Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Bekæmpelse af desinformation på internettet: en europæisk tilgang

(COM(2018) 236 final)

(2018/C 440/32)

Ordfører:

Martin SIECKER

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 18.6.2018
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	6.9.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	19.9.2018
Plenarforsamling nr.	537
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	121/16/34

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Informationsfrihed og ytringsfrihed er ukrænkelig i EU, men denne frihed anvendes til at omstøde Unionens principper med det formål at gøre debat og kritisk tænkning umulig, dvs. at denne frihed ikke anvendes som et værktøj til at oplyse og overbevise, men som våben. Desinformation anvendes som en ekstrem form for misbrug af medier, der har til formål at påvirke de sociale og politiske processer, og som er særlig effektiv, når den sponsoreres af regeringer og anvendes i internationale forbindelser. Aktuelle og slående eksempler er (blandt mange andre) russisk statsstøttet desinformation, Brexitkampagnen, der kun kan betegnes som et frontalt angreb på EU, og påvirkning af valg i USA. Alle disse destabiliserende tiltag bekymrer i høj grad det europæiske civilsamfund.

1.2.

En række værktøjer og metoder anvendes for øjeblikket til at underminere de europæiske værdier og EU's optræden udadtil samt udvikle og fremkalde separatistiske og nationalistiske holdninger, manipulere offentligheden og foretage direkte indgreb i suveræne landes nationale politik og EU som helhed. Derudover kan det observeres, at offensiv cyberkapacitet får stadig større betydning, hvilket også gælder for brug af teknologier som våben til opfyldelse af politiske målsætninger. Virkningen af disse foranstaltninger undervurderes ofte (1).

1.3.

EØSU er enig i Kommissionens opfordring til større ansvarlighed fra de sociale medieplatformes side. Men på trods af, at der foreligger adskillige undersøgelser og politiske oplæg udarbejdet af europæiske specialister inden for de seneste år, indeholder meddelelsen ingen praktiske forpligtende foranstaltninger, der kan sikre dette.

1.4.

På grundlag af den tilgængelige forskning bør EU sikre og videreføre forskningen i konsekvenserne af desinformation i Europa, herunder gennem overvågning af europæernes modstandsdygtighed over for desinformation i de kommende Eurobarometer-undersøgelser. Disse undersøgelser skal ikke kun omfatte generiske data om falske nyheder, men også kaste lys på den faktiske situation for europæernes immunitet over for desinformation. At Kommissionen ikke finder dette presserende og savner ambition, gør, at grundlæggende aspekter ikke tages op, såsom støtteordninger for traditionelle medier med henblik på at sikre borgernes grundlæggende ret til information, som har høj kvalitet og er pålidelig, og undersøgelse af, om det kan lade sig gøre at oprette offentlig-private partnerskaber med det formål at indføre betalte onlineplatforme, som tilbyder sikre onlinetjenester til en overkommelig pris, om det er muligt at skabe større gennemsigtighed i og kontrol med de underliggende algoritmer i disse onlinesystemer, samt om man kan bryde monopolerne og genskabe lige vilkår for fair konkurrence for at forhindre en stadig større korrumpering af samfundet.

1.5.

EØSU beklager, at man hverken i meddelelsen eller i ekspertgruppens rapport nævner Rusland som den vigtigste kilde til fjendtlig desinformation rettet mod EU. Det første skridt imod en løsning af et hvilket som helst problem er dog at indse, at der er et problem.

1.6.

På baggrund af Europa-Parlamentets beslutning af 15. juni 2017 om onlineplatforme og det digitale indre marked (2) henviser Kommissionen til EØSU's efterlysning af en behørig håndhævelse af den eksisterende lovgivning om onlineplatforme. EØSU opfordrer desuden Kommissionen til at afslutte drøftelserne af erstatningsansvarsordningen for onlineplatforme og til at gennemføre en målrettet regulering af onlineplatformene, hvad angår deres definition og karakter. Onlineplatforme og sociale netværk bør forpligte sig til at gennemføre tiltag, som skal sikre gennemsigtighed ved at forklare, hvordan algoritmer udvælger nyheder, og de bør tilskyndes til at træffe effektive foranstaltninger til at forbedre synligheden af pålidelige, troværdige nyheder og lette brugernes adgang til disse.

1.7.

Et af problemerne med desinformation er, at det er umuligt at kontrollere identiteten af de kilder, der spreder desinformation gennem internettet. Det er for nemt at operere i cyberspace under falsk identitet — og det er generelt, hvad de personer, der er aktive på internettet og har ondt i sinde, gør. Kommissionen fremlægger adskillige forslag, som findes i den fælles meddelelse om cybersikkerhed, der blev offentliggjort i september 2017. Problemet er, at disse forslag ikke er obligatoriske. Hvis vi virkelig ønsker at gøre en forskel i kampen mod desinformation, kan det blive nødvendigt med strengere bestemmelser vedrørende identifikation, når folk opererer proaktivt på internettet. Når alt kommer til alt, er det sådan, kvalitetsmedier opererer, i henhold til Bordeaux-kodeksen fra 1954, som blev udarbejdet af Det Internationale Journalistforbund, og som indeholder meget tydelige og strenge principper for arbejdet med kilder. Kilders navn og adresse skal altid være redaktionen bekendt.

1.8.

EØSU er enig med Kommissionen i, at de organisationer, der udfører faktatjek, bør arbejde tæt sammen. Der findes allerede lignende netværk, herunder et under East StratCom-taskforcen. Problemet er, at de har brug for tilstrækkelig finansiering, hvilket de i øjeblikket mangler. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde deres fulde støtte til East StratCom-taskforcens arbejde. Dette bør ikke blot omfatte et egentligt budget, men også alle medlemsstaters aktive deltagelse i arbejdet, med udstationering af eksperter til East StratCom-taskforcen og oprettelse af kontaktpunkter. Der bør gøres en mere proaktiv indsats for at formidle oplysninger om det websted, der fremlægger resultaterne af taskforcens indsats (3), med henblik på at øge offentlighedens bevidsthed om truslerne i EU.

2.   Resumé af Kommissionens meddelelse

2.1.

For at få en sund demokratisk debat er det absolut nødvendigt at have et velfungerende, frit og pluralistisk informationsøkosystem, som bygger på høje professionelle standarder. Kommissionen er opmærksom på den trussel, som desinformation udgør for vores åbne og demokratiske samfund.

2.2.

Kommissionen har til hensigt at fremlægge en bred tilgang, der har til formål at imødegå disse trusler ved at fremme digitale økosystemer (4), der er baseret på gennemsigtighed, og som prioriterer information af høj kvalitet og dermed sætter borgerne i stand til at bekæmpe desinformation med henblik på at beskytte demokratiet og de politiske beslutningsprocesser.

2.3.

Kommissionen opfordrer alle relevante parter til at gøre langt mere for at håndtere problemet med desinformation på en passende måde. Den finder, at de foreslåede tiltag, såfremt de gennemføres effektivt, vil bidrage væsentligt til at bekæmpe desinformation på internettet.

2.4.

Kommissionen identificerer tre hovedårsager til problemet (skabelse af desinformation, forstærkning gennem sociale medier og andre onlinemedier, spredning via brugere af onlineplatforme) og fremlægger en række forslag til håndtering af problemet inden for fem politikområder: — skabe et mere gennemsigtigt, troværdigt og ansvarligt onlineøkosystem — sikre og modstandsdygtige valgprocesser — fremme af uddannelse og mediekendskab — støtte til kvalitetsjournalistik som grundelement i et demokratisk samfund — bekæmpelse af indefrakommende og udefrakommende desinformationstrusler ved hjælp af strategisk kommunikation.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Væksten i organiseret desinformation fra forskellige statslige og ikkestatslige aktører udgør en reel trussel mod demokratiet. Disse destabiliserende kræfter omfatter regeringer fra nationer, der er større end nogen EU-medlemsstat. EU er det rette niveau at handle på, hvis man ønsker at imødegå denne trussel, for i modsætning til nogen enkelt medlemsstat har Unionen den kritiske masse og de ressourcer, der betyder, at EU står i en enestående position til at kunne udvikle og gennemføre strategier og politikker til at løse dette komplekse problem.

3.2.

Demokratiet kan kun fungere korrekt med velinformerede borgere, der træffer oplyste valg baseret på pålidelige fakta og udsagn. Her er en vigtig faktor et system af uafhængige, pålidelige og gennemsigtige medievirksomheder, hvor offentlige radio- og tv-stationer har en særlig position, og som beskæftiger et betydeligt antal professionelle medarbejdere, der indsamler, kontrollerer, analyserer og fortolker nyhedskilder for at sikre en vis grad af kvalitet og korrekthed i de offentliggjorte historier.

3.3.

Der er forskel på falske nyheder og desinformation. Falske nyheder har altid eksisteret: Det er en generel betegnelse, der omfatter rygter, krigspropaganda, hadefuld tale, sensationer, løgne, selektiv brug af fakta osv. Opfindelsen af trykpressen i det 15. århundrede gjorde det muligt at formidle (falske) nyheder i større skala, og det geografiske dækningsområde blev yderligere udvidet med indførelsen af frimærket i 1840. Den digitale teknologi og internettet har fjernet de sidste hindringer for ubegrænset distribution.

3.4.

Ved desinformation forstås oplysninger, der kan verificeres som falske eller vildledende, og som er fabrikeret, fremlagt og udbredt med henblik på økonomisk gevinst eller for bevidst at føre offentligheden bag lyset, hvilket kan være til skade for demokratiske processer, påvirke valg og udgøre en alvorlig trussel mod samfundet (5).

3.5.

Der er flere led i desinformationskæden, nemlig skaberne, brugerne og onlineplatformene, som spiller en overordnet rolle i hele processen ved at lette distributionen. Skaberne (bl.a. regeringer, religiøse institutioner, erhvervskonglomerater, politiske partier og ideologiske organisationer) gør det af forskellige årsager (for at påvirke og manipulere den offentlige debat, bekræfte deres formodede overlegenhed, tjene (flere) penge, opnå magt, skabe had, retfærdiggøre udelukkelse osv.). Distributørerne (navnlig onlineplatforme, men også traditionelle medier) har forskellige motiver, herunder økonomiske fordele eller bevidst manipulation. Brugerne (internetbrugere) er ofte ikke kritiske nok som forbrugere, og derfor bliver de bevidst manipuleret af onlineplatformene. De formidlende teknologivirksomheder, såsom Twitter, Google og Facebook (for blot at nævne nogle få), letter en ubegrænset og ukontrolleret deling af indhold på onlineplatformene til gengæld for indsamling af private data, som gør det muligt for disse platforme at skaffe sig kolossale indtægter gennem mikromålrettet annoncering, der leverer skræddersyede reklamebudskaber til nøje definerede målgrupper. Forbrugernes manglende kendskab til digitalt selvforsvar er med til at gøre problemet større.

3.6.

De pågældende teknologivirksomheder har en del af ansvaret, eftersom de spiller en overordnet rolle i processen. De identificerer ikke sig selv som udgivere, men »kun« som onlineplatforme, der distribuerer oplysninger og andet indhold, der er frembragt af de etablerede medier, uden at behøve at betale for indholdsproduktion i form af redaktionelle medarbejdere. Indholdet distribueres fra andre kilder uden at kontrollere, vurdere, analysere eller fortolke det materiale, de offentliggør. »Google er ikke 'bare' en platform. Google iscenesætter, former og forvrænger vores måde at se verden på«, var en af konklusionerne i artiklen »The great Brexit robbery: how our democracy was hijacked« (det store Brexit-røveri: sådan blev vores demokrati kapret), som The Guardian udgav, og hvori det blev analyseret, hvordan »en dulgt, global operation under ledelse af de forskelligartede kræfter i Leave-kampagnen påvirkede resultatet af EU-folkeafstemningen«. Eftersom desinformation og pålidelige nyheder præsenteres side om side, har brugerne svært ved at skelne det ene fra det andet. Derfor bør teknologivirksomhederne prioritere at blive gennemsigtige omkring regler og data. Det er navnlig vigtigt at kortlægge, om der er åbenlyse forbindelser mellem platformenes politikker vedrørende reklameindtægter og udbredelse af desinformation. (De igangværende forhandlinger om kodeksen om desinformation, der skulle have været offentliggjort inden udgangen af juli 2018, bør i den forbindelse følges nøje.)

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

På trods af den store mangfoldighed af budskaber, kanaler, redskaber, niveauer, ambitioner og taktiske hensigter og uanset dens hurtigt skiftende karakter er den strategiske målsætning for desinformationskampagner at undergrave det liberale demokrati, at så og forstærke mistillid til troværdige informationskilder og at underminere tilliden til et lands geopolitiske retning og til arbejdet i mellemstatslige organisationer. Desinformation anvendes til at udnytte og forstærke splittelse mellem forskellige socioøkonomiske grupper på grundlag af deres nationalitet, race, indkomst, alder, uddannelsesniveau eller erhverv. Udover velkendte kanaler som nyhedsmedier, onlineplatforme og emailkampagner m.m. udøves desinformation også ved hjælp af f.eks. pr-bureauer, lobbyister, tænketanke, ikke-statslige organisationer, nøglepersoner fra eliten, partipolitik, ekspertkredse, kulturelle aktiviteter og europæiske højre- og venstreekstremistiske bevægelser, som til gengæld modtager vederlag gennem forskellige »uafhængige« offentlige fonde, offshorekonti osv.

4.2.

Den russiske regering benytter sig af en bred vifte af redskaber og instrumenter i sine desinformationskampagner, sådan som Europa-Parlamentet (6), Kommissionen (7) og Rådet (8) allerede har fastslået. Disse desinformationskampagner som værktøj bør tages yderst alvorligt. Den indgår i den russiske militærdoktrin og accepteres af det øverste hierarki i de vigtigste statsejede russiske medier. Kampagnerne har som direkte mål at skade det liberale demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettighederne og lukke munden på de institutioner, mellemstatslige organisationer, politikere og enkeltpersoner, der forsvarer dem (9).

4.3.

Vi lever i en tidsalder, der er kendetegnet af stærkt polariserede politiske og demokratiske relationer. Ifølge tænketanke som bl.a. Freedom House og Economist Intelligence Unit har demokratiet været under voksende pres siden den verdensomspændende økonomiske krise i 2008. Et af resultaterne er en ny type politisk lederskab med en profil, der er et brud med den demokratiske tradition, som vi har skabt i Europa i løbet af de sidste 70 år. I stedet for demokratisk valgte liberale ledere ser vi flere og flere »stærke mænd«, hvis valg er omgærdet af indgående spørgsmål om integriteten af de processer, de er valgt som led i. Vi kendte allerede til sådanne ledere uden for EU's indflydelsessfære, f.eks. i Rusland og Kina. Men med repræsentanter som Trump, Erdogan og valgte »illiberale demokrater« i EU-medlemsstater — som alle er kendt for at foretrække desinformation, foragte demokratiet og have et anstrengt forhold til retsstaten — er fænomenet blevet særdeles markant og kommet ufatteligt tæt på.

4.4.

Et velfungerende demokrati er afhængigt af velinformerede borgere, der træffer oplyste valg baseret på troværdige fakta og udsagn, men »troværdighed« og »tillid« er begreber, som ikke længere er selvindlysende i dagens samfund. I denne form for højt polariseret samfundsklima, hvor der er en overflod af information, er folk meget sårbare over for desinformation, og det gør det forholdsvis nemt at manipulere deres adfærd. Vi har været vidner til sådanne meget vellykkede destabiliseringsoperationer ved parlamentsvalg i forskellige medlemsstater og ligeledes ved andre begivenheder såsom Brexit-kampagnen, desinformationskampagner om angrebene på Krim og Ukraine og angrebet i 2014 på Malaysian Airlines flight MH 17 med et BUK-missilsystem fra den russiske hær, hvor alle 298 ombordværende blev massakreret. Kommissionen opfordres til at finde mere proaktive metoder til at skærpe offentlighedens bevidsthed om truslerne fra desinformationskampagner, cyberangreb og den overordnede effekt af udenlandsk indflydelse på samfundet. F.eks. ved at følge den seneste udvikling i andre lande med hensyn til at stille lettilgængelig og nyttig information til rådighed for borgerne om presserende cybersikkerhedsspørgsmål, hvilket omfatter tips til og bedste praksis for, hvordan man bedst beskytter sine digitale omgivelser i dagligdagen.

4.5.

EØSU er enig med Kommissionen i, at som følge af spørgsmålets kompleksitet og den hurtige udvikling inden for det digitale miljø bør den politiske løsning spænde vidt og omfatte en løbende vurdering af desinformationsfænomenet med henblik på at tilpasse de politiske målsætninger i takt med udviklingen. Der findes ikke nogen enkel løsning, der kan håndtere alle udfordringerne, men ikke at foretage sig noget er ikke en løsning. Kommissionens forslag er et skridt i den rigtige retning, men vi skal gøre mere og gøre det bedre. Gennemsigtighed, mangfoldighed, troværdighed og inklusion bør styre bestræbelserne på at bekæmpe desinformation, idet man samtidig beskytter ytringsfriheden og andre grundlæggende rettigheder.

4.6.

Rusland lader til at være særligt aktiv inden for desinformation og hybrid krigsførelse mod Vesten med fokus på EU. For at imødegå dette har vi akut brug for et mere gennemsigtigt, troværdigt og ansvarligt onlineøkosystem. EØSU anbefaler anvendelse af Pragmanualen, som er en undersøgelse finansieret af det nederlandske udenrigsministerium og International Visegrad Fund, og som giver et klart overblik over fjendtlige russiske undergravende aktiviteter i EU og den trussel, som dette udgør mod demokratiet. Selv om der findes medlemsstater, der stadig tvivler på eksistensen af en sådan trussel eller endda bidrager til dens udbredelse, er undersøgelsen meget klar i sin vurdering af, at det er absolut nødvendigt, at EU griber ind. Undersøgelsen indeholder konkrete forslag til, hvordan man kan udforme og gennemføre strategier over for fjendtlig og undergravende påvirkning.

4.7.

Onlineplatformenes rolle har været moralsk forkastelig, når det gælder desinformation. Inden for en forholdsvis kort periode har disse platforme udviklet en form for offentlig tjenestefunktion svarende til den, som telefonselskaber, radio- og tv-stationer og aviser tidligere havde. For at kunne benytte onlineplatformenes tjenester »gratis« betaler brugerne med deres personoplysninger, som giver disse platforme mulighed for at sælge en kolossal mængde mikromålrettet annoncering, sådan som Cambridge Analytica-sagen viste. Denne skævvredne (med hensyn til beskyttelse af personoplysninger) indtægtsmodel er for lukrativ for disse platforme til, at de frivilligt vil afskaffe den. Der har været forslag fremme om, at platforme som Facebook også bør tilbyde en troværdig og velfungerende Facebook-lignende tjeneste, hvor brugerne skal betale et overkommeligt beløb til gengæld for en garanti for, at deres privatliv vil blive respekteret. Spørgsmålet er, om de potentielle brugere stadig vil have tilstrækkelig tiltro og tillid til troværdigheden og integriteten af portaler som Facebook efter at have set, hvordan selskabet bag redegjorde for sin adfærd over for det amerikanske Senat. For at øge offentlighedens tillid til onlineplatformene og beskytte borgerne mod denne form for misbrug, herunder misbrug og deling af personoplysninger, skal disse platforme reguleres, sådan som det fremgik af kodeksen mod ulovlig hadefuld tale på internettet fra 2016, den generelle forordning om databeskyttelse eller NIS-direktiverne. Den selvregulering, som Kommissionen foreslår, er dog kun det første skridt i denne retning og bør ledsages af yderligere foranstaltninger fra Kommissionens side.

4.8.

Den britiske iværksætter og forfatter Andrew Keen, der er kendt som internettets antikrist, har udgivet fire meget kritiske bøger om internettets udvikling. Han er ikke modstander af internettet eller de sociale medier, men han mener, at de store teknologivirksomheders aktiviteter, der tager sigte på at indsamle følsomme oplysninger om folk, er problemets kerne. Privatlivets fred er et meget værdifuldt gode, som definerer, hvem vi er. Den såkaldte gratis forretningsmodel — hvor vi ikke betaler med penge, men ved at give afkald på vores personoplysninger — vil ødelægge privatlivets fred. Keen drager paralleller til det 19. århundrede, hvor den industrielle revolution medførte ændringer i et omfang, der kan sammenlignes med omfanget af de ændringer, som den digitale revolution medfører i dag. Når ændringer defineres som en revolution, indebærer de som regel massive problemer. I det 19. århundrede lykkedes det os at løse disse problemer med redskaber som innovation, regulering, forbrugervalg, civil indsats og uddannelse. Hans budskab er, at den menneskelige intelligens — og ikke den kunstige intelligens — kan gøre det igen, og at vi skal bruge alle de ressourcer, vi brugte for at styre den tidligere revolution, for at sikre, at vi får kontrol over den digitale revolution, og forhindre den i at få magt over os.

4.9.

På grundlag af den tilgængelige forskning bør EU sikre og videreføre forskningen i konsekvenserne af desinformation i Europa, herunder gennem overvågning af europæernes modstandsdygtighed over for desinformation i de kommende Eurobarometer-undersøgelser. Disse undersøgelser skal ikke kun omfatte generiske data om falske nyheder, men også kaste lys på den faktiske situation for europæernes immunitet over for desinformation. At Kommissionen ikke finder dette presserende og savner ambition, gør, at grundlæggende aspekter ikke tages op, såsom støtteordninger for traditionelle medier med henblik på at sikre borgernes grundlæggende ret til information, som har høj kvalitet og er pålidelig, og undersøgelse af, om det kan lade sig gøre at oprette offentlig-private partnerskaber med det formål at indføre betalte onlineplatforme, som tilbyder sikre onlinetjenester til en overkommelig pris, om det er muligt at skabe større gennemsigtighed i og kontrol med de underliggende algoritmer i disse onlinesystemer, samt om man kan bryde monopolerne og genskabe lige vilkår for fair konkurrence for at forhindre en stadig større korrumpering af samfundet.

4.10.

Det kunne f.eks. være en fordel at undersøge muligheden for at etablere en onlineplatform baseret på et offentlig-privat partnerskab, der garanterer brugernes privatliv. En europæisk platform af denne art med Kommissionen som en medfinansierende offentlig partner kan være et meget attraktivt og lovende forslag som et alternativ til Mark Zuckerbergs manipulationsmaskine og andre store private og kommercielle monopoler fra USA og Kina. En sådan platform skal give en garanti for, at brugernes privatliv bliver respekteret.

4.11.

I en markedsøkonomi har alting en pris, men med dette alternativ ville betalingen ske med penge og ikke med personoplysninger. Hovedparten af det nødvendige budget for denne halvoffentlige tjeneste kunne finansieres med skattemidler, sådan som det er tilfældet med alle offentlige tjenester. For resten af budgettets vedkommende ville brugerne skulle betale et relativt lille pengebeløb for at sikre deres personoplysninger mod de nuværende »sociale« platformes umættelige efterspørgsel efter private data. Hvis EU og medlemsstaternes regeringer officielt erklærede, at en sådan platform var en foretrukket partner og brugte den som et alternativ til de nuværende datafortærende rovdyr, ville den opnå den nødvendige størrelse til at have en chance for at konkurrere med de nuværende aktører på markedet. EU kunne også benytte eksisterende søgemaskiner, der garanterer absolut beskyttelse af personoplysninger, som foretrukne partnere, installere dem som standardprogrammer på alle computere, der anvendes af EU-institutionerne, og anbefale dem som standardprogrammer til de statslige institutioner i medlemsstaterne. Kommissionen kunne også spille en mere proaktiv rolle og undersøge reguleringsmulighederne med hensyn til algoritmer og brud på monopolerne.

4.12.

Selv om faktatjek ikke er løsningen på problemet, er det ikke desto mindre af stor betydning. Det fungerer som et første skridt til at forstå, afsløre og analysere desinformation, hvilket er nødvendigt, inden man kan udforme yderligere modforanstaltninger. Det kræver også en stor indsats at tiltrække et større publikums opmærksomhed, idet ikke alle bruger sociale medieplatforme eller endda internettet. Indbyggere i fjerntliggende regioner kan være særligt vanskelige at nå ud til. Synlighed i medierne er vigtigt. Fjernsynet er stadig den mest almindelige informationskilde for befolkningen, og regelmæssige programmer, der forklarer sager med desinformation på nationale sprog, kan yde et betydeligt bidrag til at gøre offentligheden bevidst om problemet. Det er vigtigt, at faktatjekprocessen udføres af professionelle for at undgå de fejltagelser, der prægede Kommissionens første forsøg for nylig. Samarbejde med udgivere og medieorganisationer, hvis journalister arbejder med faktatjek, kan forebygge sådanne problemer.

4.13.

Et af problemerne med desinformation er, at det er umuligt at kontrollere identiteten af de kilder, der spreder desinformation gennem internettet. Det er for nemt at operere i cyberspace under falsk identitet — og det er generelt, hvad de personer, der er aktive på internettet og har ondt i sinde, gør. Kommissionen fremlægger adskillige forslag, som findes i den fælles meddelelse om cybersikkerhed, der blev offentliggjort i september 2017. Problemet er, at disse forslag ikke er obligatoriske: Brugerne kan vælge kun at kommunikere på onlineplatforme med andre, som har identificeret sig, Kommissionen vil fremme brugen af frivillige onlinesystemer, der gør det muligt at identificere leverandører af information osv. Naturligvis findes der en potentiel interessekonflikt mellem privatliv og fuld kontrol, og det bør være muligt at bevare sin anonymitet, når man surfer passivt rundt på internettet. Hvis vi virkelig ønsker at gøre en forskel i kampen mod desinformation, kan det dog blive nødvendigt med strengere bestemmelser vedrørende identifikation, når folk opererer proaktivt på internettet. Når alt kommer til alt, er det sådan, kvalitetsmedier opererer, i henhold til Bordeaux-kodeksen fra 1954, som blev udarbejdet af Det Internationale Journalistforbund, og som indeholder meget tydelige og strenge principper for arbejdet med kilder. Nogle gange er der legitime grunde til, at traditionelle kvalitetsbaserede nyhedsorganer offentliggør historier med anonyme kilder, men det sker altid med angivelse af, at kildens navn og adresse er redaktionen bekendt.

4.14.

Teknologier er hverken »gode« eller »dårlige« — de er neutrale. De kan bruges på en god eller en dårlig måde, men det afhænger af de valg, brugerne træffer. Nye teknologier som dem, der bruges til desinformationen, rummer også potentiale til at spille en central rolle for bekæmpelse af desinformation. EØSU glæder sig derfor over Kommissionens hensigt om at udnytte Horisont 2020-arbejdsprogrammet og dets efterfølger Horisont Europa fuldt ud til at mobilisere forskning og teknologier som kunstig intelligens, blockchain og algoritmer til bedre at kunne identificere kilder, validere oplysningernes pålidelighed og vurdere datakilders kvalitet og præcision fremover. Det er imidlertid vigtigt at foretage en detaljeret analyse af mulighederne for at finde andre finansieringskilder, idet hovedparten af initiativerne ikke falder ind under Horisontprogrammerne.

4.15.

Sikre og modstandsdygtige valgprocesser udgør grundlaget for demokratiet i Europa, men sikkerheden og modstandsdygtigheden ved disse processer er ikke længere garanteret. I de senere år er der afsløret onlinemanipulation og desinformationstaktikker i forbindelse med valg i mindst 18 lande, og desinformationstaktikker bidrog dermed for syvende år i træk til et samlet fald i internetfriheden. EØSU glæder sig over Kommissionens initiativer om med henblik på valget til Europa-Parlamentet i 2019 at finde bedste praksis til at identificere, afhjælpe og håndtere risici for valgprocesser, der skyldes cyberangreb og desinformation.

4.16.

Mediekendskab, digitale færdigheder og undervisning i samfundskendskab er centrale byggesten, der kan styrke samfundets modstandsdygtighed, navnlig eftersom unge, der er meget til stede på onlineplatforme, er meget modtagelige over for desinformation. Uddannelsespolitik er statens ansvar, og derfor er det en opgave for de nationale regeringer at tage sig af dette på alle niveauer af de nationale uddannelsessystemer og uddanne underviserne i dette emne. Desværre forsømmer regeringerne ofte at give medie- og informationskendskab i deres nationale uddannelsessystemer en fremtrædende plads på deres politiske dagsorden. Dette bør forbedres som et første skridt, men medie- og informationskendskab rækker ud over uddannelsessystemerne. Det skal fremmes og forbedres blandt alle samfundsgrupper, uanset alder. På disse områder bør ikkestatslige organisationer spille en rolle. Mange af disse organisationer arbejder allerede rundt omkring i Europa, men de fleste af dem opererer i en lille skala og har ikke den nødvendige rækkevidde. Nationale samarbejdsinitiativer mellem ikkestatslige organisationer og de nationale regeringer kan udfylde denne kløft.

4.17.

Kvalitetsnyhedsmedier og troværdig journalistik spiller en vigtig rolle for borgernes adgang til mangfoldig information af høj kvalitet. Disse traditionelle medier oplever økonomiske problemer, eftersom platformene videreformidler indhold produceret af de traditionelle medier uden at godtgøre dem for deres omkostninger for derefter at høste indtægter fra disse medier ved at sælge annoncer. For at forbedre udgivernes position og sikre, at rettighedshaverne får betaling for deres arbejde, når frugterne af dette anvendes af andre til kommercielle formål, ville det være en fordel med en hurtig aftale om EU's ophavsretsreform. Endvidere anbefales det, at der søges efter muligheder for at udvide det initiativ om målrettet EU-støtte til undersøgende journalistik i EU, som Europa-Parlamentet bekendtgjorde i september 2018. En stærk og pålidelig presse resulterer i et modstandsdygtigt demokrati, der kan forsvares, og hvor værdier som sandhed og ansvarlighed opretholdes. Finansieringsspørgsmålet er særlig vigtigt for mindre medieforetagender, der ofte konfronteres med retssager og chikanerende søgsmål, der har til formål at lukke dem.

4.18.

For at imødegå interne og eksterne desinformationstrusler oprettede Kommissionen East StratCom-taskforcen i 2015 for at fokusere på proaktiv strategisk kommunikation om EU-politikker med henblik på at imødegå forsøg på destabilisering fra Rusland. EØSU vil hilse det velkommen, hvis Kommissionen kan være mere proaktiv med formidlingen af East StratCom's arbejde til den brede offentlighed og lede borgerne hen til oplysninger på taskforcens websted for at øge befolkningens bevågenhed om trusler mod vores demokrati og for at styrke modstandsdygtigheden over for disse trusler. Det er også nødvendigt at øge taskforcens budget. Europa-Parlamentet vedtog et budget på 1 000 000 EUR i oktober 2017. Dette budget kan næppe sammenlignes med de finansielle ressourcer, der investeres af andre aktører såsom Den Russiske Føderation. (USA's udenrigsministerium anslår, at Kremls sofistikerede påvirkningskampagne bygger på et internt og eksternt propagandaapparat, som koster 1,4 mia. USD om året, og som hævdes at nå ud til ca. 600 mio. mennesker i 130 lande og omfatte 30 sprog.)

4.19.

Ved siden af andre tiltag tilskyndes Kommissionen til at være opmærksom på den kendsgerning, at nationale institutioners håndtering af og den nationale lovgivning vedrørende informationssikkerhed i medlemsstaterne ofte er underudviklet. De retlige rammevilkår er forældede, hvilket forhindrer de relevante tilsynsmyndigheder i at kontrollere, om desinformationskanalerne overholder lovgivningen. Det interinstitutionelle samarbejde er utilstrækkeligt, og der er en åbenlys mangel på nationale langsigtede strategier, der har til formål at bekæmpe udenlandske desinformationskampagner og sikre pålidelig information til sårbare befolkningsgrupper. Det er ligeledes vigtigt at foretage en grundig revision af EU's direktiv om audiovisuelle medietjenester, som i øjeblikket giver et medieforetagende mulighed for at lade sig registrere i et hvilket som helst EU-land, så længe et af medievirksomhedens bestyrelsesmedlemmer er bosat i dette land. Dette gør det muligt at nå ud til publikum i europæiske lande ved at udnytte smuthuller i EU-lovgivningen.

---

(1)  Informationsrapport REX/432 »Anvendelse af medier til at påvirke de sociale og politiske processer i EU og de østlige nabolande«.

(2)  2016/2276 (INI).

(3)  https://euvsdisinfo.eu

(4)  Kommissionen anvender ordet »økosystemer« i dokumentet. Ordet »infrastruktur« er måske bedre i denne sammenhæng.

(5)  Kommissionens meddelelse COM(2018) 236 final.

(6)  http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//NONSGML+TA+P8-TA-2017-0272+0+DOC+PDF+V0//DA

(7)  http://ec.europa.eu/newsroom/dae/document.cfm?doc_id=50271

(8)  http://www.consilium.europa.eu/da/meetings/european-council/2015/03/19-20/; http://www.consilium.europa.eu/media/33457/22-euco-final-conclusions-en.pdf; https://www.consilium.europa.eu/media/35936/28-euco-final-conclusions-en.pdf

(9)  »The Strategy and Tactics of the Pro-Kremlin Disinformation Campaign«, EU-Udenrigstjenesten