Indledning

Vaccination har medført enorme sundhedsmæssige og socioøkonomiske fordele for enkeltpersoner, befolkninger og samfundet som helhed. Det er et af de mest omkostningseffektive tiltag på folkesundhedsområdet, en grundpille i forebyggelsesprogrammer verden over og den foretrukne primære forebyggelsesforanstaltning mod smitsomme sygdomme.

Takket være vaccination er det lykkedes menneskeheden at udrydde kopper, der forårsagede mindst trehundrede millioner dødsfald alene i det 20. århundrede, og der er nu også udsigt til, at polio, en anden ekstraordinær trussel mod menneskers sundhed, bliver fuldstændig udryddet. Verdenssundhedsorganisationen anslår, at vaccinationer i dag redder mellem 1 og 3 millioner liv hvert år 1 , og vaccinationer forventes i det kommende årti at redde yderligere 25 millioner mennesker 2 . I alle EU-medlemsstater forekommer sygdomme som for eksempel difteri og stivkrampe nu meget sjældent, og der er også sket enorme fremskridt med hensyn til bekæmpelsen af sygdomme som for eksempel kighoste og røde hunde.

På trods af de overordnede fordele ved vaccination er der imidlertid fortsat en række udfordringer med hensyn til at sikre bæredygtige, retfærdige og effektive vaccinationsprogrammer i alle medlemsstater og sikre, at de yderligere fordele ved vaccination ikke går tabt.

De mest presserende udfordringer er blandt andet at overvinde vaccinationsskepsis (forsinket accept eller afvisning af vaccinationer, selv om der er vaccinationstjenester til rådighed), standse spredningen af overførbare sygdomme, der kan forebygges ved vaccination, opretholde en høj vaccinationsdækning og garantere lige adgang til vaccination i alle aldersgrupper og befolkninger. Den finansielle bæredygtighed af vaccinationsprogrammer er også af væsentlig betydning med hensyn til at sikre øget støtte til overvågning af virkningen og effektiviteten af vaccinationer, afhjælpe risiciene for mangler og adressere vaccinationsskepsis og dens indflydelse på vaccinationsprogrammer. Vaccinationsskepsis giver i stigende grad anledning til bekymring i Europa og på verdensplan, og den risikerer at underminere den folkesundhedsmæssige værdi af vaccination.

Væsentlige udbrud af sygdomme, der kan forebygges ved vaccination, og en række hændelser med betydning ud over landegrænserne har i de senere år bragt de voksende kløfter, som EU står over for med hensyn til vaccinationsdækning, frem i lyset. Mæslinger er en særlig udfordring. EU har i de seneste år oplevet en dramatisk genopblussen af denne sygdom. Der blev alene i 2017 indberettet 14 000 tilfælde heraf 3 , hvilket er mere end tre gange så mange tilfælde, som der blev indberettet i 2016. Hovedårsagen er fortsat, at vaccinationsdækningen ikke er optimal og ligger under minimumkravet på 95 %. Europa har ikke udryddet mæslinger i overensstemmelse med de aftalte WHO-mål 4 , og akkumuleringen over tid af modtagelige børn, der anslås til næsten 4 millioner mellem 2006 og 2016 5 , nødvendiggør politisk handling på folkesundhedsområdet.

Nylige dødelige tilfælde af difteri i EU har også mindet os om, at mennesker, der ikke er vaccineret mod sjældent forekommende sygdomme, fortsat er i fare 6 . I 2016 lå vaccinationsdækningen for difteri, stivkrampe og kighoste blandt børn i EU under de krævede 95 % 7 , og der er stadig behov for at sikre fortsat beskyttelse for voksne, navnlig rejsende, ældre mennesker samt mennesker med sociale forbindelser til endemiske lande.

Vaccinationsraterne for sæsoninfluenza i EU ligger fortsat betydeligt under målet om en dækning på 75 % for mennesker over 65 år 8 og synes at falde yderligere 9 . På trods af at der er dokumentation for alvorligheden af influenza hos ældre mennesker, har kun én EU-medlemsstat nået målet for dækning 10 .

Et antal sygdomsudbrud i de seneste år er blevet forbundet med overførsel via sundhedspersoner. Dette er alarmerende og rejser grundlæggende spørgsmål om patientsikkerhed. Der er ved direktiv 2000/54/EF 11 om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser og direktiv 2010/32/EU om iværksættelse af rammeaftalen indgået af HOSPEEM og EPSU om forebyggelse af stikskader i sygehus- og sundhedssektoren 12 fastsat minimumskrav for at sikre beskyttelsen af sundhedspersoner, herunder nødvendigheden af at tilbyde vaccinationer til dem, der ikke allerede er vaccineret.

Disse udfordringer stiller krav om handling på flere fronter, herunder en bedre forståelse af de underliggende årsager til den faldende dækning. Investering er afgørende, ikke kun i økonomisk forstand, men også i uddannelse af sundhedspersoner i vaccination. Sådanne investeringer bør ses som "intelligent" udnyttelse af ressourcer med henblik på at forebygge sygdom samt omkostninger for sundhedssystemet, der kan undgås, og som et bidrag til overordnede mål om effektivitet og bæredygtighed 13 .

Skønt disse udfordringer påvirker medlemsstaterne på forskellig vis, er der behov for handling på EU-plan for at opnå meningsfulde fremskridt og forvandle politiske visioner til effektive operationelle vaccinationsplaner på nationalt plan og EU-plan for at beskytte borgernes sundhed i overensstemmelse med artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Sygdomme, der kan forebygges ved vaccination, holder sig ikke inden for nationale grænser. Svagheder i én medlemsstat med hensyn til vaccination truer sundheden og sikkerheden for borgere i hele EU.

I denne meddelelse præsenteres en ramme for tiltag, som Kommissionen, i samarbejde med medlemsstaterne, skal gennemføre under tre hovedsøjler: 1) adressering af vaccinationsskepsis og forbedring af vaccinationsdækningen, 2) bæredygtige vaccinationspolitikker i EU og 3) EU-koordinering og bidrag til den globale sundhed. Omfanget af de udfordringer, der venter forude, kræver tæt samarbejde mellem alle interesserede parter. Derfor vil Kommissionen også præsentere en rådshenstilling om styrket samarbejde mod sygdomme, der kan forebygges ved vaccination, således at medlemsstaterne og Kommissionen kan arbejde hånd i hånd. Meddelelsen og den foreslåede rådshenstilling er også et led i gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og i opfyldelsen af målene i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling.

SØJLE I — Adressering af vaccinationsskepsis og forbedring af vaccinationsdækningen

De vigtigste udfordringer

Vaccinationsskepsis og virkningen heraf på vaccinationsprogrammer giver i stigende grad anledning til bekymring i Europa og på verdensplan. I Europa er bekymringer vedrørende sikkerhed en af de vigtigste determinanter for vaccinationsskepsis 14 hos både medlemmer af offentligheden og sundhedspersonale 15 . Dette på trods af at vacciner i EU underkastes grundig testning både før og efter udstedelse af tilladelse, jf. direktiv 2001/83/EF 16 og forordning (EU) nr. 726/2004 17 . Det faldende antal tilfælde af visse sygdomme har sammen med tiltag fra antivaccinationsaktivisters side ført til et skift i fokus fra de farer, og endda risiko for død, som sygdomme, som vi ikke længere ser, stiller os over for, til frygt for udokumenterede bivirkninger. Desuden gør den hurtige spredning af desinformation, forstået som oplysninger, der er verificeret som falske eller vildledende, via onlinemedier det til lidt af en udfordring for dem, der søger pålidelige oplysninger om vaccinationer, at si videnskabelige fakta fra ubegrundede påstande.

Vaccinationsskepsis afhænger i høj grad af sammenhængen, landet og typen af vaccination, og offentlighedens opfattelse af en given vaccination kan hurtigt ændre sig. Det betyder, at der ikke er én løsning for alle, og der er behov for bæredygtig investering i at forbedre dialogen med borgerne, forstå deres bekymringer og udvikle skræddersyede interventionsstrategier.

Sundhedspersoner er særligt vigtige, da de — med rette — er den kilde til oplysninger, som patienterne har størst tillid til. De er bedst placeret til at forstå skeptiske patienter, reagere på bekymringer og forklare fordelene ved vaccination. Imidlertid kan sundhedspersoner selv være skeptiske over for vaccination, hvad enten de overvejer vaccination til dem selv eller til deres patienter. Fortsat uddannelse af alle sundhedspersoner under deres studier og i deres faglige praksis er en prioritet med hensyn til at opbygge en arbejdsstyrke af sundhedspersoner, der er trygge ved at rådgive offentligheden om vaccination og foretage vaccination på effektiv vis.

Vaccinationsskepsis i Europa kan også være drevet af faktorer i forbindelse med prisoverkommelighed, geografisk adgang og tilgængelighed af oplysninger om vaccination. Adgangen til vaccination skal bredes ud og gøres lettere for modtageren, navnlig for så vidt angår sårbare og underforsynede samfund. Dette indebærer fjernelse af juridiske, finansielle eller strukturelle hindringer for at skabe lige adgang, men også, at det overvejes at udvide rækken af steder, hvor der kan foretages vaccination, for eksempel gennem lokalsamfundsbaserede tjenester, der omfatter sygeplejersker, apoteker eller skolebaserede programmer. Vaccination bør systematisk integreres som en del af forebyggende rutinetjenester i forskellige faser af livet. Ethvert møde med sundhedssystemet bør anvendes som en mulighed for catch-up-vaccinationer for at bygge bro over vaccinationskløfter.

Det er af afgørende betydning at forbedre adgangen til objektive og gennemsigtige oplysninger af høj kvalitet om vacciner og vaccination, herunder om effektivitets- og sikkerhedsaspekter.

Det er ligeledes vigtigt at være i stand til at oprette et bæredygtigt og pålideligt overvågningssystem for vaccinationsdækningsrater i alle aldersgrupper, geografiske områder og befolkningsgrupper, f.eks. sundhedspersoner. Da vaccinationsskepsis varierer fra land til land, mellem befolkninger og afhængigt af, hvilke vaccinationer der er tale om, kan pålidelige stratificerede data vedrørende dækning hjælpe til at opdage befolkningsgrupper med lavere anvendelse af vaccinationer, vurdere kerneårsagen og således skræddersy den nødvendige intervention. EU's indsats forventes at give mulighed for standardisering af værktøjer og metoder med henblik på at vurdere og rapportere om data vedrørende dækning i alle aldersgrupper, ud over den traditionelle pædiatriske aldersgruppe, ved navnlig at udnytte det potentiale, som elektroniske vaccinationsinformationssystemer udgør.

Prioriterede aktiviteter

Der bør med de prioriterede aktiviteter søges at:

·styrke overvågningen af anvendelsen af vaccinationer i alle aldersgrupper, herunder blandt sundhedspersoner, i overensstemmelse med fælles vejledning og metoder, og dele sådanne data på EU-plan

·styrke effektiv anvendelse af EU-regler for beskyttelse af arbejdstagerne, navnlig ved at sikre tilstrækkelig uddannelse af sundhedspersoner, overvåge deres vaccinationsstatus og aktivt tilbyde vaccination, hvis det er nødvendigt

·indkalde en koalition for vaccination for at samle europæiske sammenslutninger af sundhedspersoner for at få dem til at engagere sig i at give offentligheden præcise oplysninger, bekæmpe myter og udveksle bedste praksis

·optimere oplysningsaktiviteter, blandt andet gennem partnerskaber med undervisningssektoren og arbejdsmarkedets parter samt gennem en indsats rettet mod medierne

·bekæmpe spredningen af desinformation i den digitale tidsalder og imødegå spredning af desinformation på tværs af grænserne

·udarbejde en rapport om Tilliden til vaccinationer i EU for at generere data med henblik på handling på nationalt plan og EU-plan og som led i processen vedrørende sundhedstilstanden i EU

·forbedre adgangen til objektive og gennemsigtige oplysninger om vaccinationer og sikkerheden heraf efter vurdering af oplysningsbehovene hos både offentlighed og sundhedspersoner

·identificere hindringerne for og støtte indsatsen for at øge adgangen til vaccination for ugunstigt stillede og socialt udsatte grupper

·fremme adfærdsvidenskabelig forskning for bedre at forstå kontekstspecifikke determinanter for vaccinationsskepsis fra slutbrugerens perspektiv og udforme skræddersyede interventionsstrategier

·udvikle evidensbaserede værktøjer og vejledning på EU-plan med henblik på at støtte landene i at foregribe, undgå eller reagere på krisesituationer.

SØJLE II — Bæredygtige vaccinationspolitikker i EU

De vigtigste udfordringer

Pres på budgetterne, demografiske forandringer og ændringer i vaccinationsøkosystemet er en udfordring med hensyn til bæredygtigheden af vaccinationspolitikkerne i EU-medlemsstaterne.

Vaccinationsprogrammer er en national kompetence, og beslutninger om indførelse, finansiering og gennemførelse af vaccinationspolitikker træffes således på nationalt plan. Vaccinationsskemaerne varierer derfor medlemsstaterne imellem for så vidt angår tidsplan, indgivne doser og type af sundhedspersoner, der er involveret i vaccinations- og vaccineindkøbspraksisser. Forskellene skyldes ofte sociale, økonomiske og historiske faktorer eller simpelthen den måde, hvorpå sundhedssystemet er organiseret. Uanset forskellene har alle vaccinationsskemaer vist sig at opfylde målet om sygdomsforebyggelse, forudsat at anvendelsen af vaccination er høj og rettidig. På EU-plan kan forskellene dog føre til vanskeligheder for borgere og sundhedspersoner med hensyn til at genoptage deres vaccinationsforløb, når de flytter på tværs af grænserne. De forstår muligvis ikke logikken bag de forskellige politikker landene imellem, hvilket kan rejse tvivl om det videnskabelige grundlag for beslutningstagningen i forbindelse med vaccinationspolitikker.

Der er også forskellige systemer for dokumentation af den individuelle vaccinationshistorik, fra papirbaserede registre til avancerede elektroniske informationssystemer. Der er forskelle med hensyn til de anvendte formater og sprog, men også med hensyn til den type oplysninger, der registreres. Sådanne forskelle kan gå ud over kvaliteten af vaccinationsregistrene og kan indimellem føre til praktiske problemer med hensyn til effektiv dokumentation af vaccinationshistorik, men også med hensyn til kommunikationen mellem forskellige udbydere inden for og mellem lande.

Ud over at give mulighed for effektiv registrering kan omfattende elektroniske vaccinationsinformationssystemer i medlemsstaterne også tilvejebringe store databanker, der kan styrke vaccinationsprogrammernes bæredygtighed og resultater. Der er behov for en indsats på både EU-plan og medlemsstatsplan for at udvikle operationelle retningslinjer, fjerne infrastrukturelle og juridiske hindringer og hindringer for standardisering for at lette interoperabilitet og elektronisk deling af data på vaccinationsområdet og udnytte udrulningen af vaccinationsinformationssystemer til at træffe operationelle og strategiske beslutninger på et oplyst grundlag.

Med et stigende antal vacciner, der er tilladt til forskellige aldersgrupper, bliver beslutningstagningen vedrørende indførelse og overvågning heraf desuden mere og mere kompleks. Det vil være værdifuldt at koordinere EU's indsats bedre og samle en fælles teknisk ekspertise på EU-plan for at kunne vurdere dokumentation i fasen før og efter udstedelse af tilladelsen til en vaccine. I fasen før udstedelse af tilladelsen kan EU's samarbejdsbaserede tilgange forbedre den kvalitative og kvantitative effektivitet af beslutningstagningsprocessen, samtidig med at der opretholdes et stærkt og koordineret netværk af nationale vaccinationseksperter. Der er også behov for passiv og aktiv overvågning efter udstedelsen af tilladelse samt for specifikt udformede undersøgelser med henblik på at tilvejebringe yderligere autentisk og solid dokumentation for sikkerheden ved samt effektiviteten og virkningen af vacciner efter anvendelse og gøre op med den nuværende fragmenterede indsats på EU-plan.

Endvidere er der på grund af aldring, menneskers mobilitet og forandringer i den byrde, som sygdomme, der kan forebygges ved vaccination, udgør fra barndommen til senere i livet, behov for en omhyggelig vurdering af omkostningseffektiviteten af en livslang tilgang til vaccination. Vaccination af voksne, spørgsmål vedrørende aldring af immunsystemet (tab af immunitet over tid) og nye vacciner, der er tilladt til voksne og ældre mennesker, er ved at blive vigtige interesseemner med potentiale for folkesundhedsområdet og for økonomisk gevinst. Mens alle medlemsstater har veletablerede vaccinationsprogrammer for børn, varierer vaccinationsanbefalinger og programmer for voksne i vidt omfang, hvis de overhovedet findes.

Samtidig har nylige hændelser med mangler på og afbrudte forsyninger af traditionelle vacciner forhindret effektiv gennemførelse af rutinevaccinationsprogrammer for børn. Udfordringer i forbindelse med mangel på vacciner går på tværs af problemer på udbuds- og efterspørgselssiden og omfatter produktionsproblemer, begrænset leverandørbasis og produktionskapacitet, øget efterspørgsel på globalt plan samt utilstrækkelige prognosetjenester, ufleksible indkøbsløsninger og begrænsede muligheder for opbygning af lagre.

De nuværende EU-sundhedsinstrumenter giver ikke mulighed for at indkøbe standardvacciner på EU-plan. Af den grund bør metoder til samarbejde med medlemsstaterne om gensidig udveksling af overskud og muligheden for at udvikle en løsningsmodel for et muligt lager på EU-plan udforskes.

For så vidt angår forskning i og udvikling af vacciner er der behov for innovative tilgange og nye vacciner for bedre at kunne adressere uopfyldte behov på folkesundhedsområdet samt behovene hos specifikke målgrupper. Dette omfatter behovet for vacciner som værktøjer, der supplerer antibiotika, i den globale kamp mod antimikrobiel resistens. Der er også tekniske flaskehalse, der spænder over hele produktudviklingspipelinen, og der er behov for nye adjuvanser til vacciner, for hvilke konventionelle formuleringer har slået fejl.

Prioriterede aktiviteter

Der bør med de prioriterede aktiviteter søges at:

·udvikle EU-vejledning om opbygning af omfattende elektroniske vaccinationsinformationssystemer til effektiv overvågning af vaccinationsprogrammer

·udvikle vejledning med henblik på at overvinde juridiske/tekniske hindringer for interoperabilitet og forbindelser til den bredere infrastruktur i sundhedssystemet

·udvikle et fælles vaccinationskort for EU-borgere, der kan hentes via elektroniske informationssystemer, og som er anerkendt til brug på tværs af grænserne, med henblik på standardisering af rapporteringen af vaccinationshistorik

·styrke effektiviteten af og sammenhængen i beslutningstagningen om vaccine-/vaccinationspolitikker ved at lette det tekniske samarbejde mellem offentlige sundhedsmyndigheder til støtte for det arbejde, der udføres af nationale tekniske rådgivende grupper inden for vaccination og tilknyttede organer

·skabe en bæredygtig multiinteressentplatform for EU-undersøgelser efter udstedelsen af tilladelse, ved hjælp af hvilken sikkerheden ved og effektiviteten og virkningen af vaccination overvåges

·udvikle fælles metoder til at vurdere den relative effektivitet af vaccination, blandt andet som en del af EU-samarbejdet om vurdering af sundhedsteknologi

·udvikle retningslinjer for et EU-basisvaccinationsskema, der kan anvendes som reference med hensyn til at optimere nationale skemaer, og som opfylder behovene for borgere, der flytter på tværs af grænserne, for at lette kompatibiliteten af nationale skemaer og fremme lighed i borgernes sundhedsbeskyttelse

·afbøde risiciene for mangler ved at udvikle et virtuelt europæisk datavarehus om vaccinebehov for at lette frivillig udveksling af oplysninger om tilgængelige forsyninger og mangler på væsentlige vacciner

·identificere muligheder for at opbygge fysiske lagre på EU-plan ved at gå i dialog med vaccineproducenter

·oprette partnerskaber og forskningsinfrastrukturer, herunder med henblik på kliniske forsøg, og lette tidlig dialog med udviklere, organisationer på folkesundhedsområdet og reguleringsmyndigheder for at støtte tilladelse af innovative vacciner, herunder mod nye sundhedstrusler

·styrke effektiviteten og produktiviteten af finansieringen af forskning i og udvikling af vacciner på EU-plan og nationalt plan og udvikle en køreplan for prioriterede områder af behov.

SØJLE III — EU-koordinering og bidrag til den globale sundhed

De vigtigste udfordringer

Koordineringen af vaccinationspolitikker på EU-plan er fortsat begrænset og sker reaktivt og fra sag til sag. Tilsvarende er der ingen operationelle strukturer, der kan fremme EU-samarbejdet med henblik på at adressere udfordringer i forbindelse med vaccination, herunder det nuværende fragmenterede miljø for forskning i og udvikling af vacciner

Vaccination er et globalt anliggende, og aspekter i forbindelse med international koordinering er derfor af afgørende betydning. Der er et udpræget behov for et bedre globalt beredskab mod overførbare sygdomme, og virkningen af stærke vaccinationsprogrammer i EU og på verdensplan er nøglen til succes for de internationale sundhedsregulativer. I de senere år har G7 og G20 adresseret global sundhed, herunder sundhedssikkerhed. Vaccination er et område, der kan få endnu et politisk skub fremad, hvis det adresseres af disse grupper.

Verdenssundhedsorganisationens globale vaccinationshandlingsplan er en ramme til forhindring af millioner af dødsfald inden 2020 gennem mere lige adgang til eksisterende vacciner for mennesker i alle samfundsgrupper. I maj 2017 bakkede sundhedsministre fra 194 lande op om en ny resolution om styrkelse af vaccination for at nå målene i Verdenssundhedsorganisationens globale vaccinationshandlingsplan. I resolutionen opfordres landene til at udvide vaccinationstjenesterne, således at de rækker ud over spædbarnsalderen, mobilisere national finansiering og styrke det internationale samarbejde.

Vaccination vil også spille en vigtig rolle med hensyn til at nå de bæredygtige udviklingsmål for 2030. Med udviklingsmål nr. 3 om at sikre et sundt liv og fremme trivsel i alle aldersgrupper fremhæves vigtigheden af vaccination med hensyn til at beskytte mennesker mod sygdom. Med den europæiske konsensus om udvikling, "Vores verden, vores værdighed, vores fremtid", gav EU og medlemsstaterne udtryk for, at de er fast besluttede på at gennemføre 2030-dagsordenen. I den sammenhæng har EU og dets medlemsstater på ny bekræftet deres vilje til at beskytte alles ret til de højest opnåelige standarder for fysisk og psykisk sundhed, blandt andet ved at sikre adgang til prismæssigt overkommelige væsentlige lægemidler og vacciner for alle. EU's udviklingspolitiske linje for sundhedssektoren i udviklingspartnerlandene har fokus på at styrke sundhedssystemerne med henblik på at opnå universel sundhedsdækning. Denne tilgang følges også i den EU-støtte, der ydes til flere globale sundhedsinitiativer, blandt andet GAVI, vaccinealliancen.

Kommissionen har støttet GAVI siden oprettelsen i 2000, der blev indtil 2015 bidraget med 83 mio. EUR, og der er givet tilsagn om yderligere 200 mio. EUR for perioden 2016-2020. Kommissionen og en række medlemsstater arbejder også på at koordinere forskning i og udvikling af vacciner med andre forskningssponsorer rundt omkring i verden. Det primære forum for denne koordinering er det globale netværk for samarbejde inden for forskning i beredskab mod smitsomme sygdomme (GloPID-R) 18 , et netværk, der omfatter næsten 30 forskningssponsorer samt WHO og koalitionen for innovation inden for epidemisk beredskab (CEPI) som observatører. Gennem GloPID-R udvikler forskningssponsorer en strategisk dagsorden for forskning i smitsomme sygdomme med pandemisk potentiale, og netværket reagerer på større sygdomsudbrud ved at igangsætte kliniske undersøgelser, herunder med henblik på udvikling af vacciner.

Prioriterede aktiviteter

Der bør med de vigtigste aktiviteter søges at:

Øudvikle operationelle løsningsmodeller på EU-plan, som for eksempel det europæiske vaccinationsinformationsudvekslingssystem, for at øge koordineringen af relevante vaccinationsaktiviteter

Øudnytte de muligheder, som Den Europæiske Socialfond (ESF) og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) tilbyder med hensyn til at styrke den nationale og regionale sundhedsinfrastrukturkapacitet på vaccinationsområdet

Østyrke partnerskaber og samarbejde med internationale aktører og initiativer, som for eksempel Verdenssundhedsorganisationen og dens Strategiske Rådgivende Ekspertgruppe vedrørende Immunisering, Den Europæiske Tekniske Rådgivende Ekspertgruppe vedrørende Immunisering, det globale sundhedssikkerhedsinitiativ, dagsordenen for den globale sundhedssikkerhed, UNICEF og finansierings- og forskningsinitiativer som for eksempel GAVI, vaccinealliancen, koalitionen for innovation inden for epidemisk beredskab (CEPI) og det globale forskningssamarbejde om beredskab over for smitsomme sygdomme (GloPID-R)

Konklusioner

Samarbejde på EU-plan på vaccinationsområdet vil supplere og støtte nationale vaccinationspolitikker. Koordinerede tiltag vil øge bæredygtigheden af nationale vaccinationsprogrammer og styrke den nationale kapacitet til at adressere den voksende vaccinationsskepsis, globale mangler på vacciner, manglende investering fra vaccinefabrikanternes side og mangel på koordinering af forskning i og udvikling af vacciner.

Mere effektive og produktive operationelle værktøjer, strukturer og mekanismer vil forbedre samarbejdet blandt alle de interesserede parter på EU-plan. Dette samarbejde vil øge synergierne mellem vaccination og politikker i forbindelse hermed, herunder politikker om kriseberedskab, e-sundhed, medicinsk teknologivurdering, FoU og lægemiddelindustrien. Det vil således bidrage til effektiviteten og produktiviteten af nationale sundhedssystemer og forbedre sundhedssikkerheden i og uden for Europa, samtidig med at landenes særtræk og kompetencerne hos de nationale og regionale myndigheder i EU respekteres.

Der bør også tilstræbes synergier med internationale initiativer som for eksempel GAVI og CEPI. Mekanismer, der er forbundet med EU's beredskabsplanlægning og gennemførelsen af internationale sundhedsregulativer, og som har til formål at sikre bedre beredskab, opdagelse af og respons på sundhedstrusler, der kan forebygges ved vaccination, bør indeholde bestemmelser med henblik på at sikre støtte til fattigere lande, navnlig i nødsituationer.

(1)

WHO, Immunization Coverage, Fact Sheet 2018, http://www.who.int/mediacentre/factsheets/fs378/en/ .

(2)

Rappuoli R (2014), DG Research New Horizon for Vaccine Conference, https://ec.europa.eu/research/health/pdf/event17/s2-2-rino-rappuoli_en.pdf .

(3)

ECDC. Monthly measles and rubella monitoring report, January 2018, https://ecdc.europa.eu/sites/portal/files/documents/Monthly%20measles%20and%20rubella%20monitoring%20report%20-%20JAN%202018.pdf .

(4)

http://www.euro.who.int/en/media-centre/sections/press-releases/2018/europe-observes-a-4-fold-increase-in-measles-cases-in-2017-compared-to-previous-year.

(5)

Disse skøn omhandler børn i vaccinationsmålgruppen under 2 år, ECDC, ikke offentliggjort.

(6)

ECDC. A fatal case of diphtheria in Belgium, 24 March 2016, https://ecdc.europa.eu/sites/portal/files/media/en/publications/Publications/RRA-Diphtheria-Belgium.pdf .

(7)

2016 WHO/UNICEF Estimates of National Immunization Coverage http://www.who.int/immunization/monitoring_surveillance/who-immuniz.pdf?ua=1 .

(8)

Rådets henstilling om vaccination mod sæsoninfluenza, http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2009:348:0071:0072:DA:PDF .

(9)

Commission SWD 2014 on State of play on implementation of the Council Recommendation on seasonal influenza vaccination, https://ec.europa.eu/health/home_da .

(10)

ECDC. Overview of vaccination recommendations and coverage rates in the EU Member States for the 2013–14 and 2014–15 influenza seasons. http://ecdc.europa.eu/en/publications/Publications/Seasonal-influenza-vaccination-antiviral-use-europe.pdf.

(11)

Direktiv 2000/54/EF om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet, http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32000L0054&from=DA .

(12)

Direktiv 2010/32/EU af 10. maj 2010 om iværksættelse af rammeaftalen indgået af HOSPEEM og EPSU om forebyggelse af stikskader i sygehus- og sundhedssektoren, http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?qid=1524571778685&uri=CELEX:32010L0032.

(13)

Commission SWD on Investing in Health https://ec.europa.eu/health/sites/health/files/policies/docs/swd_investing_in_health.pdf .

(14)

Larson H, De Figueiredo A, Xiahong Z, et al. The State of Vaccine Confidence 2016: Global Insights Through 67-Country Survey. EBioMedicine 2016;12:295–30.

(15)

ECDC. Vaccine hesitancy among healthcare workers and their patients in Europe, 2015. https://ecdc.europa.eu/sites/portal/files/media/en/publications/Publications/vaccine-hesitancy-among-healthcare-workers.pdf.

(16)

Direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2001:311:0067:0128:da:PDF .

(17)

Forordning (EF) nr. 726/2004 af 31. marts 2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur, https://ec.europa.eu/health/sites/health/files/files/eudralex/vol-1/reg_2004_726/reg_2004_726_da.pdf .

(18)

Global Research Collaboration for Infectious Disease Preparedness, https://www.glopid-r.org/ .