61992C0128

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. High Court of Justice of England and Wales, Queen' s Bench Division, Commercial Court (herefter benaevnt "den forelaeggende ret"), har i denne sag i medfoer af EKSF-traktatens artikel 41 og EOEF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen en raekke praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af konkurrencereglerne i EKSF- og EOEF-traktaterne. Forelaeggelsen sker i anledning af en sag anlagt af H. J. Banks & Co. Ltd (herefter benaevnt "Banks") angaaende et erstatningskrav mod British Coal Corporation (herefter benaevnt "British Coal"), hvorunder Banks goer gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af bestemmelser i henholdsvis EKSF-traktaten og EOEF-traktaten.

Af hensyn til en korrekt behandling af de praejudicielle spoergsmaal finder jeg det noedvendigt foerst at skitsere den temmelig komplekse baggrund for sagen.

I - Sagens baggrund

2. Banks er et privat selskab, der producerer kul ved hjaelp af (bl.a.) udvindingsmetoder med aabne brud paa grundlag af licenser, som selskabet har faaet tildelt af British Coal. British Coal er et ved lov oprettet selskab, der ejes fuldt ud af den britiske stat, og som i henhold til Coal Industry Nationalisation Act 1946 (herefter benaevnt "CINA 1946") har ejendomsretten til langt den stoerste del af det ubrudte kul i Storbritannien (1). Det har en lovhjemlet forpligtelse til, med udelukkelse af alle andre (medmindre andet er foreskrevet i CINA 1946), at forarbejde og udvinde kul i Storbritannien (2). Det skal endvidere soerge for en effektiv udvikling af kulminedriften (3). I henhold til CINA 1946 kan British Coal give andre licens til udvinding af kul, enten uden eller paa visse betingelser (4). Normalt afgav British Coal licenser paa et af foelgende to grundlag: a) en licens paa royaltybasis (herefter benaevnt "royaltylicens"), hvorefter licenshaveren betaler en royalty pr. ton produceret kul og kan videresaelge disse kul uden nogen begraensninger; og b) en licens paa royaltyfri basis (herefter benaevnt "royaltyfri licens"), hvorefter licenshaveren i henhold til den paagaeldende licensaftale skal saelge og levere kul til British Coal til en bestemt pris. Denne sidste licenstype udstedes nu ikke laengere af British Coal (5).

Den vigtigste aftager af kul i Det Forenede Kongerige er elproduktionssektoren ("Electricity Supply Industry", herefter benaevnt "ESI"). Denne sektor blev privatiseret fra 1. april 1990. Siden dette tidspunkt er de vigtigste elproducenter, og dermed de vigtigste kulaftagere i England og Wales, National Power plc og PowerGen plc (herefter benaevnt henholdsvis "National Power" og "PowerGen"). Kort tid inden privatiseringen, i 1989-1990, forhandlede British Coal med begge disse foretagender om kontrakter vedroerende levering af kul (herefter benaevnt "kulleveringskontrakterne"), ifoelge hvilke British Coal i et vist antal aar (fra 1.4.1990 til 31.3.1993) sikredes salg af bestemte maengder kul til faste priser.

3. Netop disse kulleveringskontrakter foerte til, at der blev indledt en procedure for Kommissionen og derefter anlagt sag ved Retten i Foerste Instans, sager som i mange henseender er beslaegtet med den problematik, der er til behandling i sagen for den forelaeggende ret. Den 28. marts 1990 indsendte National Association of Licensed Opencast Operators (herefter benaevnt "NALOO"), som Banks er medlem af, og Federation of Small Mines of Great Britain (herefter benaevnt "FSMGB") en officiel klage til Kommissionen (6). Deri anfoerte de: i) at British Coal havde misbrugt sin dominerende stilling som leverandoer af kul, der var bestemt til elproduktion, ved i kulleveringskontrakterne at fastsaette bestemmelser til gunst for sig selv (navnlig vedroerende maengde og pris), hvilket havde skadelige foelger for konkurrenterne, dvs. de smaa kulproducenter, der opererede paa licens (paastaaet tilsidesaettelse af EKSF-traktatens artikel 66, stk. 7); ii) at de paagaeldende elproducenter, National Power og PowerGen, misbrugte deres dominerende stilling ved at diskriminere medlemmerne af de klagende sammenslutninger i forhold til British Coal ved indkoeb af kul (paastaaet tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 86); og iii) at de aftaler, paa grundlag af hvilke British Coal gav andre licens til at udvinde kul, og navnlig royaltybeloebet, indebar en tilsidesaettelse af EKSF-traktatens artikel 60 og 65 og, saafremt denne sidstnaevnte bestemmelse ikke skulle finde anvendelse, af EOEF-traktatens artikel 85.

I oktober-november 1990 gav British Coal sammen med ESI og den britiske regering NALOO og FSMGB et tilbud med henblik paa at finde en loesning paa klagen. Tilbuddet bestod bl.a. i, at British Coal ville nedsaette den royalty, der skulle betales i henhold til royaltylicenserne, til 5,50 UKL for de foerste 50 000 tons, og til 6,00 UKL for hvert foelgende ton. NALOO og FSMGB afslog begge tilbuddet, men British Coal nedsatte alligevel royaltyen med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 1990.

Den 23. maj 1991 vedtog Kommissionen en beslutning (herefter benaevnt "beslutningen") (7). Deri goeres udtrykkeligt opmaerksom paa, at det kun er situationen i England og Wales, der blev undersoegt, efter ikrafttraedelsen af kulleveringskontrakterne den 1. april 1990 mellem British Coal paa den ene side og National Power og PowerGen paa den anden side (8). I beslutningen kommer Kommissionen til den konklusion: i) at EKSF-traktatens artikel 60 og 65 ikke finder anvendelse, og de dele af klagen, der stoettes herpaa, derfor afvises (9). Ifoelge Kommissionen vedroerer artikel 60 kun saelgernes prispolitik, og den finder ikke anvendelse, naar en royalty paalaegges ved produktion (10), mens artikel 65 ikke finder anvendelse paa kulleveringskontrakterne mellem British Coal og National Power og PowerGen, da de to sidstnaevnte virksomheder ikke er virksomheder efter EKSF-traktatens artikel 80 (11); ii) at klagen vedroerende EKSF-traktatens artikel 63 og artikel 66, stk. 7, samt EOEF-traktatens artikel 85 og 86 er berettiget, for saa vidt angaar situationen efter den 1. april 1990, da kulleveringskontrakterne traadte i kraft (12); iii) at, saafremt tilbuddet fra den britiske stat fra oktober 1990 vedroerende koebsbetingelser omsaettes til kontrakter af National Power og PowerGen, ville der ikke laengere eksistere nogen forskelsbehandling mellem de licenshavende kulproducenter og British Coal, og klagen - i det omfang den havde stoette i EKSF-traktatens artikel 63 og artikel 66, stk. 7, og EOEF-traktatens artikel 85 og 86 - ville ikke laengere vaere gyldig og ville derfor blive afvist (13); og endelig, iv) med hensyn til klagen i henhold til EKSF-traktatens artikel 66, stk. 7, vedroerende de royaltyafgifter, som forlangtes af British Coal, at de nye royaltysatser, som blev foreslaaet af den britiske stat den 24. oktober 1990, og som derefter blev indfoert af British Coal med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 1990, ikke er urimeligt hoeje, saaledes at ogsaa dette klagepunkt ikke laengere har nogen gyldighed og derfor maa afvises.

4. Den 9. juli 1991 anlagde NALOO i medfoer af EKSF-traktatens artikel 33 sag for Retten i Foerste Instans med paastand om annullation af beslutningen, for saa vidt den vedroerer NALOO' s klage over den royalty, der var betalt i henhold til royaltylicenserne, og de beloeb, som British Coal betalte i henhold til de royaltyfrie licenser. Denne sag blev registreret som sag T-57/91, og den verserer nu for Rettens Anden Afdeling. I staevningen goer NALOO bl.a. gaeldende, at Kommissionen undlod at tage hensyn til eller undlod at tage behoerigt hensyn til den dokumentation og det relevante bevismateriale, som NALOO havde fremlagt, og at Kommissionen ikke har anvendt EKSF-traktaten korrekt. NALOO har endvidere ved Retten nedlagt paastand om, at Kommissionen tilpligtes at genoptage sin undersoegelse af den royalty, der skal betales i henhold til royaltylicenserne, og de kulpriser, der er betalt i henhold til de royaltyfrie licenser. Retten gav den 30. januar 1992 British Coal tilladelse til at indtraede som intervenient i sagen. Ved kendelse af 14. juli 1993 udsatte Rettens praesident sagen i foerste instans i henhold til artikel 47, stk. 3, i EKSF-statutten for Domstolen, indtil Domstolen har afsagt dom i naervaerende sag.

5. Efter Kommissionens beslutning har forskellige licenshavende kulproducenter, herunder Banks, anlagt erstatningssag mod British Coal ved den forelaeggende ret. Kravene er baseret paa, at der foreligger en tilsidesaettelse af EKSF-traktatens artikel 4, litra d), artikel 60, artikel 65 og artikel 66, stk. 7. Banks goer i hovedsagen navnlig gaeldende, at British Coal har tilsidesat ovennaevnte bestemmelser med hensyn til de royaltybeloeb, som er udbetalt til selskabet i henhold til royaltylicenser, og med hensyn til de koebesummer, som er betalt til selskabet i henhold til royaltyfrie licenser. Det anfoeres, at de af British Coal i royaltylicenserne fastsatte royalties ligger paa et alt for hoejt niveau, saaledes at Banks ikke har mulighed for at opnaa et rimeligt overskud, mens British Coal betalte et urimeligt lavt beloeb for kul, der blev leveret i henhold til royaltyfrie licenser. Da ovennaevnte artikler i EKSF-traktaten ifoelge Banks har direkte virkning, er selskabet af den opfattelse, at bestemmelserne medfoerer rettigheder for det, som den forelaeggende ret skal beskytte ved at tilkende det erstatning. Saafremt British Coal' s opfattelse er korrekt - nemlig at EKSF-traktaten ikke finder anvendelse paa udvinding af ubrudte kul eller paa de licenser, der udstedes hertil - anmoder Banks om at maatte goere gaeldende, at EOEF-traktatens artikel 85 og 86 finder anvendelse i den konkrete sag. Banks' erstatningskrav vedroerer perioden 1986-1991.

British Coal goer derimod for den forelaeggende ret navnlig gaeldende: i) at EKSF-traktaten ikke finder anvendelse paa den foreliggende problematik; ii) at British Coal' s adfaerd ikke er i strid med EKSF-traktatens artikel 4, litra d), artikel 60, artikel 65 eller artikel 66, stk. 7; iii) at disse bestemmelser ikke har direkte virkning i engelsk ret og ikke medfoerer rettigheder og pligter i privatretlige forhold, samt at alene Kommissionen, i det mindste som foersteinstans, har hjemmel til at afgoere, hvorvidt de anfoerte bestemmelser er blevet tilsidesat; og iv) at saafremt ovennaevnte bestemmelser har direkte virkning, er dette kun tilfaeldet efter en kommissionsbeslutning og/eller efter at alle de procedurer, der er fastlagt i de anfoerte bestemmelser, er blevet gennemfoert, og/eller at alle de muligheder, som Banks raader over i henhold til EKSF-traktaten, er udtoemt.

6. Den forelaeggende ret er af den opfattelse, at i betragtning af de saerlige omstaendigheder i det foreliggende tilfaelde, er en forelaeggelse paa et tidligt stadium af sagen den bedste maade til at skabe klarhed over de relevante processuelle og materielretlige spoergsmaal samt til at begraense omkostningerne og spare tid. Retten har forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

"1) Finder EKSF-traktatens artikel 4, litra d), artikel 60, artikel 65 og/eller artikel 66, stk. 7, anvendelse med hensyn til licenser til udvinding af ubrudt kul samt med hensyn til de heri fastsatte royalty- og betalingsbetingelser?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares benaegtende,

i) finder EOEF-traktatens artikel 85 og 86 da anvendelse paa de i spoergsmaal 1) anfoerte forhold?

ii) paavirker EOEF-traktatens artikel 232, stk. 1, besvarelsen af spoergsmaal i)?

3) Har EKSF-traktatens artikel 4, litra d), artikel 60, artikel 65 og/eller artikel 66, stk. 7, direkte virkning, der medfoerer rettigheder for borgerne, som de nationale retter skal beskytte?

4) Har nationale retter i medfoer af faellesskabsretten hjemmel og/eller pligt til at tilkende erstatning i anledning af tilsidesaettelse af de anfoerte artikler i EKSF-traktaten (eller i EOEF-traktaten) for tab, der er opstaaet som foelge heraf?

5) I hvilket omfang (om overhovedet) afhaenger besvarelsen af spoergsmaal 3) og 4) af:

i) en forudgaaende afgoerelse truffet af Kommissionen, og/eller

ii) at de retsmidler (om nogen) i relation dertil i henhold til EKSF-traktaten er udtoemt, og/eller

iii) at de skridt eller procedurer, der er anfoert i de relevante bestemmelser, er blevet gennemfoert?

6) I hvilket omfang er en national ret bundet af en beslutning, som Kommissionen har vedtaget i anledning af en klage, som sket ved dens beslutning af 23. maj 1991:

i) for saa vidt angaar de faktiske omstaendigheder, som lagt til grund i Kommissionens beslutning; og

ii) for saa vidt angaar Kommissionens fortolkning af EKSF-traktatens bestemmelser?"

II - Finder EKSF-traktaten eller EOEF-traktaten anvendelse?

7. Det foerste problem, Domstolen stilles over for, er spoergsmaalet om, hvorvidt udvinding af ubrudt kul i princippet snarere falder ind under EKSF-traktatens anvendelsesomraade end under EOEF-traktatens anvendelsesomraade, og derfor om det er EKSF-traktatens artikel 4, litra d), artikel 60, artikel 65 og artikel 66, stk. 7, frem for EOEF-traktatens artikel 85 og 86, der eventuelt finder anvendelse paa licenser til udvinding af disse kul og paa de royalty- og betalingsbetingelser, der er fastsat i licenserne. Inden jeg vil undersoege, om de anfoerte bestemmelser finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde (se nedenfor, punkt 10 ff.), vil jeg foerst undersoege spoergsmaalet om, hvorvidt EKSF-traktaten i princippet finder anvendelse paa de produkter og dertil hoerende aktiviteter og forretninger, som sagen for den nationale ret drejer sig om.

8. Svaret paa dette spoergsmaal ligger i EOEF-traktatens artikel 232, stk. 1. Bestemmelsen har foelgende ordlyd:

"Denne traktats bestemmelser aendrer ikke bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, navnlig ikke medlemsstaternes rettigheder og forpligtelser, befoejelserne for dette Faellesskabs institutioner og reglerne i den naevnte traktat om, hvorledes faellesmarkedet for kul og staal skal fungere."

Ved at indsaette denne bestemmelse har EOEF-traktatens forfattere tydeligvis villet hindre retskonflikter i forbindelse med afgraensning af EOEF-traktatens anvendelsesomraade i forhold til EKSF-traktatens (14). I realiteten betyder EOEF-traktatens artikel 232, stk. 1, en bekraeftelse af princippet "lex specialis derogat legi generali" (15). Som Domstolen udtalte i Gerlach-dommen, foelger det af denne bestemmelse,

"at uanset EOEF-traktaten gaelder reglerne i EKSF-traktaten og de til gennemfoerelse heraf udstedte bestemmelser fortsat, for saa vidt angaar faellesmarkedet for kul og staal" (16).

Paa den anden side foelger det ogsaa af bestemmelsen, at for saa vidt bestemte spoergsmaal ikke er reguleret i EKSF-traktaten eller dens gennemfoerelsesbestemmelser, kan EOEF-traktatens bestemmelser eller dens gennemfoerelsesbestemmelser godt finde anvendelse, selv om det drejer sig om produkter, der i princippet falder ind under EKSF-traktatens anvendelsesomraade. I dommen Deutsche Babcock Handel har Domstolen bekraeftet, at artikel 232, stk. 1, tillige har denne anden funktion:

"Denne bestemmelse maa allerede efter sin ordlyd fortolkes saaledes, at i det omfang et forhold ikke er reguleret i EKSF-traktatens bestemmelser eller i forskrifter udstedt med hjemmel i denne, finder EOEF-traktaten og gennemfoerelsesbestemmelserne dertil anvendelse paa varer, der omfattes af EKSF-traktaten." (17)

Jeg tilfoejer straks, at EKSF-traktaten paa det konkurrenceretlige omraade indeholder en lang raekke specielle bestemmelser, hvoraf nogle faa vil blive behandlet senere, saaledes at naar det gaelder sager, hvori de konkurrenceretlige spoergsmaal er de centrale, mister en subsidiaer anvendelse af EOEF-bestemmelserne i vidt omfang deres betydning (18).

9. Det er ogsaa tilfaeldet her. Efter min opfattelse er licenser til at udvinde ubrudt kul og de deri fastsatte betingelser vedroerende royalties eller salgspriser absolut omfattet af EKSF-traktaten. Artikel 80 i EKSF-traktaten lader ikke herske nogen tvivl om, at begge parter i hovedsagen, Banks og British Coal, er virksomheder, som er omfattet af EKSF-traktaten: "Ved virksomhed forstaas i denne traktat virksomheder, der paa de i artikel 79, stk. 1, naevnte omraader udoever en produktionsvirksomhed inden for kul- og staalsektoren (...)" (19). Af Vloeberghs-dommen fremgaar, at brydning (eller udvinding) af kul naturligvis falder ind under begrebet "produktionsvirksomhed inden for kulsektoren", som omhandlet i ovennaevnte definition, og dette uanset om denne aktivitet er defineret i nomenklaturen i bilag I til EKSF-traktaten. Domstolen udtalte nemlig i den dom med hensyn til begrebet virksomhed i artikel 80, at

"bortset fra udvinding betragter traktaten kun de aktiviteter som produktionsvirksomhed, som den udtrykkelig anerkender som saadanne;

til besvarelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt en bestemt aktivitet hoerer til 'produktionsvirksomhed' , skal der tages udgangspunkt i definitionerne i nomenklaturen i traktatens bilag I" (20).

Udvinding eller brydning af kul hoerer saaledes utvivlsomt til "produktionsvirksomhed" efter EKSF-traktatens artikel 80 (21), naturligvis under den forudsaetning, at det drejer sig om "braendselsstoffer" som anfoert i traktatens bilag I. Dette sidstnaevnte er ubestrideligt, da der i bilaget, hvori er givet en definition af udtrykkene "kul" og "staal", som er omfattet af EKSF-traktaten (jf. EKSF-traktatens artikel 81), foerst og fremmest under pos. 3100 er anfoert stenkul, dvs. den type kul, der produceres i Storbritannien. Den britiske regerings argument om, at ubrudt kul ikke kan anses for at vaere saadanne produkter, fordi de pr. definition endnu ikke kan bringes i handelen i medlemsstaterne, og der derfor ikke kan eksistere noget faelles marked for dem, kan ikke aendre dette. For sagen er den, at i dommen i sagen Société des Fonderies de Pont-à-Mousson fastslog Domstolen utvetydigt, at anvendelsen af udtrykkene "produktionsvirksomhed" og "produkt" som omhandlet henholdsvis i artikel 80 i EKSF-traktaten og i traktatens bilag I, punkt 1, ikke alene kan begraenses til fremstillingen af genstande, som er beregnet til at blive bragt paa markedet (22). Af systemet i EKSF-traktatens bilag I, som under overskriften "Jern og staal" naevner en lang raekke produkter, der ofte forarbejdes til teknisk set forskellige produkter, udledte Domstolen i ovennaevnte dom, at ogsaa "et halvfabrikat, der paa en vis maade kun eksisterer midlertidigt", er omfattet af EKSF-traktaten (23). Ogsaa ubrudte stenkul, der er bestemt til at blive sorteret og eventuelt vasket med henblik paa salg, (og som i den forstand kun eksisterer midlertidigt), er derfor et produkt som er omfattet af EKSF-traktatens bilag I. I oevrigt indroemmer den britiske regering selv i sine skriftlige indlaeg, at de betingelser, paa hvilke der meddeles licens til udvinding af ubrudte kul, i visse tilfaelde kan paavirke handelen mellem medlemsstaterne med de paagaeldende kul eller deraf afledede produkter (24).

III - Hvilke artikler i EKSF-traktaten finder her anvendelse?

10. I sine spoergsmaal naevner den forelaeggende ret fire bestemmelser i EKSF-traktaten, nemlig artikel 4, litra d), artikel 60, artikel 65 og artikel 66, stk. 7, og problemet er, hvilke af disse bestemmelser der finder anvendelse paa licenser til at udvinde ubrudte kul og paa de i licenserne fastsatte royalty- og betalingsbetingelser. Jeg vil nu behandle hver enkelt af disse bestemmelser i raekkefoelge samt de argumenter, der er fremsat for eller imod deres anvendelse.

A - EKSF-traktatens artikel 4

11. De omtalte afsnit af artikel 4 i EKSF-traktaten lyder som foelger:

"I overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat ophaeves og forbydes foelgende inden for Faellesskabet som uforeneligt med faellesmarkedet for kul og staal:

(...)

b) forholdsregler eller fremgangsmaader, som medfoerer en forskelsbehandling af producenter, koebere eller forbrugere, navnlig med hensyn til pris- eller leveringsbetingelser og transporttariffer, samt forholdsregler og fremgangsmaader, der hindrer koeberens frie valg af leverandoer;

(...)

d) restriktive fremgangsmaader, der tilsigter opdeling eller udnyttelse af markederne."

Om anvendelsen af denne traktatbestemmelse paa naervaerende sag er meningerne meget delte. Ifoelge Banks er fremgangsmaader, der medfoerer forskelsbehandling og begraensninger med hensyn til produktion af kul, herunder meddelelse af licenser til udvinding af kul, omfattet af ovennaevnte bestemmelser. British Coal og den britiske regering goer derimod gaeldende, at artikel 4, litra d), ikke kan finde anvendelse alene, men kun sammenholdt med de andre artikler i EKSF-traktaten, som der henvises til i de praejudicielle spoergsmaal. Ogsaa Kommissionens opfattelse gaar i den retning: EKSF-traktatens artikel 4, litra d), skal efter Kommissionens opfattelse sammenholdes med de oevrige traktatbestemmelser og er ikke i sig selv tilstraekkelig praecis og fuldstaendig til at finde anvendelse paa de licenser, der her er tale om.

12. Hvad skal man mene herom? Der er sikkert ingen tvivl om, at artikel 4 er af grundlaeggende betydning for EKSF-traktaten. Det foelger allerede af EKSF-traktatens artikel 2, som goer gennemfoerelsen af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskabs formaal afhaengig af "oprettelsen af et faelles marked paa de i artikel 4 fastsatte betingelser" (25). Domstolen har fra sine allerfoerste domme, i sagerne 1/54 og 2/54, understreget den afgoerende betydning af EKSF-traktatens artikel 4 (og tillige artikel 2 og 3). Det drejer sig om "grundlaeggende bestemmelser, hvorved Faellesskabets faelles marked og faelles formaal er oprettet" (26).

Desuden giver Domstolens praksis adskillige holdepunkter til besvarelse af spoergsmaalet om, hvorvidt artikel 4 i EKSF-traktaten i sig selv kan anvendes, eller om det kun kan ske - som man ville kunne udlede af en bestemt fortolkning af ordlyden - "i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat".

13. Den foerste vaesentlige afgoerelse i den forbindelse er dommen Groupement des Industries Sidérurgiques Luxembourgeoises. Skoent Domstolen indroemmede, at en del af de i artikel 4 naevnte fremgangsmaader ogsaa er omfattet af andre bestemmelser i EKSF-traktaten, understregede den paa grundlag af traktatens artikel 84, at (27):

"De i disse tekster indeholdte bestemmelser har derfor samme bindende virkning; de maa ikke bruges mod hinanden, men skal derimod betragtes i indbyrdes sammenhaeng for at naa frem til den korrekte anvendelse." (28)

Efter at Domstolen havde gjort opmaerksom paa den grundlaeggende betydning, som artikel 4 (og artikel 2 og 3) har inden for rammerne af EKSF-traktaten, udtalte den:

"Af samme grund er bestemmelserne i artikel 4 i sig selv tilstraekkelige, og de finder umiddelbart anvendelse, naar de ikke er gentaget andetsteds i traktaten.

Naar artikel 4' s bestemmelser derimod er naevnt, gentaget eller naermere fastsat andre steder i traktaten, skal de regler, der angaar én og samme bestemmelse, betragtes som en helhed og anvendes under ét." (29)

Domstolen har gentagne gange bekraeftet denne fortolkning af EKSF-traktatens artikel 4. Det skete navnlig i de domme, der blev afsagt den 21. og 26. juni 1958 i en sag, der var anlagt af virksomheder og sammenslutninger af virksomheder med paastand om annullation af forskellige bestemmelser i beslutning nr. 2/57 fra Den Hoeje Myndighed (30). I disse domme anfoerte Domstolen endvidere udtrykkeligt, at EKSF-traktatens artikel 4 "altid" skal overholdes, da den bl.a. fastlaegger Faellesskabets grundlaeggende maalsaetning, at bestemmelserne i denne artikel har "tvingende karakter", og at de "er tilstraekkelige i sig selv, er umiddelbart anvendelige, naar de ikke er gentaget i nogen bestemmelse i traktaten." (31)

14. Vejledende for spoergsmaalet om forholdet mellem artikel 4 og andre, mere specielle bestemmelser i EKSF-traktaten er endvidere Geitling-dommen og udtalelse 1/61. I foerstnaevnte sag forkastede Domstolen udtrykkeligt det anbringende, at EKSF-traktatens artikel 65 paa grund af lex specialis-virkningen skulle udelukke anvendelsen af artikel 4, litra b):

"Traktatens artikel 4, litra b) og artikel 65 regulerer - hver inden for sit anvendelsesomraade - forskellige aspekter af erhvervslivet.

Disse to artikler hverken udelukker eller ophaever hinanden, de tjener tvaertimod til at gennemfoere Faellesskabets formaal, de supplerer derfor hinanden i saa henseende.

I visse tilfaelde kan deres bestemmelser daekke kendsgerninger, der berettiger en samtidig og sammenfaldende anvendelse af de naevnte artikler." (32)

Domstolen besluttede faktisk, at den i den paagaeldende sag omtvistede bestemmelse i en aftale om salgskontorer, der var indgaaet mellem kulproducenter, ikke kunne haeves i henhold til EKSF-traktatens artikel 65, stk. 2, og at den endvidere kunne give anledning til forskelsbehandling som omhandlet i artikel 4, litra b).

I udtalelse 1/61 - hidtil den eneste udtalelse, hvor Domstolen gik naermere ind paa EKSF-traktatens artikel 4, litra d) - undersoegte Domstolen bl.a., om et forslag fra Den Hoeje Myndighed og Det Saerlige Ministerudvalg om aendring af EKSF-traktatens artikel 65 var foreneligt med artikel 4, litra d). Om raekkevidden af artikel 4, litra d), fastslog Domstolen foerst,

"at dette forbud aabenbart har til formaal at hindre, at virksomhederne gennem en restriktiv praksis opnaar en stilling, som saetter dem i stand til at fordele eller udnytte markederne;

at denne forbudsbestemmelse er af meget streng karakter og er kendetegnende for det regelsaet, der indfoeres ved traktaten;

at artikel 65, som indeholder gennemfoerelsesbestemmelserne for ovennaevnte princip, i stk. 1 fastsaetter raekkevidden af det generelle forbud ved navnlig at forbyde aftaler, der har til formaal at fastlaegge eller bestemme priserne, at begraense eller styre produktionen osv. og at fordele markederne, produkterne, aftagerne eller forsyningskilderne" (33).

Af sin analyse af den undtagelsesbestemmelse, som EKSF-traktatens artikel 65, stk. 2, foerste afsnit, litra c), indeholder fra det i artikel 65, stk. 1, naermere praeciserede forbud, udledte Domstolen derefter, at foerstnaevnte bestemmelse "fastsaetter et objektivt kriterium, der muliggoer en vurdering af de tilfaelde, hvor et kartel under alle omstaendigheder ville vaere uforeneligt med forbuddet i artikel 4, litra d)" (34). Muligheden for undtagelse fra de i artikel 65, stk. 2, foerste afsnit, litra c), fastsatte betingelser, som var fastsat i det udkast, der var forelagt Domstolen til udtalelse, betoed derfor efter Domstolens opfattelse en tilsidesaettelse af forbuddet i artikel 4, litra d).

15. Af denne praksis udleder jeg foelgende med hensyn til EKSF-traktatens artikel 4' s status og dens forhold til andre, mere specielle traktatbestemmelser. For det foerste skal bestemmelsen, da den ligesom EKSF-traktatens artikel 2, 3 og 5 indeholder grundlaeggende maalsaetninger for Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, altid overholdes: Domstolen udtaler udtrykkeligt, at alle de bestemmelser, altsaa ogsaa artikel 4, er bindende. Desuden har Domstolen for saa vidt angaar artikel 4 utvetydigt udtalt, at artiklen i sig selv er tilstraekkelig, og at den derfor er umiddelbart anvendelig, naar den ikke er gentaget i nogen anden bestemmelse i traktaten. Med andre ord, saafremt artikel 4 daekker situationer, der ikke er naermere reguleret i en anden traktatbestemmelse, har bestemmelsen en selvstaendig virkning. Endelig gaelder, at saafremt bestemmelserne i artikel 4 er gentaget i en anden bestemmelse i EKSF-traktaten, er artikel 4 paa ingen maade underordnet saadanne bestemmelser, men den har samme bindende kraft, og den skal betragtes og anvendes i sammenhaeng, dvs. sammen med de paagaeldende bestemmelser. Sagt paa en anden maade: ogsaa med hensyn til traktatbestemmelser, der gennemfoerer eller praeciserer omfanget af de forbud, der er indeholdt i artikel 4, spiller artikel 4 fortsat en supplerende rolle.

16. Da jeg herefter kommer til den konklusion, at der i det konkrete tilfaelde ogsaa er andre, mere specielle traktatbestemmelser, isaer EKSF-traktatens artikel 65 og artikel 66, stk. 7, der finder anvendelse - men ikke traktatens artikel 60 - maa det af ovenstaaende udledes, at der tilkommer artikel 4 en supplerende virkning for saa vidt angaar de i denne sag omhandlede kuludvindingslicenser og de deri fastsatte betingelser inden for artikel 65 og artikel 66, stk. 7' s anvendelsesomraade, mens den uden for dette omraade har en selvstaendig virkning.

B - EKSF-traktatens artikel 60

17. Finder EKSF-traktatens artikel 60 anvendelse i denne sag? Bestemmelsens stk. 1 lyder:

"Hvad angaar priser er alle fremgangsmaader, som strider mod artikel 2, 3 og 4 forbudt, navnlig:

- illoyal konkurrence, i saerdeleshed rent midlertidige og rent lokalt begraensede prisnedsaettelser, der sigter paa at opnaa en monopolstilling inden for det faelles marked

- forskelsbehandling, som indebaerer, at en saelger paa det faelles marked anvender ulige vilkaar for forretninger af samme art, navnlig afhaengigt af koebernes nationalitet.

Den Hoeje Myndighed kan ved beslutninger, som traeffes efter, at der er indhentet udtalelse fra Det Raadgivende Udvalg og Raadet, angive de fremgangsmaader, der skal omfattes af dette forbud."

Ogsaa her staar der to anbringender over for hinanden. Banks fastholder, at artikel 60 skal fortolkes vidt og ikke kun finder anvendelse paa priser og prislister, men tillige paa salgsbetingelser og anden praksis, som har indflydelse paa priserne. Royaltyfrie licenser (se ovenfor, punkt 2) har ifoelge Banks en saadan indflydelse paa salgspriserne. I modsaetning til det resultat, Kommissionen naaede frem til i sin beslutning, er Banks af den opfattelse, at artikel 60 ikke kun vedroerer dominerende saelgeres prispolitik, men tillige prisbetingelser, der tager sigte paa en forskelsbehandling eller paa udnyttelse af markedet til fordel for en dominerende koeber. Ogsaa royaltylicenser (ibid.), anfoeres det, er omfattet af artikel 60, da royaltyen oekonomisk og juridisk er ubrydeligt knyttet sammen med udgiften til kul og derfor faar indflydelse paa og indgaar som et led i den af licenstageren eller licensgiveren fastsatte salgspris for kul.

Ifoelge British Coal, den britiske regering og Kommissionen finder EKSF-traktatens artikel 60 derimod ikke anvendelse paa licenser til udvinding af ubrudte kul eller paa royalties, der opkraeves i forbindelse med udvindingen af disse. Bestemmelsen vedroerer kun kulsaelgernes pris, anfoeres det, og har derfor paa ingen maade noget at goere med de royalties, der betales til British Coal eller koebesummer, der betales af British Coal. Det fremgaar ogsaa af placeringen af artikel 60 i EKSF-traktaten og af den sekundaere faellesskabsret.

18. Efter min opfattelse er der ikke - hverken i traktatbestemmelsens formaal, kontekst, system eller ordlyd - tilstraekkelig stoette for den meget vide fortolkning af artikel 60, som Banks gaar ind for. For saa vidt angaar formaalet anfoerte generaladvokat VerLoren van Themaat - paa grundlag af en sammenligning med bestemmelsens amerikanske inspirationskilder (35) - i sit forslag til afgoerelse i Bertoli-sagen foelgende: Meningen med denne bestemmelse er inden for kul- og staalsektoren, der overvejende bestaar af et faatal af dominerende virksomheder,

"at beskytte de smaa virksomheder mod overgreb af prispolitisk karakter fra et faatal af dominerende virksomheders side eller mod virksomheder, der besad et monopol, altsaa mod metoder, der tillod disse sidste at befaeste deres dominerende stilling. Formaalet er altsaa at hindre, at nogle faa virksomheder ved deres praksis begraenser konkurrencen" (36).

Saafremt formaalet ikke giver noget svar paa den noejagtige raekkevidde af artikel 60, er dette i hvert fald tilfaeldet med konteksten. Af artiklens placering i kapitel V, der omhandler priser, fremgaar nemlig, at den tager sigte paa illoyal praksis og forskelsbehandling med hensyn til priser hos saelgerne i modsaetning til EKSF-traktatens artikel 63, der har til formaal at regulere koebernes diskriminerende praksis med hensyn til priser, mens traktatens artikel 61 og 62 vedroerer de indgreb, som Den Hoeje Myndighed kan foretage i prisniveauet ved hjaelp af minimums- og maksimumspriser eller udligningsordninger mellem virksomhederne.

Med hensyn til det i artikel 60 fastsatte system har Domstolen i sag 1/54 og sag 2/54 anfoert, at forholdet mellem artiklens stk. 1 og stk. 2 er som mellem "formaal og middel" (37). I stk. 1 forbydes priser, der udgoer "illoyal konkurrence og forskelsbehandling" (38), mens stk. 2 fastsaetter et system med obligatorisk offentliggoerelse af prislister og salgsbetingelser. Af den redegoerelse, som Domstolen i de samme domme kom med, og som senere er blevet gentaget i Rumi-dommen, om hvordan reglerne om offentliggoerelse i artikel 60, stk. 2, virker, fremgaar, at det kun er adfaerd i forbindelse med salg, der henvises til:

"Denne obligatoriske offentliggoerelse har til formaal 1) saa vidt muligt at hindre forbudt adfaerd, 2) at give koeberne mulighed for at skaffe sig noejagtige prisoplysninger og for at deltage i kontrollen med, at der ikke sker forskelsbehandling, 3) at give virksomhederne adgang til praecise oplysninger om konkurrenternes priser, saaledes at de faar mulighed for at gennemfoere en tilpasning." (39)

Endelig tyder ogsaa ordlyden af denne bestemmelse paa, at traktatens forfattere kun havde saelgere for oeje: i) stk. 1, foerste led, forbyder midlertidige og rent lokalt begraensede prisnedsaettelser, der sigter paa at opnaa en monopolstilling, et forbud der kun har mening, saafremt det anvendes paa saelgerne; ii) stk. 1, andet led, paalaegger udtrykkeligt saelgerne et forbud mod paa det faelles marked at anvende ulige vilkaar for forretninger af samme art; og iii) stk. 2 fastsaetter bestemmelser for den obligatoriske offentliggoerelse af prislister, dvs. ifoelge Domstolen "de priser, til hvilke virksomhederne erklaerer sig villige til at saelge deres produkter" (40), og salgsbetingelser, der anvendes af virksomhederne paa det faelles marked [saaledes litra a)]. Ogsaa af bestemmelserne i den sekundaere faellesskabsret, som Den Hoeje Myndighed har fastsat i medfoer af henholdsvis EKSF-traktatens artikel 60, stk. 1 (41), og artikel 60, stk. 2 (42), fremgaar, at artikel 60 kun vedroerer saelgernes adfaerd med hensyn til pris.

Af alt dette konkluderer jeg, at der med artikel 60 tilstraebes en aktiv konkurrence paa kul- og staalmarkedet ved at hindre, at et faatal af dominerende virksomheder ved fastsaettelsen af deres salgspriser anvender illoyal konkurrence, navnlig prisnedsaettelser (stk. 1, foerste led), eller forskelsbehandling mellem forskellige aftagere, der har ensartede forhold (stk. 1, andet led), med henblik paa monopoldannelse. Det er en anden hypotese end den, der foreligger i sagen for den nationale ret. I den sag giver en part, der allerede har et monopol, produktionslicenser til andre virksomheder, hvor licenstager enten skal betale en produktionsafhaengig royalty, og hvor der saaledes ikke sker noget koeb eller salg mellem parterne, eller skal saelge produkterne til en bestemt pris til licensgiver, hvor salget saaledes ikke sker fra den dominerende virksomhed. EKSF-traktatens artikel 60 omhandler ikke saadanne situationer. Men som det vil blive forklaret i det foelgende, kan disse situationer alligevel vaere omfattet af traktatens artikel 65 og artikel 66, stk. 7.

C - EKSF-traktatens artikel 65

19. Procesdeltagerne er heller ikke enige om, hvorvidt EKSF-traktatens artikel 65 finder anvendelse paa licenser til udvinding af ubrudt kul og de i den forbindelse gaeldende royalty- og betalingsbetingelser. Jeg gengiver her bestemmelsens stk. 1:

"Alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for virksomheders organisationer og alle former for samordnet praksis, som har til formaal direkte eller indirekte at hindre, begraense eller fordreje den normale konkurrence paa det faelles marked, er forbudt, navnlig saadanne, som bestaar i:

a) fastsaettelse eller bestemmelse af priser

b) begraensning af eller kontrol med produktion, teknisk udvikling eller investeringer

c) opdeling af markeder, produkter, aftagere eller forsyningskilder."

Banks og Kommissionen er af den opfattelse, at artikel 65 finder anvendelse i det konkrete tilfaelde. Licenser til udvinding af kul er efter deres opfattelse aftaler mellem virksomheder som omfattet af denne bestemmelse, da de kan hindre, begraense eller fordreje den normale konkurrence. Kommissionen tilfoejer, at listen i artikel 65 over de naevnte arter af aftaler ikke er ment som udtoemmende.

British Coal og den britiske regering goer derimod gaeldende, at de omtvistede licenser ikke er omfattet af EKSF-traktatens artikel 65. Ifoelge British Coal styrker saadanne licenser pr. definition konkurrencen og kan derfor ikke forbydes i henhold til ovennaevnte artikel. Endvidere vil en sammenligning med Kommissionens praksis med hensyn til EOEF-traktatens artikel 85 bekraefte, at forbuddet i artikel 65 ikke omfatter detaljerne i de vilkaar, der ligger til grund for en aftale, og navnlig ikke royalty- eller betalingsbestemmelser i en licens.

20. Ifoelge selve ordlyden finder forbudsbestemmelsen i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, anvendelse paa "alle aftaler mellem virksomheder", dvs. mellem virksomheder som omhandlet i traktatens artikel 80 (se ovenfor, punkt 9). Det kan ikke benaegtes, at saavel Banks som British Coal, der beskaeftiger sig med kulproduktion henholdsvis som privat virksomhed og som offentlig virksomhed, er omfattet af denne vide definition. Endvidere er den i artikel 65, stk. 1, naevnte liste over forbudte aftaler paa ingen maade begraenset, som Kommissionen med rette anfoerer. En licens til at udvinde ubrudt kul maa derfor anses for at vaere en aftale mellem virksomheder, der i princippet er omfattet af denne bestemmelse.

Spoergsmaalet om, hvorvidt artikel 65, stk. 1, i princippet kan anvendes, er ganske vist uafhaengigt af spoergsmaalet om, hvorvidt de paagaeldende aftaler ogsaa rent faktisk er i strid med det forbud, der er fastsat i bestemmelsen: hertil kraeves nemlig bevis for, at licenserne og royalty- og betalingsbetingelserne i disse licenser direkte eller indirekte kan medfoere, at den normale konkurrence paa det faelles marked hindres, begraenses eller fordrejes.

21. For saa vidt angaar sidstnaevnte spoergsmaal vil jeg gerne goere tre bemaerkninger. For det foerste finder British Coal' s argument om, at de omhandlede licenser styrker konkurrencen, og at de derfor pr. definition ikke falder ind under forbuddet i artikel 65, stk. 1, ikke nogen stoette i Domstolens praksis i konkurrencesager. Af retspraksis om licenser til udnyttelsen af industriel og kommerciel ejendomsret fremgaar tvaertimod, at EOEF-traktatens artikel 85 uden tvivl principielt finder anvendelse paa saadanne licenser, men at foreneligheden heraf med forbuddet i artikel 85, stk. 1, er afhaengig af en raekke saerlige faktorer (43). Naar man derfor antager, at en virksomhed som British Coal' s meddelelse af licenser medfoerer en vis konkurrence paa det britiske kulmarked, hindrer det ikke, at de betingelser, hvorunder licenserne udstedes, kan medfoere en af artikel 65, stk. 1, forbudt konkurrencefordrejning.

Det foerer mig frem til den anden bemaerkning: British Coal' s anbringende om, at forbuddet i artikel 65, stk. 1, ikke omfatter stoerrelsen af royaltysatser og betalingstakster, kan heller ikke accepteres (44). Det, det drejer sig om i forbindelse med dette forbud, er, at bestemmelserne i en aftale mellem virksomheder, der er omfattet af EKSF-traktaten, ikke, hverken direkte eller indirekte, maa medfoere forstyrrelse af konkurrencen paa det faelles marked for kul og staal. Jeg kan dog godt forestille mig, at hvis der paalaegges en urimeligt hoej royaltytakst som betingelse for en royaltylicens, eller hvis der fastsaettes en urimeligt lav aftagerpris for kul, der udvindes under en royaltyfri licens, kan dette medfoere, at den normale konkurrence i hvert fald indirekte hindres, begraenses eller fordrejes. En urimeligt hoej royalty eller en urimeligt lav aftagerpris vil nemlig kunne afskraekke licenstagere fra at udvinde mere kul og/eller ansoege om nye licenser, eller - paa grund af en for lav forrentning - fra at foretage nye investeringer. Bestemmelserne kan i saa fald betyde en begraensning af eller kontrol med produktionen eller investeringerne som omhandlet i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, litra b). Alt dette skal naturligvis bedoemmes paa baggrund af de samlede faktiske omstaendigheder i sagen.

En tredje og sidste bemaerkning: Anvendelsen af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, paavirkes ikke af, at de faktiske omstaendigheder i sagen for den nationale ret eventuelt tillige er omfattet af EKSF-traktatens artikel 66, stk. 7 (og vice versa). Domstolen har nemlig allerede for saa vidt angaar forholdet mellem EOEF-traktatens artikel 85 og 86 udtalt, at disse artikler under naermere bestemte omstaendigheder kan finde anvendelse samtidig. Jeg taenker her paa Hoffman-La Roche-dommen, hvor Domstolen udtalte sig om, hvorvidt eksklusive forsyningsaftaler, som var blevet paatalt af Kommissionen i medfoer af EOEF-traktatens artikel 86, eventuelt faldt ind under EOEF-traktatens artikel 85, saerlig stk. 3:

"at kontrakter af denne art kan falde ind under artikel 85, saerlig artikel 85, stk. 3, udelukker imidlertid ikke, at artikel 86 kan finde anvendelse, idet denne bestemmelse udtrykkeligt omfatter situationer, som aabenbart udspringer af kontraktforhold" (45).

Domstolen bekraeftede dette synspunkt i Ahmed Saeed-dommen, hvor den bl.a. behandlede spoergsmaalet om, hvorvidt anvendelse af en luftfarttakst kunne udgoere misbrug af en dominerende stilling, naar anvendelsen af denne takst sker ifoelge en aftale mellem to virksomheder, der som saadan er omfattet af forbuddet i artikel 85, stk. 1:

"Herved er det ikke udelukket, at en aftale mellem to eller flere virksomheder blot udgoer den formelle bekraeftelse af en oekonomisk realitet, der er kendetegnet ved, at det er lykkedes en virksomhed i en dominerende stilling at gennemtvinge, at andre virksomheder anvender de omhandlede priser. I et saadant tilfaelde kan artikel 85 og 86 fuldt ud anvendes samtidigt." (46)

Ogsaa Retten har antaget denne holdning i Tetra Pak-dommen (47). Jeg ser ingen overbevisende grund til ikke at behandle forholdet mellem EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, og artikel 66, stk. 7, analogt.

D - EKSF-traktatens artikel 66, stk. 7

22. Den forelaeggende ret spoerger endelig, om EKSF-traktatens artikel 66, stk. 7, finder anvendelse i denne sag. Bestemmelsen lyder:

"Hvis Den Hoeje Myndighed finder, at offentlige eller private virksomheder, som paa markedet for et af de produkter, der hoerer under dens kompetence, indtager eller erhverver en retligt eller faktisk dominerende stilling, hvorved de paa en vaesentlig del af det faelles marked unddrages en egentlig konkurrence, benytter denne stilling til formaal i strid med denne traktat, retter den alle egnede henstillinger til disse virksomheder for at forhindre, at de udnytter deres stilling til disse formaal. Efterkommes henstillingerne ikke paa tilfredsstillende maade inden for en passende frist, fastsaetter Den Hoeje Myndighed ved beslutninger, som udstedes i samraad med den paagaeldende regering, og i henhold til de i artikel 58, 59 og 64 omhandlede sanktioner, de priser og salgsbetingelser, den paagaeldende virksomhed skal anvende, eller opstiller fabrikations- eller leveringsprogrammer, som den skal udfoere."

Alle procesdeltagerne ved Domstolen, bortset fra den britiske regering, er af den opfattelse, at disse bestemmelser finder anvendelse paa licenser til udvinding af ubrudt kul og paa de deri fastsatte royalty- og betalingsbetingelser. British Coal tilfoejer dog, at der skal fremlaegges bevis for, at der er tale om en dominerende stilling og misbrug, for at denne bestemmelse kan finde anvendelse. Den britiske regering anfoerer derimod, at artikel 66, stk. 7, kun finder anvendelse, saafremt Kommissionen naar til det resultat, at en virksomhed indtager en dominerende stilling paa markedet for et af de produkter, der er omfattet af EKSF-traktaten, og den britiske regering gentager, at her hoerer ubrudt kul ikke hjemme. Denne bestemmelse, anfoerer den britiske regering, finder ikke anvendelse paa licenser til udvinding af ubrudt kul, da der mangler en tilstraekkelig tilknytning mellem de naermere bestemmelser, der gaelder for udstedelsen af licenserne, og de betingelser hvorunder kullene bringes paa markedet.

23. Jeg kan paa dette punkt fatte mig i korthed. At ubrudt kul faktisk er produkter, der er omfattet af EKSF-traktaten, blev paavist ovenfor (i punkt 9). Det er ligeledes klart, at British Coal er en virksomhed, der hoerer hjemme i den i artikel 66, stk. 7, anfoerte kategori "offentlige ... virksomheder". Endvidere tyder alle de oplysninger, som Domstolen er i besiddelse af, paa, at British Coal kan betegnes som en virksomhed med en dominerende stilling paa en vaesentlig del af det faelles marked som omhandlet i ovenstaaende bestemmelse: British Coal er nemlig den stoerste kulproducent i Det Forenede Kongerige (ifoelge beslutningen var British Coal i 1989/1990 ansvarlig for 97% af kulproduktionen i Det Forenede Kongerige) og var den stoerste leverandoer af kul til den elproducerende sektor (i samme periode over 90%), hvilket utvivlsomt haenger sammen med British Coal' s rettigheder i henhold til loven (jf. ovenfor, punkt 2), nemlig at British Coal har faaet ejendomsretten til stoerstedelen af det ubrudte kul i Storbritannien og har faaet en eksklusiv forarbejdnings- og udvindingsret til disse kul.

EKSF-traktatens artikel 66, stk. 7, finder derfor anvendelse paa British Coal, selv om alene det, at virksomheden indtager, eller at den erhverver en dominerende stilling, eller at den har en eneret, ikke i sig selv kan betragtes som en ulovlig ophaevelse af konkurrencen (48). For at der i den konkrete sag kan foreligge en tilsidesaettelse af denne bestemmelse, kraeves der derfor bevis for, at British Coal ved meddelelsen af licenser og fastsaettelsen af royalty- og betalingsbetingelser i den forbindelse goer brug af sin dominerende stilling paa en maade, der er i strid med EKSF-traktatens formaal, f.eks. ved, at virksomhedens fremgangsmaader betyder en forskelsbehandling eller begraensninger som omhandlet i henholdsvis artikel 4, litra b) og d), i EKSF-traktaten (49).

IV - Har de omhandlede traktatbestemmelser direkte virkning?

24. Med sit tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret at faa oplyst, om EKSF-traktatens artikel 4, litra d), artikel 60, artikel 65 og/eller artikel 66, stk. 7, har direkte virkning i den forstand, at de medfoerer rettigheder for borgerne, som de nationale retter skal beskytte. Igen er der for Domstolen fremfoert to modstridende synspunkter. Banks og Kommissionen gaar ind for, at Domstolens praksis vedroerende EOEF-traktatens direkte virkning anvendes konsekvent paa EKSF-traktaten, hvorved man naar frem til, at (naesten) alle de af den forelaeggende ret anfoerte bestemmelser finder direkte anvendelse. British Coal og den britiske regering udelukker derimod enhver direkte virkning af EKSF-traktaten, bortset fra de tilfaelde hvor traktatens bestemmelser selv udtrykkelig foreskriver det. British Coal stoetter primaert sin argumentation paa forskellen mellem EOEF- og EKSF-traktaten, saaledes som den fremgaar af en generel analyse af sidstnaevnte traktat og den rolle, som i den forbindelse skulle vaere tildelt Kommissionen. Subsidiaert goer British Coal gaeldende, ligesom tilfaeldet er med den britiske regering, at de paagaeldende bestemmelser i EKSF-traktaten ikke er tilstraekkeligt praecist formulerede og ubetingede til, at de kan have direkte virkning.

A - Kan bestemmelser i EKSF-traktaten overhovedet have direkte virkning?

25. British Coal' s argumentation gaar ud paa, at EKSF-traktaten i almindelighed ikke kan tillaegges direkte virkning, fordi den paa en raekke punkter adskiller sig fundamentalt fra EOEF-traktaten, navnlig for saa vidt angaar den - i EKSF-sammenhaeng meget mere betydningsfulde - rolle, som Kommissionen har. Jeg er fundamentalt uenig i disse synspunkter af foelgende grunde. Udgangspunkt for enhver analyse af faellesskabsretlige bestemmelsers direkte virkning er efter min opfattelse faellesskabsretsordenens enhed. I sin udtalelse 1/91 har Domstolen helt utvetydigt understreget denne enhed, der gaar paa tvaers af de forskellige faellesskabstraktater, under henvisning til Van Gend & Loos-dommen (50):

"I fast retspraksis har Domstolen henvist til, at der ved EF' s traktater er indfoert en ny retsorden, i forhold til hvilken medlemsstaterne paa stadigt stoerre omraader har begraenset deres nationale befoejelser, og hvis retssubjekter ikke blot er staterne, men ogsaa disses borgere (...). De vaesentligste kendetegn ved den herved skabte faellesskabsretsorden er foerst og fremmest dens forrang i forhold til medlemsstaternes retssystemer samt den direkte virkning af en raekke bestemmelser, der gaelder for medlemsstaternes borgere og for staterne selv." (51)

Netop denne enhed i faellesskabsretsordenen har faaet Domstolen til fra foerst af (52) i utallige domme at tilstraebe den stoerst mulige sammenhaeng (53) ved fortolkningen af EOEF- og EKSF-bestemmelserne. Jeg skal i den forbindelse blot naevne kendelsen i sagen Camera Care, hvor Domstolen med hensyn til opgavefordelingen mellem Kommissionen og Domstolen vedroerende foreloebige forholdsregler tog udgangspunkt i en i EKSF-sammenhaeng afsagt kendelse i sagen National Carbonising Company (54); Foto-Frost-dommen, hvor Domstolen soegte en tilknytning til EKSF-traktaten i forbindelse med spoergsmaalet om Domstolens kompetence i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 til at erklaere en faellesskabsinstitutions retsakt for ugyldig (55). Busseni-dommen, hvor Domstolen fandt inspiration i EOEF-traktaten til stoette for sin fortolkningskompetence i medfoer af EKSF-traktatens artikel 41 (56); den parallel, som Domstolen i Francovich-dommen trak mellem EOEF-traktatens artikel 5 og EKSF-traktatens artikel 86 som stoette for den forpligtelse, der paahviler medlemsstaterne, til at betale erstatning for tilsidesaettelse af faellesskabsretten (57); og af saerlig interesse for den foreliggende sag, Domstolens ubegraensede anvendelse i Busseni-dommen af sin retspraksis vedroerende ikke-inkorporerede direktivers mulige direkte virkning paa henstillinger i henhold til EKSF-traktaten (58).

Navnlig af sidstnaevnte dom fremgaar, at Domstolen ikke har nogen som helst vanskeligheder ved at overfoere kriterierne for den direkte virkning til EKSF-bestemmelserne. Naar Domstolen tager et saadant skridt vedroerende bestemmelser i den afledte faellesskabsret - og endda vedroerende bestemmelser i traktatretten, nedfaeldet i Faellesskabets associerings- eller samarbejdsaftaler med tredjelande (59) - kan jeg ikke indse, hvorfor man ikke saa meget desto mere kan tage det samme skridt for saa vidt angaar EKSF-traktatbestemmelser, som dog er bestemmelser nedfaeldet i en faellesskabs-traktat. FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 692C0128.1

I oevrigt foerer en anvendelse af kriterierne i Van Gend & Loos-dommen paa EKSF-traktaten, som Domstolen aldrig har gjort udtrykkeligt, til samme resultat. De kendetegn, som i denne dom ansaas for at vaere afgoerende for spoergsmaalet om direkte virkning, er nemlig faelles for EOEF- og EKSF-traktaten, hvor jeg specielt kan naevne: i) de to traktaters parallellitet for saa vidt angaar formaal, navnlig med hensyn til etablering af et faelles marked og oprettelse af faelles institutioner (60), hvortil kommer, at det af praeamblen til EKSF-traktaten fremgaar, at ogsaa denne traktat retter sig direkte til Europas befolkninger, om end kun paa det begraensede kul- og staalmarked (61); ii) de institutionelle rammers supranationale karakter for begge traktaters vedkommende (62), hvor det er bemaerkelsesvaerdigt, at der ved oprettelsen af EKSF blev tilkendt borgerne i medlemsstaterne en vis (om end hovedsagelig kontrollerende og raadgivende) rolle gennem repraesentationen i Europa-Parlamentet og Det Raadgivende Udvalg (63); iii) og ikke mindst, den rolle som i begge traktater er tildelt Domstolen gennem den praejudicielle procedure (henholdsvis EOEF-traktatens artikel 177 og EKSF-traktatens artikel 41), hvis underliggende faelles maalsaetning blev understreget af Domstolen i Busseni-dommen (64).

Endelig er der, som det fremgaar af ovenstaaende (punkt 13) praecedens i aeldre EKSF-retspraksis, hvor Domstolen har truffet beslutning om direkte virkning - om end i andre udtryk, nemlig "umiddelbar anvendelighed" ("applicabilité immédiate") - af en EKSF-traktatbestemmelse, i det konkrete tilfaelde artikel 4. Helt fra Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskabs begyndelse har en vaesentlig del af teorien i oevrigt stoettet den direkte virkning af EKSF-traktatbestemmelserne (65), et standpunkt der blev overtaget af Bundesgerichtshof i sin dom af 14. april 1959 (66), der blev paaberaabt saavel af British Coal som af den britiske regering, navnlig i forbindelse med spoergsmaal 4.

26. De forskelle mellem systemerne i EKSF- og EOEF-traktaten, som British Coal peger paa, er reelle, men de opvejer dog paa ingen maade ovennaevnte faelles principper og kendetegn. Det er saaledes rigtigt, at EKSF-traktaten kun foreskriver en delvis integration - begraenset til kul- og staalsektoren - mens EOEF-traktaten vedroerer saa at sige hele oekonomien i medlemsstaterne, og at Kommissionen inden for rammerne af EKSF-traktaten, saaledes som Domstolen indroemmede i Busseni -dommen (67), spiller en meget mere udtalt rolle end i EOEF-traktaten. Heroverfor staar ganske vist for det foerste, at mange bestemmelser i EKSF-traktaten er mere detaljerede end EOEF-traktaten (derfor kaldes foerstnaevnte ogsaa for "traité-loi", den anden for "traité cadre" eller "traité de procédure") (68), og at mange af disse bestemmelser i modsaetning til stoerstedelen af bestemmelserne i EOEF-traktaten (som, bortset fra konkurrencebestemmelserne, navnlig er rettet til medlemsstaterne), er adfaerdsnormer rettet til virksomhederne. I den forstand egner mange af bestemmelserne i EKSF-traktaten sig endda bedre til (horisontal) direkte virkning end bestemmelserne i EOEF-traktaten (se nedenfor, punkt 28 ff.).

For det andet med hensyn til Kommissionens kompetence inden for rammerne af EKSF-traktaten: Kompetencen er navnlig af udoevende karakter og skal isaer tjene til at sikre, at virksomheder, der er omfattet af EKSF-traktaten, overholder de paagaeldende faellesskabsbestemmelser (se f.eks. artikel 66, stk. 7: jf. nedenstaaende punkt 34). Sagt paa en anden maade, Den Hoeje Myndighed er snarere en overvaagende instans, der skal gennemtvinge en noeje overholdelse af (ofte i sig selv tilstraekkelig klare) traktatbestemmelser, end en administrativ myndighed med vidtraekkende politiske befoejelser. At den rolle, som den derved har faaet tildelt, ikke er noget gyldigt argument mod direkte virkning, fremgaar i oevrigt allerede af Van Gend & Loos-dommen, hvor Domstolen udtrykkeligt afviste det argument, at "den omstaendighed, at traktaten i de naevnte bestemmelser giver Kommissionen og medlemsstaterne mulighed for at indstaevne en stat, som ikke har opfyldt sine forpligtelser, for Domstolen, indebaerer ikke, at det skulle vaere umuligt for private i givet fald at goere disse forpligtelser gaeldende for den nationale dommer" (69).

B - De kriterier, der skal anvendes vedroerende EKSF-traktatbestemmelsers direkte virkning

27. Af ovenstaaende fremgaar, at kriterierne for den direkte virkning, som blev udviklet i forbindelse med EOEF-traktaten, ogsaa skal finde anvendelse i fuldt omfang paa EKSF-traktaten. Disse kriterier er velkendte; i Hurd-dommen af 15. januar 1986 resumerede Domstolen dem saaledes:

"For at en bestemmelse kan frembringe direkte virkninger i forholdet mellem medlemsstaterne og deres retsundergivne, kraeves det ifoelge Domstolens faste praksis, at den paagaeldende bestemmelse er klar og ubetinget samt ikke er undergivet noget skoen vedroerende sin gennemfoerelse." (70)

Ser man naermere efter, indeholder Domstolens praksis en raekke nuanceforskelle i formuleringen af disse betingelser (71), som dog isaer maerkes i retspraksis vedroerende direktivers direkte virkning (72). I sin nyere praksis, navnlig Frankovich- og Marshall II-dommene, giver Domstolen endvidere udtryk for en vid fortolkning af ovennaevnte betingelser: selv den omstaendighed, at medlemsstaterne raader over en lang raekke alternativer til at naa det i et direktiv foreskrevne resultat (73), er ifoelge Domstolen ikke til hinder for, at det kan have direkte virkning, saafremt indholdet af de rettigheder, der ved direktivet tildeles private "kan fastslaas med tilstraekkelig sikkerhed alene paa grundlag af direktivets bestemmelser" (74).

Begge faenomener bekraefter efter min mening den saerdeles praktiske karakter af "direkte-virkning-proeven". En faellesskabsretlig bestemmelse har direkte virkning, saafremt og i det omfang den i sig selv er tilstraekkelig let gennemfoerlig til at kunne anvendes af retten. At bestemmelsen er utvetydig, praecis, ubetinget, fuldstaendig eller perfekt, og at der ikke skal foretages et skoen i forbindelse med gennemfoerelsen, er i den forbindelse kun facetter af et og samme kendetegn, som bestemmelsen skal vaere i besiddelse af, nemlig det, at den skal kunne anvendes af retten paa en konkret sag (75).

C - Undersoegelse af de paagaeldende EKSF-traktatbestemmelsers direkte virkning

28. Hermed er jeg naaet frem til undersoegelsen af den direkte virkning af de EKSF-traktatbestemmelser, der er anfoert af den forelaeggende ret. For saa vidt angaar EKSF-traktatens artikel 4, litra d), kan jeg i den forbindelse allerede finde stoette i de ovenfor (punkt 13) naevnte domme Groupement des Industries Sidérurgiques Luxembourgeoises og dommene af henholdsvis 21. og 26. juni 1958. Denne domspraksis viser utvetydigt, at bestemmelserne i artikel 4 allerede i sig selv er "tilstraekkelige, og de finder umiddelbart anvendelse", med andre ord de har direkte virkning, saafremt bestemmelsen ikke er gentaget andetsteds i traktaten. De forbudsbestemmelser, der er indeholdt i artiklen, navnlig i litra b) og d), er ganske rigtigt, som Domstolen har bemaerket (ovenfor, punkt 14 og 13), "af meget streng karakter" og "er tilstraekkelige i sig selv".

29. Det forekommer mig heller ikke, at der er overbevisende indvendinger mod, at EKSF-traktatens artikel 60, stk. 1, har direkte virkning, selv om denne bestemmelse, som det fremgik af ovenstaaende (punkt 18), ikke finder anvendelse i hovedsagen. Bestemmelsen siger ikke andet end, at den med hensyn til saelgernes prisadfaerd praeciserer de forbud, der allerede er fastsat i artikel 4, paa en klar og ubetinget maade. Det foelger af selve ordlyden af artikel 60, stk. 1, at "hvad angaar priser" er "alle fremgangsmaader, som strider mod artikel 2, 3 og 4" forbudt, hvortil er knyttet to konkrete former, der er omfattet af forbuddet, nemlig illoyal konkurrence, der i saerdeleshed gennem rent midlertidige og rent lokalt begraensede prisnedsaettelser sigter paa at opnaa en monopolstilling inden for det faelles marked, og forskelsbehandling, hvor en saelger paa det faelles marked anvender ulige vilkaar for forretninger af samme art, navnlig afhaengigt af koebernes nationalitet. I modsaetning til det, som British Coal anfoerer, aendres den direkte virkning ikke af, at artikel 60, stk. 1, i slutningen, giver Den Hoeje Myndighed kompetence til (den "kan (...) angive") ved beslutninger at angive de fremgangsmaader, der skal omfattes af forbuddet i stk. 1 (76). Domstolen har i sag 1/54 og 2/54 udtrykkelig bekraeftet, at raekkevidden af ovennaevnte forbud ikke er afhaengig deraf:

"Artikel 60, stk. 1, forbyder direkte og udtrykkeligt visse fremgangsmaader; Den Hoeje Myndighed har befoejelser til at definere disse naermere, men maa ikke tillade nogen undtagelser fra disse forbud." (77)

30. Naar man anvender kriterierne for direkte virkning paa EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, kan det efter min opfattelse ikke benaegtes, at der ogsaa her er tale om en tilstraekkelig let gennemfoerlig bestemmelse. Det forbud, der er fastsat ved bestemmelsen, er nemlig affattet i saerdeles kraftige vendinger, det er klart, ubetinget og er ikke undergivet noget skoen vedroerende sin gennemfoerelse. Den betydelige lighed mellem denne bestemmelse og EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1 - Domstolen har selv i sin tid erkendt, at de to artikler "hviler paa de samme tanker" (78) - goer det naesten til en selvfoelge, at den faste praksis med hensyn til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, som Domstolen har udviklet siden BRT I-dommen, ogsaa gaelder for EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1. I denne dom udtalte Domstolen, at:

"Da forbuddene i artikel 85, stk. 1, og artikel 86 ifoelge selve deres natur er egnede til at skabe umiddelbare virkninger i forholdet mellem private, fremkalder de naevnte artikler umiddelbart rettigheder for de retsundergivne, som de nationale domsmyndigheder skal beskytte." (79)

31. Alligevel stoeder man ved naermere laesning af fortsaettelsen af artikel 65 paa et problem, som giver British Coal og den britiske regering vaesentlig stoette for, at artikel 65, stk. 1, ikke har direkte virkning. I artikel 65, stk. 4, andet afsnit, er det nemlig bestemt, efter at det foerst i det foerste afsnit er blevet fastsat, at aftaler eller vedtagelser, der er forbudt i medfoer af artiklens stk. 1, uden videre er ugyldige og ikke kan paaberaabes ved nogen domstol i medlemsstaterne:

"Under forbehold af adgang til at indbringe soegsmaal for Domstolen har alene Den Hoeje Myndighed kompetence til at udtale sig om overensstemmelsen mellem de naevnte aftaler eller vedtagelser og bestemmelserne i denne artikel."

Hvad skal man mene om dette? Forstaar man ved dette afsnit en henvisning til hele artikel 65, og derfor ogsaa til anvendelsen af forbuddet i stk. 1, saa ser det ganske rigtigt ud som om, der ikke kan vaere tale om, at sidstnaevnte bestemmelse kan have direkte virkning. Det foerer dog til det lidet tilfredsstillende resultat, at selv om de af artikel 65, stk. 1, forbudte aftaler eller vedtagelser uden videre er ugyldige og ikke kan paaberaabes ved nogen national domstol, har alene Den Hoeje Myndighed kompetence til at fastslaa, at saadanne aftaler er i strid med "bestemmelserne i denne artikel" og saaledes ogsaa med stk. 1.

Som Kommissionen er jeg af den opfattelse, at en saadan fortolkning ikke maa vaere den fremherskende. Inden jeg gaar naermere ind paa dette spoergsmaal, vil jeg foerst afvise et argument, som fremfoeres af modstanderne af den direkte virkning af artikel 65, stk. 1. De mener nemlig, at artikel 65, stk. 4, andet afsnit, af traktatens forfattere forsaetligt er formuleret paa denne maade for at hindre, at nationale retters frie anvendelse af artikel 65, stk. 1, skulle bringe den ensartede anvendelse af EKSF-traktaten i fare. Selv om denne frygt kunne vaere begrundet i begyndelsen, er der dog ingen grund til det laengere efter Busseni-dommen, eller i hvert fald ikke mere grund til det end med hensyn til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Som sagt (ovenfor, punkt 25) udtalte Domstolen i denne dom i analogi med EOEF-traktatens artikel 177, at den kompetence i praejudicielle sager, som er blevet tildelt Domstolen ved EKSF-traktatens artikel 41, ikke kun gaelder proevelsen af gyldigheden, men tillige fortolkningen (80). Den ensartede anvendelse af artikel 65, stk. 1, ved de nationale retter kan derfor sikres ved at forelaegge praejudicielle fortolkningsspoergsmaal for Domstolen.

32. For at forstaa den noejagtige raekkevidde af den enekompetence, der ved EKSF-traktatens artikel 65, stk. 4, er tildelt Den Hoeje Myndighed, skal man huske paa den sondring, der foretages i EOEF-konkurrenceretten, navnlig paa baggrund af artikel 9 i Raadets forordning nr. 17 om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (81), som fortolket i Domstolens praksis. Det drejer sig om en sondring mellem paa den ene side kartelmyndighedernes - dvs. Kommissionen og, saafremt den ikke har indledt en procedure i henhold til forordning nr. 17, de nationale kartelmyndigheder - kompetence til i medfoer af henholdsvis artikel 9, stk. 2, og artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 17 at anvende artikel 85, stk. 1, og artikel 86 (82), og paa den anden side de nationale domsmyndigheders (83) kompetence, "ved hvilke forbuddene i artikel 85 og 86 paaberaabes under en civil retssag" (84). Kompetencen hos de domsmyndigheder, som ifoelge BRT I-dommen ikke maa betegnes som "medlemsstaternes myndigheder" som naevnt i artikel 9 i forordning nr. 17, "til at anvende de faellesskabsretlige bestemmelser saerlig i saadanne sager, foelger af disse bestemmelsers umiddelbare virkning" (85). Denne retlige kompetence kan ifoelge Domstolen ikke beroeres af artikel 9, da det "ville vaere at fratage borgerne rettigheder, som hjemles dem ved selve traktaten" (86).

33. Det er paa baggrund af denne sondring i EOEF-konkurrenceretten og af hensyn til noedvendigheden af, at der er sammenhaeng mellem fortolkningen af EKSF- og EOEF-traktaten, samt for at opnaa den bedst mulige retsbeskyttelse af virksomhederne, at EKSF-traktatens artikel 65, stk. 4, skal forstaas. Foerste afsnit vedroerer den kompetence, som for de nationale retter foelger af den direkte virkning af artikel 65, stk. 1, til i en civil retssag, hvori disse bestemmelser paaberaabes, at paapege det deri nedlagte forbud og uden videre at fastslaa den dermed forbundne ugyldighed (87). Det andet afsnit, hvor der kun meddeles Den Hoeje Myndighed kompetence til at udtale sig om "overensstemmelsen" mellem en aftale og "bestemmelserne i denne artikel", vedroerer derimod Faellesskabets kartelmyndigheds kompetence til at anvende bestemmelserne i artikel 65 ud fra et konkurrencepolitisk synspunkt, dvs. for saa vidt anvendelsen indebaerer en skoensmaessig bedoemmelse. En saadan skoensmaessig bedoemmelse foreligger, naar der meddeles dispensation fra konkurrenceforbuddet i artikel 65, stk. 2, (samt naar der paalaegges boeder eller tvangsboeder, som omhandlet i artikel 65, stk. 5). Kompetencen til at meddele en saadan dispensation (og paalaegge disse boeder eller tvangsboeder) tilkommer i henhold til artikel 65, stk. 4, alene Den Hoeje Myndighed, idet de nationale kartelmyndigheder, men ogsaa de nationale retter, er udelukket herfra, da bestemmelserne i artikel 65, stk. 2 (og stk. 5) ikke har direkte virkning (88).

Jeg kommer derfor til den konklusion, at bestemmelsen i artikel 65, stk. 4, andet afsnit, ikke hindrer den direkte virkning af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, og den deraf foelgende kompetence hos de nationale domstole til at erklaere de af denne bestemmelse forbudte aftaler for ugyldige.

34. Herefter er der tilbage at undersoege, om EKSF-traktatens artikel 66, stk. 7, har direkte virkning eller ej. Ogsaa herom er der strid mellem procesdeltagerne ved Domstolen. Banks og Kommissionen goer gaeldende, at der foreligger direkte virkning, mens British Coal og Det Forenede Kongerige goer gaeldende, at det modsatte er tilfaeldet. De to sidstnaevnte parters argumentation mod direkte virkning er i hovedtraek ens. Den gaar ud paa, at i modsaetning til EOEF-traktatens artikel 86, hvor der er tale om "misbrug", skulle anvendelsen af EKSF-traktatens artikel 66, stk. 7, vaere afhaengig af, at det af Kommissionen blev fastslaaet, at der foreligger en fremgangsmaade "til formaal i strid med denne traktat". Artikel 66, stk. 7, skulle isaer gaelde spoergsmaalet om, hvorledes Kommissionen skal optraede i en saadan situation. Den britiske regering bemaerker endvidere, at mens EOEF -traktatens artikel 86 udtrykkeligt bestemmer, at "misbrug" af en dominerende stilling er "forbudt", undlades disse termer i EKSF-traktatens artikel 66, stk. 7.

35. Det er ubestrideligt, at der er naevnevaerdige redaktionelle forskelle mellem EOEF-traktatens artikel 86 og EKSF-traktatens artikel 66, stk. 7. I sidstnaevnte bestemmelse laegges der ganske rigtigt isaer vaegt paa, hvorledes Den Hoeje Myndighed skal optraede, idet den har pligt til, i tilfaelde af at en virksomhed goer brug af en dominerende stilling til formaal, der er i strid med EKSF-traktaten, at rette de noedvendige henstillinger til virksomheden og, saafremt disse ikke efterkommes, at traeffe forholdsregler for at opnaa, at den paagaeldende virksomhed ikke udnytter sin stilling til disse formaal. EOEF-traktatens artikel 86 paalaegger derimod direkte virksomhederne et forbud mod at misbruge en dominerende stilling paa det faelles marked eller en vaesentlig del heraf.

Alligevel vinder efter min opfattelse argumenterne for, at artikel 66, stk. 7, har direkte virkning. For det foerste spiller argumentet, der kunne finde stoette i artikel 65, stk. 4, andet afsnit (ovenfor, punkt 31), trods understregningen af Den Hoeje Myndigheds befoejelser, ingen rolle: artikel 66, stk. 7, naevner intetsteds noget om, at Den Hoeje Myndighed har enekompetence til at gribe ind over for misbrug af en dominerende stilling.

For det andet er artikel 66, stk. 7, skrevet i klart sprog, og bestemmelsen opregner noeje de betingelser, der gaelder for dens anvendelse: det kraeves, at i) det er offentlige eller private virksomheder, ii) at de retligt eller faktisk indtager eller erhverver en dominerende stilling paa markedet for et af de produkter, der falder ind under EKSF-traktaten, hvorved de paa en vaesentlig del af det faelles marked unddrages en egentlig konkurrence, iii) at de benytter denne stilling til formaal i strid med EKSF-traktaten. I denne henvisning til traktatens formaal ligger formentlig ogsaa en henvisning til EKSF-traktatens artikel 4, som har direkte virkning, saaledes at det er klart, at den i litra b) og d), i denne artikel forbudte forskelsbehandling eller de forbudte forholdsregler eller fremgangsmaader samt begraensende aktiviteter i forbindelse med opdeling eller udnyttelse af markederne, falder ind under den af artikel 66, stk. 7, forbudte adfaerd. Dette kaster i hoej grad nyt lys paa den britiske regerings argument om, at artikel 66, stk. 7, i modsaetning til EOEF-traktatens artikel 86, ikke er formuleret som et forbud mod misbrug af en dominerende stilling.

Jeg finder det afgoerende, at artikel 66, stk. 7, ikke giver Kommissionen megen (om nogen) skoensmargen. Dens bedoemmelse af, om der foreligger en tilsidesaettelse, er underkastet praecise kriterier, og det, Kommissionen skal goere for at fjerne det truende eller aktuelle misbrug, er noejagtigt beskrevet (en henstilling, og saafremt denne ikke efterkommes, en beslutning). Der er ikke tale om nogen skoensmaessige, praeciserende eller dispenserende befoejelser: der er kun tale om en anvendelseskompetence, hvor Kommissionen hoejst, naar den vedtager en beslutning, har valget mellem at fastsaette priser og salgsbetingelser og at fastlaegge produktions- eller leveringsprogrammer. At det ikke hindrer den direkte virkning, i hvert fald ikke med den vide fortolkning, som Domstolen har givet den i Francovich-dommen og i Marshall II-dommen (ovenfor, punkt 27), forekommer mig indlysende.

V - De nationale retters hjemmel og/eller pligt til at tilkende erstatning i anledning af tilsidesaettelse af ovennaevnte traktatbestemmelser

A - Undersoegelse af det faellesskabsretlige grundlag for retten til erstatning ved tilsidesaettelse af faellesskabsretlige konkurrenceregler

36. Af de problemer, der foreligger i den konkrete sag, er det fjerde spoergsmaal fra den forelaeggende ret uden tvivl det mest principielle. Jeg skal lige gentage det: Har nationale retter i medfoer af faellesskabsretten hjemmel og/eller pligt til at tilkende erstatning i anledning af tilsidesaettelse af de anfoerte artikler i EKSF-traktaten (eller i EOEF-traktaten) for tab, der er opstaaet som foelge heraf? Tre bemaerkninger forekommer mig noedvendige, foer jeg begynder paa undersoegelsen af dette spoergsmaal. For det foerste: I det foelgende gaar jeg paa grundlag af det, jeg har fastslaaet tidligere (ovenfor, punkt 8 og 9), ud fra, at det kun er EKSF-traktaten, der finder anvendelse i denne sag. Min undersoegelse vedroerer derfor ikke EOEF-traktatens artikel 85 og 86, selv om jeg mener, at resultaterne af en saadan undersoegelse alligevel kunne anvendes paa dem. For det andet: Jeg vil udelukkende koncentrere min analyse om spoergsmaalet vedroerende erstatning for tilsidesaettelse af faellesskabsretlige bestemmelser med direkte virkning. I ovenstaaende er jeg nemlig kommet til den konklusion, at alle de bestemmelser i EKSF-traktaten, som er anfoert af den forelaeggende ret, kan paaberaabes direkte. For det tredje: Jeg vil kun koncentrere mig om spoergsmaalet vedroerende en virksomheds ansvar ved tilsidesaettelse af traktatbestemmelser med direkte virkning. Problematikken omkring statens ansvar ved overtraedelse af traktatbestemmelser med direkte virkning, navnlig de naermere bestemmelser for erstatningskrav i forbindelse med borgernes tab som foelge af national lovgivning, der er i strid med faellesskabstraktater, bliver ikke behandlet her. Dette spoergsmaal er til behandling i to andre sager, der verserer for Domstolen, nemlig de forenede sager C-46/93 og C-48/93 (89).

37. Jeg gennemgaar meget kort procesdeltagernes standpunkter ved Domstolen, hvor der ogsaa er store forskelle for saa vidt angaar dette spoergsmaal. Banks goer gaeldende, bl.a. paa baggrund af Francovich-dommen (90), at ovennaevnte erstatningskrav finder stoette i faellesskabsretten. Ved tilsidesaettelse af traktatbestemmelser med direkte virkning maa der ifoelge Banks vaere mulighed for at kraeve erstatning ved de nationale domstole. Det anfoeres, at tilkendelse af erstatning navnlig er vigtig i forbindelse med haandhaevelse af faellesskabsretlige konkurrenceregler, isaer da det afholder virksomhederne fra retsstridig adfaerd. Ogsaa Kommissionen henviser til Francovich-dommen og udleder deraf, at den nationale ret paa grundlag af henholdsvis EOEF-traktatens artikel 5 og EKSF-traktatens artikel 86 har pligt til at tilkende erstatning; da Domstolen i den anfoerte dom accepterede erstatningspligten for saa vidt angaar bestemmelser i et direktiv, der ikke havde direkte virkning, maa denne pligt saa meget desto mere gaelde ved tilsidesaettelse af en traktatbestemmelse med direkte virkning.

Meget mere tilbageholdende er British Coal og den britiske regering. Foerstnaevnte indroemmer, at den nationale ret i tilfaelde af tilsidesaettelse af EOEF-traktatens bestemmelser med direkte virkning maa tilkende erstatning efter samme regler, som dem der gaelder for rent nationalretlige tvister; men da ingen af de omhandlede bestemmelser i EKSF-traktaten har direkte virkning, ville der ikke kunne vaere tale om det i denne sag. Ifoelge Det Forenede Kongeriges regering foelger det af Domstolens faste praksis, at det tilkommer den nationale ret inden for rammerne af dens eget retssystem og under hensyntagen til de konkrete omstaendigheder at bedoemme, om tilsidesaettelsen af en traktatbestemmelse, der har direkte virkning, skal betyde, at der idoemmes erstatning. Det anfoeres, at nogle af de af den forelaeggende ret anfoerte bestemmelser dog ikke har direkte virkning og derfor ikke medfoerer nogen rettigheder, saaledes at den nationale ret hverken har kompetence eller pligt til at tilkende erstatning ved tilsidesaettelse af disse bestemmelser.

38. Findes der et faellesskabsretligt grundlag for den nationale rets hjemmel eller pligt til at tilkende erstatning ved tilsidesaettelse af en traktatbestemmelse med direkte virkning? Lad mig straks minde om, at ifoelge fast praksis er

"de retsundergivnes adgang til ved de nationale retsinstanser at paaberaabe sig traktatens umiddelbart anvendelige bestemmelser udtrykker alene, hvad der er retssikkerhedsgarantiens mindstemaal, og er ikke i sig selv tilstraekkelig til at sikre en fuldstaendig gennemfoerelse af traktaten" (91).

En faellesskabsretlig traktatbestemmelses direkte virkning er derfor efter Domstolens mening et udgangspunkt, men det er ikke noget endepunkt blandt de instrumenter, som er til raadighed for faellesskabsretten med henblik paa dens gennemfoerelse i fuldt omfang og den dertil noedvendige retsbeskyttelse. I aarenes loeb har Domstolen, foruden opfordringer til de nationale lovgivere og regulerende myndigheder om at overholde deres forpligtelser i henhold til faellesskabsretten (92), navnlig gjort det klart, hvilken rolle de nationale retter skal spille med den hjemmel de har, saa faellesskabsretlige bestemmelser kan faa fuld virkning. Denne rolle ligger isaer paa omraadet for retsbeskyttelse. Om den enkelte nationale ret udtrykker Domstolen det saaledes i Simmenthal-dommen: "Denne virkning gaelder ligeledes for enhver dommer, der inden for sin kompetence har til opgave som organ i en medlemsstat at beskytte rettigheder, som private er udstyret med af faellesskabsretten" (93). Grundlaget for denne forpligtelse er i henhold til fast praksis, saaledes som det er resumeret i Factortame I-dommen, EOEF-traktatens artikel 5:

"Ifoelge Domstolens praksis er det i medfoer af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde medlemsstaternes nationale retter, der skal sikre de retsundergivne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning (...)." (94)

Den noejagtige raekkevidde af denne retsbeskyttelsespligt, der paahviler den nationale ret, vil jeg undersoege om et oejeblik. Jeg vil foerst naevne, at ovennaevnte samarbejdsprincip gaelder ubegraenset i EKSF-sammenhaeng: artikel 86 i EKSF-traktaten indeholder nemlig, som Domstolen udtalte i Francovich-dommen (jf. punkt 25), en "tilsvarende bestemmelse" (95), da det bortset fra nogle faa nuanceforskelle indeholder en pligt, der er identisk med pligten i EOEF-traktatens artikel 5 vedroerende loyalt samarbejde for de stater, der deltager i Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, og dermed for de doemmende organer i disse stater.

39. Domstolen har til stadighed praeciseret de forpligtelser, der paahviler de nationale retter for saa vidt angaar den retsbeskyttelse, der er noedvendig i forbindelse med en gennemfoert anvendelse af faellesskabsretten. De stoerste milepaele i den forbindelse er Simmenthal-, Factortame I- og Francovich-dommene.

I Simmenthal-dommen udtalte Domstolen:

"at enhver national ret inden for sin kompetence har pligt til at anvende faellesskabsretten fuldt ud og til at beskytte de rettigheder, som faellesskabsretten tillaegger private, idet den skal undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lov, hvad enten denne er vedtaget foer eller efter faellesskabsreglen" (96).

I Factortame I-dommen anvendte Domstolen denne praksis paa nationale bestemmelser af processuel karakter:

"(...) faellesskabsrettens fulde virkning ville blive begraenset lige saa meget, hvis en national retsregel kunne forhindre en ret, der har faaet forelagt en tvist, som skal afgoeres efter faellesskabsretten, i at traeffe foreloebige forholdsregler med henblik paa at sikre den fulde virkning af den retsafgoerelse, der skal traeffes om eksistensen af de rettigheder, der goeres krav paa efter faellesskabsretten. Heraf foelger, at en retsinstans, som under disse omstaendigheder ville have truffet foreloebige forholdsregler, hvis den ikke var kommet i konflikt med en national retsregel, er forpligtet til at tilsidesaette denne regel." (97)

I Francovich-dommen tog Domstolen saa endelig det afgoerende skridt ved ud fra EOEF-traktatens system og grundlaeggende principper (se nedenfor, punkt 40) at udlede, at "der foelger saaledes af selve traktatens system et princip om, at staten er erstatningsansvarlig for tab, som er forvoldt private paa grund af tilsidesaettelser af faellesskabsretten, der maa tilregnes staten" (98). Domstolen udtaler nemlig:

"Faellesskabsrettens fulde virkning ville blive afsvaekket, og beskyttelsen af de i faellesskabsretten anerkendte rettigheder ville blive forringet, saafremt private var afskaaret fra at opnaa erstatning for en kraenkelse af deres rettigheder som foelge af en tilsidesaettelse af faellesskabsretten, der maa tilregnes en medlemsstat." (99)

40. At de omtvistede faellesskabsbestemmelser i Francovich-dommen var fastsat i et direktiv (100) og af Domstolen efter en indgaaende analyse ikke blev fundet direkte anvendelige (101), kan naturligvis ikke vaere noget argument for at naegte erstatning ved tilsidesaettelse af traktatbestemmelser med direkte virkning. Ligesom Kommissionen anser jeg tvaertimod det argument, at der foreligger direkte virkning, saa meget desto staerkere. I Foster-dommen accepterede Domstolen i oevrigt i et tilfaelde med en direktivbestemmelse med direkte virkning, at en privat over for staten (i meget vid betydning: se nedenfor, punkt 41) kan goere et erstatningskrav gaeldende paa grund af tilsidesaettelse af en saadan bestemmelse (102).

Man kan dog stille sig selv det spoergsmaal, hvorledes Francovich-dommens vaerdi som praecedens er for saa vidt angaar krav, som en privat (eller en virksomhed) goer gaeldende mod en anden privat (eller virksomhed) om erstatning for det tab, som foerstnaevnte har haft som foelge af sidstnaevntes tilsidesaettelse af en traktatbestemmelse, der ogsaa har direkte virkning i forholdet mellem borgerne. Det fremgaar nemlig af dommen, at Domstolen klart har erkendt, at det

"er et princip i faellesskabsretten, at medlemsstaterne er forpligtet til at erstatte tab, som er forvoldt private som foelge af tilsidesaettelser af faellesskabsretten, der maa tilregnes medlemsstaterne" (103).

41. Dette spoergsmaal maa efter min mening besvares bekraeftende, om end det skal bemaerkes, at Domstolen i den foreliggende sag vil kunne komme uden om det efter en gammelkendt recept. For som det fremgik ovenfor (punkt 2) er forholdet jo det, at British Coal er et ved lov oprettet selskab, som ejes 100% af den britiske stat, og at det har en raekke lovmaessigt definerede rettigheder og opgaver, herunder et principielt monopol paa forarbejdning og udvinding af kul i Storbritannien. I den forstand falder det uden tvivl ind under det meget vide begreb "stat", som Domstolen har udviklet i sin praksis vedroerende direktivers direkte virkning, nemlig

"et organ som - uanset sin retlige organisationsform - ved en af staten udstedt retsakt har faaet til opgave at yde offentlig servicevirksomhed under statens tilsyn, og som med henblik herpaa har saerlige befoejelser ud over dem, der foelger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne" (104).

En saadan loesning vil jeg dog paa ingen maade anbefale Domstolen. Den ville kunne medfoere, at der stadig ville kunne herske tvivl om, hvorvidt der eksisterer eller ikke eksisterer et faellesskabsretligt grundlag for erstatningssager i forbindelse med private virksomheders tilsidesaettelse af faellesskabsretlige konkurrenceregler, der foerst og fremmest gaelder for disse virksomheder. Endvidere forekommer sondringen mellem stat og privat mig at vaere saa usikker og vanskelig at haandtere, i hvert fald inden for industrier som kul- og staalindustrier, hvor indgriben fra offentlige myndigheder antager alle mulige former, at det ikke forekommer tilraadeligt at anvende det her i analogi med retspraksis vedroerende direktivers direkte virkning.

42. At dommen i Francovich-sagen ogsaa har vaerdi som praecedens for denne sag foelger efter min opfattelse af den principielle maade, paa hvilken Domstolen i praemis 31 og 32 udleder princippet om statens ansvar af "traktatens opbygning og dens grundlaeggende principper" (105):

"Indledningsvis bemaerkes, at der ved EOEF-traktaten er indfoert en saerlig retsorden, som er integreret i medlemsstaternes retssystemer, og som skal anvendes af deres retsinstanser. Retssubjekterne herfor er ikke blot medlemsstaterne, men ogsaa disses statsborgere. Faellesskabsretten paalaegger saaledes ikke blot borgerne forpligtelser, men giver dem ogsaa rettigheder, som dermed bliver en del af de rettigheder, der som helhed tilkommer borgerne. Disse rettigheder bestaar ikke blot, naar de udtrykkeligt er indroemmet i traktaten, men ogsaa, naar traktaten paalaegger private, medlemsstaterne eller Faellesskabets institutioner entydige forpligtelser (...)

Endvidere bemaerkes, at det efter Domstolens faste praksis paahviler de nationale retter, som led i deres forpligtelse til at anvende faellesskabsretten inden for deres kompetenceomraade, at sikre faellesskabsrettens fulde virkning og at beskytte de rettigheder, som denne tillaegger private (...)."

Disse generelle principper anvendes derefter af Domstolen paa den situation, hvor en medlemsstat tilsidesaetter faellesskabsretten og dermed paafoerer private et tab (praemis 33 og 34) (106). Da faellesskabsbestemmelserne nemlig kun har fuld virkning, saafremt private kan kraeve, at staten betaler erstatning herfor, foelger princippet om statens ansvar ifoelge Domstolen "saaledes af selve traktatens system" (107). Selv henvisningen til EOEF-traktatens artikel 5 naevnes kun som et supplerende grundlag for statens ansvar ("har endvidere hjemmel i") (108).

43. Det generelle grundlag for statens erstatningsansvar, som Domstolen fastslog i Francovich-dommen, gaelder i lige saa hoej grad, saafremt en privat tilsidesaetter en forpligtelse, der i henhold til faellesskabsretten paahviler ham, og derved paafoerer en anden privat et tab. Situationen er i saa fald den, som Domstolen ogsaa anfoerer i den ovenfor citerede praemis 31 i Francovich-dommen (og forud for den allerede i Van Gend & Loos-dommen (109)), nemlig tilsidesaettelse af en rettighed, som tilkommer en borger som modstykke til en forpligtelse, som faellesskabsretten paalaegger en anden borger. Ogsaa i det tilfaelde ville faellesskabsretten blive hindret i at faa fuld virkning, saafremt foerstnaevnte private eller virksomhed ikke havde mulighed for at opnaa erstatning fra den part, som tilsidesaettelsen af faellesskabsretten kan tilregnes. Det gaelder naturligvis saa meget desto mere, saafremt tilsidesaettelsen vedroerer en faellesskabsbestemmelse med direkte virkning. Domstolen har om dette allerede i Simmenthal-dommen bemaerket, at saadanne bestemmelser er

"en umiddelbar kilde til rettigheder og forpligtelser for alle, som de vedroerer, hvad enten det drejer sig om medlemsstater eller om private, som er parter i de retsforhold, der henhoerer under faellesskabsretten" (110).

At EOEF-traktatens artikel 85 og 86 falder ind under de faellesskabsretlige bestemmelser med direkte virkning for borgerne har laenge vaeret kendt (navnlig siden BRT I-dommen, jf. ovenfor, punkt 30). Af ovenstaaende del af mit forslag til afgoerelse fremgaar, at det samme gaelder for EKSF-traktatens artikel 4, artikel 65, stk. 1, og artikel 66, stk. 7. Naar en virksomhed, der er omfattet deraf, tilsidesaetter disse bestemmelser, kan denne tilsidesaettelse i henhold til argumentationen i Francovich-dommen tilregnes virksomheden, og den maa goeres ansvarlig for det tab, som skyldes dens overtraedelse af faellesskabsretten.

44. Paa et omraade som konkurrenceretten taler i oevrigt yderligere andre staerke argumenter for en mulighed med roedder i faellesskabsretten for virksomheder til at faa kompensation for det tab, som de paafoeres, ved, at andre virksomheder ikke overholder deres faellesskabsretlige forpligtelser. Jeg vil kun naevne to af dem.

For det foerste er tilkendelse af en saadan ret til at faa erstatning det logiske resultat af de paagaeldende bestemmelsers horisontale, direkte virkning: Simmenthal- og Factortame I-dommene (ovenfor, punkt 39) giver nemlig ingen loesning, naar en national ret ikke stilles over for en national ved lov eller administrativt fastsat bestemmelse, som retten kan lade ude af betragtning, men over for en privatretlig situation, hvori en eller flere virksomheder tilsidesaetter en konkurrenceregel, og tredjemand derved paafoeres tab. Den eneste hensigtsmaessige maade, paa hvilken den nationale ret under disse omstaendigheder kan haandhaeve de tilsidesatte faellesskabsretlige bestemmelser med direkte virkning, er ved at give skadelidte oprejsning gennem en erstatning. Selv en annullation af det mellem parterne gaeldende retsforhold - som faellesskabsretten skaber direkte grundlag for (111) - magter ikke at erstatte det tab, som tredjemand (allerede) er blevet paafoert.

Desuden tilkommer der en saadan erstatningsbestemmelse en vigtig rolle, naar de faellesskabsretlige konkurrencebestemmelser skal goeres lettere gennemfoerlige, saa meget mere som Kommissionen, der skal vaerne om disse bestemmelser, selv indroemmer, at den er henvist til de nationale retters medvirken ved haandhaevelsen af disse bestemmelser (112). Private erstatningssager har i oevrigt ogsaa laenge i De Forenede Stater vist sig hensigtsmaessige i forbindelse med haandhaevelsen af de foederale anti-trustregler (113).

45. Jeg konkluderer af ovenstaaende, at retten til erstatning for det tab, der paafoeres, ved, at en virksomhed tilsidesaetter faellesskabsbestemmelser med direkte virkning, har stoette i selve den faellesskabsretlige retsorden. I medfoer af de nationale retters pligt til at sikre faellesskabsretten fulde virkning og til at beskytte de rettigheder, der er tilkendt borgerne, har de nationale retter derfor pligt til at tilkende erstatning for tab, som paafoeres en virksomhed som foelge af, at en anden virksomhed tilsidesaetter en faellesskabsretlig konkurrencebestemmelse med direkte virkning.

B - Detaljerede bestemmelser for et erstatningssoegsmaal paa grund af tilsidesaettelse af faellesskabsretlige bestemmelser

46. Naar ovennaevnte ret til skadeserstatning kan stoettes paa faellesskabsretlige bestemmelser, har dette to vigtige konsekvenser. For det foerste tilkommer det derved Domstolen at forklare de detaljerede bestemmelser for de paagaeldende erstatningssoegsmaal naermere. Jeg vil straks komme ind paa denne problematik. Selv om den forelaeggende ret kun har forelagt Domstolen det principielle spoergsmaal om den retlige forpligtelse til at tilkende erstatning, anser jeg det for at vaere praktisk i forbindelse med behandlingen af sagen ved den nationale ret foerst at minde om de betingelser, som den oprejsning, den nationale ret ifoelge Domstolen skal give den private, skal opfylde (se nedenfor, punkt 48). Derefter vil jeg undersoege, om der kan drages laere af Domstolens praksis, navnlig i forbindelse med EOEF-traktatens artikel 215 vedroerende de specielle ansvarsbetingelser i konkurrencesager for saa vidt angaar elementerne tab og erstatning (se nedenfor, punkt 49 ff.).

Ikke mindre vaesentligt, forekommer det mig, er den anden konsekvens. I betragtning af faellesskabsrettens forrang finder den praksis, der er udviklet i Simmenthal- og Factortame I-dommene (se ovenfor, punkt 39) ogsaa anvendelse her. Med andre ord, den nationale retsinstans skal undlade at anvende national lov, naar den staar i vejen for fuld udnyttelse af de faellesskabsretlige erstatningsregler som defineret af Domstolen. Det vil navnlig sige, at de af Domstolen formulerede ansvarsbetingelser betyder, "at nye nationale love ikke gyldigt kan udstedes, i det omfang de maatte vaere uforenelige med faellesskabsreglerne" (114).

47. Begge punkter illustrerer det betydelige fremskridt, som det faellesskabsretlige grundlag for de omhandlede erstatningssoegsmaal indebaerer for faellesskabsrettens udvikling. Forholdet er det, at man i lang tid er gaaet ud fra, at kraenkelse af EKSF- eller EOEF-traktaternes konkurrenceregler udelukkende kan anfaegtes for de nationale retter paa grundlag af de privatretlige bestemmelser, der finder anvendelse, og at de begraensninger, der gaelder i den forbindelse, derfor gaelder i fuldt omfang for haandhaevelsen af konkurrencereglerne (115). Det behoever ingen naermere begrundelse, at en henvisning til national lov, selv om det i visse henseender giver kraftig stoette til faellesskabsretten (116), indeholder reelle farer for den ensartede og derfor hensigtsmaessige anvendelse af disse retsregler, saafremt for mange detaljerede regler overlades til den nationale ret (117). Den ensartede anvendelse af faellesskabsretten er nemlig ifoelge Domstolen i Zuckerfabrik-dommen "et grundlaeggende krav i Faellesskabets retsorden" (118).

Ved at give erstatningssoegsmaal i anledning af tilsidesaettelse af faellesskabsretlige (konkurrence)regler stoette i selve faellesskabsretten skabes der i oevrigt en stoerre vekselvirkning mellem faellesskabsretten og den nationale lovgivning, hvor forholdet foer i tiden var det, at faellesskabsretten var helt afhaengig af haandhaevelsesmulighederne i den nationale ret (119).

1. Faellesskabsretlige minimumsnormer for den oprejsning, som de nationale retter skal soerge for

48. Domstolen har i Francovich-dommen udtrykkelig bekraeftet, at i tilfaelde af et erstatningskrav i medfoer af faellesskabsretten, skal foelgerne af det paafoerte tab afhjaelpes "efter nationale erstatningsregler" (120). Domstolen udtaler nemlig:

"Saa laenge der ikke er udstedt EF-regler paa omraadet, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette procesreglerne for soegsmaal med henblik paa at sikre den fulde beskyttelse af borgernes rettigheder efter faellesskabsretten (...)" (121)

Dermed stadfaester Domstolen en fast praksis, der i mangel af faellesskabsretlige harmoniseringsforanstaltninger henviser til medlemsstaternes nationale ret i forbindelse med udoevelsen af rettigheder, der er tilkendt i henhold til faellesskabsretten (122). Trods dette udgangspunkt ses der i Domstolens praksis en tydelig tendens til at opstille en raekke minimumsnormer, som de nationale bestemmelser skal opfylde. Jeg naevner her de vigtigste.

- For det foerste har Domstolen erkendt, at retten til et effektivt soegsmaal mod retsakter, der er i strid med faellesskabsretlige bestemmelser - med andre ord muligheden for en effektiv domstolskontrol - er et generelt princip i faellesskabsretten (123). Skoent faellesskabsretten ikke selv har villet skabe andre soegsmaalsmuligheder med henblik paa gennemfoerelsen af faellesskabsretten end de retsmidler, der allerede findes i national ret, betyder den faellesskabsretlige retsbeskyttelsesordning, at "enhver soegsmaalstype, som findes i national ret, skal kunne anvendes til sikring af overholdelsen af de faellesskabsregler, som har direkte virkning, under de samme formalitetsbetingelser og efter de samme regler for sagens videre behandling, som gaelder, naar der er tale om at sikre overholdelsen af national ret" (124).

- Dernaest maa de materielle og de formelle betingelser (herunder saaledes kompetenceregler og procedureregler), som de nationale retssystemer indeholder for saa vidt angaar krav, der foelger af faellesskabsretten, ikke vaere ringere end dem, der gaelder for lignende nationale soegsmaal, og de maa ikke vaere af en saadan karakter, at de i praksis goer udoevelsen af de rettigheder, som den faellesskabsretlige retsorden giver, umulig (125). I Francovich -dommen har Domstolen udtrykkelig anvendt denne praksis paa "de formelle og materielle betingelser i medlemsstaternes nationale lovgivning for erstatning af tab", med den praecisering, at de nationale bestemmelser ikke maa vaere udformet saaledes "at de i praksis goer det umuligt eller urimeligt vanskeligt at opnaa erstatning" (126).

- Dernaest maa de nationale bevisregler ikke i praksis goere det umuligt eller urimeligt vanskeligt at faa den oprejsning, som kraeves gennem faellesskabsretten, navnlig ved, at der gennem formodninger eller bevisregler paalaegges de retsundergivne en urimelig tung bevisbyrde, eller gennem saerlige begraensninger med hensyn til bevisets form, som f.eks. udelukkelse af ikke-skriftlige bevismidler (127).

- De af den nationale ret fastsatte frister for sagsanlaeg, inden for hvilke et retskrav, der stoettes paa faellesskabsretten, skal goeres gaeldende, og hvor overskridelse medfoerer, at kravene bortfalder, skal vaere rimelige (128). De kan i hvert fald ikke paaberaabes af en medlemsstat mod en borger, naar medlemsstaten ikke har overholdt den paagaeldende faellesskabsretsbestemmelse (129).

- Faellesskabsretten er dog ikke til hinder for, at den nationale domstol i henhold til national ret overvaager, at beskyttelsen af de rettigheder, der er sikret ved Faellesskabets retsorden, ikke udarter sig til en ugrundet berigelse af rettighedshaveren (130).

2. Ensartede ansvarskrav ved overtraedelse af faellesskabsretten

49. Isaer for saa vidt angaar de detaljerede bestemmelser for en erstatningssag er retspraksis stadig langt fra faerdigudviklet. Alligevel kan der af Domstolens praksis, navnlig om Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold i medfoer af EOEF-traktatens artikel 215, stk. 2, allerede udledes en raekke principper. At ovennaevnte retspraksis ogsaa gaelder for den foreliggende problematik, mener jeg ikke, der kan vaere nogen tvivl om. De kriterier, som Domstolen har udviklet i den forbindelse, er nemlig ifoelge EOEF-traktatens artikel 215, stk. 2, bygget paa "almindelige retsgrundsaetninger, der er faelles for medlemsstaternes retssystemer", og de gaelder derfor for alle former for ansvar uden for kontraktforhold (131).

Inden jeg gaar naermere ind herpaa, vil jeg gerne bemaerke foelgende om Francovich-dommens vaerdi som praecedens for det foreliggende spoergsmaal. Skoent vaerdien som praecedens, som sagt, ubetinget omfatter selve princippet om Faellesskabets ansvar (se ovenfor, punkt 42 og 43), gaelder dette efter min mening ikke ubetinget for de ansvarsbetingelser, der er udviklet i dommen. Det foelger af Domstolens nuancerede stillingtagen i denne dom: Den udtalte udtrykkeligt, at "medens princippet om statens ansvar saaledes foelger af faellesskabsretten, afhaenger betingelserne for, at der kan kraeves erstatning paa dette grundlag, af den tilsidesaettelse af faellesskabsretten, der har forvoldt tabet" (132), og begraensede sig derefter til ansvarsbetingelserne i det hypotetiske tilfaelde, at en medlemsstat ikke opfyldte en forpligtelse, der var den paalagt i medfoer af EOEF-traktatens artikel 189, stk. 3, til at traeffe alle de noedvendige foranstaltninger for at naa det i et direktiv fastsatte resultat (133).

50. I sin domspraksis vedroerende EOEF-traktatens artikel 215, stk. 2, har Domstolen ud fra de generelle principper, som er faelles for medlemsstaternes retssystemer, udledt, at et faellesskabsretligt ansvar forudsaetter, at tre betingelser er opfyldt: det drejer sig om, at der er indtraadt et tab, at der er aarsagsforbindelse mellem det paaberaabte tab og modpartens adfaerd, samt at modpartens adfaerd er retsstridig (134). Disse ansvarsbetingelser gaelder efter min opfattelse ubetinget ved soegsmaal i anledning af overtraedelse af faellesskabsretlige konkurrenceregler med direkte virkning. Jeg vil behandle dem enkeltvis.

51. At der er indtraadt et tab. Den part, der goer ansvar gaeldende, skal bevise, at han har lidt et tab. Elementet "tab" naevnes ganske vist ikke i Francovich-dommen under betingelserne for statens ansvar (135), hoejst sandsynligt fordi kravet om tab i de sager naturligvis var opfyldt (nemlig den konkursramte arbejdsgivers manglende udbetaling af arbejdstagernes loen), og det praeciseres knap nok i Domstolens praksis vedroerende EOEF-traktatens artikel 215. Alligevel kan der fra denne retspraksis hentes foelgende elementer. For det foerste skal der vaere tale om, at der faktisk er indtraadt et oekonomisk tab (136). Et tab paa et rent spekulativt grundlag er derfor ikke tilstraekkeligt (137), selv om det, da et soegsmaal kan indledes paa grundlag af et foreliggende ansvar, er tilstraekkeligt med "umiddelbart forestaaende og med tilstraekkelig sikkerhed paaregnelige skader, selv om tabet endnu ikke kan opgoeres noejagtigt" (138). Ifoelge Domstolen kan det nemlig "vise sig noedvendigt at indbringe sagen for Domstolen, saa snart skadens aarsag er sikker, for at undgaa skader af endnu stoerre omfang", hvilket "bekraeftes af de regler, der gaelder i medlemsstaternes retsordener, hvoraf de fleste, om ikke alle, anerkender erstatningssager angaaende en fremtidig, men dog tilstraekkelig sikker skade" (139).

For det andet skal der ved beregningen af det tab, der skal ydes erstatning for - som det blev praeciseret i den for nyligt af Domstolen afsagte dom Mulder og Heinemann - medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder, som berettiger en anden bedoemmelse, tages hensyn til den tabte fortjeneste (140). I samme dom paalagde Domstolen skadelidte en tabsbegraensningspligt. Den erkender nemlig, at medlemsstaternes retssystemer har et princip til faelles, hvorefter skadelidte skal soege at begraense skadens omfang, da han ellers selv maa baere tabet (141). Ved beregningen af tabet skal der i hvert fald i medfoer af ovennaevnte (punkt 48) forbud mod ugrundet berigelse tages hensyn til en eventuel overvaeltning af tabet paa den klagende virksomheds salgspriser (142).

Domstolen har ogsaa udtalt sig om metoder til opgoerelse af tab: i dommen Société Anonyme des Laminoirs fastslog den, at naar den eneste mulige metode til opgoerelse af det tab, der er foraarsaget af en tjenstlig fejl, er at forestille sig situationen, som den ville have vaeret, saafremt fejlen ikke havde bestaaet, maa retsinstansen "under anvendelse af de udspoergningsmetoder, der normalt anvendes ved oekonomiske undersoegelser, goere det muligt at naa frem til acceptable omtrentlige tal paa et tilstraekkeligt paalideligt grundlag" (143).

Endelig med hensyn til beviset for tabet har Domstolen fastslaaet, at for saa vidt angaar medlemsstaternes retssystemer vedroerende ansvar uden for kontraktforhold "gaelder det generelt i medlemsstaternes retssystemer, at retten frit bedoemmer alle de bevismidler, som forelaegges den under sagen" (144).

52. AArsagsforbindelse mellem overtraedelse og tab. Baade den praksis, der er udviklet vedroerende EOEF-traktatens artikel 215, stk. 2, og praksis i forbindelse med Francovich-dommen (145) stiller krav om, at der skal vaere aarsagsforbindelse mellem overtraedelsen af faellesskabsretten og den skadelidte persons tab. Domstolen har i oevrigt ikke praeciseret denne betingelse om aarsagsforbindelse naermere. Dog udtalte Domstolen i Dumortier Frères-dommen, at saafremt skaden (i det konkrete tilfaelde lukningen af en virksomhed), selv om den blev fremskyndet paa grund af den paagaeldende tilsidesaettelse af faellesskabsretten (ingen restitution), ikke var en direkte foelge af den paagaeldende retsstridige adfaerd, saa foreligger der ikke noget ansvar. Medlemsstaternes faelles principper, som EOEF-traktatens artikel 215, stk. 2, henviser til, kan derfor ifoelge Domstolen ikke paaberaabes "til stoette for en forpligtelse til at genoprette enhver, nok saa fjern, skadelig foelge af en retsstridig retsforskrift" (146). Det falder i traad med retspraksis vedroerende Faellesskabets ansvar i medfoer af EKSF-traktatens artikel 40. Domstolen har her gentagne gange fastslaaet, at der kun kan vaere tale om et ansvar, naar sagsoegeren fremlaegger bevis for en direkte aarsagsforbindelse ("un lien immédiat de cause à effet") mellem den anfaegtede tjenstlige fejl og det foraarsagede tab (147). FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 692C0128.2

53. Den anfaegtede adfaerds retsstridighed. Paa dette punkt kan jeg her fatte mig i korthed. For at kravet i det konkrete tilfaelde er opfyldt, er det tilstraekkeligt, at en virksomhed tilsidesaetter bestemmelser med direkte virkning i faellesskabsrettens konkurrenceregler. Der kan her ikke vaere tale om noget gunstigere kriterium for den, der tilsidesaetter bestemmelserne, som det var tilfaeldet i Domstolens behandling af artikel 215-sager med henblik paa bedoemmelsen af myndighedernes udoevelse af vide skoensmaessige befoejelser, nemlig at der skulle foreligge en "tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private" (148). De paagaeldende konkurrencebestemmelser paalaegger nemlig virksomhederne noejagtigt bestemte pligter, der har direkte virkning, og som modsvares af, at der tilkendes private rettigheder (jf. ovenfor, punkt 43) (149). Saafremt der objektivt set foreligger en tilsidesaettelse af en saadan bestemmelse, kan der kraeves erstatning i henhold til faellesskabsretten, uden at bestemmelser i den nationale ret i den forbindelse kan paaberaabes som fritagelsesgrund. Som Domstolen fastslog i Dekker-dommen (150) med hensyn til det forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv 76/207/EOEF (151) om "ligebehandling af maend og kvinder", kan de i faellesskabsrettens konkurrenceregler fastsatte forbud ikke goeres afhaengige af, om der foreligger bevis for skyld, eller om der mangler enhver fritagelsesgrund. Forbuddene tjener til at garantere, at der ikke sker konkurrencefordrejning, og sikre den frie konkurrence mellem de virksomheder, der virker paa det faelles marked, hvor det kommer an paa virkningen af den forbudte adfaerd og ikke paa formaalet med adfaerden (152).

54. Erstatning og rente. Specielt med hensyn til spoergsmaalet om erstatning viser nyere retspraksis en raekke interessante udviklinger. For saa vidt angaar anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 215, stk. 2, erkendte Domstolen i ovennaevnte dom Mulder og Heinemann, at stoerrelsen af den erstatning, som Faellesskabet skal betale, skal svare til det tab, som det har foraarsaget (153). Dermed tilkendegav Domstolen klart, at erstatningen skal vaere fuldstaendig, dvs. den skal tjene til at genoprette det formuetab, der er foraarsaget ved den retsstridige adfaerd (saakaldt restitutio in integrum) (154). I Domstolens praksis har dette princip i oevrigt allerede vaeret gaeldende som underforstaaet. Det fremgaar af den faste praksis vedroerende anordning af foreloebige forholdsregler, hvor praesidenten kun anser oekonomisk tab for at vaere alvorligt og uopretteligt (og derfor for at undgaa dette anordner foreloebige forholdsregler) "saafremt det ikke afhjaelpes fuldt ud, selv om sagsoegeren faar medhold i hovedsagen" (155). Det fremgaar ogsaa af Domstolens faste praksis siden 1979 - dengang den i henhold til principper, der er faelles for medlemsstaternes retssystemer, naaede frem til, at den "anerkender i almindelighed rentekrav" - hvorefter der af erstatningsbeloebet skal betales morarente fra afsigelsen af den dom, hvori erstatningen er fastsat (156).

I den forbindelse skal ogsaa naevnes retspraksis vedroerende erstatning som sanktion for tilsidesaettelse af ovennaevnte (punkt 53) direktiv 76/207. I Von Colson og Kamann-dommen udtalte Domstolen, at selv om der i direktivet ikke er fastsat bestemte sanktionsformer, skal sanktionen alligevel vaere egnet til at sikre en faktisk og hensigtsmaessig retlig beskyttelse og have en afskraekkende virkning, hvilket medfoerer, at saafremt en medlemsstat har valgt at sanktionere overtraedelsen af forbuddet i direktivet mod forskelsbehandling gennem en erstatning, skal denne erstatning i hvert fald staa i et rimeligt forhold til det opstaaede tab, og ikke kun vaere symbolsk (157). I den for nylig afsagte dom Marshall II praeciserede Domstolen i den forbindelse, i en situation hvor der var tale om opsigelse paa grund af forskelsbehandling, at:

"Naar der anvendes en erstatning som foranstaltning for at naa ovennaevnte maal (dvs. faktisk chance-lighed), skal denne vaere passende i den forstand, at den i overensstemmelse med de gaeldende nationale retsforskrifter goer det muligt fuldt ud at kompensere det faktisk lidte tab som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling." (158)

Af denne pligt til at betale fuld erstatning udledte Domstolen ydermere to vigtige principper med hensyn til de detaljerede bestemmelser, efter hvilke der skal udbetales erstatning. For det foerste ansaa den ikke et lovmaessigt loft for erstatningen for at vaere en korrekt gennemfoerelse af direktiv 76/207, "da erstatningsbeloebet paa forhaand begraenses til et niveau, som ikke noedvendigvis er i overensstemmelse med kravet om faktisk chance-lighed ved en passende erstatning for det lidte tab som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling" (159). For det andet svarede Domstolen bekraeftende paa spoergsmaalet om, hvorvidt erstatningens hovedsum skal forrentes fra den dag, da den ulovlige forskelsbehandling fandt sted, til tidspunktet for udbetaling af erstatningen. Det "er tilstraekkeligt at fastslaa, at fuld erstatning for det lidte tab, som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, ikke kan vaere uafhaengig af faktorer, saa som tidens forloeb, der i realiteten kan nedsaette erstatningens vaerdi. Tilkendelse af rente i overensstemmelse med de gaeldende nationale retsforskrifter maa derfor anses som en vaesentlig erstatningskomponent, der goer det muligt at genskabe en reel ligebehandling." (160)

Jeg mener, at denne praksis i sin helhed finder anvendelse for saa vidt angaar tilsidesaettelse af faellesskabsretlige konkurrenceforbud. Som det nemlig er sagt ovenfor (punkt 53), er sigtet med disse forbud at garantere et system uden konkurrencefordrejning og med fri konkurrence mellem de virksomheder, der opererer paa det faelles marked, hvor der skal betales fuld erstatning ved overtraedelse af disse bestemmelser.

VI - Betydningen for de nationale retter af en beslutning vedtaget af Kommissionen i en analog konkurrencesag

55. I den forelaeggende rets femte og sjette spoergsmaal (se punkt 6 om formuleringen af spoergsmaalene) saettes problemet med forholdet mellem Kommissionens rolle som kartelmyndighed i EKSF-traktatens system og de nationale retters rolle til behandling.

For saa vidt angaar femte spoergsmaal foelger svaret af undersoegelsen vedroerende det tredje og fjerde spoergsmaal: Det blev fastslaaet, at artikel 4, artikel 65, stk. 1, og artikel 66, stk. 7, var bestemmelser med direkte virkning, og at de nationale retter i medfoer af faellesskabsretten har pligt til at tilkende erstatning med henblik paa saa vidt muligt at opnaa fuld oprejsning for de parter, hvis rettigheder er blevet tilsidesat. Gennemfoerelsen af de skridt eller de procedurer, der er angivet i de paagaeldende traktatbestemmelser, og udtoemningen af eventuelle andre retsskridt, der er fastsat i EKSF-traktaten - navnlig muligheden for at indbringe sagen paa grund af passivitet, som er indeholdt i EKSF-traktatens artikel 35 - er ikke noget forudgaaende krav til dette. Det ville i oevrigt betyde, at de ovennaevnte bestemmelser mistede deres direkte virkning, og at de nationale retter samtidig mistede den dertil knyttede forpligtelse til at beskytte borgernes rettigheder (161).

56. Det sjette spoergsmaal er vanskeligere. Heri oensker den forelaeggende ret oplysninger om, hvorvidt en kommissionsbeslutning i konkurrencesager har bindende virkning i forholdet til de nationale retter, og om det gaelder saavel den i beslutningen foretagne analyse af de faktiske omstaendigheder, som den juridiske fortolkning, som Kommissionen fremsaetter heri for saa vidt angaar EKSF-traktatens bestemmelser. For at faa et rigtigt svar paa dette er det efter min opfattelse noedvendigt at henvise til Domstolens praksis om henholdsvis Kommissionens og de nationale retters rolle i forbindelse med haandhaevelsen af faellesskabsretlige konkurrenceregler. Selv om denne praksis vedroerer EOEF-traktatens konkurrenceregler, finder den alligevel efter min mening fuldt ud anvendelse paa EKSF-traktatens konkurrenceregler, i betragtning af ligheden mellem reglerne i EKSF-traktaten og EOEF-traktaten paa dette omraade (se ovenfor, punkt 30-35), samt naar henses til den noedvendige sammenhaeng, der skal vaere ved anvendelse af disse bestemmelser.

A - Kommissionens og de nationale retters rolle i forbindelse med haandhaevelse af faellesskabsretlige konkurrenceregler

57. Domstolen har gentagne gange udtalt sig om opgavefordelingen mellem Kommissionen og de nationale retter ved haandhaevelsen af de faellesskabsretlige konkurrenceregler (162). Senest og mest systematisk er dette kommet til udtryk i Delimitis-dommen:

"I denne forbindelse bemaerkes indledningsvis, at Kommissionen er ansvarlig for gennemfoerelsen og fastlaeggelsen af den faelles konkurrencepolitik. Kommissionen har befoejelse til, under Rettens og Domstolens kontrol, at traeffe individuelle beslutninger i henhold til de gaeldende forordninger om proceduren herfor samt til at udstede fritagelsesforordninger. Denne opgave indebaerer noedvendigvis komplekse oekonomiske vurderinger, navnlig ved afgoerelsen af, om en aftale er omfattet af artikel 85, stk. 3. I henhold til artikel 9, stk. 1, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, (...) har alene Kommissionen befoejelse til at traeffe beslutninger om anvendelsen af artikel 85, stk. 3.

Kommissionen har derimod ikke en eksklusiv kompetence til at anvende artikel 85, stk. 1, og artikel 86. I denne henseende deler den sin befoejelse til at anvende disse bestemmelser med de nationale retter. Som fastslaaet af Domstolen i dom af 30. januar 1974 (sag 127/73, BRT, Sml. s. 51) har artikel 85, stk. 1, og artikel 86 umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og fremkalder umiddelbart rettigheder for de retsundergivne, som de nationale domsmyndigheder skal beskytte." (163)

Den i det foregaaende afsnit beskrevne kompetence, der er delt mellem Kommissionen og de nationale retter, kan ved en konkret anvendelse af faellesskabsretlige konkurrenceregler give anledning til afgoerelser, der er i strid med hinanden. Domstolen udtalte om dette i Delimitis-dommen:

"I denne forbindelse skal der tages hensyn til, at der er risiko for, at de nationale retter kan traeffe afgoerelser, der er i strid med de beslutninger, Kommissionen har truffet eller har til hensigt at traeffe vedroerende anvendelsen af artikel 85, stk. 1, og artikel 86 samt artikel 85, stk. 3. Saadanne indbyrdes modstridende afgoerelser ville vaere i strid med det almindelige retssikkerhedsprincip og boer saaledes undgaas, naar de nationale retter traeffer afgoerelse vedroerende aftaler eller praksis, som fortsat kan goeres til genstand for en kommissionsbeslutning." (164)

Domstolen gav derfor den nationale dommer det raad - "for at forene hensynet til paa den ene side at undgaa indbyrdes modstridende afgoerelser og paa den anden side den nationale rets forpligtelse til at traeffe afgoerelse vedroerende den i sagen nedlagte paastand om, at aftalen er ugyldig" - at tage foelgende forhold i betragtning:

- Saafremt det klart fremgaar, at betingelserne for at anvende artikel 85, stk. 1, ikke er opfyldt, og saafremt der derfor naeppe er risiko for, at Kommissionen traeffer anden afgoerelse, kan den nationale ret fortsaette sin behandling af sagen og traeffe afgoerelse om den omtvistede aftale. Tilsvarende gaelder, saafremt aftalen utvivlsomt er uforenelig med artikel 85, stk. 1, og den under hensyn til fritagelsesforordningerne og Kommissionens hidtidige beslutningspraksis under ingen omstaendigheder kan opnaa fritagelse i medfoer af artikel 85, stk. 3 (165).

- Saafremt den nationale ret paa baggrund af Kommissionens praksis for regeludstedelse og vedtagelse af beslutninger finder, at aftalen eventuelt i henhold til artikel 85, stk. 3, kan opnaa fritagelse ved udstedelse af en beslutning, eller at der er fare for modstridende afgoerelser i forbindelse med anvendelsen af artikel 85, stk. 1, og artikel 86, kan den nationale ret beslutte at udsaette sagen eller at traeffe foreloebige forholdsregler i overensstemmelse med de nationale processuelle regler. Den nationale ret har inden for graenserne af de nationale processuelle regler mulighed for at rette forespoergsel til Kommissionen vedroerende en eventuel procedure, som denne institution eventuelt har indledt, og vedroerende den sandsynlige udgang af sagen. Paa samme betingelser kan den nationale ret, saafremt den konkrete anvendelse af artikel 85, stk. 1, eller artikel 86 medfoerer saerlige vanskeligheder, rette henvendelse til Kommissionen for at faa oplysninger om de oekonomiske og retlige omstaendigheder, som Kommissionen kan meddele (166).

- I alle tilfaelde kan den nationale ret udsaette behandlingen af sagen og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 (167).

Kommissionen har helt overtaget disse principper i sin seneste "meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale domstole om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86" (168). I punkt 45 erklaeres ganske vist, at meddelelsen ikke finder anvendelse paa konkurrencereglerne i EKSF-traktaten, men forskellen er, ifoelge det af Kommissionen under retsmoedet fremfoerte, kun anlagt af hensyn til de processuelle forskelle, der (navnlig fordi forordning nr. 17 kun gaelder for sager i medfoer af EOEF-traktaten) er mellem bestemmelserne i EOEF-traktaten og EKSF-traktaten. Det hindrer dog ikke, tilfoejede Kommissionen, at meddelelsen mutatis mutandis ogsaa finder anvendelse paa bestemmelserne i EKSF-traktaten.

B - I hvilket omfang er de nationale retter paa grund af faktiske og/eller retlige omstaendigheder bundet af en kommissionsbeslutning?

58. Procesdeltagernes meninger er her endnu en gang meget delt. I den ene ende af spektret staar Banks, der goer gaeldende, at en kommissionsbeslutning hverken retligt eller faktisk er bindende for de nationale retter; i den anden ende staar British Coal, der anser en beslutning for at vaere bindende, saavel ud fra et retligt som et faktisk synspunkt. Den britiske regerings og Kommissionens synspunkter ligger derimellem. Regeringen fastholder, at en beslutning fra Kommissionen for saa vidt angaar faktiske omstaendigheder - f.eks. naar det fastslaas, at en bestemt prisadfaerd er i strid med EKSF-traktatens kapitel V - er bindende for de nationale retter. De nationale retter er dog ikke bundet af den fortolkning af EKSF-traktaten, som Kommissionen udvikler i beslutningen som led i sin argumentation, selv om parterne kan paaberaabe sig den til stoette for deres anbringender, og retterne kan tage hensyn til denne fortolkning. Kommissionen goer endelig gaeldende, at selv om dens beslutninger for saa vidt angaar retlige eller faktiske forhold ikke er bindende for de nationale retter, har disse dog heller ikke kompetence til at annullere en saadan beslutning. De nationale retter skal endvidere for at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten forsoege at respektere beslutninger fra Kommissionen i konkurrencesager og, om noedvendigt gennem et praejudicielt spoergsmaal til Domstolen, goere alt, hvad der er noedvendigt, for at undgaa risiko for modstridende afgoerelser.

59. Svaret skal efter min mening vaere nuanceret. Udgangspunktet er den sondring, som Domstolen foretog i Delimitis-dommen (se ovenfor, punkt 57) mellem Kommissionens enekompetence til i medfoer af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3, (i EKSF-sammenhaeng: EKSF-traktatens artikel 65, stk. 2) at erklaere, at forbuddet i artikel 85, stk. 1, (henholdsvis artikel 65, stk. 1) ikke finder anvendelse, og den kompetence, som Kommissionen deler med de nationale domstole, til at anvende artikel 85, stk. 1, og artikel 86 (henholdsvis EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, og artikel 66, stk. 7). Det betyder konkret, at saafremt Kommissionen i medfoer af ovennaevnte enekompetence erklaerer, at det i EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, eller i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, indeholdte forbud ikke finder anvendelse, er den nationale domstol bundet af denne fritagelsesbeslutning. Kun saafremt Kommissionen tilbagekalder den paagaeldende beslutning, eller retsakten annulleres af Domstolen, bortfalder den bindende virkning (169).

60. Situationen er en helt anden, naar Kommissionen ved en administrativ skrivelse eller endog ved en negativattest (170) meddeler, at den ikke har planer om at skride ind mod bestemte aftaler i medfoer af artikel 85, stk. 1, (henholdsvis EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1) eller omvendt, traeffer en beslutning, hvori det fastslaas, at der foreligger en tilsidesaettelse af denne artikel. For saa vidt angaar det foerste hypotetiske tilfaelde, har Domstolen i "parfume"-sagerne fastslaaet, at saadanne administrative skrivelser

"er ikke til hinder for, at de nationale retter, for hvilke de paagaeldende aftalers uforenelighed med artikel 85 goeres gaeldende, efter de foreliggende omstaendigheder kan anlaegge en anden vurdering af de paagaeldende aftaler" (171),

men tilfoejer dog:

"Selv om den i saadanne skrivelser tilkendegivne opfattelse ikke binder de nationale retter, er den dog et forhold, som disse kan tage i betragtning ved deres proevelse af, om de paagaeldende aftaler eller den paagaeldende adfaerd strider mod artikel 85." (172)

Mere indviklet, men ikke fundamentalt forskelligt derfra, er situationen i det andet hypotetiske tilfaelde, naar Kommissionen ved beslutning fastslaar, at der er sket en tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1 (eller EOEF-traktatens artikel 86, eller de dertil svarende bestemmelser i EKSF-traktaten). Strengt taget er en saadan beslutning paa grund af dens natur kun bindende for dem, som den udtrykkelig er rettet til (173). Alligevel maa der efter min opfattelse tillaegges en saadan beslutning en stoerre betydning end ovennaevnte administrative skrivelser og negativattester.

Det fremgaar foerst og fremmest af dommen i Foto-Frost-sagen, som fastslaar, at de nationale retter ikke har hjemmel til at annullere en faellesskabsretlig retsakt, og forbeholder denne kompetence for Domstolen, eventuelt i anledning af et af den paagaeldende domstol forelagt praejudicielt spoergsmaal (174). Dernaest medfoerer pligten til at samarbejde, som henholdsvis EKSF-traktatens artikel 86 og EOEF-traktatens artikel 5 paalaegger de nationale retter (og som udtrykkeligt omfatter institutionernes retsakter), for de nationale retter pligt til af hensyn til Faellesskabet saa vidt muligt at begraense risikoen for, at der afsiges dom, der er i modstrid med en af Kommissionen udstedt beslutning, der anfaegtes eller bestrides ved de nationale retter. Som organ, der har til opgave at haandhaeve de faellesskabsretlige konkurrenceregler, og som til dette formaal raader over specialiserede tjenestegrene, har Kommissionen nemlig mange aars erfaring, saaledes at der til Kommissionens udtalelser er knyttet en vis, om end ikke obligatorisk, autoritet. Det siger dog sig selv, at der ikke maa laegges tredjemand hindringer i vejen for at indbringe udtalelser, som Kommissionen er naaet frem til i en saadan beslutning, for de nationale retter (175).

61. Saafremt den nationale ret efter parternes argumentation faktisk naar til den konklusion, at Kommissionens faktiske og/eller retlige konstateringer ikke er korrekte eller ikke er tilstraekkelige, eller saafremt den i det mindste har alvorlig tvivl herom (176), kan foelgende handlemaade paa grundlag af Delimitis-dommen (se ovenfor, punkt 57) anbefales. Naar det drejer sig om resultater, der ikke indgaar i den endelige afgoerelse, og som derfor ikke ligger til grund for Kommissionens argumentation, staar det retten frit for at have en anden opfattelse: muligheden for modstridende afgoerelser og et dertil knyttet indgreb i retssikkerhedsprincippet er i saa fald yderst ringe (177). Drejer det sig derimod om resultater, der har indflydelse paa den endelige afgoerelse, som Kommissionen er naaet frem til, kan det anbefales retten at udsaette sagen i henhold til de nationale processuelle bestemmelser og indhente de noedvendige oplysninger hos Kommissionen eller direkte at indgive en anmodning om en praejudiciel afgoerelse til Domstolen om henholdsvis den paagaeldende beslutnings gyldighed og fortolkningen af de omhandlede faellesskabsretlige konkurrenceregler.

Sammenfatning

62. Jeg foreslaar herefter Domstolen at besvare spoergsmaalene som foelger:

1) Licenser til at udvinde ubrudt kul og de deri fastsatte betingelser vedroerende royalties eller salgspriser er omfattet af EKSF-traktatens bestemmelser. EKSF-traktatens artikel 4, artikel 65, stk. 1, og artikel 66, stk. 7, finder anvendelse i den konkrete sag, men ikke traktatens artikel 60.

2) EKSF-traktatens artikel 4, artikel 65, stk. 1, og artikel 66, stk. 7, har direkte virkning.

3) De nationale retter har i medfoer af faellesskabsretten i princippet pligt til at tilkende erstatning for tab som foelge af tilsidesaettelse af en konkurrencebestemmelse i EKSF-traktaten, der har direkte virkning.

4) De nationale retter er ikke bundet af en kommissionsbeslutning, hvori Kommissionen anvender EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, og/eller artikel 66, stk. 7. I medfoer af den i EKSF-traktatens artikel 86 fastsatte samarbejdspligt skal de dog saa vidt muligt begraense risikoen for afgoerelser, der er i strid med Kommissionens beslutning. Kommer disse retter til den konklusion at, eller er de alvorligt i tvivl om hvorvidt, de konstateringer vedroerende retlige og/eller faktiske omstaendigheder, som har indflydelse paa Kommissionens endelige beslutning, er korrekte eller er tilstraekkelige, anbefales det dem at udsaette sagen i henhold til de nationale processuelle regler, og i saa fald at indhente de noedvendige oplysninger hos Kommissionen og/eller indgive anmodning om en praejudiciel afgoerelse til Domstolen henholdsvis om gyldigheden af den paagaeldende beslutning og om fortolkningen af de omhandlede konkurrenceregler i faellesskabsretten.

(*) Originalsprog: nederlandsk.

(1) - British Coal hed i 1946 stadig National Coal Board . Ifoelge Coal Industry Act 1987 blev navnet aendret til British Coal Corporation.

(2) - Hjemmelen findes i section 1(1)(a) i CINA 1946. Af de tal, som Kommissionen gengiver i sin beslutning af 23.5.1991 (se nedenfor, punkt 3), fremgaar, at den samlede kulproduktion i Det Forenede Kongerige i 1989-1990 var paa ca. 96 mio. tons, hvoraf British Coal producerede omkring 93 mio. tons (dvs. ca. 97%). Der henvises tillige til nedenstaaende punkt 23.

(3) - Section 1(1)(b) i CINA 1946.

(4) - Section 36 i CINA 1946.

(5) - Stadigvaek ifoelge de tal, der er gengivet i den i fodnote 2 naevnte beslutning fra Kommissionen, androg den samlede kulproduktion paa grundlag af licenser i 1989/1990 ca. 3 mio. tons.

(6) - Den 5.6.1990 fulgte endnu en klage fra South Wales Small Mines Association (SWSMA), der angik det samme.

(7) - Beslutningen blev ikke offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Den er udformet som et brev stilet til NALOO, FSMGB og til SWSMA, og det er paa Kommissionens vegne underskrevet af naestformand Sir Leon Brittan.

(8) - Dette er baade anfoert i foerste afsnit i beslutningen (ikke nummereret) og i afsnit 79.

(9) - Afsnit 80 i beslutningen.

(10) - Afsnit 47 i beslutningen.

(11) - Afsnit 69 i beslutningen.

(12) - Afsnit 81 i beslutningen.

(13) - Afsnit 82 i beslutningen. I afsnit 67 i beslutningen anfoerer Kommissionen, at grundlaget for beslutningen er den antagelse, at disse kontrakter skal fjerne forskelsbehandlingen mellem British Coal og de licenstagende miner, og at Kommissionen forbeholder sig ret til at genoptage sagen, saafremt det skulle vise sig, at der ikke er grundlag for denne antagelse.

(14) - Det samme formaal har EOEF-traktatens artikel 232, stk. 2, hvori er fastsat, at bestemmelserne i EOEF-traktaten ikke beroerer bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Atomenergifaellesskab.

(15) - Samtidig indeholder bestemmelsen en undtagelse fra det folkeretlige princip lex posterior derogat priori : jf. C. Vedder, Artikel 232 , i Grabitz Kommentar zum EWG-Vertrag, Muenchen, Beck, s. 1, nr. 1.

(16) - Dom af 24.10.1985 (sag 239/84, Gerlach, Sml. s. 3507, praemis 9).

(17) - Dom af 15.12.1987 (sag 328/85, Deutsche Babcock Handel, Sml. s. 5119, praemis 10).

(18) - Jf. E.-U. Petersmann, Artikel 232 , i Von der Groeben-Thiesing-Ehlermann, Kommentar zum EWG-Vertrag, IV, Baden-Baden, Nomos, 1991, s. 5715-5716.

(19) - Min egen fremhaevelse. I artikel 79, stk. 1, i EKSF-traktaten er fastsat, for hvilke nationale omraader EKSF-traktaten finder anvendelse.

(20) - Dom af 14.7.1961 (forenede sager 9/60 og 12/60, Vloeberghs, Sml. 1954-1964, s. 261, jf. s. 262, org. ref.: Rec. s. 391, jf. s. 422 og 423) (min fremhaevelse). Jf. allerede den betydning, som generaladvokat Lagrange i sagen Société des Fonderies de Pont-à-Mousson tillaegger udtrykket produktionsvirksomhed i EKSF-traktatens artikel 80, nemlig alt det, som omfatter den samlede fremstillingscyklus for det mest forarbejdede produkt, fra udvinding af raastoffet til det forarbejdningsstadium, der anses for at vaere det endelige : sag 14/59 (Sml. 1954-1964, s. 153, org. ref.: Rec. 1959, s. 493).

(21) - Se endvidere forslag til afgoerelse fra generaladvokat Roemer i de forenede sager 9/60 og 12/60, hvori han udtaler, at det af bilag I til EKSF-traktaten fremgaar at ogsaa paa omraadet for stenkul tales der om produktionsvirksomhed , endda ogsaa ved brunkul, selv om der ikke sker nogen forarbejdning her, men der udelukkende brydes et raastof. Brydning af stenkul er i sig selv saaledes produktionsvirksomhed i traktatens forstand : (Sml. 1954-1964, s. 261, org. ref.: Rec. 1961, s. 441 og 442).

(22) - Dom af 17.12.1959 i sag 14/59 (Sml. 1954-1964, s. 153, jf. s. 154, org. ref.: Rec. s. 445, navnlig s. 470).

(23) - Ibid. (org. ref.: Rec. s. 472).

(24) - Jeg anser det ikke for noedvendigt at gaa naermere ind paa de to oevrige argumenter, som den britiske regering fremfoerer for at paavise, at ubrudte kul ikke udgoer produkter som omhandlet i EKSF-traktatens bilag I: i) det foerste argument om, at dette skulle foelge af, at de raastoffer, der er omhandlet i OEEC' s kode nr. 4190, er udelukket fra beskrivelsen i bilag I, kan ikke bruges, da den omhandlede kode ifoelge note 1 i bilaget kun vedroerer andre ikke andetsteds naevnte raastoffer til fremstilling af raajern og staal og saaledes ikke fast braendsel, hvorunder stenkul; ii) det andet argument, der er hentet fra en meddelelse, som Kommissionen i 1986 har givet vedroerende fortolkningen af begreberne stenkul og brunkul i bilag I til EKSF-traktaten (meddelelse 86/C254/02, EFT C 254, s. 2) kan efter min opfattelse heller ikke holde. Efter min opfattelse kan det ikke af den omstaendighed, at Kommissionen har besluttet at anse visse former for fast braendsel, der produceres i Spanien, som stenkul i henhold til ovennaevnte bilag, udledes, at Kommissionen dermed udelukkede, at disse stenkul i ubrudt stand ikke var noget produkt efter EKSF-traktatens bilag I.

(25) - Der henvises ligeledes udtrykkeligt til artikel 4 i adskillige andre bestemmelser i EKSF-traktaten: f.eks. traktatens artikel 58, stk. 2, artikel 60, stk. 1 (se nedenfor, punkt 17), artikel 66, stk. 2, andet afsnit, artikel 86, andet afsnit, artikel 88, tredje afsnit, og artikel 95, foerste og tredje afsnit.

(26) - Domme af 21.12.1954 (sag 1/54, Frankrig mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 1, org. ref.: Rec. s. 7, paa s. 23, og sag 2/54, Italien mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 5, org. ref.: Rec. s. 73, paa s. 90). Domstolen bekraeftede dette bl.a. i dom af 23.4.1956 (forenede sager 7/54 og 9/54, Groupement des Industries Sidérurgiques Luxembourgeoises, Sml. 1954-1964, s. 21, paa s. 23, org. ref.: Rec. s. 53, paa s. 91); se tillige nyere dom af 18.3.1980 (forenede sager 154/78, 205/78, 206/78, 226/78-228/78, 263/78 og 264/78, 39/79, 31/79, 83/79 og 85/79, Valsabbia, Sml. s. 907, praemis 82).

(27) - I henhold til denne artikel skal der ved ordene denne traktat i EKSF-traktaten forstaas: som sigtende til bestemmelserne i traktaten og dens bilag, i tillaegsprotokollerne og i konventionen om overgangsbestemmelserne .

(28) - Dom i sagen Groupement des Industries Sidérurgiques Luxembourgeoises, anfoert i fodnote 26 (org. ref.: Rec. paa s. 91).

(29) - Dom i sagen Groupement des Industries Sidérurgiques Luxembourgeoises (Sml. 1954-1964, s. 23, org. ref.: Rec. s. 91).

(30) - Den Hoeje Myndigheds beslutning nr. 2/57 af 26.1.1957 om en finansiel ordning, som skal sikre en regelmaessig skrotforsyning paa det faelles marked, (JO nr. 4 af 28.1.1957). I denne beslutning indfoerte Den Hoeje Myndighed en raekke udligningsordninger for skrot i henhold til EKSF-traktatens artikel 53.

(31) - Domme af 21.6.1958 (sag 8/57, Groupement des Hauts Fourneaux et Aciéries belges, Sml. 1954-1964, s. 105, paa s. 106, org. ref.: Rec. s. 223, paa s. 242, og sag 13/57, Wirtschaftsvereinigung Eisen- und Stahlindustrie m.fl., Sml. 1954-1964, s. 109, org. ref.: Rec. s. 259, paa s. 288), domme af 26.6.1958 (sag 9/57, Chambre Syndicale de la Sidérurgie Française, Sml. 1954-1964, s. 113, org. ref.: Rec. s. 363, paa s. 382, sag 10/57, Société des Anciens Etablissements Aubert et Duval, Sml. 1954-1964, s. 117, org. ref.: Rec. s. 399, paa s. 417, sag 11/57, Société d' Electro-Chimie, d' Electro-Métallurgie et des Aciéries Electriques d' Ugine, Sml. 1954-1964, s. 119, org. ref.: Rec. s. 435, paa s. 454 og sag 12/57, Syndicat de la Sidérurgie du Centre-Midi, Sml. 1954-1964, s. 121, org. ref.: Rec. s. 471, paa s. 491 og 492).

(32) - Dom af 20.3.1957 (sag 2/56, Geitling, Sml. 1954-1964, s. 41, paa s. 42, org. ref.: Rec. s. 9, paa s. 44).

(33) - Udtalelse 1/61 af 13.12.1961 (Sml. 1954-1964, s. 265, org. ref.: Rec. s. 509, paa s. 519).

(34) - Udtalelse 1/61, s. 266 (org. ref.: Rec. s. 519).

(35) - Nemlig Clayton Act 1914 og Robinson-Patman Act 1936.

(36) - Forslag til afgoerelse i sag 8/83, Bertoli, (Sml. 1984, s. 1665, paa s. 1666). Det forklarer ifoelge generaladvokaten ogsaa, hvorfor der i EOEF-traktaten ikke findes nogen bestemmelse, der svarer til artikel 60 i EKSF-traktaten. De fleste erhvervssektorer, der er omfattet af EOEF-traktaten, havde i 1958 ikke den samme karakter af et faatal af dominerende virksomheder.

(37) - Dommene er anfoert i fodnote 26 (sag 1/54, org. ref.: Rec. s. 20, og sag 2/54, org. ref.: Rec. s. 88). Lidt senere understregede Domstolen, at reglerne i stk. 2 er et velegnet middel til offentliggoerelse: EKSF-traktaten anser dem som et velegnet middel til at opnaa de i stk. 1 anfoerte maal (org. ref.: Rec. hhv. s. 25 og s. 92).

(38) - Dom i sag 1/54 (org. ref.: Rec. s. 23) og sag 2/54 (org. ref.: Rec. s. 91).

(39) - Citatet stammer fra dom af 12.7.1979 (sag 149/78, Rumi, Sml. s. 2523, praemis 10), dom i sag 1/54 (org. ref.: Rec. s. 24) og i sag 2/54 (org. ref.: Rec. s. 92). Domstolen tilfoejede i begge de sidstnaevnte domme, at offentliggoerelse kun er et af de midler, der er fastsat i EKSF-traktaten, til at naa de naevnte maal, og at de i sig selv er utilstraekkelige til at sikre, at de faktisk bliver realiseret.

(40) - Dommene i sag 1/54 (org. ref.: Rec. s. 26) og i sag 2/54 (org. ref.: Rec. s. 94).

(41) - EKSF-traktatens artikel 60, stk. 1 in fine (se teksten i punkt 17) giver Den Hoeje Myndighed mulighed for ved beslutninger at angive de fremgangsmaader, der skal omfattes af forbuddet i stk. 1. Den Hoeje Myndighed har benyttet sig heraf i beslutning 30/53 af 2.5.1953 om de fremgangsmaader, som i henhold til traktatens artikel 60, stk. 1, er forbudt inden for det faelles marked for kul og staal (JO 1953 nr. 6, s. 109), siden aendret ved beslutning 1/54 af 7.1.1954 (JO 1954 nr. 1, s. 217), ved beslutning 19/63 af 11.12.1963 (JO 1963 nr. 187, s. 2969), ved beslutning 72/440/EKSF af 22.12.1972 (EFT 1972, 28.-30.12., s. 27) og ved beslutning 1834/81/EKSF af 3.7.1981 (EFT L 184, s. 7). Den adfaerd, der efter beslutningens artikel 2, 4, 5 og 6 er forbudt i henhold til artikel 60, stk. 1, er i alle tilfaelde saelgernes adfaerd med hensyn til pris.

(42) - Se bl.a. den af Kommissionen naevnte beslutning 4/53 fra Den Hoeje Myndighed af 12.2.1953 om vilkaarene for offentliggoerelse af prislister og salgsbetingelser anvendt af virksomheder inden for kul- og jernmalmindustrien (JO 1953 nr. 2, s. 3), aendret ved beslutning 22/63 af 11.12.1963 (JO 1963 nr. 187, s. 2975), ved beslutning 19/67 af 21.6.1967 (JO 1967 nr. 124, s. 2429) og ved beslutning 72/442/EKSF af 22.12.1972 (EFT 1972, 28.-30.12., s. 32).

(43) - Navnlig det paagaeldende produkts saerlige art (i saerdeleshed det forhold, at det endnu ikke forhandles i en bestemt medlemsstat), samt tillige de naermere bestemmelser i de omstridte licenser (navnlig om det er aabne eksklusivlicenser eller eksklusive licenser). Se dom af 8.6.1982 (sag 258/78, Nungesser, Sml. s. 2015, praemis 53 ff.).

(44) - Jeg kan i oevrigt ikke indse, hvordan det af de af British Coal anfoerte betragtninger og bestemmelser i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2349/84 af 23.7.1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af patentlicensaftaler (EFT L 219, s. 15), og af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 556/89 af 30.11.1988 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af knowhow-licensaftaler (EFT 1989 L 61, s. 1), kan udledes, at EOEF-traktatens artikel 85 ikke omfatter stoerrelsen af de beloeb, der skal betales ifoelge aftalerne.

(45) - Dom af 13.2.1979 (sag 85/76, Hoffmann-La Roche, Sml. s. 461, praemis 116). Domstolen tilfoejede, at det derfor staar Kommissionen frit for at gennemfoere proceduren i henhold til artikel 85 eller i henhold til artikel 86, navnlig under hensyn til arten af de gensidige forpligtelser og kontrahenternes konkurrencemaessige stilling paa det eller de paagaeldende markeder.

(46) - Dom af 11.4.1989 (sag 66/86, Ahmed Saeed Flugreisen m.fl., Sml. s. 803, praemis 37).

(47) - Dom af 10.7.1990 (sag T-51/89, Tetra Pak, Sml. II, s. 309, praemis 21). I denne dom undersoegte Retten i saerdeleshed spoergsmaalet om, hvorvidt en eksisterende gruppefritagelse var forenelig med EOEF-traktatens artikel 86.

(48) - Dom af 5.10.1988 (sag 53/87, CICRA, Sml. s. 6039, praemis 15) (i forbindelse med EOEF-traktatens artikel 86).

(49) - Jf. om anvendelse af EOEF-traktatens artikel 86, domme af 5.10.1988 (sag 53/87, CICRA, naevnt i den foregaaende fodnote, praemis 16, og sag 238/87, Volvo, Sml. s. 6211, praemis 9). Domstolen udtalte i den forbindelse om udnyttelsen af en eneret for saa vidt angik indehaveren af henholdsvis en moensterbeskyttet model og et moenster til karosseridele, at de kan vaere forbudt i henhold til artikel 86, saafremt de foerer til, at en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, handler paa en maade, der er udtryk for misbrug, f.eks. fastsaetter urimeligt hoeje priser paa reservedele.

(50) - Dom af 5.2.1963 (sag 26/62, Van Gend & Loos, Sml. 1954-1964, s. 375, org. ref.: Rec. s. 1).

(51) - Udtalelse 1/91 af 14.12.1991 (Sml. I, s. 6079, praemis 21) (min fremhaevelse).

(52) - Denne indstilling fremgaar navnlig allerede af dommen af 13.6.1958 (sag 9/56, Meroni, Sml. 1954-1964, s. 97, paa s. 98, org. ref.: Rec. s. 9, paa s. 28), hvor Domstolen udtalte, at en part kan paaberaabe sig de annullationsgrunde, der er opregnet i EKSF-traktatens artikel 33, for at paavise, at en generel beslutning, der ligger til grund for den individuelle beslutning, som han anfaegter, lider af retlige mangler, og yderligere fandt et argument i, at der forelaa en analogi med EOEF-traktatens artikel 184 og Euratom-traktatens artikel 156.

(53) - Jf. den udtrykkelige henvisning til traktaternes ... indbyrdes sammenhaeng i dom af 22.2.1990 (sag C-221/88, Busseni, Sml. I, s. 495, praemis 16).

(54) - Kendelse af 17.1.1980 (sag 792/79 R, Camera Care, Sml. s. 119, grund 20, hvor Domstolen i EOEF-sammenhaeng anser de samme principper for Faellesskabets struktur for at finde anvendelse som dem, der gaelder for EKSF-traktaten i overensstemmelse med kendelsen i sagen National Carbonising Company: kendelse af 22.10.1975 (sag 109/75 R, National Carbonising Company, Sml. s. 1193, grund 8).

(55) - Dom af 22.10.1987 (sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199). I den i fodnote 53 anfoerte Busseni-dom indroemmede Domstolen, at den med ovennaevnte dom i alt vaesentligt [har] bragt retspraksis i overensstemmelse med den udtrykkelige bestemmelse i EKSF-traktatens artikel 41 : praemis 14 i den paagaeldende dom.

(56) - Busseni-dommen, anfoert i fodnote 53, praemis 9-17.

(57) - Dom af 19.11.1991 (forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 36). Domstolen henviser i den forbindelse til sin dom afsagt i EKSF-sammenhaeng i sag 6/60 (Humblet, Sml. 1954-1964, s. 207, org. ref.: Rec. 1960, s. 1125).

(58) - Busseni-dommen, praemis 21: det er nemlig ifoelge Domstolen, retsakter, der har den samme beskaffenhed, idet de indebaerer en forpligtelse for adressaten med hensyn til det tilsigtede maal, men overlader til denne at vaelge de midler, der er egnede til at naa dette maal . I praemis 22 og 23 gentager Domstolen sin faste EOEF-praksis vedroerende direktivers direkte virkning.

(59) - Se navnlig dom af 30.9.1987 (sag 12/86, Demirel, Sml. s. 3719, praemis 14), og af 31.1.1991 (sag C-18/90, Kziber, Sml. I, s. 199, praemis 15).

(60) - Ifoelge EKSF-traktatens artikel 1 er Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab baseret paa et faelles marked, faelles maalsaetning og faelles institutioner . Denne faelles maalsaetning er naermere beskrevet i EKSF-traktatens artikel 2, en bestemmelse der har stor lighed med EOEF-traktatens artikel 2.

(61) - Ifoelge den femte betragtning i praeamblen til EKSF-traktaten har statsoverhovederne sat sig for at erstatte aarhundreders rivalisering med en sammenslutning af deres vaesentlige interesser, ved gennem oprettelse af et oekonomisk faellesskab at nedlaegge den foerste grundsten til et videregaaende og uddybet faellesskab mellem befolkninger, der i lange tider har vaeret splittet af blodige stridigheder, og at skabe det institutionelle grundlag, der kan vaere retningsgivende for en fremtidig faelles skaebne .

(62) - I den forbindelse finder jeg teksten i EKSF-traktatens oprindelige artikel 9 af saerlig betydning, idet medlemmerne herved af Den Hoeje Myndighed blev paalagt at afholde sig fra enhver handling, som er uforenelig med deres hvervs supranationale karakter, og som forpligtede hver deltagerstat til at respektere denne supranationale karakter.

(63) - Se henholdsvis artikel 20 og 18 i EKSF-traktaten.

(64) - Busseni-dommen, se fodnote 53, praemis 13: nemlig noedvendigheden af at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten, og noedvendigheden af med henblik herpaa at etablere et effektivt samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter .

(65) - Se allerede W. F. Bayer, Das Privatrecht der Montanunion , Rabels Zeitschrift, 1952, (325), s. 329. Der var dog divergerende meninger herom. For en god oversigt over teorien og en staerk argumentation for direkte virkning henvises til K. Ballerstedt, UEbernationale und nationale Marktordnung. Eine montanrechtliche Studie, Tuebingen, Mohr, 1955, s. 12-16.

(66) - B.G.H.Z., nr. 30, s. 74; tillige offentliggjort i Neue Juristische Wochenschrift, 1959, s. 1176, og i en engelsk oversaettelse i Common Market Law Reports, 1963, s. 251. Bundesgerichtshof udtaler i denne dom, at die Bestimmungen des Montanunionvertrages (...) auch fuer die in Art. 80 MUV bezeichneten Unternehmen unmittelbar verbindliches Recht sind .

(67) - Se Busseni-dommen, praemis 15, hvor Domstolen indroemmer, at selv om de nationale retter efter EKSF-traktatens ordning vedroerende fordeling af kompetence til Faellesskabets myndigheder og navnlig til Kommissionen, sjaeldnere har lejlighed til at anvende denne traktat og retsakter udstedt med hjemmel i den og derfor til at tage stilling til fortolkningen af den (...) .

(68) - Udtrykkene stammer fra P. Reuter, Organisations européennes, Paris, Presses Universitaires de France, 1970, 2. udgave, s. 188. Denne forskel i, hvor detaljerede bestemmelserne er, kan utvivlsomt bl.a. forklares ved, at kul- og staalmarkeder er markeder med en enkelt eller et faatal af dominerende virksomheder, som i sin tid spillede en central rolle i de nationale oekonomier: jf. P. J. G. Kapteyn og P. VerLoren van Themaat, Introduction to the Law of the European Communities (ed. W. Gormley), Deventer-Boston, Kluwer Law and Taxation, 2. udgave, 1988, s. 29.

(69) - Van Gend & Loos-dommen, naevnt i fodnote 50, paa s. 380 (org. ref.: Rec. s. 24 og 25).

(70) - Dom af 15.1.1986 (sag 44/84, Hurd, Sml. s. 29, praemis 47).

(71) - Somme tider taler Domstolen om et klart og praecist forbud eller paabud, hvortil der ikke er knyttet noget forbehold om, at staterne kan goere dets ikrafttraeden afhaengig af en positiv intern retsakt eller af en intervention fra Faellesskabernes organer . Se f.eks. dom af 19.6.1973 (sag 77/72, Capolongo, Sml. s. 611, praemis 11) (om EOEF-traktatens artikel 13, stk. 2). Sammenlign med formuleringen af dommen af 16.6.1966 (sag 57/65, Luetticke II, Sml. 1965-1968, s. 199, org. ref.: Rec. s. 293, paa s. 302).

(72) - Domstolen stiller her som krav, at bestemmelserne ud fra et indholdsmaessigt synspunkt fremstaar som ubetingede og tilstraekkeligt praecise , for at de kan paaberaabes af private for den nationale ret: dom af 19.1.1982 (sag 8/81, Becker, Sml. s. 53, praemis 25); se vedroerende nyere stadfaestelser bl.a. dom af 23.4.1991 (sag C-297/89, Ryborg, Sml. I, s. 1943, praemis 37), og af 30.5.1991 (forenede sager C-19/90 og C-20/90, Karella og Karellas, Sml. I, s. 2691, praemis 17). Ogsaa i nye domme ses der nuanceforskelle: Domstolen taler saaledes i dom af 25.7.1991 (sag C-345/89, Stoeckel, Sml. I, s. 4047, praemis 12) om tilstraekkelig praecis og ubetinget , mens det i dom af 24.3.1992 (sag C-381/89, Syndesmos, Sml. I, s. 2111, praemis 39) og af 31.3.1992 (sag C-200/90, Dansk Denkavit, Sml. I, s. 2217, praemis 17), omtaler en direktivbestemmelse, som er klar, praecis og ubetinget . I de aeldre domme af 22.9.1983 (sag 271/82, Auer, Sml. s. 2727, praemis 16) og af 15.12.1983 (sag 5/83, Rienks, Sml. s. 4233, praemis 8) naevner Domstolen utvetydige, fuldstaendige, praecise og ubetingede forpligtelser , der ikke levner plads for et skoen .

(73) - I Francovich-dommen drejede det sig om en vis skoensmargen, som direktiv 80/987/EOEF (se referencerne nedenfor i fodnote 100) gav medlemsstaterne med hensyn til de metoder, der kunne bruges for at fastsaette en garanti til arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens samt med hensyn til begraensning af dette beloeb.

(74) - Francovich-dommen, anfoert i fodnote 57, praemis 17, endvidere anvendt i praemis 18-22; dom af 2.8.1993 (sag C-271/91, Marshall II, Sml. I, s. 4367, praemis 37).

(75) - Se tillige T. C. Hartleys synspunkter, The foundations of European Community Law, Oxford, Clarendon Press, 2. udgave, 1988, s. 195, og langt tidligere P. Pescatore, The Doctrine of Direct Effect : An Infant Disease of Community Law , European Law Review, 1983, (155), s. 177.

(76) - At Kommissionen har gjort brug af denne kompetence fremgaar af den i fodnote 41 naevnte beslutning 30/53.

(77) - Dom i sag 1/54, org. ref.: Rec. s. 24, og sag 2/54, org. ref.: Rec. s. 92.

(78) - Dom af 18.5.1962 (sag 13/60, Geitling, Sml. 1954-1964, s. 317, org. ref.: Rec. s. 165, paa s. 201).

(79) - Dom af 30.1.1974 (sag 127/73, BRT I, Sml. s. 51, praemis 16). For senere bekraeftelser se bl.a. dom af 10.7.1980 (sag 37/79, Marty, Sml. s. 2481, praemis 13), af 28.2.1991 (sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, praemis 45); se tillige Rettens dom naevnt i fodnote 47 (sag T-51/89, Tetra Pak, praemis 42).

(80) - Dom anfoert i fodnote 53. Efter at have understreget den faelles maalsaetning med den praejudicielle procedure, som er indeholdt i EKSF-traktatens artikel 41 og EOEF-traktatens artikel 177 (se ovenfor, punkt 27), udtalte Domstolen i praemis 16: Det ville saaledes vaere i strid med traktaternes formaal og indbyrdes sammenhaeng, at Domstolen ved retsforskrifter med hjemmel i EOEF- og Euratom-traktaterne har kompetencen til i sidste instans at fastlaegge disse reglers indhold og anvendelsesomraade, saaledes som det fremgaar af de enslydende bestemmelser i henholdsvis EOEF-traktatens artikel 177 og Euratom-traktatens artikel 150 og til hermed at sikre en ensartet anvendelse af reglerne, medens den kompetence ved retsforskrifterne inden for EKSF-traktatens omraade, alene skulle vaere tillagt de mange nationale retter, der vil kunne anlaegge forskellige fortolkninger, idet Domstolen da ville vaere uden befoejelser med henblik paa at sikre en ensartet fortolkning af disse retsforskrifter. Selv om Busseni-sagen kun vedroerte fortolkningen af en retsakt vedtaget i henhold til EKSF-traktaten, nemlig en henstilling fra Kommissionen, omfatter Domstolens dom helt klart ogsaa selve EKSF-traktatbestemmelserne; dette fremgaar navnlig af praemis 9, 15 og 16.

(81) - Raadets forordning nr. 17 af 6.2.1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

(82) - For saa vidt angaar anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3, har Kommissionen derimod en enekompetence, dvs. at de nationale kartelmyndigheder er udelukket: jf. artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 17.

(83) - Med undtagelse af de retter, som i visse medlemsstater saerlig har til opgave at anvende den nationale lovgivning vedroerende konkurrence eller at kontrollere lovligheden af forvaltningsmyndighedernes anvendelse heraf , som ligestilles med medlemsstaternes kartelmyndigheder: se BRT I-dommen, praemis 19.

(84) - BRT I-dommen, praemis 14.

(85) - BRT I-dommen, praemis 15.

(86) - Ibid., praemis 17. Der kan her drages en parallel til retspraksis vedroerende statsstoette: som Domstolen erkendte i dommen Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires (dom af 21.11.1991, sag C-354/90, Sml. I, s. 5505, praemis 14), adskiller den enekompetence, som i henhold til artikel 92 og 93 i EOEF-traktaten er forbeholdt Kommissionen ved afgoerelsen af, om en stoetteordning eventuelt er i strid med det faelles marked, fundamentalt fra den rolle, som de nationale domstole skal spille ved beskyttelsen af de rettigheder, som borgerne kan udlede af det i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, indeholdte forbud (for medlemsstaten til inden afslutningen af proceduren i medfoer af artikel 92 at gennemfoere de planlagte stoetteforanstaltninger): Indtil Kommissionens endelige beslutning foreligger, skal de beskytte borgernes rettigheder ved en eventuel forkert fortolkning af forbuddet.

(87) - Sammenlign med den analoge bestemmelse i EOEF-traktatens artikel 85, stk. 2, hvori er bestemt, at de aftaler eller vedtagelser, som er forbudt i medfoer af denne artikel, ingen retsvirkning har. I dommen i sagen Brasserie de Haecht udtalte Domstolen om denne bestemmelse, at ved siden af Kommissionens eventuelle indgriben i form af de i artikel 87 naevnte forordninger og direktiver er givet de doemmende myndigheder kompetence til i medfoer af den direkte virkning af artikel 85, stk. 2, at ramme de forbudte aftaler og vedtagelser ved konstatering af deres ugyldighed . Domstolen udtaler i den forbindelse: medens den foerste metode frembyder den fornoedne smidighed til, at der kan tages hensyn til hver sags saerlige traek, giver det andet stykke i artikel 85, hvis formaal er en streng haandhaevelse af et vigtigt forbud, ifoelge sin karakter ikke dommeren mulighed for at gribe ind med samme smidighed : dom af 6.2.1973 (sag 48/72, Brasserie de Haecht, Sml. s. 77, praemis 4 og 5) (min fremhaevelse).

(88) - En afgoerelse om fritagelse kraever naturligvis, at det foerst af Den Hoeje Myndighed fastslaas, at den paagaeldende aftale er omfattet af forbuddet i artikel 65, stk. 1. Deraf kan der opstaa strid med de nationale domstole om kompetencen, hvilket er velkendt i EOEF-retten: Herom mere i afsnit 56 ff.

(89) - I sag C-46/93 (Brasserie du Pêcheur) har Bundesgerichtshof forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal om denne problematik i anledning af et erstatningskrav fra et fransk bryggeri, Brasserie du Pêcheur SA, mod de tyske myndigheder paa grund af tab som foelge af den tyske Biersteuergesetz, hvis Reinheitsgebot af Domstolen i dom af 12.3.1987 (sag 178/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1227) blev fundet i strid med EOEF-traktatens artikel 30. I sag C-48/93 (Factortame) har High Court of Justice, Queen' s Bench Division, Divisional Court, forelagt Domstolen en raekke praejudicielle spoergsmaal om samme problematik. Disse spoergsmaal blev rejst i anledning af krav fra en lang raekke selskaber og private mod Det Forenede Kongeriges myndigheder om erstatning for det tab, de har lidt som foelge af Merchant Shipping Act 1988, hvor Domstolen har fundet en raekke bestemmelser i strid med EOEF-traktaten (dom af 25.7.1991, sag C-221/89, Factortame II, Sml. I, s. 3905, og af 4.10.1991, sag C-246/89, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 4585).

(90) - Dommen er naevnt i fodnote 57.

(91) - Domme af 26.2.1991 (sag C-120/88, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 621, praemis 10, sag C-119/89, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 641, praemis 9, og sag C-159/89, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 691, praemis 10). Se endvidere dom af 20.3.1986 (sag 72/85, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. s. 1219, praemis 20) og af 15.10.1986 (sag 168/85, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2945, praemis 11). Ogsaa i Emmott-dommen om praksis vedroerende direktivers direkte virkning erkendte Domstolen, at det her kun drejer sig om en minimumsgaranti: dom af 25.7.1991 (sag C-208/90, Sml. I, s. 4269, praemis 20).

(92) - Dette isaer gennem traktatbrudssager: den fortsatte eksistens af nationale bestemmelser, der er i strid med faellesskabsretlige regler, skaber nemlig en tvetydig situation mht. de retsundergivnes rettigheder og pligter, hvilket er i strid med retssikkerheds- og retsbeskyttelsesprincipperne. Det er saa en opgave for de nationale eller regionale lovgivende eller regulerende myndigheder at afhjaelpe denne situation og at give faellesskabsretten sin fulde virkning: se bl.a. de domme, der er naevnt i den foregaaende fodnote, af 26.2.1991, Kommissionen mod Italien, praemis 11, Kommissionen mod Spanien, praemis 10, og Kommissionen mod Graekenland, praemis 11, dom af 21.6.1988 (sag 257/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3249, praemis 12). Ogsaa for saa vidt angaar sanktionerne retter Domstolen sig til de nationale lovgivere og regulerende myndigheder. Naar en faellesskabsordning ikke hjemler specielle sanktioner, er medlemsstaterne i henhold til EOEF-traktatens artikel 5 forpligtet til at traeffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre faellesskabsrettens gennemslagskraft : dom af 21.9.1989 (sag 68/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 2965, praemis 23).

(93) - Dom af 9.3.1978 (sag 106/77, Simmenthal, Sml. s. 629, praemis 16).

(94) - Dom af 19.6.1990 (sag C-213/89, Factortame I, Sml. I, s. 2433, praemis 19). Se for tidligere bekraeftelser domme af 16.12.1976 (sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, praemis 5, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, praemis 12), dom af 27.2.1980 (sag 68/79, Just, Sml. s. 501, praemis 25), af 27.3.1980 (sag 61/79, Denkavit Italiana, Sml. s. 1205, praemis 25), domme af 10.7.1980 (sag 811/79, Ariete, Sml. s. 2545, praemis 12, og sag 826/79, Mireco, Sml. s. 2559, praemis 13). Se i oevrigt allerede dommen af 19.12.1968 (sag 13/68, Salgoil, Sml. 1965-1968, s. 553, org. ref.: Rec. s. 631, paa s. 645).

(95) - Francovich-dommen, praemis 36.

(96) - Simmenthal-dommen, naevnt i fodnote 93, praemis 21.

(97) - Factortame I-dommen, naevnt i fodnote 94, praemis 21.

(98) - Francovich-dommen, naevnt i fodnote 57, praemis 35.

(99) - Francovich-dommen, praemis 33. I praemis 34 tilfoejede Domstolen, at det er navnlig noedvendigt, at der bestaar en adgang til at goere erstatningskrav gaeldende mod en medlemsstat i tilfaelde, hvor faellesskabsrettens fulde virkning afhaenger af, at der traeffes foranstaltninger fra medlemsstatens side, saaledes som i denne sag (det drejede sig om manglende gennemfoerelse af et direktiv) og hvor private derfor ikke kan paaberaabe sig de i faellesskabsretten anerkendte rettigheder ved de nationale domstole, naar medlemsstaten ikke har truffet saadanne foranstaltninger .

(100) - Nemlig Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20.10.1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23).

(101) - Se praemis 10-27 i Francovich-dommen. Det blev anfoert, at Domstolen fastslog, at bestemmelserne ikke havde direkte virkning, da den oenskede at udvikle et retsmiddel mod en medlemsstats undladelse af at efterkomme faellesskabsretlige direktiver, som var uafhaengigt af kravet om direkte virkning. Paa den maade ville Domstolen forsoege at komme uden om de problemer, der er knyttet til direktivernes ikke-horisontale virkning. Se J. Steiner, From direct effects to Francovich: shifting means of enforcement of Community law , European Law Review, 1993, (3), s. 9. Se tillige C. W. A. Timmermans, La sanction des infractions au droit communautaire , i La sanction des infractions au droit communautaire, 15. FIDE-kongres i Lissabon, II, 1992, s. 24, hvori bemaerkes, at det retsmiddel, der blev udviklet i Francovich-dommen, paa en vis maade er en erstatning for laeren om den direkte virkning.

(102) - Dom af 12.7.1990 (sag C-188/89, Foster m.fl., Sml. I, s. 3313, praemis 22 og domskonklusionen).

(103) - Francovich-dommen, praemis 37 (min fremhaevelse).

(104) - Foster-dommen, naevnt i fodnote 102, praemis 20. Retsstillingen for det statslige foretagende i denne sag, British Gas Corporation, kunne i oevrigt paa det tidspunkt, da sagen blev behandlet for den nationale ret, i hoej grad sammenlignes med British Coal' s. British Gas Corporation havde i henhold til Gas Act 1972 (som afloeste Gas Act 1948, den lov hvormed gasindustrien i Det Forenede Kongerige blev nationaliseret) monopol paa gasforsyningen i Storbritannien samt en raekke dermed beslaegtede opgaver. Foerst senere, ved Gas Act 1986, blev denne industri privatiseret: jf. punkt 3 i mit forslag til afgoerelse i Foster-sagen, (Sml. I, s. 3327 og 3328).

(105) - Jf. Francovich-dommen, praemis 30. Fremhaevelsen i denne og i den herefter anfoerte praemis er min egen.

(106) - Se ovenfor, punkt 37 og fodnote 86.

(107) - Francovich-dommen, praemis 35.

(108) - Francovich-dommen, praemis 36.

(109) - Van Gend & Loos-dommen, org. ref.: Rec. 1963, s. 23.

(110) - Simmenthal-dommen, praemis 15 (min fremhaevelse).

(111) - EOEF-traktatens artikel 85, stk. 2; EKSF-traktatens artikel 65, stk. 4.

(112) - Se Kommissionen, Trettende rapport om konkurrencepolitikken, 1984, Bruxelles-Luxembourg, s. 147-149, nr. 217 og 218, Fjortende rapport om konkurrencepolitikken, 1985, nr. 47, s. 59, og navnlig Femtende rapport om konkurrencepolitikken, 1986, s. 52-55, nr. 38-43. Se tillige svar fra Kommissionen paa skriftlig forespoergsel nr. 519/72, (EFT 1973 C 67, s. 54) og, af nyere dato, svar fra hr. Andriessen paa Kommissionens vegne paa skriftlig forespoergsel nr. 1935/83 (EFT 1984 C 144, s. 14). Det anfoeres, at det af en intern undersoegelse fremgaar, at omkring halvdelen af de klager, der er rettet til Kommissionen i anledning af tilsidesaettelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, kunne faerdigbehandles paa grundlag af en rent juridisk analyse og derfor kunne behandles behoerigt af de nationale domstole og retter: Femtende rapport om konkurrencepolitikken, s. 54, nr. 40. Med henblik paa dette har Kommissionen for nylig udarbejdet en vigtig meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale domstole om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1993 C 39, s. 6).

(113) - Private har i De Forenede Stater ret til en tredobbelt erstatning for tab paafoert ved tilsidesaettelse af de foederale anti-trustlove (saakaldt treble damages ). Baade for Sherman Act og for Clayton Act gaelder, at enhver privat injured in his business or property by reason of anything forbidden in the antitrust laws (...) shall recover threefold the damages by him sustained, and the cost of suit, including a reasonable attorney' s fee . Se i den forbindelse, med adskillige henvisninger: Ph. Areeda og L. Kaplow, Antitrust Analysis. Problems, Text, Cases, Boston-Toronto, Little, Brown & Company, fjerde udgave, 1988, s. 83, nr. 146 ff.

(114) - Simmenthal-dommen, praemis 17.

(115) - Se f.eks. rapporten Skadesoprejsning som foelge af tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 85 og 86, Samling af artikler i serien Konkurrence, nr. 1, Kommissionen, Bruxelles, 1966, s. 5. Dette sidste var ogsaa Bundesgerichtshof' s opfattelse i dens (i fodnote 66) naevnte dom af 14.4.1959, men netop derfor var det en af grundene til, at Domstolen, selv om den som sagt (se den samme fodnote) anerkendte den direkte virkning af EKSF-traktatens artikel 60, stk. 1, alligevel ikke ville give det nogen privatretlige foelger; det ville foere til, at bedoemmelsen ville vaere forskellig i de forskellige medlemsstater, hvad der netop er i strid med maalsaetningen om ligebehandling i EKSF-traktaten. Mht. kritik af denne dom henvises bl.a. til J. L. Janssen Van Raay, Een beslissing van het Bundesgerichtshof over E.G.K.S.-recht , Nederlands Juristenblad, 1960, (437), s. 444-445.

(116) - Navnlig i det omfang der kan findes stoette i medlemsstaternes allerede eksisterende processuelle og materielretlige retsbeskyttelsesordning til haandhaevelse af de faellesskabsretlige bestemmelser.

(117) - Hullerne og svaghederne i den nationale ret rammer i saa fald tillige haandhaevelsen af faellesskabsretten. Disse farer er gentagne gange blevet paapeget: se bl.a. J. Bridge, Procedural Aspects of the Enforcement of European Community Law through the Legal Systems of the Member States , European Law Review, 1984, (28), s. 31 og 32, D. Curtin, The Decentralised Enforcement of Community Law Rights. Judicial Snakes and Ladders , i Constitutional Adjudication in European Community and National Law. Essays for the Hon. Mr. Justice T. F. O' Higgins, Dublin, Butterworth, (33), s. 34. Se tillige C. W. A. Timmermans, La sanction des infractions au droit communautaire , anfoert i fodnote 101, s. 21.

(118) - Dom af 21.2.1991 (forenede sager C-143/88 og C-92/89, Zuckerfabrik Suederdithmarschen og Zuckerfabrik Soest, Sml. I, s. 415, praemis 26).

(119) - Jf. J. Bridge, artikel anfoert i fodnote 117, s. 29.

(120) - Francovich-dommen, praemis 42. Allerede i dommen af 22.1.1976 (sag 60/75, Russo, Sml. s. 45, praemis 9) (min tilfoejelse og fremhaevelse) havde Domstolen udtalt, at saafremt et saadant tab (paafoert af en producent) er opstaaet som foelge af en overtraedelse af faellesskabsretten, paahviler det den paagaeldende stat i forholdet til skadelidte at paatage sig de heraf foelgende konsekvenser paa grundlag af de nationale retsregler om statens erstatningsansvar .

(121) - Ibid. Domstolen henviser paa dette punkt bl.a. til dom i sag 33/76, Rewe, naevnt i fodnote 94, og dom af 7.7.1981 (sag 158/80, Rewe, Sml. s. 1805).

(122) - Se allerede den i fodnote 94 anfoerte dom Salgoil (Sml. 1965-1968, s. 553, org. ref.: Rec. s. 645) samt de deri naevnte domme: Rewe, praemis 5, Comet, praemis 15, Ariete, praemis 12, og Mireco, praemis 13. Se endvidere dom af 9.7.1985 (sag 179/84, Bozzetti, Sml. s. 2301, praemis 17).

(123) - Se dom af 15.5.1986 (sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 18) (i praemis 20 omtaler Domstolen princippet om en effektiv domstolsproevelse ), og af 15.10.1987 (sag 222/86, Heylens, Sml. s. 4097, praemis 14). Dette krav foelger nemlig ifoelge Domstolen i ovennaevnte domme af de forfatningsmaessige traditioner, som alle medlemmerne har til faelles, og det er tillige indeholdt i artikel 6 og 13 i den europaeiske menneskerettighedskonvention.

(124) - Dom i sag 158/80, Rewe, anfoert i fodnote 121, praemis 44.

(125) - Disse krav om ligebehandling og praktisk mulighed blev allerede udviklet af Domstolen i ovennaevnte Rewe- og Comet-domme: Rewe-dommen, praemis 5, og Comet-dommen, praemis 13 og 16. Se endvidere de i fodnote 94 naevnte domme: Just, praemis 25, Denkavit Italiana, praemis 25, Ariete, praemis 12, Mireco, praemis 13, dom af 9.11.1983 (sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, praemis 12) samt Emmott-dommen, naevnt i fodnote 91, praemis 16. Den selvstaendige betydning af det andet krav fremgaar af praemis 17 i San Giorgio-dommen. Deri praeciserede Domstolen, at kravet om ligebehandling ikke skal forstaas saaledes, at det begrunder indfoerelse af foranstaltninger, naar det hverken for den paagaeldende overtraedelse af faellesskabsretten, eller for en analog overtraedelse af national ret, er muligt at opnaa oprejsning (i det konkrete tilfaelde tilbagebetaling af uforskyldte afgifter).

(126) - Francovich-dommen, praemis 43 (min fremhaevelse). Det skal bemaerkes, at denne dom ikke gentager kravet om direkte virkning, som findes i den i den foregaaende fodnote anfoerte retspraksis.

(127) - Jf. den praksis, som Domstolen har udviklet med hensyn til krav om tilbagebetaling af afgifter, der blev opkraevet i strid med faellesskabsretten: San Giorgio-dommen, praemis 14, og dom af 24.3.1988 (sag 104/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1799, praemis 7).

(128) - Rewe-dommen, naevnt i fodnote 94, praemis 5, Comet-dommen, praemis 17, og Emmott-dommen, praemis 17.

(129) - Se Emmott-dommen, praemis 23 og 24, samt domskonklusionen, for saa vidt angaar situationen vedroerende et direktiv, der endnu ikke er blevet behoerigt inkorporeret i national ret af en medlemsstat.

(130) - Domstolen fastslog navnlig dette i skattesager, hvor der skulle tages hensyn til den mulighed, at en virksomhed havde indregnet uretmaessigt opkraevede afgifter i sine priser og havde overvaeltet dem paa aftagerne. Se foelgende domme: Just, praemis 26 og 27, Denkavit Italiana, praemis 26 og 28, Ariete, praemis 13, og Mireco, praemis 14.

(131) - Som generaladvokat Mischo allerede bemaerkede i sit forslag til afgoerelse i Francovich-sagen, er det i oevrigt ikke oenskeligt, at faellesskabsinstitutionernes ansvar i tilfaelde af tilsidesaettelse af faellesskabsretten skulle vaere reguleret af helt andre detailbestemmelser end dem vedroerende nationale myndigheders (eller privates) ansvar for overtraedelse af samme faellesskabsret: (Sml. 1991 I, s. 5396, punkt 71), med henvisning til dom af 27.9.1988 (forenede sager 106/87-120/87, Asteris, Sml. s. 5515, praemis 18).

(132) - Francovich-dommen, praemis 38.

(133) - Se praemis 39 og 40 i Francovich-dommen: disse betingelser er ifoelge Domstolen tre forskellige: i) det af direktivet fastsatte resultat skal indeholde tilkendelse af rettigheder til private, ii) indholdet af disse rettigheder skal kunne fastlaegges paa grundlag af direktivets bestemmelser, og iii) der skal vaeret aarsagssammenhaeng mellem tilsidesaettelsen af den pligt, der paahviler staten, og det tab, de skadelidte personer har lidt.

(134) - Dette har laenge vaeret fast praksis: Se allerede dom af 28.4.1971 (sag 4/69, Luetticke, Sml. s. 73, org. ref.: Rec. s. 325, praemis 10), jf. tillige dom af 14.1.1987 (sag 281/84, Zuckerfabrik Bedburg, Sml. s. 49, praemis 17).

(135) - Se den i fodnote 133 gengivne praemis 40 fra Francovich-dommen.

(136) - Det er fast praksis: se bl.a. dom af 2.7.1974 (sag 153/73, Holtz & Willemsen, Sml. s. 675, praemis 7), af 4.3.1980 (sag 49/79, Pool, Sml. s. 569, praemis 7) og af 8.12.1987 (sag 50/86, Grands Moulins de Paris, Sml. s. 4833, praemis 7).

(137) - Jf. dom af 14.7.1967 (forenede sager 5/66, 7/66 og 13/66, Kampffmeyer m.fl., Sml. 1965-1968, s. 381, paa s. 389, org. ref.: Rec. s. 317, paa s. 343), hvor Domstolen viser sig tilbageholdende med hensyn til det tab, som paaberaabes under henvisning til tabt fortjeneste, hviler paa et i det vaesentlige spekulativt grundlag .

(138) - Dom af 2.6.1976 (forenede sager 65/74-60/74, Kampffmeyer, Sml. s. 711, praemis 6), af 2.3.1977 (sag 44/76, Milch-, Fett- und Eier-Kontor, Sml. s. 393, praemis 8), af 29.1.1985 (sag 147/83, Binderer, Sml. s. 257, praemis 19), og i sag 281/84, Zuckerfabrik Bedburg, naevnt i fodnote 134, praemis 14. Disse domme er i overensstemmelse med tidligere retspraksis. Domstolen fastslog saaledes allerede i dommen af 15.7.1963 (sag 25/62, Plaumann, Sml. 1954-1964, s. 411, paa s. 414 og 415, org. ref.: Rec. s. 197, paa s. 224), at en sagsoeger i staevningen kan nedlaegge paastand om at faa fastslaaet det eventuelle tab, som foelger af den anfaegtede retsakt, og under de skriftlige og mundtlige retsforhandlinger kan praecisere tabet og anslaa tabets stoerrelse.

(139) - Kampffmeyer-dommen, naevnt i den foregaaende fodnote, praemis 6.

(140) - Dom af 19.5.1992 (forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder og Heinemann, Sml. I, s. 3061, praemis 26, og mit forslag til afgoerelse, Sml. I, s. 3122, punkt 47).

(141) - Mulder og Heinemann-dommen, praemis 33, og mit forslag til afgoerelse, Sml. I, s. 3122, punkt 49.

(142) - Se domme af 4.10.1979 (henholdsvis sag 238/78, Ireks-Arkady, Sml. s. 2955, praemis 14, forenede sager 241/78, 242/78 og 245/78-250/78, DGV, Sml. s. 3017, praemis 15, forenede sager 261/78 og 262/78, Interquell Staerke-Chemie, Sml. s. 3045, praemis 17, og forenede sager 64/76 og 113/76, 167/78 og 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, Dumortier Frères, Sml. s. 3091, praemis 15).

(143) - Dom af 9.12.1965 (forenede sager 29/63, 31/63, 36/63, 39/63-47/63, 50/63 og 51/63, Société Anonyme des Laminoirs m.fl., Sml. 1965-1968, s. 135, paa s. 136, org. ref.: Rec. s. 1123, paa s. 1159).

(144) - Dom af 6.10.1982 (sag 261/78, Interquell Staerke-Chemie, Sml. s. 3271, praemis 11).

(145) - Se praemis 40 i Francovich-dommen, sammenfattet i fodnote 133.

(146) - Dumortier Frères-dommen, praemis 21.

(147) - Se Vloeberghs-dommen, der er anfoert i fodnote 20, (Sml. 1954-1964, s. 261, org. ref.: Rec. 1961 s. 451), dom af 12.7.1962 (sag 18/60, Worms, Sml. 1954-1964, s. 323, org. ref.: Rec. s. 400, paa s. 401), for nyligt stadfaestet i dom af 30.1.1992 (forenede sager C-363/88 og C-364/88, Finsider m.fl., Sml. I, s. 359, praemis 25), i dommens praemis 45 gentager Domstolen, at der skal foreligge bevis for, at det er en tilstraekkelig kvalificeret fejl, der direkte er aarsagen til det paaberaabte tab.

(148) - Jf. dom af 25.5.1978 (forenede sager 83/76 og 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, HNL, Sml. s. 1209, praemis 4), Mulder og Heinemann-dommen, praemis 12.

(149) - Ogsaa i Francovich-dommen forelaa der en kraenkelse, her dog fra statens side, af en noeje angivet pligt til at inkorporere det paagaeldende direktiv inden for en fastsat frist. Derfor var der heller ikke i denne sag anledning til at anvende det ovenfor i teksten naevnte mildere kriterium i forbindelse med myndighedernes skoensmaessige befoejelser i EOEF-traktatens artikel 215.

(150) - Dom af 8.11.1990 (sag C-177/88, Dekker, Sml. I, s. 3941, praemis 19 ff.).

(151) - Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9.2.1976 om gennemfoerelsen af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40).

(152) - Ogsaa her gaelder det derfor, at konkurrencebestemmelsernes praktiske betydning svaekkes staerkt, saafremt det var noedvendigt med et bevis for skyld: jf. Dekker-dommen, praemis 24. Tilfaeldet er noget helt andet med spoergsmaalet om, hvorvidt der er tale om forsaet eller uagtsomhed som betingelse for paalaeggelse af en boede: se, i EOEF-sammenhaeng, artikel 15 i forordning nr. 17.

(153) - Mulder og Heinemann-dommen, praemis 34.

(154) - Allerede af den retssammenlignende analyse, som generaladvokat Capotorti foretog i Dumortier-sagen, fremgik, at det er et generelt princip, som er faelles for medlemsstaternes retsordener: se forslag til afgoerelse i de forenede sager 64/76 og 113/76, 167/78 og 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, Dumortier (Sml. 1982, s. 1756-1758, punkt 4). Generaladvokaten udledte af sin retssammenlignende analyse, at der inden for Faellesskabet eksisterer en tilstraekkelig klar og generel tendens til ved fastsaettelsen af erstatning i tilfaelde af ansvar uden for kontraktforhold ogsaa at tage hensyn til den indflydelse, som udefrakommende omstaendigheder, f.eks. en valutanedskrivning eller en devaluering, kan udoeve efter tidspunktet for den skadevoldende haendelses indtraeden.

(155) - Kendelse af 19.12.1990 (sag C-358/90 R, Compagnia Italiana Alcool, Sml. I, s. 4887, grund 26) (min fremhaevelse). Se tillige kendelse af 26.9.1988 (sag 229/88 R, Cargill, Sml. s. 5183, grund 17; af 23.5.1990 (sag C-51/90 R og sag C-59/90 R, Comos-Tank m.fl. Sml. I, s. 2167, grund 24) og af 25.10.1990 (sag C-257/90 R, Italsolar, Sml I, s. 3941, grund 15).

(156) - Ireks-Arkady-dommen, praemis 20, DGV-dommen, praemis 22, Interquell Staerke-Chemie-dommen, praemis 23; Dumortier Frères-dommen, praemis 25. Udtrykkelig stadfaestet i dommen Mulder og Heinemann, praemis 35.

(157) - Dom af 10.4.1984 (sag 14/83, Von Colson og Kamann, Sml. s. 1891, praemis 23 og 24), gentaget i Dekker-dommen, der er naevnt i fodnote 150, praemis 23, og i Marshall II-dommen, naevnt i fodnote 74, praemis 18. Ifoelge Domstolen giver direktivet tvaertimod et frit valg mellem forskellige loesninger, der er egnet til at gennemfoere dets maalsaetning.

(158) - Marshall II-dommen, praemis 26 (min tilfoejelse og fremhaevelse).

(159) - Marshall II-dommen, praemis 30.

(160) - Marshall II-dommen, praemis 31. I praemis 32 og punkt 1 i domskonklusionen svarede Domstolen derfor paa det stillede spoergsmaal, at artikel 6 i direktiv 76/207 er til hinder for, at erstatningen for det tab, som er paafoert en person som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, begraenses ... ved, at der ikke tilkendes renter med henblik paa at erstatte den erstatningsberettigedes tab som foelge af den tid, der gaar indtil den faktiske udbetaling af det tilkendte erstatningsbeloeb .

(161) - Jf. den i fodnote 86 naevnte dom Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires, navnlig praemis 16.

(162) - Se navnlig Brasserie de Haecht-dommen, naevnt i fodnote 87, navnlig praemis 4-12, samt de i fodnote 79 naevnte domme BRT I, praemis 15-23, og Marty, praemis 13-14.

(163) - Delimitis-dommen, naevnt i fodnote 79, praemis 44 og 45.

(164) - Delimitis-dommen, praemis 47.

(165) - Delimitis-dommen, praemis 50. I praemis 51 minder Domstolen om, at der kun kan udstedes en fritagelsesbeslutning for en aftale, hvis den er anmeldt, eller hvis den er fritaget for anmeldelse.

(166) - Delimitis-dommen, praemis 52 og 53. Domstolen tilfoejer, at Kommissionen i medfoer af EOEF-traktatens artikel 5 har pligt til et loyalt samarbejde med domstolene i medlemsstaterne.

(167) - Delimitis-dommen, praemis 54.

(168) - Se referencen i fodnote 112.

(169) - Jf. forslag til afgoerelse fra den udpegede generaladvokat, dommer Kirschner, i sag T-51/89 (Tetra Pak, Sml. 1990 II, s. 345 og 346, punkt 104), som med rette i medfoer af Domstolens praksis vedroerende forordning nr. 67/67/EOEF tilfoejer, at de nationale domstole fortsat er kompetente til at fortolke en gruppefritagelsesforordning (der i oevrigt har direkte virkning), for at undersoege, om en aftale er omfattet heraf eller ikke. Faren for modstridende afgoerelser kan i saa fald modvirkes ved praejudicielle sager.

(170) - Se herom forslag til afgoerelse fra generaladvokat Reischl i Marty-sagen (Sml. 1980, s. 2507), og det i den foregaaende fodnote anfoerte forslag til afgoerelse fra den udpegede generaladvokat Kirschner i Tetra Pak-sagen, ibid.

(171) - Dom af 10.7.1980 (forenede sager 253/78 og 1/79-3/79, Giry og Guerlain, Sml. s. 2327, praemis 13), dom i Marty-sagen, naevnt i fodnote 79, praemis 10, i sag 99/79 (Lancôme, Sml. 1980, s. 2511, praemis 11) og endnu en gang i dom af 11.12.1980 (sag 31/80, L' Oréal, Sml. s. 3775, praemis 11).

(172) - Ibid.

(173) - Om individuelle EKSF-beslutninger, se EKSF-traktaten, artikel 14, sammenholdt med artikel 15, stk. 2. Om EOEF-beslutninger, se EOEF-traktatens artikel 189, stk. 4.

(174) - Foto-Frost-dommen, naevnt i fodnote 55. Se tillige den i samme fodnote naevnte Busseni-dom, praemis 14.

(175) - Det gaelder naturligvis ikke for adressaten for Kommissionens beslutning eller for personer, om hvem det uden videre kan fastslaas, at de er direkte og individuelt beroert af den: for dem er der kun den mulighed, saafremt de oensker at anfaegte lovligheden af de i beslutningen fastslaaede faktiske eller retlige omstaendigheder, at indlede et annullationssoegsmaal i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173.

(176) - Jf. den betingelse, som Domstolen i Zuckerfabrik-dommen, der er naevnt i fodnote 118, stiller for, at den nationale ret kan udsaette fuldbyrdelsen af en national administrativ retsakt, der er udstedt i medfoer af en faellesskabsforordning: Zuckerfabrik-dommen, praemis 23 og 33 samt punkt 2 i domskonklusionen.

(177) - Det drejer sig i saa fald i oevrigt om resultater, som ikke ved soegsmaal kan paastaas annulleret, da de ikke var noedvendige som begrundelse for og som stoette for domskonklusionen (som omhandlet i Domstolens praksis vedroerende EOEF-traktatens artikel 190. Se herom mit forslag til afgoerelse af 29.6.1993 i sag C-137/92 P, BASF, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, punkt 15-17). Jf. Rettens dom af 17.9.1992 (sag T-138/89, NBV og NVB, Sml. II, s. 2181, praemis 31).