MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

Retningslinjer i medfør af artikel 13, stk. 7, i direktivet om audiovisuelle medietjenester for beregningen af andelen af europæiske programmer i on demand-kataloger og for definitionen af et lille publikum og en lav omsætning

(2020/C 223/03)

I. BAGGRUND

Direktivet om audiovisuelle medietjenester (1) (i det følgende benævnt »AVMS-direktivet«) fastsætter skærpede regler om fremme af europæiske programmer. I artikel 13, stk. 1, fastsættes det, at udbydere af audiovisuelle on demand-medietjenester (i det følgende benævnt »on demand« eller »video on demand-tjenester« (»VOD«)) skal sørge for, »at europæiske programmer udgør mindst 30 % af deres kataloger og får en tilpas fremtrædende plads«.

I artikel 13, stk. 2, i AVMS-direktivet hedder det, at »hvis medlemsstaterne pålægger medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion at bidrage finansielt til fremstilling af europæiske programmer […], kan de også pålægge medietjenesteudbydere, der målretter deres tjenester mod publikum inden for deres områder, men som er etableret i andre medlemsstater, at yde sådanne finansielle bidrag«. Disse bidrag »skal være forholdsmæssige og ikkediskriminerende«.

Artikel 13, stk. 6, i AVMS-direktivet indeholder obligatoriske undtagelser for virksomheder med en lav omsætning eller et lille publikum fra forpligtelserne i artikel 13, stk. 1, og fra de mulige krav i artikel 13, stk. 2. Som præciseret i betragtning 40 er formålet med undtagelserne at sikre, at forpligtelser til at fremme europæiske programmer ikke underminerer markedsudviklingen og ikke forhindrer nye markedsaktører i at komme ind på markedet.

I henhold til artikel 13, stk. 7, i direktivet om audiovisuelle medietjenester har dette dokument til formål at opstille retningslinjer for:

a)	beregning af andelen af europæiske programmer i kataloger fra udbydere af on demand-tjenester og

b)	definitionen af et lille publikum og en lav omsætning i forbindelse med ovennævnte undtagelser.

Retningslinjerne er ikke bindende. Under udarbejdelsen af disse retningslinjer har Kommissionen hørt kontaktudvalget i overensstemmelse med artikel 13, stk. 7. I det omfang, at retningslinjerne kan fortolke AVMS-direktivet, foregriber Kommissionens holdning ikke Den Europæiske Unions Domstols fortolkning.

II. BEREGNING AF ANDELEN AF EUROPÆISKE PROGRAMMER

1. Beregning baseret på titler

På markedet for lineære audiovisuelle medietjenester (tv-spredning) beregnes andelen af europæiske programmer i tv-spredningsforetagendernes programflader ud fra sendetiden. I henhold til artikel 16 i AVMS-direktivet skal tv-spredningsforetagenderne afsætte størstedelen af deres sendetid til europæiske programmer. Dette afspejler klart de lineære tjenesters tidsbestemte karakter, idet kun et begrænset antal programmer kan sendes samtidig og i en bestemt periode. Varighedselementet er således tæt knyttet til de iboende egenskaber hos de (lineære) tv-spredningstjenester, der baserer deres programtilrettelæggelse på daglige programflader (af 24 timers varighed).

Udbydere af audiovisuelle on demand-medietjenester (VOD-udbydere) er ikke underlagt sådanne begrænsninger. For så vidt angår on demand-tjenester afhænger medtagelsen af et bestemt program ikke af, hvorvidt der er et passende tidsrum i en programflade. Desuden indebærer medtagelsen af et program af en bestemt varighed i et katalog ikke, at et andet program af en tilsvarende varighed udelades/erstattes. Med andre ord udformer VOD-udbydere ikke deres kataloger ud fra tidsmæssige overvejelser, men derimod ud fra en vurdering af, om et potentielt stort antal individuelle programmer, der stilles til rådighed for brugerne, er attraktive.

Ligeledes gælder det, at når en bruger vælger at se et program, der er tilgængeligt i et on demand-katalog, er der ikke tale om en tidsmæssig begrænsning set fra brugerens perspektiv i den forstand, at det at se et bestemt program ikke indebærer, at vedkommende giver afkald på at se alle de øvrige programmer, der er tilgængelige på samme tid. Kernen i VOD-tjenesterne ligger netop i den frihed, som brugeren har med hensyn til at vælge og se et bestemt program fra et katalog på det ønskede tidspunkt og lige så mange gange, som brugeren har lyst.

Eftersom valgene hos både VOD-udbyderne og deres brugere er centreret omkring de enkelte programmer (afhængigt af bl.a. den oplevede kvalitet, popularitet, smag), mener Kommissionen, at det i forbindelse med VOD-tjenester er mere hensigtsmæssigt at beregne andelen af europæiske programmer i kataloger på basis af titler og ikke sendetid/seertid som følge af programmernes særlige karakteristika.

Valg af titler i kataloger som den relevante måleenhed snarere end tidspunktet/indholdets varighed understøttes af en række andre overvejelser. For det første er beregningen af andelen af europæiske programmer på basis af titler mere neutral for både film og tv med hensyn til, hvilke programmer VOD-udbyderne skal medtage i katalogerne. Beregninger baseret på varighed kan give udbyderne et incitament til at fremme europæiske programmer af længere samlet varighed (f.eks. serier med mange episoder), så de let kan opnå en andel på 30 %. Da beregningen baseret på titler er mere neutral, vil den sandsynligvis gøre det lettere at skabe et mere diversificeret udbud af europæiske programmer.

For det andet er beregningen baseret på titler sandsynligvis mindre besværlig for VOD-udbydere end beregningen baseret på varighed. Det er mere sandsynligt, at VOD-udbydere har et overblik over antallet af europæiske titler ud af det samlede antal titler, der er tilgængelige i deres kataloger, end at de har et overblik over den samlede seertid for europæiske programmer ud af den samlede sendetid for alle de programmer, der indgår i deres kataloger.

For det tredje vil beregning på basis af titler sandsynligvis gøre det nemmere for de relevante nationale myndigheder at foretage overvågning og kontrol, da det er lettere at spore og kontrollere seertiden end den samlede sendetid.

På baggrund af ovenstående mener Kommissionen, at det er hensigtsmæssigt at beregne andelen på 30 % europæiske programmer i on demand-kataloger på basis af (det samlede) antal titler i kataloget.

2. Hvad er en titel?

For så vidt angår spillefilm og tv-film skal enhver film forstås som en titel i et katalog. Forskellige film i en franchise (2) bør også forstås som forskellige titler i et katalog.

Det er mere komplekst at definere, hvad en titel er, når der er tale om tv-serier eller andre formater, der præsenteres i serieform (dvs. i flere episoder). Episoder af tv-serier grupperes ofte i forskellige sæsoner. I sådanne tilfælde opstår spørgsmålet om, hvorvidt en titel skal udgøre hele serien, en sæson eller en enkelt episode.

Kommissionen er af den opfattelse, at én sæson af en serie bør svare til én titel. Beregning af serier på basis af antallet af sæsoner ville sikre en behandling svarende til den, som spillefilm og tv-film får. En sæson af en serie er som regel resultatet af en samlet og vedvarende kreativ indsats fra samme gruppe af forfattere/fagfolk i den audiovisuelle branche med et enkelt budget og over én samlet periode. Desuden vedrører frigivelsen på markedet og de dertil knyttede markedsføringsaktiviteter ofte de enkelte sæsoner. Af disse årsager kan det arbejde, der udføres for at producere en sæson af en serie, anses for at svare til det arbejde, der normalt kræves for at producere en film.

Endvidere vil beregning ud fra antallet af sæsoner mindske eventuelle incitamenter for udbyderne til at fremme europæiske programmer af generel lang varighed (f.eks. serier eller andre formater med mange episoder) med henblik på at opnå den ønskede andel til skade for kortere programmer med et større potentiale for udbredelse blandt medlemsstaterne (f.eks. spillefilm og tv-serier af høj kvalitet) (3).

På den anden side kan visse audiovisuelle produktioner have høje produktionsomkostninger sammenlignet med andre produkter i kataloget, f.eks. i tilfælde af betydelige direkte investeringsomkostninger eller licensomkostninger til avanceret fiktion, hvor en episode har en varighed og produktionsomkostninger, der svaret til en spillefilms. Hvis det er berettiget, kan de nationale myndigheder i sådanne tilfælde overveje at foretage en højere vægtning af disse produktioner, f.eks. på grundlag af en velbegrundet anmodning fra en udbyder.

3. Beregning baseret på nationale kataloger

Nogle af de VOD-udbydere, der opererer inden for EU, har flere nationale kataloger, som varierer afhængigt af det nationale marked (den medlemsstat), som de målretter mod. Indenlandske filmtitler kan meget vel findes i et bestemt nationalt katalog fra en udbyder, der opererer i flere lande, men slet ikke (eller kun i meget begrænset omfang) i de kataloger, som den samme udbyder tilbyder i andre medlemsstater (4). Det er derfor nødvendigt at fastlægge, hvordan andelen af europæiske programmer skal beregnes i sådanne tilfælde.

Det centrale i artikel 13, stk. 1, i AVMS-direktivet er at sikre, at VOD-udbydere bidrager aktivt til at nå målet om at fremme kulturel mangfoldighed i Unionen ved at have en minimumsandel af europæiske programmer i deres tilbud. Kommissionen er af den opfattelse, at dette mål kun kan nås effektivt, hvis andelen på 30 % europæiske programmer sikres i hvert enkelt nationalt katalog, som multinationale VOD-udbydere tilbyder. Dette vil sikre, at seerne i alle de medlemsstater, hvor udbyderen tilbyder nationale kataloger, får den fornødne eksponering for europæiske programmer. Denne tilgang rummer også den fordel, at den sandsynligvis vil tilskynde til at udbrede europæiske programmer og gøre dem lettere tilgængelige i hele Unionen.

Det er vigtigt at huske på, at det er oprindelseslandet, der skal sikre, at udbydere af on demand-tjenester under dets jurisdiktion overholder forpligtelsen til at sikre andelen af europæiske programmer i deres kataloger. Hvis en VOD-udbyder under en medlemsstats jurisdiktion tilbyder forskellige nationale kataloger i andre medlemsstater, er det førstnævnte medlemsstat (oprindelseslandet), der har ansvaret for at håndhæve forpligtelsen vedrørende andelen af europæiske programmer for så vidt angår alle de forskellige nationale kataloger.

4. Tidsmæssig dimension

Den faktiske andel af europæiske programmer i VOD-kataloger kan variere fra dag til dag. Når en VOD-tjeneste f.eks. føjer en ny ikke-europæisk tv-serie til sit katalog, kan dette medføre, at den samlede andel af europæiske programmer falder midlertidigt, indtil der medtages flere. Dette rejser spørgsmålet om, hvornår det skal sikres, at kravet om en andel på 30 % overholdes. Udbydere kan forpligtes til at sikre overholdelse på ethvert tidspunkt eller i gennemsnit over en på forhånd fastsat periode. I sidstnævnte tilfælde er der mulighed for midlertidige udsving.

Det fremgår ikke af AVMS-direktivet, hvilken af disse to metoder der bør foretrækkes. Begge metoder kan bidrage til at opfylde det tilsigtede mål om at fremme kulturel mangfoldighed i VOD-kataloger. Kommissionen mener derfor, at medlemsstaterne frit kan beslutte, hvilken metode de vil anvende til at kontrollere overholdelsen af artikel 13, stk. 1, i AVMS-direktivet. I den sammenhæng bør de dog tage behørigt hensyn til behovet for at mindske den administrative byrde i forbindelse med overholdelse og håndhævelse og sikre gennemsigtighed og retssikkerhed for VOD-udbydere.

III. DEFINITION AF ET LILLE PUBLIKUM OG EN LAV OMSÆTNING

1. Indledende bemærkninger

I henhold til betragtning 40 i AVMS-direktivet bør udbydere, som ikke har nogen fremtrædende position på markedet, ikke være omfattet af kravene om fremme af europæiske programmer »for at sikre, at forpligtelser til at fremme europæiske programmer ikke underminerer markedsudviklingen, og for at gøre det muligt for nye aktører at komme ind på markedet«. Ovenstående betragtning gælder for både artikel 13, stk. 1, og artikel 13, stk. 2, men de to bestemmelser rummer visse specifikke forskelle, der skal tages i betragtning:

—

Det er oprindelsesmedlemsstaten, der skal sørge for, at udbydere af on demand-tjenester under dens jurisdiktion overholder forpligtelsen til at sikre andelen af europæiske programmer i henhold til artikel 13, stk. 1. Det er også op til oprindelsesmedlemsstaten at anvende undtagelserne i artikel 13, stk. 6, over for disse udbydere.

—

Situationen er en anden for så vidt angår artikel 13, stk. 2. I denne bestemmelse anerkendes muligheden for, at en medlemsstat kan pålægge udbydere, der er etableret i en anden medlemsstat, og som målretter deres tjenester mod publikum på dens område, ikkediskriminerende og forholdsmæssige forpligtelser vedrørende finansielle bidrag. I dette tilfælde er det den medlemsstat, der målrettes mod, som skal anvende både sin lovgivning med krav om betaling af sådanne bidrag og undtagelserne i artikel 13, stk. 6.

I betragtning af disse forskellige retlige rammer bør der tages hensyn til de særlige forhold, som gør sig gældende for disse forpligtelser, i forbindelse med retningslinjer for de undtagelser, der er fastsat i artikel 13, stk. 6. Det skal navnlig erindres, at medlemsstaterne som præciseret i betragtning 36 har lov til at pålægge medietjenesteudbydere, der målretter mod deres område, finansielle forpligtelser i betragtning af »den direkte sammenhæng mellem de finansielle forpligtelser og medlemsstaternes forskellige kulturpolitikker«.

Ved definitionen af et lille publikum og en lav omsætning er det derfor vigtigt at finde den rette balance mellem målet om at bevare den nødvendige plads til innovation for mindre audiovisuelle aktører og målet om at fremme den kulturelle mangfoldighed gennem tilstrækkelig finansiering af europæiske programmer under medlemsstaternes kulturpolitik. Mens retningslinjerne giver mulighed for, at virksomheder med en lav omsætning eller et lille publikum som defineret nedenfor undtages fra forpligtelserne i artikel 13, kan der derfor være behov for supplerende garantier i specifikke tilfælde, navnlig for anvendelsen af finansielle bidrag med henblik på at sikre bæredygtige systemer til finansiering af audiovisuelle medier og filmmedier.

2. Sondring mellem undtagelser i henhold til EU-retten og national ret

Artikel 13, stk. 2, i AVMS-direktivet harmoniserer ikke forpligtelsen til at bidrage finansielt til fremme af europæiske programmer. I denne bestemmelse anerkendes det blot, at medlemsstaterne har mulighed for også at pålægge udbydere fra andre medlemsstater, der målretter deres tjenester mod publikum inden for deres område, en forpligtelse til at bidrage gennem direkte investeringer og afgifter i overensstemmelse med principperne om ikkeforskelsbehandling og proportionalitet. Det er således op til den enkelte medlemsstat, om den vil benytte sig af denne mulighed for at fastlægge og anvende de tilsvarende forpligtelser.

Hvis en medlemsstat har indført eller indfører forpligtelser for medietjenesteudbydere til at bidrage finansielt til produktionen af europæiske programmer, og disse forpligtelser er begrænset til tjenesteydere, der er etableret i den pågældende medlemsstat, finder nærværende retningslinjer ikke anvendelse. De bliver relevante, hvis den pågældende medlemsstat også anvender sådanne krav over for udbydere, der målretter deres tjenester mod publikum på dens område, men som er etableret i en anden medlemsstat. Under alle omstændigheder er formålet med de undtagelser, der er fastsat i artikel 13, stk. 6, i AVMS-direktivet, ikke at erstatte de undtagelser, der er fastsat på nationalt plan, og som fastlægger omfanget af forpligtelserne til at bidrage, men at give garantier for grænseoverskridende udbydere.

Vejledningen i dette afsnit berører derfor ikke den frihed, som pågældende medlemsstat, der målrettes mod, har til at fastsætte forskellige tærskelværdier på nationalt plan for udbydere under dens jurisdiktion.

Det er vigtigt at bemærke, at de medlemsstater, der anvender forpligtelser vedrørende finansielle bidrag over for udbydere, der er etableret i andre medlemsstater, skal overholde princippet om ikkeforskelsbehandling. Hvis de således har indført eller indfører undtagelser på nationalt plan over for udbydere, der er etableret på deres område, skal disse undtagelser også anvendes uden forskelsbehandling på grænseoverskridende udbydere, selv om tærsklerne er højere end dem, der er anført i disse retningslinjer.

3. Lav omsætning

Med hensyn til den grænse for lav omsætning, som bør danne grundlag for en undtagelse i henhold til artikel 13, stk. 6, henviser Kommissionen til henstilling 2003/361/EF vedrørende definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (5).

Ud fra en veletableret politisk tilgang bør mikrovirksomheder på forhånd udelukkes fra den foreslåede lovgivnings anvendelsesområde, medmindre det kan påvises, at det er nødvendigt og rimeligt af proportionalitetshensyn at medtage dem (6). Kommissionen mener derfor, at tærsklen for lav omsætning kan fastsættes ved henvisning til begrebet »mikrovirksomheder«, der er udviklet i ovennævnte henstilling fra Kommissionen, og som er baseret på den omsætningstærskel, der anvendes i definitionen af mikrovirksomheder (dvs. virksomheder med en samlet årlig omsætning på højst 2 mio. EUR). En virksomheds årlige omsætning bør fastlægges efter bestemmelserne i ovennævnte henstilling fra Kommissionen, således at omsætningen fra partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder også tages i betragtning (7).

På grund af deres begrænsede størrelse og ressourcer kan mikrovirksomheder blive særlig hårdt ramt af reguleringsrelaterede omkostninger. Hvis mikrovirksomheder undtages fra forpligtelsen til at fremme europæiske programmer (artikel 13, stk. 1, og artikel 13, stk. 2), undgås det, at nye aktører hindres adgang til markedet. Denne tilgang er derfor i overensstemmelse med målet om at fremme etablering af nye virksomheder og fremme markedsudviklingen.

Samtidig hedder det i betragtning 40 i AVMS-direktivet, at »der ved påvisning af en lav omsætning bør tages hensyn til de audiovisuelle markeders forskellige størrelse i medlemsstaterne«. For eksempel har det nationale marked i nogle medlemsstater en størrelse på blot nogle få mio. EUR. I flere tilfælde er markedet væsentlig mindre end 10 mio. EUR. På disse markeder kan selv mikrovirksomheder anses for at have en betydelig position på markedet.

I lyset af ovenstående mener Kommissionen, at medlemsstater med mindre nationale audiovisuelle markeder bør kunne fastsætte lavere omsætningstærskler. I lyset af de overordnede markedskarakteristika kan sådanne lavere tærskler være berettigede og forholdsmæssige, forudsat at de undtager virksomheder, der har en andel på under 1 % af den samlede omsætning på de pågældende nationale audiovisuelle markeder.

4. Lille publikum

4.1. Video on demand-tjenester

4.1.1. Metode

Ifølge betragtning 40 i AVMS-direktivet kan »et lille publikum […] påvises f.eks. på grundlag af seertid eller salg, afhængigt af tjenestens art […]«. I lineære tjenester måles publikummet traditionelt på baggrund af seertiden. Begrebet »publikum« i forbindelse med VOD er ikke et etableret begreb, og der findes ingen standardiserede målemetoder i sektoren i de forskellige medlemsstater. Der foreligger således ingen data om publikum, som er verificeret af en tredjepart, og som kan kontrolleres, hvis en specifik VOD-udbyders publikum er lille. Selv om denne situation kan ændre sig i fremtiden, er det ikke desto mindre nødvendigt på nuværende tidspunkt at fastlægge en praktisk metode til at fastslå et lille publikum som omhandlet i artikel 13 i AVMS-direktivet for VOD-udbydere.

Som forklaret i betragtning 40 kan begrebet publikum »f.eks.« forbindes med salget af tjenester. I mangel af etablerede målemetoder i sektoren anser Kommissionen dette for at være den mest hensigtsmæssige metode til at måle publikum i VOD-sektoren.

Da direktivet i princippet ikke forbyder medlemsstaterne at anvende alternative kriterier, fokuseres der i nærværende retningslinjer derfor på en metode til at fastslå VOD-udbyderes publikum på basis af salget af tjenester.

I et VOD-miljø er en bestemt tjenestes antal brugere/seere en god indikator for dette salg. Publikummets størrelse kan f.eks. bestemmes ud fra antallet af aktive brugere af en bestemt tjeneste, f.eks. antallet af betalende abonnenter hos tjenester, der udbyder abonnementsbaseret video on demand (SVOD), antallet af unikke kunder/konti, der anvendes til anskaffelse af værker til TVOD (Transactional Video on Demand), og antallet af unikke besøgende for AVOD (Advertising Video on Demand).

Når der er tale om TVOD-tjenester, kan de »aktive« brugere f.eks. defineres som de brugere, der har erhvervet mindst én titel i kataloget i en bestemt periode. For så vidt angår AVOD kan publikummet bestemmes som et gennemsnit af aktive brugere i et bestemt tidsrum. I tilfælde af abonnenter, der betaler for bundtede tjenester, som også omfatter en VOD-konto, afspejles VOD-tjenesternes publikum måske ikke nøjagtigt af antallet af abonnenter, der betaler for de bundtede tjenester som helhed, da nogle af dem måske ikke er VOD-brugere. I sådanne tilfælde kan de nationale myndigheder anvende en måling baseret på brugere, som faktisk har tilgået tjenestens videoindhold inden for en bestemt periode. I alle disse tilfælde bør den periode, der tages i betragtning, være passende og give mening (dvs. ikke være for kort), fastsættes på forhånd og ikke være for besværlig at anvende.

I praksis bør publikummet fastslås ved at se på den andel af de aktive brugere, som en bestemt tjeneste tiltrækker: En VOD-tjenestes publikum er lig med antallet af brugere af tjenesten divideret med det samlede antal brugere af (lignende) VOD-tjenester på det nationale marked og ganget med 100 for at få tallet i procent.

Da publikumsandelen er en god salgsindikator og afspejler den pågældende tjenestes markedsposition i denne sektor, vil udbydere med et lavt antal aktive brugere ikke have nogen betydelig tilstedeværelse på markedet, hvilket berettiger anvendelsen af den undtagelse, der er fastsat i artikel 13, stk. 6. Denne metode minder også om begrebet tv-seerandel, hvor antallet af indehavere af tv-apparater, der er indstillet på bestemte kanaler i en given periode, sammenholdes med det samlede antal tv-apparater i en stikprøve.

4.1.2. Tærskel

Kommissionen mener, at udbydere med en publikumsandel på under 1 % i en given medlemsstat bør anses for at have et lille publikum. Værdier under denne tærskel afspejler en begrænset udbredelse af de pågældende udbyderes tjenester på de relevante nationale markeder. Dette kan f.eks. skyldes, at en udbyder er ny aktør på det nationale marked. De foreliggende data viser, at de største SVOD-udbydere i Europa (8) typisk har en andel, som ligger et godt stykke over 1 % på de nationale markeder, hvor de er til stede.

På baggrund af ovenstående finder Kommissionen det i princippet hensigtsmæssigt at undtage de leverandører, der har en publikumsandel på under 1 % i en bestemt medlemsstat, fra forpligtelserne i artikel 13.

Med hensyn til artikel 13, stk. 1, betyder det, at oprindelsesmedlemsstaten fritager disse udbydere fra forpligtelsen (rettet mod oprindelsesmedlemsstaten eller andre medlemsstater) til at sikre, at europæiske programmer udgør mindst 30 % af de kataloger, for hvilke det gælder, at publikumsandelen ligger under ovennævnte tærskel. For så vidt angår artikel 13, stk. 2, betyder det, at den medlemsstat, der målrettes mod, fritager de pågældende udbydere fra forpligtelsen til at bidrage finansielt til produktionen af europæiske programmer.

4.2. Lineære audiovisuelle medietjenester

For lineære tjenester er begrebet publikum veletableret, og der findes lytter-/seermålingstjenester i flere medlemsstater. Definitionen af et lille publikum bør derfor baseres på indikatorer, der allerede er accepteret og anvendes i forbindelse med AVMS-direktivet, dvs. den daglige publikumsandel (9) beregnet for referenceåret.

Med hensyn til udenlandske udbyderes tilstedeværelse adskiller markedet for lineære tjenester sig fra VOD-markedet. De nationale markeder for VOD domineres i vid udstrækning af ikke-indenlandske udbydere. Dette er ikke tilfældet for lineære tjenester. Hovedaktørerne er sædvanligvis tv-koncerner, som generelt når ud til hele eller store dele af deres publikumsandel på hjemmemarkedet. Ifølge en nylig undersøgelse er EU's audiovisuelle marked kendetegnet ved et begrænset antal tv-kanaler, der samler en stor del af publikum. Langt de fleste kanaler har en lille publikumsandel: Kun 5 % af tv-kanalerne har en publikumsandel på over 10 %, og omkring 80 % af tv-kanalerne i hver enkelt EU-medlemsstat har et publikum på 2 % eller derunder (10).

Tærskelværdien for et lille publikum bør fastsættes under hensyntagen til kanalernes tilstedeværelse og placering på markedet for lineære audiovisuelle medietjenester målt på publikumstal. I lyset af de særlige forhold på markedet for lineære tjenester bør grænseoverskridende kanaler med en individuel publikumsandel på under 2 % i en given medlemsstat, som de målretter mod, derfor anses for at have et lille publikum som omhandlet i artikel 13, stk. 6, i AVMS-direktivet (11). Navnlig i tilfælde af udbydere med flere målrettede kanaler kan medlemsstaterne tage hensyn til udbyderens samlede stilling på det nationale marked, når de anvender undtagelsen (12).

5. Tilpasninger for at tage hensyn til de finansielle bidrags særlige karakter

I artikel 13, stk. 2, i AVMS-direktivet omtales to slags krav om finansielle bidrag til fremstilling af europæiske programmer, nemlig direkte investeringer i audiovisuelt indhold og bidrag til nationale fonde (afgifter). Kommissionen mener, at der ved fastsættelsen af passende tærskler bør tages hensyn til de forskellige virkninger, som disse former for forpligtelser har for grænseoverskridende tjenesteydere. De direkte investeringer (f.eks. produktion, samproduktion, erhvervelse af rettigheder til programmer) indebærer generelt en højere iværksætterindsats end betaling af en afgift, da der er tale om en helt anden grad af økonomisk inddragelse og dermed forbundne risici. Opfyldelsen af investeringsforpligtelsen afhænger også af, om der er tilgængelige europæiske produktioner, herunder produktionsprojekter, som en udbyder kan investere de disponible ressourcer i.

Kommissionen forstår, at det i nogle medlemsstater, navnlig afhængigt af det audiovisuelle markeds størrelse og struktur, kan anses for vigtigt også at stille krav om finansielle bidrag over for on demand-tjenester med en omsætning på under 2 mio. EUR eller med en publikumsandel på under 1 % og over for grænseoverskridende lineære tjenester med en publikumsandel på under 2 %, navnlig betalings-tv-tjenester, da deres tilstedeværelse på de nationale markeder stadig kan anses for at være vigtig. For at tage højde for sådanne situationer kan medlemsstaterne beslutte at anvende lavere tærskler i behørigt begrundede tilfælde og i overensstemmelse med deres kulturpolitiske mål, herunder målet om at sikre bæredygtige nationale systemer til finansiering af audiovisuelle medier og film.

Ved fastsættelsen af disse tærskler og finansielle bidrag bør der tages hensyn til den pågældende tjenestes økonomiske kapacitet. Desuden bør principperne om ikkeforskelsbehandling og proportionalitet overholdes, ligesom markedsudviklingen ikke bør undergraves, og nye aktører skal sikres mulighed for at komme ind på markedet.

Med hensyn til forpligtelser vedrørende direkte investeringer på tværs af grænserne opfordrer Kommissionen medlemsstaterne, navnlig dem med større audiovisuelle markeder, til også at overveje at undtage virksomheder med en samlet omsætning på over 2 mio. EUR (13) ved at fastsætte en højere tærskel eller i det mindste pålægge dem mindre byrdefulde forpligtelser, navnlig under hensyntagen til de mulige vanskeligheder ved at finde audiovisuelle produktioner at investere i med de disponible ressourcer i de berørte medlemsstater.

IV. PROCEDUREBEMÆRKNINGER

Gennemførelsen af artikel 13, stk. 1 og 2, i AVMS-direktivet påhviler de nationale myndigheder, men de opfordres til at samarbejde aktivt med deres modparter i andre medlemsstater på de områder, der er omfattet af disse retningslinjer. Dette samarbejde kan være berettiget, navnlig med henblik på at indsamle relevante data eller oplysninger og begrænse risikoen for, at de forskellige nationale myndigheders foretager forskellige fortolkninger. Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ERGA) kunne være et passende forum til fremme af et sådant samarbejde.

I lyset af ovenstående opfordres de nationale tilsynsmyndigheder til at udveksle oplysninger, data og bedste praksis i ERGA og drøfte eventuelle spørgsmål i forbindelse med anvendelsen af disse retningslinjer. I denne forbindelse bør ERGA gøre Kommissionen opmærksom på eventuelle væsentlige problemer med de metoder, som de nationale tilsynsmyndigheder anvender. Kommissionen vil holde det kontaktudvalg, der er nedsat i henhold til AVMS-direktivet, underrettet om denne udvikling.

Inden for rammerne af underretningsforpligtelserne i henhold til artikel 13, stk. 4, i AVMS-direktivet bør medlemsstaterne underrette Kommissionen om anvendelsen af disse retningslinjer.

(1) I disse retningslinjer forstås henvisningerne til »AVMS-direktivet« som henvisninger til direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktivet om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 (EUT L 303 af 28.11.2018, s. 69).

(2) Ved »franchise« forstås en række beslægtede film med det samme fiktive univers.

(3) Ifølge en undersøgelse foretaget af Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område produceres der i EU hovedsagelig korte formater (tv-fiktionstitler med højst 26 episoder). Mere specifikt består 90 % af alle tv-fiktionstitler af højst 26 episoder, og 44 % af disse er tv-film (1-2 episoder). De tegner sig imidlertid kun for en begrænset del, dvs. 33 %, af det samlede antal. Derimod udgør tv-fiktionsprogrammer i langt format blot 10 % af det samlede antal producerede titler, men de tegner sig for 67 % af al produceret tv-fiktion målt i timer. Den samme undersøgelse fremhæver, at kortere formater kan anses for at være »avanceret« tv-fiktion med et potentiale for samproduktioner og eksport, mens lange formater generelt har lavere produktionsomkostninger og en stærkere national baggrund og sandsynligvis et mindre potentiale for grænseoverskridende udnyttelse. Set ud fra dette perspektiv kan beregning på basis af titler og sæsoner have en positiv indvirkning på udbredelsen af europæiske programmer med et reelt grænseoverskridende udnyttelsespotentiale. Se G. Fontaine, TV fiction production in the European Union, European Audiovisual Observatory, Strasbourg, 2017.

(4) C. Grece, Films in VOD catalogues — Origin, Circulation and Age — Edition 2018, European Audiovisual Observatory, Strasbourg, 2018.

(5) Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (meddelt under dokumentnummer C(2003) 1422) (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).

(6) http://ec.europa.eu/smart-regulation/impact/key_docs/docs/meg_guidelines.pdf.

(7) Se navnlig artikel 3 og 6 i henstillingen.

(8) Se f.eks. »Main OTT SVOD groups in Europe by estimated number of subscribers« (december 2018), der blev offentliggjort som en del af Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Områdes publikation European Audiovisual Observatory Yearbook 2019, Strasbourg, december 2018.

(9) Se Revised guidelines for monitoring the application of Articles 16 and 17 of the Audiovisual and Media Services (AVMS) Directive, Doc CC AVMS-direktivet (2011) 2, s. 3.

(10) A. Schneeberger, The internationalisation of TV audience markets in Europe, European Audiovisual Observatory, Strasbourg, 2019, s. 16.

(11) Denne form for marked er kendetegnet ved nogle få kanaler med meget store andele (typisk dækker de største 20 % af kanalerne 80 % af publikumsandelen) og et stort antal kanaler med et lille publikum (i gennemsnit har 80 % af tv-kanalerne i Europa en publikumsandel på 2 % eller mindre).

(12) De kan vurdere, om udbyderen overordnet set er en af de største udbydere, der dækker 80 % af publikumsandelen i det pågældende land.

(13) Beregnet i overensstemmelse med bestemmelserne i Kommissionens henstilling 2003/361/EF om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, som der henvises til ovenfor.