30.8.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/2


P8_TA(2017)0205

EU-handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020

Europa-Parlamentets beslutning af 16. maj 2017 om EU-handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 (2016/2273(INI))

(2018/C 307/01)

Europa-Parlamentet,

der henviser til G8-chartret om åbne data,

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Den europæiske handlingsplan for e-forvaltning 2011-2015 — Intelligent, bæredygtig og innovativ offentlig forvaltning ved hjælp af ikt« (COM(2010)0743),

der henviser til sin beslutning af 20. april 2012 om et konkurrencedygtigt digitalt indre marked — e-forvaltning som spydspids (1),

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »EU-handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020 — Fremskyndelse af forvaltningernes digitale omstilling« (COM(2016)0179),

der henviser til Kommissionens rapport med analyse af e-forvaltningen (»eGovernment Benchmark Report«) fra 2016,

der henviser til Kommissionens meddelelse »En strategi for et digitalt indre marked i EU« (COM(2015)0192) og til det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2015)0100),

der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 med titlen »På vej mod en akt for det digitale indre marked« (2),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/2240 af 25. november 2015 om indførelse af et program om interoperabilitetsløsninger og fælles rammer for europæiske offentlige forvaltninger, virksomheder og borgere (ISA2-programmet) som et middel til at modernisere den offentlige sektor,

der henviser til Kommissionens meddelelse af 1. juni 2016 med titlen »Europæiske standarder til det 21. århundrede« (COM(2016)0358),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2011 om beskyttelse af kritisk informationsstruktur — »Resultater og næste skridt: vejen til global internetsikkerhed« (COM(2011)0163),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen,

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2014 med titlen »Hen imod en blomstrende datadreven økonomi« (COM(2014)0442),

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2016 om »Hen imod en blomstrende datadreven økonomi« (3),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1316/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten, om ændring af forordning (EU) nr. 913/2010 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 680/2007 og (EF) nr. 67/2010,

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Konnektivitet med henblik på et konkurrencedygtigt digitalt indre marked — På vej mod et europæisk gigabitsamfund« (COM(2016)0587) og til det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2016)0300),

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (COM(2016)0590) og til dets bilag 1 til 11 — konsekvensanalyse (SWD(2016)0303), Resumé af konsekvensanalysen (SWD(2016)0304) og Resumé af evalueringen (SWD(2016)0305),

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1316/2013 og forordning (EU) nr. 283/2014 for så vidt angår fremme af internetkonnektivitet i lokalsamfund (COM(2016)0589),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016 om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (eIDAS-forordningen),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/37/EU af 26. juni 2013 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (PSI-direktivet),

der henviser til Kommissionens forslag af 10. januar 2017 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af et europæisk e-tjenesteydelseskort og dertil knyttede administrative faciliteter (COM(2016)0824),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. januar 2017 om udveksling og beskyttelse af persondata i en globaliseret verden (COM(2017)0007),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. januar 2017 med titlen »Opbygning af en europæisk dataøkonomi« (COM(2017)0009),

der henviser til Kommissionens forslag af 10. januar 2017 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om respekt for privatliv og beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med elektronisk kommunikation og omf ophævelse af direktiv 2002/58/EF (forordning om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (COM(2017)0010),

der henviser til Kommissionens forslag af 10. januar 2017 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (COM(2017)0008),

der henviser til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser,

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 med titlen »Det europæiske cloudinitiativ — Opbygning af en konkurrencedygtig data- og videnøkonomi i Europa« (COM(2016)0178),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/55/EU af 16. april 2014 om elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige udbud,

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. juni 2016 om »En ny dagsorden for færdigheder i Europa« (COM(2016)0381),

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Retsudvalget (A8-0178/2017),

A.

der henviser til, at moderniseringsstrategierne for de offentlige forvaltninger skal tilpasses til et miljø i forandring, der muliggør omstillingen til digital forvaltning;

B.

der henviser til, at digitaliseringen af offentlige tjenester bør bidrage til at virkeliggøre det indre markeds fulde potentiale, fremme bedre udøvelse af medborgerskab, forbedre borgernes livskvalitet og den sociale og økonomiske udvikling i regionerne, øge borgernes forståelse for og engagement i offentlige tjenester og forbedre deres effektivitet og omkostningseffektivitet og styrke den politiske deltagelse ved at fremme borgernes dialog med offentlige myndigheder og øge gennemsigtigheden; der henviser til, at EU bør fremme udvekslingen af bedste praksis og teknologier mellem medlemsstaterne;

C.

der henviser til, at ikt-sektoren har til opgave at understøtte denne omstillingsproces ved at levere skræddersyede løsninger for offentlige forvaltninger;

D.

der henviser til, at omstillingen til digital forvaltning skal indledes på EU-plan, i medlemsstaterne og på regionalt og lokalt plan;

E.

der henviser til, at en digital offentlig forvaltnings fulde potentiale kun kan opnås, hvis borgere og virksomheder fuldt ud kan have tillid til de tjenesteydelser, der tilbydes;

F.

der henviser til, at EU's e-justiceportal er et væsentligt redskab for adgang til information og til domstolene og udgør et vigtigt skridt i retning af en modernisering af EU's offentlige administration;

G.

der henviser til, at bedre adgang til information og øget anvendelse af forbedrede digitale redskaber til selskabsretsrelaterede formaliteter i løbet af en virksomheds livscyklus bør øge retssikkerheden og nedbringe virksomhedernes omkostninger;

H.

der henviser til, at der gøres en indsats for at sammenkoble elektroniske selskabs- og insolvensregistre i hele Unionen, hvilket er vigtigt for gennemsigtigheden og retssikkerheden på det indre marked;

I.

der henviser til, at det endnu ikke er muligt med en fælles adgang til disse registre gennem e-justiceportalen på grund af forskelle i de tekniske standarder, som medlemsstaterne anvender; der henviser til, at der er behov for en større indsats for at stille tilgængelige, interoperable og brugervenlige e-forvaltningsredskaber til rådighed for offentligheden i Unionen; der henviser til, at en vis grad af datasikkerhed og beskyttelse i forbindelse med databehandling er en grundlæggende forudsætning for anvendelsen af e-justice i lyset af arten af data, der benyttes i retligt arbejde;

1.

Mener, at udviklingen af e-forvaltning er et centralt element i det digitale indre marked, og opfordrer Kommissionen til at fastlægge specifikke, målbare mål for handlingsplanen på grundlag af resultatindikatorer og til at overvåge og rapportere årligt til Parlamentet om de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen heraf; understreger, at handlingsplanen for e-forvaltning 2011-2015 gav positive resultater på såvel EU-plan som i medlemsstaterne; tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til også at vurdere forbrugernes behov for at øge brugen af e-tjenester;

Offentlige forvaltninger bliver digitale

2.

mener, at offentlige forvaltninger bør være åbne, gennemsigtige, effektive og inkluderende, idet de yder grænseløse, personlige, brugervenlige, tilgængelige og digitale end-to-end-tjenester til borgere og virksomheder inden 2022, hvorved de nedbringer omkostninger, barrierer og administrative byrder for borgere og virksomheder, særlig SMV'er, og således høster alle fordele af den digitale revolution; mener imidlertid, at dette bør være foreneligt med en retfærdig omstrukturering i den offentlige forvaltning;

3.

støtter planen om at basere fremtidige initiativer på princippet om »digital betjening som udgangspunkt« og understreger vigtigheden af at gennemføre »kun én gang«-princippet, der vil gøre interaktion med offentlige forvaltninger lettere for borgere og virksomheder ved at undgå unødvendigt tidskrævende administrative procedurer og lette genanvendelsen af tidligere indgivne oplysninger til andre ansøgninger; fremhæver, at gennemførelsen af »kun én gang«-princippet på EU-plan ifølge Kommissionens undersøgelser faktisk forventes at spare ca. 5 mia. EUR pr. år senest i 2017; opfordrer Kommissionen til at underrette Europa-Parlamentet om resultaterne af det omfattende »kun én gang«-pilotprojekt for virksomheder og til senest med udgangen af 2017 at iværksætte et omfattende »kun én gang«-pilotprojekt for borgere;

4.

glæder sig over Kommissionens intention om tidligst muligt at oprette en fælles digital portal, der vil give borgere og virksomheder en opkoblet sammenhængende pakke af onlinetjenester med tilknytning til det indre marked på såvel nationalt plan som EU-plan, herunder oplysninger om EU-regler og nationale regler, samt bistandstjenester, og at gennemføre de vigtigste procedurer for borgere og virksomheder i grænseoverskridende situationer og hjælpe med at gennemføre »kun én gang«-princippet" på EU-plan; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en hurtig og fuldstændig gennemførelse heraf og til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre dens effektive funktion og interoperabilitet med henblik på at frigøre dens fulde potentiale og fordele; understreger, at de eksisterende bedste praksisser, der allerede anvendes i visse medlemsstater, bør fremmes; mener, at dette initiativ bør sikre, at alle medlemsstaterne stiller en fælles officiel portal for e-tjenester til rådighed, der giver adgang til alle deres onlinetjenester og de tilgængelige interoperable EU-tjenester; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre en hurtig og fuldstændig gennemførelse af »kvikskrankerne«;

5.

opfordrer Kommissionen til at overveje yderligere måder, hvorpå man kan fremme digitale løsninger af formaliteter i løbet af en virksomheds livscyklus, elektronisk registrering af virksomheders dokumenter og indgivelse af grænseoverskridende og andre oplysninger til selskabsregistre; bemærker, at lovgivning på dette område kan være den eneste måde, hvorpå man kan skabe en passende lovramme for EU-dækkende digitale løsninger;

6.

mener, at arbejdet med den elektroniske sammenkobling af medlemsstaternes selskabs- og insolvensregistre bør intensiveres, og understreger denne sammenkoblings betydning for det indre marked; understreger, at enhver oplysning, der skal indgives, bør følge en fælles europæisk model eller ramme;

7.

understreger betydningen af, at de digitale offentlige tjenester er inklusive, tilgængelige og baseret på en generel tilgang, en væsentlig faktor, der understøtter udformningen og gennemførelsen af politikker til fremme af konkurrenceevne, vækst og jobs, og opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre og anvende det nye direktiv om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobile applikationer, der vil gavne personer med handicap og ældre personer;

8.

understreger vigtigheden af »åbne data«, hvorved visse oplysninger fra den offentlige sektor er frit tilgængelige til brug og genbrug inden for og mellem offentlige forvaltninger; understreger behovet for foranstaltninger, der sikrer respekt for ophavsret og databeskyttelse; gentager, at åben og inklusiv fri datastrøm vil muliggøre fortsat udvikling og skabelse af nye innovative løsninger, hvilket vil øge effektiviteten såvel som gennemsigtigheden; understreger, at denne form for data og offentlige oplysninger derfor bør stilles til rådighed, hvor det er muligt, med henblik på at skabe nye muligheder for viden og bidrage til udviklingen og styrkelsen af et åbent samfund; minder om, at offentlige forvaltninger i videst muligt omfang bør stille oplysninger til rådighed, især når den mængde data, der genereres, er meget stor, således som det er tilfældet med programmet Inspire; mener, at der bør gøres flere bestræbelser på at gennemføre koordinerede datastrategier i både EU-institutionerne og medlemsstaterne, herunder øge og fremskynde offentlig tilgængeliggørelse af data, sikre bedre datakvalitet og let adgang til data og levere e-lovgivning i maskinlæsbare formater;

9.

fremhæver fordelene ved e-deltagelse og understreger, at medlemsstaterne bør gøre mere brug af e-konsultation, e-information og e-beslutningstagning; understreger, at for at undgå misbrug af systemerne må e-deltagelse, særlig med hensyn til e-beslutningstagning, være i overensstemmelse med eIDAS-forordningen for at sikre ansvarlighed og gennemsigtighed;

10.

glæder sig over de initiativer, som alle EU-institutionerne har taget for at styrke e-deltagelsesmekanismerne på EU-plan og i medlemsstaterne, og anmoder Kommissionen om yderligere at udvikle og fremme digitale redskaber såsom de elektroniske afstemningssystemer og e-andragender, der har til formål at styrke og fremme borgernes og virksomhedernes deltagelse i den politiske beslutningsproces i Unionen;

11.

bemærker, at brugen af bærbart udstyr er vokset betydeligt gennem de seneste fem år, mens kun en tredjedel af de offentlige websites er brugervenlig for bærbart udstyr; opfordrer derfor medlemsstaterne til at undersøge mulighederne for at udvikle løsninger for bærbart udstyr for e-forvaltningstjenester og til at sikre deres brugervenlighed og tilgængelighed for alle; understreger, at offentlige forvaltningers websteder og redskaber skal holdes ajour med den moderne teknologi og kravene til cybersikkerhed, der hele tiden udvikler sig, med henblik på at fremtidssikre tilgængeligheden af e-forvaltningstjenester;

12.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme og anvende e-udbud, når de køber forsyninger og tjenesteydelser eller i forbindelse med udbud af offentlige arbejder, hvilket gør offentligt forbrug mere gennemsigtigt og effektivt og fører til lavere omkostninger og mindre bureaukrati; opfordrer medlemsstaterne til at øge anvendelsen af registre over kontrakter og interoperable e-signaturer i deres offentlige sektorer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foretage det nødvendige for at sikre, at udbudsprocedurer er gennemsigtige, og at oplysningerne er tilgængelige i realtid for alle deltagere heri; opfordrer med henblik herpå Kommissionen til at lette udvekslingen af bedste praksis i forbindelse med anvendelsen af innovationskriterier i offentlige udbud, særlig for at sikre, at udbud ikke foregriber løsninger, men snarere giver tilbudsgivere mulighed for at foreslå innovative åbne løsninger; opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit arbejde inden for e-faktureringsstandarder, elektronisk afgivelse af tilbud og e-meddelelse og til at tilskynde til anvendelsen af elektronisk identifikation i offentlige forvaltningers interne systemer for at forbedre ansvarligheden og sporbarheden i forbindelse med alle operationer i sådanne systemer;

13.

understreger betydningen af, at der udvikles sikre, pålidelige og interoperable grænseoverskridende offentlige tjenester, så man undgår en yderligere opsplitning og støtter mobiliteten; understreger, at interoperabilitet og standardisering er nogle af de centrale elementer i gennemførelsen af e-forvaltningsstrukturer, og glæder sig derfor over Kommissionens meddelelse med titlen »Europæiske standarder til det 21. århundrede« og også i denne forbindelse revisionen af den europæiske interoperabilitetsramme; understreger, at anvendelsen af åbne standarder er grundlæggende for at give EU-borgerne mulighed for at deltage i forvaltningsplatforme, og understreger, at standarder skal tjene samfundets interesse som helhed ved at være inklusive, retfærdige og fremtidssikre og udvikles på en åben og gennemsigtig måde; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme åbne standarder i forbindelse med udviklingen af offentlige digitale løsninger og at lægge større vægt på interoperabilitet og de potentielle fordele ved at bruge digital teknologi effektivt;

14.

beklager, at kun 28 % af de europæiske husholdninger i landdistrikterne havde en hurtig fastnetforbindelse i 2015, og at den gennemsnitlige 4G-dækning i EU, til trods for at den er 86 % i hele EU, kun er 36 % i landdistrikter, og henleder opmærksomheden på den tvingende nødvendighed af vedvarende støtte til udbredelse af bredbånd, især i landdistrikter, eftersom adgang til en hurtig bredbåndsforbindelse er uomgængelig nødvendig for at kunne bruge og drage fordel af e-forvaltningstjenester; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat i tilstrækkelig grad af finansiere udbredelsen af bredbånd, digitale tjenesteydelsesinfrastrukturer og grænseoverskridende interaktion mellem offentlige forvaltninger efter 2020 inden for rammerne af Connecting Europe-Faciliteten eller andre passende EU-programmer og derigennem sikre langsigtet bæredygtighed; opfordrer i denne forbindelse operatørerne til at investere mere i infrastruktur til at forbedre forbindelsen i landdistrikter og sikre, at landdistrikterne også drager fordel af højkapacitetsnet i form af 5 G, eftersom dette vil være et centralt element i opbygningen af vores digitale samfund;

15.

understreger, at fuld udrulning af sikre, tilstrækkelige, modstandsdygtige, pålidelige og højtydende infrastrukturer såsom ultrahurtige bredbånd og telekommunikationsnet er væsentlig for e-forvaltningstjenesters funktionsevne; opfordrer derfor til hurtig vedtagelse af den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation for at nå de europæiske strategiske mål; anser det for afgørende, at offentlige myndigheder holdes opdateret med den teknologiske udvikling og har tilstrækkelig kapacitet til at indføre innovative teknologier, f.eks. big data og tingenes internet eller mobiltjenester som 5G, der kan opfylde brugernes behov;

16.

mener, at genbrug af Connecting Europe-facilitetens (CEF’s) tekniske moduler overalt inden for den offentlige og private sektor er af vital betydning for digitaltjenesteinfrastrukturens funktionsevne; understreger nødvendigheden af at sikre den langsigtede bæredygtighed af CEF’s tekniske moduler og resultaterne fra omfattende pilotprojekter og ISA2-programmet efter 2020; fremhæver det potentiale, der ligger i Wifi4EU-initiativet med hensyn til at fremme adgang til højhastighedsnetværk for alle; opfordrer derfor Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at udvikle en langsigtet forvaltningsstruktur med henblik på at nå målene for det digitale indre marked, hvis prioritet bør være at opfylde borgernes og virksomhedernes behov, og som bør fremme brug af fælles standarder overalt, hvor det er muligt;

17.

bemærker, at ibrugtagningen af innovative løsninger til dataintensive offentlige tjenester, f.eks. brug af cloudtjenester, stadigvæk er langsom og fragmenteret; minder om, at tjenester som Inspire genererer store mængder data, hvilket kræver større databehandlingskapacitet; hilser hvad det angår Kommissionens europæiske cloudinitiativ velkomment og mener, at brugergrundlaget for den europæiske åbne forskningscloud bør udvides til også at omfatte den offentlige sektor;

18.

opfordrer Kommissionen til at øge opmærksomheden på betydningen af e-justiceportalen og dens anvendelser og gøre den til en kvikskranke for relevant retsinformation og for adgang til domstolene i medlemsstaterne; bemærker dog, at ikke alle parter i procedurer har lige adgang og de nødvendige kompetencer til at anvende informations- og kommunikationsteknologi, hvilket kan betyde, at deres adgang til domstolene er begrænset; understreger, at der bør tages særlig hensyn til at give personer med handicap adgang til e-justiceportalen;

19.

glæder sig over indførelsen af e-CODEX, der giver mulighed for direkte kommunikation mellem borgerne og domstolene i alle medlemsstaterne, som et stort skridt i retning af at lette adgangen til offentlige tjenester på tværs af grænserne;

20.

lykønsker Rådet og Kommissionen med deres arbejde for at indføre den europæiske retspraksisidentifikator (ECLI), der er meget nyttig til juridisk forskning og retlig dialog, og glæder sig over oprettelsen af ECLI-søgemaskinen, der bør lette adgangen til retsinformation i hele Unionen;

21.

gentager nødvendigheden af at forbedre de digitale færdigheder hos forvaltningspersonalet såvel som hos alle borgere og virksomheder ved at udvikle og understøtte uddannelsesaktiviteter på nationalt, regionalt og lokalt plan for at minimere risikoen for digital udelukkelse og af at indføre specialiserede kurser i e-forvaltningstjenester for tjenestemænd og beslutningstagere; understreger, at digitale færdigheder er en absolut forudsætning for at deltage i e-forvaltning; tilskynder til udvikling af læseplaner for e-læring, som er anerkendt i det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem (ECTS); mener, at det er et centralt element i udviklingen af e-forvaltning, at der er en stadig vækst inden for udvikling af digitale færdigheder; understreger behovet for at håndtere og forebygge digitale kløfter mellem geografiske områder, mellem personer fra forskellige socioøkonomiske niveauer og mellem generationer; opfordrer medlemsstaterne til at følge forslagene i handlingsplanen for e-forvaltning for at give især unge mulighed for at kommunikere med administrative organer på en måde, der afspejler deres kommunikationsvaner på andre områder af deres tilværelse, og understreger yderligere, at undervisning i digitale færdigheder er særlig vigtig, når det gælder ældre personer, der ofte mangler færdigheder eller tillid, når de anvender e-tjenester; mener, at medlemsstaterne bør fremme livslang læring og lette kommunikationen og uddannelseskampagner, herunder oprettelsen af netværk for undervisning i mediekendskab, så EU-borgerne kan gøre fuld brug af de nye e-forvaltningsportaler og -tjenesters kapacitet;

22.

understreger behovet for en inklusiv dobbelt online- og offlinetilgang, eftersom dette er nødvendigt for at undgå udelukkelse, i betragtning af det nuværende omfang af digital analfabetisme og det faktum, at over 22 % af europæerne, især ældre, foretrækker ikke at bruge onlinetjenester, når de skal i kontakt med offentlige forvaltninger; understreger, at der er flere forskellige årsager til at afvise at anvende onlinetjenester, såsom manglende kendskab og færdigheder, manglende tillid og forkert opfattelse; mener, at det for at undgå digital udstødelse eller en udvidelse af den digitale kløft er nødvendigt at sikre adgang til og en god kvalitet af e-forvaltningstjenester for borgere, der lever i landdistrikter, bjergområder eller fjerntliggende egne;

23.

understreger, at digitalisering kan give omkostningsbesparelser for de offentlige myndigheder; forstår, at digitalisering og andre udfordringer, der stammer fra moderniseringspakker, ofte tackles i forbindelse med budgetstramninger, og at navnlig regionale og lokale myndigheder stadig står over for en kæmpestor arbejdsbyrde i de kommende år, hvilket derfor ikke blot kræver vedtagelse af digitale løsninger baseret på åbne standarder, hvorigennem vedligeholdelsesomkostningerne reduceres, og innovationen øges, men også fremme af offentlig-private partnerskaber; fremhæver, at der med tiden vil vise sig omkostningseffektivitet, fordi investering i digitalisering vil bidrage til at nedbringe administrative omkostninger i fremtiden; understreger, at behovet for en online- og offlinetilgang i mellemtiden stadig er uundgåeligt;

24.

påpeger, at der ved overvejelsen af digitalisering af individuelle administrative procedurer må tages hensyn til indsigelser på grundlag af væsentlig samfundsinteresse;

Grænseoverskridende e-forvaltning på alle forvaltningsniveauer

25.

understreger vigtigheden af at skabe en bæredygtig grænseoverskridende e-forvaltningsinfrastruktur med henblik på at forenkle adgangen til og udøvelsen af de fire grundlæggende friheder;

26.

understreger den grænseoverskridende e-forvaltnings betydning for borgerne i deres dagligdag og understreger fordelene ved yderligere at udvikle elektronisk udveksling af oplysninger om social sikring (EESSI) og den europæiske portal for jobmobilitet (EURES) samt de grænseoverskridende e-sundhedstjenester;

27.

glæder sig over Kommissionens forskellige initiativer til at udvikle grænseoverskridende digitale forskrifter, især med hensyn til interoperabilitet og standardisering; understreger dog, at ibrugtagningen af disse løsninger går alt for langsomt i betragtning af værdien og betydningen af sådanne tjenester for EU-borgerne; opfordrer Kommissionen til at sikre den rette ramme for at fremme tillid mellem medlemsstaterne og fremskynde udviklingen af grænseoverskridende digitaliserede forskrifter, fra databeskyttelse, sikkerhed i forbindelse med dataudveksling til anvendelsen af den nødvendige digitale infrastruktur og de nødvendige digitale tjenester;

28.

anmoder Kommissionen om yderligere at udvikle og fremme anvendelsen af den europæiske jobmobilitetsportal EURES gennem en tættere integration og et tættere samarbejde mellem offentlige arbejdsformidlingskontorer og EURES-portalen for at lette og øge arbejdsgivernes og de jobsøgendes mobilitet i Den Europæiske Union;

29.

understreger, at e-sundhed i betydelig grad kan forbedre livskvaliteten for borgerne ved at sikre mere tilgængelig, omkostningseffektiv og effektiv sundhedspleje til patienter;

30.

mener, at det, for at grænseoverskridende e-forvaltningstjenester kan fungere fuldt ud, er nødvendigt at imødegå sprogbarrierer, og at offentlige forvaltninger, navnlig i grænseregioner, ikke alene stiller deres oplysninger og tjenester til rådighed på deres medlemsstats sprog, men også på andre relevante europæiske sprog;

31.

understreger vigtigheden af at udveksle eksempler på bedste praksis, eksempler og projekterfaring mellem alle forvaltningsniveauer, både inden for og mellem medlemsstater; anerkender, at EU-finansierede storstilede pilotprojekter som eSENSE, eCODEX og TOOP i væsentlig grad bidrager til at forbedre grænseoverskridende tjenester i Europa;

32.

mener, at en omfattende overvågning af e-forvaltningsresultater i medlemsstaterne bør sikre, at metoden til måling af resultater tager tilstrækkelig højde for særlige nationale forhold; fremhæver fordelene ved en pålidelig måling af resultaterne i medlemsstaterne for politiske beslutningstagere og den offentlige opinion;

33.

påpeger, at interoperabilitet, åbne standarder og åbne data ikke alene er vigtige i en grænseoverskridende sammenhæng, men at de også er nødvendige på nationale, regionale og lokale forvaltningsniveauer i de enkelte medlemsstater under samtidig hensyntagen til behovet for databeskyttelse i forbindelse med overførsel af oplysninger;

34.

opfordrer Kommissionen og de øvrige EU-institutioner til at gå forud med et eksempel på området for e-forvaltning og til at tilbyde en brugervenlig portal for borgere og virksomheder samt digitale end-to-end-tjenester, særlig i forbindelse med ansøgning om EU-finansiering og udbudsprocedurer, og opfordrer Kommissionen til ligeledes at intensivere sine bestræbelser på at oversætte sine websteder til EU's officielle sprog og fremhæve bedste praksis;

Databeskyttelse og datasikkerhed

35.

understreger, at borgernes tillid til beskyttelsen af personoplysninger er grundlæggende for at sikre en vellykket handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020, og understreger, at de offentlige forvaltninger skal behandle personoplysninger sikkert og i fuld overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse og EU-reglerne om beskyttelse af privatlivets fred, hvorved tilliden til digitale tjenester styrkes;

36.

fremhæver, at en plan for e-sundhed også bør overvejes i forbindelse med handlingsplanen for e-forvaltning, da den er en vigtig del heraf; mener, at indsamling og overførsel af data bør forbedres, og at grænseoverskridende dataoverførsel bør være muligt, hvis der er behov herfor i visse tilfælde, eftersom dette vil lette leveringen af sundhedstjenester for alle EU-borgere;

37.

påpeger, at databeskyttelseslovgivningen samtidig ikke bør opfattes som en hindring, men derimod som et afsæt for udvikling af innovative e-forvaltningsløsninger, og understreger derfor nødvendigheden af effektiv vejledning om anvendelsen af den generelle forordning om databeskyttelse samt for vedvarende udveksling med interesserede parter;

38.

bemærker, at kun 15 % af europæerne erklærer, at de har en følelse af at have fuld kontrol med brugen af deres personoplysninger; finder det vigtigt at undersøge princippet om dataejerskab yderligere og nærer tiltro til, at fremtidige foranstaltninger vil kunne bygge videre på Kommissionens meddelelse »Opbygning af en europæisk dataøkonomi« og andre beslægtede forslag;

39.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre en hurtig og fuldstændig gennemførelse af eIDAS-forordningen, eftersom elektroniske signaturer, elektronisk identifikation og autentificering er det underliggende fundament for grænseoverskridende digitale offentlige tjenester; understreger, at det er vigtigt at fremme borgeres, virksomheders og offentlige forvaltningers anvendelse af anmeldte eID-ordninger i henhold til eIDAS-forordningen; understreger i denne forbindelse, at vedtagelsen af disse centrale katalysatorer bør prioriteres i såvel den private som den offentlige sektor i udviklingen af digitale tjenester; opfordrer derfor Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at lette og fremme offentligt-privat samarbejde i anvendelsen på tværs af grænser og sektorer af digital identifikation og signatur; bifalder ligeledes ISA2-programmet, som omfatter alle de EU-politikker, der kræver interoperabilitet mellem systemerne fungerer på EU-plan og nationalt plan;

40.

fremhæver, at foranstaltninger til at beskytte offentlige forvaltninger mod cyberangreb og sætte dem i stand til at modstå sådanne angreb er yderst vigtige og skal udvikles; understreger, at det er nødvendigt med en EU-baseret tilgang i denne henseende, især fordi »kun én gang«-princippet, som er en del af handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020, afhænger af udvekslingen af borgernes data mellem europæiske administrative organer;

41.

understreger, at der skal tages hensyn til datasikkerheden allerede i fasen med udformning af applikationer, der skal være moderne og lette at håndtere, og af administrative processer, der skal være effektive (»indbygget sikkerhed«), for at sætte borgerne og virksomhederne i stand til fuldt ud at drage fordel af de moderne teknologier;

o

o o

42.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1)  EUT C 258 E af 7.9.2013, s. 64.

(2)  Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0009.

(3)  Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0089.