31.1.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 32/1


MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

om anvendelsen af bestemmelserne i artikel 26, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1169/2011

(2020/C 32/01)

1.   INDLEDNING

Hvis fødevarens oprindelsesland eller herkomststed er anført og ikke er det samme som den primære ingrediens', skal den pågældende primære ingrediens' oprindelsesland eller herkomststed ligeledes anføres eller mindst angives som værende et andet end fødevarens, jf. artikel 26, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne (1) (»forordningen«).

Den 28. maj 2018 vedtog Kommissionen Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/775 (2) (»gennemførelsesforordningen«) om regler for anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3. Ved gennemførelsesforordningen afklares og harmoniseres det nærmere, hvordan de(n) primære ingrediens(er) skal mærkes.

Formålet med denne meddelelse fra Kommissionen er at opstille retningslinjer for fødevarevirksomheder og nationale myndigheder om anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3. Denne meddelelse bør sammenholdes med andre relevante bestemmelser i forordningen og gennemførelsesforordningen. Disse retningslinjer berører navnlig ikke forbuddet mod vildledende oplysninger til forbrugere i henhold til forordningens artikel 7. Denne meddelelse præciserer de bestemmelser, der allerede findes i den gældende lovgivning. Den udvider på ingen måde de forpligtelser, der udspringer af sådan lovgivning, eller indfører yderligere krav for de berørte virksomheder og kompetente myndigheder.

Denne meddelelse har alene til formål at bistå borgere, virksomheder og nationale kompetente myndigheder i forbindelse med anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3, og af gennemførelsesforordningen. Det er kun EU-Domstolen, der har kompetence til at fortolke EU-lovgivningen autoritativt. De synspunkter, der gives udtryk for i denne meddelelse, kan ikke foregribe den holdning, som Kommissionen måtte indtage over for EU-Domstolen og de nationale domstole.

2.   SPØRGSMÅL VEDRØRENDE ANVENDELSESOMRÅDET FOR FORORDNINGENS ARTIKEL 26, STK. 3

I forordningens artikel 26, stk. 3, første afsnit, fastsættes to betingelser for anvendelsen af særlige mærkningsbestemmelser for primære ingredienser: 1) at der forefindes en angivelse af den færdige fødevares oprindelsesland eller herkomststed, og 2) at en sådan angivelse af en fødevares oprindelsesland eller herkomststed ikke er det samme som den primære ingrediens'.

I henhold til artikel 26, stk. 3, andet afsnit, finder det første afsnit kun anvendelse i tilfælde, der er omfattet af gennemførelsesforordningens anvendelsesområde, jf. gennemførelsesforordningens artikel 1.

Der findes to begrænsninger af gennemførelsesforordningens anvendelsesområde:

I gennemførelsesforordningens artikel 1, stk. 1, fastsættes det for det første, at en fødevares oprindelsesland eller herkomststed kan angives »vha. f.eks. erklæringer, illustrationer, symboler eller udtryk, der henviser til steder eller geografiske områder, bortset fra geografiske udtryk indeholdt i sædvanlige og generiske navne, hvor disse udtryk rent sprogligt angiver oprindelse, men ikke almindeligvis forstås som en angivelse af oprindelsesland eller herkomststed«.

I gennemførelsesforordningens artikel 1, stk. 2, angives det for det andet, at »geografiske betegnelser, der er beskyttet i henhold til forordning (EU) nr. 1151/2012 (3), forordning (EU) nr. 1308/2013 (4), forordning (EF) nr. 110/2008 (5) eller forordning (EU) nr. 251/2014 (6) eller er beskyttet i henhold til internationale aftaler«, samt registrerede varemærker, hvis de udgør en oprindelsesangivelse, ikke er omfattet af gennemførelsesforordningens anvendelsesområde. Med hensyn til den anden undtagelse præciseres det i betragtning 6 til gennemførelsesforordningen, at de relevante gennemførelsesbestemmelser kræver en nærmere undersøgelse og vil blive vedtaget på et senere tidspunkt, selv om forordningens artikel 26, stk. 3, også finder anvendelse på de tilfælde, der er beskrevet i denne anden undtagelse.

2.1.   Henvisning til leder af fødevarevirksomhed

2.1.1.   Kan fødevarevirksomhedslederens navn, firmanavn eller adresse på etiketten udløse anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3?

I henhold til forordningens betragtning 29 og artikel 2, stk. 2, litra g), udgør angivelser vedrørende fødevarevirksomhedslederens navn, firmanavn eller adresse på etiketten ikke en angivelse af den pågældende fødevares oprindelsesland eller herkomststed i forordningens forstand. En henvisning til fødevarevirksomhedslederens juridiske enhed udløser derfor i princippet ikke anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3.

Sådanne angivelser kan alligevel anses for vildledende, jf. forordningens artikel 7, med hensyn til fødevarens egentlige oprindelsesland eller herkomststed, hvis de er tydeligt fremhævet på emballagen, og hvis det specifikke oprindelsesland eller herkomststed er synligt fremtrædende, og denne oprindelse ikke er den samme som fødevarens primære ingrediens'. De kompetente nationale myndigheder bør vurdere sådanne tilfælde under hensyntagen til alle de oplysninger, der er anført på etiketten, og den samlede præsentation af produktet.

2.2.   Varemærker

2.2.1.   Kan varemærker, som ikke er beskyttet af et registreret varemærke, jf. gennemførelsesforordningens artikel 1, stk. 2, udløse anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3?

I gennemførelsesforordningens artikel 1, stk. 2, præciseres det, at selv om en oprindelsesangivelse i et registeret varemærke falder ind under anvendelsesområdet for forordningens artikel 26, stk. 3, finder gennemførelsesforordningen ikke anvendelse på geografiske betegnelser, før der er vedtaget særlige regler vedrørende anvendelsen af artikel 26, stk. 3, for disse angivelser. EU-lovgiveren erkendte den særlige karakter af og de særlige formål med registrerede varemærker, som er reguleret i specifik EU-lovgivning, og Kommissionen vil derfor nærmere undersøge, hvordan den primære ingrediens' oprindelse, som er påkrævet i henhold til forordningens artikel 26, stk. 3, skal angives, når det kræves for disse betegnelser. Omvendt falder varemærker, der omfatter geografiske erklæringer, som er ikkeregistrerede varemærker, ikke ind under denne midlertidige undtagelse, og gennemførelsesforordningen finder derfor anvendelse for dem i tillæg til de forpligtelser, der følger af forordningens artikel 26, stk. 3.

2.3.   Fødevarens varebetegnelse

2.3.1.   Skal sædvanlige betegnelser, der omfatter en geografisk erklæring, anses for at angive en fødevares oprindelsesland eller herkomststed?

I forordningens artikel 2, stk. 2, litra o), defineres »sædvanlig betegnelse« som en varebetegnelse, som forbrugerne i den medlemsstat, hvor fødevaren sælges, accepterer som dens varebetegnelse, uden at der er behov for yderligere forklaring.

I henhold til gennemførelsesforordningens betragtning 8 og artikel 1, stk. 1, er sædvanlige og generiske navne, hvori der indgår geografiske udtryk, som rent sprogligt angiver oprindelse, men som ikke almindeligvis forstås som en angivelse af fødevarens oprindelse eller herkomststed, ikke omfattet af gennemførelsesforordningens anvendelsesområde. Sådanne navne henviser ofte til et geografisk sted, en region eller et land, hvor den pågældende fødevare oprindeligt blev produceret eller markedsført, og er med tiden blevet generiske eller sædvanlige betegnelser for en bestemt kategori af fødevarer. Såfremt sådanne generiske og sædvanlige betegnelser ikke giver forbrugerne en opfattelse af, at den pågældende fødevare har en bestemt geografisk oprindelse, udløser deres angivelse ikke anvendelse af forordningens artikel 26, stk. 3.

Eksempel: frankfurterpølse.

Da spørgsmålet vedrører forbrugernes forståelse i hver enkelt medlemsstat, og der er betydelige forskelle mellem forbrugernes opfattelser af disse forhold inden for EU, skal det i det enkelte tilfælde vurderes, om en bestemt betegnelse klart forstås som en generisk/sædvanlig betegnelse af forbrugeren.

2.3.2.   Skal betegnelser ifølge forskrifterne, der omfatter en geografisk angivelse, anses for at angive en fødevares oprindelsesland eller herkomststed?

I henhold til forordningens artikel 2, stk. 2, litra n), forstås ved »betegnelse ifølge forskrifterne« en varebetegnelse for en fødevare som foreskrevet i de EU-bestemmelser, der gælder for den, eller, i mangel af sådanne EU-bestemmelser, den varebetegnelse, der er foreskrevet i de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der gælder i den medlemsstat, hvor fødevaren sælges til den endelige forbruger eller til storkøkkener.

Sådanne betegnelser er med andre ord kodificerede sædvanlige betegnelser, hvor lovgiveren har fundet det vigtigt at harmonisere deres anvendelse og ofte sammensætningen af de produkter, de definerer, med henblik på at sikre, at forbrugernes forventninger med hensyn til karakteristikaene ved den fødevare, der sælges under særlige betegnelser, opfyldes.

På baggrund af ovennævnte anses betegnelser ifølge forskrifterne, der omfatter en geografisk angivelse, ikke for en oprindelsesangivelse som omhandlet i forordningens artikel 26, stk. 3, når lovgiveren allerede har taget artikel 26, stk. 3, i betragtning.

2.4.   Forskellige angivelser på etiketten

2.4.1.   Skal udtryk som f.eks. »fremstillet i«, »produceret i« og »produkt fra« efterfulgt af en geografisk erklæring anses for at angive en fødevares oprindelsesland eller herkomststed?

Udtryk som f.eks. »fremstillet i (land)«, »fabrikeret i (land)« og »produceret i (land)« forbindes af forbrugerne med en oprindelsesangivelse i henhold til artikel 26, stk. 3, og bør derfor i princippet anses for en angivelse af fødevarens oprindelsesland eller herkomststed. Disse udtryk henviser desuden til en produktions- eller fremstillingsproces, som for forarbejdede fødevarer kan svare til definitionen af oprindelseslandet i henhold til forordningen, jf. definitionen i artikel 60, stk. 2, i EU-toldkodeksen (7), dvs. den sidste væsentlige og økonomisk berettigede bearbejdning eller forarbejdning af en fødevare, som har ført til fremstilling af et nyt produkt, eller som udgør et vigtigt trin i fremstillingen.

For forbrugeren indikerer angivelse »produkt fra (land)« ligeledes en oprindelsesangivelse i henhold til forordningens artikel 26, stk. 3. For forbrugeren indikerer udtrykket »produkt fra« sandsynligvis også, at hele fødevaren, herunder dens ingredienser, kommer fra det land, der er anført på etiketten.

2.4.2.   Skal angivelser som f.eks. »pakket i« eller »fremstillet/produceret af X for Y« efterfulgt af fødevarevirksomhedslederens navn og adresse anses for en angivelse af fødevarens oprindelsesland eller herkomststed?

Angivelsen »pakket i« angiver klart det sted, hvor en fødevare er blevet pakket, og indikerer som sådan generelt ikke en oprindelsesangivelse i henhold til forordningens artikel 26, stk. 3, for forbrugeren. Selv om det pågældende udtryk henviser til et geografisk sted, skal det følgelig ikke anses for en angivelse af fødevarens oprindelsesland eller herkomststed.

Udtryk som f.eks. »produceret af/fremstillet af/emballeret af« (fødevarevirksomhedslederens navn og adresse) eller »produceret af/fremstillet af X for Y« henviser rent sprogligt til den relevante fødevarevirksomhedsleder og indikerer generelt ikke en oprindelsesangivelse for forbrugeren. Som anført i punkt 2.1.1 i denne meddelelse udgør angivelser vedrørende fødevarevirksomhedslederens navn, firmanavn eller adresse på etiketten ikke en angivelse af den pågældende fødevares oprindelsesland eller herkomststed i henhold til forordningen.

Forbrugernes opfattelse formes imidlertid af helheden af komponenterne på etiketten, herunder den samlede præsentation af et produkt. Hele emballagen skal derfor tages i betragtning, når det vurderes, om en fødevare er vildledende med hensyn til oprindelse.

2.4.3.   Skal forkortelser, illustrationer eller andre angivelser, der er tilføjet frivilligt alene for at hjælpe forbrugerne med at finde deres lokale sprog på flersprogede etiketter, anses for en angivelse af fødevarens oprindelsesland eller herkomststed?

Sådanne angivelser bør ikke anses for en oprindelsesangivelse, hvis de klart henviser til forskellige sprogversioner af de fødevareoplysninger, der er anført på etiketten.

2.4.4.   Skal angivelser som f.eks. »art«, »type«, »stil«, »opskrift«, »inspireret af« eller »a la«, der omfatter en geografisk erklæring, anses for en angivelse af fødevarens oprindelsesland eller herkomststed?

Erklæringer som f.eks. »art«, »type«, »stil«, »opskrift«, »inspireret af« eller »a la« henviser sædvanligvis til fødevarens opskrift, specifikke karakteristika eller proces og bør i princippet ikke anses for en oprindelsesangivelse.

Hele emballagen skal imidlertid tages i betragtning, når det vurderes, om en fødevare er vildledende i forhold til dens oprindelse. Det skal også nævnes, at i henhold til forordningens artikel 7 er ovennævnte angivelser kun berettigede, hvis den pågældende fødevare har specifikke karakteristika, er af en bestemt art eller har gennemgået en bestemt produktionsproces, som retfærdiggør den påståede forbindelse til det geografiske sted, der er anført på etiketten.

2.4.5.   Anses et nationalt symbol eller farverne på et flag for at angive en fødevares oprindelsesland eller herkomststed?

Fra forbrugerens perspektiv er flag og/eller kort de mest relevante oprindelsesreferencer på etiketter. Tydelige og synlige flag og/eller kort, der henviser til et bestemt geografisk område, bør derfor anses for en oprindelsesangivelse og udløser følgelig anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3. Forbrugere kan også opfatte andre nationale symboler, f.eks. genkendelige nationale monumenter, landskaber eller personer, som en oprindelsesangivelse for en fødevare. Da deres opfattelse ofte afhænger af produktet og landet, skal sådanne illustrationer vurderes i hvert enkelt tilfælde. I denne sammenhæng bør medlemsstaterne navnlig vurdere placeringen af symbolerne/illustrationerne, deres størrelse, farve og skriftstørrelse og den overordnede sammenhæng med mærkningen af fødevaren, dvs. at mærkningen som helhed ikke skaber forvirring blandt forbrugerne med hensyn til fødevarens oprindelse.

Med hensyn til varemærker er anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3, beskrevet i punkt 2.2.1 i denne meddelelse.

Anvendelsen af billeder og andre erklæringer, der henviser til en national/lokal begivenhed eller til et nationalt/lokalt sportshold for at fejre begivenheden, bør specifikt overvejes. Som følge af deres lejlighedsvise karakter bør disse angivelser vurderes i hvert enkelt tilfælde for at afgøre, om artikel 26, stk. 3, finder anvendelse.

2.4.6.   Kan yderligere angivelser på etiketter på fødevarer med geografiske betegnelser, der er beskyttet i henhold til EU-retten, eller varemærker udløse anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3?

Indtil der er vedtaget særlige regler, finder gennemførelsesforordningen ikke anvendelse på geografiske betegnelser, der er beskyttet i henhold til EU-retten, og registrerede varemærker som anført i artikel 1, stk. 2. Hvis en fødevare også er forsynet med andre visuelle angivelser, herunder angivelser, der henviser til de samme eller andre geografiske steder, er sådanne angivelser omfattet af gennemførelsesforordningens anvendelsesområde, hvis betingelserne i forordningens artikel 26, stk. 3, er opfyldt.

2.5.   Hvordan er samspillet mellem bestemmelserne i gennemførelsesforordningen og EU-retsakterne om økologiske fødevarer?

I Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 (8) (»forordningen om økologiske produkter«) opstilles der en generel ramme for økologisk produktion, herunder bestemmelser om anvendelsen af udtryk, der henviser til økologisk produktion. I denne forordning fastsættes der desuden betingelser for mærkning af økologiske produkter og anvendelsen af EU-logoet, og det kræves, at forbrugeren, når et sådan logo anvendes, informeres om, hvor de landbrugsråvarer, som produktet består af, er produceret. Sådanne regler sikrer forbrugeren oplysninger svarende til dem, der er omfattet af artikel 26, stk. 3.

I henhold til forordningens artikel 1, stk. 4, finder forordningen anvendelse, medmindre andre mærkningsbestemmelser er fastsat i særlige EU-bestemmelser om bestemte fødevarer. I denne sammenhæng skal bestemmelserne i forordningen om økologiske produkter anses for en særlig lovregel (lex specialis) og have forrang for forordningens artikel 26, stk. 3. Når EU-logoet for økologiske produkter anvendes, finder forordningens artikel 26, stk. 3, derfor ikke anvendelse.

3.   IDENTIFIKATION AF DEN PRIMÆRE INGREDIENS

I henhold til forordningens artikel 2, stk. 2, litra q), forstås ved »primær ingrediens« en ingrediens eller ingredienser i en fødevare, der udgør mere end 50 % af fødevaren, eller som forbrugeren sædvanligvis forbinder med varebetegnelsen for fødevaren, og for hvilken der i de fleste tilfælde kræves en mængdeangivelse.

3.1.   Hvordan bør den primære ingrediens identificeres?

I forbindelse med forordningens artikel 26, stk. 3, skal fødevarevirksomhedsledere give oplysninger om den pågældende fødevares primære ingrediens eller ingredienser, som er bestemt i henhold til definitionen i forordningens artikel 2, stk. 2, litra q).

I forordningens definition af den primære ingrediens identificeres to typer kriterier for at afgøre en fødevares primære ingrediens: a) en kvantitativ type, i henhold til hvilken ingrediensen udgør mere end 50 % af fødevaren, og b) en kvalitativ type, i henhold til hvilken ingrediensen sædvanligvis forbindes med varebetegnelsen for fødevaren af forbrugerne.

Når der gives oplysninger om en fødevares primære ingrediens eller ingredienser, bør fødevarevirksomhedsledere tage forskellige elementer i betragtning. Ud over fødevarens kvantitative sammensætning skal de nøje overveje dens særlige karakteristika, art og den samlede præsentation af etiketten. De skal også overveje forbrugernes opfattelse og forventninger i forhold til de oplysninger, der gives om den pågældende fødevare. Fødevarevirksomhedsledere bør tage hensyn til, om oprindelsesangivelsen for en bestemt ingrediens sandsynligvis vil have afgørende indflydelse på forbrugernes købsbeslutninger, og om fraværet af en sådan oprindelsesangivelse vil vildlede forbrugerne.

Det skal også nævnes, at i henhold til artikel 7 må de oplysninger, der gives som oprindelsesangivelse for den primære ingrediens, ikke være vildledende og ikke under nogen omstændigheder omgå bestemmelserne og formålet i forordningens artikel 26, stk. 3.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder håndhæver den korrekte gennemførelse af ovennævnte bestemmelser i forordningen.

3.2.   Kan en fødevare have mere end én primær ingrediens? Hvis ja, bør oprindelsen af alle primære ingredienser da oplyses for fødevarer, der indeholder mere end én primær ingrediens?

I forordningens artikel 2, stk. 2, litra q), angives det i definitionen af »primær ingrediens«, at sidstnævnte kan være en ingrediens (dvs. entalsformen af ordet) eller ingredienser (dvs. flertalsformen af ordet). Efter denne ordlyd kan det konkluderes, at definitionen af »primær ingrediens« giver mulighed for, at en fødevare kan bestå af mere end én ingrediens.

Det fremgår desuden af bestemmelserne i forordningens artikel 26, stk. 3, at såfremt fødevarevirksomhedslederen på grundlag af den foreliggende definition identificerer mere end én primær ingrediens, skal oprindelseslandet eller herkomststedet for alle disse primære ingredienser angives.

3.3.   Kan anvendelsen af definitionen af den primære ingrediens bevirke, at der ikke er nogen primær ingrediens i en fødevare?

I forbindelse med forordningens artikel 26, stk. 3, skal det først vurderes, om en ingrediens i en fødevare skal anses for dens primære ingrediens på grundlag af definitionen i forordningens artikel 2, stk. 2, litra q). Dette betyder, at en fødevare ikke har en primær ingrediens i forordningens forstand, hvis ingen af dens ingredienser udgør mere end 50 % af fødevaren, hvis ingen af dens ingredienser sædvanligvis forbindes med varebetegnelsen for fødevaren af forbrugeren, og hvis der i de fleste tilfælde ikke kræves en mængdeangivelse.

3.4.   Omfatter forordningens artikel 26, stk. 3, og dermed gennemførelsesforordningen produkter, der består af en enkelt ingrediens?

Forordningens artikel 26, stk. 3, kan omfatte et forarbejdet produkt, der består af en enkelt ingrediens, hvis den sidste væsentlige forarbejdning af produktet skete på et andet sted end oprindelsesstedet for ingrediensråvaren, eller hvis ingrediensen blev indkøbt fra forskellige steder. Denne situation ville føre til anvendelsen af forordningens artikel 26, stk. 3, hvis fødevarens oprindelsesland eller herkomststed er angivet, og oprindelseslandet eller herkomststedet for den primære ingrediens (én ingrediens) ikke er det samme som fødevarens.

3.5.   Når forbrugerne er klar over, at den primære ingrediens i en fødevare kun kan indkøbes uden for EU, bør dens oprindelse da angives?

Forordningen fastsætter ingen undtagelse med hensyn til angivelse af oprindelseslandet eller herkomststedet for de primære ingredienser, hvis det ikke er det samme som fødevarens. Selv hvis den primære ingrediens i en fødevare kun kan indkøbes uden for EU, og den oprindelsesangivelse, der er anført for den færdige fødevare, henviser til EU (eller en medlemsstat) i overensstemmelse med forordningens artikel 26, stk. 3, skal oprindelsesangivelsen for den pågældende primære ingrediens stadig angives.

3.6.   Kan den primære ingrediens være en sammensat ingrediens?

I henhold til forordningens artikel 2, stk. 2, litra h), er en »sammensat ingrediens« en ingrediens, som selv er produktet af mere end én ingrediens.

En sammensat ingrediens er omfattet af anvendelsesområdet for forordningens artikel 26, stk. 3, hvis den opfylder betingelserne i definitionen af den primære ingrediens i forordningens artikel 2, stk. 2, litra q).

Hvis oplysningerne om den primære ingrediens' oprindelse skal angives i overensstemmelse med forordningens artikel 26, stk. 3, og den primære ingrediens er en sammensat ingrediens, skal fødevarevirksomhedsledere sikre et informationsniveau, der er hensigtsmæssigt i forhold til den pågældende fødevare. I denne sammenhæng bør de tage hensyn til den pågældende fødevares særlige art, sammensætning og fremstillingsproces, forbrugernes forståelse, forventning og interesse i oprindelsesangivelsen for den primære ingrediens i den sammensatte ingrediens (herkomststed for den primære ingrediens i den sammensatte ingrediens, f.eks. høststed eller dyrkningssted), og hvordan ingredienserne i den sammensatte ingrediens er angivet i ingredienslisten.

Det skal også nævnes, at i henhold til artikel 7 må de oplysninger, der gives oprindelsesangivelse for den sammensatte ingrediens, ikke være vildledende og må under ingen omstændigheder omgå bestemmelserne i forordningens artikel 26, stk. 3.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder håndhæver den korrekte gennemførelse af ovennævnte bestemmelser i forordningen.

4.   GEOGRAFISKE NIVEAUER

For at sætte forbrugerne i stand til at træffe informerede valg fastsættes der i gennemførelsesforordningen særlige regler, der finder anvendelse, når oprindelseslandet eller herkomststedet for den primære ingrediens er angivet på grundlag af forordningens artikel 26, stk. 3. Disse regler har til formål at sikre, at de pågældende oplysninger er tilstrækkeligt præcise og meningsfulde.

Til dette formål harmoniserer gennemførelsesforordningens artikel 2, litra a) de geografiske områder, som oprindelsesangivelsen for den primære ingrediens skal henvise til.

4.1.   Kan oprindelseslandet eller herkomststedet for den samme primære ingrediens angives ved at henvise til forskellige geografiske niveauer (f.eks. »EU og Schweiz«)?

I gennemførelsesforordningens artikel 2 gives der en liste over geografiske områder, som angivelsen af den primære ingrediens bør henvise til. For at opfylde kravene i forordningens artikel 26, stk. 3, skal fødevarevirksomhedsledere vælge et af de geografiske områder, der er anført i gennemførelsesforordningens artikel 2, litra a). Det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, at der i gennemførelsesforordningen ikke gives mulighed for at kombinere de forskellige anførte geografiske niveauer for én primær ingrediens.

Eksempler:

»Schweiz« svarer til et geografisk område fastlagt i artikel 2, litra a), nr. iv). Modsat svarer "EU" til et geografisk område fastlagt i artikel 2, litra a), nr. i). Gennemførelsesforordningens artikel 2, litra a), giver ikke mulighed for at kombinere de to.

Fødevarevirksomhedsledere kan imidlertid supplere angivelserne »EU« og »ikke-EU« med flere oplysninger, hvis de er i overensstemmelse med forordningens generelle krav vedrørende frivillig fødevareinformation (forordningens artikel 36). Sådan information må navnlig ikke være vildledende eller forvirrende. I denne forbindelse kan fødevarevirksomhedsledere angive »Schweiz« som en yderligere frivillig information, som supplerer angivelsen »ikke-EU«.

Eksempel:

»EU og ikke-EU (Schweiz)«

»EU (Spanien) og ikke-EU (Schweiz)«.

4.2.   Kan både medlemsstater og tredjelande kombineres i angivelsen af oprindelseslandet eller herkomststedet for den primære ingrediens?

I henhold til artikel 2, litra a), nr. iv), i gennemførelsesforordningen kan medlemsstat(er) eller tredjeland(e) angives som oprindelse for den primære ingrediens. Dette betyder, at fødevarevirksomhedsledere kan vælge én af disse betegnelser eller begge.

5.   PLACERING OG PRÆSENTATION

De oplysninger, der gives vedrørende den primære ingrediens i henhold til forordningen, bør supplere de oplysninger, som forbrugerne gives om fødevarens oprindelsesland eller herkomststed. De bør være let synlige, letlæselige og, hvis det er relevant, ikke kunne slettes. For at nå dette mål fastsættes der i gennemførelsesforordningens artikel 3 regler om placeringen og præsentationen af de pågældende oplysninger.

5.1.   Kan oprindelseslandet for den primære ingrediens angives med landekoder?

I henhold til forordningens artikel 9, stk. 1, litra i), er det obligatorisk at angive oprindelseslandet eller herkomststedet i de tilfælde, der er fastlagt i forordningens artikel 26. I henhold til forordningens artikel 9, stk. 2, skal oplysninger, hvis angivelse er obligatorisk i henhold til forordningens artikel 9, stk. 1, anføres med ord og tal, og de kan herudover udtrykkes ved hjælp af piktogrammer eller symboler.

Det følger af forordningens bestemmelser, at oprindelseslandet for den primære ingrediens altid skal anføres med ord. Medlemsstaterne skal i denne forbindelse vurdere, om visse landekoder kan anses for ord. En landekode kan f.eks. accepteres, hvis det med rimelighed kan forventes, at forbrugerne i markedsføringslandet vil forstå koden korrekt og ikke blive vildledt. Dette kan være tilfældet for forkortelser som f.eks. »UK«, »USA« eller »EU«.

5.2.   Hvis produktnavnet omfatter en oprindelsesangivelse, og produktnavnet findes flere steder på emballagen, skal oprindelsesangivelsen for den primære ingrediens da angives, hver gang produktnavnet er anført på fødevaren? Det samme spørgsmål vedrører grafiske angivelser som f.eks. flag.

I henhold til gennemførelsesforordningens artikel 3, stk. 2, skal oplysninger om den primære ingrediens' oprindelse anføres i samme synsfelt som angivelsen af fødevarens oprindelsesland eller herkomststed, hvis en fødevares oprindelsesangivelse angives med ord. I henhold til gennemførelsesforordningen er der ikke mulighed for kun at anføre oprindelsen for den primære ingrediens én gang, hvis den færdige fødevares oprindelsesangivelse er anført flere gange på etiketten.

Ifølge forordningen skal oprindelsesangivelsen for den primære ingrediens præsenteres på en klar og synlig måde for forbrugerne og altid i samme synsfelt som produktets oprindelsesangivelse, herunder flag. Hvis en varebetegnelse, der indeholder en oprindelsesangivelse eller et flag, gentages på emballagen, skal oplysningerne om den primære ingrediens' oprindelse derfor også gentages tilsvarende.

5.3.   Finder forordningens artikel 13, stk. 3, også anvendelse på oprindelsesangivelsen for den primære ingrediens, der er anført i overensstemmelse med bestemmelserne i gennemførelsesforordningen?

I forordningens artikel 13 fastsættes der generelle principper vedrørende præsentationen af obligatorisk fødevareinformation, jf. forordningens artikel 9, stk. 1, og dermed også oplysninger om oprindelsesland eller herkomststed, hvor dette er fastsat i artikel 26 (artikel 9, stk. 1, litra i), i forordningen). Bestemmelserne i forordningens artikel 13 bør finde anvendelse, uden at det berører særlige EU-bestemmelser om bestemte kategorier af fødevarer.

I gennemførelsesforordningen fastsættes særlige præsentationskrav for oprindelsesangivelsen for den primære ingrediens. I henhold til gennemførelsesforordningens artikel 3 skal sådanne oplysninger anføres i samme synsfelt som angivelsen af fødevarens oprindelsesland eller herkomststed og i en skriftstørrelse med en x-højde på mindst 75 % af x-højden af angivelsen af oprindelsen for fødevaren. Oplysninger om oprindelsesangivelsen for den primære ingrediens skal ifølge gennemførelsesforordningen under alle omstændigheder anføres med en skriftstørrelse på mindst 1,2 mm.

Ovennævnte særlige krav i gennemførelsesforordningen suppleres af de horisontale bestemmelser i forordningens artikel 13, som finder kumulativ anvendelse.

I forordningens artikel 13, stk. 3, fastsættes der en undtagelse med hensyn til den krævede skriftstørrelse for de obligatoriske oplysninger, for så vidt angår små emballager (med et flademål på under 80 cm2). Da bestemmelserne i forordningens artikel 13 finder anvendelse på de obligatoriske oplysninger, der er anført i forordningens artikel 9, stk. 1, finder de også anvendelse på oprindelsesangivelsen for den primære ingrediens, der er angivet i overensstemmelse med forordningens artikel 26, stk. 3. For så vidt angår emballager eller beholdere, hvis største yderflade har et flademål på under 80 cm2, skal x-højden af skriftstørrelsen, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, i gennemførelsesforordningen, derfor være lig med eller større end 0,9 mm.


(1)  EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18.

(2)  EUT L 131 af 29.5.2018, s. 8.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89 (EUT L 39 af 13.2.2008, s. 16).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 251/2014 af 26. februar 2014 om definition, beskrivelse, præsentation, mærkning og beskyttelse af geografiske betegnelser for aromatiserede vinprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1601/91 (EUT L 84 af 20.3.2014, s. 14).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (omarbejdning) (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).

(8)  Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2092/91 (EUT L 189 af 20.7.2007, s. 1).