»1)

Vedrører den i artikel 1, stk. 2, nr. 1, nævnte undtagelse fra anvendelsesområdet for konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, ’arv efter loven eller testamente’, krav fremsat under en retssag af en testator, hvis testamente befinder sig i en andens besiddelse, og idet disse krav går ud på udlevering af testamentet, tilintetgørelse af fotokopier, afskrifter og gengivelser og erhvervelse af et forbud mod at (lade) besidde eller anvende nogen fotokopi, afskrift eller gengivelse af dette dokument, begge dele med det formål at forhindre, at de i testamentet indeholdte erklæringer skal blive anvendt som bevis mod testator i en retssag, som ikke angår et testamente eller arv efter loven?

2)

Vedrører den i artikel 1, stk. 2, nr. 1, nævnte undtagelse fra konventionens anvendelsesområde ’formueforholdet mellem ægtefæller’, krav som de under punkt 1 nævnte, hvis disse fremsættes for at forhindre, at de i et testamente indeholdte erklæringer skal blive brugt som bevis mod testator i en retssag, som angår testators påståede ubeføjede eller urigtige administration af hans hustrus særeje, såfremt denne administration må betragtes som nært sammenhængende med de formueretlige forhold, som umiddelbart følger af ægteskabet?

3)

Omfatter begrebet ’foreløbige, herunder sikrende retsmidler’ i artikel 24 den i Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering, første bog, 13. afsnit, 18. afdeling, nævnte mulighed for at begære iværksættelse af foreløbige retsmidler? Spiller det herved nogen rolle, at det foreløbige retsmiddel begæres i forbindelse med en anden i Nederlandene verserende sag?

4)

Omfatter det i andet punktum i artikel 18 nævnte tilfælde, at sagsøgtes fremmøde udelukkende har til formål at bestride rettens kompetence, det tilfælde, at sagsøgte bestrider rettens kompetence og tillige subsidiært, for det tilfælde, at retten anser sig for kompetent, bestrider kravet i realiteten?«

1.

Sager om formueforholdet mellem ægtefæller og om arv efter loven eller testamente er udtrykkeligt udelukket fra konventionens anvendelsesområde. Artikel 24 gør kun retterne i en kontraherende stat kompetente til af afsige kendelse om et foreløbigt, herunder. sikrende retsmiddel, hvis sagens realitet, selv om en ret i en anden kontraherende stat er kompetent til at påkende den, hører til de områder, der er omfattet af konventionen. Denne artikel kan altså ikke i noget tilfælde anvendes til at omgå den ufravigelige retsregel i konventionens artikel 1.

Domstolen har i sin dom i de Cavel-sagen af 27. marts 1979 (Sml., s. 1056) statueret, at konventionen ikke giver hjemmel for at sondre mellem foreløbige retsmidler og retsmidler af definitiv karakter, hvad angår dens anvendelsesområde. Dens artikel 24 påvirker ikke denne kendsgerning, for den sigter udtrykkeligt til foreløbige retsmidler, som der er afsagt kendelse om i en kontraherende stat, når retterne i en anden kontraherende stat »i medfør af denne konvention« er kompetente til at påkende sagens realitet. Afgørelser om foreløbige, herunder sikrende retsmidler på områder, som er udelukket fra konventionens anvendelsesområde, kan derfor ikke med henvisning til denne artikel inddrages under konventionens anvendelsesområde.

2.

Selv hvis det antages, at de nederlandske retters kompentence er udelukket i henhold til artikel 1, er den nederlandske kassationsdomstol imidlertid i tvivl om, om disse retter er kompetente, fordi hustruen har givet møde for ikke blot at bestride Rotterdams underrets præsidents kompetence, men også for subsidiært at bestride kravet i realiteten (artikel 18).

Dette spørgsmål nødvendiggør to svar.

For det første fremgår det i analogi med mine bemærkninger vedrørende artikel 24, at selv hvis sagsøgte giver møde, og dette fremmøde kun har til formål at bestride kompetencen, kan den overførelse af kompetence, som er fastsat i artikel 18 i et sådant tilfælde, ikke bevirke, at et sagområde, som udtrykkeligt er udelukket fra konventionens anvendelsesområde i henhold til artikel 1, inddrages herunder. I artikel 18, 2. punkt, præciseres det i øvrigt, at »denne regel finder ikke anvendelse, ... såfremt en anden ret i medfør af artikel 16 er enekompetent«; men de tilfælde af enekompetence, som omhandles af denne artikel, vedrører selv kun borgerlige sager, herunder handelssager.

For det andet er overførelse af kompetence til en ret i en anden kontraherende stat end den, hvor sagsøgte har bopæl, for hvilken denne giver møde, udelukket i henhold til artikel 18, 2. punkt, når sagsøgeren ikke blot bestrider kompetencen, men også kravet i realiteten. Domstolen har statueret (Elefanten Schuh, dom af 24.6.1981), at kompetenceregelen i artikel 18, 1. punkt, ikke finder anvendelse, selv hvis indsigelsen om inkompetence ikke fremsættes principalt eller ikke går forud for enhver realitetsindsigelse; det er tilstrækkeligt, at den går forud for, hvad der ifølge domstolslandets nationale ret anses for »det første forsvar, der fremføres for den«. Sir Gordon Slynn har været mere uforbeholden i sit forslag til afgørelse i denne sag, idet han mente, at »den omstændighed, at en sagsøgt fremfører argumenter om sagens realitet, betyder ikke nødvendigvis, at han har accepteret dens kompetence, hvis disse argumenter er subsidieere i forhold til hans principale anbringende om, at retten ikke er kompetent«.

I Domstolens dom i Rohr-sagen af 22. oktober 1981 blev det præciseret, at artikel 18 betyder, at »sagsøgte samtidig med at bestride en domstols kompetence kan nedlægge subsidiær påstand vedrørende realiteten, uden af den grund at fortabe retten til at fremsætte kompetenceindsigelsen«.

3.

Det problem, som foreligger for den nationale ret, er således kun, om realiteten i sagen mellem ægtefællerne er et spørgsmål, som henhører under formueforholdet mellem ægtefæller eller arv i vid forstand, eller derimod under »borgerlige sager, herunder handelssager«.

De to første spørgsmål er blevet stillet i en meget direkte form. Det tilkommer imidlertid ikke Domstolen, når den træffer afgørelse i henhold til protokollen vedrørende fortolkningen af konventionen af 27. september 1968, at henføre mandens krav under bestemte retsregler.

Jeg vil blot for at hjælpe den forelæggende ret understrege følgende punkt, som er blevet fremdraget af Domstolens dom i ovennævnte de Cavel-sag:

Det er på grund af visse spørgsmåls specielle karakter, navnlig »spørgsmål om fysiske personers retlige status, formueretlige forhold mellem ægtefæller, arv efter loven eller testamente«, at sager vedrørende disse spørsmål er blevet udelukket fra konventionens anvendelsesområde.

Den foreløbige regulering af »formueretlige forhold mellem ægtefæller, kan, når den må foretages under en skilsmissesag, ikke adskilles fra de spørgsmål om fysiske personers retlige status, som opstår som følge af opløsningen af ægteskabet og formueforholdet mellem ægtefællerne«.

Det følger heraf, at begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« ikke alene omfatter formueordninger, som af visse nationale lovgivninger specielt og udelukkende er udformet med henblik på ægteskabet, men også alle formueretlige forhold, som er en direkte følge af ægteskabet eller af dettes opløsning (præmis 7, s. 1066).

Sager vedrørende ejendele tilhørende ægtefæller, som fører skilsmissesag, kan derfor alt efter tilfældet stå i nøje forbindelse med

Konventionen finder kun anvendelse i sidstnævnte tilfælde.

Jeg henviser til, at ægtemandens forvaltning ifølge det andet spørgsmåls formulering må anses for »at stå i nøje forbindelse med de formueretlige forhold, som følger direkte af ægteskabet«.

4.

Med hensyn til det arveretlige eller testamentretlige aspekt i sagen mellem parterne vil jeg blot bemærke, at rettighederne — til støtte for hvilke ægtefællen har i sinde som bevis at påberåbe sig den af manden affattede »codicil« — kun har eventuel karakter, fordi de er begrundet i et fremtidigt arvefald. Under disse omstændigheder kan det vanskeligt tænkes, at en ret i en sag om foreløbige retsmidler kan afsige kendelse om et forløbigt, herunder sikrende retsmiddel, da sagsøgeren i den i øvrigt verserende sag over for sagsøgte kun kan påberåbe sig et krav, som er opstået eller vil opstå på grundlag af et allerede eksisterende retsforhold; mandens ejendele er imidlertid pr. definition endnu ikke faldet i arv.

1.

Retsafgørelser om foreløbige, herunder sikrende retsmidler, jf. artikel 24 i konventionen af 27. september 1968, henhører under konventionens anvendelsesområde, som dette er defineret i dens artikel 1, for så vidt den sag, i forbindelse med hvilken retsmidlet begæres, vedrører formueretlige forhold, som er uafhængige af formueforholdet mellem de ægtefæller, der er parter i sagen, eller dets opløsning.

2.

Kompetencereglen i konventionens artikel 18 finder ikke anvendelse, når sagsøgte i en sag, der henhører under konventionens anvendelsesområde, giver møde for at bestride kompetencen og samtidigt subsidiært bestrider kravet i realiteten.