Bruxelles, den 13.3.2020

COM(2020) 111 final

2020/0042(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EØF) nr. 95/93 om fælles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne

(EØS-relevant tekst)


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

I forordning (EØF) nr. 95/93 1 fastsættes regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i lufthavne i EU. Artikel 10 indeholder en regel om, at ubenyttet brugsret fortabes, hvorefter luftfartsselskaber skal anvende mindst 80 % af de tildelte slots i en given fartplansæson (sommer eller vinter) for at bevare forrang med hensyn til de samme slotserier i den tilsvarende fartplansæson for det næste år (såkaldte "hævdvundne rettigheder").

Udbruddet af SARS-CoV-2-virusset har alvorlige konsekvenser for luftfartsselskaberne og har ført til et betydeligt fald i lufttrafikken på verdensplan siden begyndelsen af 2020. For europæiske luftfartsselskaber blev denne indvirkning først tydelig i forbindelse med flyvninger til og fra Folkerepublikken Kina og Folkerepublikken Kinas Særlige Administrative Område Hongkong i januar 2020, men spredningen af virusset siden januar 2020 har ført til en mere generel forværring, herunder i Europa. Det er ikke muligt at forudsige epidemiens videre udvikling eller dens virkninger.

I betragtning af faldet i rejseefterspørgslen er luftfartsselskaberne allerede begyndt og fortsætter med at aflyse flyvninger, som i vinterfartplansæsonen 2019-2020 og sommerfartplansæsonen 2020 vil resultere i anvendelse af slots under den tærskel på 80 %, der er fastsat i forordningen.

Efter en gennemsnitlig årlig stigning i passagertallet i Europa på 3,3 % mellem 2009 og 2019 har Eurocontrol oplyst et fald på 10 % i antallet af flyvninger i de første to uger af marts 2020 i forhold til samme periode i 2019. I betragtning af den faldende efterspørgsel som følge af krisen er de fleste europæiske luftfartsselskaber begyndt at holde fly på jorden. Dette tyder på, at faldet i antallet af flyvninger vil blive opretholdt. Den negative tendens målt på årsbasis strækker sig ind i sommersæsonen, hvor luftfartsselskaberne ifølge IATA oplever et fald på 40-60 % i antallet af forudbestillinger i forhold til året før for perioden marts-juni 2020 på ikkeitalienske ruter med en noget større indvirkning på korte ruter end langdistanceruter. Antallet af forudbestillinger på de italienske ruter er faldet med mere end 50 % i begyndelsen af marts 2020, og belastningsfaktorerne er så langt nede som 40 %.

De europæiske lufthavne regner med et tab på 67 mio. passagerer i første kvartal af 2020. Dette fænomen påvirker i alvorlig grad lufttransporten i hele Unionen.

På grundlag af de oplysninger, der i øjeblikket foreligger fra Eurocontrol, fra luftfartsselskaber og lufthavne, er det rimeligt at antage, at den nuværende situation, der er karakteriseret ved et ekstraordinært fald i efterspørgslen, som minimum vil gøre sig gældende i marts, april, maj og juni måned i 2020.

I henhold til forordningen om lufthavnsslots er luftfartsselskaberne imidlertid forpligtet til at anvende slots mindst 80 % af tiden i løbet den fartplansæson, for hvilken de er blevet tildelt, for at være sikret tildelingen af samme slots for samme sæson i det efterfølgende år. Da med henblik på denne beregning ikke er truffet foranstaltninger til neutralisering af virkningerne af de nuværende omstændigheder, er det sandsynligt, at luftfartsselskaberne vil gennemføre mange flyvninger med meget lave belastningsfaktorer for at beskytte deres hævdvundne rettigheder og dermed forværre de finansielle tab og påvirke miljøet negativt.

I henhold til forordning (EØF) nr. 95/93 er slotkoordinatoren eneansvarlig for tildeling af slots, og er forpligtet til at handle i overensstemmelse med forordningen [artikel 4, stk. 5]. Med hensyn til deres opgave med tildelingen af slots er koordinatorerne uafhængige og ikke underlagt instrukser fra nogen part.

Under de beskrevne omstændigheder bør forordning (EØF) nr. 95/93 ændres for at beskytte luftfartsselskabernes hævdvundne rettigheder til de slots, der ikke er blevet udnyttet i den periode, hvor luftfartsmarkedet blev hårdest ramt af udbruddet af SARS-CoV-2. Den foreslåede periode dækker de fire måneder fra marts 2020 til og med juni 2020 for alle flyvninger. Da de alvorlige konsekvenser af udbruddet af SARS-CoV-2-virus først viste sig i Folkerepublikken Kina og Folkerepublikken Kinas Særlige Administrative Område Hongkong, foreslås det at beskytte de hævdvundne rettigheder til slots, der anvendes til flyvninger til og fra disse markeder, i en længere samlet periode. Startdatoen for denne yderligere periode er den 23. januar 2020, hvor den første lufthavn i Folkerepublikken Kina blev lukket af myndighederne.

Denne ændring vil være i form af en regel, hvorefter koordinatorerne skal betragte de tildelte slots for de pågældende referenceperioder som værende benyttet. Denne regel vil kunne afbøde virkningerne af den aktuelle krise og skabe retssikkerhed for luftfartsselskaberne for de relevante dele af fartplansæsonen. Alle slots, der frigøres af luftfartsselskaberne som følge heraf, kan fordeles af koordinatorerne efter behov. En sådan tildeling vil i sagens natur kun være af ad hoc-karakter og vil ikke berøre de luftfartsselskaber, der i henhold til den foreslåede regel anses for at have benyttet de pågældende slots.

De nuværende omstændigheder gør det vanskeligt at forudsige med nogen sikkerhed, hvornår den folkesundhedsmæssige situation bliver normal igen, og forbrugertilliden vender tilbage. Forlængelse af den foreslåede foranstaltning til hele sommersæsonen 2020 (dvs. indtil den 24. oktober 2020) kan være uforholdsmæssig med hensyn til det klart definerede mål, hvis situationen skulle blive normal igen i den mellemliggende periode. Derfor foreslås det at give Kommissionen beføjelse til at forlænge den periode, hvori foranstaltningerne finder anvendelse, om nødvendigt ved hjælp af delegerede retsakter. Kommissionen bør træffe sådanne afgørelser på grundlag af de senest tilgængelige oplysninger, som er offentliggjort af EU's netforvalter i Den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed ("Eurocontrol") , og relevant videnskabelig rådgivning.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Forordning (EØF) nr. 95/93 afhjælper ikke de problemer, som luftfartsselskaberne står over for på grund af SARS-CoV-2, for så vidt angår deres muligheder for at bevare deres slots for den efterfølgende fartplansæson. Forordningen bør derfor ændres for at afbøde virkningerne af den aktuelle krise, skabe retssikkerhed for luftfartsselskaberne og bevare sammenhængen i det europæiske system for tildeling af slots.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Det indre markeds effektive funktion inden for luftfart og dermed forbundne tjenester afhænger af luftfartsselskabernes økonomiske resultater. Det aktuelle SARS-CoV-2-udbruds negative økonomiske konsekvenser for luftfartsselskaber kan være til fare for deres finansielle soliditet og have alvorlige negative følger for transportsystemet og økonomien som helhed. Det er derfor yderst vigtigt at ændre forordningen om lufthavnsslots for at tage fat på luftfartsselskabernes store aktuelle problemer.

Foranstaltningen tjener også et vigtigt mål for bæredygtighed, idet den fjerner luftfartsselskabernes incitament til at gennemføre flyvninger med lave belastningsfaktorer blot for at beskytte deres slots.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for dette initiativ er artikel 100, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Denne bestemmelse åbner mulighed for at vedtage alle nødvendige bestemmelser for lufttransport og har allerede har tjent som grundlag for vedtagelsen af forordning (EØF) nr. 95/93.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Målene med forslaget kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne af følgende grunde. Af grunde som dem, der her er tale om her, giver forordning (EØF) nr. 95/93 ikke medlemsstaterne mulighed for at forpligte koordinatorerne til at betragte ubenyttede slots som værende benyttede. Dette mål kan kun nås ved en ændring af selve forordningen.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet om at afbøde virkningerne af det aktuelle udbrud af SARS-CoV-2 med henblik på anvendelsen af forordning (EØF) nr. 95/93. Den foreslåede foranstaltning er derfor forholdsmæssig, herunder for så vidt angår dens tidsmæssige anvendelse for de forskellige typer destinationer.

Valg af retsakt

For at nå målet med retsakten skal den være direkte og almengyldig på samme måde som selve forordning (EØF) nr. 95/93. Den mest hensigtsmæssige retsakt er derfor en forordning.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Dette er en hasteforanstaltning, som udløses af det pludselige og uforudsigelige udbrud af SARS-CoV-2-virusset og den efterfølgende spredning af covid-19. Af denne grund er foranstaltningen ikke relevant for programmet for målrettet og effektiv regulering, og der er ikke foretaget nogen efterfølgende evaluering.

Anvendelsesområdet for og virkningerne af denne foranstaltning kan imidlertid sammenlignes med tidligere ændringer af forordning (EØF) nr. 95/93, der blev udløst af andre nødsituationer. Disse omfatter følgende:

forordning (EF) nr. 894/2002 i 2002 i kølvandet på terrorangrebene den 11. september 2001

forordning (EF) nr. 1554/2003 i 2003 efter Irakkrigen og udbruddet af alvorligt akut luftvejssyndrom (SARS) samt

forordning (EF) nr. 545/2009 i 2009 under den globale finanskrise.

Høringer af interesserede parter

I betragtning af sagens hastende karakter er der ikke blevet gennemført en formel høring af de interesserede parter. Både medlemsstaternes myndigheder og interessenterne har imidlertid opfordret Kommissionen til at vedtage et forslag til passende foranstaltninger inden for rammerne af forordning (EØF) nr. 95/93.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Som tidligere forklaret var det ikke muligt at foretage en passende indsamling af ekspertbistand på grund af situationens hastende karakter. Kommissionen har imidlertid trukket på erfaringer fra anvendelsen af og ændringer til forordning (EØF) nr. 95/93, som også omfattede høringer af eksperter.

Konsekvensanalyse

I betragtning af situationens hastende karakter er der ikke blevet gennemført konsekvensanalyse. Anvendelsesområdet for og virkningerne af denne foranstaltning kan sammenlignes med tidligere ændringer af forordning (EØF) nr. 95/93, der blev udløst af andre nødsituationer. Formålet med foranstaltningen er at lette de luftfartsselskabernes økonomiske tab som følge af reglen om, at ubenyttet brugsret fortabes, og mindske den negative miljøpåvirkning.

Grundlæggende rettigheder

Ikke relevant.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Ikke relevant.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Foranstaltningen omfatter ingen specifikke overvågnings- eller rapporteringsordninger, men Kommissionen bør være forpligtet til at følge udviklingen i SARS-CoV-2-udbruddet og dets indvirkning på lufttransporten og, om nødvendigt, have beføjelse til at vedtage en delegeret retsakt om forlængelse af de perioder, som foranstaltningen vedrører.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Artikel 10a erstattes af en ny artikel, hvori koordinatorerne i forbindelse med hævdvundne rettigheder forpligtes til at betragte slots, der er tildelt for perioden fra den 1. marts 2020 til den 30. juni 2020, som værende benyttet af det luftfartsselskab, som de oprindeligt var blevet tildelt. Der fastsættes en yderligere tidligere periode for slots til flyvninger mellem EU og Folkerepublikken Kina eller mellem EU og Folkerepublikken Kinas Særlige Administrative Område Hongkong (fra den 23. januar 2020). For så vidt angår tilfælde, der følger efter ikrafttrædelsen af den foreslåede forordning, er det en betingelse, at sådanne slots returneres til slotkoordinatoren. Hvis de returnerede slots efterfølgende omfordeles til andre luftfartsselskaber, og disse luftfartsselskaber benytter dem, vil de pågældende luftfartsselskaber ikke opnå hævdvundne rettigheder til disse slots.

Artikel 10a giver også Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter, hvis krisen i forbindelse med SARS-CoV-2-udbruddet ikke er afhjulpet og fortsat har en negativ indvirkning på luftfarten, herunder i forbindelse med hævdvundne rettigheder. I betragtning af, hvor hurtigt udbruddet udvikler sig, er det nødvendigt, at de delegerede retsakter vedtages ved en hasteprocedure.

2020/0042 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EØF) nr. 95/93 om fælles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 100, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 2 ,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget 3 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Udbruddet af covid-19-sygdommen forårsaget af alvorligt akut luftvejssyndrom coronavirus 2 (SARS-CoV-2) har medført et kraftigt fald i lufttrafikken som følge af et betydeligt fald i efterspørgslen og direkte foranstaltninger truffet af medlemsstaterne og tredjelande med henblik på at få udbruddet under kontrol. Den deraf følgende alvorlige indvirkning på luftfartsselskaberne begyndte allerede i januar 2020 for Folkerepublikken Kina og Folkerepublikken Kinas Særlige Administrative Område Hongkong, har været meget udbredt siden den 1. marts 2020 og vil sandsynligvis påvirke mindst to fartplansæsoner, nemlig vintersæsonen 2019/2020 og sommersæsonen 2020.

(2)Disse omstændigheder ligger uden for luftfartsselskabernes kontrol, og den efterfølgende frivillige eller obligatoriske aflysning af flyvninger er en nødvendig eller legitim reaktion på omstændighederne. Navnlig beskytter frivillige aflysninger luftfartsselskabernes finansielle soliditet og undgår miljøpåvirkninger fra flyvninger med tomme eller stort set tomme fly, der kun gennemføres med det formål at opretholde de tilknyttede lufthavnsslots.

(3)Tal fra EU's netforvalter i Den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed ("Eurocontrol") viser et fald på 10 % i lufttrafikken i den europæiske region i første halvdel af marts 2020 målt på årsbasis. Luftfartsselskaberne melder om store fald i antallet af forudbestillinger og foretager betydelige aflysninger af flyvninger i vinterfartplansæsonen 2019-2020 og sommerfartplansæsonen 2020 som følge af udbruddet.

(4)I henhold til artikel 8, stk. 2, sammenholdt med artikel 10, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 95/93, trues et luftfartsselskabs hævdvundne rettigheder til de pågældende slots, hvis det ikke benytter mindst 80 % af en given slotserie, der er blevet tildelt det ved en koordineret lufthavn.

(5)I henhold til artikel 10, stk. 4, i forordning (EØF) nr. 95/93 kan slotkoordinatorer ved beregningen af de hævdvundne rettigheder undlade at medregne, at lufthavnsslots ikke benyttes i perioder, hvor luftfartsselskabet ikke er i stand til at gennemføre de planlagte flyvninger, f.eks. på grund af lukning af lufthavne. Denne artikel omfatter dog ikke situationer som udbruddet af SARS-CoV-2. Der bør derfor vedtages en tilsvarende foranstaltning.

(6)I betragtning af de kendte forudbestillinger og epidemiologiske prognoser kan det på nuværende tidspunkt med rimelighed forventes, at et betydeligt antal af de aflysninger, der kan tilskrives udbruddet af SARS-CoV-2, vil indtræde i perioden fra den 1. marts 2020 til i hvert fald den 30. juni 2020. Manglende benyttelse af tildelte slots i denne periode bør ikke medføre, at luftfartsselskaberne mister de hævdvundne rettigheder, som de ellers ville have. Det er derfor nødvendigt at definere betingelserne for, hvornår ubenyttede slots bør betragtes som benyttede slots til disse formål, for så vidt angår den tilsvarende efterfølgende sæson.

(7)Slots i koordinerede lufthavne er en værdifuld økonomisk ressource. Trods det generelle fald i lufttrafikken bør aflysning af flyvninger ikke hindre andre luftfartsselskabers anvendelse af lufthavnsslots, som ikke desto mindre kan ønske at anvende dem midlertidigt uden at opnå hævdvundne rettigheder. Når disse slots ikke anvendes af det luftfartsselskab, hvortil de er tildelt, bør de derfor straks returneres til koordinatoren.

(8)Den videre udvikling af SARS-CoV-2 og dens yderligere indvirkning på luftfartsselskaberne er vanskelig at forudsige. Kommissionen bør løbende analysere virkningerne af SARS-CoV-2 på luftfartssektoren, og Unionen bør være i stand til uden unødig forsinkelse at forlænge den periode, hvori de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, finder anvendelse, hvis de ugunstige betingelser fortsat er til stede.

(9)Hvis det viser sig nødvendigt og berettiget at udvide de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen med henblik på at ændre denne forordning for at forlænge den periode, hvor forordningens foranstaltninger finder anvendelse. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(10)I betragtning af det akutte behov som følge af de ekstraordinære omstændigheder, der berettiger den foreslåede foranstaltning, bør der ske fravigelse af den periode på otte uger, der er omhandlet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Unionen, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(11)I betragtning af det akutte behov som følge af de ekstraordinære omstændigheder, der berettiger de fastlagte foranstaltninger, bør denne forordning straks træde i kraft —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EØF) nr. 95/93 foretages følgende ændringer:

(1)Artikel 10a affattes således:

"Artikel 10a

1.    Med henblik på anvendelsen af artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 2, anser koordinatorerne de slots, der er blevet tildelt for perioden fra den 1. marts 2020 til den 30. juni 2020, for at være benyttet af det luftfartsselskab, som de oprindeligt var blevet tildelt.

2.    Med henblik på anvendelsen af artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 2, anser koordinatorerne de slots, der er blevet tildelt for perioden fra den 23. januar 2020 til den 29. februar 2020, for at være benyttet af det luftfartsselskab, som de oprindeligt var blevet tildelt, for så vidt som det vedrører flyvninger mellem lufthavne i Den Europæiske Union og lufthavne i enten Folkerepublikken Kina eller i Folkerepublikken Kinas Særlige Administrative Område Hongkong.

3.    For så vidt angår slots med en dato, der ligger mere end en uge efter denne forordnings ikrafttrædelse, finder stk. 1 kun anvendelse, hvis de relevante ubenyttede slots er stillet til rådighed for koordinatoren med henblik på omfordeling til andre luftfartsselskaber.

4.    Hvis Kommissionen på grundlag af tal, som er offentliggjort af EU's netforvalter i Den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed ("Eurocontrol"), konstaterer, at nedgangen i lufttrafikken varer ved i forhold til niveauet i den tilsvarende periode i det foregående år og sandsynligvis vil fortsætte, og på grundlag af de bedste tilgængelige videnskabelige data konstaterer, at denne situation skyldes virkningerne af udbruddet af SARS-CoV-2, vedtager Kommissionen delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 12a med henblik på at ændre den i stk. 1 nævnte periode.

5.    Kommissionen overvåger løbende situationen på grundlag af kriterierne i stk. 4. På grundlag af de foreliggende oplysninger fremlægger den en sammenfattende rapport herom senest den 15. april 2020. Om nødvendigt vedtager den så hurtigt som muligt den i stk. 4 omhandlede delegerede retsakt.

6.    Hvis luftfartssektoren i Den Europæiske Union påvirkes langvarigt af SARS-CoV-2, og det er påkrævet i behørigt begrundede særligt hastende tilfælde, anvendes proceduren i artikel 12b på delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til nærværende artikel."

(2)Følgende indsættes som artikel 12a og 12b:

"Artikel 12a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.    Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.    Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 10a, tillægges Kommissionen for en periode på et år fra datoen for denne forordnings ikrafttrædelse.

3.    Den i artikel 10a omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.    Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016.

5.    Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.    En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 10a træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 12b

Hasteprocedure

1.    Delegerede retsakter, som vedtages i henhold til denne artikel, træder i kraft straks og finder anvendelse, så længe der ikke er gjort indsigelse i henhold til stk. 2. I meddelelsen til Europa-Parlamentet og Rådet af en delegeret retsakt anføres begrundelsen for anvendelse af hasteproceduren.

2.    Europa-Parlamentet eller Rådet kan efter proceduren i artikel 12a, stk. 6, gøre indsigelse mod en delegeret retsakt. I så fald skal Kommissionen ophæve retsakten straks efter Europa-Parlamentets eller Rådets meddelelse af afgørelsen om at gøre indsigelse."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

(1)    Rådets forordning (EØF) nr. 95/93 af 18. januar 1993 om fælles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne (EFT L 14 af 22.1.1993, s. 1).
(2)    EUT C […] af […], s. […].
(3)    EUT C […] af […], s. […].