61989J0069

1. Institutionernes retsakter - tidsmaessig anvendelse - anvendelse af en ny antidumpinggrundforordning paa allerede ivaerksatte procedurer - krav om en saerlig begrundelse - ingen i tilfaelde af manglende indfoerelse af nye regler i forhold til tidligere praksis

[EOEF-Traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 3, litra b), ii), og art. 19, stk. 2]

2. Internationale aftaler - GATT - mulighed for at paaberaabe sig GATT' s antidumpingkodeks til stoette for en anfaegtelse i form af en ulovlighedsindsigelse af gyldigheden af antidumpinggrundforordningen - mulighed uden sammenhaeng med en eventuel umiddelbar anvendelighed

(EOEF-Traktaten, art. 184; Raadets forordning nr. 2423/88; aftalen om anvendelsen af artikel VI i Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel, "Antidumpingkodeksen af 1979")

3. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargen - fastlaeggelse af den normale vaerdi - metode til fastlaeggelse af den beregnede vaerdi - foreneligheden af bestemmelserne i antidumpinggrundforordningen med GATT' s antidumpingkodeks

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 3, litra b), ii); aftalen om anvendelsen af artikel VI i Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel, "Antidumpingkodeksen af 1979", art. 2, stk. 4]

4. Annullationssoegsmaal - soegsmaalsgrunde - tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter - en institutions tilsidesaettelse af sin forretningsorden - soegsmaalsgrund fremsat af en fysisk eller juridisk person - manglende hjemmel

(EOEF-Traktaten, art. 173, stk. 1 og 2)

5. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargen - fastlaeggelse af den normale vaerdi - fastlaeggelse i form af en beregnet vaerdi - de forskellige beregningsmetoders indbyrdes prioritetsraekkefoelge

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 3, litra b), ii)]

6. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargen - fastlaeggelse af den normale vaerdi - fastlaeggelse i form af en beregnet vaerdi - eksportoer uden afsaetning paa hjemmemarkedet - beregningsmetode - inddragelse af omkostninger og fortjenester hos andre producenter eller eksportoerer med en afsaetning paa hjemmemarkedet - lovligt

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 3, litra b), ii)]

7. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargen - sammenligning mellem den normale vaerdi og eksportprisen - sammenligning i ab fabrik-handelsleddet - producent med afsaetning udelukkende i form af eksport - sammenligning i henseende til det foerste salg til en uafhaengig koeber

(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel, "Antidumpingkodeksen af 1979", art. 2, stk. 6)

8. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - skade - den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet - udelukkelse af visse producenter - producenter med import af dumpingvaren - institutionernes skoen - betingelser for udoevelse - inddragelse af producenter med import med det formaal at beskytte sig selv

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 4, stk. 5)

9. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - skade - relevant periode - institutionernes skoen - betingelser for udoevelse

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 4, stk. 2, litra c)]

10. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - antidumpingtold - told paa grundlag af vaerdien - told paa grundlag af prisen, netto, frit Faellesskabets graense - toldsats fastsat paa grundlag af skadetaerskel udtrykkende den for at udligne prisunderbuddet i forbindelse med den importerede vare fornoedne prisforhoejelse - skadetaerskel fastsat, ikke paa grundlag af prisen, frit Faellesskabets graense, men paa grundlag af prisen over for den foerste koeber i Faellesskabet - krav om matematisk omregning af skadetaersklen til en procent af cif-eksportprisen

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 13, stk. 2 og 3)

11. Faellesskabsret - grundsaetninger - ret til kontradiktion - indroemmelse heraf under administrative procedurer - antidumping - institutionernes forpligtelse til at efterkomme anmodninger om oplysninger fra de beroerte virksomheder - graenser - anmodninger fremsat for sent eller omfattende fortrolige oplysninger

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 7, stk. 4, litra c), i), cc), og art. 8, stk. 3]

12. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargen - fastlaeggelse af den normale vaerdi - fastlaeggelse i form af en beregnet vaerdi - institutionernes skoen med hensyn til beregningsmetoden - tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet - ingen - aendring af beregningsmetoden - tilsidesaettelse af principperne om velerhvervede rettigheder og om beskyttelse af den berettigede forventning - ingen

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 3, litra b), ii)]

1. Affattelsen af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny antidumpinggrundforordning nr. 2423/88 praeciserer blot indholdet af reglerne i den tilsvarende bestemmelse i den tidligere grundforordning ved at angive de forskellige metoder til beregning af stoerrelsen af den rimelige margen til daekning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger og af den rimelige fortjenstmargen, der skal tages i betragtning i naermere angivne tilfaelde ved fastlaeggelsen af den beregnede vaerdi, idet denne praecisering har haft til formaal at kodificere faellesskabsinstitutionernes tidligere praksis.

Da den nye affattelse af bestemmelsen saaledes netop ikke kan anses som udtryk for en vaesentlig aendring i forhold til den tidligere gaeldende bestemmelse, kraevede en anvendelse af den paa "procedurer, der allerede er ivaerksat", jf. artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 2423/88, ingen saerlig begrundelse.

2. Muligheden for i form af en ulovlighedsindsigelse, jf. Traktatens artikel 184, at anfaegte gyldigheden af antidumpinggrundforordningen paa det grundlag, at den maa antages at stride mod en international aftale, her den i 1979 inden for GATT udarbejdede antidumpingkodeks, som har til formaal at fastlaegge naermere regler om anvendelsen af aftalens artikel VI, forudsaetter ikke, at aftalen er umiddelbart anvendelig. Denne mulighed foelger allerede af, at aftalen binder Faellesskabet, og af den omstaendighed, at formaalet med at udstede den anfaegtede forordning fra Faellesskabets side var en opfyldelse af dettes internationale forpligtelser.

3. Artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i antidumpinggrundforordningen nr. 2423/88 er forenelig med artikel 2, stk. 4, i GATT' s antidumpingkodeks, idet bestemmelsen uden at stride mod de reale hensyn, der ligger til grund for sidstnaevnte bestemmelse, blot for de tilfaelde, der maa antages at ville kunne opstaa i praksis, praeciserer de rimelige metoder, som kan anvendes ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi af den vare, som det haevdes bliver eksporteret til Faellesskabet til dumpingpriser.

4. Formaalet med en faellesskabsinstitutions forretningsorden er at sikre en hensigtsmaessig forretningsgang inden for institutionen. De regler, som en forretningsorden indeholder, navnlig vedroerende fremgangsmaaden i forbindelse med forhandlinger og afgoerelser, skal saaledes i det vaesentlige sikre et hensigtsmaessigt forhandlingsforloeb, hvorved der fuldt ud tages hensyn til de befoejelser, som tilkommer de enkelte medlemmer af institutionen.

Det foelger heraf, at fysiske og juridiske personer ikke under et annullationssoegsmaal kan goere gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af saadanne regler, som ikke har til formaal at beskytte borgerne.

5. Det foelger af affattelsen af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i antidumpinggrundforordning nr. 2423/88, at de deri fastsatte tre metoder til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi skal tages i betragtning efter den raekkefoelge, hvori de optraeder i bestemmelsen. Der er kun, saafremt ingen af disse metoder kan anvendes, at den generelle bestemmelse i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), in fine, hvorefter omkostninger og fortjeneste fastsaettes "paa et andet rimeligt grundlag", kan bringes i anvendelse.

6. En fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi af varer fremstillet af en virksomhed, der udelukkende har en afsaetning i form af eksport og ikke saelger sine produkter paa oprindelses- eller eksportlandets hjemmemarked, paa grundlag af omkostninger og fortjenester hos andre virksomheder, der saelger deres produkter paa dette hjemmemarked, jf. den anden af de i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i antidumpinggrundforordning nr. 2423/88 fastsatte beregningsmetoder, er i overensstemmelse med systematikken i saavel antidumpingkodeksen som grundforordningen.

Det fremgaar af systematikken i antidumpinggrundforordningen, at naar den normale vaerdi fastlaegges i form af en beregnet vaerdi, er formaalet hermed at fastlaegge salgsprisen for en vare, saaledes som denne ville vaere, saafremt varen solgtes i oprindelses- eller eksportlandet. Det foelger heraf, at fastlaeggelsen af den normale vaerdi af en vare i form af en beregnet vaerdi i alle tilfaelde skal ske, som om varen var bestemt til afsaetning paa hjemmemarkedet, uanset om producenten, for saa vidt angaar hjemmemarkedet, raader eller ville kunne raade over en distributionsstruktur for sine produkter.

Saafremt den producent, for hvem den normale vaerdi fastlaegges i form af en beregnet vaerdi, solgte sine produkter paa hjemmemarkedet, maatte denne virksomhed nemlig noedvendigvis tilpasse sig de vilkaar, der gaelder andre virksomheder paa dette marked, og der ville ske en forskelsbehandling mellem virksomheder, saafremt den normale vaerdi for en producent, der saelger paa hjemmemarkedet, blev fastlagt paa grundlag af samtlige de omkostninger og hele den fortjeneste, der indgaar i prisen for den paagaeldende vare, mens den normale vaerdi for en producent, der udelukkende afsaetter sin produktion i form af eksport, blev beregnet uden inddragelse af disse regnskabsmaessige oplysninger.

7. Hvad angaar fremstillingsvirksomheder, der kun i form af eksport har en afsaetning af den vare, som er genstand for en antidumpingprocedure, forudsaetter en korrekt sammenligning efter reglerne i artikel 2, stk. 6, i GATT' s antidumpingkodeks mellem den normale vaerdi og eksportprisen ab fabrik, at disse to stoerrelser sammenlignes paa det stadium, som det foerste salg til en uafhaengig koeber repraesenterer.

8. Naar de gennemfoerer en antidumpingprocedure, tilkommer det Kommissionen og Raadet ved udoevelsen af deres skoen at tage stilling til, om den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet ikke skal omfatte producenter, der selv er importoerer af dumpingvaren. Dette skoen, som er begraenset i den forstand, at Kommissionen og Raadet ikke herved maa anlaegge aabenbare fejlvurderinger, skal udoeves konkret under hensyn til alle relevante omstaendigheder.

Naar import gennemfoert af virksomheder i Faellesskabet maa anses som selvforsvarsforanstaltninger med det formaal at udfylde de mangler inden for de paagaeldende virksomheders produktudbud, som skyldes, at disse paa visse omraader har maattet opgive deres egen produktion inden for bestemte sektorer som foelge af dumpingen, savner det grundlag ikke at medregne disse virksomheder til den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet med henblik paa afgoerelsen af, om der foreligger en skade. Under saadanne omstaendigheder kan de paagaeldende EF-producenter, som har gennemfoert en import, ikke antages forsaetligt at have forvoldt sig selv en skade i form af, at importen har givet anledning til en faldende udnyttelse af deres produktionskapacitet, et fald i deres priser eller en opgivelse af deres planer om at oege deres egen produktion eller om at fremstille nye produkter.

9. Faellesskabsinstitutionerne raader over et vidt skoen ved vurderingen af komplicerede oekonomiske forhold. Dette er bl.a. tilfaeldet med hensyn til den periode, der i forbindelse med en antidumpingprocedure skal tages i betragtning med henblik paa fastlaeggelsen af skaden.

Den omstaendighed, at den periode, som er blevet taget i betragtning, har vaeret laengere end den, som dumpingundersoegelsen har omfattet, er ikke udtryk for en fejlvurdering. Undersoegelsen af, hvorvidt der foreligger skade, skal saaledes i henhold til artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning nr. 2423/88 omfatte en undersoegelse af de "faktiske eller mulige tendenser inden for relevante oekonomiske faktorer", hvilket indebaerer, at undersoegelsen skal omfatte en tilstraekkelig lang periode.

10. For saa vidt afgiftsgrundlaget i forbindelse med den endelige antidumpingtold er prisen, netto, frit Faellesskabets graense, ufortoldet, dvs. toldvaerdien (cif) af den paagaeldende import, og tolden er fastsat paa grundlag af skadetaersklen, som er udtryk for den forhoejelse af priserne paa dumpingvarerne, der maa tilvejebringes i Faellesskabet for at udligne prisunderbuddet i forbindelse med disse produkter i forhold til produkter fremstillet i Faellesskabet, kan skadetaersklen ikke anvendes uden videre med henblik paa at fastsaette toldsatsen, da skadetaersklen ikke er fastlagt i henseende til prisen, frit Faellesskabets graense (cif-prisen), men i henseende til prisen over for den foerste uafhaengige koeber i Faellesskabet, idet denne noedvendigvis er hoejere end cif-prisen, da den omfatter omkostninger til told og toldbehandling. Under disse omstaendigheder maa skadetaersklen ved fastsaettelsen af satsen for antidumpingtolden matematisk omregnes, saaledes at den udtrykkes som en procent af cif-prisen for hver enkelt eksportoers vedkommende.

11. En virksomhed kan ikke i forbindelse med en antidumpingprocedure haevde, at faellesskabsinstitutionerne har tilsidesat dens ret til kontradiktion ved at undlade at give den samtlige de oplysninger, den har anmodet om, naar anmodningen dels er modtaget efter udloebet af den i artikel 7, stk. 4, litra c), i), cc), i forordning nr. 2423/88 fastsatte frist paa en maaned, som begynder at loebe paa tidspunktet for indfoerelsen af en midlertidig told, dels angaar de naermere detaljer med hensyn til virksomhedens konkurrenters omkostninger og fortjenester, som er fortrolige oplysninger efter forordningens artikel 8, stk. 3, der ikke har kunnet meddeles virksomheden.

12. Antidumpinggrundforordningen tillaegger faellesskabsmyndighederne et vist skoen, herunder med hensyn til fastlaeggelsen af det beloeb til daekning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, der skal indgaa i den beregnede normale vaerdi, og den omstaendighed, at en institution udoever denne skoensmaessige befoejelse uden forinden og i detaljer at redegoere for de kriterier, som den agter at anvende i hvert enkelt konkret tilfaelde, er ikke udtryk for en tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet.

Det er heller ikke udtryk for en tilsidesaettelse af principperne om velerhvervede rettigheder og om beskyttelse af den berettigede forventning, at faellesskabsmyndighederne ved fastlaeggelsen af den beregnede normale vaerdi anvender en anden metode end den, som tidligere er blevet anvendt over for den samme virksomhed under en anden procedure.

1 Ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. marts 1989, har Nakajima All Precision Co. Ltd (herefter benaevnt "Nakajima"), Tokyo, anlagt sag med paastand

- om, at det i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 184 fastslaas, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), og artikel 19 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1), ikke lovligt har kunnet bringes i anvendelse over for sagsoegeren, og

- om annullation i medfoer af Traktatens artikel 173, stk. 2, af Raadets forordning (EOEF) nr. 3651/88 af 23. november 1988 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af serietilsluttede matrixslagprintere med oprindelse i Japan (EFT L 317, s. 33), for saa vidt angaar sagsoegeren.

2 Nakajima, hvis produktion kun omfatter skrivemaskiner og printere, fremstiller fire matrixslagprintermodeller af mindre avanceret art. Sagsoegeren har anfoert, at det saerlige ved selskabet for det foerste er, at det udelukkende driver fremstillingsvirksomhed og ikke raader over nogen distributions- eller salgsstruktur, og at det kun har en begraenset kundekreds og udelukkende fremstiller produkter efter ordre, saaledes at dets produktionsomkostninger er meget lave. For det andet har sagsoegeren i flere aar ikke solgt printere paa det japanske marked og afsaetter udelukkende sin produktion i form af eksport. Stoerstedelen af de af selskabet fremstillede printere saelges saaledes som Original Equipment Manufacture (herefter benaevnt "OEM") til udenlandske producenter eller uafhaengige forhandlere, der afsaetter produkterne under eget navn, idet resten af selskabets produktion saelges under maerket "All", ligeledes af uafhaengige forhandlere. Ifoelge Nakajima repraesenterede markedet i EF i 1986 41,7% af selskabets afsaetning af printere.

3 I 1987 indgav Committee of European Printer Manufacturers (herefter benaevnt "Europrint") en klage til Kommissionen paa vegne af producenterne inden for den europaeiske industri for serietilsluttede matrixslagprintere med anmodning om, at der blev ivaerksat en antidumpingprocedure over for de japanske eksportoerer af denne form for printere, herunder Nakajima.

4 Kommissionen ivaerksatte en saadan antidumpingprocedure paa grundlag af Raadets forordning (EOEF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 201, s. 1, herefter benaevnt "den tidligere grundforordning"). Denne procedure foerte til, at Kommissionen i medfoer af den tidligere grundforordning udstedte forordning (EOEF) nr. 1418/88 af 17. maj 1988 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af serietilsluttede matrixslagprintere med oprindelse i Japan (EFT L 130, s. 12, herefter benaevnt "forordningen om midlertidig told"). Ved denne forordning blev der for Nakajima' s vedkommende indfoert en midlertidig antidumpingtold paa 12,3%.

5 Den 11. juli 1988 udstedte Raadet den tidligere naevnte forordning nr. 2423/88 (herefter benaevnt "den ny grundforordning"), der ophaevede den tidligere grundforordning. Den ny grundforordning traadte i kraft den 5. august 1988 og finder ifoelge artikel 19, stk. 2, anvendelse paa "procedurer, der allerede er ivaerksat".

6 Den 23. september 1988 udstedte Raadet paa grundlag af den ny grundforordning forordning (EOEF) nr. 2943/88 om forlaengelse af gyldighedsperioden for den midlertidige antidumpingtold paa importen af serietilsluttede matrixslagprintere med oprindelse i Japan (EFT L 264, s. 56), hvorved denne tolds gyldighedsperiode blev forlaenget med hoejst to maaneder.

7 Den 23. november 1988 udstedte Raadet paa forslag af Kommissionen og med hjemmel i den ny grundforordning den tidligere naevnte forordning nr. 3651/88 (herefter benaevnt "forordningen om endelig told"). Ved denne forordning, der traadte i kraft den 25. november 1988, blev den endelige antidumpingtold paa Nakajima' s produkter fastsat til 12%, og de beloeb, for hvilke der var stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold i henhold til forordningen om midlertidig told, blev i henhold til foerstnaevnte forordning opkraevet med et beloeb svarende til den endelige told.

8 Ved processkrift, indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. april 1989, fremsatte Nakajima begaering om foreloebige forholdsregler med paastand, principalt om udsaettelse for selskabets vedkommende af gennemfoerelsen af forordningen om endelig told og subsidiaert om, at der blev truffet bestemmelse om saadanne andre foreloebige forholdsregler, der maatte anses for fornoedne, indtil Domstolen har truffet afgoerelse i hovedsagen. Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 8. juni 1989 blev denne begaering ikke taget til foelge.

9 Ved kendelser af 17. maj og 4. oktober 1989 har Domstolen taget begaeringer fra henholdsvis Kommissionen og Europrint om at maatte intervenere til stoette for Raadets paastande til foelge.

10 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

I - Paastanden om, at den ny grundforordning ikke lovligt har kunnet bringes i anvendelse

11 Til stoette for den i sagen nedlagte paastand om, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), og artikel 19 i den ny grundforordning ikke lovligt har kunnet bringes i anvendelse over for sagsoegeren, har Nakajima fremsat tre anbringender, hvorved selskabet goer gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, at der er sket en tilsidesaettelse af aftalen om anvendelse af artikel VI i Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (herefter benaevnt "antidumpingkodeksen"), som blev godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets afgoerelse 80/271/EOEF af 10. december 1979 om indgaaelse af de multilaterale aftaler, der er resultatet af handelsforhandlingerne 1973-79 (EFT L 71, s. 1), og endelig, at der er sket en tilsidesaettelse af visse almindelige retsgrundsaetninger.

1. Anbringendet om, at den ny grundforordning er retsstridig, fordi der er sket en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter

12 Til stoette for dette anbringende har Nakajima for det foerste gjort gaeldende, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning er retsstridig, idet bestemmelsen ikke er blevet begrundet.

13 Sagsoegeren anfoerer herved, at bestemmelsen fastsaetter en ny metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, der er fuldstaendig forskellig fra den efter den tidligere grundforordning gaeldende metode, i tilfaelde, hvor samme vare ikke saelges i normal handel paa eksportlandets eller oprindelseslandets hjemmemarked. Denne metode, hvorved der ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi tages hensyn til omkostninger og fortjenester hos andre producenter eller eksportoerer i oprindelses- eller eksportlandet i forbindelse med fortjenstgivende salg af samme vare, kan foere til urimelige og diskriminerende resultater i tilfaelde som det her omhandlede, hvor strukturen hos de virksomheder, hvis forhold der tages udgangspunkt i, paa ingen maade kan sammenlignes med den beroerte virksomheds. Nakajima raader ikke over nogen struktur med henblik paa markedsfoeringen af selskabets produkter, idet hele dets produktion saelges "ab fabrik" til uafhaengige forhandlere, hvorimod de virksomheder, hvis forhold der er blevet taget udgangspunkt, alle har en vertikalt integreret struktur, der skal sikre markedsfoeringen af deres produktion i Japan. Nakajima goer paa dette grundlag gaeldende, at Raadet var forpligtet til i den ny grundforordning at angive aarsagerne til, at den ny beregningsmetode blev indfoert, og til at begrunde, hvorfor anvendelsen af denne metode ikke kan antages at foere til en forskelsbehandling af virksomheder som sagsoegeren.

14 Det bemaerkes herom indledningsvis, at det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. herved dom af 14.3.1990, sag C-156/87, Gestetner Holdings, Sml. I, s. 781, praemis 69), at den begrundelse, som kraeves i henhold til Traktatens artikel 190, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels saaledes at Domstolen kan udoeve sin proevelsesret.

15 Det bemaerkes herefter, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), som affattet i den tidligere og den ny grundforordning, fastsaetter metoderne til fastlaeggelse af den normale vaerdi af den paagaeldende vare i form af en beregnet vaerdi, naar samme vare ikke saelges i normal handel paa eksportlandets eller oprindelseslandets hjemmemarked, eller naar et saadant salg ikke muliggoer en passende sammenligning. Fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi sker ved at sammenlaegge produktionsomkostningerne og en rimelig fortjenstmargen.

16 Efter affattelsen i den tidligere grundforordning skulle produktionsomkostningerne tillaegges en rimelig margen til daekning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger. I tilfaelde, hvor der normalt blev opnaaet en fortjeneste ved salg af varer inden for samme kategori paa oprindelseslandets hjemmemarked, maatte tillaegget for fortjeneste ikke overstige den normale fortjeneste. I andre tilfaelde skulle tillaegget for fortjeneste i henhold til bestemmelsen "fastsaettes ... paa et rimeligt grundlag under anvendelse af tilgaengelige oplysninger".

17 Den ny grundforordning indeholder bestemmelse om den samme metode til beregning af produktionsomkostningerne som den tidligere grundforordning, hvorefter salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste beregnes paa grundlag af producentens eller eksportoerens faktiske omkostninger og den fortjeneste, den paagaeldende har opnaaet paa fortjenstgivende salg af samme vare paa hjemmemarkedet [artikel 2, stk. 3, litra b), ii), tredje punktum]. Foreligger der ikke oplysninger herom, eller er oplysningerne upaalidelige eller uegnede til formaalet, foretages beregningen paa grundlag af andre producenters eller eksportoerers faktiske omkostninger og den fortjeneste, de har opnaaet i oprindelses- eller eksportlandet paa fortjenstgivende salg af samme vare [artikel 2, stk. 3, litra b), ii), fjerde punktum]. Den ny grundforordning indeholder endvidere bestemmelse om, at kan ingen af disse to metoder anvendes, beregnes de faktiske omkostninger og den opnaaede fortjeneste paa grundlag af salg realiseret af den paagaeldende eksportoer eller af andre producenter eller eksportoerer i samme erhvervssektor i oprindelses- eller eksportlandet eller paa et andet rimeligt grundlag.

18 Det fremgaar af denne sammenligning af de to affattelser af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i henholdsvis den tidligere og den ny grundforordning, at metoden til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi efter sidstnaevnte forordning ikke er vaesentligt forskellig fra den tidligere metode, hvorefter faellesskabsmyndighederne stod frit, idet fastsaettelsen af stoerrelsen af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste kunne ske paa et "rimeligt" grundlag. Den ny affattelse af den paagaeldende bestemmelse i den ny grundforordning praeciserer saaledes blot indholdet af den tidligere gaeldende bestemmelse ved at angive de forskellige beregningsmetoder, der kan blive tale om ved fastlaeggelsen af stoerrelsen af den "rimelige margen" til daekning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger og af den "rimelige fortjenstmargen" i naermere angivne tilfaelde.

19 Rigtigheden af det anfoerte bekraeftes af betragtning 4 og 33 til den ny grundforordning, hvorefter den nye affattelse af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), blot er en tydeliggoerelse af den i den tidligere grundforordning indeholdte affattelse af denne bestemmelse. Endvidere har Raadet, uden at dette er blevet bestridt, anfoert, at faellesskabsmyndighederne allerede under den tidligere grundforordnings gyldighedsperiode havde anvendt den af Nakajima i sagen anfaegtede beregningsmetode. Endelig bemaerkes, at Domstolen tidligere har fastslaaet, at der efter affattelsen af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den tidligere grundforordning ikke gjaldt noget forbud mod som rimelig fortjenstmargen at laegge den fortjeneste til grund, som normalt opnaas af et andet selskab end det, der er genstand for den paagaeldende antidumpingundersoegelse (dom af 5.10.1988, sag 301/85, Sharp, Sml. s. 5813, praemis 8).

20 Hvad angaar den angivelige manglende begrundelse i form af en manglende naermere angivelse vedroerende de diskriminerende virkninger, der ifoelge Nakajima kan udspringe af anvendelsen af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning, bemaerkes blot, at Traktatens artikel 190 ikke opstiller noget krav om, at faellesskabsmyndighederne skal angive saerlige begrundelser for enhver bestemmelse, der vil kunne medfoere forskelsbehandling, for saa vidt som en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet i sig selv giver grundlag for en annullation af den paagaeldende bestemmelse.

21 Anbringendets foerste led, hvorved det goeres gaeldende, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning ikke er blevet begrundet, kan herefter ikke laegges til grund.

22 Nakajima har for det andet gjort gaeldende, at artikel 19 i den ny grundforordning - hvorefter forordningen finder anvendelse "paa procedurer, der allerede er ivaerksat" paa tidspunktet for forordningens ikrafttraedelse - ikke er blevet begrundet, idet der ikke er nogen angivelse af aarsagerne til, at forordningen burde finde anvendelse med tilbagevirkende kraft. Sagsoegeren anfoerer til stoette herfor, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning, der fundamentalt aendrer metoden til fastlaeggelse af den beregnede vaerdi, fastsaetter nye materielretlige regler, som ikke lovligt kan bringes i anvendelse med tilbagevirkende kraft uden at vaere blevet saerligt begrundet.

23 Hertil er det tilstraekkeligt at bemaerke, saaledes som Domstolen har fastslaaet i forbindelse med det foerste led af Nakajima' s her omhandlede anbringende, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning blot er en praecisering, der tilsigter at kodificere faellesskabsinstitutionernes tidligere praksis. Da den nye affattelse af bestemmelsen saaledes netop ikke kunne anses som udtryk for en vaesentlig aendring i forhold til den tidligere gaeldende bestemmelse, kraevede en anvendelse af den nyaffattede bestemmelse paa "procedurer, der allerede er ivaerksat", ingen saerlig begrundelse.

24 Anbringendets andet led, hvorved det goeres gaeldende, at artikel 19 i den ny grundforordning ikke er blevet begrundet, kan herefter heller ikke laegges til grund.

25 Foelgelig maa anbringendet om, at den ny grundforordning er retsstridig som foelge af en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, forkastes.

2. Anbringendet om, at den ny grundforordning er retsstridig, fordi der er sket en tilsidesaettelse af antidumpingkodeksen

26 Nakajima goer herved gaeldende, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning ikke lovligt har kunnet bringes i anvendelse i sagen, da bestemmelsen strider mod en raekke bestemmelser i antidumpingkodeksen. Sagsoegeren anfoerer navnlig, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning er uforenelig med artikel 2, stk. 4 og 6, i antidumpingkodeksen.

27 Raadet har gjort gaeldende, at antidumpingkodeksen, ligesom tilfaeldet er med den almindelige overenskomst, ikke skaber nogen rettigheder for private, som kan paaberaabes for Domstolen, og at bestemmelserne i kodeksen ikke er umiddelbart anvendelige i Faellesskabet. Det foelger heraf, at Nakajima ikke kan anfaegte gyldigheden af den ny grundforordning under henvisning til, at der skulle vaere sket en tilsidesaettelse af bestemmelser i antidumpingkodeksen.

28 Det bemaerkes, at Nakajima i sagen imidlertid ikke paaberaaber sig, at disse bestemmelser skaber umiddelbare retsvirkninger. Ved naervaerende anbringende anfaegter sagsoegeren saaledes i form af en indsigelse paa grundlag af Traktatens artikel 184 gyldigheden af den ny grundforordning, idet sagsoegeren henviser til et af de i Traktatens artikel 173 omhandlede forhold, paa grundlag af hvilke retsakters lovlighed kan efterproeves. Naermere bestemt goer sagsoegeren gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af Traktaten eller af retsregler vedroerende dens gennemfoerelse.

29 Det bemaerkes herved, at Domstolen i dom af 12. december 1972 (sagerne 21-24/72, International Fruit Company, Sml. s. 295, praemis 18) har fastslaaet, at bestemmelserne i den almindelige overenskomst binder Faellesskabet. Det samme maa gaelde antidumpingkodeksen, der tilsigter at regulere anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst, og i betragtningerne til hvilken det hedder, at formaalet med kodeksen er at "fortolke bestemmelserne i ... Den almindelige Overenskomst" og at "udarbejde regler for anvendelsen af disse med henblik paa at sikre stoerre ensartethed og sikkerhed ved gennemfoerelsen heraf".

30 Ifoelge betragtning 2 og 3 til den ny grundforordning er denne blevet vedtaget i overensstemmelse med de bestaaende internationale forpligtelser, isaer dem, som foelger af artikel VI i den almindelige overenskomst og af antidumpingkodeksen.

31 Det maa antages at fremgaa heraf, at den ny grundforordning, som sagsoegeren anfaegter, er blevet udstedt med henblik paa at opfylde Faellesskabets internationale forpligtelser, hvorefter det ifoelge Domstolens faste praksis paahviler Faellesskabet at sikre en overholdelse af den almindelige overenskomst og af gennemfoerelsesbestemmelserne hertil (jf. dom af 26.10.1982, sag 104/81, Kupferberg, Sml. s. 3641, praemis 11, og dom af 16.3.1983, sag 266/81, SIOT, Sml. s. 731, praemis 28).

32 Det maa herefter undersoeges, hvorvidt Raadet som anfoert af Nakajima er gaaet ud over de saaledes fastlagte retlige rammer, og hvorvidt det ved den anfaegtede bestemmelse har tilsidesat artikel 2, stk. 4 og 6, i antidumpingkodeksen.

33 Nakajima goer herom for det foerste gaeldende, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning strider mod indholdet af artikel 2, stk. 4, i antidumpingkodeksen, for saa vidt der i henhold til denne bestemmelse i den ny grundforordning ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi skal tages hensyn til salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjenester hos producenter eller eksportoerer med en struktur, der kan vaere helt forskellig fra den beroerte virksomheds, idet bestemmelsen dermed begraenser faellesskabsmyndighedernes skoensmaessige befoejelser og medfoerer, at der sker en inddragelse af regnskabsmaessige oplysninger, der ikke er rimelige efter artikel 2, stk. 4, i antidumpingkodeksen.

34 Det bemaerkes herom, at artikel 2, stk. 4, i antidumpingkodeksen lyder saaledes:

"I tilfaelde, hvor salg af samme vare i normal handel paa eksportlandets hjemmemarked ikke forekommer, eller hvor et saadant salg paa grund af den saerlige markedssituation ikke goer en egnet sammenligning mulig, konstateres dumpingmargenen ved at sammenligne med den tilsvarende pris for samme vare ved udfoersel til et tredjeland. Denne pris kan vaere den hoejeste eksportpris, men skal vaere repraesentativ. Sammenligningen kan ogsaa foretages med produktionsomkostningerne i oprindelseslandet med et rimeligt tillaeg for administrations-, salgs- og andre omkostninger samt fortjeneste. I almindelighed maa tillaegget for fortjeneste ikke overstige den saedvanlige fortjeneste ved salg af varer inden for samme kategori paa oprindelseslandets hjemmemarked."

35 Det fremgaar herved klart af ordlyden af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning, at samtlige de deri opregnede metoder til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi skal anvendes paa en saadan maade, at beregningen bliver rimelig, idet dette rimelighedsbegreb udtrykkeligt er omhandlet i bestemmelsens foerste, andet og tredje punktum.

36 Ifoelge indholdet af bestemmelsen skal den foerste af de i den ny grundforordning fastlagte beregningsmetoder saaledes opgives til fordel for den anden metode, som der er spoergsmaal om i denne sag, saafremt oplysninger om producentens eller eksportoerens faktiske omkostninger og fortjeneste i forbindelse med salg af samme vare paa hjemmemarkedet "[ikke] foreligger ... eller er ... upaalidelige eller uegnede til formaalet", hvilket i det vaesentlige er udtryk for, at en inddragelse af saadanne regnskabsmaessige oplysninger ikke er rimelig, idet dette begrebsligt da ogsaa udtrykkeligt fremgaar af den tyske version af bestemmelsen. At formaalet har vaeret, at beregningsmetoden skal vaere rimelig, fremgaar ligeledes af reglen om anvendelse af den tredje af de i bestemmelsen fastlagte beregningsmetoder, der kun kan bringes i anvendelse i tilfaelde, hvor "ingen af disse to [tidligere naevnte] metoder [kan] anvendes". Endelig kan faellesskabsmyndighederne ud over en anvendelse af denne tredje metode altid i henhold til bestemmelsens sidste punktum fastsaette omkostningerne og fortjenesten "paa et andet rimeligt grundlag", hvorved bemaerkes, at anvendelsen af ordet "andet" bekraefter, at fastlaeggelsen af den beregnede vaerdi i alle tilfaelde skal vaere rimelig.

37 Det foelger heraf, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning er forenelig med artikel 2, stk. 4, i antidumpingkodeksen, idet bestemmelsen uden at stride mod de reale hensyn, der ligger til grund for sidstnaevnte bestemmelse, blot for de tilfaelde, der maa antages at ville kunne opstaa i praksis, konkretiserer de rimelige metoder, som kan anvendes ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi.

38 Nakajima goer for det andet gaeldende, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning er uforenelig med artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen. Naar der for en oekonomisk enhed, som kun driver fremstillingsvirksomhed, regnes med salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjenester hos andre virksomheder med en vertikalt integreret distributionsstruktur, strider dette mod forpligtelsen til at foretage sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen i samme handelsled.

39 Inden droeftelsen af, hvorvidt der kan gives sagsoegeren medhold heri, bemaerkes, at artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen indeholder foelgende bestemmelse:

"For at kunne foretage en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og hjemmemarkedsprisen i eksportlandet (eller oprindelseslandet) eller i givet fald den pris, der er fastsat i medfoer af bestemmelserne i artikel VI, paragraf 1, litra b), i Den almindelige Overenskomst, sammenlignes de to priser i samme handelsled, normalt ab fabrik, og paa salgstidspunkter, der ligger saa taet op ad hinanden som muligt. Der skal i hvert enkelt tilfaelde tages rimeligt hensyn til forskelle i salgsvilkaar, forskelle i beskatning og andre forskelligheder, der har betydning for prisernes sammenlignelighed ..."

40 Det bemaerkes om dette spoergsmaal blot, at det af Nakajima anfoerte, hvorefter artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning er uforenelig med artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen, savner enhver relevans, da genstandene for de to bestemmelser, som sagsoegeren henviser til, er ganske forskellige.

41 Artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning opstiller saaledes regler for fastlaeggelsen af den normale vaerdi af den paagaeldende vare i form af en beregnet vaerdi, mens artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen fastlaegger de regler, der skal iagttages i forbindelse med sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen. Spoergsmaalet om denne sammenligning er reguleret i artikel 2, stk. 9 og 10, i den ny grundforordning, og sagsoegeren har ikke gjort gaeldende, at disse bestemmelser skulle vaere ugyldige som stridende mod artikel 2, stk. 6, antidumpingkodeksen.

42 Anbringendet om, at den ny grundforordning er retsstridig som stridende mod antidumpingkodeksen, kan herefter heller ikke laegges til grund.

3. Anbringendet om, at den ny grundforordning er retsstridig, fordi der er sket en tilsidesaettelse af visse almindelige retsgrundsaetninger

43 Til stoette for dette anbringende har sagsoegeren for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionen i forbindelse med naervaerende antidumpingprocedure i flere henseender har kraenket selskabets ret til kontradiktion. Sagsoegeren goer endvidere gaeldende, at retssikkerhedsprincippet er blevet tilsidesat i sagen derved, at der er sket en anvendelse af den anden af de i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning fastsatte metoder til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, selv om faellesskabsmyndighederne under en tidligere sag anerkendte, at sagsoegerens virksomhed har en saerlig struktur, saaledes at de af denne grund afsluttede den antidumpingprocedure, der var blevet ivaerksat over for selskabet. Endelig goer Nakajima gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, idet den i sagen anvendte metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi var diskriminerende over for selskabet derved, at der blev taget hensyn til regnskabsmaessige oplysninger hidroerende fra virksomheder med en anden struktur end sagsoegerens.

44 Det bemaerkes herom blot, at sagsoegeren ved dette anbringende i realiteten anfaegter, at faellesskabsmyndighederne har anvendt artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning i forbindelse med den antidumpingprocedure, der foerte til udstedelsen af forordningerne om midlertidig og om endelig antidumpingtold. Saadanne argumenter kan imidlertid ikke paa grundlag af Traktatens artikel 184 goeres gaeldende til stoette for at anfaegte gyldigheden af en forordning.

45 Anbringendet om, at den ny grundforordning er retsstridig som stridende mod visse almindelige retsgrundsaetninger, kan herefter ikke laegges til grund.

46 Da ingen af anbringenderne til stoette for paastanden om, at den ny grundforordning ikke lovligt har kunnet bringes i anvendelse, er blevet lagt til grund, kan der ikke gives sagsoegeren medhold i denne paastand.

II - Paastanden om annullation af forordningen om endelig told

47 Til stoette for den i sagen nedlagte paastand om annullation af forordningen om endelig told har Nakajima fremsat ti anbringender, hvorved sagsoegeren paaberaaber sig foelgende angivelige mangler: tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, fejlagtig afgraensning af de paagaeldende samme varer, fejl ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, fejlvurderinger i forbindelse med sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen, fejlvurderinger med hensyn til afgraensningen af den industri i Faellesskabet, der saelger printere, som er omfattet af den paagaeldende erhvervsgren, fejlvurderinger, for saa vidt angaar spoergsmaalet om den af industrien i Faellesskabet lidte skade, fejlvurderinger med hensyn til spoergsmaalet om Faellesskabets interesse i, at den af dumpingen forvoldte skade blev bragt til ophoer, fejlvurderinger med hensyn til spoergsmaalet om antidumpingtoldens stoerrelse, tilsidesaettelse af visse almindelige retsgrundsaetninger samt magtfordrejning.

1. Anbringendet om, at der er sket en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter

48 Nakajima har herved i foerste raekke gjort gaeldende, at Raadet har tilsidesat artikel 2 og 8 i sin forretningsorden (EFT 1979 L 268, s. 1), idet Kommissionens forslag med henblik paa vedtagelsen af forordningen om endelig told blev fremsendt til Raadet under tilsidesaettelse af den gaeldende frist for udarbejdelsen af den foreloebige dagsorden for den paagaeldende samling, og idet samtlige sproglige versioner af det paagaeldende dokument ikke var til raadighed den dag, forordningen blev vedtaget.

49 Det bemaerkes herom, at formaalet med en faellesskabsinstitutions forretningsorden er at sikre en hensigtmaessig forretningsgang inden for institutionen. De regler, som en forretningsorden indeholder, navnlig vedroerende fremgangsmaaden i forbindelse med forhandlinger og afgoerelser, skal saaledes i det vaesentlige sikre et teknisk set hensigtsmaessigt forhandlingsforloeb, hvorved der fuldt ud tages hensyn til de befoejelser, som tilkommer de enkelte medlemmer af institutionen.

50 Det foelger heraf, at fysiske og juridiske personer ikke kan paaberaabe sig, at der er sket en tilsidesaettelse af saadanne regler, som ikke har til formaal at beskytte borgerne.

51 Det af Nakajima anfoerte, om at Raadet har tilsidesat sin forretningsorden, kan herefter ikke laegges til grund i sagen.

52 Nakajima har endvidere gjort gaeldende, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning tillige med punkt 21 og 22 i betragtningerne til forordningen om endelig told ikke opfylder de gaeldende begrundelseskrav, da der ikke heri er nogen angivelse af aarsagerne til, at den tidligere metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi er blevet opgivet, og af, hvorledes faellesskabsmyndighederne ville forhindre en forskelsbehandling mellem virksomheder, idet de for sagsoegerens vedkommende anvendte en metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, der var baseret paa omkostninger og fortjenester hos andre producenter med en helt anden struktur end sagsoegerens.

53 Dette argument savner grundlag. Hvad for det foerste angaar artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning, er Nakajima' s klagepunkt allerede blevet forkastet i praemis 14-21 i denne dom. Hvad dernaest angaar punkt 21 og 22 i betragtningerne til forordningen om endelig told, henviser Raadet heri udtrykkeligt til artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning, der hjemler den i sagen anvendte metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, idet det endvidere er angivet, at der her er tale om den metode, som Kommissionen normalt anvender. Det bemaerkes hertil, at saaledes som Domstolen har fastslaaet i praemis 18 og 19 i denne dom, praeciserer den naevnte bestemmelse blot faellesskabsinstitutionernes tidligere praksis og fremmer dermed retssikkerheden for de beroerte virksomheder. Endelig bemaerkes, at Raadet i de betragtninger, som sagsoegeren henviser til, har taget stilling til det af sagsoegeren rejste spoergsmaal vedroerende forskelsbehandling, idet det hedder, at den omstaendighed, at en bestemt eksportoer ikke saelger den paagaeldende vare og foelgelig ikke har nogen salgsorganisation paa hjemmemarkedet, ikke aendrer grundlaget for beregningen af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi, for saa vidt angaar den paagaeldende eksportoer af varen. Det maa saaledes antages klart at fremgaa af den af Raadet angivne begrundelse, hvilke overvejelser denne faellesskabsinstitution har gjort sig, ligesom begrundelsen goer det muligt for Domstolen fuldt ud at udoeve sin proevelsesret.

54 Endelig goer Nakajima gaeldende, at der savnes en tilstraekkelig begrundelse i punkt 60 i betragtningerne til forordningen om endelig told, idet Raadet paa trods af importen af printere til lave priser fra andre tredjelande end Japan undlod at overveje spoergsmaalet om betydningen af den skade, som producenterne i Faellesskabet led som foelge af denne import.

55 Dette argument kan heller ikke laegges til grund. I den paagaeldende betragtning har Raadet saaledes klart anfoert, at naar importen af printere med oprindelse i andre tredjelande ikke kunne antages at forvolde nogen skade paa Faellesskabets marked, skyldtes dette, at denne import foerst fik vaesentlig betydning efter afslutningen af den i sagen omhandlede undersoegelsesperiode, og at den kun beroerte en enkelt medlemsstat. Punkt 60 i betragtningerne maa foelgelig antages at indeholde en tilstraekkelig begrundelse.

56 Anbringendet om, at der er sket en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, kan herefter ikke laegges til grund.

2. Anbringendet om, at afgraensningen af de paagaeldende samme varer er fejlagtig

57 Nakajima har gjort gaeldende, at Raadet har anlagt en aabenbar fejlvurdering ved at anse printere af mindre avanceret art og printere af mere avanceret art som samme vare. Sagsoegeren anfoerer, at "lavhastighedsgruppen" og "hoejhastighedsgruppen" paa markedet for printere adskiller sig ved printernes bestemmelse, den kundekreds, der er maalgruppe, og markedsstrukturen.

58 Dette anbringende savner grundlag. Raadet har i sit svarskrift anfoert, at der ikke forelaa nogen almindeligt anerkendte kriterier, paa grundlag af hvilke printere kan opdeles i ensartede kategorier, hvilket Nakajima da ogsaa har erkendt i replikken. Alle serietilsluttede matrixslagprintere, der har de samme egenskaber og er bestemt til den samme form for anvendelse, kunne derfor med rette anses som samme varer.

3. Anbringendet om, at der er begaaet fejl ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi

59 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det er med urette, at Raadet over for selskabet anvendte den anden metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, der er fastsat i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), fjerde punktum, i den ny grundforordning. Til stoette for dette anbringende anfoerer Nakajima, at anvendelsen af denne metode i det foreliggende tilfaelde er urimelig, hvorfor den strider mod saavel grundforordningen som antidumpingkodeksen. Nakajima har som virksomhed en saerlig struktur, som Raadet undlod at tage hensyn til ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi af de af naervaerende procedure omfattede printere, idet Raadet ved fastsaettelsen af omkostninger og fortjeneste for Nakajima' s vedkommende baserede sig paa regnskabsmaessige oplysninger hidroerende fra virksomheder med en helt anden struktur end sagsoegerens.

60 Med hensyn til vurderingen af dette anbringende bemaerkes indledningsvis, at det er med rette, at Raadet har beregnet den normale vaerdi i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning. For det foerste er det ubestridt, at sagsoegeren ikke saelger printere paa det japanske marked, hvorfor det er udelukket at anvende artikel 2, stk. 3, litra a), i den ny grundforordning, og for det andet gaelder det, at saelges samme vare ikke i normal handel paa eksportlandets eller oprindelseslandets hjemmemarked, kan faellesskabsmyndighederne vaelge mellem metoderne i henholdsvis i) og ii) i artikel 2, stk. 3, litra b), i den ny grundforordning.

61 Endvidere foelger det af affattelsen af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning, at de deri fastsatte tre metoder til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi skal tages i betragtning efter den raekkefoelge, hvori de optraeder i bestemmelsen. Det er kun, saafremt ingen af disse metoder kan anvendes, at den generelle bestemmelse i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), in fine, hvorefter omkostninger og fortjeneste fastsaettes "paa et andet rimeligt grundlag", kan bringes i anvendelse.

62 Det bemaerkes herved for det foerste, at det er med rette, at Raadet ikke i sagen har anvendt den foerste af de i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning fastsatte beregningsmetoder, da sagsoegeren ikke paa det japanske marked saelger varer af den art, der er omfattet af den omhandlede procedure.

63 Hvad dernaest angaar anvendelsen i Nakajima' s tilfaelde af den anden beregningsmetode, bemaerkes indledningsvis, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at faellesskabsinstitutionerne i henhold til artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den tidligere grundforordning, hvorefter der i den beregnede normale vaerdi skulle indgaa en rimelig margen til daekning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, raadede over vide skoensmaessige befoejelser ved ansaettelsen af det paagaeldende beloeb (jf. herved dom af 5.10.1988, sag 260/85 og sag 106/86, TEC, Sml. s. 5855, praemis 33). Dette gaelder ligeledes artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning, der indeholder den samme bestemmelse, og som finder anvendelse paa tilsvarende maade, for saa vidt angaar faellesskabsmyndighedernes inddragelse af fortjeneste ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi.

64 For det andet bemaerkes, at Domstolen allerede har fastslaaet, at det fremgaar af systematikken i forordning nr. 2176/84, at "naar den normale vaerdi fastsaettes som en beregnet vaerdi, er formaalet hermed at fastlaegge salgsprisen for en vare, saaledes som denne ville vaere, saafremt varen solgtes i oprindelses- eller eksportlandet", og at det "foelgelig er ... de omkostninger, der gaelder i forbindelse med afsaetning paa hjemmemarkedet, der skal tages i betragtning" (domme af 5.10.1988, sag 250/85, Brother, Sml. s. 5683, praemis 18, sagerne 277/85 og 300/85, Canon, Sml. s. 5731, praemis 26, TEC, jf. ovenfor, praemis 24, samt sagerne 273/85 og 107/86, Silver Seiko, Sml. s. 5927, praemis 16). Da disse principper fremstaar uaendrede i henhold til den ny grundforordning, gaelder det anfoerte ligeledes denne forordning.

65 Det foelger heraf, at fastlaeggelsen af den normale vaerdi af en vare i form af en beregnet vaerdi i alle tilfaelde skal ske, som om varen var bestemt til afsaetning paa hjemmemarkedet, uanset om producenten raader eller ville kunne raade over en distributionsstruktur. Virksomheder, hvis eneste afsaetning sker i form af eksport, boer saaledes underlaegges de samme vilkaar som virksomheder, der saelger en vare paa hjemmemarkedet, ogsaa selv om denne kun er lignende. Saafremt den producent, for hvem den normale vaerdi fastlaegges i form af en beregnet vaerdi, solgte sine produkter paa hjemmemarkedet, maatte denne virksomhed nemlig noedvendigvis tilpasse sig de vilkaar, der gaelder andre virksomheder paa dette marked. Der ville derfor ske en forskelsbehandling mellem virksomheder, saafremt den normale vaerdi for en producent, der saelger paa hjemmemarkedet, blev fastlagt paa grundlag af samtlige de omkostninger og hele den fortjeneste, der indgaar i prisen for den paagaeldende vare, mens den normale vaerdi for en OEM-eksportoer blev beregnet uden inddragelse af disse regnskabsmaessige oplysninger.

66 Hvad endelig angaar det af faellesskabsinstitutionerne anfoerte, hvorefter det ikke er muligt at have en afsaetning paa det japanske marked for faerdige elektroniske produkter uden at raade over en integreret salgsstruktur, hvilket i det foreliggende tilfaelde har medfoert, at der ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi af de af sagsoegeren fremstillede printere er sket en inddragelse af omkostninger og fortjenester hos lignende virksomheder, der raader over en saadan struktur, bemaerkes, at Nakajima ikke har godtgjort, at det af faellesskabsinstitutionerne anfoerte er urigtigt.

67 Det foelger heraf, at det er i overensstemmelse med systematikken i saavel antidumpingkodeksen som den ny grundforordning at fastlaegge den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi af varer fremstillet af en virksomhed, der udelukkende har en afsaetning i form af eksport og ikke selv varetager markedsfoeringen af sine produkter, ved at inddrage omkostninger og fortjenester hos andre lignende virksomheder, der saelger deres produkter paa hjemmemarkedet.

68 Anbringendet om, at der er begaaet fejl ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi af de af Nakajima fremstillede printere, kan herefter ikke laegges til grund.

4. Anbringendet om, at der er anlagt fejlvurderinger i forbindelse med sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen

69 Nakajima har gjort gaeldende, at der ved anvendelsen i sagen af den ny grundforordning er sket en tilsidesaettelse af artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen, idet Raadet ikke har sammenlignet den normale vaerdi og eksportprisen i samme handelsled. Raadet har saaledes fastlagt eksportprisen "ab fabrik", mens den normale vaerdi er blevet fastlagt i form af en beregnet vaerdi paa grundlag af distributoer- eller forhandlerprisen under inddragelse af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjenester hos andre virksomheder, hvis afsaetning sker i et senere handelsled end "ab fabrik". Det gaelder herved, at naar der kun er sket en fratraekning af de salgsomkostninger, som udgoeres af provisioner og loenninger til salgspersonale, men derimod ikke af samtlige de andre generalomkostninger og salgsomkostninger samt den del af fortjenesten, der er forbundet med salg i et senere handelsled end "ab fabrik", er der tale om en kun delvis tilstraekkelig justering, som derfor strider mod kravet om en sammenligning i samme handelsled.

70 Det bemaerkes herom, at hvad angaar fremstillingsvirksomheder, der ikke har nogen afsaetning paa det japanske marked af den vare, som er genstand for den paagaeldende antidumpingprocedure, har Domstolen fastslaaet, at en korrekt sammenligning mellem den normale vaerdi og eksportprisen "ab fabrik" forudsaetter, at disse to stoerrelser sammenlignes paa det stadium, som det foerste salg til en uafhaengig koeber repraesenterer (jf. herved dom af 5.10.1988, TEC, jf. ovenfor, praemis 30). Denne antagelse, som Domstolen har lagt til grund i forbindelse med den tidligere grundforordning, gaelder ogsaa, for saa vidt angaar fortolkningen af artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen, hvis indhold er identisk med indholdet af artikel 2, stk. 9, i den tidligere grundforordning, som Domstolen udtalte sig om i dommen af 5. oktober 1988, TEC, jf. ovenfor.

71 I naervaerende sag gaelder det for det foerste, at den normale vaerdi af de af Nakajima fremstillede printere er blevet beregnet paa grundlag af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjenester hos andre virksomheder, der saelger samme vare paa det japanske marked. For det andet gaelder det, at da samtlige de af Nakajima fremstillede printere, der var bestemt til Faellesskabet, blev solgt til uafhaengige distributoerer, blev eksportprisen beregnet paa grundlag af prisen i det handelsled, som disse selskaber repraesenterede.

72 Saavel den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi som eksportprisen blev saaledes fastlagt i "distributoerhandelsleddet", og dette er da ogsaa klart angivet i punkt 34 i betragtningerne til forordningen om endelig told. Det savner derfor grundlag at haevde, at faellesskabsinstitutionerne har sammenlignet den normale vaerdi og eksportprisen i to forskellige handelsled.

73 Hertil kommer, at det er ubestridt, at sagsoegeren paa intet tidspunkt under den administrative procedure anmodede om, at der blev foretaget justeringer med henblik paa at tage hoejde for den angivelige forskel med hensyn til handelsled ved sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen, ligesom det dermed heller ikke kan anses for godtgjort, at der kunne vaere grundlag for en saadan anmodning, saaledes som det kraeves i henhold til artikel 2, stk. 9, litra b), i den ny grundforordning. Under retsforhandlingerne for Domstolen har Nakajima heller ikke fremlagt nogen oplysninger, der kan godtgoere, at Raadet i sagen burde have foretaget justeringer i forhold til sine beregninger ud over dem, som det selv tog initiativ til.

74 Anbringendets foerste led kan herefter ikke laegges til grund.

75 Sagsoegeren goer endvidere gaeldende, at Raadet har gjort sig skyldig i en aabenbar fejlvurdering med hensyn til de faktiske omstaendigheder ved i forbindelse med fastlaeggelsen af den normale vaerdi at sondre mellem OEM-produkter og ikke-OEM-produkter. Da samtlige Nakajima' s produkter blev solgt "ab fabrik", er det forhold, at der for disse produkters vedkommende skete inddragelse af distributionsomkostninger, udtryk for en materiel fejlvurdering, som bevirkede, at sammenligningen, og dermed fastsaettelsen af dumpingmargenen, blev fejlagtig. Hvad naermere angaar salg i form af OEM-salg, foerte inddragelsen af vertikalt integrerede virksomheders omkostninger til markedsfoering til en overvurdering af sagsoegerens salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger. Ifoelge Nakajima androg disse omkostninger mindre end 5%, mens Raadet for selskabets vedkommende regnede med et beloeb paa over 15%.

76 Det bemaerkes herom blot, at som Raadet har anfoert under den skriftlige forhandling, skal den normale vaerdi beregnes paa grundlag af forholdene hos andre producenter paa markedet, hvorved der skal sondres mellem OEM-salg og ikke-OEM-salg, da markedsfoering under eget navn medfoerer betydeligt hoejere omkostninger end salg af printere som OEM-produkter. Hvad angaar spoergsmaalet om en inddragelse for OEM-salgets vedkommende af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger hos virksomheder med en vertikal integreret struktur, kunne Raadet med rette som led i de skoensmaessige befoejelser, det er tillagt, for saa vidt angaar vurderingen af komplicerede faktiske omstaendigheder (jf. f.eks. dom af 7.5.1987, sag 258/84, Nippon Seiko, Sml. s. 1923, praemis 21), anlaegge det skoen, at det var noedvendigt at inddrage de omkostninger, der er forbundet med en tilstedevaerelse paa det japanske marked.

77 Anbringendets andet led kan saaledes heller ikke laegges til grund.

78 Anbringendet om, at der er anlagt fejlvurderinger i forbindelse med sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen, maa herefter forkastes.

5. Anbringendet om, at der er anlagt fejlvurderinger med hensyn til afgraensningen af den industri i Faellesskabet, der saelger printere, som er omfattet af den paagaeldende erhvervsgren

79 Med dette anbringende har Nakajima gjort gaeldende, at det er med urette, at Raadet i forordningen om endelig told har lagt til grund, at de fire producenter i Faellesskabet, der er medlemmer af Europrint, repraesenterede 65% af produktionen i Faellesskabet af serietilsluttede matrixslagprintere. Sagsoegeren anfoerer, at det fremgaar af den undersoegelse, som firmaet Ernst & Whinney (herefter benaevnt "E & W-undersoegelsen") gennemfoerte efter anmodning fra Committee of Japanese Printers i forbindelse med den omtvistede antidumpingprocedure, at to medlemmer af Europrint, nemlig Mannesmann-Tally og Philips, importerede en betydelig maengde japanske printere til Faellesskabet, hvorfor disse selskaber ikke laengere kunne anses som faellesskabsproducenter. I modsaetning til, hvad der anfoeres i punkt 45 i betragtningerne til forordningen om endelig told, fremgaar det endvidere af E & W-undersoegelsen, at Mannesmann-Tally' s og Philips' import ikke kun skete inden for "lavhastighedsgruppen", idet importen, delvis, ogsaa omfattede "mellemhastighedsgruppen". Det er endvidere med urette, at Raadet har lagt til grund, at det er "lavhastighedsgruppen", som er den del af markedet, der undergaar den hurtigste vaekst, idet det fremgaar af E & W-undersoegelsen, at vaeksten paa denne del af markedet er lavere end vaeksten inden for "hoejhastighedsgruppen" og vaeksten paa markedet som helhed.

80 Det bemaerkes herom indledningsvis, at det fremgaar af Domstolens praksis, jf. herved dom af 14. marts 1990 (Gestetner, jf. ovenfor, praemis 43), at det tilkommer Kommissionen og Raadet ved udoevelsen af deres skoen at tage stilling til, om den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet ikke skal omfatte producenter, der selv er importoerer af dumpingvaren. Skoennet skal herved udoeves konkret under hensyn til alle relevante omstaendigheder.

81 Det bemaerkes herefter, at Nakajima i sagen ikke kan antages at have godtgjort, at faellesskabsmyndighederne gjorde sig skyldig i en aabenbar fejlvurdering ved udoevelsen af dette skoen. Ifoelge det af faellesskabsinstitutionerne anfoerte, hvis rigtighed sagsoegeren ikke serioest har bestridt, maa de virksomheder i Faellesskabet, der har importeret japanske printere, anses for omfattet af den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet, idet deres import, saaledes som det da ogsaa klart er angivet i betragtningerne til forordningerne om midlertidig og om endelig told, maa anses som selvforsvarsforanstaltninger, der havde til formaal at udfylde de mangler inden for de paagaeldende virksomheders produktudbud, som skyldtes, at disse paa visse omraader havde maattet opgive deres egen produktion som foelge af de japanske eksportoerers dumping.

82 De producenter i Faellesskabet, der importerede japanske printere, kan herefter ikke antages forsaetligt at have forvoldt sig selv en skade i form af, at denne import gav anledning til en faldende udnyttelse af deres produktionskapacitet, et fald i deres priser eller en opgivelse af deres planer om at oege deres egen produktion eller om at fremstille nye produkter. Den af producenterne i Faellesskabet foretagne import kan herefter ikke antages at have bidraget til den skade, som industrien i Faellesskabet led, hvorfor det savner grundlag ikke at medregne de naevnte virksomheder til den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet.

83 Hvad angaar det anfoerte vedroerende afgraensningen af det markedssegment, som de importerede produkter henhoerer under, og vedroerende betydningen af de forskellige markedssegmenter og vaeksten inden for disse, bemaerkes under henvisning til praemis 58 i denne dom, at det ikke er muligt at foretage nogen afgraensning mellem de forskellige markedssegmenter, da der ikke foreligger nogen noejagtig definition i saa henseende, hvorfor det anfoerte ikke udgoer noget grundlag for at anfaegte faellesskabsinstitutionernes stillingtagen paa dette punkt.

84 Anbringendet om, at der er anlagt fejlvurderinger med hensyn til afgraensningen af den industri i Faellesskabet, der saelger printere, som er omfattet af den paagaeldende erhvervsgren, kan herefter ikke laegges til grund.

6. Anbringenderne om, at der er anlagt fejlvurderinger med hensyn til spoergsmaalet om den af industrien i Faellesskabet lidte skade og spoergsmaalet om Faellesskabets interesse i, at denne skade blev bragt til ophoer

85 Til stoette for anbringendet om, at der er anlagt fejlvurderinger med hensyn til de faktiske omstaendigheder og aabenbare fejlvurderinger i forbindelse med fastlaeggelsen af den af industrien i Faellesskabet lidte skade, har sagsoegeren for det foerste gjort gaeldende, at det var med urette, at Raadet ved vurderingen af skadens omfang tog udgangspunkt i aaret 1983, selv om den under den administrative procedure gennemfoerte undersoegelse ikke omfattede dette aar.

86 Det bemaerkes herom, at institutionerne som fremhaevet ovenfor i praemis 76 raader over vide skoensmaessige befoejelser ved vurderingen af komplicerede oekonomiske forhold. Dette er bl.a. tilfaeldet med hensyn til den periode, der i forbindelse med en antidumpingprocedure skal tages i betragtning med henblik paa fastlaeggelsen af skaden (jf. herved dom af 28.11.1989, sag C-121/86, Epicheiriseon Metalleftikon Viomichanikon kai Naftiliakon m.fl., Sml. s. 3919, praemis 20).

87 Graenserne for disse skoensmaessige befoejelser kan ikke i sagen antages at vaere blevet overskredet. Raadet har fremlagt overbevisende argumenter til stoette for, at omfanget af den af industrien i Faellesskabet lidte skade burde fastlaegges i henseende til en laengere periode end den, der var omfattet af dumpingundersoegelsen, hvorved bemaerkes, at undersoegelsen af, hvorvidt der foreligger skade, i henhold til artikel 4, stk. 2, litra c), i den ny grundforordning skal omfatte en undersoegelse af de "faktiske eller mulige tendenser inden for relevante oekonomiske faktorer", hvilket saaledes indebaerer, at undersoegelsen skal omfatte en tilstraekkelig lang periode. For det andet bemaerkes, at inddragelsen af oplysninger vedroerende aaret 1983 var tilstraekkeligt begrundet i, at Seiko Epson' s eneret til at fremstille printere, der var kompatible med IBM-pc' ere, udloeb i slutningen af 1984, saaledes som det da ogsaa udtrykkeligt er anfoert i punkt 104 i betragtningerne til forordningen om midlertidig told. AAret 1983 var derfor karakteristisk for forholdene foer den aabning af en betydelig del af markedet for printere, der indtraf ved udloebet af Seiko Epson' s enerettigheder, hvorfor faellesskabsmyndighederne ikke kan antages at have anlagt nogen fejlvurdering ved at tage udgangspunkt i dette aar ved deres vurdering af den senere udvikling paa det paagaeldende marked.

88 Nakajima' s her omhandlede argument kan herefter ikke laegges til grund.

89 Nakajima bestrider endvidere rigtigheden af angivelserne i punkt 47 i betragtningerne til forordningen om endelig told vedroerende udviklingen med hensyn til markedsandelene og anfoerer, at medlemmerne af Europrint i virkeligheden ikke tabte nogen markedsandele. Tvaertimod steg deres produktion svagt. Endvidere burde de selskaber i Faellesskabet, der indstillede deres virksomhed foer undersoegelsesperioden, ikke have vaeret inddraget i forbindelse med undersoegelsen vedroerende skaden.

90 Dette argument savner grundlag. Det bemaerkes saaledes, at de i punkt 47 i betragtningerne til forordningen om endelig told anfoerte talangivelser stemmer ganske overens med angivelserne i E & W-undersoegelsen, som Nakajima paaberaaber sig. Ifoelge undersoegelsen tabte producenterne i Faellesskabet i perioden fra 1983 til 1986 betydelige markedsandele, samtidig med at de japanske eksportoerers markedsandele voksede betydeligt. Det fremgaar endvidere af de talangivelser, som sagsoegeren selv har fremlagt, at producenterne i Faellesskabet tabte markedsandele, ogsaa selv om der ses bort fra angivelserne vedroerende de to selskaber Triumph-Adler og Logabax, som indstillede deres virksomhed foer undersoegelsesperioden.

91 Nakajima goer herefter gaeldende, at det af Raadet anfoerte vedroerende prisudviklingen er fejlagtigt. Prisfaldet paa printere paa markedet i Faellesskabet, der var mindre udtalt, end hvad der fremgaar af angivelserne i forordningen om endelig told, skyldtes et voldsomt fald i produktionsomkostningerne og ikke stigningen i de japanske eksportoerers markedsandele. Endvidere steg priserne paa de af Nakajima fremstillede printere fra 1984 til 1986, og Raadet anlagde en fejlvurdering med hensyn til spoergsmaalet om prisunderbuddet, jf. punkt 51 og 53 i betragtningerne til forordningen om endelig told, hvorved Raadet sammenlignede en pris "ab fabrik" med en pris i distributoer-handelsleddet.

92 Det bemaerkes herom for det foerste, at naar Nakajima regner med et meget mindre prisfald end det, som Raadet lagde til grund, skyldes dette, at sagsoegerens beregninger ikke tager hensyn til aaret 1983. Det bemaerkes endvidere, at rigtigheden af det af Nakajima anfoerte, hvorefter prisfaldene paa markedet i Faellesskabet ikke skyldtes stigningen i de japanske eksportoerers markedsandele, men et betydeligt fald i produktionsomkostningerne, ikke paa nogen maade er blevet underbygget, hvortil kommer, at selv om det anses for godtgjort, at Nakajima' s priser steg fra 1984 til 1986, er det med rette, at Raadet har anfoert, at omfanget af sagsoegerens prisunderbud fortsat udgjorde 41%. Hvad endelig angaar det anfoerte om, at der er sket en forskelsbehandling i forbindelse med prissammenligningen, bemaerkes, at dette af de samme grunde som dem, der er angivet til stoette for Domstolens argumentation i praemis 70-74 i denne dom, maa forkastes.

93 Argumentet om, at der er anlagt fejlvurderinger i forbindelse med vurderingen af prisudviklingen, kan herefter ikke laegges til grund.

94 Ud over det allerede anfoerte goer Nakajima gaeldende, at der er anlagt fejlvurderinger med hensyn til andre af de vaesentlige oekonomiske faktorer, der er omhandlet i punkt 54 og 55 i betragtningerne til forordningen om endelig told. Sagsoegeren anfoerer, at producenterne i Faellesskabet fra 1984 til 1986 oegede deres produktionskapacitet og ikke led nogen skade, idet de raadede over tilstraekkelige ressourcer til at kunne investere og endog foretog for store investeringer.

95 Det bemaerkes herom blot, at sagsoegeren ikke har oplyst, hvor de talangivelser, som selskabet stoetter det anfoerte paa, hidroerer fra, ligesom selskabet ikke serioest har underbygget rigtigheden af disse angivelser.

96 Argumentet om, at oekonomiske forhold aabenbart er blevet vurderet fejlagtigt, kan herefter ikke laegges til grund.

97 Endelig bestrider Nakajima, at den skade, som Europrint haevder er blevet lidt, blev forvoldt af importen fra Japan af serietilsluttede matrixslagprintere, og goer gaeldende, at denne skade skyldtes importen af printere fra andre tredjelande end Japan. Under henvisning til punkt 60 i betragtningerne til forordningen om endelig told anfoerer Nakajima navnlig, at Raadet med urette undlod at undersoege spoergsmaalet om den skade, som blev forvoldt af importen af printere fra tredjelande, idet sagsoegeren goer gaeldende, at Raadet har overvurderet den af de japanske producenter forvoldte skade.

98 Dette kan ikke laegges til grund. Raadet har saaledes fremlagt overbevisende argumenter til stoette for, at importen af printere fra andre tredjelande end Japan ikke har kunnet forvolde skade paa markedet i Faellesskabet, idet denne import kun beroerte en enkelt medlemsstat og foerst fik betydning efter afslutningen af den paagaeldende undersoegelsesperiode.

99 Hertil kommer, at Nakajima ikke har fremlagt noget bevis for, at der i den paagaeldende periode skete salg til dumpingpriser i forbindelse med importen af printere fra andre tredjelande end Japan, hvorfor sagsoegeren ikke kan antages at have godtgjort, at de anfoerte forhold bidrog til den konstaterede skade.

100 Hvad angaar anbringendet om, at der er anlagt fejlvurderinger med hensyn til spoergsmaalet om Faellesskabets interesse i, at den af dumpingen forvoldte skade blev bragt til ophoer, har Nakajima til stoette herfor gjort gaeldende, at i modsaetning til det af Raadet i punkt 63-66 i betragtningerne til forordningen om endelig told anfoerte skyldes det fald i deres rentabilitet, som producenterne i Faellesskabet har vaeret udsat for, ikke dumping fra de japanske eksportoerers side, men forkerte forretningsmaessige dispositioner, som disse virksomheder selv traf.

101 Det bemaerkes herom blot, at Domstolen allerede i praemis 90 i denne dom har fastslaaet, at Raadet ikke overskred sine skoensmaessige befoejelser ved i sagen at laegge til grund, at industrien i Faellesskabet tabte markedsandele som foelge af dumping fra de japanske eksportoerers side. I oevrigt har sagsoegeren intet fremlagt til stoette for rigtigheden af det anfoerte om, at producenterne i Faellesskabet traf forkerte forretningsmaessige dispositioner.

102 Anbringenderne om, at der er anlagt fejlvurderinger med hensyn til spoergsmaalet om den af industrien i Faellesskabet lidte skade og spoergsmaalet om Faellesskabets interesse i, at denne skade blev bragt til ophoer, maa herefter forkastes.

7. Anbringendet om, at der er anlagt fejlvurderinger med hensyn til spoergsmaalet om antidumpingtoldens stoerrelse

103 Nakajima har herom for det foerste gjort gaeldende, at Raadet, saaledes som det fremgaar af punkt 68 i betragtningerne til forordningen om endelig told, ved fastsaettelsen af det til afhjaelpning af skaden fornoedne toldniveau lagde til grund, at prisfaldet paa printere paa markedet i Faellesskabet skyldtes dumping, og undlod at gennemfoere en grundig undersoegelse vedroerende de virkelige aarsager til dette prisfald. Nakajima anfaegter endvidere den i punkt 72 i betragtningerne til forordningen om endelig told omhandlede metode til beregning af skadetaersklen for hver enkelt eksportoer, der blev fastlagt paa grundlag af en sammenligning mellem den vejede gennemsnitlige salgspris ved salg til foerste koeber og den gennemsnitlige cif-pris i forbindelse med det paagaeldende salg. Saafremt den naevnte metode var blevet anvendt korrekt, ville skadetaersklen for Nakajima' s vedkommende have vaeret lig nul.

104 Dette anbringendes foerste led maa forkastes af de grunde, der er anfoert i forbindelse med undersoegelsen af Nakajima' s anbringende om, at der blev anlagt fejlvurderinger i forbindelse med spoergsmaalet om den af industrien i Faellesskabet lidte skade. I oevrigt bemaerkes, at betragtningerne til forordningerne om midlertidig og om endelig told indeholder en klar og underbygget begrundelse for den antagelse, at der bestod en sammenhaeng mellem de japanske produkters voksende markedsandele og prisfaldet paa printere.

105 Hvad angaar spoergsmaalet om den skadetaerskel, der var tale om, bemaerkes, at Kommissionen uden at vaere blevet imoedegaaet har anfoert, at sagsoegerens argumentation er baseret paa en misforstaaelse med hensyn til den i punkt 72 i betragtningerne til forordningen om endelig told angivne beregningsmetode. Skadetaersklen er saaledes udtryk for den forhoejelse af priserne paa japanske produkter, der maatte tilvejebringes i Faellesskabet for at kompensere for prisunderbuddet i forbindelse med disse produkter i forhold til produkter fremstillet i Faellesskabet. Den skadetaerskel, der blev beregnet under undersoegelsen, kunne ikke anvendes uden videre med henblik paa at fastsaette toldsatsen, idet skadetaersklen ikke blev fastlagt i henseende til prisen, frit Faellesskabets graense (herefter benaevnt "cif-prisen"), men i henseende til prisen over for den foerste uafhaengige koeber i Faellesskabet, som noedvendigvis er hoejere end cif-prisen, da den omfatter omkostninger til told og toldbehandling. Afgiftsgrundlaget i forbindelse med antidumpingtold er prisen, netto, frit Faellesskabets graense, ufortoldet, dvs. toldvaerdien (cif-pris) af den paagaeldende import. Ved fastsaettelsen af satsen for antidumpingtolden maa skadetaersklen derfor matematisk omregnes, saaledes at den udtrykkes som en procent af cif-prisen for hver enkelt eksportoers vedkommende.

106 Anbringendet om, at der er anlagt fejlvurderinger med hensyn til spoergsmaalet om antidumpingtoldens stoerrelse, kan herefter ikke laegges til grund.

8. Anbringendet om, at der er sket en tilsidesaettelse af visse almindelige retsgrundsaetninger

107 Ved dette anbringendes foerste led har Nakajima gjort gaeldende, at faellesskabsmyndighederne i sagen i flere henseender har kraenket sagsoegerens ret til kontradiktion. Sagsoegeren anfoerer naermere, at faellesskabsmyndighederne undlod rettidigt at meddele selskabet, at de i sagen ville opgive den metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, der blev anvendt under en tidligere antidumpingprocedure vedroerende elektroniske skrivemaskiner, som gav anledning til dommen af 5. oktober 1988, TEC, jf. ovenfor. Der blev dengang taget hensyn til Nakajima' s saerlige struktur, hvilket foerte til, at antidumpingproceduren blev afsluttet for selskabets vedkommende (jf. Kommissionens afgoerelse 86/34/EOEF af 12.2.1986 om afslutning af antidumpingproceduren vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner, der fremstilles af Nakajima All Precision Co. Ltd og har oprindelse i Japan (EFT L 40, s. 29). Herudover gav faellesskabsinstitutionerne ikke rettidigt Nakajima meddelelse om, hvilke virksomheder, hvis regnskabsmaessige forhold der ville blive taget udgangspunkt i ved beregningen af den normale vaerdi i sagen. Endvidere fik Nakajima ikke mulighed for paa relevant maade at redegoere for sin opfattelse, for saa vidt angaar spoergsmaalet om selskabets saerlige struktur, og Kommissionen forhalede sagen i forhold til sagsoegeren, navnlig ved at give selskabet det indtryk, at det stadig kunne goere sine synspunkter gaeldende under den "disclosure conference", der imidlertid foerst fandt sted, efter at Kommissionen havde udarbejdet sit forslag til ny grundforordning. Hvad endelig angaar spoergsmaalet om fastlaeggelsen af skaden, benyttede Kommissionen andre oplysninger end dem, der var indeholdt i E & W-undersoegelsen, og baserede sig navnlig paa oplysninger indhentet i forbindelse med en undersoegelse hos de beroerte producenter.

108 Det bemaerkes herom indledningsvis, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at kravene i henhold til kontradiktionsprincippet er overholdt, naar den paagaeldende virksomhed under den administrative procedure har haft mulighed for at give udtryk for sin stillingtagen til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder virkelig foreligger og hvilken betydning, de da har, og i givet fald til de dokumenter, der laegges vaegt paa (jf. f.eks. dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche, Sml. s. 461, praemis 11).

109 I naervaerende sag fremgaar det af referaterne af moederne mellem Nakajima og faellesskabsinstitutionerne og af korrespondancen mellem parterne, at sagsoegeren paa alle stadier af proceduren blev holdt underrettet og dermed havde mulighed for at goere sine synspunkter gaeldende.

110 Endvidere raadede Nakajima over alle de oplysninger, der var noedvendige for, at selskabet i rette tid effektivt kunne forsvare sine rettigheder. Sagsoegeren erkendte saaledes under den mundtlige forhandling, at selskabet senest den 15. marts 1988 blev informeret om metoden til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi. Endvidere redegjorde Kommissionen meget noeje for denne metode i punkt 36, 38 og 40 i betragtningerne til forordningen om midlertidig told. Endelig bemaerkes, at Nakajima allerede i en skrivelse af 21. juni 1988 fremfoerte samtlige de argumenter, som selskabet har gjort gaeldende under retsforhandlingerne for Domstolen.

111 Det tilfoejes, at den metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, der blev anvendt over for sagsoegeren, er udtrykkeligt hjemlet i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den ny grundforordning, som blev offentliggjort tre maaneder foer vedtagelsen af forordningen om endelig told, hvorfor Nakajima paa et tilstraekkeligt tidligt tidspunkt kunne goere sin opfattelse vedroerende dette spoergsmaal gaeldende.

112 Det bemaerkes herefter, at det savner grundlag for Nakajima at haevde, at faellesskabsinstitutionerne undlod at give selskabet samtlige de oplysninger, som det anmodede om, hvorved der selvsagt ses bort fra oplysninger af fortrolig art. Det bemaerkes i denne forbindelse dels, at det foerst var den 2. september 1988, dvs. efter udloebet af den i artikel 7, stk. 4, litra c), i), cc), i den ny grundforordning fastsatte frist paa en maaned, som begynder at loebe paa tidspunktet for indfoerelsen af en midlertidig told, at sagsoegeren anmodede om oplysninger vedroerende den metode, der blev anvendt ved fastlaeggelsen af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste, dels at de naermere detaljer med hensyn til Nakajima' s konkurrenters omkostninger og fortjenester maa anses som fortrolige oplysninger efter artikel 8, stk. 3, i den ny grundforordning, hvorfor de ikke kunne meddeles sagsoegeren (jf. herved dom af 5.10.1988, TEC, jf. ovenfor, praemis 20).

113 Det bemaerkes herudover, at det er uden relevans for denne sag, at der efter en tidligere gaeldende ordning maatte vaere anvendt en anden metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, idet de erhvervsdrivende ikke kan kraeve, at der sker en anvendelse for deres vedkommende af regler, som kan vaere blevet aendret ved beslutninger, som faellesskabsinstitutionerne har truffet inden for rammerne af deres skoensmaessige befoejelser (jf. f.eks. dom af 7.5.1987, sag 256/84, Koyo Seiko, Sml. s. 1899, praemis 20).

114 Hvad endelig angaar spoergsmaalet om anvendelsen af andre regnskabsmaessige oplysninger end dem, der var indeholdt i E & W-undersoegelsen, bemaerkes, at det fremgaar af skrivelsen af 28. september 1988 fra Kommissionen til Nakajima, at faellesskabsmyndighederne aldrig paataenkte udelukkende at basere sig paa oplysningerne i denne undersoegelse. Det er herved ikke blevet bestridt, at de af Kommissionen udarbejdede sagsakter, som sagsoegeren i overensstemmelse med artikel 7, stk. 4, litra a), i den ny grundforordning havde adgang til, indeholdt resumeer af ikke-fortrolig karakter vedroerende oplysninger om de forskellige producenter i Faellesskabet. Sagsoegeren havde saaledes mulighed for at faa kendskab til hele den dokumentation, som blev lagt til grund ved fastlaeggelsen af skaden.

115 Anbringendets foerste led kan herefter ikke laegges til grund.

116 Til stoette for anbringendets andet led har Nakajima gjort gaeldende, at retssikkerhedsprincippet er blevet tilsidesat derved, at Kommissionen og Raadet under den antidumpingprocedure, som Domstolen traf afgoerelse om ved dommen af 5. oktober 1988, TEC, jf. ovenfor, tog hensyn til sagsoegerens saerlige struktur, saaledes at de paa dette grundlag afsluttede proceduren, for saa vidt angaar Nakajima. Da Nakajima' s struktur er uforandret i forhold til den naevnte sag, maa sagsoegeren i naervaerende kunne paaberaabe sig en velerhvervet rettighed i form af, at der tages hoejde for selskabets saerlige karakter, ligesom sagsoegeren kunne have en berettiget forventning om, at de samme regler som dem, der blev anvendt efter den tidligere grundforordning, ville blive opretholdt. Endvidere er princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed blev tilsidesat, idet der allerede den 15. marts 1988 blev anvendt en ny metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, som ikke fremgik af den da gaeldende grundforordning, og som var i fuldstaendig modstrid med den fortolkning, som faellesskabsinstitutionerne tidligere anlagde.

117 Disse argumenter kan ikke laegges til grund, hvorved det i foerste raekke bemaerkes, at Domstolen i modsaetning til det af sagsoegeren anfoerte i dommen af 5. oktober 1988, TEC, jf. ovenfor, i hvilken sag Nakajima ikke var part, udelukkende udtalte sig om Raadets forordning (EOEF) nr. 1698/85 af 19. juni 1985 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af elektroniske skrivemaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 163, s. 1), idet Domstolen udtrykkeligt lod spoergsmaalet om retmaessigheden af at afslutte proceduren, for saa vidt angaar Nakajima, staa aabent (dommen i TEC-sagen, jf. ovenfor, praemis 18).

118 Den i den naevnte sag over for Nakajima fulgte procedure kan under alle omstaendigheder ikke anses som et fortilfaelde, der binder institutionerne. Det fremgaar af Domstolens praksis, at dumpinggrundforordningen tillaegger faellesskabsmyndighederne et vist skoen, herunder med hensyn til fastlaeggelsen af det beloeb til daekning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, der skal indgaa i den beregnede normale vaerdi (dommen i TEC-sagen, jf. ovenfor, praemis 33), og at den omstaendighed, at en institution udoever denne skoensmaessige befoejelse uden forinden og i detaljer at redegoere for de kriterier, som den agter at anvende i hvert enkelt konkret tilfaelde, ikke er udtryk for en tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet (dom af 5.10.1988, Brother, jf. ovenfor, praemis 29).

119 Hvad herefter angaar det anfoerte om, at der er sket en kraenkelse af velerhvervede rettigheder, bemaerkes blot, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at de erhvervsdrivende ikke paa omraader, hvor faellesskabsmyndighederne raader over vide skoensmaessige befoejelser, kan paaberaabe sig en velerhvervet ret til bevarelse af en fordel, som er et resultat af en bestemt faellesskabsretlig ordning, og som de paa et givet tidspunkt har haft (jf. herved dom af 21.5.1987, sagerne 133/85-136/85, Rau, Sml. s. 2289, praemis 18). Den metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, der er blevet anvendt under en tidligere antidumpingprocedure, kan derfor ikke vaere udtryk for en velerhvervet rettighed for Nakajima, saaledes at selskabet i sagen kan kraeve, at den samme metode anvendes.

120 Det fremgaar ligeledes af Domstolens faste praksis, jf. herved praemis 113 i denne dom, at de erhvervsdrivende ikke kan have nogen berettiget forventning om en opretholdelse af en bestaaende ordning, der kan aendres ved beslutninger, som faellesskabsinstitutionerne traeffer inden for rammerne af deres skoensmaessige befoejelser.

121 Endelig bemaerkes, at det fremgaar af praemis 23 og 24 i denne dom, at det anfoerte om, at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed, savner grundlag.

122 Andet led af Nakajima' s anbringende kan herefter ikke laegges til grund.

123 For det tredje har Nakajima gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet. Den i sagen anvendte metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi er diskriminerende over for sagsoegeren, idet de benyttede regnskabsmaessige oplysninger angaar virksomheder med en anden struktur end sagsoegerens, og idet sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen er sket i to forskellige handelsled.

124 Dette argument savner ganske relevans. Det fremgaar saaledes af praemis 60-67 i denne dom, at den i sagen anvendte metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi ikke er diskriminerende. I overensstemmelse med Domstolens praksis var formaalet med metoden at anskue Nakajima' s forhold, saaledes som de ville have vaeret, saafremt selskabet havde solgt printere i Japan, og faellesskabsinstitutionerne kunne med rette laegge til grund, at det ikke er muligt at have en afsaetning paa det japanske marked for elektroniske produkter uden at raade over en integreret salgsstruktur. Det bemaerkes endvidere, at Domstolen allerede i praemis 70-72 i denne dom har fastslaaet, at sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen i sagen ikke skete i to forskellige handelsled.

125 Det kan herefter ikke laegges til grund, at der i sagen er sket nogen tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet.

126 For det fjerde har Nakajima gjort gaeldende, at der ved forordningen om endelig told er sket en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet derved, at der for sagsoegerens vedkommende blev indfoert en antidumpingtold paa 12% uden hensyntagen til selskabets saerlige struktur. Havde man taget udgangspunkt i selskabets egne omkostninger og en rimelig fortjenstmargen, ville dette i hvert fald have foert til en ubetydelig dumpingmargen og til, at Nakajima ikke laengere ville vaere omfattet af den omhandlede procedure.

127 Der kan dog ikke gives sagsoegeren medhold i dette argument, hvorved der henvises til de grunde, som der er naermere redegjort for i praemis 60-67 i denne dom.

128 For det femte har Nakajima gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om ret og billighed i forbindelse med anvendelsen af faellesskabsretten, idet anvendelsen over for sagsoegeren af en ny metode til fastlaeggelse af den beregnede vaerdi konkret var uhensigtsmaessig og medfoerte urimelige resultater.

129 Da dette argument imidlertid er baseret paa fejlagtige forudsaetninger, jf. herved praemis 60-67 i denne dom, kan det ikke laegges til grund.

130 Endelig har Nakajima gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af retsgrundsaetningen om afskaerelse af indsigelser, idet sagsoegeren blev vildledt af den retsstilling, som selskabet blev givet under antidumpingproceduren vedroerende elektroniske skrivemaskiner.

131 Dette argument, der ikke kan anses som selvstaendigt i forhold til argumentet om, at der er sket en tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet, kan heller ikke laegges til grund, hvorved der henvises til de i praemis 117-121 i denne dom naermere angivne grunde.

132 Da ingen af Nakajima' s argumenter vil kunne laegges til grund, maa anbringendet om, at der er sket en tilsidesaettelse af visse almindelige retsgrundsaetninger, forkastes.

9. Anbringendet om, at der er begaaet magtfordrejning

133 Ved dette anbringende har Nakajima gjort gaeldende, at faellesskabsmyndighederne under antidumpingproceduren for selskabets vedkommende har udvist en saa alvorlig mangel paa omhu, at dette maa sidestilles med, at de har handlet i strid med formaalet med de paagaeldende bestemmelser. Navnlig har Kommissionen ikke loyalt og paa rimelig maade undersoegt, hvorvidt det var noedvendigt at indfoere en antidumpingtold for selskabets vedkommende, ligesom den har gjort sig skyldig i en fejl eller i alvorlig grad har udvist forsoemmelighed ved at gennemfoere en procedure, som i strid med tidligere praksis maatte foere til en indfoerelse af en antidumpingtold for sagsoegerens vedkommende. Faellesskabsmyndighederne har saaledes forsaetligt villet skade sagsoegeren og undgaa en situation svarende til, hvad der gjaldt proceduren i den sag, som foerte til dommen af 5. oktober 1988, TEC, jf. ovenfor.

134 Det af sagsoegeren anfoerte savner imidlertid ganske grundlag, hvorved det blot bemaerkes, at Nakajima ikke i sagen har opfyldt de krav, som ifoelge Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 11.7.1990, sag C-323/88, Sermes, Sml. I, s. 3027, praemis 33) skal vaere opfyldt med hensyn til beviset for, at der er begaaet magtfordrejning. Sagsoegeren har saaledes ikke angivet, af hvilke objektive, relevante og overbevisende omstaendigheder og grunde det maa antages at fremgaa, at den omtvistede foranstaltning er blevet truffet for at fremme uvedkommende formaal.

135 Ved anbringendet om, at der er begaaet magtfordrejning, har Nakajima blot fremsat en raekke argumenter uden at godtgoere, at der er et grundlag for disse. Det tilfoejes, at den omstaendighed, at faellesskabsmyndighederne ikke fulgte Nakajima' s argumenter, som de skoennede savnede grundlag, ikke kan anses som udtryk for magtfordrejning.

136 Det bemaerkes endvidere, at det fremgaar af Domstolens udtalelser i sagen, at den faellesskabsretlige ordning er blevet anvendt korrekt og i overensstemmelse med sin maalsaetning. Institutionerne har i betragtningerne til forordningerne om midlertidig og om endelig told angivet grundene til, at de i sagen skoennede, at Faellesskabets interesser efter grundforordningen kraevede, at der blev indfoert foranstaltninger med henblik paa at beskytte producenterne i Faellesskabet mod importen af de produkter, der var genstand for dumping.

137 Foelgelig maa anbringendet om, at der er begaaet magtfordrejning, forkastes.

138 Da ingen af Nakajima' s anbringender kan laegges til grund, vil sagsoegte vaere at frifinde i det hele.

Sagens omkostninger

139 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med behandlingen af begaeringen om foreloebige forholdsregler samt Kommissionens omkostninger som intervenient. Da Europrint som intervenient ikke har nedlagt nogen paastand vedroerende sagens omkostninger, boer sammenslutningen baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med behandlingen af begaeringen om foreloebige forholdsregler samt Kommissionens omkostninger som intervenient.

3) Europrint baerer sine egne omkostninger som intervenient.