—

artiklerne 1 — 4 i Rådets forordning (EØF) nr. 1975/69 af 6. oktober 1969 om en præmieordning navnlig for slagtning af køer (JO L 252, s. 1) og

—

artiklerne 3 — 11 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2195/69 af 4. november 1969 om de nærmere regler for gennemførelse af denne ordning (JO L 278, s. 6),

1.

Ved kendelse af 3. november 1971, indgået til Domstolens justitskontor den 17. november 1971, har Pretura di Lonato forelagt Domstolen to spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets forordning (EØF) nr. 1975/69 af 6. oktober 1969 og af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2195/69 af 4. november 1969, navnlig om ydelsen af præmier til landbrugere, som slagter deres malkekøer;

2.

det første spørgsmål til Domstolen er, om »bestemmelserne i forordning nr. 1975/69 og forordning nr. 2195/69 gælder umiddelbart i den italienske retsorden, og [om] … de i bekræftende fald [har] skabt individuelle rettigheder for de retsundergivne, som skal beskyttes af de nationale retter«;

det andet spørgsmål er i det væsentlige, om disse forordninger, når betingelser-ne i artikel 5, stk. 1 og 2 og i artiklerne 6 og 9 i forordning nr. 2195/69 er opfyldt, for så vidt som de angår slagtepræmien, giver den interesserede landbruger en ret i forhold til hjemstaten til at få udbetalt den pågældende præmie, og om denne ret skal beskyttes direkte af den nationale ret og ikke af den nævnte stat kan gøres afhængig af yderligere betingelser, navnlig vedrørende den betalingsfrist, der er fastsat i artikel 10 i forordning nr. 2195/69;

3.

disse spørgsmål er stillet, fordi sagsøgerinden i hovedsagen (herefter benævnt sagsøgerinden), der mener at have opfyldt samtlige af de betingelser, som de ovennævnte forordninger opstiller for tildeling af en præmie for slagtning af malkekøer, har anlagt sag ved Pretura di Lonato med påstand om betalings-pålæg mod det italienske ministerium for land- og skovbrug med henblik på præmiens udbetaling;

desuden fremgår det af sagsakterne, at de nationale myndigheder vel tildelte præmien ved en »foreløbig bevilling« men udsatte udbetalingen med den begrundelse, at denne ikke kunne foretages, før det italienske parlament havde vedtaget lovbestemmelser, som stillede de nødvendige midler til rådighed.

4.

Da de to spørgsmål er snævert forbundne, skal de besvares under ét.

5.

de har som følge af selve deres karakter og deres funktion i Fællesskabets retskildesystem direkte virkninger og er som sådanne egnede til at skabe rettigheder for private, som de nationale domstole har pligt til at beskytte;

6.

da der er tale om fordringer med staten, stiftes disse fordringer, når forordningens betingelser er opfyldt, og det er ikke muligt at gøre deres udøvelse på nationalt plan afhængig af andre gennemførelsesbestemmelser end dem, som kan kræves ifølge forordningen selv;

de stillede spørgsmål må besvares i lyset af disse betragtninger.

7.

8.

ifølge artikel l i forordning nr. 197 5/69 kan »landbrugere med mindst to malkekøer« efter ansøgning og under de ovennævnte betingelser få udbetalt en slagtepræmie, som i medfør af artikel 3, stk. l i samme forordning er fastsat til 200 regningsenheder pr. slagtet malkeko;

9.

denne forordnings artikel 2 bestemmer følgende: »Tildeling af præmien er navnlig betinget af, at ansøgeren skriftligt påtager sig forpligtelsen til a) fuldstændigt at opgive mælkeproduktionen og b) i en nærmere fastsat periode og senest den 30. april 1970 at slagte samtlige malkekøer i sin bedrift«;

10.

samme forordnings artikel 4, stk. l bestemmer, at »landbrugere med fra to til fem malkekøer tildeles præmien, når ansøgerne godtgør, at de har opfyldt pligten i medfør af artikel 2, litra b)«;

11.

forordningens artikel 12 præciserer, at »Den europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, udviklingssektionen, godtgør medlemsstaterne 50 % af præmierne«, hvilket indebærer, at det påhviler medlemsstaterne at betale disse præmier til landbrugerne;

12.

artikel 3 i forordning nr. 2195/69 bestemmer, at »ansøgning om præmie indgives i tiden 1.—20. december 1969 til den i hver enkelt medlemsstat udpegede kompetente myndighed«, og ansøgningen skulle indeholde visse oplysninger og erklæringer;

13.

den nævnte forordnings artikel 7 præciserer, at »den slagteperiode, som omtales i artikel 2, litra b) i forordning (EØF) nr. 1975/69, går fra 9. februar til 30. april 1970«;

14.

samme forordnings artikel 9 fastsætter måden, hvorpå landbrugeren skal føre det bevis, der kræves i artikel 4, stk. 1 i forordning nr. 1975/69;

15.

det hedder i artikel 10 i forordning nr. 2195/69: »Betalingen af den i artikel 4, stk. l … i forordning nr. 1975/69 fastsatte præmie sker inden for en frist af to måneder regnet fra fremlæggelsen af det slagtebevis, som kræves i medfør af nærværende forordnings artikel 9«.

16.

Det fremgår af artikel 5, stk. l i forordning nr. 2195/69, at tildelingen af præmien desuden var afhængig af Kommissionens konstatering af, »at ansøgningerne kan imødekommes«, hvilken konstatering er sket i medfør af forskrifterne i artikel 1, litra a) i forordning nr. 140/70 med hensyn til samtlige ansøgninger, der er indgivet i henhold til den førstnævnte forordnings artikel 3.

17.

Ifølge artikel 10 i forordning nr. 1975/69 var Kommissionen endvidere beføjet til at tillade medlemsstaterne »at fastsætte yderligere betingelser« for tildelingen af den pågældende præmie, og artikel 19 i forordning nr. 2195/69 opregner sådanne betingelser, idet det pålægges medlemsstaterne i påkommende tilfælde at give Kommissionen meddelelse om de bestemmelser, som de eventuelt vedtager i medfør af denne artikel;

det er imidlertid ubestrideligt, at Italien ikke har gjort brug af den nævnte mulighed;

det er desuden Ugeledes ubestrideligt, at Den italienske Republik har truffet de tekniske foranstaltninger, som er forudset i artiklerne 4, og 5, stk. 2 samt i artiklerne 6, 8 og 11 i forordning nr. 2195/69.

18.

19.

Fra dette tidspunkt har de nævnte forordninger skabt en ret for landbrugeren til at kræve præmien betalt, og den pågældende medlemsstat kan ikke modsætte sig betalingen under henvisning til sin lovgivning eller administrative praksis;

denne konstatering styrkes ved 7. betragtning til forordning nr. 2195/69, der understreger nødvendigheden af at »sikre, at præmierne i medlemsstaterne udbetales inden for de samme frister«.

20.

Den italienske regering har imidlertid gjort gældende, at de pågældende forordninger ikke har skabt ret til udbetaling af præmien, så længe den nationale lovgiver ikke har vedtaget de nødvendige bevillinger med henblik herpå.

21.

Traktatens artikel 5, stk. l bestemmer, at »medlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som følger af denne traktat, eller af retsakter foretaget af Fællesskabets institutioner«;

dersom Den italienske Republiks indsigelse skulle lægges til grund, ville den medføre, at republikkens landbrugere blev bragt i en mindre gunstig stilling end den, som gælder for deres erhvervsfæller i de øvrige medlemsstater, hvorved der ville ske en overtrædelse af den grundlæggende regel, der kræver ensartet gennemførelse af forordningerne i hele Fællesskabet;

forordningerne nr. 1975/69 og 2195/69, som udtømmende opregner de betingelser, der er afgørende for stiftelsen af de pågældende individuelle rettigheder, indeholder i øvrigt ingen bevillingsmæssige bestagtninger;

22.

for at fællesskabsforordningerne kan have samme bindende virkning over for borgerne i alle medlemsstater, indgår de som et led i det nationale retssystem, som skal muliggøre den umiddelbare virkning, der foreskrives i artikel 189, således at private kan påberåbe sig forordningerne uden at støde mod nationalretlige bestemmelser eller sædvaner;

23.

en medlemsstats bevillingsmæssige dispositioner kan derfor ikke påvirke den umiddelbare gyldighed af en fællesskabsretlig bestemmelse og følgelig heller ikke udøvelsen af de individuelle rettigheder, som en sådan bestemmelse tildeler private.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den af Pretura di Lonato i medfør af denne rets kendelse af 3. november 1971, for ret: