61991J0241

++++

1. Konkurrence ° dominerende stilling ° begreb ° tv-selskabers monopol paa oplysningerne om de ugentlige programoversigter

(EOEF-traktaten, art. 86)

2. Konkurrence ° dominerende stilling ° ophavsret ° ugentlige tv-programoversigter ° udoevelse af retten ° misbrug ° betingelser

(EOEF-traktaten, art. 86)

3. Appel ° anbringender ° forkert bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder ° afvisning

(EOEF-traktaten, art. 168 A; EOEF-statutten for Domstolen, art. 51)

4. Konkurrence ° dominerende stilling ° paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater ° kriterier

(EOEF-traktaten, art. 86)

5. Internationale aftaler ° aftaler indgaaet af medlemsstaterne ° aftaler indgaaet forud for EOEF-traktaten ° hjemmel for begraensninger for samhandelen inden for Faellesskabet ° ulovlighed ° aftale ratificeret af en medlemsstat, der allerede er bundet af EOEF-traktaten ° virkninger for Faellesskabets kompetence ° foreligger ikke

(EOEF-traktaten, art. 234 og 236)

6. Konkurrence ° administrativ procedure ° standsning af overtraedelser ° Kommissionens befoejelser ° paabud til virksomhederne

(Raadets forordning nr. 17, art. 3)

7. Konkurrence ° administrativ procedure ° standsning af overtraedelser ° byrder som paalaegges virksomhederne ° proportionalitet ° kriterier

(Raadets forordning nr. 17, art. 3)

8. Konkurrence ° administrativ procedure ° beslutning, der konstaterer en overtraedelse ° begrundelse ° forpligtelse ° raekkevidde

(EOEF-traktaten, art. 190)

1. Tv-selskaber har en dominerende stilling i traktatens artikel 86' s forstand, naar de som foelge af det faktiske monopol, de har paa de oplysninger, der danner grundlag for deres oversigter over de programmer, der kan modtages af de fleste husstande i en medlemsstat og en vaesentlig del af husstandene i den tilgraensende del af en anden medlemsstat, er i stand til at forhindre en effektiv konkurrence paa markedet for ugentlige tv-blade i de beroerte regioner.

2. En adfaerd, der udvises af en virksomhed i en dominerende stilling, og som falder ind under udoevelsen af en rettighed, hvilken i henhold til en national ret er en "ophavsret", er ikke allerede af den grund unddraget enhver vurdering i forhold til traktatens artikel 86.

Fastsaettelsen af betingelserne for og de naermere regler om beskyttelse af en immateriel rettighed henhoerer ganske vist, saa laenge der ikke er tilvejebragt ensartethed inden for Faellesskabet eller sket en tilnaermelse af lovgivningerne, under national ret, og eneretten til reproduktion er en af ophavsmandens vaesentligste saerrettigheder, hvorfor en naegtelse af at give en licens, selv om der er tale om en virksomhed i en dominerende stilling, ikke i sig selv kan udgoere et misbrug heraf.

Indehaverens udoevelse af eneretten kan ikke desto mindre under saerlige omstaendigheder foere til, at der foreligger et misbrug. Dette er tilfaeldet, naar tv-selskaber paaberaaber sig deres ophavsret i henhold til den nationale lovgivning med henblik paa at forhindre, at en anden virksomhed i et ugeblad offentliggoer oplysninger (om titel, kanal, dato og tidspunkt for udsendelserne), ledsaget af kommentarer og billeder, som de har erhvervet uafhaengigt af de naevnte selskaber, saafremt den paagaeldende adfaerd for det foerste forhindrer, at der bliver skabt et nyt produkt ° et komplet ugentligt tv-program ° som de omhandlede selskaber ikke udbyder til salg, og som der er en potentiel efterspoergsel paa fra forbrugernes side, hvilket udgoer et misbrug i henhold til traktatens artikel 86, stk. 2, litra b), saafremt naegtelsen af at stille de paagaeldende oplysninger til raadighed for det andet ikke er begrundet i saerlige forhold for radio- og tv-spredningsvirksomheden eller virksomheden med udgivelse af tv-blade, og saafremt de omhandlede selskabers adfaerd for det tredje betyder, at de forbeholder et afledt marked, nemlig markedet for ugentlige tv-programblade, for sig selv og dermed udelukker enhver konkurrence paa dette marked, idet de naegter at give adgang til de oplysninger, der er det noedvendige basismateriale for et saadant blad.

3. En appel kan i medfoer af traktatens artikel 168 A og artikel 51 i statutten for Domstolen kun stoettes paa, at Retten har overtraadt retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket.

4. Betingelsen om en paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater i traktatens artikel 86 er ikke kun opfyldt, hvis den anfaegtede adfaerd faktisk har paavirket samhandelen maerkbart. Det er tilstraekkeligt, at det bevises, at den omhandlede adfaerd kan have en saadan virkning. Dette er tilfaeldet, naar en virksomhed udelukker enhver potentiel konkurrent paa et geografisk marked bestaaende af en medlemsstat og en del af en anden medlemsstat og saaledes aendrer konkurrencestrukturen paa det paagaeldende marked, hvilket paavirker mulighederne for samhandelen mellem de naevnte medlemsstater.

5. Bestemmelserne i en konvention, der er indgaaet forud for traktatens ikrafttraedelse eller efter omstaendighederne forud for en medlemsstats tiltraedelse ° og hvorpaa traktatens artikel 234 derfor finder anvendelse ° kan ikke paaberaabes i forholdet mellem medlemsstaterne, saafremt der ikke er fare for tilsidesaettelse af tredjestaters rettigheder. Naar en konvention er blevet ratificeret af en medlemsstat, der allerede var bundet af traktaten, kan den ikke paaberaabes til stoette for at begraense Faellesskabets kompetence i henhold til traktaten, idet denne kun kan aendres i overensstemmelse med proceduren i artikel 236.

6. Anvendelsen af artikel 3 i forordning nr. 17 maa ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse og vil kunne omfatte saavel paabud om at udfoere visse handlinger eller praestere visse ydelser, der ulovligt har vaeret undladt, som forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er i strid med traktaten.

7. Proportionalitetsprincippet indebaerer i forbindelse med en anvendelse af artikel 3 i forordning nr. 17, at de byrder, som paalaegges virksomhederne med henblik paa at bringe en overtraedelse af konkurrenceretten til ophoer, ikke maa overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes.

8. Beslutninger fra Kommissionen, som har til formaal at konstatere en overtraedelse af konkurrencereglerne, at meddele virksomhederne paalaeg og at paalaegge dem boeder, skal i henhold til traktatens artikel 190 begrundes, hvilket indebaerer, at Kommissionen skal angive de grunde, der har foert den til at vedtage en beslutning, saaledes at Domstolen og Retten kan udoeve deres kontrol, og saaledes at medlemsstaterne og de beroerte borgere kan faa kendskab til de betingelser, hvorunder den har anvendt traktaten. Det kan ikke kraeves, at Kommissionen beskaeftiger sig med alle de faktiske og retlige spoergsmaal, som er blevet behandlet under den administrative procedure.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. september 1991 har Radio Telefis Eireann (herefter "RTE"), for hvem Rettens dom af 10. juli 1991 (sag T-69/89, Sml. II, s. 485, herefter "RTE-dommen") blev forkyndt samme dag, ivaerksat appel af denne dom under anbringende af, at den er i strid med faellesskabsretten.

2 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. september 1991 har Independent Television Publications Ltd (herefter "ITP"), for hvem Rettens dom af 10. juli 1991 (sag T-76/89, Sml. II, s. 575, herefter "ITP-dommen") blev forkyndt den 12. juli 1991, ivaerksat appel af denne dom under anbringende af, at den er i strid med faellesskabsretten.

3 Ved to begaeringer indleveret til Justitskontoret den 6. januar 1992 har Intellectual Property Owners Inc. (herefter "IPO") anmodet om tilladelse til at intervenere i de to sager til stoette for appellanternes paastande. Ved to kendelser af 25. marts 1992 har Domstolen tilladt interventionerne.

4 Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 21. april 1993 er sagerne C-241/91 P og C-242/91 P blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling.

5 Paa baggrund af de to sagers forbindelse med hinanden boer de i henhold til procesreglementets artikel 43 forenes med henblik paa dommen.

6 Det fremgaar af Rettens domme, at de fleste husstande i Irland og 30-40% af husstandene i Nordirland kan modtage RTE' s, ITV' s og BBC' s tv-udsendelser.

7 Paa det for sagerne relevante tidspunkt fandtes der ikke noget generelt ugentligt tv-programblad paa markedet i Irland og Nordirland. Tv-stationerne udgav hver isaer et saerligt tv-programblad, som udelukkende indeholdt stationens egne programmer, og de forbeholdt sig ophavsretten til deres ugentlige programoversigter i henhold til Irlands og Det Forenede Kongeriges lovgivning for at forhindre gengivelse af oversigterne fra tredjemands side.

8 RTE udgav selv sit ugentlige tv-programblad, mens ITV udgav sit gennem det i dette oejemed oprettede selskab ITP.

9 ITP, RTE og BBC havde foelgende politik for saa vidt angaar oplysninger om deres programmer. De sendte uden beregning programmerne til dagblade og tidsskrifter, der anmodede herom, idet programmerne var ledsaget af en gratis licens, som fastlagde betingelserne for gengivelse af oplysningerne. Pressen kunne saaledes offentliggoere programmerne for den paagaeldende dag eller, saafremt den foelgende dag var en helligdag, programmerne for to dage, hvorved der gjaldt visse betingelser med hensyn til rubrikkernes format. Det var ogsaa tilladt at offentliggoere ugens "hoejdepunkter". ITP, RTE og BBC sikrede en noeje overholdelse af de i licensen opstillede betingelser ved om noedvendigt at retsforfoelge blade, som ikke respekterede dem.

10 Magill TV Guide Ltd (herefter "Magill") forsoegte at udgive et generelt ugentligt tv-programblad, men blev forhindret heri af appellanterne og BBC, som fik nedlagt forbud mod offentliggoerelse af de ugentlige programoversigter.

11 Magill havde den 4. april 1986 indgivet en klage til Kommissionen i medfoer af artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), med henblik paa at faa fastslaaet, at appellanterne og BBC misbrugte deres dominerende stilling ved at naegte at meddele licenser til offentliggoerelse af deres respektive ugentlige programoversigter. Kommissionen besluttede at indlede en procedure og vedtog paa grundlag heraf beslutning 89/205/EOEF af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 86 (IV/31.851 ° Magill TV Guide/ITP, BBC og RTE, EFT 1989 L 78, s. 43, herefter benaevnt "beslutningen"), som var genstand for sagerne for Retten.

12 I beslutningen fastslog Kommissionen, at der forelaa en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 86, og den paalagde de tre selskaber at bringe overtraedelsen til ophoer ved bl.a. "efter anmodning og paa et ikke diskriminerende grundlag at levere hinanden og andre interesserede parter deres egne ugentlige forhaandsoversigter over programmer og tillade, at saadanne parter gengiver disse oversigter". Kommissionen anfoerte endvidere, at saafremt de tre selskaber maatte vaelge at meddele licenser til gengivelse af programoversigterne, skal eventuelle licensafgifter vaere rimelige.

13 Ved kendelse af 11. maj 1989, forenede sager 76/89 R, 77/89 R og 91/89 R, RTE m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 1141), bestemte Domstolens praesident paa begaering af appellanterne, at "gennemfoerelsen af artikel 2 i (beslutningen) ... udsaettes, for saa vidt Kommissionen i denne bestemmelse paalaegger sagsoegerne straks at bringe den af Kommissionen paastaaede overtraedelse til ophoer ved efter anmodning og paa et ikke diskriminerende grundlag at levere hinanden og andre interesserede parter deres egne ugentlige forhaandsoversigter over programmer og tillade, at saadanne parter gengiver disse oversigter".

14 De to appellanter nedlagde for Retten paastand om annullation af Kommissionens beslutning og om, at Kommissionen tilpligtedes at betale sagens omkostninger.

15 Retten frifandt Kommissionen og paalagde appellanterne at betale sagens omkostninger.

16 RTE har nedlagt foelgende paastande:

"1) Den af Retten i Foerste Instans afsagte dom ophaeves.

2) Kommissionens beslutning af 21. december 1988 annulleres.

3) Kommissionen og intervenienten tilpligtes at betale sagens omkostninger."

17 ITP har nedlagt foelgende paastande:

"1) Rettens dom af 10. juli 1991 i sag T-76/89, ITP mod Kommissionen, ophaeves, og der traeffes endelig afgoerelse i sagen.

2) Det fastslaas, at Kommissionens beslutning IV/31.851 af 21. december 1988 (Magill TV Guide/ITP, BBC og RTE) er ugyldig og uden virkning.

3) Kommissionen og/eller intervenienten tilpligtes at betale ITP' s omkostninger for Retten, og Kommissionen tilpligtes at betale ITP' s omkostninger for Domstolen."

18 Kommissionen har nedlagt paastand om, at appellerne forkastes, at hver appellant tilpligtes at betale omkostningerne vedroerende sin appel, og at IPO tilpligtes at betale Kommissionens omkostninger som foelge af IPO' s intervention.

19 For det tilfaelde, at Domstolen ° i modsaetning til, hvad Kommissionen har gjort gaeldende ° maatte finde, at Rettens dom boer ophaeves paa et eller flere punkter, har Kommissionen subsidiaert nedlagt paastand om, at konklusionen i Rettens domme stadfaestes, og at dommene alene aendres for saa vidt angaar praemisserne, jf. dom af 9. juni 1992, sag C-30/91 P, Lestelle mod Kommissionen (Sml. I, s. 3755). Ifoelge Kommissionen kan domskonklusionen, hvorved beslutningen blev kendt lovlig, ikke kritiseres, da den i det foreliggende tilfaelde anfaegtede adfaerd klart var udtryk for et misbrug, skadede forbrugernes interesser, udelukkede Magill' s planlagte generelle tv-programblad fra markedet, begraensede samhandelen mellem medlemsstater og (i hvert fald for to af de tre oprindelige sagsoegeres vedkommende) havde til formaal at begraense denne samhandel.

20 IPO har nedlagt paastand om, at Rettens to domme ophaeves, at Kommissionens beslutning annulleres, og at Kommissionen tilpligtes at betale IPO' s omkostninger for Domstolen.

21 RTE har til stoette for sin appel paaberaabt sig tre anbringender. Selskabet har for det foerste gjort gaeldende, at Retten har anvendt begrebet misbrug af en dominerende stilling i traktatens artikel 86 forkert, for det andet, at Retten har anvendt begrebet paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater forkert, og for det tredje, at Retten med urette ikke har taget hensyn til Bernerkonventionen af 1886.

22 ITP har til stoette for sin appel ud over RTE' s foerste anbringende paaberaabt sig to andre anbringender. Det foerste gaar ud paa, at Retten har tilsidesat artikel 3 i forordning nr. 17 ved at anerkende, at Kommissionen har befoejelse til at paalaegge en indehaver af immaterialrettigheder at udstede licenser. Det andet gaar ud paa, at Retten har tilsidesat EOEF-traktatens artikel 190 ved at fastslaa, at begrundelsen for beslutningen var i overensstemmelse med kontradiktionsprincippet.

23 Intervenienten, IPO, har i sine to skriftlige indlaeg navnlig stoettet ITP' s og RTE' s faelles anbringende om, at Retten har anvendt begrebet misbrug af en dominerende stilling i traktatens artikel 86 forkert.

Spoergsmaalet, om der foreligger et misbrug af en dominerende stilling

24 I relation til spoergsmaalet om, hvorvidt der er tale om en dominerende stilling, udtalte Retten, at "ITP som foelge af ophavsretten til programoversigterne for ITV og Channel 4, som den havde faaet overdraget fra de tv-selskaber, der leverede programmer til disse kanaler, havde eneretten til at producere og saelge de paagaeldende oversigter. Selskabet kunne saaledes paa det for sagen relevante tidspunkt sikre sig et monopol paa offentliggoerelse af sine ugentlige programoversigter i et specielt blad for ITV' s og Channel 4' s egne programmer, TV Times. Det foelger heraf, at sagsoegeren paa davaerende tidspunkt klart havde en dominerende stilling saavel paa markedet for selskabets ugentlige programoversigter, som paa markedet for de blade, hvori oversigterne blev offentliggjort i Irland og Nordirland. Andre erhvervsdrivende, saasom Magill, som oenskede at udgive et generelt tv-programblad, var nemlig oekonomisk afhaengige af sagsoegeren, der saaledes kunne forhindre, at der opstod en effektiv konkurrence paa markedet for oplysninger om selskabets ugentlige programmer" (ITP-dommen, praemis 49). Hvad angaar RTE var Rettens bemaerkninger i saa henseende naermest identiske hermed (RTE-dommen, praemis 63).

25 I relation til spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger et misbrug af denne dominerende stilling, fandt Retten, at artikel 86 skal fortolkes i sammenhaeng med ophavsretten til programoversigterne. Den bemaerkede, at saa laenge der ikke er tilvejebragt ensartethed inden for Faellesskabet eller sket en harmonisering af de nationale regler, henhoerer fastsaettelsen af betingelserne for og de naermere regler om ophavsretsbeskyttelse under national ret (ITP-dommen, praemis 50 og 51). Forholdet mellem nationale regler om immaterialret og de generelle faellesskabsretlige regler er udtrykkelig reguleret af EOEF-traktatens artikel 36, som giver mulighed for at fravige reglerne om de frie bevaegelser ud fra hensynet til beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret, jf. dog artikel 36, andet punktum. Artikel 36 understreger saaledes, at hensynet til de frie varebevaegelser og kravet om beskyttelse af immaterialrettigheder skal tilpasses hinanden saaledes, at den retmaessige udoevelse af disse rettigheder beskyttes, hvilket er det eneste, som artiklen giver hjemmel til, men ogsaa saaledes, at enhver urimelig udoevelse af de paagaeldende rettigheder, som kan bevirke kunstige opdelinger af markedet eller skade konkurrencen inden for faellesmarkedet, udelukkes. Retten fandt, at udoevelsen af de immaterialrettigheder, der foelger af den nationale lovgivning, derfor maa begrundes i det omfang, det er noedvendigt af hensyn til denne tilpasning (ITP-dommen, praemis 52).

26 Retten bemaerkede under henvisning til Domstolens praksis, at det foelger af traktatens artikel 36, at kun saadanne begraensninger af den frie konkurrence eller af den frie bevaegelighed for varer og tjenesteydelser, som er uadskilleligt forbundet med beskyttelsen af immaterialrettens egentlige indhold, er tilladt i henhold til faellesskabsretten. Retten henviste saerligt til Domstolens dom af 8. juni 1971, sag 78/70, Deutsche Grammophon (Sml. s. 487, praemis 11), hvorved det blev fastslaaet, at selv om artikel 36 tillader forbud mod eller restriktioner for frie varebevaegelser, som er begrundet i hensynet til beskyttelse af industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder, anerkender artiklen kun saadanne undtagelser fra den frie varebevaegelighed, som er begrundet i hensynet til beskyttelse af de rettigheder, som er denne ejendoms saerlige genstand (ITP-dommen, praemis 54).

27 Retten bemaerkede dernaest, at beskyttelsen af ophavsrettens saerlige genstand i princippet giver indehaveren ret til at forbeholde sig eneretten til at reproducere det beskyttede vaerk (ITP-dommen, praemis 55).

28 Retten udtalte imidlertid, at selv om det er klart, at udoevelsen af eneretten til at reproducere det beskyttede vaerk ikke i sig selv udgoer et misbrug, stiller sagen sig anderledes, saafremt det i betragtning af de saerlige omstaendigheder i det enkelte tilfaelde viser sig, at betingelserne for og de naermere regler om udoevelsen af eneretten til at reproducere det beskyttede vaerk i realiteten forfoelger et maal, der klart er i strid med formaalet med artikel 86. I saa fald udoeves ophavsretten nemlig ikke laengere i overensstemmelse med dens afgoerende funktion, jf. traktatens artikel 36, som er at sikre ophavsmanden beskyttelse af vaerket og at beloenne hans kreative indsats under hensyntagen til de maal, som navnlig forfoelges med artikel 86. I et saadant tilfaelde medfoerer faellesskabsrettens forrang, navnlig for saa vidt angaar saa grundlaeggende principper som principperne om frie varebevaegelser og fri konkurrence, at nationale regler om immaterialret, der strider mod disse principper, maa vige (ITP-dommen, praemis 56).

29 Retten bemaerkede, at appellanterne i det foreliggende tilfaelde ved at forbeholde sig eneretten til at offentliggoere deres ugentlige tv-programoversigter forhindrede, at der fremkom et nyt produkt paa markedet, nemlig et generelt tv-blad, som kunne konkurrere med deres eget blad. Appellanterne udnyttede saaledes deres ophavsret til deres programoversigter, som blev fremstillet i forbindelse med tv-spredningsvirksomheden, til at sikre sig et monopol paa det afledte marked for ugentlige tv-programblade i Irland og Nordirland. Retten fandt i oevrigt, at der maatte laegges vaegt paa, at appellanterne uden beregning gav tilladelse til offentliggoerelse af deres daglige programoversigter og hoejdepunkter fra de ugentlige programmer i pressen i Irland og Det Forenede Kongerige.

30 Retten udtalte videre, at en saadan adfaerd ° som er karakteriseret ved, at det forhindres, at der fremstilles og forhandles et nyt produkt, som der er en potentiel efterspoergsel paa fra forbrugernes side, paa delmarkedet for ugentlige tv-blade, og ved, at enhver form for konkurrence paa det paagaeldende marked udelukkes med det ene formaal at opretholde appellanternes respektive monopoler ° klart gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre ophavsrettens afgoerende funktion, saaledes som den er anerkendt i faellesskabsretten. Appellanternes naegtelse af at give andre tilladelse til at offentliggoere deres ugentlige programoversigter var nemlig i det foreliggende tilfaelde vilkaarlig, for saa vidt som den ikke var begrundet i de krav, som saerligt goer sig gaeldende for udgivelse af tv-blade. Appellanterne havde saaledes mulighed for at tilpasse sig de betingelser, der gaelder for et marked for tv-blade med fri konkurrence, med henblik paa at sikre den kommercielle levedygtighed for deres ugeblad. Under disse omstaendigheder kan den kritiserede adfaerd altsaa ikke faellesskabsretligt begrundes i den beskyttelse, som foelger af ophavsretten til programoversigterne (ITP-dommen, praemis 58).

31 Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger fastslog Retten, at selv om programoversigterne paa det relevante tidspunkt var beskyttet af ophavsret i henhold til national ret, som fortsat fastlaegger de naermere regler for en saadan beskyttelse, kunne den kritiserede adfaerd ikke nyde en saadan beskyttelse inden for rammerne af den noedvendige tilnaermelse af de immaterialretlige regler og traktatens grundlaeggende principper om frie varebevaegelser og fri konkurrence. Den paagaeldende adfaerd forfulgte nemlig maal, der klart er i strid med artikel 86' s maal (ITP-dommen, praemis 60).

32 Retten kunne saaledes ikke tiltraede anbringendet om en tilsidesaettelse af artikel 86.

33 RTE har ° stoettet af IPO ° under henvisning til Domstolens dom af 5. oktober 1988, sag 238/87, Volvo (Sml. s. 6211), gjort gaeldende, at den omstaendighed, at en indehaver af immaterialrettigheder udoever sin eneret og navnlig naegter at meddele en licens, ikke i sig selv kan betragtes som et misbrug af en dominerende stilling.

34 Eneretten til reproduktion er nemlig ifoelge RTE, ITP og IPO en af ophavsretsindehaverens vaesentligste saerrettigheder, uden hvilken ophavsretten ville miste sit indhold. Eneretten til reproduktion, som ikke anfaegtes af traktaten, giver indehaveren mulighed for en indtjening ved eksklusivt salg af produkter, der indeholder det beskyttede vaerk, og at forhindre konkurrence fra tredjemand med hensyn til saadanne produkter.

35 ITP har bestridt, at udoevelsen af eneretten til reproduktion i sig selv udgoer et misbrug, fordi den skulle forfoelge et maal, der klart er i strid med formaalet med artikel 86 (ITP-dommen, praemis 56), da det er saedvanligt og naturligt, at ophavsretsindehavere udoever deres rettigheder med henblik paa at beskytte deres egne produkter mod konkurrence fra andre produkter fremstillet paa grundlag af det beskyttede materiale, herunder paa et afledt marked. Dette er ifoelge selskabet essensen i ophavsretten.

36 IPO har anfoert, at ophavsrettigheder efter deres karakter fremmer konkurrencen, og at ophavsret kun giver en eneret til en bestemt udtryksmaade for en idé eller et begreb, men ikke til selve begrebet eller idéen.

37 RTE og IPO har henvist til, at anvendelsesomraadet for de forskellige nationale regler om ophavsret kun kan fastlaegges af lovgiver i hver enkelt medlemsstat, saa laenge der ikke er sket en harmonisering. Fastlaeggelsen af reglernes anvendelsesomraade kan ikke aendres ved en foranstaltning i medfoer af traktatens artikel 86, men udelukkende ved en saerlig faellesskabslovgivning.

38 Det fremgaar desuden ifoelge RTE af Domstolens praksis, at retten til den foerste kommercielle udnyttelse anses for enhver immaterialrettigheds saerlige genstand.

39 RTE har anfoert, at indehaveren af en immaterialrettighed ° i modsaetning til, hvad Retten har fastslaaet i sin dom ° ikke behoever at begrunde en naegtelse af at udstede en licens. ITP har tilfoejet, at Rettens opfattelse ikke har stoette i Domstolens praksis, og at den paa grund af de anvendte kriteriers unoejagtighed undergraver ophavsretsindehaveres retssikkerhed.

40 Ifoelge RTE og IPO er rettighedsindehaverens adgang til at naegte at meddele en licens en del af enerettens saerlige genstand. Efter RTE' s opfattelse er der kun under ganske saerlige omstaendigheder tale om et misbrug, og IPO har tilfoejet, at udnyttelsen af en immaterialrettighed er berettiget, saafremt den falder inden for den paagaeldende rettigheds saerlige genstand.

41 IPO og RTE har kritiseret det synspunkt, Retten og Kommissionen har anlagt i sagen, hvorefter ophavsretten blot er en kombination af retten til at blive anerkendt som ophavsmand og retten til at opnaa et vederlag for udnyttelse af vaerket. IPO har anfoert, at denne opfattelse ikke blot strider mod retstilstanden i de forskellige medlemsstater, men ogsaa mod Bernerkonventionen, og ville indebaere en betydelig forringelse af den beskyttelse, ophavsretten giver. ITP har tilfoejet, at man med en saadan opfattelse glemmer eneretten til reproduktion og adskiller beskyttelsen af ideelle rettigheder og beskyttelsen af kommercielle rettigheder med det resultat, at de, der har faaet overdraget rettighederne af ophavsmanden ° saasom ITP ° ikke kan udnytte saadanne ideelle rettigheder, der ikke kan overdrages, og de kan dermed ikke udoeve eneretten til reproduktion.

42 RTE har anfoert, at forbrugernes behov ikke kan begrunde, at traktatens artikel 86 finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde, og at der kun kan tages saadanne hensyn gennem national lovgivning, hvilket i oevrigt er sket i Det Forenede Kongerige. ITP har tilfoejet, at det er saedvanligt, at en ophavsretsindehaver saelger sit eget produkt fremstillet paa grundlag af det beskyttede materiale og herved forhindrer forbrugerne i at erhverve dette fra anden side.

43 Endvidere findes der ifoelge IPO ikke nogen formodning for, at indehaveren af en immaterialrettighed har en dominerende stilling som omhandlet i artikel 86 (dom af 18.2.1971, sag 40/70, Sirena, Sml. 1971, s. 7, org. ref.: Rec. s. 69, og dommen i sagen Deutsche Grammophon, jf. ovenfor). IPO har bl.a. under henvisning til dom af 9. november 1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen (Sml. s. 3461), anfoert, at en dominerende stilling forudsaetter en oekonomisk magtposition, og selskabet har saaledes anfaegtet, at Retten uden at foretage nogen form for undersoegelse af appellanternes oekonomiske styrke paa markedet fastslog, at de havde en dominerende stilling, allerede fordi de var indehavere af ophavsrettigheder.

44 IPO har kritiseret det forhold, at Kommissionen heller ikke anvendte kriteriet om en oekonomisk magtposition ved vurderingen af, om der var tale om en dominerende stilling, men lagde til grund, at appellanterne og BBC havde et faktisk monopol. Kommissionen fandt saaledes, at der kan opstaa et saadant monopol, saa snart der foreligger et primaert marked og et sekundaert marked, og tredjemand oensker at benytte sig af varer eller tjenesteydelser fra det primaere marked med henblik paa at udoeve en erhvervsmaessig virksomhed paa det sekundaere marked. Ifoelge IPO finder Kommissionen, at en saadan hensigt skaber et oekonomisk afhaengighedsforhold, hvilket er karakteristisk for en dominerende stilling.

45 IPO har kritiseret denne opfattelse, for saa vidt som spoergsmaalet om oekonomisk afhaengighed herved kunstigt knyttes til tredjemands hensigter, idet tredjemand altid ville kunne vaelge at udoeve en anden form for virksomhed. Efter IPO' s opfattelse er begrebet et "faktisk monopol" en kunstig konstruktion, som Kommissionen benytter for at retfaerdiggoere anvendelsen af konkurrencereglerne med det formaal at aendre ophavsrettens saerlige genstand.

a) Spoergsmaalet om dominerende stilling

46 Det skal i relation til spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en dominerende stilling, indledningsvis bemaerkes, at den omstaendighed, at en virksomhed er indehaver af en immaterialrettighed, ikke i sig selv betyder, at virksomheden har en dominerende stilling.

47 Selve oplysningerne om titel, kanal, dato og tidspunkt for udsendelserne hidroerer noedvendigvis fra tv-stationernes programlaegningsvirksomhed, og tv-stationerne er saaledes den eneste kilde til de paagaeldende oplysninger for en virksomhed som Magill, der oensker at offentliggoere dem ledsaget af kommentarer eller billeder. Ifoelge sagens natur har RTE og ITP ° paa vegne af ITV ° sammen med BBC et faktisk monopol paa de oplysninger, der danner grundlag for oversigterne over de tv-programmer, der kan modtages af de fleste husstande i Irland og 30-40% af husstandene i Nordirland. Appellanterne er saaledes i stand til at forhindre en effektiv konkurrence paa markedet for ugentlige tv-blade, og det var derfor med rette, at Retten tiltraadte Kommissionens vurdering, hvorefter appellanterne indtog en dominerende stilling (se dommen i sagen Michelin mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 30).

b) Spoergsmaalet om misbrug

48 I relation til spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger et misbrug, bemaerkes, at appellanterne og IPO med urette gaar ud fra, at saafremt en adfaerd, der udvises af en virksomhed i en dominerende stilling, falder ind under udoevelsen af en rettighed, der i henhold til national ret er en "ophavsret", er den paagaeldende adfaerd unddraget enhver vurdering i forhold til traktatens artikel 86.

49 Det er ganske vist rigtigt, at fastsaettelsen af betingelserne for og de naermere regler om beskyttelse af en immaterialrettighed, saa laenge der ikke er tilvejebragt ensartethed inden for Faellesskabet eller sket en tilnaermelse af lovgivningerne, henhoerer under national ret, og at eneretten til reproduktion er en af ophavsmandens vaesentligste saerrettigheder, hvorfor en naegtelse af at give en licens, selv om der er tale om en virksomhed i en dominerende stilling, ikke i sig selv kan udgoere et misbrug heraf (Volvo-dommen, jf. ovenfor, praemis 7 og 8).

50 Som det fremgaar af samme dom (praemis 9), kan indehaverens udoevelse af eneretten ikke desto mindre under saerlige omstaendigheder foere til, at der foreligger et misbrug.

51 I det foreliggende tilfaelde kritiseres appellanterne for, at de paaberaaber sig deres ophavsret i henhold til den nationale lovgivning med henblik paa at forhindre, at Magill ° eller enhver anden virksomhed med samme planer ° i et ugeblad offentliggoer oplysninger (om titel, kanal, dato og tidspunkt for udsendelserne), ledsaget af kommentarer og billeder, som de har erhvervet uafhaengigt af appellanterne.

52 Blandt de omstaendigheder, som dannede grundlag for Rettens antagelse af, at der foreligger et misbrug, skal der for det foerste henvises til, at der ifoelge Retten hverken reelt eller potentielt fandtes et produkt, der kunne traede i stedet for et ugentligt tv-programblad med oplysninger om den kommende uges programmer. Retten tiltraadte herved det af Kommissionen anfoerte om, at den i visse dagblade og soendagsaviser offentliggjorte fuldstaendige oversigt over programmerne for en periode paa 24 timer ° eller 48 timer i forbindelse med weekender og forud for helligdage ° og visse blades tv-rubrikker med en omtale af "hoejdepunkterne" i ugens programmer, kun i begraenset omfang kan traede i stedet for forhaandsoplysninger til seerne om samtlige ugens programmer. Kun et ugentligt tv-programblad med oplysninger om samtlige programmer i den kommende uge goer det muligt for brugerne at afgoere paa forhaand, hvilke programmer de oensker at se og i givet fald planlaegge deres fritidsaktiviteter for den paagaeldende uge i overensstemmelse hermed. Retten fastslog i oevrigt, at der er en saerlig, konstant og regelmaessig efterspoergsel paa et saadant blad fra forbrugernes side (jf. RTE-dommen, praemis 62, og ITP-dommen, praemis 48).

53 Appellanterne ° som ifoelge sagens natur var de eneste kilder til de oplysninger om programlaegningen, der udgoer det noedvendige basismateriale for et ugentligt tv-programblad ° gav saaledes ikke de tv-seere, der oenskede at skaffe sig oplysninger om programudbuddet for den kommende uge, nogen anden mulighed end at koebe de ugentlige programblade for hver enkelt kanal og selv samle oplysningerne heri med henblik paa at foretage sammenligninger.

54 Appellanternes naegtelse af at stille de paagaeldende oplysninger til raadighed under henvisning til de nationale regler om ophavsret forhindrede saaledes, at der blev skabt et nyt produkt ° et komplet ugentligt tv-program ° som appellanterne ikke udboed til salg, og som der var en potentiel efterspoergsel paa fra forbrugernes side, hvilket udgoer et misbrug i henhold til traktatens artikel 86, stk. 2, litra b).

55 For det andet var naegtelsen af at stille de paagaeldende oplysninger til raadighed ikke begrundet i saerlige forhold for radio- og tv-spredningsvirksomheden eller virksomheden med udgivelse af tv-blade (RTE-dommen, praemis 73, og ITP-dommen, praemis 58).

56 Endelig betoed appellanternes adfaerd for det tredje ° som ogsaa fastslaaet af Retten ° at de forbeholdt et afledt marked, nemlig markedet for ugentlige tv-programblade, for sig selv og dermed udelukkede enhver konkurrence paa dette marked (jf. dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, praemis 25), idet appellanterne naegtede at give adgang til de oplysninger, der er det noedvendige basismateriale for et saadant blad.

57 Under disse omstaendigheder har Retten ikke anlagt en forkert retlig vurdering ved at anse appellanternes adfaerd for et misbrug af en dominerende stilling i henhold til traktatens artikel 86.

58 Herefter, og uden at det er noedvendigt at undersoege begrundelsen for de afsagte domme, for saa vidt som den hviler paa traktatens artikel 36, kan anbringendet om, at Retten har anvendt begrebet misbrug af en dominerende stilling forkert, ikke tiltraedes.

Spoergsmaalet om en paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater (andet anbringende i sag C-241/91 P)

59 I relation til spoergsmaalet om paavirkningen af samhandelen mellem medlemsstater fastslog Retten efter at have henvist til Domstolens praksis (RTE-dommen, praemis 76), at den anfaegtede adfaerd "aendrede konkurrencestrukturen paa markedet for tv-programblade i Irland og Nordirland, hvilket paavirkede mulighederne for samhandel mellem Irland og Det Forenede Kongerige" (praemis 77).

60 Retten begrundede dette med den indvirkning, appellantens afvisning af at give andre interesserede tilladelse til at offentliggoere selskabets programoversigter havde paa konkurrencestrukturen i Irland og Nordirland. Selskabet udelukkede saaledes ifoelge Retten enhver potentiel konkurrence paa det relevante marked, "hvilket medfoerte, at opdelingen mellem markederne i henholdsvis Irland og Nordirland blev opretholdt". Retten bemaerkede, at den kritiserede politiks maerkbare indvirkning paa mulighederne for samhandel mellem Irland og Det Forenede Kongerige klart viste sig ved, at der var en saerlig efterspoergsel paa et generelt tv-blad. Retten tilfoejede, at "det relevante geografiske omraade, for hvilket der allerede er skabt ét samlet marked for radio- og tv-spredning, [tilsvarende] udgoer ... ét samlet marked for oplysninger om tv-programmer, navnlig fordi samhandelen i hoej grad lettes af et faelles sprog" (praemis 77).

61 RTE har henvist til, at de faellesskabsretlige konkurrenceregler ikke har til formaal at afhjaelpe rent interne forhold i en enkelt medlemsstat, og selskabet har bestridt Rettens bemaerkning om, at det opretholdt "opdelingen mellem markederne i henholdsvis Irland og Nordirland". RTE har saaledes anfoert, at selskabet fulgte én og samme politik for udlevering af de ugentlige programoversigter og for meddelelse af licenser uden hensyntagen til de beroerte virksomheders hjemsted. Selskabet har bestridt, at det paa noget tidspunkt skulle have skadet eksporten og importen af tv-programblade.

62 RTE har endvidere henvist til foelgende forhold, som understoettes af det af Kommissionen og Retten anfoerte:

i) Uden for Irland kan RTE' s programmer kun modtages i en del af Nordirland, som udgoer mindre end 1,6% af tv-markedet i Det Forenede Kongerige og mindre end 0,3% af markedet inden for Faellesskabet.

ii) Ifoelge Irlands High Court modtages RTE' s signaler kun af 30-40% af Nordirlands befolkning.

iii) Salget af RTE' s tv-programblad i Det Forenede Kongerige udgoer mindre end 5% af salget i Irland.

63 Selskabet har tilfoejet, at det hverken har programmer eller reklamer, der er rettet mod Nordirland eller sendes dér. Det er udelukkende paa grund af overlapning ("overspill"), at selskabets programmer kan modtages i Nordirland af ca. 100 000 husstande. RTE saelger 5 000 eksemplarer af sit tv-programblad i dette omraade.

64 De paagaeldende oplysninger viser ifoelge RTE, at salget af ugentlige tv-blade, som indeholder RTE' s programmer, paa den anden side af graensen er af underordnet betydning.

65 Endvidere har man efter indfoerelsen af RTE' s nye politik med hensyn til udstedelse af licenser kunnet konstatere foelgende:

i) Salget i Irland af bladene Radio Times og TV Times, som udgives i Det Forenede Kongerige, er faldet.

ii) Salget i Nordirland af bladet RTE Guide, som udgives i Irland, er ikke steget. Det har i det hele taget ingen indflydelse paa salget af et generelt tv-programblad i Nordirland, at RTE' s programoversigter medtages heri.

iii) Ingen andre forlag har benyttet sig af den nye mulighed for at udgive generelle ugentlige tv-programblade, som ogsaa indeholder RTE' s programmer, og saelge disse paa den anden side af graensen.

66 RTE har heraf udledt, at selskabets politik med hensyn til udstedelse af licenser, som Kommissionen erklaerede for retsstridig, enten var helt uden virkninger for samhandelen mellem Irland og Det Forenede Kongerige eller kun havde en ubetydelig indflydelse paa denne samhandel. Det er ifoelge RTE Kommissionen, der har bevisbyrden for, at der er sket en maerkbar paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater (dom af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207), hvilket Retten imidlertid ikke tog hensyn til. RTE har understreget, at Kommissionens argumenter paa det paagaeldende punkt udelukkende vedroerer salget i Storbritannien, ITP og BBC.

67 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at en appel i medfoer af traktatens artikel 168 A og artikel 51 i statutten for Domstolen kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket (dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, praemis 10). Der kan saaledes ikke tages hensyn til RTE' s argumenter, i det omfang de sigter mod at rejse tvivl om Rettens bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder.

68 Betingelsen om en paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater er imidlertid et retligt spoergsmaal og som saadant undergivet Domstolens kontrol.

69 Betingelsen om en paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater er ikke kun opfyldt, hvis den anfaegtede adfaerd faktisk har paavirket samhandelen maerkbart. Det er tilstraekkeligt, at det bevises, at den omhandlede adfaerd kan have en saadan virkning (dommen i sagen Michelin mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 104, og dom af 23.4.1991, sag C-41/90, Hoefner og Elser, Sml. I, s. 1979, praemis 32).

70 I det foreliggende tilfaelde fastslog Retten, at appellanten udelukkede enhver potentiel konkurrent paa det geografiske marked bestaaende af en medlemsstat og en del af en anden medlemsstat, nemlig Irland og Nordirland, og saaledes aendrede konkurrencestrukturen paa det paagaeldende marked, hvilket paavirkede mulighederne for samhandel mellem Irland og Det Forenede Kongerige. Retten konkluderede paa den baggrund med rette, at betingelsen om en paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater var opfyldt.

71 Anbringendet om, at Retten har anvendt begrebet paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater forkert, kan herefter ikke tiltraedes.

Bernerkonventionen (tredje anbringende i sag C-241/91 P)

72 Hvad angaar Bernerkonventionen (herefter benaevnt "konventionen") havde RTE for Retten gjort gaeldende, at konventionens artikel 9, stk. 1, hjemler eneret til reproduktion, og at stk. 2 i samme artikel kun giver de kontraherende stater mulighed for at tillade reproduktion i visse saerlige tilfaelde under forudsaetning af, at en saadan reproduktion ikke paa skadelig maade paavirker den normale udnyttelse af vaerket og ikke paa urimelig maade goer indgreb i ophavsmandens legitime interesser. RTE udledte heraf, at den anfaegtede beslutnings artikel 2 er uforenelig med konventionen, da den paa skadelig maade paavirker den normale udnyttelse af selskabets ophavsret og i alvorlig grad goer indgreb i dets legitime interesser (RTE-dommen, praemis 100).

73 Retten tog paa baggrund af disse argumenter foerst stilling til spoergsmaalet om anvendeligheden af konventionen. Den bemaerkede indledningsvis, at Faellesskabet ikke er part heri. Efter at have henvist til EOEF-traktatens artikel 234 og Domstolens praksis (RTE-dommen, praemis 102) udtalte Retten: "Med hensyn til naervaerende sag, som angaar Irland og Det Forenede Kongerige, er der grund til at fremhaeve, at traktatens artikel 234 i medfoer af tiltraedelsesaktens artikel 5 finder anvendelse paa aftaler eller overenskomster, der er indgaaet foer ... den 1. januar 1973. Det foelger heraf, at bestemmelserne i Bernerkonventionen, der er ratificeret af Irland og Det Forenede Kongerige foer den 1. januar 1973, i interne EF-forhold ikke kan paavirke traktatens bestemmelser. (...) Allerede derfor kan anbringendet om, at artikel 2 i beslutningen er i strid med artikel 9, stk. 1, i Bernerkonventionen, ikke tiltraedes". I relation til artikel 9, stk. 2, bemaerkede Retten, at "stk. 2 blev indsat ved Paris-akten af 1971, som Det Forenede Kongerige har vaeret part i siden den 2. januar 1990, men som ikke er ratificeret af Irland." Retten bemaerkede videre, at en aftale eller overenskomst, der er indgaaet efter tiltraedelsen, uden at proceduren i EOEF-traktatens artikel 236 er fulgt, ikke kan paavirke traktatens bestemmelser (RTE-dommen, praemis 103).

74 Retten kunne derfor ikke tiltraede anbringendet om en tilsidesaettelse af konventionen (RTE-dommen, praemis 104).

75 RTE har gjort gaeldende, at der i henhold til artikel 9, stk. 2, i konventionen, som aendret ved Paris-akten af 1971, kun ved lovgivning kan tillades undtagelser fra ophavsmandens eneret til reproduktion i visse saerlige tilfaelde, saafremt en saadan reproduktion hverken skader den normale udnyttelse af vaerket eller paa urimelig maade goer indgreb i ophavsmandens legitime interesser.

76 Ifoelge RTE indeholder konventionen ikke en definition af, hvad den beskytter, idet det alene er naevnt, at "blandede meddelelser, som har karakter af almindelige pressemeddelelser", ikke er omfattet (artikel 2, stk. 8). Denne undtagelse skal fortolkes restriktivt. Det er saaledes lovgiver og domstolene i de enkelte lande, der skal fastlaegge konventionens anvendelsesomraade paa nationalt plan.

77 RTE har gjort gaeldende, at den forpligtelse, der paalaegges selskabet ved Kommissionens beslutning, ikke har hjemmel i en lovgivning, som efter ordlyden tilstraekkelig klart fastlaegger, under hvilke omstaendigheder og paa hvilke betingelser reproduktion er tilladt. Selve beslutningen kan ikke betragtes som "lovgivning". Anvendelse af konkurrencereglerne opfylder ikke betingelserne i artikel 9, stk. 2. En indehaver af en ophavsret skal paa grundlag af en udtrykkelig lovgivning kunne vide, om der kan paalaegges ham en forpligtelse til at meddele licenser. En bestemmelse som traktatens artikel 86, som blot opstiller en generel forpligtelse, og som skal praeciseres i hvert enkelt konkret tilfaelde og tilpasses dette, opfylder ikke betingelserne i konventionens artikel 9, stk. 2. Der kan kun ved faellesskabslovgivning skabes den fornoedne hjemmel.

78 RTE har anfoert, at konventionen er en del af retsreglerne vedroerende traktatens gennemfoerelse, jf. EOEF-traktatens artikel 173. RTE har til stoette herfor henvist til adskillige udtalelser fra Kommissionens side, hvoraf det fremgaar, at konventionen nyder bred international opbakning (jf. praeamblen til forslag til Raadets beslutning om medlemsstaternes tiltraedelse af Bernerkonventionen til vaern for litteraere og kunstneriske vaerker, som revideret ved Paris-akten af 24.7.1971, og af den internationale Rom-konvention om beskyttelse af udoevende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender af 26.10.1961, EFT 1991 C 24, s. 5). Ifoelge RTE har Kommissionen altid vaeret af den opfattelse, at konventionen fastsaetter en minimumsbeskyttelse. Selskabet har henvist til forslag til Raadets direktiv om retlig beskyttelse af edb-programmer (EFT 1989 C 91, s. 4, saerlig s. 8 og 10) og til Raadets direktiv 91/250/EOEF af 14. maj 1991 om retlig beskyttelse af edb-programmer (EFT L 122, s. 42). Artikel 1a i aendret forslag til Raadets afgoerelse om medlemsstaternes tiltraedelse af Bernerkonventionen til vaern for litteraere og kunstneriske vaerker, som revideret ved Paris-akten af 24. juli 1971, og den internationale Rom-konvention om beskyttelse af udoevende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender af 26. oktober 1961 (EFT 1992 C 57, s. 13) er af Kommissionen affattet saaledes: "Faellesskabet respekterer ved udoevelsen af sine befoejelser inden for ophavsret og beslaegtede rettigheder principperne og bestemmelserne i Bernerkonventionen ...". Det forslag til Raadets direktiv om retlig beskyttelse af databaser, som blev vedtaget den 29. januar 1992, giver hjemmel til at paalaegge tvangslicenser. RTE har paapeget, at Faellesskabet overholder konventionen paa alle andre omraader end konkurrenceretten.

79 RTE har saaledes anfoert, at der, selv om Faellesskabet ikke er part i konventionen, inden for rammerne af faellesskabsretten skal tages hensyn til konventionens bestemmelser (dom af 14.5.1974, sag 4/73, Nold mod Kommissionen, Sml. s. 491, og af 21.9.1989, forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 2859).

80 RTE har gjort gaeldende, at Faellesskabet ikke kan forpligte medlemsstaterne til at tiltraede og overholde konventionen og samtidig traeffe foranstaltninger, der ikke er i overensstemmelse hermed.

81 Selskabet finder endelig, at det kun ville vaere relevant at undersoege raekkevidden af artikel 234 og 236, saafremt der var godtgjort en konflikt mellem forpligtelser i henhold til konventionen og visse bestemmelser i EOEF-traktaten.

82 IPO har erklaeret sig enig heri og gjort gaeldende, at en harmonisering af de nationale regler om immaterialret kun kan gennemfoeres ved lovgivning, dvs. ved en retsakt udstedt af Raadet i overensstemmelse med den i EOEF-traktatens artikel 100 A foreskrevne procedure eller i henhold til traktatens artikel 235. En individuel beslutning fra Kommissionens side i henhold til konkurrencereglerne er ikke et korrekt middel i saa henseende.

83 Domstolen skal ° ligesom Retten ° indledningsvis bemaerke, at Faellesskabet ikke er part i konventionen til vaern for litteraere og kunstneriske vaerker.

84 Endvidere bemaerkes for saa vidt angaar Det Forenede Kongerige og Irland, at disse lande ganske vist allerede var parter i konventionen paa tidspunktet for deres tiltraedelse af Faellesskabet, og at traktatens artikel 234 derfor i medfoer af tiltraedelsesaktens artikel 5 finder anvendelse paa konventionen. Det fremgaar imidlertid af fast retspraksis, at bestemmelserne i en konvention, der er indgaaet forud for traktatens ikrafttraedelse eller efter omstaendighederne forud for en medlemsstats tiltraedelse, ikke kan paaberaabes i forholdet mellem medlemsstaterne, saafremt der ° som i det foreliggende tilfaelde ° ikke er fare for tilsidesaettelse af tredjestaters rettigheder (jf. f.eks. dom af 22.9.1988, sag 286/86, Deserbais, Sml. s. 4907, praemis 18).

85 Endelig bemaerkes, at Paris-akten, hvorved de af RTE paaberaabte bestemmelser i konventionens artikel 9, stk. 1 og 2, blev aendret, foerst blev ratificeret af Det Forenede Kongerige efter dettes tiltraedelse af Faellesskabet og endnu ikke er ratificeret af Irland.

86 Retten fastslog derfor med rette, at den paagaeldende artikel ikke kunne paaberaabes til stoette for at begraense Faellesskabets kompetence i henhold til EOEF-traktaten, idet denne kun kunne aendres i overensstemmelse med proceduren i artikel 236.

87 Anbringendet om, at Retten har tilsidesat konventionen, kan herefter ikke tiltraedes.

Kommissionens befoejelser i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 (andet anbringende i sag C-242/91 P)

88 Det foerste led i ITP' s andet anbringende gaar ud paa, at Retten har tilsidesat artikel 3 i forordning nr. 17, for saa vidt som den lagde til grund, at bestemmelsen giver Kommissionen hjemmel til at udstede paalaeg om meddelelse af licenser ° paa af Kommissionen godkendte betingelser ° i relation til immaterialrettigheder, der haves i henhold til medlemsstaternes lovgivninger. ITP har under henvisning til dom af 14. september 1982, sag 144/81, Keurkoop (Sml. s. 2853), anfoert, at det kun er parlamenterne i Irland og Det Forenede Kongerige, der kan ophaeve eller aendre de ophavsrettigheder, de har givet hjemmel til.

89 Anbringendets andet led gaar ud paa, at der er sket en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, for saa vidt som Retten fastslog, at Kommissionens beslutning ikke var i strid hermed (ITP-dommen, praemis 78-81). ITP har anfoert, at Retten burde have taget hensyn til foelgende forhold: Beslutningen ophaevede ikke blot ITP' s eneret til reproduktion, men ogsaa selskabets ret til den foerste kommercielle udnyttelse, som er saerlig vigtig i det foreliggende tilfaelde, eftersom produktet kun har en nyttevaerdi i ti dage. Der bestaar ikke noget gensidigt forhold mellem ITP og de konkurrenter (bortset fra BBC og RTE), som det paalaegges selskabet at meddele licenser. Mange af disse konkurrenter ° navnlig de landsdaekkende aviser ° har en langt stoerre omsaetning og indtjening end ITP. Deres ophavsrettigheder har en sikker oekonomisk vaerdi, og de er beskyttet mod reproduktion.

90 Det bemaerkes, at anvendelsen af artikel 3 i forordning nr. 17 maa ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse og vil kunne omfatte saavel paabud om at udfoere visse handlinger eller praestere visse ydelser, der ulovligt har vaeret undladt, som forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er i strid med traktaten (dommen i sagen Commercial Solvents mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 45).

91 I det foreliggende tilfaelde kunne Kommissionen ° efter at have fastslaaet, at naegtelsen af at give virksomheder som Magill adgang til oplysningerne i tv-programoversigterne udgjorde et misbrug af en dominerende stilling ° i henhold til den paagaeldende artikel og med henblik paa at sikre beslutningens tilsigtede virkning paalaegge appellanterne at udlevere de paagaeldende oplysninger. Som det med rette blev fastslaaet af Retten, var et saadant paalaeg ° kombineret med muligheden for at knytte visse betingelser til tilladelsen til offentliggoerelse, herunder betaling af en licensafgift ° nemlig den eneste maade, hvorpaa overtraedelsen kunne bringes til ophoer.

92 Det var ligeledes helt berettiget, at Retten ud fra samme faktiske betragtninger forkastede anbringendet om en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet.

93 Retten bemaerkede nemlig med rette, at proportionalitetsprincippet i forbindelse med en anvendelse af artikel 3 i forordning nr. 17 indebaerer, at de byrder, som paalaegges virksomhederne med henblik paa at bringe en overtraedelse af konkurrenceretten til ophoer, ikke maa overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes (ITP-dommen, praemis 80).

94 Retten har derfor ikke anlagt en forkert retlig vurdering ved ° i dommens praemis 81 ° at fastslaa, at paabuddet til appellanten ud fra ovennaevnte betragtninger var en rimelig og noedvendig foranstaltning med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer.

Begrundelsen (tredje anbringende i sag C-242/91 P)

95 ITP' s tredje anbringende gaar ud paa, at Retten har tilsidesat traktatens artikel 190 ved at fastslaa, at beslutningen var tilstraekkeligt begrundet (ITP-dommen, praemis 64 og 65), selv om Kommissionen til stoette for sin konklusion om, at udoevelsen af ophavsretten, som udelukkende bestod i at naegte at meddele licens til reproduktion, udgjorde et misbrug af en dominerende stilling, blot anfoerte, at udoevelsen af ophavsretten gik ud over dennes saerlige genstand.

96 Ifoelge ITP blev det helt afgoerende spoergsmaal om, hvorvidt en naegtelse af at meddele licenser i sig selv kan udgoere et misbrug, behandlet summarisk af Kommissionen. Der blev ikke foretaget nogen undersoegelse af ophavsretsindehaveres saerlige situation i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 86. ITP har gjort gaeldende, at denne fremgangsmaade ikke opfylder de krav, der er opstillet i dom af 21. november 1991, sag C-269/90, Technische Universitaet Muenchen (Sml. I, s. 5469). Selskabet har anfoert, at det endnu ikke ved, hvad Kommissionen mente med bemaerkningen om, at selskabets maade at udnytte sin ophavsret paa gik ud over immaterialrettens saerlige genstand.

97 ITP har tilfoejet, at manglerne ved begrundelsen for beslutningen blev sat i relief af de talrige grunde, Kommissionen fremfoerte under sagen for Retten. Hvis Kommissionen lovligt kunne handle saaledes, ville traktatens artikel 190 miste enhver betydning. ITP har anfoert, at Retten udformede sin egen retlige begrundelse uafhaengigt af beslutningen.

98 I henhold til fast retspraksis skal beslutninger fra Kommissionen, som har til formaal at konstatere en overtraedelse af konkurrencereglerne, at meddele virksomhederne paalaeg og at paalaegge dem boeder, i henhold til traktatens artikel 190 begrundes, hvilket indebaerer, at Kommissionen skal angive de grunde, der har foert den til at vedtage en beslutning, saaledes at Domstolen og Retten kan udoeve deres kontrol, og saaledes at medlemsstaterne og de beroerte borgere kan faa kendskab til de betingelser, hvorunder den har anvendt traktaten (jf. dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, praemis 66).

99 Det kan ikke kraeves, at Kommissionen beskaeftiger sig med alle de faktiske og retlige spoergsmaal, som er blevet behandlet under den administrative procedure (dom af 11.7.1989, sag 246/86, Belasco m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2117, praemis 55).

100 I praemis 64 i ITP-dommen fastslog Retten bl.a., at "Kommissionen, for saa vidt angaar begrebet misbrug, i beslutningen klart (har) anfoert sine grunde til at fastslaa, at sagsoegeren ved at udnytte sin eneret til gengivelse af programoversigterne som led i en politik, der strider mod formaalene med artikel 86, gik ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre beskyttelsen af ophavsrettens egentlige indhold, og saaledes gjorde sig skyldig i et misbrug i henhold til artikel 86. I modsaetning til det af sagsoegeren anfoerte, giver begrundelsen for den anfaegtede beslutning altsaa de beroerte personer mulighed for at goere sig bekendt med de vaesentligste faktiske og retlige momenter, som ligger til grund for Kommissionens udtalelser, ligesom Retten saettes i stand til at udoeve sin kontrol. Beslutningen opfylder dermed de betingelser, som er knyttet til kontradiktionsprincippet, saaledes som de er fastlagt i fast retspraksis."

101 Det kan ikke paa grundlag af det af appellanten anfoerte fastslaas, at denne vurdering fra Rettens side hviler paa en urigtig retsopfattelse.

102 Endvidere bemaerkes, at det af appellanten anfoerte om, at den af Kommissionen i beslutningen foretagne retlige vurdering af situationen var mangelfuld, i det vaesentlige er en gentagelse af de argumenter, der er fremfoert med henblik paa at anfaegte, at appellanternes adfaerd blev anset for et misbrug af en dominerende stilling, hvilke argumenter allerede er forkastet i det foregaaende i forbindelse med behandlingen af det foerste anbringende.

103 Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 kan saaledes ikke tiltraedes.

104 Appellerne maa herefter i det hele forkastes.

Sagens omkostninger

105 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Appellanterne har ikke faaet medhold og boer derfor hver isaer betale omkostningerne vedroerende deres appel. IPO, som er interveneret til stoette for appellanternes paastande, boer i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 4, baere sine egne omkostninger og Kommissionens omkostninger som foelge af IPO' s intervention.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellerne forkastes.

2) Radio Telefis Eireann (RTE) og Independent Television Publications Ltd (ITP) betaler hver isaer omkostningerne vedroerende deres appel.

3) Intellectual Property Owners Inc. (IPO) baerer sine egne omkostninger og Kommissionens omkostninger som foelge af interventionen.