Bruxelles, den 11.8.2017

COM(2017) 424 final

2017/0190(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Ved forordning (EU) nr. 1380/2013 1 indførtes den såkaldte landingsforpligtelse, dvs. en forpligtelse, som gennemføres gradvis, til at lande alle fangster for bestande, der er underlagt fangstbegrænsninger, eller der er under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse. I princippet skal de nærmere bestemmelser om gennemførelsen af landingsforpligtelsen fastsættes i regionale flerårige forvaltningsplaner, som vedtages ved fælles beslutningstagning. Da det imidlertid blev forventet, at vedtagelsen af flerårige planer ville kræve en vis tid, fastsattes det som en midlertidig løsning i forordning (EU) nr. 1380/2013, at Kommissionen vedtager delegerede retsakter om udsmidsplaner på baggrund af en fælles henstilling fra de berørte medlemsstater for en periode på højst tre år. Udsmidsplaner kan indeholde bestemmelser om fiskerier eller arter, der allerede er omfattet af landingsforpligtelsen, eller de indfører den undertiden inden udløbet af den frist, der er fastsat ved forordning (EU) nr. 1380/2013, som bl.a. andet fastsætter bestemmelser om de minimis-undtagelser og undtagelser begrundet i høj overlevelsesrate, om fangstdokumentation, og, hvis det er relevant, om fastsættelse af bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser.

Den første delegerede forordning, som Kommissionen vedtog om udsmidsplaner, trådte i kraft den 1. januar 2015 og udløber ved udgangen af 2017. Når den indledende treårsperiode er udløbet, har Kommissionen i henhold til forordning (EU) nr. 1380/2013 beføjelse til at vedtage delegerede retsakter, der udelukkende indeholder de minimis-undtagelser, eftersom de flerårige planer i princippet bør anvendes til at nå målet om bæredygtig udnyttelse af havets biologiske ressourcer, som afspejler de forskellige fiskeriers særlige karakteristika og indeholder de nødvendige beføjelser til vedtagelse af delegerede retsakter, herunder andre fleksibilitetsmekanismer, der er nødvendige for at lette gennemførelsen af landingsforpligtelsen.

Indtil videre er det kun den flerårige plan for Østersøen, der er indført 2 , hvorimod Kommissionens to forslag til en flerårig plan for demersale arter i Nordsøen og for små pelagiske arter i Adriaterhavet i øjeblikket er under forhandling mellem medlovgiverne 3 . På denne baggrund er det nødvendigt at give Kommissionen beføjelse til at vedtage udsmidsplaner for en yderligere samlet periode på højst tre år for at lette gennemførelsen af landingsforpligtelsen.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Dette forslag er knyttet til en grundlæggende bestemmelse i reformen af den fælles fiskeripolitik, landingsforpligtelsen. Det har til formål at lette gennemførelsen ved at give Kommissionen beføjelse til at vedtage de nødvendige fleksibilitetsmekanismer ved delegerede retsakter, så længe der ikke er indført regionale flerårige planer vedtaget ved fælles beslutningstagning.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Ved at bidrage til at lette gennemførelsen af landingsforpligtelsen, som har til formål at øge selektiviteten og reducere uønskede fangster, bidrager forslaget til bæredygtighed i miljømæssig, økonomisk og social henseende, som er centrale målsætninger for en række af Unionens politikker.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, i henhold til hvilken Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure kan vedtage de bestemmelser, der er nødvendige for at forfølge målene for den fælles fiskeripolitik.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Ikke relevant, da dette forslag henhører under EU's enekompetence.

Proportionalitetsprincippet

Formålet med forslaget er udelukkende at udvide Kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter om udsmidsplaner for en yderligere periode på tre år som følge af forsinkelsen i vedtagelsen af de flerårige planer. Denne forlængelse er påkrævet og hensigtsmæssig for at sikre en gnidningsløs gennemførelse af landingsforpligtelsen. På grund af den stramme tidsramme medfører den ingen problemer i relation til proportionalitetsprincippet.

Valg af retsakt

Kun en forordning vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet kan ændre en forordning, der er vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure i overensstemmelse med artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant

Der er blot tale om en midlertidig forlængelse af Kommissionens beføjelse til at vedtage udsmidsplaner ved delegerede retsakter, indtil der er indført flerårige planer, som også omfatter gennemførelsen af landingsforpligtelsen for de enkelte havområder og arter i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 1380/2013. En evaluering af reformen af hele den fælles fiskeripolitik er derfor ikke nødvendig.

Høringer af interesserede parter

Selv om der på grund af spørgsmålets hastende karakter ikke er gennemført en formel høring, har Kommissionen modtaget en del breve fra nationale myndigheder og interessenter, hvori de giver udtryk for deres bekymring over, at der i øjeblikket ingen beføjelse er til at forny de udsmidsplaner, der udløber ved årets udgang.

Landingsforpligtelsen er et vigtigt paradigmeskift, og som sådan er dens gennemførelse en stor udfordring for sektoren. På denne baggrund er det nødvendigt at garantere muligheden for at iværksætte de nødvendige fleksibilitetsmekanismer til at lette den gradvise indførelse af landingsforpligtelsen.

Forud for vedtagelsen af Kommissionens forslag om reformen af den fælles fiskeripolitik gennemførtes en omfattende høring af offentligheden og af eksperter, herunder om bestemmelserne vedrørende landingsforpligtelsen.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Ikke relevant

Der er blot tale om en midlertidig forlængelse af Kommissionens beføjelse til at vedtage udsmidsplaner ved delegerede retsakter, indtil der er indført flerårige planer, som også omfatter gennemførelsen af landingsforpligtelsen i de enkelte havområder. Forud for vedtagelsen af Kommissionens forslag om reformen af den fælles fiskeripolitik gennemførtes en omfattende høring af offentligheden og af eksperter, herunder om bestemmelserne vedrørende landingsforpligtelsen.

Konsekvensanalyse

Ikke relevant

Der er blot tale om en midlertidig forlængelse af Kommissionens beføjelse til at vedtage udsmidsplaner ved delegerede retsakter, indtil der er indført flerårige planer, som også omfatter gennemførelsen af landingsforpligtelsen i de enkelte havområder. Da forslaget ingen væsentlige indvirkninger har i økonomisk, miljømæssig og social henseende, er en ny konsekvensanalyse ikke påkrævet.

Forud for vedtagelsen af Kommissionens forslag om reformen af den fælles fiskeripolitik gennemførtes en fuldstændig konsekvensanalyse, herunder om bestemmelserne vedrørende landingsforpligtelsen.

Målrettet regulering og forenkling

Ikke relevant

Grundlæggende rettigheder

Ikke relevant

Der er blot tale om en midlertidig forlængelse af Kommissionens beføjelse til at vedtage udsmidsplaner ved delegerede retsakter. Det har ingen konsekvenser for beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Ikke relevant

Der er blot tale om en midlertidig forlængelse af Kommissionens beføjelse til at vedtage udsmidsplaner ved delegerede retsakter. Det har ingen budgetmæssige virkninger.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Ifølge artikel 46 i forordning (EU) nr. 1380/2013 skal Kommissionen regelmæssigt aflægge rapport om udøvelsen af sine beføjelser. Endvidere kan Europa-Parlamentet og Rådet til enhver tid tilbagekalde beføjelsen.

Forklarende dokumenter (for direktiver)

Ikke relevant

Det er et forslag til forordning.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Forslaget omfatter kun en materiel bestemmelse om ændring af artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 med henblik på en udvidelse af Kommissionens beføjelse til at vedtage planer for udsmid ved delegerede retsakter for en yderligere periode på tre år, forudsat at der ikke er fastlagt flerårige planer for de berørte havområder.

2017/0190 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 4 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)I artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 5 fastsættes en forpligtelse til at lande alle fangster af arter, der er underlagt fangstbegrænsninger, og i Middelhavet også fangster af arter, der er der er underlagt mindstemål (herefter "landingsforpligtelse").

(2)De flerårige planer, der er omhandlet i artikel 9 i forordning (EU) nr. 1380/2013, og de forvaltningsplaner, der er omhandlet i artikel 18 i forordning (EF) nr. 1967/2006 6 , fastsætter detaljerede bestemmelser, som har til formål at lette gennemførelsen af landingsforpligtelsen (herefter "udsmidsplaner").

(3)Artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsætter, at hvis der ikke er vedtaget en flerårig plan eller en forvaltningsplan, kan Kommissionen vedtage udsmidsplaner på midlertidig basis og for en periode på højst tre år.

(4)Erfaringerne har vist, at udarbejdelsen og vedtagelsen af flerårige forvaltningsplaner, der omfatter udsmidsplaner, tager længere tid, end hvad der var forudset på tidspunktet for vedtagelsen af forordning (EU) nr. 1380/2013.

(5)Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte den periode, i hvilken Kommissionen kan vedtage udsmidsplaner, når der ikke foreligger flerårige planer eller forvaltningsplaner.

(6)Forordning (EU) nr. 1380/2013 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013 affattes stk. 6 således:

"6. Hvis der ikke er vedtaget en flerårig plan eller en forvaltningsplan for det pågældende fiskeri, jf. artikel 18 i forordning (EF) nr. 1967/2006, tillægges Kommissionen efter artikel 18 i nærværende forordning beføjelse til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 46 i nærværende forordning, som på midlertidig basis og for en indledende periode på højst tre år, der kan fornys for en yderligere periode på maksimalt tre år, fastlægger specifikke udsmidsplaner, der indeholder de specifikationer, der er omhandlet i stk. 5, litra a)-e), i nærværende artikel. Medlemsstaterne kan i henhold til nærværende forordnings artikel 18 samarbejde om udformningen af sådanne planer med henblik på, at Kommissionen vedtager sådanne retsakter eller forelægger et forslag i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure".

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1139 af 6. juli 2016 om en flerårig plan for torske-, silde- og brislingebestandene i Østersøen og fiskeriet, der udnytter disse bestande, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 (EUT L 191 af 15.7.2016, s. 1).
(3) COM/2016/0493 final - 2016/0238 (COD) og COM/2017/097 final - 2017/043 (COD).
(4) EUT C af , s. .
(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).
(6) Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1626/94 (EUT L 409 af 30.12.2006, s. 11).