21.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 389/20

Ordfører:

Lutz RIBBE

Medordfører:

Isabel CAÑO AGUILAR

1.1.

EØSU bifalder de beslutninger, der blev truffet på COP 21 i Paris, og opfatter dem som et vigtigt vendepunkt i en effektiv bekæmpelse af klimaændringer.

1.2.

Der er imidlertid to store problemer: For det første stemmer de tilsigtede nationalt bestemte bidrag (INDC) for reduktion af emissioner, som de enkelte medlemsstater har indgivet, ikke overens med resultaterne fra Paris. For det andet værdsættes civilsamfundets betydning ikke i tilstrækkelig grad — på trods af enkelte mindre fremskridt.

1.3.

Civilsamfundets aktører står i dag over for betydelige hindringer, når de ønsker at træffe og gennemføre foranstaltninger til modvirkning af klimaændringerne. Dette skyldes først og fremmest, at det politiske niveau ikke har fået øjnene op for civilsamfundets store potentiale i klimaindsatsen. Politikerne har hidtil ikke i tilstrækkelig grad interesseret sig for civilsamfundsaktørernes klimastrategier, deres behov og den støtte, de behøver. Til dels er det endda lovgivningskrav, som systematisk forhindrer civilsamfundets klimaindsats.

1.4.

Konsekvensen er, at civilsamfundets aktører alt for ofte oplever rammevilkår, som forhindrer dem i at realisere deres planer om »bottom up«-klimabeskyttelse. Dette skyldes også, at de ikke kan finde finansiering til deres projekter, selv om der burde være tilstrækkeligt med midler.

1.5.

EØSU foreslår derfor som en direkte reaktion på de beslutninger, der blev truffet i Paris, en koalition mellem politikere, myndigheder og civilsamfund. Det skal være koalitionens opgave at minimere hindringerne for civilsamfundets klimaindsats ved at:

1.6.

Koalitionens tiltag skal tage udgangspunkt i forskellige politiske niveauer. Det vigtigste er at gennemføre fem opgaver:

1.7.

For at løse disse fem opgaver er der behov for en struktureret, men åben dialog inden for koalitionen, i form af en rundbordsdialog. Det er derfor vigtigt, at deltagerne afspejler civilsamfundets mangfoldighed og udvikler en kultur baseret på åbenhed, kreativitet og samarbejdsvilje. Rundbordsdialogen bør sikre, at den kommende politiske ramme reelt støtter civilsamfundets klimaindsats.

1.8.

For at koalitionen kan varetage sine opgaver, er det nødvendigt med administrativ støtte til:

1.9.

Koalitionen mellem politik og civilsamfund skal opfylde yderligere en målsætning, som EØSU støtter, nemlig nødvendigheden af en retfærdig omlægning af arbejdslivet i retning af bæredygtighed baseret på en struktureret inddragelse af fagforeninger og arbejdstagerorganisationer.

2.1.

Resultaterne fra COP 21 i Paris repræsenterer et vigtigt vendepunkt i klimaforhandlingerne, fordi det er den første internationalt bindende aftale, som uden undtagelse forpligter alle underskrivende stater til aktivt at imødegå klimaændringer, der anerkendes som værende truende.

2.2.

Verdenssamfundet har i fællesskab forpligtet sig til at begrænse den globale opvarmning til under 2 grader Celsius — om muligt sågar 1,5 grader.

2.3.

Aftalen indeholder endnu en vigtig konkret handlingsanvisning, nemlig at nå en global neutralitet i emissionen af drivhusgasser i anden halvdel af århundredet.

2.4.

EØSU glæder sig over disse resultater (1), men ser også to store problemer:

2.4.1.

For det første stemmer medlemsstaternes tilsigtede nationalt bestemte bidrag (INDC) for reduktion af emissioner ikke overens med COP-resultaterne fra Paris: Gennemførelsen af de nationale mål vil ikke begrænse den globale opvarmning til 2 grader Celsius, men derimod få den til at stige til over 2,5, måske endda til over 3 grader.

2.4.2.

For det andet tages civilsamfundets betydning ikke tilstrækkeligt i betragtning. Der er tidligere gjort enkelte fremskridt med hensyn til gennemsigtighed og inddragelse, men civilsamfundets rolle i klimapolitikken er endnu ikke tilstrækkeligt veldefineret. Det er ikke COP-forhandlerne, men civilsamfundet, der skal gennemføre resultaterne fra Paris og gøre dem til virkelighed.

2.5.

Imidlertid foreligger der ikke en strategi for inddragelsen af civilsamfundet som en strategisk partner i gennemførelsen af beslutningerne fra COP-mødet, eller en sådan strategi er ikke synlig. Dette gælder også for Den Europæiske Union, hvis klimapolitik derfor udover »klimadiplomatiet« skal have endnu en søjle. Denne skal fokusere på at forstå og styrke civilsamfundets betydning og rolle og gøre det lettere for den store mangfoldighed af aktører fra civilsamfundet at udforme og gennemføre klimastrategier i deres lokalområder.

2.6.

Klimapolitik kan og må ikke kun dikteres »fra oven«, men vil kun blive en succes, hvis den er baseret på bred støtte og et flertal af virksomheders, myndigheders og borgeres aktive deltagelse. Den gennemføres først og fremmest »fra neden«, ellers vil den mislykkes.

2.7.

Tidligere er der blevet opnået betydelige resultater inden for bæredygtigheds- og klimapolitik, netop fordi repræsentanter for civilsamfundet — og med hertil hører udtrykkeligt også »almindelige« borgere i deres rolle som statsborgere — ikke begrænsede sig til kun at reagere på politiske tiltag eller se sig selv som »gennemførelsesinstrument«. Tværtimod har de fungeret som pionerer for forandring og handlet aktivt, og dermed — inden for rammerne af de givne muligheder — medvirket til betydelige resultater og skabelsen af et politisk pres. Dette gælder både set i teknologisk, men også økonomisk og først og fremmest samfundsmæssig henseende (hvad angår den samfundsmæssige accept af disse teknologier, især dog i forbindelse med »mainstreaming« af omstillingen, dvs. social læring og »learning from community«).

2.8.

Mens den hidtidige energiproduktion og -politik, der har et medansvar for klimaændringerne, hovedsageligt har haft fokus på udtømmelige energikilder og store, centrale strukturer med få aktører, hvor civilsamfundet som oftest kun optrådte som »forbruger«, vil klimaindsatsen fremover i langt højere grad foregå decentralt og kræve et engagement hos alle aktører. Der er ingen tvivl om, at viljen til at gøre en indsats er til stede, og dette skal konsekvent udnyttes og støttes.

2.9.

Civilsamfundets indsats i dag indeholder allerede et enormt, uudnyttet potentiale for innovation, der bygger på idéer og handling hos byer og kommuner, lokale og regionale myndigheder, store virksomheder og fagforeninger samt individer (privatpersoner, landmænd, kooperativer, SMV'er osv.).

2.10.

Denne indsats er i dag meget ofte uafhængig af organisationer og meget konkret projektrelateret. Netop heri ligger dens særlige samfundsmæssige dynamik. Men heraf følger ligeledes, at hvis sådanne initiativer mislykkes, så vil aktørerne komme til at betale for denne fiasko af egne lommer. Der er ikke blot tale om finansielle risici. Ud over penge kræver en indsats fra civilsamfundets side også motivation og engagement. Den kræver tid. Derfor skal det »kunne betale sig« (ikke kun i økonomisk henseende), og risikoen, i tilfælde af at det mislykkes, skal være overskuelig. Det er op til de europæiske og nationale politikere at sikre en ramme for civilsamfundets aktiviteter, der er så bred som muligt og meget åben.

2.11.

I Den Europæiske Union findes der allerede talrige eksempler på succeshistorier, som understreger, hvor vigtigt og effektivt det er, når civilsamfundets aktører engagerer sig i klimabeskyttelse, men disse eksempler bliver ikke systematisk registreret og evalueret nogen steder. Der finder ingen debat sted om den politiske lære, vi kan drage af disse forskellige initiativer, hvilke forhindringer, som skal fjernes for at gøre dem endnu mere effektive og kopiere dem, eller af hvilke grunde de mislykkes.

2.12.

Desuden findes der ingen gyldige incitamenter til en refinansiering af den investerede kapital. Der findes heller ingen mekanismer, der kan give den ønskede signalvirkning over for ikkestatslige aktører, udenom de store industrivirksomheder. Tværtimod er der i dagens Europa snarere tale om en modsatrettet tendens: gennemførelsen af relevante initiativer vanskeliggøres ofte, eller bliver endda umulig, som følge af forkerte politiske retningslinjer. I mange tilfælde findes der derfor ingen handlingsramme for civilsamfundsaktørernes udarbejdelse og — i endnu højere grad — gennemførelse af klimakoncepter. De kan ikke realisere deres ideer. Nogle gange skyldes det ganske enkelt, at de juridiske og administrative rammer ikke er på plads, sommetider mangler der finansiering til projekterne, i andre tilfælde er det faktum, at de eksterne omkostninger ved fossile brændstoffer ikke internaliseres fuldt ud (2) og kulstof dermed — trods tilsagn om det modsatte — ikke prissættes korrekt, en uoverstigelig hindring.

2.13.

Alt for ofte tales der om »taberne« set i relation til en ambitiøs klimapolitik og ofte gives der indtryk af, at klimaændringerne primært er forbundet med nødvendigheden af at give afkald. Naturligvis skal de problemer, der er forbundet med overgangen til en kulstoffri økonomi, håndteres og imødegås på tilfredsstillende vis. Imidlertid skal de positive elementer i lige så høj grad fremhæves, så det sikres, at der i samfundet som helhed skabes en opbrudsstemning. Senest de sidste års teknologiske og økonomiske fremskridt (f.eks. energiproduktion fra vedvarende energikilder, energilagring, men frem for alt også digitale applikationer, som har skabt mulighed for betydelige fremskridt inden for en effektiv og intelligent ressourceanvendelse) giver grobund for en sådan stemning.

2.14.

Europa er i dag teknologisk og økonomisk sådan stillet, at klimabeskyttelse og bæredygtighed kan udgøre en gevinst for alle. Den europæiske energiunion tager udgangspunkt i netop denne tanke. Forudsætningen er, at det politiske niveau understøtter relevante initiativer, eller i det mindste baner vejen herfor, og ikke forsøger at opstille forhindringer f.eks. ved at stille spørgsmålstegn ved bestående strukturer. Det i princippet modne potentiale for ændringer og fremskridt i klimabeskyttelsen bliver i vid udstrækning ikke udnyttet.

3.1.

Der er brug for en ny tilgang til flerniveaustyring. EØSU foreslår, at der etableres en ambitiøs koalition bestående af civilsamfundsaktører, lokale og regionale myndigheder og de ansvarlige politiske og administrative strukturer på nationalt og europæisk plan.

3.2.

Koalitionen skal:

3.3.

På den måde kan koalitionen, som udtryk for en flerniveaustyring, bidrage til en succesfuld forvaltning af hele samfundets opgave med at beskytte klimaet.

3.4.

Målene i COP-aftalen er klart angivet, og Det Europæiske Råd har fastlagt vidtrækkende visioner for et kulstoffattigt, ressourceeffektivt Europa. Ifølge denne vision skal der i år 2050 udledes 80-95 % mindre drivhusgasser end i dag. Dette vil medføre en massiv påvirkning af den enkelte europæiske borgers og hver enkelt virksomheds og dens arbejdstageres livsvilkår.

3.5.

EØSU har i sin sonderende udtalelse om bæredygtig udvikling (3) allerede beskrevet, hvor vigtigt det er at tage disse grundlæggende politiske forandringers betydning for borgernes dagligdag alvorligt.

3.6.

Risikoen for, at bæredygtig udvikling opfattes som en trussel og ikke som en chance kan imødegås ved at formidle et enkelt budskab: Beskyttelse af klimaet medfører forandringer, men ethvert medlem af samfundet har chancen, alene eller sammen med ligesindede, for at handle aktivt i forhold til disse forandringer, så ikke blot klimaet, men også de lokale levevilkår forbedres.

3.7.

Dette budskab bør rettes til dem, som med sikkerhed vil opleve forudsigelige »negative« ændringer (f.eks. hele området for fossile brændstoffer), men også henvende sig til og aktivere det forhåndenværende samfundsmæssige, positive potentiale hos dem, som er handlingsparate og kan tjene som eksempel for andre.

3.8.

Civilsamfundet er yderst heterogent. Dette er tydeligt i forbindelse med klimabeskyttelsen: Hvad der er let for en aktør at gennemføre, er vanskeligt for en anden. Denne forskellighed skal tages alvorligt, og mangfoldigheden ses som en chance, der skal udnyttes.

3.9.

Sagens kerne består i at konkretisere »klimabeskyttelse«. Her findes også en mangel på viden. Der er blevet gennemført mange casestudier, men der mangler en systematisering, som f.eks. skelner mellem aktørkategorier. Dette forekommer nødvendigt, fordi de enkelte aktøres forskellige ressourcer også medfører helt forskellige handlingsstrategier. For eksempel:

3.10.

Eksemplerne illustrerer, at civilsamfundsaktørernes ressourcer er meget forskellige, men at handlingslogikken altid er den samme. De vil kun anvende deres iboende, materielle, finansielle og tidsmæssige ressourcer, hvis de ser en realistisk chance for at opnå en øjeblikkelig virkning. Omvendt betyder dette også, at hvor der ikke kan tilvejebringes en positiv indvirkning, truer inaktivitet eller sågar modstand (f.eks. mod nye investeringsprojekter).

3.11.

Eksemplerne gør det også tydeligt, at spektret af handlingsstrategier, som i hele Europa primært udformes og gennemføres af ikke-statslige aktører, er lige så bredt og mangfoldigt som selve civilsamfundet.

3.12.

Det ville være helt forkert, hvis civilsamfundsaktørerne kun tilskrives en politisk udtænkt rolle inden for rammerne af top-down-tilgange.

3.13.

I forbindelse med de forestående ændringer er det særlig vigtigt at fokusere på bevarelsen af den sociale sikkerhed. »Bottom up«-klimabeskyttelse betyder ganske vist, at private initiativer får større betydning, og der således skabes vigtige økonomiske impulser, men dette må ikke ske på bekostning af den sociale sikkerhed.

3.14.

Det er derfor vigtigt, at »de lokale klimaforkæmpere« fortsat indgår i det sociale sikringssystem. I nogle tilfælde vil dette indebære en ny fastlæggelse af det sociale sikringssystems sammensætning og bidragene fra de forskellige involverede. Dette er nødvendigt alene af den grund, at forbrændingen og udnyttelsen af fossile råstoffer har været afgørende elementer i velfærdsstaten. Opgivelsen af denne tilgang og omstillingen i retning af en i vid udstrækning kulstoffri økonomi må ikke ske på bekostning af de socialpolitiske standarder og den velstand, der er opnået i Den Europæiske Union. Dette bør koalitionen mellem politikere, myndigheder og civilsamfund være særlig opmærksom på. Der bør der udvikles helt nye strategier.

Et eksempel:

3.15.

Energi fra vedvarende ressourcer kan i mellemtiden fremstilles så billigt lokalt, at — i kombination med energieffektivitetsforanstaltninger — selv problemet med den (sociale) energifattigdom nemt ville kunne løses. Det politiske niveau bør først og fremmest sørge for et godt retsgrundlag og adgang til investeringskapital for relevante initiativer.

3.16.

Civilsamfundets engagement på området klimabeskyttelse har oftest et lokalt eller regionalt sigte. COP-forhandlingerne og mange politiske diskussioner har imidlertid et globalt perspektiv. Ingen steder gælder princippet »tænke globalt, handle lokalt« mere end, når det drejer sig om klimabeskyttelse. Virkningerne af civilsamfundets aktiviteter må ikke gå tabt i det globale rum. De skal være umiddelbart håndgribelige, konkrete og synlige, der hvor de er iværksat.

3.17.

For den europæiske politik betyder dette, at en ny- og videretænkning er nødvendig: Lokale initiativer kan ikke stille meget op med f.eks. Kyoto-protokollens JI/CDM-logik. Dette er et grundlæggende problem: Indsatsen fra civilsamfundets aktører foregår som hovedregel på lokalt og regionalt niveau, men rammebetingelserne fastsættes først og fremmest på nationalt og europæisk niveau. EØSU ser med bekymring, at der er tale om en kløft mellem disse to niveauer.

3.18.

En aktiv praksisorienteret klimabeskyttelse realiseret af civilsamfundet som bærende anden søjle i den europæiske klimapolitik skal have lokal indvirkning og være synlig, ellers handler det civile samfunds aktører slet ikke.

3.19.

Regioner, byer og kommuner spiller en vigtig rolle. EØSU bemærker med stor tilfredshed, at der allerede er truffet mange forskellige initiativer for at koordinere disse aktiviteter. Her tænkes blandt andet på initiativer som »World Summit on Climate and Territories«, borgmesteraftalen, ICLEI-netværket m.m.. Dette er ofte initiativer, som i mellemtiden også kan regne med forskellige former for statslig støtte.

3.20.

Regional udvikling og klimavenlig energipolitik supplerer hinanden godt, når den decentrale energiproduktion finder sted gennem lokale eller regionale strukturer, og merværdien fra udnyttelsen af vind, sol og biomasse skabes lokalt. En større mangfoldighed af aktører giver således mening, men ingen af EU's officielle dokumenter har hidtil drøftet denne mulige strategiske forbindelse i tilstrækkelig grad.

3.21.

Dette er et godt eksempel på, at EU ikke i tilstrækkelig grad udnytter civilsamfundets potentiale. Således opfattes borgmesteraftalen også primært som støtte for gennemførelsen af de mål, der er fastsat af EU. Borgmesteraftalens rolle som en kilde til nye politiske initiativer værdsættes derimod ikke tilstrækkeligt, og denne ressource anvendes ikke på systematisk vis.

4.1.

Koalitionen har fem opgaver:

4.1.1.

For det første drejer det sig om at skabe en bedre forståelse for, hvilke klimaforanstaltninger civilsamfundets aktører i deres forskellige roller vil planlægge og gennemføre.

4.1.2.

For det andet skal strukturelle problemer og barrierer, som står i vejen for en vellykket gennemførelse, kortlægges og overvindes. Herefter er det op til det politiske niveau at fjerne de bureaukratiske hindringer og indviklede procedurer, der får civilsamfundet til at undlade at handle, eller som vanskeliggør deres indsats. I meddelelsen »En ny aftale for energiforbrugere« har Kommissionen taget det første skridt i denne retning (4). Dette er dog langt fra tilstrækkeligt, blandt andet fordi prosumentbegrebet fortolkes for snævert (5).

4.1.3.

For det tredje skal »succeshistorier« formidles bedre.

4.1.4.

For det fjerde skal de vigtigste forudsætninger og kriterier for succes udpeges.

4.1.5.

For det femte bør der udvikles en politisk ramme, der skaber de nødvendige betingelser for handling, så civilsamfundets aktører kan udforme og gennemføre handlingsstrategier for klimabeskyttelse. Opstilling af rammevilkår er en opgave, der skal løses ved hjælp af flerniveaustyring. Gennemførelse af rammen kræver en fælles forståelse blandt de politiske beslutningstagere på europæisk, nationalt og subnationalt niveau samt en koordineret indsats.

4.2.

Gennemførelsen af opgaverne kræver en ekstra administrativ støtte, hvor løsningen af følgende opgaver bør tjene som grundlag for drøftelserne i koalitionen mellem politikere, myndigheder og civilsamfund:

4.3.

Det vil være op til politik og forvaltning — eventuelt i samarbejde med EØSU — at koordinere denne koalition, imødegå og så vidt muligt fjerne de kortlagte hindringer, eller i det mindste give et klart svar på, hvorfor de mener, at bestemte initiativer ikke skal realiseres.

4.4.

Kun hvis der findes en strategiramme, som anerkender civilsamfundsaktørernes mange roller og den forskellige ressourcefordeling, tager hensyn til succesfaktorer og skaber positive rammevilkår, vil civilsamfundets aktører få adgang til kapital og investeringsmidler. Dette er i dag stadig et relevant praktisk problem, som er genstand for alt for lidt politisk opmærksomhed. Parisaftalen har enorme økonomiske konsekvenser, som rækker langt ud over Den Grønne Klimafond med ca. 100 milliarder USD årligt.

4.5.

Især små, lokale banker og andre långivere yder kun lån til civilsamfundsmæssige initiativer til klimabeskyttelse, når refinansieringen er forholdsvis sikker. Også denne betingelse — mindre risikobetonet refinansiering af investeringer i klimabeskyttelse, som gennemføres af civilsamfundsaktører — skal opfyldes i den politiske ramme.

4.6.

Strategirammen skal skabe langsigtet planlægnings- og investeringssikkerhed. Intet er mere skadeligt for det nødvendige engagement end den usikkerhed, som den vedvarende politiske nytænkning skaber.

4.7.

Der er brug for alternative investeringsmuligheder i lokale projekter, hvis muligheder og risici civilsamfundets aktører selv kan vurdere og håndtere — f.eks. som medlemmer af et kooperativ. Hvis borgerne erkender, at investeringer »når ud til dem«, og ikke bliver anonyme i nettet af finansieringsinstitutter og store investorer, kan dette også rette op på den svækkede tillid til de finansielle institutioner.

4.8.

Hvis der etableres en stabil og solid strategiramme, er det muligt at skabe en anden slags vækst i anerledes økonomiske strukturer. Set i relation til den nye »vækst« vil socialkapital sandsynligvis blive lige så vigtig som finansiel kapital. Arbejdets fremmedgørelse ophæves til dels af udviklingen af prosumkonceptet, og arbejdsdelingen vil i højere grad blive tilrettelagt i fællesskabsstrukturer. Dette resulterer i et enormt potentiale for social innovation, der er afgørende for en ambitiøs klimapolitik. De nye roller, som opstår med prosumenter, platforme og centre, er stadig kun upræcist beskrevet. Især »prosum« kan ses som en væsentlig succesfaktor for opnåelsen af en bæredygtig livsstil og en bæredygtig økonomi.

4.9.

Denne nye form for økonomi er ingen utopi, men er allerede i dag synlig i mange, især lokalt organiserede klimainitiativer, og dermed også skalerbar. Der er et presserende behov for skalering, efterligning og ekspansion, ikke kun på grund af de ambitiøse mål for klimabeskyttelse. Snarere er det også en forudsætning for at nedbringe udgifterne til omstillingen og undgå en konflikt mellem klima- og socialpolitiske mål.

4.10.

EØSU understreger, at Parisaftalen udtrykkeligt slår fast, at det er nødvendigt med en retfærdig omstrukturering af arbejdslivet, sådan som det allerede blev fastslået ved klimakonferencen i Lima. Inden for rammerne af den nye økonomiske model skal der skabes arbejdspladser af høj kvalitet. Dette er muligt igennem en stærk social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger, hvor arbejdsgiverne medvirker, og som støttes gennem indhold eller foranstaltninger, som f.eks. videreuddannelse for arbejdstagerne møntet på formidlingen af de nye kvalifikationer, som er nødvendige inden for rammerne af energi- og økologiomstillingen, og foranstaltninger, som styrker de sociale sikringssystemer. Men også til dette formål er det nødvendigt med en positiv strategiramme. Først da vil det være muligt for civilsamfundets aktører at kompensere for det tab af beskæftigelse og konkurrencedygtighed, som inden for rammerne af omstillingen er uundgåeligt i nogle sektorer, og muliggøre en økonomisk vækst, som er social, bæredygtig og inklusiv.