61991J0097

++++

1. Annullationssoegsmaal ° Domstolens kompetence ° afgoerelse om lovmaessigheden af en national retsakt, der har betydning for en anfaegtet faellesskabsretsakt ° udelukket

(EOEF-traktaten, art. 173)

2. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° strukturreform ° faellesskabsaktion ° forbedring af betingelserne for forarbejdning og omsaetning af landbrugsprodukter ° forordning nr. 355/77 ° Kommissionens beslutning om ikke at yde EUGFL-stoette ° gyldigheden anfaegtes ikke af, at den nationale myndigheds udtalelse er behaeftet med en mangel

(Raadets forordning nr. 355/77, art. 13, stk. 3)

3. Faellesskabsret ° principper ° ret til domstolsproevelse ° nationale domstoles pligter ° afgoerelse af lovmaessigheden af en national retsakt, der indgaar i en faellesskabsretlig beslutningsproces, uanset at dette eventuelt ikke er muligt efter nationale procesregler

(Raadets forordning nr. 355/77, art. 13, stk. 3)

4. Erstatningssoegsmaal ° genstand ° krav om erstatning for skader hidroerende fra en retsakt udstedt af nationale myndigheder inden for rammerne af en faellesskabsretlig beslutningsproces ° Domstolen inkompetent

(EOEF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2; Raadets forordning nr. 355/77, art. 13, stk. 3)

1. Inden for rammerne af et sagsanlaeg til efterproevelse af en beslutning truffet af en institution har Domstolen ikke kompetence til at traeffe afgoerelse om lovmaessigheden af en retsakt udstedt af en national myndighed. Det er herved uden betydning, at den paagaeldende retsakt indgaar i en faellesskabsretlig beslutningsproces i den forstand, at den binder den beslutningstagende faellesskabsinstans og saaledes er afgoerende for ordlyden af dennes beslutning.

2. De mangler, som maatte belaste en negativ udtalelse truffet af en national myndighed inden for rammerne af tilskud fra EUGFL med henblik paa at forbedre vilkaarene for forarbejdning og afsaetning af landbrugsprodukter, kan under ingen omstaendigheder paavirke gyldigheden af Kommissionens beslutning om at afvise ansoegningen om stoette, uanset at afgoerelsen binder Kommissionen.

3. Kravet om domstolsproevelse af enhver beslutning truffet af en national myndighed er et almindeligt faellesskabsretligt princip, der udspringer af medlemsstaternes faelles forfatningstraditioner og er hjemlet i artikel 6 og 13 i den europaeiske menneskerettighedkonvention.

For saa vidt angaar nationale myndigheders udtalelser, som foerer til vedtagelse af en faellesskabsretlig beslutning i den faellesskabsretlige beslutningsprocedure vedroerende ansoegninger om stoette fra EUGFL, skal medlemsstaten i forbindelse med saadanne udtalelser overholde kravet om domstolsproevelse. Det er saaledes de nationale retters opgave, efter omstaendighederne efter en praejudiciel forelaeggelse for Domstolen, at udtale sig om lovmaessigheden af den paagaeldende nationale retsakt under de samme kontrolbetingelser, som er gaeldende for enhver af den samme nationale myndighed udstedt endelige retsakt, som vil kunne taenkes at skade tredjemand, og foelgelig at vurdere, om sagen kan realitetsbehandles, ogsaa selv om dette ikke er muligt i et saadant tilfaelde efter de nationale procesregler.

4. Bestemmelserne i traktatens artikel 178 og 215 set under ét giver kun Domstolen kompetence til at erstatte tab, som foraarsages af faellesskabsinstitutionerne eller disses befuldmaegtigede under udoevelsen af deres hverv.

Domstolen kan derfor ikke tage stilling til soegsmaal, under hvilke der soeges erstatning for tab, som hidroerer fra en retsakt udstedt af de nationale myndigheder ved behandlingen af ansoegning om stoette fra EUGFL.

1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 18. marts 1991 har selskabet Oleificio Borelli (herefter benaevnt "sagsoegeren") i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, artikel 178 og artikel 215, stk. 2, anlagt sag med paastand om principalt annullation af en af Kommissionen truffet beslutning, meddelt sagsoegeren ved skrivelse nr. 69915 af 21. december 1990, om ikke at kunne imoedekomme selskabets anmodning om stoette fra Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (herefter benaevnt "EUGFL"), Udviklingssektionen, for regnskabsaaret 1990 i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 355/77 af 15. februar 1977 om en faelles foranstaltning til forbedring af vilkaarene for forarbejdning og afsaetning af landbrugsvarer (EFT L 51, s. 1), samt om annullation af samtlige administrative akter i sagen, som har dannet grundlag for omtalte beslutning, og subsidiaert om, at Kommissionen og/eller Regione Liguria doemmes til at erstatte det tab, som sagsoegeren anfoerer at have lidt.

2 Det fremgaar af sagen, at sagsoegeren den 16. december 1988 via den italienske regering indleverede en ansoegning til Kommissionen med henblik paa, i medfoer af naevnte forordning nr. 355/77, at opnaa stoette fra EUGFL, Udviklingssektionen, til opfoerelse af en oliemoelle i Pontedassio (Imperia). Ansoegningen, som i oevrigt var blevet anbefalet af Regione Liguria, kunne ikke opnaa stoette fra EUGFL, eftersom antallet af ansoegninger i det paagaeldende regnskabsaar i betydelig grad oversteg de disponible midler, og udvaelgelseskriterierne taget i betragtning skoennedes ansoegningen ikke at kunne gives en fortrinsstilling. I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 21 i naevnte forordning nr. 355/77 overfoerte den italienske stat sagsoegerens ansoegning til regnskabsaaret 1990.

3 Ved skrivelse af 19. januar 1990 underrettede de italienske myndigheder Kommissionen om den negative udtalelse nr. 109, som regionalraadet i Liguria havde afgivet den 18. januar 1990 angaaende den af sagsoegeren indleverede ansoegning om stoette.

4 Ved skrivelse nr. 69915 af 21. december 1990 fra Generaldirektoratet for Landbrug (herefter benaevnt "den anfaegtede beslutning") underrettede Kommissionen sagsoegeren om, at dennes projekt, under henvisning til ovennaevnte negative udtalelse, ikke kunne faa adgang til proceduren for bevilling af stoette, da de i artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 355/77 kraevede betingelser ikke var opfyldt.

5 Ved kendelse af 25. februar 1992 har Domstolen erklaeret sig inkompetent til at behandle sagen, for saa vidt som den er rettet mod Regione Liguria og vedroerer annullation af de nationale akter i sagen, som har dannet grundlag for Kommissionens beslutning.

6 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Annullationspaastanden

7 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er ulovlig, eftersom Regione Liguria' s negative udtalelse, som danner grundlag for beslutningen, er retsstridig. Sagsoegeren anfoerer, at denne udtalelse er i strid med artikel 9 i naevnte forordning nr. 355/77, for saa vidt som Regione Liguria har foretaget en fejlagtig bedoemmelse af de med producenterne afsluttede leveringskontakter, som var bilagt ansoegningen om stoette. Ydermere er udtalelsen behaeftet med magtfordrejning, idet begrundelsens formulering ikke svarer til de grunde, som havde afgoerende indflydelse paa dens vedtagelse.

8 Sagsoegeren har anfoert, at saafremt ulovligheden af den udtalelse, der er afgivet af Liguria' s regionalraad, ikke har nogen indvirkning paa den anfaegtede beslutnings gyldighed, vil sagsoegeren vaere beroevet enhver domstolsbeskyttelse, eftersom udtalelsen er en forberedende retsakt, som ikke i italiensk ret kan goeres til genstand for sagsanlaeg.

9 Domstolen skal her bemaerke, at inden for rammerne af et sagsanlaeg i medfoer af traktatens artikel 173 har Domstolen ikke kompetence til at traeffe afgoerelse om lovmaessigheden af en retsakt udstedt af en national myndighed.

10 Denne kendsgerning aendres ikke af den omstaendighed, at den paagaeldende retsakt indgaar i en faellesskabsretlig beslutningsproces, naar det klart fremgaar af kompetencefordelingen inden for det paagaeldende omraade mellem de nationale myndigheder og faellesskabsinstitutionerne, at den af de nationale myndigheder udstedte retsakt binder den beslutningstagende faellesskabsinstans og saaledes er afgoerende for ordlyden af dennes beslutning.

11 Dette er tilfaeldet, naar den kompetente nationale myndighed afgiver en negativ udtalelse om en ansoegning om stoette fra EUGFL. Det fremgaar saaledes af artikel 13, stk. 3, i naevnte forordning nr. 355/77, at et projekt kun kan modtage stoette fra EUGFL, hvis det anbefales af den medlemsstat, paa hvis omraade det skal gennemfoeres, og foelgelig kan Kommissionen, i tilfaelde af en negativ udtalelse, hverken fortsaette proceduren vedroerende behandlingen af projektet i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningen, eller saa meget desto mere kontrollere udtalelsens gyldighed.

12 Under disse omstaendigheder kan de mangler, hvormed udtalelsen eventuelt maatte vaere behaeftet, under ingen omstaendigheder paavirke gyldigheden af Kommissionens beslutning om at afvise ansoegningen om stoette.

13 Det er saaledes de nationale retters opgave, efter omstaendighederne efter en praejudiciel forelaeggelse for Domstolen, at udtale sig om lovmaessigheden af den paagaeldende nationale retsakt under de samme kontrolbetingelser, som er gaeldende for enhver endelig retsakt, udstedt af den samme nationale myndighed, som vil kunne taenkes at skade tredjemand, og foelgelig at vurdere, om sagen kan realitetsbehandles, ogsaa selv om de nationale procesregler ikke foreskriver dette i et saadant tilfaelde.

14 Som Domstolen har udtalt bl.a. i dom af 15. maj 1986 (sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 18) og af 15. oktober 1987 (sag 222/86, Heylens, Sml. s. 4097, praemis 14), er noedvendigheden af domstolsproevelse af enhver beslutning truffet af en national myndighed nemlig et almindeligt faellesskabsretligt princip, der udspringer af medlemsstaternes faelles forfatningstraditioner og er hjemlet i artikel 6 og 13 i den europaeiske menneskerettighedskonvention.

15 Da udtalelsen fra medlemsstaten, paa hvis omraade projektet skal gennemfoeres, indgaar i en procedure, som foerer til vedtagelse af en faellesskabsretlig beslutning, skal den paagaeldende medlemsstat overholde foeromtalte krav om domstolsproevelse.

16 I replikken har sagsoegeren endelig, som et nyt anbringende, gjort gaeldende, at artikel 13, jf. artikel 21 i forordning nr. 355/77, er tilsidesat og fejlagtig anvendt, og selskabet har herved henvist til faktiske omstaendigheder, som det haevder foerst at have faaet kendskab til under naervaerende sag.

17 I denne henseende har selskabet gjort gaeldende, at det ved sagsanlaegget ikke var klar over, at den negative udtalelse af 18. januar 1990 ikke var afgivet ved afslutningen af behandlingen af ansoegningen om stoette, men i anledning af overfoerslen af projektet til regnskabsaaret 1990. Imidlertid er der, ifoelge sagsoegeren, ingen bestemmelse i forordning nr. 355/77, som paa dette stadium i proceduren foreskriver en ny udtalelse angaaende ansoegningen om stoette. Foelgelig burde Kommissionen ikke have betragtet udtalelsen afgivet i 1990 som en betingelse for at ivaerksaette den i artikel 21 i forordningen indeholdte procedure.

18 Det bemaerkes, at i modsaetning til hvad sagsoegeren haevder, vedroerte den negative udtalelse ansoegningen om stoette og ikke overfoerslen af projektet til regnskabsaaret 1990. Under disse omstaendigheder, hvor det af sagsoegeren paaberaabte anbringende ikke er baseret paa nye omstaendigheder fremkommet under sagen, men paa en fejlagtig fortolkning af den negative udtalelse og af artikel 13 og 21 i forordning nr. 355/77, skulle anbringendet have vaeret anfoert i staevningen i overensstemmelse med procesreglementets artikel 38, stk. 1, litra c). Anbringendet kan foelgelig ikke betragtes som nyt i procesreglementets artikel 42, stk. 2' s forstand.

19 Dette anbringende skal derfor forkastes, og foelgelig frifindes Kommissionen for annullationspaastanden i sin helhed.

Paastanden om ansvar uden for kontrakt

20 Det bemaerkes, at bestemmelserne i traktatens artikel 178 og 215 kun giver Domstolen kompetence til at erstatte tab, som foraarsages af faellesskabsinstitutionerne eller disses befuldmaegtigede under udoevelsen af deres hverv. I den foreliggende sag er det imidlertid konstateret, at det paastaaede tab skyldes en retsakt udstedt af de nationale myndigheder.

21 Paastanden om at paalaegge Faellesskabet ansvar kan derfor ikke tages til foelge, og foelgelig boer sagsoegte frifindes i sin helhed.

Sagens omkostninger

22 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.