61989J0292

++++

1. Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - opholdsret for at soege beskaeftigelse - opholdets varighed - begraensning til seks maaneder ifoelge en medlemsstats lovgivning - lovligt - betingelser

(EOEF-Traktaten, art. 48, stk. 3)

2. Faellesskabsret - fortolkning - institutionernes retsakter - erklaering fra Raadet optaget i protokollat - hensyntagen - ulovligt uden stoette herfor i selve retsakten

1. Princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed, som indfoert ved Traktatens artikel 48, indebaerer, at EF-statsborgere har ret til frit at bevaege sig paa andre medlemsstaters nationale omraade samt at tage ophold dér for at soege beskaeftigelse. Den arbejdssoegendes ophold kan tidsbegraenses, men for at formaalet med artikel 48 tilgodeses, skal der gives den paagaeldende en rimelig frist til i den paagaeldende medlemsstat at faa kendskab til de beskaeftigelsestilbud, der svarer til hans erhvervsmaessige kvalifikationer, og til i givet fald at foretage det fornoedne for at blive ansat.

Da der ikke i faellesskabsretten er fastsat en frist herfor, er denne ikke til hinder for, at det i en medlemsstats lovgivning bestemmes, at en statsborger i en anden medlemsstat, der er indrejst paa den foerstnaevnte stats omraade for at soege beskaeftigelse dér, kan udvises - medmindre udvisningskendelsen kaeres - saafremt den paagaeldende ikke har opnaaet beskaeftigelse inden seks maaneder. Dette gaelder dog ikke, saafremt den paagaeldende beviser, at han fortsat soeger beskaeftigelse og faktisk har reelle chancer for at opnaa ansaettelse.

2. En erklaering, optaget i protokollatet fra det raadsmoede, hvor Raadet vedtog en bestemmelse i afledt ret, kan ikke tjene som fortolkningsbidrag med hensyn hertil, naar erklaeringens indhold ikke omhandles af bestemmelsen. Erklaeringen er foelgelig uden retlig betydning.

1 Ved kendelse af 14. juni 1989, indgaaet til Domstolen den 21. september s.aa., har High Court of Justice, Queen' s Bench Division, i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af faellesskabsrettens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed, for saa vidt angaar omfanget af EF-statsborgeres ret til ophold som arbejdssoegende i en anden medlemsstat.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem den belgiske statsborger Gustaff Desiderius Antonissen og Secretary of State for Home Affairs, der den 27. november 1987 traf afgoerelse om, at Antonissen skulle udvises af Det Forenede Kongerige.

3 Gustaff Antonissen indrejste i Det Forenede Kongerige i oktober 1984 og havde endnu ikke fundet beskaeftigelse, da han den 30. marts 1987 ved Crown Court, Liverpool, blev idoemt to faengselsstraffe for ulovlig besiddelse af kokain samt besiddelse heraf med henblik paa videresalg. Han blev proeveloesladt ("on parole") den 21. december 1987.

4 Beslutningen om udvisning blev truffet i henhold til artikel 3, stk. 5, litra b), i Immigration Act 1971 (herefter benaevnt "1971-loven"), der hjemler Secretary of State ret til at udvise udenlandske statsborgere, naar det er i "offentlighedens interesse".

5 Gustaff Antonissen indbragte Secretary of State' s ovenfor anfoerte afgoerelse for Immigration Appeal Tribunal. Gustaff Antonissen gjorde herunder gaeldende, at han som EF-statsborger var beskyttet i henhold til Raadets direktiv 64/221/EOEF af 25. februar 1964 om samordning af de saerlige foranstaltninger, som gaelder for udlaendinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed (EFT 1963-1964, s. 109). Immigration Appeal Tribunal fandt, at Gustaff Antonissen, da han havde soegt beskaeftigelse i Det Forenede Kongerige i over seks maaneder, ikke laengere kunne anses for EF-arbejdstager og derfor ikke kunne stoette ret paa direktivet. Immigration Appeal Tribunal henviste i sin afgoerelse til artikel 143 i Statement of Changes in Immigration Rules (HC 169) til gennemfoerelse af 1971-loven, hvorefter en EF-statsborger kan udvises, saafremt han ikke inden seks maaneder fra sin indrejse i Det Forenede Kongerige har fundet beskaeftigelse eller udoever en anden form for erhvervsmaessig aktivitet.

6 Da Gustaff Antonissen ikke havde faaet medhold i sin klage, anlagde han sag for High Court of Justice, Queen' s Bench Division, der besluttede at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Med henblik paa at fastslaa, om en statsborger i en medlemsstat, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, i denne forbindelse skal betragtes som 'arbejdstager' i den i EOEF-Traktatens artikel 48 forudsatte betydning og dermed er beskyttet mod udvisning, medmindre denne har hjemmel i Raadets direktiv 64/221 af 25. februar 1964, spoerges: Kan lovgivningen i den sidstnaevnte medlemsstat hjemle, at en saadan person kan udvises fra denne stats omraade (udvisningskendelsen kan dog kaeres), saafremt den paagaeldende seks maaneder efter indrejsen i vedkommende stat ikke har opnaaet beskaeftigelse?

2) I tilknytning til besvarelsen af det foregaaende spoergsmaal spoerges: Hvilken betydning - om nogen overhovedet - skal en domstol eller anden retslig instans i en medlemsstat tillaegge den erklaering, der blev optaget i protokollatet fra raadsmoedet, da Raadet vedtog direktiv 68/360?"

7 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, de relevante bestemmelser samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

8 Med de praejudicielle spoergsmaal oensker den nationale retsinstans navnlig oplyst, hvorvidt faellesskabsrettens regler om arbejdskraftens frie bevaegelighed er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning indeholder bestemmelser om, at en statsborger i en anden medlemsstat, der er indrejst i den foerste stat for at soege beskaeftigelse, kan paalaegges at udrejse af denne stat (hvilken afgoerelse kan paaklages), saafremt han ikke har fundet beskaeftigelse dér inden seks maaneder.

9 Hertil er det blevet anfoert, at Traktatens artikel 48 efter sin ordlyd alene giver EF-statsborgere ret til frit at bevaege sig inden for medlemsstaternes omraade med henblik paa at soege faktisk tilbudte stillinger [stk. 3, litra a) og b)], hvorimod retten til at tage ophold i en af disse stater forudsaetter beskaeftigelse [stk. 3, litra c)].

10 En saadan fortolkning, der afskaerer en EF-statsborgers ret til frit at bevaege sig og tage ophold i andre medlemsstater med henblik paa at soege beskaeftigelse, kan ikke antages.

11 Ifoelge Domstolens faste praksis er arbejdskraftens frie bevaegelighed et af Faellesskabets grundlaeggende principper, hvorfor bestemmelser til gennemfoerelse af denne frihed skal fortolkes udvidende (jf. bl.a. dom af 3.7.1986, sag 139/85, Kempf, Sml. s. 1741, praemis 13).

12 En snaever fortolkning af artikel 48, stk. 3, kan endvidere skade en arbejdssoegende EF-statsborgers muligheder for at finde beskaeftigelse i en anden medlemsstat og saaledes modvirke formaalet med bestemmelsen.

13 Heraf foelger, at artikel 48, stk. 3, skal fortolkes saaledes, at den indeholder en ikke udtoemmende opregning af visse rettigheder, som EF-statsborgere har i relation til arbejdskraftens frie bevaegelighed, og at denne frihed ligeledes omfatter EF-statsborgeres ret til frit at bevaege sig i andre medlemsstater med henblik paa at soege beskaeftigelse der.

14 En saadan fortolkning af Traktaten er i oevrigt i overensstemmelse med den, faellesskabslovgiver har anlagt, hvilket fremgaar af bestemmelserne til gennemfoerelse af princippet om fri bevaegelighed, navnlig artikel 1 og 5 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467), hvori det forudsaettes, at EF-statsborgere har ret til at indrejse i en anden medlemsstat for at soege beskaeftigelse og foelgelig ogsaa ret til at opholde sig der.

15 Det skal herefter undersoeges, om retten til at tage ophold med henblik paa at soege beskaeftigelse, saaledes som den fremgaar af artikel 48 samt af forordning nr. 1612/68, kan begraenses tidsmaessigt.

16 Hertil bemaerkes indledningsvis, at formaalet med artikel 48 tilgodeses, naar faellesskabslovgivningen eller national lovgivning giver de paagaeldende en rimelig frist til i den paagaeldende medlemsstat at faa kendskab til de beskaeftigelsestilbud, der svarer til deres erhvervsmaessige kvalifikationer, og til i givet fald at foretage det fornoedne for at blive ansat.

17 Den nationale retsinstans har henvist til den erklaering, der blev optaget i protokollatet fra det raadsmoede, hvor Raadet vedtog forordning nr. 1612/68 samt direktiv 68/360/EOEF af samme dato om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer (EFT 1968 II, s. 477), der lyder saaledes:

"De i artikel 1 (i direktiv 68/360) omhandlede personer, der er statsborgere i en medlemsstat, og som rejser til en anden medlemsstat og soeger arbejde der, har mindst tre maaneder til raadighed hertil; saafremt de ikke inden udloebet af dette tidsrum har fundet arbejde, kan deres ret til ophold paa sidstnaevnte stats omraade bringes til ophoer.

Saafremt imidlertid de naevnte personer i det naevnte tidsrum maa understoettes af det offentlige i sidstnaevnte stat kan de opfordres til at forlade sidstnaevnte stats omraade."

18 En saadan erklaering kan ikke tjene som fortolkningsbidrag med hensyn til en bestemmelse i afledt ret, naar erklaeringens indhold som her overhovedet ikke omhandles af bestemmelsen. Erklaeringen er foelgelig uden retlig betydning.

19 Den britiske regering og Kommissionen har anfoert, at det af artikel 69, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (som kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2.6.1983 (EFT L 230, s. 6)), fremgaar, at medlemsstaterne kan begraense retten til ophold for en arbejdssoegende, der er statsborger i en anden medlemsstat, til tre maaneder. Ifoelge denne bestemmelse bevarer en arbejdsloes arbejdstager, der har opnaaet ret til ydelser i en medlemsstat, og som rejser til en anden medlemsstat for at soege beskaeftigelse der, sin ret til disse ydelser i et tidsrum af hoejst tre maaneder.

20 Dette argument kan ikke godtages. Som generaladvokaten rigtigt har anfoert, bestaar der ikke nogen noedvendig forbindelse mellem ret til ydelser ved arbejdsloeshed i den medlemsstat, hvor den paagaeldende er hjemmehoerende, og ret til ophold i den modtagende medlemsstat.

21 Da der ikke findes faellesskabsregler, der fastsaetter en frist for EF-statsborgeres ophold, naar disse soeger beskaeftigelse i en medlemsstat, forekommer en frist paa seks maaneder, som fastsat i den nationale lovgivning, som hovedsagen angaar, som udgangspunkt ikke utilstraekkelig til at give de paagaeldende mulighed for i den modtagende medlemsstat at faa kendskab til beskaeftigelsestilbud, der svarer til deres erhvervsmaessige kvalifikationer, og til i givet fald at foretage det fornoedne til at blive ansat, hvorfor en saadan frist ikke kan anfaegte den tilsigtede virkning af princippet om fri bevaegelighed. Saafremt den paagaeldende efter udloebet af denne frist beviser, at han fortsat soeger arbejde og har reelle chancer for at opnaa ansaettelse, kan den modtagende medlemsstat ikke paalaegge ham at udrejse.

22 De spoergsmaal, der er forelagt af den nationale retsinstans, maa saaledes besvares med, at faellesskabsrettens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed ikke er til hinder for, at det i en medlemsstats lovgivning bestemmes, at en statsborger i en anden medlemsstat, der er indrejst paa den foerstnaevnte stats omraade for at soege beskaeftigelse der, kan udvises - medmindre udvisningskendelsen kaeres - saafremt den paagaeldende ikke har opnaaet beskaeftigelse inden seks maaneder. Dette gaelder dog ikke, saafremt den paagaeldende beviser, at han fortsat soeger beskaeftigelse og faktisk har reelle chancer for at opnaa ansaettelse.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den britiske og den tyske regering samt af Raadet og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt af High Court of Justice, Queen' s Bench Division, ved kendelse af 14. juni 1989, for ret:

Faellesskabsrettens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed er ikke til hinder for, at det i en medlemsstats lovgivning bestemmes, at en statsborger i en anden medlemsstat, der er indrejst paa den foerstnaevnte stats omraade for at soege beskaeftigelse dér, kan udvises - medmindre udvisningskendelsen kaeres - saafremt den paagaeldende ikke har opnaaet beskaeftigelse inden seks maaneder. Dette gaelder dog ikke, saafremt den paagaeldende beviser, at han fortsat soeger beskaeftigelse og har reelle chancer for at opnaa beskaeftigelse.