I sag 57/65

angående en anmodning fra Finanzgericht des Saarlandes (anden afdeling) i medfør af EØF-traktatens artikel 177 om en præjudiciel afgørelse i den for retten verserende sag

ALFONS LÜTTICKE GMBH, Köln-Deutz, advokat: Peter Wendt, Bieberstraße 3, Hamburg 13,

sagsøger,

mod

HAUPTZOLLAMT (Hovedtoldkontoret) SARRELOUIS,

sagsøgt,

har

DOMSTOLEN

sammensat af: præsidenten Ch. L. Hammes, afdelingsformændene L. Delvaux og W. Strauß, dommerne A. M. Donner (refererende), A. Trabucchi, R. Lecourt og R. Monaco,

generaladvokat: J. Gand

justitssekretær: A. Van Houtte

afsagt følgende

DOM

Præmisser

1. Om de to første spørgsmål

Det første spørgsmål, som Finanzgericht des Saarlandes stiller Domstolen, er, om traktatens artikel 95, stk. 1 har direkte virkninger og afføder individuelle rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal tage hensyn til.

Endvidere stiller Finanzgericht det spørgsmål, om nævnte artikels stk. 3, i forbindelse med stk. 1, i benægtende fald har direkte virkninger og afføder rettigheder, som nævnt ovenfor fra den 1. januar 1962.

Der er grund til at behandle de to spørgsmål under et og i første række afklare, hvilken forbindelse der er mellem de nævnte stykker i artikel 95.

Artikel 95. stk. 1 bestemmer som en generel og fast regel i fælleskabsretten, at de interne afgifter, der pålægges varer fra andre medlemsstater, ikke må være højere end dem, der pålægges lignende indenlandske varer;

en sådan ordning, der ofte er institueret i traktaten for at sikre Fællesskabets borgere lighed i forhold til national lovgivning, er på det fiskale område det nødvendige grundlag for fællesmarkedet;

for at lette tilpasningen at de nationale lovgivninger til denne regel er der i stk. 3 i artikel 95 givet medlemsstaterne en frist indtil begyndelsen af overgangsperiodens anden etape, dvs. indtil, 1. januar 1962, til at »ophæve eller ændre de ved denne traktats ikrafttræden gældende bestemmelser, som strider mod ovenstående regler«;

således indeholder artikel 95 en generel regel forsynet med en simpel suspensiv klausul for de bestemmelser, der gælder ved dens ikrafttræden;

det følger heraf, at den generelle regel får fuld og uindskrænket virkning fra udløbet af den nævnte frist.

De af Finanzgericht rejste spørgsmål skal ses i lyset af disse betragtninger.

Artikel 95, stk. 1 indeholder et forbud rriod diskrimination, som indebærer en klar og ubetinget forpligtelse;

med undtagelse af stk. 3 er denne forpligtelse ikke undergivet nogen betingelse og ej heller, i henseende til sin gennemførelse eller sine virkninger, gjort afhængig af, at institutioner i Fællesskabet eller i medlemsstaterne udsteder retsakter i denne forbindelse;

forbudet gælder altså fuldt ud, er retligt fuldkomment og er som følge heraf egnet til at have umiddelbar virkning i de retlige relationer mellem medlemsstaterne og personer inden for deres jurisdiktion;

det tornold, at medlemsstaterne ved nævnte artikel er gjort til subjekter tor forpligtelsen til ikke-forskelsbehandline, medfører ikke, at borgerne ikke kan drage fordel heraf.

Hvad angår stk. 3 i artikel 95, er det rigtigt, at den indebærer en forpligtelse for medlemsstaterne til at »ophæve« eller »ændre« de bestemmelser, der strider mod de i de foregående stykker nævnte principper ;

imidlertid overlades der ikke ved denne forpligtelse medlemsstaterne nogen skønsmargen med hensyn til den dato, hvor disse forhold skal være bragt i orden, nemlig før den 1. januar 1962;

fra denne dato er det tilstrækkeligt, at den nationale dommer, i påkommende tilfælde, konstaterer, at gennemførelsesakterne til de angrebne nationale regler er blevet vedtaget efter den 1. januar 1962, for at han kan tillægge stk. 1 umiddelbare virkninger i ethvert tilfælde;

således er bestemmelsen i stk. 3 kun en hindring for anvendelsen af den generelle regel på de gennemførelsesakter, der er vedtaget før den 1. januar 1962, og som angår bestemmelser, der var gældende ved traktatens ikrafttræden.

I de skriftlige og mundtlige indlæg, som er afgivet under retsforhandlingerne, har tre regeringer under henvisning til artikel 97 hævdet en afvigende fortolkning af artikel 95; den nævnte artikel, der tillader de medlemsstater, som opkræver omsætningsafgift som en kumulativ flerledsafgift, at fastsætte gennemsnitssatser for varer eller grupper af varer, er en speciel regel for tilpasning af artikel 95, og denne regel er efter sin art ikke egnet til at afføde umiddelbare virkninger i forholdet mellem medlemsstaterne og deres borgere;

dette forhold, der er særligt for artikel 97, kan under ingen omstændigheder have indflydelse på fortolkningen af artikel 95.

Det følger af det foregående, at forbudet i artikel 95, nar bortses fra undtagelsen i stk. 3 for de bestemmelser, der var gældende fra traktatens ikrafttræden og indtil den 1. januar 1962, har umiddelbare virkninger og afføder individuelle rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte.

2. Om det tredje spørgsmål

Det tredje spørgsmål, Finanzgericht stiller Domstolen, er, om »EØF-traktatens artikel 95, stk. 1 og 3, i forbindelse med traktatens artikel 12 eller artikel 13, har umiddelbare virkninger og afføder individuelle rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte«.

Da dette spørgsmål kun er blevet rejst for det tilfælde, at Domstolen skulle svare benægtende på de to første spørgsmål, er der ikke grund til at besvare det;

det må imidlertid understreges, at artiklerne 12 og 13 på den ene side og 95 på den anden side ikke kan anvendes samtidig på et og samme sagsforhold;

afgifter, der har tilsvarende virkning som told, og interne afgifter er undergivet to forskellige systemer;

en afgift, der skal udligne virkningen af en intern afgift, antager hermed samme karakter som den afgift, som den skal udligne virkningen af.

 

På grundlag af disse præmisser, kender

DOMSTOLEN

for ret:

 

1.

Artikel 95, stk. 1 har umiddelbare virkninger og afføder individuelle rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte.

 

2.

Som følge af artikel 95, stk. 3 anvendes stk. 1 først på de ved traktatens ikrafttræden gældende bestemmelser fra begyndelsen af overgangsperiodens anden etape.

 

Hammes

Delvaux

Strauß

Donner

Trabucchi

Lecourt

Monaco

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. juni 1966.

A. Van Houtte

Justitssekretær

Ch. L. Hammes

Præsident