20.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 264/1

Ordfører:

José María ZUFIAUR NARVAIZA

1.1.

EØSU er enigt i, at den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS) fra 2003 bør revideres for at svare til en international situation, som har ændret sig væsentligt. I sin egenskab af rådgivende organ for de europæiske institutioner samt repræsentant for det organiserede civilsamfund anser EØSU det endvidere for absolut nødvendigt, at det høres i forbindelse med udarbejdelsen af den nye strategi, og at civilsamfundet inddrages på struktureret vis. Efter EØSU's mening vil det være nødvendigt at foretage hyppigere revisioner af den samlede strategi. For eksempel hvert femte år og sammenfaldende med Europa-Parlamentets og Kommissionens mandatperioder.

1.2.

EU står over for en krise, hvis vigtigste karakteristika er social opløsning, gensidig afhængighed, svage institutioner og ulighed på alle fronter. Vi er gået ind i en æra, hvor social udstødelse er en afgørende konfliktskabende faktor, som militær indgriben helt klart kommer til kort over for.

1.3.

Den omsiggribende geopolitiske og geoøkonomiske konkurrence og visse magters insisteren på at dele verden op i indflydelsessfærer indvirker på den europæiske strategiske model baseret på samarbejde og positiv konditionalitet, hvilket gør det nødvendigt at tilpasse den.

1.4.

I en så kompleks international situation vil europæerne efter EØSU's mening kun være i stand til at værne om deres værdier og interesser ved at tage udgangspunkt i mere sammenhængende mål, politikker og midler. Den europæiske udenrigspolitik begynder på hjemmefronten, eftersom der er en uløselig sammenhæng mellem de interne og eksterne politikker.

1.5.

De europæiske borgere vil kun kunne overvinde deres nuværende skepsis, føle sig som europæere og bakke op om Unionen, hvis EU ændrer kurs og positionerer sig som fortaler for deres sikkerhed, frihed og velfærd — som forsvarer for lighed — i Europa og i resten af verden.

1.6.

Den europæiske integration må forstærkes, for at EU kan tage føringen i en globaliseret verden, træffe beslutninger, som kan genoplive begejstringen for det europæiske projekt og for en ny social kontrakt, og tage kampen op mod det demokratiske underskud.

1.7.

Udenrigspolitikken og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, som bør have flere midler stillet til rådighed, kræver, at der bruges mere fleksible — og bedre koordinerede — arbejdsmetoder mellem medlemsstaterne og de europæiske institutioner.

1.8.

EU's forsvar kræver bedre koordinering og fælles planlægning med det sigte at gå i retning af en europæisk forsvarsunion. Derfor er det nødvendigt, at EU øger finansieringen og udvikler den europæiske forsvarsindustri samt undgår dobbeltudgifter ved hjælp af initiativer til sammenlægning og deling. Ligeledes er bedre styring og en sammenhængende institutionel struktur såvel som fremme af store fælles projekter af afgørende betydning. Alt dette må ikke berøre de Transatlantiske Forbindelser og det tætte samarbejde med alliancer og organisationer, som de fleste EU-lande er medlemmer af, såsom NATO.

1.9

Efter EØSU's mening bør prioriteterne for den nye samlede strategi være følgende: a) styrkelse af kandidatlandenes, navnlig landene på Vestbalkans, vej mod EU-tiltrædelse og stabilisering af situationen i EU's østlige og sydlige nabolande, herunder gennem håndtering af migrations- og flygtningestrømme, b) fremme af en mere handlekraftig, effektiv og synlig europæisk fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), understøttet af en stærk og mere tydeligt defineret teknologisk og industriel basis for det europæiske forsvar, c) styrkelse af et effektivt og reformeret multilateralt system for sikkerhedsmæssig, socioøkonomisk og udviklingsorienteret styring og d) fremme af handel og investeringer. Disse prioriteter bør endvidere være underlagt to tværgående principper: bæredygtig udvikling generelt og styrkelse af civilsamfundets organisationer.

1.10.

Med sit traditionelle forebyggende og multilaterale diplomati bør EU være en normgivende og konstruktiv magt, som fremmer inklusive styreformer og slår til lyd for vækstøkonomiernes deltagelse i de multilaterale institutioner.

1.11.

EU, som blev dannet for at konsolidere freden i Europa, bør som primært mål i den overordnede strategi have opretholdelse og promovering af fred. I denne henseende er sikkerheds- og forsvarspolitikken, den diplomatiske aktivitet og civilsamfundets rolle af grundlæggende betydning.

1.12.

I forbindelse med flygtningekrisen anser EØSU det for absolut nødvendigt, at EU udarbejder en fælles flygtninge-, asyl- og indvandringspolitik, som skal gennemføres af en EU-institution, hvilket vil sikre, at medlemsstaterne påtager sig deres ansvar i fællesskab og i et rimeligt og solidarisk omfang.

1.13.

Efter EØSU's mening bør der også foretages ændringer i systemet for tildeling af EU-midler til udvikling, så de bliver mere fleksible, polyvalente og afpassede efter de faktiske forhold.

1.14.

Der er en række mega-handelsaftaler, som er under forhandling eller ratificering, og som ud over deres rent handelsmæssige aspekter har en ubestridelig geopolitisk dimension. Håndtering af de geopolitiske konsekvenser af denne type aftaler, styrkelse af EU's multilaterale forbindelser og undgåelse af spændinger mellem handelsblokke vil være et hovedelement i EU's fremtidige samlede strategi. Endvidere vil det i lyset af disse aftalers indvirkning på borgernes dagligdag efter EØSU's opfattelse være nødvendigt, at strategien forholder sig til de krav og betænkeligheder, som fremføres af civilsamfundet og offentligheden i almindelighed.

1.15.

Styrkelsen af civilsamfundet, dets aktiviteter og indsats parallelt med den diplomatiske indsats er efter EØSU's mening af afgørende betydning for gennemførelsen af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Følgelig går EØSU ind for, at dette element udtrykkeligt tilføjes til de prioriterede mål for FUSP.

1.16.

Vi mener, at EØSU som rådgivende organ for EU's institutioner og repræsentant for alle de vigtigste civilsamfundsorganisationer i medlemsstaterne har de bedste forudsætninger for at være en vigtig medspiller for de EU-institutioner, der er involveret i EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, navnlig Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Kommissionen.

1.17.

Med dette for øje foreslår EØSU at gennemgå disse prioriteter i fællesskab og undersøge, hvorledes der kan formaliseres et samarbejde mellem EU-Udenrigstjenesten og EØSU.

1.18.

EØSU tilbyder at bistå EU-Udenrigstjenesten ved udarbejdelsen af en evalueringsrapport om civilsamfundets nuværende deltagelse i den europæiske udenrigspolitik.

1.19.

Vi foreslår, at der i overværelse af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik afholdes en årlig høring i EØSU med deltagelse af de vigtigste europæiske civilsamfundsorganisationer.

2.1.

EØSU påpeger, at der er behov for en strategi, som samler alle instrumenter for EU's eksterne aktiviteter, herunder på sikkerheds- og forsvarsområdet, inden for en overordnet, sammenhængende og tidssvarende ramme. Derfor er der behov for ændringer med hensyn til de eksterne aktiviteters mål, prioriteter, interesser og instrumenter ud fra et helhedsperspektiv, så man kan komme ud over snævre tilgange og enkeltstaters fodslæb samt styrke koordinering og fleksibilitet (1)  (2).

2.2.

Trods de betydelige fremskridt, der er gjort inden for forskellige aspekter af millenniumudviklingsmålene, tyder andre fænomener — Vestens aftagende betydning, de nye vækstøkonomiers konsolidering, informationsteknologiernes stigende indvirkning, de demografiske tendenser samt den større ulighed — på fremkomsten af en mere kompleks international geopolitisk situation, som vil hæmme udviklingen af en regel- og værdibaseret model, som kendetegner åbne samfund. Hertil kommer, at de multilaterale institutioner ikke har tilpasset sig den nye multipolære verden. Som følge heraf sker der en udhuling af de internationale standarder, samtidig med at synet på geopolitikkens betydning ændrer sig. Med stadigt flere aktører, herunder ikke-statslige aktører og multinationale virksomheder, og udviklingen af disruptive teknologier bliver det sværere at udforme en strategisk dagsorden og forvalte komplekse miljøer.

2.3.

De mest påtrængende udfordringer, som EU står over for er: forvaltningen af migrationsstrømmene, beskyttelsen af kontinentet mod terrortrusler og afværgningen af militære og cyberrelaterede angreb mod EU-medlemsstaterne. De andre udfordringer, trusler og farer er nu i bund og grund globale: klimaændringer, finansielle og økonomiske kriser, skatteunddragelse, korruption, organiseret kriminalitet, pandemier, humanitære kriser osv. EU har en rolle at spille i dem alle. FUSP er nødt til at blive omdannet til et meget mere effektivt redskab end i dag for at forsvare EU's og medlemsstaternes interesser, hvilket på sin side er afgørende, hvis man vil opnå, at medlemsstaterne begynder at udvise et meget større engagement i EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som den højtstående repræsentant/næstformanden har påpeget, har vi brug for en proaktiv strategi for at beskytte vores interesser uden at forglemme, at det er en integreret del af vores interesser at fremme vores værdier.

2.4.

Der er sket to væsentlige strukturelle ændringer af situationen siden strategien fra 2003.

2.4.1.

For det første står vi over for en krise, hvis vigtigste karakteristika er social opløsning, gensidig afhængighed, svage institutioner og ulighed på alle fronter. I dag indebærer globaliseringen nærhed, synlighed og befolkningstæthed. Uligheden er blevet en global parameter. Disse stærke sociale kontraster ligger til grund for de massive migrationsstrømme. Og denne verden, som er stadig mere forbundet og præget af ekstreme uligheder, er en kilde til ustabilitet og usikkerhed. Vi er gået ind i en æra med konflikter udløst af social udstødelse, som militær indgriben helt klart kommer til kort over for. Vi står over for et globalt samfundsmæssigt spørgsmål, som det er nødvendigt at analysere og reagere på, som man gjorde i det nittende og tyvende århundrede i de europæiske nationalstater, og på internationalt plan med Philadelphia-deklarationen af 1944. Til dette formål vil der være brug for regulerings-, solidaritets- og samarbejdspolitikker.

2.4.2.

For det andet har den geopolitiske konkurrence igen fået større betydning, og det gælder ikke kun i det europæiske naboskabsområde. Vores geografiske beliggenhed er bestemmende for vores situation. Konflikterne i f.eks. Ukraine, Syrien, Irak, Libyen og Sahel rammer os direkte med hensyn til handel, jihad-terrorisme, energiforsyning og flygtningestrømme. Dette har indvirkning på den europæiske strategiske model, som er baseret på samarbejde og positiv konditionalitet.

2.4.3.

Den nuværende strategis udsagn om, at »Den bedste beskyttelse af vor sikkerhed er en verden bestående af demokratiske stater med god regeringsførelse« har stadig gyldighed. Men strategien har vist sig at have en række svagheder: 1) Dette princip har generelt ikke givet de forventede resultater, bortset fra nogle enkelte tilfælde med særlig tilknytning til EU-tiltrædelsesprocessen. 2) Der findes andre holdninger, som med udgangspunkt i specifikke religiøse tolkninger — f.eks. den selvudråbte Islamisk Stat — eller i en særlig autoritær nationalisme — såsom Rusland, Kina (stormagter med direkte indflydelse på EU's udvidede naboskabsområde) — følger en geopolitisk strategi baseret på interessesfærer. 3) Ofte har man ikke taget i betragtning, hvor forskelligartede de lande er, som EU har søgt at etablere partnerskaber med. 4) I mange tilfælde har der været uoverensstemmelse mellem EU's principper og den politik, som i praksis er blevet ført. 5) Man har ikke taget tilstrækkeligt hensyn til, at demokrati og retsstat ikke kan indføres udefra, men skal udvikle sig indefra.

2.5.

For at forsvare sine universelle principper og værdier er EU nødt til at tilpasse sin strategi for at fremme dem mere effektivt ved hjælp af det, som EU-Udenrigstjenesten har kaldt en »pragmatisk idealisme«.

3.1.

Det er alment accepteret, at udenrigspolitik er en forlængelse af den interne politik. For at være effektive skal de derfor forfølge de samme mål, være integrerede og koordinerede, og i deres centrale, fælles aspekter må de ikke afvige fra hinanden. Det er EØSU's opfattelse, at de to hovedsøjler i en samlet strategi for EU's udenrigspolitik skal opbygges på hjemmeplan.

3.1.1.

Den første søjle har at gøre med de faktorer, som gør EU attraktiv i verdens øjne: dets levevis, som er baseret på frihed, menneskerettigheder og social samhørighed i hele befolkningen. Det forekommer ikke realistisk at udtænke en mere struktureret, fælles og effektiv udenrigspolitik for EU uden at gøre noget ved de økonomiske og sociale uligheder mellem EU's medlemsstater, svækkelsen af EU's sociale model, tegnene på manglende solidaritet og mistillid, retræten til nationale interesser, vanskelighederne med at træffe fælles beslutninger, borgernes stigende skepsis og udbredelsen af populistiske, fremmedfjendske og eurofobiske bevægelser. Den europæiske integration må derfor forstærkes, hvilket sandsynligvis gøres bedst ved at ty til det forstærkede samarbejde, som er fastsat i traktaterne. Kun på denne måde kan EU tage føringen i en globaliseret verden, træffe beslutninger, som kan genoplive begejstringen for det europæiske projekt og for en ny social kontrakt, og sætte lighedstegn mellem beslutningstagning og demokrati.

3.1.2.

Den anden søjle vedrører øget europæisk integration og indførelsen af fælles politikker og handlingsmuligheder på områder såsom migrationsstrømme, energiforsyning, klimaændringer, international terrorisme, fødevaresikkerhed, handelspolitik, bekæmpelse af organiseret kriminalitet, en effektiv europæisk investeringsplan og jobskabelse, en europæisk social dimension og fuldendelse af det indre marked. De europæiske borgere vil kun kunne overvinde deres nuværende skepsis, føle sig som europæere og bakke op om Unionen, hvis EU ændrer kurs og positionerer sig som fortaler for deres sikkerhed, frihed og velfærd — som forsvarer for lighed — i Europa og i resten af verden.

3.2.

EØSU ser det som en prioritet for EU at finpudse EU's indre marked — industripolitikken, det finansielle system, politikken for telekommunikation og transport, de digitale teknologier og forsvarsindustrien. Ligeledes bør udenrigspolitikken behandle stadig flere spørgsmål, som har med andre EU-politikker at gøre, herunder social- og arbejdsmarkedspolitikker, miljøpolitik, energipolitik, digital politik, transportpolitik, økonomisk politik og industripolitik. På samme måde bør vi definere en langsigtet vision, hvori den eksterne økonomiske politik er en hovedsøjle med det mål at fremme handel og investeringer. Desuden er det meget vigtigt at have en fælles energipolitik og en ligeledes fælles migrations- og asylpolitik.

3.3.

I den nye globale geostrategiske konstellation har EU ikke andet valg end at udvikle sine sikkerheds- og forsvarspolitiske kapaciteter. Dette kræver nødvendigvis en mere integreret udenrigspolitik — medlemsstaterne spiller er stadig mindre rolle på internationalt plan — og en fælles optræden til gavn for alle, hvilket indebærer et større råderum for den europæiske forsvarspolitik. Alt dette forudsætter på sin side en meget bredere tilgang til sikkerhed og forsvar end ren magtanvendelse. I den forbindelse skal det dog også understreges, at meningen med en forsvarspolitik er, at den skal bruges forebyggende, og at den ud over at have en afskrækkende funktion også har til formål at være den sidste udvej, når de vitale interesser og beskyttelsesansvaret ikke kan udøves på anden måde. Dette kræver flere ressourcer og en bedre udnyttelse af dem. Skønt EU har 28 forskellige militære strukturer, udgør de midler, der afsættes hertil, 40 % af USA's forsvarsbudget. Hertil skal bl.a. føjes betydelige overlapninger og en ringe udvikling af forsvarsindustrien, hvilket kræver øget finansiering og fælles planlægnings- og kontrolværktøjer. EU's regeringer og borgere bør være bevidste om, at sikkerhed, velfærd og frihed er uadskillelige. En større strategisk autonomi for EU på forsvarsområdet må dog ikke være uforenelig med eller stride mod de Transatlantiske Forbindelser og samarbejdet med alliancer og organisationer, som de fleste EU-lande er medlemmer af, herunder især NATO, som fortsat er grundlaget for deres kollektive forsvar.

3.4.

Den europæiske forsvarspolitik bør koncentrere sig om to grundlæggende områder: 1) Den nuværende geopolitik, der går ud på, at EU som formidler af sikkerhed uden for dets grænser koncentrerer sig om det udvidede naboskabsområde ved siden af støtten til menneskerettigheder og bidraget til udvikling af nabolandene. 2) Fremme af fri adgang til globale offentlige goder og til en regelbaseret verdensorden.

3.5.

EU's forsvarsindustri bør spille en vigtig rolle, når det gælder opnåelse af strategisk uafhængighed for EU. Dens konkurrenceevne er en værdi, som rækker langt ud over den private sektors interesser. Fragmenteringen af forsvarsindustrien bør overvindes. Hvis denne proces skal lykkes, må man gribe til en række nøgleinstrumenter såsom iværksættelse af samarbejdsprojekter, bevilling af tilstrækkelige midler til den kommende forberedende aktion (3) og oprettelse af en særlig budgetpost i den næste flerårige finansielle ramme.

3.6.

Ideen om, at stabiliteten i EU's reelle naboskabsområde — naboerne og deres naboer — er en absolut forudsætning for EU's egen stabilitet, har direkte gyldighed for terrortruslen fra den selvudråbte Islamisk Stat. Dette vil f.eks. sige, at det er et ansvar, som direkte vedrører EU, at finde en politisk løsning på krigen i Syrien, fordi man derigennem tager fat på en af årsagerne til problemet. Dette indebærer også en forbedring af koordineringsindsatsen i terrorbekæmpelsen og efterretningsvirksomheden. Øget informationsudveksling mellem medlemsstaterne burde være et absolut krav, herunder oprettelse af en europæisk efterretningstjeneste. Desuden er det nødvendigt at udarbejde en global strategi for terrorbekæmpelse, som kan analysere dens årsager, forhindre konfrontation mellem religiøse opfattelser og i stedet få lokalsamfund med forskellig tro til at samarbejde om at bekæmpe den terroristiske fanatisme. Det er særlig vigtigt at støtte den arabisk-muslimske verden (der er hårdest ramt af angrebene fra Islamisk Stat, som ikke fortjener sit navn), for at den kan rejse sig mod denne trussel fra dens egen midte. Ligeledes bør indsatsen mod våbensalg og -smugling og finansieringskilderne indgå i en europæisk terrorbekæmpelsesstrategi. Forbindelserne mellem civilsamfundet og EU's udvidede naboskabsområde kan spille en positiv rolle i denne sammenhæng.

3.7.

Der bør være større fleksibilitet i EU's eksterne aktiviteter. En større grad af fleksibilitet må ikke medføre fragmentering, men bør opnås ved at gøre fuld brug af de instrumenter, der er fastlagt i TEU og TEUF. Det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne gør mere brug af konstruktiv stemmeafståelse i Rådet vedrørende FUSP og FSFP. For så vidt angår styrkelsen af den internationale sikkerhed påpeger EØSU atter nødvendigheden af at værne om visse værdier på det udenrigspolitiske område, især overholdelsen af De Forenede Nationers pagt. Dog vil det — når de eksisterende instrumenter ikke giver mulighed for at finde en tilfredsstillende løsning — være nødvendigt at nedsætte ad hoc-grupper med deltagelse af den højtstående repræsentant eller i mangel heraf andre organer under EU-institutionerne, for at enstemmighedsprincippet ikke skal lamme EU's udenrigspolitiske handlemuligheder. Netværket for Grønt Diplomati, som oprindeligt blev etableret med det formål at fremme integrationen af miljømålsætninger i EU's eksterne forbindelser, og som spillede en vigtig rolle med hensyn til at mobilisere og koordinere EU's diplomatiske tiltag forud for COP21, kan tjene som en model for andre netværk.

3.8.

EU bør ikke vente til den næste krise, før det udruster sig med flere udenrigspolitiske ressourcer. De bør være afstemt efter målene og ikke svinge væsentligt afhængigt af konjunkturen. En passende planlægning bør indkredse de områder, hvor EU har for få ressourcer. På denne måde vil man undgå den reaktive handlemåde i forskellige kriser, som har præget EU's optræden udadtil gennem de seneste år. Det er nødvendigt, at der på EU's budget afsættes flere midler til EU's eksterne aktiviteter, især på områderne humanitær bistand, migration, udvikling, uddannelse, bekæmpelse af terrorisme, diplomati og styrkelse af det organiserede civilsamfund.

4.1.

EØSU mener, at den nye strategi kræver en revision af den analyse af den internationale situation, som EU har anvendt, og af den rolle, som det agter at spille i fremtiden. Det er af vital betydning at finde nye tilgange, som bygger på det aktive engagement i ligestilling mellem borgerne med hensyn til sikkerhed, frihed og velfærd, og det er vigtigt at fremhæve de stærke sider, som EU råder over. EU har blandt andet verdens største indre marked, en aktiv handelspolitik, en politik for samarbejde og humanitær bistand med verdens største budget, en levevis baseret på respekt for retsstaten og de demokratiske principper, en samfundsmodel baseret på økonomisk og social samhørighed og en bæredygtig udviklingsmodel baseret på bekæmpelse af ulighed samt miljøbeskyttelse, herunder ambitiøse mål for klimapolitikken.

4.2.

Manglen på indre samhørighed og politisk vilje har længe begrænset EU's rolle i verden. EU ønsker ikke at blive en supermagt, men blot at udøve sin indflydelse mere effektivt. EU bør derfor koncentrere sig om områder, hvor dets indsats bidrager med en merværdi og kan have en større effekt, især i sit nærområde og i internationale institutioner såsom De Forenede Nationer, IMF, Verdensbanken og G20, hvor koordineringen mellem medlemsstaterne er ringe, hvilket begrænser mulighederne for at øve indflydelse. EØSU glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens forslag fra oktober 2015 om en samlet repræsentation af euroområdet i IMF og andre internationale organisationer.

4.3.

EU bør fortsætte sit traditionelle forebyggende og multilaterale diplomati med henblik på at blive en normgivende og konstruktiv magt. Forsvaret for en regelbaseret og åben verdensorden er et grundlæggende aspekt af EU's identitet på den internationale scene. Som en vigtig handelsmagt nyder EU godt af en forbundet verden, hvad enten det drejer sig om energi, finanser, cyberspace eller søveje (omkring 90 % af EU's eksterne handel foregår ad søvejen). Nuklear sikkerhed og energisikkerhed bør fortsat være i fokus.

4.4.

EU bør også fortsætte samarbejdet med de forskellige regionale integrationsprocesser såsom ECOWAS, ASEAN og Mercosur.

4.5.

Ligeledes bør EU arbejde for demokratiske og inklusive styreformer ved at fremme vækstøkonomiernes deltagelse i de multilaterale institutioner med det mål at lette spændinger på fredelig vis og modvirke oprettelsen af alternative styringsmekanismer eller mekanismer, som er fjendtligt indstillede over for de nuværende.

4.6.

EU bør værne om sine værdier og principper, menneskerettighedernes universelle og udelelige karakter, bekæmpelse af dødsstraf og vold mod kvinder og piger samt beskyttelse af mennesker med forskellige seksuelle identiteter (LGBTI). EU bør således basere sin udenrigs- og sikkerhedspolitik på den sociale model, som er dets kendetegn og grundlaget for dets sikkerhed, frihed og velfærd.

5.1.

I det igangværende arbejde med at udarbejde den samlede strategi bør man tage klart hensyn til betydningen af Europas østlige og sydlige nabolande for Europas egen sikkerhed og velstand og give EU større gennemslagskraft og indflydelse på afgørende udviklinger i disse områder, også hvad angår håndtering og regulering af migrations- og flygtningestrømme. Disse prioriteter bør endvidere være underlagt to tværgående principper: bæredygtig udvikling og styrkelse af civilsamfundets organisationer (4)  (5).

5.2.

Det udvidede eller strategiske naboskabsområde (fra Sahel til Golfen og fra Centralasien til Arktis) er det område, som har størst betydning ikke kun for EU's optræden udadtil, men også for medlemsstaternes interne dimension. Dette område oplever i dag en dybtgående social og institutionel opløsning, som er udløst af mange forskellige omstændigheder såsom væbnede konflikter, tvangsfordrivelser, international terrorisme, de statslige strukturers sammenbrud, korruption, organiseret kriminalitet, tilbagevenden til autoritære styreformer, som det er tilfældet med Tyrkiet, en provokerende fremfærd fra magter som Rusland samt militære eller hybride aggressioner. Denne situation medfører på langt sigt alvorlige strukturelle udfordringer og har en stærk indvirkning på EU.

5.3.

Stillet over for disse nedslående realiteter bør EU påtage sig et større ansvar for at forbedre den økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige situation i naboskabsområdet. EU bør ikke opgive at forsvare demokratiet, retsstaten og de grundlæggende menneskerettigheder og sociale rettigheder — hvoriblandt findes foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger — i naboskabsområdet, hvor det er afgørende at støtte det lokale civilsamfund, herunder arbejdsmarkedets parter, og bevare deres uafhængighed.

5.4.

EØSU glæder sig over, at EU's naboskabspolitik bliver revideret, og at det fastslås, at der er en sammenhæng mellem ustabilitet, fattigdom, ulighed og mangel på muligheder, som kan øge modtageligheden over for radikalisering. I denne henseende kan den eksterne indsats skabe synergier ved at kombinere sikkerhed, udvikling og handel. For at nå dette mål er det afgørende at få bugt med krænkelserne af foreningsfriheden og retten til frit at organisere sig for arbejdsgivere, arbejdstagere og organisationer i den tredje sektor. Det er også vigtigt at styrke instrumenterne for tidlig varsling for at forebygge eventuelle fremtidige kriser.

5.5.

EØSU opfordrer til opretholdelse af en håndfast, men ikke restriktiv kurs på området udvidelse og liberalisering af visumudstedelsen baseret på kontrollerbare reformer.

5.6.

Nært forbundet med EU's naboskabsområde er det afrikanske kontinent, som efter EØSU's mening bør være det andet prioriterede geografiske område for EU's udenrigspolitik. Grunden hertil er ikke alene, at en stor del af udfordringerne hidrører herfra, men også at der er muligheder for partnerskaber, som kan bidrage til økonomisk udvikling og global styring (6). 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og klimaaftalen fra Paris rummer klare muligheder for at etablere og styrke partnerskaber med Afrika.

5.7.

Geopolitisk set kræver stabiliteten i vores udvidede naboskabsområde ligeledes, at vi må bekymre os om de stormagter, som har størst indflydelse herpå, dvs. især Rusland og Kina. Ruslands nye selvsikre fremfærd og Kinas »One Belt, One Road«-politik (massive investeringer i tilslutningsinfrastruktur) gør det mere end nogensinde før nødvendigt, at EU optræder med én stemme over for disse to magter i stedet for med 28.

5.8.

I forbindelse med flygtningekrisen anser EØSU det for absolut nødvendigt, at EU udarbejder en fælles asyl- og flygtningepolitik, som skal gennemføres af en EU-institution, hvilket vil sikre, at medlemsstaterne påtager sig deres ansvar i fællesskab og i et rimeligt og solidarisk omfang. At styrke kanalerne for lovlig migration er absolut nødvendigt både for at imødekomme efterspørgslen efter beskæftigelse og give beskyttelse, dække behovet for migranter i EU som følge af det aftagende befolkningstal samt forhindre menneskesmugling. Det er også afgørende, at folkeretten og EU-retten bliver respekteret, at EU reagerer på den humanitære krise, som har ramt de personer, der allerede befinder på EU's område, at der afsættes flere midler til beskyttelse af de fælles grænser og til redning og undsætning til havs og at Den Europæiske Grænse- og Kystvagt bliver oprettet som foreslået af Kommissionen.

6.1.

EU bør afstemme sine interne og eksterne politikker til målene for 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling. I sin udviklingspolitik bør EU lægge særlig vægt på handlingsplanen fra Addis Abeba. Klimaaftalen fra Paris har vist, at verden uvægerligt bevæger sig i retning af en grøn økonomi — en proces, hvor EU spiller en banebrydende rolle.

6.2.

EØSU bifalder bestræbelserne på at omdirigere den officielle udviklingsbistand (ODA) til de mindst udviklede lande (LDC-landene), finansieringen af den nye aftale for skrøbelige stater, den strategiske evaluering af støtten til ligestilling mellem kønnene, afsættelsen af flere midler til beskyttelse af biodiversiteten, EIB's forpligtelser i kampen mod klimaændringer og den finansielle støtte til udviklingslande på 100 mia. USD om året i 2020, som man forpligtede sig til i Parisaftalen.

6.3.

Den økonomiske dimension af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik bør styrkes og ikke begrænses til rent handelsmæssige aspekter. Det er ligeledes nødvendigt at støtte uddannelse, innovation og iværksætterånd, eftersom stabiliseringen af vores nabolande forudsætter økonomisk og social udvikling. Lande som Tunesien, Libanon og Jordan m.fl. bør nyde godt af en udviklingsplan for at styrke deres økonomi. Der er muligheder for gensidige fordele ved at bistå tredjelande med at overgå til kulstoffattige økonomier, bl.a. gennem en effektiv teknologioverførsel og samarbejde.

6.4.

EØSU bemærker, at klimaændringer er en medvirkende faktor til migration som følge af statsskrøbelighed, manglende sikkerhed og ressourceknaphed. EU må støtte udviklingslandene, især de mest sårbare af dem, og hjælpe dem med at skifte direkte over til kulstoffattig økonomier og styrke deres klimaresistens.

6.5.

EØSU understreger, at målet om, at mindst 0,7 % af BNI skal gå til den officielle udviklingsbistand, bør prioriteres trods de nuværende budgetstramninger i mange medlemsstater. Det er også nødvendigt at styrke sammenhængen mellem udviklingspolitikkerne og fremme koordineringen mellem medlemsstaterne og EU's institutioner (7).

6.6.

Det er absolut nødvendigt at inddrage alle typer aktører i forbindelse med finansieringen af de bæredygtige udviklingsmål, herunder civilsamfundet og institutioner for udviklingsfinansiering. Desuden må arbejdsmarkedets parter i højere grad inddrages i forvaltningen af projekter (8).

6.7.

Efter EØSU's mening bør der også foretages ændringer i systemet for tildeling af EU-midler til udvikling, så de bliver mere fleksible, polyvalente og afpassede efter de faktiske forhold. Det vil således være nødvendigt at indføre foranstaltninger som f.eks. »rammeaftaler«, driftstilskud, kaskadetilskud, flerårige aftaler, nødhjælpsbevillinger og ibrugtagning af den »værktøjskasse«, der er fastlagt i den strukturerede dialog (9).

7.1.

EØSU støtter frihandel, som er en af EU's hjørnestene. Samtidig peger det på nødvendigheden af at tage hensyn til styrkeforskelle mellem forhandlingsparterne, respekt for grundlæggende arbejdstagerrettigheder og miljøbestemmelser. Udvalget støtter fortsat den multilaterale tilgang til WTO's handelsregulering. Efter EØSU's mening bør de mest repræsentative civilsamfundsorganisationers deltagelse i udarbejdelsen af associeringsaftaler, hvad enten den er rådgivende eller direkte, tages op til grundig fornyet overvejelse (10).

7.2

Mega-handelsaftalerne som f.eks. TTP, CETA, TTIP, frihandelsaftalerne med Japan og Indien, samt RCEP har ud over deres rent handelsmæssige aspekter antaget en ubestridelig geopolitisk dimension. De tiltrækker sig en stigende interesse fra civilsamfundets side, for så vidt som de vedrører regler og standarder med en betydelig indvirkning på deres dagligdag. Dette er i forbindelse med den demokratiske beslutningsproces især relevant i henseende til følgerne af mekanismerne for tvistbilæggelse mellem investorer og stater og udvalgene for lovgivningsmæssigt samarbejde.

7.3.

Udfordringen for EU på dette område består i, at det — samtidig med at der åbnes økonomiske og geostrategiske perspektiver — skal sikre de europæiske normer og standarder, de offentlige tjenester og bevarelsen af grundlæggende politiske reguleringsområder såsom sundhedsbestemmelser, arbejdsregler og miljøstandarder (11). EØSU går ligesom civilsamfundet ind for, at beskyttelsen af investorer skal varetages af de almindelige domstole eller i mangel heraf af en uafhængig international domstol oprettet af De Forenede Nationer. Desuden kræves reel deltagelse i aftalerne fra det organiserede civilsamfunds side, ledsaget af gennemsigtig information i realtid både om forhandlingerne og de afgørelser, der berører civilsamfundet (12).

8.1.

I EØSU's øjne er det organiserede civilsamfund en af demokratiets hjørnestene. Et civilsamfund med frihed og rettigheder, med stærke arbejdsmarkedsparter, med reel deltagelse i beslutningstagningen og med institutionel anerkendelse er afgørende for at få adgang til demokrati og konsolidere det, undgå autoritære magtskifter, fremme økonomisk udvikling og social samhørighed, skabe fred, kæmpe for ligestilling i dens forskellige former, fremme og muliggøre en bæredygtig udviklingsmodel og berige de demokratiske institutioner. For at udvikle tættere forbindelser med civilsamfundet i andre lande og regioner i verden er det også vigtigt parallelt med diplomatiet at gøre en indsats, som kan bygge bro mellem historiske, kulturelle, religiøse og globale mål.

8.2.

Følgelig går EØSU ind for, at dette element udtrykkeligt tilføjes til de prioriterede mål for FUSP. Med henblik på en sådan styrkelse kan der anvendes forskellige midler såsom fonde for samarbejde og fremme af menneskerettigheder; diplomatiske tiltag og krav; civilsamfundets reelle og effektive deltagelse — som rådgiver og ikke kun »tilhører« — i handels- eller associeringsaftaler som en part heri og med kompetence vedrørende alle dele af aftalen; styrkelse af den politiske indsats for, at europæiske virksomheder i andre lande eller regioner overholder ILO's grundlæggende konventioner og fører den politik for virksomhedernes sociale ansvar, som EU er fortaler for.

8.3.

Med dette for øje anser EØSU det for nødvendigt, at FUSP inddrager EU's organiserede civilsamfund i fastlæggelsen og gennemførelsen af sine mål og prioriteter. EØSU mener, at civilsamfundets rolle kan forbedres ved at:

9.1.

Vi mener, at EØSU som rådgivende organ for EU's institutioner og repræsentant for alle de vigtigste civilsamfundsorganisationer i EU's medlemsstater har de bedste forudsætninger for at være en vigtig medspiller for EU-Udenrigstjenesten og Europa-Kommissionen med henblik på at styrke og videreudvikle en effektiv fælles EU-udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dette synspunkt underbygges af EØSU's trepartssammensætning, helhedsperspektiv, brede erfaring og forbindelser med civilsamfundet i andre dele af verden, som for det meste er baseret på mandater nedfældet i internationale aftaler af forskellig art, som EU har underskrevet: associeringsaftaler, strategiske partnerskaber, frihandelsaftaler, aftaler med kandidatlande (13).

9.1.1.

Vi foreslår, at der i overværelse af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik afholdes en årlig høring i EØSU med deltagelse af de vigtigste europæiske civilsamfundsorganisationer.

9.2.

EØSU mener, at det vil være nyttigt at oprette en strategisk forbindelse med EU-Udenrigstjenesten ud fra den overbevisning — som deles af begge parter — at civilsamfundet har en vigtig rolle at spille i EU's udenrigspolitik, især når det gælder opfyldelse af visse prioriterede mål. Med dette for øje foreslår EØSU at gennemgå disse prioriteter i fællesskab og undersøge, hvorledes der kan formaliseres et samarbejde mellem EU-Udenrigstjenesten og EØSU.

9.3.

EØSU kan bistå EU-Udenrigstjenesten ved udarbejdelsen af en evalueringsrapport om civilsamfundets nuværende deltagelse i den europæiske udenrigspolitik.

9.4.

På området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik vil EØSU intensivere sit samarbejde med De Forenede Nationers organisationer såsom ILO og FAO.