Bruxelles, den 8.5.2018

COM(2018) 273 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

om udvikling af børnepasningsfaciliteter for små børn for at øge kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet, skabe en balance mellem arbejdsliv og privatliv for arbejdende forældre samt skabe bæredygtig og inkluderende vækst i Europa ("Barcelonamålene")


Resumé

Det er afgørende, at der er adgang til og tilgængelighed af børnepasningsfaciliteter af høj kvalitet, som er økonomisk overkommelige, for at kvinder – og mænd – med omsorgsforpligtelser kan deltage på arbejdsmarkedet 1 . Førskoleundervisning og børnepasningsordninger af høj kvalitet er desuden et vigtigt værktøj til at tackle eventuelle vanskeligheder hos socialt dårligt stillede børn 2 samt godt for den kognitive og sociale udvikling af børn fra en tidlig alder 3 .

Helt tilbage i 2002 anerkendte Det Europæiske Råd i Barcelona 4 denne situation og fastsatte målsætninger for børnepasningsfaciliteter af høj kvalitet, der er økonomisk overkommelige, for børn i førskolealderen i to mål, dvs. 90 % af alle børn i aldersgruppen fra tre år til den skolepligtige alder og 33 % af alle børn under tre.

Formålet med denne rapport er som led i gennemførelsen af Kommissionens meddelelse om balance mellem arbejdsliv og privatliv for erhvervsaktive forældre og omsorgspersoner 5 at undersøge, hvor langt medlemsstaterne er kommet i gennemførelsen af Barcelonamålene siden sidste rapport fra 2013.

Overordnet set er Barcelonamålet generelt nået for børn under tre år i EU-28, idet 32,9 % af alle børn i EU er dækket, selv om der stadig er store forskelle mellem medlemsstaterne.

Ifølge de seneste tal fra 2016 er målet på 33 % stort set blevet opfyldt i 12 medlemsstater: I syv ud af 12 EU-medlemsstater har mellem 33 % og 49 % af alle børn adgang til børnepasning, og i fem EU-medlemsstater har 50 % eller flere af alle børn adgang. I de resterende 16 medlemsstater har mindre end 33 % af alle børn adgang til børnepasning, hvoraf det i ti medlemsstater er mindre end 25 % af alle børn i den mindste aldersgruppe, der har adgang til børnepasning.

Barcelonamålet er ikke nået for børn fra tre år til den skolepligtige alder. Fra 2016 går 86,3 % af alle børn fra tre år til den skolepligtige alder i en formel børnepasningsordning eller førskole Barcelonamålet er nået i 12 medlemsstater, og alle de resterende 16 medlemsstater har endnu ikke nået målet.

Adgangen til og brugen af børnepasning påvirkes af flere forskellige faktorer, nemlig retten til børnepasning, tilgængeligheden og kvaliteten. Samtidig er det vigtigt, at tilbuddene passer til forældrenes behov, f.eks. i forhold til afstand fra hjemmet og åbningstider, der passer til arbejdstid og behov.

Da omsorgsforpligtelser er den primære årsag til kvinders lave deltagelse på arbejdsmarkedet, hvilket svarer til et tab på 370 mia. EUR hvert år i Europa, er Barcelonamålene, som Det Europæiske Råd vedtog i 2002, stadig særdeles vigtige i 2018. 

1. Politisk baggrund

Underrepræsentationen af kvinder er et af de mest vedvarende problemer på arbejdsmarkedet i alle EU's medlemsstater. Forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens er 11,6 procentpoint, svarende til 18,2 procentpoint i fuldtidsækvivalenter 6 . Det medfører et økonomisk tab på 370 mia. EUR om året 7 .

Den primære årsag til kvinders lave deltagelse på arbejdsmarkedet er, at omsorgsforpligtelser i uforholdsmæssig grad bæres af kvinder i forhold til mænd. Kvinder har omsorgsforpligtelser på forskellige tidspunkter i deres liv, men især når de har små børn. I 2016 var den gennemsnitlige beskæftigelsesfrekvens for kvinder med ét barn under seks år ni procentpoint lavere end for kvinder uden små børn, og i flere medlemsstater var forskellen over 30 procentpoint. I nogle medlemsstater er 25 % af de inaktive kvinder inaktive pga. deres omsorgsforpligtelser.

Det er afgørende, at der er adgang til og tilgængelighed af børnepasningsfaciliteter af høj kvalitet, som er økonomisk overkommelige, for at kvinder – og mænd – med omsorgsforpligtelser kan deltage på arbejdsmarkedet.

Helt tilbage i 2002 anerkendte Det Europæiske Råd i Barcelona 8 denne situation og fastsatte målsætninger for børnepasningsfaciliteter af høj kvalitet, der er økonomisk overkommelige 9 , for børn i førskolealderen i to mål:

"Medlemsstaterne bør fjerne de negative incitamenter, der afholder kvinder fra at deltage i arbejdsmarkedet, og bør under hensyntagen til efterspørgslen efter børnepasningsfaciliteter og i overensstemmelse med de nationale mønstre på børnepasningsområdet tilstræbe at tilbyde børnepasning

ofor mindst 90 % af alle børn i aldersgruppen fra tre år til den skolepligtige alder og

ofor mindst 33 % af alle børn under tre [...]".

Det Europæiske Råd krævede, at disse mål skulle nås senest i 2010. I sin rapport fra 2013 om Barcelonamålene konkluderede Europa-Kommissionen, at disse mål ikke var blevet opfyldt for nogen af aldersklasserne, nemlig børn op til tre år og børn fra tre år og til den skolepligtige alder 10 .

I 2013 anførte Europa-Kommissionen i sin rapport om Barcelonamålene 11 , at om end der er opnået visse fremskridt siden 2002, var adgangen til børnepasning stadig ikke i tråd med målsætningerne, og at der stadig skulle gøres en betydelig indsats for at sikre tilstrækkelig adgang til pasningsordninger, navnlig for børn på under tre år:    

·Kun seks medlemsstater havde nået målene for begge aldersklasser (0-3, tre til den skolepligtige alder) i 2011 12 .

·Tre medlemsstater nåede kun målet for børn fra tre år til den skolepligtige alder 13 .

·Fire medlemsstater nåede kun målet for børn på 0-3 år 14 .

Kommissionens rapport fokuserede ikke kun på adgangen til pasningsmuligheder, men også på, at pasningsmulighederne skal være tilgængelige, overkommelige og af høj kvalitet.

Fuld deltagelse på arbejdsmarkedet for kvinder kræver, at der er adgang til børnepasning på fuld tid, som kan opfylde forældrenes behov for pasning i deres arbejdstid og i skolernes ferier. Desuden er børnepasning reelt kun en mulighed, hvis kvindelige arbejdstagere har råd til det og føler sig sikre på kvaliteten.

Dette er grunden til, at Barcelonamålene og de konkrete mål deri også blev gentaget i den europæiske ligestillingspagt (2011-2020) og omtalt i Europa 2020-strategien.

Ud over den regelmæssige overvågning af gennemførelsen af Barcelonamålene overvåges adgangen til pasningsmuligheder, som er økonomisk overkommelige og af høj kvalitet, som et vigtigt middel til at øge kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet i forbindelse med det europæiske semester. Dette er EU's årlige økonomiske styringsramme, som har til formål at overvåge, forebygge og korrigere problematiske økonomiske tendenser 15 .

Inden for rammerne af den europæiske søjle for sociale rettigheder vedtog Kommissionen den 26. april 2017 initiativet til støtte for balance mellem arbejdsliv og privatliv, som er en pakke med lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige tiltag møntet på at modernisere de nuværende retlige og politiske rammer for familieorlov 16 , fleksible arbejdsordninger og formelle pasnings- og plejeordninger samt fjernelse af økonomiske disincitamenter for sekundære forsørgere til at arbejde. Forbedring af børnepasning med hensyn til kvalitet, prisniveau og adgang er en vigtig del af dette initiativ, som sker gennem regelmæssig overvågning af målene, forbedring af dataindsamlingen og fremme af investeringer i social infrastruktur gennem de europæiske struktur- og investeringsfonde 17 .

Bedre børnepasningstilbud med hensyn til prisniveau og kvalitet bidrager ikke kun til at forene arbejdsliv og familieliv, fremme kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og styrke ligestillingen mellem kønnene. De betyder også, at børnene bliver socioøkonomisk integreret og udvikler deres færdigheder fra en tidlig alder 18 .

I Kommissionens henstilling fra 2013 med titlen "Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte" 19 , som Rådet tilsluttede sig i november 2013, opfordres medlemsstaterne indtrængende til at investere mere i politikker om børn for at styrke deres rettigheder, reducere børnefattigdom og forbedre børns trivsel. Det er en del af en meget bredere "social investeringspakke" (SIP), som giver medlemsstaterne politisk vejledning om livslange sociale investeringer. I henstillingen understreges det, at der er omfattende bevis for, at dårligt stillede børn, som har haft adgang til børnepasningsordninger, har mindre sandsynlighed for at droppe ud af gymnasiet og blive arbejdsløse, hvilket dermed også forhindrer en række andre sociale problemer.

Endvidere vedtog Rådet (uddannelse) i 2009 benchmarks for uddannelse under strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET2020) 20 , herunder én for børn mellem fire år og den skolepligtige alder 21 . Ifølge denne benchmark eller dette mål skal mindst 95 % af børn mellem fire år og den skolepligtige alder deltage i førskoleundervisning 22 . Formålet med ET2020 er at forbedre de nationale uddannelsessystemer for at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden.

Ud over Barcelonamålene overvåger Kommissionen regelmæssigt gennemførelsen af uddannelsesmålene i ET2020, herunder målet for børn fra fire år og til den skolepligtige alder 23 . I 2017 konstaterede den, at 94,8 % af alle børn i gennemsnit deltog i førskoleundervisning og børnepasning i EU. Dermed kan ET2020-målet anses for stort set at være nået. I lyset heraf annoncerede Kommissionen i sin meddelelse om balance mellem arbejdsliv og privatliv, at den ville revidere ET2020-målet. Dette bekræftede den i sin meddelelse af 17. november 2017 om styrkelse af den europæiske identitet 24 , hvor den foreslog, at målet på 95 % skulle udvides til at omfatte børn fra tre år og frem til den skolepligtige alder. Dette ville betyde, at det eksisterende Barcelonamål for børn mellem tre år og den skolepligtige alder skulle hæves med 5 %. Endvidere forpligtede Kommissionen sig til at se på kvaliteten af børnepasningsordninger.

I maj 2018 fremsatte Kommissionen et forslag til Rådets henstilling om førskoleundervisning og børnepasningsordninger af høj kvalitet som en del af uddannelsespakken 25 , ledsaget af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene. Formålet med forslaget er at opmuntre og støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at forbedre kvaliteten af og adgangen til deres førskoleundervisning og børnepasningsordninger. Det grundlæggende princip for dette er, at de første år i en persons liv er de mest dannende for udviklingen af grundlæggende kompetencer og læringskapacitet, som kan have stor indflydelse på senere uddannelses- og jobmuligheder og bredere præstationer og tilfredshed i livet.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder, som medlemsstaterne tilsluttede sig den 17. november 2017, har bekræftet vigtigheden af formelle børnepasningsordninger. Den "sociale resultattavle", som ledsager søjlen, overvåger gennemførelsen af princip 11 i søjlen om børnepasning, navnlig for børn under tre år.

Ovenstående viser, at adgang til førskoleundervisning og børnepasning, som er økonomisk overkommelig og af høj kvalitet, tjener tre hovedformål:

·at forbedre det arbejdsmarkedsmæssige potentiale for kvinder med børn

·at udvikle de kognitive og sociale færdigheder for børn i førskolealderen

·at styrke den sociale inklusion af børn fra ugunstigt stillede miljøer 26 .

Formålet med denne rapport er som led i gennemførelsen af Kommissionens meddelelse om balance mellem arbejdsliv og privatliv for erhvervsaktive forældre og omsorgspersoner at undersøge, hvor langt medlemsstaterne er kommet i gennemførelsen af Barcelonamålene siden rapporten fra 2013. Denne vurdering viser sammen med konklusionen om, at ET2020-målet stort set er opnået, at det nu kan være tid til at overveje en samlet sammenhængende revision af alle mål for børn mellem 0 år og den skolepligtige alder.

2. Betydningen af børnepasning for kvinders øgede deltagelse på arbejdsmarkedet

Kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet er øget, men der er stadig forskel i kvinders og mænds deltagelse i alle medlemsstater. For EU-28 er forskellen 11,6 procentpoint og 18,2 procentpoint i fuldtidsækvivalenter. Litauen har den mindste forskel (2 %), mens Malta har den største (27 %).

[Figur 1: Beskæftigelsesfrekvens for kvinder i alderen 15-64, 2016, %]

Kilde: LFS 2016

Forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens er tæt forbundet med omsorgsforpligtelser.

Selv om det i de fleste medlemsstater er sådan, at modellen med to indkomster (begge partnere arbejder på fuld tid) og den modificerede familieforsørgermodel (én partner arbejder på deltid, og den anden på fuld tid) har erstattet modellen med en mandlig familieforsørger, er forskellen mellem kønnene med hensyn til inaktivitet og deltidsbeskæftigelse stadig stor – 31 % af kvinderne arbejder på deltid sammenlignet med 8 % af mændene. Nederlandene har den største andel af deltidsbeskæftigede, hvor 76,4 % af kvinderne og 26,2 % af mændene arbejder på deltid.

Der er meget store forskelle mellem medlemsstaterne i forhold til grundene til, at kvinder trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet eller arbejder på deltid (figur 1 og 2). Faktisk er mere end 10 % af kvinderne i Malta, Irland, Cypern, Rumænien, Polen, Italien, Spanien, Kroatien og Bulgarien inaktive på grund af deres personlige og familiemæssige forpligtelser, primært pasning af børn eller umyndiggjorte voksne (figur 2 nedenfor). Endvidere arbejder mere end 10 % af kvinderne på deltid i Nederlandene, Østrig, Det Forenede Kongerige, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Irland på grund af deres omsorgsforpligtelser (figur 3 nedenfor).


[Figur 2: Inaktivitet som følge af personlige og familiemæssige forpligtelser (pasning af børn eller umyndiggjorte voksne og andre familiemæssige eller personlige forpligtelser), kvinder, %]

Kilde: LFS 2006-2013

[Figur 3: Deltidsarbejde som følge af personlige og familiemæssige forpligtelser (pasning af børn eller umyndiggjorte voksne og andre familiemæssige eller personlige forpligtelser), kvinder, %]

Kilde: LFS 2006-2013

Hvis man ser nærmere på de underliggende årsager til inaktivitet og deltidsarbejde, viser det sig, at omkring 20 % af alle personer med omsorgsforpligtelser er inaktive eller arbejder på deltid som følge af mangel på børnepasningsmuligheder. Dette spænder fra mere end 80 %, som enten er inaktive eller arbejder på deltid, i Rumænien og Letland, til mere end 30 % i Kroatien, Cypern, Grækenland, Spanien, Irland, Portugal, Litauen, Ungarn, Slovenien og Polen til mindre end 10 % i Nederlandene, Finland og Sverige.



[Figur 4: Kvinder, som er inaktive eller arbejder på deltid som følge af omsorgsforpligtelser, og som melder om mangel på passende pasningsordninger, %]

Kilde: LFS 2006-2013

Utilstrækkelig børnepasningsinfrastruktur påvirker kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet. De negative beskæftigelsesmæssige konsekvenser af forældreskab for kvinder er blevet anerkendt som en stor udfordring i Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Estland, Tyskland, Finland og Det Forenede Kongerige 27 .

[Figur 5: Beskæftigelsesmæssige konsekvenser af forældreskab for kvinder, %]

Kilde: LFS 2006-2013

Kvinders lavere deltagelse på arbejdsmarkedet og manglen på formel børnepasningsinfrastruktur er også knyttet til den traditionelle opfattelse af kvinders rolle i samfundet. Næsten tre fjerdedele af de europæiske borgere bekræfter, at kvinder bruger mere tid end mænd på husligt arbejde og pasning. Dette skyldes ofte samfundets normer, som giver kvinden rollen som den primære omsorgsperson for børn og familiens husholdning. I en nylig Eurobarometer-undersøgelse mener mere end fire ud af ti europæere (44 %), at kvindens vigtigste rolle er at tage sig af hjemmet og familien. I en tredjedel af EU's medlemsstater er dette tal helt op til 70 % eller mere 28 . Næsten tre fjerdedele angiver, at kvinder bruger mere tid end mænd på husligt arbejde og pasning. 22 % mener, at mænd og kvinder bruger lige lang tid på disse aktiviteter. Der sker imidlertid langsomt ændringer mellem generationerne. De yngste respondenter er lidt mere tilbøjelige til at angive, at mænd og kvinder bruger lige lang tid på husligt arbejde og pasning: Dette gælder for 26 % af respondenterne mellem 15 og 24, i forhold til 21 % af respondenterne på over 40 år.

[Figur 6: Hvilket af følgende udsagn vedrørende andelen af husligt arbejde og pasning i hjemmet mener du passer bedst i dag? (% – EU)]

Kilde: Særlig Eurobarometer-undersøgelse 465 (2017).

Undersøgelsen viser, at der stadig er meget at gøre i alle medlemsstater. Ligestillingsindekset, som blev offentliggjort af Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder i 2017, fremhævede, at i forhold til for ti år siden, er 12 lande gået den forkerte vej i balancen mellem kønnene med hensyn til den tid, der bruges på pasning, husligt arbejde og sociale aktiviteter. Det er kun hver tredje mand, som laver mad og laver husligt arbejde hver dag, mens de fleste kvinder gør det hver dag (79 %). Med en gennemsnitlig score på 66,2 for ligestilling mellem kønnene er EU stadig langt fra at have kønsbalance 29 . 

Omsorgsforpligtelserne er også ulige fordelt mellem mænd og kvinder i lønnet beskæftigelse. Undersøgelsen af de europæiske arbejdsvilkår fra 2015 viser, at i husholdninger, hvor det yngste barn er under syv, bruger kvinder i gennemsnit 32 timer om ugen på lønnet beskæftigelse og 39 timer på ulønnet beskæftigelse, mens det for mænd er henholdsvis 41 timer og 19 timer 30 . For både mænd og kvinder stiger antallet af timer med ulønnet beskæftigelse, når de har børn, men det er langt fra lige mange timer, de bruger på husligt arbejde og pasning. Dette gælder hele livet igennem, også hen imod slutningen af arbejdslivet. Det er derfor mere sandsynligt, at en kvindes arbejdsliv vil blive mere påvirket af sådanne forpligtelser.

Den ulige rolle, som kvinder har som omsorgspersoner, forstærkes af den utilstrækkelige adgang til børnepasningsfaciliteter, der er økonomisk overkommelige og af høj kvalitet, for børn under tre år. Den europæiske NGO for familieorganisationer, COFACE 31 , fremhæver vigtigheden af dette og foreslår tre måder til at hjælpe kvinder med at opnå balance i arbejdsliv og privatliv: 1) økonomisk støtte til forældre på forskellige måder, 2) familievenlige arbejdsordninger, 3) adgang til børnepasningsfaciliteter, der er økonomisk overkommelige og af høj kvalitet.

Den manglende adgang til børnepasningsfaciliteter afgør i vid udstrækning, hvorvidt kvinder med børn kan fortsætte med at arbejde 32 . En nylig undersøgelse fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) bekræfter den vigtige sammenhæng mellem børnepasning og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet:

"Førskoleundervisning og pasning (ECEC), som er økonomisk overkommelig og af høj kvalitet og tilbydes i et tilstrækkeligt antal timer hver uge, kan bidrage til at øge kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet. Arbejdende forældre, herunder især mødre, har større sandsynlighed for at forlade arbejdsmarkedet eller arbejde færre timer for at passe deres børn, især når børnene er små. Derfor har kvinder brug for førskoleundervisning og pasning, som er økonomisk overkommelig og af høj kvalitet, hvis de skal vende tilbage til arbejdet i forvisning om, at der bliver passet godt på deres børn, samt for at opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv."  33  

Tilbud, som hjælper forældre til at opnå balance mellem arbejdsliv og privatliv, spiller derfor en afgørende rolle, kombineret med andre vigtige tiltag som attraktive familieorlovsordninger og familievenlige arbejdsordninger, som er tilpasset arbejdstagernes private situation, og skatte- og støtteordninger, der ikke virker demotiverende for sekundære forsørgere. Barcelonamålene har til formål at bryde den selvforstærkende cyklus, som afholder kvinder fra at deltage på arbejdsmarkedet på lige fod med mænd. Endvidere kan familievenlige politikker også bidrage til at vende tendensen med de faldende børnetal i EU.

3. Opfyldelse af Barcelonamålet for børn i alderen 0-3 år

For første gang siden EU begyndte at overvåge opfyldelsen af børnepasningsmålene, er målet for børn i alderen 0-3 år blevet opfyldt i gennemsnit i EU-28. I 2016 nåede man op på et samlet tal på 32,9 %.

Der er imidlertid store forskelle mellem medlemsstaterne, som tabellen nedenfor om børnepasningsinfrastruktur for børn på 0-3 år viser.

Målet på 33 % blev stort set opfyldt i 12 medlemsstater i 2016: Danmark, Nederlandene, Sverige, Luxembourg, Portugal, Frankrig, Belgien, Slovenien, Spanien, Italien, Tyskland og Finland. I syv EU-medlemsstater (Tyskland, Finland, Italien, Spanien, Slovenien, Belgien og Frankrig) har mellem 33 % og 49 % af alle børn adgang til børnepasning (se de grønne felter). I fem EU-medlemsstater (Danmark, Nederlandene, Sverige, Luxembourg og Portugal) har 50 % eller flere af alle børn adgang til børnepasning (se de blå felter). Danmark er den absolutte topscorer med mere end det dobbelte af målet (70 %).

Billedet er mindre positivt i de resterende 16 medlemsstater. De orange felter viser, at i seks EU-medlemsstater (Malta, Estland, Irland, Det Forenede Kongerige, Letland og Cypern) har mellem 25 % og 33 % af alle børn i alderen 0-3 år adgang til børnepasning. I ti medlemsstater har mindre end 25 % af alle børn i den mindste aldersgruppe adgang til børnepasning (se de røde felter). Det drejer sig bl.a. om Grækenland, Polen, Tjekkiet og Slovakiet, hvor tallet er mindre end 10 %.

Det kan konkluderes, at Barcelonamålet om børnepasning for børn i alderen 0-3 år stort set er blevet opfyldt i EU. Dette skyldes primært den store dækningsgrad i de medlemsstater, der har nået målet.

[Tabel 1: Børn, som passes i formelle børnepasningsfaciliteter, 0-3 år, %]

 
Kilde: EU-SILC 2016

Siden 2011 er der sket en betydelig stigning i adgangen til børnepasning for børn under tre år i en række lande. Dette er mest udtalt i Malta (stigning på 20 procentpoint, fra 11 % til 31 %), Rumænien (15 procentpoint, fra 2 % til 17 %), Estland (11 procentpoint, fra 19 % til 30 %), Italien (9 procentpoint, fra 25 % til 34 %), Tyskland (9 procentpoint, fra 24 % til 33 %) og Irland (8 procentpoint, fra 21 % til 29 %). På den anden side har der været betydelige fald i adgangen til børnepasning for denne aldersgruppe i Grækenland (10 procentpoint, fra 19 % til 9 %) og Slovakiet (3 procentpoint, fra 4 % til mindre end 0,5 %).

Der er forskelle mellem medlemsstaterne i, hvor mange timer børn tilbringer i børnepasningsfaciliteter: I halvdelen af de undersøgte lande bruges børnepasning til børn på 0-3 år primært på deltid (mindre end 30 timer om ugen). Dette er tilfældet i Nederlandene (hvor tre ud af fire kvinder arbejder på deltid), Det Forenede Kongerige, Irland og Østrig. På den anden side bruges børnepasning på fuld tid (over 30 timer om ugen) mest for børn i Bulgarien, Litauen, Ungarn, Letland, Danmark, Portugal, Slovenien, Sverige, Luxembourg, Belgien, Polen og Grækenland.

[Figur 7: Børn i formel børnepasning eller undervisning efter aldersgruppe, 0-3 år, % og tid i børnepasning]


Kilde: EU-SILC 2016 

4. Opfyldelse af Barcelonamålet for børn fra tre år til den skolepligtige alder

Fra 2016 går 86,3 % af alle børn fra tre år til den skolepligtige alder i en formel børnepasningsordning eller førskole, hvilket betyder, at Barcelonamålet endnu ikke er opfyldt, selv om der er sket fremskridt siden 2011.

Barcelonamålet er nået i 12 medlemsstater: Belgien, Sverige, Danmark, Spanien, Frankrig, Nederlandene, Irland, Estland, Italien, Portugal, Tyskland og Slovenien (se de grønne og blå felter i tabel 2). Belgien, Sverige, Danmark og Spanien har overgået målet med 95 % (se de blå felter). I otte medlemsstater (Frankrig, Nederlandene, Irland, Estland, Italien, Portugal, Tyskland og Slovenien) går mellem 90 % og 95 % af alle børn i børnepasningsordning eller førskole (se de grønne felter i tabel 2).

På den anden side har 16 medlemsstater endnu ikke nået målet. I Østrig, Malta, Luxembourg og Ungarn går mere end 85 % af alle børn i børnepasningsordning eller førskole (se de orange felter i tabel 2). I Finland, Letland, Tjekkiet, Cypern, Litauen, Slovakiet, Bulgarien, Det Forenede Kongerige, Polen, Rumænien, Grækenland og Kroatien går mindre end 85 % af alle børn i børnepasningsordning eller førskole (se de røde felter i 2). Mindre end 65 % af børnene i Kroatien, Grækenland, Rumænien og Polen går i børnepasningsordning eller førskole.



[Tabel 2: Børn i formelle børnepasningsordninger fra tre år til den skolepligtige alder, % over tid]

Kilde: EU-SILC 2016

Den samlede procentdel er kun steget en anelse siden 2011, men der er sket en betydelig stigning i andelen af børn fra tre år til den skolepligtige alder, som går i børnepasningsordning, i en række medlemsstater. Dette er mest udtalt i Rumænien (stigning på 20 procentpoint fra 41 % til 61 %), Polen (18 procentpoint, fra 43 % til 61 %), Malta (15 procentpoint, fra 73 % til 88 %), Ungarn (15 procentpoint, fra 73 % til 88 %), Luxembourg (14 procentpoint, fra 73 % til 87 %), Irland (11 procentpoint, fra 82 % til 93 %), Portugal (11 procentpoint, fra 81 % til 92 %), Spanien (10 procentpoint, fra 85 % til 95 %), Letland (10 procentpoint, fra 72 % til 82 %) og Litauen (8 procentpoint, fra 70 % til 78 %).

På den anden side er der sket et fald i pasningsprocenten for denne aldersgruppe i forskellige EU-medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige (20 procentpoint fra 93 % til 73 %) og i Grækenland (19 procentpoint fra 75 % til 56 %).

I størstedelen af medlemsstaterne går 52 % af alle børn i børnepasningsordning eller førskole i 30 timer om ugen eller mere, hvorimod 34 % af børn i denne aldersgruppe, herunder især størstedelen af alle børn i Rumænien, Det Forenede Kongerige, Østrig, Irland og Nederlandene, går i børnepasningsordning eller førskole i mindre end 30 timer om ugen.



[Figur 8: Børn i formel børnepasning eller undervisning efter aldersgruppe, fra tre år til den skolepligtige alder, % og tid i børnepasning eller førskole] 

Kilde: EU-SILC 2016

Eftersom uddannelsesmålet fra 2009 er blevet opfyldt (95 % af alle børn fra fire år til den skolepligtige alder i formel børnepasningsordning), betyder dette, at den største udfordring i denne Barcelonamålgruppe er alderen 3-4 år. Derfor foreslog Kommissionen i sin meddelelse fra november 2017 om den europæiske identitet at udvide uddannelsesmålet på 95 % til at omfatte alle børn fra tre år til den skolepligtige alder 34 .

5. Faktorer, der påvirker opfyldelsen af Barcelonamålene

5. 1 Udgifter til børnepasning

Offentlige udgifter kan spille en vigtig rolle med hensyn til adgangen til pasningsmuligheder, som er tilgængelige, økonomisk overkommelige og af høj kvalitet. Der er store forskelle i EU på, hvor stor en procentdel af BNP der bruges til børnepasning. Tallet er højest i Sverige, Danmark, Frankrig og Bulgarien. Der er også forskelle på, hvad udgifterne bruges til. I nogle lande fokuseres der primært på børnepasning for børn fra tre år til den skolepligtige alder.

[Tabel 3: Offentlige udgifter til børnepasning og førskoleundervisning og samlede offentlige udgifter til førskoleundervisning og børnepasning, % af BNP, 2013]

Kilde: OECD's familiedatabase

Nogle lande har valgt at investere i et omfattende børnepasningssystem.

Det danske børnepasningssystem er f.eks. ret omfangsrigt. Kommuner giver forældre adgang til børnepasning, uanset deres beskæftigelsesmæssige status, fra det tidspunkt, hvor barnet er 26 uger, og frem til den skolepligtige alder. Børnepasningstilbuddene omfatter vuggestue (0-2 år) og børnehave (3-6 år) samt private dagplejere, som oftest passer børnene i deres eget hjem. Kommunerne fører tilsyn med de private daginstitutioner og dagplejere. Børnepasningen bliver betragtet som vigtig for at sikre børnenes trivsel, sundhed og læring samt deres sociale inklusion. Der gælder høje kvalitetsstandarder for børnepasning. Den er primært offentligt finansieret. Forældrene betaler kun en afgift baseret på deres indkomst og antallet af børn. Åbningstiderne kan tilpasses de lokale behov. Danmark er et af de lande, der bruger flest penge på børnepasning i forhold til BNP, hvilket er et bevidst valg, som har til formål at give alle børn lige chancer i livet så tidligt som muligt.

Belgien har et lignende system med vuggestuer og private dagplejere for børn i den mindste aldersgruppe (0-2,5 år) og børnehave (fra 2,5 år og frem til den skolepligtige alder). Med hensyn til økonomisk overkommelighed kan betalingen for den mindste aldersgruppe trækkes fra i skat og er ofte indtægtsbestemt, ligesom der gælder et loft på et vist beløb for børn på under 2,5 år i institution. Adgangen til børnehaverne, som ofte ligger sammen med grundskolerne, er gratis i skoletiden. Uden for dette tidsrum kan det dog være et problem for arbejdende forældre at få passet deres børn. Der findes et system til overvågning af kvaliteten af alle formelle børnepasningsordninger, som er ganske omfattende og overvåger både offentlige og private tilbud. Der kan gives fortrinsret til børnepasningsordninger for visse dårligt stillede grupper, f.eks. jobsøgende i Bruxelles-regionen.

Børnepasning i det europæiske semester og EU-finansiering

Inden for rammerne af det europæiske semester betragtes børnepasning som en vigtig faktor for kvinders beskæftigelsesmuligheder. Der rettes henstillinger til medlemsstaterne, hvis manglen på børnepasningsordninger udgør en hindring for kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet.

I 2017 blev der i 12 landerapporter rapporteret om mangel på børnepasningsordninger, som er økonomisk overkommelige og af høj kvalitet, og seks medlemsstater modtog en landespecifik henstilling om dette eller om kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet generelt 35 . I 2018 blev børnepasning nævnt i 17 landerapporter, hvoraf det i to, Frankrig og Belgien, var positivt, mens det i de andre gav anledning til bekymring 36 .

Medlemsstaterne har mulighed for at prioritere støtten til børnepasning gennem de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene), såsom Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling samt Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). Der blev tildelt ca. 1,2 mia. EUR fra Den Europæiske Fond for Regional Udvikling (EFRU) til førskoleundervisning og børnepasningsinfrastruktur i perioden 2014-2020 for at løse de nationale eller regionale kapacitetsproblemer samt for at sikre kvaliteten af bygninger og udstyr til førskoleundervisning og børnepasningsordninger. Den Europæiske Socialfond (ESF) fremmer lige adgang til førskoleundervisning og børnepasningsordninger af høj kvalitet 37 . Disse investeringer har formået både at skabe arbejdspladser til kvinder samt at fremme mødres genindslusning på arbejdsmarkedet og forbedre forældres balance mellem arbejdsliv og privatliv, hvilket fremgår af ESF-projekterne i Estland (hvor der vil blive oprettet 1 200 pladser) og i Tjekkiet (hvor der vil blive oprettet 20 000 pladser). Tjekkiet har omdirigeret midler efter en landespecifik henstilling om spørgsmålet og har indtil videre skabt 9 000 vuggestue- og børnehavepladser. Den observerede fortsatte stigning i behovet for børnepasningsfaciliteter viser, at denne foranstaltning har en stærk indvirkning på genindslusningen på arbejdsmarkedet for forældre med små børn. Der kan også gennem Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), inden for rammerne af Leader-initiativet, ydes finansiel støtte til børnepasningsfaciliteter i landdistrikter som led i den lokale udviklingsstrategi.

Endvidere er der midler i Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer til finansiering af ECEC-projekter (både private og offentlige investeringer). Der er imidlertid endnu ikke modtaget nogen specifikke anmodninger for projekter om ECEC.

5.2 Arbejdsmønstre i familier og familiemodeller

Der findes i EU forskellige modeller for kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, som afspejler forskellige familiemodeller og forskelle i børnepasningspraksis. Familiemodeller spiller en vigtig rolle i forhold til, hvor mange kvinder der deltager på arbejdsmarkedet. Selv om den traditionelle model med manden som familieforsørger i mange lande er blevet erstattet af enten modellen med to indkomster eller den modificerede familieforsørgermodel (hvor én partner arbejder på fuld tid, og den anden på deltid), er arbejdsmønsteret efter fødslen mere varieret, når det drejer sig om familieorlov og mødres deltagelse på arbejdsmarkedet efter barselsorloven. Det er særligt på dette tidspunkt i livet, hvor kvinder er sårbare i forhold til deres deltagelse på arbejdsmarkedet, at adgangen til pasningsmuligheder af høj kvalitet er afgørende for at støtte deres beskæftigelse.

Ud over børnepasning spiller velopbyggede politikker om balancen mellem arbejdsliv og familieliv og fleksible arbejdsordninger en vigtig rolle med hensyn til at øge kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet. I denne henseende fremsatte Kommissionen den 26. april 2017 et forslag til direktiv 38 for at tilskynde fædre til at tage familieorlov gennem særlige perioder, som ikke kan overdrages, for hver forælder kombineret med en passende kompensation. Delt forældreorlov mellem kvinder og mænd har vist sig at øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet. Fleksible arbejdsordninger spiller også en rolle med hensyn til at hjælpe arbejdstagere med at forene deres arbejde med deres privatliv.

5.3 Uformel/privat børnepasning

Uformel børnepasning kan enten supplere eller erstatte formel børnepasning. Uformel børnepasning er børnepasning, der forestås af andre end barnets forældre, normalt familiemedlemmer som bedsteforældre, samt venner, naboer, uregistrerede børnepassere, barnepiger og au pairer. Det kan også omfatte privat dagpleje hos en professionel børnepasser, der er ansat direkte af forældrene, ofte i barnets hjem, og som ikke er registreret eller overvåget af myndighederne. Ifølge Eurostat 39 blev 30,2 % af børn under tre år og 28,7 % af børn mellem tre år og den skolepligtige alder passet i en uformel pasningsordning i 2016. Brugen af uformel og privat pasning er omfattende, men det foregår normalt på deltid, hvilket tyder på, at det mest har til formål at supplere. Brugen af uformel pasning er størst i Nederlandene (omkring 60 % af børn i begge aldersgrupper), men det er næsten alt sammen på deltid, efterfulgt af Rumænien, Grækenland, Slovenien, Slovakiet, Polen, Cypern og Portugal, hvor mere end 40 % af børnene blev passet i en uformel eller privat ordning. I de fleste lande er det en blanding af fuldtids- og deltidspasning for den yngste gruppe, bortset fra Cypern, hvor mere end halvdelen af den uformelle og private pasning for børn under tre år er på fuld tid. For børn i den ældste gruppe er det primært på deltid. I de nordiske lande bruger man næsten ikke uformel pasning.

Selv om forældrene ikke føler et stort behov for at bruge offentlig børnepasning, hvis der findes tilstrækkelige uformelle og private pasningsmuligheder, viser ovenstående data, at de kompenserer for manglen på offentlige tilbud med uformelle og private pasningsordninger, og at der faktisk kan være behov for mere formel børnepasning 40 .

5.4 De retlige rammer for børnepasning

Tilstrækkelig adgang til børnepasningsmuligheder, der er økonomisk overkommelige og af høj kvalitet, kan bl.a. sikres ved at skabe en ret til børnepasning. I de fleste lande har man en lovbestemt ret til børnepasning fra en vis alder. Det varierer imidlertid meget i Europa, hvad denne alder er. Tidsrummet mellem familieorlovens afslutning 41 og retten til børnepasning, som nogle gange kaldes "alderskløften", er normalt et problem 42 .

Man har ret til børnepasning fra en meget tidlig alder i Malta (fra tre måneder og gratis for arbejdende forældre og studerende), Danmark og Ungarn (fra seks måneder), Tyskland (men med et begrænset antal timer for forældre, der ikke arbejder fuld tid), Sverige og Slovenien (fra 12 måneder) og Estland (fra 18 måneder). Denne børnepasningsordning kan klassificeres som en omfattende ret fra en tidlig alder.

I den anden gruppe af lande starter retten til børnepasning i en senere alder, når barnet starter førskole. I praksis betyder det fra 2½ år i Belgien og tre år i Finland (deltid, medmindre forældrene arbejder på fuld tid), Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg (deltid), Spanien, Slovakiet og Det Forenede Kongerige (deltid, fra to år for børn fra en dårligt stillet familie) samt fra fire år i Nederlandene.

I den tredje gruppe er der børn med ret til børnepasning fra fem år, hvilket normalt er ét år før den skolepligtige alder. Dette er tilfældet i Østrig (kun deltid), Bulgarien, Tjekkiet, Grækenland og Portugal. I Polen har man ret til børnepasning (førskole) fra seks år. Det kan klassificeres som en ret, der starter lige før den skolepligtige alder.

I den fjerde gruppe af medlemsstater – Litauen, Letland og Rumænien – findes der ingen ret til børnepasning overhovedet.

Hvis man ser på alle ovenstående data sammenholdt med kompensationen for familieorlov, ser det ud til, at det kun er i en lille gruppe medlemsstater, at der ikke er noget slip mellem afslutningen af den velbetalte familieorlov og retten til en institutionsplads (Danmark, Finland, Tyskland, Malta, Slovenien og Sverige). I en anden gruppe medlemsstater er der et slip mellem den mere udvidede familieorlov, som normalt er ubetalt eller meget dårligt betalt, og børnepasningstilbuddet (Tjekkiet, Estland, Frankrig, Ungarn og Spanien). I resten af medlemsstaterne er der et slip mellem familieorloven og retten til børnepasning.

En ret til børnepasning garanterer imidlertid ikke nødvendigvis en plads i et pasningstilbud. Dette forklarer, hvorfor kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet stadig er lav, og/eller brugen af uformel og privat pasning stadig er høj, selv i medlemsstater, hvor denne ret eksisterer.

5.4 Beskæftigelsesfrekvens og børnepasning

Der er en sammenhæng mellem deltagelsen på arbejdsmarkedet og dækningsgraden, selv om det ikke altid er klart, i hvilket omfang dette kan forklares ved manglende udbud eller efterspørgsel. Der er mange ting, som spiller ind, når det drejer sig om børns pasning. Der er imidlertid en række lande, hvor kvinders beskæftigelsesfrekvens og dækningsgraden for børn under tre år, begge er ekstremt lave, herunder Grækenland, Kroatien, Rumænien, Malta og Italien.

[Figur 9: Beskæftigelsesfrekvens og dækningsgrad for børn på 0-3 år, %]

Kilde: LFS 2016 og EU-SILC 2016

5.6. Adgang, pris, tilgængelighed og kvalitet

5.6.1 Antallet af pasningspladser

Der er flere faktorer, der påvirker brugen af formelle børnepasningsordninger i lokale sammenhænge. Statistik fra Eurostat giver en umiddelbar indikation af, hvorvidt de aktuelle børnepasningstilbud opfylder behovet, og identificerer, hvad der skal forbedres.

Ifølge Eurostat 2016 blev manglen på pladser identificeret som en primær årsag til ikke at bruge børnepasning i Letland, Finland, Frankrig, Estland, Grækenland, Slovenien, Polen og Tjekkiet.

[Tabel 4: Grunde til ikke at bruge formelle børnepasningsordninger for børn under den skolepligtige alder]