saint Laurent's udvaelgelseskriterier, som er omhandlet i beslutningens punkt II.A.5, opfylder betingelserne for at kunne anses for lovlige efter traktatens artikel 85, stk. 1

1. Den rolle, som henholdsvis Retten og de kompetente nationale domstole eller myndigheder spiller

124 Galec er af den opfattelse, at visse af Yves Saint Laurent's udvaelgelseskriterier giver selskabet et frit skoen, som er for vidt og ukontrollerbart og derfor ikke er objektivt i henhold til Domstolens praksis. Kommissionen og intervenienterne finder, at disse kriterier indebaerer, at fabrikanten skal foretage en vurdering i hvert enkelt tilfaelde, dog saaledes, at princippet om forbud mod forskelsbehandling skal overholdes, og at denne vurdering kan efterproeves af de kompetente domstole.

125 Naar henses til disse argumenter, maa det foerst praeciseres, hvilken rolle henholdsvis Retten og de kompetente nationale domstole eller myndigheder spiller.

126 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt de omhandlede kriterier opfylder betingelserne for at kunne anses for lovlige efter traktatens artikel 85, stk. 1, dvs. om der er tale om kvalitative og objektive kriterier, og om de hverken er diskriminerende eller urimeligt byrdefulde, er Rettens proevelsesret efter traktatens artikel 173 begraenset til en undersoegelse af, om Kommissionens konstateringer i beslutningens punkt II.A.5 er utilstraekkeligt begrundet, om der foreligger en aabenbar faktisk eller retlig vildfarelse, et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning. Det tilkommer ikke Retten at udtale sig om anvendelsen af disse kriterier i konkrete tilfaelde.

127 Som Kommissionen og Yves Saint Laurent imidlertid med rette har gjort gaeldende, beror anvendelsen af de naevnte kriterier i konkrete tilfaelde ikke alene paa fabrikantens skoen, men skal fastsaettes objektivt. Heraf foelger, at muligheden for en uafhaengig og effektiv kontrol med anvendelsen af disse kriterier i konkrete tilfaelde er af vaesentlig betydning for lovligheden af Yves Saint Laurent-nettet i forhold til artikel 85, stk. 1 [jf. punkt II.A.6, litra a), og II.B.4, fjerde afsnit, i beslutningen].

128 Efter fast retspraksis har de nationale domstole kompetence til at anvende traktatens artikel 85, stk. 1, i kraft af dens direkte virkning (jf. Domstolens dom af 30.1.1974, sag 127/73, BRT, Sml. s. 51, praemis 15 og 16). Heraf foelger, at en ansoeger, som er blevet naegtet adgang til nettet, og som finder, at de omhandlede kriterier er blevet anvendt over for ham paa en maade, der ikke er i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, og navnlig paa en maade, der er diskriminerende eller urimeligt byrdefuld for ham, kan anlaegge sag ved de kompetente nationale domstole. En saadan sag kan i givet fald ogsaa indbringes for de nationale myndigheder, der har kompetence med hensyn til anvendelsen af artikel 85, stk. 1.

129 Det tilkommer saaledes de domstole eller kompetente nationale myndigheder, for hvilke en saadan sag er indbragt, i givet fald paa baggrund af Domstolens eller Rettens praksis at afgoere, om Yves Saint Laurent's udvaelgelseskriterier i det konkrete tilfaelde er blevet anvendt paa en maade, der er diskriminerende eller urimeligt byrdefuld og saaledes indebaerer en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Det paahviler navnlig de nationale domstole eller myndigheder at soerge for, at de omhandlede kriterier ikke bruges til at forhindre nye erhvervsdrivende, som er i stand til at distribuere de paagaeldende produkter under vilkaar, som ikke forringer produkternes vaerdi, i at faa adgang til nettet.

130 Endvidere kan en ansoeger, som er blevet naegtet adgang til nettet, efter de principper, Retten har opstillet i dommen af 18. september 1992 i sagen Automec mod Kommissionen (sag T-24/90, Sml. II, s. 2223), indgive en klage til Kommissionen i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, navnlig i tilfaelde af, at adgangsbetingelserne systematisk anvendes paa en maade, der er uforenelig med faellesskabsretten (jf. dommen i AEG-sagen, praemis 44, 45 og 46, praemis 67 ff.).

2. Spoergsmaalet om, hvorvidt de omtvistede kriterier i princippet er lovlige efter traktatens artikel 85, stk. 1

a) Kriterierne vedroerende branchekendskab

131 Galec har i sine indlaeg ikke anfaegtet de kriterier vedroerende personalets branchekendskab og service i form af raadgivning og demonstration, der er omhandlet i punkt I.2 og I.3 i de generelle salgsbetingelser (jf. punkt 25 i selskabets bemaerkninger til intervenienternes indlaeg), men har i retsmoedet gjort gaeldende, at disse kriterier staar i misforhold til kravet om, at de paagaeldende produkter skal saelges under passende vilkaar.

132 Retten finder, at det i princippet er et berettiget krav ved salg af luksuskosmetik og et integrerende led i en god praesentation af disse produkter, at der paa salgsstedet er en person, der kan give forbrugeren passende raadgivning og oplysninger.

133 I oevrigt har sagsoegeren ikke givet oplysninger, der goer det muligt for Retten at tage stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt kravet om branchekendskab i punkt I.3 i de generelle salgsbetingelser, nemlig enten et diplom i skoenhedspleje eller et tilsvarende branchekendskab, eller mindst tre aars erfaring i salg af prestigeparfumevarer, er urimeligt byrdefuldt under hensyntagen til de paagaeldende produkters art.

134 Under alle omstaendigheder tilkommer det de kompetente nationale domstole eller myndigheder at soerge for, at bestemmelserne i aftalen vedroerende branchekendskabet ikke anvendes paa en maade, der i de konkrete tilfaelde er diskriminerende eller urimeligt byrdefuld.

b) Kriterierne vedroerende salgsstedets placering og indretning

135 Galec's kritik angaar navnlig de kriterier, der vedroerer salgsstedets »omgivelser«, eksterioer, navnlig udstillingsvinduerne, og salget af andre varer paa salgsstedet. Ifoelge Galec er disse kriterier for subjektive, ligesom de er urimeligt byrdefulde og diskriminerende over for Galec's medlemmer.

- Salgsstedets »omgivelser« og indretning

136 I punkt I.1, litra a), i de generelle salgsbetingelser bestemmes: »Kvarteret, gaderne og forretningerne omkring salgsstedet skal altid afspejle den prestige og anseelse, der er forbundet med maerket Yves Saint Laurent.« Det fremgaar af rubrik 1 og 2 i evalueringsrapporten, at en forretning i et »forretningskvarter med gode trafikforbindelser« eller et »centralt forretningskvarter« og i en gade i naerheden af »eksklusive eller luksuoese« forretninger i ejendomme, der er »af hoej standard« eller »meget eksklusive«, i Yves Saint Laurent's evaluering bedoemmes bedre end en forretning, der er beliggende i et andet kvarter eller en anden gade. Disse to rubrikker repraesenterer 30 point i evalueringsrapporten og har derfor forholdsvis stor vaegt.

137 Retten finder, at et kriterium vedroerende de omgivelser, hvori et salgssted for luksuskosmetik er beliggende, ikke i sig selv er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt som det har til formaal at sikre, at saadanne produkter ikke saelges paa steder, der er fuldstaendig uegnede til et saadant salg. Retten skal dog bemaerke, at det tilkommer de kompetente nationale domstole eller myndigheder at soerge for, at dette kriterium ikke anvendes paa en maade, der i de konkrete tilfaelde er diskriminerende eller urimeligt byrdefuld.

- Salgsstedets eksterioer

138 Galec har navnlig klaget over bestemmelserne i punkt I.1., litra b), i de generelle salgsbetingelser vedroerende facadens kvalitet og udstillingsvinduerne og over bestemmelserne i aftalens punkt III.4, hvorefter »udsmykningen« af salgsstedet skal svare til den standard og kvalitet, der er forbundet med maerket Yves Saint Laurent. I evalueringsrapporten repraesenterer rubrik 3 og 4 vedroerende salgsstedets eksterioer, herunder udstillingsvinduerne, i alt 80 point, dvs. 25% af det samlede antal mulige point.

139 Efter Rettens opfattelse er saadanne bestemmelser, navnlig bestemmelserne om udstillingsvinduerne, egnede til at diskriminere et salgssted - saasom et varehus - som ikke har samme facade som en traditionel forretning, navnlig en facade med udstillingsvinduer, men som har indrettet en afdeling i forretningen, der er egnet til salg af luksuskosmetik. Desuden synes udstillingsvinduer udenfor ikke at vaere noedvendige for en god praesentation af produkterne, naar der er indrettet en afdeling til dem i en forretning, der saelger mange forskellige produkter.

140 Det er imidlertid ikke udelukket, at kriterierne vedroerende udstillingsvinduerne kan fortolkes saaledes, at de refererer til »udstillingsvinduer« i en dertil indrettet afdeling paa salgsstedet og ikke til udstillingsvinduer udenfor.

141 Under disse omstaendigheder er det tilstraekkeligt at fastslaa, at det tilkommer de kompetente nationale domstole eller myndigheder at soerge for, at kriterierne vedroerende salgsstedets eksterioer, herunder kriterierne vedroerende udstillingsvinduerne, ikke anvendes paa en maade, der er diskriminerende eller urimeligt byrdefuld.

- Salg af andre varer, der kan forringe Yves Saint Laurent-maerkets image

142 Med hensyn til salgsstedets interioer har Galec ikke for Retten fremfoert andre kritikpunkter end dem, der vedroerer begraensningerne med hensyn til salg af andre varer. Galec anfaegter navnlig lovligheden af aftalens punkt III.3, hvorefter »den godkendte detailhandler giver afkald paa at saelge saadanne produkter [...], som ved deres placering side om side med Yves Saint Laurent-produkter kan forringe Yves Saint Laurent-maerkets image«, og af punkt I.1, litra d), i de generelle salgsbetingelser, hvori det hedder, at »hvis der udoeves andre aktiviteter paa salgsstedet, skal der tages hensyn til omfanget af disse aktiviteter, hvordan de fremtraeder udadtil og indadtil, hvordan de holdes adskilt fra parfumerivirksomheden, hvordan salgspersonalet er fordelt paa disse aktiviteter og parfumerivirksomheden, om det salgspersonale, der skal beskaeftige sig med hver af disse aktiviteter, har den fornoedne kompetence, og hvordan det salgspersonale, der skal beskaeftige sig med hver af disse aktiviteter, fremtraeder«.

143 Det maa konstateres, at det hverken i aftalen eller i evalueringsrapporten praeciseres, hvilke produkter der ved deres placering side om side med Yves Saint Laurent-produkter kan forringe Yves Saint Laurent-maerkets image, hvis de saelges paa samme sted. I beslutningen konstaterer Kommissionen blot, at denne bestemmelse har til formaal at beskytte den aura af prestige og eksklusivitet, der omgaerder de paagaeldende produkter, »og saaledes undgaa enhver ligestilling med varer af ringere kvalitet« (punkt II.A.5, femte afsnit).

144 Det maa derfor fastslaas, at aftalens punkt III.3 er upraecist og uklart, og at det kan anvendes subjektivt og eventuelt diskriminerende. Punkt I.1, litra d), i de generelle salgsbetingelser synes ligeledes at give Yves Saint Laurent et meget vidt skoen, navnlig for saa vidt som selskabet bemyndiges til ikke blot at vurdere omfanget af salget af andre produkter, og hvordan disse praesenteres, men ogsaa personalets stoerrelse, kompetence og fremtraeden.

145 Retten skal imidlertid bemaerke, at et varehus efter Kommissionens opfattelse ikke kan vaere udelukket fra nettet, blot fordi det saelger andre produkter (jf. punkt II.A.5, femte afsnit, i beslutningen og nedenfor i praemis 164 ff.). Desuden har intervenienterne ikke peget paa produkter, som det kan forringe produkternes »image« at saelge, med undtagelse af levnedsmidler og rengoeringsartikler.

146 Under disse omstaendigheder finder Retten, at beslutningen boer fortolkes saaledes, at salget af andre varer, der typisk findes i et varehus, ikke i sig selv kan skade de paagaeldende produkters »image af luksus«, forudsat at den afdeling, der er afsat til salg af luksuskosmetik, indrettes paa en saadan maade, at produkterne praesenteres under vilkaar, der fremhaever deres vaerdi. En saadan indretning kan noedvendiggoere, at visse andre produkter, f.eks. levnedsmidler eller rengoeringsartikler, ikke saelges »i naerheden af« luksuskosmetik, eller at salget af luksuskosmetik er adskilt paa passende maade fra salget af andre produkter af ringere kvalitet (jf. punkt II.A.5, femte afsnit, i beslutningen).

147 Paa denne baggrund finder Retten, at den kontrol, der i tilfaelde af vanskeligheder vil blive udoevet af de kompetente nationale domstole eller myndigheder, kan opveje dette kriteriums manglende klarhed. Det tilkommer nemlig disse instanser at soerge for, at denne bestemmelse ikke anvendes paa en maade, der er diskriminerende eller urimeligt byrdefuld.

- Omfanget af de andre aktiviteter, der udoeves paa salgsstedet

148 Med hensyn til kriterierne vedroerende forretningernes andre aktiviteter har Galec i staevningen ogsaa kritiseret, at ansoegningen om godkendelse, hvis der udoeves andre aktiviteter paa salgsstedet, bedoemmes under hensyntagen til disses omfang [jf. punkt 1.1, litra d) i de generelle salgsbetingelser]. Det fremgaar af rubrik 8 i Yves Saint Laurent's evalueringsrapport, som taeller 20 point, at hvis andre produkter optager mere end 40% af salgsstedets salgsareal, hylder eller udstillingsvinduer, faar den paagaeldende ansoeger et »2-tal«, som kan bevirke, at ansoegeren udelukkes.

149 Det er rigtigt, at denne rubrik ikke er naevnt i beslutningen, men det fremgaar af denne (punkt II.A.5, femte afsnit), at Kommissionen har fastslaaet, at Yves Saint Laurent's kriterier vedroerende omfanget af de andre aktiviteter, der udoeves paa salgsstedet, ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. Da evalueringsrapporten - som Yves Saint Laurent selv har gjort gaeldende - er et integrerende led i den procedure for adgang til nettet, beslutningen omhandler, foelger det heraf, at beslutningen skal fortolkes saaledes, at den ogsaa fastslaar, at et kriterium som det, der er fastsat i rubrik 8, ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1.

150 Skoent det fremgaar af evalueringsrapporten, at en ansoeger kun udelukkes, hvis han faar tre »2-taller« i elleve specifikke rubrikker (jf. ovenfor, praemis 17), bidrager rubrik 8 i rapporten ikke desto mindre til at udelukke ansoegere, som f.eks. forretninger, der saelger mange forskellige produkter, og hvor parfumerivirksomheden repraesenterer mindre end 60% af aktiviteterne, selv om de har en specialiseret afdeling til salg af de paagaeldende produkter.

151 Under disse omstaendigheder finder Retten, at rubrik 8 i evalueringsrapporten maa betragtes som urimeligt byrdefuld, for saa vidt som den blotte omstaendighed, at en forretnings parfumerivirksomhed udgoer mindre end 60% af dens aktiviteter, ikke i sig selv har nogen forbindelse med det berettigede krav om bevarelse af de paagaeldende produkters image af luksus.

152 Endvidere er Retten af den opfattelse, at denne rubrik er diskriminerende, for saa vidt som den foerer til, at en ansoegning fra et specialiseret parfumeri fremmes til skade for en ansoegning fra en forretning, der saelger mange forskellige produkter, og som har en specialiseret afdeling, der er indrettet saaledes, at de kvalitative betingelser, der kan stilles ved salg af luksuskosmetik, kan opfyldes.

153 Heraf foelger, at denne rubrik ifoelge sin natur kan begraense eller fordreje konkurrencen i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand, for saa vidt som den bevirker, at en ansoeger stilles ringere, blot fordi hans parfumerivirksomhed har et mindre omfang end forretningens oevrige aktiviteter.

154 Selv om evalueringsrapporten er et integrerende led i proceduren for adgang til nettet, maa det fastslaas, at punkt II.A.5 i beslutningen ikke indeholder nogen begrundelse for berettigelsen af den paagaeldende rubrik. Beslutningen er derfor utilstraekkeligt begrundet i denne henseende.

155 Beslutningen maa derfor annulleres, for saa vidt som det heri fastslaas, at en bestemmelse, hvorefter Yves Saint Laurent kan stille detailhandlere, der ansoeger om godkendelse, ringere, blot fordi deres parfumerivirksomhed er af mindre omfang, ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1.

c) Kriteriet vedroerende navnet og butiksskiltet

156 Galec har anfoert, at bestemmelsen i punkt I, andet afsnit, i de generelle salgsbetingelser om kriteriet vedroerende navnet og butiksskiltet er subjektiv, diskriminerende og urimeligt byrdefuld. Kommissionen og intervenienterne er af den opfattelse, at bestemmelsen er noedvendig for at bevare produkternes karakter af luksus og Yves Saint Laurent-maerkets image af luksus (jf. beslutningens punkt II.A.5, fjerde afsnit).

157 Punkt I, andet afsnit, i de generelle salgsbetingelser indeholder foelgende bestemmelse:

»Navnet paa parfumeriet, den forretning, hvor parfumeriafdelingen er placeret, eller det sted, hvor parfumeriafdelingen eller parfumeriet er placeret, og butiksskiltet skal altid afspejle den prestige, der er forbundet med maerket Yves Saint Laurent. Navnet og butiksskiltet skal derfor vaere i overensstemmelse med de principper, der gaelder for distributionen af produkterne, som er luksusprodukter af hoej kvalitet. Dette er ikke tilfaeldet, naar navnet og butiksskiltet forbindes med manglende eller begraenset kundevejledning, status eller udsmykning.«

158 Retten finder, at et kriterium, som alene har til formaal at soerge for, at detailhandlerens navn og butiksskilt ikke forringer luksuskosmetikkens image af luksus, i princippet er et berettiget krav ved distributionen af saadanne produkter og derfor ikke noedvendigvis er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. Det maa nemlig befrygtes, at luksuskosmetikkens image af luksus og dermed selve dens karakter i mangel af et saadant kriterium ville lide skade, hvis disse produkter blev solgt af detailhandlere, hvis navn og butiksskilt klart er vaerdiforringende i forbrugernes oejne.

159 Navnlig i betragtning af, at det - til forskel fra kriterierne vedroerende et salgssteds rent fysiske fremtraeden - ikke ved fotografier eller en inspektion paa stedet kan kontrolleres, at kriteriet vedroerende navnet og butiksskiltet er overholdt, paahviler det imidlertid de kompetente nationale domstole eller myndigheder specielt at soerge for, at dette kriterium ikke anvendes paa en maade, der er diskriminerende eller urimeligt byrdefuld.

160 For det foerste kan dette kriterium kun have noget at goere med forbrugernes opfattelse af navnet og butiksskiltet i et givet oejeblik. Heraf foelger, at punkt I, andet afsnit, i de generelle salgsbetingelser ikke kan fortolkes saaledes, at det udelukker moderne distributionsformer, som i begyndelsen byggede paa begraenset udsmykning eller service, men som siden da har udviklet nye metoder til at fremhaeve produkternes vaerdi, naar der er tale om salg af luksusvarer, saaledes at deres navn og butiksskilt ikke laengere kan anses for vaerdiforringende i denne henseende.

161 For det andet er det i overensstemmelse med de principper, Retten har angivet (jf. ovenfor, praemis 127 ff.), ikke blot fabrikanten, der skal tage stilling til, hvordan det paagaeldende navn og butiksskilt opfattes. Det skal afgoeres saa objektivt som muligt. I denne forbindelse har Yves Saint Laurent i den foreliggende sag navnlig henvist til markedsundersoegelser, som er foretaget med henblik herpaa. I tilfaelde af tvister maa et objektivt bevismateriale som f.eks. markedsundersoegelser forelaegges for de kompetente nationale domstole eller myndigheder til proevelse.

162 For det tredje praeciseres det - som sagsoegte selv har anfoert - i beslutningens punkt II.A.5, at det image, som foelger af »forhandlerens normale prispolitik«, ikke maa anses for vaerdiforringende. Kriteriet vedroerende navnet og butiksskiltet kan ikke anvendes alene med det formaal at udelukke forretninger, der kan udbyde produkterne til lavere priser, men under forhold, der fremhaever deres vaerdi.

163 Endelig er Retten af den opfattelse, at der skal udvises saerlig omtanke ved anvendelsen af kriteriet vedroerende navnet og butiksskiltet, naar der ikke er nogen tvivl om, at detailhandleren har foretaget de investeringer, der er noedvendige for at opfylde alle kravene med hensyn til de fysiske betingelser, hvorunder salget finder sted (indretning, adskillelse fra andre artikler, kvalificeret personale osv.), og har accepteret forpligtelserne med hensyn til lager, aarligt mindsteindkoeb, reklamevirksomhed osv. I saa fald paahviler det de kompetente nationale domstole eller myndigheder at kontrollere, at kriteriet vedroerende navnet og butiksskiltet ikke anvendes alene med det formaal at udelukke et salgssted fra nettet, som er egnet til at saelge de paagaeldende produkter, medmindre der er en reel risiko for at skade produkternes image.

C - Sagsoegerens anbringender og argumenter vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt selskabets medlemmer paa forhaand er udelukket fra Yves Saint Laurent-nettet, og vedroerende forbrugernes holdning hertil

164 Paa baggrund af det ovenfor anfoerte skal der paa dette trin af argumentationen tages stilling til Galec's anbringender og argumenter vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt dets medlemmer paa forhaand er udelukket fra Yves Saint Laurent-nettet paa grund af den samtidige anvendelse af udvaelgelseskriterierne, og vedroerende forbrugernes holdning.

165 Retten skal foerst erindre om, at Kommissionen flere gange under sagens behandling har understreget, at beslutningen ikke tilsigter paa forhaand at udelukke moderne former for distribution, saasom de varehuse, der drives af Leclerc-centrene (jf. f.eks. ovenfor, praemis 83 og 86). Yves Saint Laurent har understreget, at det i beslutningen fastslaas, at dets system er aabent for alle former for distribution og ikke paa forhaand udelukker nogen (jf. ovenfor, praemis 93). Ogsaa de tre andre intervenienter har gjort gaeldende, at beslutningen ikke i sig selv udelukker den form for distribution, Galec's medlemmer praktiserer, eller andre moderne distributionsformer. Tvaertimod har Yves Saint Laurent og de oevrige intervenienter med henblik paa at godtgoere, at Yves Saint Laurent-systemet ikke er konkurrencebegraensende, bl.a. henvist til, at der i en raekke medlemsstater findes godkendte forhandlere, der saelger mange forskellige produkter.

166 Heraf fremgaar, at ingen af parterne for Retten har gjort gaeldende, at varehuse eller andre distributionsformer, hvor der saelges mange forskellige produkter, principielt er uegnede til at saelge luksuskosmetik. Kommissionen og intervenienterne gaar ud fra, at der er taget hoejde for denne mulighed i beslutningen, forudsat at saadanne salgssteder indrettes paa passende maade, og at de accepterer forpligtelser, der svarer til dem, der accepteres af andre godkendte forhandlere. Retten er i oevrigt af den opfattelse, at Yves Saint Laurent-nettet, hvis dette ikke var tilfaeldet, ville vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, idet det paa forhaand udelukkede en gruppe potentielle forhandlere fra systemet (jf. ovenfor, praemis 122).

167 Selv om Kommissionen i punkt II.A.5, femte afsnit, og punkt II.B.5, fjerde afsnit, har udtrykt sig ret uklart, idet den anvender udtrykket »stormagasiner«, som normalt sigter til en traditionel butiksform, og idet den understreger, at den »ikke har kunnet konstatere«, at udbredelsen af selektive distributionssystemer inden for kosmetiske luksusprodukter »principielt« spaerrer for bestemte former for moderne distribution, har den under sagen praeciseret, at den ikke havde til hensigt at udelukke butiksformer som f.eks. de varehuse, der tilhoerer Galec's medlemmer, da den vedtog beslutningen, og at udtrykket »stormagasiner« i beslutningen omfatter saadanne butiksformer (jf. ovenfor, praemis 83).

168 Desuden har Retten i naervaerende dom understreget den rolle, de kompetente nationale domstole eller myndigheder spiller i forbindelse med anvendelsen af de paagaeldende kriterier paa en maade, der ikke er diskriminerende eller for byrdefuld (jf. ovenfor, praemis 124 ff.).

169 Heraf foelger, at sagsoegeren ikke har foert tilstraekkeligt bevis for, at store butiksenheder paa nuvaerende tidspunkt hindres i at faa adgang til distribution af luksuskosmetik, saafremt salgsstederne indrettes paa en maade, der egner sig til salg af saadanne produkter.

170 Galec eller dets medlemmer maa indgive deres ansoegninger, og i givet fald tilkommer det de kompetente nationale domstole eller myndigheder paa baggrund af Domstolens og Rettens praksis at afgoere, om et afslag paa godkendelse i et konkret tilfaelde er foreneligt med traktatens artikel 85, stk. 1. Endvidere tilkommer det Kommissionen, navnlig i tilfaelde af en anmodning om fornyelse af beslutningen, at soerge for, at moderne former for distribution ikke uberettiget udelukkes fra Yves Saint Laurent-nettet eller tilsvarende net.

171 Heraf foelger, at Galec's anbringende om, at dets medlemmer paa forhaand er udelukket fra Yves Saint Laurent-nettet, maa forkastes.

172 Galec's anbringender og/eller argumenter om, at Kommissionen ikke har begrundet sin paastand om, at de store butiksenheders metoder til at fremhaeve produkternes vaerdi er utilstraekkelige for saa vidt angaar distributionen af luksusprodukter, maa ogsaa forkastes. Beslutningen kan ikke fortolkes saaledes, at den indeholder en saadan paastand.

173 Af samme grunde forkastes Galec's anbringende om, at Kommissionen har gjort sig skyldig i en aabenbar faktisk vildfarelse med hensyn til den paastaaede udelukkelse af de store butiksenheder fra distributionen af de paagaeldende produkter.

174 Endelig forkastes af samme grunde den dobbelte anklage, som Galec har rettet mod Kommissionen, og hvorefter denne ikke har begrundet sine paastande med hensyn til forbrugernes motivation og har gjort sig skyldig i en aabenbar faktisk vildfarelse paa dette punkt.

175 Det er korrekt, at Kommissionen ikke har henvist til en uafhaengig sagkyndig undersoegelse til stoette for sine paastande med hensyn til forbrugerens motivation, navnlig i beslutningens punkt II.B.2. Det er ogsaa korrekt - som Galec har anfoert under retsmoedet - at de fire franske forbrugerorganisationer, som har fremsat bemaerkninger under den administrative procedure, nemlig Union féminine civique et sociale (UCS), Institut national de la consommation (INC), Confédération syndicale du cadre de vie (CSCV) og Confédération des familles (CSF), ikke uforbeholdent har stoettet Kommissionen i dens holdning. CSF og INC har henvist til deres modstand mod den foreslaaede beslutning, som de navnlig har begrundet med, at beslutningen foerte til opretholdelse af for hoeje priser og til, at en stor del af befolkningen ikke fik adgang til disse produkter. UCS har gjort gaeldende, at nogle af de omtvistede bestemmelser tilsigtede at goere det vanskeligere end foer for nye former for distribution at komme ind paa markedet, og at disse bestemmelser »hverken gaar i retning af at indlede og opretholde en stoerre konkurrence inden for enhedsmarkedet eller at varetage forbrugernes interesser«. CSCV har til slut i sine bemaerkninger anfoert, at »SA Yves Saint Laurent under paaskud af, at dets produkter er teknisk avancerede, og at der er tale om et prestigemaerke, begraenser konkurrencen gennem diskriminerende udvaelgelseskriterier og fiktivt opretholder en meget hoej pris for sine produkter«.

176 Det maa imidlertid fastslaas, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at Kommissionen har gjort sig skyldig i en aabenbar faktisk vildfarelse eller har givet en utilstraekkelig begrundelse med hensyn til forbrugernes forventninger. Det fremgaar af beslutningen, at den forbruger, som foretraekker at goere sine indkoeb af luksuskosmetik paa et salgssted i et varehus, der er indrettet paa en maade, som er velegnet hertil, skal have mulighed herfor, mens en forbruger af den type, som er naevnt i professor Glais' rapport, som foretraekker at goere sine indkoeb i et specialiseret parfumeri eller et traditionelt stormagasin, ogsaa fremover frit kan frekventere disse salgssteder.

177 Heraf foelger, at alle sagsoegerens anbringender og argumenter vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt selskabet medlemmer paa forhaand er udelukket fra salget af luksuskosmetik, og dets anbringender og argumenter i forbindelse hermed vedroerende forbrugernes forventninger, maa forkastes.

D - Spoergsmaalet om, hvorvidt forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, finder anvendelse paa grund af, at der findes parallelle net i den paagaeldende sektor

178 Galec har endvidere gjort gaeldende, at traktatens artikel 85, stk. 1, under alle omstaendigheder er tilsidesat i den foreliggende sag som foelge af, at der i den paagaeldende sektor findes net svarende til Yves Saint Laurent-nettet , saaledes at der ikke gives plads til andre distributionsformer og ikke er effektiv konkurrence paa det relevante marked - nemlig markedet for »luksusparfumer« - i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i dommen i Metro II-sagen, praemis 40, 41 og 42. Kommissionen og intervenienterne finder, at der til trods for, at der findes net, der er parallelle med Yves Saint Laurent-nettet, eksisterer en effektiv konkurrence paa det relevante marked - som er markedet for »luksuskosmetik« - og at traktatens artikel 85, stk. 1, derfor ikke finder anvendelse.

179 Retten skal erindre om, at Domstolen i praemis 40 i dommen i Metro II-sagen har fastslaaet, at selv om de saakaldte »simple« selektive salgssystemer (dvs. systemer, der kun bygger paa kvalitative kriterier) ikke er omfattet af forbuddet efter traktatens artikel 85, stk. 1, kan der ikke desto mindre ske en begraensning eller en ophaevelse af konkurrencen, naar et vist antal systemer af denne art udelukker andre distributionsformer, som bygger paa andre former for salgspolitik, eller de foerer til en stiv prisstruktur, som ikke opvejes af andre konkurrencemomenter mellem produkter af samme maerke eller af en effektiv konkurrence mellem forskellige maerker. Ifoelge praemis 41 og 42 i samme dom kan det forhold, at der findes et stort antal selektive salgssystemer for et bestemt produkt imidlertid ikke i sig selv foere til den antagelse, at konkurrencen begraenses eller fordrejes i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand. I tilfaelde af en udbredelse af de »simple« selektive distributionssystemer finder traktatens artikel 85, stk. 1, nemlig kun anvendelse, hvis det paagaeldende marked er saa stift og struktureret, at der ikke laengere er en effektiv priskonkurrence (jf. ogsaa dommens praemis 44 og 45).

180 Til forskel fra den sag, der ligger til grund for Metro II-dommen, hvor de omhandlede produkter inden for underholdningselektronikken ikke altid blev solgt via selektiv distribution, staar det i denne sag fast, at naesten alle de fabrikanter, der driver virksomhed inden for luksuskosmetiksektoren, anvender distributionssystemer, der ligner Yves Saint Laurent's.

181 Retten har dog allerede fastslaaet, at den selektive distribution af luksuskosmetik kan forbedre konkurrencen, hvilket er i forbrugernes interesse, navnlig ved at bidrage til at bevare produkternes image »af luksus« i forhold til tilsvarende produkter, som ikke har et saadant image, og at traktatens artikel 85, stk. 1, derfor ikke finder anvendelse paa visse kvalitative kriterier, der har dette formaal (jf. ovenfor, praemis 114 ff.).

182 Under saadanne omstaendigheder finder Retten, at naar det i dommen i Metro II-sagen hedder, at konkurrencen ophaeves, »naar et vist antal systemer af denne art udelukker andre distributionsformer, som bygger paa andre former for salgspolitik«, betyder dette ikke, at traktatens artikel 85, stk. 1, automatisk finder anvendelse, blot fordi alle fabrikanterne i luksuskosmetiksektoren har valgt den samme distributionsmetode. I den foreliggende sag skal praemis 40-46 i dommen i Metro II-sagen fortolkes saaledes, at naar visse af Yves Saint Laurent's udvaelgelseskriterier taget hver for sig ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, kan den samlede virkning af nettene ikke aendre dette forhold, medmindre det for det foerste godtgoeres, at nye konkurrenter, der er i stand til at saelge de paagaeldende produkter, hindres i at faa adgang til markedet, saaledes at de paagaeldende selektive distributionssystemer bevirker, at distributionen fastlaases i visse eksisterende kanaler (jf. dommen i Delimitis-sagen, praemis 15 ff.), og for det andet, at der ikke er effektiv konkurrence, navnlig med hensyn til priserne, naar henses til de paagaeldende produkters karakter.

183 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt nye konkurrenter, der er i stand til at saelge de paagaeldende produkter, hindres i at faa adgang til markedet, har Retten allerede fastslaaet, at dette ikke er godtgjort for saa vidt angaar de varehuse, der er tilsluttet sagsoegeren (jf. ovenfor, praemis 164 ff.).

184 Mere generelt er det med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt der er en effektiv konkurrence, noedvendigt foerst at afgraense det relevante marked. Selv om Kommissionen i beslutningen var berettiget til at behandle luksuskosmetiksektoren under ét med den begrundelse, at luksusparfumevarer og skoenhedsplejemidler har samme image af luksus og ofte saelges sammen under samme maerke, kan spoergsmaalet om, hvorvidt der er en effektiv konkurrence, kun bedoemmes inden for rammerne af markedet for alle de produkter, som paa grund af deres egenskaber er saerligt egnede til at opfylde vedvarende behov, og som kun i ringe omfang kan substitueres med andre produkter (jf. dommen i L'Oréal-sagen, praemis 25).

185 I den foreliggende sag staar det fast, at en parfume ikke kan substitueres med et skoenhedsplejemiddel (f.eks. makeup eller en natcreme) med hensyn til egenskaber eller anvendelse. Det staar ligeledes fast, at luksusparfumer paa det relevante tidspunkt udgjorde mere end 80% af Yves Saint Laurent's samlede salg. Paa grund af denne saerskilte sektors betydning maa det undersoeges, om der er en effektiv konkurrence i detailhandelsleddet med hensyn til luksusparfumer paa trods af, at de stadig saelges via selektiv distribution.

186 Hvad dette angaar bemaerkes for det foerste, at Kommissionens og intervenienternes argument i henhold til beslutningens punkt B.3, tredje afsnit, hvori det hedder, at »i det tilfaelde, at kunden laegger mindre vaegt paa image og den salgsservice, som det selektive distributionssystem er bygget op omkring, kan han i oevrigt altid vaelge tilsvarende artikler fra et tilstoedende marked, som ikke afsaettes gennem selektive distributionssystemer, hvorved han stoetter den paagaeldende producents valg af forretningsstrategi«, maa forkastes. Kommissionen har selv i beslutningen fastslaaet, at luksuskosmetikkens substituerbarhed med tilsvarende produkter fra andre segmenter »generelt set er beskeden« (punkt I.B, foerste afsnit), og at »i betragtning af den efter forbrugernes opfattelse ringe substituerbarhed mellem kosmetiske luksusprodukter og tilsvarende produkter fra andre dele af sektoren, er det relevante marked i denne sag markedet for kosmetiske luksusprodukter« (punkt II.A.8). Endvidere fremgaar det af punkt I.B og II.A.8 i beslutningen, at Kommissionen har taget hensyn til Yves Saint Laurent's andel paa markedet for luksusparfumevarer ved undersoegelsen af, om konkurrencebegraensningerne kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne i betydeligt omfang.

187 Heraf foelger, at der ikke boer tages hensyn til den paastaaede konkurrence fra parfumer, som ikke er lukusparfumer, ved afgoerelsen af, om luksusparfumer er undergivet en effektiv konkurrence.

188 Kommissionens og intervenienternes argument om, at det af den omstaendighed, at de produkter, der solgtes via godkendte forhandlere, ifoelge beslutningens punkt I.B, tredje afsnit, som bygger paa professor Weber's rapport, »i 1987 [udgjorde] en andel paa 24,7% i Forbundsrepublikken Tyskland, 30,3% i Frankrig, 36,2% i Italien og 22,4% i Det Forenede Kongerige af det samlede salg af kosmetiske produkter«, kan udledes, at der er effektiv konkurrence, maa ogsaa forkastes. Disse tal hidroerer fra tabel 22 i professor Weber's rapport og repraesenterer den del af salget, der foregik via selektiv distribution, udtrykt som en procentdel af det samlede salg af alle kategorier af kosmetik under ét, dvs. parfumer, skoenhedsplejemidler, haarplejemidler (navnlig shampoo) og toiletartikler (tandpasta, saebe, deodoranter osv.). Desuden fremgaar det af den naevnte rapport (s. 89), at andelen af parfumer, der blev solgt via selektiv distribution, i Italien var 81%, og i Frankrig 65%. Ifoelge FIO's tal er andelen af parfumer, der i Frankrig saelges via selektiv distribution, 73% (jf. bilag I til interventionsindlaegget, s. 17). De i beslutningens punkt I.B, tredje afsnit, naevnte tal kan derfor ikke bruges til at bedoemme, om konkurrencen paa et bestemt omraade saasom luksusparfumer er effektiv.

189 Kommissionen og intervenienterne har imidlertid gjort gaeldende, at der selv paa markedet for luksusparfumer som saadant er effektiv konkurrence mellem fabrikanterne (inter brand) og mellem Yves Saint Laurent's godkendte forhandlere (intra brand).

190 Hvad dette angaar finder Retten ikke, at Kommissionens og intervenienternes standpunkt stoettes af professor Weber's rapport, hvoraf det, navnlig paa s. 71, s. 89-96, s. 105 og s. 110, fremgaar, at der i 1987 var meget begraenset konkurrence mellem forhandlerne af luksusparfumer og mellem de forskellige distributionsformer. Det maa imidlertid konstateres, at Kommissionen, foer den vedtog beslutningen, forlangte, at Yves Saint Laurent foretog en raekke aendringer af sine aftaler, herunder at selskabet afskaffede alle rent kvantitative kriterier, at det ophaevede de klausuler, der begraensede forhandlernes frihed til at videresaelge produkterne til andre medlemmer af det selektive net, at det ophaevede de klausuler, der begraenser forhandlerens valgfrihed med hensyn til andre maerker, der kunne udbydes paa hans salgssted, og at det udtrykkelig anerkendte forhandlerens frihed til uafhaengig prisfastsaettelse. Som Retten netop har fastslaaet, er der desuden i beslutningen taget hoejde for muligheden af, at nye butiksformer, der er i stand til at distribuere de paagaeldende produkter, kan faa adgang til Yves Saint Laurent-nettet.

191 Under disse omstaendigheder paahvilede det Galec at foere tilstraekkeligt bevis for, at markedet som foelge af beslutningen er blevet saa stift og struktureret, at der ikke laengere er effektiv konkurrence mellem de godkendte forhandlere af luksusparfumer, navnlig med hensyn til prisen (jf. dommen i Metro II-sagen, praemis 42 og 44). Da Galec ikke har fremlagt konkrete beviser, maa Retten konstatere, at saadanne beviser ikke foreligger i naervaerende sag.

192 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegerens anbringender og argumenter, der stoettes paa, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, samt sagsoegerens andre anbringender og argumenter i forbindelse hermed, maa forkastes, bortset fra dem, der vedroerer den i praemis 155 omhandlede bestemmelse.

II - Spoergsmaalet om, hvorvidt beslutningen er lovlig efter traktatens artikel 85, stk. 3

Sammenfatning af parternes argumenter

193 Med hensyn til den fritagelse, der er givet, har Galec fremsat fem hovedargumenter med henblik paa at godtgoere, at betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke er opfyldt. For det foerste ser Kommissionen kun forbedringen af produktionen og fordelingen af luksusparfumer i sammenhaeng med eksklusiviteten (jf. beslutningens punkt II.B.2, foerste afsnit), selv om de store butiksenheder kan opfylde de yderligere forpligtelser, der er opregnet i punkt II.B.2, andet til sjette afsnit. For det andet har Kommissionen for saa vidt angaar fordelene for forbrugerne en foraeldet opfattelse af forbrugernes adfaerd og forventninger. For det tredje har Kommissionen accepteret, at der slet ikke er nogen priskonkurrence inden for maerket, en konkurrence, som de store butiksenheder kunne have sikret. For det fjerde har Kommissionen i modstrid med proportionalitetsprincippet undladt at sammenligne den selektive distribution via specialiserede detailhandlere med en selektiv distribution, der goer brug af andre butiksformer, og den tager saaledes ikke hensyn til, at forhandlerne i de store butiksenheder er underkastet de samme forpligtelser og har samme omkostninger som enhver anden godkendt forhandler (jf. navnlig beslutningens punkt II.B.4, andet afsnit, in fine). For det femte indebaerer den omstaendighed, at der paalaegges andre distributionsformer »en delvis aendring af deres saerlige afsaetningsmetoder«, at beslutningen udelukker konkurrence fra disse distributionsformer, bortset fra marginaltilfaeldene med stormagasinerne.

194 Sagsoegte har heroverfor anfoert, at den givne fritagelse kun vedroerer adgangsproceduren, det aarlige mindsteindkoeb, forpligtelserne med hensyn til lager, reklamevirksomhed og salgsfremstoed, forbuddet mod at saelge produkter, der endnu ikke er blevet markedsfoert, Yves Saint Laurent's kontrol af fakturaerne og, i tilfaelde af, at kunden selv er forhandler, verifikation af, at kunden faktisk er medlem af det officielle distributionsnet. Sagsoegeren har ikke anfaegtet disse forpligtelser i henseende til traktatens artikel 85, stk. 1.

195 Endvidere er sagsoegte af den opfattelse, at sagsoegerens kritik ikke er relevant. Specielt har Domstolen i praemis 45 i dommen i Metro II-sagen understreget, at der skal tages hensyn til de omkostninger, forhandlerne i nettet har paa grund af de forpligtelser, der foelger af godkendelsen. Med hensyn til udelukkelsen af konkurrencen anfoeres det udtrykkeligt i beslutningen, at der principielt ikke er spaerret for bestemte former for moderne distribution, og at der er konkurrence saavel mellem maerkerne som mellem de godkendte forhandlere.

196 Intervenienternes argumenter stoetter Kommissionens standpunkt.

Rettens bemaerkninger

197 Som Kommissionen med rette har gjort gaeldende, vedroerer begrundelsen i beslutningens punkt II.B kun de aspekter af aftalen, som den anser for at falde ind under traktatens artikel 85, stk. 1, nemlig navnlig proceduren for adgang til nettet, lagerforpligtelserne, det aarlige mindsteindkoeb, markedsfoeringen af nye produkter og samarbejdet med hensyn til reklamekampagner og salgsfremstoed. Galec har ikke anfaegtet disse aspekter af aftalen i staevningen.

198 Med hensyn til Galec's foerste argument, hvorefter Kommissionen kun ser en forbedring af produktionen og fordelingen i sammenhaeng med »eksklusiviteten«, finder Retten, at Kommissionens konstatering i beslutningens punkt II.B.2, foerste afsnit, hvorefter »der ved salget af et luksuskosmetikmaerke skal tages hensyn til denne eksklusivitet«, henviser til Kommissionens oenske om at bevare de paagaeldende produkters eksklusivitet og luksus (jf. punkt II.B.3, andet afsnit). Denne saetning kan derfor ikke fortolkes saaledes, at den betyder, at de store butiksenheder automatisk er udelukket fra distributionen af de paagaeldende produkter, og at distributionen af disse udelukkende er forbeholdt de traditionelle kanaler saasom parfumerier og stormagasiner i snaever forstand.

199 Da Retten allerede har fastslaaet, at Kommissionen ikke havde til hensigt at udelukke de store butiksenheder fra distributionen af de paagaeldende produkter (jf. ovenfor, praemis 164 ff.), maa Galec's argument om, at Kommissionen kun har set forbedringen af produktionen og fordelingen i traktatens artikel 85, stk. 3's forstand i en sammenhaeng, som udelukker de store butiksenheder fra distributionen af de paagaeldende produkter, forkastes.

200 Med hensyn til Galec's andet argument om, at Kommissionen har en foraeldet opfattelse af forbrugernes forventninger, skal Retten bemaerke, at den allerede har forkastet argumenterne vedroerende forbrugernes motivation ovenfor i praemis 174 ff.

201 Med hensyn til Galec's tredje argument om, at Kommissionen har accepteret, at der slet ikke er nogen priskonkurrence inden for maerket, har Retten allerede fastslaaet, at Galec ikke har foert bevis for, at dette er tilfaeldet (jf. ovenfor, praemis 191).

202 For saa vidt angaar Galec's fjerde argument om, at Kommissionen har sammenlignet den selektive distribution via specialiserede detailhandlere med generel distribution via alle mulige kanaler, og saaledes ikke tager hensyn til muligheden for en selektiv distribution via andre butiksformer, skal Retten fastslaa, at Kommissionen ikke har foretaget en saadan sammenligning.

203 Med hensyn til Galec's femte argument om, at de store butiksenheder udelukkes fra luksuskosmetiksektoren, ved at der paalaegges dem »en delvis aendring af deres saerlige afsaetningsmetoder«, er det under sagen godtgjort, at beslutningen ikke tilsigter at udelukke de store butiksenheder fra luksuskosmetiksektoren. Henvisningen til »en delvis aendring af deres saerlige afsaetningsmetoder« skal derfor fortolkes saaledes, at der kraeves tilpasninger af denne karakter inde i forretningen og ikke tilpasninger, der radikalt aendrer selve forretningens karakter af et supermarked eller et varehus. Selv om det havde vaeret oenskeligt, at dette havde vaeret klarere angivet i beslutningen, er den omstaendighed, at Kommissionen ikke engang i generelle vendinger har fastslaaet, hvilke aendringer der skal foretages, ikke i sig selv tilstraekkelig til at goere beslutningen ulovlig, isaer naar henses til, at konkrete tilfaelde i givet fald kan forelaegges for de kompetente nationale domstole eller myndigheder til proevelse.

204 Heraf foelger, at sagsoegerens anbringender og argumenter, der stoettes paa, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 3, maa forkastes.

205 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at Kommissionen boer frifindes, undtagen med hensyn til den del af beslutningen, som er naermere angivet ovenfor i praemis 155.

Sagens omkostninger

206 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, foerste afsnit, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge artikel 87, stk. 4, sidste afsnit, kan Retten traeffe afgoerelse om, at andre intervenienter end en medlemsstat eller en institution skal baere deres egne omkostninger.

207 Sagsoegeren har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor paalaegges at baere sine egne og Kommissionens omkostninger samt de omkostninger, der er afholdt af intervenienten Yves Saint Laurent, som beslutningen er rettet til.

208 Med hensyn til intervenienterne FIP, Colipa og FEPD finder Retten, at disse tre sammenslutningers interesse i sagens udfald var mindre direkte end Yves Saint Laurent's. Da der er tale om en sag, hvor disse tre andre intervenienter har fremsat generelle betragtninger af hensyn til deres medlemmer uden at tilfoeje afgoerende momenter til Kommissionens argumenter, finder Retten, at det vil vaere rimeligt i medfoer af procesreglementets artikel 87, stk. 4, at paalaegge dem at baere deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Udvidede Afdeling)

1) Kommissionens beslutning 92/33/EOEF af 16. december 1991 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.242 - Yves Saint Laurent) annulleres, for saa vidt som det heri fastslaas, at en bestemmelse, hvorefter Yves Saint Laurent kan stille detailhandlere, der ansoeger om godkendelse, ringere, blot fordi deres parfumerivirksomhed er af mindre omfang, ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1.

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Sagsoegeren baerer Kommissionens og intervenienten Yves Saint Laurent Parfums SA's samt sine egne omkostninger.

4) Intervenienterne Fédération des industries de la parfumerie, Comité de liaison des syndicats européens de l'industrie de la parfumerie et des cosmétiques og Fédération européenne des parfumeurs détaillants baerer deres egne omkostninger.