16.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/11


Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse om »Kunstig intelligens for Europa«

(2019/C 168/03)

Ordfører

Jan TREI (EE/EPP), borgmester i Viimsi landkommune

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Europæiske Regionsudvalg — Kunstig intelligens for Europa

COM(2018) 237 final

POLITISKE ANBEFALINGER

DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG

Generelle bemærkninger

1.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over meddelelsen om »Kunstig intelligens for Europa« og støtter fuldt ud målet om at udvikle en fælles strategi for at sætte skub i investeringerne, forberede sig på socioøkonomiske forandringer, øge retssikkerheden i forbindelse med kunstig intelligens og udarbejde etiske retningslinjer. Udvalget beklager imidlertid, at Kommissionen kun afsatte meget kort tid til høringen om disse udkast til retningslinjer (1);

2.

deler Kommissionens opfattelse af, at kunstig intelligens vil medføre ekstraordinære og hidtil usete forandringer. Udvalget understreger den betydning, som kunstig intelligens kan få med hensyn til at gøre Den Europæiske Union mere konkurrencedygtig, mere inklusiv og mere bæredygtig og dermed bidrage til gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling (SDG) og til forbedringen af europæernes livskvalitet;

3.

opfordrer EU til at udnytte muligheden for at automatisere procedurer og tilbagevendende opgaver ved hjælp af maskiner og kunstig intelligens (AI): de kan løse disse opgaver i meget større målestok og langt hurtigere, end hvad mennesket formår. Udvalget advarer samtidig mod farerne ved ukontrolleret maskinlæring og automatiseret beslutningstagning, som underminerer den menneskelige dimension og den merværdi, mennesket tilfører;

4.

understreger, at kunstig intelligens i øjeblikket forårsager en større omstilling af den europæiske økonomi og det europæiske samfund, og at denne udvikling vil fortsætte, og er enigt i, at der er behov for en klar europæisk ramme for kunstig intelligens;

5.

er enigt i, at de politiske beslutningstagere bør sikre etableringen af et AI-miljø og udarbejdelsen af nogle etiske retningslinjer for et AI-økosystem. Udvalget bemærker imidlertid, at der er presserende behov for lovgivningsforslag på europæisk plan;

6.

fremhæver den fælles indsats, der gøres af offentlige (europæiske, nationale, regionale, lokale) og private aktører, for indtil 2020 og derefter gradvist at øge den samlede investeringsvolumen;

7.

understreger betydningen af bedre forbindelser mellem EU's forskellige politiske foranstaltninger og programmer (herunder EFSI, de europæiske struktur- og investeringsfonde, Horisont Europa, det digitale Europa, Erasmus) til fremme af kunstig intelligens;

8.

mener, at de lokale og regionale myndigheder i de kommende år bør bidrage til at fastsætte betingelserne og skabe gunstige forhold for øgede investeringer i AI, hvor de nationale og europæiske strategier bør afstemmes for at give EU-borgere mulighed for at være både producenter og forbrugere af løsninger;

9.

bemærker, at investering i kunstig intelligens bør ledsages af en tilpasset lovgivningsmæssig ramme, en definition af interaktionen med offentlige tjenester og en lovgivningsmæssig tilgang til anvendelsen af data og anvendelsen i det offentlige rum samt uddannelse af borgere, arbejdstagere, virksomheder, forvaltninger og de yngre generationer;

10.

minder om tilsagnene i Tallinnerklæringen om e-forvaltning (2) og påpeger, at anvendelse af kunstig intelligens i e-forvaltningen i hele EU kan øge effektiviteten, gennemsigtigheden og adgangen til offentlige tjenester;

11.

understreger betydningen af øgede forskningsinvesteringer til automatisering af industrien gennem AI og den betydelige stigning i produktiviteten i alle europæiske regioner;

12.

slår fast, at man på højeste politiske niveau bør tage kunstig intelligens og de dermed forbundne investeringer i banebrydende innovation alvorligt, hvis man vil bidrage til en forbedring af EU's konkurrenceevne og de europæiske borgeres velfærd;

13.

anerkender indsatsen for at øge investeringerne i AI både i den indeværende periode og i forslagene til den næste flerårige finansielle ramme, men udtrykker bekymring over, at det foreslåede beløb ikke vil være tilstrækkeligt til at tackle de kommende udfordringer og til at forholde sig til andre landes strategier;

14.

beklager, at den foreslåede strategi for medlemsstaterne ikke er bindende, selv om AI er yderst vigtig for den økonomiske vækst. Hvis Europa seriøst ønsker at give sig i kast med kunstig intelligens, forudsætter det et reelt politisk og økonomisk engagement på flere forskellige niveauer;

15.

understreger navnlig, at man for at fremme kunstig intelligens bør sikre en bedre sammenkædning mellem EU's forskellige politikker og programmer (f.eks. EFSI, Europæiske struktur- og investeringsfonde, Horisont Europa, det digitale Europa, Erasmus osv.) og opfordrer i den forbindelse til en klar vision;

16.

understreger, at der bør udarbejdes mere fleksible mekanismer til gennemførelse af AI og finansiering af dermed forbundet innovation, da sektoren er i en hastig udvikling, og langvarige finansieringsmekanismer ikke er fleksible nok til at holde trit med disse ændringer;

17.

er enigt i, at interoperabilitet og bedst mulig udnyttelse af den digitale kapacitet — herunder også AI — er af afgørende betydning for den offentlige sektor og områderne af offentlig interesse;

18.

bemærker, at meddelelsen fokuserer på en fælles indsats fra den (nationale som europæiske) offentlige og private sektor for at fremme EU's tekniske og industrielle kapacitet samt anvendelsen af kunstig intelligens i alle økonomiske sektorer;

19.

påpeger, at det lokale og regionale niveau ikke er blevet inddraget i de målrettede foranstaltninger for den offentlige sektor, og mener, at disse to myndigheds- og forvaltningsniveauer ikke bør tilsidesættes, da de indtager en vigtig rolle i forbindelse med investeringer i AI, fremme af investeringer og fremme af AI-økosystemer på deres område;

20.

understreger i den forbindelse, at det interregionale samarbejde bør styrkes gennem intelligente specialiseringsstrategier. Dette indebærer intra- og interregionalt samarbejde med udgangspunkt i samarbejds- og beslutningsprocesser blandt aktørerne inden for industri, forskning og innovation, der fremmer efterspørgselsstyret innovation og kollektive løsninger, der også kan bane vejen for kunstig intelligens, såvel i den offentlige som i den private sektor;

21.

mener i denne forbindelse, at oprettelsen af regionale økosystemer og innovationsknudepunkter i væsentlig grad kan bidrage til etableringen af effektive territoriale forbindelser og styrke EU's konkurrenceevne og samhørighed;

22.

støtter idéen om oprettelse af en bred flerinteressentplatform — en europæisk AI- alliance — der vedrører alle aspekter af kunstig intelligens, og påpeger, at man i dette arbejde også bør inddrage regionale og lokale interessenter;

23.

støtter fremme af samspillet mellem den europæiske alliance vedrørende kunstig intelligens (»European AI Alliance«) med Europa-Parlamentet, medlemsstaterne, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Europæiske Regionsudvalg;

24.

glæder sig over den planlagte støtte til etablering af test- og forsøgsinfrastrukturer, der kan benyttes af virksomheder af alle størrelser i alle regioner;

25.

støtter forslaget om etablering af en »AI-on-demand-platform«, som digitale innovationsknudepunkter kan give lettere adgang til;

26.

er af den opfattelse, at digitale innovationsknudepunkter kan spille en afgørende rolle for udformningen og udviklingen af digitale færdigheder i både den private og den offentlige sektor;

27.

konstaterer, at initiativet til digitalisering af den europæiske industri har til formål at sikre, at der i hver region inden år 2020 findes et digitalt innovationscentrum. Mange regioner i det eksisterende net er imidlertid fortsat underrepræsenterede;

28.

opfordrer til en hurtig skræddersyet indsats til forbedring af borgernes digitale færdigheder og viden i både den offentlige og den private sektor for at undgå voksende ulighed mellem borgere, regioner og sektorer i EU;

29.

understreger behovet for at styrke offentlige pilotprojekter i regionerne for at fremme anvendelse af kunstig intelligens i fremtidens samfund (herunder behovsbaseret transport, sociale tjenester, intelligente byer osv.) og at sætte borgerne i stand til at acceptere AI og udnytte det til egen fordel;

30.

gør opmærksom på, at AI kan støtte bæredygtig vækst ved stordriftsfordele, men at der samtidig sker en stor værditilvækst gennem nye varer, tjenesteydelser og innovation, der kan lade sig gøre takket være AI;

31.

understreger, at der bør iværksættes efteruddannelsesmuligheder og finansielle ressourcer for de lokale og regionale myndigheder, så der kan arrangeres omskoling i forbindelse med de arbejdspladser, der bliver ændret eller forsvinder, som følge af kunstig intelligens;

32.

insisterer på, at der i forbindelse med de næste finansielle overslag for EU for 2021-2027 skal afsættes betydelige finansielle ressourcer til udvikling af AI (herunder for programmet »digitalt Europa« for perioden 2021-2027);

33.

understreger, at grænsefladen mellem byvækst, teknologi, infrastruktur og kapitalkrav er et enestående sæt af muligheder og udfordringer for byer og regioner, hvilket skaber behov for flerniveaustyring og investeringer i fysisk, digital og social infrastruktur. Udvalget fremhæver vigtigheden af at samarbejde med den private sektor for at sikre, at lovgivningen på dette område er formålstjenlig;

34.

understreger, at kunstig intelligens ikke er et mål i sig selv og fremover skal tilpasses e-forvaltningstjenester og de offentlige tjenesteydelser;

35.

finder det særdeles vigtigt, at man ved udviklingen af kunstig intelligens værner om privatlivets fred og de personlige rettigheder;

36.

fremhæver vigtigheden af AI og forbindelserne til extended reality (XR), virtuel reality (VR), augmented reality (AR), 3D-teknologier og robotteknologi, som vil danne et nyt grundlag for globale forretninger, platformøkonomi og læringsplatforme. Dette er med til at give lige adgang til forskelligt uddannelsesmæssigt og kulturelt indhold og til at skabe innovative videnudvekslingsplatforme til efteruddannelse af arbejdstagere;

37.

fremhæver, at udvikling af kapacitet inden for kunstig intelligens er en afgørende faktor for industriens og den offentlige sektors digitale omstilling;

38.

understreger, at en forudsætning for, at etableringen af det digitale Europa bliver en succes, først og fremmest er, at arbejdsmarkederne og uddannelsessystemerne i EU er de rette til den digitale tidsalder. Avancerede digitale teknologier som højtydende databehandling, cybersikkerhed, kunstig intelligens har i dag nået et modenhedsniveau, der gør, at de kan flyttes fra forskningsstadiet til gennemførelse, anvendelse og videreudvikling i EU.

Bruxelles, den 6. februar 2019.

Formand

Karl-Heinz LAMBERTZ

for Det Europæiske Regionsudvalg


(1)  https://ec.europa.eu/digital-single-market/en/news/draft-ethics-guidelines-trustworthy-ai.

(2)  Tallinnerklæringen om digital forvaltning blev undertegnet på ministerrådsmødet under det estiske formandskab for Rådet den 6. oktober 2017.