61991J0267

++++

Frie varebevaegelser ° kvantitative restriktioner ° foranstaltninger med tilsvarende virkning ° begreb ° hindringer for samhandelen som foelge af forskelle mellem de nationale lovgivninger vedroerende de betingelser, varer skal opfylde ° omfattet ° hindringer som foelge af nationale bestemmelser, som uden forskelsbehandling regulerer bestemte former for salg ° traktatens artikel 30 finder ikke anvendelse ° lovgivning, der forbyder videresalg med tab

(EOEF-traktaten, art. 30)

Enhver foranstaltning, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Faellesskabet, skal anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, der i henhold til traktatens artikel 30 er forbudt mellem medlemsstaterne.

Denne definition omfatter ogsaa saadanne hindringer for de frie varebevaegelser, der i mangel af en harmonisering af lovgivningerne foelger af, at der paa varer fra andre medlemsstater, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsaetning, anvendes regler om, hvilke betingelser saadanne varer skal opfylde (f.eks. med hensyn til benaevnelse, form, dimensioner, vaegt, sammensaetning, praesentation, maerkning og emballage), og det uanset om saadanne regler anvendes uden forskel paa alle varer, naar en saadan anvendelse ikke kan begrundes ud fra et alment hensyn, der gaar forud for hensynene til de frie varebevaegelser.

Derimod kan det forhold, at nationale bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for salg, bringes i anvendelse paa varer fra andre medlemsstater, ikke efter denne definition antages at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne, forudsat at saadanne bestemmelser finder anvendelse paa alle de beroerte erhvervsdrivende, der udoever virksomhed i indlandet, og forudsat at bestemmelserne, saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade. Naar disse betingelser er opfyldt, kan en anvendelse af saadanne bestemmelser paa salg af varer fra en anden medlemsstat, som opfylder de af denne stat fastsatte regler, ikke antages at forhindre, at varerne faar adgang til markedet eller medfoere stoerre ulemper i denne henseende end for indenlandsk fremstillede varer. Saadanne bestemmelser falder derfor uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30.

Traktatens artikel 30 skal derfor fortolkes saaledes, at den ikke finder anvendelse paa en lovgivning i en medlemsstat, som generelt forbyder videresalg med tab.

1 Ved to domme af 27. juni 1991 indgaaet til Domstolen den 16. oktober 1991 har Tribunal de grande instance de Strasbourg i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens konkurrenceregler og bestemmelser om fri bevaegelighed inden for Faellesskabet.

2 Spoergsmaalene er stillet under straffesager, hvorunder B. Keck og D. Mithouard er tiltalt for overtraedelse af bestemmelserne i artikel 1 i den franske lov nr. 63-628 af 2. juli 1963, som aendret ved artikel 32 i bekendtgoerelse nr. 86-1243 af 1. december 1986, ved at have videresolgt varer i uaendret stand til priser, der var lavere end den faktiske indkoebspris.

3 Til deres forsvar gjorde B. Keck og D. Mithouard gaeldende, at et generelt forbud mod videresalg med tab som det, der er indeholdt i ovennaevnte bestemmelser, er uforeneligt med traktatens artikel 30 og med principperne om fri bevaegelighed for personer, tjenesteydelser og kapital og om fri konkurrence inden for Faellesskabet.

4 Tribunal de grande instance de Strasbourg fandt, at afgoerelsen maatte bero paa en fortolkning af en raekke faellesskabsretlige bestemmelser, og udsatte derfor begge sager paa Domstolens besvarelse af foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Er det i Frankrig gaeldende forbud mod videresalg med tab, jf. artikel 32 i bekendtgoerelse nr. 86-1243 af 1. december 1986, foreneligt med de principper om fri bevaegelighed for personer, tjenesteydelser og kapital, om fri konkurrence paa faellesmarkedet og om forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som er opstillet i traktaten af 25. marts 1957 om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, naermere bestemt i traktatens artikel 3 og 7, idet fransk lovgivning vil kunne medfoere en fordrejning af konkurrencen

a) da den kun omfatter videresalg med tab og ikke inddrager producenten under forbuddets anvendelsesomraade, og denne saaledes frit kan markedsfoere den vare, han fremstiller eller ° maaske kun ubetydeligt ° forarbejder eller foraedler, til en lavere pris end kostprisen

b) da den indebaerer forskellige konkurrencevilkaar, navnlig i graenseomraader, mellem de enkelte erhvervsdrivende som foelge af deres nationalitet og deres etableringssted?"

5 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

6 Indledningsvis bemaerkes, at traktatens bestemmelser om fri bevaegelighed for personer, tjenesteydelser og kapital inden for Faellesskabet ikke er relevante i forbindelse med et generelt forbud mod videresalg med tab, idet et saadant forbud vedroerer markedsfoering af varer; de naevnte traktatbestemmelser er derfor sagsgenstanden i hovedsagen uvedkommende.

7 Hvad dernaest angaar princippet om forbud mod forskelsbehandling i traktatens artikel 7 fremgaar det af forelaeggelsesdommene, at den nationale retsinstans finder det tvivlsomt, om forbuddet mod videresalg med tab er foreneligt med traktatbestemmelsen, idet det kan indebaere ulemper for de virksomheder, der er omfattet af det, i forhold til deres konkurrenter i medlemsstater, hvor videresalg med tab ikke er forbudt.

8 Hertil bemaerkes, at den omstaendighed, at salgsvirksomheder i forskellige medlemsstater er omfattet af forskellige lovgivninger, hvoraf nogle forbyder videresalg med tab, mens andre ikke goer det, ikke udgoer en forskelsbehandling som naevnt i traktatens artikel 7, saafremt de nationale lovbestemmelser, hovedsagen drejer sig om, finder anvendelse paa enhver form for salg i indlandet, uanset saelgernes nationalitet (jf. dom af 14.7.1988, sag 308/86, Lambert, Sml. s. 4369).

9 Endelig fremgaar det af det praejudicielle spoergsmaal, at den forelaeggende ret oensker en naermere belysning af eventuelle konkurrencebegraensende virkninger af de omtvistede bestemmelser. Den har i denne forbindelse henvist til Faellesskabets maalsaetninger, saaledes som beskrevet i traktatens artikel 3, uden dog at naevne de specielle traktatbestemmelser, hvorved de er gennemfoert inden for konkurrenceomraadet.

10 Under hensyn til de fremfoerte argumenter og retsforhandlingerne for Domstolen og for at kunne give en relevant besvarelse af det praejudicielle spoergsmaal finder Domstolen herefter alene anledning til at behandle forbuddet mod videresalg med tab set i forhold til princippet om frie varebevaegelser.

11 Traktatens artikel 30 bestemmer, at kvantitative indfoerselsrestriktioner saavel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne. Ifoelge Domstolens faste praksis skal enhver foranstaltning, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Faellesskabet, anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion.

12 Det maa fastslaas, at formaalet med nationale lovbestemmelser om et generelt forbud mod videresalg med tab ikke er at regulere samhandelen med varer mellem medlemsstaterne.

13 Ganske vist kan saadanne lovbestemmelser begraense omsaetningen og saaledes ogsaa omsaetningen af varer fra andre medlemsstater, i det omfang de erhvervsdrivende herved er afskaaret fra at anvende en bestemt salgsfremmende metode. Spoergsmaalet er imidlertid, om denne blotte mulighed er tilstraekkelig til, at den omtvistede lovgivning maa betegnes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion.

14 De erhvervsdrivende paaberaaber sig i stadig stigende omfang traktatens artikel 30 med henblik paa at anfaegte de mest forskelligartede bestemmelser, der medfoerer en begraensning af deres frie erhvervsudoevelse, ogsaa selv om bestemmelserne ikke er moentet paa varer fra andre medlemsstater. Paa denne baggrund finder Domstolen det noedvendigt at tage sin praksis paa dette omraade op til fornyet overvejelse og at praecisere den naermere.

15 I denne forbindelse bemaerkes, at i henhold til Domstolens Cassis de Dijon-praksis (dom af 20.2.1979, sag 120/78, Rewe-Zentral, Sml. s. 649) forstaas ved foranstaltninger med tilsvarende virkning, der er forbudt i henhold til artikel 30, saadanne hindringer for de frie varebevaegelser, der i mangel af en harmonisering af lovgivningerne foelger af, at der paa varer fra andre medlemsstater, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsaetning, anvendes regler om, hvilke betingelser saadanne varer skal opfylde (f.eks. med hensyn til benaevnelse, form, dimensioner, vaegt, sammensaetning, praesentation, maerkning og emballage), og det uanset om saadanne regler anvendes uden forskel paa alle varer, naar en saadan anvendelse ikke kan begrundes ud fra et alment hensyn, der gaar forud for hensynene til de frie varebevaegelser.

16 I modsaetning til, hvad Domstolen hidtil har antaget, kan det forhold, at nationale bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for salg, bringes i anvendelse paa varer fra andre medlemsstater, derimod ikke antages direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne som naevnt i dommen i Dassonville-sagen (dom af 11.7.1974, sag 8/74, Sml. s. 837), forudsat at saadanne nationale bestemmelser finder anvendelse paa alle de beroerte erhvervsdrivende, der udoever virksomhed i indlandet, og forudsat at bestemmelserne, saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade.

17 Naar disse betingelser er opfyldt, kan en anvendelse af saadanne bestemmelser paa salg af varer fra en anden medlemsstat, som opfylder de af denne stat fastsatte regler, ikke antages at forhindre, at varerne faar adgang til markedet eller medfoere stoerre ulemper i denne henseende end for indenlandsk fremstillede varer. Saadanne bestemmelser falder derfor uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30.

18 Det praejudicielle spoergsmaal maa derfor besvares med, at EOEF-traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke finder anvendelse paa en lovgivning i en medlemsstat, som generelt forbyder videresalg med tab.

Sagens omkostninger

19 De udgifter, der er afholdt af den franske og den graeske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagernes omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de grande instance de Strasbourg ved to domme af 27. juni 1991, for ret:

EOEF-traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke finder anvendelse paa en lovgivning i en medlemsstat, som generelt forbyder videresalg med tab.