Bruxelles, den 30.11.2023

COM(2023) 777 final

2023/0452(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1232 om en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF med det formål at bekæmpe seksuelt misbrug af børn online

(EØS-relevant tekst)


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

I forordning (EU) 2021/1232 ("den midlertidige forordning") 1 fastsættes der midlertidige og strengt begrænsede regler, hvorved der indføres undtagelser fra visse forpligtelser, der er fastsat i direktiv 2002/58/EF ("e-databeskyttelsesdirektivet"), med det ene formål at gøre det muligt for visse udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester at anvende specifikke teknologier til behandling af personoplysninger og andre data, i det omfang det er strengt nødvendigt for at opdage seksuelt misbrug af børn online på deres tjenester og indberette det og fjerne onlinemateriale, der viser seksuelt misbrug af børn, fra deres tjenester.

Som forklaret i betragtning 10 udgør den midlertidige forordning en foreløbig løsning, indtil der er vedtaget en langsigtet retlig ramme for bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn på EU-plan. I henhold til artikel 10, stk. 2, udløber den midlertidige forordning den 3. august 2024.

Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler til forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn 2 , som Kommissionen vedtog den 11. maj 2022, har til formål at skabe denne langsigtede retlige ramme.

De interinstitutionelle forhandlinger om den foreslåede langsigtede forordning er ikke afsluttet, og det er ikke sikkert, at de vil blive afsluttet inden ikrafttrædelsen og anvendelsen af den langsigtede forordning og inden udløbet af den midlertidige forordning. Det er derfor nødvendigt med dette forslag at indføre en tidsbegrænset forlængelse af den midlertidige forordning, så det bliver muligt at fortsætte ovennævnte frivillige aktiviteter i en periode, der er tilstrækkelig lang til at kunne afslutte de interinstitutionelle forhandlinger om den langsigtede forordning. Herved sikres det, at seksuelt misbrug af børn online kan bekæmpes effektivt og lovligt uden afbrydelser, indtil der er opnået enighed om den langsigtede ordning, der med den foreslåede forordning vil blive indført.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Dette forslag lever op til de tilsagn, der er givet i EU-strategien for en mere effektiv bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, navnlig om at foreslå lovgivning til effektiv bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn online. EU's nuværende retlige ramme på dette område består af EU-lovgivning vedrørende seksuelt misbrug af børn såsom direktivet om seksuelt misbrug af børn og den midlertidige forordning, som finder anvendelse indtil den 3. august 2024.

Den foreslåede lovgivning supplerer den europæiske strategi for et bedre internet for børn 3 , som har til formål at skabe sikre digitale oplevelser for børn og fremme digital styrkelse.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Med forslaget forlænges anvendelsesperioden for den midlertidige forordning i en begrænset periode, uden at forordningen på anden vis ændres.

I lighed med den midlertidige forordning, som den foreligger forud for den nu foreslåede ændring, bygger tilgangen heri derfor på den generelle forordning om databeskyttelse 4 (GDPR). Som forklaret i betragtning 12 og 15 og artikel 1, stk. 1, i den midlertidige forordning finder GDPR anvendelse, uden at den berøres af den midlertidige forordning. Derfor skal bestemmelserne i GDPR fortsat overholdes, herunder bestemmelserne om lovlig behandling (artikel 6). I praksis påberåber udbydere sig ofte de forskellige grunde til behandling, der fastsat i den generelle forordning om databeskyttelse, til at behandle personoplysninger i forbindelse med frivillig opsporing og indberetning af seksuelt misbrug af børn online.

I lighed med den midlertidige forordning i sin nuværende form omfatter forslaget udbydere, der tilbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester og derfor er underlagt nationale bestemmelser til gennemførelse af e-databeskyttelsesdirektivet 5 og den foreslåede revision heraf, der i øjeblikket er til forhandling 6 , idet der i forslaget tages hensyn til begge.

Forslaget er også i overensstemmelse med forordningen om digitale tjenester 7 . Den midlertidige forordning, der skal forlænges, supplerer den horisontale ramme for forordningen om digitale tjenester og fastsætter specifikke regler, som er nødvendige for at bekæmpe seksuelt misbrug af børn online.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

De relevante retsgrundlag er artikel 16 og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF"). Disse bestemmelser udgør også retsgrundlaget for den midlertidige forordning.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

I overensstemmelse med nærhedsprincippet må der kun handles på EU-plan, hvis de forventede mål ikke kan opfyldes af medlemsstaterne alene. Der er behov for at gribe ind på EU-plan for at bevare den mulighed, som udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester har for frivilligt at opdage og indberette seksuelt misbrug af børn online og fjerne materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, samt for fortsat at sikre en ensartet og sammenhængende retlig ramme for de pågældende aktiviteter på hele det indre marked som fastsat i den midlertidige forordning. Den begrænsede forlængelse af den midlertidige forordning kan kun vedtages ved EU-lovgivning.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union, fordi det ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de fastlagte mål. Det indfører en tidsbegrænset forlængelse af den målrettede og midlertidige undtagelse med hensyn til visse aspekter af ændringer af den nuværende ramme for at sikre, at visse foranstaltninger fortsat er tilladte, i det omfang de er i overensstemmelse med EU-retten.

Forlængelsen er begrænset til en periode, der er strengt nødvendig for vedtagelsen af den langsigtede lovgivning, ud fra hvad der med rimelighed kan vurderes på nuværende tidspunkt, navnlig under hensyntagen til den nuværende status for forhandlingerne og det kommende valg til Europa-Parlamentet.

Valg af retsakt

Målene for dette forslag kan bedst nås gennem en forordning, da den retsakt, der ændres, nemlig den midlertidige forordning, også er en forordning.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant

Høringer af interessenter

Ikke relevant

Indhentning og brug af ekspertbistand

Ikke relevant

Konsekvensanalyse

I betragtning af det politiske mål og spørgsmålets tidsfølsomme karakter er der ingen væsentligt forskellige politiske valgmuligheder til rådighed, og det er derfor ikke nødvendigt med en konsekvensanalyse. Foranstaltningen har navnlig til formål at indføre en tidsbegrænset forlængelse af den midlertidige og strengt begrænsede undtagelse fra anvendelsen af artikel 5, stk. 1, og artikel 6 i e-databeskyttelsesdirektivet for at sikre, at udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester efter den 3. august 2024 fortsat frivilligt kan anvende specifikke teknologier til at opdage og indberette seksuelt misbrug af børn online og fjerne materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, fra deres tjenester, indtil der er vedtaget langsigtet lovgivning.

Grundlæggende rettigheder

I forslaget tages der fuldt ud hensyn til de grundlæggende rettigheder og principper i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret").

De foreslåede foranstaltninger er i overensstemmelse med chartrets artikel 7, der beskytter enhvers ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation og omfatter kommunikationshemmelighed. I det omfang den behandling af elektronisk kommunikation, der foretages af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester med det ene formål at opdage og indberette seksuelt misbrug af børn online og fjerne materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, er omfattet af den undtagelse, der indføres med nærværende forslag, finder GDPR, som i afledt ret gennemfører chartrets artikel 8, stk. 1, i henhold til hvilken alle har ret til beskyttelse af personoplysninger, desuden fortsat anvendelse på denne behandling.

Forslaget er i overensstemmelse med chartrets artikel 24, stk. 2, som fastslår, at barnets tarv skal komme i første række i alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner. Det er også i overensstemmelse med chartrets artikel 1, 3 og 4 om henholdsvis retten til menneskelig værdighed, retten til respekt for menneskets integritet og forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling, idet seksuelt misbrug af børn udgør en (alvorlig) overtrædelse af disse grundlæggende rettigheder for de involverede børn.

Endelig tages der i forslaget også hensyn til udbydernes frihed til at oprette og drive egen virksomhed, der er sikret ved chartrets artikel 16, ved på visse passende betingelser at gøre det muligt for dem at træffe frivillige foranstaltninger til at imødegå eventuelt misbrug af deres tjenester.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Dette forslag har ingen virkninger for Unionens budget

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Ikke relevant

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

I artikel 1 fastsættes den ændring af den midlertidige forordning, der følger af nærværende forordning, og som består i en begrænset forlængelse af anvendelsesperioden for den midlertidige forordning. Det er den eneste ændring af den midlertidige forordning.

I artikel 2 fastsættes ikrafttrædelsesdatoen for nærværende forordning.

2023/0452 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1232 om en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF med det formål at bekæmpe seksuelt misbrug af børn online

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 16, stk. 2, sammenholdt med artikel 114, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 8 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1232 9  indeholder en midlertidig ordning for visse udbydere af offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenesters anvendelse af teknologier til bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn online, indtil en langsigtet retlig ramme er udarbejdet og vedtaget. Nævnte forordning finder anvendelse indtil den 3. august 2024.

(2)Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler til forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn 10 har til formål at skabe denne langsigtede retlige ramme. De interinstitutionelle forhandlinger om dette forslag er imidlertid endnu ikke afsluttet, og det er ikke sikkert, at de vil blive afsluttet tidsnok til, at den langsigtede retlige ramme, herunder eventuelle ændringer af forordning (EU) 2021/1232, kan blive vedtaget, træde i kraft og finde anvendelse inden den 3. august 2024.

(3)Det er vigtigt, at seksuelt misbrug af børn online kan bekæmpes effektivt og uden afbrydelser i overensstemmelse med de gældende regler i EU-retten, herunder betingelserne i forordning (EU) 2021/1232, indtil de interinstitutionelle forhandlinger er afsluttet, og den langsigtede retlige ramme træder i kraft og finder anvendelse.

(4)Forordning (EU) 2021/1232 bør derfor ændres for at forlænge dens anvendelsesperiode med endnu en periode, der er strengt nødvendig for vedtagelsen af den langsigtede lovgivning.

(5)I betragtning af behovet for rettidigt at sørge for retssikkerheden og i lyset af ændringens begrænsede karakter, nemlig forlængelsen af anvendelsesperioden for den eksisterende ordning, bør det fastsættes, at denne forordning træder i kraft så hurtigt som muligt —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 10, stk. 2, i forordning (EU) 2021/1232 affattes således:

"Den finder anvendelse indtil den 3. august 2026".

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

(1)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1232 af 14. juli 2021 om en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF, for så vidt angår den anvendelse af teknologier til behandling af personoplysninger og andre data, der foretages af udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester med det formål at bekæmpe seksuelt misbrug af børn online (EØS-relevant tekst).
(2)    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler til forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn (COM(2022) 209 final).
(3)    COM(2022) 212 af 11.5.2022.
(4)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).
(5)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked.
(6)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation).
(7)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 af 19. oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester).
(8)    EUT C , , s. .
(9)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1232 af 14. juli 2021 om en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF, for så vidt angår den anvendelse af teknologier til behandling af personoplysninger og andre data, der foretages af udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester med det formål at bekæmpe seksuelt misbrug af børn online (EUT L 274 af 30.7.2021, s. 41, ELI:  http://data.europa.eu/eli/reg/2021/1232/oj ).
(10)    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler til forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn (COM(2022) 209 final).