61990C0261

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

Cour d' appel d' Aix-en-Provence har paa ny i den for appelretten verserende sag mellem Mario Reichert m.fl. mod Dresdner Bank forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter benaevnt "Bruxelles-konventionen"). Det foerste praejudicielle spoergsmaal blev besvaret ved dom af 10. januar 1990 i sag C-115/88, Mario Reichert m.fl. mod Dresdner Bank (1).

Domstolen vil erindre, at den for Cour d' appel d' Aix-en-Provence verserende sag har foelgende baggrund.

Det tyske aegtepar Reichert, hvis bopael er i Tyskland, overdrog paa et tidspunkt, hvor de angiveligt havde en betydelig gaeld til Dresdner Bank, ved en gavedisposition ejendomsretten til en lejlighed i Frankrig til deres soen, der ogsaa har bopael i Tyskland. De forbeholdt sig brugsretten mv. til lejligheden.

Dresdner Bank anfaegtede denne gavedisposition ved et sagsanlaeg for Tribunal de grande instance de Grasse, i hvis retskreds ejendommen er beliggende. Banken paaberaabte sig artikel 1167 i den franske code civil, hvorefter kreditorer "i eget navn kan anfaegte retshandler, som debitor har indgaaet under bevidst retsstridig tilsidesaettelse af deres rettigheder". Dette soegsmaal kaldes i fransk ret "actio pauliana".

Dresdner Bank gjorde gaeldende, at Tribunal de grande instance de Grasse var rette vaerneting i medfoer af Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, og artikel 5, nr. 3. Retten i Grasse fandt, at Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, om fast ejendoms vaerneting var anvendelig. Retten havde derfor ikke anledning til at tage stilling til, om konventionens artikel 5, nr. 3, var anvendelig. Rettens dom blev appelleret til Cour d' appel d' Aix-en-Provence, der i foerste omfang forelagde Domstolen et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af artikel 16, nr. 1.

Dette spoergsmaal blev besvaret af Domstolen ved dommen af 10. januar 1990 (herefter benaevnt "Reichert-I-dommen"). Domstolen kendte for ret:

"En sag, der anlaegges af kreditor med paastand om, at en retshandel vedroerende en tinglig rettighed over fast ejendom - som kreditor haevder er blevet indgaaet af hans skyldner til skade for hans rettigheder som kreditor - ikke kan goeres gaeldende over for ham, falder ikke ind under anvendelsesomraadet for konventionens artikel 16, nr. 1."

Allerede inden Domstolen havde afsagt sin dom, havde Dresdner Bank - utvivlsomt i lyset af indlaeggene i Reichert-I-sagen - anmodet Cour d' appel d' Aix-en-Provence om at stille Domstolen et yderligere praejudicielt spoergsmaal. Cour d' appel imoedekom anmodningen og har forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

"Saafremt det statueres, at artikel 16, nr. 1, i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 ikke finder anvendelse, er et soegsmaal, som er anlagt i henhold til artikel 1167 i den franske code civil, og hvorunder en kreditor paastaar omstoedelse i forhold til ham af en retshandel om overdragelse af tinglige rettigheder over fast ejendom, som hans debitor har indgaaet paa en maade, der efter kreditors opfattelse er en bevidst retsstridig tilsidesaettelse af hans rettigheder, da omfattet af de kompetenceregler, der er opstillet i artikel 5, nr. 3, artikel 24 eller artikel 16, nr. 5, i naevnte internationale konvention, saafremt der tages hensyn til den erstatningspaadragende karakter af den paastaaede bevidst retsstridige tilsidesaettelse af kreditors rettigheder eller til eksistensen af sikrende retsmidler, som afgoerelsen af sagen skal goere det muligt at omforme til tvangsfuldbyrdelsesgrundlag vedroerende den ejendom, som er genstand for de af debitor overfoerte tinglige rettigheder?"

Mens fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, i Reichert-I-dommen gav anledning til indlaeg fra flere medlemsstaters side, har det praejudicielle spoergsmaal i den foreliggende sag kun givet anledning til indlaeg fra Dresdner Bank og Kommissionen.

Inden jeg gaar over til at besvare spoergsmaalet om fortolkningen af de relevante tre bestemmelser i Bruxelles-konventionen, skal jeg kort goere nogle bemaerkninger, dels om de problemer, Dresdner Bank staar over for ved gennemfoerelsen af omstoedelsessoegsmaalet, og dels om den saerlige omstoedelsesregel, der i fransk ret er kendt som actio pauliana.

Dresdner Bank' s soegsmaalsovervejelser

Dresdner Bank har lagt til grund, at den mest hensigtmaessige fremgangsmaade for at faa omstoedt gavedispositionen og dermed faa forbedret dens muligheder for at faa fordringen mod aegteparret Reichert inddrevet var et sagsanlaeg i den retskreds, hvor aegteparrets franske ejendom er beliggende. Banken er herved gaaet ud fra, at det ville vaere fransk ret, dvs. actio pauliana, der ville blive lagt til grund for afgoerelsen af sagens realitet, og at det ville vaere problemloest at faa en for banken positiv dom tvangsfuldbyrdet i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende.

Banken goer gaeldende, at der vil opstaa problemer for den, hvis den er noedsaget til at anlaegge sagen ved de sagsoegtes hjemting, dvs. ved en tysk ret. Den naevner formentlig med rette, at der er tvivl om indholdet af de tyske lovvalgsregler i den foreliggende situation. Det er efter Dresdner Bank' s oplysninger mest sandsynligt, at de tyske lovvalgsregler vil foere til, at enten tysk ret vil blive lagt til grund, eller at en tysk domstol vil kraeve, at saavel tysk rets som fransk rets betingelser for omstoedelse er opfyldt, fordi omstoedelsen vedroerer en ejendom beliggende i Frankrig. Det er mindre sandsynligt, at de tyske lovvalgsregler vil foere til, at fransk ret vil blive lagt til grund. Det synes at fremgaa af sagen, at tysk rets omstoedelsesregler er forskellige fra de franske, og at det kan vaere vanskeligere at faa gennemfoert en omstoedelse efter tyske regler end efter de franske regler.

Dresdner Bank goer ogsaa gaeldende, at der kan vaere en risiko for, at en fransk domstol under henvisning til fransk ordre public vil naegte at anerkende og tvangsfuldbyrde en tysk omstoedelsesdom vedroerende en ejendom beliggende i Frankrig.

Dresdner Bank henviser ogsaa mere generelt til betydningen af, at omstoedelsen vedroerer en fast ejendom, idet den bl.a. goer gaeldende, at fast ejendom udelukkende omfattes af lovgivningen i den stat, paa hvis omraade ejendommen er beliggende.

Banken er af den opfattelse, at Domstolen ved den oenskede fortolkning af Bruxelles-konventionens regler boer tage hensyn til disse synspunkter.

Jeg kan ikke naegte, at jeg har en vis forstaaelse for bankens oenske om hjaelp til en loesning af de problemer, den har haft ved at faa en stillingtagen til, om gavedispositionen mellem aegtefaellerne Reichert og deres soen kan omstoedes under henvisning til, at den blev foretaget for at begraense aegtefaellernes kreditorers fyldestgoerelsesmuligheder. Jeg har ogsaa en vis forstaaelse for, at der for en umiddelbar betragtning er argumenter for, at omstoedelsessagen, der vedroerer en ejendom beliggende i Frankrig, mest hensigtsmaessigt afgoeres af en fransk domstol efter fransk ret. Men de argumenter, der taler for dette resultat, er i foerste raekke af betydning, naar Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, skal fortolkes. I Reichert-I-sagen fandt Domstolen, og efter min mening med rette, at argumenterne ikke var tilstraekkeligt vaegtige til at kunne foere til den af Dresdner Bank oenskede fortolkning af artikel 16, nr. 1. Det er tvivlsomt, om det forhold, at omstoedelsessagen vedroerer en fast ejendom, har selvstaendig betydning i forhold til de vaernetingsregler, der er relevante i den foreliggende sag.

Selv om det utvivlsomt er et vigtigt, generelt hensyn ved fortolkningen af konventionens vaernetingsregler, at de boer foere til kompetence for de retter, der bedst vil vaere i stand til baade retligt og faktisk at afgoere de paagaeldende retstvister, og selv om overvejelser vedroerende de lovvalgsregler, der maatte findes i de beroerte retssystemer, kan vaere relevante, maa det dog ogsaa siges, at det ikke kan tillaegges betydning for fortolkningen af bestemmelserne i Bruxelles-konventionen, at der i den foreliggende sag maatte eksistere forskelle mellem tyske og franske regler om omstoedelse.

Actio pauliana efter fransk ret

Dresdner Bank stoetter som naevnt sit soegsmaal paa artikel 1167 i den franske code civil, hvorefter kreditorer "i eget navn kan anfaegte retshandler, som debitor har indgaaet under bevidst retsstridig tilsidesaettelse af deres rettigheder". Spoergsmaalet i den foreliggende sag er saaledes, om en eller flere af de af forelaeggelsesspoergsmaalet omfattede artikler i Bruxelles-konventionen omfatter et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana efter fransk ret. Der blev udfoerligt redegjort for dette soegsmaal i Reichert-I-sagen (2). De tvivlsspoergsmaal, der tilsyneladende i fransk ret fortsat er knyttet til dette saerlige soegsmaal, er naeppe af afgoerende betydning for Domstolens afgoerelse. Domstolen fremhaevede i dommen i Reichert-I-sagen foelgende karakteristika ved soegsmaalet:

"Under et almindeligt omstoedelsessoegsmaal, den saakaldte actio pauliana, hviler proceskravet paa en fordringsret, nemlig kreditors krav paa sin skyldner, og soegsmaalet har til formaal at sikre kreditors adgang til at soege fyldestgoerelse i debitors formue. Saafremt kreditor faar medhold i soegsmaalet, kan den disposition, debitor har truffet til skade for kreditors rettigheder, ikke goeres gaeldende over for denne kreditor og kun denne. ..." (praemis 12).

Det er vigtigt, at omstoedelsen kun faar virkning for den kreditor, der har anlagt sagen, at omstoedelsen kun tjener til fyldestgoerelse af kreditors krav, og at erhververen kan hindre omstoedelsen ved at fyldestgoere kreditors krav.

Herudover er det for den foreliggende sags formaal af betydning at naevne foelgende:

- Soegsmaalet har sit grundlag i en paastaaet bevidst retsstridig adfaerd fra debitors side, men maa i sagens natur rettes mod den tredjemand, der har erhvervet retten over det paagaeldende formuegode, eller baade mod denne og debitor.

- Hvis der er tale om en gavedisposition mellem debitor og tredjemand, skal kreditor ikke godtgoere, at erhververen var i ond tro, hvilket derimod skal ske, hvis overdragelsesdispositionen ikke er en gavedisposition.

- Kreditor skal godtgoere, at han havde en fordring paa debitor forud for overdragelsesdispositionen, men det er ikke noedvendigt, at denne fordring var forfalden.

- Omstoedelsesadgangen er ikke afhaengig af, hvilket formuegode der er overdraget.

Der kan endelig vaere grund til at naevne, at det naeppe vil vaere rigtigt eller hensigtsmaessigt at laegge til grund, at omstoedelsessagen har sit grundlag i kontraktsretten. Dette gaelder, selv om kreditors fordring mod debitor som i det foreliggende tilfaelde kan have et aftaleretligt grundlag, og selv om den angrebne disposition er en overdragelse af et formuegode.

Fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 5

Artikel 16, nr. 5, bestemmer, at

"Enekompetente, uden hensyn til bopael, er:

...

5) i sager om fuldbyrdelse af retsafgoerelser, retterne i den kontraherende stat, hvor fuldbyrdelsesstedet er beliggende."

Dresdner Bank goer gaeldende, at denne bestemmelse ikke boer fortolkes indskraenkende, og at bestemmelsen kan omfatte et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana, idet omstoedelsessagens formaal er at forberede en tvangsfuldbyrdelse af kreditors krav i det formuegode, der er genstand for omstoedelsen.

Denne opfattelse kan ikke accepteres. Hverken bestemmelsens ordlyd, bestemmelsens forarbejder eller synspunkter i teorien kan tages til indtaegt for en saadan udvidende fortolkning (3). Domstolen har gentagne gange og senest i Reichert-I-dommen fremhaevet, at:

"... artikel 16 ... ikke boer fortolkes videre end dens formaal kraever, da bestemmelsen har den virkning, at parterne fratages den ret til valg af vaerneting, som de ellers ville have, og at de i visse tilfaelde kan sagsoeges ved en ret, som ikke er nogen af parternes hjemting" (praemis 9).

I de forarbejder til bestemmelsen, der foelger af Jenard-rapporten (4), angives, at der ved sager om fuldbyrdelse af retsafgoerelser skal forstaas:

"... sager, der opstaar i tilknytning til 'anvendelse af tvangsmidler, udlaeg i eller udsaettelse af besiddelsen af loesoere eller fast ejendom med henblik paa den faktiske gennemfoerelse af retsafgoerelser eller dokumenter' ".

Det maa utvivlsomt laegges til grund, at retterne i den stat, hvor fuldbyrdelsesstedet er beliggende, kun er enekompetente efter konventionens artikel 16, nr. 5, i sager, der direkte har tilknytning til fuldbyrdelsen af allerede trufne retsafgoerelser eller andre eksekutionsgrundlag. Et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana vedroerer ikke fuldbyrdelse af en opnaaet dom eller andet eksisterende eksekutionsgrundlag og er ej heller en sag, der opstaar i tilknytning hertil. Formaalet med et actio pauliana soegsmaal er, som anfoert af Kommissionen, at faa fastslaaet en materiel aendring af retsforholdet mellem kreditor og erhverver.

Fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 24

Artikel 24, der er den sidste af Bruxelles-konventionens bestemmelser om retternes kompetence, og som staar i afsnit II, afdeling 9, om foreloebige, herunder sikrende, retsmidler, bestemmer:

"De foreloebige, herunder sikrende, retsmidler, der er fastsat i en kontraherende stats lovgivning, kan kraeves anvendt af den paagaeldende stats retslige myndigheder, selv om en ret i en anden kontraherende stat i medfoer af denne konvention er kompetent til at paakende sagens realitet."

Det fremgaar baade af bestemmelsens placering, dens ordlyd og dens forarbejder, at den har et begraenset formaal, nemlig at bevare muligheden for, at hver medlemsstat fortsat kan anvende sine hidtidige vaernetingsregler med henblik paa at bringe foreloebige retsmidler som f.eks. arrest og forbud i anvendelse. Dette kan ske uafhaengigt af, om vaernetinget for behandlingen af hovedsagen efter konventionens bestemmelser henhoerer under en anden medlemsstats retter (5).

De retsmidler, der er omfattet af artikel 24, er alene saadanne, der skal sikre en foreloebig retsbeskyttelse af visse krav, og som er afhaengige af resultatet af en senere retsafgoerelse vedroerende kravenes materielle berettigelse (6).

Det er efter min mening klart, at artikel 24 ikke omfatter et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana. Det paagaeldende soegsmaals genstand er en paastand om, at en overdragelsesdisposition skal kendes uden retsvirkning i forhold til én af overdragerens kreditorer. Der er, som fremhaevet af Kommissionen, ikke tale om et retsmiddel, der sikrer opretholdelse af en bestemt faktisk eller retlig situation med det formaal at beskytte de rettigheder, der paastaas anerkendt ved en senere afgoerelse af sagens realitet.

Denne fortolkning af artikel 24 maa fastholdes, selv om det af Jenard-rapporten fremgaar, at "arten af de retsmidler, der kan bringes i anvendelse, retter sig efter det paagaeldende lands interne lovgivning", og selv om det ud fra visse synspunkter maaske kan vaere rimeligt at fremhaeve den sikrende karakter af et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana (7). Artikel 24 omfatter efter sin ordlyd og sit formaal alene saadanne retsmidler, der i egentlig forstand er foreloebige, fordi de under alle omstaendigheder forudsaetter en senere afgoerelse af sagens realitet.

Fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 3

Artikel 5, nr. 3, har foelgende ordlyd:

"En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

...

3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten paa det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet."

Det er ikke problemloest at tage stilling til, om et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana er omfattet af artikel 5, nr. 3.

Der findes nyttige fortolkningsbidrag i Domstolens praksis, men efter min opfattelse ikke saadanne, der med sikkerhed kan tages til indtaegt for en bestemt besvarelse af spoergsmaalet. Bestemmelsens ordlyd kan heller ikke tages til indtaegt for en sikker besvarelse, saerligt fordi der er betydelige forskelle mellem de forskellige hver for sig autentiske sproglige versioner. Forarbejderne indeholder visse, men ikke afgoerende fortolkningsbidrag, og teoriens behandling af spoergsmaalet er begraenset og giver i oevrigt udtryk for divergerende opfattelser (8). Der er derfor i denne sag efter min mening saerligt gode grunde til at fortolke bestemmelsen ud fra dens kontekst og formaal.

Indledningsvis kan der vaere anledning til at naevne, at det af Domstolens praksis i hvert fald kan udledes, at artikel 5, nr. 3, skal fortolkes autonomt, og at den, som de oevrige bestemmelser i artiklen, skal fortolkes restriktivt.

Domstolen fastslog saaledes i Kalfelis-dommen (9), at "begrebet 'erstatning uden for kontrakt' [maa] betragtes som et selvstaendigt begreb" (praemis 16), idet

"begrebet paa baggrund af konventionens formaal og almindelige opbygning og for i videst muligt omfang at sikre lighed og ensartethed i de rettigheder og forpligtelser, konventionen indebaerer for de kontraherende stater og de af konventionen beroerte personer, ikke [skal] fortolkes blot som en henvisning til den interne ret i en af de stater, sagen har tilknytning til" (praemis 15) (10).

Domstolen fastslog i samme dom, at:

"... de 'specielle kompetenceregler' , som er opregnet i konventionens artikel 5 og 6, ... er undtagelser fra princippet om, at retterne i den stat, hvor sagsoegte har bopael, har kompetencen, og at disse undtagelser maa fortolkes snaevert" (praemis 19).

Artikel 5, nr. 3, giver anledning til to selvstaendige, men indbyrdes afhaengige spoergsmaal: For det foerste den retlige kvalifikation af den type sager, der er omfattet af undtagelsesvaernetinget, og for det andet fastlaeggelse af "stedet for skadetilfoejelsen". Det er det foerste af disse spoergsmaal, der skal tages stilling til i den foreliggende sag.

Bestemmelsens forarbejder indeholder som naevnt kun lidt om artikel 5, nr. 3, der bliver behandlet sammen med bestemmelsen i artikel 5, nr. 4 om vaerneting "i sager, i hvilke der paastaas erstatning eller genoprettelse af en tidligere tilstand i anledning af en strafbar handling ...". I Jenard-rapporten bliver de to vaerneting benaevnt "forum delicti commissi". Det naevnes, at deliktsvaerneting findes i de fleste af medlemsstaternes lovgivninger, og at der findes tilsvarende vaerneting i en raekke bilaterale konventioner. Herudover udtales:

"Den omstaendighed, at dette vaerneting er foreskrevet i de fleste nationale retsordener og optaget i flertallet af de bilaterale konventioner, var ligesom faerdselsulykkernes hyppighed en grund til ogsaa at optage det i denne konvention."

Bestemmelsens ordlyd giver fortolkningsvanskeligheder, bl.a. fordi de forskellige hver for sig autentiske sproglige versioner i nogen grad afviger fra hinanden.

Jeg finder, at det kan vaere hensigtsmaessigt at gengive bestemmelsen i de forskellige versioner. Artikel 5 indledes med foelgende:

"En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat: ...",

hvorefter nr. 3 bestemmer:

"wenn eine unerlaubte Handlung oder eine Handlung, die einer unerlaubten Handlung gleichgestellt ist, oder wenn Ansprueche aus einer solchen Handlung den Gegenstand des Verfahrens bilden, vor dem Gericht des Ortes, an dem das schaedigende Ereignis eingetreten ist;"

"en matière délictuelle ou quasi délictuelle, devant le tribunal du lieu où le fait dommageable s' est produit;"

"in materia di delitti o quasi-delitti, davanti al giudice del luogo in cui l' evento dannoso è avvenuto;"

"ten aanzien van verbintenissen uit onrechtmatige daad: voor het gerecht van de plaats waar het schadebrengende feit zich heeft voorgedaan;"

"in matters relating to tort, delict or quasi-delict, in the courts for the place where the harmful event occurred;"

"in ábhair a bhaineann le tort, míghníomh nó samhail mhíghnímh, sna cúirteanna don áit inar tharla an teagmhas díobhálach;"

"i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten paa det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet;"

"** **** ****** ** ************ * ****** ************ ******* *** *********** *** ***** **** ****** ** ********* *******"

"en materia delictual o cuasidelictual, ante el tribunal del lugar donde se hubiere producido el hecho dañoso;"

"em matéria excontratual, perante o tribunal do lugar onde ocorreu o facto danoso;"

Det foelger af Domstolens faste praksis, at bestemmelsen ikke kan fortolkes isoleret paa grundlag af ordlyden af bestemmelsen paa det sprog, der er sagens processprog, men at det for at sikre en ensartet fortolkning er noedvendigt at foretage fortolkningen i lyset af bestemmelsens ordlyd i samtlige sproglige versioner.

Generaladvokat Warner havde i sine forslag til afgoerelser i Mines de Potasse d' Alsace-sagen (11) og i Rueffer-sagen (12) lejlighed til at gennemgaa de forskellige sproglige versioner af bestemmelsen. Han udtalte bl.a. i sidstnaevnte sag:

"Som det imidlertid fremgaar af professor André Tunc' s indledning til Bind XI af 'International Encyclopedia of Comparative Law' , bindet om 'Torts' , har ingen nogensinde haft held til, selv ikke inden for rammerne af et givet nationalt retssystem, at formulere en noejagtig definition af 'tort' , som ikke lod ét eller flere spoergsmaal henstaa uloeste. Som elefanten i ordsproget er 'tort' lettere at genkende end at definere".

Generaladvokat Darmon citerede generaladvokat Warner i pkt. 20 i sit forslag til afgoerelse i Kalfelis-sagen, hvor han i oevrigt ogsaa i pkt. 21 henviste til, at det i teorien er antaget, at der ved afgraensningen af anvendelsesomraadet for artikel 5, nr. 3, maa udvises stor forsigtighed (13). Han drog heraf den slutning, at dette "i det foreliggende tilfaelde simpelt hen er ensbetydende med, at Domstolen maa undlade at formulere en abstrakt retsstandard ...".

Jeg kan kun tilslutte mig denne opfattelse. Der er risiko forbundet ved forsoeg paa at give en abstrakt og generel definition af artikel 5, nr. 3' s anvendelsesomraade.

Der er et omfattende kerneomraade, hvor artikel 5, nr. 3, utvivlsomt kan bruges, og hvor bestemmelsens anvendelse ikke vil give problemer, (bortset fra dem, der maatte vaere knyttet til fastlaeggelsen af stedet, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet). Denne kerne er de typiske erstatningssager, hvor en skadelidt har lidt et oekonomisk tab som foelge af en skadevolders ansvarspaadragende adfaerd, og hvor det er klart, at der ikke er noget kontraktmellemvaerende mellem parterne, der har forbindelse med skaden. Men bestemmelsen giver afgraensningsvanskeligheder i hvert fald i to henseender.

Paa den ene side kan der vaere vanskeligheder ved at afgraense de soegsmaal, der er omfattet af kontraktvaernetinget efter artikel 5, nr. 1, fra de soegsmaal, der er omfattet af artikel 5, nr. 3. Der findes vist i alle medlemsstaternes retssystemer vanskeligheder ved afgraensningen af erstatningsansvar i og uden for kontrakt, og disse vanskeligheder accentueres unaegteligt ved anvendelsen af Bruxelles-konventionen, ikke mindst fordi der kan vaere forskelle i den retlige kvalifikation af et og samme retsforhold mellem retssystemerne i de medlemsstater, hvis retter i givet fald ville kunne vaere rette vaerneting (14).

Paa den anden side kan der vaere vanskeligheder ved at afgraense de soegsmaal, der maa anses for erstatningssoegsmaal omfattet af enten artikel 5, nr. 1, eller artikel 5, nr. 3, over for de soegsmaal, der ikke kan betragtes som erstatningssoegsmaal i og uden for kontrakt. I disse tilfaelde kan resultatet af afgraensningen vaere, at der for det paagaeldende soegsmaal ikke findes noget specielt vaerneting, og at soegsmaalet derfor kun kan anlaegges ved sagsoegtes hjemting. Den foreliggende sag vedroerer et problem af denne type.

De forskellige sproglige versioner af artikel 5, nr. 3, har i hvert fald to elementer til faelles. Det ene er, at der skal vaere foretaget en "retsstridig" adfaerd, og det andet er, at denne adfaerd skal have foraarsaget en "skadetilfoejelse".

Hvis dette er rigtigt, saa vil det ogsaa ses, at anvendelsesomraadet af artikel 5, nr. 3, potentielt er meget vidt. Domstolen har da ogsaa i Mines de Potasse d' Alsace-dommen naevnt, at:

"... artikel 5, nr. 3, ved sin vide formulering omfatter en lang raekke forskellige former for ansvar" (praemis 18).

Det er da formentlig ogsaa saaledes, som ogsaa naevnt af Dresdner Bank og af Kommissionen i Reichert-I-sagen, at der naeppe er noget til hinder for efter artikel 5, nr. 3' s ordlyd at anse actio pauliana som et soegsmaal, der drager konsekvenserne af en retsstridig handling, der har paafoert skade. Dette er formentlig ogsaa antydet af Cour d' appel d' Aix-en-Provence, der i det forelagte spoergsmaal naevner, at der ved spoergsmaalets besvarelse skal

"... tages hensyn til den erstatningspaadragende karakter af den paastaaede bevidst retsstridige tilsidesaettelse af kreditors rettigheder ...".

Hvis man undersoeger Domstolens praksis for at finde fortolkningsbidrag til loesningen af det her droeftede afgraensningsproblem, er det formentlig alene Domstolens dom i Kalfelis-sagen, der er direkte relevant. Domstolen fastslog:

"Med henblik paa at sikre en ensartet loesning i alle medlemsstater maa det antages, at begrebet 'erstatning uden for kontrakt' i konventionens artikel 5, nr. 3, omfatter ethvert krav om, at en sagsoegt paalaegges et erstatningsansvar, som ikke er knyttet til et 'kontraktforhold' i artikel 5, nr. 1' s forstand" (praemis 17) (15).

Domstolen har herved lagt vaegt paa begrebet "erstatningsansvar", der i den originale tyske version af dommen er kaldt "Schadenshaftung" (16). Det er formentlig rimeligt at haevde, at et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana ikke umiddelbart kan siges at vedroere et krav om, at en sagsoegt paalaegges "Schadenshaftung" eller "erstatningsansvar" (17).

Der er dog grund til at paapege, at Domstolen i Kalfelis-dommen tog stilling til et andet fortolkningsproblem end det, der er relevant i den foreliggende sag. Domstolen tog i Kalfelis-sagen stilling til

"... om den retsinstans, der har kompetencen i medfoer af artikel 5, nr. 3 - hvis der er fremsat krav, der samtidig stoettes paa reglerne om ansvar uden for kontrakt, tilsidesaettelse af en kontraktlig forpligtelse og ugrundet berigelse - kan paakende den del af kravet, som ikke stoettes paa reglerne om erstatning uden for kontrakt" (praemis 14).

Det var saaledes ikke i sagen omtvistet, at der i hovedsagen var fremsat krav om erstatning baade i og uden for kontrakt, og Domstolens ovenfor citerede praemis 17 i dommen havde derfor naeppe til formaal at fastlaegge en "definition" af artikel 5, nr. 3' s anvendelsesomraade, der indeholder en afgoerende stillingtagen til det i den foreliggende sag omtvistede spoergsmaal. Jeg finder det i hvert fald ikke rigtigt at laegge til grund, at det i den foreliggende sag omtvistede afgraensningsproblem kan loeses udelukkende paa grundlag af Kalfelis-dommen.

Der er efter min mening grund til at undersoege spoergsmaalet i lyset af artikel 5, nr. 3' s formaal og kontekst.

Domstolens praksis indeholder i hvert fald to elementer af vaesentlig betydning i denne henseende.

For det foerste har Domstolen som ovenfor naevnt fastslaaet, at vaernetingsreglerne i artikel 5, herunder artikel 5, nr. 3, skal fortolkes restriktivt, idet de er undtagelser fra Bruxelles-konventionens hovedregel i artikel 2 om sagsoegtes hjemting. For det andet fastslog Domstolen i Mines de Potasse d' Alsace-dommen:

"Denne bestemmelse [artikel 5, nr. 3] skal fortolkes ud fra det system af kompetenceregler, som findes i konventionens afsnit II.

Efter dette systems grundregel i artikel 2 er det i almindelighed retterne i den stat, hvor sagsoegte har bopael, der er kompetent.

Artikel 5 hjemler imidlertid en raekke saerlige vaerneting, som kan benyttes efter sagsoegers valg.

Denne valgmulighed er indfoert af hensyn til en hensigtsmaessig sagsbehandling, fordi der i visse velafgraensede tilfaelde findes en saerlig snaever sammenhaeng mellem en tvist og den ret, hvor sagen kan anlaegges" (praemis 8-11).

Domstolen uddybede disse synspunkter i sin dom i Dumez France-sagen (18), hvor den udtalte:

"... disse saerlige vaerneting [bl.a. artikel 5, nr. 3] - der er fakultative i forhold til sagsoegeren - [er] begrundet med, at der foreligger en saerlig snaever sammenhaeng mellem tvisten og andre domstole end domstolene i det land, hvor sagsoegte har bopael, og at denne sammenhaeng begrunder vaerneting for foerstnaevnte domstole af retsplejehensyn og hensyn til sagens behandling.

Med disse hensyn for oeje, der har afgoerende betydning i en konvention, der navnlig skal lette anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgoerelser uden for den stat, hvor de er afsagt, er det noedvendigt at modvirke skabelsen af flere vaerneting, idet dette oeger risikoen for indbyrdes uforenelige afgoerelser, hvilket i henhold til konventionens artikel 27, nr. 3, bevirker, at anerkendelses- og fuldbyrdelsespaategning skal naegtes" (praemis 17 og 18).

Naar henses til,

- at artikel 5, nr. 3' s ordlyd ikke udelukker, at et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana kan vaere omfattet af bestemmelsen, mens dommen i Kalfelis-sagen formentlig kan tages til indtaegt for den modsatte fortolkning

- at bestemmelsen skal fortolkes restriktivt, og

- at der efter domspraksis skal findes at vaere en snaever sammenhaeng mellem den paagaeldende tvist og den ret, hvor sagen anlaegges

maa det for fortolkningen af artikel 5, nr. 3, i forhold til et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana vaere vaesentligt, om der kan anfoeres grunde, der generelt goer det hensigtsmaessigt at give sagsoegeren mulighed for at anlaegge sag ved en anden ret end sagsoegtes hjemting.

Da det maa laegges til grund, at vaernetinget i artikel 5, nr. 3, har sin eksistensberettigelse i det forhold, at retten paa det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet, typisk vil vaere den ret, hvor "erstatningssagen" lettest og bedst kan oplyses (19), maa det undersoeges, om retten paa det sted, hvor "skadetilfoejelsen" i et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana er foregaaet, besidder nogle saerlige fortrin ved behandlingen og afgoerelsen af disse omstoedelsessager i forhold til den ret, der er sagsoegtes hjemting. Dette er efter min opfattelse ikke tilfaeldet. "Stedet for skadetilfoejelsen" har naeppe nogen saerlig betydning, naar man skal fastlaegge de faktiske og retlige forhold af betydning for afgoerelsen af omstoedelsessoegsmaalet. Stedet for skadetilfoejelsen ville vel i en sag som den foreliggende vaere enten stedet, hvor overdragelsesdokumentet er oprettet eller stedet, hvor det overdragne formuegode befinder sig. Men ingen af disse steder ses at vaere af saerskilt betydning ved afgoerelsen af, om omstoedelsesbetingelserne er opfyldt. De vaesentligste omstoedelsesbetingelser er betingelser vedroerende kreditors fordrings eksistens og debitors hensigt til bevidst at begraense kreditors muligheder for tvangsfyldestgoerelse (20).

Der er efter min mening ikke saerlig grund til at antage, at der eksisterer et generelt behov for alternative vaerneting i omstoedelsessager som actio pauliana. Saadanne sager kan uden saerlige processuelle vanskeligheder afgoeres af sagsoegtes hjemting. I den foreliggende sag indebaerer dette ingen vanskeligheder, idet overdrageren og erhververen af den faste ejendom har bopael i samme retskreds. Hvis dette ikke maatte vaere tilfaeldet, vil det vaere muligt for sagsoeger at anlaegge sagen mod baade overdrager og erhverver ved samme vaerneting, jf. herved Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 1, som fortolket i Kalfelis-dommen.

Der kan efter min mening heller ikke ses bort fra, at det af mig foreslaaede resultat har den fordel, at man begraenser antallet af mulige vaerneting, og at man undgaar at skulle tage stilling til spoergsmaalet om, hvor skadetilfoejelsen i det foreliggende tilfaelde er sket. Domstolen fastslog som bekendt i Mines de Potasse d' Alsace-sagen, at udtrykket "det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet" skal forstaas saaledes, at

"det baade omfatter det sted, hvor skaden er indtraadt, og det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget" (praemis 24) (21).

Var artikel 5, nr. 3, anvendelig i en sag som den foreliggende, ville det formentlig vaere en foelge af afgoerelsen i Mines de Potasse d' Alsace-sagen, at sagsoeger i hvert fald som vaerneting kunne vaelge at anlaegge sag

- enten ved retten paa det sted, hvor overdragelsesdokumentet er underskrevet ("gerningsstedet" - in casu ved Tribunal de grande instance de Sarreguemines, departementet Moselle)

- eller ved retten paa det sted, hvor skaden er indtraadt ("virkningsstedet" - in casu i hvert fald ved Tribunal de grande instance de Grasse, i hvis retskreds ejendommen er beliggende) (22).

Der er dog ikke grund til at gaa naermere ind paa disse spoergsmaal, fordi jeg allerede af de ovenfor anfoerte grunde finder at kunne foreslaa Domstolen at besvare det forelagte spoergsmaal paa den maade, at artikel 5, nr. 3, ikke er anvendelig paa et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana.

Kommissionen er kommet til det samme resultat, idet den dog synes at begraense resultatet til at omfatte de situationer, hvor omstoedelsen vedroerer gaveoverdragelser. Kommissionen har fremhaevet, at retsforholdene i en omstoedelsessag er mere komplicerede end i en almindelig erstatningssag, idet retsforholdene i en omstoedelsessag noedvendigvis omfatter tre interesserede parter - kreditor, debitor og erhververen af det overdragne formuegode. Kommissionen laegger navnlig vaegt paa, at omstoedelse af gavedispositioner kan gennemfoeres ogsaa over for en godtroende erhverver, hvorfor der i disse tilfaelde ikke kan tales om retsstridig handling, saaledes som artikel 5, nr. 3, forudsaetter det. Kommissionens argumentation kan vel haevdes snaevert set at vaere korrekt, men lider af den svaghed, at den foerer til, at anvendelsen af artikel 5, nr. 3, kommer til at afhaenge af, om den anfaegtede overdragelse er en gaveoverdragelse eller ej. Det er efter min mening uhensigtsmaessigt at fortolke artikel 5, nr. 3, saaledes, at dens anvendelse kommer til at afhaenge af en sondring, der ikke forekommer relevant i forhold til de hensyn, der er baggrunden for vaernetinget efter artikel 5, nr. 3.

Forslag til afgoerelse

Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at besvare det forelagte praejudicielle spoergsmaal fra Cour d' appel d' Aix-en-Provence paa foelgende maade:

"Et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana er ikke omfattet af artikel 5, nr. 3, artikel 16, nr. 5, eller artikel 24 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager."

(*) Originalsprog: dansk.

(1) - Sml. I, s. 27.

(2) - Se Kommissionens skriftlige indlaeg af 28.6.1988 (pkt. 10 og 12) og den franske regerings indlaeg af 1.7.1988 (pkt. 8).

(3) - Domstolen har kun taget stilling til fortolkningen af artikel 16, nr. 5, i en enkelt dom (dom af 4.7.1985, sag 220/84, AS Autoteile Service, Sml. s. 2267). Denne er ikke af betydning i den foreliggende sag.

(4) - Rapport fra P. Jenard om konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1979 C 59, s. 1-65).

(5) - Jenard-rapporten indeholder herom foelgende: I henhold til denne artikel kan de i en kontraherende stats nationale lovgivning fastsatte foreloebige, herunder sikrende, retsmidler, kraeves anvendt af den paagaeldende stats retslige myndigheder, uanset hvilken ret der er kompetent til at paakende sagens realitet. Denne bestemmelse svarer til de derom gaeldende bestemmelser i naesten alle fuldbyrdelseskonventioner.

I hver af de kontraherende stater kan foreloebige eller sikrende retsmidler ligesom afgoerelser om retsmidlers gyldighed eller om ophaevelse deraf saaledes kraeves anvendt af den kompetente ret uden hensyntagen til konventionens kompetenceregler.

Arten af de retsmidler, der kan bringes i anvendelse, retter sig efter det paagaeldende lands interne lovgivning.

(6) - Jf. herved dom af 27.3.1979 (sag 143/78, De Cavel, Sml. s. 1055), og dom af 31.3.1982 (sag 25/81, C.H.W., Sml. s. 1189), som fortolker artikel 24, og hvor det af Domstolen i henholdsvis praemis 9 og praemis 12 fremhaeves, at bestemmelsen angaar tilfaelde, hvor en ret i en anden kontraherende stat i medfoer af konventionen er kompetent til at paakende realiteten.

(7) - Det er f.eks. uden betydning i relation til artikel 24, at visse franske forfattere, som naevnt af Kommissionen i Reichert-I-sagen, antager, at actio pauliana er et sikrende retsmiddel, fordi det forbereder efterfoelgende fyldestgoerelsesmuligheder ved at forhindre, at der fjernes aktiver, der kan soeges fyldestgoerelse i. Betydning i denne forbindelse kan det heller ikke tillaegges, at Domstolen i Reichert-I i praemis 12 udtalte, at ... soegsmaalet har til formaal at sikre kreditors adgang til at soege fyldestgoerelse i debitors formue (min fremhaevelse), eller at Cour d' appel d' Aix-en-Provence i sit praejudicielle spoergsmaal opfordrede Domstolen til at tage hensyn til eksistensen af sikrende retsmidler, som afgoerelsen af sagen skal goere det muligt at omforme til tvangsfuldbyrdelsesgrundlag vedroerende den ejendom, som er genstand for de af debitor overfoerte tinglige rettigheder .

(8) - Schlosser finder ikke soegsmaalet omfattet af artikel 5, nr. 3, IPRax 1/91, s. 29, se s. 30. Tagaras goer i Cahiers de droits européen, 1990, s. 658, se s. 687, den modsatte opfattelse gaeldende.

(9) - Dom af 27.9.1988 (sag 189/87, Sml. s. 5565).

(10) - Jeg henviser for en naermere gennemgang af begrundelsen for, at artikel 5, nr. 3, skal fortolkes selvstaendigt til generaladvokat Darmon' s forslag til afgoerelse i sagen, der indeholder henvisning til generaladvokat Warner' s forslag til afgoerelse til dom af 16.12.1980 i sag 814/79, Rueffer (Sml. s. 3807, se s. 3834 f.).

(11) - Dom af 30.11.1976 (sag 21/76, Sml. s. 1735).

(12) - Dom af 16.12.1980 (sag 814/79, Sml. s. 3807, se s. 3834 f.).

(13) - Han gengav i note 22 i sit forslag til afgoerelse foelgende udtalelse fra Gothot et Holleaux i La convention de Bruxelles du 27. septembre 1968, ed. Jupiter, 1985, s. 47 og 48, nr. 86 ... det er ikke mindre sandsynligt, at Domstolen ikke i en enkelt dom kan give en samlet definition af begrebet erstatning uden for kontrakt i artikel 5, nr. 3. Selv hvis man mener, at der kan gives en saadan definition, hvilket er tvivlsomt, risikerer den at foere nye vanskeligheder med sig, fordi den er for abstrakt ... Faellesskabsdefinitionen vil derfor sandsynligvis blive opstillet progressivt, efter en kasuistisk fremgangsmaade og paa bekostning af en uundgaaelig usikkerhed i en vis periode .

(14) - Der vil f.eks. kunne vaere medlemsstater, hvis retssystemer kvalificerer en patients erstatningssoegsmaal mod sin laege for behandlingsskader som et erstatningssoegsmaal uden for kontrakt, og der vil kunne vaere medlemsstater, hvis retssystemer kvalificerer et tilsvarende soegsmaal som et erstatningssoegsmaal inden for kontrakt.

(15) - I den originale version af dommen har denne praemis faaet foelgende udformning: Um eine einheitliche Loesung in allen Mitgliedstaaten zu gewaehrleisten, ist davon auszugehen, dass sich der Begriff unerlaubte Handlung auf alle Klagen bezieht, mit denen eine Schadenshaftung des Beklagten geltend gemacht wird und die nicht an einen Vertrag im Sinne von Artikel 5 Nr. 1 anknuepfen .

(16) - I den franske oversaettelse af dommen benyttes begrebet la responsabilité og i den engelske oversaettelse the liability .

(17) - Schlosser skriver herom i en kommentar til Reichert-I-dommen i IPRax 1/91, s. 30: Den definition Domstolen har givet i Kalfelis-sagen af unerlaubte Handlungen - krav om, at en sagsoegt paalaegges erstatningsansvar - omfatter i hvert tilfaelde ikke omstoedelse (Glaeubigeranfectung). Men det er tvivlsomt, om Domstolen dermed har villet udelukke, at vaernetinget for der unerlaubten Handlung kan anvendes i andre soegsmaal end skadeserstatningssoegsmaal. Dog synes det at vaere saaledes, at man i alle lande anser regler om omstoedelse som specialregler i forhold til reglerne om unerlaubte Handlungen . Den definition, Domstolen har givet af unerlaubte Handlungen , lader sig formentlig kun udvide paa den maade, at den ogsaa omfatter sager, som har til formaal at forhindre, at en skade indtraeder. Definitionen kan ikke udstraekkes til at gaelde alle sager vedroerende Handlungen , som ikke er knyttet til et kontraktbrud, uden at deliktsvaernetinget ville blive givet et uforholdsmaessigt vidt anvendelsesomraade.

(18) - Dom af 11.1.1990 (sag C-220/88, Sml. I, s. 49).

(19) - Jf. herved ogsaa Jenard-rapportens henvisning til, at baggrunden for dette saerlige vaerneting bl.a. er hyppigheden af faerdselsulykker.

(20) - Som ovenfor naevnt kan der anfoeres visse argumenter for, at det er hensigtsmaessigt, at omstoedelsessoegsmaal vedroerende fast ejendom anlaegges ved retten i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende. Men dette er foerst og fremmest grunde, der kan anfoeres for at anvende fast ejendoms vaerneting efter artikel 16, nr. 1. Da Domstolen i Reichert-I-sagen har afvist dette vaerneting, kan disse grunde heller ikke anses for tilstraekkeligt tungtvejende til at begrunde et vaerneting efter artikel 5, nr. 3. Der er i denne sammenhaeng saerlig grund til at naevne praemis 13 i dommen, der har foelgende indhold:

I henhold til nogle medlemsstaters regler om offentliggoerelse af forhold vedroerende faste ejendomme skal der gives offentlig meddelelse om soegsmaal, hvorunder dispositioner vedroerende rettigheder, der er omfattet af reglerne, paastaas omstoedt eller frakendt retsvirkning i forhold til tredjemand, samt om domstolenes afgoerelser i disse sager, men dette kan ikke i sig selv begrunde en enekompetence for domstolene i den kontraherende stat, hvor den faste ejendom, der er genstand for de naevnte rettigheder, er beliggende. Retsbeskyttelsen af tredjemand, som er begrundelsen for et saadant paabud i national ret, kan nemlig om fornoedent sikres ved offentliggoerelse paa den maade og paa det sted, som foreskrives i lovgivningen i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende.

Det er i oevrigt af betydning, at et omstoedelsessoegsmaal som actio pauliana baade kan vedroere fast ejendom og loesoere. Det er for en umiddelbar betragtning vanskeligt at forestille sig, at artikel 5, nr. 3, kan fortolkes forskelligt alt efter om en omstoedelsessag vedroerer fast ejendom eller loesoere. Det er efter min mening klart, at det vil vaere uhensigtsmaessigt at acceptere, at omstoedelsessager vedroerende loesoere kan anlaegges ved vaernetinget efter artikel 5, nr 3, i hvert fald hvis man accepterede, at skadetilfoejelsen var sket paa det sted, hvor loesoeregenstanden maatte befinde sig paa overdragelsestidspunktet og/eller sagsanlaegstidspunktet.

(21) - Domstolen har praeciseret denne fortolkning i Dumez France-sagen, hvor den fastslog: ... vaernetingsreglen i artikel 5, nr. 3, ... kan ikke fortolkes saaledes, at en sagsoeger, som goer gaeldende, at han har lidt et tab, som paastaas at vaere en foelge af den skade, som andre, direkte skadelidte har lidt ved skadetilfoejelsen, efter denne bestemmelse er berettiget til at sagsoege skadevolderen ved retten paa det sted, hvor sagsoegeren selv har konstateret formuetabet (praemis 22).

(22) - Jeg skal undlade en droeftelse af, om en accept af artikel 5, nr. 3, som vaerneting i en omstoedelsessag ogsaa kunne foere til accept af vaerneting ved sagsoegers hjemting. Jeg skal noejes med at naevne, at dommen i Dumez France-sagen viser Domstolens modvilje mod loesninger, der foerer til et saadant resultat i hvert fald i sager, hvor der ikke er tale om person- og tingskader.