Bruxelles, den 24.3.2021

COM(2021) 136 final

Henstilling med henblik på

RÅDETS AFGØRELSE

om bemyndigelse af Kommissionen til på Unionens vegne at forhandle om ændring af konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen)


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (herefter "konventionen") har til formål at bevare den europæiske vilde flora og fauna og deres naturlige levesteder, især i de tilfælde, hvor bevaring kræver et samarbejde mellem flere stater. Der er tale om en mellemstatslig traktat, som er indgået inden for rammerne af Europarådet. Konventionen trådte i kraft den 1. juni 1982.

Den Europæiske Union har været kontraherende part i konventionen siden den 1. september 1982 1 . Der er for tiden 51 kontraherende parter i konventionen, herunder alle EU-medlemsstater.

Europarådets almindelige budgettildeling til Bernkonventionen er gradvist faldet i årenes løb, og Bernkonventionens opgaver kan nu ikke længere sikres uden parternes betydelige frivillige bidrag, men disse bliver ligeledes stadig mindre. Det er derfor afgørende, at der etableres en pålidelig finansieringskilde for konventionen.

I overensstemmelse med resolution nr. 9 (2019) fra det 39. møde i Det Stående Udvalg, der blev vedtaget den 6. december 2019, om finansiering af Bernkonventionen vedrørende indledning af indførelsen af et nyt system med obligatoriske finansielle bidrag fra parterne, blev der nedsat en intersessionel ekspertarbejdsgruppe til at bistå sekretariatet med at fremlægge forslag med henblik på indføjelse af finansielle bestemmelser gennem ændring af artiklerne i Bern-konventionen og med henblik på etablering af en udvidet delaftale, der vil blive drøftet på Det Stående Udvalgs 40. møde.

På grundlag af resultaterne fra den intersessionelle ekspertarbejdsgruppe, der blev nedsat på det 39. møde i Det Stående Udvalg, drøftede Det Stående Udvalg på sit 40. møde to supplerende forslag med henblik på at løse finansieringsproblemet. På dette møde blev der vedtaget en afgørelse om at støtte etableringen af en udvidet delaftale. Angående forslaget om at ændre Bernkonventionen med henblik på at indførefinansielle bestemmelser erklærede Unionen og dens medlemsstater, at der var behov for yderligere drøftelser internt, før der kunne træffes en afgørelse 2 , og Det Stående Udvalg besluttede, uden at der blev gjort indsigelse, efterfølgende at udsætte afgørelsen om en eventuel ændring af konventionen til sit 41. møde.

Som foreslået med henblik på Det Stående Udvalgs 40. møde vil der med ændringen af konventionen blive indført en mekanisme for at fastsætte et obligatorisk bidrag. I den oprindelige tekst blev der imidlertid ikke skelnet mellem det centrale budget og det programbaserede budget, og niveauet for de bidrag, der skal anvendes, var heller ikke fastsat. Et revideret ændringsforslag vil blive forhandlet i en intersessionel arbejdsgruppe, der arbejder i hele 2021, som optakt til en afgørelse på Det Stående Udvalgs 41. møde. Unionen bør bidrage aktivt til disse forhandlinger.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Indførelsen af en ordning med obligatoriske bidrag til denne konvention vil være i overensstemmelse med den førte politik på andre områder. Unionen er part i en lang række multilaterale miljøaftaler og yder i den forbindelse obligatoriske finansielle bidrag på grundlag af kravene i aftalerne og/eller de finansielle bestemmelser, der er vedtaget på grundlag af aftalernes bestemmelser. I disse aftaler skelnes der normalt mellem det centrale budget og det programbaserede budget, og det er kun obligatorisk at bidrage til førstnævnte. I den foreslåede ændring af konventionen præciseres det imidlertid ikke, at den mekanisme, der skal fastlægges, vil følge denne præcedens. Den foreslåede ændring fastsætter heller ikke det niveau for bidragene, der skal anvendes. I andre multilaterale miljøaftaler fastsættes Unionens bidrag normalt til højst 2,5 % af de samlede bidrag.

Unionen bør derfor sikre, at parterne ikke forpligtes til at bidrage til det programbaserede budget, og at Unionens bidrag ikke kan fastsættes til mere end 2,5 % af budgettet.

Denne henstilling er i fuld overensstemmelse med og følger af Rådets afgørelse (EU) 2020/1830, hvori Unionens holdning blev fastlagt med henblik på det 40. møde i Det Stående Udvalg under konventionen 3 .

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Dette forslag er i overensstemmelse med Unionens mål vedrørende miljø og internationale forbindelser.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

I henhold til artikel 218, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) forelægger Kommissionen henstillinger for Rådet, der vedtager en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger og udpeger Unionens forhandler. I henhold til artikel 218, stk. 4, i TEUF kan Rådet give forhandleren direktiver.

Da forhandlingerne vil vedrøre en retsakt, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen, kan artikel 218, stk. 9, i TEUF ikke anvendes i denne sammenhæng.

Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 3 og 4, i TEUF.

Hovedformålet med og indholdet af den påtænkte retsakt vedrører miljøet.

Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 192, stk. 1, i TEUF.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Miljøpolitikken er en delt kompetence i henhold til artikel 192 i TEUF. Finansieringen af denne miljøkonvention indebærer en delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne med hensyn til deres respektive bidrag som parter. Unionens deltagelse er derfor nødvendig i denne henseende.

Proportionalitetsprincippet

En rådsafgørelse er påkrævet, for at Unionen kan deltage i disse forhandlinger, som er afgørende for at etablere et forudsigeligt finansielt grundlag for den konvention, som Unionen er part i.

Valg af retsakt

Valget af retsakt er fastsat i artikel 218, stk. 3, og 4, i TEUF.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant.

Høringer af interesserede parter

Ikke relevant.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Ikke relevant.

Konsekvensanalyse

Ikke relevant.

Målrettet regulering og forenkling

Ikke relevant.

Grundlæggende rettigheder

Ikke relevant.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Unionen bidrager i øjeblikket med et beløb på 24 700 EUR om året til Bernkonventionen på grundlag af en foreslået frivillig bidragsskala. Et obligatorisk bidrag på 2,5 % af det centrale budget vil højst sandsynligt ikke overstige dette beløb, så dette initiativ får ingen budgetmæssige konsekvenser.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Forhandlingsdirektiverne bør offentliggøres umiddelbart efter vedtagelsen.

Forklarende dokumenter (for direktiver)

Ikke relevant.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Ikke relevant.

Henstilling med henblik på

RÅDETS AFGØRELSE

om bemyndigelse af Kommissionen til på Unionens vegne at forhandle om ændring af konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 218, stk. 3 og 4,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og ud fra følgende betragtninger:

Der er fremsat forslag om at ændre konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder 4 (Bernkonventionen) med henblik på at indføre finansielle bestemmelser.

Det skal sikres, at en sådan ændring er i overensstemmelse med Unionens lovgivning og interesser, navnlig at Unionen ikke forpligtes til at bidrage med mere end 2,5 % af de samlede bidrag.

Kommissionen bør bemyndiges til på Den Europæiske Unions vegne at forhandle om ændringer af konventionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

(1)Kommissionen bemyndiges herved til på Unionens vegne at forhandle om ændring af konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen), hvorved der indføres en ny ordning med obligatoriske finansielle bidrag fra parterne, på møderne i Det Stående Udvalg under konventionen og på møderne i den relevante intersessionelle ekspertarbejdsgruppe.

(2)Kommissionen fører disse forhandlinger på Unionens vegne i samråd med [navnet på det særlige udvalg indsættes af Rådet] og i overensstemmelse med de forhandlingsdirektiver, der er anført i bilaget til denne afgørelse.

(3)I den udstrækning spørgsmål om de i stk. 1 omhandlede ændringer henhører under delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne, bør Kommissionen og medlemsstaterne arbejde tæt sammen under forhandlingsforløbet for at tilstræbe enhed i Unionens og dens medlemsstaters internationale repræsentation.

(4)Kommissionen aflægger rapport til Rådet om resultaterne af forhandlingerne og om eventuelle problemer, som måtte opstå under forhandlingerne.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Rådets afgørelse 82/72/EØF af 3. december 1981 om indgåelse af konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (EFT L 38 af 10.2.1982, s. 1).
(2)    Jf. Rådets afgørelse (EU) 2020/1830 af 27. november 2020 om den holdning, der skal indtages på den Europæiske Unions vegne på det 40. møde i det stående udvalg under konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen), EUT L 409 af 4.12.2020, s. 34.
(3)    Ibidem.
(4)    Rådets afgørelse 82/72/EØF af 3. december 1981 om indgåelse af konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (EFT L 38 af 10.2.1982, s. 1).

Bruxelles, den 24.3.2021

COM(2021) 136 final

BILAG

til

henstilling med henblik på Rådets afgørelse

om bemyndigelse af Kommissionen til på Unionens vegne at forhandle om ændring af konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen)


BILAG

Forhandlingsdirektiver med henblik på ændring af konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen)

(1)Kommissionen bør bestræbe sig på at sikre, at en aftale, der fører til en revision af konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen) og dens anvendelse, er i overensstemmelse med relevant EU-lovgivning og relevante EU-politikker, navnlig EU-lovgivningen på området natur og biodiversitet 1 samt Unionens forpligtelser i henhold til andre relevante multilaterale miljøaftaler.

(2)Angående forslaget om at ændre konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen) med henblik på at indføre et obligatorisk finansielt bidrag bør Kommissionen tage del i forhandlngerne om, hvordan spørgsmålet om etablering af et sikkert og forudsigeligt finansielt grundlag for konventionen bedst kan løses, og bestræbe sig på i overensstemmelse med Unionens holdning at sikre, at ændringen:

(a)ikke pålægger et obligatorisk bidrag til det programbaserede budget

(b)ikke resulterer i et EU-bidrag på mere end 2,5 % af de samlede bidrag

(c)ikke berører parternes eksisterende forpligtelser i henhold til denne konvention.

(3)Kommissionen bør føre forhandlingerne i overensstemmelse med den relevante gældende EU-lovgivning eller Unionens aftalte holdninger, der specifikt er vedtaget med henblik på disse forhandlinger i det særlige udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, jf. artikel 1, stk. 2, i denne rådsafgørelse, eller i Rådet.

(4)Kommissionen bør aflægge rapport til Rådet om resultaterne af forhandlingerne og om eventuelle problemer, som måtte opstå under forhandlingerne.

(1)    Navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1143/2014 af 22. oktober 2014 om forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter.