61988J0370

++++

Fiskeri - bevarelse af havets ressourcer - lokalt gaeldende nationale foranstaltninger der kan traeffes i henhold til faellesskabsbestemmelserne - forbud mod, at en medlemsstats egne fiskere medfoerer en bestemt type fiskegarn om bord paa fartoejer, der befinder sig i farvandene ud for en del af medlemsstatens omraade - ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet - forskelsbehandling af producenter eller forbrugere - ingen forskelsbehandling - tilsidesaettelse af den grundlaeggende ret til fri erhvervsudoevelse - ingen tilsidesaettelse

( EOEF-Traktaten, art . 7 og art . 40, stk . 3, andet afsnit; Raadets forordning nr . 171/83, art . 19, stk . 2 )

En foranstaltning truffet af en medlemsstat, som forbyder sine egne fiskere at medfoere en bestemt type garn om bord paa fiskerfartoejer, naar de befinder sig i farvandene ud for en del af dens kyster, er omfattet af artikel 19, stk . 2, i forordning nr . 171/83, hvorefter medlemsstaterne kan traeffe rent lokale foranstaltninger, som kun gaelder for deres egne fiskere, og som skal begraense fangsterne ved tekniske foranstaltninger, der supplerer de paa faellesskabsplan fastsatte, saafremt disse foranstaltninger er forenelige med faellesskabsretten .

En saadan foranstaltning er ikke i strid med Traktatens artikel 7, eftersom denne bestemmelse ikke paalaegger medlemsstaterne at stille deres egne borgere lige . Selv om foranstaltningen indebaerer begraensninger, der specielt beroerer en del af medlemsstatens egne fiskere, er den heller ikke i strid med Traktatens artikel 40, stk . 3, andet afsnit, som medlemsstaterne skal overholde, naar de til gennemfoerelse af en faellesskabsforordning, der vedroerer markedsordningerne for landbrugsvarer, traeffer foranstaltninger, der kun vedroerer deres egne statsborgere . En forskelsbehandling kan nemlig ikke betegnes som vilkaarlig, naar den er berettiget i kraft af de bevarelsesformaal, der forfoelges .

Foranstaltningen tilsidesaetter heller ikke den grundlaeggende ret til fri erhvervsudoevelse, da den er begrundet i almene hensyn og ikke goer indgreb i selve retten til at drive fiskeri .

1 Ved kendelse af 23 . november 1988, indgaaet til Domstolen den 21 . december 1988, har High Court of Justiciary i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Traktatens artikel 7 og artikel 40, stk . 3, samt gyldigheden og fortolkningen af artikel 19 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 171/83 af 25 . januar 1983 om fastlaeggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne ( EFT L 24, s . 14 ).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en straffesag mod en britisk fisker bosat i Skotland, Andrew Marshall, der er sat under tiltale for ulovligt at have medfoert et monofil garn om bord paa sit fiskerfartoej .

3 I henhold til artikel 19 i Raadets forordning nr . 171/83 kan medlemsstaterne traeffe saerlige foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne .

4 Artikel 19 lyder saaledes :

"1 . For rent lokale bestande, som kun er af betydning for fiskere fra en enkelt medlemsstat, kan den paagaeldende medlemsstat traeffe foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af disse bestande, saafremt disse foranstaltninger er forenelige med faellesskabsrettens bestemmelser og i overensstemmelse med den faelles fiskeripolitik .

2 . Medlemsstaterne kan fastsaette rent lokalt gaeldende fiskeribestemmelser indeholdende betingelser eller forskrifter, som kun gaelder for deres egne fiskere, og som begraenser fangsterne ved tekniske foranstaltninger, der supplerer de i Faellesskabets forordninger fastsatte, saafremt disse foranstaltninger er forenelige med faellesskabsretten og i overensstemmelse med den faelles fiskeripolitik .

3 . Inden de i stk . 1 og 2 omhandlede foranstaltninger vedtages, indhenter den paagaeldende medlemsstat Kommissionens godkendelse af, at disse foranstaltninger er i overensstemmelse med stk . 1 eller 2 .

Kommissionen traeffer begrundet afgoerelse senest tre maaneder efter, at der er indgivet en anmodning i henhold til foerste afsnit ."

5 Den 14 . januar 1986 udstedte Secretary of State for Scotland, efter at have opnaaet Kommissionens godkendelse, i medfoer af artikel 19, stk . 2, i forordning nr . 171/83, en bekendtgoerelse vedroerende bevarelse af fiskeressourcerne - The Inshore Fishing ( Prohibition of Carriage of Monofilament Gill Nets ) ( Scotland ) Order 1986 ( SI 1986/60 ) ( herefter benaevnt "bekendtgoerelsen "). Bekendtgoerelsen, som kun vedroerer britiske fiskere, forbyder dem at medfoere monofil garn i de farvande ud for den skotske kyst, der ligger inden for 6-soemilegraensen .

6 Det Forenede Kongerige har oplyst, at formaalet med bekendtgoerelsen er at sikre, at en tidligere bekendtgoerelse, der forbyder anvendelse af saadanne garn til laksefiskeri i disse farvande, overholdes .

7 Den 20 . september 1986 blev Marshall' s fartoej inspiceret i farvandene ud for den skotske kyst . Et garn af den type, som er forbudt i henhold til bekendtgoerelsen, blev fundet om bord .

8 Under en derpaa indledt straffesag for Sheriff Court i Stranraer gjorde Marshall bl.a . gaeldende, at bekendtgoerelsen var retsstridig, fordi den indebar en forskelsbehandling af britiske fiskere og isaer skotske fiskere i forhold til fiskere fra andre dele af Faellesskabet . For det foerste var det kun britiske fiskere, der havde forbud mod at medfoere de paagaeldende garn . For det andet var det specielt britiske fiskere, der fiskede fra skotske havne, som blev beroert af forskelsbehandlingen . Disse fiskere kunne nemlig - til forskel fra fiskere fra andre medlemsstater og britiske fiskere, som ikke fiskede fra skotske havne - ikke anvende monofil garn paa steder, hvor brugen af disse garn var tilladt, eftersom de ikke maatte medfoere dem i farvandene omkring deres hjemhavn .

9 Sheriff Court i Stranraer tiltraadte det af Marshall anfoerte og frifandt ham . Procurator Fiscal ( anklagemyndigheden ) appellerede afgoerelsen til High Court of Justiciary .

10 For at kunne traeffe afgoerelse i sagen forelagde High Court of Justiciary Domstolen foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse :

"1 ) Er bestemmelserne i artikel 7 eller i artikel 40, stk . 3, i EOEF-Traktaten eller andre bestemmelser i faellesskabsretten til hinder for, at en medlemsstat med Kommissionens forudgaaende gyldige samtykke kan traeffe en foranstaltning, der forbyder et fiskerfartoej, som er registreret i denne medlemsstat, at medfoere et fiskegarn af en naermere angivet type og udformning, mens fartoejet befinder sig i et omraade inden for denne medlemsstats kystfarvande, som ligger ud for en del af dennes kyst, naar det ellers ikke i henhold til faellesskabsbestemmelserne er forbudt at anvende saadanne garn? Under hvilke naermere omstaendigheder er de naevnte bestemmelser i givet fald til hinder herfor?

2 ) a ) Er artikel 19 i Raadets forordning nr . 171/83 gyldig i henhold til faellesskabsretten?

b ) Hvis det er tilfaeldet, maa en foranstaltning som den i spoergsmaal 1 beskrevne da med rette antages at vaere omfattet af artikel 19?"

11 For en naermere redegoerelse for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, de omtvistede faellesskabsbestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

Gyldigheden af artikel 19 i forordning nr . 171/83

12 Marshall har for den nationale ret gjort gaeldende, at artikel 19 i forordning nr . 171/83 er ugyldig, for saa vidt som medlemsstaterne ifoelge bestemmelsen inden for rammerne af den faelles fiskeripolitik kan traeffe foranstaltninger, som kan komme i konflikt med Traktatens grundlaeggende principper . Dette argument har givet den nationale ret anledning til at forelaegge et spoergsmaal om gyldigheden af denne bestemmelse .

13 I den henseende skal det blot bemaerkes, at nationale bevarelsesforanstaltninger, som traeffes i henhold til artikel 19 i forordning nr . 171/83, ifoelge bestemmelsens ordlyd skal vaere forenelige med faellesskabsretten, herunder naturligvis ogsaa med de grundlaeggende principper i faellesskabsretten .

14 Artikel 19 i forordning nr . 171/83 kan derfor ikke vaere ugyldig af den grund, som er blevet fremfoert, nemlig at det ifoelge bestemmelsen er muligt at traeffe nationale foranstaltninger, der er i strid med disse principper .

15 Herefter maa det svar, der gives den nationale ret, gaa ud paa, at gennemgangen af det stillede spoergsmaal intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 19 i Raadets forordning nr . 171/83 .

Anvendelsesomraadet for artikel 19, stk . 2, i Raadets forordning nr . 171/83

16 Den nationale ret har desuden rejst spoergsmaalet, om en national foranstaltning som bekendtgoerelsen er omfattet af artikel 19, stk . 2, i Raadets forordning nr . 171/83 .

17 En saadan foranstaltning er af samme karakter som de foranstaltninger, artikel 19 i forordning nr . 171/83 sigter til . For det foerste er den rent lokal, eftersom den kun gaelder for en del af farvandene i den medlemsstat, som har vedtaget den . For det andet gaelder den kun for medlemsstatens egne fiskere, eftersom den kun tager sigte paa fartoejer, der er registreret i den paagaeldende medlemsstat . Endelig er det en teknisk foranstaltning, da den indskraenker sig til at forbyde anvendelsen af en bestemt type garn .

18 Under disse omstaendigheder boer den nationale rets spoergsmaal besvares saaledes, at en national foranstaltning som den bekendtgoerelse, der er tale om i denne sag, er omfattet af artikel 19, stk . 2, i Raadets forordning nr . 171/83 .

Foreneligheden af en national foranstaltning som den omhandlede bekendtgoerelse med Traktatens grundlaeggende principper

19 Marshall har for den nationale ret desuden gjort gaeldende, at bekendtgoerelsen var retsstridig af en raekke grunde . For det foerste haevdede han, at den indebar en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, idet den stillede britiske fiskere ringere end andre fiskere inden for Faellesskabet . For det andet beroerte forskelsbehandlingen specielt fiskere, der drev fiskeri fra skotske havne, eftersom de til forskel fra andre britiske fiskere ikke kunne anvende de paagaeldende garn i farvande, hvor det var tilladt at anvende dem . For det tredje tilsidesatte bekendtgoerelsen proportionalitetsprincippet, fordi den forboed fartoejerne at medfoere garnene, skoent det ville have vaeret tilstraekkeligt at forbyde anvendelsen af dem . Endelig anfoerte han, at bekendtgoerelsen greb ind i retten til fri erhvervsudoevelse .

20 Disse argumenter har givet den nationale ret anledning til at rejse spoergsmaalet, om artikel 7 eller artikel 40, stk . 3, i Traktaten eller grundlaeggende principper i faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat forbyder alle fartoejer, der er registreret i denne stat, at medfoere en bestemt type garn i farvande ud for dens kyster .

21 For saa vidt angaar Traktatens artikel 7, maa det understreges, at denne bestemmelse ikke paalaegger medlemsstaterne at stille deres egne statsborgere lige . Foelgelig kan det ikke vaere i strid med artikel 7, at fiskere, der driver fiskeri fra skotske havne, behandles anderledes end andre britiske fiskere . Den anfaegtede foranstaltning kan heller ikke anses for at vaere i strid med artikel 7 af den grund, at den stiller fiskere, der driver fiskeri fra skotske havne, ringere end fiskere fra andre medlemsstater . I betragtning af de krav, der maa stilles for at bevare laksebestanden, befinder disse to kategorier af fiskere sig ikke i sammenlignelige situationer .

22 For saa vidt angaar Traktatens artikel 40, stk . 3, foelger det af dommen af 26 . april 1988, Apesco mod Kommissionen, praemis 23 ( sag 207/86, Sml . s . 2151 ), at medlemsstaterne skal overholde lighedsprincippet, naar de - til gennemfoerelse af en faellesskabsforordning, der vedroerer markedsordningerne for landbrugsvarer - traeffer foranstaltninger, der kun vedroerer deres egne statsborgere .

23 I den forbindelse bemaerkes, at bekendtgoerelsen i hoejere grad beroerer fiskere, som driver fiskeri fra en skotsk havn, end andre britiske fiskere, idet de foerstnaevnte endog er afskaaret fra at anvende monofil garn paa steder, hvor det er tilladt at anvende dem, eftersom de ikke maa medfoere dem i farvandene omkring deres hjemhavn .

24 En saadan forskelsbehandling kan imidlertid kun udgoere en forbudt forskelsbehandling i henhold til Traktatens artikel 40, stk . 3, hvis den er vilkaarlig, dvs . at den er utilstraekkelig begrundet og ikke bygger paa objektive kriterier .

25 I den henseende bemaerkes, at laksene skal passere gennem det havomraade, bekendtgoerelsen vedroerer, for at naa frem til de floder, hvor de gyder . Det er derfor af afgoerende betydning for bevarelsen af arten, at en vis del af laksene naar frem til gydeomraaderne .

26 Dette betyder, at anvendelsen af monofil garn maa forbydes i betragtning af, at disse garn er saerlig effektive fangstredskaber . For at sikre, at foranstaltningen fik den tilsigtede virkning, var det objektivt velbegrundet at forbyde fartoejerne at medfoere denne type garn i dette omraade . Det er forbundet med saerlige vanskeligheder at foere kontrol i det havomraade, der er tale om, paa grund af den lange kyststraekning . Det forekommer derfor ikke vilkaarligt, at de nationale myndigheder har foretrukket at forbyde fartoejerne at medfoere disse garn frem for at oege kontrollen med henblik paa at godtgoere, at garnene er blevet anvendt til ulovlige formaal . Heraf foelger ogsaa, at den omtvistede foranstaltning ikke staar i misforhold til de formaal, der forfoelges .

27 Endelig bemaerkes, for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt der er gjort indgreb i retten til fri erhvervsudoevelse, at der - som Domstolen har udtalt i dommen af 8 . oktober 1986, Keller, praemis 8 ( sag 234/85, Sml . s . 2897 ) - kan foretages begraensninger af udoevelsen af en saadan ret, naar de er berettigede i kraft af de maal af almen interesse, som Faellesskabet forfoelger, saa laenge selve retten ikke beroeres .

28 I den foreliggende sag er begraensningerne i retten til at drive fiskeri begrundet i almene hensyn, eftersom de skal sikre, at den paagaeldende fiskeart bevares . De goer heller ikke indgreb i selve retten til at drive fiskeri, eftersom friheden til at drive fiskeri stadig bestaar, forudsat at der anvendes tilladte garn .

29 Foelgelig boer den nationale rets spoergsmaal besvares med, at hverken Traktatens artikel 7, artikel 40, stk . 3, eller grundlaeggende principper i faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat forbyder alle fiskerfartoejer, der er registreret i medlemsstaten, at medfoere fiskegarn af en saerlig type i dens kystfarvande .

Sagens omkostninger

30 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber og Raadet for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN ( Femte Afdeling )

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af High Court of Justiciary ved kendelse af 23 . november 1988, for ret :

1 ) Gennemgangen af det stillede spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 19 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 171/83 .

2 ) En national foranstaltning som den bekendtgoerelse, der er tale om i denne sag, er omfattet af artikel 19, stk . 2, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 171/83 .

3 ) Hverken Traktatens artikel 7, artikel 40, stk . 3, eller grundlaeggende principper i faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat forbyder alle fiskerfartoejer, der er registreret i medlemsstaten, at medfoere fiskegarn af en saerlig type i dens kystfarvande .