31.5.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 173/20 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelses udtalelse om landbrugets rolle i multilaterale, bilaterale og regionale handelsforhandlinger i lyset af WTO-ministermødet i Nairobi
(initiativudtalelse)
(2017/C 173/04)
Ordfører: |
Jonathan PEEL |
Plenarforsamlingens beslutning |
21.1.2016 |
Retsgrundlag |
Forretningsordenens artikel 29, stk. 2 |
|
Initiativudtalelse |
|
|
Kompetence |
Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø |
Vedtaget i sektionen |
6.2.2017 |
Vedtaget på plenarforsamlingen |
23.2.2017 |
Plenarforsamling nr. |
523 |
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod) |
212/0/0 |
1. Konklusioner og anbefalinger
1.1. |
Med en omskrivning af et berømt citat af Mark Twain (1) kan vi fastslå, at rygterne om WTO's død som følge af Doharundens manglende resultater er stærkt overdrevne. WTO er og bliver et levedygtigt og effektivt forum for handelsforhandlinger, navnlig på landbrugsområdet. |
1.1.1. |
Den 10. WTO-ministerkonference i Nairobi i december 2015 har bestyrket dette. Her blev der blandt andet truffet beslutning om reel afskaffelse af eksportstøtte til landbrugsprodukter. Generaldirektøren for WTO beskrev dette som »WTO's vigtigste resultat på landbrugsområdet« i 20 år. Grundlaget herfor er aftalen om handelslettelser og andre aftaler indgået på Bali i 2013 ved den foregående ministerkonference. |
1.1.2. |
Når det gælder landbrugshandel (2) er der vigtige politikområder, hvor aftaler bedst kan indgås på multilateralt plan, navnlig vedrørende det generelle omfang af indenlandsk støtte og subsidier, eksportstøtte og visse aspekter vedrørende markedsadgang. Sidstnævnte omfatter blandt andet en særlig beskyttelsesmekanisme (SSM) og særlig og differentieret behandling (SDT) af udviklingslande, der er medlem af WTO. |
1.2. |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at der nu er brug for en ny tilgang, nye input og et nyt momentum i landbrugshandlen, som ofte er det mest omstridte forhandlingsemne. I ministererklæringen fra Nairobi (3) blev det for første gang ikke bekræftet, at der er fuld tilslutning til at afslutte Doha-runden, men den gav udtryk for en stærk forpligtelse fra alle medlemmers side til at videreføre forhandlingerne om Doharundens udestående spørgsmål, herunder landbruget. |
1.2.1. |
Den multilaterale tilgang til landbrugsområdet må gennemtænkes og tilføres nyt liv, men ikke opgives. »Doha« som idegrundlag for handelsdialogen mellem industrilande og udviklingslande bør bevares og forbedres, idet princippet om fødevaresuverænitet skal respekteres for alle lande. |
1.2.2. |
EU har gode forudsætninger for at spille en ledende, proaktiv rolle med hensyn til at fremme en ny, afbalanceret tilgang. EØSU opfordrer indtrængende hertil, ikke mindst fordi mange vækstlande stadig ikke yder noget nævneværdigt bidrag til fremhjælpning af andre lande, der er endnu længere bagud i deres udvikling. Det er fortsat af afgørende betydning at opbygge udviklingslandenes kapacitet og give de mindre udviklede blandt dem større mulighed for at forhindre, at deres fødevaresikkerhed eller udviklingen af deres fremspirende landbrugssektor bliver undergravet. |
1.3. |
Desuden må det overvejes, hvad der bedst kan opnås gennem bilaterale og regionale forhandlinger om landbrugshandel, samtidig med at det sikres, at disse ikke modarbejder multilateralismen. |
1.4. |
EØSU mener, at FN's vedtagelse af målene for bæredygtig udvikling (SDG) sammen med Parisaftalen (COP21 (4)) grundlæggende ændrer den internationale handelsdagsorden, især for landbrugshandlens vedkommende. Disse aftaler har vidtrækkende betydning, og nødvendigheden af at gennemføre dem må nu være det, som alle fremtidige handelsforhandlinger skal dreje sig om. |
1.4.1. |
Hvis de bæredygtige udviklingsmål skal kunne realiseres, må handel og investeringer spille en vigtig rolle. UNCTAD skønner, at der årligt er brug for yderligere 2,5 billioner USD for at nå disse mål. De bæredygtige udviklingsmål er af global karakter og universelt gældende — alle lande må i fællesskab tage ansvaret for deres gennemførelse. De bør føre til en ny form for internationalt samarbejde — bredere og mere baseret på deltagelse og samråd. Der er allerede over 90 lande, som har bedt om hjælp fra andre lande til at opfylde dem. |
1.4.2. |
Der vil være en tæt sammenhæng mellem fremme og gennemførelse af de bæredygtige udviklingsmål og fremme af europæiske værdier over hele verden, især gennem miljømæssige og sociale fremskridt. EØSU opfordrer kraftigt til, at de niveauer for gennemsigtighed og inddragelse af civilsamfundet, som EU til sidst opnåede i forhandlingerne med USA, bliver normen. |
1.4.3. |
Det understreges i Nairobierklæringen, at WTO skal spille en afgørende rolle i indfrielsen af målene for bæredygtig udvikling, hvilket vil være langt vanskeligere uden en effektiv multilateral handelsmekanisme. |
1.5. |
Udvalget glæder sig over Kommissionens meddelelse »Næste skridt til en bæredygtig europæisk fremtid«, der blev offentliggjort i november 2016 (5), hvori målene for bæredygtig udvikling fuldt ud integreres i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter. |
1.5.1. |
Dette vil få særligt stor betydning for fremtidige forhandlinger om landbrugshandel. Landbruget spiller en afgørende rolle for opfyldelsen af de fleste — om ikke alle — bæredygtige udviklingsmål, især for mål nr. 2 (udryddelse af sult), nr. 12 (bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion) og nr. 15 (jordbundsforringelse). Handel bidrager til at udjævne skævheder i udbud og efterspørgsel og kan forbedre fødevaresikkerheden og ernæringen betydeligt ved at øge fødevaretilgængeligheden, fremme ressourceeffektivitet, tiltrække investeringer og skabe afsætningsmuligheder og økonomisk vækst, således at der skabes arbejdspladser, indtægter og fremgang i landdistrikter. |
1.6. |
EU er bedst placeret til at fremme denne dagsorden: EU's stemme vejer tungt som verdens største eksportør og importør af landbrugsprodukter og EU anses ikke længere som værende hovedsageligt i defensiven på landbrugsområdet, men har udvist en uformindsket interesse for handel og udvikling, og frem for alt viste EU på Nairobikonferencen sin evne til at bidrage med nye og afbalancerede ideer. EU har troværdigheden til at agere som effektiv brobygger mellem industri- og udviklingslande. |
1.7. |
For at EU kan løse denne opgave effektivt opfordrer EØSU Kommissionen til først at foretage en fuldstændig konsekvensanalyse af de sandsynlige konsekvenser, som gennemførelsen af de bæredygtige udviklingsmål og Parisaftalen vil få for EU's landbrug og for EU's handelspolitik. |
1.7.1. |
Samtidig bør EU udvide denne konsekvensanalyse, så den også tager højde for de konsekvenser, som de nylige handelsaftaler og udviklingen i handlen på verdensplan vil få for landbruget i EU. Skønt landbrug og handel i over 40 år har været en del af EU's kompetenceområde, har det til tider skortet på kommunikation eller »gensidig« hensyntagen mellem disse vigtige områder. |
2. Baggrund
2.1. |
I artikel 20 i Uruguay-rundens landbrugsaftale fra 1994 aftalte medlemmerne af det dengang nyetablerede WTO (der afløste GATT, den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel) at igangsætte yderligere forhandlinger for at videreføre reformprocessen inden for handelen med landbrugsprodukter inden udgangen af 1999. I 2001 blev denne »indbyggede reformdagsorden« på sin side medtaget i den bredere »Doharunde« eller Dohaudviklingsdagsordenen (DDA). Disse forhandlinger skulle oprindeligt have været afsluttet den 1. januar 2005, men nu 15 år senere er forhandlingerne stadig i gang. |
2.2. |
På grundlag af forhandlingsforslag fra over 100 WTO-medlemmer fastslog Dohaerklæringen (6), at det langsigtede mål skulle være at etablere et fair og markedsorienteret handelssystem ved hjælp af et grundlæggende reformprogram. Dette skulle blandt andet omfatte skærpede regler og særlige forpligtelser med hensyn til statsstøtte til og beskyttelse af landbruget for at rette op på og forhindre restriktioner og forstyrrelser på verdensmarkederne for landbrugsprodukter. |
2.2.1. |
DDA har omfattet de »tre søjler« i handelen med landbrugsprodukter, som var blevet fastlagt i Uruguayrundens landbrugsaftale (Uruguay Round Agreement on Agriculture — URAA):
|
2.2.2. |
I Dohaerklæringen blev det fastslået, at særlig og differentieret behandling (special and differential treatment — SDT) af udviklingslandene skulle være en fast bestanddel af forhandlingerne for at sætte dem i stand til at dække deres behov, især hvad angår fødevaresikkerhed og udvikling af landdistrikter. På baggrund af medlemslandenes forhandlingsforslag blev det også aftalt at medtage ikke-handelsmæssige hensyn såsom miljøbeskyttelse. |
2.3. |
Doharunden er efter udløbet af flere tidsfrister aldrig blevet afsluttet, omend der blev opnået betydelige fremskridt på ministerkonferencerne i såvel Bali som Nairobi. |
2.3.1. |
En central del af Dohaerklæringen var princippet om en pakkeløsning, hvorefter intet er aftalt, før alt er aftalt. Selvom WTO-medlemmerne flere gange og senest i 2008 var tæt på at nå frem til en aftale, var der stadig en række uafklarede spørgsmål. Dette princip om en pakkeløsning blev dog endeligt brudt med ministerkonferencen i Bali i 2013 med aftalen om handelslettelser og en række andre aftaler, hvilket blev yderligere konkretiseret gennem de specifikke landbrugsaftaler, der blev indgået i Nairobi. |
2.4. |
Selvom artikel 12 i WTO-ministererklæringen fra Nairobi fastslår, at der er sket langt mindre fremskridt på landbrugsområdet, blev konferencens beslutning om at afskaffe landbrugseksportsubsidier af WTO's generaldirektør beskrevet som »WTO's vigtigste resultat på landbrugsområdet« (7) i 20 år. Derudover forpligtede ministererklæringen medlemmerne til at fortsætte arbejdet med at nå frem til en »særlig beskyttelsesmekanisme for udviklingslandene« (Special Safeguard Mechanism for Developing Country Members — SSM) og til en permanent løsning for »offentlig oplagring af hensyn til fødevaresikkerheden« til vedtagelse på den næste konference, »MC11«, i 2017. Ministerbeslutningen vedrørende bomuld er ligeledes vigtig. |
3. Særlige bemærkninger: Fremtidige multilaterale fremskridt på landbrugsområdet
3.1. |
Som det allerede blev erkendt i Uruguayrundens landbrugsaftale og Dohaudviklingsdagsordenen kan en effektiv global aftale om en særlig beskyttelsesmekanisme, en særlig og differentieret behandling eller det generelle niveau for subsidier til landbruget bedst opnås på multilateralt plan. Dog vil der med en sådan stykvis fremgangsmåde som i Nairobi være færre incitamenter til at løse de vanskeligere spørgsmål, når man har mindre at tilbyde dem, der forventes at give store indrømmelser. |
3.1.1. |
WTO's Landbrugskomité udviser en voksende vilje til at arbejde for »resultater på landbrugsområdet« på MC11, der skal afholdes i Buenos Aires i december 2017, og for den »indbyggede reformdagsorden« (8) i Uruguayrundens landbrugsaftale ikke mindst for at styrke den multilaterale tilgang. |
3.1.2. |
Realistisk set har Dohaprocessen dog som sådan udspillet sin rolle, og der er brug for nytænkning og friske input, ikke kun med henblik på fremtidige multilaterale forhandlinger, men også i spørgsmålet om, hvad der kan bedst opnås på bilateralt eller regionalt plan uden at skævvride det globale helhedsbillede. |
3.2. |
»Nairobipakken« omfattede seks aftaler på landbrugsområdet, herunder som det vigtigste en forpligtelse til at afskaffe eksportsubsidier for landbrugsprodukter, hvorved én af landbrugsområdets tre søjler praktisk taget har fundet sin løsning. Udviklingslandene har fået lidt ekstra tid til at udfase sådanne subsidier. Dette imødekommer et af hovedmålene for bæredygtig udvikling, nemlig udviklingsmål nr. 2 (udryddelse af sult). |
3.2.1. |
EU var en af drivkræfterne bag dette resultat, navnlig ved på forhånd at udarbejde en fælles holdning sammen med store globale landbrugseksportører, herunder Brasilien. Denne aftale omfattede også bindende regler om andre former for eksportstøtte, herunder eksportkreditter, fødevarehjælp og statslige handelsforetagender samt afskaffelse af subsidier til bomuld. |
3.3. |
Doha-drøftelserne om markedsadgang har hidtil drejet sig om toldsatser, toldkontingenter, forvaltning af toldkontingenter og særlige beskyttelsesmekanismer, herunder særlig og differentieret behandling for udviklingslande. Som et resultat af Uruguayrundens landbrugsaftale skulle næsten alle ikke-toldmæssige barrierer på landbrugsområdet afskaffes eller konverteres til toldafgifter, med mindre andre WTO-regler var gældende, herunder især aftalen om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS-aftalen) og aftalen om tekniske handelshindringer (TBT-aftalen) (9). Da den »beregnede told-ækvivalent« i nogle tilfælde var for høj til at skabe reelle muligheder for import, indførtes et system med toldkontingenter, inden for hvilke toldsatserne var lavere. |
3.3.1. |
Told og toldkontingenter kan faktisk tackles i bilaterale handelsforhandlinger, men særlige beskyttelsesmekanismer og særlig og differentieret behandling er reelt multilaterale spørgsmål. De enkelte lande kan ensidigt nedsætte deres told eller subsidier — og det har mange gjort. |
3.4. |
Indenlandsk støtte til landbruget står i centrum for de multilaterale forhandlinger, og her er der nu manøvremuligheder og en vis udsigt til fremskridt på det ellevte ministermøde. |
3.4.1. |
De fleste lande yder hjemmemarkedsstøtte til deres landbrug. I nogle lande er denne støtte minimal (f.eks. førende landbrugseksportører, især Australien og New Zealand). Andre industrilande yder en betydelig støtte til deres landbrug under mange forskellige former, ikke mindst som godtgørelse for de tjenester, som de yder samfundet. Det samme gør vækstlandene, hvor støtteniveauet menes at stige markant i takt med, at de bliver rigere, men de er ved at komme meget langt bagud med indberetningen af data til WTO. |
3.4.2. |
I september 2016 klagede USA til WTO over Kina på grund af landets hjemmemarkedsstøtte, især til hvede, majs og rissorter. Kinas sidste indberetning til WTO vedrørte 2010, og siden da menes støtten at være steget hurtigt. Selv om tvistbilæggelsesmekanismen kan være besværlig og proceduren aldrig når helt til vejs ende, kaster denne vej lange skygger over WTO's drøftelser om hjemmemarkedsstøtte forud for MC11. Det ser også ud til at stride mod aftalen fra Bali om at undgå tvister om spørgsmål vedrørende offentlig oplagring, som involverer udviklingslande (10). |
3.4.3. |
Tal indberettet af USA's regering til WTO (11) viser, at hjemmemarkedsstøtten i USA er steget fra 12 mia. USD til 14 mia. USD i 2013, hvilket er tæt på den øvre støttegrænse, der blev foreslået i den fejlslagne »Juli 2008-pakke«. Heraf henhørte 6,9 mia. USD under »gul boks«-støtte og 7 mia. USD under »de minimis«-betalinger. Der blev givet 132 mia. USD i »grøn boks«-støtte. Med et samlet beløb på over 140 mia. USD er støtten næsten fordoblet siden 2007. Ifølge samme rapport har Kina indberettet handelsforvridende støtte, som defineret i landbrugsaftalen af 1994 fra GATT's Uruguay-runde, på ca. 18 mia. USD i 2010, Japan 14 mia. USD i 2012, Rusland 5 mia. USD i 2014 og Indien 2 mia. USD i årene 2010-2011. Brasilien indberettede en handelsforvridende støtte på under 2 mia. USD for 2014-2015 (12). |
3.4.4. |
Ifølge de tal, der er indberettet til WTO (13), lå EU's årlige støtte i 2012-13 på omkring 80 mia. EUR — et beløb, som har været stabilt siden Doharundens start. Heraf henhørte dog over 70 mia. EUR under den »grønne boks«. EU's samlede »handelsforvridende« støtte, inklusive »gul boks«-, »blå boks«- og »de minimis«-støtte, lå på kun 10 mia. EUR. EU's »grøn boks«-støtte (ikke eller kun minimalt handelsforvridende) omfatter miljøbeskyttelse og regionale udviklingsprogrammer. |
3.4.5. |
EU's store omlægning af handelsforvridende støtte, over 60 mia. EUR i 2001, til »grøn boks«-støtte følger af Luxembourgaftalen om den fælles landbrugspolitik fra 2003, hvor EU-landbrugsstøtten blev omlagt fra direkte støtte til bestemte afgrøder til »afkoblet indkomststøtte«. Dette vigtige ensidige skridt mod opfyldelsen af et centralt mål på landbrugsområdet i Doha-udviklingsdagsordenen giver EU en øget troværdighed som fremtidig mægler i landbrugsforhandlingerne. |
3.4.6. |
Dog kan USA og andre lande kun forventes at give væsentlige indrømmelser vedrørende hjemmemarkedsstøtten mod store indrømmelser på andre områder, herunder ikke-landbrugsmæssige multilaterale spørgsmål — men udsigten hertil er ikke lyse. Med megaregionale aftaler sikkert i hus kan nogle lande mene, at der ikke er behov for at tage yderligere skridt. |
3.4.7. |
Der er andre emner, som stadig er stærkt kontroversielle udviklingslandene imellem, især spørgsmålet om »offentlig oplagring af hensyn til fødevaresikkerheden«, der sætter nabolande op mod nabolande. Det blev aftalt i Nairobi at arbejde videre på at finde en permanent løsning på dette problem, som ikke blev løst i Bali, hvor det blev taget op af Indien. Ifølge beslutningen fra Bali må udviklingslandene fortsætte deres oplagringsprogrammer, hvilket ellers ville udgøre en overtrædelse af WTO's grænser for hjemmemarkedsstøtte. |
3.5. |
Ikke desto mindre er multilateralisme — som nævnt i Kommissionens meddelelse »Handel for alle« — et nøgleelement i verdenshandlen og skal fortsat være »hjørnestenen i EU's handelspolitik« (14). WTO udvikler og håndhæver reglerne for den globale handel og sikrer global kompatibilitet. Dette bakkes op med WTO's tvistbilæggelsesmekanisme (15), som nyder bred anerkendelse og anvendes mere og mere. Målene for bæredygtig udvikling og COP21-målene udgør klare målsætninger. WTO, derimod, råder over en klar mekanisme mod den vidt udbredte protektionisme og forstyrrelserne i handelen, som kendetegnede tiden før Anden Verdenskrig og den efterfølgende oprettelse af GATT. |
3.5.1. |
Denne regelformulerende rolle er særligt vigtig for handelen med landbrugsprodukter. Dette gælder især for aftalen om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS-aftalen) og det ekstremt komplicerede område, som oprindelsesreglerne udgør, skønt disse ikke indgår i Doha-udviklingsdagsordenen. Der er stadig en reel fare for, at bilaterale aftaler indfører potentielt overlappende eller sågar modstridende regler, som snarere komplicerer end tydeliggør verdenshandelsreglerne. |
3.5.2. |
WTO's SPS-aftale fra 1995 dækker anvendelsen af fødevaresikkerheds- og dyre- og plantesundhedsbestemmelser. Artikel 5, stk. 7, i aftalen omhandler forsigtighedsprincippet, som nu er forankret i Lissabontraktaten. Ethvert forsøg på at ændre denne aftale på et andet niveau end det multilaterale niveau vil få dybtgående konsekvenser for verdenshandelsordenen og for selve aftalens fremtidige troværdighed. |
4. Udsigterne for bilaterale og regionale handelsaftaler
4.1. |
Frihandelsaftaler på landbrugsområdet bør ligesom på andre områder tilføre en reel merværdi. De giver mere frirum til regionale og nationale forskelle samt til kulturelle forhold af sensitiv karakter. De må også vurderes i lyset af, om de styrker multilateralismen. |
4.2. |
Toldnedsættelser og toldkontingenter er et nøgleelement i bilaterale handelsaftaler. Japan har fortsat en høj importtold på fødevarer; i Kina ligger den meget lavere. EU skulle kunne råde over en vis manøvremargen, når det gælder nogle toldkontingenter, eventuelt dem, der blev fastlagt i Uruguayrundens landbrugsaftale, hvor følsomme spørgsmål kan have ændret sig. |
4.2.1. |
Geografiske indikatorer (GI), hvis årlige værdi anslås til 5,6 mia. EUR (16), er et meget vigtigt område, hvor EU er nødt til i egen interesse at opnå det bedst mulige resultat i bilaterale forhandlinger. Det lykkedes EU's forhandlere at få medtaget 145 af EU's anerkendte geografiske betegnelser i aftalen mellem EU og Canada (CETA) (17) og endnu flere i aftalen med Vietnam, men dette tal vil variere afhængigt af, hvad der er relevant i en specifik frihandelsaftale. Andre lande, navnlig i Østasien, har været længere tid om at fastlægge geografiske betegnelser, mens USA opfatter sådanne betegnelser som generiske produkter. |
4.2.2. |
EU skal også sørge for fuldt ud at beskytte sine egne interesser på landbrugsområdet i bilaterale forhandlinger, og så vidt muligt styrke disse, navnlig når EU's forhandlingspartner er en vigtig eksportør af landbrugsprodukter, som f.eks. Mercosur, Australien og New Zealand. EU skal undlade at falde for fristelsen til at give indrømmelser på landbrugsområdet til gengæld for gevinster andre steder. |
4.3. |
Bilaterale aftaler bør sigte mod at afskaffe anvendelsen af dobbelte standarder på landbrugsområdet i partnerlandene, især i forbindelse med SPS- og TBT-aftaler. EU vil også søge at udbrede sine egne standarder på områderne dyresundhed og dyrevelfærd såvel som sine miljømæssige, sociale og mere omfattende bæredygtighedsstandarder i tråd med målene for bæredygtig udvikling. EØSU bifalder det niveau af gennemsigtighed og inddragelsen af civilsamfundet fra forhandlingernes start, som EU til sidst opnåede i det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab, og anbefaler, at dette bliver normen i fremtidige forhandlinger. |
4.3.1. |
EU- (og andre) lande skal bindende forpligte sig til kapacitetsopbygning for at hjælpe andre mindre udviklede lande med at opfylde disse standarder, såsom hjælp til at udvikle et acceptabelt veterinærcertificeringssystem, hvor normerne for fødevaresikkerhed er af afgørende betydning. |
4.4. |
Som beskrevet i udvalgets udtalelse om Handel med landbrugsprodukter/global fødevaresikkerhed (18) vil sikring og forbedring af fødevaresikkerheden ligeledes være en grundlæggende politisk drivkraft i alle bilaterale forhandlinger på landbrugsområdet. Den understreger, at handel med landbrugsprodukter på den ene side skal »imødekomme købekraftig efterspørgsel« (fra folk, som måske for første gang har råd) og på den anden side »yde hjælp og støtte, der hvor sult og mangel ikke kan udryddes ved egen kraft«. Det er ligeledes vigtigt at opretholde en tilstrækkelig selvforsyningsgrad, ikke mindst for at beskytte importlandene mod større prisudsving på importprodukter. |
4.4.1. |
Denne udtalelse pegede på det enorme potentiale for efterspørgsel fra lande uden for Europa efter EU's fødevarer og drikkevarer. Omkring to tredjedele af EU's landbrugsproduktion går til videreforarbejdning. EU's landbrugsfødevareeksport beløb sig til 129 mia. EUR, svarende til en stigning på 27 % i løbet af 2011. I andet kvartal af 2016 lå EU's eksport på i alt 25,4 mia. EUR, mens EU's import af føde- og drikkevareprodukter lå på 17,8 mia. EUR. De største eksportprodukter var kød, spiritus, vin, mejeriprodukter, chokolade og konfekturevarer. |
5. Handel, landbrug og målene for bæredygtig udvikling
5.1. |
FN's vedtagelse af målene for bæredygtig udvikling i september 2015, kernen i dens 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, og virkeliggørelsen af Parisaftalen (COP 21) (19) vil få vidtrækkende konsekvenser for verdenshandelen. Den overordnede nødvendighed af at gennemføre dem må nu være det, som alle fremtidige handelsforhandlinger, især inden for landbrugshandel, skal dreje sig om. |
5.2. |
De bæredygtige udviklingsmål vil få mere direkte indvirkning på handelen med landbrugsprodukter. De bæredygtige udviklingsmål blev baseret på årtusindudviklingsmålene (MDG), men de vil påvirke alle lande. De bæredygtige udviklingsmål er af global karakter og universelt gældende — alle lande må i fællesskab tage ansvaret for deres gennemførelse. De bæredygtige udviklingsmål er en uadskillelig del af Parisaftalen: mindst 13 bæredygtige udviklingsmål vedrører klimaændringerne. |
5.2.1. |
Der er allerede over 90 lande, som har bedt om hjælp fra andre lande til at opfylde dem. De bæredygtige udviklingsmål står i centrum for den globale debat, som EU har været med til at fremme. De bør føre til nye former for internationalt samarbejde — bredere og mere baseret på deltagelse og samråd. |
5.2.2. |
Udvalget glæder sig over Kommissionens meddelelse »Næste skridt til en bæredygtig europæisk fremtid«, der blev offentliggjort i november 2016 (20), som sigter mod at integrere målene for bæredygtig udvikling fuldt ud i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter, hvilket EU også er forpligtet til i henhold til Lissabontraktaten (21). De bæredygtige udviklingsmål vil være en tværgående dimension i gennemførelsen af EU's globale strategi. EU har som sagt spillet en afgørende rolle i udformningen af denne dagsorden. Der vil være en tæt sammenhæng mellem fremme og gennemførelse af de bæredygtige udviklingsmål og fremme af europæiske værdier over hele verden, omend disse mål ikke direkte fremmer god regeringsførelse og retsstatsprincippet. |
5.2.3. |
De bæredygtige udviklingsmål går også langt videre end MDG ved specifikt at identificere instrumenter eller »midler til gennemførelse« for at opfylde alle 17 bæredygtige udviklingsmål og deres 169 konkret angivne mål. Handel nævnes udtrykkeligt i 9 bæredygtige udviklingsmål (mod kun én gang i MDG). |
5.2.4. |
Hvis de bæredygtige udviklingsmål skal kunne realiseres effektivt, må handel og investeringer spille en grundlæggende rolle ikke mindst på baggrund af, at UNCTAD vurderer, at der kræves et ekstra årligt beløb på 2,5 billioner USD for at nå disse mål, hvoraf en stor del skal komme fra den private sektor. Som WTO's generaldirektør har påpeget, har MDG allerede vist »handelens forandringspotentiale« (22). |
5.3. |
Handlen med landbrugsprodukter må nødvendigvis spille en central rolle for opfyldelsen af de fleste, om ikke alle, bæredygtige udviklingsmål og især for mål nr. 2 (sult/fødevaresikkerhed), 12 (bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion) og 15 (jordbundsforringelse). |
5.3.1. |
Handlen med landbrugsprodukter vil ligeledes være afgørende for opfyldelsen af mål nr. 1 (fattigdom/underernæring), 8 (inklusiv, bæredygtig økonomisk vækst), 9 (infrastruktur), 10 (mindre ulighed), 13 (klimaforandringer), 3 (trivsel), 5 (ligestilling) og 7 (energi). Der må også sikres synergi mellem handel og andre aktiviteter, herunder udvikling. |
5.4. |
I ministererklæringen fra WTO-ministerkonferencen i Nairobi hedder det, at den internationale handel kan bidrage til at skabe en bæredygtig, stabil og afbalanceret vækst for alle (23). Erklæringen understreger samtidig, at WTO spiller en vigtig rolle for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, og at dette vil være langt vanskeligere uden en effektiv multilateral handelsmekanisme. |
5.4.1. |
Der skal tages hensyn til den indvirkning, som handlen med landbrugsprodukter og investeringer i landbruget har på klimaforandringer, og forhandlingerne om en plurilateral handelsaftale om miljøvarer (EGA) ser også ud til at blive et vigtigt skridt i retning mod indarbejdelse af klimaforandringerne i den multilaterale handelspolitik, men der er stadig behov for yderligere multilaterale tiltag for at skabe en bedre sammenhæng. |
5.4.2. |
International handel kan forbedre fødevaresikkerheden og ernæringen betydeligt ved at øge fødevaretilgængeligheden og tiltrække investeringer og vækst. Omvendt kan protektionistiske foranstaltninger gå ud over den nødvendige fleksibilitet og forhindre udviklingen af regionale markeder. Ikke desto mindre må handelsaftaler også omfatte effektive foranstaltninger for at give mindre udviklede lande større mulighed for at forhindre, at deres fødevaresikkerhed eller udviklingen af deres fremspirende landbrugssektor bliver undergravet. |
5.5. |
EU er gået foran med hensyn til at indarbejde bæredygtig udvikling i frihandelsaftaler. Siden 2010 er det lykkedes at indgå seks frihandelsaftaler, hvoraf den første var med Sydkorea, samt en økonomisk partnerskabsaftale (ØPA), mens andre aftaler med bl.a. Canada, Singapore og Vietnam afventer fuld ratificering. Disse indeholder hver især et specifikt kapitel om handel og bæredygtig udvikling samt en fælles civilsamfundsmekanisme til at overvåge gennemførelsen. I hvert af disse tilfælde har EØSU en vigtig rolle at spille. |
5.5.1. |
Udvalget har tidligere opfordret (24) til at inkludere lignende kapitler om handel og bæredygtig udvikling i EU's igangværende og fremtidige forhandlinger om separate enkeltstående investeringsaftaler. TPP-aftalen indeholder kapitler, der specifikt omhandler miljøet og det sociale område. |
5.6. |
Udvalget bemærker ligeledes, at mange af verdens »fødevarefattige« er landarbejdere, og bekæmpelse af sult er helt berettiget en central del af årtusindudviklingsmålene og nu af mål nr. 2 for bæredygtig udvikling. 70 % af de mennesker, der er ramt af fødevareusikkerhed, lever i landområder, hvilket til dels skyldes en gradvis tilbagegang i landbrugsinvesteringerne og det kronisk lave afgrødeudbytte i fattige lande, men også manglen på en effektiv landbrugs- og handelspolitik, som ikke tager nok hensyn til landbrugsproduktionens særlige karakteristika (herunder klimaet, ressourcerne, de levende råstoffer og markedsvolatiliteten). Her bør FAO's overvejelser, navnlig vedrørende social beskyttelse, tages ad notam. |
5.6.1. |
Den interne handel i Afrika er lav — nemlig 10-15 % af Afrikas samlede handel. En styrkelse af de afrikanske landes kapacitet til at øge landbrugshandelen vil sammen med målene for bæredygtig udvikling på infrastrukturområdet, regional integration og udvidelse af de indre markeder, bl.a. gennem øget sekundær forarbejdning, være afgørende for, at Afrika kan deltage positivt i landbrugshandlen og forbedre fødevaresikkerheden. |
6. EU's rolle i fremtidige forhandlinger om handel med landbrugsprodukter
6.1. |
Som Nairobi har vist, idet der her mod forventning blev vedtaget en betydningsfuld ministererklæring, er EU i en stærk position til at spille en ledende rolle i fremtidige forhandlinger om landbrugshandelen. Dette beror på, at EU er blevet set som en førende kraft i udbredelsen af såvel bæredygtighed som udvikling (dets rolle i Nairobi), og i kraft af resultaterne af tidligere reformer af den fælles landbrugspolitik bliver EU ikke længere opfattet som værende hovedsageligt i defensiven. |
6.1.1. |
I Kommissionens nye meddelelse forpligter EU sig til »at føre an« i gennemførelsen af de bæredygtige udviklingsmål sammen med Parisaftalen. Alle EU's handelsinitiativer skal nu opfylde kravene i disse tæt forbundne aftaler. |
6.2. |
Kommissionen har også fremlagt en undersøgelse af fremtidige handelsaftalers indvirkning på landbrugssektoren (25). Den kaster et blik på 12 fremtidige frihandelsaftaler og ser på potentialet for EU's landbrugsprodukter på verdensmarkedet. Den har dog ikke kunnet dække hele spektret af landbrugsprodukter eller forarbejdede fødevarer generelt. Kommissionen indrømmer selv, at denne undersøgelse er ufuldstændig for så vidt, som den i sin evaluering ikke tager højde for ikke-toldmæssige hindringer, som ikke desto mindre har en betydelig indvirkning på handelen. |
6.2.1. |
For at sætte Kommissionen i stand til at udarbejde en omfattende og effektiv strategi for landbrugshandelen bør undersøgelsen også omfatte en fuldstændig konsekvensanalyse af de sandsynlige konsekvenser, som gennemførelsen af de bæredygtige udviklingsmål og Parisaftalen vil få for EU's landbrug. Samtidig må der foretages en yderligere analyse af de konsekvenser, som udviklingen i handelen på verdensplan vil få for landbruget i EU. Den bør omfatte EU's nye frihandelsaftaler, herunder indirekte udviklinger såsom tilfælde, hvor devalueringen af partnerlandes valutaer har haft mærkbare følger. |
6.2.2. |
Aftaler fra før meddelelsen fra 2006 om »Det globale Europa« (26) bør medtages i undersøgelsen, især aftalerne med Sydafrika, Mexico og Chile, ikke mindst fordi de to sidstnævnte står for at skulle revideres. |
6.3. |
Ved gennemførelsen af disse konsekvensanalyser bør Kommissionen holde sig for øje, at det må sikres, at sådanne handelsaftaler kommer landbrugerne til gode i et rimeligt omfang. Landbruget spiller en nøglerolle i ernæringen ikke kun af den lokale befolkning, men også af en hurtigt voksende verdensbefolkning. Det er helt afgørende at opretholde levedygtige landbosamfund på landet og så vidt muligt mindske affolkningen af landdistrikterne i hele Europa. |
6.3.1. |
Ressourceeffektiv landbrugspraksis er af afgørende betydning. Det er nødvendigt at forbedre forvaltningen af og adgangen til ressourcerne ved at øge de mindre landbrugeres tilpasningsevne og modstandsdygtighed over for klimaændringer og ved at styrke kvalifikationerne og produktiviteten på marginaljorder. |
6.4. |
Klimaændringerne er en reel trussel mod landbruget. Globalt set er jord- og vandressourcerne begrænsede, de langvarige ændringer i vækstbetingelserne skyldes mere ekstreme klimaforhold, og prisvolatiliteten er tiltagende. En stærk og levedygtig landbrugssektor er afgørende for at bevare eller øge stabile og sikre forsyninger af fødevarer. Handel bidrager naturligvis til at udjævne skævheder i udbud og efterspørgsel, fremme ressourceeffektivitet, forbedre afsætningsmulighederne og øge den økonomiske vækst, således at der skabes arbejdspladser, indtægter og fremgang i landdistrikterne. |
6.4.1. |
I 2030 skønnes den globale »middelklassebefolkning« at være vokset med omkring 2 mia., og disse mennesker vil også ønske et større og mere varieret udvalg af fødevarer, som de aldrig har haft adgang til før. Dette vil indebære en eksponentiel stigning i efterspørgslen efter protein og andre landbrugsprodukter. |
6.4.2. |
Cork 2.0-erklæringen er vigtig i denne forbindelse. Landmændene er vogtere af både landbrugsjord og landdistrikternes øvrige ressourcer, og dyrevelfærd er også et grundlæggende problem. EØSU's udtalelse om Integreret produktion i EU (27) er relevant i denne forbindelse. |
Bruxelles, den 23. februar 2017.
Georges DASSIS
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(1) Kendt amerikansk forfatter.
(2) WTO-betegnelse, som herefter anvendes.
(3) https://www.wto.org/english/thewto_e/minist_e/mc10_e/mindecision_e.htm.
(4) Pariskonferencen for parterne i De Forenede Nationers Konvention om Klimaændringer (UNFCCC COP 21).
(5) SWD(2016) 390 final.
(6) https://www.wto.org/english/thewto_e/minist_e/min01_e/mindecl_e.htm.
(7) https://www.wto.org/english/news_e/spra_e/spra108_e.htm.
(8) https://www.wto.org/english/news_e/news16_e/agng_09mar16_e.htm; ICTSD Bridges report, bind 20, nr. 40 — 24.11.2016.
(9) Vigtigt ikke mindst for mærkning og sporbarhed.
(10) WTO skal benytte FN's klassifikationer og medtager som udviklingslande alle lande, der ikke er klassificeret hverken som industrilande eller mindst udviklede udviklingslande (LDC). Til brug for den generelle præferenceordning (GSP og GSP+) kan EU anvende de mere retvisende kategorier udarbejdet af Verdensbanken, som er baseret på landenes indkomst.
(11) Bridges, bind 20, nr. 20 — 2.6.2016.
(12) Bridges, bind 20, nr. 37 — 2.6.2016.
(13) Bridges, bind 19, nr. 38 — 12.11.2015.
(14) COM(2015) 497 final, punkt 5.1.
(15) P.t. behandles sag nummer 513.
(16) Citeret efter tjenestemænd fra Kommissionen under et møde i EØSU i marts 2016.
(17) Comprehensive Economic and Trade Agreement (omfattende økonomi- og handelsaftale), der nu afventer ratificering.
(18) EUT C 13 af 15.1.2016, s. 97.
(19) Pariskonferencen for parterne i De Forenede Nationers Konvention om Klimaændringer (UNFCCC COP 21).
(20) SWD(2016) 390 final.
(21) EUF-traktatens artikel 21, stk. 2, litra d).
(22) Tale i FN, 21.9.2016.
(23) Se fodnote 3.
(24) EØSU's udtalelse, EUT C 268 af 14.8.2015, s. 19.
(25) http://publications.jrc.ec.europa.eu/repository/bitstream/JRC103602/lb-na-28206-en-n_full_report_final.pdf.
(26) COM(2006) 567 final.
(27) EUT C 214 af 8.7.2014, s. 8.