18.12.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 456/27


Meddelelse fra Kommissionen om videreførelse af den særlige ordning for driftsstøtte til lufthavne med op til 700 000 passagerer om året, som er fastlagt i retningslinjerne for statsstøtte til lufthavne og luftfartsselskaber

(2018/C 456/06)

1.   

I retningslinjerne for statsstøtte til lufthavne og luftfartsselskaber (1) (»retningslinjerne«) præciseres de betingelser, på hvilke offentlig finansiering af lufthavne og luftfartsselskaber kan udgøre statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og når den udgør statsstøtte de betingelser, på hvilke den kan erklæres forenelig med det indre marked.

2.   

Driftsstøtte udgør principielt en meget konkurrencefordrejende type støtte, som kun kan godkendes under ekstraordinære omstændigheder. Kommissionen finder, at lufthavne og luftfartsselskaber normalt bør afholde deres egne driftsomkostninger. For at gøre det muligt for luftfartssektoren at tilpasse sig nye markedssituationer, såsom øget konkurrence mellem lufthavne om at tiltrække luftfartsselskaber, kan visse former for driftsstøtte til lufthavne imidlertid stadig være berettiget på visse betingelser.

3.   

I denne forbindelse fastsættes der i retningslinjerne en overgangsperiode på 10 år gældende fra den 4. april 2014, i hvilken lufthavne med en gennemsnitlig årlig trafik på højst 3 mio. passagerer om året kan modtage driftsstøtte. Ved overgangsperiodens udløb i 2024 skal alle lufthavne have opnået fuld dækning af deres driftsomkostninger, og driftsstøtte til lufthavne vil ikke længere blive betragtet som forenelig med det indre marked efter den dato, dog undtaget driftsstøtte ydet i henhold til de horisontale statsstøtteregler, som finder anvendelse på finansiering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (2).

4.   

I retningslinjerne anerkendes det, at lufthavne med en årlig passagertrafik på op til 700 000 passagerer kan have større problemer med at opnå fuld dækning af deres omkostninger i løbet af den 10-årige overgangsperiode. I retningslinjerne fastsættes der derfor en særlig ordning for disse lufthavne, i første omgang for en periode på fem år indtil den 3. april 2019.

5.   

I forbindelse med denne særlige ordning fastsættes støttebeløbet i princippet på forhånd som et fast beløb, der dækker det forventede behov for driftsfinansiering (fastsat på grundlag af en forudgående forretningsplan) (3). Det maksimalt tilladte støttebeløb i hele overgangsperioden er under alle omstændigheder begrænset til 80 % af det indledende behov for driftsfinansiering i en periode på fem år (4).

6.   

Det fremgår af retningslinjerne, at Kommissionen på ny vil vurdere behovet for fortsat at give særbehandling og de fremtidige udsigter til fuld dækning af driftsomkostningerne for denne type lufthavn, især i forbindelse med ændringer i markedsvilkårene og rentabilitetsudsigterne efter fire år. Retningslinjerne indeholder ikke særlige regler for driftsstøtte til denne kategori af lufthavne efter den 3. april 2019.

7.   

I punkt 175 i retningslinjerne anfører Kommissionen, at den foretager en samlet evaluering af retningslinjerne senest den 4. april 2020, herunder af reglerne om driftsstøtte til lufthavne.

8.   

Idet en gennemgang af de specifikke regler for mindre lufthavne og de øvrige bestemmelser om driftsstøtte vil give mulighed for en mere omfattende vurdering af markedssituationen, bør den nye vurdering af denne særlige ordning foretages inden for rammerne af den samlede evaluering af retningslinjerne, der vil blive gennemført senest den 4. april 2020. Dette vil også gøre det muligt for Kommissionen at vurdere hensigtsmæssigheden af retningslinjerne som helhed, og om nødvendigt at foreslå en sammenhængende pakke af ændringer vedrørende alle kategorier af lufthavne og typer støtte.

9.   

Som følge af udsættelsen af evalueringen af de særlige regler for lufthavne med op til 700 000 passagerer om året skal anvendelsesperioden for de eksisterende regler forlænges, hvilket vil sikre kontinuitet og retssikkerhed i behandlingen af denne type støtte. Derfor forlænges den særlige ordning, der er fastsat i punkt 130 i rammebestemmelserne indtil den 3. april 2024, hvorved overgangsperioden for anvendelsen af reglerne for mindre lufthavne bringes på linje med reglerne for lufthavne med mere end 700 000 passagerer om året.

10.   

Således udgør det maksimalt tilladte støttebeløb til lufthavne med op til 700 000 passagerer om året fra og med datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende 80 % af det oprindelige behov for driftsfinansiering i en periode på ti år efter overgangsperiodens begyndelse. Hvis det årlige gennemsnitlige finansieringsbehov for en lille lufthavn i perioden 2009-2013 eksempelvis er 1 mio. EUR, vil det maksimale driftsstøttebeløb, som lufthavnen kan modtage på forhånd som et fast beløb, være på 8 mio. EUR over 10 år (80 % × 1 mio. × 10).


(1)  EUT C 99 af 4.4.2014, s. 3.

(2)  Jf. Kommissionens afgørelse 2012/21/EU af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT L 7 af 11.1.2012, s. 3). Kommissionens meddelelse om Den Europæiske Unions rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (2011) (EUT C 8 af 11.1.2012, s. 15).

(3)  Jf. punkt 121 i retningslinjerne.

(4)  Jf. punkt 130 i retningslinjerne.