61990O0050

++++

1. Annullationssoegsmaal - akter der kan vaere genstand for soegsmaal - begreb - akter der fremkalder retligt bindende virkninger - meddelelse fra Kommissionen rettet til nationale organer med kompetence til at traeffe foranstaltninger, der foreskrives i et direktiv vedroerende den faelles landbrugspolitik

(EOEF-Traktaten, art. 173)

2. Erstatningssoegsmaal - soegsmaal rettet mod Kommissionen paa grund af en stillingtagen fra Kommissionens side, som - ganske uden retsvirkning - er tilstillet de nationale myndigheder - afvisning

(EOEF-Traktaten, art. 178 og 215, stk. 2)

1. Ved afgoerelsen af, om foranstaltninger, der soeges proevet under et annullationssoegsmaal, er retsakter i Traktatens artikel 173' s forstand, skal der laegges vaegt paa deres indhold.

Der kan alene foreligge retsakter eller beslutninger, som kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, naar foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retsstilling.

Dette er ikke tilfaeldet ved en udtalelse fra Kommissionen om fortolkningen af et direktiv vedroerende beskyttelsesforanstaltninger mod indslaebning i medlemsstaterne af skadegoerere paa planter eller planteprodukter, naar gennemfoerelsen af EF-reglerne udelukkende henhoerer under de med henblik herpaa udpegede nationale organer, og ingen forskrift i direktivet giver Kommissionen kompetence til at traeffe beslutninger vedroerende dets fortolkning. Kommissionen kan derfor kun, som normalt, fremfoere sin opfattelse, hvilken ingenlunde binder de nationale myndigheder.

2. Et erstatningssoegsmaal i medfoer af Traktatens artikel 178 og 215, stk. 2, hvorunder der nedlaegges paastand om erstatning for skade foraarsaget af en fejl, Kommissionen skal have begaaet ved at traeffe en beslutning, skal afvises, naar der ikke foreligger nogen beslutning, af den grund, at Kommissionen henset til sin kompetence kun kunne fremsaette en simpel udtalelse rettet til de nationale myndigheder, men ikke udstede en akt med retligt bindende virkninger.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. marts 1990 har selskaberne Sunzest (Europe) BV og Sunzest (Netherlands) BV anlagt sag, hvorunder de i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 2, har nedlagt paastand om annullation af den beslutning fra Kommissionen, der ifoelge sagsoegerne indeholdes i skrivelse af 5. december 1989, som generaldirektoeren for GD VI (Landbrug) tilstillede Belgiens faste repraesentant ved De Europaeiske Faellesskaber vedroerende indfoersler fra Cypern af varer, som skal vaere ledsaget af et plantesundhedscertifikat, jf. Raadets direktiv 77/93/EOEF af 21. december 1976 om foranstaltninger mod indslaebning af skadegoerere paa planter eller planteprodukter (EFT 1977 L 26, s. 20). De har desuden i medfoer af artikel 215, stk. 2, nedlagt paastand om erstatning for den skade, beslutningen skal have foraarsaget dem.

2 Ifoelge direktiv 77/93 skal planter eller planteprodukter fra tredjelande, for at kunne indfoeres paa medlemsstaternes omraade, vaere ledsaget af plantesundhedscertifikater.

3 Artikel 12, stk. 1, litra b), i ovennaevnte direktiv, som aendret ved Raadets direktiv af 18. marts 1980 (EFT L 100, s. 32) har foelgende ordlyd:

"Certifikaterne udstedes af de myndigheder, der i forbindelse med den internationale konvention om plantebeskyttelse eller - for stater, der ikke har tiltraadt konventionen - ifoelge landets retsforskrifter er bemyndigede hertil. Efter fremgangsmaaden i artikel 16 kan der opstilles lister over de myndigheder, der af de enkelte tredjelande har faaet bemyndigelse til at udstede certifikaterne."

4 Det fremgaar af sagen, at de sagsoegende selskaber i en raekke aar til Det Europaeiske Faellesskab har indfoert og dér afsat citrusfrugter fra den nordlige del af Cypern under ledsagelse af certifikater udstedt af "Den Tyrkiske Forbundsstat Cypern" og af "Den Tyrkiske Republik Nordcypern".

5 Generaldirektoer Guy Legras, GD VI (Landbrug), tilsendte den 5. december 1989 Belgiens faste repraesentant ved De Europaeiske Faellesskaber en skrivelse vedroerende indfoersler fra Cypern af varer, der skal vaere ledsaget af et plantesundhedscertifikat som omhandlet i direktiv 77/93. I skrivelsen anfoeres det foerst, at Kommissionen havde modtaget klager over de forskelle, som bestod mellem medlemsstaterne med hensyn til de betingelser, der kraeves opfyldt for at modtage produkter fra Cypern. Generaldirektoeren tilfoejer navnlig foelgende: "Paa baggrund af disse klager skal jeg over for de kompetente myndigheder i samtlige medlemsstater understrege de principper, der gaelder paa omraadet ... hvad Cypern angaar, skal artikel 12, stk. 1, litra b), fortolkes saaledes, at de eneste bemyndigede tjenestegrene er de tjenestegrene, som er bemyndiget med hjemmel i Republikken Cypern' s lov- eller forvaltningsforskrifter. I denne henseende er Faellesskabets standpunkt klart ... den eneste regering, som anerkendes, er regeringen for Republikken Cypern. Derfor kan produkter, der omsaettes under ledsagelse af et plantesundhedscertifikat i henhold til direktiv 77/93, og som hidroerer fra den nordlige del af oeen, kun anses for at opfylde ovennaevnte direktivs betingelser, naar certifikatet baerer paaskriften 'Republikken Cypern' og er udstedt af denne republiks myndigheder."

6 De sagsoegende selskaber har under denne sag dels kraevet annullation af den beslutning, som de mener indeholdes i den paagaeldende skrivelse, dels kraevet erstatning for den skade, som de har lidt ved Kommissionens ulovlige adfaerd.

7 Til stoette for deres annullationspaastand har sagsoegerne gjort gaeldende, at Kommissionen, ved at forlange plantesundhedscertifikater udstedt af Republikken Cypern, overser, at Cypern' s regering - ved sin naegtelse af at udstede saadanne certifikater for produkter hidroerende fra den nordlige del af oeen - selv har overtraadt artikel 5 i associeringsaftalen mellem Faellesskabet og Cypern. Heri bestemmes, at reglerne om samhandelen mellem de kontraherende parter ikke maa foere til forskelsbehandling hverken mellem medlemsstaterne, deres statsborgere eller deres selskaber, eller mellem Cypern' s statsborgere eller selskaber. Desuden finder sagsoegerne, at Kommissionens fortolkning af direktiv 77/93 ikke beror paa hensyn til beskyttelse af planter, men paa dens politik over for situationen paa Cypern.

8 Til stoette for erstatningskravet har sagsoegeren gjort gaeldende, at Faellesskabet i medfoer af Traktatens artikel 215, stk. 2, skal erstatte det erhvervstab, som de blev paafoert ved den ulovlige beslutning. Ifoelge sagsoegerne forhindrer beslutningen al import af citrusfrugter fra den nordlige del af Cypern til Faellesskabet og saaledes tvinger dem til at soege andre leverandoerer.

9 Ved saerskilt dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. juni 1990 har Kommissionen i medfoer af procesreglementets artikel 91, stk. 1, fremsat en formalitetsindsigelse og anmodet Domstolen om at tage stilling til indsigelsen uden at indlede behandlingen af sagens realitet.

10 Kommissionen, som begaerer annullationspaastanden afvist fra paakendelse, har til stoette herfor gjort gaeldende, at skrivelsen af 5. december 1989 ikke er en bebyrdende beslutning, men kun er en vejledning fra Kommissionens tjenestegrene.

11 Sagsoegerne derimod goer gaeldende, at skrivelsen maa anses for en retsakt fra Kommissionen efter betydningen i EOEF-Traktatens artikel 173.

12 Ved afgoerelsen af, om den anfaegtede akt er en beslutning, der kan vaere genstand for soegsmaal i medfoer af Traktatens artikel 173, stk. 2, bemaerkes, at der ifoelge Domstolens faste praksis skal laegges vaegt paa aktens indhold. Navnlig foreligger der kun retsakter eller beslutninger, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, naar foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retstilling (jf. bl.a. dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639).

13 Dette er ikke tilfaeldet ved den anfaegtede skrivelse, hvilket fremgaar saavel af dens indhold som af den sammenhaeng, den er udstedt i. Skrivelsen kan ikke skabe retsvirkninger, idet gennemfoerelsen af faellesskabsreglerne paa omraadet for beskyttelsesforanstaltninger mod indslaebning i medlemsstaterne af skadegoerere paa planter eller planteprodukter udelukkende henhoerer under de med henblik herpaa udpegede nationale organer, ligesom ingen forskrift i direktiv 77/93 giver Kommissionen kompetence til at traeffe beslutninger vedroerende faellesskabsreglernes fortolkning. Kommissionen kan derfor kun, som normalt, fremfoere sin opfattelse, hvilken ingenlunde binder de nationale myndigheder (jf. dom af 10.3.1978, sag 132/77, Société pour l' exportation des sucres SA mod Kommissionen, Sml. s. 1061; dom af 27.3.1980, sag 133/79, Sucrimex SA og Westzucker GmbH mod Kommissionen, Sml. s. 1299; dom af 10.6.1982, sag 217/81, Compagnie Interagra SA mod Kommissionen, Sml. s. 2233; kendelse af 17.5.1989, sag 151/88, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 1255).

14 Det fremgaar af det anfoerte, at den omtvistede skrivelse ikke er en akt, der kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal. Sagen vil foelgelig vaere at afvise, for saa vidt den er anlagt i henhold til Traktatens artikel 173, stk. 2.

15 Til stoette for kravet om, at erstatningspaastanden afvises fra paakendelse, har Kommissionen gjort gaeldende, at den stillingtagen, den tilkendegiver i den anfaegtede skrivelse, ikke kan kvalificeres som en adfaerd, der kan paaberaabes med henblik paa soegsmaal efter Traktatens artikel 215, stk. 2.

16 Sagsoegerne derimod finder, at skrivelsen opfylder betingelserne for en proevelse ved Domstolen, saaledes som de er fastsat i naevnte artikel.

17 For at paavise en fejl, der ville paadrage Kommissionen ansvar, har sagsoegerne alene paaberaabt sig ulovligheden af den beslutning, der ifoelge dem fremgaar af skrivelsen af 5. december 1989.

18 Som tidligere fastslaaet indeholder skrivelsen ikke en beslutning, men alene et standpunkt fra Kommissionens tjenestegrene, som er ganske uden retsvirkning.

19 De sagsoegende selskaber kan derfor ikke paaberaabe sig ulovligheden af skrivelsen til stoette for paastanden om erstatning. Herefter maa ogsaa de krav, de har rejst i henhold til Traktatens artikel 215, stk. 2, afvises.

20 Som foelge heraf maa procesreglementets artikel 92, stk. 1, finde anvendelse, og sagen afvises.

Sagens omkostninger

21 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegerne har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 13. juni 1991.