24.9.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 340/5 |
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN
Tilgængeligheden og anvendelsen af en vejledning til gennemførelse af punkt 3.6.5 og 3.8.2 i bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår hormonforstyrrende egenskaber
(EØS-relevant tekst)
(2018/C 340/03)
Vejledningen »Guidance for the identification of endocrine disruptors in the context of Regulations (EU) No 528/2012 and (EC) No 1107/2009« (1) er udarbejdet af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) med støtte fra Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter (JRC). Heri vejledes ansøgere og bedømmere hos de kompetente tilsynsmyndigheder i anvendelsen af de videnskabelige kriterier til bestemmelse af hormonforstyrrende egenskaber, som indføres ved Kommissionens forordning (EU) 2018/605 (2). Disse videnskabelige kriterier vil fra den 10. november 2018 finde anvendelse på igangværende og fremtidige ansøgninger om godkendelse af eller fornyelse af godkendelse af aktivstoffer, safenere eller synergister i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 (3).
I forbindelse med udarbejdelsen af vejledningen har EFSA og ECHA ved flere lejligheder hørt medlemsstater, interessenter og almenheden. Derudover drøftede medlemsstaterne casestudier under en workshop, som Kommissionen, EFSA og ECHA afholdt til dette formål den 1. og 2. februar 2018. Det endelige udkast til vejledningen blev desuden drøftet den 25. maj 2018 af Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (sektionen »Phytofarmaceutiske produkter — Lovgivning«). Udarbejdelsen af vejledningen og bemærkningerne fra agenturerne er dokumenteret og offentliggjort af EFSA og ECHA.
Den 5. juni 2018 vedtog ECHA og EFSA vejledningen, som de offentliggjorde den 7. juni 2018. Vejledningen foreligger således, inden de videnskabelige kriterier, der er fastsat i forordning (EU) 2018/605, finder anvendelse.
I samråd med Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder og med henblik på en ensartet og effektiv anvendelse af de videnskabelige kriterier, der indføres ved forordning (EU) 2018/605, meddeler Kommissionen hermed, at den offentliggjorte vejledning skal følges ved anvendelsen af punkt 3.6.5 og 3.8.2 i bilag II til forordning (EF) nr. 1107/2009 fra anvendelsesdatoen for forordning (EU) 2018/605 (som er den 10. november 2018).
(1) Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) med støtte fra Det Fælles Forskningscenter (JRC). Guidance for the identification of endocrine disruptors in the context of Regulations (EU) No 528/2012 and (EC) No 1107/2009, http://www.efsa.europa.eu/en/efsajournal/pub/5311.
(2) Kommissionens forordning (EU) 2018/605 af 19. april 2018 om ændring af bilag II til forordning (EF) nr. 1107/2009 ved at fastlægge videnskabelige kriterier til bestemmelse af hormonforstyrrende egenskaber (EUT L 101 af 20.4.2018, s. 33).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1).