31.5.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 173/62 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om oprettelse af en EFSD-garanti og en EFSD-garantifond
(COM(2016) 586 final)
(2017/C 173/11)
Ordfører |
Jan SIMONS |
Anmodning om udtalelse |
24.11.2016 |
Retsgrundlag |
Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde |
Kompetence |
Sektionen for Eksterne Forbindelser |
Vedtaget i sektionen |
31.1.2017 |
Vedtaget på plenarforsamlingen |
22.2.2017 |
Plenarforsamling nr. |
523 |
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod) |
205/1/0 |
1. Konklusioner og anbefalinger
1.1. |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder etableringen af den europæiske eksterne investeringsplan (EIP) og forslaget til en forordning om Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD) og om oprettelse af en EFSD-garanti og en EFSD-garantifond som skridt i den rigtige retning med henblik på at håndtere årsagerne til irregulær migration ved roden. Udryddelsen af fattigdom er også et mål, som EFSD bør fokusere på. |
1.2. |
Udvalget efterlyser et særligt fokus på at løse situationen i de lande, hvorfra hovedparten af migranterne kommer, og hvor økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige vilkår har lagt landenes økonomier i ruiner og skabt en selvforstærkende fattigdom, samtidig med at enhver indsats i retning af bæredygtig udvikling er blevet umuliggjort. |
1.3. |
Udvalget henviser til tidligere udtalelser, hvor det har understreget behovet for at inddrage den private sektor i udviklingsindsatsen, forudsat at denne udvikling er i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling, og at den private sektor respekterer grundlæggende økonomiske, miljømæssige og sociale rettigheder, ILO's centrale konventioner og dagsordenen for anstændigt arbejde. Dette skal tillige gælde for investeringsprojekter, der finansieres af EFSD. |
1.4. |
Udvalget finder, at forslaget om EFSD stemmer overens med udvalgets anbefaling om, at udviklingsbistand benyttes som en multiplikationsfaktor for at matche privat kapital med investeringer i udviklingslandene, og at disse knyttes til klart definerede mål, såsom skabelse af flere og bedre jobs, forbedring af produktionskvaliteten og overførsel af ledelsesknowhow til den private sektor. |
1.5. |
Udvalget opfordrer Kommissionen til at undersøge og analysere erfaringerne med gennemførelsen af investeringsplanen for Europa og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer for at undgå vanskeligheder og hindringer, idet det skal tages i betragtning, at forholdene i EFSD-partnerlandene er meget mere komplicerede end i EU's medlemsstater. |
1.6. |
Udvalget bifalder koordineringen af samarbejdet og styringen gennem EFSD's strategiske udvalg, hvor alle relevante institutioner og organer bør være repræsenteret. EØSU anmoder i kraft af civilsamfundets uerstattelige rolle i udviklingssamarbejdet om at få observatørstatus i det strategiske udvalg og anbefaler, at repræsentative civilsamfundsorganisationer i partnerlandene inddrages i beslutningsprocessen, herunder i forberedelsen af konkrete projekter. |
1.7. |
Udvalget anbefaler, at den one-stop-shop, der skal etableres for investorerne, ikke begrænses til investeringsspørgsmål, men også skal yde vejledning og al nødvendig information og kontakter for dem, der ønsker at engagere sig i udviklingsaktiviteter. |
1.8. |
Udvalget anbefaler, at forordningen omfatter en forpligtelse til at forlænge EFSD's og garantiens gyldighed ud over 2020-grænsen efter evalueringen af resultaterne af dens gennemførelse, og opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til at tage dette i betragtning, når den nye flerårige finansielle ramme forberedes. |
2. Resumé af Kommissionens forslag
2.1. |
Den 28. juni 2016 opfordrede Det Europæiske Råd Kommissionen til at fremsætte et forslag til en ambitiøs ekstern investeringsplan (EIP) som led i EU's nye ramme for partnerskaber med tredjelande under den europæiske dagsorden for migration (1). Den nye plan vil bygge på tre søjler: en ny investeringsfond (første søjle), teknisk bistand (anden søjle) til at hjælpe lokale myndigheder og virksomheder med at udvikle flere bæredygtige projekter og tiltrække investorer, og (tredje søjle) tilrettelæggelsen af en række specifikke tematiske, nationale og regionale EU-programmer om udviklingssamarbejde, som kombineres med en politisk dialog med henblik på at forbedre investeringsklimaet og de overordnede politiske rammer i de berørte lande. |
2.2. |
Søjle 1 vil delvist blive gennemført gennem oprettelse af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD). Hovedformålet med EFSD er at tilvejebringe en integreret finansiel pakke med henblik på at finansiere investeringer, i første omgang i regioner i Afrika og naboskabsområdet. EFSD vil omfatte regionale investeringsplatforme, som kombinerer midler fra eksisterende blandingsfaciliteter med EFSD-garantien. Den vil fungere som en »one-stop-shop«, der modtager finansieringsforslag fra de finansielle institutioner og offentlige eller private investorer og leverer forskellige former for finansiel bistand til støtteberettigede investeringer. |
2.3. |
EFSD's primære formål er at tilvejebringe en integreret finansiel pakke med henblik på at finansiere investeringer i lande, der har undertegnet partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater (2), og i naboskabsområdet, for derved at skabe vækst- og beskæftigelsesmuligheder, styrke additionaliteten, levere innovative produkter og tiltrække midler fra den private sektor. EFSD ventes at mobilisere op til 44 mia. EUR i investeringer med udgangspunkt i midler fra Unionens almindelige budget og andre kilder på 3,35 mia. EUR frem til 2020. |
2.4. |
Unionen vil i alt stille 750 mio. EUR til rådighed for EFSD-garantien frem til 2020, som vil komme fra både Unionens almindelige budget og den 11. Europæiske Udviklingsfond. Kommissionen agter at stille forslag om at benytte margenen til uforudsete udgifter med henblik på at bidrage med 250 mio. EUR. Øvrige bidrag fra Unionens budget kan komme fra omfordelinger eller omlægninger af allerede programmerede midler. Ekstra midler kan også komme fra bidrag fra andre bidragydere såsom medlemsstaterne. |
2.5. |
EFSD vil blive forvaltet af Kommissionen og implementeret ved hjælp af regionale investeringsplatforme, som vil kombinere midler fra eksisterende blandingsfaciliteter for Afrika og naboskabsområdet med EFSD-garantien. Kommissionen vil blive rådgivet af et strategisk udvalg og to administrative udvalg, et for hver regional investeringsplatform. Kommissionen vil lede EFSD's sekretariat, som skal varetage alle opgaver og funktioner relateret til opfyldelsen af målsætningerne i planen for eksterne investeringer. |
3. Generelle bemærkninger
3.1. |
EØSU repræsenterer det europæiske organiserede civilsamfund i flere bilaterale udvalg som f.eks. AVS-EU, Euromed, Østpartnerskabet, Latinamerika mm. og giver sit syn på civilsamfundets rolle i udviklingsstøtten (3). Civilsamfundet kan spille en meget betydelig rolle ved at evaluere investeringsprojekternes nytte og bæredygtighed, føre tilsyn med gennemsigtigheden af deres finansiering og overvåge deres implementering. |
3.2. |
Udvalget finder, at det store antal flygtninge og irregulære migranter, der kommer til EU, er en af de seneste års største udfordringer for EU. De to fænomener har forskellige årsager og kræver forskellige løsninger. Topprioriteten for det internationale samfund må være at gøre alt, hvad der er muligt, for at bringe militære konflikter til ophør og sørge for fredelige løsninger, så der kan skabes de nødvendige betingelser for en reel udvikling og implementering af målene for bæredygtig udvikling. Ved siden af civilsamfundets vigtige rolle inden for forebyggelse, mægling og konfliktløsning bør EU som den største donor af udviklingsbistand spille en central rolle i denne indsats. |
3.3. |
Årsagerne til irregulær migration er ofte et resultat af svage økonomiske udsigter og lav økonomisk vækst i oprindelseslandene kombineret med dårlige sociale forhold og betydelige sikkerhedsproblemer, som fører til ekstrem fattigdom og tvinger tusindvis af mennesker til at gå i eksil. Udvalget bifalder Kommissionens og Rådets arbejde med at finde den bedste måde til at løse problemet med irregulær migration ved at tage fat på de grundlæggende årsager hertil. |
3.4. |
Officiel udviklingsbistand er uerstattelig i kampen mod fattigdom, navnlig i de mindst udviklede lande, skrøbelige stater og for sårbare befolkningsgrupper, men den kan ikke dække alle udviklingsbehovene. |
3.5. |
Udvalget konkluderede i sine udtalelser om den private sektors rolle (4) og om finansiering af udvikling (5), at det er nødvendigt at mobilisere alle tilgængelige ressourcer og give den private sektor en meget større rolle både på europæisk og på lokalt plan, forudsat at denne udvikling er i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling, og at den private sektor respekterer menneskerettighederne, herunder de økonomiske og sociale rettigheder, navnlig ILO's konventioner. De nye arbejdspladser, der skabes, skal være i overensstemmelse med ILO's dagsorden for anstændigt arbejde, og dette skal tillige gælde for investeringsprojekter, der gennemføres i kraft af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling. |
3.6. |
De nye instrumenter som f.eks. EFSD-garantien og EFSD-garantifonden bør benyttes som en multiplikationsfaktor for at tiltrække privat kapital til investeringer i udviklingslandene og knytte dem til klart definerede mål, såsom skabelse af flere og bedre jobs, forbedring af produktionskvaliteten og overførsel af ledelsesknowhow til den private sektor. Endvidere skal blandingen af offentlige og private investeringer være gennemsigtig og respektere den balance, som er nødvendig for at undgå, at private investorer tager al profitten, og den offentlige sektor dækker tabene. Projekternes resultater skal på tydelig vis måles og benchmarkes, idet udryddelsen af årsagerne til irregulær migration evalueres som et blandt andre positive resultater. |
3.7. |
Eftersom EFSD er inspireret af investeringsplanen for Europa og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, opfordrer udvalget Kommissionen til at tage ved lære af dens virkemåde, da den ikke kan betragtes som en fuldstændig succes. Denne erfaring skal omhyggeligt undersøges og analyseres for at undgå vanskeligheder og hindringer ved forvaltningen af EFSD, idet det skal tages i betragtning, at forholdene i partnerlandene er anderledes og meget mere komplicerede end i EU's medlemsstater. |
3.8. |
Den foreslåede EFSD vil omdanne den nuværende investeringsfacilitet for Afrika (6) og naboskabsinvesteringsfaciliteten (7) til to investeringsplatforme under én paraply. Udvalget anser det for nødvendigt, at repræsentative civilsamfundsorganisationer på lokalt niveau inddrages i beslutningsprocessen, herunder forberedelsen af konkrete projekter, så de kan varetage deres rolle i forbindelse med overvågning af finansieringsgennemsigtigheden og investeringsprojekternes effektivitet. |
3.9. |
EU råder over en myriade af finansieringsredskaber relateret til udviklingsprogrammer (11. Europæiske Udviklingsfond med sine forskellige finansieringspuljer, faciliteter og platforme, den flerårige finansielle ramme 2014-2020 [EU-budgettet] med sine forskellige territoriale og regionale programmer, sektorprogrammer, EIB med sine faciliteter og programmer, EBRD osv.), hvilket gør det meget svært for offentligheden og de relevante partnere at forstå dem og finde ud af, hvordan de kan anvende dem. Hensigten er, at EFSD skal blive en one-stop-shop for dem, der er interesseret i investeringer i udviklingslandene. Udvalget anbefaler, at den ikke begrænses til investeringer, men også skal yde vejledning med al nødvendig information og kontakter for dem, der ønsker at engagere sig i udviklingsaktiviteter. |
3.10. |
Kun 6 % af EU's udviklingsbistand gik til skrøbelige stater, og hovedparten heraf gik til de 10 lande, som har masser af naturressourcer. Udvalget håber, at EFSD vil munde ud i positive resultater også for skrøbelige stater, navnlig dem med militærkonflikter, ødelagte økonomier og fejlslagen administration, hvor den foreslåede garanti kan hjælpe private investorer til at acceptere højere risici for deres projekter. Udvalget er endvidere imod forsøgene på at fastsætte en maksimal procentsats, som garantien kan dække, da dette ville begrænse dens anvendelse på investeringer i skrøbelige lande. |
3.11. |
Udvalget mener, at den vigtigste kvalitative ændring i forhold til den nuværende situation kunne være, at koordinering samt integration af samarbejde og styring håndteres gennem EFSD's strategiske udvalg, hvor alle relevante institutioner og organer bør være repræsenteret. EØSU opfordrer i kraft af sin rolle i udviklingssamarbejdet Kommissionen til at give observatørstatus til repræsentanter for udvalget, således at civilsamfundets synspunkter kan blive repræsenteret. |
3.12. |
EØSU mener, at den betydelige merværdi af den nye eksterne investeringsplan formentlig vil være forbundet med dens anden søjle vedrørende teknisk bistand og tredje søjle, der dækker aspekter vedrørende forbedret demokrati og forvaltning i partnerlandene, navnlig gennemsigtighed, overvågning og ansvarlighed og skabelse af et erhvervsklima, der befordrer investeringer og dermed fører til vækst, nye arbejdspladser og afskaffelse af fattigdommen. |
3.13. |
Endvidere skal kommunikationen om investeringsplanen og dens specifikke projekter forbedres, således at civilsamfundet kan holde øje med dens gennemførelse. |
4. Særlige bemærkninger
4.1. |
I forslaget til forordning om EFSD-garantien anføres det (8), at garantien skal gælde i en første investeringsperiode, der slutter den 31. december 2020, hvilket efter udvalgets opfattelse er for kort tid til at indfri målsætningerne for EIP. Udvalget håber, at det er muligt at forlænge EIP og udvide planens virkefelt, så den — afhængigt af sin succes — kommer til at omfatte andre lande og regioner. Dette bør tages i betragtning, når den nye flerårige finansielle ramme forberedes. |
4.2. |
Det foreslås, at medlemsstater får mulighed for at bidrage i form af garantier, der kan øremærkes de enkelte regioner, sektorer eller investeringsvinduer (9). Udvalget foreslår, at det tilføjes, at medlemsstaternes bidrag skal være i overensstemmelse med EU's udviklingsprioriteter. |
4.3. |
Udvalget bifalder Kommissionens løfte om at rapportere årligt til Europa-Parlamentet og Rådet om finansierings- og investeringstransaktioner, som er dækket af EFSD-garantien, og tager med tilfredshed til efterretning, at rapporten vil blive offentliggjort, således at de relevante aktører, herunder civilsamfundet, kan give deres mening til kende. EØSU vil lægge vægt på at medvirke i evalueringen af, om EFSD bidrager til målene for bæredygtig udvikling, herunder den vigtigste årsag til fondens etablering: eliminering af årsagerne til irregulær migration. |
4.4. |
Udvalget har i alle sine udtalelser om udviklingssamarbejde understreget, at bistand skal ydes på fuldt gennemsigtig vis, således at man kan forebygge svig, korruption, hvidvaskning af penge og skatteunddragelse. Udvalget bifalder derfor, at disse principper udtrykkeligt nævnes i forslaget (10). |
4.5. |
Udvalget foreslår, at udryddelse af fattigdom tilføjes til de mål for bæredygtig udvikling, der nævnes i artikel 3, stk. 2, og som EFSD vil fokusere på, samt at dette også nævnes under de generelle målsætninger i artikel 8, stk. 1, litra a). |
Bruxelles, den 22. februar 2017.
Georges DASSIS
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(1) EØSU's udtalelse REX/478 om nyt migrationspartnerskab med tredjelande.
(2) Underskrevet i Cotonou den 23. juni 2000 (»Cotonouaftalen«).
(3) EUT C 264 af 20.7.2016, s. 1, EUT C 303 af 19.8.2016, s. 138, EUT C 44 af 11.2.2011, s. 129, EUT C 229 af 31.7.2012, s. 133, EUT C 487 af 28.12.2016, s. 24.
(4) EUT C 67 af 6.3.2014, s. 1.
(5) EUT C 383 af 17.11.2015, s. 49.
(6) C (2015) 5210 final.
(7) C (2016) 3436 final.
(8) Betragtning nr. 9.
(9) Betragtning nr. 14 og artikel 14, stk. 4.
(10) Artikel 17, 18, 19 og 20.