61992J0396

DOMSTOLENS DOM AF 9. AUGUST 1994. - BUND NATURSCHUTZ IN BAYERN E.V. OG RICHARD STAHNSDORF M. FL. MOD FREISTAAT BAYERN, STADT VILSBIBURG OG LANDKREIS LANDSHUT. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: BAYERISCHER VERWALTUNGSGERICHTSHOF - TYSKLAND. - RAADETS DIREKTIV 85/337/EOEF - NATIONALE OVERGANGSREGLER. - SAG C-396/92.

Samling af Afgørelser 1994 side I-03717


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

Miljoe ° vurdering af visse projekters indvirkning paa miljoeet ° direktiv 85/337 ° for sent trufne nationale gennemfoerelsesforanstaltninger med dispensation fra vurderingsforpligtelsen ved godkendelsesprocedurer paabegyndt foer foranstaltningernes ikrafttraeden, men efter udloeb af gennemfoerelsesfristen ° ulovlighed

(Raadets direktiv 85/337, art. 12, stk. 1)

Sammendrag


Artikel 12, stk. 1, i direktiv 85/337 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat, der har gennemfoert direktivet i national ret efter den 3. juli 1988, hvor fristen for gennemfoerelsen udloeb, ikke ved hjaelp af en overgangsbestemmelse kan dispensere fra de i direktivet indeholdte forpligtelser til at vurdere indvirkningerne paa miljoeet af projekter, hvis godkendelsesprocedure er paabegyndt foer ikrafttraedelsen af den nationale lov om gennemfoerelsen af direktivet, men efter den 3. juli 1988.

Dommens præmisser


1 Ved kendelse af 5. november 1992, indgaaet til Domstolen den 18. november s.aa., har Bayerischer Verwaltungsgerichtshof i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurderingen af visse offentlige og privates projekters indvirkning paa miljoeet (EFT L 175, s. 40, herefter benaevnt "direktivet").

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem Bund Naturschutz in Bayern eV, der er en miljoeorganisation, og 41 andre sagsoegere, hovedsageligt landmaend, og Freistaat Bayern vedroerende spoergsmaalet, om proceduren i forbindelse med godkendelsen af anlaegsprojekterne til to afsnit af en ny forbundsvej B 15 i Bayern opfylder kravene i direktivet.

3 Direktivet er udstedt under henvisning til EOEF-traktatens artikel 100 og 235. Ifoelge den foerste betragtning til direktivet peges der i handlingsprogrammerne for De Europaeiske Faellesskaber paa miljoeomraadet paa, at "virkningerne paa miljoeet skal tages i betragtning paa et saa tidligt stadium som muligt i alle tekniske planlaegnings- og beslutningsprocesser ...", og ifoelge ottende betragtning, at "projekter inden for visse kategorier har betydelige indvirkninger paa miljoeet, og saadanne projekter boer principielt underkastes en systematisk vurdering".

4 Direktivets artikel 1 har foelgende ordlyd:

"1. Dette direktiv vedroerer vurderingen af indvirkningen paa miljoeet af offentlige og private projekter, der er af en saadan beskaffenhed, at de vil kunne paavirke miljoeet vaesentligt.

2. I dette direktiv forstaas ved:

Projekt:

° gennemfoerelse af anlaegsarbejder eller andre installationer eller arbejder

° andre indgreb i det naturlige miljoe eller i landskaber, herunder saadanne, der tager sigte paa udnyttelse af ressourcer i undergrunden

° ..."

5 Direktivets artikel 2, stk. 1, fastsaetter: "Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger med henblik paa, at projekter, der bl.a. paa grund af deres art, dimensioner eller placering kan faa vaesentlig indvirkning paa miljoeet, undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse. Disse projekter er defineret i artikel 4."

6 Artikel 2, stk. 2, har foelgende ordlyd: "Vurderingen af indvirkningen paa miljoeet kan indgaa i medlemsstaternes gaeldende procedurer for projektgodkendelse eller, i mangel heraf, i andre procedurer eller i de procedurer, der skal udarbejdes for at opfylde dette direktivs maalsaetninger." I artikel 2, stk. 3, bestemmes foelgende: "Medlemsstaterne kan i undtagelsestilfaelde fritage et konkret projekt helt eller delvist fra de i dette direktiv fastsatte bestemmelser." Medlemsstaterne skal i saa fald imidlertid i henhold til samme bestemmelse undersoege, om der kan foretages en anden form for vurdering, og skal i forvejen underrette Kommissionen om begrundelsen for den indroemmede undtagelse.

7 I direktivets artikel 4, stk. 1, fastsaettes det dernaest: "Med forbehold af artikel 2, stk. 3, skal projekter, der henhoerer under de i bilag I anfoerte grupper, vurderes i henhold til artikel 5-10." I bilag I naevnes under punkt 7 bl.a. anlaeg af motorveje og motortrafikveje.

8 Artikel 5-10 indeholder bestemmelser bl.a. om noedvendige foranstaltninger, der skal traeffes for at sikre, at bygherren giver bestemte oplysninger, for at de nationale myndigheder, men ogsaa andre medlemsstater, der kan blive beroert af de paagaeldende projekter, bliver hoert, og for at offentligheden bliver underrettet. For saa vidt angaar sidstnaevnte punkt bestemmes det naermere i artikel 6, stk. 2, at medlemsstaterne soerger for, at enhver anmodning om tilladelse saavel som de oplysninger, bygherren har givet, stilles til raadighed for offentligheden, der skal have lejlighed til at udtale sig.

9 I henhold til direktivets artikel 12, stk. 1, traeffer medlemsstaterne de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme dette inden tre aar fra dets meddelelse. Da direktivet blev meddelt medlemsstaterne den 3. juli 1985, udloeb fristen den 3. juli 1988.

10 Det fremgaar af sagen, at direktivet foerst blev gennemfoert i Forbundsrepublikken Tyskland ved lov af 12. februar 1990, der traadte i kraft den 1. august 1990 (BGBl. 1990 I, s. 205). Gennemfoerelsesloven indeholder i artikel 1 "Gesetz ueber die Umweltvertraeglichkeitspruefung" (lov om vurdering af indvirkningerne paa miljoeet, herefter benaevnt "UVP-loven"). UVP-lovens § 22, stk. 1, indeholder en overgangsordning, hvorefter allerede paabegyndte godkendelsesprocedurer skal afsluttes efter lovens regler, saafremt projektet endnu ikke ved lovens ikrafttraedelse er blevet offentliggjort.

11 Der er saaledes indfoert en undtagelsesordning fra kravene i direktivet for saa vidt angaar allerede paabegyndte godkendelsesprocedurer, naar det paagaeldende projekt allerede var offentliggjort, da loven traadte i kraft, nemlig den 1. august 1990.

12 Hovedsagen drejer sig om anlaeg af to afsnit af en ny forbundsvej B 15 i Bayern paa i alt 130 km, og hvor planlaegnings- og linjefoeringsbeslutningerne blev truffet for flere aar siden. Den foerste omstridte delstraekning er paa 6,9 km mellem Geisenhausen og Haarbach; den anden, der kendes som "Vilstal-forbindelsen", paa ca. 3 km skal forbinde den nye B 15 med B 388 for at tjene som omfartsvej uden om byen Vilsbiburg.

13 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Autobahndirektion Suedbayern, der er bygherre, har indgivet ansoegningerne om godkendelse af planerne for de to afsnit den 7. september 1988 og den 9. november 1989, dvs. efter den 3. juli 1988, hvor fristen for at gennemfoere direktivet udloeb, og foer den 1. august 1990, hvor gennemfoerelsesloven traadte i kraft. Offentligheden blev underrettet om planerne i slutningen af 1989. Niederbayerns regering godkendte projekterne i to afgoerelser af 16. december 1991. I henhold til UVP-lovens § 22, stk. 1, er der ikke blevet foretaget en vurdering af projekternes indvirkninger paa miljoeet i overensstemmelse med direktivets krav.

14 Bund Naturschutz in Bayern eV og 41 andre beroerte har anlagt sag ved Bayerischer Verwaltungsgerichtshof med paastand om ophaevelse af de to godkendelsesafgoerelser. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at direktivet, der er blevet gennemfoert for sent i Forbundsrepublikken Tyskland, ikke tillader, at der indfoeres en national overgangsordning som den, der er fastlagt i UVP-lovens § 22, stk. 1.

15 Da den forelaeggende ret finder det tvivlsomt, om den paagaeldende overgangsordning er i overensstemmelse med kravene i direktivet, har den udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Skal direktivets artikel 12 fortolkes saaledes, at

a) medlemsstaterne har vaeret forpligtet til inden den 3. juli 1988 at traeffe de noedvendige foranstaltninger, saaledes at offentlige projekter, som godkendes for foerste gang efter dette tidspunkt, og som falder ind under direktivets anvendelsesomraade, skal opfylde kravene heri

eller at

b) medlemsstaterne ganske vist har skullet traeffe de noedvendige foranstaltninger inden den 3. juli 1988, men ikke har vaeret forhindret i at fastsaette overgangsregler for allerede indledte godkendelsesprocedurer?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares som anfoert under b):

Skal direktivets artikel 12 da fortolkes saaledes, at

a) den afgoerende skaeringsdato for en overgangsordning skal vaere den 3. juli 1988

eller at

b) medlemsstaterne i forbindelse med en overgangsordning har kunnet lade en senere ikrafttraedelsesdato for nationale gennemfoerelsesforanstaltninger vaere afgoerende?

3) Saafremt spoergsmaal 2) besvares som anfoert under b):

Skal begrebet projekt i direktivets artikel 1, 3 og 4 samt bilag I, nr. 7, naar det anvendes paa motorveje og motortrafikveje, forstaas saaledes, at indvirkningen paa miljoeet skal vurderes

a) alene for den straekning af en vejforbindelse, der foreligger til godkendelse,

eller

b) for hele den paagaeldende vejforbindelse, ud over den paagaeldende straeknings geografiske omraade?"

De to foerste spoergsmaal

16 Det foelger af forelaeggelseskendelsen, saaledes som det er anfoert ovenfor i praemis 13, at den procedure, som har foert til de to godkendelsesafgoerelser, der er hovedsagens genstand, er blevet ivaerksat efter den 3. juli 1988, hvor fristen for at gennemfoere direktivet udloeb. De to foerste spoergsmaal skal behandles paa baggrund heraf.

17 Den forelaeggende ret oensker med spoergsmaalene i alt vaesentligt oplyst, om direktivets artikel 12, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat, der har gennemfoert direktivet i national ret efter den 3. juli 1988, hvor fristen for gennemfoerelsen udloeb, ved hjaelp af en overgangsbestemmelse kan dispensere fra de i direktivet indeholdte forpligtelser til at vurdere indvirkningerne paa miljoeet af projekter, hvis godkendelsesprocedure er paabegyndt foer ikrafttraedelsen af den nationale lov om gennemfoerelse af direktivet, men efter den 3. juli 1988.

18 Herved bemaerkes, at direktivet ikke indeholder noget grundlag for en fortolkning, hvorefter det er tilladt medlemsstaterne at fritage projekter, hvis godkendelsesprocedure er paabegyndt efter skaeringsdatoen den 3. juli 1988, fra forpligtelsen til at vurdere deres indvirkninger paa miljoeet. Tvaertimod er alle bestemmelser i direktivet formuleret under hensyn til, at direktivet skulle vaere gennemfoert i medlemsstaternes retsordener senest den 3. juli 1988.

19 Uafhaengigt af spoergsmaalet, om direktivet tillader en medlemsstat at indfoere en overgangsordning vedroerende de godkendelsesprocedurer, der er blevet paabegyndt foer skaeringsdatoen den 3. juli 1988, er det saaledes under alle omstaendigheder i strid med direktivet, at der ° for saa vidt angaar procedurer, der er paabegyndt efter denne dato ° ved en national lov, som i strid med direktivet gennemfoerer dette for sent i den nationale retsorden, indfoeres en ordning som den, der anfaegtes i hovedsagen. En saadan fortolkning foerer til en udskydelse af skaeringsdatoen den 3. juli 1988 og er i strid med de forpligtelser, der foelger af direktivet.

20 De to foerste spoergsmaal maa derfor besvares med, at direktivets artikel 12, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat, der har gennemfoert direktivet i national ret efter den 3. juli 1988, hvor fristen for gennemfoerelsen udloeb, ikke ved hjaelp af en overgangsbestemmelse kan dispensere fra de i direktivet indeholdte forpligtelser til at vurdere indvirkningerne paa miljoeet af projekter, hvis godkendelsesprocedure er paabegyndt foer ikrafttraedelsen af den nationale lov om gennemfoerelsen af direktivet, men efter den 3. juli 1988.

Det tredje spoergsmaal

21 Det tredje spoergsmaal er forelagt, alene for saa vidt besvarelsen af de to foerste spoergsmaal var blevet det modsatte af den besvarelse, der er anfoert ovenfor. Herefter er det ufornoedent at besvare det tredje spoergsmaal.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

22 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige, den tyske regering og den nederlandske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bayerischer Verwaltungsgerichtshof ved kendelse af 5. november 1992, for ret:

Artikel 12, stk. 1, i Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat, der har gennemfoert direktivet i national ret efter den 3. juli 1988, hvor fristen for gennemfoerelsen udloeb, ikke ved hjaelp af en overgangsbestemmelse kan dispensere fra de i direktivet indeholdte forpligtelser til at vurdere indvirkningerne paa miljoeet af projekter, hvis godkendelsesprocedure er paabegyndt foer ikrafttraedelsen af den nationale lov om gennemfoerelsen af direktivet, men efter den 3. juli 1988.