Bruxelles, den 13.3.2019

COM(2019) 142 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

om status med hensyn til produktionsudvidelse af relevante fødevare- og foderafgrøder på verdensplan


Indhold

I.Indledning

II.EU's relevante retsregler for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler

III.Identifikation af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen

III.1Global udvidelse af landbrugsråvarer

III.2Estimering af udvidelse af råprodukter til arealer med stort kulstoflager

III.3Fastlæggelse af "betydelig" udvidelse til arealer med stort kulstoflager

IV.Certificering af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen

V.Konklusioner



I.Indledning

Det nye direktiv om vedvarende energi 1 ("RED II" eller "direktivet") trådte i kraft den 24. december 2018 2 . Dette direktiv har til formål at fremme udviklingen af vedvarende energi i det næste årti gennem et bindende EU-mål om, at vedvarende energi skal udgøre mindst 32 % inden 2030, som skal opfyldes af medlemsstaterne i fællesskab. For at bidrage til opfyldelsen af dette mål omhandler direktivet en række sektorspecifikke foranstaltninger, som fremmer udbredelsen af vedvarende energi inden for elektricitet, varme- og kølesystemer samt transportsektoren med henblik på generelt at medvirke til at reducere drivhusgasemissionerne, forbedre energiforsyningssikkerheden, styrke Europas teknologiske og industrielle førerposition inden for vedvarende energi og skabe beskæftigelse og vækst.

Direktivet styrker også EU's bæredygtighedsordning for bioenergi for at sikre robuste drivhusgasbesparelser og minimere utilsigtet påvirkning af miljøet. Ved direktivet indføres der navnlig en ny tilgang til at begrænse emissionerne fra indirekte ændringer i arealanvendelsen i forbindelse med produktionen af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler. Til dette formål fastsættes der i direktivet nationale grænser, som gradvist sænkes til nul inden 2030 for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen ("brændstoffer med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen"), der produceres af fødevare- og foderafgrøder, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager. Disse grænser vil påvirke den mængde af disse brændstoffer, der kan tages i betragtning ved beregningen af den vedvarende energis samlede andel på nationalt plan og andelen af vedvarende energi anvendt til transport. Direktivet omfatter imidlertid en undtagelse fra disse grænser for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der er certificeret som værende brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen.

I denne sammenhæng skal Kommissionen i henhold til direktivet vedtage en delegeret retsakt, hvori den fastsætter kriterierne for både at i) fastsætte de råprodukter med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager, og ii) certificere biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen ("brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen"). Den delegerede retsakt skal ledsage denne rapport ("rapporten") om status med hensyn til produktionsudvidelsen af de relevante fødevare- og foderafgrøder på verdensplan. Denne rapport giver oplysninger om de kriterier, der er fastsat i ovennævnte delegerede retsakt, med henblik på at identificere brændstoffer med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen fra fødevare- eller foderafgrøder, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager, og brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen. Rapportens afsnit 2 omhandler EU's politiske tiltag for at mindske påvirkningen fra indirekte ændringer i arealanvendelsen. I afsnit 3 gennemgås de seneste oplysninger om status med hensyn til produktionsudvidelsen af de relevante fødevare- og foderafgrøder på verdensplan. I afsnit 4 og 5 beskrives tilgangen til henholdsvis at udpege brændstoffer med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen fra fødevare- eller foderafgrøder med en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager og til at certificere brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen.


II.EU's relevante retsregler for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler

Transportsektoren er særligt udfordrende set fra et energi- og klimamæssigt perspektiv: Den tegner sig for omkring en tredjedel af EU's samlede energiforbrug, den er næsten fuldstændigt afhængig af fossile brændstoffer, og dens drivhusgasemissioner er stigende. For at imødegå disse udfordringer skulle medlemsstaterne allerede i begyndelsen af 2000'erne i henhold til EU-lovgivningen 3 fastsætte vejledende nationale mål for biobrændstoffer og andre vedvarende brændstoffer inden for transport, eftersom motorerne i de fleste køretøjer, der på daværende tidspunkt var indregistreret i Unionen, som følge af de teknologiske fremskridt allerede var tilpasset til at køre på brændstofblandinger med et lille indhold af biobrændstof. Biobrændstoffer var den eneste tilgængelige vedvarende energikilde, der kunne anvendes til at indlede dekarboniseringen af transportsektoren, hvor CO2-emissionerne forventedes at stige med 50 % i perioden 1990-2010.

Ved direktivet om vedvarende energi fra 2009 4 ("RED") blev dekarboniseringen af transportsektoren videreudviklet, idet der heri blev fastsat et specifikt bindende mål for vedvarende energi i transportsektoren på 10 % inden 2020. Ifølge indberettede data og estimater udgjorde vedvarende energi ca. 7 % af det samlede energiforbrug i transportsektoren i 2017. Eftersom vedvarende elektricitet, biogas og avancerede råprodukter i dag kun spiller en lille rolle i transportsektoren, kommer størstedelen af den vedvarende energi, der anvendes i denne sektor, fra konventionelle biobrændstoffer 5 .

I RED blev der endvidere fastsat bindende kriterier for drivhusgasbesparelser og bæredygtighed, som biobrændstoffer 6 og flydende biobrændsler, som defineret i dette direktiv, skal opfylde for at blive talt med i medlemsstaternes og EU's mål for vedvarende energi og for at være omfattet af offentlige støtteordninger. Disse kriterier fastsætter forbudte områder (primært arealer med stort kulstoflager eller høj biodiversitetsværdi), som ikke må anvendes som kilde til det råmateriale, der anvendes til produktion af biobrændstoffer og flydende biobrændsler, og de fastsætter mindstekravene til drivhusgasbesparelser, som skal opfyldes af biobrændstoffer og flydende biobrændsler sammenlignet med fossile brændstoffer. Disse kriterier har medvirket til at begrænse risikoen for direkte indvirkninger på arealanvendelsen som følge af produktionen af konventionelle biobrændstoffer og flydende biobrændsler, men de omhandler ikke indirekte indvirkninger.

Indirekte ændringer i arealanvendelsen i forbindelse med konventionelle biobrændstoffer

Indirekte indvirkninger kan opstå, når græs- eller landbrugsarealer, der tidligere blev anvendt til fødevare- og foderproduktion, i stedet anvendes til produktion af brændstoffer på grundlag af biomasse. Efterspørgslen efter fødevarer og foder skal stadig opfyldes enten ved at intensivere den nuværende produktion eller ved at omlægge ikkelandbrugsarealer til produktion andre steder. I sidstnævnte tilfælde kan indirekte ændringer i arealanvendelsen (omlægning af ikkelandbrugsarealer til produktion af fødevarer eller foder) føre til drivhusgasemissioner 7 , især hvis det berører arealer med stort kulstoflager som f.eks. skove, vådområder og tørvearealer. Disse drivhusgasemissioner, som ikke er medregnet i de kriterier for drivhusgasbesparelser, der er fastsat i RED, kan være betydelige og kan modvirke alle eller nogle af de drivhusgasbesparelser, der opnås med individuelle biobrændstoffer 8 . Dette skyldes, at næsten hele produktionen af biobrændstoffer i 2020 forventes at komme fra afgrøder, der dyrkes på arealer, som kunne anvendes til forsyning af fødevare- og fodermarkederne.

Indirekte ændringer i arealanvendelsen kan imidlertid ikke konstateres eller måles. Der skal foretages modellering for at estimere de potentielle indvirkninger. Sådan modellering har visse begrænsninger, men er alligevel tilstrækkelig robust til at påvise den risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, der er forbundet med konventionelle biobrændstoffer. På denne baggrund blev der med direktiv (EU) 2015/1513 9 vedtaget en forsigtighedstilgang med det formål at minimere den samlede påvirkning fra indirekte ændringer i arealanvendelsen, idet der blev fastsat en grænse for den andel af konventionelle biobrændstoffer 10 og flydende biobrændsler, der kan medregnes i opfyldelsen af de nationale mål for vedvarende energi og målet om 10 % vedvarende energi i transportsektoren. Denne foranstaltning ledsages af en forpligtelse for hver medlemsstat til at fastsætte et vejledende mål for avancerede vedvarende brændstoffer med en referenceværdi på 0,5 % for 2020 for at tilskynde til overgangen til sådanne brændstoffer, som vurderes at medføre mindre eller ingen påvirkning fra indirekte ændringer i arealanvendelsen.

Direktiv (EU) 2015/1513 omfatter desuden faktorer for indirekte ændringer i arealanvendelsen for forskellige kategorier af fødevare- og foderbaserede råmaterialer. Disse faktorer angiver de emissioner fra indirekte ændringer i arealanvendelsen, der er forbundet med produktionen af konventionelle biobrændstoffer og flydende biobrændsler, og skal anvendes af brændstofleverandører til indberetning og til at beregne drivhusgasbesparelserne ved produktion af biobrændstoffer.

Håndtering af indirekte ændringer i arealanvendelsen gennem RED II

I RED II benyttes der en mere målrettet tilgang til at reducere påvirkningen fra indirekte ændringer i arealanvendelsen i forbindelse med konventionelle biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler 11 . Eftersom emissioner fra indirekte ændringer i arealanvendelsen ikke kan måles med den præcision, der kræves for at kunne indgå i EU's metode til beregning af drivhusgasemissioner, bevares den tilgang, hvor der er fastsat en grænse for den mængde konventionelle biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler 12 , der forbruges i transportsektoren, som kan indgå i beregningen af den vedvarende energis samlede andel på nationalt plan og den sektorspecifikke andel inden for transport. Denne grænse udtrykkes imidlertid som nationale lofter, der svarer til de eksisterende niveauer for disse brændstoffer i hver medlemsstat i 2020.

Der tillades en vis fleksibilitet, da disse nationale grænser kan hæves yderligere med et procentpoint, men der fastholdes et samlet maksimum, så de ikke kan overstige 7 % af det endelige energiforbrug til vej- og jernbanetransport i 2020. Medlemsstaterne kan endvidere fastsætte en lavere grænse for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, som er forbundet med en høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, f.eks. brændstoffer, der produceres af olieafgrøder.

Parallelt hermed fremmes avancerede biobrændstoffer og biogas yderligere via et specifikt bindende mål om en andel på mindst 3,5 % for 2030 med to mellemliggende milepæle (0,2 % i 2022 og 1 % i 2025).

Selv om medlemsstaterne kan medregne konventionelle biobrændstoffer og biomassebrændsler for at nå målet om 14 % vedvarende energi i transportsektoren, kan de også sænke dette mål, hvis de vælger at medregne færre af disse brændsler i målet. Hvis en medlemsstat f.eks. vælger slet ikke at medregne konventionelle biobrændstoffer og biomassebrændsler, kan målet sænkes med hele maksimumsandelen på 7 %.

Ved direktivet indføres der endvidere en yderligere grænse for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der produceres af fødevare- og foderafgrøder, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager, da der for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der er fremstillet af disse råprodukter, tydeligvis er en høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen 13 . Da den konstaterede udvidelse til arealer med stort kulstoflager er et resultat af øget efterspørgsel efter afgrøder, kan en yderligere stigning i efterspørgslen efter sådanne råprodukter med henblik på at producere biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler kun forventes at forværre situationen, medmindre der træffes foranstaltninger, der forhindrer fortrængningseffekter, så som certificering af lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen. Sådanne brændslers bidrag til opfyldelsen af målet for vedvarende energi i transportsektoren (og også til beregningen af den vedvarende energis samlede andel på nationalt plan) begrænses derfor med virkning fra 2021 til forbruget af disse brændsler i 2019. Fra den 31. december 2023 skal deres bidrag gradvist reduceres til 0 % senest i 2030.

I henhold til direktivet kan biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler produceret af sådanne råprodukter imidlertid udelukkes fra denne grænse, hvis de er certificeret som værende brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen. Denne certificering kan opnås for råprodukter til biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der er produceret under forhold, hvor påvirkninger fra indirekte ændringer i arealanvendelsen undgås, fordi de er blevet dyrket på uudnyttede arealer eller stammer fra afgrøder, hvor der er anvendt forbedret landbrugspraksis som yderligere beskrevet i denne rapport.


III.Identifikation af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen 

Fastlæggelsen af kriterierne for at fastsætte en høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager, omfatter to opgaver:

1.identifikation af udvidelsen for de råmaterialer, der anvendes til produktion af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, ind på arealer med stort kulstoflager og

2.definition af, hvad der menes med en "betydelig" udvidelse af råmaterialerne.

Til dette formål har Kommissionen udført omfattende undersøgelser og høringer, herunder:

-en gennemgang af den relevante videnskabelige litteratur

-en overordnet vurdering baseret på GIS-data (Geographic Information System data) og

-en bred høring gennem en række møder med eksperter og interessenter, der har leveret værdifuldt input til Kommissionen, som blev taget i betragtning ved udarbejdelsen af denne rapport og den delegerede retsakt.

III.1Global udvidelse af landbrugsråvarer

I de seneste årtier har den voksende befolkning og de højere levestandarder på globalt plan medført en øget efterspørgsel efter fødevarer, foder, energi og fibre fra jordens økosystemer. Denne udvidede efterspørgsel har medført et øget behov for landbrugsråvarer på globalt plan, en tendens, som forventes at fortsætte i fremtiden 14 . Den øgede anvendelse af biobrændstoffer i Unionen har bidraget til den nuværende efterspørgsel efter landbrugsråvarer.

Rapporten har til formål at registrere de generelle tendenser i udvidelsen af råprodukter til biobrændstoffer, der er konstateret siden 2008. Dette år er blevet valgt for at sikre, at der i politikken er sammenhæng mellem skæringsdatoerne for beskyttelse af arealer med høj biodiversitetsværdi og arealer med stort kulstoflager, der er fastsat i direktivets artikel 29.

Som det fremgår af tabel 1, steg produktionen af alle betydelige landbrugsråvarer, der anvendes til produktion af konventionelle biobrændstoffer, med undtagelse af byg og rug, i perioden 2008-2016. Stigningen i produktionen var særligt udtalt for palmeolie, sojabønner og majs, som også afspejles i data om høstede arealer. Stigningen i produktionen af hvede, solsikke, rapsfrø og sukkerroer blev primært opnået gennem øget produktivitet.

  Tabel 1: Global udvidelse af produktion af primære råprodukter til biobrændstoffer (2008-2016). Kilde: Egen beregning baseret på data fra FAOstat og USDA-FAS

Den typiske efterspørgsel efter landbrugsprodukter kan imødekommes ved at forøge udbyttet og udvide landbrugsarealerne. I en situation, hvor det både er begrænset, hvad der er af egnede landbrugsarealer, og hvilke muligheder der er for at øge udbyttet, bliver den øgede efterspørgsel efter landbrugsafgrøder den grundlæggende drivkraft bag skovrydning. Visse andre centrale faktorer, f.eks. opnåelse af maksimal fortjeneste fra produktionen og overholdelse af tilknyttet lovgivning, spiller sandsynligvis også en rolle, når det afgøres, hvordan den øgede efterspørgsel skal imødekommes, og i hvilket omfang den forårsager skovrydning.

III.2Estimering af udvidelse af råprodukter til arealer med stort kulstoflager

Som følge af den voksende globale efterspørgsel efter landbrugsråvarer er en del af efterspørgslen efter biobrændstoffer globalt blevet opfyldt gennem udvidelser til landbrugsarealer. Når sådanne udvidelser sker til arealer med stort kulstoflager, kan det resultere i betydelige drivhusgasemissioner og alvorligt tab af biodiversitet. Med henblik på at estimere udvidelsen af relevante råprodukter til kulstofrige arealer med stort kulstoflager (som defineret i RED II) har Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter ("JRC") foretaget en gennemgang af den relevante videnskabelige litteratur (se bilag I) og iværksat en GIS-baseret undersøgelse (se bilag II).

Gennemgang af den videnskabelige litteratur

Det blev ved gennemgangen af den videnskabelige litteratur om udvidelse af produktionen af landbrugsråvarer til arealer med stort kulstoflager konstateret, at der ikke findes en enkelt undersøgelse, som indeholder resultater for alle de råprodukter, der anvendes til produktion af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler. I stedet fokuserer undersøgelserne typisk på specifikke regioner og specifikke afgrøder, især på soja og palmeolie, mens det er meget begrænset, hvad der er af oplysninger om andre afgrøder. Forskellige undersøgelser omhandler desuden ikke kun forskellige perioder med afgrødeudvidelse, men benytter også forskellige tilgange med hensyn til tidsrummet mellem skovrydning og afgrødeudvidelse. Undersøgelser, der kun omhandler arealdække i et eller to år inden plantningen af afgrøder, tildeler derfor mindre skovrydning til en afgrøde end undersøgelser, der omhandler arealdække siden en periode, der ligger længere tilbage i tiden. Dette kan føre til en undervurdering af en afgrødes indvirkning på skovrydningen, fordi det endelige mål — selv om skovryddede arealer ikke straks anvendes til afgrødeproduktion — om at anvende arealet til afgrødeproduktion kan være en af de vigtigste drivkræfter bag skovrydning. Resultaterne af disse regionale undersøgelser er så vidt muligt samlet for at nå frem til et globalt estimat af udvidelsen for hver enkelt afgrøde, som beskrevet kort nedenfor.

Sojabønner

I mangel af undersøgelser, som giver de seneste data på verdensplan, er dataene samlet fra undersøgelser og databaser fra Brasilien, andre sydamerikanske lande og resten af verden. For Brasilien er data om sojaudvidelsen siden 2008 hentet fra den brasilianske IBGE-SIDRA-database og kombineret med data om udvidelse til skovområder i Cerrado [Gibbs et al. 2015], gennemsnittet for perioden 2009-2013 i Amazon [Richards et al. 2017] og det øvrige Brasilien [Agroicone 2018]. [Graesser et al. 2015] har fremlagt data om afgrødeudvidelse til skov i andre latinamerikanske lande. For resten af verden — i de lande, hvor den største sojaudvidelse siden 2008 er blevet observeret, dvs. Indien, Ukraine, Rusland og Canada — var der ikke meget i literaturen, der tydede på bekymring for, at sojadyrkningen medførte direkte skovrydning. En andel på 2 % udvidelse til skov blev derfor antaget for resten af verden. Følgelig blev det globale gennemsnit for andelen af sojaudvidelse til arealer med stort kulstoflager anslået til 8 %.

Palmeolie

Baseret på data fra satellitovervågning af palmeolieplantager har [Vijay et al. 2016] anslået andelen af palmeolieudvidelse til skov fra 1989 til 2013 og rapporteret resultaterne efter land. Ved fastsættelsen af disse nationale gennemsnit i forhold til forøgelserne af det nationale høstareal for palmeolie i 2008-2016 konstateredes det i undersøgelsen, at 45 % af palmeolieudvidelsen på globalt plan skete til områder, som var skov i 1989. Dette resultat understøttes af, at resultaterne for Indonesien og Malaysia ligger inden for de resultater, der er opnået i forbindelse med andre undersøgelser, der handler om disse regioner. Ifølge de supplerende data i [Henders et al. 2015] blev der i perioden 2008-2011 i gennemsnit observeret skovrydning på 0,43 mio. ha/år til palmeolieudvidelse. Dette repræsenterer også 45 % af den anslåede forøgelse af det globale areal tilplantet med planteolie i den pågældende periode 15 . I en række undersøgelser analyseres andelen af palmeolieudvidelse til tørvearealer. Hvis der lægges mest vægt på resultaterne fra [Miettinen et al. 2012, 2016], som kan anses for den mest avancerede videnskabelige litteratur på dette område, og hvis det antages, at der ikke sker dræning af tørvearealer til palmeolie i resten af verden, fås der et interpoleret vægtet gennemsnit på 23 % for palmeolieudvidelse på tørvearealer for hele verden i perioden 2008-2011.

Sukkerrør

Over 80 % af den globale sukkerrørsudvidelse fandt sted i Brasilien i perioden 2008-2015. [Adami et al. 2012] har rapporteret, at kun 0,6 % af sukkerrørsudvidelsen i den centrale og sydlige del af Brasilien skete til skov i perioden 2000-2009. Selv om regionen tegnede sig for omkring 90 % af sukkerrørsudvidelsen i verden i den pågældende periode, var en del af udvidelsen i andre regioner i Brasilien ikke omfattet af denne undersøgelse. [Sparovek et al. 2008] er enige i, at sukkerrørsudvidelsen i 1996-2006 i den centrale og sydlige del af Brasilien næsten udelukkende skete til græsarealer eller andre afgrøder. Andre 27 % af udvidelsen skete imidlertid i "perifere" områder omkring og i økosystemerne omkring Amazonfloden, den nordøstlige del af landet og Atlantic Forest. I disse perifere regioner var der en sammenhæng mellem skovtab fordelt på lokalområder og sukkerrørsudvidelse. Rapporten indeholder imidlertid ingen tal om andelen af udvidelse til skov. Følgelig kunne der af litteraturen ikke udledes en tilstrækkelig kvantificering af skovrydningen til sukkerrør.

Majs

Kornarter som majs opfattes sædvanligvis ikke som en kilde til skovrydning, fordi størstedelen af produktionen sker i tempererede zoner, hvor skovrydning generelt er begrænset. Majs er imidlertid også en tropisk afgrøde, der ofte dyrkes af små landbrugere, og som ofte veksles med sojabønner på store landbrug. Udvidelsen i Kina var koncentreret på marginale arealer i den nordøstlige del af landet [Hansen 2017], som primært udgøres af græsningsarealer og ikke skov. Udvidelsen i Brasilien og Argentina udgjorde samme andel af skovrydningen som soja i Brasilien. [Lark et al. 2015] har konstateret, at 3 % af majsudvidelsen i perioden 2008-2012 i USA skete på bekostning af skov, 8 % på bekostning af kratområder og 2 % på bekostning af vådområder. Der blev imidlertid ikke fundet globale estimater af arealomlægning i litteraturen.

Andre afgrøder

Der foreligger kun meget få data om andre afgrøder, især på globalt plan. De eneste data om udvidelsen af afgrøder, der dækker hele verden, giver kun resultater efter land [FAO 2018][USDA 2018]. En mulig tilgang er derfor at lade afgrødeudvidelsen på nationalt plan svare til skovrydningen på nationalt plan [Cuypers et al. 2013], [Malins 2018], men eftersom den pågældende afgrøde ikke nødvendigvis dyrkes i den del af landet, hvor skovrydningen finder sted, kan der ikke siges at være tilstrækkelig dokumentation for, at der er sammenhæng mellem en afgrøde og skovrydning.

På grundlag den kritiske gennemgang af den videnskabelige litteratur kan det konkluderes, at de bedste estimater for den nylige udvidelse til skovarealer med stort kulstoflager er 8 % for soja og 45 % for palmeolie. Der forelå ikke tilstrækkelige data i literaturen til at foretage seriøse estimater for andre afgrøder.

GIS-baseret vurdering af udvidelser af råprodukter til kulstofrige områder

For at sikre, at alle afgrøder, der er relevante for biobrændstoffer, behandles ensartet, blev gennemgangen af literaturen suppleret af en global GIS-baseret vurdering af udvidelsen af råprodukter med relevans for biobrændsel til kulstofrige områder på grundlag af data fra World Resource Institute (WRI) og Sustainability Consortium at Arkansas University (se boks 1).



Boks 1: Metode anvendt i den globale GIS-vurdering

For at observere den skovrydning, der er forbundet med udvidelsen af alle biobrændstofrelevante afgrøder siden 2008, er den anvendte metode baseret på en tilgang med geospatiale modeller, som kombinerer et kort over skovrydning fra Global Forest Watch (GFW) med kort over afgrødetyper fra MapSPAM og EarthStat. Denne tilgang dækker udvidelsen af alle relevante fødevare- og foderafgrøder siden 2008 til områder med en kronedækningsgrad på mindst 10 %. Pixelstørrelsen var ca. 100 ha ved ækvator. Tørvearealerne blev fastlagt ved brug af de kort, som også [Miettinen et al. 2016], har anvendt. For Sumatra og Kalimantan har [Miettinen et al. (2016)] medtaget tørvearealer fra Wetlands Internationals atlas over tørvearealer i forholdet 1:700 000 [Wahyunto et al. 2003 og Wahyunto et al. 2004].

Analysen omfattede kun pixels, hvor råvareafgrøder var den dominerende årsag til skovrydning ifølge det seneste kort udviklet af [Curtis et al. 2018]. Dette kort blev sammenholdt med kort over produktionsarealer for de undersøgte biobrændstofrelevante afgrøder. Den samlede skovrydning og de samlede emissioner inden for en given pixel på 1 km2 100 ha blev tildelt forskellige biobrændstofafgrøder baseret på den andel af hver undersøgt afgrøde i forhold til det samlede landbrugsareal i pixlen defineret som summen af afgrødeareal og græsningsareal. På denne måde kunne hver biobrændstofafgrødes relative bidrag til pixlens samlede landbrugspåvirkning danne grundlag for tildeling af skovrydningen inden for den samme pixel. Yderligere oplysninger om metoden findes i bilag 2.

Tabel 2 viser resultaterne af den GIS-baserede vurdering og påviser en stor forskel mellem biobrændstofrelevante råprodukter med hensyn til den grad, hvori deres udbredelse er forbundet med skovrydning. I perioden 2008-2015 er produktionsarealerne for solsikke, sukkerroer og rapsfrø ifølge dataene kun blevet langsomt udvidet, og kun en ubetydelig andel af udvidelsen er sket til arealer med stort kulstoflager. For majs, hvede, sukkerrør og sojabønner har den samlede udvidelse været mere udtalt, men andelene af udvidelse til skov er mindre end 5 % for hvert råprodukt. For palmeolie viste analysen derimod både den hurtigste samlede arealudvidelse og den højeste andel af udvidelse til skov (70 %). Palmeolie er også den eneste afgrøde, hvor en stor andel af udvidelsen sker til tørvearealer (18 %).

Resultaterne fra den GIS-baserede vurdering er umiddelbart i overensstemmelse med de generelle tendenser, der er konstateret i den videnskabelige litteratur, som er gennemgået i forbindelse med denne rapport. For palmeolie ligger den estimerede andel af udvidelsen til skov i den øvre ende af de resultater, der er rapporteret i den videnskabelige litteratur, som angiver en høj andel af udvidelse til skov, typisk på 40-50 %. En mulig forklaring på forskellen er tidsrummet mellem rydningen af skoven og dyrkningen af palmetræer 16 .

Ifølge RED II anses alle arealer, der var skov i januar 2008, for skovryddede arealer, hvis de anvendes til produktion af råprodukter til biobrændstoffer, uanset hvornår den faktiske dyrkning af råprodukter påbegyndes. Denne bestemmelse blev taget i betragtning ved den GIS-baserede vurdering, mens der i de fleste regionale undersøgelser regnes med et kortere tidsrum mellem skovrydning og plantning af palmetræer. Andelen af udvidelse til tørvearealer udledt af analysen er på den anden side generelt i overensstemmelse med estimaterne i den videnskabelige litteratur. De forsigtige estimater af den andel af skovrydning, der skyldes palmeolieudvidelse, nemlig 45 %, og den andel af tabt tørveareal, som skyldes udvidelse af proudktionsarealer, nemlig 23 %, er gennemsnitstal på verdensplan, og må anses for den bedste foreliggende videnskabelige dokumentation.

Den GIS-baserede estimerede arealomlægning på 4 % for soja er lavere end de samlede estimater baseret på regional literatur, som er på 8 %. Denne forskel skyldes, at der i den regionale literatur anvendes lokale data suppleret af en sagkyndig vurdering, hvori det antages, at afgrøder direkte følger skovrydning på en bestemt pixel, hvilket vanskeligt lader sig gøre på globalt plan i den GIS-baserede vurdering. Af denne grund kan estimatet, hvor andelen af sojaudvidelse til skov udgør 8 %, anses for at afspejle de bedste videnskabelige data, der foreligger. 

 

 Tabel 2: Observeret udvidelse af tilplantede arealer 17 med fødevare- og foderafgrøder (fra FAO-og USDA-statistikker) forbundet med skovrydning baseret på GIS-vurderingen.


Risici for indirekte ændringer i arealanvendelsen forbundet med fødevare- og foderbaserede biobrændstoffer

Resultaterne af den GIS-baserede forskning fremlagt ovenfor er i overensstemmelse med resultaterne af modellerne for indirekte ændringer i arealanvendelsen, som har vist, at olieafgrøder, der anvendes til produktion af biobrændstof, f.eks. palmeolie, rapsfrø, sojabønner og solsikke, er forbundet med en højere risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen end andre råprodukter, der anvendes til konventionelle biobrændstoffer, f.eks. sukker eller stivelsesholdige afgrøder. Denne tendens bekræftes yderligere af en nylig gennemgang af den globale forskning 18 vedrørende indirekte ændringer i arealanvendelsen.

Bilag VIII til RED II indeholder desuden en liste over foreløbige skønnede emissioner som følge af indirekte ændringer i arealanvendelsen, hvor olieafgrøder tildeles en faktor for indirekte ændringer i arealanvendelsen, som er fire gange højere end faktoren for andre typer afgrøder. Følgelig kan medlemsstaterne i henhold til artikel 26, stk. 1, i RED II fastsætte en lavere grænse for andelen af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler produceret af fødevare- og foderafgrøder med specifik reference til olieafgrøder. I lyset af usikkerheden med hensyn til modellerne for indirekte ændringer i arealanvendelsen er det i denne fase mere hensigtsmæssigt ikke at skelne mellem forskellige kategorier af afgrøder, f.eks. stivelsesholdige afgrøder, sukkerafgrøder og olieafgrøder, når der fastsættes kriterier for fastlæggelsen af risikoen for indirekte ændringer i arealanvendelsen for brændstoffer, der produceres af fødevare- og foderafgrøder, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager.

III.3Fastlæggelse af "betydelig" udvidelse til arealer med stort kulstoflager

Ifølge RED II's mandat skal Kommissionen fastslå, hvad der udgør en "betydelig" udvidelse af et bestemt råprodukt til arealer med stort kulstoflager, for at sikre, at alle biobrændstoffer, der medregnes ved opfyldelsen af 2030-målet om vedvarende energi, sikrer positive nettodrivhusgasbesparelser (sammenlignet med fossile brændstoffer). Til det formål spiller tre faktorer en væsentlig rolle for fastlæggelsen af, hvor "betydelig" arealudvidelsen er: størrelsen af den absolutte og relevante arealudvidelse siden et bestemt år sammenlignet med det samlede produktionsareal for den pågældende afgrøde; andele af denne udvidelse til arealer med stort kulstoflager og typen af relevante afgrøder og arealer med stort kulstoflager.

Med den første faktor kontrolleres det, om et givent råprodukt rent faktisk udvides til nye arealer. I den forbindelse er det nødvendigt at se på både produktionsarealets gennemsnitlige årlige absolutte forøgelse (idet 100 000 ha afspejler en væsentlig udvidelse) og dets relative forøgelse (idet 1 % afspejler en gennemsnitlig årlig produktivitetsstigning) i forhold til det samlede produktionsareal for det pågældende råprodukt. Denne dobbelte tærskel gør det muligt at udelukke råprodukter, for hvilke der ikke er konstateret nogen udvidelse eller kun en meget begrænset udvidelse af det samlede produktionsareal (primært fordi produktionsforøgelserne er opnået gennem forbedret udbytte og ikke gennem udvidelse af produktionsarealet). Sådanne råprodukter ville ikke forårsage betydelig skovrydning og dermed store drivhusgasemissioner fra indirekte ændringer i arealanvendelsen. Dette gælder f.eks. solsikkeolie, hvor produktionsarealet i perioden 2008-2016 blev udvidet med mindre end 100 000 ha og med 0,5 % om året, mens den samlede produktion steg med 3,4 % årligt i samme periode.

For afgrøder, der overstiger disse tærskler for arealudvidelse, er det andet afgørende element, hvilken andel produktionsudvidelsen til arealer med stort kulstoflager udgør. En sådan andel afgør, om og i hvilken grad biobrændstoffer kan skabe drivhusgasbesparelser. I en situation, hvor drivhusgasemissionerne fra udvidelsen af dette råprodukt til arealer med stort kulstoflager, overstiger de direkte drivhusgasbesparelser for biobrændstoffer, der produceres af en bestemt type råprodukter, vil produktionen af sådanne biobrændstoffer ikke føre til drivhusgasbesparelser sammenlignet med fossile brændstoffer.

Ifølge RED II skal biobrændstoffer reducere drivhusgasemissionerne med mindst 50 % sammenlignet med anvendelsen af fossile brændstoffer 19 baseret på en livscyklusanalyse, der omfatter alle direkte emissioner, men ikke indirekte emissioner. Som anført i boks 2 vil biobrændstoffer, der produceres af afgrøder, som overstiger en generel tærskel på 14 % af produktionsudvidelsen til arealer med store kulstoflagre, ikke resultatere i drivhusgasemissioner. Ifølge forsigtighedsprincippet forekommer det hensigtsmæssigt at anvende en sikkerhedsmargen på ca. 30 % på det konstaterede niveau. Der er derfor behov for en mere konservativ tærskel på 10 % for at garantere, at der opnås betydelige nettodrivhusgasbesparelser med biobrændstoffer, og at de tab af biodiversitet, der er forbundet med indirekte ændringer i arealanvendelsen, mindskes mest muligt.

Når det fastlægges, hvad der udgør en "betydelig" udvidelse, er det for det tredje vigtigt, at der tages højde for de væsentlige forskelle, der gør sig gældende med hensyn til kulstoflager og mellem de forskellige typer råprodukter.

F.eks. skal tørvearealer drænes for at etablere og bevare en palmeolieplantage. Nedbrydningen af tørv medfører betydelige CO2-emissioner, hvis frigivelse fortsætter, så længe plantagen er i produktion, og tørvearealet ikke sættes under vand igen. I løbet af de første 20 år efter dræning akkumuleres disse CO2-emissioner til omkring tre gange de emissioner, der er antaget ovenfor for skovrydning af det samme areal. Denne vigtige påvirkning bør derfor tages i betragtning ved beregningen af betydningen af emissioner fra arealer med stort kulstoflager, f.eks. med en multiplikator på 2,6 for udvidelse til tørvearealer 20 . Permanente afgrøder (palme og sukkerrør) samt majs og sukkerroer er desuden flerårige og har et udbytte, der er betydeligt højere med hensyn til energiindhold i handelsprodukter 21 end antaget ovenfor i beregningen af tærkslen på 14 % 22 . Disse tages der hensyn til via "produktivitetsfaktoren" i boks 3.

Boks 3 viser den formel, der er valgt til at beregne, om et biobrændstofrelevant råprodukt ligger over eller under tærsklen på 10 % for betydelig udvidelse. I formlen tages der højde for den andel, som udvidelsen af råproduktet til arealer med stort kulstoflager udgør, som fastlagt i RED II og produktivitetsfaktoren for forskellige råprodukter.



Boks 2: Virkningen af indirekte ændringer i arealanvendelse på de drivhusgasbesparelser, der er forbundet med biobrændstoffer

Hvis arealer med stort kulstoflager i jorden eller vegetationen omlægges for at dyrke råvarer til biobrændstoffer, vil en del af den lagrede kulstof normalt blive frigivet til atmosfæren, hvilket fører til dannelsen af kulstofdioxid (CO2). De deraf følgende negative virkninger af drivhusgasser kan modvirke biobrændstoffernes eller de flydende biobrændslers positive indvirkning på drivhusgasser, i visse tilfælde ret betydeligt.

Der bør derfor tages højde for den fulde kulstofvirkning af en sådan omlægning ved fastlæggelsen af niveauet af betydelig råproduktsudvidelse til arealer med højt kulstoflager som følge af efterspørgslen efter biobrændstoffer. Dette er nødvendigt for at sikre, at biobrændstoffer fører til drivhusgasbesparelser. På baggrund af resultaterne af GIS-vurderingen skønnes det gennemsnitlige nettotab af kulstoflager at være ca. 107 ton kulstof (C) pr. hektar 23 , når biobrændstoffer erstatter arealer med stort kulstoflager 24 . Fordelt over 20 år 25 svarer dette til årlige CO2-emissioner på 19,6 ton pr. ha.

Det bør bemærkes, at drivhusgasbesparelserne også afhænger af energiindholdet i det råprodukt, der produceres hvert år. For enårige afgrøder, undtagen majs og sukkerroer, anslås energiudbyttet til ca. 55 GJ/ha/år 26 . Ved at kombinere begge tal kan emissioner fra ændringer i arealanvendelsen, der er forbundet med produktion af biobrændstoffer på skovryddede arealer anslås til ca. 360 gCO2/MJ. Til sammenligning anslås emissionsbesparelserne som følge af at erstatte fossile brændstoffer med biobrændstoffer fremstillet af disse afgrøder at være ca. 52 gCO2/MJ 27 .

Ud fra disse antagelser, skønnes det, at emissioner fra ændringer i arealanvendelse vil ophæve de direkte drivhusgasbesparelser som følge af en erstatning af fossile brændstoffer, hvis udvidelsen af biobrændstofafgrøder til arealer med stort kulstoflager når en andel på 14 % (52 gCO2/MJ / 360 gCO2/MJ=0,14).

Boks 3: Formel for beregning af andelen af udvidelsen til arealer med stort kulstoflager

hvor

andel af udvidelse til arealer med stort kulstoflager

andel af udvidelse til arealer omhandlet i artikel 29, stk. 4, litra b) og c), i RED II 28

andel af udvidelse til arealer omhandlet i artikel 29, stk. 4, litra a), i RED II 29

= produktivitetsfaktor.

PF er 1,7 for majs, 2,5 for palmeolie, 3,2 for sukkerroer, 2,2 for sukkerrør og 1 for alle andre afgrøder 30 .

IV.Certificering af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen 

Under visse omstændigheder kan indirekte ændringer i arealanvendelsen som følge af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, som generelt anses for at udgøre en høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, undgås, og dyrkningen af de tilhørende råprodukter kan endda vise sig at være gavnlig for de relevante produktionsarealer. Som beskrevet i afsnit 2 er den grundlæggende årsag til indirekte ændringer i arealanvendelsen den yderligere efterspørgsel efter råprodukter, der følger af det øgede forbrug af konventionelle biobrændstoffer. Denne fortrængningseffekt kan undgås ved biobrændstoffer, der er certificeret som værende biobrændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen.

Forebyggelse af arealfortrængning gennem målrettede foranstaltninger

Biobrændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen er brændstoffer, der er produceret af yderligere råprodukter, der er dyrket på uudnyttet jord, eller som er et resultat af en produktivitetsstigning. Produktionen af biobrændstoffer på grundlag af sådanne yderligere råprodukter vil ikke medføre indirekte ændringer i arealanvendelsen, fordi disse råprodukter ikke konkurrerer med fødevare- og foderproduktion og der ikke er nogen fortrængningseffekt. I overensstemmelse med direktivets krav bør sådanne yderligere råprodukter kun anses for brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, hvis de er produceret på en bæredygtig måde.

For at opfylde målet med idéen om lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen er der behov for strenge kriterier, som effektivt tilskynder til bedste praksis og forhindre uventede fordele. Samtidig bør foranstaltningerne kunne gennemføres i praksis og ikke medføre en uforholdsmæssig stor administrativ byrde. I det reviderede direktiv identificeres to kilder til yderligere råprodukter, der kan anvendes til produktion af brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen. Disse er råprodukter, der er resultatet af gennemførelsen af foranstaltninger, som forøger landbrugsproduktiviteten på allerede udnyttede arealer, og råprodukter, der er resultatet af dyrkningen af afgrøder på arealer, som tidligere ikke blev anvendt til dyrkning af afgrøder.

Der skal være additionalitet og mere end vanlig praksis

De gennemsnitlige produktivitetsforøgelser er imidlertid stadig ikke tilstrækkelige til at undgå alle risici for fortrængsningseffekter, fordi landbrugets produktivitet konstant forbedres, mens begrebet additionalitet, som er kernen i certificeringen af lave indirekte ændringer i arealanvendelsen, kræver, at der træffes foranstaltninger, der går videre end vanlig praksis. På denne baggrund fastsættes det i RED II, at kun produktivitetsforøgelser, der overstiger det forventede, bør tages i betragtning.

Til dette formål skal det analyseres, om foranstaltningen går videre end almindelig praksis på det tidspunkt, hvor den gennemføres, og foranstaltningers støtteberettigelse skal begrænses til en rimelig periode, som giver de økonomiske aktører mulighed for at få dækket investeringsomkostningerne, og som sikrer ordningens fortsatte effektivitet. En frist for støtteberettigelse på ti år er rimelig til dette formål 31 . Opnåede produktivitetsstigninger bør endvidere sammenlignes med et dynamisk referencescenario, idet der tages hensyn til den globale udvikling i afgrødeudbytte. Dette afspejler det forhold, at der under alle omstændigheder opnås nogle forbedringer i afgrødeudbyttet på grund af den teknologiske udvikling (f.eks. mere produktive frø) uden landbrugerens aktive medvirken.

Hvis den metode, der anvendes til at fastslå det dynamiske referencescenarie, skal kunne gennemføres og kontrolleres i praksis, skal den være robust og enkel. Det dynamiske referencescenarie bør derfor bygge på kombinationen af det gennemsnitlige udbytte, som landbrugeren opnår over en treårig periode forud for det år, hvor den ekstra foranstaltning anvendes, og den mere langsigtede udvikling i udbyttet, der er konstateret for det pågældende råprodukt.

Yderligere råprodukter, som skyldes øget produktivitet eller dyrkning af råprodukter på uudnyttet jord, bør derfor kun være støtteberettiget i de tilfælde, hvor der virkelig er tale om additionalitet i forhold til vanlig praksis. Den mest anerkendte ramme til vurdering af projekters additionalitet er CDM-mekanismen, som er udviklet inden for rammerne af Kyotoprotokollen (se boks 4). Det bør bemærkes, at CDM-mekanismen fokuserer på industriprojekter, og at dens metode derfor ikke kan reproduceres i sin helhed, men dens krav til analyser af investeringer og hindringer er relevante for certificeringen af biobrændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen. Anvendelsen af sådanne krav på certificeringen af biobrændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer ville betyde, at foranstaltninger til at øge produktiviteten eller til at dyrke råprodukter på hidtil uudnyttet jord ikke ville være finansielt attraktive eller ville blive mødt af andre hindringer, som ville stå i vejen for deres gennemførelse (f.eks. færdigheder, teknologi osv.) uden den markedspræmie, der er knyttet til EU's biobrændstofefterspørgsel 32 .

Boks 4: Additionalitet under CDM-mekanismen

Under CDM-mekanismen kan projekter til emissionsreduktion i udviklingslande optjene godkendte emissionsreduktionskreditter (CER), som hver svarer til et ton CO2. Disse CER kan udbydes og sælges, og de kan anvendes af industrilande til at opfylde en del af deres emissionsreduktionsmål under Kyotoprotokollen.

Under CDM-mekanismen er der udviklet et omfattende sæt metoder, herunder regler, som sikrer et projekts additionalitet 33 . Additionalitetskontrollen omfatter fire trin.

Trin 1: Identifikation af alternativer til projektaktiviteten

Trin 2: Investeringsanalyse

Trin 3: Analyse af hindringer

Trin 4: Analyse af almindelig praksis.

Med henblik på at certificere biobrændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen er det tilstrækkeligt at påvise overensstemmelse med trin 2 og 3, eftersom omfanget af foranstaltninger, der kan anvendes ved produktion af råprodukter til biobrændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, er klart beskrevet i RED II, og eftersom gentagelse af den samme type produktivitetsforbedrende foranstaltninger er et af direktivets mål.



Sikring af solid overensstemmelseskontrol og revision

Påvisning af overensstemmelse med dette kriterium kræver en detaljeret vurdering, som måske ikke kan begrundes under visse omstændigheder, og som kan udgøre en hindring for den vellykkede gennemførelse af tilgangen. Småbedrifter 34 , navnlig i udviklingslande, har f.eks. ofte ikke den nødvendige administrative kapacitet og viden til at gennemføre sådanne vurderinger, og de står samtidig over for klare hindringer, der betyder, at de ikke kan gennemføre produktivitetsforbedrende foranstaltninger. Additionalitet kan ligeledes antages for projekter, hvor der anvendes forladte eller alvorligt forringede arealer, da denne arealmæssige situation i forvejen er tegn på, at der findes hindringer for deres dyrkning.

Det forventes, at frivillige ordninger, hvorigennem der er indsamlet omfattende erfaringer med gennemførelsen af bæredygtighedskriterierne for biobrændstoffer i hele verden, vil spille en central rolle ved gennemførelsen af metoden til certificering af lave indirekte ændringer i arealanvendelsen. Kommissionen har allerede anerkendt 13 frivillige ordninger til påvisning af overensstemmelse med bæredygtighedskriterierne og kriterierne for besparelse af drivhusgasemissioner. Kommissionens beføjelser til at anerkende ordningerne er blevet udvidet under RED II til også at omfatte brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen.

For at sikre en produktiv og harmoniseret gennemførelse vil Kommissionen fastlægge yderligere tekniske regler vedrørende konkrete kontrol- og revisionsprocedurer i en gennemførelsesretsakt, jf. artikel 30, stk. 8, i RED II. Kommissionen vedtager denne gennemførelsesretsakt senest den 30. juni 2021. Der kan benyttes frivillige ordninger til at certificere brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, hvor der udvikles egne standarder på samme måde som ved certificering af overholdelsen af bæredygtighedskriterierne, og Kommissionen kan erkende sådanne ordninger i overensstemmelse med bestemmelserne i RED II.

V.Konklusioner

Den voksende globale efterspørgsel efter fødevare- og foderafgrøder kræver, at landbrugssektoren konstant øger produktionen. Dette opnås gennem forøgelse af udbyttet og udvidelse af landbrugsarealet. Hvis sidstnævnte finder sted til arealer med stort kulstoflager eller arealer med høj biodiversitetsværdi, kan denne proces medføre negative påvirkninger fra indirekte ændringer i arealanvendelsen.

På denne baggrund fastsættes der i RED II en grænse for det bidrag fra konventionelle biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der forbruges i transportsektoren, som kan medregnes ved opfyldelsen af Unionens 2030-mål om vedvarende energi. Bidraget fra biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen begrænses til 2019-niveauet fra 2020 og reduceres derefter gradvist til nul fra 2023 til senest 2030.

Ifølge den bedste tilgængelige videnskabelige dokumentation om landbrugets udvidelse siden 2008, som er fremlagt i denne rapport, er palmeolie i dag det eneste råprodukt, hvor udvidelsen af produktionsarealer til arealer med stort kulstoflager er så stor, at de drivhusgasemissioner, der følger af ændringen i arealanvendelse, eliminerer alle drivhusgasbesparelser for brændstoffer, der er produceret på grundlag af dette råprodukt, sammenlignet med anvendelsen af fossile brændstoffer. Palmeolie anses derfor for et råprodukt med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, for hvilket der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet til arealer med stort kulstoflager.

Det skal imidlertid bemærkes, at ikke alle palmeolieråprodukter, der anvendes til produktion af bioenergi, medfører negative påvirkninger fra indirekte ændringer i arealanvendelsen som omhandlet i artikel 26 i RED II. En del af produktionen kan derfor anses for at medføre en lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen. Med henblik på at identificere en sådan produktion kan der anvendes to typer foranstaltninger: produktiviteten kan øges på eksisterende arealer og råprodukter kan dyrkes på uudnyttede arealer, f.eks. forladte arealer eller alvorligt forringede arealer. Disse foranstaltninger er vigtige for at hindre, at produktionen af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler konkurrerer med behovet for at opfylde den voksende efterspørgsel efter fødevarer og foder. Ved direktivet udelukkes alle brændstoffer, der er certificeret som brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, fra den gradvise udfasning. Kriterierne for certificering af brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen kan kun effektivt afbøde de forskydningsvirkninger, der er forbundet med efterspørgslen efter disse brændstoffer, hvis de yderligere råprodukter, der anvendes til produktionen af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, medregnes.

Kommissionen vil fortsat vurdere udviklingen i landbrugssektoren, herunder status for udvidelsen af landbrugsarealer, baseret på ny videnskabelig dokumentation, og indsamle erfaringer med certificeringen af brændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, når den udarbejder revisionen af denne rapport, som skal ske senest den 30. juni 2021. Kommissionen vil derefter gennemgå dataene i rapporten i lyset af den foreliggende situation og den senest tilgængelige videnskabelige dokumentation. Det er vigtigt at bemærke, at denne rapport kun afspejler den aktuelle situation baseret på de seneste tendenser, og at fremtidige vurderinger kan føre til andre konklusioner med hensyn til, hvilke råprodukter der klassificeres som produkter med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, afhængigt af landbrugssektorens fremtidige udvikling på globalt plan.

(1)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.
(2)    Medlemsstaterne skal gennemføre direktivet i national ret senest den 30. juni 2021.
(3)      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30/EF af 8. maj 2003 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport.
(4)      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF.
(5)      Biobrændstoffer, der produceres af fødevare- og foderafgrøder.
(6)      Definitionen af "biobrændstoffer" i RED omfatter både flydende og gasformige brændstoffer til transport. Dette er ikke tilfældet i RED II, hvor "biobrændstoffer" alene defineres som flydende brændstof til transport.
(7)      Den CO2, der er lagret i træer og jordbund, frigives, når skove ryddes, og tørvearealer drænes.
(8)      SWD(2012) 343 final.
(9)      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1513 af 9. september 2015 om ændring af direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.
(10)      "Biobrændstoffer" som defineret i RED.
(11)      "Biomassebrændsler" er et nyt udtryk, som introduceres i RED II, hvor disse brændsler er defineret som gasformige og faste brændsler produceret af biomasse.
(12)      Eftersom begrænsningen kun påvirker de konventionelle biomassebrændsler, der forbruges i transportsektoren, dvs. i praksis gasformige brændsler til transport (del af definitionen af biobrændstoffer i RED), er der ingen væsentlig ændring med hensyn til de brændstoffer, der er omfattet af denne begrænsning.
(13)      Det er vigtigt at bemærke, at den konstaterede udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager ikke udgør direkte ændringer i arealanvendelse ifølge direktivet om vedvarende energi. Udvidelsen er snarere en konsekvens af øget efterspørgsel efter afgrøder fra alle sektorer. Direkte ændringer i arealanvendelse med stort kulstoflager med henblik på at producere biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler er forbudt ifølge EU's bæredygtighedskriterium.
(14)      Det Fælles Forskningscenters rapport fra 2017: "Report Challenges of Global Agriculture in a Climate Change Context by 2050".
(15)      Der foreligger data om areal, hvor skovhugst har fundet sted, for alle lande. Dette areal er dog mindre end det tilplantede areal, fordi umodne palmetræer ikke bærer frugt. Forholdet mellem forøgelsen af det tilplantede areal og det høstede areal afhænger imidlertid også af andelen af umodne palmer fra genplantning. Forøgelser af det tilplantede areal blev konstateret i Indonesiens og Malaysias nationale statistikker, og de blev kombineret med justerede forøgelser af det høstede areal for de øvrige lande.
(16)      I forhold til dataene fra literaturen regnes afgrøder, der følger umiddelbart efter skovrydning i GIS-vurderingen i mindre grad for at være grunden til skovrydning end afgrøder, der også kan være lokale drivkræfter bag skovrydning, men som ofte plantes flere år efter skovrydningen, hvilket stemmer overens med den tilgang, der er valgt i bæredygtighedskriteriet i RED II.
(17)      Den samlede forøgelse af det tilplantede areal er summen af udvidelsen i alle lande, hvor det ikke er blevet mindsket. For enårige afgrøder antages det, at afgrødearealet svarer til det høstede areal. For flerårige afgrøder er der taget højde for arealer med umodne afgrøder.
(18)      Woltjer, et al 2017: Analysis of the latest available scientific research and evidence on ILUC greenhouse gas emissions associated with production of biofuels and bioliquids.
(19)      Der gælder strengere kriterier for drivhusgasbesparelser for biobrændstoffer, som produceres i anlæg, der er sat i drift efter den 5. oktober 2015, og der opnås ofte også større besparelser ved biobrændstoffer, der produceres i ældre anlæg.
(20)      Kulstoftabet fra dræning af tørvearealer over 20 år estimeres at være ca. 2,6 gange det estimerede kulstoftab fra omlægning af skov til palmeolie på mineraljord (107 ton pr. hektar).
(21)      Analogt med den tilgang, der anvendes i RED II for emissioner fra dyrkning, er emissioner fra ændringer i arealanvendelsen blevet tildelt alle handelsprodukter, der er produceret på grundlag af afgrøden (f.eks. vegetabilsk olie og oliefrøskrå, men ikke afgrøderester) i forhold til deres energiindhold.
(22)      Da det gennemsnitlige udbytte for perioden 2008-2015 i de ti vigtigste eksporterende lande (vægtet efter eksport), er udbyttet af disse afgrøder højere end "referencen" 55 GJ/ha/år med en faktor på 1,7 for majs, 2,5 for palmeolie, 3,2 for sukkerroer og 2,2 for sukkerrør.
(23)      Emissionerne fra regnskov, som sædvanligvis fældes selektivt, når arealerne omlægges til oliepalmer, er i gennemsnit væsentligt højere, men dette opvejes til dels af plantagens eget højere stående kulstoflager. I nettoændringerne tages også højde for kulstof, som er oplagret i underjordisk biomasse og i jorden.
(24)      Vådområder (herunder tørvearealer), sammenhængende skovarealer og skovarealer med en kronedækningsgrad på 10-30 %. Arealer er kategoriseret på grundlag af deres status i 2008. Arealer med en kronedækningsgrad på 10-30 % er ikke beskyttet, hvis biobrændstoffer produceret af råprodukter produceret på arealerne efter deres omlægning stadig opfylder kriterierne for drivhusgasbesparelser, hvilket forventes at være tilfældet for flerårige afgrøder.
(25)      20 år er allerede fastsat som amortiseringstiden ved beregning af emissioner fra opgivne direkte ændringer i arealanvendelse i RED.
(26)      Energiudbyttet omfatter energien (nedre brændværdi) i både de biobrændstoffer og biprodukter, der tages i betragtning ved beregningen af standardværdierne for energibesparelser i bilag V til direktivet. Udbyttet er gennemsnittet for perioden 2008-2015 i de ti vigtigste lande (vægtet efter eksport).
(27)      Ved biobrændstoffer spares typisk mere end de krævede minimumsemissionsbesparelser på 50 %. Med henblik på denne beregning antages et gennemsnit på 55 % besparelser.
(28)      Sammenhængende skovarealer.
(29)      Vådområder, inkl. tørvearealer.
(30)      Værdierne af PF er specifik for afgrøden og beregnet på grundlag af det udbyttet, der er opnået i de vigtigste til eksportlande (vægtet efter eksportandel). Palmeolie, sukkerrør, sukkerroer og majs har en betydelig højere værdi en de øvrige afgrøder, der er taget i betragtning, og har derfor en specifik "produktivitetsfaktor" på henholdsvis 2,5, 2,2 3,2 og 1,7, hvorimod de andre afgrøder anses for at have en standardproduktivitetsfaktor på 1.
(31)      Ecofys (2016) "Methodologies identification and certification of low ILUC risk biofuels".
(32)      Under RED II vil biobrændstoffer, der er fremstillet af råprodukter med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen gradvis blive udfaset inden 2030, medmindre de certificeres som værende biobrændstoffer med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen. Biobrændstoffer, flydende biobrændsler eller biomassebrændsler med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen vil derfor sandsynligvis kunne opnå en højere markedsværdi.
(33)      https://cdm.unfccc.int/methodologies/PAmethodologies/tools/am-tool-01-v5.2.pdf/history_view.
(34)      Det anslås, at 84 % af verdens landbrug er småbedrifter med et dyrket areal på under 2 ha. Lowder, S.K., Skoet, J., Raney, T., 2016. The number, size, and distribution of farms, smallholder farms, and family farms worldwide. World Dev. 87, 16-29.

Bruxelles, den 13.3.2019

COM(2019) 142 final

BILAG

til

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

om status med hensyn til produktionsudvidelse af relevante fødevare- og foderafgrøder på verdensplan


BILAG I

Gennemgang af litteraturen om udvidelse af dyrkningsarealer til arealer med stort kulstoflager

Omfang

I denne gennemgang, som er foretaget af Kommissionens Fælles Forskningscenter, gives der en oversigt over og et sammendrag af de mest relevante resultater i den videnskabelige litteratur om udvidelsen af produktionen af landbrugsråvarer til arealer med stort kulstoflager som defineret i RED II.

Sojabønner 

Der findes kun én peer-evalueret undersøgelse af den globale skovrydning, der skyldes sojabønner, med en tidsramme, som omfatter skovrydning efter 2008. [Henders et al. 2015] har foretaget GIS-baserede målinger af skovrydning år for år i alle tropiske regioner og fordelt den på forskellige drivkræfter, herunder udvidelse til dyrkning af soja og palmeolie, ud fra en omfattende evaluering af den regionale litteratur (evalueringen er beskrevet i detaljer under "Supplementary Information"). Disse data omfatter imidlertid kun perioden 2000-2011.

Det Fælles Forskningscenters estimat af skovrydningsprocenten, der skyldes udvidelsen af sojaarealerne i Brasilien

 

Amazon

Cerrado

Resten af Brasilien

Udvidelse af sojaarealer i Brasilien 2008-2017 i %

11 %

46 %

44 %

Udvidelse til skov i %

5 %

14 %

3 %

VÆGTET GENNEMSNIT FOR UDVIDELSE TIL SKOV — BRASILIEN

8,2 %



Som følge af manglen på undersøgelser med nylige data på globalt plan blev data kombineret fra Brasilien, andre sydamerikanske lande og den øvrige verden. For Brasilien er data om sojaudvidelsen siden 2008 hentet fra den brasilianske IBGE-SIDRA-database og kombineret med data om udvidelse til skovområder i Cerrado [Gibbs et al. 2015], gennemsnittet for perioden 2009-2013 i Amazon [Richards et al] 1 og det øvrige Brasilien [Agroicone 2018]. Det gav et vægtet gennemsnit for udvidelsen til skov på 10,4 %. Dette blev kombineret med tallene fra Argentina, Paraguay, Uruguay og Bolivia og den øvrige verden på følgende vis:

Der Fælles Forskningscenters estimat af den gennemsnitlige sojaudvidelse til skov i Latinamerika i procent

2008-2017

Brasilien

Argentina

Paraguay

Uruguay

Bolivia

Sojaudvidelse i Latinamerika i %

67 %

19 %

7 %

5 %

2 %

Udvidelse til skov i %

8,2 %

9 %

57 %

1 %

60 %

Gennemsnitlig udvidelse til skov i Latinamerika i %

14 %

ESTIMAT AF DEN GLOBALE GENNEMSNITLIGE SOJAUDVIDELSE TIL SKOV I PROCENT

Andel af global sojaudvidelse i Latinamerika

53 %

Antaget udvidelse til skov i den øvrige verden i %

2 %

Gennemsnitlig global andel af sojaudvidelse til skov

8 %

For andre latinamerikanske lande er de eneste fundne kvantitative data [Graesser et al. 2015], som har målt udvidelsen af alle høstafgrøder til skov. For resten af verden — i de lande, hvor den største sojaudvidelse siden 2008 er blevet observeret, dvs. Indien, Ukraine, Rusland og Canada — var der beskeden dokumentation for, at sojadyrkningen medførte direkte skovrydning. En andel på kun 2 % udvidelse til skov blev derfor antaget for resten af verden. Følgelig blev det globale gennemsnit for andelen af sojaudvidelse anslået til 8 %.



Sammenligning med andre nylige undersøgelser

De fleste data om skovrydning til soja er fra tiden inden det brasilianske sojamoratorium fra 2008 og er derfor ikke relevante for det nuværende overslag.

En undersøgelse iværksat af Transport and Environment [Malins 2018] indeholder en grundig gennemgang af de regionale data om sojaudvidelse og skovrydning, og det konkluderes, at mindst 7 % af den globale sojaudvidelse siden 2008 er sket på bekostning af skov. Der er dog anvendt andre år for andelene af sojaudvidelse, og data og resultater fra [Agricone 2018] og [Richards et al. 2017] er ikke anvendt.

En undersøgelse iværksat af Sofiproteol [LCAworks 2018] omfatter også en gennemgang af den regionale litteratur om skovrydning til soja i verden i perioden 2006-2016. Den konkluderer, at 19 % af den globale sojaudvidelse skete på bekostning af skov. Kilden til deres antagelse vedrørende udvidelse til skov i "det øvrige Brasilien" er uklar, og de blander i nogle tilfælde "naturområder" sammen med skov. Ved beregningen af gennemsnit vægter de desuden de regionale sojadata efter den samlede sojaproduktion i regionen og ikke udvidelsesarealet. Resultatet 19 % kan derfor ikke anses for at være særligt pålideligt.

Agroicone har udarbejdet et dokument for Kommissionen, som citerer Agrosatelites ikke-offentliggjorte arbejde fra 2018, som påviser en meget stor reduktion i andelen af sojaudvidelse til skov i Cerrado (navnlig Matipoba-området) i perioden 2014-2017, hvor den blev reduceret 23 % i 2007-2014 til 8 % i 2014-2017.

Palmeolie

Baseret på data fra satellitovervågning af palmeolieplantager har [Vijay et al. 2016] anslået andelen af palmeolieudvidelse til skov fra 1989 til 2013 og rapporteret resultaterne efter land. Ved fastsættelsen af disse nationale gennemsnit i forhold til forøgelserne af det nationale høstareal for palmeolie i 2008-2016 konstateredes det i undersøgelsen, at 45 % af palmeolieudvidelsen på globalt plan skete til områder, som var skov i 1989.

Ifølge de supplerende data i [Henders et al. 2015] blev der i perioden 2008-2011 i gennemsnit observeret skovrydning på 0,43 mio. ha/år til palmeolieudvidelse. Dette repræsenterer 45 % af den anslåede forøgelse af det globale areal tilplantet med planteolie i den pågældende periode 2 .

I en global undersøgelse for Europa-Kommissionen fordelte [Cuypers et al. 2013] den målte skovrydning til forskellige drivkræfter, f.eks. skovhugst, græsning og forskellige afgrøder, på nationalt plan. Deres resultater viser, at 59 % af oliepalmeudvidelsen hang sammen med skovrydning i perioden 1990-2008.



Sammenligning af regionale undersøgelser for Indonesien og Malaysia

Estimat af sojaudvidelsen til skov i procent

 

År

Malaysia

Indonesien

Udlandet

Palmeudvidelse i verden 2008-2015 i %

2008-2015

15 %

67 %

17 %

 

 

Halvøen Malaysia

Malaysisk Borneo

Indonesisk Borneo

Øvrige Indonesien

 

National udvidelse 2008-2015 i %

2008-2015

19 %

81 %

77 %

23 %

 

Gaveau et al. 2016

2010-2015

 

75 %

42 %

 

 

Abood et al. 2015

2000-2010

 

 

>36 %

 

SARvision 2011

2005-2010

 

52 %

 

 

 

Carlson et al. 2013

2000-2010

 

 

70 %

 

 

Gunarso et al. 2013

2005-2010

>6 %

 

 

 

Gunarso et al. 2013

2005-2010

47 %

37-75 %

 

Austin et al. 2017

2005-2015

>20 %

Vijay et al. 2016

2013

40 %

54 %

13 %

Vijay et al. 2016

2013

45 %

[Abood et al. 2015] konstaterede, at 1,6 mio. ha skovrydning i Indonesien i perioden 2000-2010 fandt sted inden for koncessioner, der var bevilget til industrielle palmeolieproducenter. Dette svarer til 36 % af den samlede udvidelse af det tilplantede palmeolieareal i den pågældende periode, ifølge de officielle tal fra Indonesien.

For den samme periode anslog [Carlson et al. 2013] en større procentdel skovrydning: skovtab på 1,7 mio. ha til palmeoliekoncessioner i indonesisk Borneo og en udvidelse i det høstede areal i denne region på ca. 70 % [Malins 2018]. [Carlson et al. 2018] rapporterer i en senere rapport et skovtab på 1,84 mio. ha til palmeoliekoncessioner i indonesisk Borneo og på 0,55 mio. ha i Sumatra i perioden 2000-2015.

[SARvision 2011] fandt, at der i perioden 2005-2010 var blevet ryddet 865 000 ha skov inden for grænserne af de kendte palmeoliekoncessioner i Sarawak, den malaysiske provins i Borneo, hvor størstedelen af palmeolieudvidelsen finder sted. Dette svarer til omkring halvdelen af forøgelsen af det høstede palmeolieareal i den pågældende periode 3 .

[Gaveau et al. 2016] har kortlagt overlapningen mellem skovrydning og udvidelse af industrielle (dvs. ikke små plantager) palmeolieplantager i Borneo for intervaller på fem år i perioden 1990-2015. De påpeger, at langt de fleste palmeolieplantager i Borneo var skov i 1973. Der fås mindre andele af skovrydning, når tidsrummet mellem rydning og plantning af oliepalmer begrænses. Deres resultater viser, at ~42 % af udvidelsen fra 2010 til 2015 for industrielle palmeolieplantager i indonesisk Borneo skete til arealer, som var skov kun fem år tidligere. For malaysisk Borneo var dette tal ~75 %. I vurderingen er der anvendt en mere begrænset definition af skov end i RED II, der kun omhandler skov med en kronedækningsgrad på mere end 90 % og udelukker sekundær skov (dvs. genopvokset skov og underskov efter historisk rydning eller brand).

I en senere rapport påviser [Gaveau et al. 2018], at 36 % af udvidelsen af industrielle plantager i indonesisk Borneo (hvoraf 88 % var palmeolie) i perioden 2008-2017 skete til skov med gamle vækster, som var blevet ryddet i det samme år, mens gennemsnittet i malaysisk Borneo var 69 %. I indonesisk Borneo var der en særdeles klar sammenhæng mellem omfanget af skovrydning til plantager i de forskellige år og prisen på råpalmeolie i den foregående sæson, mens sammenhængen i malaysisk Borneo var svagere, hvilket tydede på en mere langsigtet central planlægning af skovrydningen. Resultaterne viste, at omfanget af palmeolieudvidelse er faldet, siden den toppede i 2009-2012, mens andelen heraf til skov forblev stabil.

[Gunarso et al. 2013] har analyseret ændringen i arealdække i forbindelse med palmeolieudvidelse i Indonesien og Malaysia for Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO). De seneste ændringer vedrører ifølge denne gruppe palmeoliearealer, der blev tilplantet mellem 2005 og 2010. De viser andelen af dette areal for forskellige arealanvendelseskategorier i 2005. Hvis de kategorier, der utvetydigt opfylder direktivets definition af skov, lægges sammen, skete mindst 37 % af udvidelsen til skov i Indonesien som helhed. Andre rapporterede arealanvendelseskategorier omfatter imidlertid kratområder (som primært er forringede skove ifølge rapporten), og dette opfylder generelt også direktivets definition af skov. Dette er en stor kategori i Indonesien, fordi skov i nærheden af plantager ofte forringes af skovbrande, flere år inden plantagen udvides til det pågældende område. Hvis disse typer tidligere arealanvendelser medregnes som skov (som det muligvis er sket i 2000), øges den samlede procent skovrydning for Indonesien i perioden 2005-2010 til ca. 75 %, hvilket omtrentligt bekræfter [Carlson 2013]'s resultater.

For Malaysia skete 34 % af palmeolieudvidelsen ifølge [Gunarso et al. 2013] direkte til skov i perioden 2006-2010. De rapporterede imidlertid også en betydelig udvidelse til "bar jord" i 2006 og antog, at en del af denne jord var bar, fordi den var blevet omlagt fra skov. Af deres supplerende oplysninger fremgår det, at mere end en tredjedel af den bare jord i 2006 var skov seks år tidligere, hvilket tyder på, at disse områder sandsynligvis var skov, der var blevet ryddet med henblik på tilplantning. Hvis disse skovarealer medtages, vil andelen af skovrydning med tilknytning til palmeolieudvidelsen stige til 47 % i Malaysia.

I stedet for at bruge satellitbilleder til at identificere det tidligere arealdække de steder, hvor de indonesiske palmeolieplantager er blevet udvidet, har [Austin et al. 2017] henvist til kort over arealdække udsendt af Indonesiens miljø- og skovbrugsministerium. De fandt, at kun omkring 20 % af arealanvendelsen til udvidelsen af industriel palmeolie i 2005-2015 var blevet kategoriseret som "skov" på disse kort fem år tidligere. Ifølge deres definition af skov skal kronedækningsgraden være >30 % (i stedet for >10 % i direktivet), og skov omfatter ikke krat, som i nogle tilfælde betegnes som skov i henhold til direktivets definition. Yderligere 40 % af palmeolieudvidelsen skete til arealanvendelseskategorier, der omfattede krat. Af disse grunde vurderes det, at [Austin et al. 2017]'s tal på 20 % udvidelse til skov i 2010-2015 med sandsynlighed er for lavt for så vidt angår denne rapport.



Det Fælles Forskningscenters estimat af palmeolieudvidelse til skov for resten af verden i procent 

Udvidelses-år

Latin-amerika

Afrika

Øvrige Asien

Palmeudvidelse i verden 2008-2015 i %

2008-2015

9 %

3 %

5 %

Furumo og Aide 2017

2001-2015

20 %

 

 

Maaijard et al. 2018

 

 

6 %

 

Vijay et al. 2016

2013

21 %

6 %

4 %

Vægtet gennemsnit for resten af verden

2013

13 %

Som det fremgår af tabellen, rapporteres der lavere andele af udvidelse til skov for resten af verden. Ved at vægte resultaterne for Latinamerika, Afrika og det øvrige Asien (ekskl. Indonesien og Malaysia) nåede man frem til et gennemsnit for udvidelse af palmeolieplantager til skov på 13 %.

Under hensyntagen til resultaterne fra de regionale undersøgelser af palmeolieudvidelse til arealer med stort kulstoflager i Malaysia og Indonesien og dokumentation for sådan udvidelse i resten af verden kan den globale gennemsnitlige andel af palmeolieudvidelse til skov på 45 %, som [Vijay et al. 2016] har estimeret, anses for et godt estimat. 

Andel af palmeolieudvidelse til tørv

[Abood et al. 2014] har konstateret, at 21 % af de kendte indonesiske palmeoliekoncessioner var beliggende på tørvearealer, og 10 % på dybtliggende tørvearealer (>3 m), som burde være beskyttet mod dræning i henhold til et indonesisk regeringsdekret fra 1990. I perioden 2000-2010 gik ifølge deres rapport 535 000 ha tørvemoseskov tabt til palmeoliekoncessioner i Indonesien, hvilket svarer til 33 % af palmeolieudvidelsen til koncessioner.

[Miettinen et al. 2012, 2016] har analyseret satellitbilleder i høj opløsning for at spore spredningen af modne palmeolieplantager til tørvearealer på tidspunkter mellem 1990 og 2015. De har anvendt Det Fælles Forskningscenters "European Digital Archive of Soil Maps" til at identificere tørvearealer og rapporterer, at palmeolieplantagerne i perioden 2007-2015 blev udvidet med 1 089 000 ha på indonesiske tørvearealer og 436 000 ha på malaysiske tørvearealer. Hvis det sættes i forhold til det øgede areal af modne palmeolieplantager i samme periode 4 , fås en palmeolieudvidelse til tørvearealer i Indonesien på 24 % og 42 % i Malaysia. For den seneste periode, der er omfattet af deres rapport, dvs. 2010-2015, er de tilsvarende tal 25 % og 36 %.

Malaysias Palm Oil Board offentliggjorde en undersøgelse om palmeolie [Omar et al. 2010] baseret på GIS-identifikation af palmeoliedyrkning og et jordbundskort fra Malaysias landbrugsministerium. De rapporterer, at procentdelen af palmeoliedyrkning på tørvearealer i Malaysia steg fra 8,2 % i 2003 til 13,3 % i 2009, svarende til henholdsvis 313 000 ha og 666 000 ha. I samme periode blev det samlede palmeolieareal ifølge deres data udvidet fra 3 813 000 ha til 5 011 000 ha, og det betyder, at 30 % af denne udvidelse skete på tørvearealer.

[SARvision 2011] fandt, at der i perioden 2005-2010 var blevet ryddet 535 000 ha tørveskov inden for grænserne af de kendte palmeoliekoncessioner i Sarawak, den malaysiske provins i Borneo, hvor størstedelen af palmeolieudvidelsen finder sted. Dette svarer til omkring 32 % af forøgelsen af det høstede palmeolieareal i den pågældende periode 5 . Derved overses tab af tørveskov til palmeolie uden for koncessionernes grænser og enhver omlægning af tørvearealer, som ikke var ryddet på omlægningstidspunktet.

[Gunarso et al. 2013] rapporterer en usædvanligt lav andel for palmeolieudvidelse til tørvearealer i Malaysia (kun 6 % i perioden 2000-2010, ifølge deres supplerende oplysninger). Dette er langt under de andre estimater, selv fra de malaysiske kilder, og det blev derfor ikke medregnet 6 .

For Indonesien skete 24 % af palmeolieudvidelsen i perioden 2005-2010 ifølge [Gunarso et al. 2013]'s supplerende oplysninger til tørvearealer, og denne andel stiger kun til ~26 %, hvis omlægningen fra tørvearealer via "bar jord" medregnes.

[Austin et al. 2017] har rapporteret, at andelen af palmeolieudvidelse til tørvearealer i Indonesien forblev på ~20 % i alle de undersøgte perioder (1995-2015), uden korrektion for "bar jord". Austins resultater er lavere end de andre, fordi de har anvendt BBSDLP 7 -kortet over tørvearealer fra Indonesiens landbrugsministerium (H. Valin, privat meddelelse, 5. december 2018). BBSDLP-kortet omfatter ikke arealer med en tørvedybde på mindre end 0,5 m 8 , hvilket til dels forklarer, hvorfor det påviser et tørveareal, der er 13,5 % mindre end kortene fra Wetlands International, som sandsynligvis selv undervurderer tørvearealet med omkring 10-13 % ifølge faktiske jordbundsmålinger [Hooijer og Vernimmen 2013].

Kvantitative data for andelen af palmeolieudvidelse til tørvearealer i resten af verden foreligger ikke. Fra 2008-2015 skete 9 % af palmeolieudvidelsen i Latinamerika, 5 % i det øvrige Asien og 3 % i Afrika. Der er betydelige områder med tropiske tørvearealer i Sydamerika, navnlig i Peru, Bolivia, Venezuela og langs Amazon, men disse ligger ikke i områder med væsentlig produktion af palmeolie. Verdens største tropiske tørvemose ligger imidlertid i Congobækkenet. I dette område findes der allerede en meget stor palmeoliekoncession på 470 000 ha (svarende til 10 % af hele palmeoliearealet i Malaysia), som er blevet bevilget, og 89 % af det areal ligger på tørv [Dargie et al. 2018]. Det frygtes, at yderligere investeringer, efterhånden som produktionsvæksten i de sydøstasiatiske lande dæmpes, vil blive tilført udviklingen af palmeolie på tørvearealer i Afrika og Latinamerika.

Hvis der lægges mest vægt på resultaterne fra [Miettinen et al. 2012, 2016], som kan anses for den mest avancerede videnskabelige litteratur, og hvis det antages, at der ikke sker dræning af tørvearealer til palmeolie i resten af verden, fås der et interpoleret vægtet gennemsnit på 23 % for palmeolieudvidelse på tørvearealer for hele verden i perioden 2008-2011.

Sukkerrør

Mere end 80 % af den globale sukkerrørsudvidelse fandt sted i Brasilien i perioden 2008-2015.

[Cuypers et al. 2013] har anslået, at 36 % er den globale sukkerrørsudvidelse mellem 1990 og 2008 skete på arealer, som tidligere var skov. Dette er imidlertid sandsynligvis et overestimat med hensyn til formålet med analysen: Skovrydning blev fordelt på skovbrug, udvidelse af græsarealer og udvidelse af forskellige afgrøder på nationalt plan. Kun en beskeden andel af de ryddede skovområder gik til græsningsarealer, idet nettoudvidelsen her knap nok er synlig. Derimod blev der i høj grad udvidet til sukkerrør, og derfor gik en stor andel af den nationale skovrydning hertil. De regioner i Brasilien, hvor der primært blev udvidet til sukkerrør, overlapper ikke områder med omfattende skovrydning, og dette blev ikke taget i betragtning i den af [Cuypers et al. 2013] udførte analyse.

[Adami et al. 2012] har rapporteret, at kun 0,6 % af sukkerrørsudvidelsen i den centrale og sydlige del af Brasilien skete til skov i perioden 2000-2009. Selv om regionen tegnede sig for omkring 90 % af sukkerrørsudvidelsen i verden i den pågældende periode, var en del af udvidelsen i andre regioner i Brasilien ikke omfattet af denne undersøgelse.

[Sparovek et al. 2008] er enige i, at sukkerrørsudvidelsen i 1996-2006 i den centrale og sydlige del af Brasilien næsten udelukkende skete til græsarealer eller andre afgrøder (eftersom der er meget få skovarealer tilbage i regionen). Andre 27 % af udvidelsen skete imidlertid i "perifere" områder omkring og i økosystemerne omkring Amazonfloden, den nordøstlige del af landet og Atlantic Forest. I disse perifere regioner var der en sammenhæng mellem skovtab fordelt på lokalområder og sukkerrørsudvidelse. Rapporten indeholder imidlertid ingen tal om andelen af udvidelse til skov.

Følgelig kunne der af litteraturen ikke udledes en tilstrækkelig kvantificering af skovrydningen til sukkerrør.

Majs

Korn opfattes sædvanligvis ikke som en kilde til skovrydning, fordi størstedelen af produktionen sker i tempererede zoner, hvor skovrydning generelt er begrænset. Majs er imidlertid også en tropisk afgrøde, der ofte dyrkes af små landbrugere, og som ofte veksles med sojabønner på store landbrug. En uforholdsmæssig del af majsudvidelsen sker i tropiske regioner, hvor skovrydning er mere udbredt og kulstofintensiv.

Udvidelsen i Kina var koncentreret på marginale arealer i den nordøstlige del af landet [Hansen 2017], som primært udgøres af græsningsarealer og ikke skov. Udvidelsen i Brasilien og Argentina udgjorde samme andel af skovrydningen som soja i Brasilien. [Lark et al. 2015] har konstateret, at 3 % af majsudvidelsen i perioden 2008-2012 i USA skete på bekostning af skov, 8 % på bekostning af kratområder og 2 % på bekostning af vådområder. Der er dog vanskeligt at give et globalt estimat uden at undersøge, hvad der specifikt sker i hvert land.



Referencer

[Abood et al. 2015] Abood, S. A., Lee, J. S. H., Burivalova, Z., Garcia-Ulloa, J. og Koh, L. P. (2015). Relative Contributions of the Logging, Fiber, Palm oil, and Mining Industries to Forest Loss in Indonesia. Conservation Letters, 8(1), 58-67. http://doi.org/10.1111/conl.12103

[Adami et al. 2012] Adami, M., Rudorff, B. F. T., Freitas, R. M., Aguiar, D. A., Sugawara, L. M. og Mello, M. P. (2012). Remote Sensing Time Series to Evaluate Direct Land Use Change of Recent Expanded Sugarcane Crop in Brazil. Sustainability, 4, 574-585. http://doi.org/10.3390/su4040574

[Agroicone 2018] Moriera, A, Arantes,S. og Romeiro, M. (2018). RED II information paper: assessment of iLUC risk for sugarcane and soybean biofuels feedstock. Agroicone, Sao Paulo 2018.

[Austin et al. 2017] Austin, K. G., Mosnier, A., Pirker, J., McCallum, I., Fritz, S. og Kasibhatla, P. S. (2017). Shifting patterns of palm oil driven deforestation in Indonesia and implications for zero-deforestation commitments. Land Use Policy, 69(August), 41-48. http://doi.org/10.1016/j.landusepol.2017.08.036

[Carlson et al. 2013] Carlson, K. M., Curran, L. M., Asner, G. P., Pittman, A. M., Trigg, S. N. og Marion Adeney, J. (2013). Carbon emissions from forest conversion by Kalimantan palm oil plantations. Nature Clim. Change, hentet fra https://www.nature.com/nclimate/journal/v3/n3/pdf/nclimate1702.pdf

[Curtis et al. 2018] Curtis, P. G., Slay, C. M., Harris, N. L., Tyukavina, A. og Hansen, M. C. (2018). Classifying drivers of global forest loss. Science, 361(6407), 1108-1111. http://doi.org/10.1126/science.aau3445

[Cuypers et al. 2013] Cuypers, D., Geerken, T., Gorissen, L., Peters, G., Karstensen, J., Prieler, S., van Velthuizen, H. (2013). The impact of EU consumption on deforestation: Comprehensive analysis of the impact of EU consumption on deforestation. Europa-Kommissionen. http://doi.org/10.2779/822269

[Dargie et al. 2018] Dargie, G.C., Lawson, I.T., Rayden, T.J. et al. Mitig Adapt Strateg Glob Change (2018). https://doi.org/10.1007/s11027-017-9774-8

[FAOstat 2008], Food and Agriculture Organization of the United Nations, Searchable database of crop production statistics, http://www.fao.org/faostat/en/#data/QC

[Fehlenberg et al. 2017] Fehlenberg, V., Baumann, M., Gasparri, N. I., Piquer-Rodriguez, M., Gavier-Pizarro, G. og Kuemmerle, T. (2017). The role of soybean production as an underlying driver of deforestation in the South American Chaco. Global Environmental Change, 45(April), 24-34. http://doi.org/10.1016/j.gloenvcha.2017.05.001

[Furumo og Aide 2017] Furumo, P. R. og Aide, T. M. (2017). Characterizing commercial palm oil expansion in Latin America: land use change and trade. Environmental Research Letters, 12(2), 024008. http://doi.org/10.1088/1748-9326/aa5892

[Gaveau 2016] Gaveau, D.L.A., Sheil, D., Husnayaen, Salim, M.A., Arjasakusuma, S., Ancrenaz, M., Pacheco, P., Meijaard, E., 2016. Rapid conversions and avoided deforestation: examining four decades of industrial plantation expansion in Borneo. Nature - Scientific Reports 6, 32017.

[Gaveau 2018] Gaveau, D.L.A., Locatelli, B., Salim, M.A., Yaen, H., Pacheco, P. and Sheil, D. Rise and fall of forest loss and industrial plantations in Borneo (2000-2017). Conservation Letters. 2018;e12622. https://doi.org/10.1111/conl.12622

[Gibbs et al. 2015] Gibbs, H. K., Rausch, L., Munger, J., Schelly, I., Morton, D. C., Noojipady, P., Walker, N. F. (2015). Brasilien’s Soy Moratorium: Supply-chain governance is needed to avoid deforestation. Science, 347(6220), 377-378. http://doi.org/10.1126/science.aaa0181.

[Graesser et al. 2015] Graesser, J., Aide, T. M., Grau, H. R. og Ramankutty, N. (2015). Cropland/pastureland dynamics and the slowdown of deforestation in Latin America. Environmental Research Letters, 10(3), 034017. http://doi.org/10.1088/1748-9326/10/3/034017

[Gunarso et al. 2013] Gunarso, P., Hartoyo, M. E., Agus, F. og Killeen, T. J. (2013). Palm oil and Land Use Change in Indonesia, Malaysia and Papua New Guinea. RSPO. http://doi.org/papers2://publication/uuid/76FA59A7-334A-499C-B12D-3E24B6929AAE
Supplerende materialer: https://rspo.org/key-documents/supplementary-materials

[Hansen et al. 2017] Hansen, J., M.A. Marchant, F. Tuan og A. Somwaru. 2017. "U.S. Agricultural Exports to China Increased Rapidly Making China the Number One Market." Choices. Q2. http://www.choicesmagazine.org/choices-magazine/theme-articles/us-commodity-markets-respond-to-changes-in-chinas-ag-policies/us-agricultural-exports-to-china-increased-rapidly-making-china-the-number-one-market

[Henders et al. 2015] Henders, S., Persson, U. M. og Kastner, T. Trading forests: Land-use change and carbon emissions embodied in production and exports of forest-risk commodities. Environmental Research Letters, 10(12), 125012. http://doi.org/10.1088/1748-9326/10/12/125012 http://doi.org/10.1088/1748-9326/10/12/125012

[Hooijer og Vernimmen 2013] Hooijer, A. og Vernimmen, R. 2013 "Peatland maps: accuracy assessment and recommendations", Report by Deltares & Euroconsult Mott MacDonald for Implementation of Agentschap NL 6201068 QANS Lowland Development edepot.wur.nl/251354

[Jusys 2017] Jusys, T. (2017) A confirmation of the indirect impact of sugarcane on deforestation in the Amazon, Journal of Land Use Science, 12:2-3, 125-137, DOI: 10.1080/1747423X.2017.1291766

[Lark et al. 2015] Lark, T.J, Salmon, M.J og Gibbs, H. (2015). Cropland expansion outpaces agricultural and biofuel policies in the United States. Environmental Research Letters. 10. 10.1088/1748-9326/10/4/044003.

[LCAworks 2018] Strapasson,A., Falcao, J., Rossberg, T., Buss, G. og Woods, J. Land use Change and the European Biofuels Policy: the expansion of oilseed feedstocks on lands with high carbon stocks. Technical report prepared by LCAworks Ltd., in collaboration with Sofiproteol, Frankrig.

[Machedo et al. 2012] Macedo, M. N., DeFries, R. S., Morton, D. C., Stickler, C. M., Galford, G. L. og Shimabukuro, Y. E. (2012). Decoupling of deforestation and soy production in the southern Amazon during the late 2000s. Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America, 109(4), 1341-6. http://doi.org/10.1073/pnas.1111374109

[Malins. 2017] Malins, C. (2017). For peat’s sake - Understanding the climate implications of palm oil biodiesel. Cerulogy and Rainforest Foundation Norway, London 2017. Hentet fra http://www.cerulogy.com/uncategorized/for-peats-sake/

[Malins 2018] Malins, C. (2018). Driving deforestation: the impact of expanding palm oil demand through biofuel policy, London 2018. Hentet fra http://www.cerulogy.com/palm oil/driving-deforestation/

[Meijaard et al. 2018] Meijaard, E., Garcia-Ulloa, J., Sheil, D., Wich, S.A., Carlson, K.M., Juffe-Bignoli, D. og Brooks, T. (2018). Palm oil and biodiversity. http://doi.org/https://doi.org/10.2305/IUCN.CH.2018.11.en

[Miettinen et al. 2012] Miettinen, J., Hooijer, A., Tollenaar, D., Page, S. E. og Malins, C. (2012). Historical Analysis and Projection of Palm oil Plantation Expansion on Peatland in Southeast Asia. Washington, D.C.: International Council on Clean Transportation.

[Miettinen et al. 2016] Miettinen, J., Shi, C. og Liew, S. C. (2016). Land cover distribution in the peatlands of Peninsular Malaysia, Sumatra and Borneo in 2015 with changes since 1990. Global Ecology and Conservation, 6, 67-78. http://doi.org/10.1016/j.gecco.2016.02.004

[Morton et al. 2006] Morton, D. C., DeFries, R. S., Shimabukuro, Y. E., Anderson, L. O., Arai, E., del Bon Espirito-Santo, F., … Morisette, J. (2006). Cropland expansion changes deforestation dynamics in the southern Brazilian Amazon. Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America, 103(39), 14637-14641. http://doi.org/10.1073/pnas.0606377103

[Omar et al. 2010] Omar, W., Aziz,N.A.,Mohammed A.T., Harun, M.H. og Din, A.K.; Mapping of oil palm cultivation on peatland in Malaysia, Malaysian Palm Oil Board Information series 529, MPOB TT No. 473, June 2010. ISSN 1511-7871.

[Page et al. 2011] Page, S.E., Morrison, R., Malins, C., Hooijer, A., Rieley, J.O. Jaujiainen, J. (2011). Review of Peat Surface Greenhouse Gas Emissions from Palm oil Plantations in Southeast Asia. Indirect Effects of Biofuel Production, (15), 1-77.

[Richards et al. 2017] Richards, P. D., Arima, E., VanWey, L., Cohn, A. og Bhattarai, N. (2017). Are Brasilien’s Deforesters Avoiding Detection? Conservation Letters, 10(4), 469-475. http://doi.org/10.1111/conl.12310

[SARVision 2011] SARVision. (2011). Impact of palm oil plantations on peatland conversion in Sarawak 2005-2010, (januar 2011), 1-14. http://archive.wetlands.org/Portals/0/publications/Report/Sarvision%20Sarawak%20Report%20Final%20for%20Web.pdf

[Searle & Giuntoli 2018] Searle, A. S. og Giuntoli, J. (2018). Analysis of high and low indirect land-use change definitions in European Union renewable fuel policy.

[Sparovek et al. 2008] Sparovek, G.; A. Barretto, G. Berndes; S. Martins og Maule, R. (2008). Environmental, land-use and economic implications of Brazilian sugarcane expansion 1996-2006. Mitigation and Adaption Strategies for Global Change,14(3), s. 285.

[USDA 2008] United States Department of Agriculture Foreign Agricultural Service. Searchable database of Production, Supply and Distribution data of crops. https://apps.fas.usda.gov/psdonline/app/index.html#/app/advQuery

[Vijay et al. 2016] Vijay, V., Pimm, S. L., Jenkins, C. N., Smith, S. J., Walker, W., Soto, C., … Rodrigues, H. (2016). The Impacts of Palm oil on Recent Deforestation and Biodiversity Loss. PLOS ONE, 11(7), e0159668. http://doi.org/10.1371/journal.pone.0159668

[Waroux et al. 2016] Waroux, Y., Garrett, R. D., Heilmayr, R. og Lambin, E. F. (2016). Land-use policies and corporate investments in agriculture in the Gran Chaco and Chiquitano. Proceedings of the National Academy of Sciences, 113(15), 4021-4026. http://doi.org/10.1073/pnas.1602646113

[Yousefi et al. 2018].Yousefi, A., Bellantonoio, M. og Hurowitz, G., The avoidable Crisis, Mighty Earth, Regnskogfondet and FERN, marts 2018, http://www.mightyearth.org/avoidablecrisis/



BILAG 2

GIS-analyse

1.

Metode

For at estimere skovrydningen og de tilknyttede emissioner, der er forbundet med udvidelsen af biobrændstofafgrøder siden 2008 til områder med en kronedækningsgrad på mindst 10 %, blev der anvendt en tilgang med geospatiale modeller til at kombinere et kort over skovrydning fra Global Forest Watch (GFW) med kort over afgrødetyper fra MapSPAM og EarthStat. Yderligere oplysninger om tilgangen er opsummeret i det følgende, og de datakilder, der er anvendt i analysen, er opført i nedenstående tabel. Analysen blev udført med en pixelstørrelse på ca. 100 ha ved ækvator.

Datakilder

Afgrødedata

På nuværende tidspunkt findes der ikke globalt konsistente kort, der viser udvidelsen af alle individuelle biobrændstofafgrøder over tid, selv om der aktuelt forskes for at tilvejebringe dette for palmeolie og sojabønner gennem fortolkningen af satellitbilleder. I forbindelse med denne analyse er der anvendt to kilder til kort over etårige individuelle afgrøder: MapSPAM (IFPRI og IIASA 2016), som viser den globale distribution af 42 afgrøder i 2005 9 , og EarthStat (Ramankutty et al. 2008), som kortlægger afgrøde- og græsningsarealer i 2000. Begge kilder til afgrødedata er resultat af tilgange, hvor forskellige spatialt eksplicitte inputdata er anvendt til at opstille plausible estimater af den globale afgrødedistribution. Datainput omfatter produktionsstatistikker for administrative (subnationale) enheder, forskellige kort over arealdække udarbejdet på baggrund af satellitbilleder og kort over anvendelsen af afgrøder baseret på lokale landskabs-, klima- og jordbundsforhold.

Som følge af manglen på ajourførte globale kort for individuelle afgrøder samt manglen på konsistente oplysninger om deres udvidelse over tid antages det grundlæggende i denne analyse, at hele skovrydningen og de dermed forbundne drivhusgasemissioner, der er sket inden for et område siden 2008, kan tildeles en specifik afgrøde baseret på arealet med hver afgrøde i forhold til det samlede landbrugsareal, herunder græsarealer, som findes i den samme pixel i afgrødekortet.

Data om skovrydning

Offentliggjorte kort over det globale årlige tab af trædække udledt af Landsat-satellitobservationer, som findes på Global Forest Watch for perioden 2001-2017, dannede grundlaget for denne analyse af skovrydning. Data om tab af trædække findes i en opløsning på 30 m eller en pixelstørrelse på 0,09 ha. I de oprindelige data om tab af trædække fra Hansen et al. (2013) sondres der ikke mellem permanent omlægning (dvs. skovrydning) og midlertidigt tab af trædække som følge af skovbrug eller skovbrand. I forbindelse med denne analyse har vi derfor kun medtaget den undergruppe af pixels med tab af trædække, som ligger inden for arealer, der er domineret af råvaredrevet skovrydning, som kortlagt med en opløsning på 10 km af Curtis et al. (2018) 10 . Områder, hvor andre drivkræfter, f.eks. skovbrug eller flyttemarksbrug, er dominerende, er ikke omfattet af analysen. Inden for kategorien råvaredrevet skovrydning er kun pixels med en trædækkeprocent på mere end 10 % medtaget i analysen, hvor "trædækkeprocent" er defineret som jordoverfladens kronedækningsgrad i 2000. I medfør af de specifikke kriterier, der er anført i RED II (se "b" og "c" under Baggrund ovenfor), blev analyseresultaterne opdelt i skovrydning for perioden 2008-2015 for arealer med et trædække på mere end 30 % og arealer med et trædække på 10-30 %.

Curtis et al. (2018) påpeger, at flere drivkræfter bag tab af skov til enhver tid kan gøre sig gældende i et område, og at den dominerende drivkraft kan variere fra år til år i løbet af den 15 år lange undersøgelsesperiode. I deres model tildeles kun én dominerende drivkraft, som har bidraget til størstedelen af tabet af trædække inden for det pågældende område i undersøgelsesperioden. Det antages i denne analyse, at hele tabet af trædække inden for områder domineret af råvaredrevet skovrydning skyldes udvidelsen af nye landbrugsområder. Under denne antagelse vil virkningen af råvareafgrøder i disse pixels ofte blive overvurderet. Landbrug udvides på den anden side i nogle tilfælde også til arealer, der er domineret af flyttemarksbrug eller skovbrug og andre kategorier på kortet fra Curtis et al. (2018), som er udelukket fra denne analyse. Det betyder, at den skovrydning, der skyldes afgrøder, i nogle tilfælde undervurderes med denne metode. Det areal, der påvirkes af de ni afgrøder, der er medtaget i denne analyse, tilhørte primært kategorien råvaredrevet skovrydning, og det antages derfor, at afgrødearealer uden for denne kategori har små arealforhold (se Model for afgrødetildeling nedenfor), og disse arealers bidrag til de endelige totaler bør derfor være beskedent.

Data om tørvearealer

Tørvearealerne blev fastlagt ved brug af de kort, som også Miettinen et al. 2016, har anvendt til at kortlægge ændringer i arealdække i perioden 1990-2015 i tørvearealerne i halvøen Malaysia, Sumatra og Borneo. For Sumatra og Kalimantan har Miettinen et al. (2016) medtaget tørvearealer fra Wetlands Internationals atlas over tørvearealer i forholdet 1:700 000 (Wahyunto et al. 2003, Wahyunto et al. 2004), hvor tørv defineres som følger: "Jord, der gennem en lang periode er dannet ved akkumulering af organisk materiale som f.eks. planterester. Tørvearealer er generelt vandfyldte eller oversvømmede hele året, medmindre de drænes". Som anført i Wahyunto og Suryadiputra (2008) samlede tørveatlasserne data fra en lang række kilder, som primært bruger billedmateriale (satellit-, radar- og luftfotodata) samt landmåling og jordbundskort til at kortlægge distributionen af tørvearealer. For Malaysia blev tørvearealer fra European Digital Archive of Soil Maps anvendt (Selvaradjou et al. 2005).

En analyse, som specifikt omhandler skovrydning som følge af palmeolieudvidelse i tørvearealer, blev udført på grund af betydningen af tørv for denne biobrændstofafgrødes samlede arealanvendelse og påvirkning af drivhusgasserne. Ved brug af data om udvidelse af industriel palmeolie fra Miettinen et al. 2016, blev størrelsen af det tab af trædække, der skete inden året for den kendte palmeolieudvidelse fra 2008-2015, anslået.

Data om drivhusgasemissioner

Emissioner fra skovrydning siden 2008 blev estimeret som tabet af kulstof fra den overjordiske biomasse. Emissioner udtrykkes i megaton kuldioxid (Mt CO2).

Emissioner fra tab af overjordisk biomasse blev beregnet ved at sammenholde kortet over tab af trædække (fra 2008-2015) og et kort over overjordisk levende træbiomoasse i 2000. Biomassekortet, som er udarbejdet af Woods Hole Research Center ud fra satellit- og jordobservationer, findes på Global Forest Watch. Det blev antaget, at hele tabet af biomasse skyldes emissioner til atmosfæren under rydning, selv om visse årsager til tab af trædække er forbundet med en vis forsinkelse. Emissioner er bruttoestimater og ikke nettoestimater. Det betyder, at arealanvendelsen efter rydningen og den tilknyttede kulstofværdi ikke er taget i betragtning. Kulstofandelen af overjordisk biomasse blev antaget at være 0,5 (IPCC 2003), og kulstof blev omdannet til kuldioxid ved brug af konverteringsfaktoren 44/12 eller 3,67. En af fordelene ved at bruge et pixelbaseret kort over skovbiomasse med kontinuerlige værdier i stedet for at tildele kategoribaserede kulstofværdier til forskellige typer arealdække (f.eks. skov, krat, IPCC Tier 1-værdier osv.) er, at de data, der anvendes til at estimere tab af biomasse, er fuldstændigt uafhængige af, hvilket kort over arealdække der er anvendt til at estimere ændringer i arealdække.

Emissioner, der er forbundet med andre kulstofpuljer, f.eks. underjordisk biomasse (rødder), dødt træ, affald og kulstof i jorden, herunder tørvenedbrydning eller brand, er udelukket fra analysen.

Analysens omfang

Omfanget af den globale analyse er fastlagt ved at sammenholde kortet over råvaredrevet skovrydning (Curtis et al. 2018) med de undersøgte biobrændstofrelevante afgrøder (palmeolie, kokosnød, hvede, rapsfrø, majs, sojabønner, sukkerroer, solsikke og sukkerrør). Kun pixler, der indeholdt en af disse ni undersøgte afgrøder, og som berørte kategorien af råvaredrevet skovrydning, blev medtaget i analysen.

Model for afgrødetildeling

Den samlede skovrydning og de samlede emissioner inden for en bestemt pixel på 1 km blev tildelt forskellige undersøgte biobrændstofafgrøder baseret på den andel af hver afgrøde, der findes i den pågældende pixel ("afgrøde X", f.eks. soja), i forhold til det samlede landbrugsareal i pixlen, som her defineres som summen af afgrødeareal og græsningsareal. På denne måde kunne hver biobrændstofs relative bidrag til pixlens samlede landbrugspåvirkning danne grundlag for tildeling af dens tilknyttede skovrydning og påvirkning af drivhusgasemissionerne.

Da der ikke forelå et enkelt, globalt konsistent og ajourført kort over landbrugsarealer fordelt efter afgrødetype, har vi anvendt en procedure i to trin til at anslå den relative betydning af hver undersøgt biobrændstofafgrøde for skovrydningen og emissioner på et bestemt sted (ligning 1). I det første trin har vi anvendt afgrødedata for det senest tilgængelige år (MapSPAM, 2005) til at beregne forholdet mellem afgrøde X og det samlede afgrødeareal inden for en pixel. I det andet trin har vi anvendt EarthStat-data (2000) til at beregne forholdet mellem det samlede afgrødeareal og det samlede græsningsareal+afgrødeareal i en pixel. (EarthStat-data blev anvendt, fordi MapSPAM ikke omfatter kort over græsningsarealer, og fordi udvidelsen af græsningsarealer også påvirker skovrydningsdynamikken.) Ved at kombinere disse to trin fås et overslag over afgrøde X's relative bidrag til landbrugets samlede påvirkning i en bestemt pixel, selv om der bruges forskellige datakilder fra forskellige perioder.

Ligning 1:

Endelige beregninger

Efter at kortene over afgrødetildeling var udarbejdet for hver undersøgt biobrændstofafgrøde, multiplicerede vi den samlede skovrydning og de samlede drivhusgasemissioner med andelen af afgrøde X i hver pixel på 1 km og beregnede de globale oversigtsstatistikker fordelt på skovrydning og emissioner på arealer med en kronedækningsgrad på mere end 30 % og på arealer med en kronedækningsgrad på 10-30 %.

GIS-resultaterne viser den skovrydning, der blev observeret i løbet af de otte kalenderår 2008-2015, som var forbundet med forskellige afgrøder. For at afgøre, hvilken andel af afgrødeudvidelsen der var forbundet med skovrydning, blev det samlede areal af skovrydning i disse år divideret med den tilsvarende udvidelse af arealet med den pågældende afgrøde. For at tage højde for det forhold, at en afgrøde stadig kan forårsage skovrydning, selv om det samlede afgrødeareal mindskes på globalt plan, men udvides i visse lande, blev andelene beregnet på grundlag af bruttoudvidelsen af det globale afgrødeareal, som er summen af udvidelserne af afgrødearealet i de lande, hvor det ikke er blevet mindsket.

Data om høstede arealer blev desuden justeret for at få oplysninger om tilplantede arealer: For etårige afgrøder antages det, at udvidelsen af afgrødearealet er den samme som udvidelsen af det høstede areal. For (semi-)permanente afgrøder blev den andel af afgrødearealet, som ikke er høstet, fordi planterne endnu ikke er modne, medregnet. Sukkerrør skal genplantes omkring hvert femte år, men høstes kun fire gange, da de stadig er umodne efter det første år. Oliepalmer genplantes omkring hvert 25. år og bærer frugt i de sidste 22 år.

For de fleste afgrøder anvendte man databasen [FAOstat 2008], som viser det høstede areal efter kalenderår. Kun for palmeolie er der anvendt data fra [USDA 2008], fordi den indeholder data om alle modne palmeoliearealer, herunder i år, hvor høst ikke var mulig på grund af oversvømmelse. Denne database indeholder også flere lande for denne afgrøde.

Tabel: Sammendrag af datakilder bag WRI GIS-analysen.

Datasæt

Kilde

Skov- og tørveareal

Trædække 2000

Hansen et al. 2013

Tørvearealer

Miettinen et al. 2016

Skovrydning

Tab af trædække

Hansen et al. 2013 (+ årlige ajourføringer om GFW)

Råvaredrevet skovrydning

Curtis et al. 2018

Palmeolieudvidelse 2000-2015 (til estimering af skovrydning på tørv)

Indonesien, Malaysia

Miettinen et al. 2016

Drivhusgasemissioner

Overjordisk biomasse

Zarin et al. 2016

Data om afgrøde- og græsningsarealer

MapSPAM (fysisk areal)

IFPRI og IIASA 2016

EarthStat

Ramankutty et al. 2008



Referencer

Curtis, C., C. Slay, N. Harris, A. Tyukavina, M. Hansen. 2018. Classifying Drivers of Global Forest Loss. Science 361: 1108-1111. doi: 10.1126/science.aau3445.

Graesser, J., Aide, T. M., Grau, H. R. og Ramankutty, N. (2015). Cropland/pastureland dynamics and the slowdown of deforestation in Latin America. Environmental Research Letters, 10(3), 034017. http://doi.org/10.1088/1748-9326/10/3/034017 Hansen, M. P. Potapov, R. Moore, M. Hancher, S. Turubanova, A. Tyukavina, D. Thau, S. Stehman, S. Goetz, T. Loveland et al. 2013. "High-Resolution Global Maps of 21st-Century Forest Cover Change". Science 341: 850-853. doi: 10.1126/science.1244693.

International Food Policy Research Institute (IFPRI) og International Institute for Applied Systems Analysis (IIASA). 2016. "Global Spatially-Disaggregated Crop Production Statistics Data for 2005 Version 3.2", Harvard Dataverse 9. doi: 10.7910/DVN/DHXBJX.

IPCC 2003: Penman J., M. Gytandky, T. Hiraishi, T. Krug, D. Kruger, R. Pipatti, L. Buendia, K. Miwa, T. Ngara, Ngara, K. Tanabe et al. 2003. Good Practice Guidance for Land Use, Land-Use Change and Forestry. Institute for Global Environmental Strategies for the IPCC. Japan.

Miettinen, J., C. Shi og S. C. Liew. 2016. "Land Cover Distribution in the Peatlands of Peninsular Malaysia, Sumatra, and Borneo in 2015 with Changes since 1990". Global Ecology and Conservation 6: 67-78. doi: 10.1016/j.gecco.2016.02.004  

Ramankutty, N., A. Evan, C. Monfreda og J. Foley. 2008. Farming the planet: 1. Geographic distribution of global agricultural lands in the year 2000. Global Biogeochemical Cycles 22. doi:10.1029/2007GB002952.

Selvaradjou S., L. Montanarella, O. Spaargaren, D. Dent, N. Filippi, S. Dominik. 2005. European Digital Archive of Soil Maps (EuDASM) - Metadata on the Soil Maps of Asia. Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer. Luxembourg.

Wahyunto, S. Ritung, H. Subagjo. 2003. Maps of Area of Peatland Distribution and Carbon Content in Sumatra, 1990-2002. Wetlands International — Indonesia Programme & Wildlife Habitat. Canada.

Wahyunto, S. Ritung, H. Subagjo. 2004. Maps of Area of Peatland Distribution and Carbon Content in Kalimantan, 1990-2002. Wetlands International — Indonesia Programme & Wildlife Habitat. Canada.

Zarin, D., N. Harris, A. Baccini, D. Aksenov, M. Hansen, C. Azevedo-Ramos, T. Azevedo, B. Margono, A. Alencar, C. Gabris et al. 2016. Can Carbon Emissions from Tropical Deforestation Drop by 50 % in 5 Years? Global Change Biology 22: 1336-1347. doi: 10.1111/gcb.13153

(1)

     Ifølge [Gibbs et al. 2015, figur 1] lå den gennemsnitlige sojaudvidelse til skov i Amazon i perioden 2009-2013 på ~2,2 %. Data for 2008 er ikke medtaget, idet den brasilianske regerings plan for forebyggelse af og kontrol med skovrydning i Amazon (PPCDAa) i Brasiliens skovbrugslov, som blev efterfulgt af en markant reduktion af skovrydningen i Amazon, endnu ikke blev håndhævet. [Gibbs et al. 2015]'s estimat er baseret på den officielle PRODES-database om skovrydning, som også blev anvendt til at overvåge overholdelsen af PPCDAa-loven. [Richards et al. 2017] bemærkede imidlertid, at PRODES-databasen siden 2008 i stigende grad har været afvigende fra andre indikatorer for skovtab. Dette skyldes, at den anvendes til at håndhæve loven: Skovryddere har lært at rydde små områder eller foretage skovrydning i områder, der ikke overvåges af PRODES-systemet. Med data fra den alternative GFC-skovovervågningsdatabase har [Richards et al. 2017] (i de supplerende oplysninger) påvist, at PRODES siden 2008 har undervurderet skovrydningen med en gennemsnitsfaktor på 2,3 sammenlignet med GFC-databasen. Data fra skovbrande bekræfter GFC's variationer fra år til år i skovrydningsareal og ikke de variationer, der fremgår af PRODES.

(2)

     Data om areal, hvor skovhugst har fundet sted, foreligger for alle lande. Dette areal er dog mindre end det tilplantede areal, fordi umodne palmetræer ikke bærer frugt. Forholdet mellem forøgelsen af det tilplantede areal og det høstede areal afhænger imidlertid også af andelen af umodne palmer fra genplantning. Forøgelser af det tilplantede areal blev konstateret i Indonesiens og Malaysias nationale statistikker, og de blev kombineret med justerede forøgelser af det høstede areal for de øvrige lande.

(3)

     Data om tilplantet areal for den pågældende region og periode blev ikke fundet.

(4)

     Miettinen et al. har kun medregnet modne palmearealer. I dette tilfælde er det derfor mest hensigtsmæssigt at dividere med det modne palmeareal og ikke det samlede tilplantede areal. Data fra den amerikanske Department of Agriculture Foreign Agricultural Service om "høstet areal" blev anvendt, hvilket reelt henviser til "modent tilplantet areal", og er blevet kontrolleret i forhold til andre data som f.eks. salget af oliepalmefrøplanter. Data fra FAO er mindre anvendelige, fordi de f.eks. afspejler midlertidige reduktioner i det høstede areal i 2014/2015 som følge af oversvømmelser i Malaysia.

(5)

     Data om tilplantet areal for den pågældende region og periode blev ikke fundet.

(6)

     [Gunarso et al. 2013] giver selv en forklaring: De identificerede kun tilplantning på tørvearealer, hvis arealet var tørvemose fem år tidligere. Hvis arealet allerede var drænet, blev det tildelt en anden arealanvendelse, f.eks. "bar jord". Omlægning af mosearealer til palmeolieplantager kræver ikke kun skovrydning, men også anlæg af et tæt net af drænrør og jordkomprimering, hvilket betyder, at der går længere tid, inden oliepalmetræer kan identificeres på satellitbilleder. På halvøen Malaysia (som har et lille tørveareal) skete der ingen palmeolieudvidelse til bar jord i 2005-2010, og i Sarawak skete 37 % af udvidelsen til "bar jord". Desuden er der sket en betydelig omlægning fra tørvemose til "skovlandbrug og plantager" og derefter fra "skovlandbrug og plantager" til oliepalmer i efterfølgende femårige perioder, således at oliepalmeplantager i deres tidlige faser fejlagtigt blev antaget for skovlandbrug eller plantager med andre afgrøder.

(7)

     BBSDLP er det indonesiske center for forskning og udvikling af landbrugsressourcer.

(8)

     0,5 m tropisk tørv indeholder ca. 250-300 ton kulstof pr. hektar, hvoraf næsten alt vil blive frigivet i det første årti efter dræning.

(9)

Ajourførte MapSPAM-data for 2010 blev frigivet den 4. januar 2019 umiddelbart efter færdiggørelsen af denne analyse.

(10)

 Undersøgelsen udarbejdet af Curtis et al. (2018) er under ajourføring med henblik på at vise de dominerende drivkræfter bag tabet af trædække efter 2015.