61989J0293

++++

Frie varebevaegelser ° undtagelser ° beskyttelse af den offentlige sundhed ° national lovgivning, hvorefter en anvendelse af et tilsaetningsstof i levnedsmidler forudsaetter en tilladelse ° lovlighed ° betingelser

(EOEF-traktaten, art. 30 og 36)

En national lovgivning, hvorefter en anvendelse af et tilsaetningsstof i levnedsmidler af hensyn til beskyttelsen af den offentlige sundhed forudsaetter en tilladelse, og som ogsaa omfatter levnedsmidler indeholdende det paagaeldende tilsaetningsstof, der importeres fra andre medlemsstater, hvor levnedsmidlerne lovligt er fremstillet og bragt i handelen, er forenelig med faellesskabsretten, saafremt to betingelser er opfyldt. For det foerste skal ordningen indeholde en procedure, hvorefter de erhvervsdrivende kan faa opfoert det paagaeldende tilsaetningsstof paa den nationale liste over tilladte tilsaetningsstoffer. Denne procedure skal vaere let tilgaengelig og kunne afsluttes inden for en rimelig frist, og saafremt resultatet af proceduren bliver et afslag, skal dette kunne indbringes for domstolene. For det andet maa vedkommende forvaltningsmyndighed kun kunne afslaa en ansoegning om at faa opfoert et tilsaetningsstof paa denne liste, saafremt stoffet ikke opfylder noget reelt behov, navnlig af teknologisk art, eller saafremt det udgoer en fare for den offentlige sundhed.

Det foelger heraf, at en medlemsstat, der opretholder en ordning, hvorefter der gaelder et forbud ° som kan ophaeves ved en tilladelse ° mod import af et bestemt levnedsmiddel med oprindelse i andre medlemsstater med den begrundelse, at dette indeholder et bestemt tilsaetningsstof, kun tilsidesaetter de forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktatens artikel 30 og 36, saafremt den har undladt at indfoere en procedure, som opfylder de naevnte krav, eller saafremt dens myndigheder uden tilstraekkelig begrundelse har afslaaet en ansoegning fra en eller flere erhvervsdrivende om at faa opfoert stoffet paa listen over tilladte tilsaetningsstoffer.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 21. september 1989 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 30 ved at forbyde import af oste, der er blevet tilsat nitrat inden for de graenser, der paa videnskabeligt plan internationalt er enighed om at anse for acceptable (50 mg pr. kg ost), selv om de paagaeldende produkter er blevet lovligt fremstillet og bragt i handelen i andre medlemsstater.

2 I nogle medlemsstater tilsaetter man forskellige ostetyper nitrat under fremstillingen for at draebe visse bakterier, der bevirker, at ostene paa uoensket maade "puster".

3 Afgoerelse nr. 1100/1987 fra det graeske "Direktorat for Kemiske Spoergsmaal", der fastsaetter forskrifter vedroerende levnedsmidler, drikkevarer og almindelige forbrugsvarer (Den Hellenske Republiks Statstidende, serie B, nr. 788, af 31.12.1987), indeholder et forbud mod ved fremstilling af levnedsmidler at anvende kemiske tilsaetningsstoffer og mod til forbrug at udbyde foedevarer, som indeholder saadanne tilsaetningsstoffer, medmindre der foreligger en tilladelse fra naevnte direktorat. Dette har imidlertid ikke truffet nogen beslutninger i medfoer af denne afgoerelse, som tillader anvendelse af nitrat ved fremstilling af oste. Foelgelig er det i Graekenland hverken tilladt ved fremstilling af ost at anvende nitrat eller at bringe oste indeholdende nitrat i handelen.

4 For saa vidt angaar faellesskabsretten er nitrat naevnt i afsnit II i listen over tilsaetningsstoffer i bilaget til Raadets direktiv 64/54/EOEF af 5. november 1963 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om konserveringsstoffer, som maa anvendes i levnedsmidler (EFT 1963-1964, s. 92, herefter benaevnt "direktivet"), som aendret ved Raadets direktiv 67/427/EOEF af 27. juni 1967 om anvendelse af visse konserveringsstoffer til overfladebehandling af citrusfrugter samt om kontrolforanstaltninger til paavisning og til bestemmelse af konserveringsstoffer i og paa citrusfrugter (EFT 1967, s. 154).

5 Opfoerelsen af nitrat paa naevnte liste indebaerer, at dette stof er et af de tilsaetningsstoffer, hvis brug i levnedsmidler medlemsstaterne kan tillade, og at det tilkommer medlemsstaterne at fastsaette de naermere vilkaar for anvendelsen af det.

6 Hvad naermere angaar indholdet af de nationale bestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

7 Kommissionens klagepunkt i sagen er, at Den Hellenske Republik forbyder import af oste fra andre medlemsstater, naar disse indeholder nitrat. Kommissionen goer gaeldende, at import af levnedsmidler, som er fremstillet i en anden medlemsstat, og som indeholder et tilsaetningsstof, der er opfoert paa faellesskabslisten, skal tillades, naar tilsaetningsstoffet ikke udgoer nogen fare for den offentlige sundhed og opfylder et reelt behov, navnlig af teknologisk art. Det fremgaar af internationale forskningsresultater, at nitrat opfylder disse krav.

8 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at en lovgivning, hvorefter en anvendelse af et tilsaetningsstof forudsaetter en tilladelse, er forenelig med faellesskabsretten, saafremt to betingelser er opfyldt (jf. dom af 10.12.1985, sag 247/84, Motte, Sml. s. 3887, praemis 25, af 6.5.1986, sag 304/84, Muller, Sml. s. 1511, praemis 26, og af 13.12.1990, sag C-42/90, Bellon, Sml. I, s. 4863, praemis 16 og 17).

9 For det foerste skal den paagaeldende ordning indeholde en procedure, hvorefter de erhvervsdrivende kan faa opfoert det paagaeldende tilsaetningsstof paa den nationale liste over tilladte tilsaetningsstoffer. Denne procedure skal vaere let tilgaengelig og kunne afsluttes inden for en rimelig frist, og saafremt resultatet af proceduren bliver et afslag, skal dette kunne indbringes for domstolene.

10 For det andet kan vedkommende forvaltningsmyndighed kun afslaa en ansoegning om at faa opfoert et tilsaetningsstof paa den paagaeldende liste, saafremt stoffet ikke opfylder noget reelt behov, navnlig af teknologisk art, eller saafremt det udgoer en fare for den offentlige sundhed.

11 Hvad naermere angaar begrebet teknologisk behov bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis (jf. dom af 12.3.1987 i den saakaldte "Reinheitsgebot-sag", sag 178/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1227, praemis 52), at spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger et behov for at anvende et tilsaetningsstof, maa bedoemmes under hensyntagen til resultaterne af den internationale videnskabelige forskning og den vurdering heraf, som myndighederne i de oevrige medlemsstater har anlagt.

12 Det bemaerkes endvidere, at den omstaendighed, at et produkt kan fremstilles under anvendelse af et andet stof, ikke i sig selv udgoer et bevis for, at et tilsaetningsstof ikke opfylder et reelt behov. En saadan fortolkning af begrebet teknologisk behov kunne nemlig medfoere en begunstigelse af nationale produktionsmetoder og dermed udgoere et middel til en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne (se dommen i "Reinheitsgebot-sagen", jf. ovenfor, praemis 51, og dom af 4.6.1992, forenede sager C-13/91 og C-113/91, Debus, Sml. I, s. 3617, praemis 28).

13 Hvad angaar beskyttelsen af den offentlige sundhed bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis (se herved dommen i Muller-sagen, jf. ovenfor, praemis 26, og dommen i Bellon-sagen, jf. ovenfor, praemis 17), at spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en fare for sundheden som foelge af anvendelsen af et tilsaetningsstof, skal vurderes navnlig under hensyntagen til resultaterne af den internationale videnskabelige forskning, saerlig den virksomhed, der udoeves af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler, og til kostvanerne i den paagaeldende medlemsstat.

14 Det foelger af de ovenfor refererede domme, at en medlemsstat i et tilfaelde som i denne sag kun kan antages at have tilsidesat de forpligtelser, der med hensyn til tilsaetningsstoffer paahviler den i henhold til traktatens artikel 30 og 36, saafremt den har undladt at indfoere en procedure, der opfylder de ovenfor i praemis 9 naevnte krav, eller saafremt dens myndigheder uden tilstraekkelig begrundelse har afslaaet en ansoegning om at faa opfoert et stof paa listen over tilladte tilsaetningsstoffer.

15 Det bemaerkes herved, at der ved den tidligere naevnte hellenske afgoerelse med hensyn til tilsaetningsstoffer er blevet indfoert en ordning, hvorefter der gaelder et forbud, som kan ophaeves ved en tilladelse, og at denne ordning ogsaa omfatter tilsaetningsstoffer i levnedsmidler, der har oprindelse i medlemsstater, hvor de lovligt fremstilles og bringes i handelen.

16 Kommissionen har hverken gjort gaeldende, at den ved denne afgoerelse indfoerte procedure strider mod faellesskabsretten, eller at de hellenske myndigheder paa et tidspunkt forud for sagens anlaeg har afslaaet en ansoegning fra en eller flere erhvervsdrivende om at faa opfoert nitrat paa listen over tilladte tilsaetningsstoffer.

17 Der kan herefter ikke gives Kommissionen medhold i sagen.

Sagens omkostninger

18 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Kommissionen har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.