61989A0020

++++

1. Tjenestemaend - soegsmaal - retlig interesse - annullationssoegsmaal mod udnaevnelse af en anden tjenestemand - sagsoegeren pensioneret under retsforhandlingerne - afvisning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

2. Tjenestemaend - ansaettelse - anvendelse af vedtaegtens artikel 29, stk. 2 - valg blandt ansoegerne - ansaettelsesmyndighedens skoen - Rettens proevelsesret - graenser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 29, stk. 2)

3. Tjenestemaend - ansaettelse - anvendelse af vedtaegtens artikel 29, stk. 2 - et raadgivende organs hoering af chefen for tjenestegrenen, en ansoegers overordnede, vedroerende de for stillingen kraevede kvalifikationer - hoering uden ansoegerens tilstedevaerelse - tilsidesaettelse af princippet om retten til kontradiktion - ingen tilsidesaettelse

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 29, stk. 2)

4. Tjenestemaend - ansaettelse - betingelser - statsborgerskab i en af medlemsstaterne - besiddelse paa datoen for tiltraedelsen af tjenesten

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 27 og 28)

5. Tjenestemaend - ansaettelse - ledig stilling - besaettelse - udnaevnelse af en ansoeger der ikke var ansat ved Faellesskabets institutioner - tilsidesaettelse af omsorgspligten - ingen tilsidesaettelse

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 29)

6. Tjenestemaend - bedoemmelse - bedoemmelsesrapport - udfaerdigelse - forsinkelse - forsinkelse kan delvis tilregnes tjenestemanden

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 43)

1. En pensioneret tjenestemand kan kun anlaegge annullationssoegsmaal i henhold til tjenestemandsvedtaegtens artikel 91, saafremt han har en personlig interesse i den anfaegtede akts annullation. Dette er ikke tilfaeldet, naar soegsmaalet principalt tilsigter annullation af udnaevnelsen af en anden ansoeger til en stilling, som han ikke laengere kan goere krav paa udnaevnelse til.

2. Ansaettelsesmyndigheden raader, naar den besaetter en stilling i loenklasse A2 under anvendelse af tjenestemandsvedtaegtens artikel 29, stk. 2, over et vidt skoen ved sammenligningen af ansoegernes fortjenester og ved vurderingen af tjenestens interesser. Rettens kontrol maa derfor begraenses til det spoergsmaal, om den naevnte myndighed i betragtning af de synspunkter, som den har stoettet sin vurdering paa, har holdt sig inden for rimelige graenser og ikke har udoevet sit skoen aabenbart fejlagtigt eller til uvedkommende formaal.

3. Det udgoer ikke en tilsidesaettelse af princippet om retten til kontradiktion, at et raadgivende udvalg, der - under en procedure til besaettelse af en stilling i loenklasse A2 i medfoer af tjenestemandsvedtaegtens artikel 29, stk. 2 - skal gennemgaa ansoegningerne med henblik paa at faa praeciseret de kvalifikationer, som kraeves af indehaveren af stillingen, uden ansoegerens tilstedevaerelse hoerer den generaldirektoer, som stillingen henhoerer under, og som er vedkommende ansoegers overordnede.

4 En afgoerelse om at udnaevne en tjenestemand, der er foedt i en medlemsstat, og som har statsborgerskab i et tredjeland, men som har generhvervet statsborgerskabet i en af medlemsstaterne inden tiltraedelsen af tjenesten, udgoer ikke en tilsidesaettelse af tjenestemandsvedtaegtens artikler 27 og 28.

5. Den omstaendighed, at en tjenestemand, der er ansoeger til en ledig stilling, er blevet vraget til fordel for en ansoeger, der ikke var ansat ved Faellesskabets institutioner, og som var yngre end ham selv, kan ikke i sig selv begrunde, at der foreligger en tilsidesaettelse af den omsorgs- og loyalitetspligt, der paahviler administrationen.

6. En tjenestemand kan ikke klage over den forsinkede udfaerdigelse af en bedoemmelse og paa dette grundlag paaberaabe sig et ikke-oekonomisk tab, naar forsinkelsen i hvert fald delvis kan tilregnes ham selv, eller naar han i betydelig grad har medvirket hertil.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren var indtil udgangen af januar 1990, da han blev pensioneret, tjenestemand i loenklasse A3 ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, hvor han beklaedte en stiling som kontorchef i Generaldirektorat XVIII (Laan og Investering). Sagsoegeren indgav ansoegning vedroerende en stilling i loenklasse A2 som direktoer for Direktoratet Investeringer og Laangivning i det naevnte generaldirektorat (meddelelse om ledig stilling KOM/24/86).

2 I udtalelse 17/86 af 22. april 1986 fremfoerte Kommissionens Raadgivende Udvalg vedroerende udnaevnelse i stillinger i loenklasserne A2 og A3 (herefter benaevnt Det Raadgivende Udvalg), der var blevet forelagt ansoegningerne fra sagsoegeren og en anden tjenestemand ved Kommissionen, den opfattelse, at ingen af ansoegerne var i besiddelse af alle de kraevede kvalifikationer.

3 Under sit moede den 30. april 1986 gennemgik Kommissionen i henhold til artikel 29, stk. 1, litra a), i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt vedtaegten) - der vedroerer besaettelse af ledige stillinger ved forfremmelse eller forflyttelse inden for institutionen - de to foreliggende ansoegninger og besluttede ikke at besaette den ledige stilling.

4 Kommissionen besluttede dernaest at anvende vedtaegtens artikel 29, stk. 2, hvorefter ansaettelsesmyndigheden ved ansaettelse af tjenestemaend i loenklasserne A1 og A2 kan anvende en anden ansaettelsesprocedure end den i artikel 29, stk. 1, foreskrevne.

5 Under sit moede den 27. juni 1986 fandt Det Raadgivende Udvalg, at den ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 2, der var indgivet af Dieter Engel - der paa davaerende tidspunkt ikke var tjenestemand ved De Europaeiske Faellesskaber - skulle tages i betragtning. Den 2. juli 1986 udnaevnte Kommissionen Engel, der paa davaerende tidspunkt var canadisk statsborger, til den ledige stilling efter at have foretaget en sammenligning af de tre foreliggende ansoegninger. Den 14. juli 1986 gav kommissionsmedlem Matutes, der var ansvarlig for udnaevnelser inden for Generaldirektorat XVIII, sagsoegeren meddelelse om denne afgoerelse.

6 Ved skrivelse af 13. oktober 1986 indbragte sagsoegeren en klage, hvori han kraevede annullation af afgoerelsen om udnaevnelse af Engel til den omhandlede stilling. Kommissionen afviste klagen ved afgoerelse af 7. maj 1987.

Retsforhandlinger

7 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 12. august 1987, har sagsoegeren anlagt denne sag mod Kommissionen med paastand dels om annullation af Kommissionens afgoerelse af 2. juli 1986 om udnaevnelse af Engel og afgoerelsen om afvisning af hans klage over denne udnaevnelse, dels om erstatning for oekonomisk og ikke-oekonomisk skade, som han haevder at have lidt.

8 Den skriftlige forhandling har fundet sted for Domstolen. Denne har ved kendelse af 15. november 1989 hjemvist sagen til Retten i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans.

9 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

10 Den mundtlige forhandling fandt sted den 8. maj 1990. Parternes advokater har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten.

11 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Retten anordner straks fremlaeggelse af bestemte dokumenter.

- Sagen antages til realitetsbehandling.

- Der gives sagsoegeren medhold.

- Afgoerelsen vedroerende klagen annulleres.

- Udnaevnelsen af Engel kendes ulovlig.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

- Kommissionen tilpligtes at yde erstatning for oekonomisk og ikke-oekonomisk skade.

12 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Annullationspaastandene

13 Sagen, der er anlagt i henhold til vedtaegtens artikler 90 og 91, er i foerste raekke rettet mod sagsoegtes afgoerelse af 2. juli 1986 om at udnaevne en anden person end sagsoegeren til en stilling i loenklasse A2, og mod sagsoegtes afgoerelse af 7. maj 1987, hvorved sagsoegerens klage af 13. oktober 1986 afvistes.

14 Sagsoegte har under retsmoedet den 8. maj 1990 anfoert, at sagsoegeren er blevet pensioneret efter afslutningen af den skriftlige forhandling. Sagsoegte har under henvisning til Domstolens praksis gjort gaeldende, at sagsoegeren derfor ikke laengere har nogen retlig interesse i at kraeve annullation af udnaevnelsen af en anden ansoeger.

15 Ifoelge Domstolens faste praksis kan en tjenestemand eller tidligere tjenestemand kun anlaegge sag i henhold til vedtaegtens artikler 90 og 91 med paastand om annullation af en afgoerelse fra ansaettelsesmyndigheden vedroerende en udnaevnelse, saafremt han har en personlig interesse i den anfaegtede akts annullation (jf. Domstolens domme af 29.10.1975, Marenco m.fl. mod Kommissionen, 81/74-88/74, Sml. s. 1247, af 30.5.1984, Picciolo mod Parlamentet, 111/83, Sml. s. 2323, og af 10.3.1989, Del Plato mod Kommissionen, 126/87, Sml. s. 643).

16 Sagsoegeren har under retsmoedet bekraeftet, at han for nylig er blevet pensioneret efter at have naaet aldersgraensen paa 65 aar, hvilket ogsaa fremgaar af akterne vedroerende ham, der er blevet oversendt til Retten i medfoer af vedtaegtens artikel 26, sidste afsnit. Han kan derfor ikke laengere goere krav paa udnaevnelse til den omtvistede stilling, da han ikke laengere er tilknyttet den institution, hvori den stilling, som blev besat ved den anfaegtede afgoerelse, var ledig. Foelgelig har sagsoegeren ikke laengere nogen legitim interesse i annullation af udnaevnelsen af den ansoeger, der er blevet ansat i stillingen.

17 Sagsoegerens annullationspaastande kan derfor ikke realitetsbehandles.

Paastandene om erstatning for oekonomisk skade

18 Selv om sagsoegeren er blevet pensioneret under retsforhandlingerne for Retten, saaledes at han ikke laengere kan goere krav gaeldende med hensyn til den omtvistede stilling og derfor ikke laengere har en legitim interesse i annullation af udnaevnelsen af Engel, har han dog fortsat interesse i at kraeve, at der bliver truffet afgoerelse om denne udnaevnelse i forbindelse med en paastand om erstatning for den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, han mener at have lidt paa grund af sagsoegtes adfaerd.

19 Sagsoegerens erstatningspaastand forudsaetter, at han godtgoer, at den sagsoegte institution har begaaet en tjenstlig fejl, at der faktisk er opstaaet en bestemt og maalelig skade, samt at der er aarsagsforbindelse mellem den tjenstlige fejl og den paaberaabte skade. Det maa derfor i foerste raekke undersoeges, om ansaettelsesmyndigheden har begaaet en tjenstlig fejl ved udnaevnelsen af Engel, og derefter om sagsoegeren har fremfoert anbringender, der godtgoer, at denne udnaevnelse er ulovlig.

Anbringendet om en tjenstlig fejl som foelge af et fejlskoen eller magtmisbrug

20 Sagsoegeren har anfoert, at meddelelsen om ledig stilling "noeje" svarede til hans karrieremaessige erfaring og arbejdsomraade. Han finder det uforstaaeligt, at Det Raadgivende Udvalg kunne udtale, at han ikke var i besiddelse af "alle de kraevede kvalifikationer".

21 Han har endvidere anfoert, at hans kvalifikationer (faglige kundskaber og faglig erfaring) var meget stoerre end de kvalifikationer, som den af Kommissionen i sidste ende udnaevnte ansoeger var i besiddelse af. Han har herved henvist til sine otte aars tjeneste som kontorchef for kontoret "Laangivning" samt sine kontakter til virksomheder inden for kul- og staalindustrien og til Kommissionens tjenestegrene. Derimod har den udnaevnte ansoeger efter en kort periode som meddirektoer for en i Luxembourg oprettet bank, der blev oploest nogle faa aar senere, kun vaeret en "simpel afdelingschef" i en tysk bank med ansvar for "investment-banking-opgaver i Asien". Ifoelge sagsoegeren taler alle disse momenter for, at Det Raadgivende Udvalg og senere Kommissionen har begaaet en skoensfejl eller magtmisbrug.

22 Ifoelge sagsoegeren beror skoensfejlen paa, at Det Raadgivende Udvalg trods de individuelle akters ufuldstaendige karakter paa grund af manglende bedoemmelser for perioderne 1973-1975, 1975-1977 og 1983-1985, kun har hoert sagsoegerens generaldirektoer, men ikke ham selv, og derfor muligvis har faaet urigtige oplysninger. Hvad angaar magtmisbruget, maa der rejses det spoergsmaal, om sagsoegerens overordnede ikke har fremmet hans "heldige" medansoegers ansoegning, og om det "virkelig er de i meddelelsen om ledig stilling kraevede kundskaber og faglige erfaring, der har vaeret afgoerende", eller om det ikke "i foerste raekke var afgoerende at have vaeret kollega" til en af de overordnede og "allerede ved ansaettelsen (og derfor ogsaa tidligere) at vaere dus med ham og derfor vaere taknemmelig over for ham paa grund af karrieren".

23 Sagsoegeren har anmodet Retten om at maatte foere bevis for disse anbringender i form af, at Retten paalaegger sagsoegte at fremlaegge en raekke dokumenter. Efter at Kommissionen har fremlagt flere af de dokumenter, som han har kraevet, nemlig moedereferaterne fra Det Raadgivende Udvalgs moeder af 22. april og 27. juni 1986 om de forskellige ansoegninger samt det "saerlige" moedereferat fra Kommissionens moede af 2. juli 1986, har sagsoegeren anfoert, at de er ufuldstaendige. Han har anfoert, at han maa vide, hvad hans generaldirektoer har udtalt om ham for Det Raadgivende Udvalg, og at det kontradiktoriske princip er blevet tilsidesat under den procedure, som Udvalget har fulgt. Der findes imidlertid intet herom i moedereferaterne, lige saa lidt som der er angivet navnene paa deltagerne eller nogen som helst begrundelse for udvalgets udtalelse. Det saerlige moedereferat fra Kommissionens moede angiver alene, at Kommissionen har fulgt Det Raadgivende Udvalgs udtalelse. Der er navnlig ikke omtalt den omstaendighed, at den udnaevnte ansoeger ikke var statsborger i en af medlemsstaterne paa tidspunktet for udnaevnelsen.

24 Sagsoegeren har gentaget sit krav om fremlaeggelse af akterne vedroerende og ansoegningen fra hans medansoeger samt en skrivelse, der "kan skade hans omdoemme i tjenesten". Ifoelge denne skrivelse, der er blevet naevnt over for sagsoegeren under en samtale, var han ved ansaettelsen blevet staerkt favoriseret af en tidligere naestformand i Kommissionen, hvilket nogle aar senere gav anledning til en generaldirektoers fratraeden. Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen ved ikke at have meddelt ham disse dokumenter tilsidesat princippet om forvaltningsakters gennemskuelighed samt dens pligt til at udvise loyalitet og redelighed.

25 Kommissionen har heroverfor anfoert, at ifoelge Domstolens faste praksis raader ansaettelsesmyndigheden ved sammenligningen af ansoegernes fortjenster over et vidt skoen, og at dens afgoerelse af, om en ansoeger opfylder de kraevede betingelser, kun kan anfaegtes, naar der foreligger en aabenbar vildfarelse. Kommissionen har understreget, at sagsoegeren i det vaesentlige kun har gjort gaeldende, at hans medansoeger havde en ringere praktisk erfaring end ham selv. Det tilkommer imidlertid ansaettelsesmyndigheden at afgoere, om der ved udnaevnelsen til en bestemt stilling skal laegges mere vaegt paa teoretiske kundskaber og evnen til at udoeve bestemte funktioner, saasom ledelsesfunktioner, end paa praktiske erfaringer.

26 Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at sagsoegerens oplysninger om hans generaldirektoers eventuelle bekendtskab med den udnaevnte ansoeger ikke goer det muligt at fastslaa en skoensfejl, der kan sidestilles med en retsstridig forskelsbehandling, eller at konstatere, at den anfaegtede udnaevnelse er en foelge af den negative holdning, som sagsoegerens overordnede har indtaget over for ham.

27 Kommissionen har understreget, at den udnaevnte ansoeger "var og er saerligt egnet til at beklaede den omtvistede stilling", og at "der ikke foreligger noget holdepunkt for, at ansaettelsesmyndigheden skulle have gjort sig skyldig i et aabenbart fejlskoen ved bedoemmelsen af sagsoegerens kvalifikationer og egnethed i forhold til de andre ansoegeres kvalifikationer og egnethed". Sagsoegeren har ikke fremfoert noget som helst bevis for, at ansaettelsesmyndigheden i det foreliggende tilfaelde har begaaet en aabenbar fejltagelse.

28 Over for sagsoegerens paastand om fremlaeggelse af bestemte dokumenter har Kommissionen indvendt, dels at den ikke er befoejet til at fremlaegge akter vedroerende enkelte tjenestemaend, dels at sagsoegeren ikke har godtgjort eksistensen af en skrivelse vedroerende ham, som kan skade hans omdoemme i tjenesten. I oevrigt er ansaettelsesmyndigheden ikke forpligtet til at begrunde sine afgoerelser om udnaevnelse. Hvad angaar paastanden om fremlaeggelse af den udnaevnte ansoegers akter og ansoegning, har Kommissionen tilfoejet, at denne paastand, modsat det af sagsoegeren fremfoerte, foerst er blevet nedlagt i replikken, og derfor maa forkastes som for sent fremsat.

29 Retten henviser til, at den omtvistede stilling var en stilling i loenklasse A2 (direktoer). Som sagsoegte med rette har anfoert, raader ansaettelsesmyndigheden over et vidt skoen ved sammenligningen af fortjenesterne hos ansoegerne til en saadan stilling, der er forbundet med stort ansvar, og ved vurderingen af tjenestens interesser. Rettens kontrol maa derfor begraenses til det spoergsmaal, om administrationen i betragtning af de synspunkter, som den har stoettet sin vurdering paa, har holdt sig inden for rimelige graenser ved afslutningen af en procedure, der ikke er forbundet med uregelmaessigheder, og ikke har udoevet sit skoen aabenbart fejlagtigt eller til uvedkommende formaal (jf. navnlig Domstolens domme af 4.2.1987, Bouteiller mod Kommissionen, 324/85, Sml. s. 529, og af 15.3.1989, Bevan mod Kommissionen, 140/87, Sml. s. 701).

30 Det fremgaar af sagen, at sagsoegeren og en anden tjenestemand efter offentliggoerelsen af stillingsopslaget vedroerende den omtvistede stilling, indgav ansoegning til stillingen. Inden for rammerne af proceduren i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra a), gennemgik Kommissionens Raadgivende Udvalg vedroerende udnaevnelse i stillinger i loenklasserne A2 og A3 ansoegernes akter. Udvalget fremfoerte efter at have hoert generaldirektoeren for Generaldirektoratet for Laan og Investering, der paa grundlag af meddelelsen om ledig stilling praeciserede de kvalifikationer, som kraevedes af indehaveren af den stilling, der skulle besaettes, den opfattelse, at ansoegerne ikke raadede over alle de kraevede kvalifikationer. Efter at Kommissionen ligeledes havde gennemgaaet ansoegningerne, besluttede den ikke at besaette den ledige stilling og at anvende proceduren i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 2, for at muliggoere ansoegninger fra eksterne ansoegere. Efter fornyet hoering af generaldirektoeren naaede Det Raadgivende Udvalg til den opfattelse, at Engels' s ansoegning skulle tages i betragtning. Efter en sammenligning af de tre foreliggende ansoegninger besluttede Kommissionen at besaette den ledige stilling paa grundlag af vedtaegtens artikel 29, stk. 2, ved udnaevnelse af Engel.

31 Mht. spoergsmaalet om, hvorvidt den procedure, som Det Raadgivende Udvalg har fulgt i det foreliggende tilfaelde, var forskriftsmaessig, skal Retten udtale, at naar der skal besaettes hoejt placerede stillinger, og naar ansaettelsesmyndigheden har besluttet herved at anvende proceduren efter vedtaegtens artikel 29, stk. 2, som giver den et meget vidt skoen, kan den omstaendighed, at generaldirektoer Cioffi er blevet hoert af Det Raadgivende Udvalg, uden sagsoegerens tilstedevaerelse, under de i denne sag foreliggende omstaendigheder ikke udgoere en tilsidesaettelse af princippet om retten til kontradiktion, idet det dels fremgaar af moedereferatet fra Det Raadgivende Udvalgs moede af 22. april 1986, at Cioffi paa grundlag af meddelelsen om ledig stilling alene praeciserede de kvalifikationer, som kraevedes af indehaveren af stillingen, dels at sagsoegeren intet har fremfoert til stoette for sit anbringende om, at generaldirektoeren muligvis har fremsat ufordelagtige oplysninger om ham, der havde kunnet paavirke Det Raadgivende Udvalgs udtalelse.

32 Hvad angaar den paaberaabte aabenbare fejl, som ansaettelsesmyndigheden skulle have begaaet ved at udnaevne Engel, skal det understreges, at sagsoegte har fremfoert - uden paa dette punkt at blive modsagt af sagsoegeren - at Engel har studeret oekonomi og finansvidenskab ved universitetet i Montreal, har indtaget ledende stillinger i forskellige canadiske og europaeiske banker og behersker fire faellesskabssprog.

33 Desuden fremgaar det ikke af de fremlagte dokumenter, og sagsoegeren har ikke for Retten fremfoert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegte ved at udnaevne Engel til den ledige stilling har begaaet et aabenbart fejlskoen, overskredet graenserne for sin kompetence eller anvendt sine befoejelser til uvedkommende formaal.

Anbringendet om en tjenstlig fejl paa grund af tilsidesaettelse af vedtaegtens artikler 27 og 28

34 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den udvalgte ansoeger ved udnaevnelsen ikke var statsborger i en medlemsstat, hvilket er i strid med vedtaegtens artikel 27, sammenholdt med artikel 28.

35 Kommissionen har heroverfor anfoert, at Engel, der oprindelig var tysk statsborger, men som havde opnaaet canadisk statsborgerskab, atter havde erhvervet tysk statsborgerskab inden sin tiltraedelse af tjenesten, hvilket Kommissionen selv havde kraevet. Kommissionen har endvidere anfoert, at denne omstaendighed ikke vedroerer sagsoegeren personligt.

36 Det maa fastslaas, at Engel, der oprindelig var tysk statsborger, men som havde opnaaet canadisk statsborgerskab, atter havde erhvervet tysk statsborgerskab inden tiltraedelsen af tjenesten, saaledes som Kommissionen havde kraevet det. Herefter er udnaevnelsen af Engel ikke sket under tilsidesaettelse af vedtaegtens artikler 27 og 28.

Anbringendet om en tjenstlig fejl paa grund af tilsidesaettelse af omsorgs- og loyalitetspligten.

37 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at Kommissionen ved at udelukke ham til fordel for en ansoeger, der ikke var ansat ved Faellesskabets institutioner, og som var meget yngre end ham selv, har tilsidesat den omsorgs- og loyalitetspligt, der paahviler den i forhold til ham og i oevrigt alle tjenestemaend.

38 Kommissionen har anfoert, at en tjenestemand ikke kan stoette et krav om forfremmelse paa omsorgspligten, eftersom der ved enhver afgoerelse om forfremmelse isaer skal tages hensyn til tjenestens interesse.

39 Retten bemaerker hertil, at besaettelsen af alle ledige stillinger i foerste raekke skal baseres paa tjenestens interesse (jf. Domstolens dom af 25.11.1976, Kuester mod Parlamentet, 123/75, Sml. s. 1701). Administrationens omsorgspligt i forhold til de ansatte er et udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtaegten har skabt i forholdet mellem EF-administrationen og de EF-ansatte. Omsorgspligten indebaerer, at myndigheden ikke blot tager hensyn til tjenestens interesse, men ogsaa vedkommende tjenestemaends interesse (jf. Domstolens dom af 23.10.1986, Schwiering mod Revisionsretten, 321/85, Sml. s. 3199). Ved vurderingen af tjenestens interesse og de paagaeldende ansoegeres interesser raader ansaettelsesmyndigheden over et vidt skoen, og Rettens kontrol maa begraenses til spoergsmaalet om, hvorvidt ansaettelsesmyndigheden har overskredet graenserne for dette skoen og ikke har udoevet det paa klart fejlagtig maade.

40 Det fremgaar af sagens akter, at ansaettelsesmyndigheden har foretaget en objektiv sammenligning af fortjenesterne og kvalifikationerne hos ansoegerne til den ledige stilling. Den af sagsoegeren anfoerte omstaendighed, hvorefter han er blevet vraget til fordel for en ansoeger, der ikke var ansat ved Faellesskabets institutioner, og som var meget yngre end ham selv, kan ikke i sig selv begrunde, at der foreligger en tilsidesaettelse af omsorgs- og loyalitetspligten.

Anbringendet om en tjenstlig fejl paa grund af ansaettelsesmyndighedens forsinkelse med udfaerdigelsen af bedoemmelsen

41 Retten finder det herved tilstraekkeligt at konstatere - uden at det er noedvendigt at undersoege, om den af sagsoegeren paaberaabte forsinkelse faktisk forelaa - at det ikke fremgaar af sagen, og heller ikke er blevet godtgjort af sagsoegeren, at han ville havde haft en ekstra chance for at blive udnaevnt til stillingen som direktoer for Direktoratet Investeringer og Laangivning, saafremt akterne vedroerende ham under proceduren til besaettelse af denne stilling havde indeholdt bedoemmelsen for perioden 1983-1985, saaledes som den endelig blev udfaerdiget (jf. Domstolens domme af 9.2.1988, Piccioli mod Kommissionen, 1/87, Sml. s. 711, og af 4.2.1989, Bossi mod Kommissionen, 346/87, Sml. s. 303). Det fremgaar af en gennemgang af denne endelige bedoemmelse, saaledes som den blev fremlagt for Retten, at den kun indeholder faa aendringer i forhold til det oprindelige forslag til bedoemmelse, der var blevet forelagt sagsoegeren, og at disse aendringer, der paa ingen maade paavirker bedoemmelsen, ikke kunne have nogen som helst betydning for sagsoegerens chance for at blive udnaevnt til den paagaeldende stilling.

42 Det fremgaar af de ovenfor anfoerte betragtninger, at ingen af de argumenter, hvormed sagsoegeren har soegt at godtgoere eksistensen af en tjenstlig fejl begaaet af Kommissionen, kan laegges til grund. Sagsoegerens paastand om erstatning for oekonomisk skade kan derfor ikke tages til foelge.

Paastandene om erstatning for ikke-oekonomisk skade

43 Som sagsoegeren uimodsagt har fremfoert, og som det fremgaar af akterne vedroerende ham, blev hans bedoemmelse for perioden 1. juli 1983 - 30. juni 1985 - med hensyn til hvilken han senere ansoegte om en revideret bedoemmelse - udfaerdiget den 10. februar 1987. Den 31. juli 1986, dvs. efter udloebet af fristen efter artikel 6, stk. 1, i de almindelige gennemfoerelsesbestemmelser til vedtaegtens artikel 43, i det foreliggende tilfaelde den 30. november 1985, havde sagsoegerens umiddelbart overordnede foreslaaet ham en uaendret opretholdelse for den naevnte periode af den bedoemmelse, der var udfaerdiget for tidsrummet 1981-1983, hvilket sagsoegeren udtrykkeligt afslog den 26. november 1986, dvs. naesten fire maaneder efter modtagelsen af det naevnte forslag.

44 Kommissionen har understreget, at ved bedoemmelsen af, om en saadan forsinkelse udgoer en tjenstlig fejl, maa det bl.a. undersoeges, om forsinkelsen, endog kun delvis, beror paa den paagaeldende tjenestemands egen adfaerd. En eventuel tjenstlig fejl kan saaledes kun udloese en erstatningspligt, hvis sagsoegeren har godtgjort, at han har lidt et tab (Domstolens dom af 9.2.1988, Picciolo mod Kommissionen, 1/87, a.st.). Et saadant bevis har sagsoegeren imidlertid ikke foert i denne sag, og han har heller ikke kunnet godtgoere, at den ufuldstaendige karakter af akterne vedroerende ham har paafoert ham noget som helst tab. Kommissionen har subsidiaert gjort gaeldende, at den af sagsoegeren foretagne beregning, hvorefter han skal stilles som om, han var blevet udnaevnt til direktoer, indebaerer en uantagelig begraensning af Kommissionens skoensfrihed ved besaettelsen af ledige stillinger.

45 Retten har i sin dom af d.d. i sag T-29/89 (Moritz mod Kommissionen) henvist til, at vedtaegtens artikel 43 bestemmer, at der mindst hvert andet aar for hver tjenestemand skal udfaerdiges en bedoemmelse vedroerende hans kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfaerd. Udfaerdigelsen af dette dokument er obligatorisk af hensyn til god forvaltningsskik og effektiviteten inden for Faellesskabets tjenestegrene og for at beskytte tjenestemaendenes interesser. Det er saaledes en af administrationens ufravigelige pligter at drage omsorg for, at denne bedoemmelse regelmaessigt udarbejdes inden for de frister, der er fastsat i vedtaegten, og at den udfaerdiges forskriftsmaessigt (Domstolens dom af 18.12.1980, Gratreau mod Kommissionen, 156/79 og 51/80, Sml. s. 3943). Administrationen maa have en rimelig tid hertil, men enhver overskridelse af fristen skal vaere begrundet i, at der foreligger saerlige omstaendigheder (Domstolens dom af 5.5.1983, Ditterich mod Kommissionen, 207/81, Sml. s. 1359).

46 I oevrigt paahviler der generelt, og navnlig under proceduren i forbindelse med udfaerdigelse af en bedoemmelse, enhver tjenestemand en troskabs- og samarbejdspligt over for den myndighed, som han henhoerer under (Domstolens dom af 14.12.1966, Alfieri mod Parlamentet, 33/66, Sml. 1965-1968, s. 317). En tjenestemand kan derfor ikke klage over den forsinkede udarbejdelse af en bedoemmelse, naar forsinkelsen i hvert fald delvis kan tilregnes ham selv, eller naar han i betydelig grad har medvirket hertil.

47 Retten skal endvidere udtale, at ifoelge Domstolens faste praksis kan forsinkelse med udfaerdigelsen af bedoemmelser i sig selv vaere til skade for tjenestemanden, alene fordi det kan paavirke hans karriereforloeb, at en saadan bedoemmelse ikke foreligger paa et tidspunkt, hvor der skal traeffes beslutninger vedroerende ham (Domstolens dom af 6.2.1986, Castille mod Kommissionen, 173/82, 157/83 og 186/84, Sml. s. 497).

48 Retten har i foernaevnte dom af d.d. endvidere konstateret, at forsinkelsen i forbindelse med bedoemmelsesproceduren for perioden 1983-1985 ikke kun beror paa, at sagsoegerens umiddelbart overordnede foerst forsinket - den 31. juli 1986 - foreslog ham, at den for perioden 1981-1983 udfaerdigede bedoemmelse blev opretholdt uaendret for perioden 1983-1985, men ogsaa paa sagsoegerens egen passivitet, idet han ventede indtil den 26. november 1986 med at besvare dette forslag. Sagsoegeren har saaledes i vaesentlig grad bidraget til den paaberaabte forsinkelse.

49 Retten har endvidere fastslaaet, at det fremgaar af den grundlaeggende troskabs- og samarbejdspligt, at sagsoegeren var forpligtet til selv inden for en rimelig frist at reagere paa hans umiddelbart overordnedes forslag om en uaendret opretholdelse af bedoemmelsen, og at han har tilsidesat denne pligt, idet han foerst besvarede dette forslag efter naesten fire maaneder. Herefter kan den paaberaabte forsinkelse ikke i denne sag anses for at have medfoert et ikke-oekonomisk tab, skoent forsinkelsen paa otte maaneder, som skyldtes sagsoegerens overordnedes for sene forslag om at opretholde bedoemmelsen, i sig selv ligger paa graensen af, hvad der kan anses for en rimelig frist.

50 Hvad angaar de manglende bedoemmelser for perioderne 1973-1975 og 1975-1977, skal Retten udtale, at sagsoegeren foerst har gjort dette gaeldende til stoette for den foreliggende erstatningspaastand, dvs. mere end ni aar efter udloebet af den sidstnaevnte bedoemmelsesperiode. Det fremgaar klart af sagens akter, at den manglende eksistens af disse bedoemmelser, omfattende langt tilbageliggende perioder, ikke har paafoert sagsoegeren nogen som helst ikke-oekonomisk skade, som han med foeje kan goere gaeldende under denne sag.

51 Herefter boer sagsoegte frifindes for sagsoegerens paastand om erstatning for ikke-oekonomisk skade.

52 Det foelger af alle de anfoerte betragtninger, at sagsoegte boer frifindes i det hele.

Sagens omkostninger

53 Ifoelge artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement, der ifoelge artikel 11, stk. 3, i ovennaevnte raadsafgoerelse af 24. oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse for Retten, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne imidlertid selv de udgifter, de har afholdt i sager anlagt af de ansatte ved Faellesskaberne. Hver part boer derfor baere sine omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.