61988J0033

++++

1 . Fri bevaegelighed for personer - undtagelser - ansaettelser i den offentlige administration - begreb - deltagelse i udoevelse af offentlig myndighed og i funktioner som skal sikre statens almene interesser - universitetslektorer i fremmedsprog

( EOEF-Traktaten, artikel 48, stk . 4 )

2 . Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - ansaettelsesvilkaar - begraenset ansaettelsesvarighed specielt for universitetslektorer i fremmedsprog - skjult forskelsbehandling - utilladelighed

( EOEF-Traktaten, artikel 48, stk . 2 )

3 . Social sikring af vandrende arbejdstagere - ligebehandling - anvendelse af socialsikringsordninger - udelukkelse af en gruppe arbejdstagere som overvejende bestaar af statsborgere fra andre medlemsstater - utilladelighed

( Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1408/71, artikel 3 )

1 . Undervisningsstillinger i almindelighed og stilling som lektor i fremmedsprog ved et universitet i saerdeleshed er ikke ansaettelse i den offentlige administration, jfr . Traktatens artikel 48, stk . 4, idet disse stillinger ikke indebaerer en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser, hvorfor de ikke forudsaetter, at indehaverne foeler en saerlig solidaritet med staten, og at der bestaar gensidige rettigheder og pligter, som er grundlaget for nationalitetsbaandet .

2 . Ligebehandlingsprincippet, der har fundet et saerligt udtryk i Traktatens artikel 48, stk . 2, indebaerer ikke blot et forbud mod aabenlyse former for forskelsbehandling, begrundet i nationalitet, men ogsaa mod alle skjulte former for forskelsbehandling, hvorved det samme faktisk bliver resultatet, selv om forskelsbehandlingen udoeves paa grundlag af andre formelle kriterier, og maa antages at vaere til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse om tidsbegraensning af universiteters ansaettelse af lektorer i fremmedsprog, saafremt der principielt ikke er fastsat en saadan tilsvarende begraensning for universiteternes andre arbejdstagere .

3 . Artikel 3 i forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 er til hinder for, at en bestemt gruppe arbejdstagere, som overvejende bestaar af statsborgere fra andre medlemsstater, som tilfaeldet er med universitetslektorer i fremmedsprog, udelukkes fra socialsikringsordninger i en medlemsstat, som andre arbejdstagere i samme medlemsstat i almindelighed er omfattet af .

1 Ved kendelse af 21 . december 1987, indgaaet til Domstolen den 29 . januar 1988, har pretura unificata di Venezia som arbejdsret i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 2 og stk . 4, artikel 51, samt artikel 3 i forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet ( kodificeret udgave, jfr . EFT 1983 L 230, s . 8 ).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag anlagt af Pillar Alluè, som er spansk statsborger, og Carmen Mary Coonan, der er engelsk statsborger, mod Venedigs Universitet, hvor sagsoegerne har arbejdet som lektorer i fremmedsprog fra 1980 til 1986 . Sagsoegte, Venedigs Universitet, meddelte i begyndelsen af undervisningsaaret 1986-1987 sagsoegerne, at deres ansaettelseskontrakt ikke kunne fornyes, og henviste herved til bestemmelserne i artikel 28 i praesidentdekret nr . 382 af 11 . juli 1980 ( i det foelgende benaevnt "dekretet "). I stk . 3, i naevnte artikel hedder det : "De i stk . 1 naevnte kontrakter (( om ansaettelse som lektorer i fremmedsprog )) kan ikke loebe laengere end det akademiske aar, for hvilket de er indgaaet . De kan fornyes hvert aar, dog hoejst i fem aar ".

3 De beroerte anlagde herefter sag . Paastandene har i det vaesentlige foelgende ordlyd : Det statueres, at deres med universitetet afsluttede arbejdsaftale har privatretlig karakter; universitetet doemmes til at betale dem forskellen mellem den oppebaarne loen og de beloeb, de ville have krav paa ifoelge loenskalaens angivelse af loennen til en hjaelpelaerer ansat paa bestemt tid; sagsoegerne kendes berettiget til ydelser i henhold til socialsikring og anden obligatorisk forsikring fra aftalens indgaaelse; den mellem parterne afsluttede kontrakt kendes indgaaet paa ubestemt tid, hvorfor dens ophoersdato tilsidesaettes, og sagsoegte saaledes kendes pligtig at betale den dem tilkommende loen fra den 1 . november 1986 . Subsidiaert har sagsoegerne nedlagt paastand om, at universitetet tilpligtes at genansaette dem i deres tidligere stilling fra den 1 . november 1986, hvorved det laegges til grund, at sagsoegernes til stoette for paastanden fremfoerte anbringende om, at dekretets artikel 28, stk . 3, er forfatningsstridigt, ikke er aabenbart grundloest .

4 Den nationale ret har udsat sagen og anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse vedroerende foelgende spoergsmaal :

"a ) Foerst og fremmest spoerges der, om det retmaessigt ifoelge EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 4, i en medlemsstats lovgivning kan bestemmes, at der for stilling som lektor i fremmedsprog skal gaelde en saerordning om ansaettelseskontrakters varighed, idet denne begraenses, mens fastansaettelse i oevrigt for statens ansatte er sikret ved lov nr . 230 af 18 . april 1962, og der ikke konkret foreligger saerlige omstaendigheder vedroerende ansaettelsesforholdet, som kan begrunde en undtagelse fra reglen herom; der henvises herved til Domstolens dom af 17 . december 1980, hvorved bemaerkes, at der ikke i den foreliggende sag er tale om direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesse .

b)Dernaest bliver der et spoergsmaal om retmaessigheden ifoelge EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 2, af en medlemsstats lovgivning og/eller af en privatretlig aftale, hvorefter ansaettelseskontraktens varighed begraenses til et forudfastsat tidsrum paa fem aar, idet arbejdskraftens frie bevaegelighed forudsaetter afskaffelse af enhver forskelsbehandling, og undtagelsen fra denne almindelige regel i statens interne ret, for saa vidt angaar ansaettelsesforholdets varighed, maa anses for diskriminerende . Endvidere maa der spoerges, om den udtrykkelige bestemmelse i de i naervaerende sag omtvistede ansaettelseskontrakter om, at sagsoegerne ikke er omfattet af syge - eller socialsikringsordninger, er i overensstemmelse med de rettigheder til social sikring, der tilkommer vandrende arbejdstagere paa baggrund af De Europaeiske Faellesskabers Domstols fortolkning af forordning ( EOEF ) nr . 1408/71, sammenholdt med EOEF-Traktatens artikel 51 ".

5 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder og retlige baggrund samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

Foerste spoergsmaal

6 Den nationale ret oensker med det foerste spoergsmaal i det vaesentlige klarlagt, om ansaettelse i en stilling som lektor i fremmedsprog ved et universitet skal anses for ansaettelse i den offentlige administration, jfr . EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 4, saaledes at en saadan ansaettelse vil kunne naegtes statsborgere fra andre medlemsstater .

7 Herom bemaerkes, at ifoelge Domstolens praksis i dom af 3 . juli 1986 ( Lawrie-Blum, sag 66/85, Sml . s . 2121 ) indebaerer undervisningsstillinger ikke en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser, hvorfor de ikke forudsaetter, at indehaverne foeler en saerlig solidaritet med staten, og at der bestaar gensidige rettigheder og pligter, som er grundlaget for nationalitetsbaandet .

8 Det fremgaar desuden af Domstolens faste praksis ( jfr . bl . a . Domstolens dom af 16 . juni 1987, Kommissionen mod Den Italienske Republik, sag 225/85, Sml . s . 2625 ), at selv om der var tale om ansaettelser i den offentlige administration, ville det ikke ifoelge bestemmelsen i Traktatens artikel 48, stk . 4, vaere begrundet at anvende diskriminerende forholdsregler vedroerende afloenning eller andre arbejdsvilkaar over for arbejdstagere, som én gang havde faaet adgang til de omhandlede stillinger .

9 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at en person, der bestrider en stilling som lektor i fremmedsprog ved et universitet, ikke er ansat i den offentlige administration i den i EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 4, forudsatte betydning .

Andet spoergsmaal

10 Den nationale ret oensker med foerste led i det andet spoergsmaal i det vaesentlige afgjort, om EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 2, er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, hvorefter arbejdskontrakter for lektorer i fremmedsprog ved universiteterne har begraenset varighed, naar en lignende begraensning principielt ikke er fastlagt for de oevrige arbejdstagere .

11 I den forbindelse skal der henvises til Domstolens faste praksis, hvorefter ligebehandlingsprincippet, der har fundet et saerligt udtryk i Traktatens artikel 48, stk . 2, ikke blot indebaerer et forbud mod aabenlyse former for forskelsbehandling, begrundet i nationalitet, men ogsaa mod alle skjulte former for forskelsbehandling, hvorved det samme faktisk bliver resultatet, selv om forskelsbehandlingen udoeves paa grundlag af andre formelle kriterier ( jfr . bl . a . Domstolens dom af 15 . januar 1986, Pinna, sag 41/84, Sml . s . 1 ).

12 Det maa i den forbindelse bemaerkes, at den ifoelge den omtvistede lovgivning begraensede varighed af en ansaettelse som lektor i fremmedsprog ved et universitet hovedsagelig vedroerer arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater, selv om begraensningen gaelder uafhaengigt af vedkommende arbejdstagers statsborgerskab . Af de af den italienske regering fremlagte statistiske oplysninger fremgaar nemlig, at kun 25% af lektorerne i fremmedsprog er italienske statsborgere .

13 Den italienske regering har som begrundelse for den omtvistede begraensning anfoert, at denne er det eneste middel, universiteterne har haft til at kunne ansaette lektorer i fremmedsprog med up-to-date-kundskaber og -praktiske faerdigheder i det modersmaal, der undervises i .

14 Herved maa det paapeges, at faren for, at kontakten med modersmaalet gaar tabt, er begraenset, naar henses til nutidens intense kulturelle samkvem og kommunikationsmuligheder, og at universiteterne desuden i hvert fald har mulighed for at foere kontrol med lektorernes kundskabsniveau . Det maa tillige fastslaas, at en lektor i henhold til den omtvistede lovgivning kan ansaettes ved et universitet efter at have virket som lektor i seks aar ved et andet universitet i samme medlemsstat; tidsbegraensningen af en ansaettelse af den omhandlede art kan altsaa ikke have den begrundelse, den italienske regering har givet .

15 Den italienske regering har endvidere gjort gaeldende, at de omtvistede bestemmelser er berettigede, idet stabil beskaeftigelse for undervisere kun kan tilsikres, naar de paagaeldende besidder de noedvendige faglige kvalifikationer, og dette er fastslaaet paa grundlag af deres deltagelse i en udvaelgelsesproeve . Det er imidlertid ikke tilfaeldet for lektorer i fremmedsprog .

16 I denne forbindelse maa det fastslaas, at begraensningen til seks aar af den omhandlede form for undervisningsvirksomhed ikke er noedvendig af hensyn til universiteternes mulighed for at bringe en ansaettelseskontrakt for undervisere, der har vist sig at mangle de noedvendige kvalifikationer, til ophoer . En saadan begraensning gaelder ikke for kontraktansatte laerere, der ogsaa varetager undervisningsopgaver uden at have bestaaet en udvaelgelsesproeve . Disse har mulighed for at faa dispensation fra undervisningsministeren ( i henhold til dekretets artikel 25, stk . 7 ), selv om varigheden af deres ansaettelse principielt er begraenset til tre aar .

17 Den italienske regering har endelig gjort gaeldende, at den omtvistede bestemmelse ogsaa er begrundet i noedvendigheden af at begraense antallet af lektorer i fremmedsprog efter behovene ved det enkelte universitet, der i saa henseende beror paa tilgangen af studerende i vedkommende sprog . Herved maa det dog bemaerkes, at en saadan forvaltningsmaessig formaalstjenlighed kan gennemfoeres med andre midler, herunder navnlig ved at udelukke fornyelse af kontrakter for de lektorer, som der ikke er behov for, jfr . dekretets artikel 28, stk . 3 ).

18 Det foelger af det anfoerte, at intet af de fremfoerte argumenter kan begrunde den omhandlede begraensning af arbejdskontrakter for lektorer i fremmedsprog og dermed af anvendelsen af ligebehandlingsprincippet .

19 Foerste led i det andet spoergsmaal fra den nationale ret maa derfor besvares saaledes, at EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 2, maa antages at vaere til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse om tidsbegraensning af universiteters ansaettelse af lektorer i fremmedsprog, saafremt der principielt ikke er fastsat en saadan tilsvarende begraensning for universiteternes andre arbejdstagere .

20 Den nationale ret har med andet led i det andet spoergsmaal navnlig oensket en afgoerelse af, om bestemmelserne i forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 skal fortolkes saaledes, at det herefter er udelukket i en ansaettelseskontrakt for lektorer i fremmedsprog ved en medlemsstats universiter at vedtage, at vedkommende ikke er omfattet af de sociale sikringsordninger, som gaelder for andre arbejdstagere .

21 Det vil i den forbindelse vaere tilstraekkeligt at fastslaa, at ligebehandlingsgrundsaetningen, der i artikel 3 i forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 er blevet bragt til udtryk paa saerlig maade, skal foelges ved anvendelsen af de sociale sikringsordninger . Grundsaetningen er ikke overholdt, naar en bestemt gruppe arbejdstagere, som overvejende bestaar af statsborgere fra andre medlemsstater, ikke er omfattet af socialsikringen i en medlemsstat, mens det i almindelighed er tilfaeldet for andre arbejdstagere i samme medlemsstat .

22 Andet led i den nationale rets andet spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at artikel 3 i forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 - om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet - er til hinder for, at det i en ansaettelseskontrakt for lektorer i fremmedsprog ved en medlemsstats universiteter bestemmes, at vedkommende lektorer ikke er omfattet af de samme sociale sikringsordninger som andre arbejdstagere .

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN ( Femte Afdeling )

vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt af pretura unificata di Venezia ved kendelse af 21 . december 1987, for ret :

1 ) En person, der bestrider en stilling som lektor i fremmedsprog ved et universitet, er ikke ansat i den offentlige administration i den i EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 4, forudsatte betydning .

2 ) EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 2, er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse om tidsbegraensning af universiteters ansaettelse af lektorer i fremmedsprog, saafremt der principielt ikke er fastsat en saadan tilsvarende begraensning for universiteternes andre arbejdstagere .

3 ) Artikel 3 i forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 - om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet - er til hinder for, at det i en ansaettelseskontrakt for lektorer i fremmedsprog ved en medlemsstats universiteter bestemmes, at vedkommende lektorer ikke er omfattet af de samme sociale sikringsordninger som andre arbejdstagere .