EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 23.11.2021
COM(2021) 711 final
2021/0369(NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/53/EU for så vidt angår tilladelse til Kongeriget Belgien til i en yderligere periode at anvende den særlige foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF
BEGRUNDELSE
I henhold til artikel 395, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem ("momsdirektivet") kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i nævnte direktiv, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse.
Ved brev registreret i Kommissionen den 5. maj 2021 anmodede Belgien om tilladelse til indtil den 31. december 2024 fortsat at anvende en foranstaltning, der fraviger momsdirektivets artikel 285, og som giver Belgien mulighed for at momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 25 000 EUR.
I overensstemmelse med momsdirektivets artikel 395, stk. 2, andet afsnit, underrettede Kommissionen ved brev af 29. juni 2021 de øvrige medlemsstater om Belgiens anmodning. Ved brev af 30. juni 2021 underrettede Kommissionen Belgien om, at den rådede over alle de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Det følger af momsdirektivets afsnit XII, kapitel 1, at medlemsstaterne har mulighed for at anvende særordninger for små virksomheder, herunder at momsfritage afgiftspligtige personer med en årlig omsætning under et vist beløb. Momsfritagelsen indebærer, at en afgiftspligtig person ikke skal opkræve moms af leveringer og følgelig heller ikke kan fradrage indgående moms.
I henhold til artikel 285 i momsdirektivet kan de medlemsstater, som ikke har benyttet artikel 14 i Rådets direktiv 67/228/EØF, indrømme afgiftsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning højst er lig med 5 000 EUR. Da Belgien ikke gjorde brug af denne mulighed, medførte dette anvendelsen af en særlig lav tærskel, der i 2012 svarede til 5 580 EUR.
På Belgiens anmodning bemyndigede Rådet ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/53/EU Belgien til at momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 25 000 EUR, indtil den 31. december 2015. Denne afgørelse blev først forlænget indtil den 31. december 2018 ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2015/2348/EU og derefter indtil den 31. december 2021 ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/2077.
Belgien anmodede om endnu en forlængelse af denne foranstaltning for en begrænset periode. Belgien anførte, at den særlige foranstaltning mindsker den administrative byrde for både afgiftspligtige personer og skattemyndighederne. Den bidrager derfor til en forenkling af skatteopkrævningen som fastsat i momsdirektivets artikel 395, stk. 1. Foranstaltningen er og vil fortsat være helt frivillig for afgiftspligtige personer.
Ifølge Belgien gjorde omkring 167 000 skatteydere, svarende til 16,5 % af alle registrerede skatteydere, brug af den særlige foranstaltning ved udgangen af 2019. Den særlige foranstaltnings indvirkning på momsindtægterne forbliver ubetydelig, da den ikke i væsentlig grad påvirker de samlede indtægter fra moms eller de samlede afgiftsindtægter, der opkræves ved det endelige forbrug.
Fravigelsesforanstaltningen, der forenkler små erhvervsdrivendes forpligtelser, er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions mål for små virksomheder.
I betragtning af foranstaltningens positive indvirkning i form af en mindskelse af administrative byrder for virksomheder og skattemyndighederne, uden at det har nogen større konsekvenser for de samlede momsindtægter, er det hensigtsmæssigt at give Belgien tilladelse til an anvende fravigelsesforanstaltningen i endnu en begrænset periode indtil den 31. december 2024.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Fravigelsesforanstaltningen er i overensstemmelse med målsætningen for direktiv (EU) 2020/285 om ændring af momsdirektivets artikel 281-294 om særordningen for små virksomheder på baggrund af handlingsplanen for moms og sigter mod at skabe en moderne, forenklet ordning for disse virksomheder. Den skal navnlig mindske omkostningerne i forbindelse med overholdelse af momsreglerne og forvridningen af konkurrencen både nationalt og på EU-plan, nedbringe de negative virkninger af tærsklen og lette virksomhedernes regeloverholdelse samt skatteforvaltningens kontrol.
Desuden er tærsklen på 25 000 EUR i overensstemmelse med direktiv (EU) 2020/285, idet direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte tærsklen for momsfritagelse til højst 85 000 EUR i årlig omsætning (eller et tilsvarende beløb i national valuta).
Lignende fravigelser, der indebærer momsfritagelse af afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ligger under en vis tærskel som fastsat i momsdirektivets artikel 285 og 287, er blevet godkendt for andre medlemsstater. Nederlandene har fået godkendt en tærskel på 25 000 EUR, Italien en tærskel på 30 000 EUR, Luxembourg en tærskel på 35 000 EUR, Polen, Letland og Estland en tærskel på 40 000 EUR, Ungarn en tærskel på 48 000 EUR, Litauen en tærskel på 55 000 EUR, Kroatien en tærskel på 45 000 EUR, Malta en tærskel på 30 000 EUR, Slovenien en tærskel på 50 000 EUR og Rumænien en tærskel på 88 500 EUR.
Fravigelser af momsdirektivets regler bør altid være begrænset i tid, således at deres virkninger kan vurderes. Indføjelsen af en udløbsdato for den særlige foranstaltning til den 31. december 2024 som anmodet af Belgien er desuden i overensstemmelse med kravene i direktiv (EU) 2020/285 om enklere momsregler for små og mellemstore virksomheder. I henhold til direktivet skal medlemsstaterne fra den 1. januar 2025 anvende de nationale bestemmelser, som de skal vedtage for at efterkomme direktivet.
Den foreslåede foranstaltning er derfor i overensstemmelse med bestemmelserne i momsdirektivet.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Kommissionen har konsekvent understreget behovet for enklere regler for små virksomheder. I den forbindelse vedtog Kommissionen i marts 2020 en SMV-strategi for et bæredygtigt og digitalt Europa, hvor den forpligter sig til fortsat at arbejde på at mindske byrden for SMV'er. Målet om at mindske regelbyrden for SMV'er er en af grundpillerne i denne strategi. Denne særlige foranstaltning er i overensstemmelse med disse mål for så vidt angår finanspolitiske regler. Den er også i overensstemmelse med handlingsplanen fra 2020 for en retfærdig og enkel beskatning til støtte for genopretningsstrategien, hvori det anerkendes, at omkostningerne i forbindelse med overholdelse af skattereglerne fortsat er høje i EU, og at overholdelsesomkostningerne typisk er betydeligt højere for små virksomheder end for store virksomheder.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Momsdirektivets artikel 395.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
I betragtning af den bestemmelse i momsdirektivet, som forslaget bygger på, hører forslaget under Den Europæiske Unions enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.
•Proportionalitetsprincippet
Afgørelsen vedrører en tilladelse til en medlemsstat på dennes egen anmodning og udgør ikke en forpligtelse.
På grund af fravigelsens begrænsede anvendelsesområde står den særlige foranstaltning i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål, nemlig at forenkle momsopkrævningen for små afgiftspligtige personer og skatteforvaltningen.
•Valg af retsakt
Den foreslåede retsakt er en gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet.
I henhold til momsdirektivets artikel 395 er en fravigelse af de fælles momsregler kun mulig, hvis Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen giver tilladelse til det. En gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet er den bedst egnede retsakt, da den kan rettes til individuelle medlemsstater.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Høringer af interesserede parter
Der er ikke gennemført nogen høring af interesserede parter. Forslaget er baseret på en anmodning fra Belgien og vedrører kun denne medlemsstat.
•Konsekvensanalyse
Formålet med forslaget til Rådets gennemførelsesafgørelse er i yderligere tre år at videreføre en forenklingsforanstaltning, som fjerner mange af momsforpligtelserne for virksomheder, hvis årlige omsætning ikke overstiger 25 000 EUR, og som derfor har en positiv indvirkning i form af en reduktion af de administrative byrder for virksomhederne og skattemyndighederne, uden at det har nogen større konsekvenser for de samlede momsindtægter. Da fravigelsen har begrænset rækkevidde og varighed, vil foranstaltningens indvirkning under alle omstændigheder være begrænset.
Fravigelsesforanstaltningen vil være frivillig for afgiftspligtige personer. Afgiftspligtige personer vil kunne vælge den almindelige momsordning i henhold til artikel 290 i direktiv 2006/112/EF.
•Grundlæggende rettigheder
Forslaget har ingen konsekvenser for beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/769 af 30. april 2021 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften vil Belgien ikke foretage nogen kompensationsberegning fra oversigten over momsbaserede egne indtægter for regnskabsåret 2021 og fremefter.
2021/0369 (NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/53/EU for så vidt angår tilladelse til Kongeriget Belgien til i en yderligere periode at anvende den særlige foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, særlig artikel 395, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/53/EU fik Kongeriget Belgien tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF, til at momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 25 000 EUR, frem til den 31. december 2015 (i det følgende benævnt "den særlige foranstaltning"). Denne tilladelse blev efterfølgende ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2348 forlænget indtil den 31. december 2018 og ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/2077 indtil den 31. december 2021.
(2)Ved brev af 5. maj 2021 anmodede Belgien Kommissionen om tilladelse til fortsat at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2024, som er den dato, hvor medlemsstaterne skal gennemføre Rådets direktiv (EU) 2020/285, hvori der fastsættes enklere momsregler for små virksomheder. Ved nævnte direktiv gives medlemsstaterne også mulighed for at fritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger en tærskel på 85 000 EUR.
(3)I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF fremsendte Kommissionen Belgiens anmodning til de øvrige medlemsstater ved brev af 29. juni 2021. Ved brev af 30. juni 2021 meddelte Kommissionen Belgien, at den rådede over alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.
(4)Den særlige foranstaltning er i overensstemmelse med direktiv (EU) 2020/285, som har til formål at mindske små virksomheders omkostninger i forbindelse med overholdelse af momsreglerne, konkurrenceforvridningen både på nationalt plan og på EU-plan samt de negative virkninger af overgangen fra fritagelse til beskatning ("tærskeleffekten"). Direktivet har også til formål at lette små virksomheders regeloverholdelse samt skattemyndighedernes kontrol. Tærsklen på 25 000 EUR er i overensstemmelse med artikel 284 i direktiv 2006/112/EF.
(5)Den særlige foranstaltning vil fortsat være frivillig for afgiftspligtige personer. Afgiftspligtige personer kan stadig vælge den almindelige momsordning i henhold til artikel 290 i direktiv 2006/112/EF.
(6)Ifølge de af Belgien indgivne oplysninger vil den særlige foranstaltning kun have en ubetydelig indvirkning på Belgiens samlede indtægter fra afgifter, der opkræves ved det endelige forbrug.
(7)Efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/769 vil Belgien ikke foretage nogen kompensationsberegning for så vidt angår oversigten over momsbaserede egne indtægter for regnskabsåret 2021 og fremefter.
(8)I betragtning af den særlige foranstaltnings positive virkning med hensyn til at mindske den administrative byrde og overholdelsesomkostningerne for små virksomheder og skattemyndighederne, og eftersom der ikke vil være nogen indvirkning af betydning på de samlede momsindtægter, bør Belgien gives tilladelse til at anvende den særlige foranstaltning i endnu en periode.
(9)Tilladelsen til at anvende den særlige foranstaltning bør være tidsbegrænset. Tidsbegrænsningen bør være tilstrækkelig til, at tærsklens effektivitet og hensigtsmæssighed kan vurderes. Endvidere skal medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv (EU) 2020/285 senest den 31. december 2024 vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivets artikel 1, og anvende disse love og bestemmelser fra den 1. januar 2025. Det er derfor hensigtsmæssigt at give Belgien tilladelse til at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2024.
(10)Gennemførelsesafgørelse 2013/53/EU bør derfor ændres —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Artikel 2 i gennemførelsesafgørelse 2013/53/EU affattes således:
"Artikel 2
Denne afgørelse finder anvendelse fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2024."
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Belgien.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].