61991J0110

++++

1. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° loen ° begreb ° supplerende arbejdsophoerspension udbetalt i henhold til en privat erhvervstilknyttet ordning ° omfattet ° fastsaettelse af forskellige aldersbetingelser for de to koen for opnaaelse af ret til pension ° ikke tilladt

(EOEF-traktaten, art. 119)

2. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° traktatens artikel 119 ° anvendelse paa private erhvervstilknyttede pensionsordninger ° afgoerelse i dom af 17. maj 1990 i sag C-262/88 ° virkningerne begraenset til ydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder efter afsigelsen af den naevnte dom

(EOEF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 86/378)

1. Arbejdsophoerspensioner i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, som er et resultat af en overenskomst mellem arbejdsgiveren og repraesentanterne for de ansatte, og som supplerer den lovbestemte sociale sikringsordning og ikke er finansieret af det offentlige, er omfattet af begrebet loen i traktatens artikel 119 og er dermed undergivet forbuddet mod forskelsbehandling med hensyn til koen i denne bestemmelse. Det har ingen betydning, at ordningen er indfoert i overensstemmelse med den nationale lovgivning, og at pensionen ifoelge denne skal udbetales fra samme tidspunkt som den lovbestemte pension.

Foelgelig er traktatens artikel 119 til hinder for, at en mandlig arbejdstager inden for rammerne af en supplerende erhvervstilknyttet pensionsordning foerst kan goere krav paa firmapension i en hoejere alder end en kvindelig arbejdstager i samme situation, fordi pensionsalderen er forskellig for de to koen.

2. Traktatens artikel 119 finder direkte anvendelse paa alle former for forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjaelp af de i artiklen opstillede kriterier, samme arbejde og lige loen, uden at der fra Faellesskabets eller medlemsstaternes side skal traeffes naermere foranstaltninger til fastlaeggelse af disse kriterier, for at de kan anvendes.

Da det paa grundlag af bestanddelene af den loen, der er tale om, og de i artikel 119 opstillede kriterier umiddelbart kan fastslaas, at fastsaettelse af en pensionsalder for ydelse af firmapensioner, der er forskellig for de to koen, foerer til forskelsbehandling, kan den arbejdstager, som udsaettes for forskelsbehandling, uanset bestemmelserne i direktiv 86/378 goere krav paa udbetaling af firmapensionen i samme alder som en kvindelig arbejdstager i samme situation, idet enhver nedsaettelse af pensionen i tilfaelde af fratraeden foer tiden skal beregnes i forhold til denne alder.

Imidlertid kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 i kraft af dommen af 17. maj 1990 i sag C-262/88, Barber, kun paaberaabes til stoette for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for saa vidt angaar ydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder efter afsigelsen af dommen i Barber-sagen, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede paaroerende ° som anfoert i dommen ° forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

1 Ved kendelse af 14. februar 1991 indgaaet til Domstolen den 11. april 1991 har Arbeitsgericht Bonn i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 119, Raadets direktiv 86/378/EOEF af 24. juli 1986 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40, herefter benaevnt "direktiv 86/378") samt Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, herefter benaevnt "Barber-dommen") for saa vidt angaar begraensningen af de tidsmaessige virkninger af dommen.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag anlagt af Michael Moroni mod Collo GmbH (herefter benaevnt "Collo") om betingelserne for ydelse af en firmapension.

3 Michael Moroni, som er foedt i 1948, var fra 1968 til 1983 ansat hos Collo og som foelge heraf tilsluttet virksomhedens erhvervstilknyttede pensionsordning. Ifoelge denne ordning, som supplerer den lovbestemte ordning, har mandlige arbejdstagere foerst krav paa firmapension, naar de fylder 65 aar, mens kvindelige arbejdstagere kan modtage pension, allerede naar de fylder 60 aar, i begge tilfaelde paa betingelse af, at de paa dette tidspunkt har arbejdet i virksomheden i mindst ti aar.

4 I medfoer af Gesetz zur Verbesserung der betrieblichen Altersversorgung (lov om forbedring af den erhvervstilknyttede alderspension, herefter benaevnt "BetrAVG") bevarer en arbejdstager, som forlader virksomheden inden pensionsalderens indtraeden, den ret til pension, han har erhvervet i den periode, hvor han har vaeret ansat i virksomheden. Pensionsretten kan derefter ° alt efter, om der er tale om en mand eller en kvinde ° goeres gaeldende, naar den paagaeldende fylder 65 eller 60 aar. Pensionen beregnes i saa fald ved, at den pension, den paagaeldende ville have haft ret til ved den normale pensionsalders indtraeden, nedsaettes, idet den korrigeres med en koefficient, der svarer til forholdet mellem ansaettelsesforholdets faktiske varighed og den varighed, det teoretisk kunne have haft. Som foelge af den lavere pensionsalder er nedsaettelsen mindre for kvindernes vedkommende end for deres mandlige kollegers.

5 For Arbeitsgericht Bonn gjorde Michael Moroni under henvisning til traktatens artikel 119 gaeldende, at han ligesom kvinder i samme situation havde krav paa at modtage firmapension fra sit fyldte 60. aar, og at hans pension derfor kun burde nedsaettes i forhold til antallet af aar mellem hans fratraeden og det tidspunkt, hvor han fyldte 60 aar.

6 Collo gjorde gaeldende, at artikel 119 ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfaelde, og henviste til stoette herfor til direktiv 86/378, hvoraf det dels foelger, at den aendring, som skal finde sted senest den 1. januar 1993, af bestemmelser i erhvervstilknyttede sikringsordninger, der er i modstrid med ligebehandlingsprincippet, ikke noedvendigvis skal have tilbagevirkende gyldighed (artikel 8), dels at medlemsstaterne kan udsaette gennemfoerelsen af ligebehandlingsprincippet for saa vidt angaar fastsaettelsen af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophoerspensioner enten indtil den dato, paa hvilken ligebehandlingen gennemfoeres i de lovbestemte ordninger, eller senest indtil ligebehandlingen indfoeres ved et direktiv (artikel 9). Under alle omstaendigheder skulle der efter selskabets opfattelse tages hensyn til begraensningen af de tidsmaessige virkninger af Barber-dommen.

7 Paa denne baggrund besluttede Arbeitsgericht Bonn at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er en erhvervstilknyttet pensionsordning ° i form af pensionstilsagn, der direkte kan goeres gaeldende af arbejdstagerne ° hvorefter en mandlig arbejdstager har ret til pension fra sit fyldte 65. aar, men en kvindelig arbejdstager allerede fra sit fyldte 60. aar, allerede paa nuvaerende tidspunkt i strid med EOEF-traktatens artikel 119, ogsaa naar henses til direktiv 86/378/EOEF?

2) Saafremt det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende, vil en saadan tilsidesaettelse da allerede nu have de retsvirkninger, som ifoelge direktiv 86/378/EOEF foerst synes at skulle indtraede i 1993? Kan en af en saadan pensionsordning omfattet mandlig arbejdstager goere krav paa pension allerede fra sit fyldte 60. aar, og skal pensionen i saa fald udbetales med det fulde beloeb, selv om pensionskravet goeres gaeldende foer det ifoelge tilsagnet gaeldende tidspunkt?

3) Har en eventuel tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 119 ° ogsaa naar henses til direktiv 86/378/EOEF ° stadig ingen retsvirkninger paa nuvaerende tidspunkt

a) naar arbejdstageren, efter at have erhvervet ret til opsat pension, er fratraadt eller fratraeder foer pensionsalderens indtraeden, men inden meddelelsen af direktiv 86/378/EOEF, inden afsigelsen af Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber mod Guardian Royal Exchange Assurance Group) eller inden den i artikel 8, stk. 1, i direktiv 86/378/EOEF angivne skaeringsdag, den 1. januar 1993?

eller kun

b) hvis den tidligere arbejdstager allerede modtog erhvervstilknyttet pension paa en af de naevnte, alternative skaeringsdatoer

eller kun

c) for saa vidt som krav paa erhvervstilknyttet pension allerede var opfyldt inden en af de alternative skaeringsdatoer, saaledes at der stadig kan rejses krav om en forhoejelse med hensyn til fremtidige pensionskrav

eller

d) tilkommer det i den foreliggende sammenhaeng den nationale ret at traeffe afgoerelse om det spoergsmaal om de tidsmaessige virkninger af EOEF-traktatens artikel 119, der er rejst i forbindelse med de ovenfor anfoerte alternativer?"

8 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste spoergsmaal

9 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om traktatens artikel 119 er til hinder for, at en mandlig arbejdstager inden for rammerne af en supplerende erhvervstilknyttet pensionsordning foerst kan goere krav paa firmapension i en hoejere alder end en kvindelig arbejdstager i samme situation, fordi pensionsalderen er forskellig for de to koen.

10 I den forbindelse bemaerkes, at Domstolen allerede i Barber-dommen (praemis 32) har udtalt, at artikel 119 forbyder enhver form for loenmaessig forskelsbehandling af maend og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen, navnlig fastsaettelse af forskellige aldersbetingelser for de to koen for saa vidt angaar erhvervstilknyttede pensioner, der udbetales i henhold til en "contracted-out"-ordning, selv om forskellen i pensionsalder for maend og kvinder svarer til den forskel, der gaelder efter den nationale lovbestemte ordning.

11 Domstolen naaede frem til dette resultat, efter at den i samme dom havde fastslaaet, at erhvervstilknyttede pensioner er omfattet af begrebet loen i traktatens artikel 119, stk. 2, som ifoelge fast praksis omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som foelge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier, idet den omstaendighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophoer, ikke udelukker, at de kan have karakter af loen i den i artiklen anfoerte betydning (jf. navnlig praemis 12).

12 Det er rigtigt ° som den nationale ret har anfoert ° at de faktiske omstaendigheder, der laa til grund for Barber-dommen, vedroerte en erhvervstilknyttet pensionsordning, som var "contracted-out" i henhold til britisk ret, og ikke en supplerende erhvervstilknyttet ordning som den, der er tale om i forbindelse med hovedsagen.

13 Imidlertid bemaerkes, at Domstolen baserede sin afgoerelse om, at pensioner, der udbetales i henhold til saadanne ordninger, er omfattet af artikel 119' s anvendelsesomraade, paa de samme kriterier, som den i sin tidligere praksis havde lagt til grund for at sondre mellem lovbestemte sociale sikringsordninger og erhvervstilknyttede pensionsordninger.

14 I dommen af 25. maj 1971 (sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org. ref.: Rec. s. 445, praemis 7 og 8) udtalte Domstolen, at begrebet loen ikke kunne omfatte de socialsikringsordninger eller -ydelser, navnlig alderspension, som direkte er reguleret ved lov, saaledes at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den paagaeldende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse paa almindelige grupper af arbejdstagere. De paagaeldende ordninger sikrer nemlig arbejdstageren ydelser fra et lovmaessigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad foelger af ansaettelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser.

15 I dommen af 13. maj 1986 (sag 170/84, Bilka-Kaufhaus, Sml. s. 1607), som netop vedroerte en tysk erhvervstilknyttet pensionsordning, fastslog Domstolen, at selv om ordningen var vedtaget i overensstemmelse med de bestemmelser, der var fastsat i den nationale lovgivning, var den et resultat af en overenskomst mellem arbejdsgiveren og repraesentanterne for de ansatte, den supplerede den lovbestemte sociale sikringsordning, og den var ikke finansieret af det offentlige. En ordning med disse kendetegn falder derfor ind under traktatens artikel 119' s anvendelsesomraade.

16 Det bemaerkes endvidere, at der i Barber-dommen for foerste gang blev taget stilling til spoergsmaalet om, hvorledes en ulige behandling, der beror paa, at pensionsalderen er forskellig for de to koen, skal bedoemmes efter artikel 119. Det staar imidlertid fast, at en saadan differentiering ikke specielt er karakteristisk for erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er "contracted-out"; tvaertimod genfindes den ogsaa i andre former for erhvervstilknyttede pensionsordninger og har samme diskriminerende virkninger.

17 Heraf foelger, at raekkevidden af de i Barber-dommen opstillede principper ikke kan anses for at vaere begraenset til erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er "contracted-out", men at disse principper ogsaa gaelder for supplerende ordninger som den i hovedsagen omhandlede.

18 Den tyske regering har anfoert, at en mandlig arbejdstager efter den lovbestemte alderdomsforsikringsordning, der er gaeldende i Tyskland, kan goere krav paa udbetaling af sin lovbestemte alderspension foer tiden, dvs. allerede naar han fylder 60 aar. I saa fald har han ifoelge BetrAVG krav paa samtidig at faa udbetalt sin erhvervstilknyttede pension. Disse bestemmelser er udtryk for den snaevre og direkte sammenhaeng mellem den lovbestemte ordning og den erhvervstilknyttede ordning.

19 Dette argument kan ikke tiltraedes. For det foerste kan en i en national bestemmelse fastsat forpligtelse til at udbetale den erhvervstilknyttede pension samtidig med den lovbestemte pension ikke have til foelge, at den erhvervstilknyttede ordning udelukkes fra anvendelsesomraadet for traktatens artikel 119. For det andet maa det konstateres, at den paaberaabte nationale bestemmelse ikke har nogen indvirkning paa den diskriminerende karakter af den omtvistede nedsaettelse af pensionen, som udelukkende er en foelge af de ved overenskomst fastsatte regler for den omhandlede erhvervstilknyttede ordning, hvorefter pensionsalderen er forskellig for mandlige og kvindelige arbejdstagere.

20 Det foerste praejudicielle spoergsmaal maa derfor besvares med, at traktatens artikel 119 ° som det fremgaar af Barber-dommen ° er til hinder for, at en mandlig arbejdstager inden for rammerne af en supplerende erhvervstilknyttet pensionsordning foerst kan goere krav paa firmapension i en hoejere alder end en kvindelig arbejdstager i samme situation, fordi pensionsalderen er forskellig for de to koen.

Det andet spoergsmaal

21 Med det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om artikel 8, stk. 1, i direktiv 86/378 ikke er til hinder for, at det inden den 1. januar 1993 ° som er det tidspunkt, hvor medlemsstaterne i medfoer af bestemmelsen skal have truffet alle de noedvendige foranstaltninger til at efterkomme direktivet ° tillaegges retsvirkninger, at det er i strid med artikel 119 at fastsaette en pensionsalder for ydelse af firmapensioner, der er forskellig for de to koen.

22 Kernen i dette spoergsmaal er forholdet mellem traktatens artikel 119 og direktiv 86/378.

23 I den forbindelse er det tilstraekkeligt at bemaerke, at artikel 119 ifoelge Domstolens faste praksis finder direkte anvendelse paa alle former for forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjaelp af de i artiklen opstillede kriterier, samme arbejde og lige loen, uden at der fra Faellesskabets eller medlemsstaternes side skal traeffes naermere foranstaltninger til fastlaeggelse af disse kriterier, for at de kan anvendes (jf. navnlig Barber-dommen, praemis 37).

24 Da det paa grundlag af bestanddelene af den loen, der er tale om, og de i artikel 119 opstillede kriterier umiddelbart kan fastslaas, at fastsaettelse af en pensionsalder for ydelse af firmapensioner, der er forskellig for de to koen, foerer til forskelsbehandling, er der ingen grund til at rejse spoergsmaalet om retsvirkningerne af direktiv 86/378. Bestemmelserne i direktivet kan nemlig under ingen omstaendigheder begraense raekkevidden af bestemmelserne i artikel 119.

25 Heraf foelger, at den arbejdstager, som udsaettes for forskelsbehandling som foelge af, at der fastsaettes en pensionsalder, der er forskellig for de to koen ° medmindre andet foelger af besvarelsen af det tredje praejudicielle spoergsmaal ° kan goere krav paa udbetaling af firmapensionen i samme alder som en kvindelig arbejdstager i samme situation, idet enhver nedsaettelse af pensionen i tilfaelde af fratraeden foer tiden skal beregnes i forhold til denne alder.

26 Det andet praejudicielle spoergsmaal maa derfor besvares med, at medmindre andet foelger af besvarelsen af det tredje praejudicielle spoergsmaal, er direktiv 86/378 ikke til hinder for, at der direkte og umiddelbart stoettes ret paa artikel 119 for de nationale domstole.

Det tredje spoergsmaal

27 Med det tredje spoergsmaal anmoder den forelaeggende ret i det vaesentlige Domstolen om at udtale sig om den noejagtige raekkevidde af begraensningen af de tidsmaessige virkninger af Barber-dommen.

28 Som Domstolen allerede har udtalt i dommen af 6. oktober 1993 (sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879), er det i denne forbindelse tilstraekkeligt at goere opmaerksom paa, at der blev truffet afgoerelse om denne begraensning i forbindelse med ydelser (specielt pensioner) i henhold til private erhvervstilknyttede ordninger, som er blevet henfoert under begrebet loen i traktatens artikel 119' s forstand.

29 Ved afgoerelsen herom blev der taget hensyn til, at saerlige forhold goer sig gaeldende med hensyn til denne form for loen, idet der er en tidsmaessig forskydning mellem erhvervelsen af retten til pension, som sker gradvis i loebet af hele arbejdstagerens beskaeftigelsesforloeb, og den faktiske udbetaling af ydelsen, som opsaettes indtil opnaaelsen af en bestemt alder.

30 Domstolen tog ligeledes hensyn til de saerlige mekanismer i forbindelse med finansieringen af erhvervstilknyttede pensioner og dermed til den beregningsmaessige forbindelse, der i hvert enkelt tilfaelde bestaar mellem de periodiske bidrag og de beloeb, der skal udbetales engang i fremtiden.

31 Under hensyntagen til begrundelsen for begraensningen af de tidsmaessige virkninger af Barber-dommen, som er anfoert i dommens praemis 44, boer det praeciseres, at ligebehandligen med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner kun kan paaberaabes for saa vidt angaar ydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder efter domsafsigelsen den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede paaroerende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

32 Med hensyn til den i det tredje spoergsmaal, punkt d), rejste problemstilling bemaerkes, at det udelukkende tilkommer Domstolen undtagelsesvis at begraense de paagaeldendes mulighed for at paaberaabe sig den fortolkning, Domstolen anlaegger af en faellesskabsretlig bestemmelse, naar den afgoer et praejudicielt spoergsmaal.

33 Det tredje praejudicielle spoergsmaal maa derfor besvares med, at i kraft af Barber- dommen kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun paaberaabes til stoette for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for saa vidt angaar ydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede paaroerende ° som anfoert i dommen ° forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

Sagens omkostninger

34 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den nederlandske regering, af Irland, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Arbeitsgericht Bonn ved kendelse af 14. februar 1991, for ret:

1) Som det fremgaar af dommen af 17. maj 1990 i sag C-262/88, Barber, er EOEF-traktatens artikel 119 til hinder for, at en mandlig arbejdstager inden for rammerne af en supplerende erhvervstilknyttet pensionsordning foerst kan goere krav paa firmapension i en hoejere alder end en kvindelig arbejdstager i samme situation, fordi pensionsalderen er forskellig for de to koen.

2) Medmindre andet foelger af besvarelsen af det tredje praejudicielle spoergsmaal, er Raadets direktiv 86/378/EOEF af 24. juli 1986 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger ikke til hinder for, at der direkte og umiddelbart stoettes ret paa traktatens artikel 119 for de nationale domstole.

3) I kraft af Barber-dommen af 17. maj 1990 kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun paaberaabes til stoette for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for saa vidt angaar ydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede paaroerende ° som anfoert i dommen ° forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.