61987J0344

++++

1 . Fri bevaegelighed for personer - arbejdstager - begreb - arbejdsforhold forudsat - faktisk og reel udoevelse af virksomhed - andre omstaendigheder uden betydning

( EOEF-Traktaten, artikel 48 )

2 . Fri bevaegelighed for personer - arbejdstager - begreb - statsborger i en medlemsstat udoever loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat med henblik paa genuddannelse eller reintegration - ikke omfattet

( EOEF-Traktaten, artikel 48 )

1 . Begrebet arbejdstager i Traktatens artikel 48 er et faellesskabsretligt begreb . Det maa defineres paa grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer rettigheder og pligter i arbejdsforholdet; det vaesentligste kendetegn ved arbejdsforholdet er, at en person i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger . Forudsat at der er tale om udoevelse af faktisk og reel beskaeftigelse, kan hverken en stoerre eller mindre produktivitet eller spoergsmaalet om, hvorledes midlerne til at sikre afloenningen tilvejebringes, eller karakteren af retsforholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver vaere afgoerende for, om en person kan anerkendes som arbejdstager .

2 . Virksomhed udoevet inden for rammerne af en national ordning, som har til formaal at lade udfoere arbejde med henblik paa at bevare, genskabe eller fremme arbejdsdygtighed hos personer, som paa ubestemt tid og paa grund af egne forhold ikke er i stand til at arbejde under normale vilkaar, kan ikke anses for en reel og faktisk oekonomisk virksomhed, idet den blot er et middel til genuddannelse eller reintegration af de personer, der udoever den . En statsborger i en medlemsstat, der er beskaeftiget i en anden medlemsstat efter en saadan ordning, kan derfor ikke paa det grundlag alene anses for arbejdstager i den i Traktatens artikel 48, stk . 1, forudsatte betydning .

1 Ved beslutning af 20 . oktober 1987, indgaaet til Domstolen den 6 . november s.aa ., har Nederlandenes Raad van State i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 48 og af artikel 1, stk . 1, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet ( EFT 1968 II, s . 467 ).

2 Spoergsmaalet er stillet som led i en sag, som Bettray har anlagt mod den nederlandske stat til proevelse af de nederlandske myndigheders afslag paa hans ansoegning om opholdstilladelse .

3 Bettray, der er tysk statsborger, indrejste paa nederlandsk omraade den 15 . juli 1980 . Han har to gange ansoegt om opholdstilladelse i Nederlandene, idet han som formaal med opholdet angav "ophold hos sin forlovede, senere aegteskab" og i den anden ansoegning tilfoejede "ophold i et terapeutisk center for stofmisbrugere ". De nederlandske myndigheder afslog ansoegningerne .

4 Paa grund af sit stofmisbrug blev Bettray den 18 . april 1983 ansat paa ubestemt tid ved Ergon-virksomheden i Eindhoven under den ordning, der er indfoert ved "Wet Sociale Werkvoorziening" ( den nederlandske lov om social beskaeftigelse, herefter benaevnt "WSW ").

5 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at WSW er en ordning, som har til formaal at lade udfoere arbejde med henblik paa at bevare, genskabe eller fremme arbejdsdygtighed hos personer, som paa ubestemt tid og paa grund af egne forhold ikke er i stand til at arbejde under normale vilkaar . Med dette for oeje har en raekke nederlandske kommuner med oekonomisk stoette fra staten oprettet virksomheder eller arbejdsfaellesskaber, hvis eneste formaal er at give de paagaeldende personer mulighed for at udoeve loennet beskaeftigelse paa vilkaar, som i videst muligt omfang indrettes efter de regler og saedvaner, som ifoelge lovgivningen gaelder for udoevelsen af loennet beskaeftigelse paa normale vilkaar, medmindre arbejdstagernes fysiske eller psykiske tilstand kan begrunde en fravigelse heraf .

6 Den 4 . november 1983 indgav Bettray paa ny ansoegning om opholdstilladelse og anfoerte som formaal med opholdet "udoevelse af loennet beskaeftigelse ". Den lokale politimester afslog ansoegningen . Herefter indgav Bettray en begaering om omgoerelse af afgoerelsen til Staatssecretaris van Justitie, som ligeledes afslog begaeringen . Derefter indbragte han sagen for Raad van State og gjorde gaeldende, at han er arbejdstager i EOEF-Traktatens forstand .

7 Raad van State fandt, at det med henblik paa domsafsigelsen var noedvendigt at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :

"Skal artikel 1, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 - hvorefter enhver statsborger i en medlemsstat, uanset bopael, har ret til at tage og udoeve loennet beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade - fortolkes saaledes, at denne ret ogsaa gaelder for den statsborger fra en anden medlemsstat, som paa Nederlandenes omraade udfoerer arbejde inden for rammerne af Wet Sociale Werkvoorziening ( lov om social beskaeftigelse ), ogsaa saafremt :

a ) han ikke forud herfor, paa anden maade end som led i en saadan beskaeftigelse, maatte anses for arbejdstager i den betydning, der forudsaettes i artikel 48, stk . 1, i Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, og

b ) han heller ikke tilhoerer den i afsnit III i forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 omhandlede personkreds?"

8 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de indlaeg, der er indgivet for Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

9 Med spoergsmaalet oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 1, skal fortolkes saaledes, at en statsborger i en medlemsstat, der er beskaeftiget i en anden medlemsstat efter en ordning som WSW, alene paa det grundlag kan anses som arbejdstager i faellesskabsrettens forstand .

10 Mens spoergsmaalet ifoelge Kommissionen og sagsoegeren i hovedsagen i henhold til Domstolens praksis vedroerende begrebet arbejdstager maa besvares bekraeftende, har den nederlandske regering anfoert, at saeregenhederne ved WSW-ordningen indebaerer, at personer, der arbejder efter den paagaeldende ordning, ikke kan anses for arbejdstagere i faellesskabsrettens forstand . Regeringen har i den forbindelse blandt andet fremhaevet, at arbejdsforholdet i henhold til WSW retligt har "sui generis"-karakter, at de beskaeftigede personers produktivitet er meget beskeden, at deres loen i det vaesentlige finansieres af det offentlige, og endelig, at den paagaeldende ordning er en social og ikke en oekonomisk ordning .

11 Indledningsvis bemaerkes, at i henhold til en nu fast praksis er begrebet arbejdstager i Traktatens artikel 48 et faellesskabsretligt begreb, og at det, for saa vidt som det fastlaegger anvendelsesomraadet for en af Faellesskabets fundamentale frihedsrettigheder, maa fortolkes vidt ( jfr . blandt andet dom af 3 . juli 1986, Lawrie-Blum, sag 66/85, Sml . s . 2121 ).

12 Det fremgaar af dommen, at begrebet maa defineres paa grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer rettigheder og pligter i arbejdsforholdet, og at arbejdsforholdets vaesentligste kendetegn er, at en person i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger .

13 Endvidere bemaerkes, at det foelger saavel af princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed som af placeringen i Traktaten af bestemmelserne herom, at de kun sikrer den frie bevaegelighed for personer, som udoever eller oensker at udoeve oekonomisk virksomhed, og at de foelgelig kun opfatter udoevelse af faktisk og reel virksomhed ( jfr . dom af 23 . marts 1982, Levin, sag 53/81, Sml . s . 1035 ).

14 Det fremgaar af forelaeggelsesbeslutningen, at de personer, der er beskaeftiget efter WSW-ordningen, som led i et underordnelsesforhold praesterer ydelser mod vederlag . Det vaesentligste kendetegn ved arbejdsforholdet foreligger saaledes .

15 Dette gaelder, uanset at produktiviteten hos de personer, der er beskaeftiget efter ordningen, er beskeden, og at loennen i det vaesentlige afholdes af offentlige midler . Hverken en stoerre eller mindre produktivitetsgrad eller spoergsmaalet om, hvorledes midlerne til at sikre afloenningen tilvejebringes, kan vaere afgoerende for, om en person kan anerkendes som arbejdstager .

16 Det er i den forbindelse ogsaa uden betydning, at det arbejdsforhold, der bestaar i henhold til WSW, efter national ret har "sui generis"-karakter . Som det fremgaar af Domstolens praksis ( jfr . navnlig dom af 12 . februar 1974, Sotgiu, sag 152/73, Sml . s . 153 ), er karakteren af retsforholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver ikke afgoerende for anvendelsen af Traktatens artikel 48 .

17 Det maa derimod fastslaas, at den virksomhed, der udoeves efter WSW-ordningen, ikke kan anses for en reel og faktisk oekonomisk virksomhed, idet den blot er et middel til genuddannelse af de personer, der udoever den, eller til, at de paa ny kan finde beskaeftigelse, og formaalet med det loennede arbejde, der er afpasset efter den enkeltes fysiske og psykiske muligheder, er, at den paagaeldende paa kortere eller laengere sigt genvinder evnen til at beklaede en almindelig stilling og kan leve paa en maade, der er saa normal som muligt .

18 Det fremgaar saaledes af forelaeggelsesbeslutningen, at en saadan beskaeftigelse er forbeholdt personer, der som foelge af egne forhold ikke kan udfoere et arbejde paa normale vilkaar, og at den sociale beskaeftigelsesforanstaltning ophoerer, naar arbejdsformidlingen giver kommunen meddelelse om, at den paagaeldende person paa kort sigt vil kunne finde et arbejde paa normale vilkaar .

19 Det fremgaar ligeledes af forelaeggelsesbeslutningen, at de personer, der beskaeftiges efter WSW-ordningen, ikke udvaelges efter deres evne til at udfoere et bestemt arbejde, men at det tvaertimod er arbejdsopgaverne, som tilpasses dem, og at deres arbejdsevne derved soeges bevaret, genskabt eller fremmet . Endelig udfoeres de paagaeldende arbejdsopgaver i virksomheder eller arbejdsfaellesskaber, som er oprettet af kommunerne med det ene formaal for oeje .

20 Det af den nationale retsinstans forelagte spoergsmaal maa derfor besvares med, at EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 1, skal fortolkes saaledes, at en statsborger i en medlemsstat, der er beskaeftiget i en anden medlemsstat efter en ordning som WSW, hvor den udoevede virksomhed kun er et middel til genuddannelse eller reintegration, ikke paa det grundlag alene kan anses for arbejdstager i faellesskabsrettens forstand .

Sagens omkostninger

21 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Raad van State ved beslutning af 20 . oktober 1987, for ret :

EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 1, skal fortolkes saaledes, at en statsborger i en medlemsstat, der er beskaeftiget i en anden medlemsstat efter en ordning som WSW, hvor den udoevede virksomhed kun er et middel til genuddannelse eller reintegration, kan ikke paa det grundlag alene anses for arbejdstager i faellesskabsrettens forstand .