61992J0379

DOMSTOLENS DOM AF 14. JULI 1994. - STRAFFESAG MOD MATTEO PERALTA. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: PRETURA CIRCONDARIALE DI RAVENNA - ITALIEN. - ARTIKEL 3, LITRA F), ARTIKEL 7, 30, 48, 52, 59, 62, 84 OG 130 R I EOEF-TRAKTATEN. - SAG C-379/92.

Samling af Afgørelser 1994 side I-03453
svensk specialudgave side I-00015
finsk specialudgave side I-00015


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

1. Praejudicielle spoergsmaal ° Domstolens kompetence ° graenser ° international konvention der ikke binder Faellesskabet ° ingen kompetence

2. Transport ° soetransport ° frie varebevaegelser ° arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° etableringsfrihed ° fri udveksling af tjenesteydelser ° miljoe ° national lov, hvorefter det i statens territorialfarvand er forbudt samtlige skibe og paa det aabne hav skibe, der foerer vedkommende stats flag, at udtoemme skadelige kemiske stoffer, og hvorefter skibskaptajner, der er statsborgere i vedkommende stat ved overtraedelse af dette forbud som sanktion kan suspenderes fra deres stilling ° tilladelighed

[EOEF-traktaten, art. 3, litra f), art. 7, 30, 48, 52, 59, 62, 84 og 130 R; Raadets forordning nr. 4055/86, art. 1, stk. 1]

3. Fri udveksling af tjenesteydelser ° faellesskabsbestemmelser ° adgang for en erhvervsdrivende, der er hjemmehoerende i en medlemsstat, til at paaberaabe sig disse bestemmelser over for hjemstaten i hans egenskab af leverandoer af tjenesteydelser til en anden medlemsstat

(EOEF-traktaten, art. 59; Raadets forordning nr. 4055/86, art. 9)

4. Fri udveksling af tjenesteydelser ° forbud mod forskelsbehandling ° raekkevidde ° begraensninger ° begreb ° ugunstige virkninger for en leverandoer af tjenesteydelser, der foelger af de saerligt bebyrdende bestemmelser, der gaelder paa vedkommendes etableringssted ° tilladelighed

(EOEF-traktaten, art. 59; Raadets forordning nr. 4055/86)

Sammendrag


1. Det paahviler ikke Domstolen at tage stilling til, om en medlemsstats lovgivning er forenelig med en international konvention som den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe, den saakaldte "Marpol-konvention", da Faellesskabet ikke deltager i denne konvention, og Faellesskabet ikke ses i medfoer af traktaten at have overtaget befoejelser, der tidligere udoevedes af medlemsstaterne inden for denne konventions anvendelsesomraade, og heller ikke er bundet af dennes bestemmelser.

2. Traktatens artikel 3, litra f), artikel 7, 30, 48, 52, 59, 62, 84 og 130 R samt forordning nr. 4055/86 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet er ikke til hinder for, at det i en medlemsstats lovgivning forbydes samtlige fartoejer uanset registreringsland at udtoemme skadelige kemiske stoffer i medlemsstatens territorialfarvand og indre farvande, at det alene paalaegges fartoejer, der foerer denne medlemsstats flag, at overholde dette forbud paa det aabne hav, og endelig at det for tilfaelde af overtraedelser bestemmes, at kaptajner, der er statsborgere i medlemsstaten, som sanktion suspenderes fra deres stilling.

3. Naar henses til, at bestemmelserne i traktatens artikel 59 maa finde anvendelse i alle tilfaelde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret, samt til, at det i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 er bestemt, at fri adgang til at udfoere soetransport mellem medlemsstater samt mellem medlemsstater og tredjelande gaelder for statsborgere i medlemsstaterne, saafremt de er hjemmehoerende i en anden medlemsstat end den person, for hvem soetransporten udfoeres, kan en soetransportvirksomhed, der udfoerer transport til andre medlemsstater, over for den medlemsstat, hvor den er hjemmehoerende, og hvis flag dens skibe foerer, goere gaeldende, at medlemsstaten har tilsidesat det i faellesskabsretten anerkendte princip om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet.

Denne virksomheds stilling er imidlertid i henseende til de klagegrunde, den kan goere gaeldende over for vedkommende medlemsstat, en anden end stillingen for en transportvirksomhed, der er hjemmehoerende i en anden medlemsstat, og som, naar den praesterer tjenesteydelser i en anden medlemsstat end hjemstaten, dermed maa opfylde bestemmelserne ifoelge to medlemsstaters lovgivning, nemlig lovgivningen i den medlemsstat, hvis flag dens fartoejer foerer, og i den medlemsstat, hvor den midlertidigt udoever virksomhed.

4. For saa vidt som en forskelsbehandling, der gennemfoeres ved national lovgivning af indenlandske soetransportvirksomheder og soetransportvirksomheder fra andre medlemsstater, beror paa, at de befoejelser, der i henhold til flagstatens hoejhedsrettigheder kan udoeves over for de foerstnaevnte, ikke er de samme, som dem, der kan udoeves over for de sidstnaevnte, over for hvilke kun de befoejelser, en stat kan udoeve i de farvande, hvor den besidder hoejhedsrettigheder, kan goeres gaeldende, foreligger der ikke en forskelsbehandling, der er forbudt ifoelge artikel 9 i forordning nr. 4055/86 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande. Under alle omstaendigheder kan anvendelse af nationale retsregler ikke anses for at vaere i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, blot fordi andre medlemsstater anvender mindre strenge bestemmelser.

Naar en national lovgivning anvendes uden forskel paa fartoejer, der udfoerer transporter i indlandet, og paa fartoejer, der udfoerer transporter til andre medlemsstater, og ikke indeholder forskellige befordringsforskrifter for henholdsvis produkter til eksport og produkter, der bringes i handelen paa hjemmemarkedet, eller hjemler saerlige fordele for dette marked, for indenlandske transporter eller indenlandske produkter, kan den ikke antages at rumme restriktioner for den fri levering af tjenesteydelser til andre medlemsstater, der ifoelge naevnte forordning er forbudt.

De fordele, som indirekte opnaas af transportvirksomheder fra de oevrige medlemsstater, fordi de skal foelge mindre strenge regler, er alene en foelge af, at der ikke er sket en harmonisering af de nationale lovgivninger, som de forskellige erhvervsdrivende i de forskellige medlemsstater, hvor de er hjemmehoerende, er omfattet af.

Dommens præmisser


1 Ved kendelse af 24. september 1992, indgaaet til Domstolen den 19. oktober s.aa., har Pretura di Ravenna i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen seks praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 3, litra f), artikel 7, 30, 48, 52, 59, 62, 84 og 130 R.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en straffesag, som de italienske myndigheder har anlagt mod Peralta, der staar tiltalt for overtraedelse af lov nr. 979 af 31. december 1982 om beskyttelse af havet (GURI nr. 16 af 18.1.1983, Supplemento ordinario, s. 5)

3 Artikel 16 i naevnte lov indeholder foelgende bestemmelse:

"Det er forbudt i territorialfarvandet og de indre farvande, herunder havnene, fra skibe, uanset hvor disse er registreret, i havet at udtoemme eller lade udtoemme kulbrinter eller blandinger af kulbrinter samt andre for havmiljoeet skadelige stoffer, der er naevnt i liste A, der findes som bilag til denne lov.

Det er desuden forbudt skibe, der foerer italiensk flag, at udtoemme de i foregaaende stykke naevnte stoffer i havet ogsaa uden for territorialfarvandet".

4 Overtraedelse af disse bestemmelser straffes ifoelge artikel 20 i samme lov med boede paa mellem 500 000 og 10 mio. LIT eller med faengsel i indtil to aar. Ud over disse straffe paalaegges der erhvervsmaessige sanktioner. En kaptajn, der er italiensk statsborger, kan suspenderes fra sin stilling i indtil to aar. En kaptajn, der er statsborger i et andet land, maa ikke i det tidsrum, der fastsaettes af ministeren for handelsflaaden, anloebe italienske havne.

5 Af sagen fremgaar, at Peralta, der er italiensk statsborger, er kaptajn paa et tankskib, der foerer italiensk flag og er specielt udrustet til transport af kemiske stoffer. Skibets reder er et italiensk selskab.

6 Det staar fast, at Peralta ved flere lejligheder i foerste kvartal af 1990 gav ordre til udtoemning i havet af spildevandet fra vaskning af tankene, der forinden havde indeholdt kaustisk soda, paa et tidspunkt, hvor skibet befandt sig uden for det italienske territorialfarvand (de fleste gange i et omraade paa 14-24 soemil fra de italienske basislinjer). Kaustisk soda er et af de i bilag A til naevnte lov af 31. december 1982 naevnte skadelige stoffer.

7 Pretura di Ravenna har under den mod Peralta anlagte straffesag udsat sagen og anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"1) Udgoer bestemmelser som artikel 16 og 20 i lov nr. 979/82 restriktioner, jf. traktatens artikel 7, 48, 52 og 59, der som saadanne er forbudt ved traktatens artikel 62, idet de ikke objektivt er begrundet i hensynet til at beskytte offentlige interesser i vedkommende medlemsstat?

2) Er paa faellesskabsrettens nuvaerende stadium og paa baggrund af de i spoergsmaal 1) naevnte faellesskabsbestemmelser nationale regler som de i sagen omhandlede, hvorefter borgere paa grund af deres nationalitet ogsaa i henseende til strafferetlige sanktioner for en og samme adfaerd behandles anderledes end andre borgere, der er undergivet faellesskabsretten, forenelige med faellesskabsretten? Er de i sagen omhandlede straffebestemmelser, hvorefter skibskaptajnen som en accessorisk, automatisk og obligatorisk sanktion midlertidigt bl.a. suspenderes fra sin stilling og sit arbejde, forenelige med det i Faellesskabets retsorden knaesatte proportionalitetsprincip?

3) Kan paa faellesskabsrettens nuvaerende stadium staternes saakaldte 'enekompetence til strafpaalaeggelse' paavirke de grundlaeggende ved traktaten sikrede friheder, som f.eks. den frie bevaegelighed for varer og personer, og udgoer specielt artikel 16 og 20 i lov nr. 979/82 en hindring for udoevelsen af disse friheder?

4) Er faellesskabsrettens principper paa miljoeomraadet, navnlig princippet om forebyggende indgreb, jf. traktatens artikel 130 R ff., til hinder for regler i en medlemsstat, hvorefter der for skibe fra vedkommende medlemsstat gaelder et absolut forbud mod paa det aabne hav at udtoemme kulbrinter og skadelige stoffer, naar dette forbud i praksis bevirker, at de paagaeldende skibe er noedt til at benytte sig af en anden udtoemningsordning, der i enhver henseende er ineffektiv og i alt fald strider mod de forpligtelser, som vedkommende medlemsstat internationalt har paataget sig, og som er genstand for gennemfoerelsesforanstaltninger fra Faellesskabets side?

5) Er de faellesskabsretlige principper, hvorved det skal sikres, at praestering af tjenesteydelser paa soefarts- og havneomraadet i Faellesskabet kan ske under fri konkurrence, loyalt og uden kunstige fordrejninger, samt at efterspoergslen efter ydelser kan tilfredsstilles saaledes, at skaderne paa miljoeet bliver mindst mulige, og navnlig EOEF-traktatens artikel 3, litra f), og artikel 84, til hinder for nationale bestemmelser som de i artikel 16, (17) og 20 i lov nr. 979/82 omhandlede, der fordrejer konkurrencen mellem havnene og rederierne i Faellesskabet, fordi de indeholder et absolut forbud mod udtoemning paa aabent hav af spildevand fra vaskning af skibstanke, der alene gaelder for skibe, der foerer vedkommende medlemsstats flag, skoent disse skibe er udstyret med de dyreste rensningsanlaeg i overensstemmelse med forskrifterne i internationale konventioner, der er blevet ratificeret af Faellesskabet?

6) Er artikel 30 i traktaten forenelig med en ordning i en medlemsstat, hvorefter der alene for skibe, der foerer vedkommende medlemsstats flag, selv for skibe, der er udstyret med de dyreste tekniske indretninger i overensstemmelse med konventionerne paa omraadet, gaelder et absolut forbud mod paa det aabne hav at udtoemme kulbrinter og skadelige stoffer, saaledes at disse skibe er noedt til at benytte saerlige tekniske indretninger og anvende et andet, ineffektivt udtoemningssystem, der er saerdeles udgiftskraevende og i alt fald i strid med de forpligtelser, som vedkommende medlemsstat internationalt har paataget sig, og som er genstand for gennemfoerelsesforanstaltninger fra Faellesskabets side? Navnlig spoerges det, om de omhandlede strafferetlige sanktioner og de oekonomiske byrder, som alene skal afholdes af den nationale handelsflaade paa en maade, der klart er udtryk for forskelsbehandling og aldeles ufornuftig, kan antages at udgoere foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner? Disse byrder medfoerer jo yderligere omkostninger, hvilket paavirker prisen paa de transporterede varer og har foelger for vareindfoerslen."

8 De forelagte spoergsmaal vedroerer de bestemmelser, der finder anvendelse for udtoemning i havet af kulbrinter og andre skadelige stoffer end kulbrinter. Det staar imidlertid fast, at der i hovedsagen alene er tale om udtoemning i havet af spildevand fra vaskning, der indeholder kaustisk soda. De forelagte spoergsmaals raekkevidde maa derfor begraenses, saaledes at de kun vedroerer udtoemning i havet af andre skadelige stoffer end kulbrinter.

9 Af sagen fremgaar i det hele, at den nationale ret foerst og fremmest oensker en afgoerelse af, om faellesskabsretten er til hinder for en lovgivning som den i sagen omhandlede italienske lovgivning i det omfang, denne laegger hindringer i vejen for den virksomhed, der udoeves af nationale soetransportvirksomheder som den, hvori Peralta er ansat. En saadan lovgivning vil navnlig kunne bevirke, at rensningsforanstaltninger paa tankskibe, der kunne vaere udfoert paa havet under iagttagelse af de herfor gaeldende internationale konventioner, som Italien har tiltraadt, forsinkes, bliver vanskeligere eller mere omkostningskraevende for italienske skibe end for skibe fra de oevrige medlemsstater.

10 Den nationale ret kommer med sine spoergsmaal ind paa flere forskellige aspekter i forbindelse med disse hindringer, herunder den kritik, der kan rettes mod den italienske lovgivning for:

° tilsidesaettelse af "internationale konventioner, der er blevet ratificeret af Faellesskabet"

° tilsidesaettelse af traktatens artikel 7 som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet

° indfoerelsen i italiensk lovgivning af restriktioner, der er i strid med traktatens artikel 3, litra f), artikel 30, 48, 52, 59 og 62, og navnlig med princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet

° tilsidesaettelse af traktatens artikel 130 R.

Spoergsmaalet om, hvilke faellesskabsretlige bestemmelser, der fandt anvendelse paa tidspunktet for det af tiltalen i hovedsagen omfattede forhold

11 Tvisten i hovedsagen drejer sig om anvendelsen af en italiensk lovgivning, der handler om skibe og soefart. Traktatens anden del indeholder et saerligt afsnit, afsnit IV, om transport.

12 Artikel 84, der findes i dette afsnit, indeholder et stk. 2, hvorefter Raadet kan traeffe beslutning om, hvorvidt der vil kunne fastsaettes passende bestemmelser for soefart. Ifoelge traktatens artikel 61 omfattes "den frie udveksling af tjenesteydelser" af bestemmelserne i afsnittet vedroerende transport.

13 Raadet har med hjemmel i artikel 84, stk. 2, vedtaget forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande (EFT L 378, s. 1). Denne forordning traadte i kraft den 1. januar 1987. Den fandt saaledes anvendelse paa tidspunktet for de af tiltalen i hovedsagen omhandlede forhold.

14 Imidlertid er det ikke efter bestemmelserne i naevnte artikel 84 udelukket at anvende traktatens bestemmelser om transport, og soetransport er saaledes paa samme maade som andre transportgrene fortsat underkastet traktatens almindelige regler (jf. dom af 4.4.1974, sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 359, praemis 31 og 32).

Overholdelsen af internationale konventioner om udtoemning af skadelige stoffer i havet

15 Det oplyses ikke i forelaeggelseskendelsen, men fremgaar af sagen, at den nationale ret har rettet et spoergsmaal til Domstolen om den italienske lovgivnings retmaessighed efter den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe, den saakaldte "Marpol-konvention" (Lovtidende C 1984, s. 252). Det antages af den forelaeggende ret, at denne konvention har retsvirkninger i Faellesskabets retsorden.

16 For saa vidt som Domstolen anmodes om at tage stilling til den italienske lovgivnings forenelighed med Marpol-konventionen, bemaerkes blot, at Faellesskabet ikke deltager i denne konvention. Desuden ses Faellesskabet ikke i medfoer af EOEF-traktaten at have overtaget befoejelser, der tidligere udoevedes af medlemsstaterne inden for denne konventions anvendelsesomraade, og saaledes ej heller at vaere bundet af dennes bestemmelser (jf. dom af 12.12.1972, forenede sager 21/72-24/72, International Fruit Company m.fl., Sml. 1972, s. 295, praemis 18, org. ref.: Rec. s. 1219).

17 Det paahviler derfor ikke Domstolen at tage stilling til, om en af en medlemsstat udstedt bestemmelse i national ret er forenelig med en konvention som Marpol-konventionen.

Traktatens artikel 7

18 De bemaerkes, at EOEF-traktatens artikel 7 (EF-traktatens artikel 6), der opstiller det almindelige, principielle forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, kun kan anvendes selvstaendigt paa forhold omfattet af faellesskabsretten, for hvilke traktaten ikke indeholder saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling (jf. dom af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889, praemis 11). Det er derfor ud fra de saerlige bestemmelser, hvori dette princip konkret kommer til udtryk, at det maa undersoeges, om en lovgivning som den i hovedsagen omtvistede er forenelig med faellesskabsretten.

Traktatens artikel 3, litra f)

19 Den nationale ret har spurgt, om de faellesskabsretlige principper, der skal sikre en konkurrence uden fordrejninger, ikke er til hinder for en national lovgivning som den i sagen omtvistede italienske lovgivning. Det er den nationale rets opfattelse, at denne lovgivning foerer til fordrejninger i konkurrencen mellem havnene og rederierne i Faellesskabet.

20 Traktatens konkurrenceregler, og navnlig artikel 85-90, finder anvendelse paa transportsektoren (jf. dom af 30.4.1986, forenede sager 209/84-213/84, Asjes m.fl., Sml. s. 1425, praemis 45, og af 17.11.1993, sag C-185/91, Reiff, Sml. I, s. 5801, praemis 12). Saaledes forholder det sig navnlig paa soetransportomraadet (jf. Raadets forordning (EOEF) nr. 4056/86 af 22.12.1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet, EFT L 378, s. 4).

21 Det bemaerkes vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85, at artikel 85 i sig selv udelukkende vedroerer virksomhedernes adfaerd, mens den ikke omfatter ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der udgaar fra medlemsstaterne. Det fremgaar imidlertid af Domstolens faste praksis, at artikel 85, sammenholdt med traktatens artikel 5, paalaegger medlemsstaterne ikke ved lov eller administrativt at indfoere eller opretholde foranstaltninger, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler. Dette er ifoelge samme praksis tilfaeldet, naar en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers virkninger eller beroever sine egne bestemmelser deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention (jf. dom af 21.9.1988, sag 267/86, Van Eycke, Sml. s. 4769, praemis 16, og af 17.11.1993, sag C-2/91, Meng, Sml. I, s. 5751, praemis 14).

22 Disse bestemmelser kan derimod ikke bruges til at anfaegte en lovgivning som den i sagen omtvistede italienske lovgivning. Denne hverken paabyder eller begunstiger konkurrencebegraensende adfaerd, idet det deri indeholdte forbud i det hele regulerer forholdet. Den forstaerker heller ikke virkningerne af en i forvejen foreliggende aftale (jf. paa linje hermed naevnte Meng-dom, praemis 15 og 19).

Traktatens artikel 30

23 Det maa ifoelge den nationale ret spoerges, om den italienske lovgivning er i overensstemmelse med traktatens artikel 30, for saa vidt som det derved paalaegges italienske skibe at vaere udstyret med et dyrt rensningsudstyr. Efter rettens opfattelse vil dette kunne foere til en fordyrelse af indfoerslen af kemiske produkter til Italien, saaledes at der er skabt en hindring, der ifoelge denne artikel er forbudt.

24 Det skal i den forbindelse blot fastslaas, at en lovgivning som den omtvistede ikke indeholder nogen sondring paa grundlag af de transporterede stoffers oprindelse, at dens formaal ikke er at regulere varehandelen med de oevrige medlemsstater, og at de restriktive virkninger, den vil kunne medfoere for de frie varebevaegelser, er alt for usikre og indirekte til, at den i loven fastsatte forpligtelse kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. dom af 7.3.1990, sag C-69/88, Krantz, Sml. I, s. 583, praemis 11, og af 13.10.1993, sag C-93/92, CMC Motorradcenter, Sml. I, s. 5009, praemis 12).

25 Artikel 30 er saaledes ikke til hinder for en lovgivning som den omtvistede nationale lovgivning.

Traktatens artikel 48

26 Den forelaeggende ret har spurgt, om en sanktionsordning ° som den, der er fastlagt i den omtvistede italienske lovgivning, hvorefter italienske kaptajner, der overtraeder forbuddet mod udtoemning i havet af skadelige stoffer, suspenderes fra deres stilling og saaledes paalaegges strengere sanktioner end kaptajner, der er statsborgere i andre stater ° er retmaessig efter traktatens artikel 48.

27 Ifoelge Domstolens faste praksis kan traktatens bestemmelser om fri bevaegelighed for arbejdstagerne ikke anvendes paa en medlemsstats rent interne forhold. Navnlig kan den blotte omstaendighed, at en arbejdstager, der er statsborger i en anden medlemsstat, som foelge af en medlemsstats lovgivning har en gunstigere stilling end en arbejdstager, der er statsborger i den paagaeldende medlemsstat, ikke begrunde, at sidstnaevnte bliver omfattet af faellesskabsbestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed, hvis samtlige de for vedkommendes situation relevante elementer findes inden for en enkelt medlemsstat, som han er statsborger i (jf. paa linje hermed dom af 15.1.1986, sag 44/84, Hurd, Sml. s. 29, praemis 55 og 56, og af 28.1.1992, sag C-332/90, Steen, Sml. I, s. 341, praemis 5, 9 og 10).

28 Det fremgaar af sagen, at Peralta er italiensk statsborger og ansat i et italiensk rederi som kaptajn paa et skib, der foerer italiensk flag. Hans situation er altsaa rent intern, og han kan derfor ikke paaberaabe sig traktatens artikel 48.

29 Af det anfoerte foelger, at artikel 48 ikke er til hinder for en lovgivning som den omtvistede italienske lovgivning, hvorefter kaptajner, der er italienske statsborgere, og som har overtraadt det i loven fastsatte forbud, som sanktion suspenderes fra deres stilling.

Traktatens artikel 52

30 Det er ikke paa grundlag af forelaeggelseskendelsen muligt at afgoere, hvilke grunde den nationale ret har haft til at stille et spoergsmaal om den omtvistede lovs forhold til traktatens artikel 52. Der skal derfor henvises til, at denne lov ifoelge Peralta beroever de italienske soetransportvirksomheder, der driver virksomhed med skibe, der sejler under italiensk flag, muligheden for at etablere sig i en anden medlemsstat og tvinger dem til at drive cabotagesejlads i de italienske territorialfarvande. Deres skibe kan nemlig ikke i de oevrige medlemsstaters havne finde de anlaeg til behandling af spildevand fra vaskning, som de maa raade over for at kunne anvende den italienske lovgivning.

31 Selv om de bestemmelser i traktaten, der garanterer etableringsfriheden, ifoelge deres ordlyd hovedsagelig skal sikre national behandling i modtagelsesmedlemsstaten, indebaerer de samtidig et forbud mod, at oprindelsesstaten forhindrer, at en af dens statsborgere etablerer sig i en anden medlemsstat, eller at et selskab, som er stiftet i overensstemmelse med dens lovgivning, og som i oevrigt er omfattet af definitionen i artikel 58, goer det. De rettigheder, som er garanteret ved artikel 52 ff., bliver nemlig meningsloese, saafremt oprindelsesstaten kan forbyde selskaber at flytte med henblik paa etablering i en anden medlemsstat (jf. dom af 27.9.1988, sag 81/87, Daily Mail and General Trust, Sml. s. 5483, praemis 16).

32 En lovgivning som den omtvistede italienske lovgivning indeholder imidlertid ikke bestemmelser, der kan laegge hindringer i vejen for, at italienske transportvirksomheder etablerer sig i en anden medlemsstat end Italien.

33 Det bemaerkes endvidere, at ifoelge dom af 25. juli 1991 (sag C-221/89, Factortame m.fl., Sml. I, s. 3905, praemis 23) maa de betingelser, der opstilles for registrering af fartoejer, ikke udgoere en hindring for etableringsfriheden. En lovgivning som den i hovedsagen omhandlede drejer sig imidlertid ikke om registrering af skibe.

34 En medlemsstat kan ganske vist, saa laenge der ikke er sket en faellesskabsharmonisering, direkte eller indirekte for soetransportvirksomheder, der som den virksomhed, hvori Peralta er ansat, er etableret paa dens omraade, og som driver fartoejer, der foerer dens flag, indfoere tekniske regler, der er saeregne for den, og som ikke noedvendigvis ogsaa findes i de oevrige medlemsstater. De vanskeligheder, som dette medfoerer for de paagaeldende virksomheder, griber imidlertid ikke ind i etableringsfriheden i traktatens artikel 52' s forstand. For de har principielt ikke en anden karakter end vanskeligheder, der kan bero paa, at medlemsstaternes lovgivninger om f.eks. arbejdsloenninger, socialsikringsbidrag eller beskatning er uensartede.

35 Traktatens artikel 52 er altsaa ikke til hinder for en lovgivning som den italienske lovgivning.

Traktatens artikel 59

36 Ifoelge de forelagte spoergsmaal skal Domstolen tage stilling til en situation, hvor en italiensk kaptajn, der for en i Italien hjemmehoerende tjenesteyder skal foere et skib, der foerer italiensk flag, goer gaeldende, at Italien, dvs. den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er hjemmehoerende, har tilsidesat princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet.

Muligheden for at goere princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet gaeldende

37 Det er i praemis 13 i naervaerende dom fastslaaet, at forordning nr. 4055/86 fandt anvendelse paa tidspunktet for de af tiltalen i hovedsagen omhandlede forhold.

38 Artikel 1, stk. 1, i naevnte forordning indeholder foelgende bestemmelse:

"Fri adgang til at udfoere soetransport mellem Faellesskabets medlemsstater samt mellem medlemsstater og tredjelande gaelder for statsborgere i medlemsstaterne, saafremt de er hjemmehoerende i en anden medlemsstat end den person, for hvem soetransporten udfoeres."

39 Paa den ene side fremgaar det af selve ordlyden af denne artikel, at den gaelder for saadan soetransport mellem medlemsstater som den, der er omhandlet i hovedsagen. I artiklen fastlaegges den personkreds, som fri udveksling af tjenesteydelser for soetransportomraadet gaelder for, i vendinger, der stort set svarer til de i traktatens artikel 59 anvendte vendinger.

40 Paa den anden side har Domstolen i dom af 17. maj 1994 (sag C-18/93, Corsica Ferries Italia Srl, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 30), fastslaaet, at retten til fri udveksling af tjenesteydelser paa omraadet for soetransport mellem medlemsstater af en virksomhed kan paaberaabes over for den stat, hvor virksomheden er etableret, naar tjenesteydelserne praesteres til modtagere, der er etableret i en anden medlemsstat.

41 I oevrigt bemaerkes, at det i praksis er fastslaaet, at formaalet med traktatens artikel 59 var at ophaeve begraensningerne for den frie udveksling af tjenesteydelser ved personer, som ikke er etableret i den stat, paa hvis omraade tjenesteydelsen skal udfoeres, og at bestemmelserne i artikel 59 foelgelig maatte finde anvendelse i alle tilfaelde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret (jf. dom af 26.2.1991, sag C-154/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 659, praemis 9 og 10).

42 Paa baggrund heraf kan Peralta, for saa vidt som det fartoej, han foerer, udfoerer levering af varer til andre medlemsstater, over for Italien goere gaeldende, at denne medlemsstat har tilsidesat det i faellesskabsretten anerkendte princip om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet.

En eventuelt foreliggende forskelsbehandling af skibe paa grundlag af registreringslandet

43 Ifoelge artikel 9 i forordning nr. 4055/86, der henviser til det i traktatens artikel 7 opstillede forbud, gaar mindstekravet til en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ud paa, at der ikke derved sker forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet af personer, der udfoerer soetransport.

44 I saa henseende opfylder en lovgivning af denne art kravet om, at der ikke sker forskelsbehandling for saa vidt angaar den ordning, der gaelder for skibe, der befinder sig i italiensk territorialfarvand og i de italienske indre farvande. Forbuddet mod udtoemning af skadelige stoffer gaelder for samtlige fartoejer, uanset hvor de er registreret, og uanset hvor de virksomheder, der driver dem, er hjemmehoerende.

45 For saa vidt angaar havet uden for soeterritoriet sondres der i den italienske lovgivning mellem fartoejer, der foerer italiensk flag, som forbuddet mod udtoemning af skadelige stoffer alene gaelder for, og andre fartoejer.

46 Af den italienske regerings og Kommissionens besvarelser af et spoergsmaal fra Domstolen fremgaar, at Italien ikke har indfoert en oekonomisk zone i Middelhavet. Efter folkerettens regler kan det derfor uden for soeterritoriet kun haandhaeve sine hoejhedsrettigheder over for fartoejer, der foerer dets flag.

47 Heraf foelger, at en forskelsbehandling, som den, der gennemfoeres ved en lovgivning som den omtvistede, af skibe, der foerer italiensk flag, og andre skibe, og som alene rammer italienske fartoejer, ikke udgoer en ved traktaten forbudt forskelsbehandling, idet den italienske lovgivning ikke paa det aabne hav kan finde anvendelse paa fartoejer, der ikke foerer italiensk flag. En medlemsstats lovgivning kan ikke kritiseres for kun at vaere gaeldende for de fartoejer, som denne stat uden for sit territorialfarvand har ret til at udoeve hoejhedsrettigheder overfor.

48 Endvidere kan, som fastslaaet af Domstolen i dom af 14. juli 1981 (sag 155/80, Oebel, Sml. s 1993, praemis 9), anvendelsen af nationale retsregler ikke anses for at vaere i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, blot fordi andre medlemsstater angiveligt anvender mindre strenge bestemmelser (jf. desuden dom af 13.2.1969, sag 14/68, Wilhelm, Sml. 1969, s. 1, praemis 13).

Eventuelt foreliggende restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet

49 Den forelaeggende ret har anfoert, at der ved den italienske lovgivning er skabt hindringer for den frie levering af soetransportydelser til andre medlemsstater, ogsaa selv om denne lovgivning ikke kan anses for at vaere et udtryk for forskelsbehandling.

50 Det maa fremhaeves, at den hindring for eksporten, som Peralta har paaberaabt sig, ikke er en foelge af en lovgivning i en medlemsstat, paa hvis omraade en transportydelse udfoeres, men af lovgivningen i den medlemsstat, hvor virksomheden har ladet det fartoej, som den paagaeldende kaptajn foerer, registrere, og hvor den er hjemmehoerende, dvs. Italien. Denne virksomheds stilling i forhold til dens egen etableringsstat kan altsaa ikke ligestilles med stillingen for en soetransportvirksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat end Italien, som midlertidigt udoever virksomhed i sidstnaevnte stat, og som derfor paa én gang maa opfylde de bestemmelser, der foelger af lovgivningen i den medlemsstat, hvis flag dens fartoej foerer, og bestemmelserne i den italienske lovgivning.

51 En lovgivning som den i sagen omhandlede italienske lovgivning, hvorefter det er forbudt at udtoemme kemiske stoffer i havet, anvendes objektivt og uden forskel paa samtlige fartoejer, det vaere sig fartoejer, der udfoerer transporter inden for Italien, eller fartoejer, der udfoerer transporter til andre medlemsstater. Den indeholder ikke forskellige befordringsforskrifter for henholdsvis produkter til eksport og produkter, der bringes paa markedet i Italien. Den hjemler heller ikke saerlige fordele for det indre italienske marked, italienske transporter eller italienske produkter.

52 Peralta har omvendt rejst kritik af de fordele, som indirekte opnaas af transportvirksomheder fra de oevrige medlemsstater, der ikke paa de samme betingelser skal overholde forbuddet mod udtoemning i havet af spildevand, der indeholder rester af kaustisk soda. Imidlertid er, saa laenge der ikke er sket en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning paa dette omraade, disse restriktioner alene en foelge af den af etableringslandet indfoerte ordning, som den erhvervsdrivende er omfattet af.

53 Af det anfoerte foelger, at naevnte forordning nr. 4055/86 ikke er til hinder for lovgivningsbestemmelser af den omtvistede art som de i den italienske lovgivning indeholdte om udtoemning af forbudte stoffer i havet fra fartoejer tilhoerende handelsflaaden.

54 Det er foelgelig ufornoedent saerskilt at besvare den nationale rets spoergsmaal for saa vidt angaar traktatens artikel 62, hvortil der henvises i forordningens artikel 1, stk. 3. For artikel 62, der udfylder artikel 59, kan ikke anvendes som hjemmel til at forbyde restriktioner, der ikke henhoerer under sidstnaevnte bestemmelses anvendelsesomraade (jf. dom af 4.10.1991, sag C-159/90, Society for the Protection of Unborn Children Ireland, Sml. I, s. 4685, praemis 29).

Traktatens artikel 130 R

55 Den nationale ret har endelig oensket en afgoerelse af, om traktatens artikel 130 R ff. er til hinder for en lovgivning som den i sagen omtvistede, der medfoerer, at italienske fartoejer skal benytte en saerlig metode til udtoemning af spildevand, der ifoelge den forelaeggende ret er ineffektiv og i strid med de internationale forpligtelser, Italien har paataget sig.

56 I den forbindelse bemaerkes paa den ene side, at Domstolen som naevnt ovenfor i praemis 17 ikke kan tage stilling til, om en af en medlemsstat udstedt bestemmelse er i overensstemmelse med en konvention som Marpol-konventionen. Den kan heller ikke give en fortolkning af traktatens artikel 130 R i lyset af en international konvention, som ikke forpligter Faellesskabet, og som i oevrigt ikke alle Faellesskabets medlemsstater er deltagere i.

57 Paa den anden side fastlaegges i artikel 130 R alene de almindelige formaal med Faellesskabets virke paa miljoeomraadet. Det tilkommer Raadet at traeffe afgoerelse om de foranstaltninger, der skal ivaerksaettes af Faellesskabet, jf. artikel 130 S. I artikel 130 T er det bestemt, at beskyttelsesforanstaltninger, som vedtages i Faellesskabet i henhold til artikel 130 S, ikke er til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfoerer strengere beskyttelsesforanstaltninger, som er forenelige med traktaten.

58 Artikel 130 R er derfor ikke til hinder for en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede.

59 Den nationale rets spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 3, litra f), artikel 7, 30, 48, 52, 59, 62, 84 og 130 R samt Raadets forordning nr. 4055/86 af 22. december 1986 ikke er til hinder for, at det i en medlemsstats lovgivning forbydes samtlige fartoejer uanset registreringsland at udtoemme skadelige kemiske stoffer i medlemsstatens territorialfarvand og indre farvande, at det alene paalaegges fartoejer, der foerer denne medlemsstats flag, at overholde dette forbud paa det aabne hav, og endelig at det for tilfaelde af overtraedelser bestemmes, at kaptajner, der er statsborgere i medlemsstaten, som sanktion suspenderes fra deres stilling.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

60 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Pretura circondariale di Ravenna ved kendelse af 24. september 1992, for ret:

EOEF-traktatens artikel 3, litra f), artikel 7, 30, 48, 52, 59, 62, 84 og 130 R samt Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 er ikke til hinder for, at det ved en medlemsstats lovgivning forbydes samtlige fartoejer uanset registreringsland at udtoemme skadelige kemiske stoffer i medlemsstatens territorialfarvand og indre farvande, at det alene paalaegges fartoejer, der foerer denne medlemsstats flag, at overholde dette forbud paa det aabne hav, og endelig at det for tilfaelde af overtraedelser bestemmes, at kaptajner, der er statsborgere i medlemsstaten, som sanktion suspenderes fra deres stilling.