61989A0167

DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (TREDJE AFDELING) DEN 7. FEBRUAR 1991. - JAN ROBERT DE RIJK MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - TJENESTEMAEND - FAMILIETILLAEG - NATIONALT TILLAEG AF SAMME ART - FRADRAG - ANVENDELSE AF DEN JUSTEREDE VEKSELKURS FOR OVERFOERSLER. - SAG T-167/89.

Samling af Afgørelser 1991 side II-00091


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

Tjenestemaend - vederlag - familietillaeg - fradrag af tillaeg udbetalt i henhold til en national ordning - bestemmelse af fradragsbeloebet - hensyntagen til justeringskoefficienten i det land, der udbetaler det nationale tillaeg - anvendelse naar denne justeringskoefficient er lavere end den paa tjenestestedet gaeldende - tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 67, stk. 2; vedtaegtens bilag VII, art. 17, stk. 3)

Sammendrag


Ifoelge vedtaegtens artikel 67 om familietillaeg skal de tillaeg af samme art, som modtages fra anden side, saasom et nationalt uddannelsestillaeg, fratraekkes de tillaeg, der betales af institutionen.

Det ranghoejere ligebehandlingsprincip er til hinder for, at man ved fradrag af saadanne tillaeg, med henblik paa at tage hensyn til den faktiske koebekraft, som det nationale tillaeg repraesenterer, justerer dette tillaegsbeloeb med en koefficient, som afspejler forholdet mellem justeringskoefficienten paa tjenestemandens tjenestested og det sted, hvor det nationale tillaeg udbetales og antages at blive brugt, saafremt naevnte forhold udgoer mere end 1. Anvendes en saadan koefficient i naevnte tilfaelde, vil det nemlig medfoere, at en tjenestemand, som oppebaerer et nationalt tillaeg, der skal fratraekkes et tillaeg i henhold til artikel 67, forskelsbehandles i forhold til en tjenestemand, som ikke oppebaerer noget nationalt tillaeg, da der ex officio vil blive anvendt en for foerstnaevnte ugunstig koefficient paa det nationale tillaeg, som skal fradrages hans EF-tillaeg, mens sidstnaevnte kan bevare sine EF-tillaeg ubeskaaret, uanset hvor de forbruges, og saaledes uanset hvilken koebekraft de faktisk repraesenterer.

Dommens præmisser


Faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren, som er nederlandsk statsborger og ansat som tjenestemand ved Kommissionen i Bruxelles, har to boern, for hvem han oppebaerer boernetilskud samt uddannelsestillaeg i henhold til artikel 67 i vedtaegten for tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") og artikel 2 og 3 i vedtaegtens bilag VII. Da det aeldste barn siden sommeren 1987 har vaeret under videregaaende uddannelse i Nederlandene, er der udbetalt dobbelt uddannelsestillaeg for barnet i henhold til artikel 3, stk. 3, andet led, i vedtaegtens bilag VII.

2 Sagsoegeren har paa et tidspunkt afgivet erklaering om, at hans soen siden oktober 1987 har faaet udbetalt et basisstipendium ("basisbeurs") efter nederlandsk lov, hvorefter administrationen i medfoer af bestemmelsen i vedtaegtens artikel 67, stk. 2, skal foretage fradrag for de "tillaeg af samme art, [som tjenestemaendene] faar fra anden side", nedsatte det familietillaeg i henhold til vedtaegten, som hidtil var blevet udbetalt de Rijk, nemlig med et beloeb svarende til det oppebaarne basisstipendium (som udgjorde 605,40 HFL pr. maaned). Dette beloeb blev omregnet til belgiske francs (BFR) efter de til enhver tid gaeldende vekselkurser, jf. vedtaegtens artikel 63, og justeret med en koefficient, der udgjorde forskellen mellem den for hver maaned for Belgien (de Rijk' s tjenestested) gaeldende justeringskoefficient og justeringskoefficienten for Nederlandene. Paa dette grundlag foretog ansaettelsesmyndigheden herefter, ved den anfaegtede afgoerelse af 17. februar 1989, opgoerelsen af de beloeb, der skulle fratraekkes.

3 Som bebudet i den anfaegtede afgoerelse blev det tilbagekraevne beloeb paa 191 614 BFR, hvorefter fradraget i sagsoegerens vederlag, nemlig med 30 000 BFR pr. maaned i hans loen for perioden april til september 1989 (inkl.) og med 11 614 BFR i hans loen for oktober 1989.

4 Ved klage af 16. maj 1989 protesterede sagsoegeren mod den maade, de tilbagekraevne beloeb var beregnet paa, idet han gjorde gaeldende, at det var ulovligt at anvende justeringskoefficienten for Nederlandene paa de beloeb, som skulle tilbagebetales.

5 Da administrationen ikke besvarede sagsoegerens klage, maatte denne anses for stiltiende afslaaet den 16. september 1989.

Retsforhandlinger

6 Sagsoegeren har herefter anlagt sag ved Retten ved staevning, indleveret til Rettens Justitskontor den 18. december 1989 og registreret den foelgende dag. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden at foranstalte bevisoptagelse.

7 Ved en skrivelse fra justitssekretaeren af 19. november 1990 har Retten dog opfordret Kommissionen til inden den 5. januar 1991 at give en skriftlig besvarelse af fem spoergsmaal vedroerende Kommissionens og de oevrige institutioners administrative praksis med hensyn til anvendelsen af vedtaegtens artikel 67, stk. 2.

8 Ved skrivelse, indleveret til Rettens Justitskontor den 4. januar 1991 og registreret den 7. januar 1991, har Kommissionen besvaret Rettens spoergsmaal.

9 Den mundtlige forhandling fandt sted den 17. januar 1991, hvorunder parternes repraesentanter afgav mundtlige indlaeg og besvarede de af Retten stillede spoergsmaal.

Parternes paastande

10 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen fremmes til realitetsbehandling.

- Kommissionens afgoerelse af 17. februar 1989, hvorved sagsoegerens vederlag for oktober 1987 til februar 1989 blev omberegnet, annulleres.

- Om fornoedent annulleres Kommissionens stiltiende afvisning af den klage, sagsoegeren indgav den 16. maj 1989.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Afgoerelsen om sagens omkostninger traeffes i overensstemmelse med reglerne herom.

Formaliteten

11 Kommissionen har i duplikken gjort gaeldende, at sagsoegerens anbringende om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 67, stk. 2, maa afvises fra realitetsbehandling, da det foerst blev gjort gaeldende i replikken og derfor udgoer et nyt anbringende efter betydningen i Domstolens procesreglement, artikel 42, stk. 2. Kommissionen haevder i den forbindelse, at staevningen - modsat klagen og replikken - udelukkende er baseret paa, at vedtaegtens artikel 67, stk. 4, er tilsidesat.

12 Retten skal bemaerke, at Kommissionens formalitetsindsigelse hviler paa en urigtig opfattelse af det reelle indhold i de argumenter, sagsoegeren har fremfoert i staevningen. Heri baseres det foerste anbringende nemlig paa, at vedtaegtens artikel 67 som helhed er tilsidesat, og det anfoeres, at "tvisten angaar artikel 67, stk. 2". Vedtaegtens artikel 67, stk. 4, har sagsoegeren blot naevnt, fordi han bestrider, at bestemmelsen finder anvendelse i denne sag, eftersom vedtaegtens familietillaeg udbetales til sagsoegeren og ikke til en anden.

13 Formalitetsindsigelsen kan derfor ikke tages til foelge.

Realiteten

14 Sagsoegeren har i sagen fremfoert to anbringender, nemlig at der foreligger en tilsidesaettelse af, for det foerste vedtaegtens artikel 67 og for det andet af henholdsvis princippet om ligebehandling af EF' s tjenestemaend og princippet om god forvaltning. Disse anbringender stoettes til dels paa de samme argumenter.

15 Sagsoegeren anfoerer i forbindelse med sit foerste anbringende, at vedtaegten ikke indeholder fornoedent retsgrundlag for den anfaegtede afgoerelse, for saa vidt som Kommissionen anvender en koefficient paa det basisstipendiumbeloeb, der skal fratraekkes sagsoegerens boernetilskud og uddannelsestillaeg som EF-ansat, og herved tager hensyn til den for Nederlandene gaeldende justeringskoefficient. Ifoelge sagsoegeren indeholder vedtaegtens artikel 67, stk. 2, i medfoer af hvilken basisstipendiet blev fratrukket, ingen forskrift om, at de tillaeg af samme art som familietillaeg, der skal fradrages, skal justeres med en koefficient. I mangel af en saadan forskrift skal man efter sagsoegerens opfattelse derimod anvende hovedreglen i vedtaegtens artikel 64, stk. 1, hvorefter tjenestemandens vederlag, som ifoelge artikel 62 ogsaa omfatter familietillaeggene, skal justeres med en koefficient afhaengig af levevilkaarene paa de forskellige tjenestesteder. Heraf foelger efter sagsoegerens opfattelse, at de vedtaegtsbestemmelser, som foreskriver anvendt en anden justeringskoefficient end den paa tjenestestedet gaeldende, udgoer undtagelser fra hovedreglen, hvorfor de maa fortolkes indskraenkende. Selve den omstaendighed, at der findes saadanne undtagelsesbestemmelser, er endvidere efter sagsoegerens opfattelse en demonstration af, at EF-lovgiver har fastsat udtrykkelige bestemmelser herom, naar lovgiver har oensket at fravige hovedreglen.

16 I forbindelse med det andet anbringende anfoerer sagsoegeren, at han forskelsbehandles i forhold til de tjenestemaend, som ikke oppebaerer noget nationalt tillaeg af samme art som familietillaeggene, da der ikke anvendes nogen koefficient paa den del af disses EF-familietillaeg, som svarer til det nationale tillaeg, selv om de paagaeldende tjenestemaends boern studerer i en anden medlemsstat.

17 Kommissionen erkender, at vedtaegtens artikel 67, stk. 2, ikke indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse om, at der paa de nationale tillaeg, som er af samme art som vedtaegtens familietillaeg, og som skal fradrages disse, skal anvendes en koefficient, hvorved der tages hensyn til justeringskoefficienten i det land, hvor tillaegget udbetales og forbruges. Artikel 67, stk. 2, indeholder imidlertid heller ikke noget forbud mod at anvende en saadan koefficient paa de EF-ansattes familietillaeg. Af denne grund finder Kommissionen, at den var berettiget til at stoette sin afgoerelse paa vedtaegtens artikel 67, stk. 2, fortolket paa grundlag af princippet om, at EF' s tjenestemaend skal behandles lige, uanset hvor de har tjenestested, et princip, der er fastslaaet at gaelde som en retsgrundsaetning af hoejere rang i forholdet mellem EF-institutionerne og deres ansatte (jf. Domstolens dom af 31.5.1979, sag 156/78, Newth mod Kommissionen, Sml. s. 1941). I den forbindelse henviser Kommissionen til Domstolens praksis (jf. den netop naevnte dom af 31.5.1979 samt dom af 20.3.1984, forenede sager 75/82 og 117/82, Razzouk og Beydoun mod Kommissionen, Sml. s. 1509), hvorefter der paahviler administrationen pligt til at give denne retsgrundsaetning forrang for selv udtrykkelige og klare vedtaegtsbestemmelser, saafremt disse indebaerer en forskelsbehandling. Dette boer efter Kommissionens opfattelse gaelde saa meget mere, hvis administrationen staar over for en neutral retsforskrift, som kan fortolkes paa to forskellige maader, hvoraf den ene er i overensstemmelse med og den anden i strid med ligebehandlingsprincippet.

18 Videre anfoerer Kommissionen, at selve den omstaendighed, at der findes udtrykkelige vedtaegtsbestemmelser om anvendelse af en anden koefficient end justeringskoefficienten paa tjenestestedet, udgoer et bevis for, at der i forholdet mellem EF-institutionerne og deres ansatte gaelder et lighedsprincip af hoejere rang.

19 Kommissionen anfoerer, at det i henseende til den faktiske koebekraft af tjenestemaends vederlag vil indebaere en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling af de tjenestemaend, som er ansat paa forskellige tjenestesteder, saafremt Kommissionen undlod at anvende den koefficient, som sagsoegeren anfaegter under sagen. Kommissionen har i sit skriftlige svar paa Rettens spoergsmaal gjort gaeldende, at denne koefficient reelt ikke er andet end den i artikel 17, stk. 3, i vedtaegtens bilag VII omhandlede kurs, som anvendes ved overfoersler af en del af vederlaget til andre lande end tjenestestedet. Da man efter Kommissionens opfattelse maa antage, at en hvilken som helst ydelse er beregnet under hensyn til leveomkostningerne i udbetalingslandet, saadan som disse fremgaar af justeringskoefficienten for dette land, boer man ogsaa, for at sikre ligebehandlingen i henseende til ydelsens faktiske koebekraft paa det sted, hvor beloebet gives ud, bringe en koefficient for overfoerselskursen i anvendelse, da denne goer det muligt at konvertere den koebekraft, som en bestemt ydelse repraesenterer paa et andet sted end tjenestestedet, til den koebekraft, som ydelsen repraesenterer paa tjenestestedet.

20 Kommissionen er derfor af den opfattelse, at det ville have medfoert en forskelsbehandling, saafremt den havde undladt at anvende en koefficient for overfoerselskursen paa det basisstipendium, som sagsoegerens soen har faaet udbetalt i Nederlandene (sagsoegeren selv er ansat i Bruxelles) for at tage hensyn til den koebekraft, som dette stipendium repraesenterede i Nederlandene. Herved ville den nemlig have skabt en forskelsbehandling i henseende til ydelsens koebekraft mellem, paa den ene side, en tjenestemand, der, som sagsoegeren, forbruger ydelsen i et land, hvor leveomkostningerne er lave, og, paa den anden side, en tjenestemand (f.eks. en dansker), hvis soen oppebaerer en ydelse af samme stoerrelse i Danmark (hvor justeringskoefficienten paa det relevante tidspunkt var 129,2) og ogsaa giver den ud dér.

21 Kommissionen er foelgelig af den opfattelse, at den metode, som er lagt til grund for den anfaegtede afgoerelse, sikrer en fuldstaendig ligebehandling af EF' s tjenestemaend, uanset deres tjenestested eller det sted, hvor barnet studerer og oppebaerer et nationalt tillaeg.

22 Endvidere anfoerer Kommissionen, at der ikke er sket nogen tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, saaledes som sagsoegeren har haevdet med sit andet anbringende. Sagsoegeren, som oppebaerer et nationalt tillaeg, befinder sig nemlig ikke i den samme eller en lignende situation som de tjenestemaend, der ikke oppebaerer et nationalt tillaeg, og kan derfor ikke goere krav paa samme behandling. Desuden kan den anfoerte forskel i de to tjenestemandsgruppers faktiske situation ikke tilskrives Kommissionen, men maa tilskrives enten de tjenestemaend, som ikke ansoeger om de nationale tillaeg, de har krav paa, eller de medlemsstater, som ikke har indfoert en saadan form for tillaeg. Under den mundtlige forhandling har Kommissionen naermere anfoert, at den metode, som blev anvendt i sagsoegerens tilfaelde, ikke kunne medfoere nogen forskelsbehandling mellem tjenestemaend, som oppebaerer, henholdsvis ikke oppebaerer et nationalt tillaeg, da de sidstnaevnte, som oppebaerer tjenestemandsvedtaegtens tillaeg ubeskaaret, kan drage fordel af den overfoerselskurs, som fastsaettes i medfoer af artikel 17, stk. 3, i vedtaegtens bilag VII, hvilket giver dem mulighed for at tilpasse deres EF-tillaeg til leveomkostningerne paa det sted, hvor barnet bruger pengene.

23 Retten bemaerker for det foerste, at det fremgaar af Domstolens praksis (jf. foernaevnte dom af 31.5.1979, sag 156/78, Newth, praemis 13), at en vedtaegtsbestemmelse skal fortolkes paa en saadan maade, at der i de tilfaelde, hvor dens anvendelse kan indebaere tilsidesaettelse af en retsregel af hoejere rang, paahviler ansaettelsesmyndigheden en forpligtelse til at se bort fra bestemmelsen. Det maa derfor undersoeges, om det, uden at der i vedtaegten er krav herom, i kraft af ligebehandlingsprincippet som en ranghoejere retsgrundsaetning var paakraevet at bringe en koefficient - svarende til overfoerselskursen i artikel 17, stk. 3, i vedtaegtens bilag VII - i anvendelse paa et nationalt tillaeg af samme art som de EF-familietillaeg, der afkortes i medfoer af vedtaegtens artikel 67, stk. 2. Spoergsmaalet er saaledes, om den af Kommissionen anvendte metode i alle tilfaelde vil indebaere en garanti for en lige behandling, saaledes som det haevdes af Kommissionen.

24 Retten kan herom fastslaa, at den af Kommissionen anvendte metode goer det muligt at sikre, at samtlige tjenestemaend, uanset om de oppebaerer et nationalt tillaeg eller ej, behandles lige i henseende til den paagaeldende ydelses koebekraft, saafremt justeringskoefficienten paa tjenestestedet er lavere end justeringskoefficienten paa det sted, hvor udgifterne afholdes. I dette tilfaelde er Kommissionens metode nemlig fordelagtig for de tjenestemaend, som oppebaerer et nationalt tillaeg af samme art som familietillaeg for EF-ansatte, da det nationale tillaeg forbruges i et land, hvor leveomkostningerne er hoejere end paa tjenestestedet, og dermed vil have en ringere koebekraft end paa tjenestestedet, hvorfor det beloeb, hvormed EF-tillaeggene afkortes, er lavere end det nationale tillaegs nominelle beloeb. De tjenestemaend, som ikke oppebaerer et nationalt tillaeg af samme art, vil, som anfoert af Kommissionen under den mundtlige forhandling, kunne benytte den overfoerselskurs, som er fastsat i artikel 17 i vedtaegtens bilag VII, og derigennem faa udbetalt et stoerre EF-tillaeg paa det sted, hvor barnet studerer, fordi leveomkostningerne dér er hoejere end paa tjenestestedet.

25 En tjenestemand, som er ansat i Belgien (hvor justeringskoefficienten er 100), og som eksempelvis oppebaerer og forbruger et tillaeg paa 250 ECU i Danmark (hvor justeringskoefficienten paa det relevante tidspunkt var paa 129,2), der er af samme art som familietillaeggene, vil saaledes faa fratrukket et beloeb paa 193,49845 ECU (250 x (100 : 129,2)), hvorimod han, hvis ikke han havde oppebaaret et nationalt tillaeg af samme art, kunne have raadet over dette beloeb, og overfoert det fra Belgien til Danmark under anvendelse af den gaeldende overfoerselskurs, hvorved han ville have haft et beloeb til raadighed i Danmark paa 250 ECU (193,49845 x (129,2 : 100)) svarende til det beloeb, som det nationale tillaeg udgoer.

26 I et tilfaelde som det foreliggende vil den af Kommissionen anvendte metode derimod ikke - hvilket Kommissionen da ogsaa har erkendt under den mundtlige forhandling - sikre en lige behandling i henseende til den paagaeldende ydelses faktiske koebekraft, mellem de tjenestemaend, som oppebaerer, henholdsvis ikke oppebaerer familietillaeg af samme art - og i saa fald heller ikke mellem de tjenestemaend, som oppebaerer nationale tillaeg af forskellig stoerrelse - saafremt justeringskoefficienten er hoejere paa tjenestestedet end paa udgiftsstedet. I dette tilfaelde er Kommissionens metode nemlig til ugunst for de tjenestemaend, som oppebaerer et nationalt tillaeg af samme art, da dette forbruges i et land, hvor leveomkostningerne er lavere end paa tjenestestedet, hvorfor det vil have en stoerre koebekraft end paa tjenestestedet, hvorved afkortningen i familietillaegget bliver stoerre end det nominelle beloeb, som det nationale tillaeg udgoer. De tjenestemaend, der ikke oppebaerer noget nationalt tillaeg, og som derfor faar udbetalt det fulde beloeb i familietillaeg, vil derimod kunne bevare dette ubeskaaret. Som Kommissionen har erkendt under den mundtlige forhandling, vil dette beloeb nemlig ikke blive justeret med en anden koefficient end den paa tjenestestedet gaeldende, idet det er valgfrit for en tjenestemand, om han vil udnytte ordningen med overfoerselskursen i henhold til artikel 17 i vedtaegtens bilag VII. Konsekvensen af denne valgfrihed er, at tjenestemaend kun goer brug af overfoerselskursen, naar dette er til deres fordel, nemlig i de tilfaelde, hvor justeringskoefficienten er lavere paa tjenestestedet end paa det sted, hvortil pengene overfoeres og forbruges.

27 Saaledes vil en tjenestemand, der som sagsoegeren har tjenestested i Belgien (hvor justeringskoefficienten er 100), og eksempelvis oppebaerer og forbruger et tillaeg paa 250 ECU i Nederlandene (hvor justeringskoefficienten er 91), der er af samme art som familietillaeggene, faa fratrukket et beloeb paa 274,72527 ECU (250 x (100 : 91)), svarende til den koebekraft, som det i Nederlandene udbetalte nationale tillaeg repraesenterer paa tjenestestedet; hvis den paagaeldende ikke havde oppebaaret et nationalt tillaeg af samme art, ville han have haft dette beloeb til raadighed i Belgien, men kunne have overfoert det til Nederlandene paa en af de herfor eksisterende maader uden at benytte den fakultative ordning med den saerlige overfoerselskurs, hvorved han kunne have raadet over et beloeb i Nederlandene paa 274,72527 ECU og dermed et stoerre beloeb end det nationale tillaeg paa 250 ECU. I relation til sidstnaevnte situation bemaerkes, at der ikke efter artikel 3, stk. 3, andet led, i vedtaegtens bilag VII tages hensyn til, paa hvilket sted EF' s uddannelsestillaeg forbruges, og ikke skal anvendes en anden justeringskoefficient paa dette tillaeg end den, der gaelder paa tjenestestedet, selv om det er officielt fastslaaet, at dette sted er forskelligt fra tjenestestedet.

28 Endvidere bemaerkes, at Kommissionens metode alene er begrundet i ligebehandlingsprincippet, saafremt stedet for udbetalingen af det nationale tillaeg (altsaa det tillaeg, som er af samme art som familietillaeggene) falder sammen med det sted, hvor tillaegget forbruges. I sit skriftlige svar paa Rettens spoergsmaal og under den mundtlige forhandling har Kommissionen erkendt, at dens opfattelse bygger paa denne forudsaetning, og at den fortsat anvender den koefficient, der svarer til overfoerselskursen, og herved tager hensyn til justeringskoefficienten paa det sted, hvor det nationale tillaeg udbetales, selv om det er officielt fastslaaet, at det ikke er det samme sted som forbrugsstedet.

29 Det foelger efter Rettens opfattelse af det anfoerte, at Kommissionen ikke kan paaberaabe sig princippet om ligebehandling af EF' s tjenestemaend i henseende til det nationale tillaegs faktiske koebekraft, idet Kommissionen udelukkende tager hensyn til det sted, hvor det nationale tillaeg udbetales, uanset paa hvilket sted det forbruges, og uanset hvilken koebekraft det faktisk repraesenterer for de paagaeldende tjenestemaend.

30 Retten skal endelig supplerende bemaerke, som Kommissionen selv har oplyst i sit skriftlige svar paa Rettens spoergsmaal, at Kommissionen kun har anvendt den anfaegtede ordning siden oktober 1987. Ordningen anvendes dog ogsaa af Domstolen, Europa-Parlamentet og Revisionsretten, men ikke af Raadet, der ikke anvender nogen justeringskoefficient paa nationale tillaeg af samme art som EF-institutionernes tillaeg, der udbetales i en anden medlemsstat end tjenestestedet.

31 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at bestemmelsen i den anfaegtede afgoerelse om anvendelse af den koefficient, som svarer til overfoerselskursen, der er fastsat i henhold til artikel 17, stk. 3, i vedtaegtens bilag VII, ikke har hjemmel i vedtaegten og heller ikke grundlag i den retsgrundsaetning af hoejere rang, som ligebehandlingsprincippet udgoer. Afgoerelsen maa herefter annulleres, uden at det er noedvendigt at undersoege de oevrige argumenter, som er anfoert i forbindelse med det andet anbringende.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

32 I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som finder tilsvarende anvendelse paa retsforhandlinger ved Retten, doemmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, boer den betale sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Kommissionens afgoerelse annulleres.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.